Kajs Ølblog

My work here is done … eller næsten …

Efter at have været gennem afstemningen, var der frisvømning. Jeg havde som nævnt i første del spejdet lidt rundt efter at være ankommet, og de første jeg ville aflægge et besøg – nu selskabeligt overrislet efter afstemningsøllene – var københavnske Beard Brew.

De to bryggere, Morten og Dennis, er fortsat ret nye i branchen. En af dem – jeg husker ikke hvem – var forbi min adresse i Brønshøj tilbage i november eller december måned med deres Imperial IPA. Det skete kort tid før Marcus kom forbi, så jeg ikke bare kunne lade ét, men to sæt smagsløg afprøve den. Og vi var begge solgt fra sekund ét.
Jeg spurgte selvfølgelig udskænkeren, om det var ham, der havde været forbi min lejlighed dengang. Det viste sig, at det ikke var ham. Men så kunne vi til gengæld glæde os over, at jeg fik æren af at møde dem begge to.

Berliner Weisse, Beard Brew
Beard Brews Berliner Weisse fik jeg faktisk stukket i hånden, mens jeg stadig var godt i gang med afstemningsøllene fra sidst. Det var nu også rart med et lille afbræk undervejs fra de meget mørke Limfjordsporter-hyldester. Et billede nåede jeg aldrig at tage, ej heller at optage notater på telefonen. Til gengæld husker jeg den stadig forbløffende tydeligt i betragtning af de mange smagsprøver, der røg ned.
En karsk, forfriskende lille sag, tilpas sød og med lige akkurat den rigtige antydning af melethed, der gør hvedeøl til mere end et hurtigt bællebryg til løgnhalsen. Aldeles godkendt, og bestemt noget, der ryger i indkøbskurven til rigtig anmeldelse, hvis jeg en dag skulle støde på den i handlen.
Det blev i øvrigt til en revisited senere med et ganske særligt tvist, men for at høre om dette, må læseren fortsætte sin færd gennem teksten (det er snyd at springe over).

Asian IPA, Beard Brew
Hvis man er god til at tælle, og måske har en kende logisk sans, vil man konkludere, at jeg var forbi Beard Brews stand tre gange i alt. I hvert fald, hvis jeg fortæller, at denne gang var den næstsidste.
Asian IPA er opfølgeren til Imperial IPA. Det asiatiske islæt udgøres af tilsat galangarod, citrongræs, korianderfrø og limefrugter, der er blevet knust i en juicer. Ikke overraskende giver det brygget en krydret duft. Overraskende er det til gengæld, at den er så fortryllende fin. Sød, aromatisk og en sikker understregning af IPA’ens i forvejen skarpe noter af grannåle og tørt, lyst træ. Beard Brew-gutterne har taget en IPA og smidt en masse oven i den, der gør den endnu mere til en IPA.
Skarp, sød og kras flår den ikke bare smagsløgene op, den river også godt til i næsen. Desuden har brygget en sød kant, der giver bredde og endnu flere nuancer.
Et brygmesterværk, der placerer Beard Brew i den absolutte top blandt nye små bryggerier herhjemme. Jeg fik i øvrigt et helt eksemplar med hjem til senere anmeldelse.

The Legendary Klemme, Peter Klemmensen/Amager Bryghus
Jeps! I læste rigtigt! Den levende legende, der står bag Limfjordsporteren fra Thisted Bryghus har lavet et samarbejdsbryg med det ligeledes legendariske mikrobryggeri fra Tårnby, Amager Bryghus.
Det kan selvfølgelig kun gå godt (spoiler: der gør det også) og som om det ikke var nok, at man fik lov at smage et dobbelt-op på bryggiganter, så var mesteren selv, Peter Klemmensen også til stede.
Anmassende og uforskammet som jeg var, spurgte jeg, om jeg måtte tage en selfie med ham. Det måtte jeg, på betingelse af, at jeg ikke lagde en polet for smagsprøven, og at vi skulle skåle på billedet. Det var betingelser, jeg begejstret indgik.
Hvor er det skønt at møde sine helte, og opdage at de også i virkeligheden er vildt awesome. Der er hermed også sat et stort fedt flueben ud for ét af de store ønsker jeg har haft, siden jeg begyndte at anmelde øl.
Brygget er en lille, kompakt og nydelig lakridssag, sprudlende af aroma og forbløffende let i udtrykket på trods af de 10% alkohol. Den trænger ud i alle små hjørner og ender af mundhulen med intense, og alligevel venlige lakridsaromaer – den rå brutalitet og kompromisløshed vi kender fra bryggeriet forenes aldrig så elegant med den venlige og myndige ekspertise fra bryggeren.
Well done!

Tripel Ale, Fur Bryghus
Tripel Blonde er en øltype, jeg i grunden ikke kan fordrage. Skarp som barberblade, sprittet som det indre af en bøtte desinfektionsmiddel, og med banansmag så kvalmende, at man må gribe til ydertilfælde, som fx Pernille Vermunds åbne, talende mundtøj for at finde noget, der kan konkurrere.
Det er umuligt ikke at blive draget af – eller sådan har jeg det i hvert fald. Til min egen store forundring. Jeg kan bare ikke holde nallerne fra det, når lejligheden byder sig.
Aldeles forbløffende virker det imidlertid, når det skarpe og sprittede er bibeholdt, mens det kvalmende er skåret væk med en kirurgisk præcision, der ville have gjort Linse Kessler misundelig. Den fæle bananhalsbrand er erstattet af en pikant aroma af kommen, der giver brygget en karakter af afdæmpet snaps. En Rød Aalborg, som man kan holde ud at nippe, og som man heller ikke helt så hurtigt går i gulvet af.
Tænk at der i grunden skulle så lidt til, for at gøre den type tålelig.

Berliner Weisse m/ agurkelikør, Beard Brew
Det var langt fra så åndssvagt som det lyder. Men netop fordi det lød så åndssvagt, måtte det simpelt hen prøves. Beard Brew langede smagsprøver ud af deres Berliner Weisse, tilsat forskellige frugtlikører. Jeg husker dårligt hvilke, men flotte var de i farverne, og mon ikke der var almindelige ting som citron, hindbær og æble blandt dem?
Og så altså agurk. Og det skulle selvfølgelig prøves, fordi alene tanken om, at det overhovedet eksisterede i sig selv var så tåbelig, at selv Boris Johnsons frisure måtte se sig slået. Og så fungerede det endda! Jo, sgu! De søde agurkenoter understregede perfekt Weissens friskhed, og gav aromaen en – i enhver Weißbier – tiltrængt dybde.

Sorteper, Nr Nissum Bryghus
Sorteper er det næsten nystartede (2017) Nr Nissum Bryghus’ første stout. Brygmester er gået efter sødme, og har derfor tilsat laktose, så brygget bliver sødt uden at blive alkoholvolumen øges. Laktose nedbrydes ikke til alkohol, kunne han berette, og sådan blev jeg det klogere.
En letflydende stout, der olieagtigt glider lige ned, og på vejen løfter alle de rigtige smagsløg.
Her er et bryggeri, man nok skal holde øje med de næste par år. Det tegner godt.

The Sound of Mosaic IPA, Viborg Bryghus
Jeg tror, jeg har set The Sound of Music én gang. Og uden at ville påstå, at jeg hader den, eller noget der bare ligner, har jeg heller aldrig fundet anledning til at se den igen.
Sound of Mosaic fra Viborg Bryghus, til gengæld … Den ikoniske IPA-humles prikker, snitter og behager muntert og lystigt i dette friske, aromatiske mesterstykke. Meget klar og ren er den i udtrykket, uden den bismag af industri, der velsmag til trods, præger Royal Unibrews standard-IPA med navn efter humlen.
Viborg Bryghus burde jeg nok opsøge noget mere. Og nu kan jeg ikke så godt  bruge geografien som undskyldning længere. Og når jeg får det gjort, kræver den her øl et gensyn.

Sort Magi, Norddjurs Håndbryg/Viborg Bryghus
Det blev til mange stouts og portere. Fælles for de fleste af dem var deres lethed og hvordan de ikke vægrede sig det store ved at passere svælget uden at blive tygget først.Ikke at det gør noget. Det er en kunst at gøre de tætte, mørke bryg lette – uden at det dog er noget, man ligefrem behøver stræbe efter.
Sort Magi fra Norddjurs Bryghus er undtagelsen. Her er der tæthed for alle pengene, aroma af mørkt, tungt træ og hårdtristet kaffe. Brygget mangler ikke noget i fylde på trods af en alkoholprocent, der ikke ligger højere end 5,7. Udover trang til at tygge brygget på vej igennem munden, griber man uvilkårligt ud efter en tandstikker til sidst.
Sådan skal en tæt stout være.

Amarillo Amerikansk IPA, Hjort Beer
Aalborgensiske Hjort Beer havde det meste af kataloget med. Jeg gik efter det sikre, og valgte en Amarillo Amerikansk IPA. Det er en West Coast IPA, en stil der kendetegnes ved ikke at at være helt så skarpt bitter som de tørhumlede IPA’er man gerne finder på USA’s østkyst. Karamelmalt er brugt for sødmens skyld, og havre er tilsat for at give brygget fylde.
Brygget er vitterlig mere rundt og rart i det med en dybere aromasprofil end hvad man finder i New England og på Amager (for den sags skyld). Afvekslingen er kærkommen – begge IPA’er kan være rigtig gode, og det viser Hjort Beer med al tydelighed.

Ivar’s Hand, Basquery/Hjort Beer
Denne Witbier var det sidste bryg, jeg kunne holde til, før jeg valgte at vende snuden hjemad. Den er en collab mellem et baskisk bryggeri og den gæve aalborgenser Carsten Hjort Bjerre, der i hvert fald er ret god til at brygge IPA.
Witbier er måske ikke ligefrem Tripel Blond, men ikke desto mindre stadig en øltype, jeg aldrig rigtig har været på bølgelængde med.
Men ind imellem kan det gå godt alligevel. Den her blev serveret perfekt afkølet. Den behager med en fin kant af citrus og har mere end fylde nok til ikke at føles tynd.
Ivar’s Hand fik jeg også et anmeldereksemplar med hjem af, så en reel anmeldelse af den, kan ventes på et tidspunkt senere hen.

Og det var så den dag …
Tilbage er der kun at takke Thisted Bryghus for et meget fint arrangement. Takket være dem fik jeg ikke bare mødt Peter Klemmensen, men jeg fik også lejlighed til at smage et bryg, han havde begået sammen med mit favoritbryggeri, Amager Bryghus.

Man må næsten frygte hybris.

Desuden havde arrangementet sin store force i den lokale forankring. At der er så mange gode håndbryggere i det nordjyske med produkter af en sådan kvalitet var en kærkommen overraskelse.

Nordjylland kan godt – og de (eller nu må jeg vel hellere sige ‘vi’) har i virkeligheden altid kunnet. Jeg husker hvordan jeg tidligt i bloggens historie hæftede mig ved gode bryg, ikke bare fra Thisted, men også fra Aalborg, Nibe og Skagen.

Men der er endnu flere. Og de kan – allesammen!

Mange øl – og mennesker …

Øllets dag i lørdags blev fejret med arrangementer over hele landet. Næppe overraskende blev der også skænket ud i Thisted, hvor det lokale bryggeri (Thisted Bryghus, som I jo nok ved) stod for et stort, velarrangeret og velbesøgt arrangement.

Vejret har været fælt ustadigt heroppe den seneste tid (det er nok ikke så forskelligt fra resten af landet), så alle åbne arealer på bryghusets grund var pakket ind i store hvide telte, der på den ene side gjorde arrangementet endnu mere intimt – så intimt at det var vel inden for overrendt-spektret og dermed også en kende skræmmende for folk, der som jeg er beriget med Asperger og ADHD.

De gode intentioner fejlede imidlertid intet overhovedet. Det var vejret, der ikke artede sig. For netop den dag, hvor arrangørerne sådan havde taget højde for elementernes rasen, skulle solen selvfølgelig stråle aldrig så flot i den skønneste duet med en middeltemperatur på vel over de 20 grader.

Men havde teltene ikke været sat op, ville regnen sikkert have stået ned stænger. Så det var nok meget godt alligevel (ja, jeg er forbandet overtroisk med en slags. Lad mig nu bare være, ikk …).

Et ikke bare velbesøgt, men også informativt og bredt arrangement var det også. Med stærk forankring i det Nordjyske, ganske vist, men også med velvalgte følere til hovedstaden. Og det kommer vi alt sammen meget grundigere ind på senere i denne, min rapport fra arrangementet.

Netop ankommet famlede jeg mig småforvirret og overvældet frem, uden plan eller mål for, hvad jeg ville prøve. Jeg spejdede også som en gal efter nogen, jeg kendte. Men da jeg stadig er ret ny i byen, var der ikke meget at sige til, at det heller ikke bragte mig særlig langt …

… og dog. Netop som jeg havde dalret hvileløst rundt så længe, at det var ved at blive pinligt, blev jeg prikket til, og en stemme sagde “Kaj!” Det viste sig, at være en ung kollega fra den fiskefabrik i Hanstholm, hvor jeg de seneste uger har bestredet noget vikararbejde. Han havde godt nævnt, at hans far selv bryggede øl (ja gad vide hvordan han mon havde fundet ud af, at jeg var interesseret i øl? Som om det var noget, jeg render og gør reklame for til alle og enhver?) men at far og søn sådan ligefrem skulle stå i bod sammen ved Thisted Ølfestival (som sådan blev arrangementet også promoveret) havde jeg sgu alligevel ikke regnet med.

Så stemmer vi …

Bryghuset på Pløjemarken hedder projektet og jeg fik ikke bare straks stukket en smagsprøve i hånden, men også en stemmeseddel. I anledning af Limfjordsporterens 30 års jubilæum var der udskrevet en konkurrence blandt 6 lokale bryggere om at lave en hyldest til den ikoniske Limfjordsporter, der uden videre tilsnigelse må siges at være et af Thisted Bryghus’ absolutte flagskibe. Dommerne var gæsterne ved arrangementet, der altså skulle stemme på deres favorit.

Desuden kunne man nederst på stemmesedlen angive navn og telefonnummer, så man ved afgivning af stemmen også deltog i lodtrækning om en gaveæske fra Thisted Bryghus med dertilhørende billet til næste års arrangement.

Er det nu en lakridspibe?, Bryghuset på Pløjemarken
Det blev selvfølgelig Bryghus på Pløjemarkens bud – what with me being biased and all – der blev prøvet først. Limfjordsporteren er kendetegnet ved røg og lakrids. De to ting spiller fint sammen med hindbær, som findes i det lyserøde krymmel på spidsen af lakridspiber – og så er det tilsat brygget her.
De søde, tætte hindbær spiller forbløffende godt sammen med både røg og lakrids i denne lille fyldige, kompakte sag. Sødmen giver en forfriskende og fornyende dimension til Limfjordsporterens dystre udtryk, uden at brygget på nogen måde mister tyngde. Aromakombinationen er faktisk ganske original, og i min mund i hvert fald aldeles ny. Well done, and off to a good start!

Limfjordsporter møder Guinness, Plantagebryg
Røgmalt og lakrids er ligesom i Limfjordsporteren grundstammen i dette bryg og desuden grundstammen i den baltiske porter. Eller skal vi ikke bare kalde den en Østersøporter? (Næh-nej, for det er jo en Limfjordsporter ÆÆ-ÅÅÅH!) Brygget møder Guinness idet humlen er Bramling Cross, som netop bruges i Guinness.
Det glider umiddelbart meget let ned, og på den måde svarer det jo meget godt til Guinness, der i denne bloggers mund er noget tyndt, letflydende stads. Til gengæld har bryggerne bevaret Limfjordsporterens smagsprofil med meget mere lakrids og røg end man nogensinde ville finde i en Guinness. En ganske vellykket hybrid af de to, må man sige. Men netto med det resultat at man har fået en mere letløbende (læs: tyndere) Limfjordsporter – og det ser jeg ærligt talt ikke nogen god grund til.

The Con Artist, Blue Brewing
The Con Artist har fået nogle andre malte end Limfjordsporteren, for at give den en anden sødmeprofil, der gerne skulle gøre den tilgængelig for et lidt bredere publikum.
Lettilfængeligheden har bryggeren vitterlig haft held med. Lidt for stort held vil jeg måske mene, idet den øgede letdrikkelighed er på grænsen til at gøre brygget tyndt. Til gengæld kan man glæde sig over en bund af sød lakrids – så her er intentionerne vel indfriet. Ledsagende noter af cognac og portvin gør også godt og giver alt i alt en aromatisk profil, der gør letflydenheden tilgivelig.

Cool Porter, Øllgaard Håndbryg/StoreNorge
Bryggerne har kreeret en opskrift, der ligger meget tæt op ad Limfjordsporteren, men med et sidespring bestående af kirsebærsirup. Jeg holder som bekendt rigtig meget af kriek, men der måtte bryggeren bedyre, at brygget – på trods af kirsebærelementet – ligger meget langt fra det højrøde, vildgærede kirsebærstads.
Farven er i hvert fald milevidt derfra. Den ligner grangiveligt det den hylder – en Limfjordsporter. Et sødt-syrligt element prikker pikant på tungen i hver lille mundfuld. Det gør desværre også, at brygget forekommer en smule oxideret og en tand ude af balance. Men balance eller ej – det er et af de bryg, man ikke kan lade være med at nippe til hele tiden. Det er top underholdende og et forfriskende skævt indspark i temaet.

Urts Tribute to LPF, Bryggerlauget Urt
Bryggerlauget Urt har brugt lokale urter (no pun intended), der kendetegner Thy til at spice deres hyldest til Limfjordsporteren op. Det mørke bryg er krydret med porse og strandmalurt.
De for forlægget fremmede (og i øvrigt ikke giftige, forsikrede brygmester mig) krydderier giver en aldeles nydelig sød duft. Til gengæld mærkes de ikke meget i aromaen, hvor brygget synes at glide lidt for let ned i løgnhalsen. En melet konsistens gør heller ikke lige det allerbedste for mine smagsløg, men at jeg udbryder et ‘mmm’ for hver mundfuld peger vel alligevel i retning af at brygget behager på én eller anden måde.

Porter, Bryggerlauget 112
Det er lykkedes Bryggerlauget 112 at anskaffe de egentlige ingredienser til den rigtige Limfjordsporter, dvs. den særlige røgmalt fra Refsvindinge og den særlige engelske hospitalslakrids. – Ingen af delene kan fås i almindelig handel. Målet har derefter været at brygge en øl, der ligger så tæt op af forlægget som muligt.
Det lykkes egentlig meget godt. Især mærker man lakridsen brænde ordentligt og fyldigt igennem. Ved en blindsmagning ville jeg nok kunne smage forskel – men hvilken der var den autentiske Limfjordsporter ville jeg nok være i tvivl om.
Hvad man så egentlig skal med endnu en Limfjordsporter bliver det uvægerligt påtrængende spørgsmål, som jeg i hvert fald måtte stille mig selv.

Mit bud
Således vel gennem alle de fine smagsprøver var jeg ikke meget i tvivl. Bias eller ej i form af et personligt kendskab satte jeg mit kryds ved Bryghuset på Pløjemarkens ‘Er det nu en Lakridspibe’. De skabte den mest fyldige porteroplevelse samtidig med at genren fik tilføjet noget særligt nyt, som jeg i hvert fald ikke har prøvet før.

Resultatet

Publikum syntes til gengæld ikke, at en Limfjordsporter II var det helt store problem. Det blev nemlig Bryggerlauget 112’s ‘Porter’, der løb af med sejren i afstemningen.

Det blev altså ikke Søren Odgaards, brygmester fra Bryghuset på Pløjemarkens eller min dag hvad det lige angik. Lageret af ‘Er det nu en lakridspibe?’ slap op længe før afstemningen var slut, så det fine hindbær/lakridsøl blev ikke engang placeret i top 3. Lodtrækningen blandt de afgivne stemmer faldt heller ikke ud i mit favør – men hey, man kan ikke vinde hver gang. Jeg lever stadig højt på, at jeg ved ølfestivalen i Esrum vandt en billet til ølfestivalen i Lokomotivværkstedet sidst i maj måned.

Forbliv indstillet til næste indlæg, hvor man vil erfare, hvad jeg ellers oplevede på Øllets dag i Thisted. Det involverer blandt andet et møde med et af dansk ølbrygnings helt store nulevende ikoner i yndigste – og det siger jeg uden antydning af ironi (no, I’m serious!) – forening med et af Danmarks absolut største bryggerinavne inden for mikrobryg.

Det vil I nok ikke gå glip af, vel?

Is, videnskab og genkendelse …

Jeg er godt i gang med at pakke den lille lejlighed i Husum ned. Næste stop er Thisted – jeg har allerede sikret mig en bolig deroppe – med mere plads, spisekøkken og ingen trapper at rende op og ned ad. Selve flytningen kommer først til at finde sted i løbet af et par uger, og så krydser jeg ellers fingre for, at de broer jeg brænder, åbner flere døre i den anden ende.

Det når vi alt sammen til, og her på bloggen skal jeg nok holde jer underrettet. Mens man sådan pakker, støder man på mange interessante gamle ting. Nogle smider man ud, mens man ikke nænner at skille sig af med andre. I nullerne skrev jeg faktisk udførlige dagbøger, jeg nu genfinder. Det fik en ende da jeg flyttede til Århus i 2009, men ikke lang tid senere startede jeg bloggen her – og den har faktisk fungeret som en slags åben dagbog siden.

Jeg er ikke bare glad for at kunne dele mine øloplevelser her, men sandelig også alt det andet, jeg kommer ud for. Og jeg kan roligt love, at det også fremover vil være sådan.

De indledende øvelser således vel overstået før den sidste gennemgang af oplevelser fra Danske Ølentusiasters store årlige ølfestival i Lokomotivhallen. Mit billedarkiv afslører, at den næste pind i arrangementet var en gentagelse fra sidste år af en gruppe fysiknørders eksperimenter med piskefløde, øl og flydende kvælstof. Der er ikke nogen videre grund til at gå nærmere i detaljer med det. Til gengæld er jeg glad for, at jeg kunne dele oplevelsen med Marcus denne gang. Også han var begejstret for forestillingen – og den meget friske og smagfulde is bagefter.

Thai Cargo, La Debauche
Det var blevet tid til endnu en genganger fra Copenhagen Beer Festival i april. Franske La Debauche var også i Lokomotivværkstedet på pletten med et udvalg af ekstraordinære øleksperimenter, såsom denne Imperial Stout.
“Hold da op, hvad er det den dufter af?”
“Jeg fornemmer noter af lemongrass, grøn chili, kokosnød, galanga, lime og noget jeg ikke ved hvad hedder på dansk,” svarede Marcus selvsikkert, overlegent og ikke det mindste sarkastisk, idet han læste ingredienserne op direkte fra etiketten på flasken med et smørret grin.
“Flab! … men man kan godt mærke den grønne chili – smager dejligt!”
“Fortræffeligt!” trumfede Marcus
Her brød ekspedienten inkvisitorisk ind, idet hun hæftede sig ved, at jeg havde lagt vægt på, at den grønne chili var særskilt mærkbar.
“Jeg synes godt man kan smage den – den er friskere,” forsvarede jeg mig.
“Er du sikker på, det ikke er limen, du kan smage?”
“Jo, det kan godt være …”
“Og jeg synes også, at kokosnødden runder den fint af.” – og at der var tale om endnu en fuldfed øloplevelse af de både rigtig gode og småbizarre, var der ingen tvivl om.
“Jeg skal i hvert fald have et par af dem her med,” brød Marcus nu ind, “og så skal vi – også selvom vi bitterligt kommer til at fortryde det, prøve en af dem med ansjoser.”
Vi havde hørt rygter om en øl, brygget på ansjoser, og dette havde bragt os til La Debauche’s stand. Men da vi nåede frem, var der ikke flere smagsprøver tilbage. Jeg er i tvivl om, hvorvidt det faktisk lykkedes Marcus at få en af dem med fra udsalgsstanden. I så fald håber jeg, jeg kan være med til at prøve den, og rapportere om det.

Gohan Biiru, DTU Bryghus/Science Brew
For to år siden modtog jeg en invitation fra DTU Bryghus om at komme forbi deres eksperimentelle bryggeri, og prøve nogle af deres varer af. Det var overordentligt spændende, og beærede mig desuden med det venlige bekendtskab med brygmester Preben Bøje, som jeg da også hurtigt fik trykket hånd med. Og så var det ellers tid at smage på varerne.
At finde god fylde i øl, mens øllet føles let, ser man ikke tit, men her lykkes det rigtig godt. Det rødbrune bryg smager dybt af mørk malt og træ. Marcus anbefalede at piske den rundt i munden et par gange, så hele mundhulen fik gavn af den.
Tyve procent af malten i brygget er erstattet af overskudsris fra restauranten Sticks & Sushi. Dette gør ikke alene brygget lettere, men også grønnere idet det reducerer madspild – og sparer en del af den CO2, det koster at producere malten i første omgang.
Anbefales herfra at skænke hvis nogen af mine læsere en dag skulle få medlemmer eller vælgere af Dansk Folkeparti på besøg. De kan få en velsmagende øl, der hedder noget fremmedklingende, og som oven i købet bedst markedsføres for klimatosser. Ellers kan man også bare drikke den selv.
Stor tak skal lyde til Daniel, ekspedienten, der så indlevende og opslugende fortalte om brygget.

IPA, DTU/Science Brew
Der var intet, der kunne vippe de to ekstraordinære bryg fra Northern Monk af pinden. Til gengæld var historien om Gohan Biiru så spændende, at vi blev hængende i DTU’s stand for at prøve lidt mere fra det DTU-affilierede eksperimentelle bryggeri Science Brew.
Deres IPA blev jeg advaret om, var en mild en af slagsen. Næsen var da heller ikke ligefrem noget at skrive hjem om, men Marcus var om ikke andet begejstret for smagen.
“Hold nu kæft Kaj,” udbrød han som reaktion på min noget lunkne oplevelse af bryggets karakter, “den er fyldig, den er frugtig, den er legesyg. Det her er hvad du og jeg som de gamle røvhuller vi er, ville kalde ‘en lethumlet IPA’. Men det er en pissefed sommer-IPA!”
Modstræbende – for det bliver jeg gerne, når jeg må døje den slags udfald – indrømmede jeg dens kvaliteter som let sommerbryg. Ikke mindst hvordan den lagde sig mageligt friskbittert bag i munden.
“Men den der syrlighed også … Nu er vi ovre i noget sommeragtigt, og dig som geuzeboi no. 1 må da værdsætte syrligheden!” fortsatte Marcus, “hands down – af alt hvad vi har smagt i dag af IPA’er, er den her den bedste!”
“Nej – den slår ikke den fra Kvickly Allerød (Northern Monk – red.). Men den er også svær at slå.”
“Men jeg vil mene, den her er på linje med den!”
“Men med en helt anden karakter …”
“Jo, ingenlunde så humlet som sådan nogle tunge IPA’er,” causerede Marcus, “men den er en reminder om, at IPA også kan være let og samtidig smagfuld og drikkelig. Fandeme godt!”
Min begejstring nåede aldrig op Marcus’ niveau. Noget tyder dog på, at der her er en lækkerbisken for folk, der foretrækker deres IPA afdæmpet. Jeg foretrækker IPA for fuld musik, og det kan da godt være, det bare er mig, der er mærkelig.

Særbryg, Christiania Bryghus.
Det var ved at blive sent, og der var også grænser for, hvad selv to garvede kvartalsdrankere kunne tåle at få inden for vesten uden at falde om. Vi gik os en lille tur for at finde det sidste sted at prøve øl før hjemturen, og sådan stødte vi på Christianias bod ude i gården. Faktisk tror jeg, det var min anbefaling af deres fortrinline pilsner Super Nova til Marcus, der gjorde, at vi endte med at hænge ud der de sidste minutter.
Jeg blev imidlertid genkendt. Jeg syntes godt nok også, at antallet af følgere på facebook gik noget i vejret, da jeg lavede min videoanmeldelse af samme bryg, og nu fik jeg så mulighed for at trykke nogle af dem i hånden, der sådan havde opdaget mit lille, efterhånden aldrende blogprojekt. Jeg har blogget i 9 år nu, og næsten hvert år glemt at markere selve jubilæumsdagen. Således også i år.
Jeg blev budt en ganske særlig ære i den anledning. Jeg fik lov at prøve brygmesters eget lille særbryg, et batch på i alt sølle 25 liter, som tak for at have bragt det glade budskab om Christiania Brygs fortrinlige øl ud i verden.
“Friskt og græsagtigt. Levende og velbehageligt, og perfekt serveret ved en temperatur mellem 10 og 15 grader,” var Marcus’ begejstrede beskrivelse. Derudover glædede jeg mig over friske og spæde grannåle og bryggets finurlige lethed, som den relativt høje temperatur lod understrege.
Endnu et bryg, jeg ikke ville have kunnet få fat i, hvis ikke jeg var på ølfestival. Blandt alt det andet, man kan få uden for festivalen var det nu ikke fordi dette bryg tårnede sig op. Æren er alligevel intakt sammen med benovelsen over, at man sådan får lov til at blive inviteret ind i privaten.

Stardust, Christiania Bryg
Og efter en selfie med Brygmester selv (se øverste foto fra 1. del af denne lille serie), var det tid til et allersidste bryg: Stardust.
“Perlende champagneagtig frisk, letsyrlig og øh …”
“Du lyder som en onkel,” brød Marcus ind, “der virkelig ikke har lyst, men er tvunget til at stille sig op og holde en tale ved konfirmationen.”
“Det er det. Jeg er også ved at være godt brugt efterhånden.”
Sådan så Marcus sit snit til at overtage: “Den har en guezeagtig surhed i næsen, som er overordentlig tiltalende.”
“Ja, det er sådan set rigtigt. Jeg har ikke prøvet nogen gueze her på festivalen, hvilket jeg næsten er lidt ked af …”
“Kaj, I beg to differ,” og her skal bemærkes, at jeg tog aldeles fejl, da jeg troede at Marcus erklærede sig uenig i, at der var noget at være ked af. “Prøv at tage en stor slurk og skum den gennem munden. – Nu har du smagt en gueze!”
“Det har du faktisk ret i.”
“Ja, og det er en fortræffelig én af slagsen!”
Brygmester gav også Marcus ret, og tilføjede at han godt kunne se den som en aperitif som alternativ til, hvad man ellers byder af aperitiffer. “Og til dem, der ikke kan lide humlesmagen – den behøver de i hvert fald ikke frygte i den her. Den kan alle drikke fra 5 år og op!”
Alle lo, og Marcus kilede lynhurtigt en disclaimer ind, over, at den sidste kommentar måtte stå for gæstetalerens egen regning.
Han går i øvrigt under navnet ‘Greven’.

Og således slutter reportagen fra årets store ølfestival i Lokomotivværkstedet. Vinder blev Northern Monks uforlignelige stout Even More Death, med samme bryggeris IPA, Glory på en meget flot andenplads. Kvickly Allerød skal have aldrig så meget ros for at have brygget med i deres stand, og hvis de kan findes på hylderne deroppe også, så ved jeg hvem jeg snarest muligt skal have til at redde mig et par stykker. Jeg har som nævnt familie i området.

Jeg havde ikke nogen overordnet plan for, hvad jeg ville finde. Så i et forkølet forsøg på at trække nogle linjer ud af indtrykkene fra festivalen – og i øvrigt de andre festivaler, jeg har været til i foråret, hæfter jeg mig først og fremmest ved, at IPA stadig står meget stærkt, og næppe bliver væltet af pinden foreløbig, også selvom typen langt hen ad vejen er gået hen og blevet mainstream.

Inden for typen er der stadig plads til opfindelser, overraskelser og eksperimenter, der kan få oplevelserne til at ekspandere endnu mere. Og det glæder jeg mig til at opleve.

En sidste tak skal lyde til Marcus for at han gad være med. Tak til læserne for at følge med. Forbliv indstillet til flere regulære anmeldelser inden længe.

Fra venstre: Marcus, undertegnede og Bo. Tak til Louise for håndtering af kamera.

Store oplevelser – i rap …

Jeg har det faktisk skidt med den måde, sidste indlæg endte. Misbrug af børn er et enormt problem i Belgien, og det er ikke noget man skal lave sjov med på nogen måde overhovedet. Nu er pandoras æske imidlertid åbnet, og det jeg så kan forsøge, er at gøre en smule opmærksom på, hvor grotesk og modbydelig sagen egentlig er. Jeg har fundet dette exposé fra The Guardian, helt tilbage fra 2002, der gengiver de store linier i Belgiens store pædofilisag. En arkiveret nyhedsartikel fra BBC online fra 2004 fortæller at de hovedmistænkte, Marc Dutroux og Michel Nihoul blev dømt skyldige. Dutroux afsoner den dag i dag en livstidsstraf, mens Nihoul allerede i 2005 blev sat fri.

Sagen ledte til spekulationer om, hvorvidt de Belgiske myndigheder var involveret. Efterforskningen var påfaldende sjusket og ledsaget af en række belejligede dødsfald blandt hovedvidnerne i de anklagede børnemishandleres favør.

Jeg føler jeg har fået det lidt ud af systemet endnu. Jeg ved ikke om det underbevidst var derfor, der ikke blev prøvet flere øl fra Belgien på ølfestivalen – men selv hvis det var tilfældet, ville det også være lidt fjollet, da det jo for pokker ikke er den fine belgiske ølkultur, der er skyld i hele den misære.

Vel – det var alvor nok. Nu tilbage til føljetonen om Marcus (den bandit) og min tur på ølfestival i Lokomotivværkstedet sidst i maj måned.

Svend Tveskæg MIPA, Old Hat Brewing Co.
Aftenen stod åbenbart i IPA’ernes tegn. Vi spillede sikkert, idet det er sjældent at man går helt galt i byen med en IPA. MIPA’en Svend Tveskæg fra Old Hat Brewing Co. på Frederiksberg er krydret med mjødurt – så har man også en forklaring på navnevalget. Derudover er brygget tilsat laktose, hvilket forklarer M’et i betegnelsen – Milk IPA.
“Den her gør det modsatte af de andre IPA’er vi har smagt,” startede Marcus, “de andre havde det meste i næsen. Den her har en fræk, bred lidt overraskende smag, der pludselig breder sig lystigt ud over tungen et halvt sekund efter den er kommet indenbords. Legende offensiv! Den her har det i glasset, der er legesygt og fornøjeligt …”
“Ja, der er noget bitterhed der kradser lidt og river lidt,” gav jeg Marcus lettere modstræbende. På optagelsen (jeg må indrømme at oplevelsen her næsten en måned senere fortaber sig af lige netop denne øl) lyder jeg i hvert fald ikke helt så begejstret som ham.
“Og mens de andre var lidt tåget ananas-appelsinfarvede, så er den her også mere rødbrun i det og smager derefter,” tirerede Marcus ufortrødent videre.
På den anden side skal jeg ikke afvise, at min utilbøjelighed til at afbryde Marcus med protester, kunne indikere, at jeg faktisk også var godt tilfreds.

Undervejs i min gennemgang støtter jeg mig ganske meget til mit billedkatalog. Efter MIPA’en var vi en tur ude i gårdarealet, og mon ikke det var for at nyde den aldeles smagfulde Wurst med kartoffelsalat, som madstedet diskede op med. Jeg skylder Marcus tak for mulje ud over godt selskab.

Jeg rendte ind i et par gamle venner – Louise, som jeg har spillet i pipe band med back in the day, samt Bo, som man vil kunne opleve i selskab med hans sidekick i denne facebook-video fra sidste år. Se i øvrigt skilderiet øverst.

Men pligten kaldte. Aldrig så snart vi havde forladt gårdarealet, mætte og tilfredse, før Marcus havde fundet hele to øl, vi skulle prøve.

Glory Tripel IPA, Northern Monk
“Det er godt øl! Det er rigtig dejlig overvældende IPA, det her!”
“Det er lige før det har en tand af surhed?” udbrød Marcus både begejstret og overrasket.
“Det er IPA som det skal være!”
“Det er IPA, som blev skænket kold for få minutter siden, men det smager i sin fylde lunt! Og det er ikke dårligt!”
“Det er det ikke,” istemte jeg, “og det er næsten så tykt, at det skal tygges!”
IPA’en fra Northern Monk var tydeligvis et højdepunkt af de helt store. Og der var mere i vente.
“Man kan næsten mærke humlestykkerne …” fortsatte jeg.
“Ja, man skal lige stange tænder.”
“Nøj, det er skønt …”
Osv. osv. – I forstår nok, at denne IPA var noget ud over det sædvanlige. I den grad, fristes man endda til at tilføje. Begejstrede grin. Host af humlen, der kradsede ekstra meget ved svælget …
Jep! Det var rigtig godt. Videre til næste.

Even more death Imperial Stout, Northern Monk
Og fra begejstrede sætninger, omend stadig med rigtige ord, slog vi nu over uartikulerede nydelsesgrynt og højlydt ekstatisk latter – endda kun over duften af den imperial stout, Marcus havde skaffet os fra samme bryggeri.
“Dette er ikke duften – er lugten af træ”, næsten råbte jeg i eufori.
“Det der det er basically lige dele Malibu og Kahlua for saaaatan da!” stemte Marcus straks i.
Flere henrykkelsesgrynt og brøl idet bægeret blev sat for munden.
“Som en meget meget chokoladebrunsvier!” – Ja, Marcus kunne i sin begejstring ikke engang sproge rigtigt længere. Og han er om muligt en endnu større sprogrøgter end jeg selv.
Det siger noget om kvaliteten af det dybmørke, nattætte bryg, og dets mylder af velsmagende indtryk. Søde, bitre, chokoladede, træede … “Det er lige præcis sådan noget, man tager på ølfestival for at opleve,” erklærede jeg, før Marcus påbegyndte endnu en tirade, der endte med, at dette måtte være øllets espresso eller dessertvin. For ingen ville kunne holde til et helt ølglas af den.
Siden har vi komponeret skjaldevers og psalmer til dens pris, omhandlende dens flavour af ristede, akkurat smeltede, akkurat brankede marshmellows, tilsat mørk chokolade og stærk kaffe, som vi siden har sunget ved flere højtidelige lejligh… gu’ har vi da ej. Men brygget er ikke desto mindre lavet af samme substans, der giver anledning til den slags.

Birkerød Forår, Birkerød Bryg
[OPDATERING: De to Northern Monk øl, der netop er gennemgået, blev anskaffet i Kvickly Allerøds bod, og ikke de to, der anmeldes her. Marcus har venligst gjort mig opmærksom på dette, idet hans væsentligt yngre hjerne endnu ikke er ramt i samme grad af demens som undertegnedes.] Tilbage dengang der stadig gik dinosaurer rundt på jorden … eller i hvert fald dengang Anders Fogh stadig var statsminister, arbejdede Marcus i Allerød. Der lærte han om Kvickly Allerøds vidtberømmede ølafdeling, som jeg, selvom jeg har nær familie i Allerød, faktisk aldrig selv har haft lejlighed til at gå på opdagelse i.
Men fordi den er så stor og berømt, havde den sin egen stand på festivalen. Og de næste to øl skulle Marcus vælge ud til os derfra. Ligesom han valgte de to foregående øl, i øvrigt. Men det lod han jo til at være god til, så ingen indvendinger fra min side.
Duft af lyst træ og mjød fik ikke den vilde begejstring frem i mig, da duftudtrykket ikke gjorde noget stort væsen ud af sig.
“Den har lidt mere i smagen,” indrømmede jeg modstræbende efter glasset var sat for munden. Marcus havde allerede bemærket, at nogle af de øl vi havde været mest heldige med, faktisk ikke havde duftet meget.
“Den har vel næsten mere … en humlet surhed end en bitterhed!” udbrød Marcus næsten overrasket. “Det er jeg ingenlunde imod. Og den har en god eftersmag. Men hælder man den i et glas, og går ud fra duften, så går man galt i byen når man smager den.”
Marcus roste desuden brygget for at være ét, man kunne have stående længe af, og tage en tår af ind imellem frem for at bælle det. “For en fordrukken sut som mig, er det en fordel,” afsluttede han.
“Jaeh, tosset smager den ikke,” lød mit svar. Min begejstring var vist knap så stor som Marcus’.

Birkerød Vinterbryg, Birkerød Bryg
“Uh, en lille bitte smule cideragtig tone i næsen faktisk,” begyndte Marcus, “næsten ingen næse ellers. Hvilket jo i dag har været et godt tegn – efter dig …” Åbenbart ville han have mig til at smage først.
“Uf! Den bryder jeg mig ikke om. Underligt lakridsagtig, mestendels tynd og underligt syrlig. Den smager lidt af pap og sålelæder …”
Men så let skulle Marcus’ gode oplevelse af brygget åbenbart ikke ødelægges. “Den har en surhed jeg er forbløffet over. I betragtning af farven, troede jeg den ville have mere oomph.” Herefter gjorde han meget ud af at indvende, at jeg aldrig havde været i en demonstration, hvor jeg havde smagt sålelæder, og at det i øvrigt typisk var rågummi, støvlesåler er lavet af. “Den smager af illusionen om sålelæder,” understregede han med lige dele hoven foragt og formynderi. “Det er skyggen af sålelæder … eller måske sålelæder uden for hulen…?”
Se hvor man kan blive afsporet, selvom man ikke er den i selskabet, der har en aspergerdiagnose.
Jeg anførte igen, at jeg ikke brød mig om den, men valgte alligevel at knytte an til Marcus’ hentydninger til hulelignelsen. “Jeg ved ikke rigtig hvad ideen med den her øl har været …”
Marcus – den uforbederlige optimist – roste til gengæld bryggeriet for at turde lave forskellige øl, fremfor en masse øl, der hedder noget forskelligt, men reelt smager næsten ens. “Vores nye ven, diplombrygger Leif Kjøller ved hvad han vil med de her øl, og han er ikke bange for at brygge noget forskelligt.”
“Tror du han er i familie med Povl?”
“Der er ingen, der er i familie med Povl. Povl er Gud. Povl er et abstrakt.”
“Okay.”

Og idet Marcus fik sat dét på plads, trissede vi, nu godt snaldrede, videre ud mellem de mange boder. Et sidste indlæg vil det blive til, i denne miniserie om Marcus’ og min tur på ølfestival i maj måned.

Forbliv indstillede dertil.

På jagt …

Så har jeg omsider fået adresseret elefanten i lokalet, eller i hvert fald på mine harddiske i hhv min telefon og min PC – de mange optagelser og billeder fra årets store Ølfestival i Lokomotivværkstedet i København SV, hvor jeg indfandt mig så langt tilbage som 24. maj i selskab med min så hyppige medsmager og -anmelder, Marcus.

En slem omgang ondt i sjælen har forsinket renskrivningsprojektet flere gange, og det har jeg som bekendt allerede udbredt mig om så rigeligt, så det skal læserne forskånes for her, ud over at det hurtigt skal nævnes.

På forhånd vil jeg takke Marcus for at han gad tage med og selvfølgelig, at han fik mig overtalt til at deltage i den Bachelor-undersøgelse på Esrum Kloster, hvor netop min besvarelse efterfølgende blev udtrukket som vinder af en billet netop til Ølfestivalen i København. Havde jeg ikke vundet billetten, havde jeg nok købt den i stedet – og så måske ikke alligevel. At jeg, der ellers aldrig synes, jeg vinder noget, gik hen og vandt den ene af de to billetter, der var sat på højkant (ud af 140 besvarelser) gjorde det midt i en dengang allerede murrende depression klart, at det i hvert fald var noget, jeg skulle med til.

Jeg vil prøve at gøre det kort og koncist som altid … men Marcus var med, så det kan selvfølgelig godt blive en udfordring, da han lider af præcis samme inkompetence udi kortfattetheden, som jeg selv gør. Men så må jeg vel dele min rapport op i 2 (eller 3 eller 4. Måske endda 5) dele, ligesom jeg gjorde med Esrum-rapporten for at den heller ikke skulle blive for lang.

Belle Saison, Thyras Bryg
Vores ankomst til hallen var imidlertid ikke koordineret ned til minuttet, så jeg indfandt mig en liden stund tidligere end min medsmager. Det første og eneste bryg jeg prøvede på egen hånd blev således Belle Saison fra Thyras Bryg, et bryggeri i hjertet af Roskilde. Syrlig i duften med noter af vanille og franskbrød. Syrligt-sød smag og med en anelse banan i smagen. Forfriskende for så vidt, men i virkeligheden med mere karakter af en Witbier end en Saison.

Mere nåede jeg altså ikke at solo-smage. Marcus havde indfundet sig, og vi mødtes ved lokomotivet bagest i hallen, hvorefter vi gik på jagt …

Djævel, Musicon
“Silkeblød og forførende” ævlede Marcus om denne, den første øl, vi prøvede sammen. “Kaj påstod jo, ung og naiv som han er, at den intet djævelsk havde over sig. Hvor jeg jo …” Bemærk her, hvordan det i en verbatim gengivelse af Marcus’ ordstrøm fremgår, hvor glad Marcus er for ordet ‘jo’. Han er ellers kendt for at påtale andres brug af det lille ord, så snart han kan komme til det. Vel, det var et sidespor “… skarptsynet og depraveret som jeg er, vil fremhæve at den holder 8% og smager som din sødeste, flinkeste ven som du kan stole på. Og før du ved af det er du sejlende beruset!”
“På den måde er den selvfølgelig en djævel” indrømmede jeg. Som Marcus antydede, syntes jeg den manglede noget grovhed, bitterhed og noget tyngde. Navnet taget i betragtning forekom brygget mig ufarligt og noget for let. Men sådan mindede den vel udmærket om genrens originale form, der netop var relativt let og sød.
Mon ikke det mest var navnet, jeg var utilfreds med? Oplevelsen var der, og gensynet med Musicon fra Copenhagen Beer Festival var glædeligt.

I år havde jeg ikke nogen overordnet plan for, hvilken type øl, jeg ville gå efter. I stedet danderede Marcus og jeg mere eller mindre planløst rundt og prøvede blot det, vi syntes så interessant. ud …

Sundancer Sea Buckthorn, Åben
… såsom denne New England IPA med havtorn. NEIPA er kendt for deres særligt høje humleindhold, og brygget her kunne da også udmærket gøre det ud for lugtesalt, der nær kunne vække døde til live.
“En legesyg frugtighed, der boltrer sig,” causerede Marcus, “hvis smagen lever op til resten er jeg fuldstændig blown away!”.
Det umiddlebare indtryk var vi rørende enige om: “Hold da op!” Men derfra blev oplevelsen en kende mere afdæmpet. “Det er som om nogen har blandet appelsinvand fra min barndom sammen med IPA,” sagde Marcus, “men leider er der mere appelsinvand end IPA.”
Vi var enige om, at brygget var lettere end forventet ud fra den ellers meget lovende næse. Og uden at brygget på noget tidspunkt var dårligt, måtte man alligevel føle sig en anelse snydt.

Prohibicija, Sakiskiu Alus
I forhåbning om noget bedre – eller bare noget der var mindst lige så godt, for igen, Sundancer Sea Buckthorn var overordnet langt fra en skuffelse – gik vi videre til Prohibicija, der var endnu en NEIPA. Men her stod NE ikke for New England, men derimod North European. Bryggeriet er fra Litauen, og det er vel derfor, de tilføjer præfikset NE som en kæk og tilpas næsvis finurlighed.
I udtrykket – at dømme ud fra oplevelsen i hvert fald – adskilte den sig ikke meget fra Sundancer. Det fik mig spontant til at overveje, “mon de lette IPA’er er på vej frem?”
“Det håber jeg ikke,” mumlede Marcus imellem to af de sprøde litauiske brødsnacks, som udskænkningsstedet havde stillet frem som supplement.
“Det håber jeg heller ikke,” erklærede jeg med et ikke uanseligt kvantum panik i stemmen.
“Jeg skal i øvrigt sige,” knasede og gumlede Marcus videre, “mens vores litauiske ven i baren ikke kan høre det: De her litauiske brødsnacks er gode, men lettiske brødsnacks er uendeligt gode.”
Så er nogle af læserne derude til brødsnacks, synes jeg I skal tage imod dette pro-tip fra en kender.

Wittekerke Rosé, De Brabandere
“Skulle vi ikke prøve noget surt øl?” foreslog jeg med succesen fra Esrum stadig nogenlunde frisk i hukommelsen – altså at Marcus ikke harkede og spyttede det sekund hans mund kom i kontakt med en geuze. Men et så opstemt “Jo” fra Marcus havde jeg nu alligevel ikke ventet.
Med selve aftenen langt uden for frisk erindring husker jeg ikke længere forløbet præcis. Men så vidt jeg husker havde Marcus for et øjeblik forladt mig, mens jeg bestilte smagsprøverne til os. I hvilken stand husker jeg desværre heller ikke længere.
Jeg bad i hvert fald om deres sureste øl … som de kunne fortælle mig var udsolgt. Vel, jeg besluttede mig lynhurtigt for at springe i den stik modsatte grøft og bestilte i stedet det sødeste, de havde. En Wittekerke Rosé fra Brasserie de Brabandere blev det til. Bryggeriet har leveret hvad der fortsat er min største surtølsoplevelse nogensinde – den uforlignelige foeder Aged Pale.
Efter den nødvendige, men også noget fjollede indledende manøvre, hvor vi skiftevis harkende og spruttende spekulerede over navnets udtale på flamsk, og jeg havde konstateret at brygget duftede dejligt, tog vi hver et drag.
“Holllddaopmand! Hindbær like crazy!” udbrød Marcus begejstret. “Øj manner!” Et par sekunder fattede han sig, hvorefter tiraden for alvor måtte starte: “Jeg tror du og jeg er stærkt uenige, men denne øl, hands down, er den første øl der et-hundrede procent har levet op til og leveret, muligvis overgået, hvad den lovede! Det er lige i skabet for en hindbærbrus det her! En hindbærbrus man bliver fuld af.”
Mine bekræftende grynt på optagelsen antyder nu, at uenigheden slet ikke var så stor endda.
“Jeg er enig, jeg kan også godt lide den,” forsvarede jeg mig, “ikke mindst fordi jeg også synes den har en sur kant.”
“Jeg har nok tilbragt for mange år sammen med Kaj Geuzeboi Framke til at kunne bemærke den der sure kant. Jeg synes den smager sødt og dejligt.”
“Det gør den også, men der er også en sur kant. Og den er utroligt forfriskende,” fortsatte jeg i håb om snarligt fælles fodslaw. “Den kunne jeg sidde og bælle i litervis på en varm sommerdag.”

Det var så her Marcus lavede en højst upassende vittighed om, at brygget ville være egnet til en børnefødselsdag, der også havde det som pointe, at brygget var fra Belgien. Jeg vil undlade at gengive vittigheden i sin fulde længde her. Jeg vil faktisk slet ikke gengive den, men blot undskylde for min medsmagers til tider anstrengende form for humoristisk sans, som i dette tilfælde ikke engang kunne undskyldes med, at vi havde fået for mange genstande under vesten.

Der var kun fire indtil videre – vel, fem for mit vedkommende, men det var ikke mig, der var upassende.

Jeg vil knække beretningen over her, så der ikke går for lang tid mellem at der bliver lagt nyt op på bloggen. 2. del af beretningen følger snarest. Jeg håber, I forbliver indstillet.