Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: lyst øl

Twisted Thistle IPA, Belhaven (Podcast-pilot II)

Because fransk …

Jeg er godt i gang med at udvide mit bloggeri til flere platforme. Hvis man endnu ikke abonnerer på min YouTube-kanal, så kan man gøre det her. Man kan også lade være, men jeg vil blive glad for enhver ny abonnent, enhver ny tilkendegivelse af påskønnelse for mine videoer, samt enhver kommentar, da det hjælper mig til at blive større på det store stygge fællesdrev, vi i daglig tale kalder Internettet.

Jeg har også fortsat en plan om at lave podcasts, og råmaterialet til én blev som allerede nævnt optaget forleden aften hjemme hos min gode ven Marcus i Valby. Det er øllene fra dengang, jeg nu anmelder, mens lyden af os afprøve dem, ikke er det, jeg i øjeblikket prioriterer højest.

Kvaliteten af lydsporet af afprøvningen af denne øl kunne også være bedre. Vores stemmer er noget fjerne, idet public domain-underlægningsmusikken er alt for langt fremme i lydbilledet, og først nu indser jeg, hvor tåbeligt det egentlig var at lægge et musikspor på, før podcasten var redigeret færdigt. Man vil kunne høre på underlægningsmusikken, når der bliver klippet – og klippes skal der. Når man optager ølsmagninger live sker det, at der falder indforståede, lidet publiceringsegnede kommentarer undertiden med potentiale for legale ubehageligheder. Man skal huske at optagelserne fandt sted under private, lettere løsslupne former, og ikke alt hvad der blev sagt behøver nå ud til en bredere kreds.

Da vi nåede til vurderingen af øllet efter talrige udflugter (alliteration og hvorvidt en sådan var bedst med konsonanter eller vokaler var bare en af dem) fik vi ikke engang knyttet nogen kommentarer til bryggets visuelle udtryk – eller mangel på samme. Det måtte vente …

I stedet tog jeg omgående fat på duften: “Søde æbler,” hvorefter jeg i en ADHD-affødt ukontrolleret associaltionsrække tilføjede “rare æbler, venlige æbler, flinke æbler … Ikke de der knotne æbler …”

Vi tog fat på smagningen, og Marcus brugte pausen i min associationsrække til at bryde ind, med upassende seriøs mine: “Meget meget maltet eftersmag på tungen, men teknisk set er det her jo en cider, bare lavet uden æbler.”

Tydeligvis var Marcus’ oplevelse af brygget en anden af min. Jeg havde det næsten som var jeg blevet tacklet af brygget, hvis aroma viste sig en aldeles anderledes, end den søde, venlige æblekompot, der havde mødt mine næsebor. At brygget udløste en substantiel bitterhed var næppe uventet i betragtning af typen, men til gengæld helt uventet i betragtning af bouqueten.

Marcus fortsatte i cider-sporet, og knyttede i den anledning et par kommentarer til det aldeles glatte og ikke-skummende for ikke ligefrem at sige anti-skummende bryg. Jeg gav ham, at duft og farve pegede fint i retning af cider, men ingenlunde aromaen. En længere udredning fra Marcus om en tur forbi Ystad på vej til Bornholm havde som pointe, at et glas cider, han havde fået på Restaurant Villa Strandvägan i byen, havde mindet om denne øl. Og åbenbart mindede det ham også om de østers i Vodka, han fik cideren til.

Jeg er oprigtigt i tvivl, om vi har prøvet det samme bryg, da jeg derefter fremhævede skarphed af kommen i bitterheden. Det gav brygget en meget tør og ru attaque … “det skal staves med ‘q’ …”

“A-t-t-a-q?”

“u-e”, sufflerede jeg.

“Det oh la la’er jeg”

“Der skal sikkert også være et eller andet diakritisk tegn over ét af a’erne,” causerede jeg, “men det ved jeg ikke præcis – jeg er ikke så god til fransk. Men det skal der være, fordi det er fransk.”

“Because fransk …”

“Because fransk!”

Efter denne ekskurs, der truede med at afspore smagningen helt, gik vi direkte til konklusionen. Selv fandt jeg at brygget stak i for mange retninger på én gang. Især passede det unødigt skarpe kommenelement slet ikke til bryggets øvrige laid back udtryk.

Marcus mente ikke, at bitterheden i brygget var særlig karakteristisk for IPA-typen. Havde han fået den serveret uden at vide, hvad det var, ville han have taget den for en småskummel cider, og ikke en IPA. Som en ciderinspireret øl bedyrede han dog, at han faktisk godt kunne lide den.

Således valgte han at give den …

Jeg underbød med …

Det er vist første gang, jeg giver en øl lavere karakter end Marcus her på bloggen. Ikke at det egentlig er særlig bemærkelsesværdigt, men ikke desto mindre mere bemærkelsesværdigt end øllet, der på trods af at det senere samme aften skulle blive besejret grundigt i missmag, klart måtte stå som det mindst underholdende indslag den aften.

Tyr, Ørbæk (Podcast-pilot I)

Noget i vente …

Der er en smule krise på bloggen for tiden. Ved årsskiftet dykkede antallet af klik på bloggen drastisk, for ikke at sige katastrofalt. Jeg spekulerer på, om antallet af views mon tælles på en anden måde af WordPress her efter nytår? Jeg har ikke set nogen meldinger om det, men det er på den anden side også den slags information, der har det med at gå min næse forbi.

Jeg tror det nu egentlig ikke. Der er vel bare en masse af mine læsere, der har haft et nytårsforsæt om at gå på vandvognen i år – hvorfor de ikke vil fristes ved at læse min blog. Og så er det jo bare at vente på at nytårsforsæt bliver til nytårsfortsæt (see what I did there?). Den slags varer som regel ikke længe.

Eller også skal jeg bare koncentrere mig om at holde dampen oppe. Det er imidlertid lettere sagt end gjort. Jeg arbejder fortsat fuldtid med delebørn, jeg har et stort behov for at slappe af og være mig selv, når jeg endelig har lejlighed til det og endelig har jeg selv nogle nytårsforsætter, der gerne ikke skulle blive til nytårsfortsætter overhovedet.

Disse nytårsforsætter (uden ‘t’) kræver imidlertid, at jeg tager nogle initivativer og bruger noget tid på planlægning og koordinering – tre ting, som jeg ikke er særlig god til, for nu ikke ligefrem at indrømme, at jeg faktisk hader at gøre den slags lidenskabeligt. Præstationsangst er en ting, og jeg lider fælt under det. Men jeg tænker, at hvis jeg løfter lidt af sløret nu, frem for at arrangere det hele, og afsløre det hele i én vældig overraskelse, så kan I, læserne, måske hjælpe med at holde mig lidt på sporet, så mine planer rent faktisk bliver til noget.

Jeg har planer om, at udvide bloggen med en podcast og en YouTube-kanal. YouTube-kanalen forestiller jeg mig bliver på engelsk, mens podcastene i første omgang forbliver danske.

Det er de første podcast-optagelser, jeg har i kassen i hvert fald. For lidt over en uges tid siden mødtes jeg nemlig endnu engang med mit sidekick, Marcus, til en omgang ølsmagning – og, nota bene – en omgang tiltrængt sysleri med teknisk udstyr og lyd for at sikre, at katastrofen fra sidst ikke gentog sig.

Heldigvis er Marcus ikke ked af at sysle overhovedet, så da den første optagelse ikke blev særlig god, var han den, der drejede lidt på knapperne – og vupti, var lyden bedre, og til sidst så god, at den faktisk havde reel podcast-kvalitet.

Men det var først efter et par prøver. Og i efter optagelserne kommer al efterbehandlingen. Så podcasten må vente endnu en smule, men anmeldelserne af øllene på skrift, skal I ikke snydes for.

Den første øl vi prøvede var denne, en brown ale fra det økologiske bryggeri Ørbæk på Fyn. Brygget har navn efter den nordiske gud Tyr, og så er det jo spændende om Wacken Brauerei i Holsten nu også kommer efter Ørbæk. De har jo som bekendt taget patent på alle nordiske gudenavne til øl, og selvom Ørbæk sikkert ikke har navngivet deres bryg i trods mod dette, skal de alligevel have en thumbs up herfra – om ikke andet fordi nordisk mytologi er ret sejt … Og mærkeligt, i øvrigt, men også ret sejt.

Brygget er ellers ret lyst – af en brown ale at være – snarere rødligtgyldent er det, og lige så lidt brunt det er, lige så karrigt er det med skummet. Marcus udtrykte snart sin utilfreds over næsen på brygget, som han bedømte ‘tynd’. Selv valgte jeg det mere diplomatiske – og indrømmet tvetydige – ‘let’. For endskønt brygget bestemt ikke opviste nogen særlig tyngde eller klæbrighed i udtrykket, sporede jeg krydrede noter af tyttebær og rosmarin, der ikke gjorde noget ringe førstehåndsindtryk.

Passende til lejligheden blev brygget indtaget til et måltid: dobbeltpaneret flæsk med rösti og fløde/skimmelostesovs. Dertil passede føden bryggets krydrede bouquet langt fra skidt.

“Alt for sødt” var Marcus’ umiddelbare dom over øllet, hvortil jeg måtte indvende, at øl jo gerne må være sødt – især belgisk inspirerede mørke ales. Han blev også mere forsonlig over for den i løbet af måltidet, som brygget fortsat klædte fint. Brygget præsenterer således en bund, der umiddelbart synes svær at sætte ord på. “Der er ikke meget spræl i den, men hvis man lige smægter med tungen en gang, kan man få hevet et par perler op på tungen, for ligesom at løfte smagen …” For denne kommentar undskyldte Marcus omgående, da det med hans egne ord nok var hans værste “Søren Frank”-moment til dato.

Jeg nikkede og gryntede bekræftende, hvorefter jeg henkastet og indifferent gjorde gældende, at jeg i grunden ikke var bekendt med, hvem denne Søren Frank egentlig var. “Vinanmelder og klaphat på Berlingeren”, berigede Marcus mig mit i forvejen ikke ubetragtelige korpus af unyttig viden. “Det er ham der har beriget verden med vendingen ‘en insisterende bismag af urin’ som noget positivt”.

Jagten på ordene, der kunne italesætte (undskyld) smagen fortsatte henover det simple, men aldeles veltilberedte måltid. Aroma af lige lovlig velsødet kaffe med sirup fra sukkerrør, var mit umiddelbare bud. Marcus hæftede sig ved en vigende fylde, som om øllet blev smagt på afstand, gennem en pude af vand. Uden dog at brygget af den grund føltes unødigt tyndt – blot afdæmpet i udtrykket. Selv syntes jeg nu ikke det var så galt, men min protest nåede aldrig at blive særligt udtalt, før Marcus foreslog betegnelsen belgiersødme for bryggets krydret-sødlige aroma.

Ganske rigtigt møder man nok også bryggets aroma i flere belgiske bryg – men nu er Belgien jo ligegodt kendt for sin massive ølmangfoldighed – så det siger i sig selv ikke det store. Til gengæld brød Marcus sig så ikke om min karakteristisk af bryggets mundfornemmelse som ‘vinøs’ – i kraft af den lave kulsyre, og bryggets lette flåd over tungen. Så vi endte vel med at være enige om at være uenige om den sag.

Enige var vi til gengæld om, at brygget ville være aldeles egnet som juleøl – så den anbefaling er her først på året givet videre. Så håber vi bare brygget bliver i butikkerne så længe.

Marcus ville såmænd ikke skamme sig over at tage dette bryg med sig hjem, men han gav den …

… da den på den anden side ikke helt havde det i smag, fylde, praleværdi og evne til at imponere, som Marcus i hans selverkendte arrogance og forfængelighed ville lægge navn til at have liggende til mere metikuløs nyderi.

Selv valgte jeg at give brygget …

… fordi den ganske vist ikke er noget festfyrværkeri, men når den ellers smager, så smager den også godt. Der er ingen grund til at være karrig med stjernerne over for Ørbæk, når de gør det ordentligt. Især i lyset af, at de gennem årene har været noget svingende i deres præstationer.

Praga Premium Pils, Budejovicky Mestansky Pivovar

Radikal mainstream …

Så klarede jeg årsrapporten, og dermed er ølåret 2019 for alvor skudt i gang. Januar er typisk en måned, hvor ikke helt så mange klikker sig ind på bloggen, og jeg har på fornemmelsen, at det skyldes at jeg selv kan være lidt sen til at komme ud af starthullet. Årsrapporten er en træg sag at komme igennem, så der opstår gerne et hul i anmeldelseshyppigheden lige før og lige efter. Samtidig myldrer tiden op til årsskiftet med helligdage, hvor jeg før har observeret, at hitsene ikke er voldsomt mange. Jeg gætter på, at læserne har bedre ting at tage sig til i helligdagene – såsom at være sammen med familien fx frem for at læse min blog. Det er også bedst sådan – og så må det være mit ansvar, at projektet kommer på sporet igen i hverdagene derefter.

Vel, i skrivende stund har jeg en hel række øl, jeg skal have skrevet om, idet jeg har været igennem endnu en hyggeseance med min faste medsmager Marcus. Råmaterialet til en væsentlig opgradering af bloggen er i den forbindelse også indhentet, så nu burde jeg have rigelig anledning til fornyet blogaktivitet – det kan læserne jo glæde sig til. Yderligere hints derom kan man finde på min facebook-fanside.

Denne øl fandt jeg for få dage siden i Fakta. Jeg synes faktisk, at Fakta er faldet noget af på den her på det sidste. 2017 var højdepunktet for butikskædens udvalg af specialøl, hvor man fx kunne finde nogle ret spændende amerikansk/tyske IPA’er der, samt nogle uhørt gode belgiske sure bryg.

Nu er det sådan nogle her, man finder der. Jævne, generiske tjekkiske øl, der sjældent formår at imponere denne blogger synderligt. Ja, tjekkerne er vidtberømte for deres pilsnere, selvom de ofte ikke er bedre, end det man finder herhjemme i det alt for almindelige industrielle udvalg.

I næsen viser brygget såmænd lidt karakter. Bagom en generisk, industriel syrlighed damper det af fusel, der næsten river som salmiak i slimhinderne. Så er der da i det mindste lidt oplevelse at starte på.

Til gengæld forekommer brygget straks ved indtag mere end noget andet vandet. Vandet først, siden småsyrligt og så metallisk undgår brygget behændigt at være til nogen egentlig fryd, andet end at det må indrømmes tørstslukkende egenskaber. Man er ved at afskrive brygget helt, da en rund maltsødme melder sig et sted dybt nede i det syrlige vandbad.

Man får uvægerligt mistanken om, at det er det tilsatte sukker, der hjælper sødmen på vej – så meget for brygkunst, men en enkelt til to stumper formår denne ene aroma nu alligevel at redde i en pilsneroplevelse, om hvilken det bedste der kan siges er, at den er aldeles jævn, og ikke som sådan ubehagelig. For selv syrligheden og metallet ligger så dybt i vandet, at det ikke formår at genere, men måske endda skærper vandets tørstslukkende profil en anelse.

Jeg håber ikke, denne øl repræsenterer fremtiden for Faktas udvalg af specialøl. Kunderne fortjener meget bedre – ikke mindst i lyset af, at udvalget har været netop det – meget bedre.

Schiøtz Jule IPA, Albani/Royal Unibrew

Det gjorde den ikke julet …

Vel, en enkelt juleøl havde alligevel forputtet sig. Men det er jo også en efterhånden mangeårig tradition på bloggen, at forrige års juleølsoverskud anmeldes i januar – ja, nogle gange helt indtil påske (for så længe varer julen som bekendt). Men denne gang er der nu kun den ene.

Den blev konsumeret nytårsaften i selskab med børn, bonusbarn, ekshustru og hendes nye mand i deres hjem på Nørrebro. Som man vil kunne se på illustrationen, er brygget i delestørrelse. Så sandheden er egentlig den, at jeg ikke orkede at drikke brygget alene, men manglede en anledning til at dele den med nogen.

Og da den blev drukket i det gamle år, skal den selvfølgelig anmeldes inden jeg skrider til min store årsberetning. Den lover jeg til gengæld kommer som det næste.

‘Juleøl’ er ikke nogen stil, men blot noget, man kan hæfte på en hvilken som helst øl for at kunne sælge den sidst på året … eller i hvert fald fra primo/medio september måned. At det så overhovedet ikke passer til årstidens mad eller vejr, kan man blæse en lang nissemarch. IPA – med sin friskhed, aromatiske profil og bitterhed – gør især godt i sommervarmen og til skarptkrydrede retter. I vinterkulden med årstidens tunge rodfrugter og mørke kød, fungerer den omtrent lige så godt som blomkål til chokolademousse.

Men det skal ikke holde Royal Unibrew tilbage. De laver en Jule-IPA, hvis de vil, gør de. Og til næste advent opfinder de en Julehare, der kommer hoppende med julegaverne, mens påskemanden i foråret kyler æg i nakken på trækvinden, hvilke tider hvilke skikke …

Men før jeg kommer for godt i gang med at afsløre Royal Unibrews marketingstrategi for 2019, må jeg hellere samle tråden fra nærværende bryg op. Undskyldningen for at lave en Jule-IPA finder man i ingredienserne, hvor havtorn, hyben, tranebær og havre vel må tænkes at give brygget et eller andet julet præg. Jeg tænker mere en småfæl kombi af ‘hippie’, ‘nyt nordisk’ og ‘fritidsviking’, men det er nok bare mig.

Havtornen mærker man som en sød note i en ellers traditionelt bitter – og noget blank og industrielt småkedelig – IPA-impression. Der er på trods af de mange tilsætninger ikke rigtig noget ekstra at komme efter, men snydt bliver man heller ikke så vidt …

… og man glædes desuden over, at man heller ikke bliver snydt i smagen. Tværtimod smager brygget overraskende bittert igennem på de rene humleparametre. Tilsætningerne synes at runde smagen lidt af, men næppe mere end typens vanlige aromatiske ledsagearomaer ville have gjort.

Industrikarakterens meget kontrollerede og polerede dimension kan brygget til gengæld heller ikke se sig fri for. Der er ingen overraskelser i brygget – hverken ubehagelige eller det omvendte, og det ender med at gøre brygget stereotypt og generisk – ikke helt uinteressante tilsætninger til trods.

Og noget særligt julet – noget der ville have klædt anden, flæskestegen, ris a la manden eller de efterfølgende julegodter – er brygget nærmest renset for. Brygget ville gøre det decideret skidt til det alt sammen.

Til en børnevenlig butterchicken, til gengæld, ville brygget være udsøgt. Sådan én fik jeg og børnene nytårsdags aften. Ikke som tømmermandsmad for mit vedkommende, thi jeg havde haft en aldeles travl arbejdsdag fra kl. 8 om morgenen – og heller ikke for børnene, må jeg hellere tilføje. Men bare som god aftensmad på en dag, hvor man har lyst til noget take away. Og hvilken dag egner sig mon mere til det, end 1. januar?

Godt nytår til alle læsere. Forbliv indstillet for årsberetningen 2018 snarest.

Julebryg, Aarhus Bryghus

Snebajer minus industri …

Glædelig Bagjul allesammen. Jeg håber jeres var god – min var i hvert fald aldeles udmærket. Traditionen tro blev højtiden fejret hos min ekshustru sammen med vores børn og hendes nye mand. Menuen stod på økologisk and og flæskesteg, hvide og brune kartofler, rødkål og andre lækkerier. Dertil kom selvfølgelig øllet, som eks’ens gemal i samarbejde med undertegnede tog sig af.

Der var tre forskellige på programmet. Til den fede julemad havde jeg valgt den eneste af de tre Anarkist-øl fra Royal Unibrew, som havde formået at imponere mig, nemlig deres Brown Ale. Den viste sig imidlertid at være bitrere end jeg kunne huske, og derfor egentlig ikke helt perfekt til julemaden. Det var til gengæld den Petrus Kriek, som Niels (ham med de ugandiske øl) havde reddet mig fra et restparti i hans lokale Fakta. Props til ham for den helt ideelle ledsager til ris a la manden.

En anden tradition, jeg ikke valgte at give slip på denne jul, var den øl, jeg drak i løbet af dagen. Dette år kom den fra Aarhus Bryghus, og var en fødselsdagsgave fra min bror. Det er altså min bror, og kun min bror, der har skylden for, at Aarhus Bryghus’ i forvejen hårdt prøvede brygmester endnu engang må lægge ryg til mine tirader. Jeg har fortsat bryggeriets ‘banan-øl‘ i alt for frisk erindring, men fortsætter hjertens gerne dansen om den varme grød en rum tid endnu, så jeg ikke behøver sådan rigtigt at prøve den med anmeldelse og det hele.

Brygget her er ganske flot og dyborange – analogt med tilsætning af appelsinsaft og appelsinskalolie. Begge dele er jo også ganske julet. Dertil kommer nelliker – også julet, men resultatet er nu ikke så mørkt, som bryggeriet helst vil være ved. Dyborange og aldeles flot – helt sikkert, men næppe mørkt. Brygget skummer kun lidet, men til gengæld nydeligt matchende brygget i sin gyldne tone.

Det dufter syrligt-krydret af brunkål. Dertil kommer en sødlig em af mere overmoden end bare moden appelsin. Smagen er til gengæld rar og noget mere venlig, end den mere end bare mildt truende bouquet. Fløjlsblød, for ikke at sige glat mod tungen, løber den raskt mod svælget. Den efterlader såmænd et vist indtryk med sin afdæmpede brunkålslage på en småbesk pilsnerbund. Men noget festfyrværkeri er den ikke. Men det er jo også først en uges tid senere det er på programmet.

Kombinationen af småbesk til harsk pilsnerbitterhed og en til tider industriel syrlighed finder man tit i danske julebryg, og nok mest udtalt i Tuborgs snebajer. I Aarhus Bryghus’ julebryg er det langt fra slemt, og brygget spiller mere på aromatiske og krydrede noter, frem for ligefrem at gå all ind på det industrielle. Alligevel kan den ikke se sig fri for at spille lidt for meget med på en smagsprofil, der i grunden hverken er særlig julet, eller særlig attraktiv i det hele taget. Det er vel sådan snebajeren ville smage, hvis den ikke blev produceret i et multimillionoplag, og der blev lagt bare en lille smule menneskelighed og kærlighed i den.

Men meget bedre bliver den ikke, for helt grundlæggende bør julebryg være sødt og fyldigt – ikke letflydende og bittersyrligt.

– Synes jeg i hvert fald.

Gavnø Økologisk Pilsner, Slotsbryggeriet Gavnø

Mon ikke den går an?

Nåmenøh  … Go’ jul, for Satan i helvede eller noget …

Så er det sagt og forhåbentlig på en måde, der adskiller sig bare en lille smule fra den store, ensartede grød af generiske julehilsner, som fyger gennem luften i disse dage.

Lige et par svinere (det er jo sæson for flæsk) og – mind you, for jeg kan faktisk også være positiv ind imellem – et par shout outs til dem der fortjener det og har brug for det.

Den afskyelige naziorganisation Nordfront/Den Nordiske Modstandsbevægelse har igen stukket sit fæle fjæs frem på Fyn. Denne gang skete det i Odense, hvor den lokale forening for LGBTQ+’ere, Lambda, fik overklistret deres lokaler med homofobisk nazipropaganda, herunder afspærringstape besmøret med naziorganisationens symbol og navn.

Et kærestepar – der at dømme efter den sparsomme omtale af hændelsen med relativt stor sandsynlighed var både cis-kønnet og heteroseksuelt, greb ind mens aktionen fandt sted. De små, ynkelige nazisvin tog omgående benene på nakken, hvorefter nazipropagandaen blev dokumenteret og efterfølgende fjernet. Nazisvinene pralede efterfølgende på egne fora med, at de skulle have jaget den ene del af kærestparret væk, men videoovervågning af hændelsen skulle ret tydeligt afkræfte nazisternes påstande som løgn – go figure.

Husk at støtte Lambda i Odense, uanset om du er L, G, B, T, Q, + – eller som jeg selv en kedeligt grå ciskønnet heteroseksuel person med humanistiske tilbøjeligheder. Det kan godt være, vi ikke er allerøverst på nazisvinenes liste over, hvem der som de første skal i gaskamrene. Men vi er der, og det er derfor i vores alles interesse, at nazisterne møder modstand overalt hvor de viser sig.

Mit resumé af hændelsen har jeg fra Out & About’s grundige gennemgang af hændelsen, som jeg roligt kan love, man vil blive klogere af at læse end nærværende tirade.

Den slags episoder kan desværre ikke bringe den almindelige danskers pis adækvat i kog. Muslimer, der derimod tilbageleverer julehjælp, fordi svin ikke liiiige er det de har mest lyst til at sætte på deres julebord, derimod …

I skrivende stund raser skænderiet over dette på indtil flere sociale medier, ikke mindst facebook, hvor jeg endda har været tåbelig nok til at blande mig i Venligboeren Marina Paulsens tiltrængte opslag om, at flæskesteg som julehjælp til muslimer nok ikke er det mest velovervejede eller empatiske i hele verden.

Hvis vi nu siger, at muslimerne rent faktisk havde fortæret julehjælpen, ville islamofoberne jo nok beskylde dem for udøvning af kulturel apropriation … ej, det ville de nok ikke, da de ikke ville forstå hvad ordene betød. Og de ville nok heller ikke kunne finde ud af at læse dem, eller udtale dem – endsige da stave dem! Nå, hvor kom jeg fra …? Nej, Islamofoberne ville selvfølgelig beskylde muslimerne for at ville æde danskerne ud af huset, sådan som jeg grafisk illustrerede det i Spelt-Segmentet juleaften 2014.

Islamofobernes logik er, omend ganske ulogisk, alligevel nem at forstå og forudsige, når man kender præmissen. Præmissen er, at alt hvad muslimerne (eller bøsserne, de fattige, de handicappede, de rødhårede eller hvem det nu er, vi ellers ikke kan lide) gør, altid er forkert, og at de skal tilsvines for det. Spiser man svinekød, æder man befolkningen ud af huset, gør man det ikke, vil man ikke være dansk. Arbejder man, tager man arbejdet fra danskerne, arbejder man ikke, er man bare kommet herop for at nasse. Går man med tørklæde er man muslimsk fundamentalist, går man ikke med tørklæde er man undercover IS-terrorist, der prøver at glide i ét med befolkningen lige før bomben detoneres …

Find selv på flere. At påpege den åbenlyse karrusellogik overbeviser stort set aldrig islamofoberne om, at deres argumentation er til at dumpe i samme septiktank, de selv er kravlet op ad. Men andre mennesker, der lytter til ens diskussion, vil måske kunne lære lidt af det.

Vel, det blev lidt langt. Men det er jo jul, så der må gerne gøres lidt ekstra ud af det hele. Og hvor upassende alt det foregående end måtte være for nogle, stopper det ikke her, thi dagens anmeldelse er ikke engang af en juleøl.

Der er tale om en økologisk pilsner fra Slotsbryggeriet Gavnø. Men som vi endnu engang har kunnet konstatere, er juleøl jo gerne blot små variationer over et i forvejen gråt og generisk pilsneremne. At sætte denne på julebordet vil næppe gøre nogen praktisk forskel fra de fleste andre juleøl på markedet.

Gavnø står fast i Irma, hvor jeg vist nok også købte den her, sammen med en stribe andre, der havde fået tilbudsmærker på. Den har altså fået lov at stå et stykke tid, men langt fra over sidste salgsdato. At jeg ikke behøver betale 40 kr eller deroppeomkring for mikrobryg passer mig egentlig ganske fint her sidst i juletiden.

Højt og flot gyldent skummes der over det tågede, appelsinfarvede bryg. Pilsnere er – her og i udlandet – bare alt for sjældent ufiltrerede. Bouqueten er også fin – i det søde hjørne med em af vanille. Humlen kan også mærkes, og også den lægger sig i det søde hjørne.

Flormelis og vanille blander sig ganske elegant med modne hasselnødder på tungen, og dermed fortsættes den søde linje, der blev lagt i den visuelle og olfaktoriske indledning. Snart melder der sig imidlertid en dybere, mere faretruende klang, end det fine hvide vanille/flormelis-landskab brygget startede med. En tung bund af kål indfinder sig – og giver den lidt for rare og venlige sødme et tiltrængt modspil.

En trold stikker imidlertid også sit hoved frem. Et klægt og syrligt gærelement gør sin entre, og forhindrer én i at nyde sødmen og bitterheden helt så meget, som man egentlig gerne ville.

Det er vel risikoen ved ufiltreret øl, og at de løber den, vil jeg hellere rose Gavnø for, end jeg vil jamre over, at resultatet måske ikke er helt i centrum. Brygget er da i hvert fald i Bulls Ring.

Og dermed Glædelig Jul, allesammen.

Thy Julebryg, Thisted Bryghus

Mere Pilsner …

Nu har jeg endelig fået juleferie. Jeg glæder mig til et par velfortjente fridage fra hamsterhjulet, hvor jeg i stedet vil hygge med min familie, smage nogle gode øl, og rase over regeringens uafladelige forsøg på at ødelægge højtiden for os andre. Den flere år gamle sag om den rædderlige sang på CBS og KZ-lejren på Lindholm var det perfekte røgslør over vedtagelsen af den mest sorte og asociale finanslove i årtier. Jo, de rige får en god jul, med nedsatte afgifter på lystyachter og privatfly, mens landets fattige, studerende, syge og ældre mødes af endnu flere nedskæringer. Og mens vores totalitære, fascistiske regering og støtteparti som rosinen i pølseenden vedtager håndtrykstvang ved statsborgerceremonien får klimaet en finger.

Vel, regeringen kan få en finger af mig herfra og så må jeg ellers tage min ferie fra virkeligheden, for ellers indfinder der sig kun øget apati og ingen julestemning.

Thisted Bryghus har holdt mig forsynet med øl – og enkelte juleøl i december måned. Den her har jeg endnu ikke prøvet, og den hedder slet og ret ‘julebryg’. Så er der vist ikke sagt for meget. Ved åbning mødes man af den velkendte og fortærskede duft af generisk pilsner. Og ud over et meget højt og ganske prangende fedtet marengsskum, er det også, hvad man ser. Ikke desto mindre kan min næse ikke undgå at glædes over et ret kraftigt udtryk, med en kant af fusel i den klassiske hallertauerimpression.

Det er vel til dels de 7,9% alkohol, der giver humlen den ekstra styrke og fylde. Således pakker brygget sig tæt omkring tunge og gummer, med en varm aroma af hasselnødder og bitterhumle. Også i eftersmagen mærker man, at humlen nok er generisk – men også bestemt af en lødig kvalitet, sådan som den hænger gummesmaskende nærværende så længe efter.

Den generende kant af metallisk syre, som forstyrrede ved de to foregående øl er holdt på et niveau, hvor det langt fra ødelægger noget, men stadig kan mærkes, hvis man smager grundigt efter. Brygget er tilsat ascorbinsyre, men enten kan det gøres i et begrænset omfang, der ikke giver afsmag af betydning, eller også er det faktisk noget andet, der har forstyrret i de foregående bryg.

Alt i alt en god … guldøl! Der er intet særligt julet ved den. Ingen søde noter, der vil klæde flæskestegen. Ingen endnu sødere noter, der ville komplimentere ris a la manden. Ja, der er ikke engang sprit nok til at hjælpe silden på vej i det ellers stærke bryg. Så der var faktisk sagt for meget alligevel, da den blev betegnet ‘julebryg’.

Men som stærk pilsner fungerer den godt, og det kan ingen tage fra den.

Lindemans Pecheresse, Lindemans (Fra Klosteret V)

Tif – med stil …

På min facebookside kan man følge åbningen af dette års julekalender fra Thisted Bryghus. Jeg fik den i fødselsdagsgave af min søster, og tak for det, hvis jeg ikke officielt har fået sagt det endnu. Har man fulgt med, vil man have set, at jeg har fået flere juleøl i løbet af december måned. Dem vil jeg forsøge at anmelde i en kombination af muligt og ansvarligt omfang (jeg har som bekendt fuldtidsjob og børn), men først vil jeg gøre et efterhånden aldrende emne på bloggen færdigt; de belgiske øl jeg fik med mig hjem fra ølfestival i Esrum tilbage i marts måned.

Der var denne tilbage; en sidste af tre lette frugtøl fra Lindemans, som havde smagt mig forbløffende godt i betragtning af deres lave alkoholprocent. Denne her var jeg mest skeptisk over for. Tanken om at blande øl og fersken – eller alkohol og fersken i det hele taget – giver mig automatisk trækninger i underansigt og Klaus Kinski-øje. I øvrigt ikke ulig det hjemlige politiske landskab hvor man har besluttet sig for at oprette en KZ-lejr på den MRSA- og HFMD-inficerede ø Lindholm. Trækninger bliver til kramper og Klaus Kinski bliver til Forest Whitaker ved tanken om de politikere, der åbent hoverende viser deres skadefryd på de sociale medier mod de fremtidigt indsatte.

I forbindelse med, hvad man må betegne som en kannibalistisk fortæring af flæskesteg, medisterpølse og hamburgeryg, ledsagede Venstre-grisebassen Torsten Schack Pedersen på Twitter et billede af måltidet med en lille hånende tekst om, at de indsatte i KZ-lejren nok ikke ville blive budt en menu af samme klasse. Det hjælper naturligvis en anelse, at svinet kunne føle sig i sit rette element i den gyllestorm det efterfølgende blev ramt af, og at det ikke hjalp det meget, da den fordrukne sut af en bundkorrupt lystløgner, vi har som statsminister, prøvede at komme ham til hjælp med noget halvsnaldret, irrelevant sludder om værdier og en sammenhængskraft i vores land, som begge to har gjort alt for at smadre totalt.

Den efterfølende obligatoriske undskyldning fra Schack Pedersen var lige så halvhjertet som man kunne forvente: I stedet for at indrømme, at han havde lagt endnu en dimension til begrebet ‘dumt svin’, skrev svinet, at han var ked af, at folk havde taget sådan på vej, at det ikke var hans mening at støde nogen, og at det bare var gjort ‘med et glimt i øjet’. De retfærdigt indignerede mennesker, der havde konfronteret svinet med hans svinerier var altså allesammen nogle overfølsomme stakler, for hvis skyld han da godt kunne være storsindet nok til at tage opslaget ned igen. At han selv var et dumt svin, der havde begået en gedigen svinestreg, og at det i virkeligheden var årsagen til påstyret, faldt ham aldrig ind.

Og næppe havde ekstrementkulingen lagt sig, før det gik løs igen – blot ikke med helt samme styrke – da Stine Bosse, ligeledes på Twitter, udtrykte sin afsky over for KZ-lejren. Straks dukkede Mads Fuglede, også Venstre (selvfølgelig, fristes man til at tilføje), som Danmarks svar på Fox News, TV2, notorisk kalder USA-ekspert op i feedet, og spurgte kækt om ikke hun havde brug for en ferie på en af de mange smukke danske øer for at få dæmpet hendes harme. Det er karakteristisk for fascimen, at politiske modstandere trues for ytringer, der går magthaverne imod. For den udspekulerede fascisme er det karakteristisk, at truslerne formuleres akkurat så tvetydigt, at de ikke fremstår som trusler, man blot som velmenende platheder, endskønt de de facto er trusler alligevel.

At vores demokrati er på vej i rendestenen er en underdrivelse. På vej i en septiktank eller samlebrønd er en bedre, omend fortsat utilstrækkelig metafor.

Ja, undskyld vredesudbrud og svigtende julehygge, men jeg ville helst have det ud før jeg tager fat på anmeldelserne af juleøllene.

Trækningerne ved tanken om fersken-øllet blev i første omgang reproduceret da brygget blev indsnuset. På trods af aldeles jævne 2,5 % formår brygget alligevel at true med hovedpine, idet brygget i foruroligende grad lugter som det søde, alkoholiske stads, jeg som punker et fortabt tidspunkt i 90’erne tyllede i mig for at spare penge når jeg skulle være fuld. Tif, kaldte vi det. Det var en forkortelse for aperitif, der fandtes i mange forskellige frugtudgaver, hvoraf den med æble var den mest populære.

Og sådan lufter (ikke dufter) dette ferskenbryg altså. Der er ikke megen nostalgi, kun traumer over dødsdruk og virkeligt slemme tømmermænd.

Men al traume, hovedpinefrygt og anden kvide fordamper det øjeblik glasset sættes for munden. Sødme af fersken nusser alle mundens indvendige overflader med sin rare sødme, samtidig med at bryggets sure bund af foeder – surt lagret belgisk øl – holder enhver antydning af kvalmhed effektivt nede. Det kunne have været for sødt, men en noget nær perfekt blanding af sødt og surt resulterer i en forunderligt smagfuld kerne med forfriskende og vederkvægende syrlighed udenom.

Selvom jeg godt kan lide fersken, er jeg tit skeptisk over for ferskenafledte produkter. Frugtens intense sødme bliver tit kvalm når den forædles – ikke mindst i sukkerholdige drikke, og endnu mere i fx likør (og aperitif). Det mest overraskende er nok, at et eller andet i brygget får det til at virke mere alkoholisk end det er. Med sine 2,5% er brygget næsten linedanservenligt, og alligevel genfinder man en markant alkoholnote i såvel duft som smag.

Meget usædvanligt – på vores breddegrader i hvert fald. I Belgien er det sikkert bare noget alle drikker og derfor er vant til. Med Belgiens massive korruption og vældige problemer med børnemishandling in mente foretrækker jeg at opleve øl som denne som usædvanlige overraskelser frem for at måtte døje med alt det andet som hverdag.

Ikke at det er meget bedre her, når alt kommer til alt. Især ikke hvis man er så uheldig at have en hudfarve, religion og/eller etnisk herkomst, som Venstre og deres regeringskumpaner ikke kan lide. Deri er jeg heldig, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at jeg ligesom Stine Bosse er i søgelyset for mit humanistiske sindelag.

[To Øl] Gose to Hollywood, To Øl (Quail-Myrkur-mayhem I)

(Fandeme ikke) Nestea …

Da jeg tidligere på året – helt præcis Langfredag, hvor man skal ihukomme Jesu Kristi pine og død for vore synder ved kontemplativ askese, cølibat og total afholdenhed fra alt rart og godt – var til koncert med det engelske Grindcore-band Napalm Death på Loppen, bemærkede jeg, hvordan man på udskænknings- og koncertstederne på Christiania, har hævet niveauet betragteligt hvad angår øludvalget.

At undersøge hvorvidt dette også var tilfældet andre steder i København, fik jeg lejlighed til i lørdags, hvor min efterhånden faste medsmager Marcus havde inviteret mig med til koncert med den fremstormende og uhyre talentfulde danske sangerinde Myrkur. Som opvarmning spillede den ligeledes fremstormende og uhyre opfindsomme celloekvilibrist Jo Quail. Festlighederne fandt sted i Pumpehuset – and lo and behold, de havde sørme også nogle interessante øl i baren.

Jeg kunne ved samme lejlighed konstatere, at verden er et ganske småt sted. Marcus havde inviteret et par andre venner med, og den ene af dem var kærester med, om ikke min egen personlige, så i hvert fald bloggens frelser og redningsmand. Han hedder Christopher, og tilbage i 2015 donerede han et beløb som jeg kunne købe øl for på et tidspunkt, hvor midlerne til det var helt og aldeles i bund. Det var ikke kun af godhjertethed, men – og det gjorde han klart for mig, da jeg havde den udsøgte fornøjelse at møde ham så’n rigtigt i virkeligheden – fordi han kunne lide at læse, hvad jeg skrev og gerne ville sørge for, at jeg kunne fortsætte med det.

Han skulle ikke blive den eneste nye ven, jeg fik den aften, men da der er ret meget på programmet i dette tema, vil jeg vente lidt med at udbrede mig mere om det lige nu.

Jeg kom ind i Pumpehuset temmelig uforberedt, idet jeg på forhånd ikke kendte Myrkur, og jeg lærte først Jo Quails navn at kende, efter at et par af mine medtilskuere ved koncerten henkastet sludrede om opvarmningen, der vist nok var noget med ‘en, der spillede violin eller sådan noget’. Ingen af os vidste helt, hvad vi skulle forvente, men skridtede op ad trappen til Pumpehusets højloftede sal med et åbent sind.

Hvad der ventede os var et musikalsk inferno – i vældig kontrast til kunstneren, der genert og spagfærdigt udtrykte sin glæde ved at spille i København, og ved at hun var blevet inviteret til dette af hovednavnet selv. Men så snart violinbuen blev svunget, gjaldede vældige musikalske mosaikker i alle farver, klange og skæve rytmiske figurer ud i lokalet, mens hele publikum lamslået stod fuldstændig tavse – betaget af skønheden og intensiteten af én kvinde, hendes cello, og et kreativt auditivt geni vel hinsides det meste af den skønhed jeg hidtil har haft fornøjelsen af at lægge øre til.

At lydteknikeren klokkede grundigt i det undervejs med yderst generende lydudfald, tog Jo Quail ikke så tungt. Hun spurgte kækt og spøgende publikum, om hun mon havde ramt decibelgrænsen. Havde hun ramt nogen grænse, var det nok snarere velklangsgrænsen, for hver knudret rytme, hver den mindste klangfarve i hendes langstrakte, evigt komplekse samt skiftevis musestille og bragende kompositioner gik igennem som den klareste kilde af det reneste ferskvand, den tørstige gane kunne ønske sig.

Så fin huskede jeg slet ikke, at lyden i Pumpehuset var fra de andre mange gange, jeg har været der. På dét punkt må Loppen i hvert fald se sig slået med både længder og omgange.

Og efter sådan en oplevelse, der med ét gør en til fan, er det også skønt at opdage, at kunstneren selv ikke lider det allermindste af hverken arrogance eller stjernenykker. Da jeg mere end lettere selskabeligt overrislet indfandt mig ved merchandise-standen efter koncerten for at erhverve mig en af hendes CD’er, faldt jeg – tilfældigt og uforvarende – i snak med den der nu stod der … og det viste sig så, at være kunstneren selv. Hun syntes bare det var hyggeligt, at mænge sig med dem, der havde lyttet til hendes vidunderlige musik. Og tænk – hun havde intet imod at lade sig forevige med undertegnede i en selfie. Det er hende til venstre, hvis nogen skulle være i tvivl.

Sådan en oplevelse må selvfølgelig fejres. Og begejstret kunne jeg konstatere, at baren lå inde med en af mine absolutte favorittyper af øl i hele den vide verden – en Geuze. To Øl står bag – og de plejer at levere gedigne oplevelser. Visuelt er etiketten lige i skabet med et traditionelt prøvebillede – om der er nogen dybere mening med det er jeg lige uvidende om og ligeglad med. Titlens ubehjælpsomme sprog varmer en gammel lingvists hjerte for sin gennemførte selvironi.

På dette tidspunkt brølede barmusikken ud af højtalerne, så jeg fandt lejlighed til at teste, hvor godt min mobiltelefon ville virke under de omstændigheder. Overraskende godt, skulle det vise sig. Så i modsætning til det kuldsejlede podcast-forsøg tidligere på måneden, trang min stemme alligevel mere end adækvat igennem. Bryggets kulør og duft må læserne have til gode. Det blev drukket af flasken, fordi situationer, som hin jeg var i, bare ikke altid tillader den luksus et ordentligt drikkeglas er.

Lad mig indledningsvis citere direkte fra optagelsen, så Marcus også kan være lidt med:

“Marcus siger, at jeg er vokset op på Nestea, fordi jeg mener denne øl smager som limonade uden sukker. Marcus mener, den smager som limonade med sukker.”

Med dette mente Marcus egentlig, at der var tale om en Geuze, der i for høj grad var tilpasset danske smagsløg. Den var ham ikke sur nok, og han var vist temmelig forundret over min åbenlyse begejstring for brygget.

Jeg vil til gengæld fastholde – eller i min salige brandert på optagelsestidspunktet var i jeg i hvert fald til sinds at fastholde – at man i Belgien sagtens kan støde på Guezes (hvis det er den korrekte flertalsform) med dette brygs afdæmpede surhedsgrad. Der er – bevares – et præsent element af vand i brygget, men syren er fortsat markant nok til at få festfolket fra nærliggende diskoteker til omgående at slyge brygget ud i koniske kaskader i retning væk fra mundtøjet. Vandelementet gør til gengæld brygget letdrikkeligt. Det skader ikke, så vidt jeg kan vurdere, at drikke brygget fra flasken.

En hverdagsgueze, ville jeg kalde den. Den formår at smage skønt samt læske og vederkvæge uden at være unødigt tynd. Til gengæld er syren bevaret, så man ikke er i tvivl om stilen.

Godt bryghåndværk endnu engang fra To Øls side. Skæbnen, drillenisserne eller de lyserøde elefanter – hvem end, der nu styrer den slags (en eller anden  have styret, for ingen af os i forsamlingen – Marcus, hans venner, vores nye tyske venner, og allermindst undertegnede – havde styr på noget som helst) ville at den næste øl, vi fik – på Taphouse få gader derfra – også var fra To Øl.

Men anmeldelsen af den må altså også lige vente en smule …

Imperial IPA, Beard Brew (Saufen und saufen und saufen … I)

Blændende fra start …

Vel, jeg må til det.  Så vidt muligt må Marcus og min prøvesmagning af flere fine øl i lørdags rekonstrueres ud fra mine optagelser, hvor kun min egen stemme kunne høres. Heldigvis var Marcus snarrådig nok til at låne mig sin telefon, så der i det mindste kunne optages nogle flotte billeder af øllene. Det havde jeg nær selv glemt.

Allerførst skal der lyde en stor tak til bryggeriet, der sørgede for at levere smagsprøverne direkte til min dør. Beard Brew er et projekt bestående af Morten Fogdahl-Wiese og Dennis Mejdal. Førstnævnte står meget kort sagt for brygningen og de vilde eksperimenter der går forud, mens Dennis står for det grafiske og meget stilsikre udtryk. Skægget er et gennemgående grafisk træk, og jeg skal i den anledning prøve at undgå at tale alt for meget om hipstere, og ikke mindst fordommene om dem. Men mon ikke der med et glimt i øjet puffes kærligt drillende til dem ved hjælp af de mange skægformer, som de forskellige øl bærer. På denne – bryggeriets første kommercielle øl siden starten i 2011 – præges etiketten af en ‘Lemmy’ – selvom jeg nu langt fra er sikker på, at brygget bevidst er tænkt som et nik til den legandariske hedengange forskråler og bassist fra det britiske rock’n’roll band Motörhead.

Bryggeriet lægger sikkert ud, må man sige. Omend IPA-typen efterhånden er blevet så mainstream, at selv industribryggerierne producerer standardIPA’er til ikke alt for høje priser, så findes der fortsat rigtig mange gode IPA’er derude. Det er fortsat noget, bryggerierne går op I at lave ordentligt. Typen har således været i stand til at holde til sin egen succes frem for  at blive [pun-warning!] udvandet af den.

Beard Brews IPA gør det rigtig flot i et glas. Det gyldne skum kroner flot og tæt det kobberrøde og overraskende mørke bryg. Men indtrykkene strømmer allerede frem da kapslen letter, idet man allerede her kan annamme flormelis og vanille i skønneste forening. Bitterheden er laid back, men umiskendeligt præsent i baggrunden med små, spæde barberbladsskarpe grannåle.

Og der er fuld gas på aromaen. Som det skal være, er bitterheden helt i front. På optagelsen fremhæver jeg den intense nålebitterhed som selve typens signatur. Og hvor det dog ærgrer, at Marcus’ protest ikke kan høres i al sin vælde.

Indigneret erklærede han min karakteristik som noget af det mest Arthur Jensen-agtige der var sagt siden 3. eller 4. afsnit af Matador. Podcast-egnet, ganske afgjort, ligesom Marcus’ efterfølgende fortælling om, hvordan scenen hvori Hr. Schwann tumler halsbrækkende ned ad den trappe, der bliver hans endeligt, strålede i hans erindring, omend den scene – i øvrigt ligesom Lærer Andersens død af kulde på balkonen over Korsbæks hovedstrøg – aldrig er blevet vist, og formentlig heller ej optaget.

Og sådan går det hver gang, jeg optager Marcus’ og min fælles ølsmagning. Når der ikke er mere at fortælle om øllet, begynder vi at tale om andre ting.

Om denne øl havde vi nu også kun gode ting at sige. Bitterheden er lige i skabet. Og længe efter at brygget har passeret svælget, hviler den skarpe nålearoma stædigt i gane og gummer. En underliggende sødme af vanille yder det ekstra indtryk, der gør en IPA fuldendt.

Vitterlig godt skuldret af Beard Brew. Marcus udtrykte sin spændte forventning til de næste bryg, der kommer på markedet, hvilket jeg kun kunne istemme …

Marcus uddelte rundhåndede …

Jeg toppede med …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme