Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: mørkt øl

Imperial Stout Edición Limitada 2016, Cerveza Dougall’s

Med overraskelse …

Sidste nyt! This just in! Breaking News … Jeg er fandenfisemig arbejdsløs igen. Det var måske også lige til den flabede side at finde arbejde netop som tusindvis af borgere må melde sig ledige på grund coronakrisen. Så det er ikke fordi jeg nu føler mig specielt ramt eller uheldig. Nu er min situation som rigtig mange andres, og jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke så bare en lille smule frem til at sidde derhjemme og lave ingenting i et par dage.

Eller ingenting og ingenting – jeg vil sove længe, hygge mig på nettet (i.e. skændes med folk på Twitter), skrive om øl og få redigeret nogle videoer, mens jeg holder mig opdateret om coronasituationen.

Det første problem jeg må få løst er, at da jeg optog anmeldelsen af denne øl på video, fortalte jeg vidt og bredt om, hvor glad jeg var for mit nye arbejde, og hvordan min depression var forsvundet som dug for solen. Det skal jeg på en eller anden måde have produceret mig igennem, og så håber jeg ellers ikke at depressionen får fat igen med den kraft den havde sidst, for det var dælme ikke særlig rart.

Anyways, on with it! I dag skal jeg anmelde den første øl på bloggen fra Spanien. Og så alligevel ikke helt, for jeg har allerede været omkring Baskerlandet hele to gange. Men som jeg allerede bemærkede dengang, anerkender jeg ikke den royale kastilliske imperialisme, og placerer derfor øllene fra den iberiske halvø under kastillisk hegemoni efter regioner, hvis disse gør alvor ud af deres rimelige krav om selvstændighed.

Efter hvad jeg har kunnet sjusse mig frem til ud fra Google Maps ligger dagens bryggeri ret tæt på, men ikke i Baskerlandet. Ej heller påstås dette noget sted på etiketten – so Spain it is. Brygget blev erhvervet for ret længe siden efterhånden – på sidste års ølfestival i Lokomotivværkstedet i Københavns Sydhavn. Men da der efter hvad jeg kan deducere ud fra etiketten er tale om en limited edition fra så langt tilbage som 2016, tror jeg ikke det ekstra halve år har haft den store betydning. Holdbarheden går til december i år, så jeg er stadig vel inden for rammerne af det sundhedsmæssigt anbefalelsesværdige (så langt disse ellers måtte strække sig angående produkter med 9% alkohol).

Et dovent skvulpende natsort bryg fylder langsomt glasset op, og efterlader kun et yderst sparsomt, omend nydeligt mørktgyldent skumlag. Brygget byder på søde bouquetnoter initialt; svesker og druer i nydelig portvinøs forening. Aromatisk er billedet imidlertid noget ganske andet. Hvor man ud fra den søde duft forventer en relativt let stout af Russian Imperial-typen, bydes man på en anderledes tung og bitter oplevelse.

Det tætte, sorte bryg byder på stærk kaffe, en antydning af røg, og en tæthed af mørkt træ. Sødme fra duften er kun sparsomt til stede, men dog nok til, at den tykke, bitre suppe glider lidt lettere hen over tungen. Det er dog ikke så meget svesker som portvinen man mærker – og den er udsøgt, som den mageligt lægger sig ved mandlerne og fuldender en solid og veldrejet øloplevelse. Bestemt ikke det værste at have i ølkælderen under et pandemi-lockdown.

Glem ikke at vaske hænder, og hold jer nu hjemme, derude.

Guinness Foreign Extra, Diageo

St. Patrick’s derhjemme

Kaabaen i Mekka er lukket og det samme er Peterspladsen i Rom. Er det ikke interessant, hvordan religiøse mennesker handler som om deres gud ikke eksisterer, mens den aktuelle coronaepidemi hærger? Det er som om de helt har mistet tiltroen til deres guds hjælp – og gudsketak og lov for det, fristes man i et anfald af slet skjult sarkasme at tilføje.

I modsætning til store dele af den danske højrefløj ønsker jeg ikke, at nogen skal få COVID-19 blot fordi de har et andet religiøst synspunkt end mit. Søren Espersens slet skjulte skadefryd på Twitter over bengalske muslimer, der ikke følger saudiernes sjældent rettidige omhu og Vatikanets ditto er forventelig, og så meget desto mere frygtindgydende. Tænk at sådanne mennesker har magt her i landet. Ikke så meget, som de engang havde, ganske vist, men bare en smule magt til den slags hadefulde mennesker, er pissefarligt.

Dobbeltmoralen skriger samtidig til himlen, idet DF’s helt egen højhellige profetereske Jomfru Marie (med efternavnet Krarup) ligeledes på Twitter har krævet gudstjenester gennemført mit i coronapandemien, “hvis man holder god afstand mellem deltagerne […] Ligesom vi gjorde i Folketinget ved afstemningerne torsdag aften […]”. At menigheder ude i landets kirker er en broget flok mennesker, der er langt sværere at holde styr på end Folketingets medlemmer, der i modsætning til menige kirkegængere nok skal blive testet så snart der er den mindste mistanke om smitte, skænker hun åbenbart ikke en tanke. Smitterisikoen er der altid – uanset hvor langt man ellers holder sig fra hinanden. Og jeg vil i øvrigt meget nødigt være den kordegn, der håndhæver afstanden mellem sognebørnene på vej ind og ud. Ikke alene er det langt ud over jobbeskrivelsen at måtte skride ind med et “hov hov!” hver gang afstanden overtrædes – det udsætter også kordegnen selv for smittefare – hver gang. Ligesom kordegnen (hvis det da ellers er hende eller ham, der står for security i templet) selv kan agere smittespreder i samme situation.

Så Jomfru Marie har mindre indsigt og udviser mindre rettidig omhu end salafistiske wahabier og romerkirkens gevandtklædte pæderaster. Burde man være overrasket? Det er jeg i hvert fald ikke. Marie Krarup gør ellers meget ud af altid at ville Danmark det bedste, men i øjeblikket udgør hun sammen med Vibeke Manniche og dennes datter Mai den største fare mod folkesundheden.

Selv overholder jeg isolation efter bedste evne. Det eneste tidspunkt, hvor jeg kunne komme i kontakt med andre mennesker ud over mine arbejdskolleger, er i den offentlige transport mellem Thisted og Bedsted hvor jeg arbejder – og så når jeg køber ind. Det hænder at jeg har privatchauffør, både i toget og i bussen, når jeg vælger at tage den. Jeg har endnu ikke registreret flere mennesker end der kan tælles på en hånd, når der endelig var flere med end mig selv. Så der er risikoen til at overskue. Supermarkederne er ikke mennesketomme, men altid kun sparsomt besøgt. Så i det hele taget ser det ud til, at folk heroppe i Nordvestjylland har fattet de indtil flere vognstænger, myndighederne har viftet med som små dannebrog ved landskampe.

Værtshuse er ikke noget, jeg går på særlig tit, så når jeg holder mig fra dem, gør jeg i det store og hele som jeg plejer. Så på St. Patrick’s Day behøvede jeg heller ikke græde snot over, at de værtshuse, jeg alligevel sjældent besøger, kunne have været lukket. Til gengæld arrangerede en af mine gode venner fra internettet, Geoff Breeze en livestream på hans YouTube-kanal i dagens anledning. Nu hvor værtshusene alle var lukket, kunne man jo i vores online tidsalder rykke værtshusene hjem til én selv.

Geoff havde ikke hamstret Guinness – han er et ordentligt menneske, der overhovedet ikke hamstrer, men en sixpack havde han da købt. Jeg fandt anledningen perfekt til også at åbne en Guinness – én jeg har haft stående næsten et år.

Jeg købte den på Copenhagen Beer Festival sidste år i Africanbeer.dk’s stand. Det er ikke en Guinness, der sådan lige kan fås overalt, idet den brygges og distribueres i Nigeria. Lidt bekymret var jeg for, at den havde stået for længe, da den faktisk var over sidste salgsdato, men mørkt øl plejer at kunne klare det.

Visuelt fejlede den i hvert fald intet. Kulsort som man kender den, omend tydeligvis tappet med kulsyre og ikke kvælstof sådan som en traditionel Guinness er det. Skummet blev ikke så tæt, men til gengæld antog det en gyldenbrun lød, hvis festlighed ingen kunne tage fra den. Bouqueten lovede godt. Guinness dufter ikke af meget – mest bare vådt, men her viste sig snart indslag af nødder, en både bitrere, varmere og langt mindre vag duft, end man er vant til.

Mundfornemmelsen viste sig imidlertid at være på samme spor som den traditionelle Guinness. Fortrinsvis let, brødagtig, med aromaen mere som sekundant end primær drivkraft. Man drikker ikke Guinness for smagen, men for følelsen af den i munden.

Til gengæld er der faktisk mere smag i den her. Og det er god smag. Letkrydrede søde noter af kamille og kardemomme giver brygget et velundt pift. Jeg kunne være nedladende europæisk og fyre nogle kolonialistiske klichéer af om Afrika som et farverigt kontinent, der sætter mere kulør på alting. Det vil jeg undlade, fordi jeg ved at det meste øl fra kontinentet består af industrielt pilsnersprøjt, der hverken er mere eller mindre intetsigende, end det vi hælder alt for meget af i os i Europa – og for den sags skyld resten af verden.

Brygget her er med andre ord ikke bedre på en afrikansk eller nigeriansk måde. Det er bare bedre – and that’s it.

Glem ikke at vaske hænder, og lyt hverken til Vibeke eller Mai Manniche eller Søren Espersen og Marie Krarup.

Så skal vi nok klare den.

Limfjordsporter Lagret på Egetræ, Thisted Bryghus

Et lille jubilæum

Så nåede jeg så langt. Denne øl er nummer 1200, jeg anmelder her på bloggen. Det sker midt i en verdensomspændende corona-epidemi med en amerikansk præsident, der vil blæse truslen fra samme virus en længere march. Føj dertil et amerikansk primærvalg hvor det vigtigste ser ud til at være, at forhindre den eneste fornuftige kandidat i at blive opstillet. Dette gøres ved at sikre den mest uduelige kandidat opstilling – en kandidat der efter alt at dømme er langt mere mentalt hæmmet end den allerede siddende. Alt sammen fordi det kræves af partiets konforme, centristiske, korporative magthavere. Samtidig må jeg selv slås med arbejdsløshed og depression, og at verden ser ud til at gå rent ad helvede til, gør jo ikke noget videre godt for mit velbefindende …

Ikke det kønneste bagtæppe for et ellers flot rundt antal anmeldelser. Men man kan ikke altid få det helt, som man vil have det. En ordentlig øl i dagens anledning, skal læserne i dog ikke snydes for. Den her har ligget på lager længe og var egentlig ikke tænkt som den øl, der skulle drikkes i anledning af at tre cifre i tælleren skiftede samtidig. Det var snarere den mest spændende øl i køleskabet jeg kunne finde, da jeg opdagede at det var ved at være tid igen til at markere et dobbeltrundt antal skriverier.

Det er et lokalt bryg – den langt fra ukendte Limfjordsporter lagret en måned ekstra på egetræ. Det kan ikke ses – brygget er den samme velkendte højt bruntskummende, tætte tjæresuppe som vi alle elsker så højt. Hvor søde noter af lakrids normalt kan mærkes i bouqueten, lader disse til at være helt erstattet af mørkere, bitrere noter. Kaffe i kombination med træet, brygget har lagret på mærkes tydeligt – og forbløffende harmonisk i betragtning af, hvor stærkt de træder frem.

På samme måde er det i aromaen. Lakridsnoterne – som jeg altid har fundet en anelse ved siden af bryggets øvrige smag – er nedtonet til fordel for et bitrere, smallere men også mere intenst smagsspektrum. En simplere udgave af Limfjordsporteren, der som et stykke virkeligt ingeniørkunst er gjort bedre – ikke ved at man har tilføjet noget – men ved at man har fjernet noget, for så at understrege noget af det oversete i brygget, der viser sig endnu bedre, når det rigtig får lov at folde sig ud.

En mere harmonisk udgave af den lokale Thisted-klassiker, men uden at der er gået på kompromis med kvaliteten – den er helt i top, og faktisk endnu mere i top end i originalen.

Well done! For min skyld måtte tricket med at lade Limfjordsporteren lagre på eg en måned ekstra gerne blive noget, bryggeriet gør permanent. Ved mig selv fryder jeg mig lidt ekstra over, at det lykkedes at finde et rigtig godt bryg til jubilæet.

Husk at vaske hænder derude – vi ses snarest til flere anmeldelser.

Abordaia, Basqueland Brewing/Cerveses La Pirata (Ole Øl-Ninja 11)

Afdæmpet finale …

Temaet om Øl-Ninjaen Ole, der kom forbi med en farlig masse øl i starten af februar, har nået sin ende. Tænk engang, at jeg huskede at tage billeder af alle øllene mens den meget lange smagsseance stod på. Helt tabt er jeg måske ikke, når det kommer til stykket.

På depressionsfronten er det svært at sige, hvordan det står til. I går var jeg helt nede under gulvbrædderne og godt i gang med at slå russernes rekord i at grave sig længst ned i jordskorpen. I dag går det lidt bedre – måske går det endda rigtig meget bedre, men det vil først vise sig i de kommende dage. Jeg vil ikke sælge skindet før bjørnen er skudt eller på anden vis jinxe noget, før tingene står klarere. Det rækker at sige, at der måske – måske – er bedre tider i sigte. Men mere vil jeg ikke sige lige nu.

Lad mig imidlertid få gjort det alt for langtrukne tema færdigt nu og her: Den sidste øl Ole og jeg bundede før vi kaldte det en dag, og satte en god film på; den senere Oscar-vinder ‘Parasite’, var denne baskiske Imperial Stout.

Baskerlandet har bloggen været forbi en enkelt gang før med den højtskummende og velsmagende Mugalari. Som IPA lå Mugalari i den modsatte ende af farveskalaen. Under alle omstændigheder, og farveskala eller ej har jeg endnu en anledning til at flashe min misfornøjelse ved det kastilianske monarki og min støtte til baskernes og katalanernes løsrivelse.

At brygget kommer fra et spændende sted hvor oprørske tanker har deres udspring betyder til gengæld ikke automatisk, at øllet er godt. Men hvor mange Imperial Stouts med vanille har jeg egentlig fundet udrikkelige i mine snart ti år som blogger? Det er et rundt tal, det er under ti, og så siger jeg heller ikke mere.

Tungt, sejt og olieagtigt skvulper brygget ned i glasset, hvor kun et absolut minimum af skum viser sig på overfladen. Olfaktorisk lader det tætte bryg til gengæld noget tilbage at ønske – konturløs em af kold kaffe er alt man bliver budt, og alarmklokkerne begynder så småt at gøre sig klar til at bimle.

De forbliver beredt og klar, alarmklokkerne. Det betyder samtidig, at de ikke går i gang, for så galt står det slet ikke til alligevel. Brygget byder på bittert og sødt i mere end adækvat grad … syntes jeg i hvert fald. Ole var noget mellemfornøjet, og mente at brygget var for let – og i øvrigt for lyst til at kunne kalde sig en imperial stout. De 9,5% alkohol tillader nu alt andet lige betegnelsen, men de tunge kaffenoter, der skjuler sig bagom vanillen var ikke nok til at han ville give brygget mere end …

Jeg syntes selv den fortjente en anelse mere, uden at humlerankerne voksede op i himlen.

Afslutningen på en forrygende ølsmagning blev ikke noget festfyrværkeri. Men det gjorde nu ikke noget. For med de mange øl i vommen og endnu flere promiller i blodet (ahr, måske ikke helt) er jeg langt fra sikker på, at vi kunne have håndteret endnu en ekstatisk humlesensation med den ærbødighed den ville have krævet.

Ole skal endnu engang have tak for, at han lagde vejen forbi. Tak til læserne for at have fulgt med.

Mon ikke jeg trods depression og ledighed kan holde humlestrømmen flydende nok til, at der også i fremtiden vil være læseoplevelser at hente her på bloggen?

Graxx the Cream Horn Gobbler, Demoursleutel Beer Engineers (Ole Øl-Ninja 9)

Rart …

Tonen blev pludselig noget dyster og alvorlig, jeg ved det godt. Småtjansen, jeg nævnte i forbifarten sidst har formået at løfte humøret en anelse. Jeg er eksamensvagt for nogle HHX’ere og HTX’ere, og det betyder at jeg skal sidde i et klasseværelse i ca. 5 timer, hvor der er helt stille og absolut ikke sker noget som helst. Det giver mig noget tiltrængt ro og fred, uden at jeg behøver forsumpe i den ukonstruktive lediggang, der alt for længe har karakteriseret min hjemlige dagligdag efter jeg blev arbejdsløs.

Nu er det spændende, hvilke sanktioner a-kasse og kommune mon vil kaste i nakken på mig, fordi jeg har gjort et eller andet forkert i forbindelse med det arbejde jeg har taget. Men det må jeg tage til den tid. Lige nu må jeg ihukomme, hvad Ole og jeg havde at sige om den her øl. Jeg husker ikke en lyd fra det, så det er godt at hele seancen blev optaget på video.

Brygget er aldeles natsort og ikke ulig den olieagtige viskositet, der karakteriserer rigtig gode stouts. Til gengæld skummer brygget ikke det fjerneste, og det gør alligevel den visuelle oplevelse til lidt af et antiklimaks. Med en  lang liste af ingredienser (ud over de fire klassiske; kaffe, laktose, hasselnødder og kakaonibs – ingredienserne i en isvaffel) forventer man mere. Til gengæld dufter brygget dejligt. Man mærker hasselnødderne og kaffen – lovende bitre noter.

Det er lidt andre noter, der møder én i smagen. Chokolade, mørk chokolade træder frem først – og det er ikke noget dårligt bytte for hasselnødder for så vidt. Jeg kan lide begge dele, og vil i øvrigt ikke udelukke, at hasselnødderne så småt sætter ind efterhånden – som en diskret, blød bitterhed. Da brygget ikke skummer, kommer det ikke som nogen overraskelse, at det næsten er helt fri for kulsyre. Det skader på ingen måde, da de bløde og søde noter derfor rigtig kan synke ned og ikke bare behage smagsløgene, men også venligt massere kanalerne omkring dem. Man kan rigtig mærke, hvordan det sorte bryg, som en tyk chokoladekaramelcreme glider ind mellem alle tungens knopper og konturer, pikant smører og kæler, til næsten erotisk vellyst og nydelse.

Ole var lidt mere kritisk. Han savnede drikkelighed og citerede salig Michael Jacksons (ham med øllene og whiskeyen, ikke musikeren) ord om, at øl skal være drikkeligt. Det skal ikke være noget, man skærer ud i små tern og tygger. Brygget var ham åbenbart en smule for tæt, og mindede mere om en dessert end en hovedret. En dessert der imidlertid blev serveret i den samme, mystiske 0,44 l. emballage, som uanset det skæve i rumfanget, var for meget for én person på én gang.

Det skulle nu ikke afholde ham fra at give brygget samme karakter som undertegnede. Han var åbenbart klar til at indrømme brygget dets objektive kvaliteter – også selvom den måske var en anelse for meget at komme igennem.

Toasted Maple Stout, Lervig (Ole Øl-Ninja 4)

Smæk for skillingen …

Når man i forbindelse med en længere ølsmagning sådan render ind i en alkoholfri øl, så må man gerne kompensere. Fx med en rigtig tung og tjæretyk stout på 12% Tilsammen svarer det jo sådan nogenlunde til en enkelt øl. (En småstærk øl – men alligevel.) Toasted Maple Stout er navnet på uhyret, og den er tilsat ahorn (sirup, går jeg ud fra, omend dette ikke er præcist specificeret), laktose og vanille. Ølgær kan, så vidt jeg har forstået, dårligt eller slet ikke omsætte laktose, og det er derfor den foretrukne sukker at bruge, når man gerne vil gøre en øl sødere uden at gøre den stærkere. Man fristes til at sige, at der vel heller ikke er nogen grund til at overdrive, når bryggets styrke i forvejen skal angives i to cifre.

Norske Lervig står bag. Der er tale om en noget anden klasse end de øl, Gedved havde med ved nytår. Den her kan nok kun fås i Vinmonopolet, da styrken næsten er tre gange højere end de tilladte 4,5% i supermarkederne.

En mur af ahornsirup knalder ind i hovedet på en i samme øjeblik, glasset sættes for næsen. Noter af træ titter også frem og giver heldigvis brygget noget nuance, da den tætte em af sødt ahornsukker næsten allerede er for meget i opstartsfasen.

På optagelserne kan man se, hvordan Ole tager smageoplevelsen med større ophøjet stoisk ro end undertegnede, der bogstaveligt talt går bagover i mødet med det tykke, olieagtige produkt. En smule får mere end normalt får han dog spærret øjnene op. Klistret, sejt og klægt sætter brygget sig på alle mundens indvendige overflader som et klæbrigt, sødt lag af en blanding af flapjacks med for meget ahornsirup og regulære pandekager med for meget ahornsirup. Meget hurtigt bliver brygget for meget. Og som Ole forbløffende indsigtsfuldt – i betragtning af den hastigt stigende promille – siger, så er brygget et eksempel på den type ekstrembryg, der har lagt vægten på hvor meget man prøver, frem for hvad man prøver.

Nytænkning og eksperimenteren er godt, mens det langt fra altid er nogen god ide, at tæske et bestemt smagindtryk igennem, hinsides lammelse og fraktur. Brygget her går for langt, og ender vel uden for det afbalancerede og harmoniske.

Når det så er sagt, er brygget, i kraft af sin seje, tjæresorte fandenivoldskhed, en stor oplevelse, som det skal belønnes for. Det er ikke en øl, man kommer forbi hver dag – det er ikke en øl, man ville gide hver dag. Den er et sjældent los i smagsløgene, der minder én om, hvorfor mere standardiserede bryg når alt kommer til alt er lettere at have at gøre med i hverdagen.

Og således gav vi den begge …

Black Sun, Frau Gruber (Ole Øl-Ninja 2)

Mere Schwarzbier end Stout …

Der blev som antydet i indledningen samt den første anmeldelse i nærværende tema testet mange øl den eftermiddag og aften. Det andet eksemplar var denne tyske stout – næsten allerede der en selvmodsigelse. Min agtelse for tysk øl er kun gået i én retning siden jeg begyndte at blogge om øl, og det er ikke opad.

Jeg vil stadig gerne indrømme dem evnen til at brygge en god gammeldags pilsner bedre end de fleste. Men selv på det punkt har ølrevolutionen overhalet dem. For slet ikke at tale om de nye moderne stilarter, som åbenbart er fløjet fuldkommen hen over hovedet på det ellers ret store land mod syd. Tyskland kan ikke længere leve højt på sin purisme og konservatisme. Det, der engang gjorde dem til en glimtende ledestjerne for, hvor man ville hen som industribrygger, er det samme, som enhver hånd- kvalitets- og mikrobrygger – plus ikke så få industriforetagender – i dag panisk flygter fra. Hals over hoved, med halen mellem benene, og sidstnævnte vel placeret i bagenden af det der blev nævnt som nummer to.

Netop derfor er det altid rart, når Tyskland i det mindste prøver. Helt galt går det jo ikke altid, men rigtig mange forsøg på at gøre udlandet (set med tyske øjne) kunsten efter, ender mildt sagt forkølede og halvhjertede.

Klog af skade sætter jeg aldrig forventningerne højt, når jeg får et tysk forsøg på hånd- eller kvalitetsbryg mellem hænderne. Og bedre bliver det bestemt ikke, når brygget skummer over allerede ved åbning, selvom optagelserne af, hvordan jeg panisk løber ud efter en klud (bare vent, det hele kommer på video), selvfølgelig ikke gør seancen mindre underholdende for seerne. Ole mente i øvrigt, at skummet lige så godt kunne være en kommentar til hans kørsel. Men da det høje skum aldrig var et lige så stort problem ved nogen af de andre øl, er jeg nu mere end tilbøjelig til at frikende ham.

Han er jo trods alt en ninja. Han kunne garanteret ikke engang køre råddent, selv hvis han prøvede.

Skummet – der ellers syner af ikke så lidt, brunt og fedtet som det er (og ud over det hele) – falder faretruende hurtigt. Bouqueten byder til gengæld på nogle af de kaffenoter, jeg savnede i Heavy Water. Resten af brygget peger til gengæld i retning af en Guinness, som – vil de fleste af mine læsere vide – kun er en tæt stout, hvis man er så meget et stakkels, forsømt og elendigt menneske, at man aldrig har prøvet en Limfjordsporter, eller det der er bedre.

Skuffelsen skyller også næsten drunknende gennem munden, og trænger straks ind i alle mundens afkroge med sit alt for forfriskende vand og alt for svage noter af kold kaffe, ledsaget af syrlige noter, der umiddelbart minder én om noget, man har om fødderne, når det er koldt.

Men netop som jeg får udtrykt min skuffelse, bryder øl-ninjaen ind. I stedet for at tænke stout, skal man tænke videre i tyske baner – på den sydtyske Schwarzbier. Straks giver brygget mere mening. De sure sokker udskiftes med en letsyrlig frugtnote, der gør sit til at gøre det lette, men stadig mørke bryg mere fordøjeligt.  Drikker man det i forventning af en stout, bliver man skuffet. Men drikkes det som en Schwarzbier, ligger nydelsen pludselig på lur.

Helt oppe at ringe kommer brygget nu aldrig, omend brygget nu heller ikke er en så stor skuffelse som sidst Ole var ude for at se fænomenet Sort Sol. Om det er det brygget er opkaldt efter – eller bandet (næppe) – eller noget helt tredje vides ikke. Men stor uenighed var der ikke om bryggets middelmådighed, som Ole udtrykte med karakteren …

… mens jeg selv var en anelse mere rundhåndet med

XB Ruby Ale, T&R Theakston

Det går lidt bedre …

Jeg er hoppet af vandvognen samtidig med, at det indtil videre er lykkedes mig at udfylde alle nødvendige papirer og få skrevet et par ansøgninger. Så det ser indtil videre ud til at jeg overholder dagpengesystemets krav.

Jeg har derfor besluttet mig for at hæve niveauet for, hvor meget alkohol jeg tager indenbords, og har åbnet en flaske på hele 4,5%. Brygget fik jeg i gave af min gode ven Marcus, da han var på besøg i sensommeren, så det er ved at være på høje tid, jeg får set til det. Faktisk er det netop resterne i mit køkkenskab, jeg vil kigge på i den kommende tid – før det bliver for gammelt.

Heldigvis kan øl holde sig – ikke mindst mørkt øl, der også kan blive bedre med tiden. Den her øl har i hvert fald ikke set ud til at fejle noget. Flot, mørkerødt ser det ud med matchende cremet gyldent skum, der imidlertid falder lige lovlig hurtigt. Duften er der til gengæld ikke meget spræl i. Syrlighed og vag sødme kan gå i praktisk taget alle retninger – også gode, ej at forglemme.

Og i retning af det gode, er netop hvor dette bryg spadserer. Det leverer en dyb, varm aroma af lyst træ, anis, muskat og laurbærblade i en adækvat fyldig mikstur. Nogen eksplosion i aroma er der ikke tale om. Men det betyder jo langt fra at brygget er ubrugeligt. Det er tilbagelænet og velafstemt – som et lille men lystigt knitrende og hyggeligt lejrbål, man både kan nyde synet af og varme sig ved.

Mon ikke det går alt sammen?

Don’t Worry Alkoholfri Julebryg, Svaneke Bryghus

Det styrer de ret godt …

Ni ud af ti ville sikkert hævde, at lediggang er sundt for mig, sådan som jeg mister lysten til alkohol, når jeg bliver arbejdsløs. Jeg kan se logikken i påstanden, men sandheden er mere kompleks end som så. Min lyst til – ikke fuldskab – men at have et passende kvantum alkohol i blodet til at løfte stemningen en anelse, er for nedadgående sammen med en stigende tendens til angstanfald og depression.

Det udløses af angsten for en lige pludselig usikker fremtid. For hvis økonomien svigter, så ryger min evne til at forsørge mine børn og mig selv også en tur. Således det mere langsigtede sortsyn. Det kortsigtede sortsyn skabes og reproduceres konstant af de mange formularer man skal indsende. Disse fremtræder som rene minefelter – tæt pakket med fælder, der skal give myndigheder og a-kasse en undskyldning for at smække kassen i – ikke fordi man ikke er berettiget til dagpenge, men fordi man kom til at sætte et enkelt flueben et forkert sted. A-kasse-reglerne er oprindeligt skabt for at hjælpe de arbejdsløse i en svær tid. Men siden er de lavet om, så de mere fungerer som en undskyldning for at fratage understøttelsen så snart den den mindste, elektronmikroskopiske anledning viser sig.

Dertil kommer den uendelige række af møder og kurser der skal afvikles, samt bunken af ansøgninger, der skal skrives. Alt sammen til absolut ingen verdens nytte. Jeg har altid fået job gennem netværk og/eller vikarbureauer. Enkelte gange har jeg banket virksomhederne op direkte med telefonopkald, når et opslag så interessant ud. Men at blive kaldt til samtale og få jobbet alene på baggrund af en ansøgning er aldrig sket for mig. Endsige på baggrund af ansøgninger baseret på noget, jeg har lært af de uendelige, bedøvende ligegyldige og evigt patroniserende jobsøgningskurser, man bliver sendt på.

Kurser og ansøgninger er alene en indretning for fremmelse af pine og tort, så perioden med arbejdsløshed kan føles ekstra ubehagelig for den der måtte være blevet ramt af den.

Og jeg er end ikke nået til alle skrækhistorierne som folk har oplevet som arbejdsløse i jobcentercirkusset. Der er ikke nogen grund til at gå i detaljer med dem her, da jeg forventer selv at opleve rigtig mange af dem, med mindre jeg snarest får reddet mig et nyt arbejde … eller et gammelt. Min tidligere chef var langt fra afvisende om, at jeg kunne blive kaldt tilbage til fabrikken, men han kunne ikke sige noget om, hvornår.

Men blot fordi min glæde ved alkohol falder, behøver min glæde ved øl vel ikke falde helt så meget. I hvert fald har jeg nu fundet anledning til at prøve den øl, jeg fik af mine børns mor i julegave. Den er fra Svaneke Bryghus’ Don’t worry-serie, der består af (næsten) alkoholfri øl. Tidligere har jeg prøvet en Pale Ale i serien, der fortsat er den bedste øl på under én procent, jeg nogensinde har prøvet.

Forventningspresset er derfor anseligt. Til gengæld lægger brygget også hårdt ud med fejlfri dunkelhed under off white skum, der i højde og cremethed langt fra er uimponerende. Duften gør fra starten godt med et markant indslag af kirsebær på et maltet bagtæppe af kaffe.

Letsødet kaffe med indslag af både tørrede og friske figner giver et komplekst aromabillede, der nydeligt kompenserer for den forventede udeblivende kraft i udtrykket. Det er alt andet lige en øl på kun 0,5% alkohol – og det vil man nok kunne mærke uanset hvor velkomponeret aromaen ellers er.

Men at eftersmagen samtidig fremstår kraftigere end hvad selv stærke mørke bryg ofte præsterer, ja så gør det pludselig slet ikke noget. Stærk, bitter, fyldig og ikke for hårdt ristet kaffe masserer gummer og mandler så det er en ren fornøjelse. Og det er en eftersmag, der holder længe.

Så godt kan det gøres, gentagne gange åbenbart. Svaneke har styr på det der med alkoholfri øl som ingen anden aktør jeg har set i Danmark – eller i resten af verden for den sags skyld.

Skt. Peter, Thisted Bryghus (Nytårsøl med Gedved III)

Nå, så gik den ikke længere …

I skrivende stund har jeg netop meldt mig ledig på Jobnet. Vikaransættelser kan nok give smør på brødet og tag over hovedet, så længe de varer. Men de kan også ophøre fra den ene dag til den anden – og det var lige præcis hvad min gjorde i fredags.

Jeg håber, der snart dukker noget op igen. Jeg er klar til at tage imod det meste, der kan holde jobcenteret fra døren. Og heldigvis har jeg da stadig en mobil og velfungerende krop, der kan tage alt det arbejde, som rigtig mange arbejdsløse ikke er i stand til på grund af fysiske og psykiske skavanker. Nok er jeg velsignet med indtil flere personlighedsrelaterede diagnoser. Men min forstand er i det mindste nogenlunde i behold, og min krop fungerer som den skal. Det skal med andre ord nok gå alt sammen.

Til gengæld har jeg måttet udsætte nogle af mine andre projekter en anelse. Jeg var ellers tæt på at færdigredigere min Patreon-konto og stod også på spring til at optimere bannerreklamerne på bloggen. Et eller andet skal jeg jo leve af i perioderne hvor storkapitalen ikke har brug for min arbejdskraft. Men jeg frygter det bagslag det kunne give at sætte projekterne op i en ledighedsperiode – måske unødvendigt, men i betragtning af, hvor nemt folk ser ud til at komme i klemme i ledighedssystemet, vil jeg helst undgå at tage chancer.

Jeg skal selvfølgelig heller ikke glemme de døre, der nu åbner sig. Det kunne jo faktisk være, at jeg fik noget ordentligt arbejde for en afvekslings skyld … ja, den tror jeg heller ikke på. Men nogle gange, er det det, man ikke tror på, der viser sig at være sandt og være til stor hjælp samtidig. Hint hint, Satan, Jezebel, Lucifer og Baal (samt Gud og Jesus), det er nu, I skal træde i karakter!

Apropos Gud og Jesus, skal vi jo huske på, at det overhovedet ikke er til deres ære, at vi fejrer den nu for længst overståede jul. Det gør vi af helt andre grunde. Først og fremmest for at fejre, at vi atter går lysere tider i møde, og dermed at årshjulet har drejet endnu en omgang. Man kunne også kalde det en fejring af jordens rotationsakses hældning på 23,4 grader mod ekliptika, for det er jo faktisk det, der afstedkommer det megen postyr, der nu heldigvis er mange måneder til gentager sig.

Til minde derom leverer Kajs Ølblog som altid et par anmeldelser af juleøl her i januar. Det, som jeg ikke nåede i løbet af julemåneden, typisk. Eller som her købt billigt på tilbud mellem jul og nytår, da sæsonen i juledagene mødte en brat afslutning på anledning til den slags. At det ikke rigtig er jul længere gør til gengæld ikke øllet dårligt på nogen måde, især ikke når det nydes umiddelbart efter årsskiftet som det sidste i den livestream, Gedved og jeg udsendte via min YouTube-kanal (please like & subscribe) klokken et om eftermiddagen, 1. januar.

Smukt ser det ud – rødbrunt, klart som nybanket kobber og toppet af cremet, gyldent skum. Duften varsler ikke værst – men måske heller ikke allerbedst. Småsyrlige noter af egetræ kan både falde ud til bryggets fordel og ulempe. Anis og fennikel blander sig dog ikke uelegant og leverer en kærkommen lakridsnote.

Lige fra starten er brygget mere udfordrende at smage på end de to – lad os være ærlige – noget tynde norske øl. Egetræsnoterne går igen i aromaen, der bedst nydes, hvis man lader brygget hvile på bagtungen og alkoholen bære bryggets fylde og smag ud i mundhulen som en let tåge. De 7 % gør det ikke vanskeligt.

Man kan fortsat nyde egetræets syrlige noter kombineret med søde indslag af brunt sukker. Brygget mangler intet af den fylde, som de to foregående norske øl skreg på. Det syrlige indslag gør imidlertid stadig brygget en smule lettere på tungen – men ikke på en måde, så man sidder tilbage med fornemmelsen af, at man er blevet snydt for noget. Oplevelsen er fuldendt og meget mere end bare godkendt.

Gedved, den gnavne mand, gav den …

Jeg fik ham til at give karakter først, så jeg kunne toppe med …

… fordi jeg er sådan.

Danmark gik altså af med sejren i den lille skandinaviske konkurrence. Jo, det kan nemt være en fordel at tillade mere alkohol i øllet, hvis man vil have det til at smage af noget.

Gedved skal have mange tak for at lægge vejen forbi. Han gik så hurtigt at han glemte nogle ting, der stadig ligger hjemme i stuen hos mig. Blandt andet en bog fra Mandal Bibliotek. Jeg håber, han snart besvarer mine mange beskeder, så han kan få dem tilbage.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme