Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: ufiltreret øl

Water & Vuur, De Molen

Øl: Water & Vuur
Bryggeri: Brouwerij De Molen
Type: New England IPA
ABV: 6&
Land: Nederlandene
Købt i: Føtex, Thisted

Playing it (too) safe …

Endnu et par kaotiske uger ser ud til at være overstået. I slutningen af august blev mit ansættelsesforhold på fryselagret i Hanstholm, hvor jeg havde arbejdet siden slutningen af april, ophævet. Det kom ikke som den største overraskelse i verden, da tilgangen af ordrer havde været støt faldende faktisk siden jeg startede.
Men hårdt var det nu alligevel. Til gengæld var jeg fast besluttet på, at jeg IKKE skulle ligge under for jobcentrets luner igen. Straks jeg havde fået beskeden, kimede jeg de vikarbureauer, der har givet mig smør på brødet siden jeg flyttede til Thy, ned. Og det lykkedes … sådan nogenlunde … at få timer nok hjem til at jeg kunne holde egentlig arbejdsløshed stangen indtil jeg fandt noget nyt med fremtidsudsiger i.
Det fik jeg så i går – ser det ud til. Jeg tager en tur i noget industriel produktion i Nors – en lille by i cykelafstand fra Thisted. Jeg kommer til at arbejde aften, hvilket burde give mig bedre tid og lejlighed til at få skrevet på min blog, samtidig med at jeg kan få sparet nogle benzinpenge, når jeg engang få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at købe en ny cykel. For det trænger jeg til.

Nåhr ja – derudover sætter jeg også en vis ære i at falsificere Mette Frederiksen og Asocialkammeraternes horrible stråmænd om, hvor dovne arbejdsløse er, og hvordan dagpengesystemet er alt alt for attraktivt. Kort sagt: Gu’ er det ej, og det er virkelig få, der rent faktisk vil foretrække at blive revet rundt til ligegyldige møder, ubrugelige forløb og ligefrem ubehagelige, for ikke at sige direkte nedbrydende slaveriforløb … I ved, det som man i DJØF’sk spin-jargon kalder “aktivering” – frem for rigtigt arbejde.
Man kan selvfølgelig også være heldig at få en konsulent, der gider lytte og rent faktisk hjælpe. Det var min egen oplevelse i sidste rådighedsforløb, der endte aldeles brat efter jeg var bevilget reel opkvalificering i form af et truckcertifikat, frem for ovenstående remse over meningsløse tiltag. Men det er vist undtagelsen mere end reglen.

Nok om det – videre til dagens øl – en New England IPA fra hollandske De Molen. I flere år var det et bryg fra det bryggeri, den uforlignelige stout 666 Black Damnation, der toppede listen over de bedste øl, jeg nogensinde havde smagt. Hvad jeg siden har prøvet fra bryggeriet, når ikke hint mørke bryg til sokkeholderne … ja næppe til underkanten af anklerne.
Som billedet antyder fandt jeg denne øl på ‘køb-billigt-før-vi-smider-det-væk’-tilbud. Det trækker nok heller ikke i den bedste retning i betragtning af, at IPA’er helst skal nydes friske. Men ligefrem ødelagt af at stå lidt bliver de nu heller ikke. Så lad os se …

Af en New England IPA at være er brygget nu relativt klart. NEIPA’er er kendt for næsten at være mudrede i konsistensen på grund af den gavmilde tilsætning af humle. Dette bryg er højst lidt diset. Duften melder sig til gengæld allerede ved opknapning – altea og skarpere citrusnoter af lime blander sig nydeligt og forjættende.
Små, friske splinter af nyhøvlet fyrretræ gør bestemt deres for at gøre et godt førstehåndsindtryk på indersiden af læberne. Noter af lime og bergamot er også præsente, og yder et nogenlunde adækvat medspil langst gummerne.

Og det er egentlig det. Det smager da egentlig meget godt, men samtidig også af alt det, typen plejer at smage af – og ikke af mere, hverken kvalitativt eller kvantitativt.
Man kunne godt bruge enten lidt mere kraft i smagen, eller lidt mere mangfoldighed – flere søde, blomstrede noter fx. Et bryg der nok hurtigt glider ud i glemselen, fordi det hverken behagede ud over det sædvanlige, eller indgød noget element af afsky, der ville få andre end de allermest kvalitetsforskrækkede til at forsværge at afprøve brygget igen.

De Molen skulle finde de eksperimentelle og kompromisløse takter fra fortiden frem igen. De ville både gavne dem og os, der stundom afprøver deres produkter.

Game Changer, Svaneke Bryghus

Øl: Game Changer
Bryggeri: Svaneke Bryghus
Type: Dry Hopped Mosaic Lager
ABV: 5,2%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Så skifter den heller ikke mere …
Jeg tænker, at den lange pause, der kom til at præge august måned, nok ikke kun var affødt af svigtende humør og sortsyn. At jeg ikke sjældent arbejdede 10 timer om dagen i hele uger ad gangen gjorde nok også sit til, at energiniveauet ikke var, hvad det har været. Hvor glad jeg end var for timerne – og betalingen, der gjorde, at jeg endelig så småt så hullet i min kassekredit lukke sig efter bilkøb – så må jeg også erkende, at jeg nu, hvor jeg er vendt tilbage til en mere almindelig arbejdsdag, finder mere energi til at gøre andet end bare flade ud, når jeg endelig har fyraften.

Jeg har skiftet arbejdsplads et par gange i løbet af de sidste par uger – sådan er det at være vikaransat. Og i morgen starter jeg igen-igen-igen hos en af de gamle kendinge, en fiskefabrik på Hanstholm havn. Det er beskidt og ildelugtende arbejde, der ikke er særlig godt betalt. Til gengæld er kollegerne rigtig søde, og det er et af de steder, jeg føler mig mest velkommen, af de mange jeg efterhånden har haft min gang på, siden jeg flyttede til Thy for nu over to år siden.

I den stik modsatte ende af landet – bogstaveligt talt, idet man næppe kan komme længere væk fra Thy uden rent faktisk at måtte forlade nationen – i Svaneke på Bornholm, er de godt i gang med innovationen … eller i hvert fald markedsføringen. Således praler de højlydt på dette brygs etiket med, at de er blevet CO2-neutrale (det siger Force Technology i hvert fald), så derfor er brygget her en rigtig Game Changer.
Det lyder jo alt sammen meget godt. Men hos mig slipper mistanken om, at måden man gør CO2-udledningen op, er mere end almindeligt fordelagtig for producenten, ikke så let. Jeg ville i hvert fald gerne se rapporten, der frikender Svaneke Bryghus for CO2-udledning, før mine arme ryger i vejret. Desværre ville jeg nok ikke forstå rapporten, da det der med kemi og energi og den slags desværre aldrig var min stærke side i skoletiden.

Det må få være for nu. Hvad mon der kommer ud af de ædle ambitioner? Et lettåget bryg, hvor det kun akkurat er synligt, at det er ufiltreret. Samtidig skulle det være tørhumlet, hvilket gør den næsten klare fremtoning … ikke suspekt, men måske nok alligevel en anelse skuffende. Skummet gør det til gengæld godt – tæt, fedtet og stædigt, stort set som bryggeriet også selv promoverer det.
Duften ligger ovre i det søde med noter af bergamot og lime. Det er mere markant end hvad industrien normalt byder på. En kraftigt humlet aroma gør umiddelbart godt, omend den anmassende træaroma nu nok kunne have brugt en anelse sandpapir til afrunding. Fennikelaromaen er en udelt nydelse. Indslaget af kommenbrændevin nok mere en acquired taste – som jeg imidlertid byder velkommen. Ærgre mig kan jeg til gengæld over en kraftig metallisk bismag, der får brygget til at fremstå unødigt langt ude til den tørre, næsten sandede side.

Alt respekt til Svaneke Bryghus for at ville skabe nyt og træde nye veje, men helt i skabet er brygeksperimentet her altså ikke. Hvis man virkelig vil skifte legen er det ikke nok bare at ramme inden for skiven – man må ramme bull’s eye, eller endnu bedre triple 20.
Og selvom der er mere end bare adækvat oplevelse i brygget her, så formår den højest at skifte fra den grå kedelige industris andet gear til tredje. Vi har været der mange gange før og vi har også været væsentlig højere oppe.

Og væsentlig længere nede, indrømmet – men altså også væsentlig højere oppe.

Alfheim Galar Red Ale, Frejdahl

Øl: Alfheim Galar
Bryggeri: Bryggeriet Frejdahl
Type: Red Ale
ABV: 4,8%
Land: Danmark
Købt i: Donation fra Marcus

Som skaberen …
Bare lige den her, så er jeg igennem hængepartiet og kan endelig trække vejret frit igen … indtil jeg pludselig hælder endnu en bunke øl i mig, som jeg så kommer bagud med at anmelde. Pyha, livet som ølblogger er sandelig hårdt.

Frejdahl er Jim Lyngvilds brygprojekt, og så spørger mange sig vel (retteligen) hvordan det kan være, at en vildt woke social justice warrior (i jeres fjæs, Henrik Dahl, Rasmus Stoklund og Bjørn Brandenborg) som jeg dog kan få den splitterroterende idé at smide penge efter sådan en omvandrende højredrejet sprællemand og anakronisme som Jim Lyngvild? Hemmeligheden – og jeg bliver garanteret ikke populær på at fortælle det, men et eller andet skal jeg jo fylde den del af bloggen ud med, der ikke er tør anmeldelse – at det har jeg skam heller ikke!
Og nej, jeg har heller ikke stjålet øllene. Næh, det er sgu min gode ven og hyppige medanmelder Marcus, der havde købt dem i maj måned i anledning af, at jeg besøgte ham. Først for sent havde han opdaget, at de var fra Frejdahl, og betynget af brøde og skam bekendte han grådkvalt synden for mig … som om jeg ville tænke dårligere om Marcus blot fordi han måske havde været en kende uheldig med valget af øl?
Der skal trods alt mere til, og at jeg fortæller om episoden her er nok mere end rigelig straf. I Marcus’ øjne er det nok at sammenligne med nådeløs tortur, men … altså … seriøst … Det er trods alt ikke Anheuser-Busch eller Carlsberg, vel?

Planen var – Jim Lyngvild eller ej – at anmelde øllene samme aften. Men seks timers kørsel, besøg hos min far og samvær med mine søskende og mange niecer satte sine spor, og jeg magtede på det tidspunkt slet ikke at drikke øl – endsige nye øl, der efterfølgende skulle anmeldes.
Så i stedet fik jeg lov at tage øllene med mig hjem. Mit problem med at nyde øl fra Jim Lyngvilds hånd er tydeligvis ikke så stort som Marcus’.

Denne øl er den ene i en serie på to, opkaldt efter to dværge fra nordisk mytologi, Galar og Fjalar, der sammen slog guden Kvaser ihjel, blandede hans blod med honning og således skabte skjaldemjøden. Grove løjer – men det er slet ikke første gang i mytologiske skrifter (seriøst, har I læst Bibelen?) Forbliv således indstillet på anmeldelse af Fjalar inden for alt for længe.
Endskønt Galar er ufiltreret fremstår brygget alligevel ganske klart. Det afbruser hurtigt, men er nu alligevel flot, som det kobberrødt, og -blankt, fylder det duggende glas.
Kun svage noter af karamel og træbitterhed melder sig i duften. Det bliver noget tydeligere i smagen, hvor de behagelige, omend også velkendte og – lad os være ærlige – lidet nyskabende noter, formår at skabe lidt behersket glæde. Brygget er ikke uden fylde, det er frit for missmag og fejl, og letdrikkeligheden udarter ikke til egentlig vandighed. Aromaen af mokkatoffee er distinkt – omend også unødigt nedtonet i en noget tam omgang, der måske nok byder på et minimum (og lidt til) af oplevelse, men ingenlunde er sat i verden for at udfordre eller bryde grænser ned.

Konservativt og – let’s face it – lidt ligegyldigt. Slet ikke ulig bryggets skaber, I might add.

Chapter X, Folkingebrew

Øl: Chapter X
Bryggeri: Folkingebrew
Type: New England Style IPA
ABV: 9,5%
Land: Holland
Købt: Donation via drikbeer.com

Hvad vil de?
Ja, jeg har været på hiatus … som vi sikkert vil komme til at sige engang, fordi engelsk sniger sig ind overalt. Lige så stille, og uden vi lægger mærke til det. Og det tror fanden, når Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, samt Venstre, tillige med Konservative … nåhr ja, let’s face it – i forening med Socialdemokratiet, Liberal Alliance og SF ikke bestiller andet end at råbe “Pas på, pas på! Muslimerne arriverer!!! Når fokus er helt væk fra den omsiggribende amerikanske kulturimperialisme kan det ikke undre, at dens indflydelse bliver så meget desto mere effektiv og fremadskridende.

Hvor var det jeg kom fra? Nåhr ja – hiatus … der var lige nogle småting, jeg gerne ville have fra hånden. Min nevø skulle konfirmeres, og ikke alene skulle der arrangeres en masse forud for den temmelig lange køretur fra Thy til København og retur. Når man som jeg har ADHD og en grad af autisme, har man i den grad også brug for at puste en smule ud bagefter. Min YouTube-kanal har således også ligget stille, og jeg har været strategisk i min ølkonsumption, så det næsten på linje med den amerikanske kulturimperialisme omsiggribende hængeparti heller ikke blev mere omfattende.

Brygget er anmeldt på video, hvor man også kan høre den spændende anledning jeg havde til at afprøve brygget. Det skal jeg spare læserne for her, og i stedet skride videre til anmeldelse.
Ved skænkning afsløres et tæt, dyborange bryg, der trods sit prætentiøse ydre ikke formår at imponere synderligt på skumsiden. Selv ved småvoldelig skænkning hæver skummet sig kun få millimeter, bruser så lynhurtigt af, og ender som et småfesent spindelvæv på overfladen. Duften gør heller ikke meget væsen af sig. Det dufter af søde appelsiner, omend svagt … så svagt faktisk, at mistanken melder sig, at det hele er indbildning på grund af bryggets lighed med appelsiner i kulør.
Det går bedre ved indtagelse. Ret meget bedre, faktisk. Der er godt med fylde, godt med bitterhed og godt med aroma. Appelsiner forener sig lystigt med en skarp, næsten stikkende bitterhed af friskflænset løvtræ. En markant alkoholnote melder sig – og det tror pokker med en alkoholprocent vel over ni. Til at begynde med et interessant addendum, men mere og mere trækker det brygget i en skæv retning, hvor man mistænker de gæve hollændere for at have skævet lidt for meget til naboerne mod syd.
Det (lidt for) markante alkoholelement i det lyse bryg får det til at minde om den belgiske Triple Blonde – eller bananøl som det gerne kaldes. Bananaromaen er man (gudsketakoglov) fri for her, men fornemmelsen af industriel alkohol er til gengæld intakt, og skæmmer desværre en smule, hvad der ellers kunne have været en aldeles nydeligt bitteraromatisk og fyldig IPA-oplevelse.

Ødelæggelsen er dog langt fra total. Men bryggerne hos Folkingebrew burde være lidt skarpere i eksekutionen. Vil de lave en IPA eller en Triple Blonde? IPA, lader det til – jamen så drop noget af alkoholen. En IPA drikker man for aromaens skyld. Ikke for at blive fuld.

Øl Havre, Thisted Bryghus

Øl: Øl Havre
Bryggeri: Thisted Bryghus
Type: Havrestout
ABV: 6,2%
Land: Danmark
Købt i: Spar, Bedsted Thy

Jeg forstår stadig ikke hvorfor …
Planen var, at jeg inden for kort tid skulle kværne en masse anmeldelser af, så jeg kunne komme i bund med det hængeparti af øl, der på det sidste er blevet smagt, men ikke skrevet om. Det gik ikke så godt, som man kan se. Nu er der endnu engang gået næsten en uge siden sidste anmeldelse, og for at det ikke skal være løgn er der i mellemtiden også blevet drukket endnu en øl.
Nej, planlægning har aldrig været min stærke side. Det er den sjældent, når man har ADHD. Til gengæld er man god til at finde på undskyldninger – så er der arbejde, så er der familie, så er der en video, der skal laves, så er der pludselig EM, der skal ses …
Og god og snarlig bedring ønskes Christian Eriksen naturligvis oven på den omgang. Finnerne skal også ønskes tillykke med, at de vinder deres allerførste kamp ved en stor turnering nogensinde, og så oven i købet over et hold, der efterhånden har lang erfaring i deltagelse i store turneringer. Olsens ødelæggelser vil nok være synlige på landsholdet i lang tid endnu.

Mai og Vibeke Manniche ønskes samtidig for evigt bare fødder og legoklodser – gerne små og spidse af slagsen – strøet med jævn hånd overalt hvor de måtte gå. At udnytte en potentiel national tragedie såsom et hjertestop i en landskamp til at sprede sin egen forløjede, konspiratoriske kæphest, er virkelig noget man skal være et ekstraordinært ufølsomt og narcissistisk individ for at gøre uden at rødme.

Og oven på sådan et par oplevelser – Christian Eriksens hjertestop *OG* Mai Manniches forsøg på at benytte anledningen til at hverve medlemmer til hendes anti-vaxx-sekt – har man sgu bare brug for et kvantum alkohol. Ikke mindst når man er i (virtuelt) selskab med sådan nogle søde mennesker. Og så havde jeg altså bare ikke nogen øl på lager, jeg allerede havde afprøvet, og sådan blev dét hængeparti altså ikke spor kortere …

Anledningen for den her øl husker jeg til gengæld ikke klart. Men jeg tror egentlig bare, den blev drukket til madlavningen en aften hvor jeg tænkte, at jeg hellere måtte se at få tyndet en smule ud i lageret. Ud over de øl jeg har prøvet men ikke anmeldt, er der stadig et anseligt antal, der mangler at bliver prøvet.
Der er tale om en havre stout. Sådan én udråbte jeg til at være en af de mest middelmådige øl, jeg nogensinde havde prøvet. Og den var oven i købet i den bedre – eller rettere, mindre ringe – ende af typen. Tynd, underligt brødagtig og med en våd, flad aroma. Sådan har min oplevelse indtil videre været af en genre, som bryggerierne fortsat hårdnakket hævder, er meget spændende, og har et vældigt potentiale.

Synet kan man selvfølgelig altid nyde. Et natsort, omend meget letflydende, bryg under et lige lovligt lavt og snart kollapset skum …
Ja, det meste af den visuelle fornøjelse er hurtigt overstået. Sådan er det også med duften, der byder på kold kaffe med fløde. Begge dele desværre af den tynde slags – pulver og fedtfattig, laktosefri whitener, snarere end en 38% piske.
I smagen viser kaffen sig imidlertid at være af nogenlunde lødige bønner. Ledsagesødmen af ahornsirup gør også godt, omend den ikke gør helt nok væsen af sig, og måske heller ikke matcher mokkaen helt rigtigt. Resten af brygget er desuden mere end tilstrækkeligt gråt og kedeligt til, at det vel formår at overdøve den ellers hyggelige kaffeslabberas. Alt for meget vand opløser det meste af oplevelsen, og ujævnt fordelt i overskudsvæden forefindes en underligt grynet substans – uden egentlig aroma, men med evnen til fysisk at ramme alle mundens indersider – tunge, gane, gummer, mandler, svælg – for således yderligere at forstyrre og aflede oplevelsen af den smule brygget trods alt havde af anstændig aroma.

Jeg forstår fortsat havrestouts dårligt, og endnu ringere hvorfor bryggerierne stadig gider prøve.

Willemoes Kompas IPA, Vestfyen

Øl: Willemoes Kompas IPA
Bryggeri: Vestfyen
Type: IPA
ABV: 5,2%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Brugbar og lidt til

I dag er det mi-in fødselsdag … eller retter – det er bloggens fødselsdag. Ti er blevet til elleve – eller ølle – som man siger heroppe nordvest på. Og det … kan man jo ikke have noget imod. Det er måske endda, om man må være så fri, bare dejligt.

Bloggens 11-års fødselsdag er nu næppe anledningen til, at Willemoes for ikke lang tid siden sendte et par nye produkter på markedet. En IPA og en Brown Ale – begge på dåse og begge i sixpacks, så de ikke kan købes enkeltvis. Det er et brud med Willemoes-serien, der ellers indtil nu har været bryggeriets serie af fancy øl. Jeg kan huske, at min far til sin 70-års-fødselsdag, endnu et par år før jeg begyndte at blogge, havde købt et stort parti af dem ind, så gæsterne havde noget at vælge imellem. Dengang var det virkelig hot og nyt. De gav for så vidt også noget at skrive om på min blog de første år, men en gennemgang af mine Willemoes-indlæg afslører snart – trods oprigtig begejstring for nogle af øllene – at interessen snart veg, og der blev endog meget langt mellem afprøvningerne.

At Willemoes nu ikke længere findes i buttede halvlitersflasker, men aluminiumsemballage ligner et step down i ambitionsniveau. Men det er måske ikke skidt alt sammen. Egentlig er jeg slet ikke glad for at industrigiganter – blandt hvilke jeg i hvert fald herhjemme tæller Vestfyen – møver sig ind på mikrobryggeriernes gebet. Til gengæld må man erkende, at IPA i dag ikke længere er et specialprodukt, men har fundet sig en plads i folkedybet som en standardøl. Derfor finder jeg det heller ikke længere urimeligt, at de store bryggerier producerer IPA til almindelig konsum – sådan som Willemoes nu er begyndt på på linje med Royal Unibrew og Carlsberg. Mikroaktørerne kan så gøre det, de altid har gjort – producere de bedre IPA’er og i øvrigt forny og forbedre typen på andre måder.

Den nye, mere folkelige Willemoes-IPA tager sig mere end nydeligt ud i glasset. Mat kobberfarvet med højt og fedtet gyldent skum, der efter konsum ikke bare sådan lader sig skylle af – der skal opvaskemiddel til. Duften er ukompliceret skarpt bitter som tørt nåletræ med en underliggende metallisk note, der på dette tidspunkt kan gå begge veje: Den kan dominere udtrykket og dermed undertrykke smagsoplevelsen, eller den kan give friskhed og måske endda hjælpe brygget på vej.
Brygget er generisk bitter, ingenlunde ringere end hvad man kan forvente af et industriprodukt. Tværtom kommer der et lille spark af bergamot midt på tungen oven i en velkendt og, nota bene, vellidt aroma af skarp bitterhed af friskskåret lyst træ. Det metalliske islæt viser sig at give friskhed, og brygget lever dermed også op til de tørstslukningsegenskaber, man må forvente af en industriøl.

Der er ikke de store armbevægelser. Men der er armbevægelser nok til at man er adækvat underholdt i forhold til, hvad indpakningen lader forvente. Brygget er mere end egnet som en let-at-gå-til IPA, når det ikke lige er den overvældende humleoplevelse man er ude efter, men man alligevel gerne vil have noget med bare en smule mere smag i.

Speedway Stout, Alesmith Brewing Co.

Øl: Speedway Stout
Bryggeri: Alesmith Brewing Co.
Type: Imperial Stout with Coffee
ABV: 12,0%
Land: USA (Californien)
Købt i: Donation via drikbeer.com

Passende til situationen …
Da apartheidstaten Israels genoptog sit folkemord på palæstinenserne for fuld gas (tåregas mestendels, men bare vent. Det er nok bare et spørgsmål om tid før Israel overvejer at tage gas, opkaldt efter populære kondimenter til cylinderformede kødretter op til fornyet overvejelse) var det tid at finde noget rigtig stærkt og rigtig mørkt frem, for ligesom at matche sindsstemningen. Valget fald på denne imperial stout fra den efterhånden bedagede donation fra en læser, jeg modtog i starten af året. Jeg valgte den frem for en chokoladestout, der faktisk var en anelse stærkere, men til gengæld ikke var tempereret – og så synes jeg egentlig ikke at anledningen passede.
Chokolade er noget man fejrer med – og jeg tør vædde på, at folk som Lars Aslan, Peter Seier og andre tilhængere af apartheidstaten Israel har ædt sig tykke og fede i billig mælkechokolade go leor her på det sidste. Kaffe, som dette bryg er tilsat derimod, er noget man drikker når depression og sortsyn plager – ikke at det nødvendigvis hjælper, men det passer til i farve og aroma – sort og bittert.

Det dunkle, bitre tema går igen i alle bryggets facetter. Skænkningen alene byder på tæt, uigennemtrængelig sorthed under det nydeligste mørkebrune skum. I duften mødes man af kaffe med cognac – en blanding der tilforn skulle have været populær som ‘energy boost’, men som man i vore dage stort set ikke hører om længere.
Til at begynde med melder brygget sig som en let stout, der smagfuldt glider hen over tungen uden de helt sto… men *SÅ* sker der noget! På bagtungen springer kaffen frem som en trold af en æske og den fineste aroma af velristede arabica-bønner buldrer henover og -under alle mundhulens jord- og himmelvendte flader. Bryggets markante alkoholnote hjælper elegant kaffearomaen – og den ligeledes bitre mørke maltaroma – vel på vej med whisky- og cognac. Præsent, men aldrig dominerende i forhold til bryggets primære udtryk: bitter kaffe.
Nu vi snakker om det bitre – en anelse malurt er der imidlertid også i brygget; en lakridsnote, der føles lidt støvet – og så kunne brygget egentlig også godt bruge en smule mere fylde. Det flyder rigtig godt gennem munden, men det er som om det har lige lovligt travlt med at ryge ned, og vægrer sig en anelse mod at hvile helt så meget, som en perfekt stout gerne skulle.

Det er småting. Overordnet er dette en af de bedste stouts jeg har fået i lang tid, og den er bestemt mine varmeste anbefalinger værdig. Ikke mindst fordi den – mørke og bitterhed til trods – lettede mit depressive sortsyn betragteligt. En smule farligt. Og jeg skal passe på, det ikke bliver en vane. Men det hjalp nu alligevel i situationen.
En videoanmeldelse af brygget er desuden tilgængelig her.

Kundalini, Flying Couch

Øl: Kundalini
Bryggeri: Flying Couch
Type: IPA
ABV: 6,7%
Land: Danmark
Købt i: Chokolenten, Hanstholm

Mesterklasse!

Den sidste øl, jeg købte i Chokolenten, Hanstholm, var ikke nogen større succes. Jeg var skuffet af mere end én grund. Ud over de uindfriede forventninger var der prisen. Hanstholm er udkantsdanmark … ja, Hanstholm udgør velsagtens det allerlængste man kan komme væk fra København uden at forlade landet – og alligevel ved de, hvad de skal tage for de fancy øl deroppe i Chokolenten i Hanstholmcenteret.

I det mindste har dette fancy bryg da et lokalt præg. Malten stammer fra gårdmalteriet Gyrup, der virkelig ligger ude i absolut ingenting, skal man tro Google Maps. Midt i Nationalpark Thy lige ud til Nørhå sø, for enden af en lillebitte og formentlig meget smal vej, man kun kan komme på fra Sønderhå-siden. Så bliver det næppe mere lokalt, eller mere et sted, man ikke ønsker at punktere.

Og Flying Couch er ikke de eneste aftagere af Gyrups malt. Løkken Bryghus bruger dem også, så der er nok gang i geschæften derude mellem klitterne. Flying Couch har jeg i øvrigt kun stiftet bekendtskab med en enkelt gang før. Men hvilken gang! Jeg drak en anden af deres IPA’er som wind down efter mit voksne livs største koncertoplevelse – Napalm Death på Loppen, Christiania for nu lidt over tre år siden.
Og jeg kunne lide, hvad jeg smagte dengang. Jeg burde nok prøve dem noget oftere end med flere år imellem, for også denne gang har de formået at behage smagssanserne mere end adækvat.

Lime, grannåle og vanille behager dybt allerede ved skænkning af det lyse, men også meget tætte, højtskummende bryg. Appelsinorange og næsten til at skære i optager det næsten demonstrativt glasset i en på én gang perfekt visuel og olfaktorisk præstation.
Og der er heller ikke glemt noget i smagen. Bitterhed så sprød som nyristede cornflakes blander sig med søde, aromatiske citrusfrugter; clementiner danser kinddans med nåletræsflis – ikke til Napalm Death, ganske vist (jeg tør næsten ikke tænke på, hvor galt man kunne komme af sted med at forsøge sig med kinddans til den slags) næh – det er vist mere til noget med en italiensk smørtenor og et big band.
Ikke alt behøver være et brøl af en energiudladning. Hvad man kan nyde i dette bryg er en massiv og langvarig aromatisk IPA-oplevelse, der lever videre længe efter at brygget er skyllet ned. Sjældent har jeg oplevet en så vedholdende og harmonisk eftersmag – ikke bare i en IPA, men i noget bryg.

Det er rigtig godt gået af Flying Couch – endnu engang. Der skal ikke gå endnu tre år før jeg prøver dem igen!

I’m not Coming Home for Christmas, Evil Twin

Øl: I’m not Coming Home for Christmas
Bryggeri: Evil Twin Brewing
Type: Double Dry Hopped Double IPA
ABV: 8,5
Land: USA/Californien
Købt: Donation via drikbeer.com

Lange, snævre drag …

Så gik der vist lidt pinseferie i den. Jeg beklager stilheden, men ind imellem findes der trods alt vigtigere ting i mit liv end øl – og nej, det er ikke altid Minecraft.
Lørdag var ellers projekteret til at være arbejdsdag på min – stadig relativt nye – arbejdsplads. De er gode de lørdage … almindeligt overarbejdstillæg plus weekend-tillæg plus en grundløn der i forvejen bestemt ikke er noget at fnyse ad …
Nå – men det blev så aflyst. Med en ekstra fridag og en helligdagsmandag i sigte fik jeg den fikse idé at tage mit nyerhvervede køretøj på en ordentlig prøvetur til hovedstaden, så jeg endelig kunne få set familie og venner igen.
Planlægning og neglebidning over projektets omfang (ADHD og asperger kan især i sådanne situationer være en værre hunhund) levnede ikke det store overskud. Men nu hvor pinsen er vel overstået, har jeg fundet ro til at sætte mig bag tasterne igen.

I øjeblikket er jeg bagud på bloggen i forhold til YouTube-kanalen, hvor denne øl for længst er anmeldt. På videoen kan altså observere hele min smagningsproces, der ud over mine kommentarer ikke adskiller sig synderligt fra øl, jeg anmelder via pen og papir. Først hældes det meget lyse og højtskummende bryg op, mens det udløser aromaer af vanilje og citron til de olfaktoriske sansers udelte velbehag. Stikkes snudeskaftet tættere på brygget afsløres noter af grannåle og appelsin – en traditionel IPA-oplevelse, der ingenlunde har glemt frugterne i kompositionen. I dåden en mere end lovende indledning.

Frugt og gran kappes om at behage smagsløgene ved første lille mundfuld. En særdeles smagfuld oplevelse af alt det, man kender og elsker ved IPA, og som hver gang stadig formår at overraske og behage, selvom man har prøvet det et utal af gange før. Der er ikke så mange dikkedarer – dette er en IPA i al sin vælde, uden at være ekstra bitter eller ekstra aromatisk … eller – det er faktisk forkert. Den har faktisk fået lidt ekstra vanilje og frugt oveni bitterheden. Til gengæld er der holdt en lille smule igen på fylden. Det gør, at brygget ikke bliver alt for overvældende, og bedst nydes i lange, men snævre drag frem for bittesmå mundfulde.

En fuldblods-IPA, der på den anden side heller ikke buldrer unødigt voldsomt frem. Det er ikke nødvendigvis en ulempe, at et bryg også kan nydes i mere end blot mikroskopiske, altovervældende nip.

Sweet Tooth, Black Cat Brewery

Øl: Sweet Tooth
Bryggeri: Black Cat Brewery
Type: Pastry Stout
ABV: 7%
Land: Rusland
Købt: Donation via Drikbeer.com

Kære minder …

Så opslugt blev jeg af indspilningen af min seneste video, at jeg rent glemte at knipse et billede af det skænkede øl i processen. Så hvis man vil se, hvordan øllet rent faktisk ser ud – i levende billeder, nota bene – ja, så må man altså smutte over til min seneste video på min YouTube-kanal.

Det kører derudad i øjeblikket – bogstaveligt talt, eftersom jeg i gør hentede min lille bil. Mit nye job er jeg fortsat kisteglad for – også selvom jeg nogle gange må arbejde om lørdagen. Ja, jeg ser det faktisk som en fordel, nu hvor jeg igen har gæld (på grund af bilkøbet) hvilket jeg egentlig havde forsvoret nogensinde at have igen.
På min førnævnte YouTube-kanal går det også godt. Siden jeg startede i arbejde for under fjorten dage siden, har jeg udgivet hele tre videoer, hvilket blot er én mindre, end jeg indtil videre har udgivet resten af året. Jeg vil prøve at se, om jeg kan udgive mindst én video om ugen om onsdagen. Ikke bare for at få lidt struktur på den aktivitet, men også fordi det angiveligt skulle være godt algoritmemæssigt, at udgive videoer med regelmæssige intervaller.

Nøj, hvor bliver man da egentlig kedelig af at være en voksen med (undtagelsesvis) styr på sagerne. Jeg må hellere skride videre til anmeldelsen, før læserne begynder at bruge mine indlæg som sovemedicin.

I en af donationspakkerne fra Drikbeer.com var der to øl fra det russiske mikrobryggeri Black Cat Brewery (bemærk den manglende artikel. Den slags har man ikke på russisk – eller så vidt jeg ved på nogen andre slaviske sprog). Mine russiskkundskaber fra gymnasiet rækker imidlertid ikke til, at jeg kan læse den lange smøre, bryggeriet har vedhæftet dåsen – jeg holdt 25 års dimissionsjubilæum for to år siden. I øvrigt står teksten med så små typer, at mine læsebriller næppe er nok – og så gider jeg sgu ikke rigtigt.
Untappd kommer til undsætning med en væsentlig kortere beskrivelse på et sprog, jeg forstår: “Pastry stout with browny & vanilla” – spørg ikke hvorfor ‘brownie’ staves på en bøvet/popsmart måde, for jeg ved det præcis lige så godt som dig.

Alt dette havde jeg ikke engang slået op før jeg skred til videoanmeldelse. Pastry stout skabte dog stadig forventning om en fortrinsvis sød stout. En Russian Imperial stout måske endda, idet disse er kendt for deres søde smag – og lette krop i øvrigt.
Letflydende er brygget i hvert fald. Jeg nød at se, hvordan løbet fra dåsen slog et par nydelige skruer før det endte i det til lejligheden fremfundne drageglas. Ganske sort er brygget, omend gennemskinneligt klart. Allerede ved åbning af dåsen breder bryggets søde duft af vingummi og lakrids sig ud i lokalet og indfrier allerede da forventningerne om en sød oplevelse.
I smagen er det nu lidt andre former for slik, der er i front. Mørk chokolade med en snert af mokka giver en velkendt, omend væsentlig sødere, bund end hvad man oplever i de fleste stouts – selv de søde af slagsen.
Efterhånden som det lette – og meget smagfulde – bryg glider hen over tungen, træder mere krydrede noter af lakrids og fennikel frem. I et glimt er jeg tilbage i min næsten spæde barndom i badeværelset i stueetagen på det hus, jeg voksede op i. Der hang medicinskabet, hvor hostesaften blev opbevaret – og lidt … eller faktisk ret meget som den hostesaft smager denne øl.

Jeg var bestemt ikke ked af den hostesaft. Og hvor er det skønt, at en øl kan vække minder om noget, der ligger så langt tilbage. Ikke mindst, når det er noget, er smager dejligt.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme