Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: overgæret øl

Elsebeth Gyldenstjerne, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken IV

Det vil ikke rigtig

Når det eneste, der kan få én til at grine er Cirkus Trump, ledet overklovnen Rudy Giuliani og klovnedronning Sydney Powell, er tiden måske inde til at lede mere seriøst efter noget adspredelse.
Jeg må erkende at det kan være svært, når snart det eneste man må som arbejdsløs er at sidde på sin flade og skrive ansøgninger til stillinger, man alligevel aldrig får, og som man i øvrigt heller ikke har kompetencer til. Alt imens kræver den døende minkavls- og -mishandlingserhverv millioner og atter millioner i kompensation for fortjenester, der efter alt at dømme ikke ville komme ind alligevel.
Ligesom størstedelen af det øvrige landbrug er minkavl en underskudsforretning, der alene holder sig oven vande via offentlige tilskud fra staten og EU … og så vover landbrugets sykofanter i det dybt kriminelle og bundkorrupte parti Venstre oven i købet løbende at beskylde landets ledige for at være nogle dovenlarser … Med den tidligere formand in mente skriger ironien til himlen.
Jeg håber meget snart at Inger Støjberg overtager formandsposten i partiet, så det hurtigt forvandles til den rygende askehob, vi alle som små børn juleaftensdag ser frem til, at de ender som.

Inden da kan jeg fortsat adsprede mig med et par øl fra Løkken Bryghus. Såfremt de nydes med måde, er de nok alligevel sundere for sindet end endnu engang at se Rudy Giuliani smelte som en anden heks fra Wizard of Oz.
Det ser ud til, at bryggeriet har flere serier på programmet. En af serierne er vi godt i gang med, hvor bryggeriet har opkaldt øl efter særlige udtryk på vendelbomål, med udførlige forklaringer på etiketten. Med denne øl tager vi hul på en anden serie, hvor øllene er opkaldt efter lokale seværdigheder eller historiske personer. Om Elsebeth Gyldenstjerne, der fødtes omkring år 1500, fortælles det, at hun fik et ægteskab med en gal bonde ophævet, og at hun levede sammen med Stygge Krumpen på Voergaard Slot ved Dronninglund. Såvidt det lokale.

Der er tale om en steam beer – en type, der aldrig rigtig har vakt den store begejstring hos denne blogger. Usædvanligt er til gengæld typens lød, der normalt er gylden til kobberfarvet. Dette er næsten kulsort, og skummer off white så det er en fryd.
En sød, maltet bouquet holder skuffelsen på afstand lidt endnu, og bag læberne bliver det da heldigvis heller ikke stort værre. Et nogenlunde fyldigt bryg med en godkendt tæt maltprofil giver en adækvat bitter oplevelse af mørkt træ og kaffe, indkapslet i en skal af melasse. Sødmen kommer først, og efterhånden som brygget bevæger sig over tungen, udløses de bitre aromaer … lettere modvilligt. Man kan nemt komme til at sluge brygget for hurtigt til, at man når at mærke dets finere nuancer.
Nogen mægtig oplevelse bliver det aldrig. Aromaen skal næsten presses ud af brygget, og bag et noget tilbageholdende udtryk lurer kedsomheden stadig.

Det er som om, det der steam beer bare ikke sådan rigtig vil imponere særlig meget …

Rajfog, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken II

Ufortjent …

Aldrig så snart man har gravet sig dybt dybt ned i sortsyn og sløvsind over ens beskæftigelsessituation, før man bliver tilbudt arbejde flere på hinanden følgende dage i træk. Jeg er som bekendt ikke troende, ej heller er jeg overtroisk, og derfor er jeg heller ikke bange for at jinxe når jeg her for anden gang på kort tid (første gang var på Twitter) lufter ideen om at melde mig i arbejde igen, hvis det fortsætter. Lige nu går det i hvert fald i den rigtige retning, og jeg kan allerede mærke, hvordan mit humør bliver bedre for hver time, der går.

Mere lyst til at anmelde øl får jeg også igen. Jeg kan dårligt huske, hvornår jeg egentlig prøvede den her, den anden øl fra Løkken Bryghus. Jeg skylder i øvrigt bryghuset tak – ikke bare for tilsendelse af anmeldelsesmateriale, men også for to fine glas. Det ene har afløst mit favoritdrikkeglas, der røg på gulvet for et par dage siden.
Nej, det er ikke det for oven afbilledede drageglas. “Jamen er drageglasset da ikke dit yndlingsglas?” gentager jeg for mig selv med tungen klemt ned mellem fortænder og underlæbe som Peter Kær i den navnkundige børneunderholdningsserie TV-Pil fra 90’erne. Næh – drageglasset bruger jeg af æstetiske årsager for at signalere, at her er der en øl, jeg har høje forventninger til. I grunden er det ikke særlig godt at drikke af. Det er djævelsk tungt på grund af alt metallet, og faktisk en anelse for smalt til at egne sig rigtig godt som ølglas.

Så hellere et glas, der rent faktisk bare er af glas. Her er det så i brug første gang, det nye glas som Løkken Bryghus skænkede mig (ja, selvfølgelig er ordene nøje udvalgt og udspillet). Det er fra Bryggeriet Vestkysten, som jeg har til gode at stifte bekendtskab med. Til gengæld er jeg vild med det spinkle og stilfulde look, og jeg nyder allerede i fulde drag (jeg kan ikke lade være) at bruge det.
Det skal læserne nok få meget mere at se til, indtil det også ryger på gulvet en dag. Men lad os nu se om ikke det har en del gode år i sig før det sker.

Videre til dagens øl, Rajfog hedder den. “Rajfog er et rigtig godt udtryk for snestorm. Hvis himmel og hav står i et, er det “himmelbetændt rajfog”” fremgår det af etiketten. Den slags vil det nok være så som så med i fremtiden i betragtning af, hvor godt den globale opvarmning har fat. Temperaturen her midt i november ser ud til at have lagt sig et sted mellem 11 og 13 grader. Abnormt højt for årstiden, men netop det abnorme er efterhånden normen, når man ser på udetemperaturerne i vintermånederne.
I det mindste står regnen ikke konstant ned i stænger, sådan som den gjorde sidste efterår, så vores vaskekælder stod under vand fra midt på efteråret til langt ud på foråret.
Årstidens mørke efterligner denne seksprocents-bock til gengæld ret autentisk. Ikke at en bock egentlig behøver være mørk, men det er såmænd heller ikke fordi det mindsker forventningerne, når brygget samtidig dufter ganske indbydende af vanille og mørkt sukker.
Der er da også skruet godt op for maltimpressionen, der giver brygget en rar og blød mundfylde. En let lakridsberøring yder et krydret indslag over et sødt aromatæppe af melasse og farin. Desværre kan ingen af aromaerne se sig fri for at være noget for ikke at sige ret meget til den afdæmpede side. Nogle gange er antydningens kunst at foretrække frem for aromatæppebombning af mundhulen, men det her grænser til det decideret vage og uengagerede.

Det startede ellers jøwt med pilsneren af samme navn. Dette her er til gengæld hverken jøwt eller rajfog. Det er bare småkedeligt og trivielt (gad vide, hvad det mon hedder på vendelbomål?), og det fortjente egentlig ikke pladsen i drageglasset.

Grand Cru, Rodenbach

Vanilla Sour …

Dangit … jeg er meget dårlig til at være officielt arbejdsløs. Jeg har været virkeligt dybt nede i kulkælderen lige siden jeg trykkede på ‘Meld dig ledig’-knappen på jobnet i torsdags. Jeg har ikke haft energi til noget som helst siden, mindst af alt at prøve nye øl, eller bare få skrevet om dem, jeg endnu mangler at anmelde.

Så ligesom mit øvrige liv, vil bloggen nok også kun få det absolutte minimum af opmærksomhed der skal til for at den kan løbe rundt. Forvent kortere, men til gengæld også mere to-the-point anmeldelser i den nærmeste fremtid. Engang når jeg får det bedre igen vil anmeldelsesfrekvensen og længden på indlæggene nok tage til igen. Fast beskæftigelse vil næsten med garanti sikre den nødvendige stigning i livskvalitet og mere til, men det er ikke noget jeg tør håbe seriøst på som tingene ser ud lige nu.

Dagens øl er den anden øl, som Føtex har stående fra belgiske Rodenbach. Angiveligt endnu en Red Ale, omend kuløren snarere er mørk rødbrun. Men auburn ale er vist endnu ikke en ting.
Meget vigtigere og mere markant er da også bryggets syrlighed. Den kan man nyde i fulde drag allerede fra åbningen af flasken, idet den rene surkålslage med det samme smyger sig legesygt ud. Endnu bedre bliver det selvfølgelig ved skænkning, hvor man nu også hurtigt opdager, at der på trods af et substantielt eddikelignende syreelement ikke er tale om samme galsindede surhed, som man oplevede i Broaden & Build‘s Red Tide, der faktisk sved i næsen ved inhalering.
Den her er venligere, eller i hvert fald noget mindre aggressiv. Faktisk lægger den sig i både bouquet og aroma et velvalgt sted midt mellem Broaden & Build’s kompromisløse syrebomber og The Brooklyn Brewery‘s begynderbryg udi det sure, Bel Air Sour. Man kunne vælge en mindre diplomatisk tilgang og kalde den mainstream. Men surt øl som type er stadigvæk lysår fra den generiske pilsnerverdens laveste fællesnævner – selv når deres ph-værdi ligger signifikant højere end hvad man bliver budt her.
Så hellere vanilla. Omend det udtryk også bruges rundhåndet som skældsord, betegner det stadig meget mere neutralt noget, der måske nok befinder sig i midterfeltet, men som også alligevel er rart. Alle kan lide vanille, og det behøver der i sig selv ikke at være noget galt i – heller ikke her. Og at brygget ud over en velbeslået eddikemarinade med alt hvad der forventes også byder på æblesødme, der giver lidt ekstra kontur og udtryk, øger naturligvis kun oplevelsen til den positive side.

En middle-of-the-road sur øl på den mest positive måde dette kan forstås. Erindringen derom kan faktisk tage toppen af en arbejdsløshedsdepression.

Alexander, Rodenbach

Umsteigsdroge …

“Jeg har været i Kina
Og rørt ved formandens Mao.
Krydset Biscayen i kano
Vindstyrke 12.
Med Fidel i Kastrup
Delte jeg en kande kakao.
Og så var jeg half-back
På Zarens Ishockey-hold.”

Der har indfundet sig en vis lettelse, nu hvor det om ikke er mejslet i sten, så i hvert fald støbt i beton, at Trump ikke længere skal være præsident i USA. Så bliver tingene måske nok lidt mindre slemme de næste fire år. Man kan ikke få alt, så selvom det ikke var min foretrukne kandidat der vandt, så glæder jeg mig over, at det i hvert fald den helt rigtige, der tabte.

Men som det har været i resten af indeværende år, så er glæden kun kort før den næste tragedie indfinder sig. Michael Bundesen er afgået ved døden. Jeg skammer mig ikke det mindste over at være kæmpe fan af Shu-bi-dua. Når jeg er på vagt på Dragsbæk Margarinefabrik får jeg altid McArine på hjernen, jeg kan tude over Hvalen Valborg og jeg har stadig svært ved at følge med i den næsten maskingeværsagtige affyring af tungebrækkere og ordspil i United Steaks. Og så har jeg endda kun lige akkurat kradset i lakken af bandets finurlige og imponerende musik- og lyrikkatalog.
Alting har en ende … Michael Bundesen sikke én. Æret være dit minde, du navnkundige rim- og musiksmed.

Jeg prøver i mellemtiden at kæmpe mig op af min egen sump af problemer og bekymringer. Jeg har ikke nok arbejde – især efter at Nordjylland er blevet lukket ned, og den tyskundervisning, jeg ellers har været så glad for, er midlertidigt stoppet. Mine feriepenge er også brugt, så nu er der kun dagpengesystemet tilbage at støtte sig til.
Jeg hader det system så meget, at jeg har udskudt så længe jeg overhovedet kunne at tilmelde mig det igen. Men nu går den snart ikke længere. Jeg er selvfølgelig glad for at få en mere stabil indtægt igen, men jeg ville langt hellere forsørge mig selv end være klient i det system. Ikke mindst når jeg ved at jeg sagtens kan arbejde.

Nå, de bekymringer må alligevel lige vente et par dage endnu. I mellemtiden kan jeg nå lidt videre i rækken af tomme øl, jeg endnu ikke har fået skrevet om. Den her sure sag fra blogdebutanten Rodenbach nød jeg, mens jeg optog min seneste livestream i serien ‘A Beer with …’ på min YouTube-kanal. Gæsten var den canadiske aktivist Godless Cranium, der fik sig en kop kaffe imens.
Ifølge bryggeriet er det en ‘Red Ale macerated with juice from sour cherries’. Hvor min holdning til Red Ale generelt er, at det er en type, der ikke rigtig ved om den vil være mørk eller lys, bitter eller sød, fugl eller fisk, så er jeg vild med kirsebær – og ikke kun i øl.
Heldigvis er der da også langt mere sour ale end red ale over det rødbrune bryg. Det lave skum, der snarere afbruser end falder, kan man sagtens tilgive, når de forfriskende dampe indhaleres. Almindeligt surt og sure-kirsebær-surt blander sig frejdigt i en frugtigt-vedkvægende surhed med rigelig kraft, uden at overdrive … Surt øl såmænd gerne overdrive, men det behøves ikke.
Har man først beskrevet duften er der ikke meget mere at tilføje, når brygget smages. Det glider let og mere end bare tilstrækkeligt surt hen over tunge og gummer.
Sødmen fra kirsebærrene ikke glemt. Det kan være svært at beskrive sure nuancer, uden at skræmme folk. For hvem er egentlig interesseret i eddike, kållage eller ufortyndet citron? Ikke alene giver bærrene bryggets syre modspil – de giver det også en kontur der ved sit fravær ofte får sure øl til at glide sammen til en noget udefinerbar masse. En velsmagende masse, ganske vist, men ikke desto mindre udefinerbar.
Munden trækker sig derfor mere ud til siderne i et veltilfreds smil, end sammen i en Pia Kjærsgaardsk hønserøv – og det er fint nok. Ikke alle sure øl behøver at være kompromisløse syrebade, hvor man må frygte for både slimhinder og emaljes velbefindende.
Ikke mindst når man skal lære øl, hvor man vitterlig skal være bekymret for slimhinder og emalje, at kende, er det bedst at have et par støttesten på vejen. Men kunne fx starte med The Brooklyn Brewery’s Bel Air Sour, og så give typen en enkelt chance mere efter skuffelsen med indeværende surt-søde perle.

Og derfra er det kun ph-værdien, der sætter grænser.

Whirl Domination, To Øl

Still here …

Jeg har endelig taget mod til mig og afprøvet det andet ‘To Øl’-bryg, jeg forleden købte i Føtex. Det første, jeg prøvede var en særdeles skarptandet pale ale, der var mere end værdig til at få et ‘India’ hæftet foran.

Derfor var det også med tilbageholdt åndedræt og en knivspids frygt, at jeg valgte at åbne denne egentlige IPA, da jeg i fredags skulle tilberede butter chicken til aftensmaden (check min krydderiblanding her. Tilføj gerne hvidløg efter behov.)

Det jeg var mest spændt på var, hvordan To Øl ville ekspandere pale ale-konceptet, til noget endnu mere skrapt og aromatisk, når nu de allerede havde fremmanet et mindre monster? På den visuelle side viser Whirl Domination sig at være en kende lysere i løden, men til gengæld også tættere i teksturen; en orangegul barriere for alt lys, der prøver at trænge igennem det. Til gengæld kan det reflektere orange og gult lys aldrig så nydeligt.
I kras- og skarphed gør bouqueten det godt omend næppe House of Pale rangen stridig. Til gengæld nyder man typens andre dufte en anelse mere – der er masser af frugt til stede; lime, appelsin og grape. Det samme gør sig gældende i aromaen. Der findes ikke mange pale ales, der river mere i gane og svælg end den her IPA – men bryggeriets egen House of Pale gør altså.
Til gengæld følges hin pale ale uden ‘India’ foran slet ikke af det farvestrålende frugtudvalg, nyderen bliver tilbudt i brygget her. Grape og appelsin får følgeskab af mango og fersken med vanille som fyld og smagsforstærker. Og det er såmænd ikke fordi bitterheden er glemt – som sagt er det kun ganske få pale ales, faktisk kun én jeg har prøvet (gæt selv hvilken. Det er ikke fordi jeg ikke har nævnt den flere gange i indlægget her allerede) der kan gøre den her rangen stridig i karsked, friskhed og ru bitterhed.

En kende mindre bitterhed. Til gengæld meget mere frugt … jeg kan sgutte sige hvad der er bedst. De to øl fra To Øl er vel nærmest lige gode …

Barrel-Aged Brownie Loop, Broaden & Build (Farvel & Goddag IV)

Livestreamed …

Så gik den ikke længere for den store Canadisk-fødte sekulære aktivist og tryllekunstner James Randi. 92 år gammel gjorde han andre store personligheder selskab, der i bloggens levetid har forladt os for bestandigt: Jeg nævner i flæng Jan Monrad, Lemmy Kilmister og Stephen Hawking.
Randi var blandt andet kendt for sin udfordring til alle, der mente at have overnaturlige evner at bevise disse mod en præmie på 1 million dollars. Præmiesummen forblev imidlertid urørt indtil 2015, da Randi gik på pension. I mellemtiden afslørede han fupmagere som Uri Geller og Peter Popoff. Førstnævnte hævdede at kunne bøje skeer med tankens kraft – men sjovt nok kun skeer, som han selv udvalgte, mens dem Randi fandt til ham, ikke sådan lige lod sig bøje. Sidstnævnte udgav sig for at kunne helbrede mennesker ved guds kraft – og at Gud kunne udpege disse syge mennesker for ham i menigheden. Randi afslørede, at Peter Popoff i virkeligheden fik instruktioner over radio af sin hustru, der ved gudstjenesternes begyndelse indsamlede data om de fremmødte – herunder deres lidelser.

Nyheden om Randis bortgang tikkede ind under en livestream, et såkaldt after-party, jeg havde arrangeret på min YouTube kanal. Gæsten var den i sekulære kredse meget kendte aktivist Aron Ra, der på en foregående livestream havde fortalt om sin passion for øl. Det lagde en dæmper på festlighederne, men lad os huske Randi for hans utrolige engagement, og en opfyldt ambition om at anskueliggøre hvordan godtroende mennesker udnyttes af kyniske fupmagere og svindlere.

Under den indledende livestream nød jeg den sidste af de Broaden & Build-øl, som jeg anskaffede i Haandpluk, Klitmøller for en måneds tid siden. Etiketten fortæller en længere historie om bryggets tilblivelse. Oprindeligt blev øllet brygget sammen med ‘Brooklyn’s Other Half’, som en Google-søgning afslører, er et mikrobryggeri i New York. Siden blev brygget tilsat kakaoskaller og browniestykker fra en lokal restaurant. Resultatet blev en meget populær øl på bryggeriet, som klientellet konstant efterspurgte på emballage. Som sagt så gjort, men desværre også i anledning af bryggeriets endeligt.

En tyk, olieagtig masse skvulper dovent og modvilligt ned i glasset ved skænkning. Skum er der ikke meget af, men det behøves heller ikke i en stout af den kaliber. Det fuldkommen uigennemskinnelige brygs absolutte sorthed er visuel oplevelse nok i sig selv.
Duften er mere bitter end man må forvente ud fra bryggeriets beskrivelse. Det er ikke kakao, chokolade og brownies, der dominerer, men derimod stærk kaffe, omend sødet med muscovado og mørk kandis.
Der er tale om en stout af højeste kaliber her. Tæt og langsomt smyger det tykke bryg stædigt hen over smagsløgene til glæde både for aromareceptorer mundens øvrige overflader – himmelvendte såvel som dem der peger ned mod tunge og svælg.
Aromaen udgøres igen af sødt og bittert, aldeles vel og nydeligt afstemt i en fed blanding af wienermelange og mørkt, flydende sukker. Og så alligevel med en lethed, der gør at brygget aldrig bliver for meget. Den kan faktisk drikkes i lidt større mundfulde en bare små nip. Og det kan være en fordel, når der efter en livestream også skal finde et after-party sted, hvor flere gæster er inviteret og hvor man også gerne lige ville præsentere et par øl mere.

Hvil i fred James Randi – nærværende tema vil blive rundet af i næste indlæg, hvor vi også siger endeligt farvel til Broaden & Build.

House of Pale, To Øl

Forrygende!

Mens antallet af Coronasmittede ræser i vejret, dykker antallet af læsere atter katastrofalt. Der er kun én ting at gøre! Anmelde noget mere! Og så i øvrigt håbe, at flere læser min blog og nyder nogle øl frem for at gå ud i verden og smitte eller blive smittet …

Selv Thisted, der ellers har kunnet holde smitteniveauet nogenlunde under kontrol er nu en stor, mørkebrun plamage på Seruminstituttets kort, hvor man kan se hvor hårdt de forskellige kommuner er ramt. Selv ikke i udkanten kan man vide sig sikker længere.

Husk nu at vaske hænder derude, lad være med at røre ansigtet, og brug nu bare de forbandede mundbind. Ikke bare når I skal, som i den offentlige transport, men fx også når I går i Føtex for at købe en række øl at nyde hjemme i privaten i nogenlunde sikkerhed for smitten. Jeg kan mere end varmt anbefale den her fra To Øl. Det er en pale ale – plain and simple … på forsiden i hvert fald.
Jeg betragter pale ale som de overgærede øls svar på pilsneren. En generisk øltype – uden at det i sig selv behøver være (særlig) slemt – der mere end noget andet bare skal kunne slukke tørsten mens den leverer et skud humle, samt et let buzz hvis man har brug for det.

Men her bliver man budt på meget mere end det. Relativt uprætentiøst ser det ellers ud, det tågede, korngule, fedtetskummende bryg. Men ih, hvor det dufter! Ikke at det dufter usædvanligt – næh, den karske, friske, skarpe og simple duft af tørret birkeflis og grannåle er velkendt og velyndet … men at finde den så kraftigt i en Pale Ale uden et ‘India’ foran – det er ikke noget man oplever hver dag.
Men så vent bare til brygget rammer kæften. Hold nu op! En humlesyl, der gennemborer tunge, gane og gummer med en barberbladsskarphed, der kunne konkurrere med Eks-MF/Ø Line Barfods tunge.
De fleste IPA’er er venligere og mindre bitre end den her. Og der taler vi ikke kun om mainstream industri-IPA’er beregnet til storforbrugernes følsomme smagsløg. Man kan høre dem jamre for sit indre øre mens den nyfræsede træflis flænser alle mundens blottede overflader og klynke mens miksturen brænder hele vejen ned gennem brystet. Og at det blanke stål, der jager gennem gummerne, skulle yde brygget friskhed oven i købet, har mainstreamforbrugeren absolut ingen forståelse for.

Jeg tror faktisk det her er den bedste Pale Ale, jeg nogensinde har prøvet. Og havde To Øl smidt et ‘India’ ind foran, ville mine øjenbryn forblive nede på plads, hvor de hører til. Det eneste der bekymrer mig er, at jeg ved samme lejlighed faktisk købte en IPA fra To Øl.
Hvis dette er deres standard for en Pale Ale, tør jeg så overhovedet prøve IPA’en?

Easy Kiss, Kissmeyer

Man må holde igen …

Egentlig havde jeg tænkt mig at afslutte temaet om hedengangne Broaden & Build med et brag forleden aften, da den legendariske YouTuber Bionic Dance gæstede min kanal. Den sidste øl, der mangler i serien er en Brownie Stout på 11% – en stærk øl til en stærk gæst virkede fuldkommen oplagt … men så ringede vikarbureauet.
Jeg ernærer mig i øjeblikket som vikar i den nordvestjyske fødevareindustri, og det kan derfor svinge meget, hvor mange timer jeg har på ugebasis. Jeg siger derfor nødigt nej, når en uventet chance for at tjene lidt ekstra håndører viser sig. Så da min arbejdsgiver ringede og tilbød mig en vagt i Hanstholm morgenen efter live streamen med mødetid kl. 7:00 kunne jeg ikke sige nej.
Til gengæld måtte Broaden & Builds monster af en stout vente. Jeg ville ikke risikere noget, der lignede tømmermænd oven i søvnunderskud efter en livestream, jeg havde lagt klokken 23 om aftenen. Der er 9 timers tidsforskel mellem Thy og San Diego, hvor min gæst residerede, og jeg vil nødigt byde mine gæster, at de skal drikke alkohol alt for tidligt på dagen (ih, alle de hensyn man må tage som international YouTuber, altså!)
Så valget faldt på noget lidt mere afdæmpet – en pale ale fra Kissmeyer på 5,5%.
Stouten må vente til onsdag, hvor endnu en YouTube-kæmpe – i hvert fald når det gælder sekulær aktivisme og øl – Aron Ra er gæsten. Jeg har allerede aftalt tilstrækkeligt med vagter til næste uge, så jeg kan roligt takke nej, hvis vikarbureauet skulle ringe igen.

Samtalen med Bionic Dance var i øvrigt så spændende, at jeg fuldkommen glemte at tage et billede af øllet, mens jeg nød den, så der må læserne nøjes med min beskrivelse.

Pale ales er – som jeg ser det i hvert fald – de overgærede øls svar på pilsneren. Der er ikke de store armbevægelser eller overraskelser, men har bryggeren ellers passet sit arbejde kan der sagtens være en god oplevelse i vente.
Brygget her lader til at være ufiltreret, blankt som poleret kobber og med en nydelig, adækvat klæbrig skumkrone. Duften lover godt med klar, ren og langt fra kraftløs bouquet af friske grannåle og lyst, nyskåret træ. Aromaen følger stort set samme linjer. Der er ikke meget mere at nævne, når først der er sat ord på duften.
En stilsikker, ren og smagfuld pale ale, der er lige til at gå til. Og så måske ikke alligevel. Jeg vil faktisk gå så langt som til at påstå, at det fortsat alt for store segment af festdrankere, der kontrafaktisk hævder, at Grøn Tuborg er en god øl, vil holde en sikkerhedsafstand på i hvert fald et par fod fra den her.
For kenderen vil den udgøre et kærkomment afbræk i de store oplevelser. Ikke alle øl behøver være revolutioner og verdensomvæltninger. Der må også godt være lidt fyld imellem øjeåbnerne, og som dette fungerer Easy Kiss fra Kissmeyer nærmest perfekt.

Tømmermændene udeblev i øvrigt også som planlagt – men jeg drak selvfølgelig også kun den ene.

De Bitre Humler, Skanderborg Bryghus (Ølvalg 2020 III)

Som forudsagt …

Vi er nået til den sidste deltager ved Danske Ølentusiasters Ølvalg, og dermed også dette lille temas afslutning. Jeg finder ikke anledning til at skrive et separat opsamlende indlæg, når læserne ved at kigge på karaktererne for de forskellige øl nemt kan afgøre, hvilken øl jeg vil stemme på. De afsluttende kommentarer vil man kunne finde nederst i indlægget her, efter karaktergivningen.

De Bitre Humler er en West Coast IPA – eller i hvert fald er det Skanderborgs bud på en sådan. Skanderborg ligger som bekendt ikke ved nogen vestkyst. Hvis byen overhovedet ligger ved nogen kyst skulle det være nordkysten af Skanderborg Sø, hvilket må siges at være noget mere provinsielt end den amerikanske Vestkyst (eller i hvert fald den vestlige del af USA). Her har humlecentre som Seattle, Portland, San Francisco, Los Angeles og San Diego sat deres præg på IPA stilen, og inspireret bryggere verden over til at gå samme vej med en karsk og barsk stil, hvor humlens bitterhed er i højsædet.

Det er nu ikke noget voldsomt stød af humle, der rammer næsens slimhinder ved indånding. Mindre kan selvfølgelig også gøre det, men den blide berøring af vanille, koriander og kardemomme stiller ikke nogen fandenivoldsk oplevelse i udsigt.
Men i aromaen er bitterheden der da trods alt: Ikke for voldsom, snarere venlig og rar faktisk, samt varm og tryg. De friske, spidse grannåle, som Amager Bryghus herhjemme har lært os at elske, er erstattet af modne fyrrenåle. Det kradser da stadig en anelse, men på bekostning af skarphed og styrke.
Uden direkte at være vandigt forekommer brygget alligevel en anelse tyndt, og man får fornemmelsen af, at aromasammensætningen mest af alt virker harmonisk, fordi komponenterne i den er få og ikke særlig markante. De bitre humler møder man kun glimtvis, og IPA-humlernes følgearomaer, der også gerne er fremtrædende i West Coast IPA’er, er kun i ringe grad repræsenteret.

Igen kommer man faktisk længere med storproducenternes industrielle IPA’er end med den her. Det lader noget tilbage at ønske, når nu Ølvalg 2020 sigtede efter at gøre forbrugerne mere opmærksomme på de mange gode øl fra mindre aktører, der også er derude.

Ølvalg 2020 er et godt initiativ, som jeg gerne støtter op om, og jeg vil bestemt opfordre læserne til at gøre det samme. Afstemningen finder sted på ølvalg.ale.dk indtil d. 4. december, og jeg synes selv jeg har været ude i god tid til at promovere eventet og levere mine smagsløgs reaktioner på kandidaterne.

Min anbefaling er kun overraskende for så vidt, at jeg fik ret i min forudsigelse. Min stemme er faldet på Den Nye Humlejuice, hvis vurdering på fem stjerner giver den en suveræn placering over de to andre øl, som jeg hver især har givet tre stjerner.
Den Nye Humlejuice er den eneste af de tre øl, der lever op til mine forventninger om en god IPA. Den leverede det bitteraromatiske, intense og friske aromabombardement – i starten i hvert fald – som er typens signatur. De andre bryg forekommer uengagerede og halvfærdige, og jeg er langt fra sikker på, at jeg ville genkende dem som IPA’er ved en blindsmagning.
Jeg håber, at ølvalget bliver en fast, årlig foreteelse fremover, men samtidig håber jeg også, at Danske Ølentusiaster har modet til at sætte barren en anelse højere, når leverandøren til næste afstemning skal findes. Skanderborg Bryghus har med Den Nye Humlejuice vist, at de godt kan, når det endelig gælder. Desværre har de med de to andre øl, De Bitre Humler og Den Lange Sørejse også vist – enten at de har et langt stykke vej endnu før de gode takter er helt indarbejdet, eller at de hellere vil spille sikkert, og brygge noget, der ligner storindustriens produkter i kvalitet, frem for mere selvsikkert at gå egne veje.
Jeg håber, det første er tilfældet. Men min til tider kyniske sans for realiteter peger meget tydeligere på det andet.

I aften klokken 23 er jeg på live på min YouTube-kanal, hvor jeg taler med en af pionererne inden for Atheist YouTube, Kate Fahr, aka Bionic Dance. Vær der eller vær en firkant.

Den Nye Humlejuice, Skanderborg Bryghus (Ølvalg 2020 II)

Den (let)skrabede version

Danske Ølentusiasters afstemning Ølvalg 2020 fik ikke den bedste start med Den Lange Sørejse. Da jeg meget nødigt vil se et initiativ, der skal få forbrugerne til at vælge bedre øl, kuldsejle (ja, selvfølgelig er det ordspil intenderet – d’uh!), valgte jeg som den næste øl den, jeg havde de højeste forventninger til.

New England IPA er måske den øltype i hele verden, jeg elsker allerhøjest. Det ypperste eksempel, jeg har anmeldt, var The Alchemists uforlignelige Focal Banger, der en overgang havde status af den bedste øl, jeg nogensinde havde prøvet. Typen er karakteriseret ved sit meget høje indhold af aromahumle, hvor det ikke som sådan bitterheden, der er i højsædet, men derimod de mange biaromaer. Eller følgearomaer, som jeg hellere ville kalde dem. Bismag og biaroma lyder (analogt med ‘bivirkninger’) som noget utilsigtet og uønsket.
Og det er de ingenlunde i de fyldige, frugtige New England IPA’er.
Nye stilarter er vokset frem fra de aromatiske NEIPA’er – ikke mindst de meget populære fruit IPA’s, hvor bryggerne bevidst går efter at få øllet til at smage mere af frugt end af øl – vel at mærke uden brug af frugt.
Hvor tæt Skanderborg Bryghus formår at komme på det, med deres “Den Nye Humlejuice” vil vise sig. Jeg forestiller mig, at en god NEIPA ikke bare lige er sådan noget, man sætter sig ned og laver, men må opbygge ekspertise til over flere år.

Flot ser brygget ellers ud – som de meget humlede bryg gerne gør. Dyborange, næsten brunligt med højt, fedtet, kridhvidt skum. Ikke helt så grumset måske, som disse bryg indimellem kan være, hvor man kan se flager af humle tumle rundt i brygget. Men det skal ikke ligge brygget til last. Vi lærte for nylig, hvordan overdrevne mængder grums i øl ikke nødvendigvis er en fordel.

Duften går til gengæld hele vejen. Her opleves den rene, karske og bogstaveligt talt slimehindesønderrivende følelse af små sylespidse grannåle, der skydes direkte op i snudeskaftet.
Amager Bryghus kunne ikke have gjort det bedre, og det er en stor ros, når det kommer fra denne blogger.

Og det bliver bare bedre i smagen: Appelsinjuice med splinter af tørt lyst træ og følgearoma af spæde, friske og barberbladsskarpe grannåle. Det her er præcis som det skal være …

… til at begynde med i hvert fald. Efter et par mundfulde dæmpes det vilde, über-aromatiske humle- og juiceindtryk, og brygget – for nu at sige det diplomatisk – tager til i friskhed. Brygget topper i starten, hvor den fulde oplevelse af humlejuice leveres. Derfra går brygget til at være en mere frisk og fortsat velsmagende øl, der stadig prikker og stikker behageligt på gummer, gane og tunge.
Erindringen om den vilde oplevelse i starten kan fortsat glæde én, men ærgelsen over, at den ikke varede længere, trænger sig altså også en smule på.

Overordnet forbliver Den Nye Humlejuice nu et aldeles vellykket stykke brygarbejde. Af et mikrobryggeri, der har valgt at slå sine folder i discount- og mainstreambutikker med et kvalitetsniveau, der generelt lader en del tilbage at ønske, er dette et kæmpe spring fremad og opad. Jeg håber virkelig, at brygteamet på Skanderborg Bryghus er bevidst om potentialet i deres evner, og at vi får mere af det her at se i fremtiden frem for hvad bryggeriet bød på i ‘Far til Fire’-pakken og i ‘Den Lange Sørejse’.

I den amerikanske journalist Cenk Uygurs ånd vil jeg allerede nu vove at erklære afstemningen afgjort. Det bliver denne øl, der vinder Ølvalg 2020 – det tør jeg sige allerede inden, jeg har prøvet det sidste af de tre bryg. Uygur har vovet at forudsige resultatet af det amerikanske præsidentvalg; han mener Joe Biden vinder.

Jeg håber meget mere, at jeg kommer til at tage fejl, end han gør.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme