Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: lyst øl

Thy Økologisk Pilsner, Thisted Bryghus

Gør den permanent …

Bare rolig, jeg skal nok nå til nogle juleøl inden alt for længe. Men først skal jeg lige have den her af vejen.
Det er en relancering af en gammel klassiker fra for 25 år siden, nemlig Thisted Bryghus‘ økologiske pilsner, der altså i år har fejret jubilæum.
Jubilæumseksemplaret her er dog ikke helt den samme øl som dengang. Det er altså ikke bare gammelt øl på nye flasker, men derimod en opdatering med lidt ekstra humle. Og det er kan jeg, som notorisk humlehoved, selvfølgelig kun hilse hjerteligt velkomment.
Ikke mindst når jeg kigger tilbage på originalen. Alle gode intentioner til trods samt det faktum at jeg dengang var nærmest forblændet af økologiens lyksaligheder – i dag er min begejstring noget mere pragmatisk – scorede den jo ikke nogen videre høj karakter dengang. Vist var de 3½ stjerner højere end hvad de fleste standard- og industripilsnere har scoret gennem tiden på bloggen, men produktet var alligevel ikke i nærheden af noget egentligt ekstraordinært. Ikke engang inden for pilsnerverdenen.
Hvor meget kan lidt ekstra humle gøre for en øl, om hvis kvalitet jeg ikke kunne sige meget mere, at den da var noget over standard? For at foregående sætning ikke ender som et rent retorisk spørgsmål, kunne man jo begynde med at afprøve den.

Det ligner sig selv, det korngule bryg. Pilsnerøl er letgenkendeligt, og altid synet værd, korngult og prangende som det står i glasset. Her med en mere end nydelig kridhvid og fedtet skumkrone, som jeg ikke husker fra originalen.
Duften røber til gengæld ikke nogen større oplevelse end for 25 år siden. Humlen er der, nogenlunde markant og med det samme rå, upolerede udtryk, der gjorde Danmarks første økologiske øl ganske populær i sin tid. Men så heller ikke mere …

I smagen til gengæld – der folder jubilæumsudgaven sig virkelig ud …

Her er der rigeligt med humle. Bitter og aromatisk, igen med den velkendte rå kant, men i forening med mere sød malt og vanilleessens, der giver brygget en langt fyldigere bund, end den man kender. Søde æbler blander sig med med bitterheden, og giver en bredere oplevelse, uden at brygget berøves sin oprindelige kantede karakter.

En gedigen opdatering af en øl, der mest var nyskabende ved andre egenskaber end sin smag. Nu har Thisted Bryghus fået smagen med, og det fortjener de hæder og ære for.
Mit ydmyge ønske er, at produktionen af det oprindelige økologiske bryg indstilles, og erstattes med denne jubilæumsudgave.

Grand Cru, Rodenbach

Vanilla Sour …

Dangit … jeg er meget dårlig til at være officielt arbejdsløs. Jeg har været virkeligt dybt nede i kulkælderen lige siden jeg trykkede på ‘Meld dig ledig’-knappen på jobnet i torsdags. Jeg har ikke haft energi til noget som helst siden, mindst af alt at prøve nye øl, eller bare få skrevet om dem, jeg endnu mangler at anmelde.

Så ligesom mit øvrige liv, vil bloggen nok også kun få det absolutte minimum af opmærksomhed der skal til for at den kan løbe rundt. Forvent kortere, men til gengæld også mere to-the-point anmeldelser i den nærmeste fremtid. Engang når jeg får det bedre igen vil anmeldelsesfrekvensen og længden på indlæggene nok tage til igen. Fast beskæftigelse vil næsten med garanti sikre den nødvendige stigning i livskvalitet og mere til, men det er ikke noget jeg tør håbe seriøst på som tingene ser ud lige nu.

Dagens øl er den anden øl, som Føtex har stående fra belgiske Rodenbach. Angiveligt endnu en Red Ale, omend kuløren snarere er mørk rødbrun. Men auburn ale er vist endnu ikke en ting.
Meget vigtigere og mere markant er da også bryggets syrlighed. Den kan man nyde i fulde drag allerede fra åbningen af flasken, idet den rene surkålslage med det samme smyger sig legesygt ud. Endnu bedre bliver det selvfølgelig ved skænkning, hvor man nu også hurtigt opdager, at der på trods af et substantielt eddikelignende syreelement ikke er tale om samme galsindede surhed, som man oplevede i Broaden & Build‘s Red Tide, der faktisk sved i næsen ved inhalering.
Den her er venligere, eller i hvert fald noget mindre aggressiv. Faktisk lægger den sig i både bouquet og aroma et velvalgt sted midt mellem Broaden & Build’s kompromisløse syrebomber og The Brooklyn Brewery‘s begynderbryg udi det sure, Bel Air Sour. Man kunne vælge en mindre diplomatisk tilgang og kalde den mainstream. Men surt øl som type er stadigvæk lysår fra den generiske pilsnerverdens laveste fællesnævner – selv når deres ph-værdi ligger signifikant højere end hvad man bliver budt her.
Så hellere vanilla. Omend det udtryk også bruges rundhåndet som skældsord, betegner det stadig meget mere neutralt noget, der måske nok befinder sig i midterfeltet, men som også alligevel er rart. Alle kan lide vanille, og det behøver der i sig selv ikke at være noget galt i – heller ikke her. Og at brygget ud over en velbeslået eddikemarinade med alt hvad der forventes også byder på æblesødme, der giver lidt ekstra kontur og udtryk, øger naturligvis kun oplevelsen til den positive side.

En middle-of-the-road sur øl på den mest positive måde dette kan forstås. Erindringen derom kan faktisk tage toppen af en arbejdsløshedsdepression.

Jøwt, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken I

Bestemt jøw

Jeg må hellere til det. En uge næsten uden arbejde og amerikansk valg har resulteret i endnu en rutsjebanetur – af den slags man finder på almindelige legepladser, og ikke i forlystelsesparker. De kører som bekendt kun én vej: ned!
Vel, nu er der så omsider lidt lys for enden af den tunnel, som rutsjebanen endte i igen (igen igen igen). Mit liv minder lidt om bilferierejserne i min barndom gennem alperne. Med jævne mellemrum må man igennem lange, mørke tunneller for at nå videre. En afgørende forskel er imidlertid, at udsigten mellem tunnellerne er knap så flot og spændende i mit liv som den er i alperne.
Ikke desto mindre tyder meget i øjeblikket på, at Agent Orange omsider må forlade Det Hvide Hus, så man endelig kan ånde lettet op igen. Sådan da. Demokraterne ser til gengæld ikke ud til at få kontrol over senatet – og så er vi om ikke lige vidt, så i hvert fald stadig meget langt væk fra reel forbedring. Men i det mindste vil katastroferne da ikke snuble over hinanden i flere på hinanden følgende train wrecks hver eneste dag.

Men netop som lyset viser sig for enden af den tunnel, muterer Coronavirusset i mink, og hele Region Nordjylland lukkes ned igen. Bummer! I det mindste har vi da en regering, der forstår at tage de nødvendige beslutninger hurtigt nok til, at Thy og Vendsyssel ikke går hen og bliver det nye Wuhan … håber jeg da. Men den sag kan nemt gå hen og blive lige så nervepirrende som det fortsat ikke afgjorte præsidentvalg.
Jeg har til gengæld fundet anledning til at gøre en dyd af nødvendigheden, og fejrer i dag min fødselsdag ved at være på internettet og skrive ølblog.
En officiel fødselsdagslivestream, der finder sted fra klokken 20 kan findes her.
I mellemtiden må jeg hellere se at få fulgt op på mine nylige smageaktiviteter. Bare fordi jeg sidder med depression op til halsen, betyder det jo ikke, at jeg ikke prøver nogen nye øl. Faktisk har jeg fire tomme flasker stående, hvis indhold ikke er anmeldt endnu, så jeg har faktisk en smule travlt.

Således tager jeg fat på den fine pakke øl, Løkken Bryghus sendte mig forleden. Nogle af øllene bærer navn efter særlige udtryk på det lokale vendelbomål. Som barn af firserne blev jeg med De Nattergales hyppige medieeksponering behørigt forberedt på min flytning til Thy for et år siden. Af vendelbomål forstår jeg til gengæld kun ganske lidt.
‘Jøwt’ er ifølge etiketten et universelt begejstrings- og anerkendelsesudtryk; “dejligt, fedt, kanon eller super” kan det oversættes med. Men passer det så? Er pilsneren her virkelig jøw eller det modsatte (hvad det så end måtte hedde (det er nok ikke ‘wøj’. Så nemt og logisk opfører sprog sig desværre aldrig))?

Skummet ser da ret jøwt ud – i hvert fald så længe man ikke hælder for voldsomt, thi oversvømmelse og vandskade … vel, ølskade må det vel hedde, er nok ikke videre jøwt. Det stiger hastigt, og forbliver højt et godt stykke tid, hvilket gør skænkningen til lidt af en udfordring. Udkantsdanmark-associationerne bliver ikke mindre af bouqueten, der minder én om stald og insillage. En ubehagelig lugt for mange, men langt fra fremmed i ølverdenen, og ingenlunde ildevarslende heller. Det er vist noget med, at de svampe- og gærtyper, der findes i staldmiljøer er nært beslægtede med dem, der bruges i ølbrygning, men det er ikke noget, jeg skal kloge mig videre på.
De høje forventninger staldlugten indgyder, bliver da også straks infriet. Her er en aromatisk pilsner. En pilsner, der rent faktisk smager af noget, og ikke bare er til tørst og fuldskab. Modne kornmarker leverer en fuldfed, næsten honningsød maltbund på hvilken solide stammer af mørkt træ slår rødder dybt ind i smagsløg og gummer.
Det er kraftfuldt, robust og ganske enkelt bare rigtig, rigtig velsmagende. Og i øvrigt også overraskende for så vidt, at brygget her ikke bare giver mere af den pilsnersmag, man så ofte gerne vil have mere af. Nej, den leverer en bitterhed og en sødme, man ikke har prøvet før. Oveni bare at være rigtig god, er pilsneren i sit udtryk også original.

Hvis det ikke er jøwt, så ved jeg ikke hvad der er.

House of Pale, To Øl

Forrygende!

Mens antallet af Coronasmittede ræser i vejret, dykker antallet af læsere atter katastrofalt. Der er kun én ting at gøre! Anmelde noget mere! Og så i øvrigt håbe, at flere læser min blog og nyder nogle øl frem for at gå ud i verden og smitte eller blive smittet …

Selv Thisted, der ellers har kunnet holde smitteniveauet nogenlunde under kontrol er nu en stor, mørkebrun plamage på Seruminstituttets kort, hvor man kan se hvor hårdt de forskellige kommuner er ramt. Selv ikke i udkanten kan man vide sig sikker længere.

Husk nu at vaske hænder derude, lad være med at røre ansigtet, og brug nu bare de forbandede mundbind. Ikke bare når I skal, som i den offentlige transport, men fx også når I går i Føtex for at købe en række øl at nyde hjemme i privaten i nogenlunde sikkerhed for smitten. Jeg kan mere end varmt anbefale den her fra To Øl. Det er en pale ale – plain and simple … på forsiden i hvert fald.
Jeg betragter pale ale som de overgærede øls svar på pilsneren. En generisk øltype – uden at det i sig selv behøver være (særlig) slemt – der mere end noget andet bare skal kunne slukke tørsten mens den leverer et skud humle, samt et let buzz hvis man har brug for det.

Men her bliver man budt på meget mere end det. Relativt uprætentiøst ser det ellers ud, det tågede, korngule, fedtetskummende bryg. Men ih, hvor det dufter! Ikke at det dufter usædvanligt – næh, den karske, friske, skarpe og simple duft af tørret birkeflis og grannåle er velkendt og velyndet … men at finde den så kraftigt i en Pale Ale uden et ‘India’ foran – det er ikke noget man oplever hver dag.
Men så vent bare til brygget rammer kæften. Hold nu op! En humlesyl, der gennemborer tunge, gane og gummer med en barberbladsskarphed, der kunne konkurrere med Eks-MF/Ø Line Barfods tunge.
De fleste IPA’er er venligere og mindre bitre end den her. Og der taler vi ikke kun om mainstream industri-IPA’er beregnet til storforbrugernes følsomme smagsløg. Man kan høre dem jamre for sit indre øre mens den nyfræsede træflis flænser alle mundens blottede overflader og klynke mens miksturen brænder hele vejen ned gennem brystet. Og at det blanke stål, der jager gennem gummerne, skulle yde brygget friskhed oven i købet, har mainstreamforbrugeren absolut ingen forståelse for.

Jeg tror faktisk det her er den bedste Pale Ale, jeg nogensinde har prøvet. Og havde To Øl smidt et ‘India’ ind foran, ville mine øjenbryn forblive nede på plads, hvor de hører til. Det eneste der bekymrer mig er, at jeg ved samme lejlighed faktisk købte en IPA fra To Øl.
Hvis dette er deres standard for en Pale Ale, tør jeg så overhovedet prøve IPA’en?

Easy Kiss, Kissmeyer

Man må holde igen …

Egentlig havde jeg tænkt mig at afslutte temaet om hedengangne Broaden & Build med et brag forleden aften, da den legendariske YouTuber Bionic Dance gæstede min kanal. Den sidste øl, der mangler i serien er en Brownie Stout på 11% – en stærk øl til en stærk gæst virkede fuldkommen oplagt … men så ringede vikarbureauet.
Jeg ernærer mig i øjeblikket som vikar i den nordvestjyske fødevareindustri, og det kan derfor svinge meget, hvor mange timer jeg har på ugebasis. Jeg siger derfor nødigt nej, når en uventet chance for at tjene lidt ekstra håndører viser sig. Så da min arbejdsgiver ringede og tilbød mig en vagt i Hanstholm morgenen efter live streamen med mødetid kl. 7:00 kunne jeg ikke sige nej.
Til gengæld måtte Broaden & Builds monster af en stout vente. Jeg ville ikke risikere noget, der lignede tømmermænd oven i søvnunderskud efter en livestream, jeg havde lagt klokken 23 om aftenen. Der er 9 timers tidsforskel mellem Thy og San Diego, hvor min gæst residerede, og jeg vil nødigt byde mine gæster, at de skal drikke alkohol alt for tidligt på dagen (ih, alle de hensyn man må tage som international YouTuber, altså!)
Så valget faldt på noget lidt mere afdæmpet – en pale ale fra Kissmeyer på 5,5%.
Stouten må vente til onsdag, hvor endnu en YouTube-kæmpe – i hvert fald når det gælder sekulær aktivisme og øl – Aron Ra er gæsten. Jeg har allerede aftalt tilstrækkeligt med vagter til næste uge, så jeg kan roligt takke nej, hvis vikarbureauet skulle ringe igen.

Samtalen med Bionic Dance var i øvrigt så spændende, at jeg fuldkommen glemte at tage et billede af øllet, mens jeg nød den, så der må læserne nøjes med min beskrivelse.

Pale ales er – som jeg ser det i hvert fald – de overgærede øls svar på pilsneren. Der er ikke de store armbevægelser eller overraskelser, men har bryggeren ellers passet sit arbejde kan der sagtens være en god oplevelse i vente.
Brygget her lader til at være ufiltreret, blankt som poleret kobber og med en nydelig, adækvat klæbrig skumkrone. Duften lover godt med klar, ren og langt fra kraftløs bouquet af friske grannåle og lyst, nyskåret træ. Aromaen følger stort set samme linjer. Der er ikke meget mere at nævne, når først der er sat ord på duften.
En stilsikker, ren og smagfuld pale ale, der er lige til at gå til. Og så måske ikke alligevel. Jeg vil faktisk gå så langt som til at påstå, at det fortsat alt for store segment af festdrankere, der kontrafaktisk hævder, at Grøn Tuborg er en god øl, vil holde en sikkerhedsafstand på i hvert fald et par fod fra den her.
For kenderen vil den udgøre et kærkomment afbræk i de store oplevelser. Ikke alle øl behøver være revolutioner og verdensomvæltninger. Der må også godt være lidt fyld imellem øjeåbnerne, og som dette fungerer Easy Kiss fra Kissmeyer nærmest perfekt.

Tømmermændene udeblev i øvrigt også som planlagt – men jeg drak selvfølgelig også kun den ene.

De Bitre Humler, Skanderborg Bryghus (Ølvalg 2020 III)

Som forudsagt …

Vi er nået til den sidste deltager ved Danske Ølentusiasters Ølvalg, og dermed også dette lille temas afslutning. Jeg finder ikke anledning til at skrive et separat opsamlende indlæg, når læserne ved at kigge på karaktererne for de forskellige øl nemt kan afgøre, hvilken øl jeg vil stemme på. De afsluttende kommentarer vil man kunne finde nederst i indlægget her, efter karaktergivningen.

De Bitre Humler er en West Coast IPA – eller i hvert fald er det Skanderborgs bud på en sådan. Skanderborg ligger som bekendt ikke ved nogen vestkyst. Hvis byen overhovedet ligger ved nogen kyst skulle det være nordkysten af Skanderborg Sø, hvilket må siges at være noget mere provinsielt end den amerikanske Vestkyst (eller i hvert fald den vestlige del af USA). Her har humlecentre som Seattle, Portland, San Francisco, Los Angeles og San Diego sat deres præg på IPA stilen, og inspireret bryggere verden over til at gå samme vej med en karsk og barsk stil, hvor humlens bitterhed er i højsædet.

Det er nu ikke noget voldsomt stød af humle, der rammer næsens slimhinder ved indånding. Mindre kan selvfølgelig også gøre det, men den blide berøring af vanille, koriander og kardemomme stiller ikke nogen fandenivoldsk oplevelse i udsigt.
Men i aromaen er bitterheden der da trods alt: Ikke for voldsom, snarere venlig og rar faktisk, samt varm og tryg. De friske, spidse grannåle, som Amager Bryghus herhjemme har lært os at elske, er erstattet af modne fyrrenåle. Det kradser da stadig en anelse, men på bekostning af skarphed og styrke.
Uden direkte at være vandigt forekommer brygget alligevel en anelse tyndt, og man får fornemmelsen af, at aromasammensætningen mest af alt virker harmonisk, fordi komponenterne i den er få og ikke særlig markante. De bitre humler møder man kun glimtvis, og IPA-humlernes følgearomaer, der også gerne er fremtrædende i West Coast IPA’er, er kun i ringe grad repræsenteret.

Igen kommer man faktisk længere med storproducenternes industrielle IPA’er end med den her. Det lader noget tilbage at ønske, når nu Ølvalg 2020 sigtede efter at gøre forbrugerne mere opmærksomme på de mange gode øl fra mindre aktører, der også er derude.

Ølvalg 2020 er et godt initiativ, som jeg gerne støtter op om, og jeg vil bestemt opfordre læserne til at gøre det samme. Afstemningen finder sted på ølvalg.ale.dk indtil d. 4. december, og jeg synes selv jeg har været ude i god tid til at promovere eventet og levere mine smagsløgs reaktioner på kandidaterne.

Min anbefaling er kun overraskende for så vidt, at jeg fik ret i min forudsigelse. Min stemme er faldet på Den Nye Humlejuice, hvis vurdering på fem stjerner giver den en suveræn placering over de to andre øl, som jeg hver især har givet tre stjerner.
Den Nye Humlejuice er den eneste af de tre øl, der lever op til mine forventninger om en god IPA. Den leverede det bitteraromatiske, intense og friske aromabombardement – i starten i hvert fald – som er typens signatur. De andre bryg forekommer uengagerede og halvfærdige, og jeg er langt fra sikker på, at jeg ville genkende dem som IPA’er ved en blindsmagning.
Jeg håber, at ølvalget bliver en fast, årlig foreteelse fremover, men samtidig håber jeg også, at Danske Ølentusiaster har modet til at sætte barren en anelse højere, når leverandøren til næste afstemning skal findes. Skanderborg Bryghus har med Den Nye Humlejuice vist, at de godt kan, når det endelig gælder. Desværre har de med de to andre øl, De Bitre Humler og Den Lange Sørejse også vist – enten at de har et langt stykke vej endnu før de gode takter er helt indarbejdet, eller at de hellere vil spille sikkert, og brygge noget, der ligner storindustriens produkter i kvalitet, frem for mere selvsikkert at gå egne veje.
Jeg håber, det første er tilfældet. Men min til tider kyniske sans for realiteter peger meget tydeligere på det andet.

I aften klokken 23 er jeg på live på min YouTube-kanal, hvor jeg taler med en af pionererne inden for Atheist YouTube, Kate Fahr, aka Bionic Dance. Vær der eller vær en firkant.

Den Nye Humlejuice, Skanderborg Bryghus (Ølvalg 2020 II)

Den (let)skrabede version

Danske Ølentusiasters afstemning Ølvalg 2020 fik ikke den bedste start med Den Lange Sørejse. Da jeg meget nødigt vil se et initiativ, der skal få forbrugerne til at vælge bedre øl, kuldsejle (ja, selvfølgelig er det ordspil intenderet – d’uh!), valgte jeg som den næste øl den, jeg havde de højeste forventninger til.

New England IPA er måske den øltype i hele verden, jeg elsker allerhøjest. Det ypperste eksempel, jeg har anmeldt, var The Alchemists uforlignelige Focal Banger, der en overgang havde status af den bedste øl, jeg nogensinde havde prøvet. Typen er karakteriseret ved sit meget høje indhold af aromahumle, hvor det ikke som sådan bitterheden, der er i højsædet, men derimod de mange biaromaer. Eller følgearomaer, som jeg hellere ville kalde dem. Bismag og biaroma lyder (analogt med ‘bivirkninger’) som noget utilsigtet og uønsket.
Og det er de ingenlunde i de fyldige, frugtige New England IPA’er.
Nye stilarter er vokset frem fra de aromatiske NEIPA’er – ikke mindst de meget populære fruit IPA’s, hvor bryggerne bevidst går efter at få øllet til at smage mere af frugt end af øl – vel at mærke uden brug af frugt.
Hvor tæt Skanderborg Bryghus formår at komme på det, med deres “Den Nye Humlejuice” vil vise sig. Jeg forestiller mig, at en god NEIPA ikke bare lige er sådan noget, man sætter sig ned og laver, men må opbygge ekspertise til over flere år.

Flot ser brygget ellers ud – som de meget humlede bryg gerne gør. Dyborange, næsten brunligt med højt, fedtet, kridhvidt skum. Ikke helt så grumset måske, som disse bryg indimellem kan være, hvor man kan se flager af humle tumle rundt i brygget. Men det skal ikke ligge brygget til last. Vi lærte for nylig, hvordan overdrevne mængder grums i øl ikke nødvendigvis er en fordel.

Duften går til gengæld hele vejen. Her opleves den rene, karske og bogstaveligt talt slimehindesønderrivende følelse af små sylespidse grannåle, der skydes direkte op i snudeskaftet.
Amager Bryghus kunne ikke have gjort det bedre, og det er en stor ros, når det kommer fra denne blogger.

Og det bliver bare bedre i smagen: Appelsinjuice med splinter af tørt lyst træ og følgearoma af spæde, friske og barberbladsskarpe grannåle. Det her er præcis som det skal være …

… til at begynde med i hvert fald. Efter et par mundfulde dæmpes det vilde, über-aromatiske humle- og juiceindtryk, og brygget – for nu at sige det diplomatisk – tager til i friskhed. Brygget topper i starten, hvor den fulde oplevelse af humlejuice leveres. Derfra går brygget til at være en mere frisk og fortsat velsmagende øl, der stadig prikker og stikker behageligt på gummer, gane og tunge.
Erindringen om den vilde oplevelse i starten kan fortsat glæde én, men ærgelsen over, at den ikke varede længere, trænger sig altså også en smule på.

Overordnet forbliver Den Nye Humlejuice nu et aldeles vellykket stykke brygarbejde. Af et mikrobryggeri, der har valgt at slå sine folder i discount- og mainstreambutikker med et kvalitetsniveau, der generelt lader en del tilbage at ønske, er dette et kæmpe spring fremad og opad. Jeg håber virkelig, at brygteamet på Skanderborg Bryghus er bevidst om potentialet i deres evner, og at vi får mere af det her at se i fremtiden frem for hvad bryggeriet bød på i ‘Far til Fire’-pakken og i ‘Den Lange Sørejse’.

I den amerikanske journalist Cenk Uygurs ånd vil jeg allerede nu vove at erklære afstemningen afgjort. Det bliver denne øl, der vinder Ølvalg 2020 – det tør jeg sige allerede inden, jeg har prøvet det sidste af de tre bryg. Uygur har vovet at forudsige resultatet af det amerikanske præsidentvalg; han mener Joe Biden vinder.

Jeg håber meget mere, at jeg kommer til at tage fejl, end han gør.

Den Lange Sørejse, Skanderborg Bryghus (Ølvalg 2020 I)

Forhåbentlig ikke vinderen …

Som jeg bekendte i sidste indlæg, hvor jeg præsenterede Danske Ølentusiasters initiativ, Ølvalg 2020, havde jeg på det tidspunkt allerede prøvet den første af ølvalgets øl. Med den øl markerer jeg også anmeldelse nummer 1250 på bloggen. Det er et pænt tal, men jeg gemmer de særlige jubilæumsindlæg, hvor jeg skriver om noget mere generelt ølrelateret, til de dobbeltrunde anmeldelser.

Den første af i alt tre IPA’er som Skanderborg Bryghus står for i forbindelse med ølvalget, har de kaldt ‘Den Lange Sørejse’ og er ifølge dem selv en klassisk engelsk IPA. Historien, eller legenden om man vil, om typen fortæller, at det øl, briterne fragtede til kolonierne i Østasien med vilje blev gjort ekstra stærkt og ekstra humlet, så det bedre kunne holde sig på den lange sørejse. Det ikke ligefrem mundrette navn kompenserer altså ved ikke at være helt historieløst. Det var imidlertid først meget senere, ifølge bloggen Zythophile i 1835, at typen for første gang blev betegnet ‘India Pale Ale’.

Brygget er flot kobberrødt med tæt, gyldent skum. Det er nydeligt tåget af residualgær uden at overdrive. Duften må siges at ligge i det afdæmpede, antydningsvise hjørne, hvor koldt vand udgør grundstammen. Overmoden frugt, blommer og ferskener fra det tidlige efterår mærkes antydningsvis, og man når lige at tage sig selv i at tænke ‘heldigvis’ – for det er en duft, man nok helst ikke ønsker i høj intensitet.

Det går lidt bedre i smagen. Nelliker og lyst træ giver sig til kende ved mandler og gummer, mens vandindholdet i bouqueten er afløst af en habil maltfylde, der nogenlunde bremser tilløb til vandethed. Brygget er klassisk i den forstand, at man ikke skal sætte næsen op efter en enestående oplevelse. Faktisk når bryggets bitterhed og friskhed dårligt nok op på linje med populære industrielle IPA-produkter, der på det seneste er blevet mainstream, fx Royal Unibrews Mosaic IPA og Royal Økologisk IPA.
Noterne af overmoden frugt fra bouqueten dukker efterhånden også op i smagen. Og selvom jeg ofte fortæller vidt og bredt om, hvordan aromaer man ellers ikke bryder sig om, kan være kærkomne i øl, er det desværre ikke tilfældet her. Det er ikke den mere intense sødme af overmodenhed, man møder, men derimod den ukontrollerede gæring.
Gærsmagen matcher ikke den i forvejen noget stereotype bitterhed ved mandlerne, og det overordnede aromaindtryk ender med at være ubalanceret, sammensat og i øvrigt ikke kraftigt nok til at levere en ordentlig IPA-oplevelse.

Der skal mere til for at kvæle sorgen efter Eddie van Halen’s død, og egentlig også for, at jeg ville gide deltage i Ølvalg 2020 … men nu har jeg lovet, at jeg vil deltage, så det må jeg jo blive nødt til.

Jeg håber bare, at den her øl ikke var højdepunktet!

Blood Orange Sour-ish Pale Ale, Beard Brew

Slight improvement needed …

Før jeg afslutter temaet om hedengangne Broaden & Build’s efterladte værker er der lige en enkelt mere fra Beard Brew at berette om. De gæve randrusianske bryggere var så søde at sende mig et par smagsprøver af deres seneste produkter forleden, og jeg har allerede afprøvet den første af dem: Idaho IPA. I samme indlæg luftede jeg min skadefryd ved nyheden om, at Donald Trump var blevet smittet med Corona, og begejstringen nåede højder, så jeg rent glemte at takke Beard Brew for donationen.

Sad!

Sagen om Trumps sygdom trak en tråd til i går aftes – eller rettere meget meget meget tidligt i morges (klokken 00:00), hvor jeg hostede en live stream med en af mine online venner, på Twitter kendt som @PurpleWOrange. Han havde været lige knap så afvisende som jeg over for konspirationsteorien om, at Trump i virkeligheden slet ikke var syg, og at det hele var et publicity-stunt for at kunne bruge Corona-virus som et propagandaelement. Jeg havde kort forinden taget spørgsmålet op i en video på min kanal, hvor jeg blankt afviste det som konspiratorisk sludder.

Ud over en kort diskussion af dette synspunkt, der snart afslørede, at det egentlig ikke var noget, Purple troede særlig meget på, men det blot var noget han ikke helt ville afvise – what with en præsident der er fuldkommen skruppelløs, og lyver om snart sagt alt – talte vi også om vores respektive yndlingsdrinks med alkohol. Min gæst brød sig ikke synderligt om øl, men nød i stedet en canadisk whiskey, Windsor Canadian. Selvom min kanal er en ølkanal, skal den slags ikke skille os ad (jeg har endda haft gæster på min kanal, der ikke engang *GISP!* drikker alkohol overhovedet!)

Jeg trak til gengæld denne øl op – bogstaveligt, idet den var lukket med en genanvendelig plasticprop, og ikke kapsel eller patentprop. Den bærer påskriften ‘Beard Brew Home Brew’, og mit gæt er, at der er tale om et eksperimentelt bryg, som bryggerne, Morten og Dennis, endnu ikke er sikre på, skal ud i butikkerne eller ej. Dette underbygges af, at brygget ikke kan findes på hjemmesiden, ligesom ‘Beard Brew Home Brew’ som selvstændigt koncept heller ikke findes der.
Måske er jeg en art forsøgskanin? Beard Brew vil gerne vide om brygget er klar til lancering i sin nuværende form, og sender det derfor ud til afprøvning blandt (giv mig styrke) influencere som mig selv (ja, jeg hader ordet, og endnu mere at forbinde mig selv med det – but it is what it is) og – gætter jeg på – en del af kundesegmentet.
I så fald er det vigtigt, at jeg i min anmeldelse er ekstra ærlig. Jeg vil meget nødigt anbefale Beard Brew at sende et produkt på markedet, der ikke er færdigudviklet endnu.

At brygget er ufiltreret, hersker der ikke megen tvivl om. Højgult er det, men aldeles uigennemskinneligt, næsten med en tone af gråbrunt. Brygget er vildgæret og tilsat blodappelsin og lime, samt humlerne Wakatu og Idaho 7 – alt sammen synligt i bryggets kække grumsethed. Øllen betegnes en ‘Blood Orange Sour-ish Pale Ale’, og det lyder jo forjættende i betragtning af de formidable sours, som jeg på det seneste er blevet forkælet med.

I duften mærkes blodappelsinens sødme tydeligt, mens humlerne også giver sig til kende – både som aromatisk hyldeblomst og et afdæmpet, omend behageligt stik af grannåle. Både blodappelsin og lime giver sig til kende i aromaen, der nænsomt leder bryggets syrlige og bitre noter mod spiserøret, til både vederkvægelse og afmålt, omend adækvat, begejstring. Syren kunne man måske bruge lidt mere af, når man lige akkurat at tænke, hvorefter man finder netop det – mere syre. Desværre opdager man også hurtigt, at det syrlige element ikke er helt i balance, og snart kommer til at smage mere af gær end friske citrusfrugter garneret med grannåle.

Til bryggets forsvar skal det siges, at jeg har smagt mangt en ufiltreret øl, der smagte væsentlig mere af gær end den her. Men det er – i min mund i hvert fald – et tegn på, at brygget endnu ikke sidder helt i skabet. Selvom det måske er bryggerne meget imod, ville jeg gøre et eller andet for at stoppe eftergæring – ja, måske er det faktisk en filtrering der skal til for at holde brygget i balance?

What would I know? Jeg er blot en ussel influencer med lidet forstand på brygning. Til gengæld ved jeg, hvad mine smagsløg fortæller mig. Og hvis Beard Brew vil ramme det formidable niveau, de indtil videre har lagt sig på med deres regulære bryg, bør de inden lancering give dette bryg endnu en tur på tegnebrættet.

Beard Brew skal have en kæmpe tak for forsendelsen. Ikke mindst ser jeg det som en ære – ikke bare at anmelde de bryg, de allerede har sendt ud i handlen, men så sandelig også det, der er på vej.

Red Tide, Broaden & Build (Farvel & Goddag III)

Supersour!

Det er mandag, så jeg må hellere se at få skrevet noget at udgive. Det er blevet en fast rutine at skrive et mandagsindlæg, så jeg bagefter kan rive mig i håret over, hvorfor reaktionerne på det forbliver uforudsigelige og usystematiske. Nogle gange trækker det læsere til med det samme. Andre gange viser læserne sig først dagen efter. Det kan også ske, at der er læsertørke både mandag og tirsdag, og endelig kan læsertallet – i ekstremt sjældne tilfælde, men det ses – være komfortabelt højt begge dage.

Jeg har opgivet at finde et system i læserreaktionerne på mandagsindlægget. Til gengæld er det rart for mit aspergerramte sind at have en smule struktur på min bloggeraktivitet, så indtil videre har jeg tænkt mig at fortsætte med at udgive indlæg her om mandagen – for all it is worth.

Brygget her har jeg sådan set allerede anmeldt på YouTube. Videoen er lagt op for få timer siden, og kan ses her. Det minder mig om, at jeg også skal have opdateret bloggens videosektion, hvilket det desværre ofte kniber med at få gjort helt så ofte som jeg burde.

Hvad angår øllet har vi med endnu en sour at gøre fra hedengangne Broaden & Build. Sidst gik det jo rigtig godt … det kan faktisk ikke gå bedre på min blog end de seks stjerner Optical Prism fik tilranet sig. Da der var endnu en sour på programmet, tænkte jeg, at en videoanmeldelse måtte være på plads, så man endnu bedre kan se, hvordan mit ansigt vrider og vender sig i absurde grimasser, når brygget kommer indenbords. Forinden noterer jeg mig indholdet: saisongær, brettanomyces anomalous, lactobacillus brevis – og dette er bare gæren, og – ser det ud til – mælkesyrebakterierne (læsere med bedre forstand på mikrobiologi end mig må endelig rette mig hvis jeg tager fejl. Jeg ved praktisk taget intet, men kan via mine rudimentære sprogkundskaber, pille roden for det latinske ord lac – mælk ud uden større anstrengelse). Modet har desuden ikke fejlet noget i brygteamet, siden brettanomyces bevidst har været brugt i processen. Det er ellers et levende mareridt for bryggere, hvis faciliteterne inficeres med brettanomyces, idet den er ekstremt svær at slippe af med igen.

Brygget er en cherry-pit sour – så der indgår kirsebær i processen. Nærmere betegnet ‘second use Stevnsbær’. ‘Second use’ må være et fagudtryk, jeg ikke kender. Det første jeg kommer til at tænke på er Jack Nicholsons kirkescene i filmen ‘The Witches from Eastwick’, og det er næppe det, der menes. Derudover er der brugt kirsebærsten fra ‘neighbor sour beer blenders’. Ja, måske har Broaden & Build ligget i en lille klynge hippe mikrobryggerier derude på Refshaleøen, eller hvor de holdt til? Men jeg har ikke magtet at efterforske det nærmere.

Desuden består brygget af vand, byg, hvede, havre, rug og gær … Den sidste ingrediens forekommer mig en anelse redundant efter den foregående smøre. Men jeg skal vist være den sidste til at anklage andre for at være lange i spyttet, når ting skal forklares. Til gengæld hæfter jeg mig endnu engang ved fraværet af humle, og spekulerer på, om det i virkeligheden er noget generelt for surt øl?

Kirsebærrene lader sig ikke sådan lige skue i bryggets lød, der er højorange, grumset og hastigt afskummende. En antydning af rødt kan måske skimtes alligevel, men det er usikkert, hvor meget der egentlig er rødt, og hvor meget der er psykologisk effekt.
I duften viser kirsebærrene sig som en underliggende sødme i et eddikesurt helvede af sauerkraut med ekstra surt. Jeg bryder mig ikke om sauerkraut – men duften af netop det giver mig alligevel høje forventninger til brygget. Jeg har sagt det før – finder man duft og aroma af noget, man ikke bryder sig om i øl, er det langt fra sikkert, at det vil ødelægge oplevelsen.
Brygget stikker i næsen, og det stikker rigtigt! Når man én gang har mærket de sylespidse snit i snudeskaftets slimhinder, lister man frem med passende forsigtighed næste gang. Næseoplevelsen er prægtig – omend reelt ubehagelig, hvis man går for hårdt til den.

Endnu engang bydes der på surt med surt på i smagen. Hele kæften svides i et mægtigt, smagfuldt syrebad, der river og flår på alle mundens indre overflader. Mund, næse og øjeregioner knyttes endnu engang sammen i samme absurde grimasse, som når min hånddukke-navnebror Kaj (Kaj & Andrea, I ved) bliver forlegen. Øjnene løber i vand, og stemmen bliver underligt lys – som når man forsøger at tale midt i et gab.

Surt øl er svært at kende forskel på. Når det lykkes så godt som her er det bare en kæmpe nydelse, fornøjelse og oplevelse, der ikke kan takseres til andet end en topkarakter. I hvert fald for undertegnede. En lille forskel fra Optical Prism er imidlertid, at brygget her synes lidt mere fyldigt. Brygget er ikke helt så villigt til bare at løbe igennem munden om et fornøjeligt, stoffrit syretrip. Det vil gerne lige holdes indenbords et par sekunder, før det skylles ned – så gummer og mandler lige får det sidste syre med også.
På turen gennem spiserøret og brystet svier og river brygget også så er det en fryd. Og man mærker den samme antydning af brystsmerter og stakåndethed, som for meget citronsaft kan give.

Fabelagtigt! Der er gået sande surhedsekvilibrister tabt i Broaden & Build. Jeg håber, bryggerne tager arven med sig, hvor det end er, de er søgt hen efter konkursen …

… så længe de ikke bruger ekspertisen på at lave sauerkraut.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme