Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: spritterøl

Jule Bryg, Hancock

Grinchen gør sin entré …

Fy-for-Pyffer! Yyyydddrk! ‘Vi gemmer det bedste til sidst’ siger man. Men hey, jeg har aldrig været god til det der med at overholde traditioner. Nogle traditioner bryder jeg endda gerne demonstrativt.

Hvorfor … HVORFOR binder jeg an med den slags? Hvorfor udsætter jeg mig selv for rædsler som disse – og så endda i JULETIDEN?

Fordi de er  der. Derfor. Det har jeg sagt talrige gange før, men sidst jeg skrev det, er vist ved at være længe siden. Ind imellem må jeg også minde mig selv om, hvorfor, når skrækeksemplarer som disse krydser mit spor. Sammen med bjergbestigerens motivation for at bestige bjerget, har jeg desuden en form for ridderlig ambition om at være offentlighedens mundskænk. Hvad er værd at drikke, og hvad kan forbrugerne roligt lade stå, og stadig leve et godt liv? Det er spørgsmål, jeg løbende forsøger at besvare efter bedste evne.

Så når jeg i min lokale Fakta, netop som juletemaet lakker mod enden, opdager at Hancock har endnu en juleøl på programmet – så kommer den med hjem. Og så bliver den afprøvet. Jeg havde godt luret, at der nok var tale om en af de alt for mange tunede julepilsnere. En pilsner der er pumpet med sukker – eller her stivelse – for at banke alkoholprocenten i vejret, for så at sælges som en juleøl, fordi … årsager velsagtens? Hvorfor julen absolut skal forbindes med at være dinglende beruset, har jeg aldrig helt forstået. Endnu mindre forstår jeg, hvorfor styrken skal bankes helt op på afsindige 10,5% – der er tæt på niveauet for Wiibroes udrikkelige Årgangsøl.

“Jamen, der er da også nogen rigtig stærke øl, der smager godt” indvender kværulanten, med tungen pakket ned mellem underlæbe og fortænder, som legendariske Peter Kær i halfemserbørneprogrammet TV-Pil. Og bevares – det er da sandt. Men bare ikke pilsnere! Stouts, portere, barley wines og afsindige brygeksperimenter kan sagtens bære det. Men pilsnere bliver nærmest pr. automatik fæle, når de når op over syv procent.

Og således også nærværende øl. En ufin dunst af alkohol leverer en regulær næsestyver´ved skænkning. Og så mange hjerneceller bliver omgående dræbt, at jeg helt glemte at tage et billede af det skænkede bryg. Men det ligner almindelig, tilforladelig korngul pilsner med ekstra lidt skum. Men lad jer ikke narre …

Smag af brændevin – af typen, man bliver blind af. Eller i hvert fald noget der ligner det, de to svenskere, jeg og mine venner en årrække hang ud med på Roskilde Festival, havde med i en stor, hvid dunk. Indholdet blandede de op med jordbærgrød, og en af mine venner spiste/drak så meget af det, at han gik evigt kold, og overpissede sit telt. Sikke tider, det var. Men sådan at blive mindet om det – og så af en juleøl – det passer svært dårligt sammen.

Ikke snaps, nej brændevin er ordet. Aroma af kommen (uden at krydderiet som sådan er tilsat) – men se om det nytter. Hvor Rød Aalborg leverer et skarpt, råt skud krydret juleglæde, leverer øllet her en metallisk knytnæve af industriel sprit blandet med forgamlede, slatne krydderier.

Efter at have konstateret dette, tog jeg endnu to, måske tre ansigtsforvridende nip, og hældte resten ud i vasken. Om ikke udrikkeligt, så i hvert fald fuldkommen uegnet som juleøl.

Hancock leverer ellers fine humleprodukter. Deres pilsner fx – Høker Bajeren er mig en større nydelse end lokale Thisted Bryghusikoniske økologiske pilsner. Jeg er en kæmpe tilhænger af små bryghuse og lokale, uafhængige bryggerier som skibonittiske Hancock. Og derfor skuffer det mig også ekstra meget, når de sådan falder mig i ryggen.

Den her vil det kun klæde Hancock at tage permanent af programmet. Tænk at det alligevel skulle tage fem år, før en øl igen scorede bloggens absolutte bundkarakter. Og så skulle det endda lige ske med en øl fra Hancock?

Av!

Glædelig jul, trods alt.

Perlenbacher Strong, Frankfurter Brauhaus (Én for holdet VII)

2017-04-10 18.33.01Så fik det en ende …

Alt får en ende – også temaet ‘én for holdet’, hvis sidste anmeldelse dette er … Eller “this too, will pass” som man siger på nudansk – men ikke i landet, hvor denne øl kommer fra, for der taler de ikke engelsk …

Eller jo, det gør de selvfølgelig i en vis udstrækning. Men jeg husker tydeligt fra mit studieophold i Marburg, hvordan jeg blev mødt med vantro blikke, når jeg læste bøger på engelsk og frit citerede passager fra film og populærlitteratur på originalsproget – uigenkendeligt for de lyttende.

Tyskerne er bedre til de fleste ting end danskerne – inklusive at begå sig internationalt. Det lærer man som økonomisk stormagt. Men engelsk behersker de ikke særlig godt. Det er vitterlig et af de oversete privilegier man har som opvokset her i landet, at man fra medierne hele tiden bombarderes med indtryk på fremmedsprog, og i øvrigt ikke bare engelsk. De giver et sundt sprogligt forspring, som jeg sådan ville ønske, vi satte mere pris på, frem for den selvfede nationalistiske pest, der i disse år forgifter danskernes hjerter og – ikke mindst – hjerner.

Uden videre sammenligning i øvrigt med dagens øl, selvom den også kan skabe milde angreb af panik om, at C2H6O’en monstro var erstattet med CO3OH, hvilket næppe ville være særlig sundt for hverken hjerte eller hjerne.

Også selvom det måske ikke er den første mistanke, man får, når brygget skænkes. Der ser det nogenlunde tilforladeligt ud – lidt mørkere end regulær pilsner uden dog at ligne en classic endnu. Skumdannelsen er adækvat og ellers uinteressant, ligesom duften der er nogenlunde bekvemt sødlig af malt og lys sirup.

Men så – av! De 7,9% alkohol gør omgående deres virkning, når tungen rammes. Brygget brænder næsten som snaps, og det ikke af den dyre, gode slags. Her melder frygten for den syntetiske industrialkohol sig hurtigt – jeg forestiller mig, at det må være cirka sådan, den smager …

… og knap så meget af den ufine, hengemte og småharske bitterhed af blom- og rosenkål, som man af en eller anden grund har maltrakteret en måske engang lækker humle til. Ud over at brygget smager alt for meget af alkohol, smager det også kun af det ringeste øl, brygget med de ringeste råvarer. Herhjemme skal man ty til rædsler som Harboes Brutalis for at finde noget lignende, og derfor passer Perlenbacher aldrig så nydeligt i en af mine yndlingskategorier: Spritterøllene.

For dette bryg egner sig kun til en hurtig brandert – hvis man ellers kan holde den dårlige smag ud undervejs. Det går lige akkurat for undertegnede, men nogen nydelse bliver det langt fra.

1-halv-stjerne

Uglens Danish Pride, Vestfyen

2016-12-22-17-39-44Toppen af det tynde …

Jeg er tilbage efter juleferie. Heldigvis har jeg i de forløbne dage ikke smagt mange nye øl. Faktisk var der kun én selve juleaftensdag, jeg ikke havde prøvet før.

Den kommer jeg til, så snart jeg har fået anmeldt denne øl, som jeg prøvede nogle dage før jul, og som jeg ikke nåede at få anmeldt før julen – med alt det tidsunderskud den også byder på – var over os.

“Uglens Danish Pride” – ja, alene navnet giver jo ikke bare en bitter, men snarere harsk og under alle omstændigheder dårlig smag i munden. Det ligefrem emmer jo af småborgerlighed, smålig nationalisme, småhooliganisme af den ikke-farveblinde slags endda. Hvad end baggrunden er for bryggets navn, signalerer det i hvert fald ikke særlig heldigt i denne bloggers øjne.

Egentlig havde jeg gættet på, at undskyldningen var noget landsholdsfodboldmæssig, men så heldig er jeg åbenbart ikke. Navnet er åbenbart valgt som afløser for ‘Pokal Luxus’ fra dengang Vestfyen leverede Pokal-serien til COOP. På et tidspunkt har brygget også heddet ‘Royal Pride’ – og det er jo næsten lige så slemt.

Ja, Vestfyen formår virkelig at vække alle de forkerte associationer (kongehus, småracisme og ikke mindst *YDRK* dansk landsholdsfodbold …) med bryggets navn. Produktet fik jeg i øvrigt af min eks-hustru, der havde fundet den i sit køleskab efter sin indflytterfest. Ingen aner, hvor den kom fra, men pludselig var den der – og da hun vel nærmest kun drikker øl ved festlige lejligheder, kunne jeg jo lige så godt få den med en af gangene, hvor jeg kom forbi for enten at hente eller aflevere ungerne.

Jeg drikker jo hvad som helst, folk vil kaste efter mig. Skulle jeg få noget kedeligt eller direkte ringe, udebliver underholdningen ikke, for den vokser så meget desto mere, når jeg skrider til anmeldelse. Udsigten til en underholdnende anmeldelse af denne øl er relativt god ud fra bryggets ydre. Faktisk har det allerede været mere end jævnt fornøjeligt bare at tirere over navnet, og går man videre til indholdsfortegnelsen er der også rigeligt at tage fat på. Majs, glukosesirup, kulsyre og ascorbinsyre – hele fire tilsætningsstoffer på én gang, som et kinderæg lagt af en påskehare med med en defekt lommeregner.

Vel, i det mindste kan brygget, i betragtning af at det er tilsat c-vitamin, næppe forårsage skørbug. Skader på iris og øjeæble kan dog ikke udelukkes i betragtning af, hvor lyst brygget er. Som minimum må man forvente lettere sneblindhed som følge af den skinnende hvide skumkrone og dens udbredelse.

Brygget smager også lyst … ja, det lyse er et gennemgående tema. Skumle mistanker om markedsføring af øl til segmentet til højre for DF formår brygget i det hele taget at fremkalde i vid udstrækning. Egentlig evidens for dette kan jeg dog ikke udpege, og vælger derfor at tro det bedste. Og det ville også være ærgerligt at skulle boykotte en lys øl, der faktisk smager overraskende godt.

Ja, på trods af et væld af tilsætninger og unødigt høj alkoholprocent på 8 lagt oven i en jævn, småtynd pilsner med tvivlsom markedsføring, ja, så smager brygget faktisk godt.

Let alkoholisk sødme og fylde uden den mindste antydning af harskhed eller anden missmag, masserer og aer blidt tunge og gummer. Honning blander sig diskret med en forsigtig krydderiblanding involverende kardemomme og allhånde. Det hviler smukt i munden, og skønt man mærker alkoholen – eller måske netop fordi man mærker alkoholen – overraskes man for hver tår over, hvordan velsmag består, og missmag – sprittethed, harskhed – aldrig indfinder sig.

Veltilrettelagt og harmonisk. Dette er bestemt en af de beste spritterøl, jeg i min tid som ølblogger har prøvet. Jeg forstår stadig ikke den lidt for let misforståelige markedsføring af produktet. Kombination af ‘dansk’ og ‘stolthed’ appellerer ret ofte til et segment, som jeg ikke ser mig selv som en del af.

Men det skal indholdet af den skal, som markedsføringen er plastret uden på, jo ikke lide unødigt under.

4-stjerner

Frankentaler Germania Premium Strong, Privatbrauerei Eichbaum (Julekalenderøl III)

2014-12-10 17.17.49Så galt er det heldigvis ikke …

Dagens bryg holder 7,9% og er dermed faktisk det første jeg prøver fra Tyskland, der ligner en spritterøl. Stilen – den ekstrastærke pilsnerøl er dog udbredt syd for grænsen, og går der under betegnelsen Dortmunder. Men den slags kan man jo slås om i en uendelighed, så lad der være fred om det for nuværende.

Navnet, til gengæld, minder mig om et digt af den tyske nationalromantiker Heinrich von Kleists digt, “Germania an ihre Kinder” hvor det ellers ikke går fredeligt for sig. Mage til krigeriskhed skal man til vore dages USA, Israel, DAESH eller inderkredsen om tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen for at finde mage til. I alt sin korthed fortæller digtet, hvordan det tyske folk rejser sig for at give de angribende franskmænd under Napoleon sådan én på sinkadusen, at det kan høres både i Rusland og det endnu ikke hungersnødramte Irland.

Der bliver ikke lagt fingre imellem. I femte strofe går den gode Henrik bersærk i en blodrus, idet han beskriver hvordan ligene af fjenderne skal inddæmme og omkranse floderne Rhinen og Pfalz. De ligopdæmmede floder skal bagefter udgøre det nye stortysklands grænser:

Alle Triften, alle Stätten
      Färbt mit ihren Knochen weiß;
Welchen Rab’ und Fuchs verschmähten,
      Gebet ihn den Fischen preis;
Dämmt den Rhein mit ihren Leichen,
      Laßt, gestäuft von ihrem Bein,
Schäumend um die Pfalz ihn weichen
      Und ihn dann die Grenze sein!”

Det store spørgsmål er nu, om brygget monstro smager lige så fælt som flodvandet gør, efter at være blevet dæmmet op med lig.

Jeg ved ikke meget om den slags, men umiddelbart ligner brygget øl, og ikke dødsekskretioner. Det er ganske lyst, hvor spritterøl ikke sjældent er gyldne i løden. Skummet er kridhvidt, og næsten krystallisk i sin konsistens. Det er som om boblerne snarere knækker end sprænges. Duften er heller ikke som jeg ellers har hørt lægestuderende beskrive lugten af lig. Næh, her breder den lifligste humleduft sig med mindelser om frisk hø – og måske endda også lidt, der har ligget lidt for længe og lidt for fugtigt. Men sådan må øl gerne dufte.

Og smagen er endnu en nitte – hvad krig, ødelæggelse og død angår forstås. Også her finder man uforfalsket, frisk og simpel pilsnerhumle. Det klæber sig til alle smagsløg, krast, men ikke harskt, og i betragtning af alkoholprocenten i øvrigt overraskende usprittet. Det er snarere den, der ikke uelegant giver brygget dets klæbrige fylde.

Så det er slet ikke så slemt endda, og de grimme associationer blev gjort helt og aldeles til skamme. Germania er trods alt andet end et Kleist-digt, og heldigvis da for det. I øvrigt formår brygget at imponere flere end de andre spritterøl, der indtil videre har været behandlet her på bloggen, og det er da heller ikke så ringe endda.

3-en-halv-stjerne

Oranjeboom 8,5 Extra Strong, Brouwerij de Oranjeboom

Det var da modbydeligt …

… sådan at lave aprilsnar med læserne på min facebook-fanside, og bilde jer ind, at jeg skulle være holdt op med at drikke alkohol. Jeg lover: Ikke engang, hvis grise får vinger og flyver som fugle. Hvis Omar Marzouk bliver statsminister, måske – men mindre kan ikke gøre det! Men bare tanken … og så oven i købet at holde læserne for (aprils)nar på den måde. I må jo have fået et chok! Men bare rolig, det var altså bare for sjov – nu må I tro mig!
Og for at bevise min pointe (eller hvordan man nu ellers adækvat oversætter det engelske idiom “prove my point”) har jeg i aften valgt at drikke en rigtig spritterøl. Altså en stærk pilsnerøl, der kan erhverves for en billig penge fra et stort bryggeri. Den kunne fås for under en tier i Kvickly, så dét kriterium er i hvert fald overholdt. Den glukosesiruptunede alkoholprocent på 8,5 sørger for at styrkekravet er overholdt og endelig er Oranjeboom et relativt stort bryggeri, og åbenbart ét, Coop har en fast leveringsaftale med. Deres pilsner, der allerede er blevet dissekeret under mikroskopet her på bloggen forefindes fast i Fakta (alliteration – hurra!)
Det er som forventet en lys pilsner, hvis farve matcher kornet, det er brygget af fint. Skummet er overraskende cremet, og ligner nypisket marengsmasse. Humlebouqueten formår kortvarigt at fylde rummet omkring det opskænkede øl, så det duftes i en afstand på i hvert fald 30 cm. Dette holder dog kun kortvarigt. Gynteren skal stikkes godt ned i glasset for at nyde mere af bouqueten efter at den første tunge, men alligevel lækre dunst af humle og alkohol har lagt sig.
Korn og humle er også grundstenene i smagen. Cementen består mest af fyldig alkohol, men med et kækt, ledsagende sødmeelement af honning. Eftersmagen er besk, på kanten til at blive harsk, men altså kun på kanten. Brygget formår faktisk at behage adækvat, idet den høje alkoholprocents spritfylde ikke kammer over og bliver ubehagelig, men netop bidrager med et sødmeelement, der matcher humlebitterheden fint.
Alt i alt en relativt smagfuld spritterøl, der stadig ikke formår at imponere med smagen, men dog formår at være læskende og kraftfuld samtidig. Fylden er glat og klar, og giver en rar mundfornemmelse. Det er sjældent, at man finder så stærke pilsnerøl, der samtidig er så vederkvægende. Uden at det er imponerende, er det slet ikke så ringe endda.
Og endnu engang undskyld den utilstedelige aprilsnar, der sikkert fik de allerfleste af jer til at tro, at jeg var gået på vandvognen, og fremover kun ville anmelde læskedrikke. Jeg håber, det fremgår klart, at det ikke er tilfældet.
Det var iøvrigt også rart at få noget øl med noget knald på efter den sidste alkoholfattige eskapade.
2-en-halv-stjerne

Carlsberg 47, Carlsberg

Velgørende bitter juleklassiker

Så fik jeg den endelig købt og afprøvet. Hvad jeg for nogle år siden anså for at være en ligegyldig standardjulebryg på linje med fx snebajeren, kom jeg pludselig til at savne voldsomt, da det åbenbart forlød, at den ville gå ud af produktion sammen med Carls Lager. Heldigvis har folket – formoder jeg – talt, og det med store bogstaver, så den i år har kunnet fås alligevel.

Mine gamle minder om denne øl er en smule tågede … Noget med nogle julefrokoster i gymnasiet … Ikke desto mindre kan jeg huske fra den tid, at jeg i grunden ikke brød mig om den, for den var mig for bitter – så meget desto bedre grund til at prøve den igen nu, hvor øllet nærmest ikke kan blive bittert nok.

Det er en dybgylden, brusende øl med ganske gyldent, luftigt skum. Både duft og smag er bitter med noter af frisk træ og humle og lidt hasselnødder. Fylden er overraskende god i betragtning af det årlige oplag. Letdrikkeligheden er gerne ligefremt proportional med det kvantum, der sendes på markedet. Det er ikke tilfældet her.

Munden snørrer sig selv en smule sammen, og en brændende fornemmelse af sprit breder sig langs med gummerne. Dette understreges af, at der er rigtig meget kulsyre i øllet, der får det til at prikke ekstra meget. Men elegant bliver øllet på den rigtige side af stregen, der går mellem besk og harsk.

Til gengæld kan man med rette kritisere den for ikke at passe særlig godt til den søde, fede julemad. Bitterheden matcher simpelt hen ikke brunede kartofler, and, sovs, svedsker eller flæskesteg. Måske kunne den gå til en rødkål, der hvor kokken havde holdt tilbage med sukkeret og i stedet givet den mere eddike, men tættere på en passende juleøl kommer vi dog ikke.
3-stjerner

H. C. Andersen Eventyr, Royal Unibrew (3 spritterøl fra Royal Unibrew III)

Overraskende slutspurt

Det er rart omsider at få ordnet dette hængeparti, der har stået i køleskabet, og ventet og ventet på at blive åbnet. Men jeg gider personligt ikke at drikke mig halvfuld, med mindre der er en ordentlig anledning, og det var der først i går aftes, da en nær ven af familien var på besøg for at sige farvel, før vi tager til Irland.

Hele 9 procent er den på (øllen, ikke vennen). Det er dermed en øl, der er egnet til at dele, med mindre man da absolut vil være fuld af en enkelt øl. Delt blev den altså, ligesom den Leffe Blonde, som bliver anmeldt i næste indlæg.

H. C. Andersen Eventyr er en ekstrastærk pilsner, formentlig boosted med rigelige mængder glucosesirup. Som en pilsner ser den også ud – farve og viskousitet måske lidt mørkere og lidt tykkere end vanligt, mens skummet er fladt og kedsommeligt, som man kender det fra den danske pilsner. Duften er skrapt sprittet og en smule vinøs, men ikke overraskende mest sprittet. Ellers er der ikke meget at sige om duften, der undtagelsesvis ikke emmer af besk til harsk humle, der på forhånd giver én hovedpine.

Smagen rummer en overraskelse. Det er en fortrinsvis sød øl. I modsætning til stort set alle de andre spritterøl, er humlen ikke specielt bitter, endsige harsk, de rigelige mængder alkohol giver en god men ikke overdrevet fylde. Nøgleordet er vinøsitet, og netop den fornemmelse styrkes, hvis man trækker lidt luft hen over tungen, mens man lader brygget hvile i munden. I eftersmagen træder humlens bitterhed dog frem, lettere besk – men slet ikke harsk, som man kender det fra de allerværste spritterøl.

Gæsteanmelder Ole var langt hen ad vejen enig i vurderingen, og vi endte begge på fire stjerner til en øl, som jeg personligt husker som aldeles rædsom. Det er også mange år siden, jeg sidst har prøvet den, og det er godt at vide, at nogle ting såsom smagsløg udvikles med alderen, og giver én lejlighed til oprigtigt at blive positivt overrasket.
4-stjerner

Giraf Beer, Royal Unibrew (3 spritterøl fra Royal Unibrew II)

Harsk Hovedpinefremkalder

Lad mig sige det som det er – det er langt mere spændende at browse trivia om disse spritterøl, end det er at konsumere dem. Om Giraf-øl fra 1962, kan det fx berettes, at det ikke var Albanis modtræk til Carlsbergs Elephant Beer, der blev lanceret tre år tidligere i Danmark efter siden 1955 at have været forhandlet på sydkysten af Vestafrika. Bryggeriet beretter selv, at anledningen var den triste, at Odense Zoos giraf Kalle var død af en forgiftning. For at rejse penge til en ny giraf, lancerede bryggeriet d. 31. august 1962 mærket Giraf Beer, der blev en så stor succes, at Odense Zoo fik råd til hele to giraffer i stedet for én.

Det er jo triumferende og trist på samme tid – alt hvad et sandt drama har brug for. Dramatisk er også øllets alkoholprocent på 7,3, der praktisk taget gør brygget umuligt at nyde i de mængder, det forhandles i, uden at man faktisk bliver småfuld af det. Jeg forstår slet ikke, hvorfor så stærk øl absolut skal forhandles i halvliters-containere. En almindelig 0,33 l.-flaske er mere end rigeligt, og hvis man absolut vil være fuld, kunne man jo drikke to af disse. Som øldatabasen skriver: “Den (Giraffen) var blevet forgiftet. Måske er det netop dét Albani prøver at genskabe i denne stærk-øl?” Det er en bekymring, jeg ikke er utilbøjelig til at dele, da nærværende bryg desværre minder alt for meget om de andre spritterøl, denne blog har taget op til kærlig behandling.

Igen er der grundlæggende tale om en undergæret pilsner, der ved tilsætning af råfrugt (majs) har fået hamret alkoholprocenten op i nærheden af den mellemste stratosfære. Løden er dog lidt mørkere, end det strågule bryg, man ellers kender fra pilsnere herhjemme, og skummet er tættere, næsten flødeagtigt, klæbende og solidt. Duften er ligefrem på samme måde som en knyttet næve er det. Humle og korn lige i fjæset, garneret med en alkoholinduceret tyngde, der allerede gør en småsvimmel.

Smagen er at betegne som besk – fyldigt besk. Det er ikke en tynd eller vandig øl i det mindste. Desværre er vandighed ikke afløst af noget godt, for den fyldige beskhed tipper snart over og bliver harsk. Det sker i eftersmagen allerede efter den første tår, at harskheden klægt klæber sig til gane og mandler.

Læserne vil vide, at jeg ellers holder mægtig meget af bittert øl – IPA er som type en af mine absolutte favoritter, så hvad har jeg egentlig at beklage mig over? Jo, øllet er for ufint og brutalt, bitterhed er ikke nok, og at tro, at der bare skal være meget af bitterheden – så bliver øllet godt, er en misforståelse. Det er som om øllet føles mod tungen på samme måde som en hammer må føles mod hovedet (- en analogi, der passer i mere end én forstand, da jeg også oplevede hovedpine efter at have drukket den) Det er meget godt med saft og kraft – men der er andre måder at levere saft og kraft end ved at banke det brutalt ned i smagsløgene. Kraften kunne også komme nedefra – og i stedet løfte smagen op – højt op, så det ikke kun var alkoholprocenten, der endte i stratosfæren.

Vel – nok snak om en smag, der i grunden ikke er spor sofistikeret og der derfor ikke bør spildes mange flere ord på. En vis sødme bag på tungen formår faktisk at redde en smule, så harskheden i det mindste bliver afrundet og ikke helt umulig at arbejde med. Sødmen virker dog lidt som om, at øllet selv trækker i den nødbremse, der skal forhindre det harske islæt i helt at ødelægge oplevelsen – som om bryggeren selv vidste, at den var gal, og i sidste øjeblik lige fik glattet lidt ud. Det redder selvfølgelig noget, men det er en uelegant, kedelig og sammensat lappeløsning, der efterlader et ufuldendt smagsindtryk.

1-en-halv-stjerne

Royal Strong Ale, Royal Unibrew (3 spritterøl fra Royal Unibrew I)

Uventet overraskelse


Som lovet tidligere begynder jeg hermed endnu et mini-tema, denne gang om tre stærke pilsnerøl fra Royal Unibrew. Nærværende anmeldelse og de to næste (med mindre jeg bliver træt af dem undervejs og udskyder planerne) kommer til at handle om øllene …

– Royal Strong Ale
– Giraf Beer
– H.C. Andersen Eventyr

Fælles for dem er den høje alkoholprocent, der gør dem til Skatteklasse 3-øl, den med regulære pilsnere sammenlignelige pris, samt det faktum, at producenten er én af de tre største spillere på det hjemlige ølmarked ud over Carlsberg og Harboe. Dermed opfylder de de oprindelige krav, jeg for snart to år siden opstillede for, hvornår en øl er en spritterøl. Første gang, jeg kørte et spritterøltema var alle øllene fra Carlsberg og Harboe, og da jeg forleden så disse tre i Fakta, tænkte jeg, at nu måtte turen være kommet til at trække Royal Unibrew gennem den samme mølle.

Royal Strong Ale er gammelt øl på nye flasker – eller dåser om man vil i dette tilfælde. Ifølge hjemmesiden Jo-hansen.dk/beer, en hjemmeside ejet af en familie, der blandt andet samler på øl, er der egentlig tale om Ceres’ Dansk Dortmunder, om hvilken siden desuden beretter, at det var den første rigtigt stærke øl, der blev produceret i Danmark efter krigen – det var i ’53. Siden blev den åbenbart eksporteret med stor succes til Italien, hvor den fik navnet ‘Strong Ale.’ Nu er den tilbage i Danmark under navnet Royal Strong Ale, men …!

… Men men men – det ændrer ikke ved det faktum, at der fortsat er tale om en stærk pilsnerøl, og ikke nogen ale. Ale er altid overgæret, pilsner er altid undergæret – det er ikke svært at forstå, så hvorfor kalder Royal Unibrew en stærk pilsner for en ale? Tænker de, at når den gik i Italien, så går den nok også i Danmark? Eller er det i virkeligheden bare nogle smarte marketingsfolk, der endnu engang har for meget magt (til fortvivlelse for os, der har mere end blot perifer viden om øl) til at forkaste det oprindelige navn, velnok som noget uforståeligt, militant, preussisk kaudervældsk, og erstatte det med smarte, proaktive angelsaksiske buzz-words, der til gengæld intet har med virkeligheden at gøre?

Ikke overraskende hælder jeg til det andet retoriske spørgsmål som det, der kommer tættest på. Men når det er sagt, skal man huske på, at det jo egentlig kun er indpakningen, marketingafdelingen har haft kløerne i – ikke indholdet. Der er tale om en øl med snart 60 år på bagen, så måske har den alligevel noget at byde på.

På det ydre syner den nu ikke af meget. Det er et pilsnergult bryg, med råvidt skum og som sådan lidet overraskende. Duften overrasker til gengæld. Det er ikke den kraftige dunst af hovedpine og tømmermænd, man møder i andre spritterøl, men derimod en mere krydret duft – af friskere, fyldigere humle, indrømmet ved siden af den velkendte kornede pilsnerduft.

Smagen er ganske kraftig – igen overraskende i betragtning af, at det alt andet lige blot er et stærkt pilsnerprodukt fra et stort dansk bryggeri, man har sat for munden. For det er ikke bare en stærk smag af sprit, nej, den gør også i smagen et overraskende krydret indtryk. Ud over en fortrinsvis sød humle er der en underliggende note af lakrids, der sammen med alkoholen giver brygget en god fylde, og får det til at føles rigtig rart i munden. Lakridsaromaen giver et elegant pift, der løfter brygget op over de andre spritterøl, denne blog har taget op til vurdering, endskønt alkohol og den alligevel kraftige humlesmag også gør øllet en kende tungt.

Eftersmagen klæber efter hver mundfuld blidt til ganen, og efterlader et overvejende sødt indtryk. Man skal dog passe på med at nyde øllet for længe, for som det mister sin relativt dominerende brus, bliver det efterhånden dovent, metallisk og harskt. – Men drikker man det hurtigt for at blive fuld, sådan som man må mistænke, det er meningen, man skal gøre med disse øl ifølge producenten, så vil dette forehavende med sikkerhed lykkes – og man vil kunne nyde den gode smag samtidig.
4-stjerner

Albani Julebryg aka. Blålys, Royal Unibrew

Forfriskende sprittet


En gammel klassiker, kending og alt det der, og år efter år en mulighed for Albani-brandet til at bryde en lille smule igennem Carlsbergs totale dominans, og vise at de lokale bryggere også kunne … indtil selvfølgelig at de blev opslugt af Royal Unibrew. Så nu er det bare en gammel kending, men det er da også rart, at brandet i det mindste har fået lov til at bestå.

Således husker jeg blålys omtalt som en af de farlige julebryg – bl.a. sammen med Carlsberg 47 – en af dem, man bundede som det sidste, man kunne huske fra julefrokosten.

Det kan heller ikke undre med en alkoholprocent på 7, at den har fået selv hærdede drankere til at gå i gulvet ved vintersolhvervstid. Promillerne kan allerede mærkes i duften, der ud over en måske lidt for kendt pilsneragtig humlearoma rummer en ret markant sprittet note.

Smagen er hård, noget metallisk, besk bitter, grænsende til (men ikke ovre i) det harske, igen med en meget markant sprittethed, der dog – ligesom den metalliske bismag alligevel ikke skæmmer det samlede billede. Sprittetheden giver en fornemmelse af overmodne frugter, og selvom det ville være en fæl oplevelse at tygge i så gærede frugter på en varm sommerdag, så smagen på dette bryg skulle matches, så gør det ikke noget, når der er tale om en stærk øl som denne. Eftersmagen er også godkendt – nøddebitter og igen på grund af sprittetheden ganske fyldig.

Det er godt nok lidt ufint det hele. Der er fuld gas på sprittethed, metalsmag, humlebitterhed – men måske netop derfor ender de forskellige indtryk i et nogenlunde velafstemt slutresultat, der i betragtning af, at nærværende øl har rygte af virkning som en lægtehammer, faktisk formår at glæde smagsløgene og i øvrigt fremstå overraskende frisk.
3-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme