Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: undergæret øl

Mango Galore, Svaneke Bryghus

Øl: Mango Galore
Bryggeri: Svaneke Bryghus
Type: Infused Pale Ale
ABV: 4,8%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Næppe engang ‘go leor’ …
“Galore” er et engelsk ord, jeg er blevet rigtig glad for. Det er nemlig ikke rigtig et engelsk ord, men et låneord fra irsk “go leor”, og det betyder “nok” eller “rigeligt”. Den oprindelige betydning ikke “i fuldkommen sindssygt exorbitante mængder” sådan som det gerne bruges på engelsk. Hvad man ville bruge i stedet på irsk er jeg ikke sikker på. Måske “go leir”, der betyder “helt”. Men snarere ville man nok omskrive og bruge nogle komplicerede forstavelses- og præpositionalkonstruktioner involverende an-, ro- og oll- på måder, et duolingo-kursus slet ikke rækker til at sætte én ind i, lige meget hvor meget sprognørd man ellers måtte være. Irsk er et af de der sprog, der starter med at være nemme, og så bliver det ellers bare sværere og sværere jo længere man kommer ind i det.

Men det er ikke så svært som dating. Det er nærmest umuligt for mig, og der kommer jeg absolut ingen vegne. Jeg nævner det, fordi jeg på det seneste har brugt ret meget af min tid på det – uden held selvfølgelig – og det må så tjene som dette indlægs dårlige undskyldning for, at der igen-igen-igen er gået ret lang tid siden sidste indlæg.

Men vi må til sagen: Mango Galore er en undergæret pale ale … hør, der er vist et eller andet, der ikke helt kan passe her. Ale er da altid overgæret, for f… Nå, det må Svaneke Bryghus vel et eller andet sted selv ligge og rode med. Men jeg synes det er på sin plads at påtale den misforståelse, at ales kan være undergærede. Ale er overgæret øl, lager er undergæret, og det burde være under Svaneke Bryghus’ niveau at skabe den slags forvirring omkring det.
Lyst er brygget i hvert fald – så vidt ingen duet mellem Mariah Carey og Jon Bon Jovi (I ved – ballade). I duften mærker man ikke alene den umiskendeligt bitre em af friske pale ale-humler (men det er altså gæren, der bestemmer om det er en ale eller en lager AT SVANEKE BRYGHUS VED DET) men også det tilsatte mango-indslag. Mango er en frugt, jeg tidligere har været ganske heldig med, så ingen fnysen her over, at brygget i en tysk mund måtte føles beskidt.
Brygget er sprødt bittert som ekstraristede cornflakes med smag af træflis – tørt, lækkert og … vel, fint nok I guess. Men ej heller noget, man ikke har prøvet før, især ikke når man måler på bitterhedens kraft. Et humleknald måske, men næppe en eksplosion. Oveni – eller måske skulle man snarere sige ved siden af – smager man mangoen. Ikke som en integreret del af brygget, men meget markant som en bismag i øllet. Ingen af delene – hverken humlen eller mangoen er ‘galore’ – ja, det er endda næppe ‘go leor’.
Gennemgående en kun lidt over middel præstation, der samtidig skæmmes af et disharmonisk brygresultat. Så har der været flere af Svanekes nyere bryg, der har gjort det bedre. Generelt må jeg dog indrømme, at jeg har været en smule skuffet over produkterne fra Svaneke på det sidste. Det bedste de har brygget forekommer mig stadig at være deres alkoholfattige øl i Don’t Worry-serien.

Hvis bare de kunne brygge alkoholdige øl lige så godt som alkoholfattige derovre på Bornholm …

Game Changer, Svaneke Bryghus

Øl: Game Changer
Bryggeri: Svaneke Bryghus
Type: Dry Hopped Mosaic Lager
ABV: 5,2%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Så skifter den heller ikke mere …
Jeg tænker, at den lange pause, der kom til at præge august måned, nok ikke kun var affødt af svigtende humør og sortsyn. At jeg ikke sjældent arbejdede 10 timer om dagen i hele uger ad gangen gjorde nok også sit til, at energiniveauet ikke var, hvad det har været. Hvor glad jeg end var for timerne – og betalingen, der gjorde, at jeg endelig så småt så hullet i min kassekredit lukke sig efter bilkøb – så må jeg også erkende, at jeg nu, hvor jeg er vendt tilbage til en mere almindelig arbejdsdag, finder mere energi til at gøre andet end bare flade ud, når jeg endelig har fyraften.

Jeg har skiftet arbejdsplads et par gange i løbet af de sidste par uger – sådan er det at være vikaransat. Og i morgen starter jeg igen-igen-igen hos en af de gamle kendinge, en fiskefabrik på Hanstholm havn. Det er beskidt og ildelugtende arbejde, der ikke er særlig godt betalt. Til gengæld er kollegerne rigtig søde, og det er et af de steder, jeg føler mig mest velkommen, af de mange jeg efterhånden har haft min gang på, siden jeg flyttede til Thy for nu over to år siden.

I den stik modsatte ende af landet – bogstaveligt talt, idet man næppe kan komme længere væk fra Thy uden rent faktisk at måtte forlade nationen – i Svaneke på Bornholm, er de godt i gang med innovationen … eller i hvert fald markedsføringen. Således praler de højlydt på dette brygs etiket med, at de er blevet CO2-neutrale (det siger Force Technology i hvert fald), så derfor er brygget her en rigtig Game Changer.
Det lyder jo alt sammen meget godt. Men hos mig slipper mistanken om, at måden man gør CO2-udledningen op, er mere end almindeligt fordelagtig for producenten, ikke så let. Jeg ville i hvert fald gerne se rapporten, der frikender Svaneke Bryghus for CO2-udledning, før mine arme ryger i vejret. Desværre ville jeg nok ikke forstå rapporten, da det der med kemi og energi og den slags desværre aldrig var min stærke side i skoletiden.

Det må få være for nu. Hvad mon der kommer ud af de ædle ambitioner? Et lettåget bryg, hvor det kun akkurat er synligt, at det er ufiltreret. Samtidig skulle det være tørhumlet, hvilket gør den næsten klare fremtoning … ikke suspekt, men måske nok alligevel en anelse skuffende. Skummet gør det til gengæld godt – tæt, fedtet og stædigt, stort set som bryggeriet også selv promoverer det.
Duften ligger ovre i det søde med noter af bergamot og lime. Det er mere markant end hvad industrien normalt byder på. En kraftigt humlet aroma gør umiddelbart godt, omend den anmassende træaroma nu nok kunne have brugt en anelse sandpapir til afrunding. Fennikelaromaen er en udelt nydelse. Indslaget af kommenbrændevin nok mere en acquired taste – som jeg imidlertid byder velkommen. Ærgre mig kan jeg til gengæld over en kraftig metallisk bismag, der får brygget til at fremstå unødigt langt ude til den tørre, næsten sandede side.

Alt respekt til Svaneke Bryghus for at ville skabe nyt og træde nye veje, men helt i skabet er brygeksperimentet her altså ikke. Hvis man virkelig vil skifte legen er det ikke nok bare at ramme inden for skiven – man må ramme bull’s eye, eller endnu bedre triple 20.
Og selvom der er mere end bare adækvat oplevelse i brygget her, så formår den højest at skifte fra den grå kedelige industris andet gear til tredje. Vi har været der mange gange før og vi har også været væsentlig højere oppe.

Og væsentlig længere nede, indrømmet – men altså også væsentlig højere oppe.

Europas Bedste Humle Til Verdens Bedste Fodboldfans, Thisted Bryghus

Øl: Europas Bedste Humle Til Verdens Bedste Fodboldfans
Bryggeri: Thisted Bryghus
Type: Pilsner
ABV: 5,0%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Fodboldfans will be fodboldfans …
Det er ikke nogen større hemmelighed, at de sidste alt for mange uger har stået i fodboldens tegn, og det hænger også mig ud af halsen efterhånden. Lidt ærgerligt var det selvfølgelig, at vi røg ud i onsdags, men det skal samtidig ikke være nogen større hemmelighed, at jeg er lettet over, at vi ikke skal spille finale i aften (i skrivende stund) med risiko for at vinde. For en gentagelse af 1992 ville betyde, at vi ikke skulle høre om andet end fodbold de næste mange uger fremover.
Nu vi snakker om 1992, så udgav nu hedengangne Raasted en jubilæumsøl i anledning af 25-året for den sejr tilbage i 2017 (regner man efter opdager man, at det faktisk passer meget godt med de 25 år). Den hed “Jubilæumsøl 25 år 26. juni 1992 – 2017 Danmark – Tyskland 2 – 0 Europamester ’92” – måske er det bare et tilfælde, men det kan også godt være, at den dannede skole for øl brygget over fodboldtemaet ved at have et navn de færreste kan læse højt uden mindst at trække vejret tre gange.
Det samme gælder denne øl, som Thisted Bryghus står bag. Denne gang valgte jeg at tage hele titlen med, mens ovenstående blev forkortet en anelse i overskriften. Jeg ved egentlig ikke hvorfor … måske for at forvirre mig selv mere end noget andet. Drukket blev den i hvert fald under den nervepirrende kamp mellem England og Danmark, hvor Danmark røg ud. Dramaet kan faktisk følges på min YouTube-kanal, hvor jeg streamede min online kammerat Geoff Breeze og mig selv live, mens kampen løb over skærmen. Selvfølgelig uden billeder fra kampen, for den slags mås man som bekendt ikke.

Øllet … vel, det stod faktisk ikke rigtig mål med kampen, der – selvom vi ikke vandt – stadig var en fantastisk kamp. At de britiske fodboldfans kunne lære en masse af de finske står også klart, men jeg bliver aldrig en af dem, der mener, at England skulle have frataget sejren på grund af fansenes beskidte opførsel. Jeg prøver at være opmærksom på min egen bias, og mener at den slags bør håndteres af uafhængige instanser. Og i øvrigt gerne mere uafhængige af UEFA, nu vi er ved det.
Titlen siger sådan set det meste. Thisted Bryghus har valgt de bedste humler fra rundt omkring i Europa, for at brygge en øl til verdens bedste fodboldfans, eller som der står på bagetiketten – ‘vores Roligans’. Intentionen er egentlig ganske smuk – at forene europæiske humler på samme måde som europæerne forenes i sporten. Imidlertid tror jeg ikke, at fodboldfans – med deres hang til indtagelse af letløbende industriprodukter under aldeles ukontrollerede former – er det ideelle publikum for et sådant bryg.

Eller – det kommer selvfølgelig an på, hvordan brygget smager, og det siger markedsføringen jo i virkeligheden ikke særlig meget om. Umiddelbart ligner det en pilsner som alle andre, (det slørede billede skyldes imidlertid ikke beduggethed, men min komplette inkompetance udi fotograferingens håndværk) – korngult og med hvidt skum, der måske (måske ikke) er en anelse mere fedtet og holdbart end det oftest set, men så heller ikke meget mere.
Det samlede oplevelsesoverskud sammenlignet med industrielle pilsnere bliver nu heller aldrig imponerende. Duften lover ellers ikke skidt, og byder på en habil bouquet af rå og aromatiske humler, der alligevel vil lidt mere.
Og der er måske lidt … lidt mere, men så stopper festen også. Man smager humlen, og den fremstår såmænd nok en anelse klarere i profilen end man finder den i storindustrien. Bryggerne på Thisted Bryghus har imidlertid ikke glemt, at modtagerne er fodboldfans – så friskhed og – lad os være ærlige – vand i rigelige, for ikke at sige overdrevne, mængder er heller ikke glemt.

At humleblomsterne måske har været en anelse flere, eller marginalt finere er med sikkerhed noget, fordrukne fodboldfans aldrig ville opdage, for det er svært nok at konstatere når man er ved sansernes fulde brug.
En øl til forening af europas humler er ellers ikke nogen dårlig idé. Men at blande fodbold – og navnlig fodboldfansenes tvivlsomme smag i øl – ind i det, vil uvægerligt udvande konceptet. Prøv igen – med mindre vand, og så ikke for fodboldens, men bare for Europas skyld … eller noget.

Godt Bryg Lagerøl, Royal Unibrew

I mangel på bedre …

PHEW! Pyha! Og sikke en lettelse! Der var lige noget, der skulle klares, før jeg var klar til at skrive på bloggen igen. Nej, det var ikke humøret, der svigtede igen igen igen igen. Om noget er det højere og lystigere den det har været i … måneder måske?
I skrivende stund er jeg netop vendt hjem efter sidste dag på truck-kursus på EUC i Thisted. Det fortalte jeg en smule om i sidste indlæg. ALT bestået! Så nu må jeg gerne køre gaffeltruck … sådan rigtigt (og ikke forkert)!
Den forløbne uge er gået med teori og praksis, og har medført en veritabel skriveblokade – ikke fordi pensum egentlig var så svært igen, men fordi … mine nerver tilsat ADHD og Aspergerdiagnoser bare ikke rigtig magter unødige belastninger i den slags situationer.

Men nu kan jeg altså lidt igen. Og det er på høje tid, al den stund at dagens bryg blev drukket for snart en måned siden. Godt jeg tager notater, for ellers var oplevelsen med garanti gledet helt ud i glemslen.
Pænt ser det ellers ud til at have set ud på billedet. Helt ude af hukommelsen var det fx, at det i virkeligheden var så mørkt – næsten chokoladefarvet med gyldent skær og en tyk, fed, cremet skumkrone ovenpå.
Ved indsnusning forjættes man fed maltfylde og tunge krydderier – det lover overraskende godt af et brygkoncept, der ellers hylder en masse gamle bryghuse, som Bryggerigruppen (nu Royal Unibrew) i sin tid opkøbte og lukkede. Optagelsen af Horsens Bajersk og Hvidtølsbryggeri i Ceres-bryggerierne ligger imidlertid så langt tilbage som 1898, så jeg må hellere komme ned fra den høje hest igen … jeg er faktisk også lidt bange for heste. Så passer en gaffeltruck sgu nok bedre.
De gode takter svigter desværre i aromaen. Brygget er nok kønt og velduftende, men smager af omtrent lige så meget som man kan forvente af et småhypet Royal Unibrew-bryg. Vist er der da en let maltberøring som brygget ellers noget planløst glider over tungen. Krydderiposerne har vist også ligget åbne lidt for længe, der er ingen dybde i bagtungens uengagerede træbitterhed – og da slet ikke som i postevandet, hvis dybde nærmest indbyder til badeulykker … (med mindre min storebror er i nærheden selvfølgelig. Men vær nu forsigtig alligevel!)

Det er i bedste fald jævnt og i værste fald kedeligt. Men i det mindste ikke fælt. Egentlig ville jeg gerne have drukket en noget mere spændende øl i forbindelse med bloggens anmeldelse nummer 1.300. Men nu glemte jeg desværre at tælle dengang jeg prøvede øllene.
Så må jeg i stedet lune mig ved – og vid, at det ikke er det mindste problem, jeg nærmest kampsveder – at jeg med mit truckcertifikat har reddet mig en grundig opkvalificering … OG, at jeg på mandag starter i nyt job.

Så gør det sgu ikke så meget, at beretningen om øllet ikke helt er et jubilæumsindlæg værdigt.

Godt Bryg Pilsnerøl, Royal Unibrew

Toppen af poppen …

Fra tid til anden arbejder jeg i Nors – en af Thisteds små satellitbyer. Hvis vejret ellers arter sig er det ikke længere væk, end jeg kan tage cyklen, men da jeg havde et par arbejdsdage derude for et par uger siden havde vinteren imidlertid besluttet sig for et comeback med rimfrost og temperaturer nær frysepunktet.
Så gider jeg ikke cyklen, hvilket giver en ventetid på bussen ved fyraften på op mod tre kvarter. Så kan man jo slå lidt af tiden ihjel i den lokale Spar-filial, hvor jeg stødte på den her 4,9 procentssag plus makker fra Royal Unibrew. Koncernen skriver om produktet på bagsiden: “Godt Bryg serien hylder den stolte danske ølbrygningstradition fra 33 lokale bryggerier, det ældste blev grundlagt i 1852. “Godt Bryg” brugte man til at beskrive de bedste øl, og de opskrifter har vi ladet os inspirere af. Brygget med gode råvarer, og samme håndværksmæssige stolthed som dengang, tilført det vi har om ølbrygning siden – så du nu kan smage på historien.”
Videre fremgår det, at dette bryg er baseret på en opskrift fra 1903. Mit gæt er, at bryggeriet recepten er hentet fra er det, der pryder bryggets forside – Bryggeriet Carlsminde Nyborg, omend det ikke fremgår eksplicit af bagetiketten. En hurtig googling af bryggeriets historie afslører, at aktiemajoriteten blev opkøbt af Albani i 1986 og syv år senere, i 1993, blev det nedlagt. Albani blev siden en del af Royal Unibrew-koncernen og således bekræftes hastigt den mistanke, der uvægerligt indtraf om, at projektet er Royal Unibrews eget circle-jerk/smelling of their own farts på en måde, der skal fremstå historie- og kvalitetsbevidst.

Ufrivilligt fortælles altså også historien om, hvordan større og større bryggerikonglomerater i sin tid overtog næsten hele ølmarkedet i Danmark med katastrofale følger for kvaliteten. Det er der heldigvis så småt ved at blive rettet op på, men det er ingenlunde Royal Unibrews eller deres ligeledes fusionskapitalistiske buddies i Carlsbergs fortjeneste.

Men i det mindste er det ikke flatulens, brygget dufter af ved opknapning og skænkning. Humlen er faktisk både sprød og sprudlende og peger fra starten i en retning væk fra, at brygget skulle være et rent marketingstunt. Det gyldne, højtskummende bryg gør det også mere end bare godt nok på andre parametre – det er friskt uden at føles unødigt tyndt, karboneringen har lige fået en tand ekstra og ud over en smagfuld humle byder brygget også på lidt pikant sødme på bagkant.
Vist er brygget også glat mod smagsløgene og i sin komposition ukompliceret og lidet udfordrende. Men alt behøver jo heller ikke være kringelkroget, kontraintuitivt eller på anden vis svært tilgængeligt. Det er i orden, at der er noget fyld mellem de store smagseksplosioner. Især når fyldet som her er lidt mere end bare fyld.

Blandt mainstreampilsnere får man det sjældent bedre.

Lost Lager, Brewdog

Høj standard …

Den meget lækre øl/frugt-smoothie Hydra blev nydt til madlavningen. Jeg har faktisk en smule svært ved at se, hvad den ville egne sig til af for- og hovedretter. Men til en chokoladedessert ville den nok være ganske egnet.
Til maden valgte noget … vel – mere simpelt, kan man vel kalde det, eller mainstream på nudansk. En pilsner, omend med en antydning af variation, idet denne meget lyse, citrongule 4,7-procentssag er tørhumlet og ufiltreret. Som allerede bemærket har Brewdog for længst opgivet din status som innovativt, grænsebrydende specialbryggeri, der gjorde dem til en af lederne af ølrevolutionen. De er nu fast inventar i discountbutikkerne – omend ikke lige ved siden af industriøllene, der dog stadig kan ses – og med udstrakte arme nås – fra hylderne hvor Brewdogs øl står. Der skal derfor mere til end lidt tørhumling og grums for at få denne bloggers forventninger til brygget op over et gråt og kedeligt gennemsnitsniveau.

Skummet fejler i hvert fald ikke noget. Det stiger flot, fedtet og fyldigt op til glasranden, men ikke hurtigere, end at selv uøvede skænkere ikke sådan uden videre må trækkes med overløb. Duften peger til gengæld ikke umiddelbart i nogen heldig retning. Humle og karbonering giver sig kun spagfærdigt til kende, omend humlen – den smule der er – alligevel virker frisk og skarp, som den prikker i snudeskaftet. Alt håb er endnu ikke ude.
Inden for læberne er den heller ikke ligefrem et aromatisk vulkanudbrud – til gengæld prikker den både friskt og vederkvægende på tungen, og hvis man gider mærke efter, annammer man snart de fineste, spædeste og sprødeste små grannåle prikke pikant på tunge, gummer og gane.
Det er kun antydningsvist, hvilket netop gør brygget her til en egnet, velsmagende tørstslukker til et godt aftensmåltid.
Øl kan også godt være tilbehør ved middagsbordet – øl der har karakter af en hovedret bør faktisk nydes for sig selv, så der er mere end god plads i arsenalet til denne forfriskende og velsmagende perle.

Fra at være revolutionerende og verdensomvæltende har Brewdog vitterlig bevæget sig ind på en bredere og mere lettilgængelig sti. Men det betyder bestemt ikke, at deres produkter ikke længere er værd at afprøve. Den her kunne godt gå hen og blive semi-fast inventar i mit køleskab.

Limfjordsporter Thy Whisky Fad 49, Thisted Bryghus

Man må gerne …

Man siger ganske vist, at man ikke må tale ondt om de døde … men der er undtagelser. Rush Limbaugh er definitivt blevet cancelled af alle livsopretholdende funktioner, hans betændte, hadske legeme formåede at holde kørende. Et dybt nederdrægtigt individ, hvis indflydelse på menneskeheden viste sig som splittelse og had mod snart sagt enhver tænkelig etnisk, seksuel og på anden vis marginaliseret minoritet.
Da forhenværende præsident Donald Trumps støtter stormede kongressen, var der flere i offentligheden, der hævdede, at Trump ikke var årsagen, men blot et symptom på en øget radikalisering af den amerikanske befolkning. Jeg er tilbøjelig til at give disse kommentatorer ret. Rush Limbaugh, til gengæld – han var vitterlig en af årsagerne. Han gjorde mere end nogen anden amerikansk talk radio identisk med konspirationsteorier, højreradikal propaganda og hadefuld tilsvining af alt, der ikke matchede beigegrå – eller snarere hvid, strømlinet almindelighed. Gang på gang, når tidligere eller nuværende amerikanske højrefløjsere fortæller om, hvad der fik dem til at falde i kaninhullet, dukker Rush Limbaughs talk radio-show op.
Der er absolut ingen grund til at lægge fingrene imellem og finde pæne gloser frem; der var og er intet pænt at sige om den mand. Det er kun grimt og frygteligt alt sammen – og heldigvis har det omsider fået en ende.

Det var dagens tirade. Jeg slås stadig med at holde humøret oppe, mens ledigheden nager, og det betyder fortsat, at der er langt mellem indlæggene. I øjeblikket føles det næsten mere som en slags sur pligt end noget der drives af lyst – hvilket er forbandet ærgerligt, men desværre også de barske realiteter, når man slås med sin egen hjernes ubalancerede kemi. Den slet skjulte irritation over emnet for dagens tirade er nok i virkeligheden et ret godt eksempel på dette i sig selv.

Dagens øl fik mig til gengæld til at smile. Og det tror da pokker … Thisted Bryghus er et af de få firmaer, der kan blive ved og ved med at dreje og vride aldrig så sagte og antydningsvist på deres produkt, kalde det noget nyt – og slippe godt af sted med det. Limfjordsporteren i dens efterhånden rigtig mange afskygninger er en hyppig genganger på bloggen, hver gang til fornøjelse – stundom endda stor, og endnu ikke til skuffelse … dvs – Mikkellers Beer-Geek version var jeg vist egentlig ikke så glad for, da jeg prøvede den i Lokomotivværkstedet engang. Men det skal ikke ligge Thisted Bryghus til last, da Mikkeller som bekendt var ansvarlig for den variant.
Her er det de gæve thyboer selv, der står bag. Nu med bøgerøget malt fra Gyrup og et helt fad Thy Whisky hældt ved. Det kan mærkes i duften, der giver en dybere klang til det kulsorte brygs velkendte fyldige, maltede og brankede duft.
I aromaen er lakrids, mørkristet kaffe og whisky nydeligt afstemt hinanden. De 8,5% alkohol giver et ekstra pift, og får næsten én til at se bort fra, at brygget måske godt kunne bruge lidt mere på fyldesiden. Det glider lige let nok ned, gør det. Og det varmer og smager på vejen – men en ordentlig stout skal nu helst føles lidt mere tyktflydende end den her.

Men det er småting. Det vigtigste er, at den – på trods af depression, ledighed og et deraf undertiden betændt gemyt – fik mig til at smile.

Bandit, Bryggeriet Vestkysten (Det’ bare Løkken X)

Vand over åen …

Oh dear, jeg er en klovn. Det er vist ikke sket på bloggen før, at jeg to gange i træk har glemt at tage et billede af den øl, jeg drak. Selv ikke dengang jeg drak øl med Ole for snart et år siden. Der glemte jeg faktisk ikke én eneste, hvor usandsynligt det ellers måtte forekomme.
Og denne gang er der ingen videooptagelser eller anden dokumentation til stede, der kan genoplive min oplevelse, ud over mine hastigt nedkradsede noter – og de beretter precious little om bryggets ydre. Det skal ikke være nogen hemmelighed allerede nu, at selv hvis brygget havde strålet som en stjernesol til engles sang og harpeklimpren, havde det ikke reddet meget for denne, Bryggeriet Vestkystens bud på en pilsner.
Og som de i øvrigt selv siger deroppe i Løkken: Det er det indeni, der tæller. Ellers beskrives brygget som lys gylden i farve (jeg protesterer ud fra min rudimentære hukommelse ikke) tilsat amerikansk bitterhumle. Den skulle desuden “fungere godt til et frokostbord eller bare som garagebajer.” Havde jeg taget mig tid til at læse, hvad bryggeriet selv skriver om deres eget produkt, ville chokket over den veritable maltknytnæve og den tungeflænsende humlefræsers demonstrative udebliven nok have været en kende mindre.

Og dog … Der er ikke mange kapitler tilbage i den efterhånden lange saga om den smagepakke fra Løkken Bryghus, jeg modtog tilbage i … november, var det vist? Indtil videre har de store oplevelser været højst sparsomme, og begrænser sig faktisk til bryggeriets pilsner – Jøwt – der fortsat har min anbefaling, mens man ikke går glip af det store, hvis man lader resten stå.
Det gælder også her … mine noter er sparsomme fordi ordene hurtigt slipper op, når man skal skrive af noget, der dufter og smager af det rene ingenting.
Vandet, brygget er lavet af, er vitterligt det, man kan rose mest. Det har vædende og læskende egenskaber på tunge, gummer og gane, og man slipper i det store og hele fra at gå tørstig fra et glas med denne øl.
Hvori består ølelementet så? Vel … en antydning af afsmag af noget syrligt-metallisk kan akkurat spores, og med yderste nød identificeres som noget, der kunne være en sørgelig rest, en skygge af, hvad der engang var humle. Næppe nogen god humle, i øvrigt.

Spørgsmålet, der nødvendigvis må rejse sig, når dette aldeles intetsigende bryg er skyllet i maven og ud i glemslen er “hvorfor?” Alt i alt smager det bedre og friskere, hvis man simpelt hen bare åbner for vandhanen. Og hvis man vil være fuld – vel, så er der indtil flere industrielle alternativer, der smager af lige så lidt, men formentlig er langt billigere.

Man må undres.

Limfjordsporter Ekstra Engelsk Lakrids, Thisted Bryghus

Lækker hostesaft …

Det her bliver den sidste øl, før jeg tager fat på juleøllene – jeg sværger! Men da jeg forleden dag var inviteret til fejring af min gode ven, Geoff Breeze’s fødselsdag, skulle der noget ordentligt på bordet. Samtidig kunne jeg glæde mig over en af de meget få fordele, der er ved pandemien. Det er fx muligt at deltage i fødselsdagsfejringer tusindvis af kilometer væk på lige fod med alle de andre gæster, når det foregår online.
Ikke at jeg foretrækker, at det bliver ved sådan her, bevares. Men de små lommer af lys og optimisme bør da påpeges, når de opdages.

Som navnet antyder, er der tale om endnu en af de nylige opdateringer af Thisted Bryghus’ klassiske Limfjordsporter. For nylig udsendte bryggeriet fire forskellige i en gavepakke. Jeg fik ikke selv fat i en af dem, da jeg tænkte, at jeg nok ville få rige chancer for at prøve dem på anden vis, og indtil videre går det da også nogenlunde efter planen.
Limfjordsporter-versionen her er tilsat 16 gange så meget lakrids som originalen. Det lyder ellers voldsomt, men får også den mistanke til at melde sig, at mængden af lakrids i Limfjordsporteren måske ikke engang er så stor endda.

Det er ikke engang fordi lakridsen slår voldsomt meget igennem i bouqueten. Her er det frisk bålrøg, der dominerer og i øvrigt meget mere end jeg husker brygget normalt oser. Hvad angår kuløren er der ikke meget nyt under solen – brygget kan dårligt bliver mere natsort end det er i forvejen, så her er fornøjelsen den samme, store som ellers.
Men 16 gange så meget lakrids kan smages, og det smager formidabelt. Omend ikke så voldsomt meget igennem som man kunne frygte. Lakridsen træder frem, stolt og poserende, men er ikke Donald Trump i selskab med Dronning Elizabeth … den er faktisk ikke Donald Trump i nogen som helst situation jeg kunne forestille mig, og nu skammer jeg mig over, at jeg overhovedet kunne finde på at lave en sådan sammenligning.
Lakridsen lader sig mærke idet den traditionelt tyktflydende stoutmasse synes at flyde endnu en anelse tykkere end normalt, ledsaget af en tydeligere aroma af hostesaft.
Og det passer jo også aldrig så fint til verdenssituationen. At bruge brygget som medicin for noget som helst – andet end at stille lysten til stærke (7,9%), fyldige humlebryg – er imidlertid ikke noget, jeg på nogen måde er autoriseret til at anbefale.

Men godt i ganen vil den nok altid gøre.

Thy Økologisk Pilsner, Thisted Bryghus

Gør den permanent …

Bare rolig, jeg skal nok nå til nogle juleøl inden alt for længe. Men først skal jeg lige have den her af vejen.
Det er en relancering af en gammel klassiker fra for 25 år siden, nemlig Thisted Bryghus‘ økologiske pilsner, der altså i år har fejret jubilæum.
Jubilæumseksemplaret her er dog ikke helt den samme øl som dengang. Det er altså ikke bare gammelt øl på nye flasker, men derimod en opdatering med lidt ekstra humle. Og det er kan jeg, som notorisk humlehoved, selvfølgelig kun hilse hjerteligt velkomment.
Ikke mindst når jeg kigger tilbage på originalen. Alle gode intentioner til trods samt det faktum at jeg dengang var nærmest forblændet af økologiens lyksaligheder – i dag er min begejstring noget mere pragmatisk – scorede den jo ikke nogen videre høj karakter dengang. Vist var de 3½ stjerner højere end hvad de fleste standard- og industripilsnere har scoret gennem tiden på bloggen, men produktet var alligevel ikke i nærheden af noget egentligt ekstraordinært. Ikke engang inden for pilsnerverdenen.
Hvor meget kan lidt ekstra humle gøre for en øl, om hvis kvalitet jeg ikke kunne sige meget mere, at den da var noget over standard? For at foregående sætning ikke ender som et rent retorisk spørgsmål, kunne man jo begynde med at afprøve den.

Det ligner sig selv, det korngule bryg. Pilsnerøl er letgenkendeligt, og altid synet værd, korngult og prangende som det står i glasset. Her med en mere end nydelig kridhvid og fedtet skumkrone, som jeg ikke husker fra originalen.
Duften røber til gengæld ikke nogen større oplevelse end for 25 år siden. Humlen er der, nogenlunde markant og med det samme rå, upolerede udtryk, der gjorde Danmarks første økologiske øl ganske populær i sin tid. Men så heller ikke mere …

I smagen til gengæld – der folder jubilæumsudgaven sig virkelig ud …

Her er der rigeligt med humle. Bitter og aromatisk, igen med den velkendte rå kant, men i forening med mere sød malt og vanilleessens, der giver brygget en langt fyldigere bund, end den man kender. Søde æbler blander sig med med bitterheden, og giver en bredere oplevelse, uden at brygget berøves sin oprindelige kantede karakter.

En gedigen opdatering af en øl, der mest var nyskabende ved andre egenskaber end sin smag. Nu har Thisted Bryghus fået smagen med, og det fortjener de hæder og ære for.
Mit ydmyge ønske er, at produktionen af det oprindelige økologiske bryg indstilles, og erstattes med denne jubilæumsudgave.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme