Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: chokolade

Maureen the Maverick Moonshine, Amager Bryghus (Saufen mit Marcus – (oder “die Unendliche Geschichte II”) II)

Den størst mulige femmer …

Før jeg når til anmeldelsen, eller rettere referatet af endnu en ca. 15 minutter lang palaver optaget med min mobiltelefon – en dokumentationsform der vælges for nemhedens skyld og bestemt ikke arbejdsbelastningens – bliver jeg nødt til at rette fokus på noget, der sker i den virkelige verden herhjemme.

Sagde jeg den virkelige verden? Næh, jeg skrev det! [Trommehvirvel – bækken] Nu hvor den første elendige vittighed er serveret, kan jeg med nogenlunde ren sam-vittighed (I can’t stop) skride videre til alvoren. Jeg har hele tiden vidst, at der fandtes et kontingent individer her i landet, der havde nogle udfordringer netop med den virkelige verden. Det drejer sig om folk der helt reelt tror, at mennesket blev skabt for omkring 6.000 år siden (i det konkrete tilfælde, vi vil klemme mellem to glasplader og lægge under mikroskopet om lidt endda kun 5.500 år) sammen med alle de andre dyr, af gud (som jeg for at drille staver med lille ‘g’), sådan som det beskrives i bibelens (med småt, ha ha) allerførste kapitel, i Danmark kendt som Første Sumpbog (det må godt stå med stort). Kreationister, kaldes de gerne af fagfolk. Jeg foretrækker at kalde dem idioter, tumper og virkelighedsfornægtere – men der er jo heldigvis intet i vejen for, at man samtidig også kan kalde dem kreationister, uden at man geråder sig ud i modsigelser.

I USA er problemet med netop disse tumper, virkelighedsfornægtere og tølpere meget meget stort. De rådgiver en i forvejen på alle ledder og kanter ustabil præsident ud fra andre vrøvlehistorier i bibelen – gerne de sidste kapitlers vås om verdens snarlige undergang og det endelige opgør med Satan (s’føli med stort ‘S’). Samme personer er primus motorer i demonteringen af de amerikanske miljømyndigheder med henvisning til, at den slags er ligegyldigt på grund af Jesus (fra kommunen, i ved – og derfor stavet med stort af hensyn til et stadigt mere overbelastet korps af offentlige ansatte) snarlige genkomst. Endelig spreder de med forfærdende effektivitet bibelens bud på jordens og universets alder, løgnen om intelligent design og myten om Noahs Ark som en historisk beretning i uddannelsessystemet.

Folk som præsten i Sct Maria Kirke i Sønderborg Mads Jakob Jakobsen er altså ikke bare underholdende pauseklovne og fritidsgøglere, vi kan grine skingert og hånligt pege fingre ad. De kan gøre egentlig reel skade, idet deres antividenskabelige løgne kan forgifte alle samfundslag – både dem der sidder ved magten, og dem der en dag skal arve jorden. “Jamen det kommer jo aldrig til at ske herhjemme” er reaktionen gerne. Vi er for kloge, for højtuddannede, for udviklede og langt fremme til nogen sinde at forfalde til den slags barnlig overtro igen.

Imidlertid er denne type ideer ikke længere henvist til obskure sogneblade fra Udkantsdanmark – eller hvis det går meget højt Kristeligt Dagblad og Jyske Vestkystens læserbrevsspalter. Folkevalgte politikere i landets lovgivende forsamling begynder nu at nære sympati for antividenskabelighed med kreationistisk islæt. Og lidet overraskende kommer denne fæle reaktion fra det yderste politiske og psykiatriske overdrev i Folketinget – de ledige standpunkters holdeplads kendt som Dansk Folkeparti. Alex Ahrendtsen parade af stråmænd, løgne og almindelig idioti kan læses i Kristeligt Dagblad i fuld længde. Kort resumeret forstår han hverken evolutionsteori eller hvad videnskab er i det hele taget, hvilket lige præcis åbner den ladeport for den antividenskabelighed og religiøs indoktrinering, der hærger USA. Som en særlig lille krølle på svinehundelorten indgår indlægget selvfølgelig i hans og partiets signaturagtige racistiske angreb på muslimer.

Selv er jeg ganske vist ikke religiøs, og dermed er jeg som udgangspunkt lige så kritisk over for islam som kristendom. Men hvis DF’s angreb på evolutionsteorien skulle smide nogle muslimer over på min side af idiotien, så tager jeg imod med åbne arme – og nej, det er ikke kun fordi der ville være færre til at konkurrere om øl og bacon ovre i min lejr.

Uden at jeg skulle lokke eller presse – for det må folk selv bestemme om de vil eller ej, det er ligesom med religion – skulle det ikke undre mig, hvis nogle af dem blev fristet til at gå på kompromis med deres hellige tekster, hvis der var mere end bare lidt øl af denne kaliber til rådighed.

Maureen The Maverick Moonshine er en fadlagret bourbon stout tilsat chokolade. Amager Bryghus-håndværk som man bedst kender det, aldeles kompromisløst, omend ikke for – som det er tilfældet med religiøse fanatikere – for at opnå en eller anden højere form for idioti, men tværtom for at skabe den bedste oplevelse, nyderen kan forestille sig.

Ironisk nok havde Marcus og jeg smidt den legendariske kultsplatter ‘Bad Taste’ på tossekassen. Det nattætte, lakridstykke bryg, med det jævne, omend flotte skum var forventeligt alt andet end. En tæt em af mørk chokolade og velbrygget kaffe med et sødt pust af kirsebær ramte næseborene til udelt fornøjelse for os begge.

De søde noter fortsatte i smagen med flødefyldig mundfornemmelse af kakao og matchende aroma af chokolade. At vi havde fået fingre i en vældig stout af ekstraordinær kvalitet var ingen af os i tvivl om, men Marcus slåssede (ja gu’ (med småt) er det et ord) med at få sat ord på de udsøgte smagsnuancer. Syrlige kaffebønner var et af hans bud på den friskhed, han oplevede i et bryg, der vel egentlig bare var så godt, at det var svært at udtrykke i tale.

Selv var jeg fornøjet ved en kompromisløs blanding af kaffe og chokolade, der gav alt den tæthed og aroma en stout skal have og mere til, and then some.

Karaktergivningen for mit vedkommende var en solid topkarakter. Øl af den her kaliber fortjener det. Marcus var ikke så rundhåndet – fortsat åbenbart med Big Bold and Beautiful i frisk erindring. Nogle gange fortryder jeg næsten, at jeg lod ham smage den, da det altid volder ham store kvaler, når andre rigtig gode øl kommer på banen. Han vil heller ikke uddele halve stjerner, så han lagde sig på den største 5’er, han kunne.

Marcus:

Undertegnede:

Og efter Peter Jacksons kultklassiker skiltes vores veje igen. Marcus skal endnu engang have tak for, at han ville lægge gane og kadaver til nogle af de øl, jeg selv synes er for store – og gode – til at jeg vil drikke dem alene.

Og nåhr ja – når Alex Ahrendtsen, eller hvem ordføreren for demontering af undervisning nu end måtte være i Dansk Folkeparti, om få måneder forlanger, at der i biologitimerne skal undervises i intelligent design på lige fod med evolutionsteorien, for at undervise i ‘kontroverset’, så kom ej og påstå, at I ikke var advaret.

 

Vestfyen Premium Chocolate Brown, Vestfyen

2017-01-19 17.48.19Water, water, every where …

… skrev Coleridge i sit berømte digt fra 1798 ‘The Ancient Mariner’. “Nor any drop to drink” fortsætter det, og hvor man med denne øl helhjertet kan relatere til første linje, kniber det lidt med den næste.

For meget kan man sige om Vestfyens Chocolate Brown, del af den relancerede Vestfyen Premium-serie, der sælges for billige penge i Fakta for tiden. Men udrikkelig er den trods alt ikke.

Vandig, vandfyldt, våd og vandet er den til gengæld så afgjort. Man risikerer i hvert fald ikke at gå tørstig fra det tomme glas. Og det er vel nok alt godt, der er at sige om brygget. Der er ellers ikke sagt (eller skrevet) meget om brygget endnu i indeværende indlæg – der er rigeligt tilbage at berette om, men næppe længere noget kønt.

Hvis man kan lide farven sort, så kan man måske glæde sig lidt over bryggets kulør. Men den slatne viskositet fjerner hurtigt munterheden, ligesom det overraskende lave, næsten kridhvide skum og bryggets øvrige livløshed, der hurtigt afløser den højlydte afbrusning. Selv ikke kulsyren er noget værd at skrive hjem om, selvom det desperate men forgæves håb vækkes af skummets foregøglende knitren.

Og at brygget tidligt i skænkningsprocessen faktisk dufter nogenlunde fyldigt af mokkachokolade – lige præcis sådan som man forventer og håber – gør jo bare den efterfølgende skuffelse endnu større. Så selvom bouqueten kan få et lille smil frem, er den nedadvendte mundvigskrængning, som skuffelsen medfører også dét større.

Den neutrale, nøgterne og tørre (meget u-apropos dette bryg) konstatering, at brygget ikke smager grimt – idet almindeligt postevand ikke smager grimt – er heller ikke at regne for noget gunstigt udsagn. Det mindste man kan forlange af et nydelsesmiddel, må vel være, at det ikke smager grimt, men nogenlunde af det, det intenderer at være.

Med netop det kniber det altså voldsomt i dette tilfælde. Lidt diffus kaffebitterhed der fjernt kan anes ved gummerne er al den aroma brygget byder på. Så tynd kaffe, at det lige så godt kunne være postevand. Som om brygget vil håne og tirre én ved at indgyde følelsen af noget rart, man så bliver inderligt snydt for.

Øv og tak for – nej ikke fo kaffe – for ingenting. Ingenting overhovedet.

1-halv-stjerne

Chokolade & Chili Stout, Ørbæk (Kvicklys Ølfestivalg 2016 V)

2016-05-24 18.32.01For meget chili, for lidt øl …

Ørbæk leverer med sin Chokolade & Chili Stout suverænt det mørkeste bryg ved Kvicklys Ølfestivalg i år. Visuelt en mere end værdig repræsentant for genren med konsistens som råolie, mørke som beg og tæthed som tjære. Dertil kommer det høje, brune skum – cremet og kun meget langsomt faldende som det er, og i øvrigt heller ikke ulig olie, da det nok så lystigt glider ned i brygget når det langsomt opløses, i stedet for at klæbe til glasset.

Så kan det vel næsten heller ikke blive bedre, hva’?

Fuldstændig rigtigt. Efter den veldrejede visuelle indledning går det faktisk kun én vej, og det er ned ad bakke. Allerede i duften spores det vand, som farve og viskositet ellers mere end antydede, var fordrevet og erstattet af tyktflydende, urene olier. Bevares, kaffearomaen er der da, selvom mængden af bønner klart er for lille, mens den lette snert af lakrids kun giver fjerne mindelser om den tjære, som brygget visuelt havde forjættet.

Chokolade og/eller chili er der på dette tidspunkt ikke meget at spore af. Jeg går lidt og håber, at Ørbæks øl udgør de sidste krampetrækninger for en alt for omsiggribende tendens til at putte chili i alt, uden at det nødvendigvis gør det, chilien kommer i, bedre. Dette gælder især for øl, der kun meget sjældent har gavn af krydderiet, og til gengæld alt for ofte lider skade af det.

Det kan også være, at tendensen lever i bedste velgående, og at jeg blot har overset dens sejrsgang, mens jeg nød de mange specialbryg, jeg fik til min fødselsdag, af bryggeriforeningen m.fl. siden sidste efterår. Ingen af dem var med chili, og hvor meget jeg ellers elsker det krydderi, har jeg ikke savnet det i øllet.

Alle tendenser til olie, beg og tjære lukkes og slukkes i det moment brygget kommer inden for mundhulens rammer. Øjeblikkeligt bemærker man, at øllet føles meget mere vandigt, end det visuelt lader antyde. Det er ganske ufyldigt, og smager af halvtynd kaffe, blandet op med en anelse mindre tynd kakao. Snart træder chilien til, først idet den nogenlunde efter planen understreger chokoladen, men siden idet den træder frem som et selvstændigt smagselement …

Og det er her, chilien gør alt det imod øllet, der så tydeligt viser, at´chili ikke har noget at beskaffe i det medie. Brygget ender med kun at smage af chili. Det brænder nok så lystigt på tungen, så det ville have været en fryd, hvis det ellers var det, man havde lyst til. Det er det imidlertid ikke. Man havde lyst til øl – humle, malt, bitterhed, syrlighed, sødme – i dette tilfælde især det sidste, for det var det, man blev lovet af bryggets navn. I stedet brænder brygget som en mundfuld chili sin carne – en ikke særligt velkrydret chili sin carne endda.

Men så blev man da i det mindste mindet om endnu engang, hvorfor der ikke skal chili i øl.

2-stjerner

Synes du til gengæld, at chili i øl er mægtigt, ville dette bryg næppe være en dårlig ide at stemme på på oelfestivalg.dk

Skadi, Frejdahl/Vestfyen

2016-01-23 19.45.28Rod i mytologi og smag …

Hjælpen har endelig indfundet sig. Min gode ven Marcus (kendt for blandt andet at være en ferm Munchkin-spiller) forbarmede sig, og hjalp til med at smage nogle af de julebryg i selskabsstørrelse, som jeg var brændt inde med. Nu er mængden af overliggende juleøl omsider til at overse – til gengæld har jeg også et mindre hængeparti, for det var som antydet et ikke ubetydeligt parti af juleøllene, vi fik afprøvet i lørdags.

Til maden – rib-eye-steaks med bagte rodfrugter og champignon-sauce med blåskimmelost – nød vi dette bryg fra ølsamarbejdet mellem den industrielle bobler Vestfyen og spradebassen Jim Lyngvild. Man skulle tro, at en stolt wanna-be-viking som Jim, havde nogenlunde styr på mytologien – eller mistanke om, at andre ikke havde det i en sådan grad, at man sørgede for lidt korrekturlæsning på bagetiketten. Deraf fremgår det nemlig, at Skadi – ud over at være gudinde for skisport og Njords hustru – skulle være datter af jætten Trym – den jætte, der i Thors Brudefærd raner tordengudens hammer.

Det passer ikke.

Hun er datter af jætten Tjasse, der bortfører Idun – hende med æblerne, der holder aserne unge. Efter at Thor pander Tjasse ned, sådan som kun Thor kan gøre det, sætter Skadi (eller Skade) efter aserne som hun jagter iført ski, bevæbnet med bue og pil.

Ved den senere fredsslutning tilbydes Skadi at vælge en af aserne at blive gift med, men hun får kun lov til at se fødderne (hvorfor det lige skal være fødderne husker jeg ikke. Jeg er ikke sikker på, myten giver nogen forklaring – it’s just one of those things …) Hun vælger det kønneste par fødder i forventning om, at det må være Balders ( – en gud i det nordiske panteon, der kun er til for at spille en sekundær rolle i denne historie, og så for at blive dræbt af sin bror Hød, for at mordet kan fungere som et plot-device for Ragnarok) – men det blev så Njord i stedet … Det er en nitte på flere måder, for Njord bor ved havet, som Skadi hader. Hun vil hellere bo i bjergene, som Njord hader.

Det er knap så yndigt at følges ad. Hvilket de da også ender med at opgive – den detalje har bryggeriet imidlertid fået rigtigt fat i.

Nogle vil også mene, at Skadi har lagt navn til Skandinavien (en munk kom engang til at skrive forkert – derfor n’et) men jeg er ikke kyndig nok udi sproghistorien til at kunne give en seriøs vurdering af, om det passer.

Brygget markedsføres i øvrigt ikke som en decideret juleøl, men som en vinterøl, men det er ikke noget, jeg går voldsomt op i, ligesom jeg ikke går voldsomt op i, hvordan bryggerierne selv beskriver deres bryg. Eller i hvert fald skal det ikke ligge et bryg til last, hvis bryggeriet ikke kan beskrive det rigtigt.

Sådan har Marcus det ikke, og det vender vi tilbage til.

Umiddelbart overrasker brygget ved at være ganske flot rødt, skiftende til orangebrunt, hvis man får meget bundfald med. Brygget blev drukket i etaper, så vi fik prøvet det både med og uden restgær – forskellen bestod først og fremmest i en lidt fyldigere mundfornemmelse med gær, men ingen større smagsoplevelse. Overraskende er manglen på skum. Lidt gyldent brus, der ellers er ganske flot i farven, er alt, brygget kan mønstre, og på dét punkt ligner det mest af alt en sodavand.

Brygget dufter krydret – først og fremmest af anis, og med den røde farve in mente tænker man uvilkårligt, om der mon er tale om Kongen af Danmark-bolsjer i en øludgave.

Anisen går igen i smagen. Det varmer i den mørke årstid, og klædte i øvrigt det kraftige måltid udmærket. Fylde byder brygget også på, dels på grund af den krydrede anissmag, men også på grund af alkoholmængden, der giver den styrke som en lille jætte – 8%. Et strøg af mørk rom giver karakter og en smule mere krydderi på oplevelsen.

Det var her Marcus, der som antydet tillægger bryggeriets beskrivelse en større betydning, end jeg selv gør, gjorde indvendinger. Han kunne ikke finde nogen blommer eller rosiner i smagen, som det ellers også fremgår af bagetiketten – og det kunne jeg sådan set heller ikke. Jeg nyder måske nok at kommentere, når et bryggeris beskrivelse ikke slår til, men hvis brygget ellers er fint, får det ingen konsekvenser for min karaktergivning.

Marcus var af en anden opfattelse. At bryggeriet ikke kunne finde ud af at beskrive sit eget bryg var absolut et minus, der inviterede til en solid nedtrækning, samtidig med at han kunne bruge fejlen til også at lufte sin generelle utilfredshed med bryggeren. Heller ikke det vil jeg lægge særlig vægt på, for ikke at sige overhovedet, men min gæsteanmelder skal have lov til at lægge vægt lige præcis på det, han selv har lyst. Bagetikettens rod i den nordiske mytologi pisser mig væsentlig mere af – især i betragtning af personligheden bag brygget.

Marcus, skuffet over manglende rosiner og blommer, måtte dog indrømme brygget karakter nok til en vurdering over middel.

3-en-halv-stjerne

Min noget mere apologetiske tilgang til bryggeriets manglende evner til at beskrive eget bryg udløste dog ikke mange flere roser.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme