Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: undergæret øl

Thy Økologisk Pilsner, Thisted Bryghus

Gør den permanent …

Bare rolig, jeg skal nok nå til nogle juleøl inden alt for længe. Men først skal jeg lige have den her af vejen.
Det er en relancering af en gammel klassiker fra for 25 år siden, nemlig Thisted Bryghus‘ økologiske pilsner, der altså i år har fejret jubilæum.
Jubilæumseksemplaret her er dog ikke helt den samme øl som dengang. Det er altså ikke bare gammelt øl på nye flasker, men derimod en opdatering med lidt ekstra humle. Og det er kan jeg, som notorisk humlehoved, selvfølgelig kun hilse hjerteligt velkomment.
Ikke mindst når jeg kigger tilbage på originalen. Alle gode intentioner til trods samt det faktum at jeg dengang var nærmest forblændet af økologiens lyksaligheder – i dag er min begejstring noget mere pragmatisk – scorede den jo ikke nogen videre høj karakter dengang. Vist var de 3½ stjerner højere end hvad de fleste standard- og industripilsnere har scoret gennem tiden på bloggen, men produktet var alligevel ikke i nærheden af noget egentligt ekstraordinært. Ikke engang inden for pilsnerverdenen.
Hvor meget kan lidt ekstra humle gøre for en øl, om hvis kvalitet jeg ikke kunne sige meget mere, at den da var noget over standard? For at foregående sætning ikke ender som et rent retorisk spørgsmål, kunne man jo begynde med at afprøve den.

Det ligner sig selv, det korngule bryg. Pilsnerøl er letgenkendeligt, og altid synet værd, korngult og prangende som det står i glasset. Her med en mere end nydelig kridhvid og fedtet skumkrone, som jeg ikke husker fra originalen.
Duften røber til gengæld ikke nogen større oplevelse end for 25 år siden. Humlen er der, nogenlunde markant og med det samme rå, upolerede udtryk, der gjorde Danmarks første økologiske øl ganske populær i sin tid. Men så heller ikke mere …

I smagen til gengæld – der folder jubilæumsudgaven sig virkelig ud …

Her er der rigeligt med humle. Bitter og aromatisk, igen med den velkendte rå kant, men i forening med mere sød malt og vanilleessens, der giver brygget en langt fyldigere bund, end den man kender. Søde æbler blander sig med med bitterheden, og giver en bredere oplevelse, uden at brygget berøves sin oprindelige kantede karakter.

En gedigen opdatering af en øl, der mest var nyskabende ved andre egenskaber end sin smag. Nu har Thisted Bryghus fået smagen med, og det fortjener de hæder og ære for.
Mit ydmyge ønske er, at produktionen af det oprindelige økologiske bryg indstilles, og erstattes med denne jubilæumsudgave.

Jøwt, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken I

Bestemt jøw

Jeg må hellere til det. En uge næsten uden arbejde og amerikansk valg har resulteret i endnu en rutsjebanetur – af den slags man finder på almindelige legepladser, og ikke i forlystelsesparker. De kører som bekendt kun én vej: ned!
Vel, nu er der så omsider lidt lys for enden af den tunnel, som rutsjebanen endte i igen (igen igen igen). Mit liv minder lidt om bilferierejserne i min barndom gennem alperne. Med jævne mellemrum må man igennem lange, mørke tunneller for at nå videre. En afgørende forskel er imidlertid, at udsigten mellem tunnellerne er knap så flot og spændende i mit liv som den er i alperne.
Ikke desto mindre tyder meget i øjeblikket på, at Agent Orange omsider må forlade Det Hvide Hus, så man endelig kan ånde lettet op igen. Sådan da. Demokraterne ser til gengæld ikke ud til at få kontrol over senatet – og så er vi om ikke lige vidt, så i hvert fald stadig meget langt væk fra reel forbedring. Men i det mindste vil katastroferne da ikke snuble over hinanden i flere på hinanden følgende train wrecks hver eneste dag.

Men netop som lyset viser sig for enden af den tunnel, muterer Coronavirusset i mink, og hele Region Nordjylland lukkes ned igen. Bummer! I det mindste har vi da en regering, der forstår at tage de nødvendige beslutninger hurtigt nok til, at Thy og Vendsyssel ikke går hen og bliver det nye Wuhan … håber jeg da. Men den sag kan nemt gå hen og blive lige så nervepirrende som det fortsat ikke afgjorte præsidentvalg.
Jeg har til gengæld fundet anledning til at gøre en dyd af nødvendigheden, og fejrer i dag min fødselsdag ved at være på internettet og skrive ølblog.
En officiel fødselsdagslivestream, der finder sted fra klokken 20 kan findes her.
I mellemtiden må jeg hellere se at få fulgt op på mine nylige smageaktiviteter. Bare fordi jeg sidder med depression op til halsen, betyder det jo ikke, at jeg ikke prøver nogen nye øl. Faktisk har jeg fire tomme flasker stående, hvis indhold ikke er anmeldt endnu, så jeg har faktisk en smule travlt.

Således tager jeg fat på den fine pakke øl, Løkken Bryghus sendte mig forleden. Nogle af øllene bærer navn efter særlige udtryk på det lokale vendelbomål. Som barn af firserne blev jeg med De Nattergales hyppige medieeksponering behørigt forberedt på min flytning til Thy for et år siden. Af vendelbomål forstår jeg til gengæld kun ganske lidt.
‘Jøwt’ er ifølge etiketten et universelt begejstrings- og anerkendelsesudtryk; “dejligt, fedt, kanon eller super” kan det oversættes med. Men passer det så? Er pilsneren her virkelig jøw eller det modsatte (hvad det så end måtte hedde (det er nok ikke ‘wøj’. Så nemt og logisk opfører sprog sig desværre aldrig))?

Skummet ser da ret jøwt ud – i hvert fald så længe man ikke hælder for voldsomt, thi oversvømmelse og vandskade … vel, ølskade må det vel hedde, er nok ikke videre jøwt. Det stiger hastigt, og forbliver højt et godt stykke tid, hvilket gør skænkningen til lidt af en udfordring. Udkantsdanmark-associationerne bliver ikke mindre af bouqueten, der minder én om stald og insillage. En ubehagelig lugt for mange, men langt fra fremmed i ølverdenen, og ingenlunde ildevarslende heller. Det er vist noget med, at de svampe- og gærtyper, der findes i staldmiljøer er nært beslægtede med dem, der bruges i ølbrygning, men det er ikke noget, jeg skal kloge mig videre på.
De høje forventninger staldlugten indgyder, bliver da også straks infriet. Her er en aromatisk pilsner. En pilsner, der rent faktisk smager af noget, og ikke bare er til tørst og fuldskab. Modne kornmarker leverer en fuldfed, næsten honningsød maltbund på hvilken solide stammer af mørkt træ slår rødder dybt ind i smagsløg og gummer.
Det er kraftfuldt, robust og ganske enkelt bare rigtig, rigtig velsmagende. Og i øvrigt også overraskende for så vidt, at brygget her ikke bare giver mere af den pilsnersmag, man så ofte gerne vil have mere af. Nej, den leverer en bitterhed og en sødme, man ikke har prøvet før. Oveni bare at være rigtig god, er pilsneren i sit udtryk også original.

Hvis det ikke er jøwt, så ved jeg ikke hvad der er.

Saaz Brew, Hancock

Standardens aristokrati …

Ræset mod bunden fortsætter. Det skal som bekendt gøre ondt før det går godt. Men garantien for at det overhovedet bliver godt, udløb da Donald Trump blev præsident i USA. Så det kommer bare til at gøre mere og mere ondt, og det bliver aldrig bedre. Ikke mindst nu hvor det allersidste bolværk mod Trumps totale magt er gået bort. Ruth Bader Ginsburg er død. Hun var en af dommerne i den amerikanske højesteret, der tippede balancen i en retning der i det mindste lignede noget, der ligner en retsstat. Men ikke mere. Trumps ligesindede dominerer nu organet totalt, og vejen for den narcissistiske psykopat, som USA kalder sin præsident, til den totale magt, er nu brolagt.

Nu havde jeg ellers for et par dage siden knappet den her øl op og nået at nyde den, fordi der for en gangs skyld havde vist sig et lyspunkt i min egen lille isolerede verden: En hel uge med arbejde til en fornuftig løn. Nu forekommer brygget mig mere som druknede sorger på forskud, men det er selvfølgelig blot en efterrationalisering … således efterrationaliserer jeg i skrivende stund – eller noget.

Jeg vil krampagtigt og noget anstrengt alligevel forsøge at se på sagerne fra en positiv side. Således er jeg fortsat glad for at have hele Hancocks portefølje til min disposition heroppe i det nordvestjyske.

Og forleden opdagede jeg, at jeg slet ikke havde prøvet den her endnu. Så for at fejre, at jeg endelig havde reddet mig noget arbejde – for en stund i hvert fald – kom den på bordet sammen med hjerter i rødvins-/flødesauce med champignoner. Det gælder om at lave børneuvenlig mad, når man har chancen.

Rødvinen var faktas billigste. Der er ingen grund til at bruge gode druer til den slags. Ikke mindst når den øl, man drikker til, selv opviser fine vinøse træk. Brygget er – som lagertypen foreskriver – begejstrende mørkt, klart og med en nydelig rød nuance, der viser sig så snart bare en smule lys får lov at gennemskinne brygget. Søde noter af druer – samt kirse- og hindbær og en ikke ueffen alkoholisk note peger i samme retning – og i retning af framboise og kriek. What’s not to like?

Jeg kan berolige de sødtølsforskrækkede med, at brygget på trods af en dyb, i ganen rivende og brystet flående rødvinøs fylde, mest af alt smager af det det er, nemlig øl. En dyb, varm og mørktbitter aroma af hårdt træ fylder hele mundhulen, med venlige, omend bestemte beske accenter ved gane og mandler.

En myndig, velmaltet og brysk mørktølsoplevelse, der endnu engang gør Hancock til Danmarks ukronede mestre i at gøre traditionelle øltyper fra før ølrevolutionen mere interessante. Her i øvrigt uden brug af ascorbinsyre, som ellers var en af deres signaturingredienser – netop fordi det traditionelt blev brugt som konserveringsmiddel i øl i gamle dage. Mig bekendt har Hancock ikke nogen IPA eller Barley Wine i produktkataloget, og det behøver de heller ikke.

Kvalitetsbryggerier som Hancock burde forsyne os med pilsner, classic, lager og andre gamle øltyper. Så ville industrikonglomerater som Carlsberg og Royal Unibrew snart være overflødige.

St. Omer 8,0, Brasserie Goudale

Smagfuld spritterøl …

Rigtig mange af de øl jeg prøver, støder jeg tilfældigvis på i supermarkedet, og tager dem kun med, fordi jeg ikke har prøvet dem før. Denne her er fra Føtex, og er købt netop på de betingelser. Jeg har aldrig hørt om brygget før, omend jeg har været inde over bryggeriet med jævne mellemrum. La Goudale ser ud til at være fast leverandør til Salling Group af franske special- og som her, standardøl.

For det er i grunden blot en stærk pilsner vi har at gøre med. Næppe overraskende hentyder ‘8,0’ i navnet til alkoholprocenten, der ved tilsætning af majs er banket ekstra højt op. En pilsner i klasse med Elephant, Bjørnebryg, Brutalis og hvad de ellers hedder de mange billige og stærke øl, der i mine øjne alene appellerer til et forbrugersegment, der snarere burde gå i behandling for deres alkoholkonsum, frem for at få tilbudt øl af denne kaliber. Formålet med disse øl er at blive fuld hurtigt og billigt. Et rationale jeg personligt end ikke finder tiltalende når der er fest. Jeg kan ikke ryste følelsen af, at producenterne bag disse bryg søger at profitere af nogle ulykkelige skæbner, der har opgivet at finde glæde andre steder end i den hurtige, billige alkoholrus, hvorfor jeg da også under ét gerne kalder denne kategori af stærke, billige pilsnere ‘spritterøl’.

Det var der engang en læser, der blev vildt harm over. Kommentarer fra både vedkommende og undertegnede kan man læse under dette indlæg.

Som regel er min begejstring ikke stor for disse øl, hvilket nok også skyldes, at min begejstring for pilsnertypen i det hele taget er til at overse. Ikke mindst eftersom det nok er den type, der er lavet flest forskellige udgaver af, samtidig med at den gennemsnitlige varians fra bryg til bryg har været den suverænt laveste.

Forventningen var derefter, da dåsen blev åbnet og brygget skænket. Skummet kunne da behage øjeæblerne en smule, og i sig selv er det jo heller ikke fordi en pilsner er grim at se på. Men generisk forbliver brygget, ikke mindst i kraft af en stærk, gennemtrængende odeur af næsten ingenting. Der er ordentligt disket op til en både industriel og middelmådig oplevelse af de allermest mainstream på den mest middle-of-the-road-agtige måde.

Men se engang. Sådan skulle det overhovedet ikke gå. Aldrig så snart det på overfladen fornærmende ligegyldige bryg kommer inden for læberne, sker der noget.
Alkohol – ja, det var forventet. Men ikke en skarp og sprittet én af slagsen. Næh, den her er blød og rund, næsten likøragtig.
Malt – og rigeligt af den. Hvor mange gange har man ikke prøvet spritterøl helt uden fylde og krop. Her er der rigeligt af begge dele i form af en sød, næsten sirupblød mundfornemmelse, der næsten truer med at blive kvalm – men det bliver ved truslen, der jo faktisk også kun næsten er der.
Bitterhed – Ja! Øllets signaturaroma har bryggeriet heller ikke glemt. Og den er forbløffende markant, tung og mørk. Og helt uden at blive besk eller harsk, sådan som oplevelsen nemt bliver når brygget i øvrigt er tunet med ekstra alkohol og majsstivelse. Bitterheden er uændret og ufortrødent til stede i eftersmagen, hvor den næsten demonstrativt fortsætter med – mod forventningerne – ikke at være til ubehag. Tværtom.

En smagfuld stærk pilsner. Det havde jeg ikke ventet. Jeg er stadig ikke nogen fan af genren som sådan, men lyspunkter som dette yder den en berettigelse, som jeg ikke mente, den havde før.

Den ros skal den have.

Helles Vollbier, Kaiserdom Privatbrauerei

Så kan jeg vel forp@&%! lære det?

Jeg skulle selvfølgelig brokke mig over min ustabile arbejdssituation offentligt. Nærmest som en form for jinx eller nemesis – omend på den fede måde, når alt kommer til alt – måtte jeg bagefter dukke mig for ikke at blive slået omkuld af vildfarne jobtilbud.

Den i sidste indlæg omtalte arbejdsordre faldt om man så må sige i skrivende stund. Der var tale om en aftenvagt på den lokale margarinefabrik, der i øvrigt med jævne mellemrum er behjælpelig med udfyldning af huller i min usikre arbejdsplan. Aftenarbejde er velbetalt, og arbejdspladsen ligger i bekvem cykelafstand. Så midt på eftermiddagen gik det afsted, med hjemkomst ca. ved midnat.

Sulten og opfrisket efter hjemtur på velocipede i en mild eftersommernat langs limfjordspromenaden gik jeg ikke direkte i seng. Jeg formåede faktisk at trække den helt til klokken halv tre efter bl.a. at have nydt et solidt natmåltid med sådan én her til (mest fordi det var den eneste jeg havde).

Men jeg fik ikke lov at sove længe. Klokken halv otte ringede telefonen. En lokal friskole, hvor jeg om tirsdagen underviser i tysk havde brug for mig hele dagen som vikar. Så søvndrukken, forvirret og uden at kunne nå at få min morgenkaffe hastede jeg i bad, fik kastet et tarveligt og utilstrækkeligt morgenmåltid i hovedet, og så ellers af sted i bus til en hel dags vikarundervisning …

Heldigvis er eleverne derude rigtig søde. Lønnen som lærervikar fejler heller ikke noget. Og i morgen går det så løs igen med vikarundervisning. Men da jeg på hjemturen hurtigt skulle ringe til mit vikarbureau for at få afklaret en sag, blev jeg tilbudt endnu en aften/nat-tjans på margarinefabrikken … Lettere tøvende måtte jeg takke nej. Der er ingen grund til at få et stressrelateret nervesammenbrud netop som ens økonomi viser tegn på at være i bedring for en afvekslings skyld.

Relevansen for dagens øl af alt denne snik-snak om kaoset i mit liv er som altid lig nul. Kaiserdom-brandet er fast inventar i COOP’s butikker, og har været det gennem alle årene, hvor jeg har skrevet blog. En af de første anmeldelser jeg skrev, var faktisk af Kaiserdoms pilsner, og min begejstring var til at overskue, for nu at underdrive demonstrativt og med en æg af sarkasme.

Fire gange har jeg anmeldt bryggeriets øl, og ikke én af dem er nået op på, endsige over, middelkarakteren på tre stjerner. Why do I even bother?

Og i modsætning til en ellers udbredt talemåde er Plejer ikke død, men lever i bedste velgående. For ganske som et Kaiserdomprodukt plejer, leveres der her vel under middel visuelt, olfaktorisk og aromatisk, startende med en jævn, korngul pilsnerlød, med dertilhørende udeblivende skumoplevelse, der ellers ville kunne have reddet en flig af en fra starten vaklende oplevelse. Duften er fjern om overhovedet til stede. Er det i virkeligheden bare væde man får i næsen, eller der også en duft af humle – eller øl på en eller anden måde – dernede i dybet? Jeg er langt fra sikker.

I det mindste kan man da ikke beskylde brygget for at gøre en tørstig. Brygget er både forfriskende og svalende, og formår samtidig at levere en portion liflig brus, så man uvægerligt kommer til at tænke på et glas perlende danskvand. Og det er jo også rart, når det ellers er et glas danskvand, man har skænket sig. Når man har skænket sig en øl, derimod, er den slags oplevelser noget, man helst er foruden.

Humlen og malten – og for den sags skyld også gæren – kommer man til at lede længe efter i smagen. Og ligesom med duften blev denne blogger aldrig helt sikker på, om han overhovedet fandt nogen af delene. En præstation, der i alt ender endnu mere tarvelig end det hastigt opdiskede morgenmåltid.

Nej, det skulle heller ikke blive denne gang, Kaiserdom Privatbrauerei imponerede mig. Hvad ‘Voll’ præcis dækker over har jeg ikke nået at google mig frem til, men oplevelsen var i hvert fald til fulde, hvad jeg ud fra de tidligere Kaiserdom-oplevelser kunne forvente.

Med andre ord blev det som det plejer.

Forårsbryg, Aarhus Bryghus

For, mid, sen, efter og indian …

En ustabil arbejdssituation, et forlist kærlighedsforhold og læsertørke har her på det sidste dræbt noget af fornøjelsen ved at skrive, og i det hele taget være aktiv på blog og YouTube-kanal. Jeg er åbenbart ikke den eneste, for hvem humøret daler i efterårsmånederne, idet læsertallet har det med at være for nedadgående – især her i september.

Jeg havde ellers planlagt at de sidste feriepenge skulle brændes af nu, hvor jeg har været ramt af flere ufrivillige deltids- og fridage i streg. Hvorfor ikke vende lediggangen til min fordel og rent faktisk få gjort noget ved det, jeg holder allermest af – at formidle øl og være sekulær aktivist?

Desværre satte lysten til at skrive og nørkle med videoer ud i samme øjeblik jeg fik mere tid. Straks blev jeg overvældet af muligheden for at slå tiden ihjel med idel underholdning i stedet. Vel – i det mindste falder jeg ikke til flasken, når jeg keder mig eller er smådeprimeret. Nogle gange kunne jeg i mit stille sind godt ønske at jeg gjorde – så ville jeg i det mindste have noget at skrive om bagefter.

Samtidig er jeg for første gang i år oprigtigt bekymret for, at jeg ikke når det antal læsere, jeg ønsker – 4.000 klik pr måned. Det begynder allerede at se svært ud. Derfor vil jeg overordentligt påskønne, hvis både nye og gamle læsere ikke bare læser dette indlæg, men også kigger lidt af bagkataloget igennem. Jeg har anmeldt øl gennem ti år, så der er gode chancer for, at netop den øl du har overvejet at smage på allerede er afprøvet her. Således kan du – før du spilder penge og tid – vurdere, om det overhovedet er noget du gider.

Og netop som der tikker en besked ind om, at der er arbejde til mig, får jeg taget mig sammen til at tage mig sammen til at skrive igen. Jeg skal åbenbart være under en eller anden form for pres for at få ting gjort. Når der ikke er udsigt til, at lediggangen hører op, ved jeg ikke hvad jeg skal bruge tiden på – selvom mulighederne for konstruktiv udnyttelse er legion. Go figure.

Og ja – du læste rigtigt. Kortvarigt har jeg atter smagt kærligheden på godt såvel som på ondt – idet det meget snart var slut igen. Nærværende øl, som jeg fik af min storebror, da han var forbi med familien i løbet af sommeren, blev nydt i baggården til min lejlighed sammen med hende. Det er derfor, der er to glas på billedet.

Og det er alt, I får at vide om mit kærlighedsliv. Der er ingen grund til at ødelægge jer læseres humør unødigt.

Det har været en smule svært at finde ud af, præcis hvilken type øl, der her er tale om. Men efter alt at dømme har vi med en øl af pilsnertypen at gøre, der er tilsat sukker – for at justere smag og måske også banke alkoholstyrken op en smule. Vi lander på 7%, hvilket omtrent er niveauet for stærke øl som Elephant og Bjørnebryg – uden videre sammenligning i øvrigt … og så alligevel. Brygget her deler deres ydre – i bund og grund er brygget lige så korngult, omend prydet med en tæt, kridhvid marengsmasse, der så vidt jeg husker ikke følger med førnævnte spritterøls visuelle forestilling.

I duften byder brygget på traditionel pilsnerhumle, flankeret af søde, friske indslag. Uden at typen er angivet noget sted på emballagen, peger bouquetens karakter temmelig entydigt i én retning, samtidig med at det tilsatte sukker giver sig til kende. Det friske – og i øvrigt delikate – pilsnerindslag gør sig ligeledes gældende i aromaen. En lækker, gennemtrængende smag af frisk, bittersød humle behager munden i alle tre dimensioner. Og selvom tilsætningen af sukker bliver ret afslørende i bryggets karakter, forbliver indslaget også forbløffende velafstemt med bitterhed og fylde i en velkomponeret aromaoplevelse.

De rene, bitre, men fortsat også friske pilsnernoter kan man nyde i en eftersmag, der bliver hængende et godt stykke tid efter at brygget er skyllet ned. En blomsterfrisk, aromatisk forårsøl, der også sagtens kan nydes om sommeren, sensommeren og i løbet af – undskyld de etnocentriske undertoner – indian summer. Sidstnævnte må vi nok vænne os til, what with galopperende global opvarmning oven i alle de andre katastrofer, vi som mennesker har skabt for os selv.

Brygget her minder mig også om, at det i grunden er alt for få øl, jeg har anmeldt fra Aarhus Bryghus. Det må jeg se om jeg kan få lavet om på.

Økologisk Münchener, Skanderborg Bryghus, Far Out III

Og nu en mørk …

Jeg tabte nærmest næse og mund da det gik op for mig, hvor langt ude Skanderborg Bryghus’ ølpakkekoncept var. Øllet har til gengæld allerede overgået mine forventninger, idet jeg ved første afprøvning af øllene under en livestream, fik indtryk af dem som inderligt ligegyldige. Men oplevelsen med den sidste, ‘Steam‘, viste sig at være mere end en jævn fornøjelse. Så gennemsnittet er, næsten uanset hvor fæle resten af bryggene må være, formentlig allerede sikret et niveau over det forventede. Det siger nok mest om, hvor dybt i brønden i kulkælderen mine forventninger var gravet endnu længere ned, men det får være for nu.

Den næste i rækken af ‘Far’-øl fra Skanderborg Bryghus er en Münchener; en undergæret lagerøl i sydtysk stil. På overfladen – og rent visuelt – ser det jo pænt nok ud. Ikke mindst når man ser hvor mørkt brygget faktisk er, praktisk taget natsort med nydeligt tæt, højt og mørkttonet skum. Duften er heller ikke værst; krydret og letbranket med noter af farinsukker og kaffegrums, men desværre heller ikke fri for vandighed og syre.

Aromaen er behageligt sød med noter af farinsukker og kaffe. En iskaffe krydret med kardemomme og vanille er ikke helt ved siden af – så det er jo egentlig meget godt.

Men så alligevel er det som om det ikke er helt nok. Eller måske føles det lidt som om, brygget er lavet slavisk efter en opskrift, frem for at være pyslet og nyslet omkring, smagt til og være tilsat de nødvendige kvantum kærlighed. Oplevelsen ender i hvert fald med – trods gode indslag – at virke lidt tam og våd, og ikke rigtig engageret nok.

Nogle vil beskylde mig for at lede efter håret i suppen, over for hvilket jeg vil lade min afdæmpede, omend bestemte protest lyde: Det er selve suppen, der ikke er helt i skabet, omend den ganske afgjort er fri for både fluer og hår.

Økologisk Steam, Skanderborg Bryghus, Far Out II

Se det var jo noget ganske andet …

Konceptet bag Skanderborg Bryghus’ far-pakke er og bliver langt ude. Den første øl formåede ingenlunde at løfte indtrykket af det samlede koncept. En papirtynd pilsner, hvis mage og overmand tit er set blandt noget af det billigste og mest industrielle bællesprøjt, man kan opdrive.

Men vi skal jo igennem dem. Nu har jeg jo ligefrem startet et tema om dem, så dælme nej om projektet på halvvejen skal strande modløst ved udsigten til mere industrisprøjt klædt ud som kvalitetsdråber.

Skænkningen var i hvert fald ikke nogen større oplevelse – altså ud over, at brygget er ret flot gyldenorange, og matcher flaskens etiket ret godt. Duggen som det afkølede bryg skaber på glasset får det til at fremstå som matteret kobber, men det er alt sammen stadig ikke helt nok til at kompensere for skuffelsen over et skum, der næsten tager svømmetag i luften med hovedet nedad for at komme til at falde hurtigere. Kun en spinkel rand bliver hængende ved glassets kant.

Der er lidt mere spræl i duften denne gang, omend brygget ikke kan se sig fri for forgængerens letsyrlige og noget vandige impression. Men snart melder der sig søde noter af mørkt sukker, garneret med lidt godt fra urtehaven. Koriander og laurbærblade tilføjer pikant og slet ikke uinteressant krydderi, omend det stadig synes gemt bag lidt for meget vand.

Mundfornemmelsen er igen rar, fløjlsblød og tilpas fyldig med en vægtig maltbund. Men det eneste forsonende træk ved gaveæskens blogdebutant skal ikke stå alene i denne øl. Snart melder sig markante noter af paranødder, sødme af lys karamel og bitterhed af kål. Helt frisk og knasende sprød, rå kål.

Fra live-streamen, hvor jeg tidligere prøvede øllen, husker jeg den egentlig som ret kedelig. Men ganske som jeg bemærkede over for Marcus, før han opgivende erklærede, at han ville forære mig en ny pakke, når live-streamen var ovre, ville det være alt for svært og bøvlet for mig, at få et ordentligt indtryk af øllene, hvis jeg skulle styre online-løjerne samtidig.

At brygget er low key og uden store armbevægelser er en kendsgerning. Man skal smage lidt efter før man opdager de små, men udsøgte guldkorn. Så lad være med at have for meget om ørerne, når i smager den …

… så venter der en oplevelse.


Sweet Gale, Thisted Bryghus

Tema med variationer …

Aldrig så snart Bent Fabricius-Bjerre har forladt os, og turen fortsætter til den britiske filmskaber, Alan Parker. Stærkest i min erindring står hans filmatisering af Pink Floyd-pladen The Wall, men det er nok også bare fordi Pink Floyd tilfældigvis er det band i hele verden, jeg holder allermest af.

At manden holdt af god musik, fik man også at mærke i mesterværket The Commitments. På en måde blev filmen en hjørnesten for soulmusikken. For mens filmens hovedtema handler om brugen af sorte amerikaneres musik som middel til at bryde ud af fattigdom og elendighed i de tidlige 90’eres Irland (og dermed noget af det mest charmerende fattigdom og elendighed, der findes i hele verden – men fattigdom og elendighed ikke desto mindre) blev netop den kunstform i samme årrække voldsomt kommercialiseret.

Ikke lang tid efter lancerede MTV programmer som ‘The Soul of MTV’ der time efter time spillede intetsigende, ligegyldig fløde for ørerne, mens gode programmer, som fx Headbangers’ Ball blev taget ned. Rædsler som R-Kelly, Boyz 2 Men og i Europa Emilia Rydberg dukkede op og gjorde det, der i årtierne forinden tryllebandt verden med selvsikker sort amerikansk kunststil, til et samlebåndsproduceret organisk opløsningsmiddel, perfekt til at lade hjernemassen flyde ud af ørerne som den flødemættede sødsuppe, soulmusikken blev reduceret til.

Men før jeg ryger for langt ud af en tangent, er det vidst bedst, jeg tager fat på dagens øl i stedet.

Leverandøren af seksprocentsbrygget er Thisted Bryghus, og den var med i en pakke øl, jeg fik da jeg sidste år var på besøg der. Ja, jeg er ikke altid lige hurtig til at få afprøvet øl, jeg har stående, men nu fik jeg det så endelig gjort.

Et billede af selve brygget, såvel som dens duft, må læserne have til gode. For jeg var åbenbart alt for ivrig, både med at få smagt på brygget, og få tømt glasset. Umiddelbart er brygget hverken nogen aromaeksplosion eller noget blylod af fyldighed. Det kræver lidt aktiv smagning, der til gengæld også lønner sig.

Letsyrligt frisk er brygget, med en sød aromatisk kant af karamel og en overraskende kraftig bitter eftersmag af hvidkål. Det er i øvrigt godt. Kål er en grøntsag der nok ses en anelse ned på, men genkendes dens bitre aroma i øl, glæder det i hvert fald denne blogger.

Fylden mangler på trods af bryggets vigende tyngde heller ikke. Det er på overfladen et bryg uden unødvendigt spræl, men med mange små fine overraskelser, hvis man har blot et mindstemål af tålmodighed – og ikke er for fin på den til at acceptere tilsætning af porse og ascorbinsyre. Aromaerne udgør fine variationer over velkendte temaer, både fra pilsner og pale ale, der under alle omstændigheder gør brygget et besøg værd.

Og så kan man jo også finde ud af, hvordan det egentlig ser ud og dufter.

Tuborg Nul, Carlsberg

Nope!

Aldrig så snart coronareglerne er blevet lempet nærmest stormer læserne væk fra min blog som var de jagtet af Rasmus Paludan selv … eller … de stormer i hvert fald væk som jeg ville gøre, hvis jeg blev jagtet af Rasmus Paludan. Eller Pernille Vermund, eller Pia Kjærsgaard, eller Søren Espersen … i ved nok hvor jeg vil hen.

I modsætning til de seneste dage, hvor læserne virkelig har taget en slapper, har det de sidste mange uger ikke været særlig svært at få læsere nok ind på bloggen. Selv med under ét indlæg pr. uge. er antallet af klik undertiden skudt op over 200 om dagen. Men det er måske ikke så sært, når man ikke rigtig må gå udenfor, at man så i stedet bruger sin kostbare spildtid på nettet med at læse om, hvordan man fulder sig mest smagfuldt, når nu der ikke er så meget andet at lave.

Men det stopper her! Med det samme! Ikke at jeg vil sige til folk, at man nu skal gå ud og nyde det gode vejr, nu hvor det rent faktisk er blevet tilladt at bruge noget tid udendørs med vennerne. Næh, jeg synes bestemt man skal forsumpe videre indendørs, for så kan jeg igen få flere læsere på bloggen. Alkoholismen og den gode smag, til gengæld, det må læserne se langt efter, i hvert fald i dette indlæg.

Carlsberg har nemlig lanceret en ny alkoholfri øl – formentlig en afløser til den absolut totalt udrikkelige Tuborg Super Light, der så vidt jeg husker blev lanceret helt tilbage i min gymnasietid i starten af 90’erne. Den holdt under 0,1% alkohol, så vidt jeg husker. Brandets nye skud på stammen med navnet ‘Nul’ indeholder angiveligt 0,0% – eller ingen alkohol overhovedet. Så har man set det med.

Som led i et markedsføringsstunt kunne man være heldig at vinde et eksemplar af øllen på COOP’s app, som jeg jo selvfølgelig har, fordi jeg er én af dem. Det er ellers sjældent, at jeg vinder noget, men denne gang, hvor jeg egentlig ikke var synderligt interesseret, var der selvfølgelig bid. Men hey, det er på sin vis sjovere at skrive dårlige anmeldelser (forudfattet om øllets kvalitet … mig? Når det gælder Carlsbergs alkoholfri øl, så – JA! Bestemt! Er alle ikke det? Det burde de være) end gode, så jeg sjoskede rask op til supermarkedet, dirrende af forventing om at levere en fremtidig sviner, for at erhverve mig et eksemplar formedelst 0,0 kroner.

Det rene optrækkeri, hvis I spørger mig. For det kan såmænd godt være, at brygget ligner øl, korngult med kridhvidt skum der i glasset. Men se hvor hurtigt skummet skynder sig at falde. Som om det ville skamme sig ved bare at lade som om, at øllet i det allermindste bare havde noget visuelt at byde på. Men nej!

Duften er ikke meget bedre bevendt. En udefinerbar syrlighed blander sig med stænk af noget, der måske var humle engang. Nu er det druknet i lige dele vand og syntetiske tilsætningsstoffer, der skal få den udefinerbare vandblanding til at tage sig ud som noget det ikke er – nemlig øl – for så at fejle på det ynkværdigste.

For der er ved Rasmus Paludans grimme, smørindsmurte slikfrits ikke meget ølagtigt over den kunstigt syntetisk vamle substans i glasset. Vel, kulsyren – den er der i det mindste. Men det alene gør selvfølgelig ingen øl. Sodavand og danskvand indeholder fx også kulsyre.

Sodavand smager imidlertid af noget. Ja, jeg holder faktisk meget af sodavand, indrømmer jeg uden at skamme mig voldsomt meget. Danskvand drikker jeg også gerne – uden citrus eller andet (analog med at jeg foretrækker min kaffe sort). Dette … produkt derimod føles ingenlunde som danskvand heller – det skulle da være med helt nye smagsvarianter – zink og citronopvaskemiddel er det første, jeg kan komme på. Humle og malt, derimod, må man kigge langt efter.

Det eneste gode der er at sige om produktet er, at det ikke er nær så fælt som dens forgænger, Tuborg Super Light, idet det heldigvis også smager så meget af vand, at man ikke sådan rigtig bliver generet af alt det ubestemmeligt fæle, der er tilsat. I forgængeren smagte man tilsætningerne meget mere, og jeg gætter på, at ekstra tilsætning af postevand i nærværende produkt har taget noget af den fæle smag, og samtidig kvalt residualalkoholen så meget, at det er lovligt at angive styrken til 0,0.

Jeg behøver egentlig ikke vide, hvilke ‘naturlige aromaer’ bryggeriet har tilsat, for her er helt sikkert en øl, jeg aldrig nogensinde i hele mit liv vil binde an med igen. I, kære læsere, er heldige. I behøver ikke engang prøve den en eneste gang. For jeg har været der og fortalt historien, hvis morale er den simple:

Lad den stå!

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme