Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: mørkt øl

Black Donald, Amager Bryghus

Satans godt!

Det skulle blive til mere film i løbet af aftenen, forleden dag, da Marcus og jeg mødtes for at svælge i grillmad, dokumentar og gode øl. Den stjernespækkede teen slasher-parodi ‘Cabin in The Woods’ blev sat på, og dertil nød vi en af de fine nye lagrede bryg fra Amager Bryghus. Da jeg på lanceringsdagen indfandt mig på brygmatriklen i Kastrup, var det den naturligste ting i verden ikke kun at tage forsyninger med til mig selv, men selvfølgelig også til Marcus, der er en lige så stor nyder af Amager Bryghus’ øl, som jeg selv er.

Egentlig ville jeg have optaget det på video, når jeg prøvede denne øl for første gang, men fristelsen blev vel for stor. Meget apropos hævder etiketten at Black Donald er et af selve djævelens alter egoer, og for en gammel gnaven ateist som mig, gør det jo ingenlunde brygget mindre tiltalende – eller fristende om man vil.

Her kan man virkelig tale om et mørkt bryg! Alt lys blokeres fuldstændig af den tætte, seje tjære, af hvilken der er mere end rigeligt til to i blot én af Amager Bryghus relativt nye 0,33 l. flasker. Allerede ved åbning – og i den grad ved skænkning – vælter odeur af tæt, kvælende røg ud i lokalet.

Her er der virkelig tale af første klasses tørv, frisk ud af mosen, nødtørftigt (no pun intended) tørret og straks futtet af, til udelt fornøjelse for alle olfaktoriske nerveender i næseregionen. Væsken i øllet er vel nok residualvæden, nøjsomt opsamlet i en rist under rygeovnen, og næppe undergået nogen anden behandling før det er fyldt på whiskytønden.

Det er i hvert fald fornemmelsen man får – ikke bare når man snuser til øllet, men så sandelig også, hvis man vover at lade det komme inden for læberne.

En aromatisk eksplosion af engelsk lakrids, tjære og tæt, kulsort røg. Her er røgen blot hverken kvælende eller giftig … eller – ikke så man dør af det lige med det samme i hvert fald – men derimod livgivende og overvældende i al sin kompromisløse indgydning af begejstring og fornøjelse.

En øl til langstrakt, langsom og aldeles magelig nydelse er dette formidable brygmesterværk. Angiveligt den bedste i serien, hvoraf jeg stadig mangler den sidste øl. Egentlig ville jeg have gemt brygget her som den sidste, men sådan ville omstændighederne det altså ikke.

Skulle den sidste i serien af whiskyrøgede øl fra Amager Bryghus, The Black Cat, være endnu bedre vil jeg – ateist eller ej – frygte nemesis. Skulle den lægge sig et mageligt sted mellem denne ekstraordinære suppe af tjære og tørv, og Red Cap – der med sine 5 stjerner bestemt ikke er noget at fnyse ad, vil jeg formentlig kun frygte nemesis en lille smule mindre …

… for denne serie fra Amager Bryghus er vitterlig et orgie af velsmag, som kunne få den mest forstokkede gudsfornægter til at tro på – om ikke højere, så i hvert fald lavere magter.

Red Cap, Amager Bryghus

Hefty Heavy …

Hvis man ikke er et rektangel med lige lange sider, vil man allerede have set min video, hvor jeg anmelder denne øl. Egentlig ville jeg altid have haft rækkefølgen omvendt – først skulle øllene anmeldes på bloggen, og derefter prøves af i en video. Så ville jeg også vide lidt mere om, hvad jeg skulle sige i videoen.

Imidlertid synes jeg, det fungerer fint at anmelde øllene prima vista på video, så dén intention er hermed lagt på hylden. Til gengæld vil det ikke være alt, jeg skriver om, der anmeldes på video. At lave videoer er tidskrævende, så videoanmeldelserne vil jeg gemme til øl af mere internationalt tilsnit.

Herunder Amager Bryghus fadlagrede serie, fra hvilken denne øl er nr. 2, jeg prøver. “Jamen, de øl er jo fra Danmark!” vil nogen sikkert invende, men Amager Bryghus producerer rigtig meget til eksport, så bare fordi øllene har et internationalt tilsnit betyder det så sandelig ikke, at danske øl er udelukket. Jeg vil blot fokusere på danske øl, der også kan fås udenlands.

Typen, Amager Bryghus i dette tilfælde er gået efter, er også udenlandsk. Det er de fleste øltyper sådan set. Faktisk er det kun ‘Mumme’ jeg kender som en særlig dansk øltype, men deri korrekses jeg gerne af læsere, der ved mere om sagen. Denne her, på den anden side, er den eneste særligt skotske type, jeg umiddelbart kan sætte navn på, nemlig en wee heavy. En ‘lille tung’, om man vil.

Typen er karakteristisk britisk, idet humleindholdet er lavt, hvilket der i denne type kompenseres for, ved at gøre brygget så meget desto mere maltet. Det mærkes i duften, der ikke synes særligt bitter. Til gengæld dominerer sødt-syrlige noter af svesker i cognaclage bouqueten. De 9,5% alkohol kan synes afdæmpede i sammenligning med det indledende monster, The Boobrie, der brystede sig af mægtige 12%. Men man skal bestemt heller ikke have meget af den her, før færdsel i trafikken bliver uforsvarlig – selv til fods.

Trods (formodet) vigende indhold af humle, er der fuld knald på aromaen. Bitterheden er for så vidt også intakt, men det er en tungere bitterhed a la den man møder i melasse og mørkt løvtræ snarere end i friskskåret savsmuld og nåle fra gran. Maltfylden er også helt i top. Den giver brygget en meget blød og vældig mundfylde, der til fulde kompenserer for et lavere humleindhold og et lavere indhold af kulsyre, der i stærke øl som denne nu sjældent er særlig vigtigt, når det kommer til stykket.

Maltfylden skal man i øvrigt håndtere med en vis forsigtighed, ellers risikerer man at øllet bliver kvalmt. Det skal tages ind i små nip, hellere med lidt for store mellemrum end lidt for små, for får man for meget ind ad gangen, lægger brygget sig som en klæg hinde over gummer, tunge og gane – næsten som plaque. Og selvom brygget i sig selv er en udelt nydelse, er ikke alle efterdønninger lige attråværdige. Belægningen bliver bagest i munden en anelse harsk, og afslører dermed en antydning af ubalance i øllet.

I betragtning af øllets overordnede mægtighed er det imidlertid mere end forståeligt, og kun at betragte som patina i et meget finskåret mesterstykke.

En stor wee heavy, må man sige. Med samt alt det oxymoron, det måtte byde.

East Kent Golding Brown Ale, Albani/Royal Unibrew

Vand eller kvalme …

Når jeg er færdig med at krumme tæer over, at en industrigigant som Royal Unibrew går ind på markedet for specialøl, hvor de næsten risikofrit kan genvinde markedsandele fra de egentlige kvalitetsaktører, kan jeg faktisk godt rose dem for nogle af deres resultater på det felt. Deres Mosaic IPA smager vitterlig godt, og den har længe været og er fortsat min favorit-industriøl.

Derfor er jeg også altid en smule spændt, når der kommer nye produkter i Royal Unibrews snart talrige specialserier. I starten af februar lancerede de således to nye øl i deres Albani Special-serie, hvor føromtalte Mosaic IPA også har hjemme. Pale Ale’en var absolut ikke noget løft til serien, og i dag skal det vise sig, om den anden nye i klassen – East Kent Golding Brown Ale – er det.

Én ting mere må man rose Royal Unibrew for. Undertiden matcher farven på deres emballager produktet helt forbløffende. Ikke siden deres Økologisk Classic har jeg set et bryg, der passede så fint til den pæne gyldenbrune farve på dåsen, den var i. Skummet er i dette tilfælde imidlertid knækket i en nydelig gylden nuance, der ikke gengives i etikettens tekst, sådan som det var tilfældet på det økologiske wienerbryg, men det er detaljer, vi er nede i.

Duften, til gengæld, ville ikke kunne beskrives med mange linjer, om man valgte at forfatte et brev derom til hjemsendelse. Faktisk kunne man bare sende et blankt stykke papir, for der skal virkelig trækkes ind med lungernes fulde kapacitet, for at vride andet end postevand ud af odeuren. En vag syrefornemmelse måske – men man forbliver i tvivl om, hvorvidt denne blot er svien i næsen efter det vaccuum, som ens desparate snøften efter bouquet, skabte længere nede i luftvejene.

Det samme gælder smagen. Små singulariteter skabes mellem gane og tunge, når man desperat prøver at klemme bare en lille smule aroma ud af det alt for letflydende bryg. En syrlig impression afslører, at der trods alt ikke bare er tale om postevand, og måske – men her er jeg påvirket af min viden om, at dette i hvert fald teknisk set er en øl – er der lige akkurat en antydning af noget malt, der gør at brygget måske føles en kende blødere mod mundens organer, end rent postevand ville.

Eftersmag er der til gengæld – til overraskelse for de fleste, der skuffes ved bryggets fattigdom i udtryk. Det er svært at sige, om den passer til det øvrige udtryk, da den ikke rigtig har noget at passe til. Det må fungere som forsvar i sig selv, at den i det mindste er der, omend den også virker noget aparte. Men hey – jeg kan godt lide vingummi. Og selvom den syntetiske sødme af de kulørte bamser nok hører mere specielle bryg til end denne brown ale, så formår brygget da i det mindste at smage af et eller andet.

Jeg havde gjort klar til en absolut bundkarakter til brygget, efter at glasset var tømt. Da var det, at jeg opdagede, at der stadig var en doven rest tilbage i dåsen, der i mellemtiden havde nået stuetemperatur. Brygget fra dåsen formåede overraskende nok at folde sig ud, som om hele aromaen var kapslet inde af brygget lave temperatur i glasset. Nu myldrede både runde, søde og krydrede indtryk frem: Lyst, tørt træ, kaffe og timian blandede sig med den noget vamle fornemmelse, som varmt øl notorisk har.

Så selvom der på absolut bagkant rent faktisk var noget aroma og hente, blev det aldrig godt.

Jeg er dog villig til at prøve brygget igen ved en senere lejlighed – ved en lidt højere temperatur en brygget i glasst. Det vil sikkert udløse en højere karakter, hvis de aromatiske noter, der trods alt var i brygget, kunne udfoldes uden at temperaturen giver kvalme.

Secret Des Moines Triple Brune, Brasseurs de Gayant

En kende forvirrende …

Jeg fandt denne øl i Netto for rundt regnet tyve milliarder år siden … eller i hvert fald vel over et halvt. Hvorfor den – og en lys bror, jeg fandt ved samme lejlighed – kom til at stå så længe i køleskabet aner jeg ikke, men belgisk øl har det heldigvis ikke med at blive dårligt lige sådan.

Bryggeriet er ikke nyt på bloggen – tror jeg da. Det angives som “Brasserie Goudale”, og indtil videre har jeg stiftet bekendtskab med Goudale-øl tre gange før, og der har bryggeriet stået opført som ‘Brasseurs de Gayant”. Her står bryggeriet imidlertid til at hede “Brasserie Goudale” og navnet “Gayant” er ingen steder nævnt. Det gælder også, hvis man slår øllet på på Untappd …

… men slår man La Goudale-bryggene op, angives Brasserie Goudale også som bryggeriet. Det er nok til at gøre denne lille OCD-forpinte blogger forvirret og en kende irriteret. Men for læselighedens skyld slår jeg detaljen hen, og kategoriserer disse bryg under “Brasseurs de Gayant”, idet jeg ikke finder anledning til at gøre min i forvejen alt for store samling af kategorier endnu større. RateBeer giver mig i øvrigt ret i vurderingen, men da de er ejet af Anheuser-Busch, vil jeg blæse højt og flot på, at en blind høne også kan finde korn.

Med den skrupel ude af skoen skrider jeg til anmeldelse. At kalde det en ‘Brune’ er ingen overdrivelse – det ville ‘Noir’ næppe heller være, for brygget er aldeles natsort med skum knækket i det beige til letbrune.

Umiddelbart dufter det lovende af chokolade og farin – noter, der er velkendte i søde, belgiske øl. Og en sådan er der bestemt tale om –  lys chokolade tilsat et solidt skud mokka og med lyst, flydende karamelfyld giver i første omgang rigeligt til smagssanserne.

Desværre holder oplevelsen ikke ved. Udtrykket udhules meget snart af klingende rent vand, der fluks jager alle de ellers fine aromaer på porten. Tilbage bliver en hul oplevelse, hvor man bliver lovet en masse, og budt alt for lidt.

Hvor kunne det ellers have været godt, hvis bryggerne havde … vel gidet.

The Boobrie, Amager Bryghus

Bestemt Efterklang …

I starten af måneden lancerede Amager Bryghus fire nye fadlagrede øl ved et større arrangement på brygmatriklen i Kastrup. Jeg var selvfølgelig på pletten, og sikrede mig ikke bare et par eksemplarer til anmeldelse, men også et lille lager til brug i podcasts senere – samt i øvrigt bare til simpel og almindelig nydelse.

Bare at nyde en øl uden at behøve at tænke på at skulle anmelde den senere hen – det er næsten ved at blive en sjældenhed. Jeg var ganske vist på dødsdruk i fredags, da jeg var til koncert med et af mine favoritbands, Haken. Desværre var det ikke nogen større oplevelse, og jeg har faktisk været underdrejet af samme grund hele weekenden.

Det mindede mig om, hvor lidt jeg egentlig holder af dødsdruk, og jeg burde efterhånden have lært bedre.

Man skulle ellers tro, at med en sag som nærværende øl – de 12% alkohol giver 2,6 genstande i én flaske – ville dødsdruk bare være en naturlig følge. Men næh nej – kvalitet som denne går der ikke 11 deciliter af på literen. Når man mageligt har ladet dette lille natsorte vidunder glide kækt henover tungen, er trangen til fuldskab for længst mættet, og man kan i stedet nyde passionen, vildskaben og ikke mindst galskaben ved brygget; fastholde øjeblikket i erindringen fremfor at sløre og ødelægge oplevelsen ved at gå druk-amok.

Der er bare mere vægt i en Double Mash Whisky Barrel Aged Imperial Stout fra et af Danmarks absolut førende mikrobryggerier end i ti Premium Pilsnere fra hvilket som helst industribryggeri i hele verden.

The Boobrie er, på trods af at være ufiltreret, ikke helt uigennemskinnelig. Langbølget lys når igennem det som en dyb rød nuance – men intet andet slipper igennem. Her har jeg faktisk glemt at bemærke, at brygget udsender en lækker em af sød lakrids allerede idet kapslen letter fra brygget.

Brygget afgiver en forfriskende sprød lyd af knasende æggeskaller idet det skænkes. Det gyldentorange skum matcher det natsorte bryg aldrig så nydeligt, og en af de meget få ting, men kan kritisere brygget for, skulle være, at skummet kun lader sig nyde i relativt kort tid, før det falder.

Duften peger i retning af en bitter stout. Ikke en sød én a’la de kejserlige russiske af slagsen. Lakrids, ikke af den sødeste slags, men heller ikke af den med salmiak i er det dominerende element, ledsaget af en røgantydning, der giver dybde og yderligere karakter.

Just wow! En ren lakridsjuice, der ud over bare at smage aldeles pragtfuldt og være en udelt nydelse, også er god for en øm hals. De 12 % alkohol vil også gøre en eventuel ledsagende forkølelse nemmere at bære. Brygget er vidunderligt fyldigt, smages med hele munden – både på under- og oversiden, samt i hulrummet imellem, hvor aromaen forplanter sig som en mild, krydret tåge.

Brygget er overraskende blødt mod tungen. Mundfornemmelsen er rund, rar og venlig, men savner intet i karakter. Hvad nogle ville kritisere den for at mangle i fandenivoldskhed, får man tifold igen i gummewellness og smagsløgsmassage af exquisite kaliber. I brystet brænder det til gengæld dejligt hele vejen ned – og et stykke efter det er endt i mavesækken, så det ikke bare er på tungen og i ganen, man mindes om den store øloplevelse. Efterklangen runger venligt, men også noget mere bestemt bag brystbenet, end det gjorde i munden.

Et lille mesterværk, der lover rigtig godt for Amager Bryghus’ nye lagrede serie, som jeg glæder mig rigtig meget til at fortsætte med. – Bare én af gangen, for med sådan kvalitet, er der ingen grund til at skeje ud.

Schiøtz Mørk Jule Ale, Royal Unibrew/Albani

Ikke ligefrem englelyd …

Jo jo, jeg ved skam godt, at ingen lever evigt, og at der er en ende på morskab og fornøjelser ved alle mennesker. Men bare fordi man ved det, kan man jo godt blive ked af det alligevel, når en af ens allerstørste skuespilleridoler går bort.

Schweizeren Bruno Ganz kendes bedst for sin aldeles blændende fortolkning af Adolf Hitler i Bernd Eichingers mesterværk “Der Untergang” fra 2004. Antallet af alternative undertekster til raserianfaldet i starten af filmen skal nok tælles i tusinder, og selvom man måske godt kunne ønske, at Ganz’ skuespillerpræstation var kendt for – vel – præstationen frem for antallet af gange, den blev spoofet, så viste memets reproducerbarhed jo netop, hvilket exceptionelt skuespillertalent der stod bag.

Af de tre bedste til at spille Hitler har vi dermed kun én tilbage, nemlig John Cleese, der har delt andenpladsen med Charlie Chaplin gennem alle årene.

Den lavstammede, ikke videre talentfulde tysk-østrigske maler, der endte som en af historiens absolut største krigsforbrydere og massemordere nåede højest en fjerdeplads i det kapløb. Og den er langt fra så sikker som de øvrige placeringer.

Æret være Bruno Ganz’ minde. Og lad mindet om den, han var mest kendt for at spille, forblive –  som det lyder i hint klip – ohne Ehre!

Her på bloggen tager jeg omsider fat på senvinter/forårstemaet. Med de 10 grader, det har været i dag her i Brønshøj er vi jo alligevel gået fra et sent efterår til et tidligt forår, så hvorfor ikke bare kalde det et forårstema – i år i hvert fald? Jeg tænker på overliggende juleøl – af hvilke jeg selv ikke havde nogen. Det havde til gengæld Fakta – til nedsat pris endda – og øllet fejler jo ikke noget, så en flaske hist og pist kom med hjem i januar.

Siden engang midt i årtiet har Royal Unibrew med denne serie, opkaldt efter Albanibryggeriets stifter Theodor Schiøtz, promoveret Albani som et kvalitetsbrand. Men som det så ofte er, når industrien prøver at gå kvalitetsbryggerne i bedene, ender det med at blive halvhjertet.

Denne juleøl er i det mindste ordentlig mørk. Det gør ikke noget, at den løber nok så lystigt i glasset, da den ikke giver sig ud for at være en stout. At skummet også stiger i nogen grad, yder den også en smule ry, omend det nu også falder lige lovligt hurtigt igen.

Duften derimod er noget vag i udtrykket. Alle de mange forskellige frugter og bær, bryggeriet har tilsat, kan næppe duftes. En bitterkrydret note af nelliker titter nok frem, men spøjst nok er nelliker hverken det samme som slåen, solbær, figen eller sveske, som ellers er blevet tilsat fordi malt, humle, gær og vand åbenbart ikke får brygget til at klare cuttet alene.

Brygget har dog aroma, når man søger at anamme det med indersiden af mundhulen. Hvad det så mere specifikt har aroma af, kan være noget sværere at afgøre. Slåen, solbær eller figen er ikke lige det, jeg selv tænker på som det første – eller andet eller tredje. Sveskerne kan måske godt mærkes et eller andet sted i den noget forvirrede og ikke mindst -ende smagskomposition, der minder mere om Karlheinz Stockhausen ved en våd julefrokost, end Peter Faber eller N.F.S. Grundtvig med familien i dagligstuen juleaften.

Det starter ret kraftigt bittert, næsten overvældende, for så at blive syrligt – som i surt-belgisk-øl-syrligt. Længere bagude kommer nellikerne frem igen, endskønt de som bekendt ikke findes i brygget, og det er også her sveskerne, som et sødligt-surt indslag på bagkant sætter ind.

En noget rodet og kaotisk forestilling. Ikke egentlig ubehagelig, ganske vist, og man må også indrømme den en vis karakter. Det er imidlertid ikke en øl, man kan anbefale til nogen, der har særligt bestemte præferencer for øl – bittert, syrligt, fyldigt, sødt – for brygget her forsøger at være det hele på en gang, hvorfor det faktisk ender med ikke rigtigt at være nogen af delene.

Dens plads på julebordet må andre også strides om, for den kommer i hvert fald ikke på mit. Mindst dårligt ville den med sine sødlige noter vel passe til ris a la manden, men skulle man prøve dette og finde den aldeles malplaceret, så modtages brok ikke her, da jeg bestemt skulle mene, at min overordnede advarsel mod at bruge produktet i juleøjemed er adækvat videregivet i det ovenstående.

Steam Brew Imperial Stout, Privatbrauerei Eichbaum

Langt inden for skiven …

For kort tid siden fik jeg samlet en tråd op, da jeg fortsatte tilbageblikket på bloggens liv. Nu er det tid at klippe en anden over – eller i hvert fald at hæfte den. En lille serie af øl, der blev anskaffet sidste år vil hermed være færdigbehandlet, og det er ikke uden grund at min omtale af den holdes i klichéagtige metaforer og koldt teknisk sprog, for fornøjelsen ved bryggene har mildt sagt været afdæmpet.

De blev købt i Lidl – og dermed var forventningspresset på dem fra starten ikke stort. Tidligere har jeg anmeldt Imperial IPA og German Red i samme serie, og sammen tegnede de et aldrig så klart billede af virkelig uengageret industriel standard, dårligt forklædt som mikrobryg. Den røde tysker var jævnt kedelig mens IPA’en lænede sig op ad en decideret fornærmelse mod både forbruger og type. Industrielle pilsnere behøver næppe være af en lødig standard, før de overgår dén skål kornfarvet postevand.

En kold kop kaffe med brus var omtrent hvad jeg forventede af deres Imperial Stout. Ingen tjære med smag af oliehavn og em af dækrøg. Ingen tæt chokoladelakridssirup med fylde af svesker. Nej – intet af det, der normalt kendetegner en stout – hverken det bitre eller det søde.

Og det var langt fra skudt forbi. Ikke alene plasker brygget i glasset som postevand fra hanen, også den på overfladen mørke farve virker kun halvfærdig – som om det først er et stykke inde i brygget, at det egentlig er dunkelt, mens de første par centimeter bedst betegnes som hyggeligt tusmørke. En antydning af røg, blandet med tynd kaffe er alt hvad bouqueten byder på, og sådan lever brygget hele tiden op – eller rettere ned – til de forventninger, som de første par af øllene alt for effektivt plantede.

Forventningen om tynd kaffe er i hvert fald nydeligt inden for skiven. På bagkant og i eftersmag melder der sig nogle i grunden rare lakridsnoter, der endda formår at hægte sig fast for en tid. Kraftige bliver de imidlertid aldrig, og overgås ikke bare af vandindslaget, men også af kulsyren, der får brygget til at føles mere som en sodavand med let kaffesmag end en mørk øl.

Fuldstændig i tråd med de andre i serien er dette lemfældigt sammenkastede produkt, der dårligt nok kunne kaldes en tynd schwarzbier. Stout er det ingenlunde, endsige en kejserlig én af slagsen. Dette er ikke bare almue – det er nede i en klasse, hvor selv pjalteproletariatet går med næsen i sky og fnyser hovent.

Først nu bemærker jeg sådan for alvor seriens slogan: “German Craft Beer Resistance”. Og det må man give dem! I Steam Brew-serien får egentlig craft beer, håndbryg, kvalitetsbryg, mikrobryg – hvad man nu end foretrækker at kalde øl, der ikke bare repræsenterer tynd, ligegyldig, generisk industri – virkelig kamp til stregen. I en fængende indpakning leveres lige så tyndt og uengageret jævnt hverdagsbryg, som alt det andet dybt konservative, generiske, industrielle, metervarebryg, som det store naboland mod syd i forvejen er ved at drukne i.

Og selv om de fortsat slår sig i tøjret og gør modstand, viser denne serie, at det i hvert fald ikke er fra tysken, at man skal frygte storindustriens revanche på den kvalitetsproduktion, der til de flestes glæde har formået at tage en bid af markedskagen fra gigantbryggerne.

Baltic Liquorice, Svaneke Bryghus (Podcast-pilot IV)

‘Lakrids præsenteret i øl’

Selvom jeg er blevet aldrig så aktiv på andre sociale medier, skal jeg jo heller ikke glemme bloggen. Den vil fortsat være det centrale – i hvert fald i mine dansksprogede aktiviteter, mens podcastene er tænkt som små ekstra godbidder, der kastes ud ved særlige lejligheder. En podcast-version af denne anmeldelse vil imidlertid også være at finde inden alt for længe. Det at redigere en podcast viser sig at være langt mere overkommeligt end at redigere en video – men da jeg som den uforbederlige linselus jeg er, forventer at vinde flere tilhængere af godt øl ved at lave videoer, er det det, jeg har tænkt mig at prioritere.

Og før jeg glemmer det: Socialdemokratiet er sprunget ud som full blown racister siden jeg skrev sidst. Den fælt stinkende xenofobiske bæ ved navn ‘Paradigmeskiftet i Udlændingepolitikken’, der som et proktologisk mysterium blev udskidt af sylten på Martin Henriksens, for omgående at blive spist med velbehag, begærligt gennemtygget og slugt af de øvrige regeringspartier, er nu fodret videre til Frederiksen, Tesfaye og Co. ved direkte kontakt mellem sidstnævnte personagers ædespalter og førnævnte partilederes recta. Velbekomme, og vid, at jeg ikke lader mig trøste af, at det er valgår. Intet vil jo ændre sig med en opposition der har læberne fast klistret til røvhullet på dem, som de skal forestille at være modstandere af.

– Så fik jeg også tireret lidt. Det var rart, og det må jeg endelig heller ikke glemme, selvom jeg breder mig på flere platforme.

Den sidste øl, Marcus og jeg nød for snart en måned siden, var en dunkel lakridssag fra Svaneke Bryghus. Marcus indledte med at give markedsføringen en bredside – ‘laber, lækker lakrids’ – fordi alle elsker alliteration, bare ikke Marcus, mens jeg selv ikke holder mig tilbage her på bloggen … uden at jeg på stående fod kan komme på eksempler, der er værd at lægge links til.

Til gengæld var der rosende ord – fra begge sider – til bryggets lød. Aldeles natsort også ved gennemskinning (hvis det er et ord). “Den her mener det alvorligt” bemærkede Marcus, der konstaterede at den natsorte kulør ikke skiftede til rød, sådan som jeg kunne fortælle, at sådanne bryg tit gør, når man holder dem op mod lyset. Den tilsatte lakrids og lakridsrod gjorde en meget håndgribelig tilstedeværelse i bryggets duft, der gav mig mindelser om min barndoms hostesaft.

Og mindre håndgribelig var lakridsen bestemt ikke i smagen. Her fyldte den nærmest det hele, hvilket Marcus fandt rig anledning til at fundere over. Det kan læserne glæde sig til i podcast-versionen, men jeg her vil destillere de mange ord ned til hans catch-frase – om dette var “lakrids præsenteret i en øl eller øl præsenteret i lakrids.”

Meget snart lagde hans sig fast på det første, idet det øl, der gemte sig neden under den tætte, tunge og rent ud sagt anmassende lakrids, dårligt kunne fornemmes. Var det godt øl? Var det kedeligt øl? Det var i grunden irrelevant, for det var faktisk kun lakridsen der kunne smages.

Det var nok egentlig lidt for meget med al’ den lakrids, var vi rørende enige om. Marcus var imidlertid imponeret over, at bryghuset havde undgået alle de faldgruber der er, når man tilsætter øl noget markant – navnlig så markant som lakrids, og især i et sådant omfang. Selv måtte jeg konstatere, at den tørre, pudderagtige mundfornemmelse, som tilsat lakrids kan give i øl, hvis det er lemfældigt doseret, ikke var at spore i brygget.

Til gengæld var jeg ikke helt tilfreds med bryggets fylde. Som en stout betragtet fandt jeg den i mundfornemmelse og tæthed utilstrækkelig. Der manglede helt og aldeles den olieagtige viskositet og skvulp, som en ordentlig tæt stout har.

Den kan ellers anbefales til vaffelrør med kakaocreme – og sikkert også andre chokoladebaserede lækkerier, men nu var det lige vaffelrør, vi havde valgt den aften …

Marcus gav den …

… idet han faktisk prøvede den for anden dag i træk og fortsat var imponeret.

Selv var jeg lige knap så fornøjet ved den, og gav den …

Dermed var også dén prøvesmagningssammenkomst afsluttet. Men lur mig om den ikke bliver den sidste.

India Pale Ale, Shepherd Neame (Podcast-pilot III)

Ikke en CIS-øl …

Det er godt nok længe siden, jeg sidst anmeldte øl fra engelske Shepherd Neame. Dengang var jeg gift og boede på Amager. Forinden havde jeg prøvet to andre af bryggeriets øl – det var mens jeg stadig boede med min familie i Aarhus. Så der bliver kigget tilbage, gør der – næsten så man får kramper i nakkemuskulaturen (men som garvet headbanger er det jo noget, jeg er vant til). Det undrer mig faktisk, at der ikke er røget flere Shepherd Neame-bryg i indkøbskurven gennem årene. For mærket brændte sig ret grundigt fast, tilbage dengang i 2010, hvor Fakta havde dem stående i et udvalg af specialøl.

Dengang var specialøl og kvalitetsbryg stadig ved at træde sine barnesko, og det var i hvert fald usædvanligt at finde noget usædvanligt som udenlandske specialbryg i supermarkeder af Faktas format. Det skulle nu ikke blive første gang, Fakta var med ganske langt fremme blandt supermarkederne til at promovere kvalitetsbryg – og det toppede efter min mening, da Petrus-serien fra Brouwerij de Brabandere blev stillet på hylderne tilbage i 2017. Lignende højder har de aldrig nået – og jeg har savnet noget i en lignende kaliber siden. Herfra skal håbet om et snarligt comeback for det gode øl fra Fakta lyde aldrig så eftertrykkeligt.

Men som overskriften antyder er jeg stadig hjemme hos Marcus, og vi optager fortsat vores prøvesmagninger, der er indkøbt i den lokale Meny – ikke Fakta. Optagelsen af denne øl lader til at have podcast-kvalitet, så jeg håber, jeg snart finder tid og motivation til at gøre alvor af ambitionen om også at lægge podcasts ud på bloggen. Mit YouTube-projekt tager jo form, så det burde være til at overkomme.

“Hold – da – op! Hvor dufter den sprittet,” tordnede Marcus som det første efter at hans svellesøm-omfræset-til-øljern elegant havde fjernet kapslen, og øllet var skænket.
Stammende og noget mere spagfærdigt tilføjede jeg: “Den har en biduft af noget, jeg ikke rigtig kan placere, og som jeg ikke er sikker på, jeg er særlig glad for.”
“Med sine 6,1% burde den ellers ikke lugte som en væltet snapsevogn,” fortsatte Marcus.
“Det kan nu godt snyde,” indvendte jeg og anførte, at jeg fandt sure og syrlige elementer i brygget – fortsat næppe til gavn.
“Ja, og der er også det billige, brune sukker, der er i rigtig meget øl. Jeg frygter at den her kommer til at smage meget meget sødt,” klagede min medsmager, hvortil jeg måtte anføre, at den ikke burde det i betragtning af, at vi sad med en IPA. “Vi har lige haft en IPA, der smagte som cider,” riposterede Marcus lettere pugnant.
Det var nu ikke Marcus’ stridsomhed der kort efter fik mig til at give ham ret. Det gjorde derimod endnu et par åndedrag i glasset. “Der er noget krokant og noget farin i det …”
“Farin, definitely,” udbrød Marcus, “krokant ved jeg nu ikke. Det finder vi ud af.”

Marcus gik nu videre til at bemærke, at der var meget lidt skum på det klare mørke  bryg. Dertil bemærkede jeg, at det havde der faktisk ikke været på nogen af de bryg, vi havde haft fat i indtil videre. Her måtte Marcus minde mig om aftenens aller første øl – en Don’t Worry Pale Ale fra Svaneke Bryghus. Og den lille sludder vi havde om dét bryg på dette tidspunkt af aftenen, kan læserne glæde sig til snarest at opleve i podcasten (sådan – så fik jeg lagt lidt mere pres på mig selv, så det forhåbentlig bliver til noget.)

Vi skred til smagningen. Marcus indledte med to højlydte “Mmmm”-tilkendegivelser. Den første let faldende i pitch – idet den illustrerede initial nydelse. Herefter et i pitch hastigt stigende ét, der udtrykte forundring og overraskelse.
Et sammenbidt mellemfornøjet og lakonisk “specielt …” undslap lettere hvæsende mine læber, og jeg overvejede ved gennemlytning af optagelsen om Marcus mon udstødte det undrende “mmmm” som reaktion på min vist ret åbenlyse misfornøjethed.

Selv fortsatte han ellers lystigt: “Indleder med en bagmundsfylde og -dybde, der ville gøre den rigtig god som noget andet end IPA. Og sådan cirka midt på tungen kommer der en syrlighed som om øllet var blevet surt, og man havde glemt at hælde det ud …”
“Ja, den smager lidt underligt på vej gennem munden, det gør den,” samtykkede jeg.
“Og man sidder tilbage med en mund fuld af småsitrende … bagt farin?”
“Er der fejlgær i?”
På dette tidspunkt var Marcus’ begejstring også begyndt at vige mærkbart: “Har vi en politik om at drikke øllet ud?”
“Nej,” svarede jeg tydeligt vrissent, “det har vi ikke. Jeg vil nu lige give den et par chancer til, for det gjorde jeg også med Afskum i sin tid …”
“Ja, den var du ikke ligefrem lykkelig over … Hvad i alverden skal det her forestille?”

I forsøget på at møde det gustne, syrlige bryg med den på flere måder negativt ment ubeskrivelive aroma med et så åbent sind som muligt spekulerede jeg, om det mon havde en så acquired taste, at det var os, der blot ikke forstod det.
“Det gavner i hvert fald ikke denne øl, at der står IPA på den,” startede Marcus, og spekulerede derudad, hvordan bryggeriet havde hæftet IPA-etiketten på produktet frem for at skrive hvad det egentlig var for en syrligt-sød småskummel halvmørk sag de havde produceret.

Marcus foreslog gueze som sammenligning for bryggets sure kant, og her måtte jeg protestere: “Gueze er frisk, sprudlende og glad …”
“Du mener ikke den her er frisk, sprudlende og glad?”
“Nej, men jeg mener heller ikke nødvendigvis, den er grå og trist,” fortsatte jeg, “men den er ikke gueze-frisk. Hvis man lader den hvile ved mandlerne får man – udover farinen og det småsyrlige også nogle rom-noter med.”
“Den er helt sikkert mere drikkelig, hvis man by-passer hele den forreste del af munden, når man drikker den …”

Og vi causerede og causerede – der skal også være til podcasten, så lad det være nok sagt her, at det også lykkedes os at finde lidt bitterhed i brygget hen mod slutningen. Det var dog ingenlunde den friske, sprudlende bitterhed af friske grannåle, der er typens kendetegn – men derimod en tung bitterhed af meget mørkt træ. Marcus fandt også noget sødme af honning, jeg ikke fandt lejlighed til at protestere højlydt over.

Vi var under alle omstændigheder rørende enige om, at der ikke var meget IPA over dette bryg. På den anden side syntes vi heller ikke, at den skulle shames for ville identificeres som en IPA selvom det nok ikke lige var det, omverdenen opfattede den som. Når man som Marcus og jeg – og de fleste andre her i verden – mestendels drikker CIS-øl, dvs. øl der netop er det, som de foregiver at være og som hele verden opfatter dem som, er det en god og forfriskende øvelse ind imellem at blive udfordret i ens fastgroede opfattelser.

En bestående ulempe er imidlertid, at hvis man køber dette bryg som en IPA, vil man uvægerligt blive skuffet, når man opdager hvad den egentlig er. Marcus endte med at give den …

… for alle dens egenskaber ud over at kunne kaldes en IPA – for der fejlede den ifølge ham katastrofalt.

Åbenheden og storsindet løb måske en kende af med mig, da jeg gav den …

… men den skulle belønnes for oplevelsen og et samlet tungt-syrligt og vinøst udtryk, der om ikke andet satte mine evner til at sætte ord på smag på prøve, uden at være decideret væmmeligt. For at turde være noget andet end andre IPA’er fortjener den en sådan ros.

Blend: Heatherwood Green Gecko IPA-kit + Praga Premium Pils

Lidt mere liv (jeg sagde “lidt”) …

Den næsten bombastisk og fandenivolsk generiske og almindelige – for ikke at sige skingert ligegyldige Praga Premium Pils fra sidst, blev ikke drukket ud i én omgang.

Min gode ven og ølkontakt Niels fra Lille Skensved – ham med de ugandiske øl, husker I nok – havde forleden arrangeret endnu en nydelig leverance til min bloggervirksomhed. Hovedparten af den bestod nu af gengangere, idet han havde reddet et restparti af Petrus-øl fra sin lokale fakta, som supermarkedet var ved at skille sig af med. Dertil kom en svensk pilsnerøl på dåse … … – jeg kunne aldrig finde på at beskylde Niels, det rare menneske, for decideret at trolle. Men jeg har altså lidt på fornemmelsen, at han finder nogle rædsler at give til anmeldelse, så han kan godte sig over mine tirader efterfølgende.

Med andre ord – jeg har meget ringe forventninger til det svenske øl, og er allerede begyndt at notere mig nogle skældsord, jeg kunne bruge i anmeldelsen.

Men ud over belgiske gensyn og svensk industri, var der noget ganske særligt i den lille pose, som jeg iklædt sort tøj og hætte måtte hente den aften i en afsides indkørsel i Brønshøj … det sorte tøj skyldtes at regnen stod ned i stænger, og jeg var på cykel. Med alt det vand følte jeg mig næsten som et af Carlsbergs bryg. Ja, en vandet vits – så passende til lejligheden, at man næsten drukner.

I en uanselig plasticflaske, havde Niels også lusket resultatet af hans eget lille brygeksperiment med – med dertilhørende instruktionsmanual i bunden af posen. Det skulle imidlertid vise sig, at eksperimentet ikke var faldet ud helt som ønsket. Ethvert spor af kulsyre var fordampet, og ved smagning kunne jeg konstatere, at selvom brygget ikke virkede direkte fejlgæret eller inficeret, så havde oxideringen sat ind i et omfang, så brygget ikke længere var nogen fornøjelse at drikke.

Niels havde faktisk varslet mig på forhånd, at brygresultatet langt fra var optimalt, men anbefalede mig dog at blande det op half ‘n’ half med en industriel pilsner frem for bare at hælde det ud. Og sådan én stod jeg jo faktisk lige og havde i form af den i sidste og starten af nærværende indlæg omtalte generiske tjekkiske pilsner.

Om Niels’ brygeksperiment alene, er der det gode at sige, at den egentlig ganske aromatiske, men også noget syntetiske duft, med ét greb meget langt tilbage i mit helt unge liv. Da jeg fyldte fire eller fem fik jeg noget modellervoks i gave, samt en pressemaskine til det, så man kunne kreere lange snore af det i forskellige spændene former. – En stjerneform fx. Mange år efter jeg for længst havde glemt alt om maskinen fandt jeg den på loftet i mit barndomshjem i Hjortshøj nord for Århus, og alt dette kom tilbage, da jeg duftede til Niels’ bryg. For præcis ligesom dette modellervoks, duftede det. Ret syntetisk i grunden, men ikke uden en vis spidsfindig aroma af billigt firserviskelæder. Alt brus var til gengæld for længst gået af brygget, og selv om en smule af humlens bitterhed stadig var mærkbar, føltes selve brygget alt for metallisk og hårdt mod smagsløgene, helt og aldeles afbruset som det var.

Sammenblandet med den næsten skrigende intetsigende tjekkiske pilsner formåede hjemmebrygget imidlertid at gøre lidt gavn. Alene det, at der nu var noget kulsyre i brygget gjorde, at nogle aromatiske blomsternoter – syren og lyng – begyndte at træde frem. I det hele taget leverede det afbrusede brygeksperiment den aroma, som den tjekkiske pilsner så kritisk manglede.

Det var nu stadig ikke helt nok til, at øloplevelsen blev sådan rigtig god. Mixet føltes fortsat noget syntetisk, og der var heller ikke helt nok kulsyre til overs i pilnseren til at brygget livede ordentligt op. Det forblev noget dovent i mundfornemmelsen samt for tungt og glat til at være nogen stor nydelse.

Men hey – man skal starte et sted, og jeg tør slet ikke tænke på den katastrofe det ville være, hvis jeg selv gav mig i kast med den slags eksperimenter.

Hold i øvrigt øje med bloggen i den kommende tid. Jeg har for nylig spenderet endnu en aften med mit sidekick Marcus – og der er mere end bare skriftlige indlæg med dertilhørende stilbilleder i vente.

Og må Kent Nikolajsen hvile i fred. Netop i skrivende stund har jeg erfaret at han er gået bort – endnu et ansigt fra min ungdom, der endda ikke var meget ældre end jeg selv.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme