Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: frugtøl

Number Stations, Kongebryg

2017-10-09 17.34.51Ikke for langt under 7 …

Her er endnu en øl, der har stået noget tid. Flere måneder faktisk. Risikoen for, at øllet i mellemtiden skulle være blevet surt, er til gengæld lig nul. Jeg fik den stukket i hånden frisk fra bryggeriet af brygmester selv, da jeg i sommerferien var på et endags roadtrip med min søn. Så frisk var den, at der ikke engang var kommet etiket på endnu. En nærmere redegørelse for indholdet må læserne derfor have til gode, men at der er tale om en solbær sour – så meget fik jeg da at vide, og kunne huske da jeg var snarrådig nok til at notere det på stedet. Af samme grund var der yderligere grund til ikke at nære den store frygt for at øllet skulle blive surt af at stå lidt.

Jeg husker tydeligt, hvordan vi aldrig kom på rundvisning, fordi min søn var inderligt uinteresseret, og hellere ville videre til Vordingborg så hurtigt vi kunne, så han kunne få borgruinen at se. Men det er en anden historie.

Brygget har i betragtning af typen en ikke videre overraskende skarptsyrlig duft. Mere afdæmpet end krasbørstig faktisk, og det er jo egentlig ikke usædvanligt, når det gælder kongebrygs øl. Armbevægelserne er sjældent store, til gengæld hviler bryggene nydeligt i deres zen-agtige venlighed. Her giver den sig desuden til kende i en fyldig maltbund med sødme af chokolade og kirsebær.

Smagen er vidunderligt skarp. Solbærrenes finurlige syrlighed træder godt igennem og er ukarakteristisk for bryggeriet tæt på at brænde ved gummerne. Det rødbrune bryg med det lyserøde skum leverer en stabil oplevelse under en ph på 7 inklusive rigeligt med gys og trækninger i underansigt. De initale søde noter mærker man til gengæld ikke meget til. Brygget lever ud over syrlighed af kirse- og solbær sammen med et stænk af eddikke et for typen ikke usædvanligt indslag af garvet læder.

Der mangler intet – heller ikke på den svært tilgængelige front. Både syre, karakter og velsmag er godt med, uden at nogen af delene er over the top. Hardcore surtølsfans ville måske nok kalde den afdæmpet. Alligevel er den nok ikke lige den, nye surtølsfans skal begynde med.

Tak til brygmester Niels Kiens for den fine øl. Selvom besøget blev kort, var det som altid en fornøjelse at sige hej. Og hvad besøget ikke lige havde i varighed havde det til gengæld i kvalitet – både da vi kiggede forbi og forleden aften da denne øl blev nydt.

4-stjerner

Jacobsen Nordic Jam, Carlsberg

Hvorfor?2017-09-29 18.32.58

Jeg ved sgu’tte hvorfor … Jeg må vel ty til min alt for ofte brugte undskyldning for, hvorfor jeg i det hele taget tog denne rædsel med mig fra SuperBrugsen Brønshøj dengang i september måned (eller var det faktisk sidst i august?) Fordi den var der! Og det er grund nok. Ellers kan jeg vel legitimere det med at – en eller anden vel for pokker prøve den, så I andre slipper, forstås, og som minimum kan  læse min anmeldelse af sprøjtet, så I selv kan vurdere om det er noget, I gider smide jeres surt sammenspinkede spareskillinger efter.

Det ville jeg fx ikke gide, kan jeg allerede afsløre. Og det er jo både ærgerligt, ironisk, komisk og en smule tragisk på én gang.

Men sikke et drama, det i det mindste er.

Nogle bryggerier gør som bekendt meget ud af deres etikettekster – på grænsen til det langtrukne faktisk, og det er undertiden også tilfældet med Husbryggeriet Jacobsens øl, som fx denne. Det er nu ikke lange anekdoter eller sarkastisk selvsmiger de excellerer i. Det er derimod lange ingredienslister. Brygget her indeholder således vand, økologisk bygmalt, økologisk hvedemalt, økologiske havregryn, økologisk tyttebær, økologisk appelsinskal, økologiske korianderfrø, kuldioxid, gær og økologisk humle – tak for kaffe (- en af de få ting i øvrigt, brygget ikke indeholder, så om den måtte være økologisk, står hen i det uvisse).

Ja, man skulle jo næsten tro, at de godt kan lide at skrive ‘økologisk’ derinde på brygmatriklen i Valby … eller er det i Fredericia, Litauen, Myanmar, Skt. Petersborg, eller hvor det nu ellers er, brygget bliver produceret? CO2-omkostningerne ved transporten hjem opvejer nok den økologiske profil, hvis brygningen er outsourcet, så eventuelle medlemmer af Venstre eller andre klima- og miljøskeptiske grupperinger kan roligt knappe brygget op uden at frygte at blive forvandlet til støv ved kontakt dermed.

Har man til gengæld hang til gotiske katedraler og matchende tøj i sort læder, er der nok anledning til at mane til forsigtighed. Bryggets lyserøde nuance og dertil passende barbiepink skum skal nok få de fleste metallister til at holde en 5-6 alens sikkerhedsafstand. Duften er anderledes out of character fra dét, mindre kønsligt bevidste anmeldere nok ville kalde ‘en frisk pigeøl’ eller ‘en tynd tøsebajer’ … Se det er sådan, vi frelste feminister får listet den slags karakteristikker ind ad bagvejen. (Fnis!) En skarp, sødt-syrlig bouquet af hind- og jordbær formår at vække flere forventninger end at bekræfte skuffelser.

Læser man videre på etiketten vil man støde på bryggeriets behørige advarsel om bryggets lave humlebitterhed. Humlen var som bekendt også nævnt sidst i ingredienslisten – som det, der var mindst af. Humlen er så erstattet af de mange andre ting, der er puttet i, og resultatet er ikke engang så lettilgængeligt, som man kunne have frygtet. Brygget er primært skarpt og syrligt. Lime og grapefugt blander sig stikkende på alle mundens indre overflader, mens gæren møver sig frem med en brændende fornemmelse ved mandlerne.

Det var jo egentlig ganske spændende, sådan at blive aet mod hårene … eller smagsløgene … af en øl i pink. Desværre overdøver den ingrediens, der altid er mest af i øl – vandet – de ellers gode syrlige takter. Lidt sødme – selv af den sukrede jordbærsaftevandsslags, man undertiden møder i de øl, bryggerierne fordomsfuldt forsøger at henvende sig til kvinder med, ville faktisk have kunnet reddet en smule.

I stedet ender det i den sædvanlige vandige omgang … vel – det er jo en øl med den belgiske wit som forbillede …

… et af mine gamle nemeses

2-stjerner

Petrus Aged Red, Brouwerij de Brabandere

2017-09-11 17.15.37Et godt blend …

Ironisk nok skriver jeg denne anmeldelse mens DR Ramasjang viser den i hvert fald trecifrede nummer genudsendelse af Emil fra Lønneberg – afsnittet hvor Emil spiser gærede kirsebær og bliver pattevissen. Jeg kunne nemlig godt bruge flere af den slags – gærede kirsebær. Men aldrig om jeg ville nyde dem i vin som i Astrid Lindgrens serie. Vin drikker jeg stort set aldrig – til gengæld er jeg en stor ynder af kirsebærøl, eller Kriek som belgierne kalder det. Kriek betyder faktisk bare kirsebær …

… men det er alt for sjældent, jeg får lejlighed til at nyde det vidunderligt småsyrligt-ekstremtsøde stads. IPA’en har vi taget til os, men endnu ikke Kriek. Det burde nogen gøre noget ved meget hurtigt.

Man kan dog stadig være heldig at redde sig én i Fakta for tiden. Petrus-serien, et af de bedste ølvalg, Fakta nogensinde har truffet ved at stille dem på hylden, samler støv i butikkerne landet over … eller i hvert fald i Københavnsområdet. Jeg har desværre ikke rigtig råd til at købe flere af dem for nuværende, men deres Aged Pale, samt – kan jeg allerede afsløre – denne øl håber jeg fortsat er så upopulære, at de få lov at stå indtil de får “Stop Madspild”-mærker på – og så skal jeg nok stå på spring …

Helt en Kriek er Aged Red nu heller ikke. Den er en blend af 15 % af den uforlignelige Aged Pale samt 85 % Dubbel Bruin, tilsat kirsebær. Men kirsebærelementet gør skam alt det gode, den bør.

Og blendet gør lidt til.

Brygget emmer allerede af mojo og karakter ved åbning. En mægtig krydderblanding af anis, allehånde og muskat breder sig næsten uforskammet nærværende i lokalet. Og på næsten endnu mere uforskammet vis undgår brygget at dufte parfumeret eller syntetisk i sin kraft. Fristelsen til at blive ølsniffer har sjældent været større.

Det er mest på det lyserødt tonede skum, at man kan se, at brygget har et element af kriek. Brygget forekommer nemlig ganske mørkt, og først ved gennemlysning rødt. Men ikke den klare, blodrøde kulør, som en ren kriek gerne har. Smagen er lige så vældig som duften. Foeder-indslaget gør sit til at sødmen ikke bliver for overvældende – nogle ville sige kvalm. At den så måske tipper brygget lidt mere til den syrlige side end hvad harmonisk er, kan man vælge at ærgre sig over – eller affærdige som lidt ekstra karakter. Jeg vælger det sidste, og glæder mig desuden over den lækre og fyldigt bittersøde valnøddekarakter i eftersmagen. Der er også mere kulsyre, end man er vant til fra den rene kriek. Det gør brygget – trods rigeligt syre, alkohol og tyngde fra dubblen – passende let i kroppen.

2017-09-11 17.37.43Blendet gør, at kirsebærrene ikke bliver allestedsnærværende, men afstemmes af det bedste fra andre belgiske typer. For min skyld må kirsebærrene nu gerne være allestedsnærværende, men dette alternativ er mindst lige så godt, og ganske afgjort mere nuanceret, end en fuldblods kriek normalt er.

Og med brygget i vommen er oplevelsen ikke engang slut. Den visuelle epilog i form af det beskidte glas byder på gotiske grotesker og dybe drypstenshuler, så man næsten er ked af at skulle vaske det op efterfølgende.

Men det er nu nok bedst at gøre det alligevel …

5-stjerner

Egger Grapefruit Radler, Privatbrauerei Fritz Egger

2017-08-26 14.48.49På vandvognen …

Sidste weekend var jeg til havefest i en af de små landsbyer, der har postnummer i Taastrup. En gammel ven fra min tid som københavnsk punker ved navn Claus har etableret et kollektiv derude, og hvert år holder han sensommerfest for alle de gamle venner.

Det blev til et par glade gensyn, mens det til gengæld ikke blev til druk og abefest som i de gamle dage. Jeg kunne skyde skylden på årene, men vil hellere begrunde det med, at det endnu var tidligt på dagen, og at jeg agerede chauffør for nogle af festdeltagerne, da lokationen både var temmelig svær at finde uden en GPS, og den lå fjernt fra alle busruter … i hvert fald af den slags, der kører en gang i timen eller oftere.

Heldigvis var der et bredt udvalg af alkoholfri øl også. Jeg fik bekræftet min oplevelse af, at Bavarias alkoholfri øl var aldeles drikkelig – dem røg der en betragtelig del ned af. Bekræftet fik jeg også min opfattelse af Carlsbergs Nordic som elendig – ja, den var faktisk værre, end jeg huskede den.

Og så var der også lige den her i baren. Det var den stærkeste øl, jeg tillod mig at drikke, endnu flere timer før jeg vendte snuden hjemad. 2,5 % var den på, og det er næsten stærkere end hvad jeg ellers vil vove at hælde i mig, hvis jeg skal sætte mig bag et rat. Jeg er meget afholdende, når jeg skal køre, grænsende til det tvangsneurotiske. Det forestiller jeg mig er bedre end det modsatte.

Jeg har for to år siden prøvet en citronradler fra samme bryggeri. Nu har Graperadleren så fundet vej til butikkerne, og er siden blev sat voldsomt ned i pris på grund af manglende salg, hvorefter den altså fandt vej til punkerbarens 5-kronersmarked. Den blev drukket af dåsen, da glas ikke var noget, man gør i ved den slags fester (punkere er på mange måder ligesom alle mulige andre mennesker – de får børn og kæledyr, der gerne skal kunne tumle i græsset uden at flænse fusserne på glasskår og deslige) så et billede af brygget må læserne have til gode. Emballagen må række i denne omgang, og det er i øvrigt også alt, hvad bloggeren selv har set af det.

Ligesom Lemon-radleren smager brygget mest af det, der er i ud over øl, nemlig grapefrugtjuice. Mængden af kulsyre antyder, at man har villet understrege sodavandselementet yderligere. Da jeg er en stor ynder af grapesodavand generer det ikke synderligt, end at jeg ærgrer mig over, at øllet langt henad vejen mangler.

Der er tale om en grapesodavand – i øvrigt af en lidt for sød og mild én af slagsen. Jeg foretrækker grapesodavand skarp, sur og bitter. Denne er for sød, langt fra sur nok og kun bitterheden er nogenlunde i skabet.

Jeg kan glæde mig en smule over, at bitterheden er lidt dybere og fyldigere end ved det meste mainstream grapesodavandsudvalg. Det er nok (jeg siger nok – sikker er jeg faktisk ikke) her, man bedst mærker, at der trods alt er tale om en sodavands- og ølblanding.

Fast står det imidlertid, at øllet kun mærkes, mærkes – ikke smages, sekundært. Og som grapesodavand er brygget kedeligt, da det slet ikke har den nødvendige øjesammenknibende syrlighed.

Men selvom det fejler på flere niveauer smager produktet nu ikke grimt, skylder jeg måske lige at sige. Men havefesten, som Claus arrangerede, var af en helt anden udsøgt kvalitet, der fortjener topkarakter.

1-en-halv-stjerne

Elvis Juice, Brewdog

2017-08-04 17.49.51Intet nyt – heldigvis …

Selvom BrewDog med tiden er blevet nogle udsælgere og brusebadsposer, komplet udstyret med advokater med for meget tid laver de jo stadig godt øl. Og sagen om pubben Draft Punk der blev sagsøgt for at have ordet ‘punk’ i deres navn, ser ud til at være bruset af som en åben lunken Carlsberg en våd sensommerdag på Københavns Vestegn.

Så jeg er villig til at lade det fare indtil videre i hvert fald, og skrue lidt op for anmeldelsesfrekvensen på det skotske bryggeris produkter igen.

Denne er hentet i det supermarked, der for tiden er min foretrukne ølpusher, når det gælder de billige supermarkedstilbud. Hvad jeg de sidste par måneder har fundet i Fakta, overgår med flere længder det faste sortiment – ikke bare i samme koncern, COOP med SuperBrugsen og Irma, eller konkurrenten Føtex, men også i Magasin, hvor de ellers ved, hvad de skal tage for varerne.

Faktakæden skulle ellers være i krise, og være ved at lukke butikker, mens Netto buldrer derudaf. Jeg har svært ved at tro, at jeg er den eneste ølelsker, der ikke helt forstår hvorfor Netto fører det ræs.

Men for nu ikke at fare vild i sidespringet – Jeg fandt altså denne Grapefruit infused IPA i Fakta.

Det nydelige kobberfarvede bryg byder ikke på meget skum, men til gengæld rigeligt bouquet – ikke noget dårligt bytte, hvis man spørger mig. Vægten er her lagt på det blomstrede. Det er slet ikke fremmed for IPA, men sådan en blomstermark af syren, hyld og roser får selv en erfaren botaniker til at trække snuden til sig af frygt for høfeber.

Fra blomsterhaven går det til frugthaven. Smagen byder på nektar, passionsfrugt og ganske sød appelsinaroma som man finder den i fantasodavand. Urtehaven er heldigvis hverken vokset til eller visnet bort – den er egentlig ganske velholdt, og mærkes som en bred bitterhed, der holder sammen på alle de kække, søde udtryk. Urtehaven er blot ikke særlig stor.

Der er ellers rigeligt med spræl i brygget, men det er ikke på grund af den ellers markante humle, men derimod alt det, der foregår omkring den. En pjattet, fjollet, sjov, sprællevende og lalleglad IPA, hvor bitterheden har givet plads til munterhed og festivitas.

Helt i BrewDogs gamle ånd. Den skulle de tage at holde fast i.

5-stjerner

Og ja – acceptér det nu bare: Elvis ER død.

Mandarina Man, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen IV)

2017-07-12 17.50.52Mere variation …

Jeg tror, det var efter at have prøvet “The Lady of Cofitachequi” sidste år, at jeg nåede til den konklusion, at selvom Amager Bryghus vitterlig er landets ukronede humlekonger, så endte de mange gode bryg i 2016-kollektionen alligevel med at ligne hinanden lidt for meget.

Til at begynde med, frygtede jeg at noget lignende gjorde sig gældende for årets Amager Bryghus-øl, men den frygt gøres heldigvis afgørende til skamme med denne øl. Efter Minor Axident udgør den endnu en afvigelse fra den vanlige friske og karske grannålebitterhed, der er bryggeriets signatursmag.

Endnu et samarbejdsbryg er der tale om, og igen er kollaboratørerne amerikanere – nu fra bryggeriet Wicked Weed, North Carolina. Røverhistorien på etiketten omhandler en (måske, måske ikke opdigtet) lokal helt. Der er tale om en ‘Tropical IPA’ – uden at det egentlig forklares nærmere, men ligesom brygget ved opknapning dufter af grapefrugt, og efter skænkning ligner en pomelo – så forekommer betegnelsen nu slet ikke kontraintuitiv. – Og endnu mindre så, hvis man tager sig tid til at læse ingredienslisten, der byder på mango- og mandarinpuré. Mystery solved!

Brygget skummer ikke meget, en hvad det ikke har i skum har det i bouquet. En frugttung duft af ret så sure appelsiner melder sig. Nogle ville måske også kalde det grape, men den søde og fyldige bund peger mod mere orangefarvede frugter – så appelsiner it is.

I smagen mærker man den velkendte (og -gørende) aroma af grannåle. Denne gang er den blandet op med savsmuld af fyr, samt strejf af fennikel og anis, så udtrykket bliver mere krydret end den skarpe bitterhed, man er vant til.

Den største variation i forhold til sidste års samling findes dog i aromaen bagom bitterheden. Her er der – næppe overraskende – flere frugtnoter. Igen er appelsin præsent – både med sin velkendte bitterhed og sødme. Desuden mærker man små, kortvarige pust af tropisk frugtkompot. Mango, papaya og flere citrusfrugter.

Det er her, man kommer til at ærgre sig en smule over, at humlen – skønt en smule anderledes end den plejer – kommer til at fylde for meget i forhold til de ellers spændende aromaer, som brygget kun akkurat lader trænge igennem. I denne IPA måtte man for denne bloggers skyld hjertens gerne have lagt langt mere vægt på frugt og sødme, end den hvashed, som man udmærket ved, at Amager Bryghus behersker i forvejen.

Til gengæld er citrusfrugterne da i det mindste nogenlunde præsente, og giver også brygget en syrlig kant, der bringer Amager Bryghus’ bitre humlehoveder med på syrlighedsbølgen. Næppe intenderet, måske, men ikke desto mindre godt.

Efter denne bloggers ydmyge mening i hvert fald …

4-en-halv-stjerne

Icelandic White Ale, Einstök Ölger­­ð (Shopping Spree 1.0 VI)

2017-07-07 20.45.47Let wagnerviking …

Sidste gang jeg anmeldte en øl fra min shoppingtur i Magasin var det faktisk den sidste Rocket Brewing-øl, jeg havde med derfra. Nu er turen så kommet til de tre islandske øl fra bryggeriet Einstök Ölgerð, som jeg ikke kun købte, fordi de så spændende ud, men også fordi de med deres pris på kr. 25 stykket var billige i sammenligning hvad man ellers kunne få.

Det nationale tilhørsforhold ser ud til at være vigtigt for bryggeriet, idet alle øllenes navne indledes med ‘Icelandic‘. Hvorfor etiketterne så allesammen prydes af en figur fra Wagners Operaer frem for en rigtig viking uden horn på hjelmen, melder historien ikke noget om.

Stilen er i øvrigt belgisk (så meget for Island og tyske teatervikinger) endskønt de nordatlantiske øboere gør deres for at lægge afstand til dette faktum ved at kalde denne witte for en ‘white ale’. Man er ikke i tvivl om stilen, når brygget skænkes. Farven er blegt citrongul med højt, omend meget skrøbeligt og hastigt itubrækkende og kollapsende skum.

Overraskene – til den positive side, forstås – er bryggets udeblivende evne til at emme surt og sprittet – to træk ved den belgiske wit, jeg dårligt har kunnet med (det sure vinder selvfølgelig frem, men …). Bananen, til gengæld, den er der, sammen med en sød og antydningsvis syntetisk bouquet af vanilleflødeis samt et frisk pust af lime.

Og det er helt klart bananen, der bærer smagen. Heldigvis spiller alkoholen til gengæld ikke den rolle, som i andre lignende øl kan gøre oplevelsen decideret ubehagelig. Til gengæld er brygget sprudlende friskt. Der er ikke sparet på kulsyren, og med en eftersmag af isvand med rigeligt lime, lægger brygget sig nok i den lette, men også smagfulde ende. På bagkant kilder en karsk bitter humle ved gummer og svælg.

Brygget arbejder sig behændigt uden om nogle af brygtypens traditionelle faldgruber og bruger konstruktivt andre til at genskabe stilen i en både friskere og mere aromatisk form. Det kan anbefales i sommervarmen som en hvedeøl med mere smag, en passende mængde alkohol, mindre syre og ingen generende gær.

Uvæmmelig, frisk, smagfuld og … måske lige lidt til den lette side alligevel.

3-en-halv-stjerne

Sigtebroad, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen I)

2017-07-04 18.32.02Konge (adj.) …

Da jeg delte billedet af alle de nye (og lidt ældre) Amager Bryghus-øl på min facebook-side, bemærkede en af mine læsere, Paul, ølpusher ved flere prominente lejligheder og ligeledes fan af det Amagerkanske bryggeri, at jeg endelig måtte få den Sigtebroad på køl så hurtigt som muligt. Som sagt så gjort, og indtil for nylig stod den så sammen med de andre IPA’er fra bryggeriets 2017-kollektion, og de vil blive anmeldt som de første (næsten). For IPA’er skal helst nydes friske.

Denne dufter i hvert fald friskt af fersken ved opknapning … man ved bare, det bliver godt, når øllets aroma breder sig i værelset næsten før kapslen overhovedet er lettet. – Og idet brygget skænkes,  træder humlen ellers frem! At Amager Bryghus er Danmarks ukronede humlekonger skal man både mangle smags- og lugtesans for ikke at ville erkende.

Aromaen melder sig som en kraftig karsk humleblanding af nyudrullet sandpapir, frisk fyrretræssavssmuld og spæde fennikelfrø. Smagsprofilen er på én gang klassisk, kompromiløs og lige så tæt som det højorange bryg er uigennemskinneligt. En luftigt, sødligt pust af appelsin trækker brygget passende i retning af det mere aromatiske, så det ikke er nåle og savsmuld det hele.

Den friske og fyldige IPA, hvor der ikke mangler noget er for længst blevet Amager Bryghus signatursmag. Ingen overraskelse dér – man ved hvad man får, man glæder sig hver gang og at oplevelsen gentages, vækker kun gensynets glæde.

Ikke ulig når man lytter til den nyeste skive med Iron Maiden eller Slayer – og indtil for to år siden Motörhead. Man ved på forhånd hvad man får, og at det skal gå meget galt, hvis det skal gå galt.

Lidt utraditionelt bliver det måske alligevel idet brygget udover fire slags malt og tre slags humle indeholder hvedemel, appelsinskal og honning. Med mindre de har en grund til det, plejer Amager-sjakket ellers at holde sig nogenlunde til reinheitsgebot. Motivationen for dette lille kække lovbrud er angiveligt de amerikanske medbryggeres fascination af dansk sigtebrød. Ud over at dette gav anledning til et kækt ordspil i titlen – kønsspecifikt, og det brøds jeg mig ellers ikke om, men affinder mig alligevel med lugten i bageriet, der skal trods alt mere til – gav det også inspiration til den udvidede ingrediensliste, idet brygget indeholder omtrent samme ingredienser som det lyse, bløde brød.

Og så går etiketten ellers bersærk i de sædvanligvis underholdende røverhistorier, som jeg vil gemme til læseren, når denne selv får fingre i dette fine bryg.

Jeg skal jo ikke afsløre det hele her.

5-en-halv-stjerne

Schiøtz Dybsort Porter, Royal Unibrew/Albani

2017-04-02 17.41.11Dybt godnat …

Det der med at sidde udendørs i aftensolen kunne jeg godt blive forfalden til – hvis ikke jeg allerede er blevet det.

Jeg så igen mit snit til det aftenen efter jeg første gang i år havde spist ude. Denne gang havde jeg PC’en med for at skrive lidt på sidste anmeldelse, og i øvrigt lave nogle ændringer på bloggen, som snarest vil blive præsenteret.

Det er snart to år siden, at Royal Unibrew lancerede Schiøtz– og Lottrup-serierne, opkaldt efter henholdsvis Albani- og Ceres-bryggeriernes grundlæggere. Kvaliteten har været som det så ofte er, når man kigger på et helt bryggeris portefølje – op og ned. Desuden har industrigiganten høstet kritik for at gå mikrobryggerierne i bedene og skubbe dem ud af markedet, fordi Royal Unibrew byder ulige konkurrence med den større brygkapacitet.

Personligt synes jeg jo, at alle virksomheder over en vis størrelse (og en vis størrelse er langt under Royal Unibrews størrelse, skal jeg love for) burde nationaliseres – men det er jo også bare mig. Det til side lægger jeg gerne et optimistisk syn på store aktører, der forsøger sig med kvalitetsbryg. Industrigiganterne vil aldrig kunne lave bryg af den kvalitet, entusiasterne efterspørger – i hvert fald ikke på industrielt niveau. Så i det lange løb mener jeg ikke, at mikrobryggerierne risikerer at blive udkonkurreret på kvaliteten. De store bryggeriers kvalitetsbryg kan til gengæld fungere som vadesten for fremtidige entusiaster. Får den almindelige bruger først smag for de stores kvalitetsbryg, hvor meget mere vil de så ikke få det for mikrobryggene senere?

Således er håbet såre naivt lysegrønt som bøgens spæde blade …

… i kras modsætning til Royal Unibrews nye ‘Dybsort Porter’ der i hvert fald visuelt lever nydeligt op til sit navn. Det beige-til-lystbrune skum kunne måske godt bruge et par toner ovre i det mørkere, men for en industriaktør er det acceptabelt. Duften overrasker positivt og forjætter en stor oplevelse. Karamel og chokolade fylder den kølige aftenluft allerede ved opknapning – selv i gårdens stille modvind.

“Det skal nok blive godt”, når man akkurat at tænke, før man sætter glasset for munden. Og så ryger det ellers gennem hovedet med eder og forbandelser over foregøgleriet og uindfriede forventninger. For brygget – duft og dunkelhed til trods – viser sig at være ganske tyndt og svagtsmagende. Tynd discountkaffe blandet med hasselnøddearoma i eftersmagen er den mest rosende beskrivelse, der kan gives om smagen. Og når det småtkarbonerede bryg er afbruset bliver det ikke just bedre – en mere udefinerbart brankethed og en deraf følgende fornemmelse af aske opblandet i postevand tager mere og mere over, afsluttende med en syrligt-sur karakter af umodne solbær.

Solbær er der ellers ikke noget af i brygget – “kun” hyldebær, kirsebær og lyngblomst, som man i øvrigt tydeligt kan smage absolut ingen af. At fylden oven i købet er  vigende undrer så meget desto mere i betragtning af en alkoholprocent på 8,2.

Man skal vist være et stort industribryggeri for at få en så mørk øl, med så mange ingredienser og så høj alkoholvolumen til at være  kedelig.

Fra denne kant behøver mikrobryggerierne i hvert fald ikke frygte noget.

2-stjerner

Julebryg Ingefær & Dadler Porter

2017-01-10 18.18.17Panik ved Julefrokosten …

Og hermed ikke mere jul fra Kajs Ølblog i denne omgang. Selv min kære gamle far har fået taget juletræet ned i anledning af Hellig Tre Konger, så det er på høje tid at afslutte festen. Helt så fast som min far har jeg aldrig stået på traditionerne, hvilket nok skyldes, at jeg ikke tror så meget på den slags. Jeg holder mest jul for at højtideligholde jordens hældning på 23,4 grader mod ekliptika, og de trængsler, det medfører er ganske vist knap overståede, men det bliver da i det mindste lysere i vejret.

Ørbæk står bag dette økologiske juleindslag. Jeg påskønner bryggeriets kompromisløshed i forhold til økologien, men er til gengæld sjældent voldsomt imponeret at det, der bliver tappet fra brygkarrene. Det er som om, de prøver og prøver men lige meget (eller lidt) hjælper det.

Her har de forsøgt sig med en juleporter iblandet dadler og ingefær. Det er på papiret ganske julet. Duften giver også mindelser om for meget ris a la mande oven på for meget and, flæskesteg og brunede kartofler. Ingefæren giver sig til kende, uelegant indsmurt i lidt for sød hindbærsovs (kirsebærsovsen må være forbyttet) og kommer ud som alt for sød og kvalm kanelessens.

I smagen vælter indtrykkene over hinanden. Oversødet kirsebærsovs over ris a la mande med alt for meget sukker i kanelen blander sig uskønt med kaffen, der har fået så mange bønner for meget, at den klæber til ganen som engelsk lakrids. Kvalmen efter for meget and og flæskesteg fortsætter, og man forestiller sig hele julemiddagen væltet ned i en mægtig blender, som man faktisk ikke engang har gidet lade køre så længe, at oplevelsen i det mindste blev ensartet.

Sødt, krydret, lakridslignende, bittert og syrligt vælter ukontrolleret rundt mellem hinanden. Det er bestemt ikke Peters Jul, som man fik læst højt i julestuen i barndomsårene, eller Nødebo Præstegaard, som man som lidt ældre faldt i søvn til. Nej, der er vist tale om Donald Trump og families jul i Trump Tower midt i al den rodede gyldne kitsch og med lige dele dekadence og smagløshed.

Men kraft og vælde kan man i det mindste ikke nægte, at brygget har. Kønt eller julehyggeligt bliver det til gengæld aldrig.

Hvad er den egentlige historie bag? Jeg forestiller mig brygsjakket ved Ørbæks julefrokost slå mave efter ris a la manden, godt kørende på restlageret af den nu elegant aldrede Meyer Juniper Dubbel. Lige pludselig springer en af svendene op: “Julebryggen!” skriger han. Panikken griber forsamlingen. Brygmester kaster armene i vejret og vræler afmagtens skrig mod kælderloftet. Svende og svendinder pisker rundt, panisk skrigende mens arme flagrer og krogede fingre river hele totter hår ud. Pludselig gjalder et vældigt drøn gennem lokalet. Det er kassereren, der netop har brugt et af de store kobberlåg til brygkarrene som gong for omgående at kalde forsamlingen til handling …

Hurtigt findes et kar og nogle remedier frem … Dadlerne! Dem var der ingen der gad røre. Ingefæren, der blev til overs efter tilberedning af julekagerne. Og så ellers bare noget malt, noget gær … Det hele rodes sammen uden anden plan end den panikken før lukketid så ofte har været så behjælpelig med …

Og voila. En øl, der smager præcis sådan som man må forvente af sådan en historie.

Det er selvfølgelig bare noget, jeg har fundet på. Men jeg vil næsten vædde på, at min historie er mere underholdende end det, der virkelig skete – og ville have tjent som en rimelig undskyldning.

2-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme