Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: rent øl

Brooklyn Scorcher IPA, The Brooklyn Brewery

IPA’ens svar på Hof …

Jeg kommer vel ikke uden om endnu engang at undskylde for stilheden på bloggen. Mine ølaktiviteter har som bekendt spredt sig til flere domæner, og her på det sidste er det ligegodt videoerne der har optaget mest af min tid.

Senest anmeldte jeg denne øl med dertilhørende appendix om en af mine kæpheste, vækkelsesprædikanten Torben Søndergaard, der først på året blev kendt i TV2-serien “Guds Bedste Børn”. Jeg har fulgt ham siden starten af 10’erne, hvor et DR2-program gjorde ham kendt som en af de få kristne herhjemme, der offentligt og lidenskabeligt bekæmpede evolutionsteorien. Han var anledning til mit første spæde forsøg på at starte en YouTube-kanal under navnet Partypagan. Alle videoerne fra dengang ligger der endnu, men jeg er for længst holdt op med at bruge kontoen til noget og vil i fremtiden fortsat poste på kanalen ‘Hopswatch‘.

Jeg har on-off fulgt ham på sidelinjen siden, men har først her for ganske nyligt fundet motivationen til at tage tråden op igen fra dengang. Efter den retfærdige mediestorm der rejste sig, da det viste sig at han traumatiserede børn med sine djævleuddrivelser, og invaliderede folk med sit kvaksalveri, rejste han i begyndelsen af året til USA, et land der som bekendt – sagt diplomatisk – udviser en noget større tolerance over for hans slags end vi gør herhjemme.

D. 24. juli kunne B.T. så fortælle, at han ville søge asyl i USA, fordi han føler sig åh så forskrækkeligt forfulgt i Danmark. Det på trods af at der – mig bekendt – overhovedet ikke er rejst nogen sager imod ham, hverken af privatpersoner eller myndigheder. Man kan se min reaktion på Torbens beslutning her, og her kan man – udover at se min videoanmeldelse af nærværende øl – også blive klog på, hvad Torben Søndergaard ellers går og fordriver tiden med i Guds eget land.

Kort fortalt håber jeg på, at hans asylansøgning afvises med lige så hånlig latter, som den jeg selv opkastede, da jeg først læste artiklen. Efter hjemsendelse ser jeg frem til at han konfronteres – ikke med myndighederne – men med de privatpersoner, hvis liv han har ødelagt. Han har foregøglet helbredelse, overtalt folk til at sælge deres hjem og opsige deres job for så at flytte hundredevis af kilometer – tit over landegrænser – for at bo i hans sektsamfund. Lur mig om ikke det i virkeligheden er de røvrendte eks-sektmedlemmer, han nu prøver at skjule sig for.

Men nok om svindleren Torben Søndergaard. Det skulle jo også gerne handle lidt om øl. Brygget her er en overligger fra tiden i København – dem er der stadig en del tilbage af.

Svagt skummende og så lyst, at man skulle tro, der var tale om en industriel pilsner, slår brygget fra starten ikke ind på nogen særlig interessant kurs. Tværtom befinder man sig tydeligt i hovedfærdselsåren sammen med så mange andre upåfaldende skuder i samme jævne strøm på vej mod det samme, nærmest ligegyldige og alt for kendte mål. Duften får måske kursen til at afvige en lille smule – vanille- og rosenbladsnoterne er jo en udelt nydelse, omend langt fra fremmede for genren.

Men så kan det ellers være, at der rettes ind igen, så snart glasset sættes for munden. Det er let, det er tamt, det glider lige ned, og kun spredte indslag af blomstersødme og grannålestik afslører, at det er en IPA, der er tale om. Brygget her er en pendant til Carlsberg Hof, Tuborg Grøn og Budweiser – blot i en IPA-udgave, der – indrømmet – giver nyderen lidt mere aroma at glæde sig over, men i spænding og udfordring til smagsløg næppe yder mere, end man er vant til fra hine industrielle standardprodukter.

Det måtte vel ske på et tidspunkt, at IPA’en gled ned og blev lige så tam og almindelig som pilsneren. Jeg havde dog ikke ventet, at et velrenommeret amerikansk mikrobryggeri skulle være den aktør, der trak den ned i dét dynd.

Mass Hoppiness, Stellenbosch Brewing Co.

Meget mere med i købet …

Brygget her er allerede videoanmeldt, mens jeg selv har været for doven til at få lagt videoen ind på bloggen endnu. Sådan er jeg – ADHD-ramt som jeg er – karakteriseret ved sløsethed og almindelig slendrian, samt distraktion og skyhed over for ting som jeg burde, men ikke rigtig gider lige nu.

På videoen vil man i øvrigt kunne opleve, hvordan alderen så småt sætter ind, så jeg må betjene mig af en lup for at kunne læse bryggets etikettekst. En etikettekst der, kan jeg allerede nu afsløre, er det mest kritisable ved øllet. Men i konkurrence med en sådan ekvilibristisk opvisning i aromakrumspring og bouquethurlumhej skal man heller ikke ligefrem gøre sig umage med ikke at gøre sig umage, før man lander på niveauet under eller lavere.

Der er tale om den første egentlige specialøl, jeg har prøvet fra det afrikanske kontinent. Hidtil har jeg prøvet øl fra Uganda og Kenya, men de har alle ligget i den industrielle tyske pilsnertradition … for nu at sige det pænt og diplomatisk. Her er derimod et bryg fra et rigtigt mikrobryggeri, og det kan mærkes fra starten af.

Brygget er flot rødbrunt med et højt, plastisk skum på toppen, der flere gange når langt over glassets kant, hvis man skænker brygget utålmodigt. Det kræver tid, men skummet er til gengæld også så fast i konsistensen, at intet øl behøves spildes, endskønt det er skænket i hast.

Og så begynder oplevelsen ellers for alvor. En mild vifte af søde og krydrede noter rammer næseborene, vanille, gran, koriander og fyr. De leger lystigt sammen til udelt fornøjelse for sanseapparatet uden at forvirre, deres forskelligheder til trods. Et sindbillede på det ideelle Sydafrika – en mulitikulturel smeltedigel, der får det bedste ud af alle de mange etniciteter og kulturer, så alt går op i en større, skønnere enhed.

Og sådan er det selvfølgelig ikke i virkeligheden – desværre – men man har vel lov at drømme – og i øvrigt svulstigt overfortolke bouqueten i en øl, blot fordi den kommer fra et bestemt hjørne af verden.

Fra en stor olfaktorisk oplevelse, nærmest eksploderer brygget i smagen. Det breder sig lynsnart fyldigt ud i alle mundens afkroge, fløjlsblødt og alligevel spækket med bittesmå barberbladsskarpe skærver af granbitterhed, der flænser godt op i smagsløg og andre blottede indre mundoverflader. Dernæst rammer den virkelige overraskelse: Et kludetæppe af krydderier trænger dybt ind i de overflader, den initale bitterhed kradsede op, og behager med noter af anis, laurbærblade, koriander og nelliker.

Brygget er ikke bare en IPA, som vi elsker og kender den – bitter, sprød og frisk. For oven i får man den velbehageligste massage af hele verdens krydderier, man kunne ønske sig. Fristelsen til endnu en bizar overfortolkning af øllet som en afspejling af Sydafrika som et sted, folk fra hele verden er rejst til for at skabe noget smukt sammen, melder sig. Men jeg vil undlade, ikke bare fordi det er lidt fjollet, men også fordi det i lyset af Sydafrikas meget mørke historie med apartheid, undertrykkelse og vold, er historisk ukorrekt og unuanceret så det skriger til himlen.

Over dette bryg skal der til gengæld kun lyde glædesskrig. Her er en verdensklasse-IPA, der oven i købet formår at udvide genrens betydeligt. Det afrikanske kontinent er således ikke bare med på ølrevolutionen. De er med til at definere den.

Med lidt held behøver man ikke engang rejse til Sydafrika for at finde brygget. Selv købte jeg det i africanbeer.dk’s bod på Copenhagen Beer Festival i april, og med lidt held har de stadig nogle flasker stående derude i Kastrup.

Brooklyn Defender IPA, The Brooklyn Brewery

Ej ekstraordinær …

Hvis man er for doven til at læse indlægget her, er dagens bryg sådan set allerede anmeldt på video. For at forstå videoanmeldelsen skal man imidlertid beherske engelsk på et nogenlunde niveau – og i øvrigt affinde sig med, at der i min fine nye lejlighed i Thisted ikke er helt så overfyldt med polstrede møbler som i den gamle, hvorfor lyden runger en del på optagelsen. Belysningen er heller ikke helt i skabet, men jeg er godt i gang med at genopfinde de ad hoc-løsninger, der på min gamle adresse gav sådan nogenlunde resultater.

Vel, Brooklyn Defender er en af mange øl, jeg slæbte med mig fra København. Der er jo ingen grund til at lade de gode dråber – og anmeldelsesanledninger – gå tabt bare fordi man relokerer. The Brooklyn Brewery fra New York er en gammel kending her på bloggen. Det er vel også et af de kendteste brands fra den amerikanske ølrevolution, hvorfor deres i grunden fine (men næppe ekstraordinære) øl også har været at finde på de hjemlige hylder, siden ølrevolutionen nåede til Europa.

Skum er der ikke meget af oven på det mørkegule-til-lysorange bryg. Duften er tilbagelænet i en grad så man kommer til at frygte en vigende oplevelse. Vanillesødme er det eneste, der træder nogenlunde frem, hvilket slet ikke er tosset, men heller ikke ligefrem den aroma, man kender IPA bedst for. Heldigvis er aromaen gemt i smagen i stedet for i duften – og det må den jo godt være. Smagen er trods alt det vigtigste i øl.

Traditionel frisk bitterhed af fyrretræssavsmuld breder sig adækvat de fleste steder i mundhulens indre. Brygget smages ikke bare – det mærkes også, som det prikker, stikker og snitter med sin karske bitterhed.

Ikke desto mindre mangler der dybde i smagen og noget kraft for at brygget skal kunne rejse sig op over, hvad der blot er en god oplevelse. Lidt mere snitteri i mundens slimhinder, tak. Lidt mere bitterhed, og i grunden lidt mere af den vanille og de roser, man mærkede i duften – i smagen, tak.

Brooklyn Brewery leverer fortsat en adækvat, men så heller ikke meget mere, øloplevelse, der får mig til at tvivle på, hvorvidt de ekstra moneter, man må smide for dem i supermarkedet til dækning af transport over atlanten, nu egentlig også er det værd.

Kentucky Bourbon Barrel Ale, Lexington Brewing & Destilling Co.

Det skal helst smage af øl …

Så er der endnu engang rod i kronologien. Men det er måske ikke så sært i betragtning af, hvor kaotisk alt er for tiden. Jeg rykker snart teltpælene op, og flytter til den anden ende af landet. Hele min lejlighed er et kaos af flyttekasser og andet rod, og de sædvanlige bekymringer om, om jeg nu kan få det hele med og alt det andet, der nager ved flytninger, rider mig som en mare.

Men ellers har jeg det nu meget godt. Men der er ikke noget at sige til, at ikke alt sker i den helt rigtige rækkefølge. Denne øl prøvede jeg således før Weizenbock’en fra sidste anmeldelse. Der foreligger sådan set allerede en videoanmeldelse af den og hardcore fans vil have bemærket dette, samt opdaget at videoanmeldelsen findes under videoerne i drop down-menuen øverst på bloggen. De vil samtidig have bemærket, at der i modsætning til de andre listede videoanmeldelser ikke henvises til en bloganmeldelse endnu … hvis de altså er så meget fans, at jeg måske vil synes, det er lige lovlig hardcore nok.

Meget snart vil  der selvfølgelig være en henvisning på videoanmeldelsen til dette bloganlæg. Men det vil jeg vente med at lægge ind, så folk kan klikke sig ind og se, at der vitterlig ikke linkes til dette blogindlæg endnu!

Brygget er en stærk sag på 8,2%, der efter skænkning emmer af præcis det den er – en fortrinsvis lys ale, lagret på bourbon-fade. Majs-whiskyen og træet mærkes tydeligt i næsen, og allerede der begynder jeg at savne duften af øl. En sød antydning af malt afslører dog, at det trods alt er øl, man sidder med i hånden. Farven matcher ellers røgede single malts fint, og bourbonimpressionen (ja, jeg ved godt, at single malt whisky og bourbon ikke er det samme) gør sig som antydet entydigt til kende. Det tætte, fyldige marengsskum, vil man til gengæld nok være fri for både i whisky og bourbon, mens det oven på en øl, er en ren visuel fornøjelse.

Kan man lide Innis & Gunn’s whiskylagrede øl – et par af dem anmeldte jeg i bloggens spæde barndom – vil man også kunne lide denne øl. En skarptsyrlig kant af whisky og egetræ gør sig omgående gældende, og behager smagsløgene i det omfang sådanne impressioner forventes. Jeg kan til gengæld ikke lade være med at savne egentlige humleimpressioner og maltsmag – her må man nøjes med følelsen af malt alene. Spørgsmålet rejser sig uvægerligt, om ikke smag af bourbon bedst udtrykkes i – vel, bourbon – og ikke i øl?

På den anden side karakteriseres øl jo netop af at være aldeles mangfoldigt, spraglet og broget. Så en øl, der smager af whisky er vel egentlig ikke uhørt. Jeg bliver bare aldrig helt gode venner med det. Ikke desto mindre indrømmer jeg gerne brygget her kvalitet vel over en kedelig, beige fællesnævner. Det vil i hvert fald noget, og efterhånden som det får lidt temperatur og ilt, åbner det sig også mere, så whiskyaromaen glider lidt bedre og behageligere gennem munden i takt med at spritten når hjernen.

Så det ender godt alt sammen.

Carlsberg Humle, Carlsberg

But why, whyyyy!?

Carlsberg har smidt en uflitreret pilsner på markedet. Ja, det er så evigt innovative derude i gentrificeringsenklaven i Valby. Eller måske ikke, for uflitrerede pilsnere er olle Kamellen lige syd for grænsen, hvor stilen kendes som ‘Naturtrüb’, og er næsten lige så gammel som Moses. Uden lige at kunne smide eksempler på bordet, er jeg ret sikker på, at flere mikrobryggerier herhjemme også allerede har stilen i deres kataloger.

Og længe efter, at det er gårsdagens nyheder, buldrer industrikæmpen frem i et forsøg på at tage sig nyskabende ud. Lad mig prøve undtagelsesvist at vise mig fra min positive side over for industrien og helt undlade at kalde Carlsberg det, der først falder mig ind – pinlige, forsinkede, grinagtige … hov, nu kom jeg sørme til at kalde dem alt det alligevel. Det var jeg vist ikke så god til.

Nå, lad mig prøve igen. I stedet vil jeg kalde deres forkølede forsøg på at være den kække, frække, unge, nye i klassen … sødt? Nuttet? Kært? Foreslå gerne andre smykkende tillæg til Carlsbergs allerede bedagede initiativ i kommentarerne.

Brygget gør det ellers visuelt OK med et pænt, tåget ydre, og meget plastisk marengsskum. Duften byder på humle og fusel, begge dele mere markant, end man er vant til fra industrigiganterne, så måske er der en overraskelse i vente?

Nå … brygget viser sig bare at være en Carlsberg som så mange andre. Igen vil jeg prøve at være positiv, og derfor undlade at betegne brygget som tyndt, vandigt, hult og uinspirerende …

Damn! Jeg er bare ikke særlig god til det der ‘positivitet’?

Jeg mener selvfølgelig, at brygget er rigtig godt til tørst. Og oven i købet kan man da godt mærke, at der er noget humle, der rasler rundt derinde et eller andet sted. Så i let berøring med noget krydderi har væden i dåsen da været. Det vil jeg da gerne – eller rettere, aldeles modstræbende – indrømme.

Det må imidlertid også undre mig en kende, at brygget reelt ikke smager af mere end flagskibet Carlsberg Premium. I virkeligheden smager det nok af lidt mindre. Og det ansporer jo ikke så lidt til at stille spørgsmålet …

Hvorfor?!

Fat Tire, New Belgium Brewing

Uden at være mainstream …

Lad det være sagt klart og tydeligt med det samme: I’m not saying that Pastor McMurtry is sexually attracted to pumpkins. All I’m saying is: We don’t really know … Hvad skulle det nu til for? Vel, nu skal I høre. En bevægelse af meget meget  fromme kristne – så fromme er de, at de slet ikke kan klare, at nogle mennesker ikke er lige så repressivt CIS-normative og selvudslettende heteroseksuelle som dem selv – der går under navnet New Independent Fundamentalist Baptist Church, har besluttet at holde en konference i midten af juni i Orlando Florida under sloganet ‘Make America Straight Again’.

Der bydes altså på lige dele afstumpet homo-had, og plagiat af alt muligt andet had, leveret i hvad der angiveligt skal forestille en form for kristen indpakning. #notallchristians er passende lige at hashtagge i forbifarten, og så ellers udtrykke min retfærdige harme over, at den form for indskrænkethed og had stadig eksisterer i verden i dag.

Heldigvis findes der en stor bevægelse imod arrangementet, og indledningen på dagens indlæg vil være en del af mit lille ydmyge bidrag til, at få samtlige online søgeplatforme til at forbinde lederen af konferencen, Pastor Tommy McMurtry med seksuel tiltrukkethed af græskar.

Det lyder fjollet, syret endda, og det er det også. Men der er en forklaring. Vil man kende forklaringen og eventuelt selv engagere sig, kan man med held se disse to videoer, med Jimmy Snow, aka Mr. Atheist – en af de YouTube-kanaler, der inspirerede mig selv til at begynde at lave videoer.

Dagens øl er også anmeldt i en video. Den er kun få dage gammel. Optagelserne ligger til gengæld tilbage fra før jeg var på ølfestival i Esrum. Men I ved, hvordan alt for meget af min tid i maj måned gik med ikke at have det særlig godt. Jeg er stadig i gang med at komme efter det forsømte, og heldigvis er det da også denne anmeldelse, der har hængt i bremsen i længst tid.

Det er den anden øl fra New Belgium Brewing, jeg prøver. Den første var Citradelic Tangerine IPA, der var en udelt nydelse. Denne øl lader til at være bryggeriets flagskib, og navnet henviser da også til bryggeriets logo, der er en cykel med kraftigt stel. At cykle er som bekendt progressivt og CO2-besparende, og dermed passer det jo aldeles fint til et bryggeri, der genererer egen strøm med solceller, selv renser det vand, der forbruges i brygprocessen, og i øvrigt er 100% medarbejderejet. Altså ingen ledelse, der skummer fløden på bekostning af medarbejdernes groft udnyttede arbejdskraft. Det er lige som det skal være!

Brygget her er til gengæld en anelse sværere tilgængeligt end den citrusaromatiske ganefryd fra sidst. Det højorange bryg dufter en smule af karamel, noget af malt og en anelse af eg – og i det hele taget ikke ret meget. Bryggets udtryk er gemt i aromaen, hvor man overraskes af en syrligt-sød karamel- og egetræsduo i samme øjeblik brygget når bag læberne.

Der skal måske arbejdes lidt med indtrykkene, da de ikke er de lettest tilgængelige i ølverdenen. Kan man imidlertid sine øltyper, forekommer brygget på den anden side heller ikke ligefrem revolutionerende, og lader sig drikke i lange – men koncentrerede drag, hvor et ikke for stort hulrum mellem tunge og gane kan trække rigeligt aroma ud af brygget.

Brygget er ikke overvældende fyldigt. Det er også kun svagt karboneret. Til gengæld føles det rart og blødt på tungen, hvor malt og karamelaroma gør sit, mens et stik af noget mere mystisk og udfordrende rammer mandlerne, hvor egetræsaromaen sætter ind.

Aldeles nydeligt er brygget, der formår at være letdrikkeligt uden at være mainstream.

New Belgiums øl skal afgjort med i kurven, hvis jeg igen skulle støde på dem engang.

Oude Geuze, Boon

Skøn, omend overgået …

Fangsten fra årets ølfestival i Esrum var ikke overvældende. To kom med hjem, og dermed har jeg ikke fundet anledning til at lave et særskilt tema ud af anmeldelserne af dem. Der er den her, og æbleøllen – og det er alt.

Fangsten fra gårsdagens store ølfestival i Lokomotivværkestedet i København var heller ikke stor. Til gengæld kan man glæde sig til det overordentligt lange indlæg, der som traditionen tro vil blive skrevet. Marcus var også med der, og det har gerne den betydning for mine festivalanmeldelser, at de bliver længere end normalt, så der vil være rigeligt at tage fat på.

Folketingsvalget nærmer sig også, og i morgen er der EP-valg. Jeg har for længst brevstemt til begge dele, og vil selvfølgelig opfordre alle til at få stemt på dem de helst vil have vinder. At jeg ikke synes, man skal stemme på Stram Kurs eller deres kloner i Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti burde være overraskende for de færreste, og i den anledning vil jeg allerede nu – for ikke at glemme det – smide et shout out til en nystartet YouTube-kanal. Den hedder ‘Crazy Bulgarian‘ og er startet af samme personlighed, der står bag Twitter-kontoen ‘Alex Den Største‘. Den har indtil videre gjort det til sin mission at vise Rasmus Paludan i pinlige situationer, og det er ærværdigt i sig selv.

Jeg skal også have givet ham et shoutout engang når jeg får min YouTube-kanal op at køre igen. Den ser ud til at være det, der har lidt mest og i længst tid under det nervøse sammenbrud, jeg led i sidste uge. Men selv der, er der begyndt at ske lidt igen, så inden alt for lang tid, regner jeg med atter at have noget klar der også.

I første omgang går jeg dog efter at begynde at anmelde på bloggen mere regelmæssigt igen. Her gælder det den ene af de to øl, jeg havde med fra Esrum – en ren gueze, som jeg faktisk prøvede sidste år, men ikke blev anmeldt, da der kun var tale om en smagsprøve.

Hvor Mariage Parfait skulle være den perfekte blanding af forskellige lagrede lambics, så fremgår det ikke rigtig, hvad planen med Oude Geuze har været. Men skønt dufter det lyse, tågede bryg i hvert fald. Citronsyre og vanille blander sig forbløffende skønt, og minder mig om, hvordan jeg som barn fandt ud af at man kunne blande netop sukker og citronsaft og lade det størkne til noget forbløffende lækkert hjemmelavet slik.

Brygget river da også med det samme rigtig godt i kinder og gummer, så man ud over at blive vederkvæget også bliver forfrisket i betydningen ‘mindre træt’ og ‘fristet til narrestreger’. På en bund af eddike bygges der således ovenpå af friskere syrlighed af lime og citron, og oplevelsen toppes af en let sødme, der også er med til at gøre brygget mindre vanskeligt at drikke. Geuze er ikke just det mest lettilgængelige øl på markedet, men der er alligevel milevidt fra dette bryg til den supersure foeder, som jeg stadig husker som den største surtølsoplevelse nogensinde.

Den fremtræder en smule mere endimensionel end den angiveligt mere populære Mariage Parfait. Mariage Parfait byder på flere forskellige typer surhed, hvor Oude Geuze i højere grad rendyrker citrussyren. Oude Gueze er også en kende mere afdæmpet i sit sure udtryk, og fremstår dermed også mere letdrikkelig og lettilgængelig end det perfekte ægteskab.

Jeg huskede den som bedre end Mariage Parfait, men nu kan jeg ikke længere huske hvorfor. Nogen ringe øl, eller nogen ringe geuze er den dog ingenlunde. Et rart, forfriskende surtølsindslag er den under alle omstændigheder, og bestemt oplevelsen værd, hvis man ligesom jeg slet ikke kan få nok af de sure belgiske dråber.

Tusker, East African Breweries

End ikke en babyelefant …

Idet jeg nogenlunde har rejst mig fra sygesengen, er det blevet tid til at få færdiggjort de opgaver, der under min sidste nedtur fik lov at ligge ufærdige hen.

Denne øl, fx, er det vist flere uger siden, jeg fik afprøvet. Lige efter Esrum-eskapaderne og  besøget på Copenhagen Beer Festival tilbage i april. Det var også der, den blev købt – i African Beer‘s stand.

Marcus har været mig behjælpelig med nogle korrektioner til, hvad jeg i hint indlæg skrev om hans rejse til Afrika. Selv havde Marcus kun været der i en måned (hvilket jeg nu synes heller ikke er så lidt endda), mens hans bror Joachim havde rejst rundt i længere tid på kontinentet.

Og det var på den rejse, at Joachim åbenbart havde vundet noget begejstring for denne øl fra Kenya. Kenya som nation får dermed sin debut her på bloggen, og jeg skal i øvrigt behørigt beklage, at jeg på min facebook-side kontrafaktisk kom til at påstå, at den var fra Nigeria. Jeg vil meget nødigt opfattes som en af de udannede, selvfede, neokolonialistiske europæere, der tror Afrika er ét fedt, og jeg håber derfor at korrektionen er vel modtaget hos læsere med Afrikanske rødder – eller bare folk, der tænker omtrent som jeg selv gør.

Selvom jeg har svoret at Afrika aldrig skal være det ringest repræsenterede kontinent på blokken (næst efter Antarktis) er det lidt en anden sag med kvaliteten. Den vil jeg – til trods for århundreders europæisk kolonialisme efterfulgt af racisme, samt udplyndring hele tiden – fortsat være hudløst ærlig omkring.

Med denne øl starter det ellers godt. Brygget er – skønt en jævn pilsner – ganske mørkt, og skummet rejser sig egentlig adækvat op over dunkelheden. Duften matcher til gengæld ikke – den er meget let, grænsende til det insignifikante, men yder dog en smule pilsnerhumle, blandet med lidt ubestemmetlig syre af citrus.

Og hvis jeg sad tilbage efter ølfestivalen i Esrum, og var utilfreds med, hvor få og fragmentariske mine noter var, så er noterne til dette bryg – nedskrevet hjemme i privaten under afslappede former med rigeligt tid – rent ud sagt begrædeligt. Jeg har noteret, at brygget er meget let, at der praktisk talt ingen humle er i smagen, og at brygget derfor smager alt for meget af vand.

Det er måske også at foretrække i ækvatorial middagshede. På min blog, til gengæld, kræver det altså noget aroma og karakter, hvis man vil nå op i en højde, hvor der er flere stjerner at lege med.

From Astoria with Love, Fort George Brewery

Black Russian …

Allerførst: Tusind tak! – Til alle jer, der tog jer tid til at reagere på mit seneste indlæg. Det gjorde godt at komme ud med det, og det gjorde endnu bedre at få så mange positive tilbagemeldinger, skulderklap og opmuntrende ord.

Jeg har fået det lidt bedre, føler mig mere afklaret, og helt konkret venter jeg nu på et boligtilbud i Thisted, som jeg kan sige ja til – og så må det gå sin gang derfra.

I mellemtiden er der et helvede af ting, der skal ordnes og arrangeres, men i små oaser af tid er der også plads til en ny øl, der kan smages og anmeldes. Dagens øl er også smagt og anmeldt på video – som jeg jo har mere og mere for vane. Desuden er jeg for nylig blevet interviewet af en anden YouTuber, og resultatet af det kan ses i denne video. Jeg kan kun på det varmeste anbefale, at man ikke bare smider Neils video hvor jeg bliver interviewet et like, men også abonnerer på hans kanal. Han laver først og fremmest samtaler med folk om deres vej til gudløshed, og det er spændende historier, omend de kræver noget mere koncentrationsevne end YouTubes gennemsnitlige kattevideoer.

Videre til øllet, som er en endog meget mørk Russian Imperial Stout. Den var med i en pakke, jeg modtog fra en anden YouTuber, nemlig Tasting Nitch, der sendte mig nogle smagsprøver som tak for et shoutout, og for at hun kunne bruge en stump af mine videoer i en af hendes.

Titlen ‘From Astoria With Love’ henviser til James Bond-filmen af næsten samme navn – erstat blot ‘Astoria’ med ‘Russia’ og voila! Og med en Babushka-dukke som udsmykning på etiketten, er det russiske tema vel sådan cirka fuldendt.

Brygget er umådeligt tæt, og vægrer sig følgelig ved at forlade dåsen og begive sig ned i glasset. At lyse igennem brygget er umuligt – slet og ret. En sort mur blokerer alt lys, og jeg mener alt. Det der sorte hul, Nasa fotograferede for nylig kan godt pakke sammen – her er en virkelig singularitet i flydende form, der endda ikke er spor farlig at være i nærheden af. Faktisk kan den endda indtages uden større fare for helbredet. En vis snaldrethed vil man med bryggets 9,4% imidlertid risikere.

Duften er dyb og kraftig af mørkt træ. Det er umiddelbart bitrere end hvad man måske forventer af typen, der kendes som relativt let og fortrinsvis sød. Bouqueten ledsages af en næppe overraskende alkoholnote af Calvados – en fransk æblecognac, jeg fandt hos min far, da han fraflyttede sit hus for lidt over et år siden. Dertil kommer nogle fortrinsvis søde lakridsnoter og en kant af røg.

I betragtning af, at brygget er en Russian Imperial Stout, er det ganske tungt og voldsomt tæt. Her er ikke et letflydende bryg, der lystigt glider over tungen. Derimod må man modstå fristelsen til at tygge brygget før det sluges. Så svarer smagen lidt bedre til forventningen, man har af typen, endskønt den finske lakrids stadig leveres med en antydning af røg samt en fylde, der bedst nydes i små slurke. Lakridsen står ikke alene, men ledsages elegant af andre søde noter af mørk chokolade, mere calvados samt samme antydning af røg, der kunne mærkes i duften.

I det hele taget passer duft og smag fint sammen i dette gedigne mesterværk af en stout. Vidunderligt tæt og smagfuld. Tyk, intens og kraftfuld i udtrykket – men stadig rar og venlig som man kender den russiske stout.

Tak til Tasting Nitch for den også. To fantastiske øl fra Oregon er det blevet til, og det bliver forhåbentlig til endnu flere.

Vesløs Brugsforening Jubilæumsøl 100 år, Thisted Bryghus

 

Udkantsdanmark styrer!

Det har kostet mig alt for mange kræfter at få sat mig bag tastaturet til denne anmeldelse. Årsagerne er mange, men kan koges ned til, at jeg slet ikke har det godt for tiden.

Jeg er psykisk meget langt nede. Mit arbejde er kun noget, jeg lige akkurat magter. Når jeg kommer hjem kollapser bag TV’et eller går direkte i seng selvom klokken endnu ikke har passeret syv. Som følge deraf sover jeg dårligt, hvilket kun bidrager yderligere til mit ringe velbefindende. Jeg vrisser ad mine børn, som får lov til at være alt for meget på skærme, fordi jeg ikke magter aktiviteter med dem. Jeg spiser dårligt, da jeg ikke har energi til at lave mad. Mange vil sikkert se det som en fordel, at jeg næsten helt har mistet lysten til øl – hver gang jeg drikker én, stresser det mig, at jeg skal anmelde den. I det mindste har jeg kunnet konstatere, at decideret alkoholisme vist ikke lige er mit nummer, for jeg kunne nemt forestille mig, at folk der har sygelig hang til våde varer, netop mister kontrollen over deres forbrug, når de har det som mig.

Men det betyder også, at jeg mister lysten til min hobby. Og jeg mister lysten til én af de ting, der vitterlig gør mig glad og giver mening i livet – at nyde oplevelsen af godt, velbrygget øl.

Hvor kommer det fra, det voldsomme sortsyn? Ikke kun fra ét sted, omend nogle af de mange, jeg vil remse op her har større betydning end andre.

Der er det nazistiske svin Rasmus Paludan, der promoverer sig som forkæmper for ytringsfrihed, dels for at fremprovokere uro, dels for at fremme sine nazistiske synspunkter om et apartheidsamfund, hvor betegnelsen ‘andenrangsborger’ for, hvordan muslimer skal behandles, er en brutal underdrivelse.

Der er det forestående valg, hvor oppositionens fremmeste leder, Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet nærmest konkurrerer med førnævnte Paludan om at foreslå de mest hadske og nedrige tiltag mod landets etnisk-religiøse mindretal. Tortur af børn i Sjælsmark og etablering af en KZ-lejr på Lindholm, er blot to tiltag, det højreradikale racistparti Socialdemokratiet har valgt at holde fast i – også efter et valg.

Der er branden i Notre Dame kirke i Paris … Katedralerne er mere end noget andet monumenter over menneskets evner udi ingeniørkunst og skønhed, og stråmænd om at jeg og andre ateister skulle fryde os over et slag mod kristendommen, hjælper heller ikke.

Men mere end noget andet, er det nok min familiære situation, der trykker. Mine børns mor og hendes nye mand har besluttet sig for at flytte – ikke bare til en ny bydel eller anden egn – nej, de har valgt at flytte så langt væk fra København man kan, uden at forlade Danmark. De flytter til Thisted i Juni måned og …

… de vil gerne have mig med.

Der er ingenlunde optræk til juristerier eller andre af den slags grimme ting. Jeg har det bedste samarbejde, jeg kunne ønske med min forhenværende livsledsager, og hun er desuden en af de få mennesker, jeg har turdet betro mig ærligt til, om mine mentale kvaler. Jeg er ingenlunde afvisende over for at tage med. København er mere og mere kvælende gentrificeret, og jeg føler mig mindre og mindre hjemme her, med et arbejde, der måske nok betaler huslejen – men for en lejlighed, der er alt for lille, og i grunden for dyr i betragtning af, hvor lidt jeg får for den. Det er heller ikke fordi arbejdet holder meget fast i mig. Jeg bliver mere og mere træt af det, og føler at jeg sidder fast i det uden mulighed for forandring, forfremmelse eller andet, der kunne øge min i forvejen katastrofalt lave arbejdsglæde.

Det jeg imidlertid slet ikke magter, er tanken om alt det, der skal arrangeres, ordnes, organiseres og koordineres. Jeg hader at flytte – og tanken om, at det denne gang skal gå helt til Thy er nærmest ubærlig for mig. Og så er der også den lille detalje med, at jeg skal finde et nyt arbejde deroppe. Det er måske det allermest skræmmende – at jeg i grunden vil blive kastet ud i den arbejdsløshed, der i sin tid var ved for alvor at koste mig mit mentale helbred.

Vel – nu ved I, hvorfor jeg ikke har skrevet helt så meget her på det sidste. Det er i en eller anden grad mit håb, at jeg, ved at skrive åbenhjertigt om det her, kan komme lidt videre. Vågne op, og rent faktisk få set i øjnene hvad jeg skal gøre, og rent faktisk få gjort det. Jeg har brug for alt den støtte, jeg kan få – bortset fra økonomisk. Pengene til bøvlet har jeg for så vidt. Men moralske skulderklap, og eventuel logistisk assistance vil – når jeg engang få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at få arrangeret en teltpløksoprykning – være aldeles påskønnet.

Dagens øl var anledningen til, at jeg endelig fik meldt det hele ud. Vesløs er en landsby på Thisted-egnen, og den skarpsindige læser har nok allerede ud fra overskriften regnet ud, at denne øl er brygget i anledning af den lokale brugsforenings 100-års jubilæum. Thisted Bryghus har lagt materiel og ekspertise til, og det – kan jeg allerede nu afsløre – er der kommet en overraskende god øl ud af. Jeg skal takke min ekshustru og hendes nye mand for at have taget den med deroppefra, da de i vinterferien var deroppe for at afsøge området.

I bund og grund er der tale om en pilsner, men med lidt mørkere malt, så vi velsagtens er ovre i noget wienerøl, eller classic som det hedder på vore kanter. ud over en nydelig dyborange lød under højt hvidt skum byder brygget på krydrede noter af kanel og farinsukker.

Man sætter glasset til munden i forventning om en fortrinsvis sød oplevelse. Det starter roligt – og stadig med forventningen om en afdæmpet oplevelse i betragtning af, at der trods alt kun er tale om en jubilæumsøl for en brugsforening et sted i Udkantsdanmark. Så rammer et bagholdsangreb af tung, dyb og mørk bitterhed. Hårdt træ blander sig med laurbærblade og nelliker.

Bittert, svært og slet ikke så lettilgængeligt, som man kunne have forventet det af en øl så langt væk fra hipstere og rigmandsfolk i hovedstaden. Oplevelsen er fuldfed og emmer af tydelige aromaer, der ikke bare er der for at kæle for smagsløgene, men bestemt også for at udfordre, rive rundt, og banke på helt nye pladser.

Det er ikke bare en overraskende stor fornøjelse i betragtning af den geografiske placering og anledningen. – det er bare en stor fornøjelse i sig selv..

Thisted Bryghus ville nyde endnu større agtelse hos mig, hvis de kunne gøre dette niveau til deres standard. Jeg tager i hvert fald øllet som et godt tegn i forhold til, hvad der venter mig af nye udfordringer. Hvor meget jeg end ville være fri – på nogen områder i hvert fald – så venter eventyret endnu engang derude.

Der er ølfestival på Vesterbro her på lørdag d. 20. april. Adressen er Engavevej 80, 1750 København V, og jeg regner med at komme forbi fra ved femtiden. Det kunne være hyggeligt at ses.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme