Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: rent øl

Very Bad Elf, Ridgeway Brewing

Rigtig godt …

Aldrig så snart jeg under anmeldelsen af Midtfyns Bryghus’ Juloween med foragt i anslagene fik postuleret, at det næste efter indførelse af Halloween vel var, at vi i Danmark også skulle begynde at fejre Thanksgiving, før Coop var fremme med et opslag i deres app ‘Få en smag af Thanksgiving’. Jo, der er nok gået en spåkone tabt i mig. Da jeg tidligere på året i et facebookopslag erklærede, at det skulle blive løgn, at Donald Trump kom til Danmark, husker de fleste jo nok, hvordan det gik.

Nok mangler efterårs- og vinterhalvåret nogle højtider sammenlignet med mylderet i foråret – fastelavn, påske, pinse, fars og mors dag, store hvededag og grundlovsdag – for ikke at glemme den allervigtigste: 1. maj. Men hvorfor skal de allesammen importeres fra USA? Og hvis de endelig skal importeres fra USA – hvorfor skal man så importere dem, der absolut ingen relevans har i Danmark? Halloween kan jeg forstå – en fest for de døde. Jeg er på! Men en taksigelsesceremoni som engelske immigranter fejrede i selskab med indfødte amerikanere, der havde hjulpet dem gennem den forrige vinter (så immigranterne og deres efterkommere senere kunne begå et af historiens mest omfattende og horrible folkemord) er vel nok noget af det mest idiotiske at fejre her i landet.

Hvorfor bemærker jeg det i øvrigt først nu – næsten en uge efter Thanksgiving? Fordi jeg har generelt har alt for meget om ørerne, og jeg derfor helt havde glemt igen, hvad der havde fundet sted. Mine evner udi at fastholde opmærksomhed er – what with diverse diagnoser såsom ADHD og Asperger – ikke noget jeg kan tillade mig at prale højlydt med.

Ølmæssigt bevæger vi os videre gennem rækken af årets juleøl – primært nogle, man kan købe i SuperBrugsen Thisted. Så jeg kan ikke med nogen rimelighed hævde, at udvalget er repræsentativt. Til gengæld er det slet ikke værst.

Især ikke, når der gemmer sig perler som den her iblandt. Vi er tilbage ved Ridgeway Brewing, fra hvem en nisse, der kun var slem tidligere er blevet anmeldt i denne gennemgang af juleøl. Denne her er så rigtig slem, en Very Bad Elf. Er brygget så værre, eller af en mere udsøgt kvalitet end den, der bare var ‘bad’ – ja, det vil vise sig.

Visuelt er brygget afdæmpet. Skummet er lavt, omend tonet en kende i retning af det gyldne. Selve brygget er klart og nydeligt kobberrødt. Det dufter ikke af meget – næsten ikke af noget faktisk. Men den slags har det med at snyde.

Og sikke det snyder, for der er mere end rigeligt smag at tage fat på. Dyb, bitter og mørk aroma af hårdt træ og rigeligt krydderier. Omtrent lige dele nelliker og anis blander sig med aroma af friske valnødder. Det er næsten overvældende i sin hede bitterhed, og fylden er også helt med.

En fuldfed bitter øloplevelse. Julet er den også – der findes langt mindre julede ingredienser end nelliker, anis og valnødder. Men brygget er mere end hyldest til den mørke tid, frosten og den lurende knaphed senere hen, end til gaver, lys, og glæde.

Men det hele hører julen til.

Icelandic Doppelbock, Einstök Ölgerð

Den samme smøre …

Nu har jeg måske nok kørt vittigheden om, at jul erstattes med vinter, lige lovlig langt ud. Og det er jo slet ikke nok. Nej, den skal køres endnu længere ud, og så endnu længere endnu. At en vittighed er holdt op med at være sjov, har da aldrig været et argument for, at den ikke skulle fortælles igen og igen og igen!

Og når nu Einstök Ölgerð, det islandske bryggeri, hvis øl jeg engang købte mig fattig i i Magasin du Nords Mad & Vin-afdeling, åbenbart gør alt for at undgå at sige det forbudte ord … vel, på engelsk, ganske vist – i ved, ‘Christmas’ (Christmas, Christmas, Christmas, Christmas … SE! Jeg er ikke spor bange for at sige det! Jul, derimod … ÅH NEJ! Nu sagde jeg det! Jeg smelter, AAAAAARGH!) så er der ikke meget andet at gøre, end at træde speederen i bund, og forøge afstanden mellem mig selv og den grænse, der for længst er overskredet, yderligere.

“This limited-edition seasonal (mine fremhævelser) is only available through the holiday season. but (sic) this winter celebration ale is worth the wait. […] will make this the perfect companion for your holiday adventures. […]” Se hvor de danser omkring det – nærmest som på æggeskaller. Med en viking (her i en variant med rensdyrgevir og rød næse) og krydsede dobbeltæggede krigsøkser som logoer har Einstök Ölgerð måske en ambition om at være sådan lidt hedenske i det, og derfor undgår de den ubehagelige glose. Men hvorfor egentlig ikke bare bruge ‘Yule’ i stedet? Det indgår også i den angelsaksiske lingo for årstiden, glem fx ikke linjen i Tom Lehrers uforglemmelige julesang:

God rest ye merry merchants
May ye make the Yuletide pay …

Vel, hvad end bryggeriets beslutning om at bruge de fortrinsvis kedelige og neutrale udtryk måtte skyldes, ligger hen i det uvisse. Forklaringen er garanteret vildt kedelig – noget med at markedsføre bredt eller sådan noget. Men det kan – helt seriøst – ikke undgå at undre mig en kende alligevel. Jeg er endnu ikke i mine lange seancer, hvor jeg binge-watcher ateistisk materiale på YouTube stødt på én eneste ateist eller hedning, der følte sig stødt af, at folk kaldte julen for ‘Christmas’ frem for ‘The Holidays’. Så det er næppe ateisterne – eller hedningene – Einstök forsøger at appellere til.

At ‘Holidays’ vinder indpas for at fortrænge den kristne jul er en stråmand som den kristne højrefløj angriber hvert efterår. Så er det i virkeligheden dem, Einstök forsøger at trolle, eventuelt for at tækkes alle, der (med rette) mener at den kristne højrefløj har jord i hovedet?

Det er den mest underholdende forklaring, jeg lige kan finde på – så den vil jeg holde fast I med løftet glas og et ‘well done’ til bryggeriet.

Indholdet af flasken skal vi ikke glemme. Aldeles natsort med off-white til lystbrunt skum er det. Angiveligt skulle brygget være en bock, og jeg tror aldrig, jeg har set en bock så mørk før i mit liv. Så visuelt er oplevelsen i hvert fald i hus.

Sød og venlig lakrids præger duften sammen med bitterhed af nødder, og en syrlig kant, som jeg har min tvivl om, hvorvidt har været intenderet. Sødmen går igen i smagen, hvor lakridsen igen titter frem sammen med nogle matchende kammerater – anis og fennikelaroma. Alt sammen afdæmpet – subtilt ville optimisten måske sige. Jeg foretrækker afdæmpet. En noget grynet, brødagtig mundfornemmelse er på den ene side bedre end hvis brygget føltes vandet. Men i forening med en nøddebitterhed, der i sig selv ville have været fin, men som virker forstyrrende sammen med sødmen, falder fylde og øvrige aromaer lidt ved siden af. Smageren kan ikke se sig fri for at være en kende forvirret.

Til tørrede frugter og fyldte chokolader – julegodter som vi kender dem – vil brygget her nu alligevel gøre det fint. Så man behøver bestemt ikke lede længe efter noget mindre juleegnet end den her.

Overordnet mangler Einstök Ölgerð som bryggeri dog fortsat at imponere. De har opbygget et meget fint, afrundet koncept at tappe deres øl på. Nu mangler de bare – fortsat – at få kigget ordentligt på øllet, så det også kan blive fint.

Og måske med tiden meget fint. Men så skal de tage sig lidt sammen.

Bad Elf, Ridgeway Brewing

Det hænger ikke sammen …

Først nu har jeg fået begivenhederne for et par uger siden (sådan cirka) nok på afstand til at jeg kan holde hovedet koldt nok til at adressere dem. Nazismen er tilbage – åbenlyst og for fuld skrue i Danmark. Helt åbent udøver nazister hærværk og chikane mod jøder, fuldstændig som var vi tilbage i 1930’erne. Værst gik det for sig i Randers, hvor der blev udøvet omfattende hærværk mod den jødiske kirkegård, idet en stor del af kirkegårdens gravsten blev overmalet.

Andre steder blev der opsat jødestjerner svarende til dem tyske jøder skulle gå med uden på tøjet i det tredje rige. Venner … der er ikke noget at tage fejl af. De er tilbage, nazierne … denne gang med et andet symbol, andre farver, lige knap så outrerede uniformer – men den sindssyge, folkemorderiske og afstumpede racistiske ideologi er præcis den samme.

De høster lystigt, nazisterne, efter at afstumpede populistiske politikere som Inger Støjberg, Pia Kjærsgaard, Naser Khader og Mette Frederiksen i årevis har pustet til den racistiske ild, for at vinde nemme stemmer fra Danmarks voksende afstumpede racistiske segment. Og de er bedøvende ligeglade med, at nazismen nu er sprunget frem i fuld lortebrun gyllestank.

Tag Mette Frederiksen fx i sin første spørgetime som statsminister, to dage efter at nazisternes chikane og hærværk havde fundet sted. Her fordrejede hun virkeligheden og fremførte til lejligheden opdigtede påstande om, at problemer med antisemitisme skulle være værre i indvandrermiljøerne end på den yderste højrefløj. Ja, man må jo spekulere hvilke interesser statsministeren har i at bruge hærværk og chikane mod jøder til at puste yderligere til fremmedhadet. Helt uhørt, uacceptabelt og uværdigt for en statsminister er det under alle omstændigheder. Mette Frederiksen er dermed endnu mindre egnet som statsminister end Pia Kjærsgaard var som folketingets formand.

Ja, så fik jeg pulsen unødigt højt op alligevel. Men det er der sikkert nogen, der vil hævde er sundt. Jeg har nu min tvivl al den stund, jeg har siddet aldeles stille i min lænestol, da pulsen nåede op i nærheden af 180. Kun fingrene har danset hen over min PC’s taster.

Vel, nok om politik … eller næsten da. Dagens øl er en winter’s ale – og da den således undgår betegnelsen ‘Christmas’ og dermed helt tydeligt er markedsført for de muslimske mindretal i de lande brygget forhandles, kan jeg naturligvis ikke undgå at fryde mig over, at Mette Frederiksen og de andre islamofober sikkert vil blive forvandlet til støv, om de kommer inden for en radius af en kilometer fra et eksemplar. Man har om ikke andet lov at drømme.

Brygget er del af en serie. Ud over denne slemme nisse er der også en meget slem nisse, som vil blive prøvet senere. Endelig er der også en kriminelt slem nisse, der faktisk er afprøvet her på bloggen for godt og vel to år siden. Den gjorde det godt, kan jeg se – fem stjerner fik den. Nu må vi se om denne slemme nisse er værre eller bedre. Navnet antyder det sidste, eller …

Brygget er ganske lyst. Når jeg ser noget med vinter tænker jeg ellers tæt mørke og dysterhed. (Meget apropos har solen slet ikke vist sig i dag. Skyerne har hængt så tungt over Thy, at det faktisk aldrig rigtig nåede at blive lyst – men det er en anden historie.) Selv ved voldelig skænkning skummer brygget næsten ikke, mens duften af egetræ og vingummi ikke ligefrem varsler særlig meget vinter – eller jul for den sags skyld.

Øllet glider let og hurtigt over tungen, som skøjter over en bundfrossen sø. Så det er der i hvert fald ikke meget dansk vinter over. Sådan en vinter er det vel snart et årti siden, vi sidst har haft. Det lave skum antydede desuden et lavt kulsyreindhold, der bliver bekræftet ved indtagelse. – En meget britisk øl, fristes man til at dømme, da egetræets skarpe syrlighed trækker munden godt sammen, og brænder på vej ned gennem brystet.

Hovedvægten ligger i syren, mens en ellers ikke uelegant sødme af røde æbler blander sig lidt ufint. Brygget prikker ellers behageligt på tungesiderne, og en markant aroma af bitter britisk humle – East Kent Golding måske – melder sig mere og mere, som brygget får lidt luft.

Julen – og vinteren – skal man imidlertid kigge i vejviseren efter. Sur, sød bitter og skarp – alt sammen i den lyse del af aromaspektret varsler mere tidligt efterår end midvinter. Jeg ved ikke hvad briterne spiser til jul – de er som bekendt berygtede for at maltraktere fødevarer til ukendelighed i tilberedningen, så det kunne da godt være, at dette underligt usammenhængende bryg ville passe fint til en engelsk julemiddag. Til en dansk passer det til gengæld elendigt, og selvom smagsoplevelsen kan virke spændende i sin sprælskhed og mangefold, så bliver det aldrig sådan rigtig behageligt. Det er snarere forvirrende.

Som når en styg drillenisse rigtig går til værks måske. Så er det bare ærgerligt, at det ikke sådan rigtig fungerer i en øl. Nej, så hellere en kriminelt slem nisse.

St. Peter’s Christmas Ale, St. Peter’s Brewery

Er julen allerede i hus?

Så fandt jeg endelig et sted, hvor man faktisk kunne få et spændende og varieret udvalg af juleøl i Thisted. Stedet var skjult lige for næsen af mig hele tiden, nemlig i den særdeles velassorterede filial af SuperBrugsen, der findes i byen. For første gang har jeg set en øl fra svært savnede Amager Bryghus til salg netop der – deres Winter in Bangalore, som jeg selvfølgelig vil anbefale enhver lokal læser at erhverve sig et eksemplar af. Om ikke andet, fordi Amager Bryghus’ øl er forbandet svære at få fat i i Thy.

Og så var der en masse andre. Willemoes Jule Ale var svært populær, og blev nærmest revet væk … om jeg fatter mennesker, der ikke går op i ordentligt øl? Men det må de jo om. I mellemtiden er der jo rigeligt af de andre øl til mig …

… fx den her. En juleale – Christmas Ale – som den hedder på bryggerens lokale sprog (jeg er som ateist naturligvis SVÆRT skuffet og forarget – rødglødende af raseri faktisk – over, at bryggeriet har formastet sig til den forsmædelighed, at tvære deres religion ud over det hele i titlen. Fy føj! (Ej, not really …)). En kobberfarvet sag med højt, gyldent skum.

Blommer i snaps og tørrede figner på en bagvæg af egetræ udgør bryggets lovende – og afgjort julede – bouquet. Og det endda helt uden, at brygget er tilsat andet end vand, malt, humle og gær. Både bryggets udsøgte duft, og skarpe aroma hidrører fra brygkunst alene.

Mest blødt og rart som marcipan og juleskum på en bund af julesne glider brygget hen over tungen. Men med metallisk klang jager kødkniven ud af skeden og ind i andestegen, hvor det vælter ud med svesker, nelliker, laurbærblade og tyttebær, da brygget når gummerne. Et orgie af julens aromaer skaber en mundfuld fuldendt juleglæde – med en skarp kant af egetræ, som nogen vil finde generende, men som undertegnede glæder sig over, da den effektivt holder en følelse af kvalme og ‘for meget ‘ stangen.

Jeg har fundet min øl til juleaften … indtil videre i hvert fald. Man ved selvfølgelig aldrig, om jeg senere i mine juleølsanmeldelser finder en bedre egnet øl. Men skulle det ske efter at læserne har hamstret denne her, så kan man stadig glæde sig over at man har skaffet sig en sublim juleøl under alle omstændigheder.

At finde noget bedre end dette, vil give en anelse afsmag af hybris.

Nicolaus Vinter Bock, De 5 Gaarde/Bryghuset Braunstein

Vinterbryg …

Først nu opdager jeg, at det faktisk ikke fremgår af etiketten på dagens bryg, at det skulle være en decideret juleøl. Den hører ganske vist årstiden til, men selve højtiden nævnes end ikke med et spagfærdigt nissepip.

Min teori – og det er ganske vist, at den  være sand, når den samtidig er så underholdende – er, at fødevarefællesskabet De 5 Gaarde forsøger at trolle højrefløjen til offentligt og aggressivt at boykotte deres varer til gengæld for omtale. Årets første julerelaterede ikke-nyhed ramte som bekendt avisernes hjemmesider her forleden, da Ikea blev beskyldt for landsforrædderi og femte-kolonne muslamistisk overtumling af danskhed, da de formastede sig til at kalde julen ‘vinterfest’. Deres motivation har formentlig været, at nå landets mange etniske og religiøse mindretal på et ligeværdigt niveau. Næppe tvingende nødvendigt idet et religiøst samfund, der var så fromt, at det rent faktisk ville fnyse ad en anden religions fest, forår, sommer, efterår eller vinter, næppe ville blive venligere stemt over for denne fest, blot fordi den skiftede navn.

Til gengæld må man give IKEA, at deres marketingstunt har været ganske underholdende, og effektivt i at afsløre en masse navne og identiteter på nazistiske trolde og sovende højreradikale terrorceller ude i landet. Hvis PET ellers bare gad gøre deres arbejde frem for at overvåge og modarbejde lovligt politisk arbejde for et frit Tibet og Kurdistan, skulle de bare gennemgå de mange og lange tråde, affæren … undskyld ikke-affæren affødte på tabloidpressens facebooksider. Om det kommer til at koste IKEA noget på bundlinjen, har jeg min svære tvivl om. For hvor det måske nok skubber nogle nazister og andre, der stemmer på partierne til højre for SF væk, så tiltrækker de formentlig endnu flere som mig selv, der i IKEAs store centre vil have fundet sig et permanent safe space, hvor ingen der ligger til højre for Uffe Elbæk vil vove at sætte deres fødder.

De 5 Gaarde følte sig vel inspireret af den intense og overdrevne omtale, som IKEA afstedkom, og ville se, om de kunne gøre det samme – om ikke andet for at opnå en helvedes masse gratis omtale af produktet. Jeg har imidlertid ikke læst om brygget på nogen tabloidavisers facebooksider – ej heller på selve hjemmesiderne, så forsøget er åbenbart faldet til jorden med et brag.

Det kræver vel også, at en eller anden starter med at anklage De 5 Gaarde for undergravende muslamistisk, julefjendsk propagandavirksomhed. Så folkens! I læste det her på Kajs Ølblog først! De 5 Gaarde vil med deres Nicolaus Vinter Bock føre krig mod julen, fordi de nægter pure at bruge ordet ‘jul’ om noget, der lanceres ved juletid. ISLAMUSLASTISK KONSPIRATION!

Ironien er tyk som årstidens blodpølser at skære i. Højrefløjen svovler og forbander en mellemøstlig indflydelse, which isn’t, langt ind i helvede. Samtidig kopierer de i højere og højere grad idiotien fra vest. Krigen mod jul findes således heller ikke, men påstanden om den, kan man nærmest stille sit ur efter i USA, hvor den er en af de største årstidsbestemte konspirationsteorier. Nu har også denne lille nugget af amerikansk kulturimperialisme gjort sin entre herhjemme.

Bryggene fra De 5 Gaarde blev indtil for et år eller to siden produceret af Harboe. Nu produceres de af Bryghuset Braunstein, og det mærkede jeg tidligere på året, da brandet lige pludselig sendte en langt fra ueffen IPA på markedet. Nu må vi se, om de gode takter holder.

Brygget er i hvert fald mørkt som vinternatten – ikke mindst når vejret er så miserabelt som det er i øjeblikket. Skummet skuffer på den anden side en anelse – ikke helt højt nok, og lige lovlig lyst, bryggets dunkelhed taget i betragtning. En tung em af svesker og kaffe vælter op ved skænkning. “Og så en kop kaffe med ekstra svesker – min mave roterer som en vinduesvisker” som det kendte musikalske lyrikprojekt Red Warszawa så lystigt poetiserede for efterhånden årtier tilbage.

Men så voldsomt er brygget nu alligevel ikke (øv). Aroma og kaffe med en let antydning af cognac gør godt. Dertil kommer en noget vanskeligt definerbar sødme – for let til at være svesker og alligevel for kompleks til bare at kunne afskrives som sirup eller sukker.

Og det er sådan set fint nok. Det passer ikke bare godt til vinterkulden, men også til det typisk våde vejr forinden. Til vinterbordet vil det også passe fint – ligeså til julebordet, hvis man er old school, men en vigende fylde og en hældning mod det lidt tynde kan brygget heller ikke helt sige sig fri fra.

Brygget er i øvrigt ikke opkaldt efter julemanden. Det er jo ikke en julebock, men en vinter bock (sic). Det er opkaldt efter Greve Niels Mogensen Friis ‘Nicolaus’ af Frijsenborg. Født 1665 og søn af den første greve af Grevskabet Frijsenborg. Det fremgår af bagetiketten, og nu spørger jeg mig selv, om der altid har været sådan en forklaring på bryggets navn, eller om det er noget nyt, de er begyndt på?

Det er det sikkert ikke. Mon ikke det har været der hele tiden. Jeg har bare været så blind, at jeg ikke har opdaget det før nu. Hvorfor kan det ikke undgå at irritere?

Ligesom kvaliteten ikke når IPA’en fra tidligere på året. Gennemsnittet ligger dog stadig vel over det niveau Harboe lagde for serien.

Lounge Lizard Lager, Beard Brew

Dem der gider …

Det er ikke allitterationen, jeg ikke kan få nok af. Allitteration er sådan set et OK kunstgreb ind imellem, hvis man vil have noget til at lyde flot og sejt. Men det kan også meget let overdrives, hvorved det snart bliver søgt og klichéagtigt.

Ikke at jeg vil anklage randrusianske Beard Brew for at bruge allitteration i overdreven og unødigt omfang. Netop i overskrifter, navne, punchlines, sloganer – eller øltitler – fungerer det sådan set fint, og også her, hvor der er hele tre gange L som forbogstav i bryggets navn.

Næh, det er Beard Brews fantastisk fine og fortrinligt festlige forfriskninger i form af formidable flaskeøl, jeg føler mig så forført af, at jeg flot må fjærte på mit forbehold mod forfløjen brug af fesen allitteration. Pyt med det! De fortjener det!

Ikke mindst når talen falder på en øltype, der i sit inderste væsen nærmest skriger generiskhed og industriel almuesprøjt. Lageren – eller pilsneren, som den typisk hedder her på egnen – er den øl, som de store bryggerier typisk er kendt for, som øllen de har. Ikke mindst fordi netop pilsneren gerne deler bryggeriets navn. Carlsberg, Tuborg, Royal [Unibrew], Vestfyen, Harboe – og man kunne blive ved. Også hvis man smuttede til udlandet med Coors, Heineken, [Anheuser-]Busch [InBev] og hvad alt det andet i den uanselige og ensartede masse af kornfarvet industri, giganterne drukner markedet i.

Hvorfor binder kvalitetsbryggerne overhovedet an med en type som pilsneren? For nu selv at komme med et bud på mit åbenlyst retoriske spørgsmål, så forestiller jeg mig, at det må være for at vise, at selv pilsneren kan blive til en rigtig god øl, hvis bryggeriet ellers gider.

Og Beard Brew gider ikke bare, næh, de gider helt sikkert så meget, at man bliver nødt til at skrive det med kursiv. Beviset er nærværende pilsnerbryg.

Dyborange, aldeles uigennemskinneligt, og med en nydelig omend ikke unødigt voldsom skumkrone, udgør en lovende visuel indledning. Næsen begejstres snart af en kæk og frimodig humle, der føles ren og autentisk, men ikke usædvanlig i sin karakter. Jeg havde gættet på Hallertauer, og ramte dermed helt forbi skiven. Vic Secret, Mosaic og Columbus er i hvert fald to typiske IPA-humler (Vic Secret kender jeg ikke), men det er slet ikke IPA’ens krakilske bitterhed man her rammes af.

Og det er det heller ikke i smagen. Det er for all intents and purposes en pilsner – eller lager om man vil – man sidder med. Let glider brygget over tungen, men smagningen bremser hårdt op, så snart brygget rammer tungesider og gummer. Her tårner en bitter mur sig op. Tung, tæt, kraftfuld og bøvlet at komme uden om. Man lader kun brygget sive langsomt forbi en lille åbning ved mandlerne, for at få alle de tunge, bitre nuancer med: Hasselnødder, valnødder, kaffe, bålrøg og kål.

Og som enhver velbygget mur bliver den stående, efter at være blevet møjsommeligt forceret. Bitterheden klinger kun ganske langsomt af, til stor fornøjelse og nydelse længe efter at glasset er tomt.

Jeg kendte godt pilsnertypens potentiale for store oplevelser fra andre mikrobryggerier. Desværre er der rigtig mange, der uløseligt forbinder pilsneren med generisk industri, hvis fremmeste egenskaber er tørstslukning og beruselse. Men der er rigtig meget smag at komme efter …

… I denne pilsner, og i mange andre. Hvis man gider kigge efter.

Brooklyn Hoppy Amber Lager, The Brooklyn Brewery

Rutsjebane!

Man ved aldrig helt hvad man får, når man knapper en øl fra The Brooklyn Brewery op. Nogle gange er de helt oppe og ringe, andre gange not so much. Det er op, ned og også ret tit midt imellem.

Alligevel kommer de med, når jeg ser en ny, for det kan jo være, at der er en optur i vente. Og er der det ikke, har jeg en undskyldning for at sende et par eder og forbandelser af sted i stedet.

Jeg kan ikke tabe.

Brygget her må siges at være en af opturene. Det lægger godt ud med en habil Hallertauerimpression allerede ved åbning, der desværre allerede er aftaget noget efter at det dyborange, ravfarvede bryg er skænket.

Smagen er til gengæld ingenlunde forduftet. Rå, skarp og krydret melder den sig anmassende med en bund af hasselnødder med antydning af muskatnød. Aromaen klæber sig effektivt til gummer og tungesider, så den længe efter at brygget har forladt munden bagtil, stadig er præsent.

Man savner egentlig ikke fylde i brygget, selvom det sikkert for nogen må forekomme lige letflydende nok. Denne blogger finder imidlertid aromaen leverer rigeligt til at brygget ikke bare klarer den trods vigende fylde – den klarer den godt.

Den var jeg bestemt ikke ked af at have taget med hjem. Og i grunden er jeg heller ikke ked af, at den ikke gav mig anledning til at bande. Trods alt foretrækker jeg en en øl, jeg kan glæde mig over frem for en, jeg kan brokke mig over.

1897 American Pale Ale, Indslev

Megen skade har den næppe taget …

Der gemmer sig stadig minder om min tid i Husum på min ølhylde. At der findes minder i det hele taget fra mine år i postnummer Brønshøj undrer næppe, men lige netop ølhylden burde helst gå fri. Med mindre måske øllene er rigtig mørke og tætte, og dermed af typen der ikke bare kan tåle at stå urørt et godt stykke tid, men rent faktisk også har godt af det.

I skarp modsætning til denne lyse American Pale Ale, forstås, der stammer helt tilbage fra en tid, hvor bryggeriet Indslev endnu ikke var gået i betalingsstandsning, endsige var blevet opkøbt af Bryggeriet Vestfyen. Den følgende anmeldelse sker med denne bedagethed in mente.

Tidens tand har nu ikke været mere unådig, end at bryggets ide fortsat kan skues derinde under det langt fra uimponerende gyldne skum, og den tætte, mørkorange grums. Den friske, skarpe humleduft er intakt nydelig og formår at fryde sufficient. På tungen gør den bestemt heller ikke skade med en pikant, prikkende aroma, der dog ikke kan se sig helt fri for en smule oxidering og en antydning af gær.

Nogen aromaeksplosion er brygget ingenlunde – og mens oxidering og gær, der nok er opstået af et lidt for langt ophold i ølskabet (under uproblematiske omstændigheder, forstås – mørkt og ikke for varmt), har fået brygget til at læne sig til den harske side, så er det også efter tidens småforstyrrende indflydelse tydeligt, at brygget heller aldrig har været en sådan – en aromaeksplosion, altså (ja, læserne må undskylde de mange ledsætninger og indskud, men det er nu engang den måde, jeg har valgt at skrive på, ikke også – det kan I jo nok forstå, kan I ikke også – ja, det tænkte jeg nok, så slap lige af, okay …)

Brygget formår aldrig at komme op i nærheden af at ringe hverken helt eller halvt. Det forbliver afdæmpet, mildt fornøjende, men mere end det halvkedeligt og generisk.

Jelen Svetlo Pivo, Apatinska Pivara

Kan måske en smule mere …

Bare fordi man er flyttet til udkanten, er der jo ingen der siger, man behøver at cutte båndene til hovedstaden fuldstændig. Således har en af mine læsere gennem flere år, Niels, sendt mig en øl, han gerne ville have mig til at smide nogle ord om. Det er en pilsner fra Serbien, som jeg mistænker han jævnligt drikker dernede, når han er på familiebesøg. Samme Niels inviterede mig på Taphouse og har tidligere sendt mig en Bosnisk IPA, så det er egentlig slet ikke småting, Niels har gjort det muligt for mig at anmelde.

En stor tak til ham, og jeg tager med kyshånd imod enhver smagsprøve, man har lyst til at sende til mig. Kontakter man mig på facebooksiden, kan man få min adresse, og i øvrigt koordinere nærmere om nødvendigt.

Vi har at gøre med en industriel standardpilsner, så hvis ikke Niels havde rost den i floromvundne vendinger, ville det uprætentiøse ydre – og indre idet brygget fremstår generisk korngult – ikke have kastet store forventninger af sig. Det første sug gennem næsen afgiver imidlertid lidt mere bouquet, end man i hvert fald er vant til fra hjemstavnens industrielle pilsnerbryg. En både dybere og kraftigere hallertauerduft melder sin tilstedeværelse til overraskelse og fryd, men driver så i øvrigt over så hurtigt, at man næsten kommer til at tvivle på, om den nu var der alligevel.

Det er den så, konstaterer man, da glasset sættes for munden. En noget mere markant bitterhed ved mandler og gummer end man er vant til fra den industrielle pilsner herhjemmefra gør egentligt godt, frem for blot at behage en smule mere. Der er noget dybde i den mørke hallertauersmag, og karakteren er forfriskende ren og helt fri for syntetiske afsmage eller fornemmelser. Midt på tungen forekommer brygget – skønt forfriskende og vederkvægende – ikke tyndt. Maltbunden er akkurat solid nok til, at brygget kan mærkes – og det føles rart – i stedet for at det bare glider igennem og ned med ekspresfart.

En industriel pilsner forbliver det dog – men af en kaliber der viser, at konsumøl også kan smage godt, samtidig med at de slukker tørsten.

Kissmeyer Session IPA, Kissmeyer

Kaotisk pause …

Næh, så let slipper I ikke! Jeg er her igen med fornyet styrke. Det var jo så småt ved at gå galt med humøret og motivationen igen. Det har det det med at gøre, når jeg bliver arbejdsløs.

Men ikke alene motivationen falder drastisk i tilfælde af arbejdsløshed. Man bliver også omgående ramt af alle mulige sindssyge regler og krav. Blandt andet skal man minutiøst gøre rede for, hvor meget frivilligt arbejde man laver, og herunder tæller åbenbart også blogskrivning på hobbybasis på den måde jeg har bedrevet det i snart 10 år. Det samme gælder min YouTube-kanal, som også har ligget brak mens min officielle tid som ledig stod på. Jeg magtede ikke dokumentationskravene og valgte bare at lade være. Det er alt rigeligt at man skal stå til rådighed 24/7 og lægge ryg til alskens beskyldninger og mistænkeliggørelse, også selvom man rent faktisk gerne vil arbejde, men bare har det lille problem, at der ikke er arbejde til én.

Allervigtigst var det dog i første omgang at få fjernet bannerreklamerne fra bloggen. Hvis en emsig medarbejder hos kommunen havde set dem, var jeg formentlig blevet trukket voldsomt i ydelse og politianmeldt for terrorisme og det der er værre, selvom min indtjening den vej har været absolut minimal indtil videre.

Nu er det heldigvis slut. Det blev til to uger som officielt ledig. Jeg nåede ikke engang til møde i Jobcenteret, hvorved jeg undgik den værste udskamning og chikane i denne omgang, På mandag starter jeg officielt i nyt arbejde, og jeg glæder mig.

Og det er såmænd ikke fordi, der nu har dannet sig en lang kø af øl, jeg i min kvie over min ledighed har hældt i mig. Jeg har nævnt det tidligere, at jeg i mine depressive perioder ikke har lyst til øl. Jeg er ikke typen, der drukner min sorg i alkohol, og det er vist bedst sådan.

Og lad mig så komme til det, det handler om, og i alt for langt tid ikke har handlet om – øl. Kissmeyers Session IPA har stået på hylderne i SuperBrugsen her i Thisted i et stykke tid for en formentlig uhørt høj pris. Nu er de imidlertid røget på køb-før-de-bliver-smidt-ud-tilbud, som jeg prompte har benyttet mig af. Der var vel ikke helt så meget salg i dem, som de havde regnet med, måske fordi folk efterhånden godt ved, at man i en session IPA ikke får den fulde IPA-oplevelse, men kun en afdæmpet én som egner sig til frokost eller mellem måltiderne.

Alligevel tager den sig nu ganske flot ud – næsten appelsinfarvet i sin uigennemsigtige gulorangethed. Skummet kan det til gengæld ikke prale med, men det kompenserer duften for. Den er skarp og spids – har i præcision det, som den som session IPA nødvendigvis må mangle i kraft og vælde. En effektiv dis af grannålesyle gør deres arbejde godt, omend kortvarigt.

Brygget formår også at læske som det forventes af typen. Aromaen følger også mere end adækvat med – bitterheden af frisk gran er en rød – eller snarere grøn – tråd, der nænsomt snitter i smagsløgene, mens det glatte, vederkvægende bryg lystigt flyder mod svælget.

Et kompromis – som session IPA altid vil være mellem aroma og drikkelighed. Derfor er der mange, der helt afviser den som type. Jeg finder det imidlertid interessant at opleve, hvilken balance mellem de to, bryggerierne tilstræber. Kissmeyer lægger velsmagen subtilt i forgrunden – og det fungerer.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme