Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: lambic

Lindemans Pecheresse, Lindemans (Fra Klosteret V)

Tif – med stil …

På min facebookside kan man følge åbningen af dette års julekalender fra Thisted Bryghus. Jeg fik den i fødselsdagsgave af min søster, og tak for det, hvis jeg ikke officielt har fået sagt det endnu. Har man fulgt med, vil man have set, at jeg har fået flere juleøl i løbet af december måned. Dem vil jeg forsøge at anmelde i en kombination af muligt og ansvarligt omfang (jeg har som bekendt fuldtidsjob og børn), men først vil jeg gøre et efterhånden aldrende emne på bloggen færdigt; de belgiske øl jeg fik med mig hjem fra ølfestival i Esrum tilbage i marts måned.

Der var denne tilbage; en sidste af tre lette frugtøl fra Lindemans, som havde smagt mig forbløffende godt i betragtning af deres lave alkoholprocent. Denne her var jeg mest skeptisk over for. Tanken om at blande øl og fersken – eller alkohol og fersken i det hele taget – giver mig automatisk trækninger i underansigt og Klaus Kinski-øje. I øvrigt ikke ulig det hjemlige politiske landskab hvor man har besluttet sig for at oprette en KZ-lejr på den MRSA- og HFMD-inficerede ø Lindholm. Trækninger bliver til kramper og Klaus Kinski bliver til Forest Whitaker ved tanken om de politikere, der åbent hoverende viser deres skadefryd på de sociale medier mod de fremtidigt indsatte.

I forbindelse med, hvad man må betegne som en kannibalistisk fortæring af flæskesteg, medisterpølse og hamburgeryg, ledsagede Venstre-grisebassen Torsten Schack Pedersen på Twitter et billede af måltidet med en lille hånende tekst om, at de indsatte i KZ-lejren nok ikke ville blive budt en menu af samme klasse. Det hjælper naturligvis en anelse, at svinet kunne føle sig i sit rette element i den gyllestorm det efterfølgende blev ramt af, og at det ikke hjalp det meget, da den fordrukne sut af en bundkorrupt lystløgner, vi har som statsminister, prøvede at komme ham til hjælp med noget halvsnaldret, irrelevant sludder om værdier og en sammenhængskraft i vores land, som begge to har gjort alt for at smadre totalt.

Den efterfølende obligatoriske undskyldning fra Schack Pedersen var lige så halvhjertet som man kunne forvente: I stedet for at indrømme, at han havde lagt endnu en dimension til begrebet ‘dumt svin’, skrev svinet, at han var ked af, at folk havde taget sådan på vej, at det ikke var hans mening at støde nogen, og at det bare var gjort ‘med et glimt i øjet’. De retfærdigt indignerede mennesker, der havde konfronteret svinet med hans svinerier var altså allesammen nogle overfølsomme stakler, for hvis skyld han da godt kunne være storsindet nok til at tage opslaget ned igen. At han selv var et dumt svin, der havde begået en gedigen svinestreg, og at det i virkeligheden var årsagen til påstyret, faldt ham aldrig ind.

Og næppe havde ekstrementkulingen lagt sig, før det gik løs igen – blot ikke med helt samme styrke – da Stine Bosse, ligeledes på Twitter, udtrykte sin afsky over for KZ-lejren. Straks dukkede Mads Fuglede, også Venstre (selvfølgelig, fristes man til at tilføje), som Danmarks svar på Fox News, TV2, notorisk kalder USA-ekspert op i feedet, og spurgte kækt om ikke hun havde brug for en ferie på en af de mange smukke danske øer for at få dæmpet hendes harme. Det er karakteristisk for fascimen, at politiske modstandere trues for ytringer, der går magthaverne imod. For den udspekulerede fascisme er det karakteristisk, at truslerne formuleres akkurat så tvetydigt, at de ikke fremstår som trusler, man blot som velmenende platheder, endskønt de de facto er trusler alligevel.

At vores demokrati er på vej i rendestenen er en underdrivelse. På vej i en septiktank eller samlebrønd er en bedre, omend fortsat utilstrækkelig metafor.

Ja, undskyld vredesudbrud og svigtende julehygge, men jeg ville helst have det ud før jeg tager fat på anmeldelserne af juleøllene.

Trækningerne ved tanken om fersken-øllet blev i første omgang reproduceret da brygget blev indsnuset. På trods af aldeles jævne 2,5 % formår brygget alligevel at true med hovedpine, idet brygget i foruroligende grad lugter som det søde, alkoholiske stads, jeg som punker et fortabt tidspunkt i 90’erne tyllede i mig for at spare penge når jeg skulle være fuld. Tif, kaldte vi det. Det var en forkortelse for aperitif, der fandtes i mange forskellige frugtudgaver, hvoraf den med æble var den mest populære.

Og sådan lufter (ikke dufter) dette ferskenbryg altså. Der er ikke megen nostalgi, kun traumer over dødsdruk og virkeligt slemme tømmermænd.

Men al traume, hovedpinefrygt og anden kvide fordamper det øjeblik glasset sættes for munden. Sødme af fersken nusser alle mundens indvendige overflader med sin rare sødme, samtidig med at bryggets sure bund af foeder – surt lagret belgisk øl – holder enhver antydning af kvalmhed effektivt nede. Det kunne have været for sødt, men en noget nær perfekt blanding af sødt og surt resulterer i en forunderligt smagfuld kerne med forfriskende og vederkvægende syrlighed udenom.

Selvom jeg godt kan lide fersken, er jeg tit skeptisk over for ferskenafledte produkter. Frugtens intense sødme bliver tit kvalm når den forædles – ikke mindst i sukkerholdige drikke, og endnu mere i fx likør (og aperitif). Det mest overraskende er nok, at et eller andet i brygget får det til at virke mere alkoholisk end det er. Med sine 2,5% er brygget næsten linedanservenligt, og alligevel genfinder man en markant alkoholnote i såvel duft som smag.

Meget usædvanligt – på vores breddegrader i hvert fald. I Belgien er det sikkert bare noget alle drikker og derfor er vant til. Med Belgiens massive korruption og vældige problemer med børnemishandling in mente foretrækker jeg at opleve øl som denne som usædvanlige overraskelser frem for at måtte døje med alt det andet som hverdag.

Ikke at det er meget bedre her, når alt kommer til alt. Især ikke hvis man er så uheldig at have en hudfarve, religion og/eller etnisk herkomst, som Venstre og deres regeringskumpaner ikke kan lide. Deri er jeg heldig, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at jeg ligesom Stine Bosse er i søgelyset for mit humanistiske sindelag.

Modus Operandi, Wild Beer (Med Niels på Taphouse I)

Slagkraftig debut …

Så blev der ellers stille. “Om lidt …” sang han ellers helt tilbage i 1986 på pladen “Forklædt som Voksen” – men han ventede altså over tredive år – og for min skyld måtte han gerne have ventet endnu længere, Kim Larsen.

Han var en del af min musikalske opvækst. Jeg husker stadig svagt, hvordan vi prøvede at overtale vores musiklærer i folkeskolen til at give os nogle af hans sange at synge, og hvordan vores lærer kun modvilligt gav sig. Det var ikke bare sange man kendte. Det var sange, man kendte hele teksten på. Det var sange, jeg sang med vennerne på lejrskole, og senere i salige branderter til gymnasiefester, festivaler, weekendarrangementer – om det så var med mit sækkepibeorkester eller i politisk regi, så var Kim Larsens sange fast repertoire.

Og det vil de nok blive ved med at være i lang tid fremover. Mon ikke Kim Larsens sange og tekster vil overleve os alle?

Brugen af “Om Lidt” i forbindelse med dødsfald vendte Kim Larsen sig i øvrigt selv imod, idet han fastholdt, det var en cirkussang. Men mon ikke han kan tilgive os alle fra det hinsides – rebel som han selv var?

Jeg beklager selvfølgelig den upassende højtidelige alvor over for mine læsere. Det skal ikke ske for ofte … forhåbentlig da, men det er jo ligegodt en af tidens allerstørste musikalske poeter, der nu forlader os. Ikke uden en vis skam noterer jeg desuden, at jeg vist aldrig fik sagt Benny Andersen et ordentligt farvel, nu vi er ved de musikalske poeter.

Men fra det triste til det mere muntre. I dette indlæg starter min beretning om dengang jeg mødte en af mine læsere i virkeligheden. Han hedder Niels … ja, det er der flere af mine læsere der hedder. Denne Niels er aktiv kommentator på min facebookside og havde inviteret mig på Taphouse i onsdags. Det sagde jeg selvfølelig både ja og tak til. Jeg kommer alt for lidt ud – og især kommer jeg for lidt ud til alle de rigtig gode udskænkningssteder rundt omkring. Taphouse, der ligger tæt på Københavns Rådhus, har over 60 forskellige øl på fad, der løbende udskiftes. Så der er hele tiden nyt at tage fat på, og ikke mindst græde over, at man ikke fik nået at prøve.

Tre øl blev det til. To sure og en stout. Vi lagde ud med denne vildgærede, fadlagrede sag fra engelske Wild Beer, et bryggeri der dermed får sin debut på bloggen. Klart og mørkt som blæk er brygget. Skum er der til gengæld næsten intet af, hvilket ikke er atypisk for genren.

En gennemtrængende skarp odeur af brunkål med ekstra eddike blander sig overraskende elegant og finurligt med søde, frugtige noter af solbær. Kombinationen af vildgær og solbær gik ellers knap så godt sidst, men da var brygget jo også ligegodt tilsat solbær. Det er dette bryg ikke – det træffer sig blot således, at det deler disse bærs syrlige bouquet.

Aromaen møver sig slagkraftigt og mundsammentrækkende frem med en syre der bestemt gør sit for at holde sin pH-værdi lav. Aromatisk kryddereddike udgør bunden, hvor det kan være svært at afgøre hvilket krydderi, der gemmer sig derinde – nuancerne har det med at forsvinde i meget surt øl, men nelliker kan skimtes sammen med egetræ, der nok stammer fra lagringen. Også i smagen titter solbæraromaen frem som et sødt og let formildende indslag i et ellers fuldent fandenivoldsk syrehelvede.

Selvom der er fuld knald på syren er detaljerne ikke glemt. Truly well done – og noget nær den bedste start på bloggen, Wild Beer kunne have fået.

Den skal Niels have tusind tak for. Ligesom han skal have tak for de andre øl, han bød på – samt de andre gaver han havde med, og som skyndsomt blev udleveret i halvmørket i barlokalet, mens ingen kiggede …

Alt det skal I nok komme til at høre mere om snarest …

Lindemans Kriek, Lindeman (Fra Klosteret III)

Nåhr ja, og fuck nazismen …

Hvis nogle læsere skulle finde mine observationer af racisme og fascisme i samfundet overdrevne eller ligefrem paranoide, vil jeg trække på skuldrene for derefter tørt og nøgternt at argumentere videre for, at en udvikling i den retning er en kendsgerning. I lørdags demonstrerede en af de få åbenlyst nazistiske organisationer ved navn Den Nordiske Modstandsbevægelse offentligt i Svendborg – angiveligt uden at blive konfronteret. Det er blot det seneste tegn på en stadigt mere foruroligende udvikling, hvor nazismen bare bliver en holdning som alle andre, som tilhængerne af den kan flashe, som var der tale om en ny bil. At nazismen imidlertid er en folkemorderisk ideologi, der har som mål at udrydde alle, der ikke deler dens totalitære grundsætninger, og/eller ikke passer ind i dens racistiske vrangforestillinger gør det netop ikke bare til en holdning – men et skadeligt og farligt standpunkt i sig selv.

Det er sygt, at mennesket ikke er bedre til at lære af historien. Det mest uhyggelige er såmænd ikke, at nogle få forskruede individer samler tråden op hvor Hitler med en blanding af bly og cyanid lod den falde. Idioter vil der altid være. Nej, det er offentlighedens totale ligegyldighed over for ikke bare en snigende nazisme, men en nazisme, der nu toner rent flag og viser sig offentligt når den kan.

Nazismen skal mødes med modstand. Uanset i hvilken form den viser sig. Det er ikke bare en ret vi har, at vise modstand offentligt, men også vores moralske pligt i lyset af den lektie historien burde have lært os.

Kun ganske lidt kan en kriek, som læserne vil vide er min absolutte favorit blandt vildgærede belgiske frugtøl, rette op på mit humør. At den kun gør så lidet har nu mindre med smagen at gøre og mere med styrken, for havde brygget indeholdt en … skal vi sige 3-4 % mere, ville jeg måske have kunnet se bare en anelse lysere på sagerne.

Til gengæld gør den kvarte liter bryg med 3,6 % alkohol ikke én så besoffen, at det er totalt uansvarligt at bevæge sig uden for en dør. Og det kan jo også nogle gange være en fordel. Og når alt kommer til alt er det jo heller ikke alkoholen alene, der er det vigtigste – men derimod bouqueten, aromaen og i det hele taget oplevelsen.

Og den starter jo med skænkningen, der går ret let. Brygget skummer tæt, men ikke specielt højt. Til gengæld er det som altid rigtig kønt sødt lyserødt over dybt, mørkt, blodrødt. Duften er lifligt sød, næsten skrap af kirsebær og der er rigeligt at den til allerede her at skræmme de mange modstandere af typen over de første mange bakketoppe og bjergpas.

Kirsebærrene er også godt fremme i smagen. Tæt, sødt, og akkurat adækvat småkvalmt er det. Og alligevel er det ikke så voldsomt, at det ikke samtidig forbliver en let oplevelse – igen på grund af den lave alkohol. Den kan drikkes i mundfulde, der er væsentlig større end nip uden at man skammer sig syndeligt. Fryden i denne kriek er nemig ikke kun gemt i krisebærrene, men også i den rigelige kulsyre samt den syrlige lambic, der ligger dejligt frisk og præsent som fundament i brygget.

En lidt lettere kriek end jeg måske hellere ville have haft den. Men da den formår at vinde på andre parametre, er det såmænd også mere end bare fint nok.

Lindemans Cassis, Lindemans (Fra Klosteret II)

Bristede forventninger …

Jeg tager hermed en tråd op tilbage fra tidligt på foråret. Tilbage i marts var jeg på ølfestival i Esrum hvor jeg erhvervede mig et lille udvalg af belgiske klosterbryg. Den slags kan godt holde til at stå et stykke tid – og det har de så gjort, de fleste af dem. En enkelt blev så anmeldt i april – og jeg tror ikke, der kommer til at gå så langt tid mellem anmeldelserne generelt som mellem disse to.

Her er der en øltype, jeg ikke kendte før. Ganske vist kendte jeg udmærket til de belgiske frugtøl – ikke mindst kriek‘en, som jeg er en stor nyder af. Egentlig er en tilsvarende øl med solbær jo ikke far fetched, men lur mig om ikke jeg ikke havde skænket det så meget som en halv tanke, før jeg ved ølfestivalen fandt ud af, at det fandtes.

Jeg holder egentlig meget af solbær. Og alligevel er solbær en acquired taste, som jeg gemmer til særlige lejligheder. Hindbær, jordbær, rips og kirsebær kaster jeg i mig som slik, mens solbærrene med deres mørke, ganske særlige syrlige smag, ikke helt indbyder til samme slags lemfældig sorgløs nydelse.

Netop derfor havde jeg store forventninger til den lille flaske.

Belgierne drikker angiveligt ikke deres frugtøl rene, men blander dem typisk op med andre sure øl – Gueuze, fx. Frugtøllene er som antydet selv sure, vildgærede øl. Som skandinavisk barbar drikker jeg dem selvfølgelig rene, og glæder mig i den anledning over, at netop disse fra Lindeman er afdæmpede i alkoholstyrke, så man kan nyde den sliksøde masse uden at behøve bekymre sig om fuldskab og tømmermænd (m/k) bagefter.

Imidlertid viste forventningerne om en syrlig lille frugtbombe sig ikke helt indfriede. Nok var brygget dejligt natsort med højt, blodrødt skum – sjældent har et bryg prydet mit drageglas så vel – det er sådan vampyrer drikker med stil. Og imens legede duften så fint med, med skarpe, syrligtsøde og fyldige noter af lige præcis det man håbede og forventede – solbær så tæt at man snarere måtte forvente en grød eller budding end et bryg.

Men i smagen måtte indtrykkene vige. Skarpest var det bagvedliggende lambic-brygs syrlighed. Og den lå jo sådan set også fint der i baggrunden og var sur på den glædelige måde. Jeg var til gengæld gået ind med en langt større forventning om solbær – ikke mindst efter den fine indledende bouquet. Men solbærrene var ikke synderligt præsente. Ligesom det sure lambic-indslag lagde også de sig i baggrunden, som om de saft-susemig også ville spille andenviolin sammen med syren. Sådan glider det ned – glimtvis og skiftevis med lambicsyre og solbær. Aldrig rigtig komplimenterende hinanden og heller aldrig i konflikt, hvorved det ellers lovende frugtbryg ender – om ikke kedeligt så i hvert fald langt fra så nyt og spændende som jeg havde forventet.

Geuze Mariage Parfait 2013, Boon (Fra klosteret I)

Tør Geuze …

Under temanavnet ‘Fra klosteret’ tager jeg nu fat på de øl, jeg tidligere på året tog med hjem fra Esrum Klosters ølfestival. Yes! Endnu et tema – og hvorfor ikke?

Jeg havde det jo som blommen i et æg på ølfestivalen på Esrum Kloster. Klosterets indervægge var jo ligegodt hvidkalkede, så dette var tilfældet i mere end én forstand – men ellers tullede jeg jo egentlig bare rundt og nød at være omgivet af det, jeg holder allermest af i hele verden.

Belgisk øl er som jeg har fået nævnt engang det øl i verden, jeg synes er allermest interessant. Ikke mindst det sure øl, har jeg på det sidste fået smag for – herunder Guezen, som der flød i stride smagsprøvestrømme indtil chefen sagde stop! Ikke flere smagsprøver af netop denne øl. De sidste få eksemplarer ville være til udsalget – ikke til udskænkning.

Vel – jeg måtte jo smide pengene på bordet og købe et eksemplar, og så glæde mig over, at jeg kunne nyde en hel en af slagsen, og ikke bare en af de i øvrigt gavmilde smagsprøver, klosterpersonalet langede ud.

Jeg føler mig fortsat som – om ikke et barn, så i hvert fald en grønskolling, hvad typen angår. Men flot gyldent, diskret knækket over i det orange er brygget. Lystigt brusende med ikke kækt hvidt skum, der falder hurtigt. Det er ikke for intet, at typen kaldes øllets svar på champagne. Duften er tilsvarende forventligt frisk og syrlig – en tør champagne i dette tilfælde.

Det er bestemt en geuze hvor friskhed og syrlighed står i et noget andet forhold, end Oude Geuze fra samme bryggeri, og som jeg fik en smagsprøve af på klosteret. Denne er mere bidst og skarp med et kraftigere element af citron og grapefrugt – samt en smule eddike, der også gør den noget mere svært tilgængeligt end dens mere harmoniske broder.

Der er få – hvis overhovedet nogen søde elementer. Det, der først og fremmest spiller op mod bryggets spidse syrlighed er friskheden – eller om man vil, vandet i brygget. Det forhindrer brygget i at kamme over og blive et decideret surt bryg. Ikke at der er noget galt i det, men et helt surt bryg er ikke desto mindre knap så madegnet, som dette mod det sure hældende kompromis.

Er man nybegynder udi typen, er det næppe denne, man skal lægge ud med. Den rundere og mildere Oude Gueze eller Mort Subites akkurat mere afdæmpede Gueuze ville i det tilfælde være bedre valg.

Echt Kriekenbier, Verhaeghe-Vichte

Ikke tosset …

Jeg er nået til den sidste af de øl, jeg fik i fødselsdagsgave af min søster. Det er ikke længere nogen hemmelighed, og det har det sådan set heller aldrig været, at jeg slet ikke kan stå for de søde, belgiske kirsebærøl. Forventningerne var derfor store, da jeg åbnede denne fra Verhaeghe-Vichte – et belgisk bryggeri, der før har leveret en stor oplevelse her på bloggen, men som jeg overraskende og ærgerligt nok aldrig er vendt tilbage til.

Så er det jo glædeligt, at den tilbagevenden skulle ske med en øltype, jeg holder så meget af. Hvis jeg har forstået det ret efter udskænkerne på Esrum Kloster, kan kriek-øl brygges på flere forskellige måder, men den konventionelle skulle være, at man starter med en lambic – en vildgæret øl. I denne vildgærede råøl, om man vil, tilsætter man så kirsebærrene, og sukret i disse igangsætter så en ny gæring, efter hvilken man har den færdige kriek.

I andre krieks – så vidt jeg har forstået – er kirsebærrene med fra starten, og inficeres også af den vildgær, der kendetegner lambic’en sammen med den øvrige mæsk.

Om denne er af den ene eller den anden type, aner jeg ikke. Det vigtigste er jo også, hvordan det smager …

Brygget er ganske mørkt. Ikke engang da jeg slog blitzen til på min telefons kamera, fik man den ellers meget nydelige, dybrøde brygkulør ordentligt frem. Man skal have lys skinnende igennem glasset for at kunne se det ordentligt. Kirsebærrene er præsente i duften fra starten, men ikke med den søde slikkarakter, som man kender fra deciderede dessertkrieks. Alkoholelementet er desuden ikke kun præsent, men også af typen, der river i næsevæggene og bihulerne.

Typens letsprudlende liflighed snydes man dog ikke for. Den bobler og summer og prikker lige som den skal. Kirsebærrenes sødme er der skam også, men også ledsaget af en alkoholisk skarphed, der med den belgiske blondes sjældent benigne karakter giver brygget en uventet kant af noget mere barskt og farligt, end blot en sød dessertøl.

Den er en småstærk næsestyver på 6,8 %, der sagtens kan stå alene.

First Contact, Rocket Brewing (Shopping Spree 1.0 VII)

2017-07-10 17.24.16Ikke bange for at støde …

Det var da noget forfærdeligt sludder, jeg sådan fik bundet jer læsere på ærmet, sidst jeg anmeldte en Rocket Brewing-øl. Fejlen er min, og den skyldtes at jeg i en vildfaren vrangforestilling havde bildt mig selv ind, at jeg ikke havde flere Rocket Brewing-øl på lager.

Men det havde jeg så alligevel. Vel, måske er det ikke så mærkeligt, at jeg bliver en smule forvirret, når jeg på samme tid jonglerer med 3-4 forskellige temaer, mens jeg har en lang række øl fra flere forskellige bryggerier og lande i vent.

Men nu har jeg kigget efter en ekstra gang – og med mindre jeg ikke bare er dum, men også blind, så er dette den sidste Rocket Brewing-øl i denne omgang.

Fra starten lægger brygget utraditionelt ud. Farmhouse Ale – eller Saison – er en stil, der oprineligt var tiltænkt det hårdtarbejdende folk på markerne. I Vallonien stak den slags ikke op for bollemælk, så der måtte øl på bordet – gerne lyst og nogenlunde letdrikkeligt og forfriskende. I dette bryg er det kun skummet, der er lyst som nypisket marengsmasse – og med holdbarhed nogenlunde som fuge-ditto. Øllet selv er tilgengæld egetræsmørkt og med matchende duft af samme gevækst i en skarp brunkålslage.

Egetræssyren træder om muligt endnu kraftigere frem i smagen, hvor den slår over i den letgenkendelige aroma af ananaskirsebær. Noterne af ananaskirsebær er ikke uvante i øl, men at de træder så kraftigt og autentisk frem, som de gør her, oplever man sjældent. Det river godt i de små nerver og muskler under øjnene, mens det stikker og brænder på tunge og i gane.

En kompromisløst syrlig saison. Det er ikke så langt ude på landet, som man skulle tro, for stilen er også kendt for sin syrlighed – omend næppe i dette omfang. Denne blogger nærer heller ikke skyggen af mistanke om, at brygget skulle være mislykket – eller bare lidt ude af balance. Det vidner fraværet af andre markante smagsnuancer om. Det er uden tvivl meningen at denne øl skulle være sur, og hvis nogen måtte føle sig frastødt af stanken i stalden, kan de jo finde sig en Carlsberg- eller Royal Unibrew-øl at hygge sig med i stedet.

Frastødt er undertegnede bestemt ikke, omend brygget måske lige ligger over grænsen for, hvor surt jeg gerne vil have det. Alligevel drages jeg af bryggets kompromisløse udtryk, dets dristighed i at vove at være så lidt mainstream. Ananaskirsebærrene, som dette bryg smager så autentisk af, er faktisk et godt eksempel på, hvordan jeg har det med begge dele; egentlig bryder jeg mig ikke synderligt om smagen, men hvis de er der, kan jeg ikke lade være med at spise dem alligevel.

Om brygget i kraft af sin syrlighed er særligt egnet til markarbejde, vil jeg dog lade eventuelle landboere blandt mine læsere om at vurdere. Selv kunne jeg godt tænke mig at prøve den til rigtig husmandskost (m/k) – kartofler, stuvet hvidkål og hamburgerryg som vore forældre lavede det.

– Gerne med asier eller andet surt til.

4-en-halv-stjerne

Attack of the Brett Zombies, Rocket Brewing (Shopping Spree 1.0 V)

2017-07-03 16.25.49Poetiske oxymora …

Store nyheder i vente … Dem der følger min facebookside vil allerede have fået en antydning af, hvad der kommer. I andre kan jo følge linket (og subskribere, nu I alligevel er derinde. Køn-be-om-med-sukker-på-toppen-og-et-kirsebær …)

Men her på bloggen må det lige vente lidt. Først de første ting, eller hvordan man nu ellers skal danskificere engelske mundheld. Turen er kommet til den sidste øl fra Rocket Brewing, som jeg hentede hjem fra min shop-amok tur i Magasin for efterhånden et stykke tid siden.

Bryggeriet kalder det en ‘Imperial Farmhouse Ale’. Ifølge et af mine tidligere indlæg ville jeg nok foretrække at kalde den en Saison Imperiale (tak, Google Translate). Uanset sproget forekommer betegnelsen at være en selvmodsigelse i begreber … Eller okay, måske er det efterhånden blevet nok med danismerne – der er tale om et oxymoron – og det endda på flere niveauer.

Én ting er, at jeg aldrig er stødt på stilen før. Det er så, hvad det er – selvom jeg efterhånden har prøvet lidt mere end en håndfuld øl, er der såmænd nok nogle stilarter, jeg endnu ikke kender. Nej, det er mere modsætningen mellem på den ene side det imperiale – det kejserlige barokpallads, med alskens krummelurer, gesvejsninger og dillerdaller i alskens former, farver og materialer – ikke sjældendt henholdsvis spiral- og ellipser, gyldne samt guld og marmor. På den anden side har vi det rustikke bondehus, nødtørftigt mokket op i træ med variabel adskillelse mellem beboelse og stald, og selvfølgelig udendørs das. En farmhouse ale, eller saison, er desuden kendetegnende for sin friske letløbenhed. En øl til det varme klima nede sydpå, når man som en anden pukkelrygget Gerard Depardieu skal slide sig selv ihjel på marken, mens publikum bravt keder sin røv i laser …

Det tætteste jeg kan komme på en forening af de to tilsyneladende diamentrale modsætninger må være de romerske Villae Rusticae – antikkens industrielle storlandbrug (men uden sprøjtemidler – så selvom der var slaver overalt, ville Esben Lunde Larsen have hadet, at der ikke var noget drikkevand, han kunne forgifte i produktionsprocessen) af hvilke skiftende romerske kejsere sikkert også ejede et par stykker hver.

– Og nærmere kommer vi nok ikke en forening af begreberne. Men se, hvor vi allerede funderer over stilen … okay, det er nok mest bare mig, der nyder det poetiske i den bevidste begrebsforvirring. Hvad Rocket Brewing mener med stilen til gengæld? Jeg gætter på noget med ‘lidt mere af det hele’ – herunder havre og brunt sukker, og så et spark opad i alkoholstyrke (det skal sukkeret nok sørge for). Dertil kommer bryggeriets signaturgær, brettanomyces bruxellencis – angiveligt et resultat af en uintenderet infektion, som man trods ihærdige forsøg aldrig slap af med. Til sidst slog brygmester ud med armene og erklærede, at kunne man ikke slå fjenden, kunne man vel lige så godt slutte sig til den – såvidt i hvert fald legenden.

Og brygggets titel? Vel, tjek Ratebeer. På hver af Rocket Brewings flasker er der en lille historie om øllet – gerne med et science fiction-inspireret tema. Jeg fanger ikke rigtig pointen her, så opsøg det selv, og mor dig hellere over noget jeg ikke forstår, og derfor ikke kan gengive samvittighedsfuldt eller korrekt.

Bryggets duft byder fortsat ikke på hestesaddel (en egenskab ved brettanomyces, angiveligt). Derimod bydes der på en letgæret, småsyrlig bittersnaps, krydret med fennikel, spidskommen og koriander. Hvis dette bryg ikke kostede en bondegård (how apropriate!) kunne jeg sagtens have fundet på at eksperimentere med det i noget østasiatisk mad. Måske det der specielle surkål, de spiser i Korea.

En bund af lakrids med syre af egetræ behager kæften … en held del endda. Det er en kraftig øl, som en Imperial Saison [men egentlig kunne du også indsætte en hvilken som helst vilkårlig øltype i stedet for ‘Saison’ her] bør være. Den er karakteriseret ved egetræssyren og sine krydderier, hvoraf lakrids og anis dominerer, mens … egentlig ikke så meget andet undlader at gøre noget ved en simpel og effektiv smagssammensætning der fungerer forbløffende godt som den er.

For hver eneste mundfuld overraskes man over, at brygget stadig bare smager af egetræ og lakrids, og at det er mindst lige så stor en nydelse som den sidste lille tår man drak. Overraskelsen over at brygget egentlig bare forbliver der samme, som det har været hele tiden, udgør endnu et fint lille paradox. Det er desuden og som antydet en nippeøl, der med sine 8,6% giver et effektivt buzz, selv når det nydes over den længere periode, som man bør nyde det over.

Untappd kalder den i øvrigt en Barley Wine – det ser ikke ud til at stilen ‘Imperial Farmhouse Ale’ er accepteret derinde. Min umiddelbare reaktion var tilløb til hånlatter – men nu jeg tænker over det, er smagsbilledet jo faktisk spot on, hvad man ville forvente af stilen.

Selvom det orange skum over det bronzefarvede bryg alligevel er lige lovlig højt til at jeg nogensinde ville kalde den det.

5-stjerner

Sour Escape, Rocket Brewing (Shopping Spree 1.0 IV)

2017-06-23 16.59.13Vejviser …

Så er jeg nået til den 3. øl fra Rocket Brewing i den lille samling, jeg hentede mig fra Magasins Mad&Vin-afdeling. Ved samme lejlighed tjekkede jeg også udvalget af fødevarer ud, og fik meget hurtigt min halvt fordom halvt mistanke bekræftet – at udvalget egentlig ikke var stort bedre end i andre velassorterede supermarkeder, mens priserne til gengæld var mærkbart højere. Gad vide hvor mange der mon handler i Mad&Vin, fordi …

  • de har bildt sig ind, at man rent faktisk kan få ganske specielle varer dér, som man ikke kan få andre steder (det er ikke tilfældet)?
  • de har for mange penge og ikke er kede af at vise det ved glædeligt at betale den dobbelte pris for de samme varer, der kan fås i andre supermarkeder?
  • de gerne vil være über-trendy-hipsteret kvalitetsbevidste på den smarte måde, der indebærer at man køber præcis de samme varer som alle andre, bare til en langt højere pris, for at tillade sig selv en tilsvarende højere grad af selvfedme?

Det var overordnet de tre kategorier af kunder, jeg selv spottede under besøget. Find eventuelt selv på flere kundetyper, og smid en beskrivelse af dem i kommentarerne. Hvilken af grupperne jeg selv tilhører, hører jeg selvfølgelig også gerne bud på – mon ikke jeg indtil videre passer bedst i den tredje kategori?

Og med hjem fra turen kom så denne saison. En fransk/belgisk stil udbredt blandt landbefolkningen. En traditionel arbejds- og læskeøl under det hårde markarbejde i den Sydeuropæiske sol.

Den minder mig en smule om “Manon og Kilden” – den dybt, dybt depressive, triste, melankolske og tragiske franske film om den hårdt plagede og pukkelryggede … Gerard Depardieu og de grueligt mange prøvelser han må igennem før han (spoiler alert) dør udslidt og udplaget af fattigdom og overanstrengelse efter forgæves at have forsøgt at opdyrke et goldt stykke land i Provence …

… Og så egentlig ikke alligevel.

Under et totalt mislykket forsøg på at lære fransk i mine tidlige teenageår på ungdomsaftenskolen i Egå, skulle vi se filmen, fordi vores lærer var blevet hæs. Nøj hvor kedede jeg mig bravt – og hvor har jeg siden vidst, at fransk film – modsat holdningen hos alt for mange meningsdannere inden for film globalt – er lige så svingende i kvalitet som film fra alle mulige andre lande.

Nej, den slags tragiske oplevelser forbinder jeg ikke øltypen med. Tværtimod. Jeg elsker dens lette liflighed og skarphed. Dens evne til at slukke tørsten effektivt og smage af noget samtidigt. Ikke at de to ting er uforenelige, men ofte ser man at meget smagfulde øl må vige i vederkvægelse, mens tørstslukkeren ofte smager mere af vand end af øl.

Denne tørstslukker viser vejen. Det (meget apropos) franske ord opaque kommer i hu, vel at mærke i den engelske betydning, ugennemsigtig (hvor den oprindelige betydning åbenbart er dunkel og skyggefuld). For brygget kunne lige så godt have været en dværgpomelo, der på ikke nærmere forklarlig vis var blevet presset ned i glasset. Så opaque er det – og så i øvrigt med en nydelig fedtet marengstop over sig. Duften er skarpt og frisk syrlig med græs, grape og lime som pikante, prikkende og pirrende indslag i forgrunden, på et mildt, omend alligevel hvast bagtæppe af grannåle.

Brygget perler, kradser og ridser på den helt rigtige måde i mundhule og hals. Et velafstemt mix af gær på den ene side og syrlig lime og grape på den anden smager godt igennem, og giver den helt rigtige kombi af vederkvægelse, småtrækninger i underansigtet og en tilpas fylde, så vandigheden undgås. Bitterheden er ikke glemt. Appelsinaromaen leverer den sammen med en let sødme, mens friskskåret nåletræ sørger for en bidsk kant, der sammen med en let ikkedestruktiv gærimpression fortsætter i eftersmagen.

En frisk, bitter, bidsk og syrlig ale – ligesom en saison skal være. Det er rigtig godt ramt af Rocket Brewing endnu engang.

Tak for det.

4-en-halv-stjerne

Club Tropicana Rustic Pale Ale, Rocket Brewing (Shopping Spree 1.0 III)

2017-06-17 17.20.28Og alligevel bidsk …

Jeg fik jo slet ikke nævnt, at den sidste øl, Kiuchi Brewerys Red Rice Ale, er del af et tema, der handler om de øl, jeg forleden indløste i Magasin på et gavekort. Det var den altså, og det er den her fra Rocket Brewing også.

Men da jeg nød hin japanske øl, havde jeg endnu ikke fået den – på tidspunktet tilsyneladende fine idé – at diskutere med flat-earhters. Det startede så småt, da jeg ellers havde sat mig i gården med denne øl fritter og en snasket kebab i aftensolen, og så ellers kun med min telefon ved hånden.

Og det tager ikke mange minutter før jeg ikke bare bliver træt men decideret aggressiv af at skrive på telefonens lille tastatur. Så der gik ikke længe før gård og aftensol fik lov at være henholdsvis gård og aftensol, og jeg atter indfandt mig ved min vante plads bag PC’ens tastatur … men dog først efter at nærværende bryg havde været en tur omkring mine smagsløg, og jeg nødtørftigt havde skriblet nogle noter ned.

Brygget er endnu en let omgang – men igen på den gode, forfriskende og vederkvægende måde. Bouqueten er decideret svag, mest af frisk vand tilsat en ubestemmelig maltessens. Det er heldigt, at øl ikke kun er noget, man skal dufte til, for så ville denne kunne konkurrere med det, industrigiganterne tisser ud.

Nej, heldigvis er smagen en ikke ubetydelig faktor i en samlet øloplevelse. Og dér gemmer den sig, aromaen. Frisk, let og knivskarp bitterhed med den helt rigtige diskret gærede kant. En sød aroma af grape bærer lette noter af grannåle med sig. Midt på tungen skifter brygget til en lidt tættere appelsinaroma, og der afsluttes med en effektiv tør efterbitterhed af savsmuld og gær.

En harmonisk øl, en let øl og alligevel en bidsk øl. En lille smagseksplosion, ideel i sommervarmen.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme