Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Ølfestivaler

Øllets dag på Thisted Bryghus, 2. del: So much awesome!

My work here is done … eller næsten …

Efter at have været gennem afstemningen, var der frisvømning. Jeg havde som nævnt i første del spejdet lidt rundt efter at være ankommet, og de første jeg ville aflægge et besøg – nu selskabeligt overrislet efter afstemningsøllene – var københavnske Beard Brew.

De to bryggere, Morten og Dennis, er fortsat ret nye i branchen. En af dem – jeg husker ikke hvem – var forbi min adresse i Brønshøj tilbage i november eller december måned med deres Imperial IPA. Det skete kort tid før Marcus kom forbi, så jeg ikke bare kunne lade ét, men to sæt smagsløg afprøve den. Og vi var begge solgt fra sekund ét.
Jeg spurgte selvfølgelig udskænkeren, om det var ham, der havde været forbi min lejlighed dengang. Det viste sig, at det ikke var ham. Men så kunne vi til gengæld glæde os over, at jeg fik æren af at møde dem begge to.

Berliner Weisse, Beard Brew
Beard Brews Berliner Weisse fik jeg faktisk stukket i hånden, mens jeg stadig var godt i gang med afstemningsøllene fra sidst. Det var nu også rart med et lille afbræk undervejs fra de meget mørke Limfjordsporter-hyldester. Et billede nåede jeg aldrig at tage, ej heller at optage notater på telefonen. Til gengæld husker jeg den stadig forbløffende tydeligt i betragtning af de mange smagsprøver, der røg ned.
En karsk, forfriskende lille sag, tilpas sød og med lige akkurat den rigtige antydning af melethed, der gør hvedeøl til mere end et hurtigt bællebryg til løgnhalsen. Aldeles godkendt, og bestemt noget, der ryger i indkøbskurven til rigtig anmeldelse, hvis jeg en dag skulle støde på den i handlen.
Det blev i øvrigt til en revisited senere med et ganske særligt tvist, men for at høre om dette, må læseren fortsætte sin færd gennem teksten (det er snyd at springe over).

Asian IPA, Beard Brew
Hvis man er god til at tælle, og måske har en kende logisk sans, vil man konkludere, at jeg var forbi Beard Brews stand tre gange i alt. I hvert fald, hvis jeg fortæller, at denne gang var den næstsidste.
Asian IPA er opfølgeren til Imperial IPA. Det asiatiske islæt udgøres af tilsat galangarod, citrongræs, korianderfrø og limefrugter, der er blevet knust i en juicer. Ikke overraskende giver det brygget en krydret duft. Overraskende er det til gengæld, at den er  fortryllende fin. Sød, aromatisk og en sikker understregning af IPA’ens i forvejen skarpe noter af grannåle og tørt, lyst træ. Beard Brew-gutterne har taget en IPA og smidt en masse oven i den, der gør den endnu mere til en IPA.
Skarp, sød og kras flår den ikke bare smagsløgene op, den river også godt til i næsen. Desuden har brygget en sød kant, der giver bredde og endnu flere nuancer.
Et brygmesterværk, der placerer Beard Brew i den absolutte top blandt nye små bryggerier herhjemme. Jeg fik i øvrigt et helt eksemplar med hjem til senere anmeldelse.

The Legendary Klemme, Peter Klemmensen/Amager Bryghus
Jeps! I læste rigtigt! Den levende legende, der står bag Limfjordsporteren fra Thisted Bryghus har lavet et samarbejdsbryg med det ligeledes legendariske mikrobryggeri fra Tårnby, Amager Bryghus.
Det kan selvfølgelig kun gå godt (spoiler: der gør det også) og som om det ikke var nok, at man fik lov at smage et dobbelt-op på bryggiganter, så var mesteren selv, Peter Klemmensen også til stede.
Anmassende og uforskammet som jeg var, spurgte jeg, om jeg måtte tage en selfie med ham. Det måtte jeg, på betingelse af, at jeg ikke lagde en polet for smagsprøven, og at vi skulle skåle på billedet. Det var betingelser, jeg begejstret indgik.
Hvor er det skønt at møde sine helte, og opdage at de også i virkeligheden er vildt awesome. Der er hermed også sat et stort fedt flueben ud for ét af de store ønsker jeg har haft, siden jeg begyndte at anmelde øl.
Brygget er en lille, kompakt og nydelig lakridssag, sprudlende af aroma og forbløffende let i udtrykket på trods af de 10% alkohol. Den trænger ud i alle små hjørner og ender af mundhulen med intense, og alligevel venlige lakridsaromaer – den rå brutalitet og kompromisløshed vi kender fra bryggeriet forenes aldrig så elegant med den venlige og myndige ekspertise fra bryggeren.
Well done!

Tripel Ale, Fur Bryghus
Tripel Blonde er en øltype, jeg i grunden ikke kan fordrage. Skarp som barberblade, sprittet som det indre af en bøtte desinfektionsmiddel, og med banansmag så kvalmende, at man må gribe til ydertilfælde, som fx Pernille Vermunds åbne, talende mundtøj for at finde noget, der kan konkurrere.
Det er umuligt ikke at blive draget af – eller sådan har jeg det i hvert fald. Til min egen store forundring. Jeg kan bare ikke holde nallerne fra det, når lejligheden byder sig.
Aldeles forbløffende virker det imidlertid, når det skarpe og sprittede er bibeholdt, mens det kvalmende er skåret væk med en kirurgisk præcision, der ville have gjort Linse Kessler misundelig. Den fæle bananhalsbrand er erstattet af en pikant aroma af kommen, der giver brygget en karakter af afdæmpet snaps. En Rød Aalborg, som man kan holde ud at nippe, og som man heller ikke helt så hurtigt går i gulvet af.
Tænk at der i grunden skulle så lidt til, for at gøre den type tålelig.

Berliner Weisse m/ agurkelikør, Beard Brew
Det var langt fra så åndssvagt som det lyder. Men netop fordi det lød så åndssvagt, måtte det simpelt hen prøves. Beard Brew langede smagsprøver ud af deres Berliner Weisse, tilsat forskellige frugtlikører. Jeg husker dårligt hvilke, men flotte var de i farverne, og mon ikke der var almindelige ting som citron, hindbær og æble blandt dem?
Og så altså agurk. Og det skulle selvfølgelig prøves, fordi alene tanken om, at det overhovedet eksisterede i sig selv var så tåbelig, at selv Boris Johnsons frisure måtte se sig slået. Og så fungerede det endda! Jo, sgu! De søde agurkenoter understregede perfekt Weissens friskhed, og gav aromaen en – i enhver Weißbier – tiltrængt dybde.

Sorteper, Nr Nissum Bryghus
Sorteper er det næsten nystartede (2017) Nr Nissum Bryghus’ første stout. Brygmester er gået efter sødme, og har derfor tilsat laktose, så brygget bliver sødt uden at blive alkoholvolumen øges. Laktose nedbrydes ikke til alkohol, kunne han berette, og sådan blev jeg det klogere.
En letflydende stout, der olieagtigt glider lige ned, og på vejen løfter alle de rigtige smagsløg.
Her er et bryggeri, man nok skal holde øje med de næste par år. Det tegner godt.

The Sound of Mosaic IPA, Viborg Bryghus
Jeg tror, jeg har set The Sound of Music én gang. Og uden at ville påstå, at jeg hader den, eller noget der bare ligner, har jeg heller aldrig fundet anledning til at se den igen.
Sound of Mosaic fra Viborg Bryghus, til gengæld … Den ikoniske IPA-humles prikker, snitter og behager muntert og lystigt i dette friske, aromatiske mesterstykke. Meget klar og ren er den i udtrykket, uden den bismag af industri, der velsmag til trods, præger Royal Unibrews standard-IPA med navn efter humlen.
Viborg Bryghus burde jeg nok opsøge noget mere. Og nu kan jeg ikke så godt  bruge geografien som undskyldning længere. Og når jeg får det gjort, kræver den her øl et gensyn.

Sort Magi, Norddjurs Håndbryg/Viborg Bryghus
Det blev til mange stouts og portere. Fælles for de fleste af dem var deres lethed og hvordan de ikke vægrede sig det store ved at passere svælget uden at blive tygget først.Ikke at det gør noget. Det er en kunst at gøre de tætte, mørke bryg lette – uden at det dog er noget, man ligefrem behøver stræbe efter.
Sort Magi fra Norddjurs Bryghus er undtagelsen. Her er der tæthed for alle pengene, aroma af mørkt, tungt træ og hårdtristet kaffe. Brygget mangler ikke noget i fylde på trods af en alkoholprocent, der ikke ligger højere end 5,7. Udover trang til at tygge brygget på vej igennem munden, griber man uvilkårligt ud efter en tandstikker til sidst.
Sådan skal en tæt stout være.

Amarillo Amerikansk IPA, Hjort Beer
Aalborgensiske Hjort Beer havde det meste af kataloget med. Jeg gik efter det sikre, og valgte en Amarillo Amerikansk IPA. Det er en West Coast IPA, en stil der kendetegnes ved ikke at at være helt så skarpt bitter som de tørhumlede IPA’er man gerne finder på USA’s østkyst. Karamelmalt er brugt for sødmens skyld, og havre er tilsat for at give brygget fylde.
Brygget er vitterlig mere rundt og rart i det med en dybere aromasprofil end hvad man finder i New England og på Amager (for den sags skyld). Afvekslingen er kærkommen – begge IPA’er kan være rigtig gode, og det viser Hjort Beer med al tydelighed.

Ivar’s Hand, Basquery/Hjort Beer
Denne Witbier var det sidste bryg, jeg kunne holde til, før jeg valgte at vende snuden hjemad. Den er en collab mellem et baskisk bryggeri og den gæve aalborgenser Carsten Hjort Bjerre, der i hvert fald er ret god til at brygge IPA.
Witbier er måske ikke ligefrem Tripel Blond, men ikke desto mindre stadig en øltype, jeg aldrig rigtig har været på bølgelængde med.
Men ind imellem kan det gå godt alligevel. Den her blev serveret perfekt afkølet. Den behager med en fin kant af citrus og har mere end fylde nok til ikke at føles tynd.
Ivar’s Hand fik jeg også et anmeldereksemplar med hjem af, så en reel anmeldelse af den, kan ventes på et tidspunkt senere hen.

Og det var så den dag …
Tilbage er der kun at takke Thisted Bryghus for et meget fint arrangement. Takket være dem fik jeg ikke bare mødt Peter Klemmensen, men jeg fik også lejlighed til at smage et bryg, han havde begået sammen med mit favoritbryggeri, Amager Bryghus.

Man må næsten frygte hybris.

Desuden havde arrangementet sin store force i den lokale forankring. At der er så mange gode håndbryggere i det nordjyske med produkter af en sådan kvalitet var en kærkommen overraskelse.

Nordjylland kan godt – og de (eller nu må jeg vel hellere sige ‘vi’) har i virkeligheden altid kunnet. Jeg husker hvordan jeg tidligt i bloggens historie hæftede mig ved gode bryg, ikke bare fra Thisted, men også fra Aalborg, Nibe og Skagen.

Men der er endnu flere. Og de kan – allesammen!

Øllets dag på Thisted Bryghus, 1. del: Afstemningen

Mange øl – og mennesker …

Øllets dag i lørdags blev fejret med arrangementer over hele landet. Næppe overraskende blev der også skænket ud i Thisted, hvor det lokale bryggeri (Thisted Bryghus, som I jo nok ved) stod for et stort, velarrangeret og velbesøgt arrangement.

Vejret har været fælt ustadigt heroppe den seneste tid (det er nok ikke så forskelligt fra resten af landet), så alle åbne arealer på bryghusets grund var pakket ind i store hvide telte, der på den ene side gjorde arrangementet endnu mere intimt – så intimt at det var vel inden for overrendt-spektret og dermed også en kende skræmmende for folk, der som jeg er beriget med Asperger og ADHD.

De gode intentioner fejlede imidlertid intet overhovedet. Det var vejret, der ikke artede sig. For netop den dag, hvor arrangørerne sådan havde taget højde for elementernes rasen, skulle solen selvfølgelig stråle aldrig så flot i den skønneste duet med en middeltemperatur på vel over de 20 grader.

Men havde teltene ikke været sat op, ville regnen sikkert have stået ned stænger. Så det var nok meget godt alligevel (ja, jeg er forbandet overtroisk med en slags. Lad mig nu bare være, ikk …).

Et ikke bare velbesøgt, men også informativt og bredt arrangement var det også. Med stærk forankring i det Nordjyske, ganske vist, men også med velvalgte følere til hovedstaden. Og det kommer vi alt sammen meget grundigere ind på senere i denne, min rapport fra arrangementet.

Netop ankommet famlede jeg mig småforvirret og overvældet frem, uden plan eller mål for, hvad jeg ville prøve. Jeg spejdede også som en gal efter nogen, jeg kendte. Men da jeg stadig er ret ny i byen, var der ikke meget at sige til, at det heller ikke bragte mig særlig langt …

… og dog. Netop som jeg havde dalret hvileløst rundt så længe, at det var ved at blive pinligt, blev jeg prikket til, og en stemme sagde “Kaj!” Det viste sig, at være en ung kollega fra den fiskefabrik i Hanstholm, hvor jeg de seneste uger har bestredet noget vikararbejde. Han havde godt nævnt, at hans far selv bryggede øl (ja gad vide hvordan han mon havde fundet ud af, at jeg var interesseret i øl? Som om det var noget, jeg render og gør reklame for til alle og enhver?) men at far og søn sådan ligefrem skulle stå i bod sammen ved Thisted Ølfestival (som sådan blev arrangementet også promoveret) havde jeg sgu alligevel ikke regnet med.

Så stemmer vi …

Bryghuset på Pløjemarken hedder projektet og jeg fik ikke bare straks stukket en smagsprøve i hånden, men også en stemmeseddel. I anledning af Limfjordsporterens 30 års jubilæum var der udskrevet en konkurrence blandt 6 lokale bryggere om at lave en hyldest til den ikoniske Limfjordsporter, der uden videre tilsnigelse må siges at være et af Thisted Bryghus’ absolutte flagskibe. Dommerne var gæsterne ved arrangementet, der altså skulle stemme på deres favorit.

Desuden kunne man nederst på stemmesedlen angive navn og telefonnummer, så man ved afgivning af stemmen også deltog i lodtrækning om en gaveæske fra Thisted Bryghus med dertilhørende billet til næste års arrangement.

Er det nu en lakridspibe?, Bryghuset på Pløjemarken
Det blev selvfølgelig Bryghus på Pløjemarkens bud – what with me being biased and all – der blev prøvet først. Limfjordsporteren er kendetegnet ved røg og lakrids. De to ting spiller fint sammen med hindbær, som findes i det lyserøde krymmel på spidsen af lakridspiber – og så er det tilsat brygget her.
De søde, tætte hindbær spiller forbløffende godt sammen med både røg og lakrids i denne lille fyldige, kompakte sag. Sødmen giver en forfriskende og fornyende dimension til Limfjordsporterens dystre udtryk, uden at brygget på nogen måde mister tyngde. Aromakombinationen er faktisk ganske original, og i min mund i hvert fald aldeles ny. Well done, and off to a good start!

Limfjordsporter møder Guinness, Plantagebryg
Røgmalt og lakrids er ligesom i Limfjordsporteren grundstammen i dette bryg og desuden grundstammen i den baltiske porter. Eller skal vi ikke bare kalde den en Østersøporter? (Næh-nej, for det er jo en Limfjordsporter ÆÆ-ÅÅÅH!) Brygget møder Guinness idet humlen er Bramling Cross, som netop bruges i Guinness.
Det glider umiddelbart meget let ned, og på den måde svarer det jo meget godt til Guinness, der i denne bloggers mund er noget tyndt, letflydende stads. Til gengæld har bryggerne bevaret Limfjordsporterens smagsprofil med meget mere lakrids og røg end man nogensinde ville finde i en Guinness. En ganske vellykket hybrid af de to, må man sige. Men netto med det resultat at man har fået en mere letløbende (læs: tyndere) Limfjordsporter – og det ser jeg ærligt talt ikke nogen god grund til.

The Con Artist, Blue Brewing
The Con Artist har fået nogle andre malte end Limfjordsporteren, for at give den en anden sødmeprofil, der gerne skulle gøre den tilgængelig for et lidt bredere publikum.
Lettilfængeligheden har bryggeren vitterlig haft held med. Lidt for stort held vil jeg måske mene, idet den øgede letdrikkelighed er på grænsen til at gøre brygget tyndt. Til gengæld kan man glæde sig over en bund af sød lakrids – så her er intentionerne vel indfriet. Ledsagende noter af cognac og portvin gør også godt og giver alt i alt en aromatisk profil, der gør letflydenheden tilgivelig.

Cool Porter, Øllgaard Håndbryg/StoreNorge
Bryggerne har kreeret en opskrift, der ligger meget tæt op ad Limfjordsporteren, men med et sidespring bestående af kirsebærsirup. Jeg holder som bekendt rigtig meget af kriek, men der måtte bryggeren bedyre, at brygget – på trods af kirsebærelementet – ligger meget langt fra det højrøde, vildgærede kirsebærstads.
Farven er i hvert fald milevidt derfra. Den ligner grangiveligt det den hylder – en Limfjordsporter. Et sødt-syrligt element prikker pikant på tungen i hver lille mundfuld. Det gør desværre også, at brygget forekommer en smule oxideret og en tand ude af balance. Men balance eller ej – det er et af de bryg, man ikke kan lade være med at nippe til hele tiden. Det er top underholdende og et forfriskende skævt indspark i temaet.

Urts Tribute to LPF, Bryggerlauget Urt
Bryggerlauget Urt har brugt lokale urter (no pun intended), der kendetegner Thy til at spice deres hyldest til Limfjordsporteren op. Det mørke bryg er krydret med porse og strandmalurt.
De for forlægget fremmede (og i øvrigt ikke giftige, forsikrede brygmester mig) krydderier giver en aldeles nydelig sød duft. Til gengæld mærkes de ikke meget i aromaen, hvor brygget synes at glide lidt for let ned i løgnhalsen. En melet konsistens gør heller ikke lige det allerbedste for mine smagsløg, men at jeg udbryder et ‘mmm’ for hver mundfuld peger vel alligevel i retning af at brygget behager på én eller anden måde.

Porter, Bryggerlauget 112
Det er lykkedes Bryggerlauget 112 at anskaffe de egentlige ingredienser til den rigtige Limfjordsporter, dvs. den særlige røgmalt fra Refsvindinge og den særlige engelske hospitalslakrids. – Ingen af delene kan fås i almindelig handel. Målet har derefter været at brygge en øl, der ligger så tæt op af forlægget som muligt.
Det lykkes egentlig meget godt. Især mærker man lakridsen brænde ordentligt og fyldigt igennem. Ved en blindsmagning ville jeg nok kunne smage forskel – men hvilken der var den autentiske Limfjordsporter ville jeg nok være i tvivl om.
Hvad man så egentlig skal med endnu en Limfjordsporter bliver det uvægerligt påtrængende spørgsmål, som jeg i hvert fald måtte stille mig selv.

Mit bud
Således vel gennem alle de fine smagsprøver var jeg ikke meget i tvivl. Bias eller ej i form af et personligt kendskab satte jeg mit kryds ved Bryghuset på Pløjemarkens ‘Er det nu en Lakridspibe’. De skabte den mest fyldige porteroplevelse samtidig med at genren fik tilføjet noget særligt nyt, som jeg i hvert fald ikke har prøvet før.

Resultatet

Publikum syntes til gengæld ikke, at en Limfjordsporter II var det helt store problem. Det blev nemlig Bryggerlauget 112’s ‘Porter’, der løb af med sejren i afstemningen.

Det blev altså ikke Søren Odgaards, brygmester fra Bryghuset på Pløjemarkens eller min dag hvad det lige angik. Lageret af ‘Er det nu en lakridspibe?’ slap op længe før afstemningen var slut, så det fine hindbær/lakridsøl blev ikke engang placeret i top 3. Lodtrækningen blandt de afgivne stemmer faldt heller ikke ud i mit favør – men hey, man kan ikke vinde hver gang. Jeg lever stadig højt på, at jeg ved ølfestivalen i Esrum vandt en billet til ølfestivalen i Lokomotivværkstedet sidst i maj måned.

Forbliv indstillet til næste indlæg, hvor man vil erfare, hvad jeg ellers oplevede på Øllets dag i Thisted. Det involverer blandt andet et møde med et af dansk ølbrygnings helt store nulevende ikoner i yndigste – og det siger jeg uden antydning af ironi (no, I’m serious!) – forening med et af Danmarks absolut største bryggerinavne inden for mikrobryg.

Det vil I nok ikke gå glip af, vel?

Ølfestival i Lokomotivværkstedet 2019 – III

Is, videnskab og genkendelse …

Jeg er godt i gang med at pakke den lille lejlighed i Husum ned. Næste stop er Thisted – jeg har allerede sikret mig en bolig deroppe – med mere plads, spisekøkken og ingen trapper at rende op og ned ad. Selve flytningen kommer først til at finde sted i løbet af et par uger, og så krydser jeg ellers fingre for, at de broer jeg brænder, åbner flere døre i den anden ende.

Det når vi alt sammen til, og her på bloggen skal jeg nok holde jer underrettet. Mens man sådan pakker, støder man på mange interessante gamle ting. Nogle smider man ud, mens man ikke nænner at skille sig af med andre. I nullerne skrev jeg faktisk udførlige dagbøger, jeg nu genfinder. Det fik en ende da jeg flyttede til Århus i 2009, men ikke lang tid senere startede jeg bloggen her – og den har faktisk fungeret som en slags åben dagbog siden.

Jeg er ikke bare glad for at kunne dele mine øloplevelser her, men sandelig også alt det andet, jeg kommer ud for. Og jeg kan roligt love, at det også fremover vil være sådan.

De indledende øvelser således vel overstået før den sidste gennemgang af oplevelser fra Danske Ølentusiasters store årlige ølfestival i Lokomotivhallen. Mit billedarkiv afslører, at den næste pind i arrangementet var en gentagelse fra sidste år af en gruppe fysiknørders eksperimenter med piskefløde, øl og flydende kvælstof. Der er ikke nogen videre grund til at gå nærmere i detaljer med det. Til gengæld er jeg glad for, at jeg kunne dele oplevelsen med Marcus denne gang. Også han var begejstret for forestillingen – og den meget friske og smagfulde is bagefter.

Thai Cargo, La Debauche
Det var blevet tid til endnu en genganger fra Copenhagen Beer Festival i april. Franske La Debauche var også i Lokomotivværkstedet på pletten med et udvalg af ekstraordinære øleksperimenter, såsom denne Imperial Stout.
“Hold da op, hvad er det den dufter af?”
“Jeg fornemmer noter af lemongrass, grøn chili, kokosnød, galanga, lime og noget jeg ikke ved hvad hedder på dansk,” svarede Marcus selvsikkert, overlegent og ikke det mindste sarkastisk, idet han læste ingredienserne op direkte fra etiketten på flasken med et smørret grin.
“Flab! … men man kan godt mærke den grønne chili – smager dejligt!”
“Fortræffeligt!” trumfede Marcus
Her brød ekspedienten inkvisitorisk ind, idet hun hæftede sig ved, at jeg havde lagt vægt på, at den grønne chili var særskilt mærkbar.
“Jeg synes godt man kan smage den – den er friskere,” forsvarede jeg mig.
“Er du sikker på, det ikke er limen, du kan smage?”
“Jo, det kan godt være …”
“Og jeg synes også, at kokosnødden runder den fint af.” – og at der var tale om endnu en fuldfed øloplevelse af de både rigtig gode og småbizarre, var der ingen tvivl om.
“Jeg skal i hvert fald have et par af dem her med,” brød Marcus nu ind, “og så skal vi – også selvom vi bitterligt kommer til at fortryde det, prøve en af dem med ansjoser.”
Vi havde hørt rygter om en øl, brygget på ansjoser, og dette havde bragt os til La Debauche’s stand. Men da vi nåede frem, var der ikke flere smagsprøver tilbage. Jeg er i tvivl om, hvorvidt det faktisk lykkedes Marcus at få en af dem med fra udsalgsstanden. I så fald håber jeg, jeg kan være med til at prøve den, og rapportere om det.

Gohan Biiru, DTU Bryghus/Science Brew
For to år siden modtog jeg en invitation fra DTU Bryghus om at komme forbi deres eksperimentelle bryggeri, og prøve nogle af deres varer af. Det var overordentligt spændende, og beærede mig desuden med det venlige bekendtskab med brygmester Preben Bøje, som jeg da også hurtigt fik trykket hånd med. Og så var det ellers tid at smage på varerne.
At finde god fylde i øl, mens øllet føles let, ser man ikke tit, men her lykkes det rigtig godt. Det rødbrune bryg smager dybt af mørk malt og træ. Marcus anbefalede at piske den rundt i munden et par gange, så hele mundhulen fik gavn af den.
Tyve procent af malten i brygget er erstattet af overskudsris fra restauranten Sticks & Sushi. Dette gør ikke alene brygget lettere, men også grønnere idet det reducerer madspild – og sparer en del af den CO2, det koster at producere malten i første omgang.
Anbefales herfra at skænke hvis nogen af mine læsere en dag skulle få medlemmer eller vælgere af Dansk Folkeparti på besøg. De kan få en velsmagende øl, der hedder noget fremmedklingende, og som oven i købet bedst markedsføres for klimatosser. Ellers kan man også bare drikke den selv.
Stor tak skal lyde til Daniel, ekspedienten, der så indlevende og opslugende fortalte om brygget.

IPA, DTU/Science Brew
Der var intet, der kunne vippe de to ekstraordinære bryg fra Northern Monk af pinden. Til gengæld var historien om Gohan Biiru så spændende, at vi blev hængende i DTU’s stand for at prøve lidt mere fra det DTU-affilierede eksperimentelle bryggeri Science Brew.
Deres IPA blev jeg advaret om, var en mild en af slagsen. Næsen var da heller ikke ligefrem noget at skrive hjem om, men Marcus var om ikke andet begejstret for smagen.
“Hold nu kæft Kaj,” udbrød han som reaktion på min noget lunkne oplevelse af bryggets karakter, “den er fyldig, den er frugtig, den er legesyg. Det her er hvad du og jeg som de gamle røvhuller vi er, ville kalde ‘en lethumlet IPA’. Men det er en pissefed sommer-IPA!”
Modstræbende – for det bliver jeg gerne, når jeg må døje den slags udfald – indrømmede jeg dens kvaliteter som let sommerbryg. Ikke mindst hvordan den lagde sig mageligt friskbittert bag i munden.
“Men den der syrlighed også … Nu er vi ovre i noget sommeragtigt, og dig som geuzeboi no. 1 må da værdsætte syrligheden!” fortsatte Marcus, “hands down – af alt hvad vi har smagt i dag af IPA’er, er den her den bedste!”
“Nej – den slår ikke den fra Kvickly Allerød (Northern Monk – red.). Men den er også svær at slå.”
“Men jeg vil mene, den her er på linje med den!”
“Men med en helt anden karakter …”
“Jo, ingenlunde så humlet som sådan nogle tunge IPA’er,” causerede Marcus, “men den er en reminder om, at IPA også kan være let og samtidig smagfuld og drikkelig. Fandeme godt!”
Min begejstring nåede aldrig op Marcus’ niveau. Noget tyder dog på, at der her er en lækkerbisken for folk, der foretrækker deres IPA afdæmpet. Jeg foretrækker IPA for fuld musik, og det kan da godt være, det bare er mig, der er mærkelig.

Særbryg, Christiania Bryghus.
Det var ved at blive sent, og der var også grænser for, hvad selv to garvede kvartalsdrankere kunne tåle at få inden for vesten uden at falde om. Vi gik os en lille tur for at finde det sidste sted at prøve øl før hjemturen, og sådan stødte vi på Christianias bod ude i gården. Faktisk tror jeg, det var min anbefaling af deres fortrinline pilsner Super Nova til Marcus, der gjorde, at vi endte med at hænge ud der de sidste minutter.
Jeg blev imidlertid genkendt. Jeg syntes godt nok også, at antallet af følgere på facebook gik noget i vejret, da jeg lavede min videoanmeldelse af samme bryg, og nu fik jeg så mulighed for at trykke nogle af dem i hånden, der sådan havde opdaget mit lille, efterhånden aldrende blogprojekt. Jeg har blogget i 9 år nu, og næsten hvert år glemt at markere selve jubilæumsdagen. Således også i år.
Jeg blev budt en ganske særlig ære i den anledning. Jeg fik lov at prøve brygmesters eget lille særbryg, et batch på i alt sølle 25 liter, som tak for at have bragt det glade budskab om Christiania Brygs fortrinlige øl ud i verden.
“Friskt og græsagtigt. Levende og velbehageligt, og perfekt serveret ved en temperatur mellem 10 og 15 grader,” var Marcus’ begejstrede beskrivelse. Derudover glædede jeg mig over friske og spæde grannåle og bryggets finurlige lethed, som den relativt høje temperatur lod understrege.
Endnu et bryg, jeg ikke ville have kunnet få fat i, hvis ikke jeg var på ølfestival. Blandt alt det andet, man kan få uden for festivalen var det nu ikke fordi dette bryg tårnede sig op. Æren er alligevel intakt sammen med benovelsen over, at man sådan får lov til at blive inviteret ind i privaten.

Stardust, Christiania Bryg
Og efter en selfie med Brygmester selv (se øverste foto fra 1. del af denne lille serie), var det tid til et allersidste bryg: Stardust.
“Perlende champagneagtig frisk, letsyrlig og øh …”
“Du lyder som en onkel,” brød Marcus ind, “der virkelig ikke har lyst, men er tvunget til at stille sig op og holde en tale ved konfirmationen.”
“Det er det. Jeg er også ved at være godt brugt efterhånden.”
Sådan så Marcus sit snit til at overtage: “Den har en guezeagtig surhed i næsen, som er overordentlig tiltalende.”
“Ja, det er sådan set rigtigt. Jeg har ikke prøvet nogen gueze her på festivalen, hvilket jeg næsten er lidt ked af …”
“Kaj, I beg to differ,” og her skal bemærkes, at jeg tog aldeles fejl, da jeg troede at Marcus erklærede sig uenig i, at der var noget at være ked af. “Prøv at tage en stor slurk og skum den gennem munden. – Nu har du smagt en gueze!”
“Det har du faktisk ret i.”
“Ja, og det er en fortræffelig én af slagsen!”
Brygmester gav også Marcus ret, og tilføjede at han godt kunne se den som en aperitif som alternativ til, hvad man ellers byder af aperitiffer. “Og til dem, der ikke kan lide humlesmagen – den behøver de i hvert fald ikke frygte i den her. Den kan alle drikke fra 5 år og op!”
Alle lo, og Marcus kilede lynhurtigt en disclaimer ind, over, at den sidste kommentar måtte stå for gæstetalerens egen regning.
Han går i øvrigt under navnet ‘Greven’.

Og således slutter reportagen fra årets store ølfestival i Lokomotivværkstedet. Vinder blev Northern Monks uforlignelige stout Even More Death, med samme bryggeris IPA, Glory på en meget flot andenplads. Kvickly Allerød skal have aldrig så meget ros for at have brygget med i deres stand, og hvis de kan findes på hylderne deroppe også, så ved jeg hvem jeg snarest muligt skal have til at redde mig et par stykker. Jeg har som nævnt familie i området.

Jeg havde ikke nogen overordnet plan for, hvad jeg ville finde. Så i et forkølet forsøg på at trække nogle linjer ud af indtrykkene fra festivalen – og i øvrigt de andre festivaler, jeg har været til i foråret, hæfter jeg mig først og fremmest ved, at IPA stadig står meget stærkt, og næppe bliver væltet af pinden foreløbig, også selvom typen langt hen ad vejen er gået hen og blevet mainstream.

Inden for typen er der stadig plads til opfindelser, overraskelser og eksperimenter, der kan få oplevelserne til at ekspandere endnu mere. Og det glæder jeg mig til at opleve.

En sidste tak skal lyde til Marcus for at han gad være med. Tak til læserne for at følge med. Forbliv indstillet til flere regulære anmeldelser inden længe.

Ølfestival i Lokomotivværkstedet 2019 – II

Fra venstre: Marcus, undertegnede og Bo. Tak til Louise for håndtering af kamera.

Store oplevelser – i rap …

Jeg har det faktisk skidt med den måde, sidste indlæg endte. Misbrug af børn er et enormt problem i Belgien, og det er ikke noget man skal lave sjov med på nogen måde overhovedet. Nu er pandoras æske imidlertid åbnet, og det jeg så kan forsøge, er at gøre en smule opmærksom på, hvor grotesk og modbydelig sagen egentlig er. Jeg har fundet dette exposé fra The Guardian, helt tilbage fra 2002, der gengiver de store linier i Belgiens store pædofilisag. En arkiveret nyhedsartikel fra BBC online fra 2004 fortæller at de hovedmistænkte, Marc Dutroux og Michel Nihoul blev dømt skyldige. Dutroux afsoner den dag i dag en livstidsstraf, mens Nihoul allerede i 2005 blev sat fri.

Sagen ledte til spekulationer om, hvorvidt de Belgiske myndigheder var involveret. Efterforskningen var påfaldende sjusket og ledsaget af en række belejligede dødsfald blandt hovedvidnerne i de anklagede børnemishandleres favør.

Jeg føler jeg har fået det lidt ud af systemet endnu. Jeg ved ikke om det underbevidst var derfor, der ikke blev prøvet flere øl fra Belgien på ølfestivalen – men selv hvis det var tilfældet, ville det også være lidt fjollet, da det jo for pokker ikke er den fine belgiske ølkultur, der er skyld i hele den misære.

Vel – det var alvor nok. Nu tilbage til føljetonen om Marcus (den bandit) og min tur på ølfestival i Lokomotivværkstedet sidst i maj måned.

Svend Tveskæg MIPA, Old Hat Brewing Co.
Aftenen stod åbenbart i IPA’ernes tegn. Vi spillede sikkert, idet det er sjældent at man går helt galt i byen med en IPA. MIPA’en Svend Tveskæg fra Old Hat Brewing Co. på Frederiksberg er krydret med mjødurt – så har man også en forklaring på navnevalget. Derudover er brygget tilsat laktose, hvilket forklarer M’et i betegnelsen – Milk IPA.
“Den her gør det modsatte af de andre IPA’er vi har smagt,” startede Marcus, “de andre havde det meste i næsen. Den her har en fræk, bred lidt overraskende smag, der pludselig breder sig lystigt ud over tungen et halvt sekund efter den er kommet indenbords. Legende offensiv! Den her har det i glasset, der er legesygt og fornøjeligt …”
“Ja, der er noget bitterhed der kradser lidt og river lidt,” gav jeg Marcus lettere modstræbende. På optagelsen (jeg må indrømme at oplevelsen her næsten en måned senere fortaber sig af lige netop denne øl) lyder jeg i hvert fald ikke helt så begejstret som ham.
“Og mens de andre var lidt tåget ananas-appelsinfarvede, så er den her også mere rødbrun i det og smager derefter,” tirerede Marcus ufortrødent videre.
På den anden side skal jeg ikke afvise, at min utilbøjelighed til at afbryde Marcus med protester, kunne indikere, at jeg faktisk også var godt tilfreds.

Undervejs i min gennemgang støtter jeg mig ganske meget til mit billedkatalog. Efter MIPA’en var vi en tur ude i gårdarealet, og mon ikke det var for at nyde den aldeles smagfulde Wurst med kartoffelsalat, som madstedet diskede op med. Jeg skylder Marcus tak for mulje ud over godt selskab.

Jeg rendte ind i et par gamle venner – Louise, som jeg har spillet i pipe band med back in the day, samt Bo, som man vil kunne opleve i selskab med hans sidekick i denne facebook-video fra sidste år. Se i øvrigt skilderiet øverst.

Men pligten kaldte. Aldrig så snart vi havde forladt gårdarealet, mætte og tilfredse, før Marcus havde fundet hele to øl, vi skulle prøve.

Glory Tripel IPA, Northern Monk
“Det er godt øl! Det er rigtig dejlig overvældende IPA, det her!”
“Det er lige før det har en tand af surhed?” udbrød Marcus både begejstret og overrasket.
“Det er IPA som det skal være!”
“Det er IPA, som blev skænket kold for få minutter siden, men det smager i sin fylde lunt! Og det er ikke dårligt!”
“Det er det ikke,” istemte jeg, “og det er næsten så tykt, at det skal tygges!”
IPA’en fra Northern Monk var tydeligvis et højdepunkt af de helt store. Og der var mere i vente.
“Man kan næsten mærke humlestykkerne …” fortsatte jeg.
“Ja, man skal lige stange tænder.”
“Nøj, det er skønt …”
Osv. osv. – I forstår nok, at denne IPA var noget ud over det sædvanlige. I den grad, fristes man endda til at tilføje. Begejstrede grin. Host af humlen, der kradsede ekstra meget ved svælget …
Jep! Det var rigtig godt. Videre til næste.

Even more death Imperial Stout, Northern Monk
Og fra begejstrede sætninger, omend stadig med rigtige ord, slog vi nu over uartikulerede nydelsesgrynt og højlydt ekstatisk latter – endda kun over duften af den imperial stout, Marcus havde skaffet os fra samme bryggeri.
“Dette er ikke duften – er lugten af træ”, næsten råbte jeg i eufori.
“Det der det er basically lige dele Malibu og Kahlua for saaaatan da!” stemte Marcus straks i.
Flere henrykkelsesgrynt og brøl idet bægeret blev sat for munden.
“Som en meget meget chokoladebrunsvier!” – Ja, Marcus kunne i sin begejstring ikke engang sproge rigtigt længere. Og han er om muligt en endnu større sprogrøgter end jeg selv.
Det siger noget om kvaliteten af det dybmørke, nattætte bryg, og dets mylder af velsmagende indtryk. Søde, bitre, chokoladede, træede … “Det er lige præcis sådan noget, man tager på ølfestival for at opleve,” erklærede jeg, før Marcus påbegyndte endnu en tirade, der endte med, at dette måtte være øllets espresso eller dessertvin. For ingen ville kunne holde til et helt ølglas af den.
Siden har vi komponeret skjaldevers og psalmer til dens pris, omhandlende dens flavour af ristede, akkurat smeltede, akkurat brankede marshmellows, tilsat mørk chokolade og stærk kaffe, som vi siden har sunget ved flere højtidelige lejligh… gu’ har vi da ej. Men brygget er ikke desto mindre lavet af samme substans, der giver anledning til den slags.

Birkerød Forår, Birkerød Bryg
[OPDATERING: De to Northern Monk øl, der netop er gennemgået, blev anskaffet i Kvickly Allerøds bod, og ikke de to, der anmeldes her. Marcus har venligst gjort mig opmærksom på dette, idet hans væsentligt yngre hjerne endnu ikke er ramt i samme grad af demens som undertegnedes.] Tilbage dengang der stadig gik dinosaurer rundt på jorden … eller i hvert fald dengang Anders Fogh stadig var statsminister, arbejdede Marcus i Allerød. Der lærte han om Kvickly Allerøds vidtberømmede ølafdeling, som jeg, selvom jeg har nær familie i Allerød, faktisk aldrig selv har haft lejlighed til at gå på opdagelse i.
Men fordi den er så stor og berømt, havde den sin egen stand på festivalen. Og de næste to øl skulle Marcus vælge ud til os derfra. Ligesom han valgte de to foregående øl, i øvrigt. Men det lod han jo til at være god til, så ingen indvendinger fra min side.
Duft af lyst træ og mjød fik ikke den vilde begejstring frem i mig, da duftudtrykket ikke gjorde noget stort væsen ud af sig.
“Den har lidt mere i smagen,” indrømmede jeg modstræbende efter glasset var sat for munden. Marcus havde allerede bemærket, at nogle af de øl vi havde været mest heldige med, faktisk ikke havde duftet meget.
“Den har vel næsten mere … en humlet surhed end en bitterhed!” udbrød Marcus næsten overrasket. “Det er jeg ingenlunde imod. Og den har en god eftersmag. Men hælder man den i et glas, og går ud fra duften, så går man galt i byen når man smager den.”
Marcus roste desuden brygget for at være ét, man kunne have stående længe af, og tage en tår af ind imellem frem for at bælle det. “For en fordrukken sut som mig, er det en fordel,” afsluttede han.
“Jaeh, tosset smager den ikke,” lød mit svar. Min begejstring var vist knap så stor som Marcus’.

Birkerød Vinterbryg, Birkerød Bryg
“Uh, en lille bitte smule cideragtig tone i næsen faktisk,” begyndte Marcus, “næsten ingen næse ellers. Hvilket jo i dag har været et godt tegn – efter dig …” Åbenbart ville han have mig til at smage først.
“Uf! Den bryder jeg mig ikke om. Underligt lakridsagtig, mestendels tynd og underligt syrlig. Den smager lidt af pap og sålelæder …”
Men så let skulle Marcus’ gode oplevelse af brygget åbenbart ikke ødelægges. “Den har en surhed jeg er forbløffet over. I betragtning af farven, troede jeg den ville have mere oomph.” Herefter gjorde han meget ud af at indvende, at jeg aldrig havde været i en demonstration, hvor jeg havde smagt sålelæder, og at det i øvrigt typisk var rågummi, støvlesåler er lavet af. “Den smager af illusionen om sålelæder,” understregede han med lige dele hoven foragt og formynderi. “Det er skyggen af sålelæder … eller måske sålelæder uden for hulen…?”
Se hvor man kan blive afsporet, selvom man ikke er den i selskabet, der har en aspergerdiagnose.
Jeg anførte igen, at jeg ikke brød mig om den, men valgte alligevel at knytte an til Marcus’ hentydninger til hulelignelsen. “Jeg ved ikke rigtig hvad ideen med den her øl har været …”
Marcus – den uforbederlige optimist – roste til gengæld bryggeriet for at turde lave forskellige øl, fremfor en masse øl, der hedder noget forskelligt, men reelt smager næsten ens. “Vores nye ven, diplombrygger Leif Kjøller ved hvad han vil med de her øl, og han er ikke bange for at brygge noget forskelligt.”
“Tror du han er i familie med Povl?”
“Der er ingen, der er i familie med Povl. Povl er Gud. Povl er et abstrakt.”
“Okay.”

Og idet Marcus fik sat dét på plads, trissede vi, nu godt snaldrede, videre ud mellem de mange boder. Et sidste indlæg vil det blive til, i denne miniserie om Marcus’ og min tur på ølfestival i maj måned.

Forbliv indstillede dertil.

Ølfestival i Lokomotivværkstedet 2019 – I

På jagt …

Så har jeg omsider fået adresseret elefanten i lokalet, eller i hvert fald på mine harddiske i hhv min telefon og min PC – de mange optagelser og billeder fra årets store Ølfestival i Lokomotivværkstedet i København SV, hvor jeg indfandt mig så langt tilbage som 24. maj i selskab med min så hyppige medsmager og -anmelder, Marcus.

En slem omgang ondt i sjælen har forsinket renskrivningsprojektet flere gange, og det har jeg som bekendt allerede udbredt mig om så rigeligt, så det skal læserne forskånes for her, ud over at det hurtigt skal nævnes.

På forhånd vil jeg takke Marcus for at han gad tage med og selvfølgelig, at han fik mig overtalt til at deltage i den Bachelor-undersøgelse på Esrum Kloster, hvor netop min besvarelse efterfølgende blev udtrukket som vinder af en billet netop til Ølfestivalen i København. Havde jeg ikke vundet billetten, havde jeg nok købt den i stedet – og så måske ikke alligevel. At jeg, der ellers aldrig synes, jeg vinder noget, gik hen og vandt den ene af de to billetter, der var sat på højkant (ud af 140 besvarelser) gjorde det midt i en dengang allerede murrende depression klart, at det i hvert fald var noget, jeg skulle med til.

Jeg vil prøve at gøre det kort og koncist som altid … men Marcus var med, så det kan selvfølgelig godt blive en udfordring, da han lider af præcis samme inkompetence udi kortfattetheden, som jeg selv gør. Men så må jeg vel dele min rapport op i 2 (eller 3 eller 4. Måske endda 5) dele, ligesom jeg gjorde med Esrum-rapporten for at den heller ikke skulle blive for lang.

Belle Saison, Thyras Bryg
Vores ankomst til hallen var imidlertid ikke koordineret ned til minuttet, så jeg indfandt mig en liden stund tidligere end min medsmager. Det første og eneste bryg jeg prøvede på egen hånd blev således Belle Saison fra Thyras Bryg, et bryggeri i hjertet af Roskilde. Syrlig i duften med noter af vanille og franskbrød. Syrligt-sød smag og med en anelse banan i smagen. Forfriskende for så vidt, men i virkeligheden med mere karakter af en Witbier end en Saison.

Mere nåede jeg altså ikke at solo-smage. Marcus havde indfundet sig, og vi mødtes ved lokomotivet bagest i hallen, hvorefter vi gik på jagt …

Djævel, Musicon
“Silkeblød og forførende” ævlede Marcus om denne, den første øl, vi prøvede sammen. “Kaj påstod jo, ung og naiv som han er, at den intet djævelsk havde over sig. Hvor jeg jo …” Bemærk her, hvordan det i en verbatim gengivelse af Marcus’ ordstrøm fremgår, hvor glad Marcus er for ordet ‘jo’. Han er ellers kendt for at påtale andres brug af det lille ord, så snart han kan komme til det. Vel, det var et sidespor “… skarptsynet og depraveret som jeg er, vil fremhæve at den holder 8% og smager som din sødeste, flinkeste ven som du kan stole på. Og før du ved af det er du sejlende beruset!”
“På den måde er den selvfølgelig en djævel” indrømmede jeg. Som Marcus antydede, syntes jeg den manglede noget grovhed, bitterhed og noget tyngde. Navnet taget i betragtning forekom brygget mig ufarligt og noget for let. Men sådan mindede den vel udmærket om genrens originale form, der netop var relativt let og sød.
Mon ikke det mest var navnet, jeg var utilfreds med? Oplevelsen var der, og gensynet med Musicon fra Copenhagen Beer Festival var glædeligt.

I år havde jeg ikke nogen overordnet plan for, hvilken type øl, jeg ville gå efter. I stedet danderede Marcus og jeg mere eller mindre planløst rundt og prøvede blot det, vi syntes så interessant. ud …

Sundancer Sea Buckthorn, Åben
… såsom denne New England IPA med havtorn. NEIPA er kendt for deres særligt høje humleindhold, og brygget her kunne da også udmærket gøre det ud for lugtesalt, der nær kunne vække døde til live.
“En legesyg frugtighed, der boltrer sig,” causerede Marcus, “hvis smagen lever op til resten er jeg fuldstændig blown away!”.
Det umiddlebare indtryk var vi rørende enige om: “Hold da op!” Men derfra blev oplevelsen en kende mere afdæmpet. “Det er som om nogen har blandet appelsinvand fra min barndom sammen med IPA,” sagde Marcus, “men leider er der mere appelsinvand end IPA.”
Vi var enige om, at brygget var lettere end forventet ud fra den ellers meget lovende næse. Og uden at brygget på noget tidspunkt var dårligt, måtte man alligevel føle sig en anelse snydt.

Prohibicija, Sakiskiu Alus
I forhåbning om noget bedre – eller bare noget der var mindst lige så godt, for igen, Sundancer Sea Buckthorn var overordnet langt fra en skuffelse – gik vi videre til Prohibicija, der var endnu en NEIPA. Men her stod NE ikke for New England, men derimod North European. Bryggeriet er fra Litauen, og det er vel derfor, de tilføjer præfikset NE som en kæk og tilpas næsvis finurlighed.
I udtrykket – at dømme ud fra oplevelsen i hvert fald – adskilte den sig ikke meget fra Sundancer. Det fik mig spontant til at overveje, “mon de lette IPA’er er på vej frem?”
“Det håber jeg ikke,” mumlede Marcus imellem to af de sprøde litauiske brødsnacks, som udskænkningsstedet havde stillet frem som supplement.
“Det håber jeg heller ikke,” erklærede jeg med et ikke uanseligt kvantum panik i stemmen.
“Jeg skal i øvrigt sige,” knasede og gumlede Marcus videre, “mens vores litauiske ven i baren ikke kan høre det: De her litauiske brødsnacks er gode, men lettiske brødsnacks er uendeligt gode.”
Så er nogle af læserne derude til brødsnacks, synes jeg I skal tage imod dette pro-tip fra en kender.

Wittekerke Rosé, De Brabandere
“Skulle vi ikke prøve noget surt øl?” foreslog jeg med succesen fra Esrum stadig nogenlunde frisk i hukommelsen – altså at Marcus ikke harkede og spyttede det sekund hans mund kom i kontakt med en geuze. Men et så opstemt “Jo” fra Marcus havde jeg nu alligevel ikke ventet.
Med selve aftenen langt uden for frisk erindring husker jeg ikke længere forløbet præcis. Men så vidt jeg husker havde Marcus for et øjeblik forladt mig, mens jeg bestilte smagsprøverne til os. I hvilken stand husker jeg desværre heller ikke længere.
Jeg bad i hvert fald om deres sureste øl … som de kunne fortælle mig var udsolgt. Vel, jeg besluttede mig lynhurtigt for at springe i den stik modsatte grøft og bestilte i stedet det sødeste, de havde. En Wittekerke Rosé fra Brasserie de Brabandere blev det til. Bryggeriet har leveret hvad der fortsat er min største surtølsoplevelse nogensinde – den uforlignelige foeder Aged Pale.
Efter den nødvendige, men også noget fjollede indledende manøvre, hvor vi skiftevis harkende og spruttende spekulerede over navnets udtale på flamsk, og jeg havde konstateret at brygget duftede dejligt, tog vi hver et drag.
“Holllddaopmand! Hindbær like crazy!” udbrød Marcus begejstret. “Øj manner!” Et par sekunder fattede han sig, hvorefter tiraden for alvor måtte starte: “Jeg tror du og jeg er stærkt uenige, men denne øl, hands down, er den første øl der et-hundrede procent har levet op til og leveret, muligvis overgået, hvad den lovede! Det er lige i skabet for en hindbærbrus det her! En hindbærbrus man bliver fuld af.”
Mine bekræftende grynt på optagelsen antyder nu, at uenigheden slet ikke var så stor endda.
“Jeg er enig, jeg kan også godt lide den,” forsvarede jeg mig, “ikke mindst fordi jeg også synes den har en sur kant.”
“Jeg har nok tilbragt for mange år sammen med Kaj Geuzeboi Framke til at kunne bemærke den der sure kant. Jeg synes den smager sødt og dejligt.”
“Det gør den også, men der er også en sur kant. Og den er utroligt forfriskende,” fortsatte jeg i håb om snarligt fælles fodslaw. “Den kunne jeg sidde og bælle i litervis på en varm sommerdag.”

Det var så her Marcus lavede en højst upassende vittighed om, at brygget ville være egnet til en børnefødselsdag, der også havde det som pointe, at brygget var fra Belgien. Jeg vil undlade at gengive vittigheden i sin fulde længde her. Jeg vil faktisk slet ikke gengive den, men blot undskylde for min medsmagers til tider anstrengende form for humoristisk sans, som i dette tilfælde ikke engang kunne undskyldes med, at vi havde fået for mange genstande under vesten.

Der var kun fire indtil videre – vel, fem for mit vedkommende, men det var ikke mig, der var upassende.

Jeg vil knække beretningen over her, så der ikke går for lang tid mellem at der bliver lagt nyt op på bloggen. 2. del af beretningen følger snarest. Jeg håber, I forbliver indstillet.

Mere øl på klosteret, feat. Marcus … II

Nye indtryk, nye fejlskud …

Hermed følger anden del af min beretning om turen til Esrum d. 4 maj, hvor jeg i selskab med min trofaste medsmager Marcus frekventerede ølfestivalen i de gamle klosterbygninger … eller næsten i hvert fald. Hvordan arrangementet var skubbet godt og vel 100 meter væk, kan man læse i første del.

Undervejs i festivalprocessen måtte udstyret jo svigte. Min telefon er ikke længere ny, og det kan især mærkes på, at batteriet meget hurtigt går dødt. Heldigvis var medsmager Marcus fortsat bevæbnet, og jeg havde selv været snarrådig nok til at tage en notesblok med for netop det tilfældes skyld.

Vi nød et foredrag om munkeøl i et langt fra overfyldt, men til gengæld ligeledes småkoldt telt. Der blev budt på anekdoter såvel som en kortfattet historisk oversigt over munkevæsenets historie, og hvordan ølbrygning blev en vigtig del af det. Herefter var blev der budt op til fællessang – The Wild Rover – som undertegnede og medsmager endda kunne brumme med på.

Og med de sidste flæskesvær i vommen, var det tid til en revisited. Jeg ville – fordi omgivelserne dårlig kunne passe bedre, i hvert fald ikke på vores længde- og breddegrader, samt fordi selskabet indbød til det – genafprøve en af mine højdespringere fra sidste års Ølfestival – den uforlignelige Mariage Parfait. Således kunne Marcus også få lov at smage en rigtig Geuze, der ikke var fortyndet med et eller andet frugtkoncentrat – hvor vederkvægende og smagfuldt det ellers måtte forekomme.

Mariage Parfait
“Der er i virkeligheden ikke så meget duft i den her, der er den der …”
“Det er fordi du er vant til at drikke geuze,” afbrød Marcus mig lettere triggered (er det ikke det, det hedder på nutidensungdomsk?) “Os grødbønder ude fra Valby, vi kan da godt nok mærke en hel del i det her. Men mit vokabolarium,” fortsatte han, “rækker ikke til andet end at sige, at duften viser alle kendetegnene af en gueze i en, må man sige, ganske velafstemt surhed. Og,” tilføjede han efter en veltilrettelagt kunstpause, “det kommer fra en ikke-geuze fan.”

“Dette er,” fortsatte Marcus, “i virkeligheden et meget fint vessel … det er som at køre ned af strandvejen på chassis’et af en bil, før der kommer karrosseri på. Den er den perfekte bund til at bygge noget oven på. Den er grundmalingen, som så får en anden maling udenpå inden man flytter ind.”
Jeg lod Marcus fortsætte associationsrækken, mens jeg hengav mig til det midlertidige paradis, det klare, sure øl satte mig i oven på en blonde, der ingenlunde faldt i min smag. “Æbleøllen, vi prøvede først er det færdige produkt. Dette er et stykke undervejs i produktet, hvor purister så har sagt, ‘nåhr ja, nu har vi dette fine noble bryg af’ – lad os nu være ærlige, dette er øllets studenterbrød – det er hvad der faldt ned i en spand fordi vi lod vinduet stå åbent under et utæt gulv som vi traskede rundt ovenpå, ikke? Og det kommer der nogen glimrende ud af, som man kan arbejde videre med. Men det her er jo et ufærdigt produkt …”

En resolut pause i ordstrømmen lod mig vide, at Marcus afventede et svar. Jeg huskede, hvordan jeg året før havde fået en uddybende forklaring af geuze-væsenet, og forsøgte nu at gengive denne, så godt jeg kunne. Det skulle senere vise sig, at jeg var aldeles gal på den, og læser man videre, vil man blive klogere på, hvordan.
Til Marcus bratte afbræk i ordflommen, svarede jeg tøvende: “Det er ikke helt ved siden af hvad belgierne angiveligt selv mener, fordi de drikker det gerne opblandet. Det er os mærkelige mennesker fra andre lande, der mener at dette produkt i sin rene form er værd at drikke. Det mener jeg at have hørt nogen fortælle …”
Den anekdotiske evidens skreg til himlen som Abels blod, da jeg i det samme satte trumf på: “Denne nogen står i en stand i bygningen bag os, og han er fra Belgien. Hvad siger du til, at vi spørger ham?”
Den var Marcus med på, så ind i det hvide bindingsværkshus gik det for at få syn for sagn.

Interview med Robert fra Belgien.

Robert – af statur ikke just fremtrædende, men dette i skarp kontrast til hans prægtige lange skæg, der sammen med hans runde briller måtte minde så usigeligt meget om salig Thorkild Demuth  – kunne imidlertid fortælle, at jeg havde fået galt fat i, hvordan belgierne omgås det sure, men umådeligt forfriskende geuze-væsen.
“Jo,” svarede han, “selvfølgelig drikker belgierne også geuze rent.”
“Så det havde jeg fået helt galt fat i? Det er ikke noget man altid blander op?”
“Man har jo de her frugtøl,” berettede Robert engageret, “hvor man har tilføjet frugt i gæringsprocessen, så sukkeret i frugten kan stå lidt imod det syrlige i geuzen.”
Dermed var vi tilbage ved de frugtøl, jeg prøvede så mange af sidste år, og som Marcus også havde fået smag for i begyndelsen af arrangementet. Jeg måtte åbenbart gå lidt hårdere til værks for at få svar på spørgsmålet.
“Jeg står her med en Mariage Parfait, og jeg drikker den rent. Det var min opfattelse, at det ikke rigtig var noget, man gjorde i Belgien. Det var kun noget man gjorde uden for Belgien, fordi folk uden for Belgien ikke ved, hvordan man rigtig skal gøre det?”
“Nej,” afkræftede den prægtigtskæggede ekspert “en geuze er altid en blanding af forskellige øl. Og den du står med der skulle – og derfor hedder den Mariage Parfait – fremstå som den perfekte blanding af forskellige lambic-øl. Forskellige årgange blandes så man rammer en bestemt smag.”
“Og belgierne kan altså godt drikke den rent, sådan som jeg gør det?”
“Ja, selvfølgelig kan de det”
“Vel, det havde jeg så fået galt fat i, men mange tak skal du have,” tilstod jeg taknemmeligt.

Jeg foretrækker at blive irettesat, når jeg tager fejl. Og jeg er ikke bange for at indrømme når det sker – nu har jeg fx brugt et helt afsnit i dette indlæg på at udstille
min uvidenhed sammen med  beretningen om, hvordan jeg, ved at få rettet min fejltagelse, blev klogere.

Undersøgelsen

“Kaj, in the name of science,” er det sidste, man kan høre på min optagelse af interviewet med Robert. Marcus havde fundet en stand, hvor en bachelorstuderende havde brygget fem forskellige øl, til afprøvning og vurdering via et spørgeskema.

Der var fire eller fem forskellige, der alle skulle vurderes ud fra en række parametre – duft, mundfylde, aroma, farve  osv, alle typiske for øl. Næppe overraskende faldt IPA’en fint i min smag, mens jeg vurderede en let frokostøl som den mindst interessante … Jeg måtte faktisk hælde resten af smagsprøven ud efter et par nip.

Når man deltog i undersøgelsen, ville man også deltage i lodtrækningen om to billetter til DØE’s ølfestival i Lokomotivværkstedet 23-25 maj, og hvor mit held i den slags lodtrækninger med tiden har fået mig til at tro at den slags påstande er fup, der bare skal narre én til at besvare, så skulle der vise sig at være noget om snakken her.

For den ene af de to udloddede billetter gik til undertegnede. Så nu dukker jeg helt sikkert på i lokomotivværkstedet den 24. maj. Ses vi?

Spencer Trappist Ale

Før vi glemte det i begejstringen over alt de spændende og nye indtryk, måtte vi hellere se at få prøvet den sidste øl fra Spencer – det amerikanske trappistbryggeri, hvis IPA og Imperial Stout, vi prøvede i første del. Tilbage var munkenes egen ale, der normalt ikke blev distribueret kommercielt. Det er den slags, man er på ølfestival for – for at prøve det øl, der ikke kan fås i daglig handel.

Mens Marcus frekventerede en bod for at skaffe os noget frokost, smugsmagte jeg på brygget. En kraftig duft af honning er det første, man får at mærke ved det gyldne bryg. Det leverer en knytnæve af alkohol med en syrlig kant. På bagkant kommer en uventet bitter note, der ikke blander sig alt for skønt med de øvrige noter af sprit, eddike og honningen fra duften, der i form af en let sødme også viser sig i aromaen.

Brygget er mange ting på én gang, og ved derfor ikke rigtig hvad det vil. Gær i eftersmag gør ikke det overordnede indtryk bedre. Munkene gemmer bestemt ikke det bedste øl til dem selv, og som jeg bedst husker Marcus kommentar til øllet – han nåede aldrig at komme med på optagelsen – så kunne munkene snildt få lov til selv at beholde det.

Marcus’ karaktergivning fik jeg aldrig med. Selv lagde jeg mig på …

Det løse

Det var så her, teknikken svigtede. Men telefon gik helt og aldeles ud efter dette sidste billede blev taget, så resten af dokumentationen måtte foregå analogt. Hastigt nedskriblede noter med mine ikke helt ædruelige hænder i unaturligt koldt majvejr har ydet vage skygger af erindring om, hvad der videre skete.

Vi bevægede os i hvert fald videre til mikrobrygudstillerne. Denne del af festivalen, var imildertid håbløst overrendt, og dermed ikke videre indbydende for folk med AD/HD- og aspergerdiagnoser. Hurtigt ind og redde sig en smagsprøve, for straks at flygte ud igen uden at spilde blev strategien, og så kunne man ellers smage, mens fingrene var ved at fryse af, uden underlag for notesblokken, og uden en tredje hånd til at holde kuglepennen.

Et 4-korns klosterbryg fra Det Våde Får blev det til. En mørk sag, som Marcus også mente duftede af Lottrup, hvorfor han mistænkte bryggeriet for at bruge samme type malt som Royal Unibrew. Selv kunne jeg måske nok forstå, Marcus indtryk af duften, men det var mere smagen af røg, der gjorde indtryk på mig.

Brygget blev imidlertid serveret for koldt fra det anker der stod i bryggeriets stand. Med det in mente til hvis man skulle få lejlighed til at prøve brygget under andre – mere optimale omstændigheder, gav Marcus brygget …


… mens jeg selv var en knækket tand mere generøs:

Fra bryggeriet Small Batch fik vi prøvet en Havtorn Pale ale. Min koncentrationsevne rakte imidlertid ikke mere til karaktergivning – ja, knap nok til usystematisk notetagning. Yderst nødtørftige skriblerier om en krydret sødlig duft, og frisk, skarp bitter smag. Især i eftersmagen gav bitterheden sig til kende, mens Marcus selv mente tydeligt at kunne smage havtornen, som han syntes klædte brygget fint.

Selv mener jeg bestemt at have smagt havtorn-produkter, hvor krydderiet smagte mere umiskendeligt igennem, men det forhindrede jo ingenlunde brygget i at smage rart alligevel.

Nogle næsten helt ulæselige kradserier indikerer den sidste – og bestemt en af de bedste – oplevelser på ølfestivalen, nemlig Hoppe Beers Belgisk Zwartbier. En ren aromabombe af røg, tung malt og dyb kaffebitterhed – en oplevelse, som det endda lykkedes Marcus at få foreviget, så jeg havde et motiv at lægge i toppen af indlægget her. Kendetegnende for brygget var den meget lange ingrediensliste, som man kan læse på billedet her ved siden af, hvis man altså har tid til at tygge sig gennem romanen. Men smagte – det gjorde det! Og jeg tror vi valgte at give den topkarakter for virkelig at turde gå planken ud.

Det var nu ikke fordi promillerne var ved at tage over, at notetagningen led sådan overlast. Vi var skam begge i fin stand til at bruge benene til at gå med – næsten helt uden at stavre. Vi var begge mætte af indtryk, og besluttede os for at vende næsen hjemad.

Beslutningen viste sig imidlertid ikke at være videre veltimet, idet bussen først ville komme forbi 45 minutter senere. Marcus mente, vi skulle slå tiden ihjel ved at gå et par stoppesteder …

… men oppe i Nordsjælland er der meget langt mellem stoppestederne. Og det blev et par ømme fødder, der en lille times tid senere kunne få lidt ro i bussen et enkelt stoppested fra Esrum Kloster. Men hey – med sol på himlen og godtøl i vommen, var de 4-5 kilometer vi kom ud at gå egentlig heller ikke den ringeste måde at afslutte turen på.

Mere øl på klosteret, feat. Marcus … I

‘Geuzeboi’

Allerede tilbage i Marts var jeg så småt begyndt at undre mig. Jeg hørte ikke fra de gæve arrangører af sidste års ølfestival i Esrum i Nordsjælland, der fandt sted netop i begyndelsen af marts måned, mens det stadig var hundekoldt, og der faktisk lå sne.

Jeg havde egentlig slået det hen. Jeg orkede – fordi mit hoved desværre ikke altid tillader mig det store initiativ og overskud – ikke at finde en årsag til stilheden, og gik derfor ud fra, at arrangementet enten var aflyst, eller at de ikke var interesseret i yderligere opmærksomhed fra min kant. Who can blame them, når det er mig, der skriver om dem?

Men så skete der noget alligevel. I starten af april tikkede en mail ind, hvor jeg blev spurgt, om ikke jeg havde lyst til at være med igen – og det havde jeg selvfølgelig! Og denne gang fik jeg endda mulighed for at tage en god ven med. Det var ikke svært at vælge, hvem det skulle være. Min hyppige og trofaste smageassistent Marcus var nærmest selvskreven til opgaven, og han takkede da også forventligt ja.

Arrangementet viste sig at være flyttet til starten af maj, da Klosterets gamle hovedbygning skulle renoveres. En del af arrangementet måtte derfor flyttes udendørs, og selvom temperaturen ikke var synderligt meget højere her i starten af maj – det sneede tidligt om morgenen – end den var medio marts sidste år, var der god ræson i at udskyde arrangementet et par måneder i forventning om lidt varmere vejr.

Jeg fik dermed også lejlighed til at se resten af klosteret. Ud over den flotte gamle rødstensbygning fra senmiddelalderen, omfatter det også et mølle- og gårdanlæg bag hovedbygningen, hvor hele festivalen dette år var henvist til. Nok måtte man derfor undvære de smukke hvidkalkede og hvælvede lofter – og i hele taget den autentiske middelalderstemningen, den gamle bygning bød på. Til gengæld kunne jeg denne gang gå fra arrangementet uden hovedpine, idet lokalernes arkitektur nu tillod døråbninger, som man kunne gå igennem uden at behøve knæle i processen, med smertefuld straksstraf og buler i kraniet som konsekvens af, at man skulle glemme det en gang eller to.

Her følger en kronologisk gennemgang af de øl, som Marcus og jeg fik prøvet, og som behørigt blev gennemdiskuteret før karaktergivningen. Bemærk at karaktergivningen her ikke tæller med i mine egentlige anmeldelser på bloggen – smagsprøvernes lidenhed ved ølfestivaler inviterer kun til overfladiske og hastige anmeldelser, der ikke gør øllet tilstrækkelig ære, omend de kan fungere som udmærket inspiration til senere anmeldelser.’

Lindemans Apple

Efter sidste års ølfestival havde jeg kun godt at sige om Lindemans serie af frugtøl. I mellemtiden var en ny kommet på programmet, som jeg omgående måtte prøve. I samme ombæring kunne Marcus introduceres til typen, der for ham var tæt på ukendt.

I duften genkendte jeg noter af punkertidens æble-aperitif, hvortil Marcus omgående indvendte, at brygget ikke havde den kunstige sirupagtige odeur, der kendetegnede enhver uanstændig æbletif. I grunden havde den heller ikke aperitifens tunge, ildevarslende alkoholdunst. Marcus foreslog, vi kom mere ind på, hvad brygget havde frem for, hvad det ikke havde, og jeg var ikke fuldkommen afvisende.

Man mærker bryggets skarpe, syrlige bund. Dertil er der rigeligt æblesødme fra æblesaften. Marcus erklærede overrasket: “Denne er faktisk den første geuze jeg decideret nyder. Og så vil purister sikkert sige “den er tilsat æblesaft” . Den er lavet i en spand under et utæt gulv. Der er ikke noget, der er tilsat her!”

“Nemlig nej” kunne jeg jo kun bifalde. “Den er som æblemost med et skud alkohol. Sådan ville jeg beskrive den,” over for hvilket Marcus selvfølgelig skulle være på tværs.
“Snarere ville jeg forestille mig, at man tog en skarp, tør cider, og hældte noget æblemost i.”
“Det kunne man også” medgav jeg lettere vrangvilligt, da jeg fandt æbleelementet mere fremtrædende som det egentlige hovedelement i brygget frem for den gærede bund.

Uanset hvad var vi nu enige om, at vi var kommet rigtig godt fra start. Marcus afsluttede brygget iført sin drikkehandske, for selvom det usædvanligt kolde vejr gav brygget en optimal temperatur i det åbne telt hvorfra den blev serveret, var vejret knap så optimalt for nøgne primathænder.

Om bedømmelsen var vi ganske enige:

Spencer IPA

Vi blev ved klosterbryggene, selvom vi nu bevægede os uden for Belgien og over vandpytten til USA. Bryggeriet Spencer er således et amerikansk kloster, hvor der også brygges øl – til kommercielt såvel som til eget brug. Marcus og jeg fik lejlighed til at prøve begge dele, og vi lagde ud med deres kommercielle IPA, som jeg ikke nåede at prøve sidste år, hvor bryggeriet ellers også var repræsenteret.

Marcus mente, brygget lugtede af Lottrup, hvilket ikke var ment som en ros. Jeg genkendte noter fra Royal Unibrews Lottrup Stone Street IPA, der nu alligevel formåede at score over middel på bloggen. Men ligefrem imponeret var jeg nu heller ikke. Til gengæld bød aromaen på rigeligt med rå bitterhed, der dog fortsat ej formåede at stille Marcus tilfreds.

“Bitterheden dukker op af ingenting uden at affødes af noget. Den kommer for sent til festen, og kommer ikke ud af nogen harmoni af noget som helst.” Han brokkede sig videre over, at bitterheden var meget dyb, som noget han snarere havde forventet i en Brown Ale end i en IPA.
Jeg gav mig så vidt, at smagen tydeligt kom af bitterhumle og ikke aromahumle, og at brygget derfor skrev sig mere ind i en britisk IPA-tradition.
“Jeg kan nu godt lide bryggets dybe bitterhed,” gengældte jeg, “der er aroma af noget egetræ, og jeg kan godt lide egetræ.”
“Ja, du er jo næsten en eghjort,” vrissede Marcus, med henvisning til en af vores mange samtaler i løbet af den lange tur til Esrum, hvor jeg blandt andet berettede om, hvordan jeg havde fundet både eg og hjort i Dyrehaven sidste år, mens det havde knebet noget med kombinationen af de to. Til mine begejstrede nik og verbale bifald, tilføjede han nu med sviende sarkasme “Martin er en uranhjort, Kaj er en eghjort.”

Marcus blev med tiden lidt mere forsonlig over for brygget, som han fortsat mente smagte uventet i forhold til den IPA-ramme, bryggeriet havde sat den i. Men i grunden endte han med at kunne nyde den, omtrent lige så godt som bloggeren kunne fra starten af.

Marcus endte således på

Mens jeg selv var en anelse mere generøs:

… eller også er det blot fordi Marcus nægter at give halve stjerner.

Spencer Imperial Stout

Marcus var næsten ikke til at styre på fem tønder af det Slaraffenland, han så ud til at befinde sig i. Aldrig var Spencers IPA skyllet ned, før han ville videre til deres imperial stout, og endnu før jeg havde trykket på optageknappen, var han i gang med at anmelde.

“Så, nu er vi i gang her,” kan man høre mig lettere febrilsk udbryde i starten af optagelsen, “så du siger lakridsstøv og lidt kandis?”
“Lakridsstøv og kandis,” bekræftede Marcus.
“Og det lyder jo fint, men den har umiddelbart ikke så meget næse. Det kan være på grund af temperaturen, men jeg frygter, at det er en letflydende én af slagsen …”
“Ja,” brød Marcus ind, “det kan være på grund af temperaturen, at den ikke dufter forfærdeligt meget af lakridsstøv og kandis, men vi må bare håbe på, at det ikke udvikler sig til Bjørn & Okay.”
Hvorfor har man ikke en trommeslager med lilletromme og bækken klar, når man har brug for det?

Det næste man kan høre er mit begejstrede udbrud. Åbenbart kunne brygget noget i munden som det ikke kunne i næsen.
“Den slår fra sig, den er bitter og skarp.”
“Ja jeg står bare og smiler som en tosse,” svarede Marcus. “Men ja, temperaturen gør, at den sniger sig ind på én så man i næsen ikke mærker de mange fine ting, den kan.”

Selv nød jeg den tætte bund af kaffe – en wienermelange, hvor kaffen spillede hovedrollen, og chokoladen var meget mørk. Marcus glædede sig ved den pikante fylde, der efterhånden lagde sig langs gummer i både over- og undermund, selvom den aldrig helt nåede mandlerne.

Temperaturen holdt den imidlertid fortsat fra de høje karakterer. Vi var enige om at give den …


… hvilket i den grad er udtryk for en festival-foreløbig karakter, da brygget fortjener at blive smagt ved en højere temperatur ved senere lejlighed.

Kapittel Blonde

Nu var det tid at udtørre smagsløgene. Ja, havde det været en madfestival, ville vi have fået os en forfriskning, men når nu man nærmest ikke fik andet, måtte vi jo lige få lidt, der gjorde det modsatte. Efter hver at have fortæret en halv pose flæskesvær gik turen inden for, hvor en flink festivalofficial gav os et lille foredrag om forskellen på tripel, duppel og blonde – traditionelt i hvert fald.

Den første gennemgæring af en urt bliver til tripel, derefter hældes ny vand til gæring på, som bliver til duppel, og til sidst brygger man så den mest tilforladelige af de tre – den hvor mindst restsukker kan blive til alkohol – blonden. Vi valgte at prøve den sidste, hvilket jeg ikke helt forstår, fordi belgiske blondes slet ikke er mit store nummer. Det må være noget med, at det at være selvvalgt ølblogger ikke skal være rent skæg og ballade hele tiden. Man må ofre sig for sagen, må man. Gøre noget, man hader ind imellem. Ikke mindst fordi det styrker karakteren.

Mine alarmlamper begyndte i hvert fald at lyse allerede i duften. Syre, banan, æble og alkohol blandede sig mestendels ufint. Marcus mente, den duftede som en let geuze, og jeg er i skrivende stund, hvor jeg lytter til optagelsen, imponeret over min selvbeherskelse i situationen. For gu’ gjorde den da ej! Og hvor kunne Marcus dog tilvejebringe slige ufortjente sammenligninger? Jeg tror jeg valgte ikke at indvende noget, da jeg på det tidspunkt ikke var oplagt til en længere diskussion, endsige decideret slåskamp (som Marcus med garanti ville vinde, nota bene).

“Den er mig altså lidt for sur,” begyndte jeg, “der er noget æble, og så noget lidt for sur vin …”
“Undskyld,” afbrød Marcus prompte, “Kaj ‘Geuzeboi’ Framke brokker sig over, at øllet er for surt?”
Jeg argumenterede selvfølgeligt ivrigt for min sag, idet jeg meget nødigt vil have den slags berettigede indvendinger siddende på mig (omend jeg gerne lader mig tiltale ‘Geuzeboi’). Hvad jeg ikke brød mig om var den kvalme, ledsagende æblesødme og en metallisk-syntetisk klang i aromaen, der klæber sig til alle mundens indvendige flader. Alt sammen overhovedet ikke atypisk for genren.

Karaktergivningen faldt os noget svær. Marcus valgte helt at afstå: “Enten skal vi give den et skud i blinde, eller anderkende – hvilket er en ekstremt sjælden ting for voksne hvide mænd – vi anerkender at det her har vi ikke kvalifikationerne til at udtale os om, så derfor undlader vi at give den karakterer.” Derpå lagde han trumfen: “Det svarer til, at vi skulle gå ind og anmelde 50 Shades of Grey – det er bare ikke os, der er målgruppen!”

Hvor enig jeg ellers var med Marcus, valgte jeg alligevel at give brygget …

… ud fra den tanke, at for folk, der godt kan lide belgiske blondes, er denne øl formentlig udmærket, og en øl, man skal købe sig, hvis man får chancen. Marcus understregede, at karakteren aldeles stod for undertegnedes regning og ikke hans, hvilket der forhåbentlig skulle være gjort adækvat opmærksom på hermed.

Vel – for ikke at gøre indlægget her unødigt langt, og for at der ikke skal gå for lang tid mellem indlæggende på bloggen, vil min reportage fra årets ølfestival i Esrum blive knækket over i to, og bruddet til ske omtrent lige her.

Forbliv indstillet på mere Marcus og Kaj på slap line nordvest for Helsingør inden alt for længe. Tak til dem, der fik læst det allerede meget lange indlæg her helt til ende, og som antydet læses vi snart ved igen.

Copenhagen Beer Festival 2019 – med Jane og Marcus …

Stramt program …

I lørdags havde jeg en mere end almindeligt travl dag. Ikke alene skulle jeg møde tidligt på det arbejde, jeg allerede har plaget jer læsere alt for meget med, hvor lidt jeg holder af. Fyraftenen kunne jeg til gengæld nyde i selskab med rigtig gode venner – Jane og Marcus – samt en anselig mængde endog rigtig gode smagsprøver. Marcus kræver næppe nogen yderligere introduktion, idet han flere gange har taget del i mine øloplevelser her på bloggen, og desuden optrådte i min første podcast. Jane er en fælles ven af Marcus og mig, fra dengang vi alle slog vores folder på Grønjordskollegiet på Amager.

Vi havde aftalt at frekventere Copenhagen Beer Festival, der blev afholdt i Copenhagen Skaterpark – et nedlagt industrikompleks lige ved siden af Vestre Fængsel, som jeg ud fra navnet må gå ud fra til hverdag bliver brugt til skateboardbaner og den slags spas. Den dag var der i stedet mokket en række boder op – efter hvad jeg havde forstået fortrinsvis for nogle lokale Københavnske Bryggerier, men et par udenlandske foretagender havde også fundet vej til København. Selv havde jeg det nødvendige udstyr med til at dokumentere løjerne – min telefon, der både indeholder en mikrofon og et kamera – det er alt, jeg behøver på stedet.

Her følger en kronologisk gennemgang af aftenens oplevelser – dels efter hukommelsen, dels efter optagelserne fra det højloftede, nøgenvæggede industrilokale, hvis rungende akustik gjorde sit for at gøre dokumentationen besværlig.

Chassis, Hoppe Beer
Hoppe Beer er et mikrobryggeri, der hører til i Solrød. De brygger ifølge deres hjemmeside efter den belgiske øltradition, og inden for de rammer falder en Saison med solbær jo ganske fint. Navnet er et ordspil på det franske ord for solbær – Cassis, en rask lille trommehvirvel efterfulgt af et kækt bækkenslag ledsagede en smagsprøve, der omgående fyldte hele kæften med skarpsødt solbærsyltetøj, svøbt i sur lambic så autentisk, at man som Københavner ville have gættet på et ophav et godt stykke længere mod sydvest, end tilfældet var. Arrangementet, som vist fandt sted for andet år i træk, kom dermed godt fra start for mit vedkommende.

Der skulle heller ikke gå lang tid, før jeg stødte på nogen jeg kendte, nemlig ølsprællemanden Martin Bo Petersen fra Bryghuset Redekassen. Han anbefalede på stedet øl fra Frederiksberg Bryghus, og da jeg ikke i forvejen havde lagt nogen plan for, hvad jeg skulle nå at prøve, kunne jeg jo lige så godt tage mig af disse med det samme.

Hvede, Frederiksberg Bryghus
Brygget fra den lille enklave i København, der ikke er København, serveres på Frederiksberg Rådhusplads, hvilket i den senere tid med tørt og solrigt vejr dårligt kunne passe bedre. Hvedebrygget dufter næsten overvældende frugtigt af æbler og appelsiner. I munden føles brygget, den tætte bouquet til trods, ganske let, men ingenlunde tyndt. Blomster og krydderier vælter frem i munden. Hyld, syren og rose ledsages af gurkemeje og mild koriander på en baggrund af en frisk bitterhed af birketræ. En hvedeøl som de færreste – ikke bare frisk, men forbløffende smagfuld. I sandhed well done!

Rådhusøl, Frederiksberg Bryghus
Rådshusøl er en lys ale, ligeledes med krydrede og frugtige noter i duften. I smagen er brygget mere målrettet end hvedebrygget uden at det af den grund bliver kedeligt. I stedet for at danse sødt og spraglet til glade rytmer, marcherer det taktfast til en melodi af rå, frisk bitterhumle, skarp i karakteren og alligevel blød ved gummerne med noter af friskknækkede birkekviste.

Vores lille selskab søgte nu videre og brugte lidt tid ved Africa Beers bod, hvor Marcus købte sig fattig i minder fra dengang han og hans bror havde opholdt sig på kontinentet i længere tid. En smagsprøve blev det også til, men det er noget, læserne må vente med til sidst i indlægget.

Pils or not, Widawa Browar
Da Marcus’ nostalgi ellers var blevet mættet, gik turen til den modsatte side af lokalet til en stand fra et polsk bryggeri, ved navn Browar Widawa. Med Pils or Not fik jeg virkelig en af de oplevelser, man tager på ølfestival for – noget helt ekstraordinært fantastisk, som man ikke bare sådan lige finder i almindelig handel.

Duft af enebær og rosmarin bliver til aroma af bøgesavsmuld med let ginessens. En massiv humlebombe, som Marcus og jeg fik lov at have helt for os selv. Meget humlede øl lod ikke til at falde i Janes smag.

Double Dippy Doo, Dry & Bitter
Tilbage til de hjemlige omgivelser igen. Dry & Bitter fra Gørløse havde også en stand på festivalen. Jeg har prøvet en enkelt af deres øl for to år siden, en fejlgæret IPA, der imidlertid viste sig at være ikke helt så fejlgæret som rygtet ville vide. Jeg fik mig en snak om netop den øl med bryggeriets engelsktalende ekspedient. Han kunne godt huske brygget, og bekræftede at det i sin tid måtte trækkes tilbage – men at det skulle eksplodere ved åbning, sådan som rygtet ville vide, kunne han ikke genkende. Det skete som bekendt heller ikke, da jeg optog åbning og skænkning af brygget på video.

Nu var det til gengæld tid at prøve noget mere fra den kant. Et aggressivt drøn af superaromatisk humle rammer som pulver smagsorganerne, hvor det smelter og ruller i lange, tykke gobeliner hen over tungen. Herefter lægger det sig mageligt overalt på mundens vandrette flader, hvor det blødgør og masserer samtlige slimhinder og smagsløg til ufatteligt velbefindende af blomster- urte- og lys træaroma – så man næsten brænder sig på det. Et helt ekstraordinært godt bryg.

Jokeren, Musicon
Det var min fornemmelse, at ølfestivalen skulle være særlig lokalkøbenhavnsk. De udenlandske stande dementerede straks det eksklusive i udsagnet, og oven i købet dansede de øvrige præsente bryggerier nærmest omkring København, uden nogensinde rent faktisk at ramme hovedstaden. Solrød, Frederiksberg, Gørløse og nu Roskilde, hvor Musicon holder til. Marcus foreslog et rask lille væddemål om, hvorvidt navnet skulle udtales med en k- eller s- lyd før o’et. Han holdt på ‘s’, mens jeg i henhold til gode-gamle-gulerødder-huskereglen følte mig ganske sikker på, at c’et skulle udtales som ‘k’.

Jeg fik ret, og Marcus måtte betale omgangen, da det var ham, der dels havde foreslået væddemålet, dels ikke havde hæftet sig ved, at der ikke var en cedilla hægtet fast nederst på c’et. Sådan som der fx er tilfældet i det franske navn François. Det kunne vel lære ham …

Selvom udvalget var stort, valgte jeg at spille sikkert, idet jeg valgte deres New England IPA, ‘Jokeren’. Et krus appelsinjuice – eller noget der lignede – blev hældt op, og den intense, aromatiske humle gjorde omgående godt. Lidt lettere var den end humleeksplosionen fra Dry & Bitter – men undertiden er det nu også at foretrække, at man kan mærke nogle nuancer, frem for næsten at få kvalt oplevelsen i velsmag. En anelse mere fokuseret på en skarp og gennemtrængende bitterhed af friskfræset fyrretræ var dette lille vidunder, mens Dry & Bitters humlemost lagde mere vægt på aromaerne omkring bitterheden. Man kan ikke få alt på én gang, så det er egentlig ret godt klaret, at man sådan kan komme hele vejen rundt i IPA-verdenen på kun To Øl. De så i øvrigt ud til at mangle ved arrangementet, hvilket egentlig er ærgerligt – men så kunne jeg jo fokusere på bryggerier, jeg endnu ikke kendte.

Danse Macabre, La Debauche
Marcus mente, at vi efter Musicon måtte aflægge nabostanden et besøg. Navnet var La Debauche – et fransk mikrobrygprojekt, der om ikke andet havde mægtig spændende etiketter at byde på. Jeg valgte ‘Danse Macabre’ der deler navn med en af mine yndlingskompositioner af Camille Saint-Saëns, og jeg blev ikke skuffet. Her var en øloplevelse, der var aldeles unik, og noget jeg aldrig havde prøvet før. En mørk IPA tilsat mandelmælk, og det er slet ikke så tosset som det lyder. Fyldig lækker, som en kop wienermelange, tilsat fløde og med den helt rigtige større vægt på kaffen end chokoladen.

Så kan det godt være, det er lidt snyd, det der med mandelmælken. Men jeg har for længst lagt mine aversioner mod tilsætninger i øl fra mig – især når de skaber vellykkede resultater udi velsmag som denne.

Cherryleader, La Debauche
Franskmændene (for der stod altså kun mænd i den stand – så mænd var det altså) var umådeligt flinke og ivrige efter at demonstrere deres kunnen, så det blev til endnu flere øl fra den stand.

Cherryleader var således en kriek, jeg simpelt hen måtte smage – altså etiketten bød bl.a. på et afhugget hoved – og jeg blev ikke skuffet. Kirsebærrene smager igennem som sovsen på ris a la mande, nydeligt omkranset af en sur skal af vildgæret bryg. Det er en form, der bare fungerer – så intet revolutionerende her. Bare et godt bryg som man kender det, og uden at brygget bliver for kvalmt sødt. Den helt rigtige modvægt af syre – faktisk med en lille smule ekstra syre end nødvendigt – forhindrer effektivt udvikling af enhver kvalmhed.

Gulder, Nigerian Breweries PLC/Heineken
Som jeg akkurat nåede at nævne, var der også en stand fra firmaet African Beer på festivalen. Virksomheden importerer afrikanske ølmærker til Danmark – primært til herboende afrikanere, men enhver interesseret europæer må selvfølgelig også gerne være med.

Jeg tog selv fire styk med til senere anmeldelse på bloggen, for Afrika skal i hvert fald ikke være det ringest repræsenterede kontinent på mit websted. Desuden besluttede vi os for – eller også var det i virkeligheden Marcus, der fik den tåbelige ide – at købe en stor nigeriansk øl, og dele den som et punktum for en hyggelig og oplevelsesrig aften.

Som sagt så gjort. Jeg vil dog skåne læserne for mine og mine medsmageres fordrukne tirader. Ikke fordi jeg finder dem uegnet til offentliggørelse – der skal jo alligevel noget til, før jeg finder den slags uegnet – men fordi jeg regner med at udgive vores smagsseance som podcast.

Om øllet er der ikke meget at sige. Det var et meget generisk, halvtyndt og småsurt industriprodukt, lige som man kunne forvente. Helt umuligt er brygget dog ikke – det har en maltbund, der gør brygget genkendeligt i forhold til alle de mange andre generiske standardbryg. Til gengæld gør bryggets syrlighed ikke videre godt.

Men det lykkedes os nu alligevel at presse lidt nydelse ud af brygget, mens boderne begyndte at lukke, og afspærringerne omkring gårdområdet hvor vi sad, blev fjernet.

Tak til Arrangørerne for en fin festival, der blandt andet skal roses for sin overskuelighed. DØE’s årlige arrangement i Lokomotivværkstedet er nok den vigtigste ølbegivenhed af sin slags i løbet af året – men at den er uoverskueligt stor og voldsomt overrendt kommer man desværre ikke udenom. Her er der mere luft og plads på Copenhagen Beer Festival – og det er grund nok alene til at arrangementet får mine varmeste anbefalinger.

Smagskrusene skal også have rosende ord med på vejen. Det er små emaljerede metalkopper, der ikke knuses i tusind små sønderflænsende stykker, skulle man komme for skade at tabe dem.

Og da jeg nåede hjem – ja, da viste det sig, at en interviewaftale jeg havde lavet med en Canadisk YouTuber skulle foregå samme aften – og ikke den følgende aften som jeg ellers gik og troede. Så et timelangt interview i den første hangout, jeg nogensinde havde været i, blev det også til. Og så var der et afterparty efterfølgende – ja, det blev sent før jeg kom i seng – og dagen efter var der endnu en arbejdsdag.

But it was worth it all …

Ølfestival på Lokomotivværkstedet 2018

Fra venstre: Carsten Berthelsen, Martin Bo Petersen samt undertegnede …

Syrligt – ikke surt.

Jeg må jo til det. Mine hastigt nedkradsede noter løber ganske vist ingen vegne, men hukommelsen om, hvad noterne rent faktisk dækker over er en ganske anden snak.

Jeg var – selvfølgelig, kunne man fristes til at sige – også til stede ved Danske Ølentusiasters årlige ølfestival i det gamle lokomotivværksted på Otto Busses vej. I sig selv en spadseretur værd, også uden festival. Det gamle baneanlæg er en af Københavns små skjulte grønne perler, der gør vores hovedstad unik.

Jeg indfandt mig henunder aften om fredagen efter arbejde. Der var gigantisk kø udenfor, så jeg kunne glæde mig over min snarrådighed, der havde ansporet mig til at købe billet i forsalg.

Jeg betalte min polet for garderoben, og gik på opdagelse. Som altid søgende til at starte med, ventede jeg på at begivenhederne tog fart af sig selv. Introvert som jeg er har jeg aldrig haft det alt for godt med mange indtryk samtidig, og jeg husker ikke længere præcis hvordan det startede …

Lemondrop Saison, Brewers inc Beer Bar.
… men de første hastigt nedkradsede noter i min blok afslører, at den første øl, der blev prøvet var Lemondrop Saison fra Northern Brewer. Det var jo i dåden saison-vejr den aften, og det lette, lyse og frugtigt syrlige bryg løb aldrig så let ned i løgnhalsen, hvor den svalte, slukkede, vederkvægede, afkølede og læskede på én og samme gang.

Det blev nu ikke skænket fra bryggeriets egen stand, men derimod fra Brewers Inc Beer Bars stand. Baren holder hver måned en konkurrence for lokale bryggere om, hvem der kan brygge den bedste øl. Vinderen får sit bryg til salg i baren, hvorved de nye bryggere får deres bryg ud over kanten til forbrugerne. – Et prisværdigt projekt, der fortjener al’ den støtte, den kan få.

Og når man sådan tænker tilbage på arrangementet, husker man også efterhånden mere og mere. Jeg mødte indtil flere gamle venner ved arrangementet – helt uden at vi havde aftalt det. Denne øl blev mig anbefalet af Louise, en gammel ven fra dengang jeg spillede i Pipe Band. Ud over at sige hej samt udveksle knus og ølanbefalinger, måtte jeg også sige hende stor tak. Det var hende, der i starten af året gjorde mig opmærksom på, at Napalm Death spillede på Loppen sidst i marts.

Bryg 500, Det Lille Bryggeri
Det varede ikke længe, før jeg stødte på flere kendte ansigter. Min tidligere svogers gamle venner rendte jeg uforvarende ind i, og han anbefalede mig omgående … “det her mørke, vildt stærke øl derovrefra”. Han (jeg er virkelig ikke god til at huske navne) pegede i retning af Det Lille Bryggeris stand. Jeg kvitterede med stor tak og begav mig derover.

Jeg beskrev brygget efter bedste evne, og ekspedienterne fandt denne frem. Øltype ukendt, men styrken, farven, kraften – og den overraskende letdrikkelighed peger i retning af en barley wine. Aroma af svesker, nødder og egetræ i vidunderlig forening og med en lethed der gør, at man risikerer at tyre det letdrikkelige men også hidsigt alkoholiske drik alt for hurtigt ned giver fuld underholdning til smagsløgene.

Tlaloc Hoppe Beer

Det var vist allerede ved indgangen, at jeg stødte på Brian – min medroadie da jeg for et par år siden stod i bar for Kongebryg. Et fikst skæbnetvist er, at han arbejder som pedel på Toksværd skole ved Næstved, hvor jeg og mit sækkepibeorkester over en årrække holdt øveweekend, og hvor netop Brian åbnede for os fredag aften.

Kongebryg selv var ikke med. Brian stod i stedet i bar for bryggeriet Hoppe Beer, som jeg (heller) ikke havde hørt om før. Der valgte jeg endnu en let lys sag efter belgisk forbillede – det afslørede den markante bananduft, der på grund af sin integrerethed med den ledsagende duft af sne, ikke virkede faretruende. Letdrikkeligt, tilpas syrligt og med den helt rigtige mængde banan. Uforvarende kom jeg til at kalde brygget surt – hvilket jeg som bekendt sagtens kan se som en fordel, men en anden ekspedient protesterede idet han understregede, at det skam var syrligt og ikke surt.

Vel, således er smag og ikke mindst behag ved de forskellige aromaer jo så forskellig.

Aarhus Fortæller, Aarhus Bryghus

Jeg fortsatte lystigt med de belgiske typer. Men brygmester ved Aarhus Bryghus mente nu ikke, at jeg skulle prøve Sølvpilen igen, når nu jeg allerede kendte den. Jeg havde som bekendt prøvet den tilbage i 2016 på Copenhagen Beer & Whiskyfestival i Forum.

I stedet skænkede han denne i omtrent samme stil, omend denne var til langt mere umiddlebart behag end den hvide banansatan. Skarp i alkoholprofilen er den nu fortsat, tillige med noter af mere behersket banan, ledsaget af en sylrig og tungere bund af egetræ.

Brygget var vinder af en årlig brygkonkurrence med tilhørende smagning, der afholdes i Den Gamle By. Vinderøllen produceres efterfølgende på Aarhus Bryghus’ anlæg. Det tegner godt for fremtiden for specialøl, når et så relativt svært tilgængeligt bryg som dette, vinder en brygkonkurrence.

Ud over Stepperne, Svaneke Bryghus

Egentlig kan jeg jo godt lide at slentre rundt fra stand til stand, og prøve en enkelt øl hvert sted. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, da jeg kom forbi Svaneke Bryghus’ stand, for Brygmester selv var i snakkehumør.

Det gik faktisk ud over stepperne i mere end én forstand, så min pen omgående måtte give op. I stedet gjorde jeg brug af optagefunktionen på min telefon for første – men ikke sidste gang ved arrangementet. Og lur mig, om ikke det også i fremtiden bliver et af mine værktøjer, når jeg skal suge til mig af viden, når jeg deltager i den slags festivitas.

Ikke bare denne, men i alt tre øl inspireret af en tur til Moldova, som brygmester havde været på. Sergej Litvo fra Kishinau havde besøgt brygmester (hvis navn jeg vist aldrig fik med), og havde fyldt sin bil op med lindeblomster. Disse tilsatte de en 3,3% øl i en whirlpool, og lod den efterfølgende gære med champagnegær. Efter 3-4 måneder tilsattes så en 7 år gammel vildgærstamme, som den nu har ligget med i to år.

Den dufter ikke af meget. Den holder trods alt kun 3,3 %, så den er trafiksikker at drikke en lille smule af. Bark og honning fra lindeblomsterne udgør bunden i den lille, lyse og effektivt gennemsmagende øl, der kun er lidt stærkere end hvad jeg ville kalde alkoholfattigt.

Vinpressen, Svaneke Bryghus

Da Brygmester besøgte sin ven, Sergej Litvo, i Moldova i Oktober, tog de 1000 kg traminerdruer med sig fra en vingård, som de i Kishinau pressede til 500 liter most. De 500 liter most blev blandet med 500 liter nybrygget urt, kogt op og humlet med magnum-humle. Det blev kølet ned og gæret med champagnegær, hvorefter det blev tørhumlet med Hallertauer Blau humle.

Det giver en overraskende frisk og letløbende smag, der er ualmindelig farlig i betragtning af bryggets styrke på 9 procent. Hemmeligheden ligger i champagnegæren, der giver en frisk syrlighed, der sammen med Hallertauerhumlen giver rigtig flotte frugtige overtoner (bloggeren bemærkede fersken og clementin).

Brygmester kunne desuden fortælle, at han mens han stod i bar skrev frem og tilbage med bemeldte Sergej, der var pavestolt over, at folk her i Danmark var glade for hans øl.

Jeg skal ikke udtale mig på vegne af danskerne generelt, men jeg var i hvert fald selv ganske begejstret.

Roadside ale, Svaneke Bryghus

Denne øl blev brygget på ting, brygmester vand i vejsiden, da han kørte hjem til Bornholm fra Moldova i en 40 år gammel Moskvich, han fik forærende af Sergej. Sergej forærede ham den, fordi han gerne ville have brygmester til at besøge ham igen. Så må man bare håbe, at bilen holder.

Sammen med vennerne fra Georgien blev det, der blev fundet i vejsiden taget med – græskar, solsikker, majs, kvæde, blade fra en hellig busk – alt muligt. Og det blev der så brygget en øl af, da de kom hjem – blot til tant og fjas. Såvidt blev brygmesters fantastiske historier om hans tur til Moldova og mødet med Sergej afsluttet. Det var i sig selv oplevelsen værd, og selv oven på dette var det faktisk lykkedes mig at notere lidt angåene bryggets karakter.

Igen er der tale om et letflydende og frisk bryg. Det kan man kun vanskeligt få for meget af under den svære tørke i de dage. Ellers var det nogenlunde jævnt bitter med en sødlig maltbund. De mange ingredienser kunne godt smages – græskar især, og selvom det hele var bundet ganske godt sammen, kunne man alligevel godt mærke, at der her mere var tale om et eskperimentelt ‘for sjov’-bryg end et der skal tages helt seriøst. De mange forskellige smagsindtryk fra mangfoldigheden af ingredienser kan ikke undgå at forvirre en anelse.

Taybeh IPA, Taybeh

Og så videre til en stand, jeg altid sørger for at besøge på ølfestivalen. Taybeh er et palæstinensisk bryggeri, der ligger på den besatte Vestbred. Det behøver ikke være nogen hemmelighed, hvor mine sympatier i den konflikt ligger. Her skal det blot siges, at jeg finder betegnelsen af Israel som en ‘jødisk stat’ inderligt problematisk, grænsende til det racistiske, al den stund at jeg ved, der er rigtig mange jøder, der ingenlunde fortjener at blive forbundet med staten Israels undertrykkelse og fordrivelse af palæstinenserne i området.

Jeg havde mødet bryggeriets kontaktperson i Danmark tilfældigt for et par uger siden, og vi havde aftalt at mødes, så jeg kunne smage bryggeriets nye IPA. Det er et bryg, der virkelig skal smages, ikke mindst fordi duften virkelig ikke gør noget væsen af sig.

Til gengæld kan man nyde bryggets krystalklare, rene, sprøde og fine smag af spæde, røgede grannåle. Brygget har været to år undervejs, og de to års passion kan virkelig mærkes i brygget.

Det var også ved Taybehs stand, at Anders, en af mine læsere, som jeg ikke kendte, hilste på. Det viste sig, at det i sin tid var Anders, der havde foreslået DTU-avisen at bruge mig som anmelder af deres øl sidste år i april. Det er altid fedt at møde sine læsere – ikke mindst når samme læsere står bag nogle af bloggens store succes’er i årenes løb.

Viborg Vintage, Viborg Bryghus

Og så strejfede jeg vist lidt mere omkring … Jeg stødte på Louise flere gange i løbet af arrangementet. Hun var sammen med to venner – Bo og Stampe. De lavede en livestream fra arrangementet, der blandt andet indeholder en langhåret pralrøv med fuldskæg, og narcissistiske tendenser i en grad, at han har sin egen blog, i hvilken han frimodigt omtaler, at han medvirker i andre menneskers livestreams. Ja, har man hørt mage …

Anyways – jeg rendte altså ind i Louise igen, der på det bestemteste advarede mod det tunge, olieagtige bryg, hun bød mig i hendes smageglas. Jeg tog en bid. Væltede massen lidt rundt på tungen, og gav mig så til at tygge – hele tiden i frygt for at arbejdsfyldningen ved min ufærdige rodbehandling skulle løsne sig i processen.

Hvis Louises plan vitterlig var at overtale mig til ikke at prøve brygget … nej, vi har spillet sammen så mange år, så selvfølgelig var den bestemte og kategoriske advarsel ikke andet end en slet skjult og hjertelig anbefaling, så af sted mod Viborg Bryghus’ stand gik det.

Brygmester (det er utroligt, som jeg aldrig får spurgt ind til deres navne) listede en længere optegnelse af inkluderede malttyper op. Desuden er brygget tripelmæsket – det vil sige at man efter kogning af urten trækker denne tilbage i mæskekarret, tilsætter ny malt og giver den en kogning mere. Hvor denne proces normalt tager nogle timer, tog denne øl hele dagen at brygge – fra syv om morgenen til tyve minutter over elleve om aftenen. Den er diskret humlet og hævet med bourbon-gær og portvinsgær. Desuden er den tilsat lakrids og rørsukker.

Adspurgt til konceptet bag brygget, svarede brygmester, at den var et forsøg på at udfordre sig selv, og se hvor langt han kunne gå med et bryg. Flaskerne fik desuden tilført lak, og blev sat i trækasser, og det vil være en årligt tilbagevendende begivenhed at lave disse ‘fuldstændig åndssvage’ (brygmesters egne ord) øl. Aldrig den samme opskrift, ligesom bryggeriet i forvejen laver en månedens øl med ny opskrift hver gang, men næppe så ekstrem som denne.

Næste års øl er allerede delvist planlagt. Et par belgiske bryggere skal være med til at udvikle den. Jeg glæder mig.

Selve brygget vil jeg beskrive som en sej, olieagtig substans, der vel i sidste ende kan betegnes som en Russian Imperial Stout, what with den lave bitterhed, og brede maltprofil. Hver dråbe af brygget er et lille kompakt kvantum paradis af lakrids, lakrids og lakrids. Sød lakrids, stærk lakrids, medium lakrids, finsk lakrids … men nok, når det kommer til stykket, mest af alt af … lakrids. Et billede af brygget må læserne desværre have til gode. I farten fik jeg kun en udtalelse fra brygmester og nogle hastigt nedkradsede noter – ingen billeder. Men lad os bare sige, at brygget nok kommer ret tæt på, hvordan man forestiller sig et sort hul ser ud indefra.

I sandhed well done. bryggeriet Viborg Bryghus vender jeg tilbage til sidst i indlægget.

Mangalore Sour, Dry & Bitter

Efter forgæves at have forsøgt at slikke mine tænder rene et stykke tid, faldt mit blik på ryggen af en stor Cannibal Corpse T-shirt. Jeg tænkte, at den bod, man fandt sådan en T-shirt i, måtte have godt øl.

Og ikke bare det – også gode mennesker. Indehaveren af T-shirten viste sig at være Jacob Storm, brygmester hos Amager Bryghus, så dér var der omsider en brygmester jeg kunne huske navnet på. Han bød på spontan krammer, hvilket næsten (men også kun næsten) var lige så skønt som de bedste øl, jeg prøvede den aften. Han stod desuden sammen med Peter Myrup Olesen, manden bag Beerticker (og min tidligere nabo – næsten i hvert fald) så selskabet kunne vanskeligt have været bedre.

Det samme gjaldt øllet. Specifikationerne fik jeg ikke helt styr på, før der blev smagt. Til gengæld huskede jeg billedet. At brygget var tilsat mango fik jeg i det mindste med, og selv hvis ikke, havde jeg næppe været i tvivl efter at have annammet duften. Frugten udgør til gengæld kun et sekundært bagtæppe til endnu en forfriskende syrlig oplevelse. Limearoma træder i forgrunden og gør sammen med bryggets lethed hele oplevelsen til et udsøgt vederkvægende pusterum i sommerheden.

Sommerbryg, Bryghus no. 5/Holbæk Bryghus

Bryghus no. 5 er et restaurantbryggeri tilknyttet Holbæk Bryghus. Der brygges de øl, som serveres i restauranten, mens bryggeriets konsumøl faldbydes i diverse supermarkeder rundt omkring i landet. Til dagligt kan et bryg som dette altså ikke sådan lige fås i almindelig handel, og det er jo netop en af de bedste begrundelser for at tage på ølfestivaler: Så har man chancen for at prøve det, som man ellers nok aldrig ville være stødt på.

Der var åbenbart en vis uenighed om bryggets aroma. Jeg syntes den var sød, hvilket bartender benægtede. Banansmagen er der dog, mens denne ikke forvarsles i en ellers syrligtfrisk duft. Syren og bananen matcher dog hinanden fint i endnu en sommeregnet tørstslukker.

A-Z Ale no. 16 på fad, Refsvindinge

Nu var det tid til en genganger. Denne øl var en af de allerførste jeg prøvede som blogger, og skuffelsen var svær al den stund at den fra en emballage overhovedet ikke levede op til mine erindringer om den. Jeg havde i sin tid prøvet den fra fad, og nu var der endelig en chance for at prøve netop dét en gang til. Mit spinkle, naive håb var, at hvis bare jeg prøvede den på fad, ville oplevelsen fra dengang på Scandinavian School of Piping & Drumming, hvor jeg lærte at elske den så højt, gentage sig.

Og det gjorde den! Fantastisk! Min mistanke om, at Bryggeriet Vestfyens licensbryg af denne øl var inderligt fejlbehæftet holdt stik! Tilbage var de søde, kraftige frugtnoter af blommer og kirsebær. Den fyldige finish af svesker og druer. Og den bagvedliggende bitterhed af egetræsharpiks. Bitrere, måske, end jeg egentlig huskede den – måske har den alligevel ændret sig en anelse gennem årene – men kvaliteten er bestemt ikke gået ned!

Jeg anmelder ikke øl decideret, når jeg rapporterer fra events som denne. Men her er en helt oplagt kandidat til en revisited-anmeldelse, en dag når jeg kan få en hel på fad.

Tid til leg …

Der sker jo en masse forskelligt på sådan en festival, og det er jo ikke bare sådan, at man går rundt til alle standene for at prøve øl. På en scene bagest i det store værkstedslokale havde tre fysikere således indfundet sig til en lille … er det ‘event’ man kalder det på nutidensungdomsk?

De havde i hvert fald bevæbnet sig med en god tæt stout fra Det Lille Bryggeri, fløde, sødmælk, hakket chokolade, vanillesukker, æg, et overdimensioneret industrielt piskeris og … flydende kvælstof. Hele baduljen blev kastet op i et kar – på nær det flydende kvælstof … vel, og på nær også piskeriset – det var at betragte som et stykke værktøj og ikke en af ingredienserne. Piskeriset blev til gengæld sat i gang, og mens det gjorde, hvad sådan et piskeris nu engang gør, hældte en anden af fysikerne forsigtigt det flydende kvælstof ned i blandingen.

Ingredienserne forvandledes således på få sekunder til det fineste flødeis – med stout – man kunne ønske sig, og så var der ellers bare gratis uddeling på stedet.

Det smagte skønt, dejligt luftigt, dejligt frisk, og med den helt rigtige kombination af mokka og og løvtræ, som kun en stout ville kunne give is.

– Jeg kan ikke lade være med at ærgre mig over, at jeg ikke fik taget nogen billeder af selve processen. Men i betragtning af, hvordan ølfestivalerne alt for ofte indebærer mig halsende rundt, ivrigt skriblende og fotograferende – sjældent sekunder ad gangen i ro. At se de kyndige hænder forvandle stout til det fineste flødeis, var mit Zen-øjeblik, hvor jeg for en stund kunne lade noter, billeder og dokumentation være noter, billeder og dokumentation – og bare nyde det.

Knuckle Dragger Imperial IPA, Anarchy Brewing Co.

Videre gik det, og så småt begyndte udmattelsen også at indfinde sig. Jeg fandt en bar, der virkede umiddelbart tiltalende. Jeg anser mig selv for en gammel anarkist, selvom begrebet i disse år desværre bliver stadigt mere udvandet – men det sparer jeg jer yderligere kværuleringer om for nuværende.

Jeg gik efter en IPA, da det fortsat er min yndlingstype. Og bare fordi opmærksomheden om typen er for nedadgående, render dens objektive kvaliteter – friskhed, karskhed, bitterhed, bidskhed – ingen vegne.

Her er en virkelig intens én, hvor man mærker det uhøvlede nåletræ nydeløst rive i tungen og overalt efterlade skarpe, sviende splinter af dødsbitter træ- og nålearoma fra helvede. Bryggets fylde mærkes i hele kæften, og ikke kun der hvor det bestialske bryg fent faktisk befinder sig. Hvor kæftenikke lige spiddes af de skarpe, flossede træ- og nålesplinter, svider kommenaromaen resten af mundhulen af.

And it went increasingly wrong from here …

Det var mens jeg nød Anarchy Brewings fandenivoldske mesterværk, at jeg blev antastet af Martin Bo Pedersen, den kringlede hjerne bag Nanobryggeriet Redekassen. Han havde lidt smagsprøver, han ville præsentere mig for. And to make matters worse, indfandt Carsten Berthelsen (ingen videre præsentation burde være nødvendig) sig også.

– Så fik jeg også mødt ham … sådan rigtig i virkeligheden. Og hvis man ikke tror på mig, man man bare spole tilbage til toppen af indlægget, hvor han, Martin og jeg kan opleves i (u)skøn forening.

SUSÅ, Åmarks Bryg

Præcis hvad Martins aktier var i dette bryg, fik jeg ikke med – han delte sin stand med nogle andre bryggere, heriblandt Åmarks Bryg, som jeg desværre heller ikke nåede at få meget at vide om. Min koncentrationsevne er omvendt proportional med min promille.

Brygget er på afdæmpede 3,1 %, har en god maltbund med rigeligt humlekrydderi. Friskheden gør endnu engang godt i det aggressive sommervejr.

Præstekrage, Redekassen

Til gengæld havde Martin et af sine bryg parat, og denne gang fik jeg – takket være min diktafon – ordentlig besked om brygget. Der er tale om en Barley Wine, delvist brygget på økologiske drivhusdruer, som Martin havde ladet ligge i vodka i 18 måneder. Derefter bryggede han selve øllet på sukkeret fra druerne – og ikke andet sukker end det.

Noter om tung malt og godt med fylde samt på diktafonen en erklæring om, at det er en af de bedste Barley Wines, jeg har smagt, vidner om at den må have gjort indtryk på mig. En detaljeret beskrivelse af hvorfor den gjorde indtryk, må læserne have til gode. Martin har til gengæld planer om noget stort også næste år, Da vil han bruge druer, der har ligget i 38 måneder i stedet.

Whisky Stout, Elverhøj Surtølsbryggeri

Det vildeste fra Martin og Co.’s stand var en whisky stout, som brygmester stolt berettede, var lagret på Stauning Whisky-fade. Stauning Whisky er – så vidt jeg ved – det første destilleri i Danmark, der har brygget sin egen single malt whisky. En duft af tæt tjærerøg skaber forventninger om et bryg, der er så tungt, at det burde have sin egen måne kredsende om det. I stedet mødes man af fjerlet, dunet spirituøsitet og intens, fyldig kaffearoma af de bedste bønner i verden.

Dermed var der sat et nydeligt punktum for en begivenheds- og indtryksrig aften. Jeg tog afsked med Martin, Carsten og brygmesteren fra Elverhøj. Men før jeg forlod matriklen, stak jeg lige forbi Hoppebryg, hvor Brian havde en hilsen fra Kongebryg stående til mig. I Viborg Bryghus stand var der også stillet et par smagsprøver til side, og disse vil blive behørigt anmeldt ved senere lejlighed, så forbliv som altid indstillet.

Opsummering

Et forsøg på at opsummere de mange indtryk fra Ølfestivalen, måske endda som et fingerpeg om de generelle tendenser i øludviklingen i øjeblikket, er vel på sin plads her til allersidst.

Udlandet virkede underligt fraværende. Men jeg har ingen grund til at tro, at den fæle nationalisme, der holder vores land i et kvælende jerngreb også har bredt sig til markedet for kvalitetsøl. At små projekter som Redekassen, Elverhøj Surtølsbryggerie og andre små aktører til gengæld er rigere repræsenteret peger vel blot på en anderledes – og i mine øjne særdeles prisværdig prioritering af de små projekter frem for de store fra DØE’s side.

Efter at IPA’erne har været helt fremme i feltet de sidste mange år, er de mere syrlige og friske øltyper helt tydeligt på vej frem. Frem for at lægge vægten på humle, får esterne – gærenes affaldsstoffer langt mere spillerum i dag, mens de tidligere nærmest blev anset for rent gift for det gode øl.

Nu bruges de aktivt for at fremme syrlighed, friskhed og bananaroma – og ikke nødvendigvis for at kæle for smagsløgene eller for at gøre bryggene lettere tilgængelige. Næh, deres rolle er for så vidt den samme, som de mange humletyper var det tidligere – at agere legeredskaber, som bryggerne kan tumle og udfolde sig kreativt i. Og med de knudrede, spændende og ikke mindst usædvanlige aromaer som esterne giver, er der åbnet for helt nye vidder, der i de kommende år forhåbentlig bliver grundigt udforsket – til alle os ølelskeres fornøjelse og lyst.

Tak for i år. Tak til Danske Ølentusiaster for endnu et rigtigt fint arrangement. Vi ses til næste år.

Øl på klosteret …

Småt og godt …

Jeg må hellere få taget mig sammen til at tage mig sammen til at få trukket min forestilling sammen … Vel, en direkte oversættelse af “pull your act together” til dansk ser ikke ud til at fungere særlig godt. Men ganske kort er jeg atter i den hyppigt opstående situation, at jeg har flere hængepartier planløst svævende i limbo. Jeg har opfølgningen på øl nr. 1000, som jeg var smart nok til at splitte op i flere indlæg under ét tema, så jeg kunne brede stress over det emne ud over meget længere tid. Jeg har siden sidst også smagt på flere øl, der nu venter på anmeldelse (ja, der kan faktisk godt gå en endda temmelig mange kvadrat(kilo)meter rum tid mellem at jeg faktisk smager på en øl og får den anmeldt) – og så er der dette.

Jeg har været en tur ude af min lille lejlighed i Husum, og det endda ikke kun for at tage på arbejde eller hente børn, men rent faktisk for at gøre noget, der involverede at være ude blandt folk. Så har man set det med …

Esrum Kloster holder hvert år i marts en lille ølfestival, som de var søde at skrive mig i døren til. Den ufatteligt lange og knudrede, men indrømmet også meget smukke – what with alt det skov, der den dag var dækket af det fineste lag sne and all – tur måtte jeg til gengæld selv betale, ligesom smagsprøver og øl, jeg tog med fra stedet. Men fair nok. Enten er der tale om en offentlig institution, eller en lille engageret selvejende institution, der uanset om de er det ene eller det andet, sikkert har meget begrænsede ressourcer. Så jeg takkede selvfølgelig ja til tilbuddet, og valgte altså at indfinde mig på den gamle matrikel ikke længe efter åbningstid d. 10. marts.

Dygtig, nysgerrig og udstyret med en overordentlig veludviklet stedsans som jeg er, nåede jeg selvfølgelig aldrig længere end til selve klosteranlæggets udstilling. Der var også en udstilling for mikrobryggere, som jeg først opdagede overhovedet eksisterede, da jeg på vej til bussen efter besøget endelig fik nosset mig sammen til at kigge på den brochure jeg fik stukket i hånden ved indgangen. Så desværre nåede jeg altså ikke andet, end det klosteret selv bød på.

Jeg er mest ked af, at jeg derfor ikke får nævnt nogle små, lokale mikrobryggere, der sikkert fortjener alt den omtale man kan give den. Selv fik jeg til gengæld mere end rigeligt ud af klosterets egen udstilling. Den bestod, næppe voldsomt overraskende næsten udelukkende af klosterøl – især fra Belgien, men andre øl var også repræsenteret.

Klosteret udgjorde en nydelig ramme for det i sammenligning med de ølfestivaler, jeg ellers har været på – i Lokomotivhallen gentagne gange, og Forum en enkelt – lille arrangement. Dørene til den gamle klosterbygning var meget apropos også små, ligesom passagerne mellem de flotte, hvælvede rum også var det. Så det var ikke alene, de fine, vildgærede bryg, der gav hovedpine – når man for 6-7. gang på en time havde knaldet ægget op i de hvidkalkede munkesten i hvælvingerne eller døråbningerne, havde man vel så småt lært at bøje sig forover, eller gå lidt ned i knæene. – Men (for mit vedkommende i hvert fald) ikke for at vise ærbødighed for nogen skaber.

Og nu til øllet …

Som altid, når jeg har været på ølfestival, er en af de store udfordringer at tyde min hastigt nedkradsede noter. Men jeg skal gøre mit bedste. I klosterkælderen kunne man altså primært smage belgiske klosterøl, men Nederlandene, Østrig, Frankrig og USA var også repræsenteret.

Benno, Engelszell

Benno er en østrigsk klosterøl. Det er jo næppe overraskende at finde munkevæsen i det katolske Østrig, så ingen større overraskelser der.

Duften antyder mere end noget andet en Blonde, så en ufin blanding af marcipan, kogesprit og eddike får flere alarmer til at bimle samtidig. Smagen er nu ikke så fæl endda, men som det er med rigtigt belgisk klosterøl, så kræver det en vis indforståethed helt at begribe konceptet. De sure noter er det første, man annammer. Sammen med bitterheden får det denne blogger til at tænke på brunkål, og ved siden af – altså ikke helt så velintegreret i brygget som man kunne ønske – alkohol, der giver brygget udtryk af brændevin. Den flinke og vidende udskænker kunne berette, at brygget var sødet med honning – mit bud er, at honningen nok ikke var særlig sød, for brygget var i det hele taget ikke særlig sødt. Og selv hvis man kunne forestille sig honning uden sødme, ja, så var en sådan smag heller ikke at finde i brygget.

– En lidt sløj start, måske, men der var jo heldigvis  meget mere at prøve

3 stjerner.

Oude Geuze Boon

Næppe overraskende var et af festivalens store tilløbsstykker en samling aldeles nydelige Geuze-smagsprøver. Typen er en af mine absolutte favoritter, og jeg blogger i konstant ærgelse over, at jeg alt for sjælden har blogget, alt for sjældent blogger og desværre nok i fremtiden også alt for sjældent vil blogge om dem. For når man endelig kan købe dem i almindelig handel, koster de ikke bare bondegård, men også en der gik og har gået.

At Geuzen kaldes ‘ølverdenens champagne’ forstår man så udmærket, når man prøver dette tørre, skarpe, boblevinsyrlige og perlende friske vidunder. Perfekt til nytårsaften, men også perfekt at nyde i den mest modbydelige sommerhede.

Typen er kraftigt på vej frem globalt, og man forstår til fulde hvorfor. Et morsomt tvist til bryggets historie – igen ifølge udskænkerne – er, at belgierne traditionelt har betragtet geuzen som et studenterbryg – en øl, som dem der ikke ville drikke det rigtige øl, drak, for at slippe lettere om den med studenterlivet påkrævede fuldskab.

5 stjerner til dette fine bryg. Af de øvrige to Geuzes, der var til rådighed, havde jeg allerede prøvet den ene. Den anden blev der ikke skænket smagsprøver af, da udskænkeren på dette tidspunkt havde så få tilbage, at de skulle sælges og ikke åbnes …

Prøv at gætte, hvad jeg købte og hvad der bliver anmeldt ved senere lejlighed.

Lindemans Kriek

Hvis jeg skal udpege en guilty pleasure, når det gælder øl, skulle det være den belgiske kriek – en frugtøl brygget på kirsebær.

Denne er i sandhed en frugtøl. Udover, at den indeholder de fine røde bær, som Jack Nicholson så mindeværdigt spul-ørlede og stød-brækkede ud over en hel kirkemenighed i filmen “The Witches of Eastwick” på et eller andet gudsforladt tidspunkt i firserne, så indeholder den kun afdæmpede 3,5% alkohol og leveres i en lille pakke på 25 cl.

De små pakker skyldes, at disse bryg heller ikke traditionelt drikkes som de er. De blandes derimod gerne i netop geuzes, for at give disse et skud af frugt.

– Og det er alt I får at vide om den nu. Også den købte jeg et eksemplar af, fordi jeg gerne ville levere en grundig anmeldelse af den på bloggen senere.

Spencer Imperial Stout

USA er som bekendt på andenpladsen over de lande i verden, jeg synes er mest spændende, når det kommer til øl. I USA findes der også et trappistkloster, og fra dette blev der også langet smagsprøver ud i Esrum.

Denne Imperial Stout dufter som sådan én skal – nylagt tjære, lakrids og kaffe møder snudeskaftet i bouqueten. Smagen er også på plads – der er en god intensitet, masser af brændt bitterhed og lakrids, men også ledsaget af en lige lidt for let viskositet, der gør at brygget brækker for meget i stykker i sine enkeltdele på vej gennem munden, frem for at fremstå som en samlet højere enhed.

Lakridsen bliver lidt støvet, vandet træder for meget frem, og brutaliteten er der mest for brutalitetens egen skyld, frem for at fremhæve andre træk i brygget.

4½ stjerner.

Kriek Boon

Videre til endnu en Kriek. Jeg kan slet ikke holde mig fra det – især ikke, når det så sjældent forefindes i detailhandlen herhjemme. Denne må betegnes som en lettere type, der i modsætning til fx Mort Subites Kriek lader kirsebærrene træde lidt i baggrunden.

Belgierne bruger de forskellige frugtøl – herunder kriek’en – som dessertøl, men lur mig om ikke krieks som denne bestræber sig på at kunne stå mere alene. Sødmen er afdæmpet, men den tydelige, friske og vederkvægende syre gør brygget lettere, og lader tydeligt kundgøre, at bunden i brygget er lagt af en lys belgisk lambic.

4½ stjerner.

Westvleteren Guld

Et af kælderlokalerne fungerede også under festivalen som butik, hvor man dels kunne se det fulde udvalg af bryg, som klosteret faldbød, dels kunne tage dem med hen til kassen og betale for dem, skulle man have lyst til at bringe et par af de fine bryg med hjem.

På en af hylden stod et parti øl fra Westvleteren, et belgisk kloster med navn efter byen den ligger i, tæt på den franske grænse ved Dunkerque. Ganske uanselige var de, som de stod der, på flaske uden etiketter på. Kun kapslerne var i forskellige farver, der dermed antydede, at der var tale om forskellige typer.

Jeg var ved at gå bagover, da jeg så prisen. 115,- Kr for én enkelt på 0,33 l. ALDRIG om jeg ville give så meget for så lidt øl … i hvert fald ikke før jeg havde prøvet den, for jeg havde godt luret, at den blev udskænket i den anden ende af klosterkælderen.

Udskænkeren derhenne kunne fortælle, hvordan øllene kun kunne skaffes fra selve klosteret i Vleteren, ved at man fysisk mødte op, bankede på døren, og så ellers krydsede både fingre og tæer for, at der overhovedet var bryg på lager.

De logistiske kolbøtter, der skulle til for at anskaffe brygget, pressede altså prisen i vejret. Men netop fordi de er så svære at få fat i, kan de altså også sælges til en pris, der kan få turen til at betale sig.

Opportunist som jeg var, valgte jeg i øvrigt ikke brygget med den grønne kapsel til 115,- kr. Næh – de havde også én med en gylden kapsel til 150,- kr. for samme størrelse, og dén skulle jeg i hvert fald prøve.

Med sine 12 % emmer den mere end noget andet af alkohol. Brygget har kulør af nylagt kobber med kraftigt gyldent skum. Den gennemtrængende alkoholiske aroma af tyk, gæret sveskegrød, kombineret med den rivende fornemmelse i halsen, og den trykkende ditto i brystet er til gengæld en smagssag …

Oplevelsen er intakt, men om den ligefrem er nogen nydelse, er jeg mere tøvende med at erklære. Prisen er under alle omstændigheder for høj for et bryg, der trods alt ikke er mere usædvanligt end det er. Man betaler mere end noget andet for bryggets fortælling, og ikke den uanselige flaskes indhold.

Frem for at slå til og betale en formue hvis man skulle støde på brygget, vil jeg faktisk mene, at man hellere skal vente og se, om livets vej måske en dag slår forbi klosteret. For hvis ikke, så er der alligevel mange øl, der ikke bare er lige så gode men også langt bedre her i verden, som man hellere skulle bruge sin tid og sine surt spinkede spareskillinger på.

3½ stjerner.

Lindemans Pecheresse

Den sprittede sveskegrød fra Westvleteren er til gengæld et godt eksempel på det, man tager på ølfestival for; at prøve noget ganske særligt, som man aldrig ville have fået lejlighed til at prøve, hvis ikke man havde besøgt ølfestivalen.

Det samme gjaldt Lindemans Pecheresse – en frugtøl sødet med ferskener. Det lød så rædsomt at jeg absolut måtte prøve den.

Her skal blot nævnes bryggets bouquet – hovedpinen udeblev, selvom mindet om, hvilken hovedpine mine punkerdages Æbleaperitif (eller blot ‘tif’) kunne give dagen efter, stod meget levende i erindringen, da emmen fra brygget blev trukket ind. – For sådan dufter brygget …

… hvordan det smager må læserne vente med at høre, for jeg endte – den skræmmende bouquet til trods – med at blive så begejstret for den, at også den kom med hjem til senere fuldfed anmeldelse.

Spencer IPA

Den milde skuffelse over Spencer’s Imperial Stout gjorde, at jeg valgte at spille sikkert. Ganske vist var temaet meget belgisk, men ét af klostrene lå jo ligegodt i USA, og der havde man da også brygget den eneste IPA, der var at finde blandt klosterøllene.

Og det beherskede de ellers som næsten kun amerikanerne kan det. En velkendt og vellidt knastør bitterhed af spæde grannåle og løvtræ melder sig det øjeblik prøvesmagningsglasset sættes for læberne.

Brygget betoner især det bitre, glemmer måske lidt det aromatiske – de ellers ofte medfølgende noter af syren, hyld og roser udebliver, uden at det dog ligefrem efterlader huller i oplevelsen. Bitterheden kan godt stå alene.

Til gengæld melder der sig lige lidt for store pytter af væde i det ellers lækre tæppe af frisk humlebitterhed – men denne antydning af ubalance hører trods alt til i småtingsafdelingen.

4½ stjerner.

Floreffe Dubbel …

Den sidste øl jeg prøvede valgte jeg på grund af patentproppen. Jeg syntes, den lignede en Flensburger så meget, at jeg ikke kunne gå derfra uden også lige at have prøvet den.

Der er tale om en dubbel, der ved skænkning afgiver en endda ganske kraftig odeur af stald og insilage. Det er ikke ukendt for bestemte øltyper at yde den bouquet – og det er langt fra så slemt som det lyder, og ingenlunde ment negativt at beskrive duften således.

Smagen var kraftigt bitter og en smule klæg. Den faldt ikke helt  i min smag, men det var nu ikke derfor, jeg i min efterhånden selskabelige overrislethed kom til at stille mit glas på en skrå overflade, så glasset væltede og alt brygget – udover den ene mundfuld jeg havde indtaget, røg ud på gulvet.

Heldigvis holdt glasset, så ingen officials måtte ile til med kost og fejebakke. Øllet var til gengæld spildt – en lidt skæv måde at afslutte arrangementet på, men i det mindste var det da langt fra det bedste øl, det var gået ud over.

Jeg undlader at give stjerner, da jeg trods alt forsøger at holde en vis standard i mine smagninger. Én enkelt mundfuld er ikke helt nok til, at jeg med rimelighed kan give øllet karakter.

Farvel og tak …

Det var det. Tilbage er der kun at sige tak til arrangørerne for invitationen. Det var afgjort den ellers lange tur fra Brønshøj værd, og jeg ville helt sikkert begive mig af sted igen, skulle en lignende invitation falde en anden gang.

– Og i så fald vil jeg i hvert fald ikke glemme at tjekke mikrobryggerierne ud igen.

Her til sidst er der et billede af, hvad jeg valgte at tage med fra arrangementet til senere anmeldelse her på bloggen. Anmeldelserne  skal man blot forblive indstillet for at læse når jeg engang når til det.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme