Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: gæsteanmeldelser

La Santa Muerte, Amager Bryghus (Gode øl med Allan II)

2017-02-24 19.54.54

Det gode og det onde forenet …

Det var blevet tid til at gå fra de lyse IPA’er til noget meget mørkt. La Santa Muerte er sort som en overskyet vinternat i en lampeløs kulkælder for tildækkede vinduer og sortmalede vægge. Brygget skummer kun ganske lidt, men med en nydelig kulør af branket karamel blandet med den tilsatte honning. Duften er bittersød, idet honningen gør anstandsmæssig væsen af sig, men hvis ikke man lige kender til dens tilstedeværelse, er det ikke engang sikkert, at man ville tænke “honning” ud fra bouqueten. Her er honningelementet så nydeligt integreret i brygget som det danske mindretal i Sydslesvig og de bosniske flygtninge i Thy. Hvis ikke man vidste, de var der, ville man næppe lægge mærke dertil.

Og i modsætning til Granny With a Gun, er der her bred smag for alle pengene. Kaffe, lakrids og mørk chokolade oppebåret af en gennemtrængede cognacfylde gør vel i selv den mest kræsne ølmund. Og frygter man, at det bliver for voldsomt, kan man være ganske rolig. Det bælgmørke bryg er forunderligt blødt mod tungen, super smooth som en Speyside-whisky med Islay-karakter – en forening af let og tungt, lyst og mørkt, fandenivoldsk og overkærligt, som man næppe havde troet mulig.

Afstemningen af de mangfoldige aromaer er lige i skabet, og elegant omkranset af cognacimpressionen, der giver flere dyre likører og spirituoser baghjul … på nær en akkurat fremtittende missmag af tørt lakridspulver. Heldigvis er det langt fra så galt, at det gør andet end blot at yde brygget lidt rå karakter – men det er en karakter, der næppe er tilstræbt, og den må derfor noteres som en skønhedsfejl.

Den lille detalje ændrer dog ikke ved, at det er en særdeles egnet til dem, der foretrækker bløde og søde stouts frem for bitre og voldsomme. Alkoholprocenten skal man uanset hvad håndtere med forsigtighed – drikker man dette bryg som var det almindelig øl, vil de 10 % slå mere end almindeligt hårdt.

Man dør dog næppe – ej heller på nogen hellig måde, omend man måske næsten ønsker det i betragtning af tømmermændene. Skulle man blive fristet til at dykke dybere ned i den verden, er man heldig: Ifølge etikettens sædvanlige storytelling skulle der være fundet tegn på Amager på lokal dyrkelse af Den Hellige Død, som ellers er bedst kendt fra Syd- og Mellemamerika.

Men om det nu er alternative fakta, fake news eller endnu en røverhistorie blæser i vinden over Kalvebod Fælled.

Allan:

5-stjerner

Kaj:

5-en-halv-stjerne

Granny With a Gun, Amager Bryghus/Edge Brewing Project (Gode øl med Allan I)

Always with the storytelling …2017-02-24 19.25.47

Aftenen startede med, at Allan skulle prøve verdens bedste øl (i mine øjne i hvert fald). Det var i øvrigt Martin Guldhammer, der kort før nytår havde bragt dem til min dør, og de havde hygget sig i mit køleskab siden. Sådan kan man faktisk godt holde en IPA frisk i et stykke tid.

Allan var ligesom jeg selv ganske begejstret. Det er også svært at være andet for den øl, og nu var det så tid at prøvesmage den første øl, han havde taget med. Valget faldt naturligt på en IPA – en lidt mildere i karakteren, som det ville være nemmere at skifte videre fra senere, når nogle rigtig voldsomme stouts ville være på programmet.

Storytellingen, som Amager Bryghus altid er gode til, får heller ikke for lidt. Brygget er angiveligt inspireret af beboeren Bonnie Ramsbotton fra Melbourne-forstaden ‘Sunshine’, der tog en aldeles smertefuld hævn over nogle lokale bøller, der på grufuld og grotesk vis havde mishandlet hendes hundehvalp til døde. De lokale skulle angiveligt have ønsket at hylde hende med en statue ved navn “Granny With a Gun” … intet af historien lader sig dog lige sådan bekræfte fra anden kant. Selvom der ganske rigtigt findes en forstad i Melbourne ved navn Sunshine, omtales den gode Bonnie Ramsbotton tilsyneladende kun på ølhjemmesider, der henviser til nærværende bryg.

Men okay – jeg har heller ikke googlet det voldsomt meget.

Brygget er et samarbejdsprojekt med australske Edge Brewing Project. Dermed bliver denne øl – skønt den også er dansk – faktisk den første australske øl, jeg prøver. Der er da også tale om en Australian-style IPA. Jeg vil tro, at Allan refererede fra release-seancen, da han fortalte, at den skulle være brygget primært på australske humler, der er ret sjældne (men heller ikke det har jeg kunnet be- (eller for den sags skyld afkræfte) ved at Google). En rerun af dette bryg skal man derfor nok kigge langt efter.

Det er et ganske lyst bryg – citrongult og kun svagt, kridhvidt skummende. Ovenpå den foregående humlebombe tog vi os næsten i at være uimponerede over bryggets noget smalle bouquet. Brygget fortjener dog kun positiv kritik for duften, der indrømmet ikke er nogen næsestyver, men til gengæld én, der ved præcis hvad den vil. Lette grannoter blander sig med milde citroner og en sød kant, der bedst sammenlignes med klassiske, engelske Bassets-vingummier.

Smagen er også spinkel – og igen uden at den af den grund mangler karakter eller på anden vis nødvendige velbehageligheder. Friske, spæde og smatidig knastørre og skarpe grannåle ridser lange flænger i tungen, så den åbnes for den fineste krydrede smag af lyst træ og syrénessens. Brygget ved præcis hvad det vil smage af. Det rendyrker én udvalgt humlesmag, som den efterfølgende rendyrker og næsten skamrider demonstrativt. “Se hvor lidt jeg kan smage af, samtidig med at jeg smager som en million”.

Antydningsvis slutter brygget af med en alkoholisk bananessens som den man (eller jeg i hvert fald) ikke kan fordrage fra Belgiske Blondes. Men her giver netop den antydning en afsluttende fylde og sødme, der fuldender oplevelsen.

Selv når dette bryg smager grimt, smager det godt, også selvom det vover ikke at smage af voldsomt meget.

Allan:

5-en-halv-stjerne

Kaj:

5-stjerner

Rough Snuff 2, Midtfyns Bryghus – fra flaske (Fødselsdagsølsmagning 2016 – Afslutning)

2016-11-05-22-48-50Det var bedre …

Der er lysere tider i udsigt her på bloggen. I går aftes fik jeg omsider lagt sidste hånd på min webtegneseriejulekalender med Spelt-segmentet. Det skulle vel senest være sket d. 23. men da stort set alt andet i mit liv blev sat på pause for at få projektet færdigt, har det været en stor lettelse omsider at få det fra hånden.

Nu mangler bare efterslæbet på bloggen … som heldigvis ikke er så stort igen. Min kære storebror var behjælpelig ved at give mig en julekalender fra Thisted Bryghus i fødselsdagsgave. Indtil videre har der kun været bryg, jeg har prøvet før bag lågerne, så når lysten til et humlebryg meldte sig, var jeg heldigvis velforsynet uden at jeg behøvede gøre min liste af ventende bryg længere.

Og skulle det vise sig, at der dukker øl op i dén julekalender, som jeg ikke har prøvet før, så skal de nok blive behørigt anmeldt. Hvilke øl, der gemmer sig bag lågerne, kan man følge på bloggens facebook-side. Nu videre til dagens anmeldelse – den sidste fra min fødselsdagsølsmagning tilbage fra 5. november.

Marcus ville som bekendt ikke give den skænkede Rough Snuff karakter, på grund af mistanken om, at netop skænkningen havde berøvet brygget noget af dets kant og smag. En af de indtil videre hemmeligholdte detaljer om min fødselsdagsølsmagning er imidlertid, at jeg oprindeligt troede, at jeg kun ville få besøg af Marcus den aften. Gedved stødte først til senere – efter at jeg havde købt to eksemplarer af hver øl, jeg havde tænkt mig at smage.

Så var der én til hver, tænkte jeg, uden at skænke det en tanke, at hvis Marcus og jeg alene skulle drikke en hel af hver øl, så – ja, lad os bare sige, at vi nok ikke var nået igennem dem alle sammen, i så fald. Men selv med Gedveds mellemkomst, var der nok i 0,33-liters-øllene til, at en enkelt af dem kunne levere adækvate smagsprøver til alle parter.

Til gengæld betød min lidt for rettidige indkøbsomhu, at vi nu kunne tage højde for Marcus bange anelser og prøve brygget direkte fra flasken. Ja – vi var tre mand høj, der alle pattede på samme flaskeåbning, og ud over at dele mundbakterier, der udmærkede sig ved at vi alle tre ikke blev det allermindste syge efterfølgende, blev brygoplevelsens dimensioner faktisk uddybet væsentligt.

Der var mere af det hele. Både lakridssmag og kaffebitterhed trådte mere frem på en meget tydeligere og fyldigere chokoladebund. En poetisk uddybning af dette må læserne desværre have til gode, da mine notater til denne smagning nr. 2 er såre sparsomme. Men det kan altså bestemt anbefales at drikke dette bryg direkte af flasken i stedet for at skænke det.

Den eneste anke nogen af os kunne anføre var, at brygget – hverken skænket eller flasket (perf. part. af verbet ‘at flaske’) var særlig rough. Selv lakridskanten er, trods en antydning af salmiak, fortrinsvis rar og lindrende på eventuelle halssmerter. Ingen af smagsnuancerne yder nogen brutalitet i udtrykket, men kun varme og knugende venlighed.

Vi havde ellers fundet på så mange fine overskrifter til gensmagningen – herunder the re-snuffening eller re-roughening … Men begge dele ville have foregøglet en langt mere fandenivoldsk oplevelse, end der egentlig blev lagt op til.

Karakteren var vi igen rørende enige om, og glade var vi for, at aftenen sådan blev sluttet af med bravour.

5-stjerner

Tak til Marcus og Gedved for, at de ville være med til at lægge gane og tålmodighed til mit hidtil længst prokrastinerede tema.

Rough Snuff 2, Midtfyns Bryghus (Fødselsdagsølsmagning 2016 VII)

2016-11-05-22-48-50

Måske hellere i glas?

Ja, ølbloggeriet er godt nok kørt en smule fast. Undskyldningen er min tegneseriejulekalender, der næsten har taget alt min fritid. Helt færdig er den ikke endnu, men jeg kan mærke, at jeg ikke længere magter at have nærværende hængeparti liggende længere, så nu må og skal det gøres færdigt. Om det så ikke bliver helt så udførligt som jeg plejer.

Siden sidst er verden blevet et lidt lysere sted – undtagelsesvis. Dakota Access Pipelinens rute bliver øjensynligt lagt om, den italienske premierminiester får ikke uindskrænket magt over hele universet (og heller ikke over Italien) og Østrig har valgt ikke at vælge en nynazist til præsident.

De indledende øvelser er hermed overstået, og jeg fortsætter til anmeldelsen. Rough Snuff 2 er Midtfyns Bryghus forsøg på at genbrygge en øl, der blev forbudt, fordi der blev brugt tobak i produktionen. Det må’s man ikke – muligvis endda af gode grunde. Jeg forestiller mig ikke at tobak er sundt at indtage i nogen former. Rough Snuff 2 skulle være det tætteste, bryggeriet kunne komme på det oprindelige resultat uden brug af tobak.

Brygget udløser aroma straks ved åbning med en fortrinsvis sød duft af rosiner og krop af rødvin. Smagen er mild, blød og rar, men formåede åbenbart stadig at bide i de blister, jeg havde ved gummerne aftenen før min fødselsdag – ja, vi er som bekendt stadig i gang med ølsmagningen på hin fødselsdagsaften.

Marcus noterede sig både god sødme og bitterhed, men ikke meget ‘rough’ …

Og det er så her mine noter slipper op efter en kort passus om, at Marcus foreslog, at man måske skulle have drukket brygget af flasken. Jeg kan huske, hvordan jeg fortalte vidt og bredt om de meget fine amerikanske IPA’er, Martin Guldhammer havde med fra USA, og hvordan jeg fik dem udleveret af Paul Hertz.

Det inspirerede os til et lille eksperiment, der vil blive gennemgået i næste indlæg.

Brygget, der altså blev nydt i glas fik af …
Gedved

3-stjerner

Kaj

4-en-halv-stjerne

… mens Marcus helt afstod fra at anmelde brygget, når det var skænket i glas. Han mente slet ikke at brygget fik lov til at folde sig adækvat ud i det medie.

Chili Tripel, Midtfyns Bryghus (Fødselsdagsølsmagning 2016 VI)

2016-11-05-21-59-27Bedre på flaske …

Allerførst en berigtigelse. Jeg har tidligere rost men hyppige medanmelder Gedveds meritter som marathonløber. Men jeg er vist kommet til at give det indtryk, at Gedved kun har løbet Copenhagen Marathon to gange – sidste år og i år, men det er forkert. Helt forkert. Gedved har løbet Copenhagen Marathon tre gange. Første gang var i 1992 – endnu tre år før jeg mødte Gedved for første gang. Dengang løb han i tiden 4:31:44 mod 4:08:51 i 2015. Alderen er åbenbart ikke kommet i vejen på de 23 år, der gik imellem. Gedveds personlige rekord er i øvrigt 3:50:46, sat i Altbierens hjemby, der så vidt jeg kan Wikipedia’e mig frem til, er Düsseldorf.

Så skulle det vist være sat på plads.

Jeg indrømmer blankt, at der er blevet længere mellem anmeldelserne. Årsagen er den enkle, at jeg har været meget optaget af mit store julekalenderprojekt på min anden blog, Spelt-segmentet. Det kommer næppe som den store overraskelse, at 2. del så dagens lys i dag. Nåede man ikke starten, kan den ses her. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at julekalenderen i skrivende stund ikke er gjort færdig endnu – og jeg vil helst være helt færdig med den, før jeg sådan for alvor går i gang med øllene igen. Weekenden åbner for en mulighed for at få gjort netop det – men hvis jeg kender mig selv ret, skal jeg nok blive forsinket alligevel …

Men mit fødselsdagsarrangement skal i hvert fald ikke hænge i Limbo længere. Det næste punkt på programmet aftenen før min fødselsdag, der efterhånden føles som meget lang tid siden, var Midfyns Bryghus‘ Chili Tripel, som jeg havde prøvet fra fad på Copenhagen Beer & Whisky Festival i august. Der hersker en udbredt fordom om, at øl altid er bedst fra fad. Det er imidlertid ikke altid tilfældet (Spoiler! Netop den pointe vil kunne udledes af dette indlæg) og derfor var jeg heller ikke lunken ved tanken om en triviel gentagelse af oplevelsen fra ølfestivalen, der altså bestemt ikke var helt oppe at ringe.

Tværtom skulle det højorange bryg snart vise sig at blive aftenens overraskelse. Da brygget valgte ikke at dufte af særlig meget blev der hurtigt skredet til smagning. At brygget fra start valgte at yde en fyldig sødme af honning og mørk sirup kom bag på os alle. En blød, rund maltkrop der var noget så rar at lade balancere på tungen, for så at lade den vælte rundt i hele mundhulen til mere end bare almindelig velbehagelighed.

Som Marcus bemærkede, er navnet næsten overkill. Brygget skulle ikke være navngivet ‘Chili Tripel’ da man derved får den opfattelse, at det smager meget af chili. Men i stedet for at svitse mundhulens slimhinder af, demonstrerer brygget aldrig så fint hvad det er, chili kan ud over at brænde.

“Chilien er en bagstopper, der både understreger Tripel-sødmen, men også forhindrer den i at blive kvalm. Den er en perfekt gennemført øl og ikke en gimmick-øl, hvor man bare har tilføjet chili fordi man kan. Brygget er en Tripel med chili og ikke en chili-øl.”

Marcus tilføjede – lidet overraskende – at den var den bedste chili-øl, han nogensinde havde prøvet.

Gedved var ikke mindre begejstret. Ud over at mene, at han kunne ane aroma af jordbær, bemærkede han, at brygget også varmer godt ned gennem halsen. Dér smager man faktisk chilien, men igen ikke så meget som en skarpt brændende smag, men derimod netop som en rar varme, der endda fortsætter et stykke tid nede i centrum af kadaveret. Men aldrig i en grad så det bliver bare antydningsvis ubehaveligt.

Om dette lille mesterværk, der muligvis har vundet på dels at blive tappet på flaske, dels at få lov at stå et par måneder, var vi rørende enige om karakteren. Det blev til tre gange …

5-stjerner

Thyra, Frejdahl (Fødselsdagsølsmagning V)

2016-11-05-21-39-07Til dig, lille skat …

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg købte den her øl, fordi den har samme navn som min lille fireårige datter.

Derudover er det en selskabsøl – dvs. en øl, der er for stor til, at jeg gider drikke den alene, og derfor var den jo oplagt at nyde til det lille ølsmagningsarragnement, jeg spontant havde raflet sammen til da jeg fejrede fødselsdag.

Jeg havde jo tænkt, at udviklingen i ølsmagningen skulle gå fra det lyse og lette, til det dunkle og tunge. Mange af øllene viste sig at være restlageret fra sommeren, så i det lyse blev der startet – og fortsat noget længere end det egentlig var planen. Lidt mørkt blev det da – men kun lidt tungere. Og fra den i øvrigt nydelige – men ganske lette brown ale, bevægede vi os nu … tilbage til det helt lyse og lette, hvor vi var startet, og hvor vi sådan set også stadig var, før den korte omvej ind på en knap så oplyst sti.

Thyra er nemlig en Farmhouse Ale – eller en Saison, som jeg ville foretrække at kalde den … Farmhouse Ale er mig bekendt en amerikansk betegnelse, og i disse dage må jeg erkende, at de associationer tanker om især grisefarvet amerikansk landbefolkning og i særdeleshed deres stemmevaner vækker i mig, får den franske – eller snarere vallonske – betegnelse til at fremstå en kende mere attraktiv.

En Saison er ganske lys, og det er ikke en regel denne saison bryder. Brygget er nærmest citrongult, frisk brusende som sodavand, og omtrent med lige så meget skum, nemlig tæt på intet. For at gøre øllet rigtig sommerligt er det tilsat hyldeblomst.

Gedved erklærede snart, at denne var “den ikke-alkopoppede version af Belgian Redhead.” Nu stod han jo egentlig også ret alene med det synspunkt, at den tredje øl, vi havde prøvet, var en alkopop. Men at den ikke var alkopoppet var vi alle enige i ikke desto mindre. Marcus kaldte den “en vellykket hoegaarden – uden banan og med mere lir.” Det minder mig om, at jeg selv synes Hoegaarden er så kedelig, at jeg endnu ikke har gidet anmelde den. Jeg er faktisk gået uden om den i alle de 6½ år, jeg har blogget.

Jeg husker ellers ikke Hoegaarden som smagende specielt meget af banan. Sidst jeg prøvede den må have været på H-18 bar – Grønjordskollegiets værtshus, som både jeg, Marcus og Gedved frekventerede ofte i vores tid på det amagerkanske studenterhjem. Men at der er meget mere spræl i denne øl hersker der ikke meget tvivl om. Friskheden er intakt, letgæret og småsyrlig og med en blød, sød og sommerlig aroma af den tilsatte hyldeblomst velanbragt oveni og omkring det meget typiske og vederkvægende citrussyrlige Saison-islæt. Jeg måtte erklære, at jeg egentlig var lidt ked af, at brygget skulle smage så eksplicit af hyldeblomst frem for at smage mere af – ja – øl.

Medsmagerne delte ikke min purisme, men det betød ikke, at begge gav den en bedre vurdering end jeg.

Gedved:

4-stjerner

Marcus:

5-stjerner

Kaj:

4-en-halv-stjerne

Foxy Brown, Ugly Duck Brewing (Fødselsdagsølsmagning 2016 IV)

2016-11-05-21-24-18

I det mindste lidt dunklere …

På den hjemlige front, har mit kæledyr – en lille kongepython ved navn Vladimir Bekhterev – omsider spist for første gang. Der skulle levende mus til, viste det sig. Jeg har før haft slanger, kornsnoge nærmere betegnet, og de er nærmest altædende.

Men kongepythoner – not so much. Og hvorfor fortsætter jeg mon fødselsdagsølsmagningen med at udbrede mig om mine kæledyr? Aner det ikke – faktisk har jeg i skrivende stund ingen undskyldning, endsige glidende overgang til anmeldelsen i baghånden.

Men hvorom alting var, bevægede vi os så småt over i det dunklere, trægere og sødere – eller det var i hvert fald planen. Det næste indslag var således en Brown ale, aftenens andet indspark fra Ugly Duck Brewing. Dunkelt var det i hvert fald – nydeligt brungrumset, som en kop vegansk (altså uden mælk) kakao med bundfald. Sødmen kunne der også sættes flueben ved. Vanille blandede sig kækt med mørk chokolade.

Og chokoladen gik i den grad igen i smagen. Det er i grunden længe siden, at jeg har smagt en brown ale, hvor chokoladen sådan trænger igennem. Den søde, lette og alligevel gennemtrængende aroma gav mig faktisk et flash back tilbage til mine tidligste dage som blogger, dengang jeg kunne blive så begejstret for Bryghuset Braunsteins Brown Ale, at jeg gav den 6 stjerner. Det ville jeg bestemt ikke give den i dag, ikke mindst fordi jeg sværger at jeg ikke bare selv er blevet mere kritisk, men også at hint bryg er blevet ringere.

Men begejstringen mærkede jeg en flig af igen. Og den blev for så vidt delt af medsmagerne. Marcus glædede sig især over, at den ikke blev hverken for sød eller for tung (nå, der røg trægheden. Den må vi se, om vi kan finde på et senere tidspunkt): “Man kan godt drikke flere af den – en hel kande måske.” Det var vist også på dette tidspunkt, at Marcus erklærede sin – i ølverdenen vist ikke særlig kontroversielle – kærlighed til Limfjordsporter. Og med mindre man er Nordjyde, så kan hin fyldige, men bestemt også noget træge porter også blive for meget efter nummer 3.

“Chokolademousse var også det, jeg kom til at tænke på” erklærede Gedved, uden dog ellers at være videre imponeret. Nogle mennesker er ikke så meget til sødt øl. Vel – så er der mere sødt øl til os andre, i dette tilfælde Marcus og jeg selv.

Gedved:

3-stjerner

Marcus:

4-stjerner

Kaj:

4-stjerner

Golden Eye, Ugly Duck/Indslev (Fødselsdagsølsmagning 2016 II)

2016-11-05-20-56-30Killer Combo …

Det går hurtigt ned ad bakke med at opretholde detaljerigdommen og nidkærheden i dokumentationen, efterhånden som en ølsmagning skrider frem.

Men at det gik så hurtigt fra, at der under første øl stod en mindre roman i mit notehæfte, til at den næste øl kun var dokumenteret med nogle få, hastigt nedkradsede linjer – det var sgu alligevel imponerende!

Jeg har bladret lidt frem i mit notehæfte, og konstateret, at noterne til nærværende øl udgjorde aftenens dokumentariske lavpunkt. Åbenbart tvang jeg efterfølgende mig selv til at tage mig sammen.

Brygget her kalder Ugly Duck Brewing, der som bekendt er det tidligere hvedeølsbryggeri (i dag er det et bryggeri – der både laver hvedeøl og andre øl end hvedeøl. Oprindeligt slog det sig op på udelukkende at brygge hvedeøl) Indslevs eksperimentalafdeling en Belgisk Pale Ale. Og det skal nok passe, mens jeg i min allerede lidt for kække og skråsikre småsnaldrethed på stedet begyndte at storsmigre brygget som Gueuze. Dumme mig – for en Gueuze er som bekendt vildgæret, mens det næppe er tilfældet med nærværende bryg.

Ikke desto mindre fik jeg formidlet kendskabet til en vidunderlig og alt for lidt kendt belgisk øltype videre til mine venner – og de vil måske fortælle det videre, og så vil det glade budskab brede sig som ringe i vandet ud i hele verdens afkroge … The hell it will. Gad vide, om de overhovedet husker mit fordrukne sludder længere?

Anyways … Vi blev alle hurtigt betaget af det meget lyse og småtskummende brygs overraskende og velgørende syrlighed (der ikke fik mig til at tro mindre på vildfarelsen om, at vi havde fat i en gueuze) – og sødme … åbenbart.

Jeg ved ikke, om mine to medsmageres smagsløg bare er sat helt anderledes sammen end mine egne, men de sad der, de to, og roste bryggets sødme op og ned ad vægge og stolper, mens de anså syrligheden for at være et vel matchende, men også sekundært krydderi på sødmen. Eller måske var det rækkefølgen, brygget blev skænket i – gæsterne først og mig selv til sidst?

Jeg oplevede brygget helt anderledes – som væsentlig mere syrligt, end mine venner gav udtryk for, men på ingen måde en mindre nydelse. Måske fik jeg restgæren, og det var måske også det, der gav den skarpe træsmag, som de andre heller ikke syntes, de kunne genkende.

Marcus lod endnu engang associationerne tage fat: “Jeg ved hvad den her er. Det er en Alfa Romeo. Det er en fantastisk bil de første 6 måneder – derefter er den bare en bil. Sådan er den her øl også. den gør fantastisk godt, når den lige kommer ind i munden, og så klinger den af. Men den begyndelse er også det hele værd!

Én ting var vi enige om. At smage de to øl efter hinanden var velvalgt. Den indledende fløjlsbløde hvedeøl i kombination med denne skarpere pale ale udgjorde intet mindre end en ‘Killer Combo’. At prøve disse to øl efter hinanden – eller måske endda samtidig – er hermed givet videre som forslag – så længe lager haves hos Fakta.

Gedved:

4-stjerner

Marcus:

4-stjerner

Kaj:

4-en-halv-stjerne

Braunstein Økologisk Hvede, Bryghuset Braunstein (Fødselsdagsølmagning 2016 I)

2016-11-05-20-37-14Den rigtige smag af banan …

Gedved gav mad, Marcus gav snacks, og jeg gav som bekendt øl. Derfor var det også mig, der bestemte rækkefølgen på øllene. Jeg valgte at starte med det lette, for at vi så kunne bevæge os frem til det tungere, mørkere og sejere.

Det var derfor oplagt at begynde med Bryghuset Braunsteins ‘Økologisk Hvede’. En øl, jeg ikke selv havde høje forventninger til. Dette gjaldt også mine medsmagere, og af enslydende årsager. Ingen af os gider egentlig hvedeøl længere. Vi havde vores hvedeølsperioder tilbage i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne, hvor tysk hvedeøl var det eneste alternativ til det jævne danske pilsnersprøjt, der dengang stadig var altoverskyggende og -dominerende.

Personligt finder jeg desuden kvaliteten hos bryggeriet svingende. Tidligere på året prøvede jeg i selskab med Gedved, bryggeriets “American Ale“, der uden at være ækel, alligevel var ganske intetsigende. Til gengæld har bryggeriet formået at give Coops gamle discountmærke ‘Pokal‘ et løft ved at genopfinde det som økologisk kvalitetsmærke.

Gedved og jeg bemærkede straks den kraftige bouquet af banan, der sin styrke til trods formåede at forblive rar, sød og aromatisk, frem for spritskinger, som den gerne er det i lyse belgiske, eller belgiskinspirerede Tripels. Marcus derimod fik associationer til stenstrande med en strandmole, og den særlige duft, han forbandt dermed. Han bemærkede i øvrigt flere gange under seancen, at mens jeg forsøgte at beskrive øllets smage ved at sammenligne med noget konkret – her altså banan eksalterede han selv gerne i at beskrive det med de associationer, øllet tilvejebragte for ham. Det skulle blive til flere spændende eksempler i løbet af aftenen … jeg håber, jeg har noteret flere af dem ned, for ellers er jeg langt fra sikker på, at jeg kan huske flere.

Bananindslaget går i dén grad igen i smagen, lige så tydeligt som i duften og heldigvis fortsat lige så forfriskende uvæmmeligt som dér. Bananen er ikke for sød, ikke for syrlig og navnlig ikke for sprittet og alligevel er der lige nok af alle tre dele til, at oplevelsen er intakt. Man frygter undervejs, at én af de tre – sødmen, syrligheden eller alkoholen tipper og bliver for dominerende. Men det sker ikke – til gengæld forbliver spændingen intakt. En vellykket, frisk og venlig sommerøl.

Gedved var ikke synderligt imponeret over det lyse, for hvedeøl ikke specielt højtskummende bryg. “Den er trinnet over Tuborg Julebryg, som jeg end ikke drikker, hvis jeg får den tilbudt gratis. Men denne ville jeg tage imod.” hvorefter han tilføjede, at den som hvedeøl egentlig var god og indeholdt relativt meget smag – men som øl var den ikke videre spektakulær.

Marcus var inde på samme generelle kritik af hvedeøl, og illustrerede det med en lille anekdote om Harboes Grapesodavand: “Hvis det var den sidste der stod der, ved siden af grapesodavanden – den sodavand, man ikke gad, men som man alligevel tog, når der ikke var andre tilbage – og så viste den sig alligevel at være forfriskende på sin helt egen måde. Men hvis den stod ved siden af grapesodavanden, så ville jeg nok tage øllen.”

Jeg måtte erklære mig ganske uenig med de to medsmagere. Dette er – om ikke en af de bedste, så i hvert fald rigtig gode hvedeøl, jeg har prøvet. Og det er ikke bare en god én – som hvedeøl betragtet. Jeg synes også den er god, bare som øl.

Karakteren var vi derfor ikke enig om. Men som jeg har sagt så ofte før, så er øl en dejlig ting at være uenig om. For så er der mere til hver af de øl, man hver især kan lide – for man kan jo bare give de andre dem, man ikke selv kan fordrage.

Gedved:

2-stjerner

Marcus:

2-en-halv-stjerne

 

Kaj:

4-stjerner

Affligem Blonde, Affligem

2016-06-18 22.41.54God Belgisk Blonde …

Her forleden aften var jeg ude at spise med mit arbejde. Der var sørget godt for tørt og – selvfølgelig – vådt, på spisestedet Cocks and Cows (ja, det er ikke mig, der har fundet på det navn) ved Gammel Strand i Københavns Centrum. Der var faktisk drikkevarer – herunder øl – ad libitum, og det viste sig, at der på menukortet faktisk også var nogle relativt interessante – om ikke ligefrem fancy – øl at vælge mellem. Jeg anbefalede en Schiøtz Gylden IPA til dem, der trods alt gerne ville prøve det lidt mere avanceret end den Heineken, spisestedet havde som standard. Det blev forventeligt modtaget med forskellige reaktioner, ligesom den Lottrup Stone Street IPA, som jeg endnu ikke officielt har anmeldt, men dog fik afprøvet på Københavns Ølfestival for en måneds tid siden.

Selv havde jeg egentlig besluttet mig for, at jeg bare ville nyde aftenen i mine gode kollegers selskab, og ikke prøve nye øl, som jeg så ville være nødsaget til at anmelde efterfølgende. Jeg behøver ikke være synsk for at kunne regne ud, at de fleste læsere nu tænker, at det nok ikke lykkedes særlig godt.

Og ganske rigtigt. Spisestedet havde også en belgisk øl på programmet, og efterhånden som timerne blev små og promillerne store, kunne jeg jo ikke nære mig alligevel. Jeg måtte prøve det belgiske sprøjt, og så ellers bruge de forhåndenværende midler – mobiltelefonen – i min ellers trofaste notesbloks fravær, til at lade oplevelsen overleve de præsente alkoholtåger og de senere tømmermænd (der i øvrigt var overraskende afdæmpede).

Det er en lys, korngul øl, en blonde, der er meget svagt karboneret. Duften er rund, maltfyldig og sød, med velkendte noter af banan, og for stilen lidt mindre velkendte og mere varme noter af honning. Dertil kommer indslag af gærede frugter – mirabeller og blommer. Kendere af bloggen vil vide, at jeg er blondeskeptiker – mine erfaringer med belgiske blondes er i bedste fald varierende, i værste forfærdelige. Duften overrasker i det perspektiv allerede positivt ved nok at være alkoholisk, men ingenlunde ubehageligt sprittet. Min kollega Hana mente at kunne dufte rust. Jeg må erkende, at jeg ikke selv kunne finde metalliske indslag i bouquet’en. Måske var min lugtesans bare mere ødelagt af de foregående øl og drinks end hans.

Smagen er kraftigt sød. Alene det, at brygget tydeligt kan smages efter et læs andre, relativt bitre øl, samt byens bedste burgermad inklusive velkrydrede dips og de bedste løgringe syd for Polarcirklen, siger lidt om kvaliteten. Indtrykkene læner sig kraftigt op ad det, man møder i duften. Gærede stenfrugter, en varm afrunding af honning, og så ellers rigeligt med alkoholisk fylde, der imponerende nok aldrig går hen og bliver for meget. Efterhånden melder der sig også et krydret indslag af anis og rosmarin med en skarpere berøring af grannåle.

Det er et rigtig rart bryg at have i munden, men også ét, man ikke lige sådan bunder på én gang. Det ville være synd, kvalitet og smag taget i betragtning, og uanset hvor ikke-sprittet og ikke-kvalmt brygget er på trods af præsent alkoholelement og sødme, der hele tiden truer med at kamme over, så får man så rigeligt i hver enkelt lille mundfuld til, at nydelsen af brygget bliver langstrakt.

Det var bestemt en af de bedre blondes. Og at jeg faktisk aldrig fik drukket ud skyldtes altså de mange øl, jeg fik før, jeg fik den fordrukne idé, at bestille en øl til anmeldelse

Sådan kan man være så tåbelig.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme