Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: mørkt øl

Løkkendarisk, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken V

Mangel på spræl …

Vi fortsætter i underkategorien af Løkken Bryghus-øl, der hylder lokalhistorien og omegnen. Her gælder det Vesterhavet, som jeg ikke selv bor ved – jeg må nøjes med Limfjorden her i Thisted – men alligevel jævnligt ser i mit for tiden alt for sparsomme arbejdsliv.
Brygget er således tilsat sukkertang og porse. Det er ikke første gang man ser nogen af delene. Rise Bryggeri bryggede ‘Ærø Tangøl‘ i sin tid – den vandt de min stemme i det nu hedengange Kvickly Ølfestivalg med tilbage i 2015. Jeg holder imidlertid stadig på, at tangen ikke kunne smages, og at det var det gavmilde indhold af amerikanske humler, der gjorde det. Porse er i ølverdenen om noget forbundet med lokale Thisted Bryghus og deres Porse Guld. Uden at ville gå så langt som ligefrem at kalde den en af mine favoritter – stærke pilsnerøl af export-typen er bare generelt ikke rigtig mig – vil jeg nok alligevel bedømme som den mest smagfulde i sin klasse.

Løkken Bryghus klassificerer imidlertid brygget som en pale ale, og det kan undre en kende, da brygget ikke ligefrem tager sig lyst ud. Der er høj score på de visuelle parametre – ingen tvivl om det. Prangende i efterårets flotteste rødbrune kulør og gyldent, fedtet skum kan forventningerne ikke få andet end et skub opad.
Bouqueten er anderledes afdæmpet. Let nøddebitter og ikke rigtig andet. For så vidt godt, den smule der er, men hvor ville man bare ønske, der var mere.
Men nej. Også i smagen kniber det med karakter, styrke, energi, spræl. Brygget spankulerer nonchalant og let-på-tå hen over (især over) smagsløgene. Kun sparsomt tjattes der til dem med en umakreret, og kun sparsomt engageret bitterhed af fugtigt træ og paranødder. Porsen gør sin entre, og formår at redde brygget et minimum af karakter med sin sødt-syrlige aroma på bagkant.

Men det er ikke nok til at trække brygget højere op, end en akkurat adækvat oplevelse. Det har Løkken Bryghus gjort væsentlig bedre. Lad os håbe, det ikke bliver værre.

Elsebeth Gyldenstjerne, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken IV

Det vil ikke rigtig

Når det eneste, der kan få én til at grine er Cirkus Trump, ledet overklovnen Rudy Giuliani og klovnedronning Sydney Powell, er tiden måske inde til at lede mere seriøst efter noget adspredelse.
Jeg må erkende at det kan være svært, når snart det eneste man må som arbejdsløs er at sidde på sin flade og skrive ansøgninger til stillinger, man alligevel aldrig får, og som man i øvrigt heller ikke har kompetencer til. Alt imens kræver den døende minkavls- og -mishandlingserhverv millioner og atter millioner i kompensation for fortjenester, der efter alt at dømme ikke ville komme ind alligevel.
Ligesom størstedelen af det øvrige landbrug er minkavl en underskudsforretning, der alene holder sig oven vande via offentlige tilskud fra staten og EU … og så vover landbrugets sykofanter i det dybt kriminelle og bundkorrupte parti Venstre oven i købet løbende at beskylde landets ledige for at være nogle dovenlarser … Med den tidligere formand in mente skriger ironien til himlen.
Jeg håber meget snart at Inger Støjberg overtager formandsposten i partiet, så det hurtigt forvandles til den rygende askehob, vi alle som små børn juleaftensdag ser frem til, at de ender som.

Inden da kan jeg fortsat adsprede mig med et par øl fra Løkken Bryghus. Såfremt de nydes med måde, er de nok alligevel sundere for sindet end endnu engang at se Rudy Giuliani smelte som en anden heks fra Wizard of Oz.
Det ser ud til, at bryggeriet har flere serier på programmet. En af serierne er vi godt i gang med, hvor bryggeriet har opkaldt øl efter særlige udtryk på vendelbomål, med udførlige forklaringer på etiketten. Med denne øl tager vi hul på en anden serie, hvor øllene er opkaldt efter lokale seværdigheder eller historiske personer. Om Elsebeth Gyldenstjerne, der fødtes omkring år 1500, fortælles det, at hun fik et ægteskab med en gal bonde ophævet, og at hun levede sammen med Stygge Krumpen på Voergaard Slot ved Dronninglund. Såvidt det lokale.

Der er tale om en steam beer – en type, der aldrig rigtig har vakt den store begejstring hos denne blogger. Usædvanligt er til gengæld typens lød, der normalt er gylden til kobberfarvet. Dette er næsten kulsort, og skummer off white så det er en fryd.
En sød, maltet bouquet holder skuffelsen på afstand lidt endnu, og bag læberne bliver det da heldigvis heller ikke stort værre. Et nogenlunde fyldigt bryg med en godkendt tæt maltprofil giver en adækvat bitter oplevelse af mørkt træ og kaffe, indkapslet i en skal af melasse. Sødmen kommer først, og efterhånden som brygget bevæger sig over tungen, udløses de bitre aromaer … lettere modvilligt. Man kan nemt komme til at sluge brygget for hurtigt til, at man når at mærke dets finere nuancer.
Nogen mægtig oplevelse bliver det aldrig. Aromaen skal næsten presses ud af brygget, og bag et noget tilbageholdende udtryk lurer kedsomheden stadig.

Det er som om, det der steam beer bare ikke sådan rigtig vil imponere særlig meget …

Rajfog, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken II

Ufortjent …

Aldrig så snart man har gravet sig dybt dybt ned i sortsyn og sløvsind over ens beskæftigelsessituation, før man bliver tilbudt arbejde flere på hinanden følgende dage i træk. Jeg er som bekendt ikke troende, ej heller er jeg overtroisk, og derfor er jeg heller ikke bange for at jinxe når jeg her for anden gang på kort tid (første gang var på Twitter) lufter ideen om at melde mig i arbejde igen, hvis det fortsætter. Lige nu går det i hvert fald i den rigtige retning, og jeg kan allerede mærke, hvordan mit humør bliver bedre for hver time, der går.

Mere lyst til at anmelde øl får jeg også igen. Jeg kan dårligt huske, hvornår jeg egentlig prøvede den her, den anden øl fra Løkken Bryghus. Jeg skylder i øvrigt bryghuset tak – ikke bare for tilsendelse af anmeldelsesmateriale, men også for to fine glas. Det ene har afløst mit favoritdrikkeglas, der røg på gulvet for et par dage siden.
Nej, det er ikke det for oven afbilledede drageglas. “Jamen er drageglasset da ikke dit yndlingsglas?” gentager jeg for mig selv med tungen klemt ned mellem fortænder og underlæbe som Peter Kær i den navnkundige børneunderholdningsserie TV-Pil fra 90’erne. Næh – drageglasset bruger jeg af æstetiske årsager for at signalere, at her er der en øl, jeg har høje forventninger til. I grunden er det ikke særlig godt at drikke af. Det er djævelsk tungt på grund af alt metallet, og faktisk en anelse for smalt til at egne sig rigtig godt som ølglas.

Så hellere et glas, der rent faktisk bare er af glas. Her er det så i brug første gang, det nye glas som Løkken Bryghus skænkede mig (ja, selvfølgelig er ordene nøje udvalgt og udspillet). Det er fra Bryggeriet Vestkysten, som jeg har til gode at stifte bekendtskab med. Til gengæld er jeg vild med det spinkle og stilfulde look, og jeg nyder allerede i fulde drag (jeg kan ikke lade være) at bruge det.
Det skal læserne nok få meget mere at se til, indtil det også ryger på gulvet en dag. Men lad os nu se om ikke det har en del gode år i sig før det sker.

Videre til dagens øl, Rajfog hedder den. “Rajfog er et rigtig godt udtryk for snestorm. Hvis himmel og hav står i et, er det “himmelbetændt rajfog”” fremgår det af etiketten. Den slags vil det nok være så som så med i fremtiden i betragtning af, hvor godt den globale opvarmning har fat. Temperaturen her midt i november ser ud til at have lagt sig et sted mellem 11 og 13 grader. Abnormt højt for årstiden, men netop det abnorme er efterhånden normen, når man ser på udetemperaturerne i vintermånederne.
I det mindste står regnen ikke konstant ned i stænger, sådan som den gjorde sidste efterår, så vores vaskekælder stod under vand fra midt på efteråret til langt ud på foråret.
Årstidens mørke efterligner denne seksprocents-bock til gengæld ret autentisk. Ikke at en bock egentlig behøver være mørk, men det er såmænd heller ikke fordi det mindsker forventningerne, når brygget samtidig dufter ganske indbydende af vanille og mørkt sukker.
Der er da også skruet godt op for maltimpressionen, der giver brygget en rar og blød mundfylde. En let lakridsberøring yder et krydret indslag over et sødt aromatæppe af melasse og farin. Desværre kan ingen af aromaerne se sig fri for at være noget for ikke at sige ret meget til den afdæmpede side. Nogle gange er antydningens kunst at foretrække frem for aromatæppebombning af mundhulen, men det her grænser til det decideret vage og uengagerede.

Det startede ellers jøwt med pilsneren af samme navn. Dette her er til gengæld hverken jøwt eller rajfog. Det er bare småkedeligt og trivielt (gad vide, hvad det mon hedder på vendelbomål?), og det fortjente egentlig ikke pladsen i drageglasset.

Barrel-Aged Brownie Loop, Broaden & Build (Farvel & Goddag IV)

Livestreamed …

Så gik den ikke længere for den store Canadisk-fødte sekulære aktivist og tryllekunstner James Randi. 92 år gammel gjorde han andre store personligheder selskab, der i bloggens levetid har forladt os for bestandigt: Jeg nævner i flæng Jan Monrad, Lemmy Kilmister og Stephen Hawking.
Randi var blandt andet kendt for sin udfordring til alle, der mente at have overnaturlige evner at bevise disse mod en præmie på 1 million dollars. Præmiesummen forblev imidlertid urørt indtil 2015, da Randi gik på pension. I mellemtiden afslørede han fupmagere som Uri Geller og Peter Popoff. Førstnævnte hævdede at kunne bøje skeer med tankens kraft – men sjovt nok kun skeer, som han selv udvalgte, mens dem Randi fandt til ham, ikke sådan lige lod sig bøje. Sidstnævnte udgav sig for at kunne helbrede mennesker ved guds kraft – og at Gud kunne udpege disse syge mennesker for ham i menigheden. Randi afslørede, at Peter Popoff i virkeligheden fik instruktioner over radio af sin hustru, der ved gudstjenesternes begyndelse indsamlede data om de fremmødte – herunder deres lidelser.

Nyheden om Randis bortgang tikkede ind under en livestream, et såkaldt after-party, jeg havde arrangeret på min YouTube kanal. Gæsten var den i sekulære kredse meget kendte aktivist Aron Ra, der på en foregående livestream havde fortalt om sin passion for øl. Det lagde en dæmper på festlighederne, men lad os huske Randi for hans utrolige engagement, og en opfyldt ambition om at anskueliggøre hvordan godtroende mennesker udnyttes af kyniske fupmagere og svindlere.

Under den indledende livestream nød jeg den sidste af de Broaden & Build-øl, som jeg anskaffede i Haandpluk, Klitmøller for en måneds tid siden. Etiketten fortæller en længere historie om bryggets tilblivelse. Oprindeligt blev øllet brygget sammen med ‘Brooklyn’s Other Half’, som en Google-søgning afslører, er et mikrobryggeri i New York. Siden blev brygget tilsat kakaoskaller og browniestykker fra en lokal restaurant. Resultatet blev en meget populær øl på bryggeriet, som klientellet konstant efterspurgte på emballage. Som sagt så gjort, men desværre også i anledning af bryggeriets endeligt.

En tyk, olieagtig masse skvulper dovent og modvilligt ned i glasset ved skænkning. Skum er der ikke meget af, men det behøves heller ikke i en stout af den kaliber. Det fuldkommen uigennemskinnelige brygs absolutte sorthed er visuel oplevelse nok i sig selv.
Duften er mere bitter end man må forvente ud fra bryggeriets beskrivelse. Det er ikke kakao, chokolade og brownies, der dominerer, men derimod stærk kaffe, omend sødet med muscovado og mørk kandis.
Der er tale om en stout af højeste kaliber her. Tæt og langsomt smyger det tykke bryg stædigt hen over smagsløgene til glæde både for aromareceptorer mundens øvrige overflader – himmelvendte såvel som dem der peger ned mod tunge og svælg.
Aromaen udgøres igen af sødt og bittert, aldeles vel og nydeligt afstemt i en fed blanding af wienermelange og mørkt, flydende sukker. Og så alligevel med en lethed, der gør at brygget aldrig bliver for meget. Den kan faktisk drikkes i lidt større mundfulde en bare små nip. Og det kan være en fordel, når der efter en livestream også skal finde et after-party sted, hvor flere gæster er inviteret og hvor man også gerne lige ville præsentere et par øl mere.

Hvil i fred James Randi – nærværende tema vil blive rundet af i næste indlæg, hvor vi også siger endeligt farvel til Broaden & Build.

Red Sonia, Broaden & Build (Farvel & Goddag I)

Afdæmpet start …

Efter et par dage – jeg mener nætter – i margarineindustrien er jeg endelig klar med den første anmeldelse af det lille udvalg af øl fra nu hedengangne Broaden & Build Brewing Company, som jeg forleden hentede hjem fra Haandpluk i Klitmøller. Jeg har konstateret, at natarbejde ikke er super egnet, når man anmelder øl.

Man kommer hjem tidligt om morgenen og går i seng. Så vågner man engang ud på eftermiddagen med udsigt til endnu en nattevagt nogle timer senere. I det tidsrum kunne man selvfølgelig drikke en enkelt genstand. Det vil ikke have nogen betydning når man møder ind på vagt igen, da der med ret stor sikkerhed vil gå længere tid, end hvis man arbejder om dagen, og tager en enkelt før man går i seng.

Men et eller andet holder mig alligevel tilbage. Det virker bare ikke rigtigt for mig at drikke alkohol før arbejdstid. Something something … jeg kan godt klare en arbejdsdag uden at behøve en genstand først, perhaps? Noget i den henretning, tror jeg. Det bliver i hvert fald ikke til helt så mange anmeldelser, når jeg arbejder nat, da jeg ikke finder tidspunkterne, hvor jeg kan afprøve øl, oplagt til det. Jeg har overvejet at tage en enkelt tidligt om morgenen, når jeg kommer hjem – men der melder lysten sig simpelthen ikke. Og det skulle jo helst være en fornøjelse at anmelde – ikke en pligt.

Men nu må vi se, hvor meget mere jeg kommer til at arbejde om natten. I næste uge bliver det efter alt at dømme ikke meget. Så har jeg måske en chance for at komme efter det efterslæb af klik, der fortsat viser sig på bloggen.

For der er fortsat læsertørke. Hvis man vil hjælpe mig med at opnå mit mål på 4.000 klik månedligt, kan man gøre det ved ikke kun at læse dette ene indlæg, når man klikker sig ind på bloggen. Man kan også klikke sig videre – enten via linksene på begge sider af tekstfeltet, eller simpelt hen ved at følge de links, der altid vil ligge i selve teksten.

Nok om alt det. Nu videre til den første af Broaden & Build-øllene. Indtil videre tager jeg dem i den rækkefølge, de forefindes på det indledende indlægs illustration. I dag gælder det en lagret kirsebær-saison, Red Sonia.

Jeg holder meget af Kriek, som imidlertid ikke er nogen saison, men derimod har en Geuze som bund. Alligevel håber jeg på noget, der i det mindste peger i omtrent samme retning. Farven er i hvert fald derhenad, omend brygget her er stærkt tåget, for ikke at sige grumset og knapt gennemskinneligt af lighterlys …

… hvilket jo sådan set ikke er usædvanligt for en saison. Det omvendte ville være langt mere suspekt. Mængden af skum, derimod, er en anelse mistænkeligt. Saisons skummer gerne en del, men hvad dette bryg kan præstere er snarere at betegne som brus. I en festlig nuance af pink, vel at mærke, men alt for lavt, og alt for hastigt afbrusende. I duften mærkes kirsebærrene tydeligt – den søde type, som jeg slet ikke kan få nok af. Dertil kommer en markant syrlig note, som jeg – som den surtølsconnoisseur jeg gerne opkaster mig selv til at være – til at begynde med ikke finder skræmmende. Grundigere eftersnifning afslører imidlertid noter af gær, der ikke kan meget andet end varsle ilde.

Sættes glasset for munden, viser virkeligheden sig imidlertid ikke at være så styg endda. Brygget glider rart og venligt ned. De relativt høje 7,8% mærkes nærmest ikke i en mestendels frisk og letløbende øl, hvis høje indhold af kulsyre scorer et stort flueben ud for vederkvægelse på karakterarket. Til gengæld kniber det noget med konturen i brygget. Det er svært at sætte ord på, præcis hvad brygget smager af. Der er da lidt kirsebær, men den markante søde note fra bouqueten er fordampet. De små røde bær viser sig kun som et bielement af en dominerende syrlig aroma, et eller andet udefinerbart sted mellem lime og eddike. Ikke egentlig ubehageligt, men heller ikke sådan rigtigt velgørende.

En lidt vag og usikker præstation er min dom. Selvom jeg stadig er glad og beæret over at få lov at smage lidt af Broaden & Build’s nu afsjælede korpus (i overført betydning nota bene), håber jeg alligevel, at dette var lavpunktet hvorfra det nu kun vil gå én vej – opad.

Ulven Kommer, Hvide Sande Bryghus

Mea culpa …

Det er mandag, så jeg må hellere se at få skrevet et indlæg. Ikke at folk gider læse det … i dag i hvert fald. Men i morgen – der skal I (eller rettere jeg, for jeg er den eneste, der kan se læserstatistikken på min blog) se løjer! Det har i hvert fald været tendensen her på det seneste – og jeg er ikke helt klar til endnu, for eksperimentets skyld, at slække på den rutine det efterhånden er blevet at fyre et mandagsindlæg af sted, der så vil trække en farlig masse læsere til om tirsdagen.

Senere skal jeg på arbejde. Jeg har en tolvtimersvagt på den lokale margarinefabrik, hvor jeg for tiden arbejder om natten. Det er hårdere end at arbejde på om dagen, men jeg synes, det er de ekstra moneter værd.

Vel, på den front har jeg nok at se til – lige nu i hvert fald. Her på bloggen ligger det heller ikke stille. Jeg har været på indkøb lokalt, kan jeg allerede nu afsløre, og nogle gamle venner har besluttet sig for, at kyle et par flasker i nakken på mig … billedligt talt selvfølgelig. Alt det vender jeg snarest tilbage til. Lige nu konstaterer jeg blot med glæde, at jeg ikke kommer til at være tørlagt foreløbig.

Dagens øl er fra Hvide Sande Bryghus, og det er med garanti første gang, jeg har deres bryg til nænsom behandling her på bloggen. Jeg købte eksemplaret på Store Torv her i Thisted i forbindelse med et markedsdagsarrangement. Den slags kan man vist stadig arrangere heroppe nordvestpå, hvor smitten heldigvis ikke har ramt med fornyet styrke.

Men det er nu en anden elefant i lokalet, brygget her omhandler, end den altopslugende Corona-pandemi. Det handler tværtom om noget meget lokalt – netop for Thy. Brygget er tilsat lynghonning fra Svankjær Biavl i den lokale nationalpark, hvor den første døde ulv i nyere tid blev fundet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg på alle ledder og kanter finder det glædeligt, at vi igen har ulv i dansk natur. Og jeg har kun himmelvendte øjne til overs for de naturhadende pylrehoveder, der vræler som småbørn så snart dansk natur bliver mere vild end en solsort på taget af parcelhusgavlen.

Brygget er en Strong Ale – på 6% … Og jeg der er vant til stouts fra Amager Bryghus på 10-11% må jo med det samme indvende, at det synes jeg egentlig ikke er særlig stærkt. Men der må vel være et eller andet ved brygget, der lægger det i netop den kategori. Flot er det i hvert fald, Mørkt, tæt, tåget og med skum knækket elegant i retning af luftig kakaocreme. Duften lover til gengæld ikke godt i helt samme grad, da der ikke er meget af den. Lidt malt, lidt udefinerede krydderier … vel, spændingen er i det mindste intakt.

Min umiddelbare oplevelse var en lidt for letdrikkelig øl med ellers elegante krydrede indslag på bagtungen af muskat og koriander. Efterhånden meldte lynghonningen sig – lettere anmassende, og underligt ‘ved siden af’. Da gik det imidlertid op for mig, at jeg nok drak øllet ved en for lav temperatur. Og ganske rigtigt – efter at have ladet brygget stå lidt, integrerede de krydrede noter sig bedre og bedre med honningens lette sødme, der samtidig gav brygget både krop og bund.

Slet ikke så ringe – hvis ellers man ikke er en klamphugger som undertegnede, der sådan ødelægger oplevelsen for en selv. Men hey, jeg er blot en glad amatør og kunne aldrig drømme om at opkaste mig selv til ølekspert. Hvide Sande Bryghus fortjener ros for en lækker øloplevelse, der måske ikke hænger helt oppe i skyerne, men stadig er niveauer over, hvad de fleste industrigiganter kvalitativt gider nosse sig sammen til.

Saaz Brew, Hancock

Standardens aristokrati …

Ræset mod bunden fortsætter. Det skal som bekendt gøre ondt før det går godt. Men garantien for at det overhovedet bliver godt, udløb da Donald Trump blev præsident i USA. Så det kommer bare til at gøre mere og mere ondt, og det bliver aldrig bedre. Ikke mindst nu hvor det allersidste bolværk mod Trumps totale magt er gået bort. Ruth Bader Ginsburg er død. Hun var en af dommerne i den amerikanske højesteret, der tippede balancen i en retning der i det mindste lignede noget, der ligner en retsstat. Men ikke mere. Trumps ligesindede dominerer nu organet totalt, og vejen for den narcissistiske psykopat, som USA kalder sin præsident, til den totale magt, er nu brolagt.

Nu havde jeg ellers for et par dage siden knappet den her øl op og nået at nyde den, fordi der for en gangs skyld havde vist sig et lyspunkt i min egen lille isolerede verden: En hel uge med arbejde til en fornuftig løn. Nu forekommer brygget mig mere som druknede sorger på forskud, men det er selvfølgelig blot en efterrationalisering … således efterrationaliserer jeg i skrivende stund – eller noget.

Jeg vil krampagtigt og noget anstrengt alligevel forsøge at se på sagerne fra en positiv side. Således er jeg fortsat glad for at have hele Hancocks portefølje til min disposition heroppe i det nordvestjyske.

Og forleden opdagede jeg, at jeg slet ikke havde prøvet den her endnu. Så for at fejre, at jeg endelig havde reddet mig noget arbejde – for en stund i hvert fald – kom den på bordet sammen med hjerter i rødvins-/flødesauce med champignoner. Det gælder om at lave børneuvenlig mad, når man har chancen.

Rødvinen var faktas billigste. Der er ingen grund til at bruge gode druer til den slags. Ikke mindst når den øl, man drikker til, selv opviser fine vinøse træk. Brygget er – som lagertypen foreskriver – begejstrende mørkt, klart og med en nydelig rød nuance, der viser sig så snart bare en smule lys får lov at gennemskinne brygget. Søde noter af druer – samt kirse- og hindbær og en ikke ueffen alkoholisk note peger i samme retning – og i retning af framboise og kriek. What’s not to like?

Jeg kan berolige de sødtølsforskrækkede med, at brygget på trods af en dyb, i ganen rivende og brystet flående rødvinøs fylde, mest af alt smager af det det er, nemlig øl. En dyb, varm og mørktbitter aroma af hårdt træ fylder hele mundhulen, med venlige, omend bestemte beske accenter ved gane og mandler.

En myndig, velmaltet og brysk mørktølsoplevelse, der endnu engang gør Hancock til Danmarks ukronede mestre i at gøre traditionelle øltyper fra før ølrevolutionen mere interessante. Her i øvrigt uden brug af ascorbinsyre, som ellers var en af deres signaturingredienser – netop fordi det traditionelt blev brugt som konserveringsmiddel i øl i gamle dage. Mig bekendt har Hancock ikke nogen IPA eller Barley Wine i produktkataloget, og det behøver de heller ikke.

Kvalitetsbryggerier som Hancock burde forsyne os med pilsner, classic, lager og andre gamle øltyper. Så ville industrikonglomerater som Carlsberg og Royal Unibrew snart være overflødige.

Thai Cargo, La Debauche

Jeg forstår det ikke …

Jeg slås stadig lidt med mine læsertal. Men lidt har jeg da kunnet ånde lettet op, da jeg i går aftes konstaterede, at antallet af klik på bloggen var nået op over 2.000 og dermed mere end halvvejs op til målet for måneden på 4.000, som jeg satte mig ved årets begyndelse.

Det er imidlertid svært at blive klog på læseraktiviteten. Nu fx i går, tirsdag d. 15. var dagen med næstflest klik denne måned – hele 191 – kun slået af tirsdag i sidste uge, hvor jeg nåede op på 204. Tirsdag er åbenbart en god dag at lægge vejen forbi min blog, og det uanset om jeg udgiver noget den dag eller ej.

For sidste tirsdag udgav jeg anmeldelsen af Aarhus Bryghus’ Forårsbryg, mens jeg i går ikke udgav noget. Det gjorde jeg til gengæld i forgårs, hvor jeg udgav min noget mellemfornøjede anmeldelse af Royal Unibrews ‘Anarkist European Haze‘. D. 7. september, dagen før anmeldelsen af Aarhus Bryghus’ Forårsbryg anmeldte jeg Electric Rattlesnake fra Amager Bryghus. Den kastede umiddelbart ikke mange klik af sig. Faktisk blev dagen for dens anmeldelse den mindst besøgte på bloggen i september, med 67 klik. Det er meget usædvanligt for mine anmeldelser af Amager Bryghus’ øl, der plejer at være nogle af de mest læste.

Jeg har imidlertid bemærket, at det ikke altid er samme dag, en ny anmeldelse får mest opmærksomhed. Det kan i vid udstrækning også falde dagen efter. Jeg skriver gerne en anmeldelse mandag, da den generelt er en sløj besøgsdag – for lissom at begrænse katastrofen mest muligt. Ikke at det nytter meget på selve dagen, men med lidt held kommer der et peak dagen efter i stedet.

Eller gør der nu det? I så fald burde man også forvente pæne besøgstal d. 9 september, dagen efter Forårsbrygs anmeldelse. Læsertallet falder heller ikke katastrofalt, men dette skyldes nok anmeldelsen af Kaiserdoms Helles Vollbier … tror jeg da nok. Den formåede nok at trække nogle læsere til samme dag den blev smidt på bloggen, mens effekten lader til at være taget endnu mere af dagen efter, hvor antallet af læsere er under 150.

Antal klik på bloggen 6-16 september. Electric Rattlesnake udg. 7. sep, Forårsbryg udg. 8 sep, Helles Vollbier 9. sep, St. Omer 12. sep, og Anarkist European Haze 15. sep.

Nogenlunde mening giver statistikken i weekenden, hvor St. Omer blev anmeldt om lørdagen, til umiddelbar nydelse for læserne. Den formåede til gengæld ikke at trække mange læsere til om søndagen, hvor man ellers skulle tro at læserne også har nogenlunde ro til at læse eventuelle anmeldelser, jeg smider op.

Summa-summarum. Jeg kan ikke se noget system i læserfordelingen. Nogle gange genereres læserne af en anmeldelse samme dag. Nogle gange dagen efter, og nogle gange … bare ikke sådan rigtigt i nogen særlig signifikant grad. Jeg har derfor ikke nogen særlig strategi for udgivelse af mine indlæg i løbet af ugen. Men da læserfordelingen ser ud til – i det store og hele – at være tilfældig, kan man vel lige godt argumentere for en fast anmeldelsesplan, som en fortsat afståelse fra samme.

Jeg vil overveje i de kommende dage, om jeg vil vove et forsøg med at anmelde mere systematisk på bestemte dage. Input modtages meget gerne i kommentarerne, og jeg undskylder i øvrigt for den tørre indledning på dagens anmeldelse. Men læsertal er ikke desto mindre noget, jeg som blogger bliver nødt til at forholde mig til nu og da. Men nu til dagens øl.

La Debauche har jeg haft fat i to gange på bloggen allerede, men jeg er endnu ikke nået til at lave en rigtig anmeldelse af deres øl endnu. To gange med ret kort mellemrum er jeg stødt på dem på ølfestivaler i København. Det skete sidste år, dengang for sindssygt mange år siden, hvor ølfestivaler stadig var noget, der blev afholdt. Nu om dage, er det noget, der hele tiden bliver aflyst eller udskudt.

Ja, det føles længe siden, vi havde en verden, der fungerede nogenlunde normalt. Men det er ikke kun Coronavirusset, der har vendt op og ned på verden. Californien står i flammer, og resten af USA står med en præsident, der vil gøre alt for at snyde sig til genvalg, formentlig med endnu større globale katastrofer som konsekvens.

Så det skal nok komme til at gøre rigtig meget mere ondt. Og om det nogensinde kommer til at gøre godt igen? Derom har i hvert fald jeg min tvivl.

Men tilbage til bryggeriet – franske La Debauche. Ordet har sin ækvivalent på engelsk – debauchery – som ikke sådan lige lader sig oversætte til dansk. Men ‘dekadent vellystighed’ eller ‘liderlighed’ finder jeg selv en rammende, omend – indrømmet – ikke videre mundret oversættelse. Dekadente er eksperimenterne i hvert fald. På Copenhagen Beer Festival 2019 bød bryggeriet på traditionel Kriek og Stout tilsat mandelmælk. På DØE’s Ølfestival i Lokomotivværkstedet senere på året havde de nærværende øl på programmet, og det var der min hyppige medsmager Marcus var så venlig at købe den til mig … altså endnu en øl, der har fået lov at stå i noget tid. Men det kan man godt, når det er mørkt øl, det drejer sig om. Ikke mindst alkoholvolumen på 11%.

Brygget indeholder ingredienser nok til at give en traditionel tysk brygger to hjertestop samtidig. Gurkemeje, citrongræs, grøn chili, galanga, kokosnød og lime. Desuden stammer en del af malten fra ris. Oprindeligt havde jeg tænkt mig at lave en video med afprøvningen af brygget, men da min gode ven på nettet, Geoff Breeze aka Godless Scummer inviterede mig og nogle andre online venner ind til en livestream i søndags, tænkte jeg at det da også talte som en slags video. Så der blev den behørigt nydt til senere anmeldelse her.

På streamen kan man observere mig holde flasken under næsen i rigtig lang tid. Jeg sidder faktisk og sniffer øllets fine em af velanrettet thai-middag med lige dele fryd og begejstring. Rent lugtesalt, der næsten gør duftoplevelsen i sig selv åbningen værd.

Men – skænkes skal det nu alligevel. Kulsort, tykt som tjære, og fortsat afgivende em af thaikøkken klukker det træge bryg modvilligt ned i glasset. Skummet er overraskende nok ikke særlig højt – men det skulle da også snart være det eneste, man kan brokke sig over. Den smule der er, er fortsat en ren fornøjelse at beskue, som det ligger tæt og chokoladefarvet over den tætte nat.

Aromaen trækker i en lidt anden retning; en blanding af kaffe, sødet kokos og kakao. Hvis ikke denne blanding allerede findes på hipsterkaffebarer på Vesterbro, så claimer jeg hermed ideen som min. Når jeg i fremtiden trækker royalties, tror jeg nok, at fremtid og alderdom er sikret.

Med tiden ændrer smagen en smule karakter, og lakridsnoterne sætter ind. Kakao-kokos-kaffe-blandingen omdannes nu elegant til flydende lakridskonfekt … (der var endnu en sød cocktail for hipsterne!) … for nogle vil det sikkert være alt for meget – for sødt og intenst. Men jeg elsker det, og vil bare have mere …

… og der er det så, at der dryppes en lille smule malurt i bægeret – eller rettere; lidt for meget chili. Det starter med en skarp kant, som man intuitivt opfatter som alkohol. I begyndelsen føles det som cognac, så som tequila – og så vidt er det fortsat en spændende, underholdende og nyskabende fornøjelse. Men nu træder chilien alligevel lidt for meget frem. Den begynder at brænde en anelse på tungen, og træder derfor ud af den ellers vellystige, spraglede og ganske rigtigt dekadente aromakomposition. Den ender som en bismag frem for en af mange ting, der velsmurt leverer en ellers perfekt koreografi.

Men det er en skønhedsfejl – allerhøjest. Brygget er mere end oplevelsen værd, og en knivspids (højest) for meget chili dræber bestemt ikke begæret efter mere …

Electric Rattlesnake, Amager Bryghus/Pipeworks Brewing Co.

Tid til en vintage …

Da jeg stod op en dag
stod Poul Thomsen lænket til mit køleskab, han sagde:
“Jamen jeg ved ikke hvorfor?”
Men det var Grove Løjer Maskinen …

Man skal nok være mere end almindeligt inde i den århusianske undergrund for alternativ støjrock for at kende referencen. Den er fra bandet Vildensky og nummeret kan findes på deres EP udgivelse fra 1995 ‘Grønne Sten’.

Ligesom den kendte TV-vært som bandet lader være lænket til jeg-fortællerens køleskab, ved jeg heller ikke hvorfor, jeg først for nylig fik afprøvet den her øl. Den havde været i min besiddelse meget længe. Jeg tror faktisk helt tilbage fra 2018, hvor jeg købte den på Amager Bryghus sammen med en stribe andre øl, som del af min onkel og tantes guldbryllupsgave. Ved samme lejlighed købte jeg den uforlignelige Big Bold & Beautiful, som jeg siden jævnligt har hyldet som den bedste øl, jeg nogensinde har prøvet.

Måske var det frygten for hybris, der gjorde at jeg gemte brygget lidt i første omgang. Altså … oplevelser som Big, Bold & Beautiful slipper man ikke ustraffet for, hvis de sker med for små mellemrum. I anden omgang var det måske for at undgå en ophobning af gode anmeldelser inden for kort tid. Det bliver hurtigt monotont med lovsang og anprisninger, mens nedsabling og spot næsten altid gør det ud for god underholdning.

Mere end to års tøven inklusive en flytning til den anden ende af landet senere fik jeg så endelig taget mig sammen til at tage mig sammen. Men så skulle det også gøres ordentligt. En anmeldelse af øllet har således allerede kunnet ses online på min YouTube-kanal i en lille uge nu, samt i rullemenuenVideoer‘ øverst på siden. Der kan man også krumme tæer over min nølende, hakkende og stammende oplæsning af den sædvanligvis grundige beskrivelse, som Amager Bryghus gerne lader være del af deres etiketter. Denne gang imidlertid uden de store røverhistorier, men med masser af lovord til det andet involverede bryggeri – Pipeworks Brewing Co. I samarbejde med dem har Amager Bryghus også brygget Piping up for Peace. Hint bryg var en hyldest til hippiekulturen, mens nærværende øl hylder noget lidt vildere, nogen ville sige mørkere; heavy metal-musikgenren.

Det er jo lovende. Det samme er de store flotte gærflager, der tumler rundt i bunden af flasken, og nok skal have gjort en smule ekstra ved brygget gennem årene i mine forskellige skabe og køleskabe. Dejligt grumset, ganske mørkebrunt og kun med en anelse skum lader brygget sig vise i glasset. Bouqueten er vinøst krydret med bitterhed af kaffe, sødme af farinsukker og et syrligt skær af ananaskirsebær.

Tro mig, det dybe suk, jeg drager i videoen idet jeg tager en lillebitte mundsmag, er hverken indstuderet eller overdrevet. Man bevidner min spontane og udelte begejstring over bryggets vidunderligt tætte og velgørende krop og aroma. En dyb dyb sødme af mørkt sukker – smeltet melasse, (blot uden den brændende hede) – i kombination med venlige krydderier i velafstemte doser – en knivspids nelliker og godt med kanel – toppet af med udvalgte, mellemristede kaffebønner leverer et næsten overvældende kraftfuldt og alligevel blødt og venligt bamsekram af en øl, der virkelig når ud i alle ender og hjørner af mund og gane.

Tænk at Amager Bryghus formår at levere sådan en oplevelse med en kun étcifret alkoholprocent. Men vær alligevel opmærksom på, at de 9% ingenlunde gør brygget trafiksikkert. Heller ikke hvis det som intenderet bliver nydt over længere tid. Tid skal den have – og ro.

Et mesterstykke fra Amagerkanerne, der fik mig til at tænke over, hvor meget jeg savner dem derude i Tårnby efter at jeg er flyttet fra hovedstaden.

Mon ikke også jeg gemte brygget her så længe for at have et minde om dem så længe som muligt? Vel, så har jeg nu en grund til ikke at udskyde mit næste besøg i hovedstaden alt for længe.

Økologisk Brown Ale, Skanderborg Bryghus, Far Out IV

Sidste stik …

Det kan godt være, at jeg – for at sige det mildt – ikke er meget for Skanderborg Bryghus’ pakkekoncept. ‘Far-øl’ – har man hørt noget så langt ude?

Jeg indrømmer til gengæld også gerne, at der findes aktuelle sager, der er meget længere ude end det. Udviklingen i USA ikke mindst, hvor snart sagt alle lokale politikorps springer ud som højreradikale dødspatruljer, der bare leder efter den mindste undskyldning for at tage livet af – eller som minimum invalidere – mennesker med bare et minimum af melaninoverskud, subsidiært mennesker af politisk observans, der divergerer det allermindste fra hovedkuls underkastelse samt dertilhørende numse- og støvleslikning på Donald Trump og hans bundkorrupte, kriminelle kumpaner.

Det overlagte mordforsøg på Jacob Blake, der blev skudt syv gange i ryggen i Kenosha, Wisconsin er det seneste eksempel, der er nået ud over USA’s grænser. Et rædselsfuldt eksempel på politiets politiske bias er, hvordan Kenoshas politikorps ikke bare rykkede ud med ekstremt overdreven vold mod de demonstranter, der fandt det mislykkede racistiske lystmord på Blake problematisk. Dertil kommer den højreradikale, lystmorderiske stjernepsykopat af en Trump-tilhænger, Kyle Rittenhouse, der rejste fra nabostaten Illinois, bevæbnet med en automatriffel (som han i en alder af 17 år slet ikke måtte eje) for at pløkke demonstranter ned. To blev det til; Anthony M. Huber og Joseph Rosenbaum, og helt forudsigeligt var Kenoshas højreradikale politikorps meget tilbageholdende med overhovedet at anholde Kyle Rittenhouse for dobbeltmordet.

Han bliver nok frikendt, Jacob Blake, lam fra hoften og ned som han er nu, vil nok få livsvarigt fængsel for at forsøge at bruge sin ryg til at stjæle politiets ammunition, og politibetjentenes højreradikalt motiverede mordforsøg vil nok blive kvitteret med den højeste civile og militære føderale udmærkelse …

… og så slemt er Skanderborg Bryghus’ Far-øl-koncept jo altså langt fra. Meget langt fra. Lysår fra. Parsec fra. GIGA-Parsec fra … Hvis alt øl i hele verden i fremtiden blev leveret i Far-pakker, svarende til Skanderborg Bryghus’, og man ved køb skulle underskrive en erklæring om, at man elskede konceptet så højt, at man ville udbrede det Jehovas Vidner-style med stemning af dørklokker og uddeling af pamfletter, ville jeg tilslutte mig hele pakken. Såfremt man til gengæld kunne få straffet de morderiske, højreradikale dødspatruljer, som den føderale amerikanske stat så misvisende kalder ‘politi’ for de forbrydelser mod menneskeheden, de har begået i løbet af de sidste tre århundreder.

Jeg er nået til den sidste øl i serien, men har planlagt at runde temaet afmed en konklusion – både om pakken, men også om øllene. Så helt slipper I endnu ikke for variationer over temaet. Men jeg vil dog gemme resten af krudtet til næste gang, og tage fat på øllet nu.

En brown ale – en klassiker fra ølrevolutionens barndom, der nu er blevet så mainstream, at de fleste man får fat i, virker flade og fantasiløse. Skanderborg Bryghus har ikke gjort det nemt for dem selv, pakken har bestået af to næsten ukendte typer (Münchener og Steam) samt to meget kendte (Pilsner og Brown Ale). Så udfordringen har dels været at hælde nytænkning ind i noget, alle kender til hudløshed i forvejen, samt introducere noget helt ukendt.

Mens pilsneren var en mindre katastrofe, klarer de den nu meget godt her. Ristet kaffe, karamel og antydning af krydderier behager sanserne mere end adækvat, oveni en visuel oplevelse, der med tjæresort bryg og letbrunt, højt skum bekvemt scorer vel over middel i karakter.

Bag læberne gør brygget det også godt. De samme søde, ristede – letbrankede faktisk – og krydrede noter gør sig også her gældende. Kaffe blandet op med den præcis rigtige mængde mørk karamel glider elegant sammen med nelliker og muskat.

Ingen malurt i dette bæger. Til gengæld er der, som det har været den altovervejende tendens i dette tema, en lille smule for meget vand i mixet. Man kunne have ønsket sig mere fylde og tæthed, så ville brygget her virkelig kunne nå langt, når kompositionen af aromaer er så velvalgt og velafstemt.

Så der er lige det – vandet. Det er der alligevel lidt for meget af …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme