Sølle …
Vel – lad os svøbe dette spædbarn ind … Nå, det fungerer vist også bedre på engelsk. Uanset hvad er det da noget mærkeligt noget at sige – “let’s wrap this baby up”. Og det der med at svøbe spædbørn ind, skal man i øvrigt også lade være med. Det gavner ikke noget – tværtimod. Dets eneste formål er at kunne lade barn være barn frem for at give barnet det behov for nærhed og kærlighed det har behov for. Slyng barnet i stedet – bær det på dig, og den slags behov for at blive ‘fri for det’ vil have meget svagere tendens til at opstå.
Nå, tilbage på sporet. Godt en måned har det taget mig at få afviklet temaet om Lidls øl under navnet ‘Én for holdet’. Temaet var motiveret af en facebookven med tyske rødder, der evigt og altid skulle brokke sig over alt dansk – tit med rette, men lige når det gælder øl, med urette …
… mente jeg i hvert fald, men tænkte at jeg måtte lade det komme an på en prøve. For nu at blive ved det tyske valgte jeg derfor at undersøge standardøludvalget i den tyske supermarkedskæde Lidl. – De har både en tysk og en dansk serie, så der var der om ikke andet noget at starte med. Navnet havde jeg i øvrigt valgt med en hvis omhu (hvis jeg selv skal sige det). Forventningen (der nu er indfriet, kan jeg afsløre uden at spoile hele resten af dette indlæg) var, at prøvesmagningen af Lidls øl nok ville blive lidt af en prøvelse (pun intended of course). Til gengæld passede det jo aldrig så nydeligt ind i bloggens målsætning om, principielt at prøve alle øl (næsten i hvert fald), og være forbrugernes anmelder, der rent faktisk også tager fat på standardudvalget, frem for kun at ville prøve det fancy, dyre sprøjt, som ikke alle kan komme i nærheden af.
Nu er jeg så kommet om på den anden side af Lidl-øllene. Det betyder blandt andet at der nu kun er én af øllene på fotoet øverst på bloggen, jeg ikke har anmeldt, nemlig ‘Honey Dew’ fra Fullers. (Ja, jeg skynder mig lige at få det skrevet – ellers får jeg det aldrig med, og det vil sådan ærgre mig …) Og ellers skulle jeg mene, at jeg har fået en lillebittesmule mere indsigt i markedet for tysk og dansk discountøl.
Lad os lige tage listen over afprøvede bryg i temaet en sidste gang:
Og hvad er dommen så? Hvem vinder? Danmark eller Tyskland? Vel – efter moden overvejelse, først og fremmest i form af revision af de karakterer, jeg har givet de forskellige øl, er sagen temmelig klar. Vinderen er …
[Trommehvirvel]
–Tyskland–
Det var næppe en kneben sejr. Men sejrens karakter kræver alligevel et par kommentarer:
Tyskland gik af med sejren ene og alene fordi Lidls hvedeøl var af en overraskende smagfuld karakter. I mine øjne var den fuldt på linje med den indtil videre bedste tyske hvedeøl, jeg kender – nemlig Paulaner. Sød i smagen, friskt vedekvægende, fyldig og uden at smage af gær. Som sådan stod den meget ud fra det øvrige udvalg, der spagfærdigt holdt sig helt nede på det forventeligt lave, vandige discountniveau – med Karlens Guldøl som en lille afstikker i retning af noget rart, omend næppe markant.
Med et sådant hovedfelt vinder man nemt. Man skal bare have en enkelt til at stikke af, så er sejren hjemme. Også selvom en holdkammerat endda formår at lægge sig under forventligt discountniveau, og smage direkte ilde – som det var tilfældet med Perlenbacher Strong. Aroma af slatten kål og industrialkohol bliver bare aldrig et hit her på matriklen.
Så Tyskerne lavede langt den bedste øl – men også den ringeste. Heldigvis var deres bedste øl så god, at de løb af med den samlede sejr, men det ændrer altså ikke ved det overordnede billede, at tyskerne – Reinheitsgebot til trods – stadig laver mindst lige så bedøvende ligegyldig og aromadepriveret øl som danskerne. Det overordnede billede er uanset hvad temmelig sørgeligt:
- Fire ud af syv øl scorer kun én sølle stjerne.
- Fem ud af syv øl scorer under to stjerner.
- Kun én eneste øl scorer over middelkarakteren på tre stjerner.
Discountøl fra Lidl – og, kan jeg afsløre, andre discountkæder, for jeg har været der – kan stort set kun bruges til hurtige, billige branderter – uanset om man foretrækker at blive besoffen eller hønefuld. Leder man efter oplevelsen – smagen, fylden, bouqueten, skønheden – bør man købe sine øl et andet sted.
Det er min konklusion efter at have smagt mig igennem Lidls discountsprøjt – så nu kan I, læserne, nøjes med at læse om det her på bloggen, uden at I behøver spilde jeres tid og ikke mindst penge på de sølle vanderstatninger.
Selv tak, det var så lidt
Seneste kommentarer