Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: tyndt øl

Tuborg Nul, Carlsberg

Nope!

Aldrig så snart coronareglerne er blevet lempet nærmest stormer læserne væk fra min blog som var de jagtet af Rasmus Paludan selv … eller … de stormer i hvert fald væk som jeg ville gøre, hvis jeg blev jagtet af Rasmus Paludan. Eller Pernille Vermund, eller Pia Kjærsgaard, eller Søren Espersen … i ved nok hvor jeg vil hen.

I modsætning til de seneste dage, hvor læserne virkelig har taget en slapper, har det de sidste mange uger ikke været særlig svært at få læsere nok ind på bloggen. Selv med under ét indlæg pr. uge. er antallet af klik undertiden skudt op over 200 om dagen. Men det er måske ikke så sært, når man ikke rigtig må gå udenfor, at man så i stedet bruger sin kostbare spildtid på nettet med at læse om, hvordan man fulder sig mest smagfuldt, når nu der ikke er så meget andet at lave.

Men det stopper her! Med det samme! Ikke at jeg vil sige til folk, at man nu skal gå ud og nyde det gode vejr, nu hvor det rent faktisk er blevet tilladt at bruge noget tid udendørs med vennerne. Næh, jeg synes bestemt man skal forsumpe videre indendørs, for så kan jeg igen få flere læsere på bloggen. Alkoholismen og den gode smag, til gengæld, det må læserne se langt efter, i hvert fald i dette indlæg.

Carlsberg har nemlig lanceret en ny alkoholfri øl – formentlig en afløser til den absolut totalt udrikkelige Tuborg Super Light, der så vidt jeg husker blev lanceret helt tilbage i min gymnasietid i starten af 90’erne. Den holdt under 0,1% alkohol, så vidt jeg husker. Brandets nye skud på stammen med navnet ‘Nul’ indeholder angiveligt 0,0% – eller ingen alkohol overhovedet. Så har man set det med.

Som led i et markedsføringsstunt kunne man være heldig at vinde et eksemplar af øllen på COOP’s app, som jeg jo selvfølgelig har, fordi jeg er én af dem. Det er ellers sjældent, at jeg vinder noget, men denne gang, hvor jeg egentlig ikke var synderligt interesseret, var der selvfølgelig bid. Men hey, det er på sin vis sjovere at skrive dårlige anmeldelser (forudfattet om øllets kvalitet … mig? Når det gælder Carlsbergs alkoholfri øl, så – JA! Bestemt! Er alle ikke det? Det burde de være) end gode, så jeg sjoskede rask op til supermarkedet, dirrende af forventing om at levere en fremtidig sviner, for at erhverve mig et eksemplar formedelst 0,0 kroner.

Det rene optrækkeri, hvis I spørger mig. For det kan såmænd godt være, at brygget ligner øl, korngult med kridhvidt skum der i glasset. Men se hvor hurtigt skummet skynder sig at falde. Som om det ville skamme sig ved bare at lade som om, at øllet i det allermindste bare havde noget visuelt at byde på. Men nej!

Duften er ikke meget bedre bevendt. En udefinerbar syrlighed blander sig med stænk af noget, der måske var humle engang. Nu er det druknet i lige dele vand og syntetiske tilsætningsstoffer, der skal få den udefinerbare vandblanding til at tage sig ud som noget det ikke er – nemlig øl – for så at fejle på det ynkværdigste.

For der er ved Rasmus Paludans grimme, smørindsmurte slikfrits ikke meget ølagtigt over den kunstigt syntetisk vamle substans i glasset. Vel, kulsyren – den er der i det mindste. Men det alene gør selvfølgelig ingen øl. Sodavand og danskvand indeholder fx også kulsyre.

Sodavand smager imidlertid af noget. Ja, jeg holder faktisk meget af sodavand, indrømmer jeg uden at skamme mig voldsomt meget. Danskvand drikker jeg også gerne – uden citrus eller andet (analog med at jeg foretrækker min kaffe sort). Dette … produkt derimod føles ingenlunde som danskvand heller – det skulle da være med helt nye smagsvarianter – zink og citronopvaskemiddel er det første, jeg kan komme på. Humle og malt, derimod, må man kigge langt efter.

Det eneste gode der er at sige om produktet er, at det ikke er nær så fælt som dens forgænger, Tuborg Super Light, idet det heldigvis også smager så meget af vand, at man ikke sådan rigtig bliver generet af alt det ubestemmeligt fæle, der er tilsat. I forgængeren smagte man tilsætningerne meget mere, og jeg gætter på, at ekstra tilsætning af postevand i nærværende produkt har taget noget af den fæle smag, og samtidig kvalt residualalkoholen så meget, at det er lovligt at angive styrken til 0,0.

Jeg behøver egentlig ikke vide, hvilke ‘naturlige aromaer’ bryggeriet har tilsat, for her er helt sikkert en øl, jeg aldrig nogensinde i hele mit liv vil binde an med igen. I, kære læsere, er heldige. I behøver ikke engang prøve den en eneste gang. For jeg har været der og fortalt historien, hvis morale er den simple:

Lad den stå!

Belgian Pale Ale, Grimbergen/ Kronenbourg/ Carlsberg

Som de nu er flest …

Grimbergen-serien har en ret stabil og succesfuld historik udi at levere svage og uinteressante aromaoplevelser er på bloggen. Undtagelsen var juleøllen Brassin de Noël. Den klarede ikke bare skærene, men var en reel nydelse. Imidlertid var den også næsten et år over sidste salgsdato, hvilket næppe havde skadet den. Men ret beset ved jeg heller ikke, om det gavnede den.

Og så alligevel … Double-Ambrée har faktisk scoret en endnu højere karakter en vintage-juleøllen. Den må have imponeret mig dengang for seks år siden. I dag – not so much, I think.

Grimbergens øl er i hvert fald ikke noget, jeg gider binde an med mere end højst nødvendigt. Men den her, deres belgiske pale ale, den havde jeg ikke prøvet før, som en af de efterhånden meget få øl, der står på hylderne i mit lokale supermarked. Den kom med i en blanding af embeds medfør og et reelt ønske om at skrive en smule mere på bloggen, efter at de to sidste måneder kun bød på en absolut minimum af fire anmeldelser er.

Brygget blev drukket i løbet af endnu en livestream – mere specifikt mit første afterpartymin kanal. Et afterparty er en afslappet session, hvor man egentlig bare chiller og snakker om, hvad man har lyst til, som efterspil for en mere struktureret seance. I dette tilfælde 2. del af en gennemgang af den landflygtige danske kultleder Torben Søndergaards såkaldte dokumentar, 7 Days Adventure with God. I en serie af livestreams vil jeg og nogle venner afprøve, om vi bliver omvendt til Torbens kult ved at se dokumentaren, sådan som det angiveligt er sket for indtil flere af hans tilhængere. Øllen leverede da et adækvat buzz med sine 5,5 procent i delestørrelse, men derudover var den, som Carlsbergs øl er flest.

Vel – køn er den da med sin messingblanke lød og høje fedtede skum, der klæber i etager ned ad glasset. Men så snart glasset placeres under, næsen sætter hverdagen og dagligdags trummerum ind med en hævn. Et vagt sødt indslag af mandler blander sig lidt ligegyldigt med en underliggende syrlighed, der ville have forekommet frisk, hvis ikke den var så svag. Håbet er lige så lysegrønt som foliet om flaskens halv, men realitetssansen fortæller også, at det nok er forgæves. Og ganske rigtigt. Her er der ikke tale om en øl, hvor aromaen er gemt i smagen og sparet i bouqueten.

Smagen er lige så kedelig som duften. Jeg fattes ord på dansk til rigtig at sætte på indtrykket, mens det engelske ord ‘bland’ rammer ret godt. Grå og kedelig, uden evne til at sprede egentlig glæde, men heller ikke fæl. Tørsten slukker den da, og den småsyrlige aroma med et fjernt, næsten druknet indslag af bergamot er ikke som sådan til ubehag. Den er bare heller ikke rigtig til gavn.

En industriel specialøl som vi kender dem.

Smoking Black Jesus, Ølluminati

Ingen frelse …

“Man risikerer frelse ved denne øl” – udfordring accepteret! Når ellers veldrejede Ølluminati skriver den slags på etiketten, skal de nok få læst og påskrevet – hvis øllet ellers ikke lever op til løfterne. Prøv at frelse denne gamle mavesure ateist, der i øvrigt også er rødhåret. Så jeg har ikke engang en sjæl, der kan frelses.

Frelse fra det evindelige cirkus, der ikke bare er den igangværende corona-krise og deraf følgende isolation, men også min voldsomt ustabile jobsituation, ville ellers være kærkommen. Men når navnet på øllet er Smoking Black Jesus, tror jeg ikke det er den form for frelse, der er tale om … og så alligevel. I henhold til evangeliet efter salig Jan Monrad og fortsat sprællevende Søren Rislund arbejder Jesus jo oppe ved kommunen. Og beskæftigelsesindsatsen føres jo i fællesskab af kommuner og a-kasser … såeh …

Ud over et kækt navn, og en endnu kækkere etikettekst, et dunkelt bryg og meget højt, matchende, brunt skum, lader flasken ikke meget vide om, hvilken type bryg, der er tale om. Untappd hævder, det er en mørk lagerøl, og den køber jeg gerne, da alkoholprocenten på 4,6 passer så nydeligt. I duften mærker man de ristede og røgede noter i langt fra ueffen kombination med en lovende nøddeessens. This could be good.

Skummet er længe om at falde, så hvorfor egentlig ikke bare smage på det? Røg, kaffe … alt sammen lidt svagt, men på den anden side også subtilt. Efter lang tids venten, når man så endelig ned til selve brygget …

… og der rammer skuffelsen så. Ud over at udsætte nyderen for risiko for frelse … der tydeligvis udebliver, ateist og/eller rødhåret eller ej … lover etiketten også en letdrikkelig, fyldig øl. Letdrikkelig – jo tak. Den er go’ nok. Brygget ryger lige ned i løgnhalsen og gør kun ringe væsen af sig undervejs. Fylden kniber det som antydet til gengæld voldsomt med – ligesom med aromaen. De lovende nøddeagtige og røgede noter er erstattet af en uengageret våd oplevelse. Smisk-smasker man brygget grundigt ind i gummerne mærker man nogle udefinerbare noter af friske forårskviste af lyst træ – birk måske – men de er gemt væk i alt for meget vand, der bare bruser derudaf.

Eftersmagen kan en kende mere. Et minde om røgen, man oplevede i skummet vender tilbage – men kun som en skygge af sig selv. Og selvom den kun klinger langsomt af, nagler ærgelsen over, at oplevelsen aldrig blev større, sig mere fast end noget andet ved brygget.

Vandet forblev i store træk vand. Det blev ej til vin – kun til tyndt øl. Det kan Ølluminati gøre bedre.

French Revolution, Ølluminati

Tårnhøje forventninger …

“Meget drikkevenlig, som afslapning, efter royale dekapiteringer.” Således ordret citeret efter bryggeriets egen beskrivelse og anbefaling på etiketten. Tegnsætningen kløjs man måske nok i, men resten … RESTEN [indsæt savle-smiley her]. Det kan jo kun gå galt. For nu ligger forventningerne jo højere end selv den legendariske Big, Bold & Beautiful. For hvem længes ikke efter en rask lille revolution for lissom at nulstille alt det møg, man sådan skal være vidne til nu om dage?

Og så måske alligevel ikke. Husk, der er en pandemi i gang. Og hvad ville give bedre grobund for dens spredning end flokke af høtyvsvingende masser, tæt forsamlet foran Christiansborg, for slet ikke at tale om, hvordan vi ville stimle sammen om guillotinen bagefter? Virussen er bedøvende ligeglad med hvem der er undertrykt og undertrykker – så endnu en udskydelse af revolutionen ville nok være på sin plads – undtagelsesvis med en nogenlunde ordentlig undskyldning bag.

Og før folk kommer for godt i gang med brok og beskyldninger om, at jeg opfordrer til revolution og blodbad her på bloggen: Det er bryggeriet, Ølluminati fra Viborg, I skal rette jeres klage mod. Det var dem, der startede med at tale åbent om royale dekapiteringer. Ikke mig!

Til gengæld gør de det godt med deres ‘French Revolution’. En Saison, der ganske vist ikke er fransk, men belgisk inspireret. Ufiltereret, angiveligt, selvom brygget er klart som vandet i Venedigs kanaler for øjeblikket. Til gengæld skummer brygget så voldsomt, at det er min pligt at mane til skænkningsforsigtighed. Men når det først er i glasset, kan man give sig til at nyde dets friske, syrlige bouquet, med veltilpasset sødme af æbler, og en alkoholnote der får indtrykket til at balancere et vovet sted mellem cider og aperitif.

På tungen er brygget som en saison skal være. Let og forfriskende. Perfekt til en varm arbejdsdag i marken med høtyven (meget apropos). Lige lovlig let måske endda, for en saison kan såmænd være ganske aromatisk uden at den behøver gå på kompromis med sin tørstslukkende friskhed. Ganske vist titter aroma af banan og halm frem, hvorved det pastorale tema vel nærmest fuldendes (ikke mindst fordi bananelementet er nydeligt afdæmpet og kontrolleret), men den nærliggende flod bruser lige lovligt, så man næsten ikke får lov at fornemme det modne korn og det tørrede græs helt så meget som man kunne ønske.

At brygget stadig ligger fint inden for rammerne af typen hersker der dog ikke nogen tvivl om. En vis karakter har brygget også i sin beske eftersmag, som nogle vil sætte pris på, mens andre vil mene, brygget nu alligevel er en anelse ude af balance. Men selvom jeg selv mest hælder til det sidste, forbliver brygget alligevel en forfriskende nydelse – et småsyrligt indslag, der glimrer ved sin stilsikkerhed, også selvom man kunne have ønsket lidt mere af de valgfrie aromaer.

Ingenlunde den revolution, man kunne have forventet af bagetiketten. Men reaktionært er det på den anden side bestemt heller ikke.

NUA Pale Ale, NUA Brygghus

… and stay dead!

Nå så blev genopstandelsen definitivt aflyst i Danmark. Jeg gad godt have prøvet det bryg, Joy Mogensen må have hældt litervis af i kraniet, for at slå ind på sådan en slingrekurs i spørgsmålet om, hvorvidt kirken skulle holde åbent i påsken eller ej. Inficeret altervin? Næppe – kirkerne har været lukket i ugevis, ligesom resten af landet, så hvad præcis hun havde dyppet tuden for dybt i, må stå hen i det uvisse.

Glæden ved, at kirkeministeren trods alt endte med at træffe den rigtige beslutning overgår dog ikke fryden ved, at vi, der godt kan se, ideen om åbne kirker er åndssvag, nu har håneretten. Nu er det Dansk Folkeparti og i særdeleshed Marie Krarup, der skal nyde godt af den særlige form for ytringsfrihed, som de skatter så højt: Hån, spot og lattergørelse! Overalt hvor de lufter deres ævl om, hvordan kirkegang skal stå over menneskeliv, skal de mødes med hånlatter og fingerpeg, høvisk nedladenhed og patronisering som kun børnehavebørn oplever det. For Dansk Folkepartis medlemmer, og navnlig deres repræsentanter lokalt og nationalt, har – med deres hovedløse og dybt uansvarlige ideer om kirkegang under den farligste pandemi siden den spanske syge – vist med al tydelighed, at de ikke er deres repræsentative pladser værdige.

Nok om det! Videre til den sidste øl, som min gode ven Gedved (der kan opleves i levende billeder og tale her) havde med til mig ved nytårstid.

Brygget skummer voldsomt ved skænkning. Mere end rigeligt til at man får mistanke om fejlbryg, men da øllet alligevel ikke ligefrem eksploderer i en geyser ved åbning kommer tvivlen det til gode. Skiftevis en fryd og en prøvelse er det at tvinge brygget ned i et glas. Det tager en helvedes tid, men så kan man til gengæld nyde de sjove, bløde og groteske figurer, det alt for langsomt faldende, tætte skum danner undervejs.

Duften er spinkel, omend gennemtrængende af fine, spæde grannåle. Brygget slår dermed nogle meget velkendte, men også sikre noter an. Den positive overraskelse lurer lige om hjørnet, og der bliver den ellers lurende, for den springer aldrig rigtig frem i aromaen.

Der er glimtvise indslag af frisk, karsk prikkende humle, men denne overdøves af det allestedsnærværende norske fjeldvand, der nok er forfriskende, men ikke ligefrem behjælpeligt med at få aromaerne til at træde kraftigere frem. Mere mærker man til gæren, der undertiden er så fremtrædende at mistanken om infektion (ja, undskyld, alt skal åbenbart handle om den slags i disse dage, beklager meget) gør comeback. Brygget er imidlertid vel inden for sidste salgsdato (12/20) – men det er jo egentlig ikke nogen garanti. Helt mislykket er brygget nu slet ikke, men ligesom Joy Mogensens slingrekurs i spørgsmålet om åbne kirker, ved dette bryg ikke helt om det vil smage mest af vand, gær eller humle, og i modsætning til kirkeministeren vælger det i sidste ende forkert, og satser på gæren.

Brygget forbliver en vandet og disharmonisk omgang – et generelt træk ved disse norske øl, desværre. Det er, hvad man får ud af en restriktiv alkoholpolitik.

Tak til Gedved for øllene. Det kan godt være, at oplevelsen langt fra var i nærheden af humlehimlen. Til gengæld gav han mig noget at tirere over, og det forestiller jeg mig, er lige så underholdende, som når jeg skamroser øl, jeg kan lide.

Theakston Pale Ale, T&R Theakston

Kun en antydning …

Jeg tager lige en enkelt øl uden for tema. Normalt foretrækker jeg en arbejdsrytme der hedder én øl én anmeldelse, og så videre til den næste. Når anmeldelserne sådan hober sig op, som de gjorde da Ole var på besøg bliver jeg ofte stresset og irriteret over, at jeg stadig mangler at anmelde alt for mange øl, før jeg kan komme videre.

Det er ikke så galt denne gang. Og det er vist også snart det eneste gode at fortælle om min situation for øjeblikket. Jeg har endnu engang taget hovedspring dybt ned i mit sinds allermørkeste afkroge, hvor jeg krummer mig sammen og isolerer mig, tynget af den depression, der startede da jeg i begyndelsen af januar blev arbejdsløs.

Jeg sover dårligt, jeg spiser dårligt, jeg negligerer mine daglige gøremål såvel som mine hobbyer … igen taler det til min fordel at jeg mister lysten til alkohol når jeg har det sådan. Kravene til, hvad jeg skal søge af stillinger når jeg kun med nød og næppe, for blot det at skrive en ansøgning forekommer mig som en umenneskelig stor kraftanstrengelse. Det er en ren og skær ørkenvandring, for alt man kan se frem til, er dyb tavshed om de afsendte ansøgninger og et afslag ind imellem.

Og således går den uendelige nedadgående spiral: For hvert afslag dumper jeg dybere og dybere ned i depression. Snart rammes jeg også af sanktioner fra jobcenteret, og sådan er det system, der skulle hjælpe mig til at få et job, indrettet til kun at gøre mig endnu mere syg og elendig.

Imidlertid er det lykkedes mig, at finde et par småtjanser i næste uge. Et eller andet skal jeg jo have tiden til at gå med. Men lur mig, om det ikke også bliver noget, jeg på en eller anden måde bliver straffet for? Det plejer man at blive, når man finder noget at lave selv.

Men lad os nu se. At det rent faktisk lykkedes mig at finde lidt, bremser jo om ikke andet faldet mod bunden en lille smule. Og således fik jeg endda taget mig sammen til at knappe en ny øl op den anden dag. Det betyder et kort afbræk i det efterhånden lange tema om Oles og mit amokløb i topkvalitetsøl – men kender jeg mine læsere ret, vil de fleste af jer nok mene, at der ikke er noget jeg behøver ønske tilgivelse for.

Den her Pale Ale stammer vist helt tilbage fra Marcus’ besøg i sensommeren. Men ingen deciderede missmage eller andet har peget i retning af, at brygget skulle have ligget for længe. Den generiske, men også meget spinkle, duft af humle gør for så vidt godt efter det flotte, kobberrøde, men svagtskummende bryg er skænket. Til bryggets fordel taler også, at missmage bedst optræder, når der til at begynde med, er noget smag at ramme ved siden af. Det er imidlertid kun i ringe grad tilfældet her.

Masser af vand, en metallisk note der ikke rigtig gør fra eller til, og så ellers glimtvise prik af diskret, spinkel og svag bitterhed. En bitterhed der faktisk er tydelig nok til at kundgøre, at om den havde været kraftigere, havde den også været en nydelse. Nu er den imidlertid så svag, at den akkurat mærkbare kvalitet føles som rød klud – en næsten provokerende forsmag på, hvad brygget kunne have været, men ikke blev … fordi … øl bare alt for ofte ikke må smage af for meget, åbenbart?

Vel, når man sådan går og har mistet lysten til øl, fordi man er depri, kan man jo også glæde sig lidt over alt det kedelige og tynde øl, man undgår.

Det er vist noget med, at man skal prøve at se tingene fra den lyse side, når man har det som jeg har det. Således skulle mit forsøg på dette være demonstreret. Læserne må vurdere hvor godt det lykkedes.

Yu Lu, Siren Craft Brew (Ole Øl-Ninja 8)

Meget ansvarligt …

Efterhånden kunne man jo godt mærke, at man havde været igennem nogle øl. Præcis hvor mange, havde vi til gengæld nok begge for længst mistet overblikket over.

Heldigvis havde Ole købt bredt ind, så vi kunne smide øl som den her ind ind imellem (ja, der skal faktisk være to »ind«’er efter hinanden i den sidste sætning) – dvs øl med ikke helt så voldsomt meget alkohol. På videooptagelsen kalder vi den alkoholsvag, selvom den faktisk indeholder mere alkohol end den (indrømmet – arbitrære) grænse, jeg selv har valgt for, hvornår jeg kategoriserer øl som alkoholfattige. Min grænse går ved 3,0%. Alt derunder anser jeg som alkoholfattigt. Alt på eller derover – not so much.

Den her holder 3,6%. Så den alene bliver man selvfølgelig ikke fuld af, og det er heller ikke sådan, at den kunne gøre voldsomt meget mere skade på de efterhånden småvisne øltestere, end der allerede var sket.

Ole hævdede, at bryggeriet – endnu en debutant på bloggen, Siren Craft Brew – har vundet flere priser, men på trods af tilsætning af appelsinskal og te (det er vist kun anden gang det er sket i bloggens historie) nåede oplevelsen langt fra nogen overdrevne højder.

Bouqueten virkede parfumeret mere end noget andet. Ud over nogle citrusnoter, der kunne stamme fra appelsinskallen, afgav det duft svarende til en is, baseret på rosenblade, jeg fik i Taiwan. En speciel, omend ikke videre kulinarisk, oplevelse. Det skulle vise sig, at jeg ikke stod alene med den oplevelse – Ole havde faktisk prøvet noget tilsvarende.

For ham bød brygget også på et gensyn – med stort set alle andre Siren Craft Brews han havde prøvet. På trods af bryggeriets mange priser, har han aldrig været videre imponeret over bryggeriet. Som udgangspunkt er bryggets tørre og rene humlearoma ellers ikke værst. Desværre mangler brygget til gengæld enhver fylde og tæthed, der kunne gøre oplevelsen fuldendt. Det forbliver hult og småkedeligt – og det hjælper ingenlunde at humlen faktisk er god. Tværtimod bliver man yderligere skuffet, idet man får en fornemmelse af, hvor godt det kunne have været.

Den lave alkoholprocent giver heller ikke mening. Tidligere i seancen prøvede vi en alkoholfri øl, Konx, der smagte af væsentlig mere. Hvorfor i det hele taget lave en øl med afdæmpet alkoholstyrke, der smager af så lidt? Hvad er målgruppen? Hvad er formålet?

Alle spørgsmålene tårnede sig op, som havde emballagen indeholdt 0,44 l. Men på det punkt gav brygget i det mindste mening med de 0,33 l. i emballagen. Vi var også enige om, at bryggets aroma var ren og sprød, så en bundkarakter skulle den trods alt ikke have fra nogen af os.

Ole gav den …

… mens jeg gav den en anelse mere, fordi den trods alt behager smagsløgene midt i alle spørgsmålene og hulheden.

NUA SMOI, NUA Brygghus

Jævnt godt …

Jeg har stadig et par norske øl stående, som min gode ven Gedved havde med, da han besøgte mig over nytår. Et par af dem blev afprøvet live, og resten blev stående til senere anmeldelse. Turen gennem dem har været lidt af en rutsjebanetur, omend ikke i Dæmonen. Det har snarere været en tur i Mariehønen, for selvom der da har været et par opture, har de aldrig været sådan rigtig høje, og voldsomt meget har det aldrig kildet i maven.

Dybt nede har jeg til gengæld været på vej igennem dem – omend med en øl, der er under mistanke om at være defekt. Og så hellere få en defekt øl end sætte sig ind i en defekt vogn i en rutsjebane – om det så bare er Mariehønen.

En længere smøre på bagetiketten blev jeg ikke klogere på. Men nu er norsk jo ligegodt også det skandinaviske sprog, jeg både i skrift og tale begår mig ringest på. Ja, jeg både læser, forstår og taler svensk bedre end norsk, fordi jeg bare er sådan. Om Duolingo fungerer som det skal, overhaler jeg måske alle disse sprog indenom med nederlandsk inden længe. Det er overraskende hvor nemme sprog, man ind imellem kan støde på. Prøv nederlandsk, hvis du kan lide at lære sprog, så længe de ikke er for svære.

En af de få ting, jeg dog fik ud af teksten på bagetiketten var, at denne øl skulle være en blanding af amerikansk og britisk stil. Hvilken stil præciseres ikke. Mit gæt er pale ale uden videre dikkedarer, for det er i den retning det messinggule, lavtskummende bryg peger, både med kulør og bouquet. Omend den prikkende, blomsteraromatiske humle er gemt bag lidt for meget vand til at begynde med.

Og jeg vil end ikke unde de vittige hoveder, der mumler for sig selv “det passer jo meget godt til britisk og amerikansk øl med for meget vand” en kommentar.

Her har NUA Brygghus til gengæld taget sig en smule sammen. Aromahumlen flyder lifligt hen over tungen med sine velkendte trænålsnoter, akkompagneret af bergamot og roser. Spinkelt men elegant, spagfærdigt og alligevel karakterfuldt folder aromaen sig ud i munden, og leverer endelig en godkendt øloplevelse – omend på trods af et vandelement, der fortsat fylder lidt for meget i den samlede vurdering.

Det er åbenbart begrænset hvad man kan, når man kun har 4,5% alkohol til rådighed. Det kan man jo glæde sig over, mens vognen trækkes de 1½ meter op på endnu en lille bakke på Mariehønen.

Spar Classic, Carlsberg

Blød industri …

Egentlig ville jeg have anmeldt Bering Bryg Havskum fra Royal Unibrew i forbindelse med min 200 subscriber special på YouTube – så’n for at gøre det ekstra underholdende. Hvis det er mere underholdende at læse mine dårlige anmeldelser, hvor meget mere underholdende er det så ikke, at opleve mig klemme brygget ned – live?

Desværre var den ikke lige sådan til at finde. Og gudsketakoglov for det, fristes ateisten til at sige. Så svær var den faktisk at finde, at jeg slog den op på nettet for at se, om den mon var gået helt ud af produktion? Det ville jeg trods alt synes var synd for dem, der sværger til den. (Ja, sådanne mennesker findes – men hey, så længe jeg ikke behøver binde an med det fæle stads, skal de da være velkomne til at hælde det i sig.) Men den kan stadig fås i nethandel, har jeg konstateret. Og jeg vil gætte på, den også kan fås i supermarkeder, hvor kundegrundlaget tillader det. Det gør det åbenbart ikke i Thisted, hvilket mestendels taler til byens fordel.

Valget faldt som nævnt i sidste indlæg på et par industrielle øl fra Spar i Bedsted. ‘En lys og en mørk’, tænkte jeg og pakkede glad og fro denne classic ned i indkøbskurven sammen med pilsneren. Til sammenligning købte jeg i Lidl Steam Brews Imperial Stout, som jeg ved afprøvning konstaterede kun var en stout af navn og langt fra af gavn, endsige en kejserlig en af slagsen. Dermed anså jeg det heller ikke for urimeligt at anmelde en classic op imod den – ikke når den påståede stout scorer så lavt på samtlige parametre.

Og 200-subscriber-videoen er fortsat i redigeringshelvede. Men den kommer op snarest, også selvom den allerede er håbløst forældet i betragtning af, hvor mange følgere, min kanal i mellemtiden har fået. I det mindste går det da som det skal.

Men planen var altså at anmelde to lyse over for hinanden – og to mørke over for hinanden, hvoraf denne classic skulle være den mørke fra Danmark. Overrasket blev jeg, da et kun marginalt dunklere bryg end pilsneren fyldte glasset ved skænkning. Duften lagde sig også i samme leje – svag og vandet første fremmest, men også med rare, bløde og søde noter af malt, mens humlen var taget på ferie.

I aromaen titter humlen så spagfærdigt frem, mens malten er lidt længere fremme. Længst fremme er vandet igen, hvilket gør brygget til endnu en tørstslukker mere end noget andet. Ser man bort fra det et øjeblik, må man indrømme, at kompositionen af malt og humle er ganske vel afbalanceret – brygget er nydeligt i den søde ende, mens humlen leverer en velafstemt krydret kant.

Så igen – inden for de ekstremt snævre rammer, et storindustriprodukt byder, er brygget ikke så ringe endda. Men de tørstslukkende egenskaber forbliver nu bedste.

Og brygget formåede faktisk også at slå Steam Brews såkaldte Imperial Stout. Der var ellers noget mere smag i stout’en. Men den smag var imidlertid så fæl, at classic’en – som et bryg der ingenlunde smagte grimt, ikke engang syntetisk eller metallisk på en industriel måde – måtte gå af med sejren.

2-0 til Danmark. Ligesom dengang vi blev Europamestre.

Spar Pilsner, Carlsberg

Tillykke med mig selv eller noget …

Først et årYouTube – og nu over 200 følgere. Det skulle fejres med manér skulle det. Så det blev det – helt i min ånd. Det vigtigste var at gøre det så underholdende som muligt, og hvad er mere underholdende end at opleve mig rase over, hvor elendige ølprodukter man faktisk kan få derude?

Jeg bevæbnede mig derfor med to danske discountpilsnere og to tyske discountøl for at lave et standoff – igen for at gøre det lidt mere spændende end bare mig, der anmelder én øl. Videoen er optaget, men endnu ikke uploaded, men det skal jo ikke afholde mig fra at anmelde de af øllene, jeg endnu ikke har prøvet.

Det gælder de to danske øl – begge to discountpilsnere købt i Spar i Bedsted. Jeg kommer forbi Bedsted fra tid til anden, fordi de har en dyrehandler, der handler med levende mus. Min eget kæledyr – en kongepython ved navn Vladimir Bekhterev – vil ikke spise andet end levende mus, og så må far jo ud på tur.

Bedsted er en anderledes stille by end Thisted. Der hærger butiksdøden og rigtig mange tomme huse står bare og forfalder. Det er et trist syn og desværre et alt for grelt et eksempel på den ‘rådne banan’ som man så poetisk har kaldt Vestkysten og Thy, pga. affolkning og svigtende økonomi. Jeg håber, det vender.

Bryggeriet bag øllen er Carlsberg – så vidt jeg har kunnet google mig frem til. Men det fremgår ikke af flaskerne, hvilket jeg endnu engang må spørge mig selv, om det mon er lovligt?

Der er tale om en industriel pilsner som man kender dem alt for godt. Korngul med hvidt skum. En duft der mest glimrer ved sit fravær, omend man da aner fjern humle og småsøde maltnoter i den spagfærdige bouquet.

De vage indtryk fortsætter i smagen – okay, der er da humle i, og en vis mængde malt, der giver brygget en behageligt sød kant. Man kan bestemt ikke beskylde brygget for ikke at være letdrikkeligt. Det glider ned aldrig så nydeligt, og hvor der ganske vist ikke er megen smag at komme efter, må man indrømme at brygget på den anden side heller ikke har mange af industrbryggenes uvaner. Det virker ingenlunde syntetisk, det er fri for metalliske bi- og missmage – af en discountpilsner at være, får man faktisk mere end man tør forvente.

Gad vide om Carlsberg mon hælder overskudsbryg fra deres Premium-produktion på Spar-flaskerne? Det var angiveligt det, de gjorde back in the day, da de stod for produktionen af ‘Dansk’-brandet for Fakta. Sidst jeg smagte en Carlsberg tror jeg imidlertid var da jeg testede deres nye sixpack-emballage, og fra det husker jeg den faktisk som ringere end den her. Netop mere metallisk og syntetisk.

Go figure …

Den vandt i øvrigt mit lille standoff mod Nobelaner fra Lidl på point.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme