Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: tyndt øl

Water & Vuur, De Molen

Øl: Water & Vuur
Bryggeri: Brouwerij De Molen
Type: New England IPA
ABV: 6&
Land: Nederlandene
Købt i: Føtex, Thisted

Playing it (too) safe …

Endnu et par kaotiske uger ser ud til at være overstået. I slutningen af august blev mit ansættelsesforhold på fryselagret i Hanstholm, hvor jeg havde arbejdet siden slutningen af april, ophævet. Det kom ikke som den største overraskelse i verden, da tilgangen af ordrer havde været støt faldende faktisk siden jeg startede.
Men hårdt var det nu alligevel. Til gengæld var jeg fast besluttet på, at jeg IKKE skulle ligge under for jobcentrets luner igen. Straks jeg havde fået beskeden, kimede jeg de vikarbureauer, der har givet mig smør på brødet siden jeg flyttede til Thy, ned. Og det lykkedes … sådan nogenlunde … at få timer nok hjem til at jeg kunne holde egentlig arbejdsløshed stangen indtil jeg fandt noget nyt med fremtidsudsiger i.
Det fik jeg så i går – ser det ud til. Jeg tager en tur i noget industriel produktion i Nors – en lille by i cykelafstand fra Thisted. Jeg kommer til at arbejde aften, hvilket burde give mig bedre tid og lejlighed til at få skrevet på min blog, samtidig med at jeg kan få sparet nogle benzinpenge, når jeg engang få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at købe en ny cykel. For det trænger jeg til.

Nåhr ja – derudover sætter jeg også en vis ære i at falsificere Mette Frederiksen og Asocialkammeraternes horrible stråmænd om, hvor dovne arbejdsløse er, og hvordan dagpengesystemet er alt alt for attraktivt. Kort sagt: Gu’ er det ej, og det er virkelig få, der rent faktisk vil foretrække at blive revet rundt til ligegyldige møder, ubrugelige forløb og ligefrem ubehagelige, for ikke at sige direkte nedbrydende slaveriforløb … I ved, det som man i DJØF’sk spin-jargon kalder “aktivering” – frem for rigtigt arbejde.
Man kan selvfølgelig også være heldig at få en konsulent, der gider lytte og rent faktisk hjælpe. Det var min egen oplevelse i sidste rådighedsforløb, der endte aldeles brat efter jeg var bevilget reel opkvalificering i form af et truckcertifikat, frem for ovenstående remse over meningsløse tiltag. Men det er vist undtagelsen mere end reglen.

Nok om det – videre til dagens øl – en New England IPA fra hollandske De Molen. I flere år var det et bryg fra det bryggeri, den uforlignelige stout 666 Black Damnation, der toppede listen over de bedste øl, jeg nogensinde havde smagt. Hvad jeg siden har prøvet fra bryggeriet, når ikke hint mørke bryg til sokkeholderne … ja næppe til underkanten af anklerne.
Som billedet antyder fandt jeg denne øl på ‘køb-billigt-før-vi-smider-det-væk’-tilbud. Det trækker nok heller ikke i den bedste retning i betragtning af, at IPA’er helst skal nydes friske. Men ligefrem ødelagt af at stå lidt bliver de nu heller ikke. Så lad os se …

Af en New England IPA at være er brygget nu relativt klart. NEIPA’er er kendt for næsten at være mudrede i konsistensen på grund af den gavmilde tilsætning af humle. Dette bryg er højst lidt diset. Duften melder sig til gengæld allerede ved opknapning – altea og skarpere citrusnoter af lime blander sig nydeligt og forjættende.
Små, friske splinter af nyhøvlet fyrretræ gør bestemt deres for at gøre et godt førstehåndsindtryk på indersiden af læberne. Noter af lime og bergamot er også præsente, og yder et nogenlunde adækvat medspil langst gummerne.

Og det er egentlig det. Det smager da egentlig meget godt, men samtidig også af alt det, typen plejer at smage af – og ikke af mere, hverken kvalitativt eller kvantitativt.
Man kunne godt bruge enten lidt mere kraft i smagen, eller lidt mere mangfoldighed – flere søde, blomstrede noter fx. Et bryg der nok hurtigt glider ud i glemselen, fordi det hverken behagede ud over det sædvanlige, eller indgød noget element af afsky, der ville få andre end de allermest kvalitetsforskrækkede til at forsværge at afprøve brygget igen.

De Molen skulle finde de eksperimentelle og kompromisløse takter fra fortiden frem igen. De ville både gavne dem og os, der stundom afprøver deres produkter.

Willemoes Brown Ale, Vestfyen

Øl: Willemoes Brown Ale
Bryggeri: Bryggeriet Vestfyen
Type: Brown Ale
ABV: 5,6
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Mere umage!
Siden sidst? Ja, der er jo ligegodt sket en hel masse. Jeg har holdt ferie – sådan rigtig ferie endda – hævet feriepenge og ikke været på arbejde-ferie. Og så er jeg kommet tilbage fra ferie, og har ikke rigtig orket at skrive alligevel. Men hvad gør det, når man heller ikke rigtig har haft lyst til at prøve nye øl i mellemtiden?
For nu at være helt ærlig, har lysten til at anmelde været til at overskue på det sidste. Jeg har lidt på fornemmelsen, at jeg kører i samme rille, og vil gerne … prøve noget andet. Det skal selvfølgelig fortsat være ølrelateret, men bare at sidde hjemme i privaten og smage mig igennem nye øl, og så skrive en tekst om det bagefter … Lige i øjeblikket er det sgu begyndt at være en smule kedeligt, og mellemrummene mellem anmeldelserne bliver derefter.

Men vi må vel til det.

Sideløbende med den nye standard-IPA har Vestfyen også lanceret en standard-Brown Ale under brandet Willemoes. I Fakta Thisted, der forbliver min, om ikke foretrukne så i hvert fald hyppigst frekventerede, ølpusher forhandles begge produkter kun i six-packs. Det var først ved den sidste i pakken, at jeg endelig fik taget mig sammen til at tage sammen til at få kradset noget ned på papir om den. Det lange tilløb har nok til gengæld skabt en vis garanti for, at mit indtryk af dette bryg ligger fast. Det er sket, at jeg er vendt tilbage til tidligere bryg, og har haft en anden oplevelse af dem. For det meste – må jeg erkende – en ringere oplevelse. Men det er nok ikke så sært, i betragtning af, at det første møde med en ny øl vel også er det mest spændende.
Og den bias har jeg været godt og grundigt ude over, da jeg sidste søndag knappede den her op til anmeldelse.
“Jamen hør, var det ikke den dag, der var EM-finale?” spørger den opvakte læser måske sig selv. Og ja, det er ganske rigtigt. Og som traditionen så småt var begyndt at foreskrive var jeg ikke bare at finde bag skærmen, men også på skærmen. Nærmere bestemt på min gode ven Geoff Breeze, aka Godless Scummer’s YouTube-kanal, hvor man live kunne se os reagere på kampen efterhånden som den skred frem.

Kampen blev som bekendt en rodet affære, og bedre blev det ikke af de engelske fans’ reaktioner bagefter. Englands brændte straffespark fik alle kældermenneskene og de andre racister frem i dagslys – og i modsætning til de monstre man læser om i eventyrene, blev de hverken til sten eller støv. Virkeligheden er oftest langt mere grusom, end dystopierne man læser om i bøgerne.

Men fuck dem. Den usandsynligt tynde sølvtråd fra englændernes dybt upassende adfærd og modbydelige racisme er, at England nok har mistet alle chancer for at være værter for VM langt ud i fremtiden. Personligt synes jeg, England skulle udelukkes fra samtlige turneringer de næste 45 år, så der med sikkerhed kan gå 100 år, før de igen har chancen for at vinde en international turnering, men så heldig har man nok ikke lov at være.

Tilbage til øllet. Lad mig starte med at smide lidt ros af sted til Vestfyen for konceptet. Hvor industrigiganterne tidligere gik mikrobryggerierne i bedene, og nærmest tog levebrødet ud af munden på dem ved at brygge billigere (og ringere) udgaver af ølrevolutionens nyskabelser (eller genopdagelser om man vil, eftersom ølrevolutionen i vid udstrækning var en revival af allerede kendte, men kun lidet udbredte øltyper), har industrien fundet sig en mere passende position på markedet. De typer, der efterhånden er blevet mainstream – og her er IPA og Brown Ale netop de typer, jeg kommer til at tænke på først – brygges nu af industrien i lettilgængelige og billige versioner, som enhver, der blot ejer den fjerneste smule bevidsthed om kvalitet, nemt kan skelne fra mikrobryggeriernes kvalitetsbryg. Vestfyen tager således næppe store markedsandele fra de egentlige mikrobryggerier, der fortsat kan stå for innovation og kvalitet, mens industrien leverer de billige, letflydende versioner som Einstiegsdroge. Det er i hvert fald mit ydmyge, og måske lidt naive håb.

Når det så er sagt, kunne man måske alligevel også have gjort sig en smule mere umage. Vestfyens Kompas IPA er jo drikkelig i en grad, så det er blevet en vane for mig at have en sixpack af den stående i mit køleskab. Brown Alen får til gengæld ikke plads igen med min gode vilje.
Allerede på løden kan man se, at den stundende oplevelse næppe bliver af de helt store. Brygget ser tyndt ud, og skummer kun nødtørftigt og anstrengt, selvom man skænker det ekstra voldsomt. Duften byder måske nok på lidt karamelnoter og kaffe – men allerede her trænger vandet sig på, og giver snarere mindelser om tyndt øllebrød end ordentligt øl.
Bag læberne indfries stort set den forventede oplevelse. Lidt kaffe, lidt karamel, helt vildt meget vand og en underligt grynet mundfornemmelse, der stundom kan gøre det for en ellers udeblivende fylde, men for det meste bare er underlig, og lidet befordrende for den gode oplevelse. Andre lidt ubestemmelige noter giver brygget et par småsure indslag. Overordnet forekommer brygget rodet og disharmonisk – men det skal på den anden side også have den indrømmelse, at det i det mindste har nogle aromaer – nogle af dem endda behagelige – der evner at være disharmoniske, frem for at det ender i det rene og skære vandbad.

Der er rigelig margin inden for hvilken Vestfyen kan forbedre dette produkt, uden at det behøver tage markedsandele fra kvalitetsbryggerne. Og det burde de – både for deres egen og forbrugernes skyld.

Europas Bedste Humle Til Verdens Bedste Fodboldfans, Thisted Bryghus

Øl: Europas Bedste Humle Til Verdens Bedste Fodboldfans
Bryggeri: Thisted Bryghus
Type: Pilsner
ABV: 5,0%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Fodboldfans will be fodboldfans …
Det er ikke nogen større hemmelighed, at de sidste alt for mange uger har stået i fodboldens tegn, og det hænger også mig ud af halsen efterhånden. Lidt ærgerligt var det selvfølgelig, at vi røg ud i onsdags, men det skal samtidig ikke være nogen større hemmelighed, at jeg er lettet over, at vi ikke skal spille finale i aften (i skrivende stund) med risiko for at vinde. For en gentagelse af 1992 ville betyde, at vi ikke skulle høre om andet end fodbold de næste mange uger fremover.
Nu vi snakker om 1992, så udgav nu hedengangne Raasted en jubilæumsøl i anledning af 25-året for den sejr tilbage i 2017 (regner man efter opdager man, at det faktisk passer meget godt med de 25 år). Den hed “Jubilæumsøl 25 år 26. juni 1992 – 2017 Danmark – Tyskland 2 – 0 Europamester ’92” – måske er det bare et tilfælde, men det kan også godt være, at den dannede skole for øl brygget over fodboldtemaet ved at have et navn de færreste kan læse højt uden mindst at trække vejret tre gange.
Det samme gælder denne øl, som Thisted Bryghus står bag. Denne gang valgte jeg at tage hele titlen med, mens ovenstående blev forkortet en anelse i overskriften. Jeg ved egentlig ikke hvorfor … måske for at forvirre mig selv mere end noget andet. Drukket blev den i hvert fald under den nervepirrende kamp mellem England og Danmark, hvor Danmark røg ud. Dramaet kan faktisk følges på min YouTube-kanal, hvor jeg streamede min online kammerat Geoff Breeze og mig selv live, mens kampen løb over skærmen. Selvfølgelig uden billeder fra kampen, for den slags mås man som bekendt ikke.

Øllet … vel, det stod faktisk ikke rigtig mål med kampen, der – selvom vi ikke vandt – stadig var en fantastisk kamp. At de britiske fodboldfans kunne lære en masse af de finske står også klart, men jeg bliver aldrig en af dem, der mener, at England skulle have frataget sejren på grund af fansenes beskidte opførsel. Jeg prøver at være opmærksom på min egen bias, og mener at den slags bør håndteres af uafhængige instanser. Og i øvrigt gerne mere uafhængige af UEFA, nu vi er ved det.
Titlen siger sådan set det meste. Thisted Bryghus har valgt de bedste humler fra rundt omkring i Europa, for at brygge en øl til verdens bedste fodboldfans, eller som der står på bagetiketten – ‘vores Roligans’. Intentionen er egentlig ganske smuk – at forene europæiske humler på samme måde som europæerne forenes i sporten. Imidlertid tror jeg ikke, at fodboldfans – med deres hang til indtagelse af letløbende industriprodukter under aldeles ukontrollerede former – er det ideelle publikum for et sådant bryg.

Eller – det kommer selvfølgelig an på, hvordan brygget smager, og det siger markedsføringen jo i virkeligheden ikke særlig meget om. Umiddelbart ligner det en pilsner som alle andre, (det slørede billede skyldes imidlertid ikke beduggethed, men min komplette inkompetance udi fotograferingens håndværk) – korngult og med hvidt skum, der måske (måske ikke) er en anelse mere fedtet og holdbart end det oftest set, men så heller ikke meget mere.
Det samlede oplevelsesoverskud sammenlignet med industrielle pilsnere bliver nu heller aldrig imponerende. Duften lover ellers ikke skidt, og byder på en habil bouquet af rå og aromatiske humler, der alligevel vil lidt mere.
Og der er måske lidt … lidt mere, men så stopper festen også. Man smager humlen, og den fremstår såmænd nok en anelse klarere i profilen end man finder den i storindustrien. Bryggerne på Thisted Bryghus har imidlertid ikke glemt, at modtagerne er fodboldfans – så friskhed og – lad os være ærlige – vand i rigelige, for ikke at sige overdrevne, mængder er heller ikke glemt.

At humleblomsterne måske har været en anelse flere, eller marginalt finere er med sikkerhed noget, fordrukne fodboldfans aldrig ville opdage, for det er svært nok at konstatere når man er ved sansernes fulde brug.
En øl til forening af europas humler er ellers ikke nogen dårlig idé. Men at blande fodbold – og navnlig fodboldfansenes tvivlsomme smag i øl – ind i det, vil uvægerligt udvande konceptet. Prøv igen – med mindre vand, og så ikke for fodboldens, men bare for Europas skyld … eller noget.

Øl Havre, Thisted Bryghus

Øl: Øl Havre
Bryggeri: Thisted Bryghus
Type: Havrestout
ABV: 6,2%
Land: Danmark
Købt i: Spar, Bedsted Thy

Jeg forstår stadig ikke hvorfor …
Planen var, at jeg inden for kort tid skulle kværne en masse anmeldelser af, så jeg kunne komme i bund med det hængeparti af øl, der på det sidste er blevet smagt, men ikke skrevet om. Det gik ikke så godt, som man kan se. Nu er der endnu engang gået næsten en uge siden sidste anmeldelse, og for at det ikke skal være løgn er der i mellemtiden også blevet drukket endnu en øl.
Nej, planlægning har aldrig været min stærke side. Det er den sjældent, når man har ADHD. Til gengæld er man god til at finde på undskyldninger – så er der arbejde, så er der familie, så er der en video, der skal laves, så er der pludselig EM, der skal ses …
Og god og snarlig bedring ønskes Christian Eriksen naturligvis oven på den omgang. Finnerne skal også ønskes tillykke med, at de vinder deres allerførste kamp ved en stor turnering nogensinde, og så oven i købet over et hold, der efterhånden har lang erfaring i deltagelse i store turneringer. Olsens ødelæggelser vil nok være synlige på landsholdet i lang tid endnu.

Mai og Vibeke Manniche ønskes samtidig for evigt bare fødder og legoklodser – gerne små og spidse af slagsen – strøet med jævn hånd overalt hvor de måtte gå. At udnytte en potentiel national tragedie såsom et hjertestop i en landskamp til at sprede sin egen forløjede, konspiratoriske kæphest, er virkelig noget man skal være et ekstraordinært ufølsomt og narcissistisk individ for at gøre uden at rødme.

Og oven på sådan et par oplevelser – Christian Eriksens hjertestop *OG* Mai Manniches forsøg på at benytte anledningen til at hverve medlemmer til hendes anti-vaxx-sekt – har man sgu bare brug for et kvantum alkohol. Ikke mindst når man er i (virtuelt) selskab med sådan nogle søde mennesker. Og så havde jeg altså bare ikke nogen øl på lager, jeg allerede havde afprøvet, og sådan blev dét hængeparti altså ikke spor kortere …

Anledningen for den her øl husker jeg til gengæld ikke klart. Men jeg tror egentlig bare, den blev drukket til madlavningen en aften hvor jeg tænkte, at jeg hellere måtte se at få tyndet en smule ud i lageret. Ud over de øl jeg har prøvet men ikke anmeldt, er der stadig et anseligt antal, der mangler at bliver prøvet.
Der er tale om en havre stout. Sådan én udråbte jeg til at være en af de mest middelmådige øl, jeg nogensinde havde prøvet. Og den var oven i købet i den bedre – eller rettere, mindre ringe – ende af typen. Tynd, underligt brødagtig og med en våd, flad aroma. Sådan har min oplevelse indtil videre været af en genre, som bryggerierne fortsat hårdnakket hævder, er meget spændende, og har et vældigt potentiale.

Synet kan man selvfølgelig altid nyde. Et natsort, omend meget letflydende, bryg under et lige lovligt lavt og snart kollapset skum …
Ja, det meste af den visuelle fornøjelse er hurtigt overstået. Sådan er det også med duften, der byder på kold kaffe med fløde. Begge dele desværre af den tynde slags – pulver og fedtfattig, laktosefri whitener, snarere end en 38% piske.
I smagen viser kaffen sig imidlertid at være af nogenlunde lødige bønner. Ledsagesødmen af ahornsirup gør også godt, omend den ikke gør helt nok væsen af sig, og måske heller ikke matcher mokkaen helt rigtigt. Resten af brygget er desuden mere end tilstrækkeligt gråt og kedeligt til, at det vel formår at overdøve den ellers hyggelige kaffeslabberas. Alt for meget vand opløser det meste af oplevelsen, og ujævnt fordelt i overskudsvæden forefindes en underligt grynet substans – uden egentlig aroma, men med evnen til fysisk at ramme alle mundens indersider – tunge, gane, gummer, mandler, svælg – for således yderligere at forstyrre og aflede oplevelsen af den smule brygget trods alt havde af anstændig aroma.

Jeg forstår fortsat havrestouts dårligt, og endnu ringere hvorfor bryggerierne stadig gider prøve.

Godt Bryg Lagerøl, Royal Unibrew

I mangel på bedre …

PHEW! Pyha! Og sikke en lettelse! Der var lige noget, der skulle klares, før jeg var klar til at skrive på bloggen igen. Nej, det var ikke humøret, der svigtede igen igen igen igen. Om noget er det højere og lystigere den det har været i … måneder måske?
I skrivende stund er jeg netop vendt hjem efter sidste dag på truck-kursus på EUC i Thisted. Det fortalte jeg en smule om i sidste indlæg. ALT bestået! Så nu må jeg gerne køre gaffeltruck … sådan rigtigt (og ikke forkert)!
Den forløbne uge er gået med teori og praksis, og har medført en veritabel skriveblokade – ikke fordi pensum egentlig var så svært igen, men fordi … mine nerver tilsat ADHD og Aspergerdiagnoser bare ikke rigtig magter unødige belastninger i den slags situationer.

Men nu kan jeg altså lidt igen. Og det er på høje tid, al den stund at dagens bryg blev drukket for snart en måned siden. Godt jeg tager notater, for ellers var oplevelsen med garanti gledet helt ud i glemslen.
Pænt ser det ellers ud til at have set ud på billedet. Helt ude af hukommelsen var det fx, at det i virkeligheden var så mørkt – næsten chokoladefarvet med gyldent skær og en tyk, fed, cremet skumkrone ovenpå.
Ved indsnusning forjættes man fed maltfylde og tunge krydderier – det lover overraskende godt af et brygkoncept, der ellers hylder en masse gamle bryghuse, som Bryggerigruppen (nu Royal Unibrew) i sin tid opkøbte og lukkede. Optagelsen af Horsens Bajersk og Hvidtølsbryggeri i Ceres-bryggerierne ligger imidlertid så langt tilbage som 1898, så jeg må hellere komme ned fra den høje hest igen … jeg er faktisk også lidt bange for heste. Så passer en gaffeltruck sgu nok bedre.
De gode takter svigter desværre i aromaen. Brygget er nok kønt og velduftende, men smager af omtrent lige så meget som man kan forvente af et småhypet Royal Unibrew-bryg. Vist er der da en let maltberøring som brygget ellers noget planløst glider over tungen. Krydderiposerne har vist også ligget åbne lidt for længe, der er ingen dybde i bagtungens uengagerede træbitterhed – og da slet ikke som i postevandet, hvis dybde nærmest indbyder til badeulykker … (med mindre min storebror er i nærheden selvfølgelig. Men vær nu forsigtig alligevel!)

Det er i bedste fald jævnt og i værste fald kedeligt. Men i det mindste ikke fælt. Egentlig ville jeg gerne have drukket en noget mere spændende øl i forbindelse med bloggens anmeldelse nummer 1.300. Men nu glemte jeg desværre at tælle dengang jeg prøvede øllene.
Så må jeg i stedet lune mig ved – og vid, at det ikke er det mindste problem, jeg nærmest kampsveder – at jeg med mit truckcertifikat har reddet mig en grundig opkvalificering … OG, at jeg på mandag starter i nyt job.

Så gør det sgu ikke så meget, at beretningen om øllet ikke helt er et jubilæumsindlæg værdigt.

Skagen Bunker, Bryggeriet Vestkysten (Det’ bare Løkken XII)

Men skummet er da flot …

Ydrk! Jeg føler mig beskidt … jeg kom for nylig uforvarende til at klikke mig ind på Stram Kurs’ officielle blog, “Frihedens Stemme” (klik på eget ansvar; jeg deler kun min kilde af pligt, ikke af lyst). Af alle mennesker svarede det bogstaveligt talt over hele hovedet ikke stuerene Rasmus Paludan-vedhæng Uwe Max Jensen på et af mine Twitter-opslag angående sølvpapirshattemagernes hovedorganisation, også kendt som Men in Black (MiB).
Ironien var tyk som Mads Palsvigs pande idet MiB som bekendt er frådende modstandere af maskepåbuddet samtidig med at de en masse maskerer sig til deres demonstrationer – ifølge BT med bl.a. klovnemasker. Uendeligt passende, syntes jeg, hvorfor jeg glad og fro delte artiklen. Den gode stemning i mit Twitter-feed skulle imidlertid ikke vare ved, da Stram Kurs’ hof-fæcesentusiast Uwe Max altså uanmeldt og – skulle jeg måske lige tilføje – uprovokeret meldte sig.
Selvfølgelig skal jeg nok give et udførligt referat af, hvad han skrev og hvad der siden hændte, så læserne selv er fri for at besudle deres browserhistorik og generelle velbefindende ved selv at følge links. Ligesom jeg hjertens gerne anmelder industriens tyndeste sprøjt, så læserne ikke selv behøver binde an med det, løfter jeg også ind imellem gerne en flig af forhænget ind til internettets mørkeste afkroge. Så behøver læserne heller ikke dette selv – selv tak, det var så lidt … eller ret meget. Men hvad gør man ikke for sine læsere?

Jeg har aldrig før været inde og kigge på Frihedens Stemme eller den tilsvarende video-kanal. Der er grænser for, hvad mine nerver kan holde til – især når det er umuligt at u-se det, man er kommet til at bevidne derinde. Så hellere lykkelig i uvidenheden. Nu er skaden imidlertid sket, og her følger så min beretning – dels som bearbejdning af traumet, dels fordi der faktisk er en interessant historie at fortælle.
Uwe Max brokkede sig i sit korte tweet-svar over, at der ikke var ytringsfrihed i MiB, og det blev uddybet i den linkede artikel på Frihedens Stemme. Eller uddybet og uddybet … det er så som så med den kaotiske ordsalat, der efter alt at dømme også havde været gennem en voldsom food fight før den endte på Stram Kurs’ blog.
Det jeg har kunnet reorganisere bogstaver og ord til, således at det giver nogenlunde mening for de ikke-indviede (hvoriblandt jeg ikke uden en vis stolthed (omend det er en meget lav barre) tæller mig selv) er, at Uwe Max skulle have spurgt på MiB’s facebookside, hvorvidt Stram Kurs var velkommen i MiB’s demonstrationer. Svaret fra MiB blev gengivet i et screenshot: FUCK HØJREFLØJEN FUCK VENSTREFLØJEN – VI ER FOLKET, efterfulgt af to emojier; et dannebrog og et sort flag. Efter dette – indrømmet ikke helt fyldestgørende eller entydige svar – blev Max Jensen angiveligt blokeret fra gruppen.

I resten af artiklen på Frihedens Stemme fyger det med udokumenterede beskyldninger og usammenhængende påstande om, at MiB er tæt associeret med både rockerklubben Satudarah og Værebros Hårde Kerne, via gruppens baggrund i fanmiljøet omkring Brøndby IF.
På denne noget skrøbelige baggrund udråber Uwe Max MiB til at være en “islamofil frontorganisation, der forsøger at ride med på danskernes skepsis overfor de omfattende coronarestriktioner.” Derefter deles endnu en facebookkommentar i et screenshot, denne gang fra MiB’s talsmand Ali Sufi fra 6. juni 2019 – altså godt og vel et halvt år, før der var noget, der hed COVID-19 og endnu længere før MiB was even a thing.
Af den usammenhængende kommentar fremgår det, at Ali Sufi kalder både Nye Borgerlige og Stram Kurs neo-nazister (and who could blame him, really?). I kommentaren ser Uwe Max formentlig en begrundelse for, hvorfor MiB ikke ønsker følgeskab af Stram Kurs. Der findes næppe nogen, der bliver mere fornærmet over at blive kaldt nazister, end dem der er det af gavn, men ikke tør være det af navn.
Efterfølgende skulle de forsmåede Stram Kursere have arrangeret deres egen sølvpapirshatsdemo, der gik i hælene på MiB-demoen. Men hvilke eskapader den har måttet afstedkomme har jeg ikke magtet at efterforske.

Ud over at det er underholdende at se tosser gå i flæsket på tosser, viser sagen også, at der åbenbart er en nedre grænse for, hvem sølvpapirshattene i MiB gider associeres med. Og hvis det står til mig, skal Stram Kurs fremdeles huskes for … vel, en hel masse grimme ting, men også, at de var så skøre, at selv MiB ikke gad lege med dem.
Den største nogenlunde organiserede forsamling af konspirationstosser i Danmark synes, at Stram Kurs alligevel er lidt for langt ude … det er, hvad jeg tager med mig fra den dag, jeg uforvarende kom til at klikke mig ind på Stram Kurs’ fæle blog … Hold kæft hvor er den i grunden også grim. De kan ikke engang finde ud af at lave et favicon, så man i stedet har WordPress’ logo på fanebladet i browseren. Ikke den bedste reklame WordPress kunne ønske sig skulle jeg mene, selv som flittig bruger af WordPress-platformen.

Med den oplevelse nogenlunde ude af systemet skrider jeg videre til dagens øl, der om ikke andet er lidt i samme tema, eftersom den også er ganske mørk: Skagen Bunker fra Bryggeriet Vestkysten under Løkken Bryghus. Den sidste øl i det efterhånden meget lange tema om den pakke øl, Løkken Bryghus sendte mig i efteråret.
Brygget er opkaldt efter de bunkere, der blev opført af Stram Kurs’ ideologiske forbilleder langs den jyske vestkyst i krigsårene. Det fremgår, at nogle af bunkerne også blev brugt efter krigen, og at netop den bunker, som er afbilledet på etiketten, kunne have været den, hvorfra meddelelsen om russisk transport af missiler til Cuba blev rapporteret tilbage i 60’erne.
Ellers er der tale om en brown ale – og det lever brygget fint op til rent visuelt. Brygget er sort som en overskyet nat ved vestkysten med højt, tæt, fedtet skum, i matchende mælkechokoladefarve.
Nyd det i fulde drag så længe det varer, for herfra går det kun ned ad bakke.

Afmagten og skuffelsen sætter således ind med fuld drøn så snart brygget sættes for næsen. En meget fjern aroma af tynd kaffe er alt, brygget i sin ellers fejlfri visuelle skønhed kan byde på. Og oplevelsen er stort den samme i smagen. En fjern, svag og ubestemmelig fornemmelse af billig og alt for tynd pulverkaffe kan akkurat registreres i et bryg, der mere end noget andet smager rigtig godt igennem af egnens klare og friske postevand. Brygget er desuden ikke stærkt nok til, at alkoholen kan kompensere for skuffelsen. 6% er bare ikke nok, og ville næppe heller være det, om brygget blev leveret i en større emballage.

Det er mildt sagt ikke noget godt sidste indtryk, bryggene fra Løkken Bryghus har gjort på mig. Men det kommer jeg mere udførligt ind på i næste blogindlæg, hvor jeg gør status over temaet.

Så forbliv indstillet.

Bandit, Bryggeriet Vestkysten (Det’ bare Løkken X)

Vand over åen …

Oh dear, jeg er en klovn. Det er vist ikke sket på bloggen før, at jeg to gange i træk har glemt at tage et billede af den øl, jeg drak. Selv ikke dengang jeg drak øl med Ole for snart et år siden. Der glemte jeg faktisk ikke én eneste, hvor usandsynligt det ellers måtte forekomme.
Og denne gang er der ingen videooptagelser eller anden dokumentation til stede, der kan genoplive min oplevelse, ud over mine hastigt nedkradsede noter – og de beretter precious little om bryggets ydre. Det skal ikke være nogen hemmelighed allerede nu, at selv hvis brygget havde strålet som en stjernesol til engles sang og harpeklimpren, havde det ikke reddet meget for denne, Bryggeriet Vestkystens bud på en pilsner.
Og som de i øvrigt selv siger deroppe i Løkken: Det er det indeni, der tæller. Ellers beskrives brygget som lys gylden i farve (jeg protesterer ud fra min rudimentære hukommelse ikke) tilsat amerikansk bitterhumle. Den skulle desuden “fungere godt til et frokostbord eller bare som garagebajer.” Havde jeg taget mig tid til at læse, hvad bryggeriet selv skriver om deres eget produkt, ville chokket over den veritable maltknytnæve og den tungeflænsende humlefræsers demonstrative udebliven nok have været en kende mindre.

Og dog … Der er ikke mange kapitler tilbage i den efterhånden lange saga om den smagepakke fra Løkken Bryghus, jeg modtog tilbage i … november, var det vist? Indtil videre har de store oplevelser været højst sparsomme, og begrænser sig faktisk til bryggeriets pilsner – Jøwt – der fortsat har min anbefaling, mens man ikke går glip af det store, hvis man lader resten stå.
Det gælder også her … mine noter er sparsomme fordi ordene hurtigt slipper op, når man skal skrive af noget, der dufter og smager af det rene ingenting.
Vandet, brygget er lavet af, er vitterligt det, man kan rose mest. Det har vædende og læskende egenskaber på tunge, gummer og gane, og man slipper i det store og hele fra at gå tørstig fra et glas med denne øl.
Hvori består ølelementet så? Vel … en antydning af afsmag af noget syrligt-metallisk kan akkurat spores, og med yderste nød identificeres som noget, der kunne være en sørgelig rest, en skygge af, hvad der engang var humle. Næppe nogen god humle, i øvrigt.

Spørgsmålet, der nødvendigvis må rejse sig, når dette aldeles intetsigende bryg er skyllet i maven og ud i glemslen er “hvorfor?” Alt i alt smager det bedre og friskere, hvis man simpelt hen bare åbner for vandhanen. Og hvis man vil være fuld – vel, så er der indtil flere industrielle alternativer, der smager af lige så lidt, men formentlig er langt billigere.

Man må undres.

Brilleabe, Bryggeriet Vestkysten (Det’ bare Løkken IX)

Men glasset er godt …

Jeg har så været lidt af et kødhoved hele tiden. Ja, det ved vi selvfølgelig godt allesammen, men når det viser sig i et omfang som her, så bliver man mindet om det i en grad, så det er værd at påpege for at gnide lidt ekstra salt i såret.
Hvorom alting er, viser det sig, at den forsendelse øl, jeg modtog fra Løkken Bryghus forleden, også bestod af et mindre parti øl fra et andet bryggeri, jeg heller ikke havde prøvet noget af før.
Tre øl var således fra Bryggeriet Vestkysten. Og det forklarer sådan set også, hvorfor der var sådan et fint glas med i pakken fra det bryggeri. Som allerede nævnt har glasset overtaget pladsen som mit favoritglas efter at det gamle røg på gulvet. Øllene var i øvrigt i en helt anden type flaske end Løkken Bryghus’ øl, så der var alle chancer for, at jeg ville opdage variationen i pakken allerede ved udpakning.
Men nej … Først da jeg i går eftermiddag satte mig til rette på min yndlingsstol for at passe min yndlingsbeskæftigelse her under pandemien: at hyggesnakke med mine venner over internettet, opdagede jeg, at der var tale om øl fra en anden leverandør …

Det er i øvrigt ikke lykkedes mig at finde nogen hjemmeside for Bryggeriet Vestkysten, og jeg har brandet mistænkt for på en eller anden snedig måde at høre under Løkken Bryghus. Hvorfor skulle de ellers sende mig bryg fra en konkurrent? Mit gæt er, at BV er Løkken Bryghus’ eksperimentelle division, mens hovedbryggeriet står for det bredere udvalg.
I hvert fald lægger jeg her hårdt ud med en specialølsklassiker: en IPA med en spøjst specifik styrke på 5,78% og med navnet Brilleabe. Abelist? Måske en smule, men også et fjollet og forældet derogativ, der nok efterhånden har mistet det værste af sin svie.

Allerede ved skænkning dufter brygget lovende af mørkt træ. Det matcher bryggets relativt mørke, klare ydre. Efter alt at dømme er brygget filtreret – og hvis det er det, der skal til for at holde brygget ensartet og velkontrolleret, så gerne for min skyld. Gyrup Gård i Snedsted, der ligger i cykelafstand fra min lille hybel i Thisted har leveret den økologiske malt som man også mærker en sød antydning af.
Alt sammen meget besnærende … desværre går de gode takter ikke igen i smagen. Her mærker man intet til malten, brygget føles mestendels vådt – bland – er et engelsk ord, der uvilkårligt melder sig om den småsyrlige, udefinerbart træ-agtige smag og mundfornemmelse. Ananaskirsebær – måske med en dråbe honning, og så ellers en satans masse vand, rundet af med en bismag af jern er hvad man bliver budt.
Mildt sagt har jeg svært ved at lure meningen med den her IPA. Den mangler typens ikoniske frisk- og bitterhed, og det den byder på i stedet, er ingen større nydelse.

En skæv debut for Bryggeriet Vestkysten … Det bedste de har leveret til bloggen her, er fortsat det fine glas.

Brun Sovs, BeerHere

Beer There?

Så lykkedes det endelig at få en juleøl på programmet. Samtidig var den et glædeligt gensyn med en af bloggens gamle kendinge, som det er alt for længe siden, jeg sidst har haft mellem hænderne.
Jeg er faktisk lidt forbløffet over, at det er over otte år siden, en BeerHere-øl sidst blev anmeldt på bloggen. De har ellers gjort det rigtig godt de kun tre gange, jeg har været forbi dem. Jeg er sikker på, jeg så et eksemplar af deres øl engang i Toft Vin på Islands Brygge, dengang jeg boede på Amager. Måske var det prisen, der gjorde, at jeg valgte anderledes, hvem ved?
Den her blev købt i SuperBrugsen Thisted, der igen i år er leveringsdygtige i nogle spændende juleøl. Specielt dyr var den vist egentlig ikke, så den var en oplagt kandidat til årets opbud af juleølsskriverier.

Brun Sovs er en af de vigtigste ingredienser på julebordet, så BeerHere har gjort lidt af et kup hvad angår navnet. Bryggeriet understreger imidlertid på etiketten, at der ikke er tilføjet sovsekulør i brygget. Det holder sig pænt til de tyske renhedsforskrifter og samtidig er det ikke stærkere (4,8%) end at man godt kan nyde et par stykker eller tre til julemiddagen, uden at man bliver bimlende beruset.
Flot er brygget også – nydeligt klart i dyb mahognikulør, mens skummet er gyldent som fedtet under perfekt branket flæskesvær. Duften synes til gengæld noget afdæmpet, men formår da at levere nogle alt andet lige lovende noter af vanille og fløde.
Til gengæld konstaterer man ved smagning hurtigt, at brygget ikke sådan lige med det samme kommer til at overtage sovsens plads på julebordet – faktisk overhovedet ikke! Brygget er tamt fra første mundsmag, yder kun sparsom fylde og føles mere end noget andet, som en halvtynd kop kold kaffe. Bitterheden vokser en smule med tiden, og bliver for så vidt substantiel i eftersmagen – det må man give brygget. Til gengæld matcher aromaen ikke julemaden særlig godt.
Nej, juleøl skal være fyldigt og sødt. Sådan komplimenteres fedt, flæsk og and bedst, sammen med nelliker, salt, peber og laurbærblade. Til allerstørste nød matcher brygget måske et eller to af krydderierne, men slet slet ikke på den måde, som brun sovs ellers formår at binde det hele sammen.

Beer Here? I så fald ikke noget, der er værd at skrive hjem om – og især ikke i et julekort til én man elsker og savner.
Maybe over there …?

Rajfog, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken II

Ufortjent …

Aldrig så snart man har gravet sig dybt dybt ned i sortsyn og sløvsind over ens beskæftigelsessituation, før man bliver tilbudt arbejde flere på hinanden følgende dage i træk. Jeg er som bekendt ikke troende, ej heller er jeg overtroisk, og derfor er jeg heller ikke bange for at jinxe når jeg her for anden gang på kort tid (første gang var på Twitter) lufter ideen om at melde mig i arbejde igen, hvis det fortsætter. Lige nu går det i hvert fald i den rigtige retning, og jeg kan allerede mærke, hvordan mit humør bliver bedre for hver time, der går.

Mere lyst til at anmelde øl får jeg også igen. Jeg kan dårligt huske, hvornår jeg egentlig prøvede den her, den anden øl fra Løkken Bryghus. Jeg skylder i øvrigt bryghuset tak – ikke bare for tilsendelse af anmeldelsesmateriale, men også for to fine glas. Det ene har afløst mit favoritdrikkeglas, der røg på gulvet for et par dage siden.
Nej, det er ikke det for oven afbilledede drageglas. “Jamen er drageglasset da ikke dit yndlingsglas?” gentager jeg for mig selv med tungen klemt ned mellem fortænder og underlæbe som Peter Kær i den navnkundige børneunderholdningsserie TV-Pil fra 90’erne. Næh – drageglasset bruger jeg af æstetiske årsager for at signalere, at her er der en øl, jeg har høje forventninger til. I grunden er det ikke særlig godt at drikke af. Det er djævelsk tungt på grund af alt metallet, og faktisk en anelse for smalt til at egne sig rigtig godt som ølglas.

Så hellere et glas, der rent faktisk bare er af glas. Her er det så i brug første gang, det nye glas som Løkken Bryghus skænkede mig (ja, selvfølgelig er ordene nøje udvalgt og udspillet). Det er fra Bryggeriet Vestkysten, som jeg har til gode at stifte bekendtskab med. Til gengæld er jeg vild med det spinkle og stilfulde look, og jeg nyder allerede i fulde drag (jeg kan ikke lade være) at bruge det.
Det skal læserne nok få meget mere at se til, indtil det også ryger på gulvet en dag. Men lad os nu se om ikke det har en del gode år i sig før det sker.

Videre til dagens øl, Rajfog hedder den. “Rajfog er et rigtig godt udtryk for snestorm. Hvis himmel og hav står i et, er det “himmelbetændt rajfog”” fremgår det af etiketten. Den slags vil det nok være så som så med i fremtiden i betragtning af, hvor godt den globale opvarmning har fat. Temperaturen her midt i november ser ud til at have lagt sig et sted mellem 11 og 13 grader. Abnormt højt for årstiden, men netop det abnorme er efterhånden normen, når man ser på udetemperaturerne i vintermånederne.
I det mindste står regnen ikke konstant ned i stænger, sådan som den gjorde sidste efterår, så vores vaskekælder stod under vand fra midt på efteråret til langt ud på foråret.
Årstidens mørke efterligner denne seksprocents-bock til gengæld ret autentisk. Ikke at en bock egentlig behøver være mørk, men det er såmænd heller ikke fordi det mindsker forventningerne, når brygget samtidig dufter ganske indbydende af vanille og mørkt sukker.
Der er da også skruet godt op for maltimpressionen, der giver brygget en rar og blød mundfylde. En let lakridsberøring yder et krydret indslag over et sødt aromatæppe af melasse og farin. Desværre kan ingen af aromaerne se sig fri for at være noget for ikke at sige ret meget til den afdæmpede side. Nogle gange er antydningens kunst at foretrække frem for aromatæppebombning af mundhulen, men det her grænser til det decideret vage og uengagerede.

Det startede ellers jøwt med pilsneren af samme navn. Dette her er til gengæld hverken jøwt eller rajfog. Det er bare småkedeligt og trivielt (gad vide, hvad det mon hedder på vendelbomål?), og det fortjente egentlig ikke pladsen i drageglasset.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme