Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: tyndt øl

Hoegaarden, Brouwerij van Hoegaarden

Standard …

Julen er slut og hverdagen har meldt sig … MEGA meldt sig, må de vel hedde, hvis jeg vil oversætte det engelske udtryk ‘with a vengeance’ til korrekt dansk. Jeg arbejder i en kundeservicefunktion, og min ferie er af tisse-i-bukserne-typen. Mens man er væk hober arbejdsopgaverne sig uløst op, og det hele vælter ud som en pakke færdiglavet risengrød i pølseform, hvis man åbner den med et for langt snit.

Så den har stået på max stress hele ugen. Men heldigvis har jeg da weekenden fri og rystet det værste af mig med headbanging til Napalm Deaths greatest hits i selskab med mine børn – og en øl.

En simpel og gammelkendt standardklassiker – en af dem, jeg bare ikke har fået prøvet endnu, selvom jeg hastigt nærmer mig de tusind anmeldte øl. Sagde jeg standard? Vel, der er vel fortsat mange herhjemme, der ser denne øl som noget meget fremmedartet og eksotisk. Hvor er det ærgerligt, at folk ikke ved bedre. Selv kan jeg (også) huske den fra min kollegietid, hvor den blev solgt i kollegiebaren.

Den drak jeg mange af i de år. Om jeg egentlig synes den var god, tror jeg faktisk ikke. Allerede dengang forekom den mig en anelse tynd – det var omtrent på samme tid, jeg opdagede, at tysk weißbier vel egentlig heller ikke var helt så fantastisk alligevel … Alene det, at den herhjemme distribueres i deleemballager på 0,75 l. af Carlsberg giver et kraftigt fingerpeg om dets markedsegnethed – og dermed dets vigende kvalitet. Som en  tommelfingerregel – for nu at blive ved fingeranalogierne – er de to faktorer omvendt proportionale.

Stilen er i dag en af de få, jeg er permanent skeptisk over for. Selvom jeg mener at Belgien er det mest spændende ølland i hele verden så bliver jeg bare aldrig gode venner med deres hvedeøl. Ikke at jeg er nogen særlig stor fan af hvedeøl generelt, men det gælder denne type i endnu højere grad. Surt og tyndt husker jeg det som. Og hvis det endelig smager af noget, er det kvalmt sødt af overmoden banan.

Netop bananen er i højsædet, i det ellers nydeligt grumsede, citronbleggule bryg. Faktisk husker jeg slet ikke bouqueten som så markant. Samtidig har brygget, som jeg ellers havde så lave forventninger til, oven i købet den frækhed ikke at forekomme væmmeligt, selvom der er  meget bananessens i duften.

Så stemmer smagen noget bedre overens med forventningerne. Lime og citron sammen med et stænk eddike giver et come back til typens konventionelle udtryk. Bananen er samtidig på retræte, men under flugten gør den kortvarigt holdt på bagtungen, og spyr en sidste småkvalm sky af isoamyl acetat mod ganen til kortvarigt ubehag, men aldrig så voldsomt at det slår ud i egentlig væmmelse.

Den kun antydningsvise påmindelse om, hvor fæl stilen kan være, men altså langt fra er lige her gør brygget væsentligt mindre uinteressant, end dets udbredelse og popularitet måtte antyde. Syren yder desuden friskhed, og gør i øvrigt at brygget ikke føles unødigt tyndt – nu har jeg aldrig!

Over nogen nævneværdig industristandard er brygget dog ikke. Det læsker uden at være for tyndt. Det smager uden at blive væmmeligt. Hvis Carlsberg Premium var en wit – ja, så ville den nok være omtrent sådan her.

Herlsev Bryghus Porter, Herslev Bryghus

Kaffegrums og rugbrød …

For nogle måneder siden solgte min far sit hus i Hvalsø – hvor jeg i øvrigt boede og bloggede fra for fem år siden – og flyttede på alderdomshjem i Nordvest. Det var ikke kun en fordel for ham, men også for hans tre børn, der nu kan besøge ham meget nemmere end før. Vi har alle overtaget nogle af hans ting, og næppe overraskende tilfaldt hans restlager af øl undertegnede.

Deri forefandtes blandt andet denne porter fra Herslev Bryghus – det ligger jo heller ikke langt borte derfra – som imidlertid viste sig at have stået længere i kælderen end intenderet. Sidste salgsdato var i sommer, så den har fået lov at lagre lidt. Heldigvis plejer det sjældent at være noget problem ved mørke øl og især ikke portere.

Der er ikke sparet på noget i det natsorte og tætte, brunskummende bryg. Bitterhed af kaffe, sødme af karamel og vanillefylde – alt sammen afstemt med den bittersøde baggrund af mørk chokolade.

Men måske havde den alligevel stået for længe …

For alle, de gode, forjættede indtryk i duften blev hastigt skyllet væk som kaffegrums i et industriopvaskeanlæg. Kaffen var alt for tynd, og i øvrigt den billigste uøkologiske (i modsætning til øllet ellers …) man kunne finde i det mest snuskede discountsupermarked. Vanillechokoladefylden er erstattet af tørt rugbrød, og den flydende karamel som man kender den fra chokoladeskildpadderne var intetsteds at finde.

Sjældent har en øl lovet så meget og holdt så lidt. Generelt plejer mørke bryg ellers at få lidt mere fylde af at stå, mens humlen ganske vist kan blive lidt slatten. Her er det hele slattent, og skyldes næppe at sidste salgsdato var overskredet. Snarere må man have haft en minusdag på Herslev Bryghus, der ellers gerne leverer fuldfede oplevelser af høj karakter.

Også kvalitetsøl bliver kedeligt fortyndet …

Störtebeker Roggen-Weizen, Stralsunder Brauerei – revisited – (Lidt godt fra Niels V)

Meget er vist ikke ændret …

Tid til en revisited fra Bloggens ganske spæde barndom. Godt en måned gammel var bloggen, da jeg anmeldte denne øl første gang. Dengang havde jeg fundet den i en øko-biks på Jægergårdsgade i Aarhus (der dengang endnu hed Århus) – denne gang har jeg fået den i anmeldergave fra Niels. Som bekendt havde han en samling med hjem fra en ferierejse til behørig anmeldelse på bloggen. Og jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke gav den et forsøg mere i stedet for bare at henvise til den gamle anmeldelse. Hvem ved – måske har den også ændret afgørende karakter siden sidst – så hvorfor ikke?

Som selvstændig anmeldelse kommer dette indlæg dog ikke til at tælle. Gengangerne har deres egen kategori.

Genanmeldelsen er en anledning til at dvæle lidt ved, hvordan min skrivestil mon har ændret sig, og hvilke detaljer, jeg lægger vægt på i dag i sammenligning med tidligere. Det vil jeg måske gøre bagefter. Lige nu vil jeg bare anmelde den efter de notater jeg har taget – som var det første gang jeg prøvede den, og så må sammenligningerne vente til senere.

Det mørke – omend ikke så mørkt, man måske ville forvente af en rugopblandet hvedeøl – bryg dufter syrligt sødt og tungt af banan, mens det høje, flotte skum langsomt afbruser. Aromaen er til gengæld bitter, og langt fra så præget af de estere duften behørigt advarede imod – og som jeg på det oprindelige indlægs affattelsestidspunkt i hvert fald ikke kendte navnene på. Isoamyl Acetat er siden blevet et dagligdagsudtryk i mit ølordforråd.

Man smager humle – lidt skarpere end den basale man kender fra pilsnere, så man tidligt glæder sig over en hvedeølsoplevelse med mere kras end kælen aroma. Tørt træ har erstattet hylden, mens bananen kun i tåleligt omfang gør sig bemærket. Gæren, som har spoleret mangt en hvedeøl i tidens løb glimrer velvalgt ved sit fravær.

Rugen mærkes vel nok i træindtrykket, og i det lette stik af kommen ved gummerne. Bananen giver en sød antydning, der faktisk gerne måtte have været mere fremtrædende, om det ikke lige var banan, sødmen havde karakter af. Sødmen er heller ikke det eneste, der måtte være mere fremtrædende – det måtte humlen og rugen egentlig også. Bedst ville det nok have været, at vandet holdt sig lidt mere i baggrunden, for de velvalgte smagsnuancer får aldrig lov til at udfylde sig i alt den kvælende væde.

Der var oplagte grunde til, at jeg gav den her øl 2½ stjerner dengang (ja, lige netop det, tillod jeg mig at aflure). Det er en karakter, det giver god mening at fastholde i dag. Konklusionen er den samme, og hvad der ellers måtte afvige fra originalen kan med sindsro formodes at være detaljer.

Biere de Garde, Amager Bryghus

Biere de gardeMere knald, tak!

I weekenden holdt Amager Bryghus Grand Opening af deres nye store bryglokation på Kirstinehøj Allé i Kastrup. Det skulle ligne mig temmelig dårligt ikke at lægge vejen forbi – især da det var min friweekend, så jeg og mine tog børn drog hele den lange vej fra Brønshøj til Kastrup og fik på den måde også en lille familietur ud af det.

Det er lidt morsomt, at der er et sted på Amager, der hedder noget med ‘høj’. Måske henviser navnet til det lille højdedrag ved siden af den cykelsti, der fører fra et af Kastrups hyggelige række- og parcelhuskvarterer ind i industrikvarteret. En 1½ til 2 meter højere end resten af Amager skal det såmænd nok være, men det kunne godt ligne noget menneskeskabt – nedgravet byggeaffald kanske – frem for en naturlig høj.

Højt til loftet er der til gengæld i Amager Bryghus imponerende nye bygninger. Har man været på de gamle, nu nedlagte lokaler, vil man huske det som, vel, nok hyggeligt, men også meget kompakt, for ikke at sige snævert og undertiden småklaustrofobisk. I den nye hal kunne Peterskirken og Londons Skt Pauls Katedral snildt ligge side og side med Kølns domkirke ovenpå, og man ville stadig have svært ved at skimte bjælkerne i tagkonstruktionen … næsten da. I hvert fald var der god plads til det nye, høje bryganlæg. Meget slankere i formen er de nye tanke end de gamle mere lave og buttede – der dog fortsat er i brug. I betragtning af, hvor godt øl der er kommet ud af det gamle anlæg, er der næppe nogen grund til at reparere på noget, der ikke er i stykker.

Der var proppet med mennesker – og det tror pokker, for der var stort udvalg i æbleskiver ad libitum, vilde byg-selv-hot dogs, popcorn, diverse snacks, sodavand til børnene og – selvfølgelig – øl.

Som ansvarlig forælder valgte jeg at holde en lille smule igen. Men det blev da til to smagsprøver, der kunne købes til højst rimelige priser. Den første jeg prøvede var Bière de Garde. En letdrikkelig sag, jeg aldrig fik dannet mig et ordentligt indtryk af, før den pludselig var gledet ned.

Siden har jeg måttet google en del, før jeg fandt ud af, hvad det egentlig var for en øl, jeg havde haft fat i. Da både Ratebeer og Untappd henviste til Amager Bryghus’ Forårsbryg, forstod jeg til sidst, at ‘Bière de Garde’ angav typen, og ikke navnet på selve brygget. Typen er mere defineret ved, hvornår den er brygget end dens aromaprofil, brygteknik etc. Historisk blev den brygget om efteråret og vinteren, for så at blive lagret til om foråret, hvor det blev varmere, og derfor sværere at forhindre gæren i at opføre sig uregerligt. Skal man tro Wikipediaartiklen, kan brygget til gengæld næsten smage af hvad som helst og være brygget på en hvilken som helst måde, og stadig kvalificere sig som en Bière de Garde.

Men, en Bière de Garde, altså. Formentlig har den været ganske frisk da jeg fik den. Jeg husker en meget rar, maltvenlig fylde – ikke ulig den man finder i Weißbier, omend uden skyggen af syrligt-gærede indtryk. Krydderiet – humlen synes der at være sparet lige så meget på, som kulsyren. Begge dele er der, men kun akkurat i en sådan grad, at de lige når at markere – og så er de væk igen.

Markeringen, skylder jeg at sige, er godkendt. Men hvor ville det dog have været rart med – vel, bare et lille dask frem for kun en markering.

Forårsbrygget her hører til i bryggeriets sæsonsortiment, der nok skal appellere en kende bredere end de humlebomber, som bryggeriet er retmæssigt vidt berømmet for. Det kan godt være, jeg bare er for ung til at sætte ordentlig pris på henslængte og magelige øl som denne. Eller også er jeg blevet for gammel og sur til at sætte pris på – vel – henslængte og magelige øl som denne. Uanset om brygget er tiltænkt gamle eller unge, brede eller smalle, forventer jeg altså lidt mere knald på og gang i den, når Amager Bryghus står bag.

3-stjerner

Tuborg Amber, Carlsberg (Lidt godt fra Niels III)

2017-11-05 18.52.57Branding gør intet …

Her er endnu en øl af typen “hvis ikke der var så mange søde mennesker, der læste min blog, ville jeg aldrig være stødt på denne øl”. Niels er igen den glade giver, som det vil fremgå af indlæggets titel.

Der er åbenbart tale om en særlig Tuborg-øl, der forhandles i Tyrkiet, hvor Niels som bekendt var på ferie. Uden at jeg har undersøgt det i detaljer, har jeg ikke fundet nogen indikationer på, at brygget skulle være et hjemligt produkt – classic fx – på ny emballage. Så jeg vover pelsen og anmelder den som en selvstændig øl.

Højt skum. Flotte farver – det kan man ikke tage fra dem. Brygget matcher dåsen meget godt, selvom skummet lige er et par toner mørkere end emballagens lyse tekst. Og det er bedst sådan. Oven i købet formår brygget også at indgyde gunstige forventninger i bouqueten, der nok er en smule vandig og syrlig, men alligevel byder på en rar bund af malt. Ifølge etiketten skulle brygget også være et 100% maltbryg – hvad det så end skal betyde. Der er jo trods alt også lidt humle, lidt gær og – kan jeg allerede afsløre – en forbandet masse vand i brygget. Det kan da umuligt være malt det hele?

Men okay, så dum er jeg heller ikke. Jeg måtte på det bestemteste protestere over for en kollega i går, da denne satte lighedstegn mellem det at være blogger og det at være dum. Der blev da også trukket i land, når det gjaldt bloggere, der rent faktisk skrev om noget, frem for bloggere, der bare – ja, blogger.

Desuden er den gennemsnitlige intelligens i den danske bloggosfære jo også steget dramatisk efter at Kim Møller har lukket sin blog, Urinalposten. Men dømmer man ud fra den slags eksempler, er det ikke uforståeligt at folk får en skæv opfattelse af os, der smider ord op på nettet fra tid til anden.

Hvad angår de 100% malt – nej, jeg har ikke glemt dem – så er meningen vel, at der ikke er tilsat kulhydrater på anden vis end ved malt, som fx i form af umaltet korn, råfrugt eller raffineret sukker.

Fra den godkendte duft går det ellers også lige så stejlt ned ad bakke som Sultan Erdogans menneskelighed. Nok bruser brygget rart i munden, og en blød, omend ganske umarkeret maltfornemmelse afslører, at der ikke er tale om mineralvand. 2017-11-05 18.51.52Ud over kulsyre og en malt der er meget vagere, end hvad duften forjættede, byder brygget kun på vand, vand og atter vand …

Der er tale om en flad bælleøl, der sin ellers flotte mørke farve til trods byder på absolut intet mere, end hvad enhver anden ligegyldig, industriel standardpilsner – om  denne så måtte være produceret i Danmark, USA eller Uganda – har at byde på. Ej heller hjælper det at forsyne emballagen med en lille guldfolieetiket for at få den til at se prægtigere ud. Den slags forlorne gashåndtag har de fleste gennemskuet som noget, der kun er der for syns skyld og ikke for smags.

Og så er der endda ikke engang tale om en pilsner, men derimod en mørk lagerøl. Det gør kun det hele værre. Tyrkernes egen pilsner smager af meget mere. Carlsbergs lokale rebranding-eksperiment flopper derimod om muligt mere end deres seneste fikse markedsføringspåfund – den ligeledes totalt ligegyldige 1883.

Fuld forventeligt af Carlsberg, naturligvis. Niels skal alligevel have tak. Vi ved jo alle, hvor rart det er ind imellem endnu engang at få bekræftet sine fordomme.

1-stjerne

1883, Carlsberg

2017-10-27 17.57.33Hype, hype, hype …

En af de få men oplagte fordele ved at være blind – udover at man slipper for at se på det tidligere DNSB-medlem Sørens Espersens, eller hans nuværende partikammerat Martin Henriksens grimme fjæs – er, at man tillige dermed slipper for visuelt at bevidne Carlsbergs anmassende og allestedsnærværende reklamefremstød for dette, deres seneste påfund.

En læser af min blog ved navn Morten, som jeg har mistænkt for, ikke selv at gide at prøve (og det holder jeg ikke imod ham) efterspurgte en anmeldelse da jeg havde skrevet om Grimbergen Blanche. Når nu der var så meget hype omkring den, måtte det vel være på sin plads.

Egentlig gad jeg ikke – eller jeg mente ikke, at det var noget, jeg gad prioritere umiddelbart. Men nu er jeg jo, synes jeg selv i hvert fald, forbrugernes blogger, så det er vel bare forventeligt, at jeg smider nogle ord om den her på bloggen.

Historien er egentlig ikke så ringe endda. Men mængden af story telling som del af markedsføringen, får alle alarmklokker til at klemte ved mistanken om, at dennes intensitet må være aldeles omvendt proportional med øllets aromas samme. Kun meget ringe og kedelige øl har brug for at blive talt så meget op.

Fortællingen går på, at man i kældrene under det gamle bryggeri i Valby – formentlig i forbindelse med, at man skulle rive de sidste af de gamle historiske og bevaringsværdige bygninger ned for at bygge nye, kedelige kontor- og erhvervslokaler i glas og stål – fandt et parti øl helt tilbage fra brygger Jacobsens tid.

Analyser viste, at brygget stadig indeholdt en stamme af den oprindelige gær, saccharomyces carlsbergensis, som muliggjorde en stabil og standardiseret ølproduktion med langt lavere risiko for infektion og andre ødelæggelser. Det smukke ved historien er, at Carl Jacobsen ikke holdt gæren hemmelig eller patenterede den. Som en anden Albert Sabin delagtiggjorde han sin opdagelse for hele verden, så alle bryggerier nu kunne brygge øl stabilt uden at forgifte folket, samt undgå at spilde arbejde og ressourcer på at hælde det meste ud igen.

Carlsberg er siden blevet en fusionsmastodont, der kunne få selv Ayn Rand til at holde håndfladerne frem, og udbryde “ro på!”, og produktionen er for længst flyttet fra smukke København til den hastigt opførte garnisonsby og senere industrikompleks kendt som Fredericia. Den gamle bryggrund i Valby har de lagt om til svinedyre lejligheder, arrangeret vertikalt i en minecraft-inspireret hundehøm-høm i titanstørrelse ved den nye S-tog-station, der bærer bryggeriets navn.

Ja, det er sandelig smukt, som Carlsberg i disse år beriger Kongens København. “Laboremus pro Patria*” jeg må le! Det er jo lige før, man ikke ville orke græde snot når også de en dag blev slugt af den endnu større mastodont Anheuser-Busch.

Og som det er med den slags industrielle gigantglomerater, er kvaliteten kun et fjernt minde, der ligger generationer tilbage og i øvrigt noget ledelsen hånligt og fingerpegende skraldgriner over.

Den fornemmelse får man i hvert fald, når dette indslag i den uendelige række af ligegyldige og karakterfattige industriprodukter fra den engang glorværdige, fædrelandsstøttende virksomhed åbnes, skænkes og afprøves.

Bevares, det kobberrøde bryg er da ganske flot, der i glasset. Men i modsætning til reklamerne er det på vanlig industriel vis filtreret, og det ellers flotte orange skum falder alt alt for hurtigt. Duften er svag og vandig, men selvom håbet om et godt bryg er spinkelt, er det stadig mørkegrønt som egebladene på det træ, brygget immervæk dufter en lille smule af.

De første par slurke kan om ikke andet virke nogenlunde fyldige. Lidt vanilleessens blander sig med aroma af friskt syrligt-sødt græs. Den rigelige kulsyre giver friskhed …

Men de gode takter viser sig at være en stakket frist, for det varer ikke længe før de heller ikke kan oppebære brygget, der ender som en en sædvanligvis standardiseret, industriel og ligegyldig oplevelse. Alt for meget vandsjask bliver man budt, og de lemfældigt ikastede ingredienser, herunder sulfit, som bryggeriet ellers har holdt sig for gode til ligefrem at tilsætte, gør kun så lidt, at man er i tvivl om, om det lidt godt eller lidt skidt. Måske er det bare lidt ligemeget – det hele.

I virkeligheden er det næppe overraskende. Øllet er jo sådan set brygget på den samme gær, som bryggeriet har brugt hele tiden, så det er næppe overraskende, at det er svært at skelne dette ligegyldige industriprodukt fra alle deres andre. Det kunne være at Carlsberg skulle gøre lidt mere end bare bruge en verbalt hypet gær til at lave øllet. En ordentlig humle og mere af den ville nok gøre underværker. Mere malt ville sikkert også hjælpe … vel mindre vand måske i forhold til de andre ingredienser …

… så ville den uhørt høje pris – 18 kr. for ½ liter – også være en smule mere retfærdiggjort.

Vel, reklameudgifterne skal jo dækkes på en eller anden måde. Brygget kan købes i beholdere som denne à ½ liter, eller i sixpacks à 0,33 l. Så kan man enten være tvunget til at betale specialølspris for industribryg, eller købe seks styk og efter den første fortryde købet af de øvrige fem idet man konstaterer, at den absolut ingen meritter besidder i forhold til Carlsbergs øvrige standardudvalg.

Sådan gør man åbenbart i industrien.

1-en-halv-stjerne

*Vi arbejder for fædrelandet.

Schloss Edel, Darguner Brauerei/Harboe (Lidt godt fra Niels I)

2017-10-05 19.01.49Som vi kender det …

Tidligere på året sørgede en læser fra Lille Skensved ved navn Niels for overdragelse af den første øl fra det afrikanske kontinent, jeg nogensinde har prøvet. Niels sørgede også for nogle andre smagsprøver ved samme lejlighed og det skulle så ikke blive sidste gang.

Under en længere rejse til blandt andet Tyrkiet og Tyskland forleden tog han lidt godt med hjem til anmeldelse. Det blev overdraget under lyssky omstændigheder i en ikke nærmere angivet indkørsel i postnummer Brønshøj i sensommeren, hvor de blev efterladt i en pose kun jeg (og den anonyme mellemmand m/k, der boede på adressen) kendte til.

Jeg har nu taget fat på den første af øllene i posen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at øllene ikke blev udvalgt for deres kvaliteter, men snarere ud fra forventningen om underholdningsværdien af de anmeldelser, der kommer ud af dem.

Den første er en discountrædsel så lys, at middelstore supernovaer må kaste håndklædet i ringen. Producenten må man ty til internettet for at blive klogere på, for om dette er etiketten ikke videre meddelsom. Af den fremgår kun den tyske supermarkedskæde, der forhandler den. En hurtig søgning afslører imidlertid danske bagmænd, nemlig Harboe, der ikke bliver mindre Harboe af at gemme sig bag deres tyske brandnavn ‘Darguner’.

Jeg fik aldrig snuset til øllet, før smagningen påbegyndtes. I betragtning af bryggets skrøbelige smagsprofil er der nu ikke grund til at tro, at jeg er gået glip af noget særlig stort. Brygget er ellers sprudlende frisk – kulsyre er der ikke for lidt af, mens en overraskende pilsnerhumle faktisk også formår at yde noget smag til oplevelsen.

Og det er jo sådan set meget godt så længe det varer. Humlen er skarp, bitter og smager godt igennem noget tid. Derefter – jeg ved ikke præcis hvorfor, men i takt med at det sprudlende bryg bruser af, giver smagen også efter, en mere hul og metallisk-syrlig smag tager over og brygget smager snart lige så meget af Harboe som man kunne forvente.

Det skal dog siges til bryggets forsvar, at det langt overgår de forventninger, man ellers kunne have til en så lys Harboe-øl i plasticflaske. Egentlig afsmag skånes man også for, så hvis man vil, kan man jo glæde sig vedde små røde dværgstjerner af håb på det store, mørke bagtæppe af tomhed.

2-stjerner

Jacobsen Nordic Jam, Carlsberg

Hvorfor?2017-09-29 18.32.58

Jeg ved sgu’tte hvorfor … Jeg må vel ty til min alt for ofte brugte undskyldning for, hvorfor jeg i det hele taget tog denne rædsel med mig fra SuperBrugsen Brønshøj dengang i september måned (eller var det faktisk sidst i august?) Fordi den var der! Og det er grund nok. Ellers kan jeg vel legitimere det med at – en eller anden vel for pokker prøve den, så I andre slipper, forstås, og som minimum kan  læse min anmeldelse af sprøjtet, så I selv kan vurdere om det er noget, I gider smide jeres surt sammenspinkede spareskillinger efter.

Det ville jeg fx ikke gide, kan jeg allerede afsløre. Og det er jo både ærgerligt, ironisk, komisk og en smule tragisk på én gang.

Men sikke et drama, det i det mindste er.

Nogle bryggerier gør som bekendt meget ud af deres etikettekster – på grænsen til det langtrukne faktisk, og det er undertiden også tilfældet med Husbryggeriet Jacobsens øl, som fx denne. Det er nu ikke lange anekdoter eller sarkastisk selvsmiger de excellerer i. Det er derimod lange ingredienslister. Brygget her indeholder således vand, økologisk bygmalt, økologisk hvedemalt, økologiske havregryn, økologisk tyttebær, økologisk appelsinskal, økologiske korianderfrø, kuldioxid, gær og økologisk humle – tak for kaffe (- en af de få ting i øvrigt, brygget ikke indeholder, så om den måtte være økologisk, står hen i det uvisse).

Ja, man skulle jo næsten tro, at de godt kan lide at skrive ‘økologisk’ derinde på brygmatriklen i Valby … eller er det i Fredericia, Litauen, Myanmar, Skt. Petersborg, eller hvor det nu ellers er, brygget bliver produceret? CO2-omkostningerne ved transporten hjem opvejer nok den økologiske profil, hvis brygningen er outsourcet, så eventuelle medlemmer af Venstre eller andre klima- og miljøskeptiske grupperinger kan roligt knappe brygget op uden at frygte at blive forvandlet til støv ved kontakt dermed.

Har man til gengæld hang til gotiske katedraler og matchende tøj i sort læder, er der nok anledning til at mane til forsigtighed. Bryggets lyserøde nuance og dertil passende barbiepink skum skal nok få de fleste metallister til at holde en 5-6 alens sikkerhedsafstand. Duften er anderledes out of character fra dét, mindre kønsligt bevidste anmeldere nok ville kalde ‘en frisk pigeøl’ eller ‘en tynd tøsebajer’ … Se det er sådan, vi frelste feminister får listet den slags karakteristikker ind ad bagvejen. (Fnis!) En skarp, sødt-syrlig bouquet af hind- og jordbær formår at vække flere forventninger end at bekræfte skuffelser.

Læser man videre på etiketten vil man støde på bryggeriets behørige advarsel om bryggets lave humlebitterhed. Humlen var som bekendt også nævnt sidst i ingredienslisten – som det, der var mindst af. Humlen er så erstattet af de mange andre ting, der er puttet i, og resultatet er ikke engang så lettilgængeligt, som man kunne have frygtet. Brygget er primært skarpt og syrligt. Lime og grapefugt blander sig stikkende på alle mundens indre overflader, mens gæren møver sig frem med en brændende fornemmelse ved mandlerne.

Det var jo egentlig ganske spændende, sådan at blive aet mod hårene … eller smagsløgene … af en øl i pink. Desværre overdøver den ingrediens, der altid er mest af i øl – vandet – de ellers gode syrlige takter. Lidt sødme – selv af den sukrede jordbærsaftevandsslags, man undertiden møder i de øl, bryggerierne fordomsfuldt forsøger at henvende sig til kvinder med, ville faktisk have kunnet reddet en smule.

I stedet ender det i den sædvanlige vandige omgang … vel – det er jo en øl med den belgiske wit som forbillede …

… et af mine gamle nemeses

2-stjerner

Grimbergen Blanche, Kronenbourg/Carlsberg

2017-09-28 20.46.03Bestået …

Jeg har djævelsk meget om ørerne for tiden. Jeg arbejder, bijobber og vil gerne have solgt min bil. Min fars flytning kræver også meget, så der bare ikke er tid til at blogge lige så meget som jeg ellers gerne ville. Men nu har jeg endelig fundet et hul, så jeg kan få Grimbergen Blanche, Kronenbourg/Carlsberg lidt fra hånden.

Forleden aften var min gode ven Gedved igen på besøg. Han havde glemt nogle ting her da han forleden overnattede. Han havde øl med, som jeg allerede havde prøvet, så i stedet stillede jeg en af de øl i delestørrelse, jeg havde stående frem.

Jeg betragter den lidt som et hængeparti. En øl, der længe har stået i standardudvalget i supermarkederne, som jeg tænkte, jeg hellere måtte se at få anmeldt, da jeg i sin tid så den. Nu var der så også endelig en anledning.

Carlsberg står i sidste ende bag. Typen er dog ingenlunde dansk, men belgisk. En hvedeøl – en wit, som det ville hedde i Belgien. Men i Europas måske mest fremmedsprogsfjendtlige land, Frankrig, har de selvfølgelig egne navne for den slags – en Blanche.

Generelt bryder jeg mig ikke om stilen, men prøves skulle den. Et flot, citrongult bryg med højt knitrende skum – såvidt så godt. Duft af lime og banan – meget banan. Rigeligt til at varsle ilde.

Men helt så meget af banan smager den dog ikke. Det syrlige og gærede står stærkere end det vammelsøde, og det endda i en grad, så det faktisk formår at behage jævnt. Syre af lime, friskhed og afdæmpet sødme af græs, en tand for meget gær, som den præsente alkohol heldigvis formår at afdæmpe behørigt. En krydret antydning af kommen på bagkant yder desuden brygget en for genren tiltrængt skarphed. Gedved nævnte kardemomme, uden at værten dog selv oplevede den.

Overordnet en autentisk frisk øl, der, som det nu er almindeligt med hvedeøl – om de hedder Hefeweizen eller Wit, lægge mere vægt på bryggets tørstslukkende egenskaber end dets aromatæthed.

Gedved fandt den således tynd og vandet.

2-stjerner

Jeg synes akkurat den klarer cuttet, men så heller ikkke mere

3-stjerner

Carls Selection Victoria Street Stout, Carlsberg

2017-09-20 19.01.09Klart til tørst …

Med denne øl er der endnu en anledning til at sammenligne industriens og kvalitetesbryggeriernes produkter. Sidstnævnte fortsat repræsenteret ved Kongebrygs Stout til Tønden i Haslev. Den lette, brusende sag, der havde i smag og frækhed, hvad den måske manglede lidt i fylde og tæthed.

Det var mere end man kunne sige om den lette stout ‘American Ink‘ fra Lottrup, der heller ikke var helt oppe at ringe med tætheden og fylden. Den manglede helt og aldeles frækheden, mens smagen kun lige akkurrat klarede cuttet på bagkant. Lottrup er som bekendt bryggerigiganten Royal Unibrews produkt, og nu skal vi så prøve endnu en mikrobrygefterligning fra den anden – endnu større gigant på markedet – Carlsberg.

Carlsberg har jo bygget et gigantisk monument på den gamle, historiske bryglokation i Valby. Uden relevans for anmeldelsen vil jeg blot, mens jeg husker det, gerne udtale, at jeg ikke vil kalde det nye hovedsæde grimt. Jeg konstaterer blot som en kendsgerning, at havde der været hundelort i spillet Minecraft, ville det have lige præcis den form og farve.

Tilbage til anmeldelsen af Carls Selection Victoria Street Stout, der kun har farven til fælles med bygningen, og derfor vitterlig ikke fortjener yderligere sammenligning. Dette bemærkes i øllets favør. På bagetiketten legitimeres brygget i samme stil som Royal Unibrews Lottrup- og Schiøtz-produkter med historier om Brygger Jacobsens uddannelsesrejser udi bryggeriet. Denne gang til England, hvor man eksperimenterede med at gøre de tunge portere mere salonfähig i form af sødere smag og lettere konsistens.

Brygget er da også et godt eksempel på stilforskellen mellem stout og porter, som jeg ellers fortsat ikke finder væsentlig nok til at skelne mellem i bloggens kategorier. Duften er mild, venlig og godt opblandet med vand. Spor af hasselnødder og lys chokolade findes der dog efter lidt søgen i det letflydende, lavtskummende bryg.

Dette er i sandhed en let stout. Meget let faktisk. Jeg har prøvet industrielle pilsnere, der smagte af mere, herunder fx Carlsbergs egen. Den rigelige kulsyre giver mere fornemmelse af sodavand end af øl. En let, udefinerbar maltsuppe udgør den meget spinkle og elastiske rygrad i en ganske karakterfattig og alt for tynd – ikke bare stoutoplevelse, men øloplevelse i det hele taget.

Maltens diffuse og udefinerbare sødme bliver ikke nemmere at få hold på i bryggets alt for tætte vandindhold. Det lige så diffuse syrlige indslag på bagkant gør ikke noget godt for stoutoplevelsen, men giver da brygget en frisk og vederkvægende kant, der i det mindste gør brygget egnet til tørstslukning.

Det er imidlertid ikke meningen med stout. Stout skal være tæt, rundt og rart, og ikke noget man hælder i sig under en hedebølge. Men det er, hvad denne flaske stoutfarvet danskvand er bedst egnet til.

Man får i den grad mere for pengene, hvis man vælger rigtige stouts, brygget af mikrobryggerier, frem for Carlsbergs forlorne undskyldning, der oven i købet ikke er  meget billigere igen.

1-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme