Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: blomsterøl

Crazy Christmas IPA, Svaneke Bryghus

En fin IPA – med eller uden jul …

Hvis det skal være i år, så må jeg hellere komme i gang. Sidste år gad jeg ikke, året forinden … det husker jeg ikke, og jeg gider ikke scrolle tilbage for at kigge efter.

Hvad fabler idioten om? Juleøl, for pokker da. Nogle år har jeg gjort lidt en dyd ud af at prøve nogle juleøl op til jul, for så at smide en anbefaling tæt på højtiden. Det har jeg tænkt mig at gøre i år. Jeg synes jeg har plads i kalenderen og i ølkøleskabet til det. Desuden er de allerfleste juleøl, højtiden kan byde på, alligevel gengangere, så det meste af udvalget, vil læserne allerede kunne finde anmeldt for år tilbage.

Den her var til gengæld ny. En jule-IPA fra Svaneke Bryghus med navnet ‘Crazy Christmas IPA’. Mon ikke det er ment som et ordspil på ‘Crazy Christmas Cabaret’ – en varieteforestilling, der finder sted hvert år ved juletid i København? Jeg husker at have været vel underholdt tilbage i 90’erne, da min engelsklærer i gymnasiet tog klassen med på ekskursion for at bese løjerne. Det crazy ved øllet – synes bryggeriet i hvert fald, og jeg er endda tilbøjelig til at give dem ret – er de ekstra ingredienser, der er blevet tilsat: Kamille, løvetand og morgenfrue. Interessant, såmænd. Men julet, ligefrem?

Jule-IPA’erne har vundet frem i løbet af årene, og det er egentlig ikke så sært. En hvilken som helst øltype, der bliver populær, får gerne en jule-version på et eller andet tidspunkt … måske med undtagelse af påskebryggene, selvom julen varer lige til påske. Til gengæld forstår jeg ikke helt hvorfor. IPA’ens rå bitterhed matcher ikke fed, sød julemad særlig godt. Ja, det skulle lige være silden, eller noget andet syrligt, hvortil Royal Unibrews Jule-IPA, der blev lanceret sidste år, ifølge en kommentar på bloggen skulle passe fint.

Fra starten har jeg min tvivl om, hvorvidt det kunne gælde for den her. Ved skænkning forplanter bryggets duft sig lifligt i rummet i form af altea, grannåle og ingefær. Det mørkorange bryg med det fedtede, høje skum virker lovende og velbehageligt – men langt fra julet.

Smagen fortsætter samme nydelige, men næppe julede takter – på bagkant mærkes frugtnoter i form af hyben og friske – ej tørrede – figner. Midt på tungen prikker og snurrer det kækt og tørt af friskfræset fyrretræssavsmuld og grankogler. Det er først og fremmest chinook-humlen, man smager, med en frisk, karsk bitterhed af solrige sommerdage og hårdtkrydrede asiatiske retter.

Jeg kigger en enkelt gang mere på emballagen, og konstaterer, at den er fra Bornholm – og ikke fra den sydlige halvkugle, hvor aroma som denne øls, ville gøre rigtig god gavn i den australske sommer – men ikke i den våde, lunkne danske vinter. Men ikke at det egentlig gør noget. Hvis Svaneke Bryghus vil bruge julen som anledning til at brygge en aldeles godkendt – og mere til – IPA, så skal det være dem vel forundt.

Julen er som bekendt en undskyldning for at smide alt muligt ubrugeligt skrammel på markedet. Så det er bestemt forfriskende, når Svaneke lancerer en fin IPA som denne her i stedet.

Den ville klæde en J-dag så uendeligt meget bedre, end det rædselsforskrækkelige sprøjt som de unge mennesker hælder i sig i aften.

Imperial Stout Limited Edition, Fuller Smith & Turner

Tilbage igen …

Føj! En omgang …

De mere end to uger, der er gået siden sidste indlæg, skyldes den fæleste influenza, jeg har haft i mit voksne liv – tror jeg i hvert fald. Ét var rysteturenes tænderraslende omkringkastning, ledsmerternes knoglesplittende rasen og temperaturens endeløse flugt mod termometerets top. Det var for så vidt ikke anderledes end det plejer.

Det usædvanlige var varigheden. – Normalt plejer jeg at kunne ryste den slags af mig i løbet af et par dage, men denne gang skulle det åbenbart være anderledes.

En hel uge lå jeg fuldkommen underdrejet. Og endnu en uge efter at jeg trods alt var blevet så frisk, at jeg kunne slæbe mig på arbejde igen, skulle hele mit sølle kadaver igennem en laaang helingsproces af host og snøft, slim så tykt at det måtte tygges og smagsløg der ville have te, rom og under ingen omstændigheder noget, der bare lignede øl.

Har man hørt mage?

Vel – jeg er omsider på højkant igen, og har åbnet øl nr. 999 til anmeldelse her på bloggen. En imperial stout fra det klassiske engelske bryggeri Fuller Smith & Turner, der i anledning af … vel … et eller andet, er brygget i en special edition med tilsætning af centennial humle (lækkert, men næppe usædvanligt) og rosenknopper (det er til gengæld lidt sært). Desuden var den så limited, at den ikke bare var kommet på flaske – nej, flasken var skam også puttet ned i en fin papæske, påskrevet med gylden skrift, ligesom etiketten..

Skænkningen forløber nogenlunde problemfrit – det er trods alt den lette russiske type. Duften er til gengæld anderledes lovende med for typen utraditionelt tunge elementer af hasselnødder og kaffe. Tæt og fyldigt møver de sig anmassende op i næsen, i trods mod det letflydende brygs nyligt indgydte forventning om en finere og spinklere oplevelse.

Anderledes er det ikke i smagen. Der er masser af den, og at der er tale om den angiveligt lette russiske imperial stout er kun subtilt antydet bag det tykke, tunge tæppe af kaffe, hasselnødder og mørk, mørk rom. Rommen holder det hele sammen med sin skarpe, gennemtrængende skalpel, der snitter lange rifter i hele mundhulen, så den øvrige aroma rigtig kan trænge ind.

Måske er den endda lige lidt for dominerende, rommen altså. Men det er en tilgivelig skønhedsfejl, der blot er med til at give det overraskende letflydende bryg mere karakter.

Det var et fremragende valg af øl nr. 999 – hvis jeg må sige det selv.

Nåhr ja – jeg kunne ikke smage rosenskuddene. Heller ikke selvom jeg denne gang vidste at de var der på forhånd. Så har man set det med.

Schiøtz Dybsort Porter, Royal Unibrew/Albani

2017-04-02 17.41.11Dybt godnat …

Det der med at sidde udendørs i aftensolen kunne jeg godt blive forfalden til – hvis ikke jeg allerede er blevet det.

Jeg så igen mit snit til det aftenen efter jeg første gang i år havde spist ude. Denne gang havde jeg PC’en med for at skrive lidt på sidste anmeldelse, og i øvrigt lave nogle ændringer på bloggen, som snarest vil blive præsenteret.

Det er snart to år siden, at Royal Unibrew lancerede Schiøtz– og Lottrup-serierne, opkaldt efter henholdsvis Albani- og Ceres-bryggeriernes grundlæggere. Kvaliteten har været som det så ofte er, når man kigger på et helt bryggeris portefølje – op og ned. Desuden har industrigiganten høstet kritik for at gå mikrobryggerierne i bedene og skubbe dem ud af markedet, fordi Royal Unibrew byder ulige konkurrence med den større brygkapacitet.

Personligt synes jeg jo, at alle virksomheder over en vis størrelse (og en vis størrelse er langt under Royal Unibrews størrelse, skal jeg love for) burde nationaliseres – men det er jo også bare mig. Det til side lægger jeg gerne et optimistisk syn på store aktører, der forsøger sig med kvalitetsbryg. Industrigiganterne vil aldrig kunne lave bryg af den kvalitet, entusiasterne efterspørger – i hvert fald ikke på industrielt niveau. Så i det lange løb mener jeg ikke, at mikrobryggerierne risikerer at blive udkonkurreret på kvaliteten. De store bryggeriers kvalitetsbryg kan til gengæld fungere som vadesten for fremtidige entusiaster. Får den almindelige bruger først smag for de stores kvalitetsbryg, hvor meget mere vil de så ikke få det for mikrobryggene senere?

Således er håbet såre naivt lysegrønt som bøgens spæde blade …

… i kras modsætning til Royal Unibrews nye ‘Dybsort Porter’ der i hvert fald visuelt lever nydeligt op til sit navn. Det beige-til-lystbrune skum kunne måske godt bruge et par toner ovre i det mørkere, men for en industriaktør er det acceptabelt. Duften overrasker positivt og forjætter en stor oplevelse. Karamel og chokolade fylder den kølige aftenluft allerede ved opknapning – selv i gårdens stille modvind.

“Det skal nok blive godt”, når man akkurat at tænke, før man sætter glasset for munden. Og så ryger det ellers gennem hovedet med eder og forbandelser over foregøgleriet og uindfriede forventninger. For brygget – duft og dunkelhed til trods – viser sig at være ganske tyndt og svagtsmagende. Tynd discountkaffe blandet med hasselnøddearoma i eftersmagen er den mest rosende beskrivelse, der kan gives om smagen. Og når det småtkarbonerede bryg er afbruset bliver det ikke just bedre – en mere udefinerbart brankethed og en deraf følgende fornemmelse af aske opblandet i postevand tager mere og mere over, afsluttende med en syrligt-sur karakter af umodne solbær.

Solbær er der ellers ikke noget af i brygget – “kun” hyldebær, kirsebær og lyngblomst, som man i øvrigt tydeligt kan smage absolut ingen af. At fylden oven i købet er så vigende undrer så meget desto mere i betragtning af en alkoholprocent på 8,2.

Man skal vist være et stort industribryggeri for at få en så mørk øl, med så mange ingredienser og så høj alkoholvolumen til at være så kedelig.

Fra denne kant behøver mikrobryggerierne i hvert fald ikke frygte noget.

2-stjerner

Saaz Blond M/Hyldeblomst, Raasted Bryghus

Nogen kan jo lide det …2017-02-28 19.19.14

Vel … tilbage til hverdagen og det tynde øl efter en række store øloplevelser i godt selskab. Dette bryg opsnappede jeg i Fakta til en pris, jeg ikke husker, men som min oplevelse taget i betragtning helt klart er for høj, såfremt jeg har betalt vanlig specialølspris for den. Jeg siger specifikt “min oplevelse” fordi jeg har på fornemmelsen, at den for elskere af den belgiske blonde-stil, faktisk leverer varen. Men mere om det senere.

Raasteds Saaz Blond er af den belgiske blonde-type, som jeg altid bander over. Genren er stærkt præget af, at man rendyrker gærtyper, der producerer ganske bestemte affaldsstoffer – de såkaldte estere – i forbindelse med omsætningen af sukkerstoffer til alkohol. Noget så giftigt klingende som Isoamyl Acetat hedder en af favoritterne, og det er den, der giver den karakteristiske smag af banan.

Det er nu ikke lige dén, der rammer næsens indervægge ved skænkning. Her er brygget mere generisk sukkersødt, og minder mere om Faktas billige, men i øvrigt ikke u-efne øko-brus med hyldeblomstsmag (forhandles til en tier for 1½ liter. Det er fundet for de penge). Skummet bruser (og falder) også mere, som om det var en sodavand, mens selve brygget formår at ligne øl, med sin tætte, pomelogule kulør.

Umiddelbart virker brygget mest som en hvedeøl – også selvom der ikke er et gram hvede i mæsken. Småsur gær er i højsædet, godt blandet med – og der var den endelig – isoamyl acetaten, der giver rigelig smag af gæret, forgamlet banan. En sød essens af den tilsatte hyldeblomst blander sig til gengæld nydeligt i den i mine øjne (eller rettere – mund) noget anstrengende aromakonstellation.

Bundsjatten er direkte gyselig: Sur, sprittet og bananet, og derfor piner det mig endnu mere, at jeg føler mig nødsaget til at give dette bryg en højere karakter, end min umiddelbare oplevelse byder mig. For overordnet virker syrlighed, gærsmag, sødme og banan egentlig til at være ganske vel afstemt. Hyldeblomsten er tilsat med et formål, som brygget synes at opnå, og selvom gærsmagen er markant, er den ikke så overvældende, at den ligefrem skæmmer. Bananen – ja, den er der jo faktisk nogen, der kan lide, så overordnet er alt vel egentlig som det skal være.

Nogen fan bliver jeg nok aldrig.

3-stjerner

Julebirk, Svaneke Bryghus

2017-01-07-17-35-00Lidt grinch på spil …

Er det den næstsidste? Det tror jeg faktisk, det er. Efter denne øl, er der kun en enkelt julebryg tilbage, så er efterslæbet efter jul vundet ind.

Julebirk er en fancy hipsterøl fra det nordiske køkken. At det ikke er tysk, kan ses på, at det er tilsat andet end vand, malt, humle og gær – noget bryggeriet bryster sig af, at holde sig til, hvorefter de gang på gang putter andre ting i alligevel. I dette tilfælde drejer det sig om hibiscus og birkebark, som jeg advarede; nyt nordisk.

Der skulle være tale om en belgisk blonde, og så er jeg jo allerede ret bange. Nogle af de fæleste øl, jeg har prøvet, er af den type, især på grund af deres odeur og – er man rigtig uheldig – smag af halvforgamlet, spritmættet banan. Det, der giver smagen lyder i sig selv skummelt – der er tale om estere, stoffer fra gærens stofskifte, i dette tilfælde Isoamyl Acetat … Det lyder næsten mere giftigt end dihydrogen monoxid, og er det sikkert også!

Og det er go’ nok. Lugten af netop halvgammel, sprittet banan kan tydeligt mærkes i det i øvrigt ikke specielt lyse bryg. Skummet er lyst, indrømmet, mens brygget mere ligner en jordprøve fra de lokale bornholmske landbrug.

Det lover jo på den anden side godt. Og bananen ledsages da også af noter, der er lidt mere tvetydigt ildevarslende. Syre, der formentlig hidrører fra birkebladende gør deres entre og giver brygget en friskhed, der forhindrer bananodeuren i at give en alt for voldsom hovedpine med det samme.

Og brygget viser sig endda at være ét af de få, jeg har prøvet, hvor banansmagen ikke er for voldsomt præsent. Den holder sig i det søde, modne, men ikke for gamle. Spritten holder sig samtidig i baggrunden – brygget holder trods alt for belgiske blonds beskedne 6,5%. Det småkvalme melder sig ikke desto mindre … det er faktisk interessant, hvordan jeg ellers er glad for banan – bare ikke som smag i min øl. Men smager min øl af svedsker, rosen- eller blomkål – ting som jeg kun putter i hovedet under højlydt protest – synes jeg som regel, det er en fest.

Heldigvis er bananen kun initial. Den afløses af en noget mere palatabel ferkensmag, ledsaget af aromatisk bitterhed af nelliker og kanel. Og så er julen jo også reddet, selvom grinchen fik blandet lidt forstyrrende banansmag i.

Jeg anbefaler en serveringstemperatur, der er lidt højere end man måske forventer af en belgisk blonde. Alkoholen integreres først ordentligt i brygget ved 10-12 grader. Uanset hvad kan brygget ikke se sig fri for at være en smule ude af balance og ikke helt sikker på, hvilken retning, der egentlig var tiltænkt.

3-en-halv-stjerne

Thyra, Frejdahl (Fødselsdagsølsmagning V)

2016-11-05-21-39-07Til dig, lille skat …

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg købte den her øl, fordi den har samme navn som min lille fireårige datter.

Derudover er det en selskabsøl – dvs. en øl, der er for stor til, at jeg gider drikke den alene, og derfor var den jo oplagt at nyde til det lille ølsmagningsarragnement, jeg spontant havde raflet sammen til da jeg fejrede fødselsdag.

Jeg havde jo tænkt, at udviklingen i ølsmagningen skulle gå fra det lyse og lette, til det dunkle og tunge. Mange af øllene viste sig at være restlageret fra sommeren, så i det lyse blev der startet – og fortsat noget længere end det egentlig var planen. Lidt mørkt blev det da – men kun lidt tungere. Og fra den i øvrigt nydelige – men ganske lette brown ale, bevægede vi os nu … tilbage til det helt lyse og lette, hvor vi var startet, og hvor vi sådan set også stadig var, før den korte omvej ind på en knap så oplyst sti.

Thyra er nemlig en Farmhouse Ale – eller en Saison, som jeg ville foretrække at kalde den … Farmhouse Ale er mig bekendt en amerikansk betegnelse, og i disse dage må jeg erkende, at de associationer tanker om især grisefarvet amerikansk landbefolkning og i særdeleshed deres stemmevaner vækker i mig, får den franske – eller snarere vallonske – betegnelse til at fremstå en kende mere attraktiv.

En Saison er ganske lys, og det er ikke en regel denne saison bryder. Brygget er nærmest citrongult, frisk brusende som sodavand, og omtrent med lige så meget skum, nemlig tæt på intet. For at gøre øllet rigtig sommerligt er det tilsat hyldeblomst.

Gedved erklærede snart, at denne var “den ikke-alkopoppede version af Belgian Redhead.” Nu stod han jo egentlig også ret alene med det synspunkt, at den tredje øl, vi havde prøvet, var en alkopop. Men at den ikke var alkopoppet var vi alle enige i ikke desto mindre. Marcus kaldte den “en vellykket hoegaarden – uden banan og med mere lir.” Det minder mig om, at jeg selv synes Hoegaarden er så kedelig, at jeg endnu ikke har gidet anmelde den. Jeg er faktisk gået uden om den i alle de 6½ år, jeg har blogget.

Jeg husker ellers ikke Hoegaarden som smagende specielt meget af banan. Sidst jeg prøvede den må have været på H-18 bar – Grønjordskollegiets værtshus, som både jeg, Marcus og Gedved frekventerede ofte i vores tid på det amagerkanske studenterhjem. Men at der er meget mere spræl i denne øl hersker der ikke meget tvivl om. Friskheden er intakt, letgæret og småsyrlig og med en blød, sød og sommerlig aroma af den tilsatte hyldeblomst velanbragt oveni og omkring det meget typiske og vederkvægende citrussyrlige Saison-islæt. Jeg måtte erklære, at jeg egentlig var lidt ked af, at brygget skulle smage så eksplicit af hyldeblomst frem for at smage mere af – ja – øl.

Medsmagerne delte ikke min purisme, men det betød ikke, at begge gav den en bedre vurdering end jeg.

Gedved:

4-stjerner

Marcus:

5-stjerner

Kaj:

4-en-halv-stjerne

Belgian Redhead, Raasted (Fødselsdagsølsmagning 2016 III)

2016-11-05-21-04-23Alkopop?

Alle disse indlæg er jo skrevet i en lysere tid, hvor Donald Trump endnu ikke var præsident, og hvor Leonard Cohen derfor heller ikke var død af chokket over, at det kunne ske. Det føles allerede som lang tid siden, som en længst svunden tid, hvor græsset stadig var grønt, hvor solen altid skinnede, jordbærrene smagte af mere og kaffen bare var den smule fyldigere, der gør hele forskellen.

Eller sagt på en anden måde – We are seriously fucked, og vi har ikke engang Leonard Cohen til at bearbejde traumet for os. Heldigvis har vi da øllene, som vi kan fulde os i, så vi i stedet kan græde og gemme os, for ikke så lang tid senere at opkaste en hånlig fuldemandslatter og et fordrukkent “hvad sagde jeg!?”, når bomberne falder.

Men tilbage til ølsmagningen. Vi fortsatte i det belgiske hjørne – eller i hvert fald belgisk inspirerede – med Belgian Redhead fra Randrusianske Raasted Bryghus. Jeg har endnu ikke helt luret, hvornår Raasted bruger sit gamle, oprindelige design, fra fx Hoppy Belgian fra foråret, og det nyere urbane hipsterdesign. Der er et eller andet nummersystem, der spøger i baggrunden, har jeg bemærket.

Men urbant hipsteragtigt er det i hvert fald, og netop dette blev omdrejningspunktet for en del af snakken om denne øl. Det objektive, der ikke rigtig kunne diskuteres, var bryggets kulør, der mindede om en mellemting mellem en vilkårlig disneyprinsessekjole og Barbies badekåbe. Duft af æble og passionsfrugt var vi nogenlunde enige om. Måske abrikos – men det skyldtes vist den kække farve. Gedved foreslog sangria, og Marcus bifaldt, mens jeg måtte stille mig uvidende, da jeg ikke kommer sådan nogen steder, hvor den slags serveres.

Brygget er tilsat portvin, hvilket kan mærkes i aromaen. Den matcher smagen af sangria, som d’herrer Gedved og Marcus også mente karakteriserede aromaen. Den ligeledes tilsatte hyldeblomst yder sødme oven i en fortrinsvis tør, vinøs syrlighed, som man kender den fra de ikke allerbilligste flaskehvidvine eller rosé.

Ligesom ved de to første øl, blev vi hensat til ikke bare lysere tider, før det amerikanske præsidentvalg, men også varmere tider – til forår og forsommer, hvilket måske bedre end noget forklarer, hvorfor bryggene var røget på slagtilbud – det er bare ikke sæson for lyse, friske og søde bryg længere.

“Dette er velkomstdrikken!” erklærede Marcus undervejs. Og ganske rigtigt matchede bryggets smag egentlig fint velkomstbowlerne, som man finder til forårets konfirmations- og senere studenterfester. En blanding af noget sødt, noget vinøst, en smule spirituøst og så hældt op i et hvidt plasticbæger med en øse. “Den er en god aperitif, men når man er igennem den, så gider man heller ikke mere.”

“Alkpops?” Foreslog Gedved, med hentydning til de allestedsnærværende blandinger af sodavand og vodka, der skal lokke mindreårige til alkoholisme. Personligt ville jeg ikke skrive under på den, men Marcus mente ikke, at det var helt ved siden af.

“Måske ikke til de helt unge. Det er den for syrlig til. Men den ville være et hit for hipsterne på Bopa Plads”. Og så kunne Marcus ellers fortælle op og ned ad vægge og stolper om Østerbro-hipsterne, der havde fået børn, og frekventerede en plads i København Ø, jeg ikke kendte til. Her drak de smarte espressoshots, som jeg heller ikke kendte til, og som jeg nu har glemt navnet på, mens de hipsterede den for hårdt med deres børn, hollandske ladcykler og generelle hipsterethed.

Spredningen på karaktergivningen for denne øl, var ikke stor.

Gedved:

3-stjerner

Marcus:

4-stjerner

Kaj:

3-en-halv-stjerne

Schiøtz Belgisk IPA, Ceres/Royal Unibrew

2016-10-01-18-47-14Skarp og ren …

Jeg har noteret mig, at flere ølkendere i min omgangskreds (læs: facebook) har det med at fnyse ad Royal Unibrews specialølserier, Lottrup og Schiøtz. ‘De er ikke rigtige specialøl, og i hvert fald ikke mikrobryg’ lader påstanden til at være, baseret på et argument om, at store bryggerier aldrig kan ramme de små bryggeriers kvalitet med de kvanta, der produceres af de industrielle foretagender. Endvidere lukrerer industribryggerierne på mikrobryggeriernes dyrekøbte succes, idet de store kan producere meget mere og meget billigere, hvorfor de også alt for nemt kan underbyde mikrobryggerierne med de samme produkter til en lavere pris og – ifølge kritikerne – endnu lavere kvalitet.

Forbrugerne når aldrig at få smag for de egentlige kvalitetsprodukter, da industrigiganternes billige efterligninger er så meget – ja, billigere. På den måde står industrigiganterne endnu engang i vejen for en generel hævelse af kvalitetsstandarden, mens kvalitetsbryggerierne mister markedsandele og får det endnu sværere med at slå igennem på et marked, hvor der i forvejen er mange om buddet.

Jeg anerkender pointen i kritikken, men har rent undtagelsesvis optimismen i behold og erstattet ‘sølvpapir’ med ‘ja’ i den hat jeg har på hovedet, for der er også positive elementer at fremhæve: At de store bryggerier overhovedet er begyndt at lave andet en van(d)lig og jævn pilsner i større stil, er i mine øjne kun positivt. Det peger i sig selv på et generelt kvalitetsløft på ølmarkedet herhjemme, som jeg har svært ved at begræde. At de skulle tage markedsandele fra de små bryggerier? – Jeg anerkender, at faren findes. Men jeg har ærligt talt svært ved at tro, at en, der prøver en Stone Street IPA og tænker “YÆÆÆÆÆAHR det er dælme den bedste øl, jeg nogensinde i hele mit lange liv har prøvet!!!1!!” nogensinde ville gå skridtet videre til en – skal vi sige Sloth fra Amager Bryghus, med mindre den kostede det samme.

Enhver, der rent faktisk jagter kvaliteten og den gode oplevelse, er klar til at investere det, det kræver. Og råder man af en eller anden grund ikke over de nødvendige midler, så skal jeg ikke være den, der har ondt i rectum over, at man bruger sine surt sparede håndører på et kvalitetsbryg, en af de store aktører står bag. At kvalitet også bliver tilgængeligt for dem, der har det hårdt, er faktisk en kur mod smerter i bagdelen for undertegnede.

Men videre til brygget, der altså er en af de industrielt fremstillede specialøl. Det særskilt belgiske ved den, skulle ifølge min lidelsesfælle udi ølbloggeriet Brian Lund være den belgiske ale-gær. Desuden er brygget tilsat guava, citronkoncentrat og hyldeblomst, hvilket bryggerne selv undskylder med den nye nordiske bølge (dét lille skvulp doven skumsprøjt på en vindstille efterårsformiddag giver jeg i øvrigt ikke tre visne blade skvalderkål for – men det er jo nok bare mig) – på den anden side er det jo heller ikke helt u-belgisk at putte spøjse ting i øllet. Så hvorfor ikke bare – gøre det, og så spare offentligheden for de hipsteragtige undskyldninger?

Nå, men gær, frugt og blomster skulle altså give en mildere IPA. Ved åbning er det da også de frugtige noter, man mødes med. Søde clementiner blander sig med velkendt humle, der imidlertid minder mere om pilsner end ekstrahumlet IPA. Visuelt er oplevelsen stor. Brygget har farve af blankpoleret kobber med fedtet, klæbrigt og snehvidt skum.

En skalkpelskarp humle lægger et langt, dybt og uhyre præcist snit i tungen. Mildheden er det altså så-som-så med, men det brede IPA-indtryk, hvor hele mundhulen indhylles i tæt, flænsende humletåge er ganske rigtigt ikke til stede. I stedet er styrken koncentreret og målrettet med en på den ene side spinkel fylde, men til gengæld også skarp, krakilsk og aggressiv bitterhed, der hvor brygget smages.

Lærketræsnåle lægger sig i den det kirurgiske ståls præcise snit (ja, undskyld, men jeg lyttede til Carcass, mens jeg skrev indlægget). Friskheden fra det kolde metal blander sig med alegæren, der ender med at bære hovedparten af den krakilske eftersmag. Det sker helt uden at gæren tager over, og gør brygget – i gættede det – gæret.

Ud over, at brygget synes meget bevidst om, præcis hvor det vil smage, vælger det også karakteren af smagen med mere end bare rettidig omhu. Ikke mindst i eftersmagen balancerer det lige på grænsen til at blive for skarpt og for gæret, som man kender det fra billig, sur hvidvin. Men det ender aldrig så elegant med kun at være på grænsen …

Lottrups bod ved Copenhagen Beer and Whisky Festival skal have tak for at give mig dette bryg i gave, da arrangementet var slut. De havde den til overs, og gad ikke at slæbe den med hjem – så kunne jeg jo lige så godt få den.

Selvom jeg selvfølgelig også bare kunne have købt den billigt.

4-stjerner

Memento Mori: Fra ild er du kommet, Kongebryg

2016-07-28 18.03.03Midterfeltet …

Jeg fik jo taget de tre Kongebryg i Memento Mori-serien i den helt forkerte rækkefølge. Skulle man være i tvivl, er brygnavnene en pastiche over kirkens begravelsesritual, hvor remsen jo egentlig lyder:

Af jord er du kommet
Til jord skal du blive
Og af jord skal du igen opstå.

Rækkefølgen, jeg fik taget Kongebrygs øl i, giver følgende remse:

Til jord skal du blive
Fra muld skal du genopstå
Fra ild er du kommet.

Ja, det var vist ikke særlig imponerende. Det skal jeg vist – som min gamle tysklærer i gymnasiet gerne sagde – ikke gå hjem og prale med (det var godt nok ikke mig, han sagde det til. Jeg klarede mig – som halvt prøjser, halvt nordfriser – generelt godt i tysktimerne). Det der ærger mig mest er, at den ændrede rækkefølge ikke engang er rigtig fjollet … den er bare forkert.

Nå, det skal ikke slå mig ud. Jeg har jo sådan set bare taget bryggene i den rækkefølge, der gav mening for mig, og så til pokker med den ønskede orden. Anledningen til dette bryg var den simple, at jeg hellere måtte få ryddet det lager af Kongebryg, jeg selv havde anskaffet, før jeg gik i krig med dem, som jeg fik kastet i nakken, da jeg var på bryggeribesøg. Der var kun denne tilbage i eget lager, så det var en overskuelig opgave.

Untappd kategoriserer øllet som en Red Ale – og for min skyld gerne, selvom farven egentlig ligger ovre i temmelig mørk bordeaux. Mørket til trods er det et letflydende bryg med en karsk – omend også noget svag – bouquet. Vi er igen ovre i det syrligt belgisk-inspirerede. Kongebryg lægger tungt sin trend på det europæiske kontinent, mens fx. Amager Bryghus i langt højere grad lægger vægten på den anden side af Atlanten..

I munden vejer brygget alligevel tungere end den (lidt for) lette bouquet varslede. Maltprofilen er overraskende fyldig og yder svage noter af mælkechokolade, mens syren skærer lidt i gummerne med egetræ. Forrest under tungen mærkes smagen af friske græsstrå. Brygget er tilsat fennikel og kvan (det måtte jeg slå op), og mon ikke det er en snert af det, man smager forrest i munden?

Igen-igen-igen mangler brygget etikettens fandenivoldskhed, og bryggenes åbenlyse kvaliteter til trods fanger jeg altså ikke helt det grufulde tema, når nu øllene er nærmest alt andet end.

Men et rart bryg er det uanset hvad. En middle-of-the-road ale og en all-round mad-øl, der ligger magelidt midt i feltet … men alligevel uden at blive konform eller kedelig. Det er ikke altid, man har brug for en øl, der smager som jadekejserens ferskner, lagret i ambrosia og kogt i asernes mjød. Mindre kan også gøre det, og Kongebryg leverer med dette bryg et udmærket bud på, hvordan.

3-en-halv-stjerne

Schiøtz Mørk Vinter Bock, Royal Unibrew/Albani

Snapshot_20160607_15Passende for årstiden …

Dagens bryg er faktisk ikke engang en overligger fra eget lager. Den er købt for ikke voldsomt lang tid siden i min lokale brugs, hvor den havde overvintret. Butikken ligger i den ikke helt ukendte bydel ‘Urban Planen’, der for ikke voldsomt mange år siden blev betragtet som en halvfarlig ghetto. I dag er der blevet byfornyet med afsindige prisstigninger og en vis beboerudskiftning til følge, men noget af det gamle klientel fra de barskere dage er alligevel blevet.

Det er blandt andet derfor, at de få fancy øl, der findes dernede (okay, fancy og fancy … men altså i forhold til, hvad ghettobiksene ellers fører af produkter ikk’ å’) får tit lov til at findes der ret så længe ad gangen. Men mørkt øl skulle jo angiveligt også blive bedre med alderen, så det har næppe skadet denne, at den fik lov at flaskemodne lidt. Og nu, hvor temperaturen oven i købet har fået et nøk nedad, passer det måske slet ikke så dårligt endda.

Det er det fjerde bryg i Royal Unibrew/Albanis Schiøtz-serie, der sammen med Lottrup-serien hylder stifterne af de bryggerier, der senere alle blev brutalt opslugt af fusionskapitalismen. Brygget er, hvad den hedder – en mørk vinter bock (man kunne ønske, at det nogle gange var med vores politikere som med denne øl. I betragtning af hans grundlovstale, synes jeg fx at det ville have været meget mere passende, hvis Søren Pind havde heddet Quisling til efternavn i stedet.) I det klare sollys viser brygget sig at være nydeligt rødt, mens det forekommer næsten sort, før man lader det gennemskinne. Skummet er tæt som marengsmasse, men knap så stabilt. Til gengæld hænger det i i fede bræmmer i ølkrusets mønster.

Brygget dufter letbranket med fylde af vanille og farinsukker. Smagen lægger sig i det søde hjørne, hvilket ikke kan undre i betragtning af tilsætning af hyldebær, tranebær, porse, råsukker samt chokolademalt. Nydeligt istemmende indfinder der sig imidlertid også bitterhed af kaffe som sammen med bitterheden giver en solid sveskefylde og smag af tørrede importerede frugter sydøstfra – figner, dadler og deslige, der jo også hører vinteren til.

Og som sagt, nu hvor det er blevet lidt køligere, passer det – især i aftenluften – heller ikke helt dårligt til vejret lige nu.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme