Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: tyndt øl

AZ Ale No. 4, Refsvindinge/Vestfyen

Lemfældigt mix …

AZ Ale No. 16 er vel nok Bryggeriet Refsvindinges flagskib. Brygget har angiveligt vundet priser både nationalt og internationalt, omend det er svært at google sig frem til, præcis hvilke. Man skulle da være et skarn, om man ikke bryggede (pun intended of course) videre på successen, og det har Refsvindinge da også gjort i form af en, ifølge dem, lettere forårsudgave af brygget under navnet Ale no. 4.

4 er som bekendt kvadratroden af 16, men om det nu har noget at sige om ølkonceptet står hen i det uvisse – sammen med rigtig meget andet om brygget i øvrigt. Det er ligeledes svært at google sig frem til særlig meget om brygget. Det fremgår ingen steder, hvornår brygget først kom på markedet fx.

At det brygges på licens af Bryggeriet Vestfyen, står til gengæld fast. Det har over hele hovedet ikke gavnet bryggets ældre bror – tværtimod kommer man nær til at tude, når man undtagelsesvis får lejlighed til at prøve den ægte vare fra Refsvindinge på fad. Så meget man går glip af, når man køber den almindeligt tilgængelige på emballage …

Nu skal det vise sig, om Bryggeriet fra hvem det bedste vi har fået er Jolly Time og Jolly Cola, på samme vis har gjort Ale no. 4 til en skygge af, hvad den muligvis er på fad. Sådan har jeg ganske vist aldrig prøvet den, men den kan til gengæld anmeldes efter, hvor meget den minder om emballeret Ale no. 16 i vigende kvalitet, når nu den, ligesom hin prøvesmagning fra tidernes morgen, leveres i glas.

Allerede ved opknapning rammes man af et humlepust af bitter hallertaueraroma. Det svagtskummende bryg har en fin lød af appelsiner. Samme frugt går igen i en overraskende nydelig bouquet sammen med nelliker og syrennektar. Det forekommer foreløbig ganske lovende.

Men det skulle det fynske industribryggeri selvfølgelig få ødelagt godt og grundigt. Smagen er – om ikke en skygge af et fadprodukt, som jeg end ikke ved om eksisterer – i hvert fald en skygge af sin fine bouquet. Vag og vigende i sit udtryk føles brygget som om det er kørt gennem et filter, der blander det spraglede orange, lilla og mørkt træfarvede bouquetudtryk sammen til en uformelig grå blanding, hvor de ellers fine og velgørende noter kun svagt skimtes bag den gråbrune grød.

Det eneste rigtig gode er en mild humlebitterhed ved mandlerne – men den alene går langt fra nogen god øl. Nogen fornyelse af Ale no. 16-konceptet er der kun tale om al den stund, at det er nogle andre smagsudtryk, Bryggeriet Vestfyen effektivt har ødelagt og udvandet i deres industrielle efterbehandling.

Brooklyn Scorcher IPA, The Brooklyn Brewery

IPA’ens svar på Hof …

Jeg kommer vel ikke uden om endnu engang at undskylde for stilheden på bloggen. Mine ølaktiviteter har som bekendt spredt sig til flere domæner, og her på det sidste er det ligegodt videoerne der har optaget mest af min tid.

Senest anmeldte jeg denne øl med dertilhørende appendix om en af mine kæpheste, vækkelsesprædikanten Torben Søndergaard, der først på året blev kendt i TV2-serien “Guds Bedste Børn”. Jeg har fulgt ham siden starten af 10’erne, hvor et DR2-program gjorde ham kendt som en af de få kristne herhjemme, der offentligt og lidenskabeligt bekæmpede evolutionsteorien. Han var anledning til mit første spæde forsøg på at starte en YouTube-kanal under navnet Partypagan. Alle videoerne fra dengang ligger der endnu, men jeg er for længst holdt op med at bruge kontoen til noget og vil i fremtiden fortsat poste på kanalen ‘Hopswatch‘.

Jeg har on-off fulgt ham på sidelinjen siden, men har først her for ganske nyligt fundet motivationen til at tage tråden op igen fra dengang. Efter den retfærdige mediestorm der rejste sig, da det viste sig at han traumatiserede børn med sine djævleuddrivelser, og invaliderede folk med sit kvaksalveri, rejste han i begyndelsen af året til USA, et land der som bekendt – sagt diplomatisk – udviser en noget større tolerance over for hans slags end vi gør herhjemme.

D. 24. juli kunne B.T. så fortælle, at han ville søge asyl i USA, fordi han føler sig åh så forskrækkeligt forfulgt i Danmark. Det på trods af at der – mig bekendt – overhovedet ikke er rejst nogen sager imod ham, hverken af privatpersoner eller myndigheder. Man kan se min reaktion på Torbens beslutning her, og her kan man – udover at se min videoanmeldelse af nærværende øl – også blive klog på, hvad Torben Søndergaard ellers går og fordriver tiden med i Guds eget land.

Kort fortalt håber jeg på, at hans asylansøgning afvises med lige så hånlig latter, som den jeg selv opkastede, da jeg først læste artiklen. Efter hjemsendelse ser jeg frem til at han konfronteres – ikke med myndighederne – men med de privatpersoner, hvis liv han har ødelagt. Han har foregøglet helbredelse, overtalt folk til at sælge deres hjem og opsige deres job for så at flytte hundredevis af kilometer – tit over landegrænser – for at bo i hans sektsamfund. Lur mig om ikke det i virkeligheden er de røvrendte eks-sektmedlemmer, han nu prøver at skjule sig for.

Men nok om svindleren Torben Søndergaard. Det skulle jo også gerne handle lidt om øl. Brygget her er en overligger fra tiden i København – dem er der stadig en del tilbage af.

Svagt skummende og så lyst, at man skulle tro, der var tale om en industriel pilsner, slår brygget fra starten ikke ind på nogen særlig interessant kurs. Tværtom befinder man sig tydeligt i hovedfærdselsåren sammen med så mange andre upåfaldende skuder i samme jævne strøm på vej mod det samme, nærmest ligegyldige og alt for kendte mål. Duften får måske kursen til at afvige en lille smule – vanille- og rosenbladsnoterne er jo en udelt nydelse, omend langt fra fremmede for genren.

Men så kan det ellers være, at der rettes ind igen, så snart glasset sættes for munden. Det er let, det er tamt, det glider lige ned, og kun spredte indslag af blomstersødme og grannålestik afslører, at det er en IPA, der er tale om. Brygget her er en pendant til Carlsberg Hof, Tuborg Grøn og Budweiser – blot i en IPA-udgave, der – indrømmet – giver nyderen lidt mere aroma at glæde sig over, men i spænding og udfordring til smagsløg næppe yder mere, end man er vant til fra hine industrielle standardprodukter.

Det måtte vel ske på et tidspunkt, at IPA’en gled ned og blev lige så tam og almindelig som pilsneren. Jeg havde dog ikke ventet, at et velrenommeret amerikansk mikrobryggeri skulle være den aktør, der trak den ned i dét dynd.

Carlsberg Humle, Carlsberg

But why, whyyyy!?

Carlsberg har smidt en uflitreret pilsner på markedet. Ja, det er så evigt innovative derude i gentrificeringsenklaven i Valby. Eller måske ikke, for uflitrerede pilsnere er olle Kamellen lige syd for grænsen, hvor stilen kendes som ‘Naturtrüb’, og er næsten lige så gammel som Moses. Uden lige at kunne smide eksempler på bordet, er jeg ret sikker på, at flere mikrobryggerier herhjemme også allerede har stilen i deres kataloger.

Og længe efter, at det er gårsdagens nyheder, buldrer industrikæmpen frem i et forsøg på at tage sig nyskabende ud. Lad mig prøve undtagelsesvist at vise mig fra min positive side over for industrien og helt undlade at kalde Carlsberg det, der først falder mig ind – pinlige, forsinkede, grinagtige … hov, nu kom jeg sørme til at kalde dem alt det alligevel. Det var jeg vist ikke så god til.

Nå, lad mig prøve igen. I stedet vil jeg kalde deres forkølede forsøg på at være den kække, frække, unge, nye i klassen … sødt? Nuttet? Kært? Foreslå gerne andre smykkende tillæg til Carlsbergs allerede bedagede initiativ i kommentarerne.

Brygget gør det ellers visuelt OK med et pænt, tåget ydre, og meget plastisk marengsskum. Duften byder på humle og fusel, begge dele mere markant, end man er vant til fra industrigiganterne, så måske er der en overraskelse i vente?

Nå … brygget viser sig bare at være en Carlsberg som så mange andre. Igen vil jeg prøve at være positiv, og derfor undlade at betegne brygget som tyndt, vandigt, hult og uinspirerende …

Damn! Jeg er bare ikke særlig god til det der ‘positivitet’?

Jeg mener selvfølgelig, at brygget er rigtig godt til tørst. Og oven i købet kan man da godt mærke, at der er noget humle, der rasler rundt derinde et eller andet sted. Så i let berøring med noget krydderi har væden i dåsen da været. Det vil jeg da gerne – eller rettere, aldeles modstræbende – indrømme.

Det må imidlertid også undre mig en kende, at brygget reelt ikke smager af mere end flagskibet Carlsberg Premium. I virkeligheden smager det nok af lidt mindre. Og det ansporer jo ikke så lidt til at stille spørgsmålet …

Hvorfor?!

Øl Rug, Thisted Bryghus

Mørke – uden alt det gode …

Egentlig kan jeg godt lide at køre i rutsjebane. Bakkens er min favorit. Men den rutsjebanetur, som min stressudløste depression har udviklet sig til, måtte snart gerne ende.

Jeg har i et forsøg på at kigge op ad hullet i stedet for at kigge videre ned i dybet, klemt mig ind bag computerskærmen, mekanisk har jeg styret mus og tastet de rigtige steder, så jeg kunne nå ind på min blog for i det mindste at holde den gryde en lillebitte smule i kog.

Mit billedgalleri på telefonen afslører, at jeg prøvede denne øl kort efter ølfestivalen i lokomotivværkstedet, men præcis hvornår fortaber sig i tågerne. Brygget har stået meget længere end det. Siden december måned, hvor jeg fik den i min Thisted Bryghus-julekalender. Dengang så jeg lyst og optimistisk på tingene, og kunne meget mere end blot slæbe mig igennem det allermest nødvendige for at holde livet i gang.

Vel, ifølge notaterne var bryggets duft ikke den store oplevelse. Syrlig og letrøget i duften med et præsent element af rugbrød. Rug er angiveligt en utaknemmelig kornsort at brygge øl på, hvilket ingenlunde får mig til at fnyse ad Thisted Bryghus for at starte et projekt, der alt for let mislykkes. Nej, jeg tager hatten af for, at de tør binde an med de genstridige kulhydrater.

I smagen går det da også bedre. Brygget er rart at have i munden med varme, runde noter af mildtristet kaffe, en sjat rom og en småsyrlig, mørk bitterhed af træ, som man kender den, når rugbrygningen faktisk lykkes. Brygget kan til gengæld ikke løbe fra at vige på fyldeparametret. Det er lidt vandet i det, hvilket desværre alt for tit er resultatet af brygeksperimenter med rug.

Men det er gået langt værre. Og igen – Respekt til Thisted Bryghus for at turde.

Tusker, East African Breweries

End ikke en babyelefant …

Idet jeg nogenlunde har rejst mig fra sygesengen, er det blevet tid til at få færdiggjort de opgaver, der under min sidste nedtur fik lov at ligge ufærdige hen.

Denne øl, fx, er det vist flere uger siden, jeg fik afprøvet. Lige efter Esrum-eskapaderne og  besøget på Copenhagen Beer Festival tilbage i april. Det var også der, den blev købt – i African Beer‘s stand.

Marcus har været mig behjælpelig med nogle korrektioner til, hvad jeg i hint indlæg skrev om hans rejse til Afrika. Selv havde Marcus kun været der i en måned (hvilket jeg nu synes heller ikke er så lidt endda), mens hans bror Joachim havde rejst rundt i længere tid på kontinentet.

Og det var på den rejse, at Joachim åbenbart havde vundet noget begejstring for denne øl fra Kenya. Kenya som nation får dermed sin debut her på bloggen, og jeg skal i øvrigt behørigt beklage, at jeg på min facebook-side kontrafaktisk kom til at påstå, at den var fra Nigeria. Jeg vil meget nødigt opfattes som en af de udannede, selvfede, neokolonialistiske europæere, der tror Afrika er ét fedt, og jeg håber derfor at korrektionen er vel modtaget hos læsere med Afrikanske rødder – eller bare folk, der tænker omtrent som jeg selv gør.

Selvom jeg har svoret at Afrika aldrig skal være det ringest repræsenterede kontinent på blokken (næst efter Antarktis) er det lidt en anden sag med kvaliteten. Den vil jeg – til trods for århundreders europæisk kolonialisme efterfulgt af racisme, samt udplyndring hele tiden – fortsat være hudløst ærlig omkring.

Med denne øl starter det ellers godt. Brygget er – skønt en jævn pilsner – ganske mørkt, og skummet rejser sig egentlig adækvat op over dunkelheden. Duften matcher til gengæld ikke – den er meget let, grænsende til det insignifikante, men yder dog en smule pilsnerhumle, blandet med lidt ubestemmetlig syre af citrus.

Og hvis jeg sad tilbage efter ølfestivalen i Esrum, og var utilfreds med, hvor få og fragmentariske mine noter var, så er noterne til dette bryg – nedskrevet hjemme i privaten under afslappede former med rigeligt tid – rent ud sagt begrædeligt. Jeg har noteret, at brygget er meget let, at der praktisk talt ingen humle er i smagen, og at brygget derfor smager alt for meget af vand.

Det er måske også at foretrække i ækvatorial middagshede. På min blog, til gengæld, kræver det altså noget aroma og karakter, hvis man vil nå op i en højde, hvor der er flere stjerner at lege med.

Dorothea, Viborg Bryghus

Tyndt og ufarligt …

*UPDATE!* Indlægget her er skrevet om en øl, der er næsten et år over dato. Det var jeg ikke klar over, da indlægget blev skrevet. Bedømmelsen af øllet skal ses i det lys, og det er overhængende, at den ikke faldt helt i min smag, netop af den grund.

At den ikke var yderligere præget af den overskredne dato taler udelukkende til bryggets og bryggeriets fordel. *END UPDATE.*

Bortset fra, at jeg ikke får skrevet voldsomt meget, sker der faktisk noget på bloggen. To milepæle – eller i hvert fald noget der ligner – er nået, siden jeg skrev herinde sidst.

Antallet af besøgende på bloggen er nået over 200.000. Det skete for et par dage siden, helt uden at jeg opdagede det. Det ærgrer mig en lille smule, da jeg vitterlig er typen, der nyder synet af alle tallene, der skifter på én gang. Jeg vælger dog at glæde mig over det høje tal i stedet. Det er jer, læserne, jeg har at takke for opmærksomheden. Den sætter jeg stor pris på, og jeg vil gøre hvad jeg kan for fortsat at gøre mig fortjent til den.

På min facebook-side er der også sket ting og sager. For få dage siden delte jeg en ny video på YouTube-kanalen, en genanmeldelse af Super Nova fra Christiania Bryg. Jeg delte et link til videoen som jeg plejer på min egen facebookside og min personlige profil – samt, som jeg gerne gør, når mine anmeldelser er positive – på bryggeriets, Christiania Brygs, facebook-side.

Og så skete der ting og sager. Uden at aktiviteten var overvældende i mit facebook-feed, kunne jeg se, at nogle personer delte indlægget videre. Jeg genkendte i hvert fald én af dem som en af personerne bag Christiania Bryg. Desuden røg der hist op pist et like på opslagene, men det lykkedes mig først sent at finde videredelingerne af opslagene. Til gengæld så delingerne ud til at kaste en del flere følgere af facebooksiden af sig. Det er siden i forgårs nærmest myldret ind med nye ‘fans’, og flere af dem har, så vidt jeg kan se, en tilknytning til Christiania.

Jeg har alle dage elsket det sted, og alle de nye følgere skal være mere end velkomne til at følge mine skriverier herinde, ud over mine YouTube-videoer. Tilstrømningen har betydet, at fansiden omsider har fået mere end 500 følgere, så også der har alle cifre skiftet en enkelt gang.

Og så lad mig da også lige nævne, at antallet af følgere på min YouTube-kanal også har rundet et rundt tal – nemlig 50. Det tal synes jeg imidlertid er alt for lavt for at være helt ærlig, så det ville hjælpe mig rigtig meget, hvis læsere, der endnu ikke følger mig på YouTube, følger linket og trykker på ‘Abonner’-knappen så snart de ser deres snit til det.

Det var de indledende bemærkninger. Nu videre til dagens øl, der er kommet til at stå i mit køleskab alt alt for længe. Jeg modtog den sidste år som et anmeldereksemplar fra Viborg Bryghus på Lokomotivværkstedet ved Danske Ølentusiasters årlige festival. Sammen med den kom ‘Luther‘ hjem for at blive omtalt i, hvad jeg gætter på må være den længste enkeltanmeldelse på min blog indtil videre.

Også Dorothea blev udgivet af bryggeriet i forbindelse med 500-års jubilæet for reformationen. Jeg har, som man vil kunne læse i hint indlæg, aldrig ment, der var noget særligt at juble over, men som historisk periode, er den selvfølgelig interessant. Øllet er opkaldt efter den danske Dronning Dorothea, der var gift med Christian d. 3, der ved sin kroning i 1536 gennemførte reformationen i Danmark.

Jeg havde vist aldrig hørt om hende før jeg læste om hende på Aarhus Universitets hjemmeside, men i egenskab af dronning, og særligt enkedronning, havde hun åbenbart en ganske stor betydning for reformationens indførelse. Og dermed ligger det jo lige for, at Viborg Bryghus – der jo ligger i Danmarks reformationsby nr. 1 (gæt hvilken by det mon er) også brygger en øl til hendes minde.

Brygget er en hvedeøl – og dermed er forventningerne jo ikke ligefrem oppe i himlen. Det forekommer ikke kun ganske lyst, men også meget klart, i modsætning til, hvordan man normalt kender hvedeøl. Er der mon teknisk set tale om en kristallweizen her, altså en filtreret hvedeøl? Mistanken lever.

En skarp og noget alkoholisk bouquet møder næsen ved indsnusning. Associationerne peger mod øst mod den større by Aalborg, hvor de for længst bortsolgte danske spritfabrikker oprindeligt holdt til, og hvor Rød Ålborg var et populært produkt i kataloget. Nok er kommenelementet ikke helt så fremtrædende i øllet her som i hin snaps, men udtrykket er det samme.

Brygget er til gengæld ganske let, og ikke videre krydret på tungen. Alkoholnoten mærkes dog fortsat, og får brygget til at glide let som luft hen over mundens organer. Ved mandlerne titter kommenkrydderiet frem igen, så man ikke snydes helt for duftens løfter, men aromaen er alt i alt noget afdæmpet i forhold til en bouquetimpression, der lovede en – om ikke storslået, så i hvert fald usædvanlig og utraditionel oplevelse.

Det er dog alt sammen vel inden for rammerne af det allerede kendte, og brygget forbliver med sit kun vage kommenelement lidet udfordrende. Som brygget drikkes slår kommenelementet desuden stadigt mere over i nogle gærnoter, man ellers godt kunne have undværet.

Der var da i det mindste en oplevelse af de store i Luther-brygget. Den her er der til gengæld ikke nogen store omvæltninger i.

Norrlands Guld, Spendrups Bryggeri

Forventningerne opfyldt …

Der har opbygget sig en lille kø af ventende anmeldelser på bloggen, som jeg hellere må få bugt med. Fuldtidsarbejde og delebørn tager ikke bare megen tid, men også meget af min energi, og oven i det titter nogle store ændringer frem, som jeg på et tidspunkt også bliver nødt til at forholde mig til … Indtil videre har jeg forholdt mig til ændringerne (og nej, jeg vil endnu ikke fortælle, hvad de går ud på) ved at stikke hovedet i busken, og prøve at distrahere mig med andre ting, men det er næppe en holdbar løsning på længere sigt.

Forbliv indstillet til, at jeg en af dagene afslører, hvad jeg ævler om.

I mellemtiden er der altså anmeldelseskøen. Forrest står en svensk industriøl fra Spendrup-bryggeriet. Jeg har været omkring dem før, da de lancerede en serie af øl med skelethoveder på emballagen. Markedsføringen var ned i mindste detalje målrettet sådan nogle som mig, og hjem kom de da også, øllene, omend med en regulær skuffelse som resultat.

Forventningerne er dermed ikke bare helt nede på jorden, men også indtil flere fod nede i et hul. Svensk industriøl er bare ikke en kombination af begreber, der automatisk for mundvandet til fosse.

Én for én bekræftes såvel fordomme som forventninger da også: Et klart, meget lyst, næsten citrongult bryg med forbløffende høj inkompetence udi skumdannelse plasker planløst ned i glasset. Kortvarigt forbløffer brygget med en overraskende karakterfuld odeur af fusel, men den damper snart af, og afslører tykke tæpper af vand under de ufuldstændige alkoholdampe.

Alligevel formår brygget til en vis grad at ikke afskrække ved indtagelse. Det er overraskende sødt, og har en maltet profil, der gør det blødt og behageligt mod tungen. Den rigelige kulsyre gør desuden brygget friskt, så risikoen for at gå tørstig fra brygget er aldeles minimal. Samtidig er alkoholstyrken holdt på afdæmpede 3,5%, hvilket er den øvre grænse for, hvornår øl må sælges i almindelig handel, uden at man behøver frekventere bolaget. Og at brygget på trods af dette stadig har en vis kontur taler også til dets fordel.

Meget bliver der dog ikke rettet op på, at brygget nærmest skriger af industriel generiskhed. Lige ned i løgnhalsen ryger det tynde og alt for lette bryg, så snart overraskelsen over, at brygget overhovedet smagte af noget, har lagt sig. Til bryggets forsvar skal det siges, at det i og for sig hverken er tyndere eller mere fri for smag, end hvad man ellers sådan går og finder i det industrielle pilsnerudvalg. Men at en øl ikke er værre end den standard, man ellers bliver budt, er ikke udtryk for en manifest kvalitet ved brygget, men blot et fravær af decideret fælhed.

Og fravær af fælhed har brygget da en hel del af. Den manifeste, håndgribelige kvalitet til gengæld kan man drage ud på lange eftersøgninger i den smålandske ødemark efter.

Øllet var en gave fra min ølpusher Niels – ham med de ugandiske øl. Jeg har ham mistænkt for i særlig grad at nyde mine negative anmeldelser, for det hænder med jævne mellemrum, at øllene fra ham ikke scorer videre højt på min karakterskala.

Det skal ikke desto mindre understreges, at min fornøjelse ved at anmelde er lige stor, om øllene er fine eller ringe. Ja, måske er fornøjelsen endda større, når jeg har noget at brokke mig over i floromvundne vendinger.

Halifax Pilsner, Bryghuset Braunstein

Det måtte jo ske …

Her forleden aften mødtes jeg endnu engang med Marcus. Han havde genoptaget en Netflix-abonnement, der gav ham adgang til filmen “Behind the Curve” på dansk “Faldet af i Svinget”, der handler om den globale flat earther-bevægelse.

Egentlig ville jeg i den anledning ikke have prøvet nogen nye øl – det skulle bare have været en hyggelig aften, hvor to nørder nørdede derudaf, uden at nogen nye øl skulle gribe forstyrrende ind. Nu kender jeg imidlertid mig selv godt nok til, at jeg alligevel valgte at tage notesblokken med – og sørme om ikke jeg fik brug for den. Who would have thunk.

Filmen var i grunden fin, også selvom den til at begynde med lod til at portrættere flerferne mere end at kritisere dem. Da kritikken kom, blev den til gengæld leveret iskoldt, som et par små, velplacerede skud, der i stedet for at eksplodere i et flammehav, ramte lige præcis, hvor de gjorde allermest skade. Forestillingen om en flad jord får et brat knæk, netop som man får mistanken om, at filmen blot er idel overfladisk underholdning om nogle mennesker, der mener noget fjollet.

Efter denne forret stod menuen på fritter og burgere med chipotlemayo, samt et par muligvis interessante øl fra Bryghuset Braunstein, man kunne købe samme sted. Tilsyneladende er de brygget til spisestedet, idet de bærer restaurantens navn.

Voldsomt fancy fremstår øllet nu ikke. Jeg er ikke engang sikker på, om brygget er ufiltreret, for hvor fantastisk fint Marcus’ glas ellers var, så var glasset ikke klart, hvorfor jeg ikke kunne bedømme bryggets klarhed. Bouqueten er syrlig, men med et præsent humleelement der for så vidt lover godt …

… men desværre ikke helt kan indfri løfterne. Brygget er ganske let – og dermed egentligt klædeligt nok til den avancerede grillmad. Letheden byder imidlertid også på andet end letdrikkelighed, nemlig noget der peger i retning af decideret tyndbenethed og vandighed.

Brygget redder lidt af æren på tærsklen til spiserøret, hvor den ved mandler og i gane faktisk formår at smage nogenlunde igennem af løvtræ. Marcus var vel en kende mere begejstret for brygget, da jeg har noteret ordet knas ud for hans navn i mine kradserier. Noget med noget friskhed og knasende sprødhed, tror jeg, det drejede sig om, men næppe noget, der formåede at imponere mig i samme grad.

At brygget i sidste ende fremstod ganske harmløst var vi i hvert fald enige om. Men igen – som ledsager til grillmad og morskab over verdens dumhed egner den sig nu ganske fint.

East Kent Golding Brown Ale, Albani/Royal Unibrew

Vand eller kvalme …

Når jeg er færdig med at krumme tæer over, at en industrigigant som Royal Unibrew går ind på markedet for specialøl, hvor de næsten risikofrit kan genvinde markedsandele fra de egentlige kvalitetsaktører, kan jeg faktisk godt rose dem for nogle af deres resultater på det felt. Deres Mosaic IPA smager vitterlig godt, og den har længe været og er fortsat min favorit-industriøl.

Derfor er jeg også altid en smule spændt, når der kommer nye produkter i Royal Unibrews snart talrige specialserier. I starten af februar lancerede de således to nye øl i deres Albani Special-serie, hvor føromtalte Mosaic IPA også har hjemme. Pale Ale’en var absolut ikke noget løft til serien, og i dag skal det vise sig, om den anden nye i klassen – East Kent Golding Brown Ale – er det.

Én ting mere må man rose Royal Unibrew for. Undertiden matcher farven på deres emballager produktet helt forbløffende. Ikke siden deres Økologisk Classic har jeg set et bryg, der passede så fint til den pæne gyldenbrune farve på dåsen, den var i. Skummet er i dette tilfælde imidlertid knækket i en nydelig gylden nuance, der ikke gengives i etikettens tekst, sådan som det var tilfældet på det økologiske wienerbryg, men det er detaljer, vi er nede i.

Duften, til gengæld, ville ikke kunne beskrives med mange linjer, om man valgte at forfatte et brev derom til hjemsendelse. Faktisk kunne man bare sende et blankt stykke papir, for der skal virkelig trækkes ind med lungernes fulde kapacitet, for at vride andet end postevand ud af odeuren. En vag syrefornemmelse måske – men man forbliver i tvivl om, hvorvidt denne blot er svien i næsen efter det vaccuum, som ens desparate snøften efter bouquet, skabte længere nede i luftvejene.

Det samme gælder smagen. Små singulariteter skabes mellem gane og tunge, når man desperat prøver at klemme bare en lille smule aroma ud af det alt for letflydende bryg. En syrlig impression afslører, at der trods alt ikke bare er tale om postevand, og måske – men her er jeg påvirket af min viden om, at dette i hvert fald teknisk set er en øl – er der lige akkurat en antydning af noget malt, der gør at brygget måske føles en kende blødere mod mundens organer, end rent postevand ville.

Eftersmag er der til gengæld – til overraskelse for de fleste, der skuffes ved bryggets fattigdom i udtryk. Det er svært at sige, om den passer til det øvrige udtryk, da den ikke rigtig har noget at passe til. Det må fungere som forsvar i sig selv, at den i det mindste er der, omend den også virker noget aparte. Men hey – jeg kan godt lide vingummi. Og selvom den syntetiske sødme af de kulørte bamser nok hører mere specielle bryg til end denne brown ale, så formår brygget da i det mindste at smage af et eller andet.

Jeg havde gjort klar til en absolut bundkarakter til brygget, efter at glasset var tømt. Da var det, at jeg opdagede, at der stadig var en doven rest tilbage i dåsen, der i mellemtiden havde nået stuetemperatur. Brygget fra dåsen formåede overraskende nok at folde sig ud, som om hele aromaen var kapslet inde af brygget lave temperatur i glasset. Nu myldrede både runde, søde og krydrede indtryk frem: Lyst, tørt træ, kaffe og timian blandede sig med den noget vamle fornemmelse, som varmt øl notorisk har.

Så selvom der på absolut bagkant rent faktisk var noget aroma og hente, blev det aldrig godt.

Jeg er dog villig til at prøve brygget igen ved en senere lejlighed – ved en lidt højere temperatur en brygget i glasst. Det vil sikkert udløse en højere karakter, hvis de aromatiske noter, der trods alt var i brygget, kunne udfoldes uden at temperaturen giver kvalme.

Secret Des Moines Triple Brune, Brasseurs de Gayant

En kende forvirrende …

Jeg fandt denne øl i Netto for rundt regnet tyve milliarder år siden … eller i hvert fald vel over et halvt. Hvorfor den – og en lys bror, jeg fandt ved samme lejlighed – kom til at stå så længe i køleskabet aner jeg ikke, men belgisk øl har det heldigvis ikke med at blive dårligt lige sådan.

Bryggeriet er ikke nyt på bloggen – tror jeg da. Det angives som “Brasserie Goudale”, og indtil videre har jeg stiftet bekendtskab med Goudale-øl tre gange før, og der har bryggeriet stået opført som ‘Brasseurs de Gayant”. Her står bryggeriet imidlertid til at hede “Brasserie Goudale” og navnet “Gayant” er ingen steder nævnt. Det gælder også, hvis man slår øllet på på Untappd …

… men slår man La Goudale-bryggene op, angives Brasserie Goudale også som bryggeriet. Det er nok til at gøre denne lille OCD-forpinte blogger forvirret og en kende irriteret. Men for læselighedens skyld slår jeg detaljen hen, og kategoriserer disse bryg under “Brasseurs de Gayant”, idet jeg ikke finder anledning til at gøre min i forvejen alt for store samling af kategorier endnu større. RateBeer giver mig i øvrigt ret i vurderingen, men da de er ejet af Anheuser-Busch, vil jeg blæse højt og flot på, at en blind høne også kan finde korn.

Med den skrupel ude af skoen skrider jeg til anmeldelse. At kalde det en ‘Brune’ er ingen overdrivelse – det ville ‘Noir’ næppe heller være, for brygget er aldeles natsort med skum knækket i det beige til letbrune.

Umiddelbart dufter det lovende af chokolade og farin – noter, der er velkendte i søde, belgiske øl. Og en sådan er der bestemt tale om –  lys chokolade tilsat et solidt skud mokka og med lyst, flydende karamelfyld giver i første omgang rigeligt til smagssanserne.

Desværre holder oplevelsen ikke ved. Udtrykket udhules meget snart af klingende rent vand, der fluks jager alle de ellers fine aromaer på porten. Tilbage bliver en hul oplevelse, hvor man bliver lovet en masse, og budt alt for lidt.

Hvor kunne det ellers have været godt, hvis bryggerne havde … vel gidet.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme