Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: ufiltreret øl

Anarkist Bloody Weizen, Albani/Royal Unibrew

Okay okay så …

De svigtende læsertal fortsætter. Så er der jo kun ét at gøre: Anmelde flere nye øl!

Jeg troede egentlig ikke, at jeg nogensinde ville vende tilbage til Schiøtz-brandet, da kvaliteten aldrig har stået mål med dets aggressive, farvestrålende markedsføring. Næppe til nogens store overraskelse har aggressiv, farvestrålende og underholdende markedsføring gerne det formål at forføre forbrugeren til at købe et produkt, der i sig selv er gråt og kedeligt. Det er ikke mindst tilfældet, når det gælder øl … uden at det selvfølgelig behøver være en generel regel. En strålende undtagelse er Amager Bryghus’ øl, hvis øl er nogle af de bedste i hele verden samtidig med at deres etiketter er nogle af de flotteste. Men det er vist også den eneste markedsføring de sådan rigtig investerer i derude i Tårnby. Eller sådan var det i hvert fald dengang jeg besøgte dem.

Og da jeg nu stod og manglede nogle nye øl at anmelde, og dette var den eneste der bød sig til i et standardudvalg hos Fakta Thisted, der ellers fremstod fuldstændig afpillet for humlenyt, kunne den da allernådigst få chancen. Eller risikoen om man vil, da forventningen hos bloggeren var, at der meget snart skulle komponeres en net lille tirade i en disharmonisk mol-tonart til besyngelse af produktets fortrædeligheder.

Helt sådan endte det nu ikke med at gå … langt fra endda, må jeg modstræbende, og lettere tænderskærende indrømme idet jeg hurtigt opsummerer bryggets egenskaber: En 7% Hvedeøl tilsat blodappelsin … Royal Unibrew har kombineret en hipstersmart frugt med et ølkoncept, hvis nyhedsværdi for længst har holdt tiårs jubilæum for sidste salgsdato. Det skal nok blive godt (suk).

Men pænt ser det da ud. Og skummet er også flot. Både som det stiger fast og fyldigt ved skænkning, og som det bagefter klistrer og klæber som en anden superlim til glassets indersider under konsumptionen. Frugten gør sig ikke bare gældende i den dybtgule, uigennemsigtige kulør, men også i duften, der på trods af, at det er en hvedeøl, vi har at gøre med, dufter forbløffende lidt af gær og forbløffende meget af humle.

Kombinationen af appelsin og humle minder faktisk ikke så lidt om New England IPA’ers bouquet i en afdæmpet version. Og da hver eneste øl ikke behøver være et tæppebombardement af bitterhumle og frugtkompot – lidt mindre kan også gøre det – så gør afdæmpningen måske ikke så meget endda. Lifligt og lovende vel ud over forventningerne er det i hvert fald allerede.

I smagen brager humlen igen frem, fuldkommen out of character for en hvedeøl. Frugtindslaget holder sig ikke tilbage, men folder sig ud i en vældig svingom med humlen. Igen bringer hvedeøl-appelsin-blandingen mindelser om Fruit-IPA og New England IPA, og hvor det lidt mere afdæmpede udtryk giver plads til mere vand, bliver slutresultatet en smagfuld forfriskning, og ingenlunde et tyndt, anonymt, industrielt brygprodukt.

Så har man set det med. Der var endnu en god sommerøl. Så mangler vi kun sommeren.

Into the Black, Kissmeyer

Jo … det er da bedre …

Kissmeyer har fået endnu en chance for at imponere mig. Første gang gik det jo sådan set meget godt, så nu er spørgsmålet snarere, om denne øl kan leve op til de forventninger, som den første formåede at plante. Som nævnt tidligere, er jeg sjældent voldsomt imponeret over, hvad der kommer ud af Kissmeyer, men på den anden side har det aldrig været så fælt, at jeg helt ville lade deres spraglede emballager blive stående på supermarkedshylderne.

Dette mørke, højtskummende bryg dufter af kaffe med alt for meget farinsukker – selv for folk, der bruger sukker i kaffen (hvilket jeg ikke gør). Og det lover for såvidt godt. Aromaer, jeg ellers afskyr som selve Pia Kjærsgaards væsen – café au lait, cappuccino og i det hele taget kaffe med noget andet i end kaffe – er kærkomment i øl … i modsætning til Pia Kjærsgaard. Hun skal i den grad holde sig ude af både min øl og min kaffe!

Ingen fare for Pia Kjærsgaard i dette bryg … but that is a very low bar. Til gengæld finder man et (lidt for) letflydende bryg, en anelse røget og med en lakridssmag, der virker mere lemfældigt kastet i, end møjsommeligt smagt til. Heldigvis vokser aromaen med tiden til faktisk at blive ganske imponerende, når brygget er skyllet ned.

Eftersmagen vokser og blomstrer med rigeligt af bitre indtryk: Tæt, stærk kaffe uden sukker eller mælk. Røgen bliver ligeledes tættere, og ved mandlerne kastes en ekstra bitter klang af hengemte hasselnødder ind. Apropos fæle oplevelser, der i øl på uforklarligvis bliver en nydelse: Få ting er mere modbydelige end en harsk hasselnød. Men når samme aroma optræder i eftersmagen på en øl, forvandles oplevelsen fra fæl til fin. Det er øllets forunderlige magi.

Brygget her redder sig selv på stregen. En småkedelig, rodet oplevelse bliver til en lille smagsbombe, der ikke bare falder efter brygget har forladt munden, men også hænger ud et godt stykke tid efter.

Slet ikke tosset. Stadig ikke helt i skabet, men ganske bestemt på rette vej.

Stockholm Syndrome, Kissmeyer

God rutine …

Mit seneste indlæg om Founders’ Sumatra Mountain affødte en del reaktioner. Det var helt tydeligt, at jeg langt fra var den eneste, der havde prøvet brygget, og at jeg blandt disse stod temmelig alene med min oplevelse. Kommentarer både her på bloggen og Facebook har ladet mig vide, at brygget meget hurtigt bliver dårligt, hvis det står i solen, og at dette i øvrigt er et generelt træk ved øl, der er tilsat kaffe. Ret skal være ret, og jeg er selvfølgelig ikke interesseret i at et bryg får en dårlig anmeldelse på bloggen, fordi det eksemplar jeg har stået med, har været fejlbehæftet. Skulle jeg støde på brygget igen i fremtiden, står den på reanmeldelse, og i mellemtiden vil jeg tilføje en disclaimer på det oprindelige indlæg om, at der er mistanke om fejlkilde.

Med de to Founders-øl var det ellers slet ikke slut med spændende nye øl til bloggen. Marcus havde faktisk købt rigeligt ind til den livestream vi var fælles værter på senere samme aften. Jeg tror Marcus har mig mistænkt for et par OCD-tendenser eller tre, for jeg kunne ikke andet en ærgre mig over, at jeg ikke kunne anmelde de nye øl i løbet af livestreamen. Så dagen efter forbarmede han sig over mig, og købte et nyt sæt af de Skanderborg Bryghus-øl, som hans lokale Lidl havde på tilbud, så jeg kunne få dem med hjem til Thisted og anmelde dem behørigt.

Det kommer til at ske inden alt for længe. Jeg skylder Marcus endnu en tak for husly, godt selskab og ekstrem tålmodighed over for mine små særheder.

Dagens øl nød jeg kort efter hjemkomsten fra hovedstaden. Jeg har flere gange før skændet Kissmeyer huden fuld for, at deres øl tager sig attraktive ud, men alt for sjældent leverer en ordentlig oplevelse. Da jeg forleden fandt et parti De Molen-øl på tilbud i Føtex røg der imidlertid et par Kissmeyer-øl med, da tilbuddet gjaldt fem øl. Og der var lige præcis to Kissmeyer-øl ud over de tre De Molen øl, så jeg så det som et tegn fra stokastik og tilfældighedernes ultimative overlords, at det var på tide at give Kissmeyer en chance til.

Det skulle da også stå meget slemt til, hvis Kissmeyer ikke kunne få en imperial IPA med en alkoholstyrke på 9,5% til at tage sig bare nogenlunde ud rent aromatisk. Visuelt kører de på rutinen – omend det indrømmet er en god rutine – med flot, appelsinfarvet bryg under en nydelig lille skumkrone.

Bouqueten matcher farven fint. Appelsinerne brænder godt igennem med både sødt og bittert – men mest sødt. Aromaen byder igen på en rutinepræget oplevelse, omend én hvor bryggeren har gjort lidt ekstra for, at rutinen lige ligger en tand højere end hos andre rutinerede bryggere. Smag og mundfornemmelse er dejligt tætte, med en appelsinsød aroma i front, mens bitterheden spiller andenviolin med frisk træ ved gummerne, samt kommen og koriander i eftersmagen. Ned gennem brystet river brygget godt, så oplevelsen ikke kun er begrænset til gab og svælg. Det er faktisk slet ikke så tosset denne her gang.

Rutinen og bryggerens afdæmpethed får altså ikke bugt med oplevelsen denne gang. Men de er der nu alligevel, rutine og afdæmpning. Jeg har prøvet mangt en IPA, ikke mindst Imperial IPA, der var langt mere Schwung over end den her. Der kunne godt have været lidt mere bitterhed og lidt mere fylde. Den ledsagende aromatiske sødme, til gengæld, er lige i øjet.

Kissmeyer skal smide tøjlerne, og turde gå hele vejen. Så tror jeg faktisk, det kunne blive rigtig godt.

Sumatra Mountain, Founders

Det var jo noget lidt andet …

UPDATE! Der er mistanke om, at brygget har været fejlbehæftet, muligvis ved at det har stået i solen før salg. Tag anmeldelsen her med et gran salt – det kan meget vel tænkes, at brygget er meget bedre end jeg her giver udtryk for.


Første skænk fra Joachim (hvis ærme man akkurat kan ane til venstre i billedet) var jo sådan set meget god. Jeg tror faktisk det er den bedste brændevinsfadlagrede øl, jeg har prøvet. Og hvis ikke, så i hvert fald næsten.

Founders er i det hele taget et bryggeri, der har gjort det mere end bare jævnt godt i bloggens levetid. Forventningerne til den næste øl under Joachims franske visit hos sin bror Marcus, hvor jeg logerede lørdag aften, var derfor vel over gennemsnitshøjden. Lidt mildere i alkoholstyrken – 9% i stedet for de svulstige 11,1% forgængeren havde – og tilsat kaffe fra sumatra, det som har givet brygget dets navn.

Skummet hæver sig ikke synderligt højt over brygget, der i øvrigt ikke tegner sig sådan rigtig mørkt. Det er om ikke klart, så i hvert fald gennemskinneligt, som om bryggeriet ikke har taget opgaven helt alvorligt nok. Duften af kaffe er ellers ganske velgørende, ikke mindst fordi den ledsages af rigelig muscovadosukkerimpression; tung og mørk, men alligevel sød.

Med bouqueten som et absolut højdepunkt sættes glasset for munden, og da sætter skuffelsen ind, nærmest med alt hvad den har. Brygget føles tyndt og alt for flydende i munden. Alkoholen kan sagtens smages, men et eller andet hæmmer dens evne til at holde sammen på brygget, og give det bare et minimum af fylde. Mundfølelsen kan bedst beskrives som tynd sovs der skiller, mens kaffen absolut intet gør for at redde noget som helst – tværtimod.

‘Bitter, jordslået, fesen, dårlig’ var Marcus og Joachims både kortfattede og koncise karakteristik. Jeg er ikke meget uenig. At betegne brygget som jordslået kan virke noget barskt, men det er slet ikke ved siden af. Ét er, at brygget virker usammenhængende og tyndt, men den grimme smag af aske og jord fuldender oplevelsen af et mislykket bryg. Det er ikke prikken over i’et, men derimod prikken under det udråbstegn, der behørigt advarer mod dette bryg.

“Alle har ret til at have en misser i ny og næ” hører man Marcus sige på min telefonoptagelse af samtalen. Og det er selvfølgelig ikke anti-uløgn. Men at det skulle ske for Founders i så graverende omfang, kommer nu alligevel bag på mig.

Barrel Runner, Founders

Det gik da meget godt …

Sidste weekend var jeg som nævnt på smuttur til København, hvor jeg overnattede hos min gode ven Marcus.

Hans på bloggen knap så kendte, men dog undertiden medvirkende tvillingebror, Joachim, kom også forbi for at sige hej. Og han havde spændende øl med.

To styk fra Founders – et meget berømt amerikansk bryggeri, der er kendt for at lave gode øl, og som vist nok også var med helt fra starten af den globale ølrevolution. Den her er en imperial IPA, lagret på rom-fade.

Faktisk klinger kombinationen en smule disharmonisk, idet det bestemt ikke er alle trælagrede lyse øl, jeg har prøvet, der er faldet lige heldigt ud. Innis & Gunn‘s øl, har jeg fx aldrig helt fået smag for, og lagringen på brændivinsfade – det være sig rom, whisky eller whatever – forekommer ofte at være gjort mere fordi man kan, end for at få øllet til at smage godt.

Rommen giver sig i hvert fald kraftigt til kende i bouqueten på det meget lavtskummende, dyborange bryg. I smagen sparker den også godt fra sig, men dog ikke mere end man også kan mærke den lifligt krakilske mosaichumle i baggrunden. Bryggets balstyriskhed kommer en smule mindre bag på én, når man efter langt tids søgen endelig finder alkoholprocentens angivelse; mægtige 11,1%.

Så er der ikke noget at sige til, at alkoholen også kunne smages. Det var nok også godt, at vi var tre om at dele den. Ikke mindst i betragtning af, at Joachim havde endnu en øl med, der bliver anmeldt næste gang. Hvad vi til gengæld alle kunne glæde os over, var en meget stærk lys øl, der ikke smagte af kogesprit, sådan som den slags meget let kommer til. Romaromaen absorberer alt det væmmelige ved spritten, og bevarer det klædelige. Samtidig brænder en skarp og substantiel humlearoma igennem med fyrrenåle og ferskener og leverer det sidste til den store oplevelse på smagssiden.

Man kan stadig diskutere, hvorvidt det nu også passer helt godt sammen. Men det passer på den anden side heller ikke så dårligt sammen, at det ikke samlet set er en både slagkraftig, fuldfed og ikke mindst unik øloplevelse.

Og må Ian Holm hvile i fred. Jeg har altid syntes han var bedst i Brazil og Time Bandits. Og må Vera Lynn ligeså. Hende hørte jeg om som barn på Pink Floyd’s plade ‘The Wall’ – men lærte først som voksen hvem hun egentlig var og hvad historien var om hende.

Der kan man være så udannet.

Hugs & Kisses, De Molen

Smagfuld Session …

Det var en kæmpe fejl, som jeg slet ikke kan finde forklaringer eller undskyldninger for, at vente hele ni år med at prøve nye øl fra nederlandske De Molen. Et bryggeri, der formår at brygge en øl, der holder førstepladsen som den bedste øl, jeg nogensinde havde prøvet i fem år burde selvfølgelig besøges oftere. Så bloggens bodsgang fortsætter med endnu en øl fra Møllen – ja, hvis folk ikke skulle vide det, så er det det, bryggeriets navn betyder.

Bryggeriet har angiveligt til huse i en gammel mølle. Der er åbent for besøgende, og der langes gavmildt smagsprøver ud til gæsterne. Selv afskyr jeg at rejse som pesten, men Nederlandende er ikke så langt væk, at jeg fuldkommen vil afvise at tage derned engang. Med tog eller lignende transport, der ikke giver et alt for stort CO2-aftryk i processen. Det er heller ikke fordi forskellen hjemmefra vil være så stor. Danmarks topografi er i det store og hele som Nederlandenes, sprogene er omtrent lige hæslige, men i modsætning til Danmark, har Nederlandene en fornuftig rusmiddelpolitik som Danmark kunne lære noget af.

Ja, i det store og hele er Danmark vel egentlig bare Nederlandene uden alt det sjove.

Men videre til øllet. Hugs & Kisses er en Session IPA – en øl, der både i aroma og alkoholindhold er mere afdæmpet end en fuldblods-IPA. En slags frokost-IPA, kunne man kalde den. Brygget her holder nu alligevel 4,2%, altså næsten regulær pilsnerstyrke, hvorfor kørsel og betjening af maskiner næppe er tilrådeligt, selv efter et mindre kvantum.

Session-elementet viser sig da også ved åbning i form af en svagere duft, omend noterne af bergamot og grannåle da er entydigt behagelige i det flotte, kobberfarvede bryg. Letdrikkeligheden er også som forventet – men netop forventningen derom holder skuffelsen stangen. Dette er ikke en øl, der er tænkt som en aromabombe, men som en et læskende afbræk i en ellers anstrengende arbejdsdag.

Og lader man i øvrigt brygget hvile et øjeblik på tungen, er der faktisk også rigeligt smag at tage af. Humlen river overraskende hårdt i tunge og gummer; knastørt savsmuld af nåletræ, piftet op med en skefuld kardemomme og en knivspids wasabi, så det river lidt ekstra, men på forunderligvis leveret i sessionens afdæmpede letdrikkelighed. Et smagfuldt paradox, der indrømmer den ofte udskældte lette IPA-type fuld legitimitet.

Jeg tager altid hatten af (og de der kender mig vil vide, at jeg rent faktisk ejer og går med hat – en bredskygget, sort fedora) for bryggerier, der begiver sig ud i svære, udskældte typer. Og jeg bukker i tilgift, når resultatet er så vellykket som det er her.

Godt gået!

Vuur & Vlam, De Molen

Ikke ‘-ish’ …

Det er alt alt for længe siden, jeg sidst har haft fat i nederlandske De Molen. Vi skal helt tilbage til bloggens barndom, da den end ikke var ét år gammelt, nærmere betegnet Langfredag i 2011, d. 22. april, hvor jeg afprøvede 666 Black Damnation.

Forinden havde jeg kørt min hidtil eneste afstemning, omhandlende hvilken dag jeg skulle afprøve brygget. Og indlægget blev skrevet mens det blev nydt, i en stor blå sofa i Århus Vest, hvor jeg boede dengang. Det eneste, jeg ikke husker præcis er hvad vi så på fjernsynet. Det dæmrer mig, at det var en sportsudsendelse, men forårsklassikerne – som jeg holdt meget af at se dengang – køres normalt om søndagen, så det har næppe været det.

Aldrig havde jeg smagt noget så fantastisk. Jeg erklærede på stedet, at hine 0,2 liter kulsort nydelse, var det bedste bryg jeg nogensinde havde smagt, og det skulle vare længe før et andet bryg formåede at vippe den af pinden.

Det skete først fem år senere, i august 2016, kort efter min skilsmisse, kort før jeg flyttede fra en svinedyr lejlighed på Amager til billigere, omend også meget mere beskedne (lidt for beskedne, faktisk) kår i Husum. Da fik jeg oplevet den uforlignelige Focal Banger fra Vermontske ‘The Alchemist’. Intet bryg har holdt førstepladsen som det bedste bryg, jeg nogensinde har prøvet så længe som De Molens kompakte superstout. Big, Bold & Beautiful fra Amager Bryghus er en værdig udfordrer til den, men det kommer til at tage tre år endnu, før 666 Black Damnation må se sig slået.

Men hvorfor vendte jeg mon aldrig tilbage til De Molen? Chancerne var der ellers. Toft Vin på Islands Brygge havde dem fast. Måske var det bare etiketterne, der så for kedelige ud? Sort print på hvid baggrund i generiske skrifttyper i et minimalistisk layout, der bevidst læner sig op ad det klodset amatøragtige, har åbenbart ikke appelleret så meget til mig, som flotte farver og flashy billeder, men hey, man er vel kun et menneske.

Føtex her i Thisted har for tiden tre forskellige De Molen øl på tilbud. De kom med hjem sammen med endnu to fra Kissmeyer, der til gengæld både flasher og spræller i både billeder og farver. Ikke et godt tegn når det gælder Kissmeyer, hvis øls kvalitet gerne er omvendt proportionel med etiketternes spraglethed – men den dom må vente til senere, og helst først til efter de bryg er afprøvet.

Den første af de tre De Molen-øl er en IPA. Eller rettere en IPA-ish, som bryggeriet siger. Jeg skal ikke kunne sige præcis hvorfor, men mit gæt er, at De Molen er et innovativt bryggeri, der går mere op i at øllet er godt, frem for at holde sig strikt til bestemte stile. Det vil jeg i hvert fald gerne tro om dem, da det ville være en egenskab, jeg ville finde bundsympatisk.

Ved opknapning forplanter bryggets bouquet sig øjeblikkeligt i rummet, krydret bittersød appelsin – et entydigt godt tegn. Duften kan også nydes, mens det fastskummende, dyborange bryg hæver sig i glasset. Udtrykket ændrer sig en anelse, idet det færdigskænkede bryg sættes for næsen. Bitrere noter af fyrrenåle viser sig, uden at det på nogen måde gør begejstringen mindre.

Aromamæssigt sidder brygget lige i skabet! Skarpt, aromatisk, bitterfriskt i et smagsspektrum der ligger vel inden for genrens traditionelle rum. Fuldt udvoksede fyrrenåle blander sig perfekt med nelliker og moden, fortrinsvis bitter appelsinaroma. Konceptuelt er brygget kogt ned til typens absolut nødvendige bestanddele, hverken mere eller mindre. Men dette genrens eksistensminimum, dets ide fristes man næsten til at sige, er til gengæld af en udsøgt kvalitet.

Ekstraordinært er det ikke. Men det behøver det heller ikke være, når resultatet er så stilsikkert som det er her.

Belgian Pale Ale, Grimbergen/ Kronenbourg/ Carlsberg

Som de nu er flest …

Grimbergen-serien har en ret stabil og succesfuld historik udi at levere svage og uinteressante aromaoplevelser er på bloggen. Undtagelsen var juleøllen Brassin de Noël. Den klarede ikke bare skærene, men var en reel nydelse. Imidlertid var den også næsten et år over sidste salgsdato, hvilket næppe havde skadet den. Men ret beset ved jeg heller ikke, om det gavnede den.

Og så alligevel … Double-Ambrée har faktisk scoret en endnu højere karakter en vintage-juleøllen. Den må have imponeret mig dengang for seks år siden. I dag – not so much, I think.

Grimbergens øl er i hvert fald ikke noget, jeg gider binde an med mere end højst nødvendigt. Men den her, deres belgiske pale ale, den havde jeg ikke prøvet før, som en af de efterhånden meget få øl, der står på hylderne i mit lokale supermarked. Den kom med i en blanding af embeds medfør og et reelt ønske om at skrive en smule mere på bloggen, efter at de to sidste måneder kun bød på en absolut minimum af fire anmeldelser er.

Brygget blev drukket i løbet af endnu en livestream – mere specifikt mit første afterpartymin kanal. Et afterparty er en afslappet session, hvor man egentlig bare chiller og snakker om, hvad man har lyst til, som efterspil for en mere struktureret seance. I dette tilfælde 2. del af en gennemgang af den landflygtige danske kultleder Torben Søndergaards såkaldte dokumentar, 7 Days Adventure with God. I en serie af livestreams vil jeg og nogle venner afprøve, om vi bliver omvendt til Torbens kult ved at se dokumentaren, sådan som det angiveligt er sket for indtil flere af hans tilhængere. Øllen leverede da et adækvat buzz med sine 5,5 procent i delestørrelse, men derudover var den, som Carlsbergs øl er flest.

Vel – køn er den da med sin messingblanke lød og høje fedtede skum, der klæber i etager ned ad glasset. Men så snart glasset placeres under, næsen sætter hverdagen og dagligdags trummerum ind med en hævn. Et vagt sødt indslag af mandler blander sig lidt ligegyldigt med en underliggende syrlighed, der ville have forekommet frisk, hvis ikke den var så svag. Håbet er lige så lysegrønt som foliet om flaskens halv, men realitetssansen fortæller også, at det nok er forgæves. Og ganske rigtigt. Her er der ikke tale om en øl, hvor aromaen er gemt i smagen og sparet i bouqueten.

Smagen er lige så kedelig som duften. Jeg fattes ord på dansk til rigtig at sætte på indtrykket, mens det engelske ord ‘bland’ rammer ret godt. Grå og kedelig, uden evne til at sprede egentlig glæde, men heller ikke fæl. Tørsten slukker den da, og den småsyrlige aroma med et fjernt, næsten druknet indslag af bergamot er ikke som sådan til ubehag. Den er bare heller ikke rigtig til gavn.

En industriel specialøl som vi kender dem.

Russian Imperial Stout, Beard Brew (10 års jubilæum!)

Lige som den skal være.

Bloggen har fødselsdag, og den er rund. For præcis 10 år siden udgav jeg det første indlæg på bloggen – de Indledende bemærkninger, der mest af alt og lige som resten af bloggen mest er noget fordrukkent sludder. Men det er fordrukkent sludder, jeg nu har moret mig med i 10 år. Og jeg har tænkt mig fortsat at fare forværts, mens jeg morer mig (fare, more – see what I did there?)

“Jeg vil smage mig igennem Supermarkedernes udbud af specialøl, og så godt som jeg er i stand til vurdere og rådgive jer læsere om, hvad der er drikkeligt – og navnligt ikke er.” Dette er ikke desto mindre erklæringen fra de indledende bemærkninger – egentlig forbløffende sammenhængende i forhold til resten af det indlæg (og alle de andre der siden kom). Har jeg overholdt målsætningen? Ja – det synes jeg faktisk. Gennem årene har jeg gået efter at være forbrugerens stemme. Jeg er gået efter øl, der har været i almindelig handel, og således blev produkter som fx Grøn Tuborg, Carlsberg Premium, Ceres Top og Royal Pilsner afprøvet tidligt i bloggens historie.

Men jeg er også gået efter kvalitetsbryggene. Og her har jeg ikke været sen til at gå ud over de snævre rammer, formålsparagraffen i de indledende bemærkninger sætter. Der har jeg ikke kun holdt mig til, hvad man fandt i supermarkederne. Næh, der har jeg boltret mig i både specialbutikker, på ølfestivaler og direkte på bryggerierne. Jeg tillader mig, som den fattiglus jeg har været gennem alle årene, at benytte mig af de døre der åbner, når man trods alt er så meget influencer (God, I hate that word!) som jeg efterhånden er blevet.

Samtidig skal det siges, at der i de år, der er gået, siden jeg startede bloggen tilbage i 2010 – i Fjældevænget, Aarhus V (der dengang blev stavet med bolle-Å, og hvor det største bydelen kunne prale af, var en X-factor-pigegruppe, og ikke Yahya Hassan) – har udvalget af specialøl også fået sig et ordentligt nøk opad. Således er Petrus Aged Pale, en sur belgisk øl, der kunne findes på Faktas hylder i efteråret 2017, nok den bedste øl, jeg nogensinde har købt i en supermarkedskæde.

Til at begynde med, var specialøl lig med udenlandske øl. Så selvom jeg for så vidt satte pris på variationen, da Fakta i efteråret 2010 satte nogle øl til salg, jeg ikke havde prøvet før, fnøs jeg alligevel af det lidt for bilsælgersmarte salgstrick. Øllene var ikke spor specielle i Tyskland og England, hvor de kom fra. Den slags trick ser supermarkederne heldigvis ud til at være afstået fra.

Og alligevel – man skal jo starte et sted, og det var da godt, at der blev startet, om jeg så må sige. Var det tilfældigt, at det på den måde tog fart få måneder efter at jeg var begyndt at blogge? Til det kan jeg kun sige: Ja, helt sikkert. Jeg tror absolut ikke de to ting havde nogen som helst sammenhæng. Selvom jeg måske er blevet en man ‘kender’ en smule ude blandt bryggerier og distributører, tror jeg ikke, at jeg har skyggen af indflydelse på, hvad aktørerne smider på hylderne.

En lille smule indflydelse på, hvad kunderne lægger i kurven, til gengæld – det bilder jeg mig ind, at jeg har. Og det er også lige præcis det, jeg har villet opnå.

Derudover – og det overrasker mig faktisk, at jeg ikke nævnte det i de indledende bemærkninger – har min ambition altid været at give læserne en god læseoplevelse. Ja, det lyder uendeligt popsmart og 00’er-agtigt. Men det giver vel nærmest sig selv, at en blog aldrig bliver god, hvis det, der står på den ikke er værd at læse. Både indholdsmæssigt og formmæssigt, nota bene.

Formmæssigt er dette indlæg allerede et rædselseksempel på, hvad flere af mine læsere gennem tiden har angivet som grunden til, at de holder fast i bloggen. Hvilke sindssyge kombinationer, ikke bare af bogstaver, men også af tegnsætning, paranteser, anførselstegn, gåseøjne, accenter, kursiveringer og andre klovnerier man mon bliver budt på i næste indlæg? Det håber og tror jeg, er noget af det, læserne ser mest frem til – ud over anmeldelserne – når en besked om et nyt indlæg tikker ind på mail, Twitter eller Ansigtsbog.

Vel, til et jubilæumsindlæg skal der falde noget ordentligt. Jeg er endnu engang trådt uden for de indledende bemærkningers formålsparagraf, og har valgt en øl, som er blevet sendt til mig fra et lille og meget kvalitetsbevidst randrusiansk mikrobryggeri, der forhåbentlig snart får sit store velfortjente gennembrud herhjemme – Beard Brew.

Deres Russian Imperial Stout valgte jeg at nyde, da jeg forleden dag i et anfald af masochisme, drikfældighed og lyst til at agere socialt (ja, tænk at det skulle overgå mig) arrangerede en livestream på YouTube, hvor jeg og nogle venner (en af dem kendte jeg endda sådan rigtigt i virkeligheden!) ville se lidt af den danske kultleder Torben Søndergaards såkaldte dokumentarer. Hvad der kom ud af det, kan ses her, og der vil man også kunne se hvordan brygget ser ud. Jeg var ikke vaks nok i farten til rent faktisk at få taget et billede af brygget … man har vel ikke ADHD for ingenting.

Den natsorte lød og det høje, brune skum kommer næppe bag på nogen, der kender typen. Duften lader til gengæld noget tilbage at ønske, og byder kun på fjerne indslag af røg og kaffe. Skulle dette mon blive den første skuffelse, Beard Brew har budt mig? Der var kun én måde at finde ud af det på.

At smage brygget.

Og se det var jo noget ganske andet. Skuffelsen udeblev med bravour og applaus. At skue brygget på bouquet, eller mangel på samme, ville nok vildlede endnu mere, end at ville skue på udseendet alene. En svag bouquet skal i hvert fald aldrig afskrække nogen. Jeg har prøvet mange øl i min tid, der duftede af næsten ingenting, netop fordi al aroma var gemt i smagen.

Beard Brews Russian Imperial Stout er en mild kæmpe. Et fløjlsblødt, varmt, bamsekram, man kan forsvinde helt ind i, og bare nyde hvordan det trygt lukker sig om én i en følelse af ro og kontemplativ ensomhed. Genren er kendetegnet ved sødme og lethed. Sidstnævnte afskrydses snart, helt uden at det ligger brygget til last. Sødmen udebliver, men savnes ikke. Den er erstattet af en blid, mild bitterhed af førsteklasses aromamokka, nænsomt ristet over skærver af udsøgt tørret eg.

En smagseksplosion er det egentlig ikke – og det behøver en Russian Imperial Stout heller ikke være. Til gengæld sidder aromakompositionen lige i skabet, mens letheden gør, at man rigtig kan nyde bryggets velanbragte smag i lange sug, henover tunge og gummer.

Aldrig må man forpustet og overvældet stille glasset fra sig. Det bliver aldrig for meget‘ – og selvom det egentlig gerne må blive for meget ind imellem, er en øl, der balancerer perfekt mellem udtryk og harmoni, også noget jeg kan gå 100% ind for.

Endnu et lille mesterværk. En mere end værdig jubilæumsøl!

Pacific IPA, Beard Brew

En af de gode …

Så mistede vi Little Richard. Jeg husker min barndom – jeg har været 7 eller 8 år, hvor jeg fandt mine forældres gamle Beatles-plade. Ja, de havde kun én. Og den hed … hold godt fast: “Die Beatles”. Det var nemlig en tysk udgivelse, men gudsketakoglovforalt ikke en af de tysksprogede indspilninger, Beatles indspillede til det tyske marked. – Egentlig ærgerligt alligevel. For den ville garanteret være mange penge værd.

På side 1 kunne man høre nogle klassiske, tidlige Beatles-numre som fx “She Loves You” og “I Wanna Hold your Hand” mens der på side 2 fandtes nogle Beatles-fortolkninger af andre rock-ikoners numre. Herunder The Marvelettes’ “Please Mr. Postman”, Chuck Berry’s “Roll over Beethoven” og Little Richard’s “Good Golly Miss Molly”.

Nogle år senere forærede min onkel mine forældre et par plader fra en Rock’n’Roll-antologi. Herunder én med Little Richard (og Chubby Checker, der [bank under bordet] stadig er iblandt os). Genhørs glæde med Good Golly Miss Molly i sin originale udgave gjorde, at jeg med tiden sled det kassettebånd op, jeg spillede pladen over på.

Vi har også mistet Jerry Stiller, et andet kæmpe talent, jeg imidlertid først meget sent fik øjnene op for. Nu må vi se, om vi kan rocke og grine videre uden de to kæmper. Rocke kan man stadig til Tutti Frutti og Good Golly, mens det kniber mere med den sunde latter i coronanedlukningshelvedet, hvor det skingre, sindssyge grin mere og mere tager over – SERENITY NOW!

Men nedlukningen ser så også ud til omsider at få en ende … Så håber vi bare på, det ikke giver bagslag.

Karantænen frembringer sine egne paradokser. Jeg har masser af tid, og alligevel får jeg kun lavet meget lidt på de projekter jeg elsker – med Minecraft som mulig undtagelse. Imidlertid er det også småt med nye øl, jeg har kunnet finde heroppe i det nordvestjyske. Det er ikke kun depression og sløvsind, der har holdt mig fra tasterne den seneste tid.

Beard Brew var imidlertid så søde at sende mig den her, en ny IPA fra deres hånd. Smukt ser det ud, det kobberrøde bryg med det gyldne skum. Humlen prikker både bittert og aromatisk sødt i næsen med indslag af gran, appelsin, fersken og mango. En orientalsk frugtkompot bag nordligere himmelstrøgs kølige, dunkle nåleskove.

De første par mundfulde byder på en velarrangeret aromatisk anretning af frugt og træ i en fuldfed, cremet krop. Ananas og fersken spiller perfekt op til bitterhed af grannåle, fennikel og birkeharpisk. Et lille festmåltid i hver lille mundfuld …

… og derfor kommer det nemt til at tage noget tid at nyde sig gennem dette lille mesterværk. Og efterhånden som det kommer til at stå lidt, bliver frugterne desværre lidt slatne. Til gengæld smager man så træet, nålene og de skarpe krydderier lidt mere, så det er langt fra nogen katastrofe, selvom man kommer til at savne den initiale smagseksplosion en anelse.

Men for at finde den skønhedsfejl skulle jeg også snarere have mikroskopet frem end luppen. Beard Brew kan vi heldigvis fortsat glæde os over – forhåbentlig meget lang tid endnu.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme