Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: rent øl

Accidently not a Margarita, Koglebryg

Øl: Accidently not a Margarita
Bryggeri: Koglebryg i samarbejde med Skanderborg Bryghus
Type: Gentle IPA
ABV: 2,7%
Land: Danmark
Købt: Fødseldagsgave

Det havde jeg ikke engang set …
Jeg er stadig på fødselsdags- og julegave med min eks. Mest fordi jeg kan, men også fordi man som voksen bare får færre og færre fødselsdags- og julegaver sóm årene går. Så det gælder om at holde de få gaverelationer man har intakte gennem årene. Nåh ja – og så kender jeg selvfølgelig til Marcel Mauss’ bog om gaven, der er et absolut must, når man som jeg har læst religionsvidenskab … jeg har så aldrig fået læst den bog … ups, eller noget. Men det skulle fremgå af den på en eller anden måde, at gavegivning er et vigtig symbolsk udvekslingsforhold, der udtrykker loyalitet og sammenhængskraft … plus en hel masse andet som jeg måske hellere må se at få læst op på.

Dagens øl er således en fødselsdagsgave fra min eks. Selve fødselsdagen blev ellers behørigt fejret aftenen før, da Red Warszawa gæstede Thisted. Jeg og min søn havde en fantastisk aften i selskab med bandet … og et vist virus, der er i omløb for tiden, og som da lige syntes, det skulle inficere min sønnike en gang.
Og når jeg sådan havde været i nærkontakt med en COVID-smittet blev det til et par ufrivillige sygedage – helt uden at være syg skulle det vise sig … Og dog. P.t. slås jeg med temmelig kraftige smerter i venstre side af svælget – især når jeg synker. Jeg har ladet mig teste igen, og fået bekræftet, at det fortsat ikke er pandemien, der har gjort sit indtog i min krop. Men eksceptionelt irriterende er det nu alligevel. Så irriterende faktisk, at jeg er begyndt at drikke te – og det er ellers ikke noget, jeg normalt gør frivilligt. Det ødelægger virkelig en spise/drikkeoplevelse, at man vånder sig hver gang man synker. Til gengæld hæfter jeg mig ved, at smagssansen er i fuld behold – så smagehobbyen fortsætter ufortrødent.

Og først nu, når jeg skriver om brygget, opdager jeg at det faktisk er en alkoholsvag øl, jeg sidder med. Mistanken strejfede mig ikke engang under afprøvningen. Det var bare mig, der ikke havde vist rettidig omhu under forarbejdet. Men det siger også noget om bryggets kvalitet, at alkoholen kan være afdæmpet uden at det mærkes i evnen til at behage.

Det lyse, omend noget lavtskummende bryg dufter ordentligt igennem af det bedste fra forår og sommer: hyld, honning og friskskåret lyst træ. Det eneste, der er forkert ved brygget indtil videre er årstiden. Men jeg har jo heller ikke nogen anelse om, hvor længe den har ligget på lager før den kom mig i hænde.
Aromaen er bittersyrlig med gennemtrængende limesmag og grankogle i overraskende skøn forening. “Shut up and eat your pinecone” siger det i min popkultur-skadede hjerne, men omgivelserne her er anderledes frydehulde, fulde af fuglekvidder og vårblomster.
Og smagsoplevelsen er slet ikke slut endnu. Efter en smagfuld ouverture går brygget elegant over i en første akt bestående af friskt træ, garneret med koriander og spidskommen. Endnu en fjer i hatten til koglebryg er bryggets totale mangel på andet end vand, humle, malt og gær – og alligevel smager den langt mere igennem end fx det seneste Alfheim-bryg, der var tilsat appelsinskal og andet godt.

Koglebryg er et nomadebryggeri, der til denne øl har taget Skanderborg Bryghus’ udstyr i brug. Stod det til mig lod man omgående de to foretagende fusionere – helst under navnet Koglebryg da de suverænt har gjort størst og bedst indtryk her på bloggen indtil videre – og det endda på trods af halsbetændelse, virusfrygt og alt muligt andet …

Blue Note, Svaneke Bryghus

Øl: Blue Note
Bryggeri: Svaneke Bryghus
Type: New England IPA
ABV: 6,3%
Land: Danmark
Købt i: Fakta Thisted

I selvisolation …
For faen … her sidder man, som den legendariske tegneseriefigur Arne And nok ville have sagt det. Historien er den, at jeg i fredags, d. 5. november for første gang i mange år var til koncert med Red Warszawa, der var så utroligt søde, at lægge vejen forbi Thisted. Noget tyder desværre på, at der var andet og mere i omløb den aften end god musik og fantastisk koncertstemning. For en god ordens skyld lod jeg og min søn os lynteste for COVID-19 efterfølgende. Jeg var – fordi jeg simpelthen bare ER sådan, helt igennem og på alle niveauer – negativ, men sådan skulle det ikke være med min søn. Hans test bonnede ud på positiv-siden. Det betød, at jeg havde været i nærkontakt med en COVID-19-smittet og derfor sidder jeg p.t. i selvisolation, mens jeg venter på resultatet af to pcr-tests. Den ene er allerede modtaget, og den var heldigvis også negativ – men der skal to til før jeg må bevæge mig ud i samfundet igen. Sønnike har det i øvrigt fint – men holder sig selvfølgelig hjemme, da ingen er interesseret i, at han går ud og smitter folk med en virus, der på verdensplan snart har kostet hele Danmarks befolkning livet.
Jeg er meget dårlig til at håndtere den slags påtvungen “fritid” – men skrive lidt blog mens man lytter til Diablo Swing Orchestras nyeste udgivelse kan man vel altid. Og så i øvrigt håbe på, at smitten tager af inden januar måned, hvor jeg skal til København for at se dem spille live.

Vel … den næste øl, jeg har skriblet nogle halvt ulæselige noter ned om, er vel nok den sidste af Svaneke Bryghus’ seneste kreationer, som jeg ikke har fået skrevet om endnu. Jeg har ikke været synderligt imponeret over Svanekes seneste produkter – men når nu de er købt og betalt, må de vel også hellere se at blive nydt og skrevet om.
Blue Note er en New England IPA, og dermed ligger forventningerne jo allerede vel over det niveau Svaneke indtil videre har kunnet hive sig op på. Typens frugtige og bitre signaturduft leverer det korngule, fedtetskummende bryg nu mere end sufficient med både søde og småsyrlige noter af modne blommer og røde æbler. Håbet om en værdig slutspurt for bryggeriet får nyt liv …
… og indfries i smagen. En aromadetonation af grannåle, hyldeblomst og ferskner omklamrer alle smagsløg i samme nu, brygget entrer kæften. Voldsomt, tæt og alligevel harmonisk formår brygget at begejstre og behage alt det, de foregående bryg aldrig helt var i stand til. Men Blue Note er ikke bare et godt bryg i sammenligning med det, der kom forud – det er i sig selv et lille aromatisk mesterværk, der herfra skal have de varmeste anbefalinger.

Game Changer, Svaneke Bryghus

Øl: Game Changer
Bryggeri: Svaneke Bryghus
Type: Dry Hopped Mosaic Lager
ABV: 5,2%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Så skifter den heller ikke mere …
Jeg tænker, at den lange pause, der kom til at præge august måned, nok ikke kun var affødt af svigtende humør og sortsyn. At jeg ikke sjældent arbejdede 10 timer om dagen i hele uger ad gangen gjorde nok også sit til, at energiniveauet ikke var, hvad det har været. Hvor glad jeg end var for timerne – og betalingen, der gjorde, at jeg endelig så småt så hullet i min kassekredit lukke sig efter bilkøb – så må jeg også erkende, at jeg nu, hvor jeg er vendt tilbage til en mere almindelig arbejdsdag, finder mere energi til at gøre andet end bare flade ud, når jeg endelig har fyraften.

Jeg har skiftet arbejdsplads et par gange i løbet af de sidste par uger – sådan er det at være vikaransat. Og i morgen starter jeg igen-igen-igen hos en af de gamle kendinge, en fiskefabrik på Hanstholm havn. Det er beskidt og ildelugtende arbejde, der ikke er særlig godt betalt. Til gengæld er kollegerne rigtig søde, og det er et af de steder, jeg føler mig mest velkommen, af de mange jeg efterhånden har haft min gang på, siden jeg flyttede til Thy for nu over to år siden.

I den stik modsatte ende af landet – bogstaveligt talt, idet man næppe kan komme længere væk fra Thy uden rent faktisk at måtte forlade nationen – i Svaneke på Bornholm, er de godt i gang med innovationen … eller i hvert fald markedsføringen. Således praler de højlydt på dette brygs etiket med, at de er blevet CO2-neutrale (det siger Force Technology i hvert fald), så derfor er brygget her en rigtig Game Changer.
Det lyder jo alt sammen meget godt. Men hos mig slipper mistanken om, at måden man gør CO2-udledningen op, er mere end almindeligt fordelagtig for producenten, ikke så let. Jeg ville i hvert fald gerne se rapporten, der frikender Svaneke Bryghus for CO2-udledning, før mine arme ryger i vejret. Desværre ville jeg nok ikke forstå rapporten, da det der med kemi og energi og den slags desværre aldrig var min stærke side i skoletiden.

Det må få være for nu. Hvad mon der kommer ud af de ædle ambitioner? Et lettåget bryg, hvor det kun akkurat er synligt, at det er ufiltreret. Samtidig skulle det være tørhumlet, hvilket gør den næsten klare fremtoning … ikke suspekt, men måske nok alligevel en anelse skuffende. Skummet gør det til gengæld godt – tæt, fedtet og stædigt, stort set som bryggeriet også selv promoverer det.
Duften ligger ovre i det søde med noter af bergamot og lime. Det er mere markant end hvad industrien normalt byder på. En kraftigt humlet aroma gør umiddelbart godt, omend den anmassende træaroma nu nok kunne have brugt en anelse sandpapir til afrunding. Fennikelaromaen er en udelt nydelse. Indslaget af kommenbrændevin nok mere en acquired taste – som jeg imidlertid byder velkommen. Ærgre mig kan jeg til gengæld over en kraftig metallisk bismag, der får brygget til at fremstå unødigt langt ude til den tørre, næsten sandede side.

Alt respekt til Svaneke Bryghus for at ville skabe nyt og træde nye veje, men helt i skabet er brygeksperimentet her altså ikke. Hvis man virkelig vil skifte legen er det ikke nok bare at ramme inden for skiven – man må ramme bull’s eye, eller endnu bedre triple 20.
Og selvom der er mere end bare adækvat oplevelse i brygget her, så formår den højest at skifte fra den grå kedelige industris andet gear til tredje. Vi har været der mange gange før og vi har også været væsentlig højere oppe.

Og væsentlig længere nede, indrømmet – men altså også væsentlig højere oppe.

The Stone Wall Inn IPA, The Brooklyn Brewery

Øl: The Stone Wall Inn IPA
Bryggeri: The Brooklyn Brewery
Type: IPA
ABV: 4,6%
Land: USA/New York
Købt i: Føtex, Thisted

I juni måned var det pride month rigtig mange steder i verden. Her i Danmark finder priden vist først sted her i august … fordi årsager. I USA finder den i hvert fald sted i juni, og ud over at nogle af de mest marginaliserede grupper i verden får noget tiltrængt opmærksomhed (homo- og biseksuelle, transpersoner osv.) er det også en lejlighed for en masse store virksomheder til at excellere i virtue signalling. Det giver sådan nogle gode tal på bundlinjen, og så er det jo også kun den ene måned om året, hvor man behøver lade som om, det egentlig rager én en hujende fis.

Bryggerierne holder sig selvfølgelig ikke for gode. Måske mener de det endda seriøst nogle af dem, hvem ved? Rent faktisk kunne jeg godt have Brooklyn Brewery – et af de klassiske mikrobryggerier fra ølrevolutionens tid mistænkt for rent faktisk at have noget at have det i. Om ikke andet en pæn dåse fuld af regnbuefarver, og navn efter et etablissement, der blev et af brændpunkterne i den tidlige amerikanske LGBTQ+-bevægelses kamp for rettigheder tilbage i 60’erne og 70’erne.

Brygget selv er der imidlertid ikke meget queer ved. Og det er heller ikke nødvendigt. For har man en ordentlig IPA, har man som regel mere end det nødvendige. Denne her gør et godt indtryk fra starten ved ikke kun at se godt ud, korngult med fedtet skum i glasset – en liflig aroma af citrus og hyld breder sig også ved skænkning, uden i øvrigt at brygget dermed lover mere, end det kan holde.
Tørt nåletræ yder bitterhed ved mandlerne, hvorved typens mindstemål indfries til fulde og mere til. Undervejs hen over tungen behages smagsløg af bergamot og grape – indtrykket er både karskt og aromatiske, og levner ikke meget tilbage at ønske i denne fine aromapakke.
Kraft og fandenivoldskhed måske? Og så alligevel ikke. Bryggets harmoniske smagfuldhed yder al den oplevelse, der er nødvendig. En knytnæve er ikke nødvendig, når aromaen lige så vel kan masseres blidt ind i gummer og gane.

En habil IPA, der dog næppe flytter eller bryder grænser ned, sådan som LGBTQ-miljøet – fuldt berettiget – har gjort gennem alle årene. Til gengæld skiller brygget sig ud fra meget af The Brooklyn Brewerys øvrige produktion, der ofte føles fladt og uinspirerende.
Men altså ikke denne gang. Bryggeriets hyldes til LGBTQ har åbenbart fået dem til at tage sig lidt mere sammen.

Albani Hvede IPA, Royal Unibrew

Øl: Albani Hvede IPA
Bryggeri: Royal Unibrew/Albani
Type: Hvede IPA
ABV: 4,5%
Land: Danmark
Købt i: SuperBrugsen, Thisted

End ikke Ester kan redde den …
Listen over socialdemokratiske Twitterprofiler, der har blokeret mig, vækster … som samme socialdemokrater sikkert ville sige det. Er det noget at prale af? Ja, det synes jeg til en hvis grad. Det som socialdemokraterne har gang i i Rwanda i øjeblikket har potentiale til at udvikle sig til en humanitær katastrofe af de helt store. Alle alarmklokker bør brage løs, når bare man pinder planerne en lille bitte smule ud.
Socialdemokraterne ønsker at bygge anstalter til indespærring af uønskede mennesker. Disse mennesker er af anden etnisk oprindelse end dansk, og mange af dem vil have en religiøs observans som det store politiske flertal i Danmark er umådeligt fjendtligt stemt over for. Man vil bygge anstalterne tusindvis af kilometer fra Danmark i et diktatur, der ikke går af vejen for at skaffe uønskede elementer af vejen på brutal vis. Hvad ville det rage den rwandiske regering, hvis de danskledede anstalter implementerede præcis de samme metoder, som Rwandas regime selv benytter sig af?
Det hele stinker langt væk af, at man ikke bare vil holde alle flygtninge så langt væk fra Danmark som muligt. Man vil desuden gøre det på en måde, så man frit kan lade dem vansmægte, torturere og endda ‘forsvinde’, hvis man skulle have lyst til det.
Nej, det er ingen, der siger, at det er planen. Men muligheden foreligger. Og netop derfor er der ingen grund til at fare med lempe, eller benytte eufemismer, når socialdemokrater herhjemme skal konfronteres med deres dulgte planer. Jeg siger helt åbent, at socialdemokraterne – Mette Frederiksen, Rasmus Stoklund og Mattias Tesfaye som de mest fremtrædende – planlægger at bygge koncentrationslejre i Rwanda for uønskede flygtninge.
Det betyder ikke, at jeg anklager hine politikere for at ville udrydde flygtninge som nazisterne udryddede jøder i Auschwitz. Koncentrationslejre har gennem historien haft forskellige former, og ikke alle havde til mål at udrydde – eller for den sags skyld torturere de indespærrede. Men også uden systematiske drab, tortur, tvangsarbejde og hvad man ellers forbinder konceptet med, er etableringen af sådanne konstruktioner slemme nok i sig selv. Alene det at ville frihedsberøve og indespærre mennesker for at flygte fra krige, vi selv har været med til at skabe grundlaget for, er ikke bare umenneskeligt – men også ansvarsfravigende og hyklerisk i en grad så man må få kvalme.

Opfordringen herfra er, at kalde en spade en spade, en skovl for en skovl og et såkaldt “modtagecenter for flygtninge i Rwanda” for det det er: en koncentrationslejr.
Og se det som et hædersmærke, hvis der efterfølgende falder en blokering på Twitter eller Facebook.

Når det så er sagt, så er der også en øl, der skal anmeldes. Royal Unibrew har bygget videre på deres Albani Special-serie. Serien er egentlig ikke videre speciel – ikke længere i hvert fald. De udgør måske nok kvalitativt noget, der er en anelse mere eksklusivt end Grøn Carlsberg og Tuborg Hof (eller hvad de nu hedder), men som fortsat er milevidt fra mikroproducenternes kvalitetsbryg.
Det sidste skud på stammen er en Hvede IPA. Og hvorfor ikke? Hvedeøl er lyse, friske og undertiden endda aromatiske. Og hvad de eventuelt måtte mangle i aroma, ja det har IPA’en jo ligegodt til overflod. I hvert fald i det bitre og ikke sjældent også i det frugtigt-søde og syrlige. Faktisk kunne man argumentere for, at IPA’er desuden er lyse og friske – og at de således faktisk allerede dækker det, som hvedeøllen kunne byde ind med, hvorved konceptet pludselig forekommer en kende redundant …

Men hey – jeg skal ikke dømme eller udskamme på forhånd. I hvert fald ikke når det gælder øl. Når det gælder højredrejede socialdemokrater derimod … Og nej, jeg mener ikke det er hyklerisk, for hvis man kigger godt efter. Rigtig længe og grundigt, vil man (måske … måske) opdage … at – og jeg ved godt, det her kommer som et chok for rigtig mange – at øl på den ene side, og højredrejede socialdemokrater på den anden side er … og hold nu godt fast!: to forskellige ting! Og derfor kan man også godt have to forskellige indstillinger til dem … si’r det bare.

Anyways – brygget ser i hvert fald flot ud. Korngyldent og med et fedtet, standhaftigt skum, der leverer mere end adækvat visuel underholdning. Duften byder på citrusnoter, en snert hyldeblomst og en anelse banan. Nåh ja – vores gode gamle veninde Ester, nærmere betegnet isoamyl acetat er åbenbart på fransk visit. Hende møder man ikke så ofte i IPA’er, mens hun er en hyppig gæst i Hvedeøl. Så der var faktisk noget, hvedeøllet kunne levere, som IPA’en oftest mangler. En mangel, der er til IPA’ens entydige fordel, skylder jeg at tilføje.
I smagen holder Ester sig imidlertid på afstand, hvilket som allerede antydet taler til bryggets fordel. På den anden side ville et også have været til bryggets fordel, hvis det i det hele taget smagte af noget … om det så var banan. Banansmagen kan jo stundom være klædelig, når der ikke er andet, og med det sidste – altså andet – kniber det så temmelig.
Lidt citrus og lige så lidt tør bitterhed kan akkurat spores, hvis man giver brygget væsentlig mere tid i mundhulen end det fortjener. Måske ville det have været godt, hvis bare der havde været mere af det. Men det der fylder mest i brygget er det klareste, reneste postevand, der nok formår at slukke tørsten i sommervarmen, men ellers ikke leverer stort mere oplevelse end halvt afbruset danskvand.

Ikke alene har jeg prøvet et hav af IPA’er, der sparkede mere til smagsløgene end den her. De fleste hvedeøl, jeg har prøvet, losser også væsentlig mere igennem.

Om igen, Royal Unibrew!

Willemoes Brown Ale, Vestfyen

Øl: Willemoes Brown Ale
Bryggeri: Bryggeriet Vestfyen
Type: Brown Ale
ABV: 5,6
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Mere umage!
Siden sidst? Ja, der er jo ligegodt sket en hel masse. Jeg har holdt ferie – sådan rigtig ferie endda – hævet feriepenge og ikke været på arbejde-ferie. Og så er jeg kommet tilbage fra ferie, og har ikke rigtig orket at skrive alligevel. Men hvad gør det, når man heller ikke rigtig har haft lyst til at prøve nye øl i mellemtiden?
For nu at være helt ærlig, har lysten til at anmelde været til at overskue på det sidste. Jeg har lidt på fornemmelsen, at jeg kører i samme rille, og vil gerne … prøve noget andet. Det skal selvfølgelig fortsat være ølrelateret, men bare at sidde hjemme i privaten og smage mig igennem nye øl, og så skrive en tekst om det bagefter … Lige i øjeblikket er det sgu begyndt at være en smule kedeligt, og mellemrummene mellem anmeldelserne bliver derefter.

Men vi må vel til det.

Sideløbende med den nye standard-IPA har Vestfyen også lanceret en standard-Brown Ale under brandet Willemoes. I Fakta Thisted, der forbliver min, om ikke foretrukne så i hvert fald hyppigst frekventerede, ølpusher forhandles begge produkter kun i six-packs. Det var først ved den sidste i pakken, at jeg endelig fik taget mig sammen til at tage sammen til at få kradset noget ned på papir om den. Det lange tilløb har nok til gengæld skabt en vis garanti for, at mit indtryk af dette bryg ligger fast. Det er sket, at jeg er vendt tilbage til tidligere bryg, og har haft en anden oplevelse af dem. For det meste – må jeg erkende – en ringere oplevelse. Men det er nok ikke så sært, i betragtning af, at det første møde med en ny øl vel også er det mest spændende.
Og den bias har jeg været godt og grundigt ude over, da jeg sidste søndag knappede den her op til anmeldelse.
“Jamen hør, var det ikke den dag, der var EM-finale?” spørger den opvakte læser måske sig selv. Og ja, det er ganske rigtigt. Og som traditionen så småt var begyndt at foreskrive var jeg ikke bare at finde bag skærmen, men også skærmen. Nærmere bestemt på min gode ven Geoff Breeze, aka Godless Scummer’s YouTube-kanal, hvor man live kunne se os reagere på kampen efterhånden som den skred frem.

Kampen blev som bekendt en rodet affære, og bedre blev det ikke af de engelske fans’ reaktioner bagefter. Englands brændte straffespark fik alle kældermenneskene og de andre racister frem i dagslys – og i modsætning til de monstre man læser om i eventyrene, blev de hverken til sten eller støv. Virkeligheden er oftest langt mere grusom, end dystopierne man læser om i bøgerne.

Men fuck dem. Den usandsynligt tynde sølvtråd fra englændernes dybt upassende adfærd og modbydelige racisme er, at England nok har mistet alle chancer for at være værter for VM langt ud i fremtiden. Personligt synes jeg, England skulle udelukkes fra samtlige turneringer de næste 45 år, så der med sikkerhed kan gå 100 år, før de igen har chancen for at vinde en international turnering, men så heldig har man nok ikke lov at være.

Tilbage til øllet. Lad mig starte med at smide lidt ros af sted til Vestfyen for konceptet. Hvor industrigiganterne tidligere gik mikrobryggerierne i bedene, og nærmest tog levebrødet ud af munden på dem ved at brygge billigere (og ringere) udgaver af ølrevolutionens nyskabelser (eller genopdagelser om man vil, eftersom ølrevolutionen i vid udstrækning var en revival af allerede kendte, men kun lidet udbredte øltyper), har industrien fundet sig en mere passende position på markedet. De typer, der efterhånden er blevet mainstream – og her er IPA og Brown Ale netop de typer, jeg kommer til at tænke på først – brygges nu af industrien i lettilgængelige og billige versioner, som enhver, der blot ejer den fjerneste smule bevidsthed om kvalitet, nemt kan skelne fra mikrobryggeriernes kvalitetsbryg. Vestfyen tager således næppe store markedsandele fra de egentlige mikrobryggerier, der fortsat kan stå for innovation og kvalitet, mens industrien leverer de billige, letflydende versioner som Einstiegsdroge. Det er i hvert fald mit ydmyge, og måske lidt naive håb.

Når det så er sagt, kunne man måske alligevel også have gjort sig en smule mere umage. Vestfyens Kompas IPA er jo drikkelig i en grad, så det er blevet en vane for mig at have en sixpack af den stående i mit køleskab. Brown Alen får til gengæld ikke plads igen med min gode vilje.
Allerede på løden kan man se, at den stundende oplevelse næppe bliver af de helt store. Brygget ser tyndt ud, og skummer kun nødtørftigt og anstrengt, selvom man skænker det ekstra voldsomt. Duften byder måske nok på lidt karamelnoter og kaffe – men allerede her trænger vandet sig på, og giver snarere mindelser om tyndt øllebrød end ordentligt øl.
Bag læberne indfries stort set den forventede oplevelse. Lidt kaffe, lidt karamel, helt vildt meget vand og en underligt grynet mundfornemmelse, der stundom kan gøre det for en ellers udeblivende fylde, men for det meste bare er underlig, og lidet befordrende for den gode oplevelse. Andre lidt ubestemmelige noter giver brygget et par småsure indslag. Overordnet forekommer brygget rodet og disharmonisk – men det skal på den anden side også have den indrømmelse, at det i det mindste har nogle aromaer – nogle af dem endda behagelige – der evner at være disharmoniske, frem for at det ender i det rene og skære vandbad.

Der er rigelig margin inden for hvilken Vestfyen kan forbedre dette produkt, uden at det behøver tage markedsandele fra kvalitetsbryggerne. Og det burde de – både for deres egen og forbrugernes skyld.

Alfheim Galar Red Ale, Frejdahl

Øl: Alfheim Galar
Bryggeri: Bryggeriet Frejdahl
Type: Red Ale
ABV: 4,8%
Land: Danmark
Købt i: Donation fra Marcus

Som skaberen …
Bare lige den her, så er jeg igennem hængepartiet og kan endelig trække vejret frit igen … indtil jeg pludselig hælder endnu en bunke øl i mig, som jeg så kommer bagud med at anmelde. Pyha, livet som ølblogger er sandelig hårdt.

Frejdahl er Jim Lyngvilds brygprojekt, og så spørger mange sig vel (retteligen) hvordan det kan være, at en vildt woke social justice warrior (i jeres fjæs, Henrik Dahl, Rasmus Stoklund og Bjørn Brandenborg) som jeg dog kan få den splitterroterende idé at smide penge efter sådan en omvandrende højredrejet sprællemand og anakronisme som Jim Lyngvild? Hemmeligheden – og jeg bliver garanteret ikke populær på at fortælle det, men et eller andet skal jeg jo fylde den del af bloggen ud med, der ikke er tør anmeldelse – at det har jeg skam heller ikke!
Og nej, jeg har heller ikke stjålet øllene. Næh, det er sgu min gode ven og hyppige medanmelder Marcus, der havde købt dem i maj måned i anledning af, at jeg besøgte ham. Først for sent havde han opdaget, at de var fra Frejdahl, og betynget af brøde og skam bekendte han grådkvalt synden for mig … som om jeg ville tænke dårligere om Marcus blot fordi han måske havde været en kende uheldig med valget af øl?
Der skal trods alt mere til, og at jeg fortæller om episoden her er nok mere end rigelig straf. I Marcus’ øjne er det nok at sammenligne med nådeløs tortur, men … altså … seriøst … Det er trods alt ikke Anheuser-Busch eller Carlsberg, vel?

Planen var – Jim Lyngvild eller ej – at anmelde øllene samme aften. Men seks timers kørsel, besøg hos min far og samvær med mine søskende og mange niecer satte sine spor, og jeg magtede på det tidspunkt slet ikke at drikke øl – endsige nye øl, der efterfølgende skulle anmeldes.
Så i stedet fik jeg lov at tage øllene med mig hjem. Mit problem med at nyde øl fra Jim Lyngvilds hånd er tydeligvis ikke så stort som Marcus’.

Denne øl er den ene i en serie på to, opkaldt efter to dværge fra nordisk mytologi, Galar og Fjalar, der sammen slog guden Kvaser ihjel, blandede hans blod med honning og således skabte skjaldemjøden. Grove løjer – men det er slet ikke første gang i mytologiske skrifter (seriøst, har I læst Bibelen?) Forbliv således indstillet på anmeldelse af Fjalar inden for alt for længe.
Endskønt Galar er ufiltreret fremstår brygget alligevel ganske klart. Det afbruser hurtigt, men er nu alligevel flot, som det kobberrødt, og -blankt, fylder det duggende glas.
Kun svage noter af karamel og træbitterhed melder sig i duften. Det bliver noget tydeligere i smagen, hvor de behagelige, omend også velkendte og – lad os være ærlige – lidet nyskabende noter, formår at skabe lidt behersket glæde. Brygget er ikke uden fylde, det er frit for missmag og fejl, og letdrikkeligheden udarter ikke til egentlig vandighed. Aromaen af mokkatoffee er distinkt – omend også unødigt nedtonet i en noget tam omgang, der måske nok byder på et minimum (og lidt til) af oplevelse, men ingenlunde er sat i verden for at udfordre eller bryde grænser ned.

Konservativt og – let’s face it – lidt ligegyldigt. Slet ikke ulig bryggets skaber, I might add.

Oluf Kviter, Klosterbryggeriet (Marcus’ Julegave IV)

Øl: Oluf Kviter
Bryggeri: Klosterbryggeriet
Type: Brown Ale
ABV: 7,0%
Land: Danmark
Købt: Modtaget som donation

Hængepartier

Jeg kunne godt huske, at denne øl indgik i en serie, jeg på et tidspunkt fik af min gode ven og medsmager Marcus. Hvad jeg til gengæld havde glemt var, at gaven stammer helt tilbage fra julen. I det første indlæg fra 20. december udbreder jeg mig frimodigt om, hvordan øllene vil blive anmeldt i lyset af den stundende højtid og jeg vil ligeså vurdere, hvor juleegnede øllene er. At sige, at jeg ikke fik levet helt op til de ambitioner er årets underdrivelse. Til gengæld kan man i de næste indlæg i fuldfede drag nyde min indignation og forargelse over stormen på den amerikanske kongres, og optakten til den – skulle det vise sig – udramatiske indsættelse af Joe Biden som præsident. Historisk vingesus er der rigeligt af – (bag)julestemning, not so much.

Temaet her er imidlertid ikke det eneste hængeparti, der har bygget sig op på det sidste. Yderligere tre øl, jeg allerede har prøvet, står i kø til at blive anmeldt på bloggen. Jeg ved ikke hvorfor det så tit ender sådan, for jeg hader de her hængepartier. Ikke mindst fordi der nogle gange går så lang tid fra konsumption til anmeldelse, at det eneste jeg reelt har at støtte mig til, er mine noter. Og de kan også være højst sparsomme.

Den her kan jeg ud fra fem notelinjer fx konstatere, at jeg glemte at dufte til, før jeg begyndte at smage på det natmørke, højt- og gyldentskummende bryg (og for den visuelle beskrivelse, har jeg ikke blot taget billedet til hjælp, men udelukkende brugt det og ikke andet). Så duften må læserne have til gode.
Direkte til smagning altså – Kaffe og karamel – god aromatisk kaffe, og så vidt jeg husker flydende karamel, som man finder det i fyldte chokolader a la Toms Skildpadder. Men knap så fyldigt. Brygget flyder let henover tungen, smager godt igennem, men som det er med brown ales kniber det med lysten til at holde brygget de ekstra par sekunder i gabet, før det skylles ned. En smule tynd – eller bare lettilgængelig. Det er et spørgsmål om dagsformen samt almindelig smag og behag.

Til julebordet (jeg må hellere runde temaet af ved at gribe tilbage til en lille smule af det, jeg i forne tider indledte med) ville den dog næppe være ideel. Den bitre kaffe ville ikke klæde fed mad ideelt, og den noget bastante karamelsødme egentlig heller ikke.
Nyd den i stedet, som bryggeriet selv anbefaler til “krydrede middagsretter og fyldige desserter”. Her er der nok mere tale om en efterårsøl end en juleøl – og kun i meget ringe grad en sommerøl.

Nej, det er heller ikke lykkedes mig at finde ud af, hvem Oluf Kviter er eller var.

Willemoes Kompas IPA, Vestfyen

Øl: Willemoes Kompas IPA
Bryggeri: Vestfyen
Type: IPA
ABV: 5,2%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Brugbar og lidt til

I dag er det mi-in fødselsdag … eller retter – det er bloggens fødselsdag. Ti er blevet til elleve – eller ølle – som man siger heroppe nordvest på. Og det … kan man jo ikke have noget imod. Det er måske endda, om man må være så fri, bare dejligt.

Bloggens 11-års fødselsdag er nu næppe anledningen til, at Willemoes for ikke lang tid siden sendte et par nye produkter på markedet. En IPA og en Brown Ale – begge på dåse og begge i sixpacks, så de ikke kan købes enkeltvis. Det er et brud med Willemoes-serien, der ellers indtil nu har været bryggeriets serie af fancy øl. Jeg kan huske, at min far til sin 70-års-fødselsdag, endnu et par år før jeg begyndte at blogge, havde købt et stort parti af dem ind, så gæsterne havde noget at vælge imellem. Dengang var det virkelig hot og nyt. De gav for så vidt også noget at skrive om på min blog de første år, men en gennemgang af mine Willemoes-indlæg afslører snart – trods oprigtig begejstring for nogle af øllene – at interessen snart veg, og der blev endog meget langt mellem afprøvningerne.

At Willemoes nu ikke længere findes i buttede halvlitersflasker, men aluminiumsemballage ligner et step down i ambitionsniveau. Men det er måske ikke skidt alt sammen. Egentlig er jeg slet ikke glad for at industrigiganter – blandt hvilke jeg i hvert fald herhjemme tæller Vestfyen – møver sig ind på mikrobryggeriernes gebet. Til gengæld må man erkende, at IPA i dag ikke længere er et specialprodukt, men har fundet sig en plads i folkedybet som en standardøl. Derfor finder jeg det heller ikke længere urimeligt, at de store bryggerier producerer IPA til almindelig konsum – sådan som Willemoes nu er begyndt på på linje med Royal Unibrew og Carlsberg. Mikroaktørerne kan så gøre det, de altid har gjort – producere de bedre IPA’er og i øvrigt forny og forbedre typen på andre måder.

Den nye, mere folkelige Willemoes-IPA tager sig mere end nydeligt ud i glasset. Mat kobberfarvet med højt og fedtet gyldent skum, der efter konsum ikke bare sådan lader sig skylle af – der skal opvaskemiddel til. Duften er ukompliceret skarpt bitter som tørt nåletræ med en underliggende metallisk note, der på dette tidspunkt kan gå begge veje: Den kan dominere udtrykket og dermed undertrykke smagsoplevelsen, eller den kan give friskhed og måske endda hjælpe brygget på vej.
Brygget er generisk bitter, ingenlunde ringere end hvad man kan forvente af et industriprodukt. Tværtom kommer der et lille spark af bergamot midt på tungen oven i en velkendt og, nota bene, vellidt aroma af skarp bitterhed af friskskåret lyst træ. Det metalliske islæt viser sig at give friskhed, og brygget lever dermed også op til de tørstslukningsegenskaber, man må forvente af en industriøl.

Der er ikke de store armbevægelser. Men der er armbevægelser nok til at man er adækvat underholdt i forhold til, hvad indpakningen lader forvente. Brygget er mere end egnet som en let-at-gå-til IPA, når det ikke lige er den overvældende humleoplevelse man er ude efter, men man alligevel gerne vil have noget med bare en smule mere smag i.

I’m not Coming Home for Christmas, Evil Twin

Øl: I’m not Coming Home for Christmas
Bryggeri: Evil Twin Brewing
Type: Double Dry Hopped Double IPA
ABV: 8,5
Land: USA/Californien
Købt: Donation via drikbeer.com

Lange, snævre drag …

Så gik der vist lidt pinseferie i den. Jeg beklager stilheden, men ind imellem findes der trods alt vigtigere ting i mit liv end øl – og nej, det er ikke altid Minecraft.
Lørdag var ellers projekteret til at være arbejdsdag på min – stadig relativt nye – arbejdsplads. De er gode de lørdage … almindeligt overarbejdstillæg plus weekend-tillæg plus en grundløn der i forvejen bestemt ikke er noget at fnyse ad …
Nå – men det blev så aflyst. Med en ekstra fridag og en helligdagsmandag i sigte fik jeg den fikse idé at tage mit nyerhvervede køretøj på en ordentlig prøvetur til hovedstaden, så jeg endelig kunne få set familie og venner igen.
Planlægning og neglebidning over projektets omfang (ADHD og asperger kan især i sådanne situationer være en værre hunhund) levnede ikke det store overskud. Men nu hvor pinsen er vel overstået, har jeg fundet ro til at sætte mig bag tasterne igen.

I øjeblikket er jeg bagud på bloggen i forhold til YouTube-kanalen, hvor denne øl for længst er anmeldt. På videoen kan altså observere hele min smagningsproces, der ud over mine kommentarer ikke adskiller sig synderligt fra øl, jeg anmelder via pen og papir. Først hældes det meget lyse og højtskummende bryg op, mens det udløser aromaer af vanilje og citron til de olfaktoriske sansers udelte velbehag. Stikkes snudeskaftet tættere på brygget afsløres noter af grannåle og appelsin – en traditionel IPA-oplevelse, der ingenlunde har glemt frugterne i kompositionen. I dåden en mere end lovende indledning.

Frugt og gran kappes om at behage smagsløgene ved første lille mundfuld. En særdeles smagfuld oplevelse af alt det, man kender og elsker ved IPA, og som hver gang stadig formår at overraske og behage, selvom man har prøvet det et utal af gange før. Der er ikke så mange dikkedarer – dette er en IPA i al sin vælde, uden at være ekstra bitter eller ekstra aromatisk … eller – det er faktisk forkert. Den har faktisk fået lidt ekstra vanilje og frugt oveni bitterheden. Til gengæld er der holdt en lille smule igen på fylden. Det gør, at brygget ikke bliver alt for overvældende, og bedst nydes i lange, men snævre drag frem for bittesmå mundfulde.

En fuldblods-IPA, der på den anden side heller ikke buldrer unødigt voldsomt frem. Det er ikke nødvendigvis en ulempe, at et bryg også kan nydes i mere end blot mikroskopiske, altovervældende nip.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme