Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: discountøl

Mecklenburger Dunkles Weißbier, Harboe

2017-09-04 19.26.35Discount with attitude …

Beklager at måtte udsætte jer læsere for endnu et anmeldelsesafbræk. Jeg har haft et flere dage langt anfald af apati og ugidelighed, ledsaget af vage influenzasymptomer – hvad der kom først og har skabt det andet er jeg ikke sikker på. Rækkefølgen, lidelserne er nævnt i, er vilkårlig.

Jeg har endelig fundet lidt tid til den sidste anmeldelse, jeg i skrivende stund har ude at hænge. Så må vi se, om lysten til at anmelde – og i det hele taget åbne og drikke øl – melder sig igen For begge dele har det svigtet med.

Det er dermed ved at være nogle dage siden, jeg prøvede denne øl. Den var med i den lille samling, jeg fik af Niels fra Lille Skensved, sammen med den Ugandiske Nile samt pilsneren af samme mærke som denne – Harboes tyske discountøl fra Rema 1000.

Jeg er jo temmelig germanofil og derfor altid glad, når danskere – om det er firmaer eller privatpersoner – gør noget på tysk, der er korrekt. Derfor irriterer det mig også grænseløst, at Harboe på etiketten har puttet bogstavet ‘ß’ ind blandt andre kapitæler. Den slags er no-go. Der findes ikke noget stort ‘ß’ (kaldet ‘s-z’ på tysk (fordi bogstavet var en sammensætning af ‘s’ og ‘z’ i det gotiske alfabet (og det har trods den ellers oplagte lighed intet med det græske bogstav ‘beta’ at gøre (se, så blev I så kloge)))) på tysk. Skrives der med stor bogstaver, erstattes det af to s’er.

Det kan jeg en ret sjov anekdote om, som jeg måske nok har fortalt før, men den fortjener gentagelse. Da jeg læste i Marburg, Hessen, kørte der en fast reklame fra McDonalds for en burger, der var ekstra stor – eller extra groß, som der ville have stået, om det var skrevet med små bogstaver. Det var det ikke – det var skrevet med store bogstaver, så burgeren fra McDonalds var altså EXTRA GROSS.

Det siger ikke så lidt om tyskerne og navnlig deres ringe forståelse for utilsigtede morsomheder, at de var de eneste, der ikke kunne se det sjove I at læse den karakteristik som om den var på engelsk.

En karakteristik, der ville være ganske urimelig at bruge om dagens øl.

Mine forventninger til Weißbier er aldrig store. Og når det så oven i købet er en discounttype fra Harboe, så er det ikke forventningspresset, der holder brygget nede på jorden. At bryggets pilsnerbror i øvrigt var tæt på noget af det mest smagsfri, jeg nogensinde har smagt, lover heller ikke godt.

Allerede ved åbning gøres de værste forventninger dog til skamme. En markant sød duft af banan og hyldeblomst møder næsen, mens det mislykkes totalt for et ellers markant gærelement at ødelægge noget – tværtimod yder den fylde.

Det mørkegule, højtskummende bryg smager i samme retning. En markant sødme af banan afslører esteren isoamyl acetat, der sjældent har smagt så lidt af det, som den lyder som om den smager af. Banansmagen starter i det syrlige hjørne, hvor den er grøn, bliver efterhånden sødere, rundere, fyldige og når akkurat at blive brun og kvalm før brygget skylles ned.

Nyderen af øllet gennemlever dermed de tre markante faser i bananens livscyklus. Jeg foretrækker midten, den modne gule banan, men det taler til øllets fordel, at den får det hele med. Og at den bliver klam og blød til sidst er en del af oplevelsen. Ikke mindst fordi det kun når at bliver lidt væmmeligt før det er forbi.

Tak til Niels for den indtil videre bedste øl fra hans side. Der er ikke bare tale om en spændende Weißbier i betragtning af, at det er en discountøl fra Harboe. Den er bare en spændende Weisbier – dette i sig selv er overraskende.

4-stjerner

Egger Grapefruit Radler, Privatbrauerei Fritz Egger

2017-08-26 14.48.49På vandvognen …

Sidste weekend var jeg til havefest i en af de små landsbyer, der har postnummer i Taastrup. En gammel ven fra min tid som københavnsk punker ved navn Claus har etableret et kollektiv derude, og hvert år holder han sensommerfest for alle de gamle venner.

Det blev til et par glade gensyn, mens det til gengæld ikke blev til druk og abefest som i de gamle dage. Jeg kunne skyde skylden på årene, men vil hellere begrunde det med, at det endnu var tidligt på dagen, og at jeg agerede chauffør for nogle af festdeltagerne, da lokationen både var temmelig svær at finde uden en GPS, og den lå fjernt fra alle busruter … i hvert fald af den slags, der kører en gang i timen eller oftere.

Heldigvis var der et bredt udvalg af alkoholfri øl også. Jeg fik bekræftet min oplevelse af, at Bavarias alkoholfri øl var aldeles drikkelig – dem røg der en betragtelig del ned af. Bekræftet fik jeg også min opfattelse af Carlsbergs Nordic som elendig – ja, den var faktisk værre, end jeg huskede den.

Og så var der også lige den her i baren. Det var den stærkeste øl, jeg tillod mig at drikke, endnu flere timer før jeg vendte snuden hjemad. 2,5 % var den på, og det er næsten stærkere end hvad jeg ellers vil vove at hælde i mig, hvis jeg skal sætte mig bag et rat. Jeg er meget afholdende, når jeg skal køre, grænsende til det tvangsneurotiske. Det forestiller jeg mig er bedre end det modsatte.

Jeg har for to år siden prøvet en citronradler fra samme bryggeri. Nu har Graperadleren så fundet vej til butikkerne, og er siden blev sat voldsomt ned i pris på grund af manglende salg, hvorefter den altså fandt vej til punkerbarens 5-kronersmarked. Den blev drukket af dåsen, da glas ikke var noget, man gør i ved den slags fester (punkere er på mange måder ligesom alle mulige andre mennesker – de får børn og kæledyr, der gerne skal kunne tumle i græsset uden at flænse fusserne på glasskår og deslige) så et billede af brygget må læserne have til gode. Emballagen må række i denne omgang, og det er i øvrigt også alt, hvad bloggeren selv har set af det.

Ligesom Lemon-radleren smager brygget mest af det, der er i ud over øl, nemlig grapefrugtjuice. Mængden af kulsyre antyder, at man har villet understrege sodavandselementet yderligere. Da jeg er en stor ynder af grapesodavand generer det ikke synderligt, end at jeg ærgrer mig over, at øllet langt henad vejen mangler.

Der er tale om en grapesodavand – i øvrigt af en lidt for sød og mild én af slagsen. Jeg foretrækker grapesodavand skarp, sur og bitter. Denne er for sød, langt fra sur nok og kun bitterheden er nogenlunde i skabet.

Jeg kan glæde mig en smule over, at bitterheden er lidt dybere og fyldigere end ved det meste mainstream grapesodavandsudvalg. Det er nok (jeg siger nok – sikker er jeg faktisk ikke) her, man bedst mærker, at der trods alt er tale om en sodavands- og ølblanding.

Fast står det imidlertid, at øllet kun mærkes, mærkes – ikke smages, sekundært. Og som grapesodavand er brygget kedeligt, da det slet ikke har den nødvendige øjesammenknibende syrlighed.

Men selvom det fejler på flere niveauer smager produktet nu ikke grimt, skylder jeg måske lige at sige. Men havefesten, som Claus arrangerede, var af en helt anden udsøgt kvalitet, der fortjener topkarakter.

1-en-halv-stjerne

Mecklenburger Pilsener, Harboe

2017-08-11 17.22.10Ak, ingen rævepis …

Min sydøstsjællandske læser Niels, hvis svoger bragte mig den første afrikanske øl på bloggen, havde også andre øl til mig, da jeg stak mit grimme fjæs inden for hans lille hus i Lille Skensved. Det var vist noget, han havde opstøvet i den lokale Rema 1000, og dermed noget, jeg måske selv ville have støvet og på et tidspunkt.

Men jeg kommer ikke just tit i Rema 1000, så jeg var selvfølgelig glad for bidraget uanset hvad. Niels er selv begejstret for dem (jeg fik to forskellige) og anser dem for at være nogle gode øl til prisen. Men han kunne godt tænke sig en – med hans egne ord professionel vurdering. En sådan kan jeg ikke give ham, da jeg blot er en glad … sludder og vrøvl … gammel og sur – amatør. Betegnelsen tager jeg nu uanset hvad som en anerkendelse af det jeg laver, og kvitterer med en stor tak.

Navnet hentyder til et område i Nordtyskland, der var del af det tidligere DDR. Selv har jeg haft min jævnlige gang i Schleswig-Holstein, hvor jeg har familie, men jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde har været i Mecklenburg – andet end måske dengang i 1982, hvor min familie tog på bilferie til Tjekkoslovakiet, og i den anledning kørte gennem DDR. Og så tog jeg med Gymnasiet til Rostock engang også – byen ligger vist i samme delstat.

Et nærmere kig på dåsen afslører imidlertid bryggets sande ophav – som slet ikke er Mecklenburg, men derimod Sydvestsjælland – nærmere betegnet Skælskør, hvor Harboes bryggeri har hjemme.

Harboe er ikke just kendt for kvaliteten af deres øl – snarere det modsatte. Til gengæld er øllene billige, og dermed er pris og kvalitet sådan cirka ligefrem proportionale hos det bryggeri. Jeg kender godtnok ikke prisen, da jeg ikke spørger om den slags, når jeg får gaver, men man kan jo prøve at gisne ud fra kvaliteten.

Det er i hvert fald et meget generisk og lyst bryg. Korngult med uproblematisk og ukontroversielt hvidt skum. Duften er svær at få rede på, fordi den er så utroligt svag. Det samme gælder smagen …

Jeg er faktisk i tvivl, om jeg nogensinde har prøvet øl, der smagte af så lidt før. En blank, metallisk mundfornemmelse er det eneste, der afslører, at der ikke er tale om postevand. Men på den anden side kunne et bestemt indhold af sporstoffer i postevand vel skabe samme mundfornemmelse, hvorfor jeg må stille mig tvivlende over for, om jeg ved en blindsmagning overhovedet ville kunne smage forskel på denne øl og kommunens drikkevand. Selv ikke kulsyren ville man kunne kende brygget på, for den er der stort set heller ikke nogen af.

Til gengæld indeholder brygget heller ikke nogen ubehagelige syntetiske eller grimtsmagende overraskelser. Det føles ganske rent – på samme måde som blankpoleret kirurgisk stål, destilleret vand og nypudset glas. Man ville næsten ønske, at brygget i det mindste ville smage lidt af rævepis, som man jo gerne kalder ildesmagende alkohol. For så ville brygget i det mindste smage af noget.

Men næh nej …

Jeg gætter på, at denne øl ikke koster alverden.

1-halv-stjerne

Niels skal have tak for bidraget – og brygget er hermed hudløst ærligt anmeldt. Jeg understreger at jeg altid gerne tager imod prøver til anmeldelse uanset kvalitet og pris. Viser brygget sig ikke at være den store fornøjelse, bliver fornøjelsen ved at anmelde gerne dét større. Forhåbentlig også til Niels’ og læsernes glæde.

Én for holdet – Afslutning

2017-04-01 18.24.38Sølle …

Vel – lad os svøbe dette spædbarn ind … Nå, det fungerer vist også bedre på engelsk. Uanset hvad er det da noget mærkeligt noget at sige – “let’s wrap this baby up”. Og det der med at svøbe spædbørn ind, skal man i øvrigt også lade være med. Det gavner ikke noget – tværtimod. Dets eneste formål er at kunne lade barn være barn frem for at give barnet det behov for nærhed og kærlighed det har behov for. Slyng barnet i stedet – bær det på dig, og den slags behov for at blive ‘fri for det’ vil have meget svagere tendens til at opstå.

Nå, tilbage på sporet. Godt en måned har det taget mig at få afviklet temaet om Lidls øl under navnet ‘Én for holdet’. Temaet var motiveret af en facebookven med tyske rødder, der evigt og altid skulle brokke sig over alt dansk – tit med rette, men lige når det gælder øl, med urette …

… mente jeg i hvert fald, men tænkte at jeg måtte lade det komme an på en prøve. For nu at blive ved det tyske valgte jeg derfor at undersøge standardøludvalget i den tyske supermarkedskæde Lidl. – De har både en tysk og en dansk serie, så der var der om ikke andet noget at starte med. Navnet havde jeg i øvrigt valgt med en hvis omhu (hvis jeg selv skal sige det). Forventningen (der nu er indfriet, kan jeg afsløre uden at spoile hele resten af dette indlæg) var, at prøvesmagningen af Lidls øl nok ville blive lidt af en prøvelse (pun intended of course). Til gengæld passede det jo aldrig så nydeligt ind i bloggens målsætning om, principielt at prøve alle øl (næsten i hvert fald), og være forbrugernes anmelder, der rent faktisk også tager fat på standardudvalget, frem for kun at ville prøve det fancy, dyre sprøjt, som ikke alle kan komme i nærheden af.

Nu er jeg så kommet om på den anden side af Lidl-øllene. Det betyder blandt andet at der nu kun er én af øllene på fotoet øverst på bloggen, jeg ikke har anmeldt, nemlig ‘Honey Dew’ fra Fullers. (Ja, jeg skynder mig lige at få det skrevet – ellers får jeg det aldrig med, og det vil sådan ærgre mig …) Og ellers skulle jeg mene, at jeg har fået en lillebittesmule mere indsigt i markedet for tysk og dansk discountøl.

Lad os lige tage listen over afprøvede bryg i temaet en sidste gang:

Og hvad er dommen så? Hvem vinder? Danmark eller Tyskland? Vel – efter moden overvejelse, først og fremmest i form af revision af de karakterer, jeg har givet de forskellige øl, er sagen temmelig klar. Vinderen er …

[Trommehvirvel]

–Tyskland–

Det var næppe en kneben sejr. Men sejrens karakter kræver alligevel et par kommentarer:

Tyskland gik af med sejren ene og alene fordi Lidls hvedeøl var af en overraskende smagfuld karakter. I mine øjne var den fuldt på linje med den indtil videre bedste tyske hvedeøl, jeg kender – nemlig Paulaner. Sød i smagen, friskt vedekvægende, fyldig og uden at smage af gær. Som sådan stod den meget ud fra det øvrige udvalg, der spagfærdigt holdt sig helt nede på det forventeligt lave, vandige discountniveau – med Karlens Guldøl som en lille afstikker i retning af noget rart, omend næppe markant.

Med et sådant hovedfelt vinder man nemt. Man skal bare have en enkelt til at stikke af, så er sejren hjemme. Også selvom en holdkammerat endda formår at lægge sig under forventligt discountniveau, og smage direkte ilde – som det var tilfældet med Perlenbacher Strong. Aroma af slatten kål og industrialkohol bliver bare aldrig et hit her på matriklen.

Så Tyskerne lavede langt den bedste øl – men også den ringeste. Heldigvis var deres bedste øl så god, at de løb af med den samlede sejr, men det ændrer altså ikke ved det overordnede billede, at tyskerne – Reinheitsgebot til trods – stadig laver mindst lige så bedøvende ligegyldig og aromadepriveret øl som danskerne. Det overordnede billede er uanset hvad temmelig sørgeligt:

  • Fire ud af syv øl scorer kun én sølle stjerne.
  • Fem ud af syv øl scorer under to stjerner.
  • Kun én eneste øl scorer over middelkarakteren på tre stjerner.

Discountøl fra Lidl – og, kan jeg afsløre, andre discountkæder, for jeg har været der – kan stort set kun bruges til hurtige, billige branderter – uanset om man foretrækker at blive besoffen eller hønefuld. Leder man efter oplevelsen – smagen, fylden, bouqueten, skønheden – bør man købe sine øl et andet sted.

Det er min konklusion efter at have smagt mig igennem Lidls discountsprøjt – så nu kan I, læserne, nøjes med at læse om det her på bloggen, uden at I behøver spilde jeres tid og ikke mindst penge på de sølle vanderstatninger.

Selv tak, det var så lidt

Perlenbacher Strong, Frankfurter Brauhaus (Én for holdet VII)

2017-04-10 18.33.01Så fik det en ende …

Alt får en ende – også temaet ‘én for holdet’, hvis sidste anmeldelse dette er … Eller “this too, will pass” som man siger på nudansk – men ikke i landet, hvor denne øl kommer fra, for der taler de ikke engelsk …

Eller jo, det gør de selvfølgelig i en vis udstrækning. Men jeg husker tydeligt fra mit studieophold i Marburg, hvordan jeg blev mødt med vantro blikke, når jeg læste bøger på engelsk og frit citerede passager fra film og populærlitteratur på originalsproget – uigenkendeligt for de lyttende.

Tyskerne er bedre til de fleste ting end danskerne – inklusive at begå sig internationalt. Det lærer man som økonomisk stormagt. Men engelsk behersker de ikke særlig godt. Det er vitterlig et af de oversete privilegier man har som opvokset her i landet, at man fra medierne hele tiden bombarderes med indtryk på fremmedsprog, og i øvrigt ikke bare engelsk. De giver et sundt sprogligt forspring, som jeg sådan ville ønske, vi satte mere pris på, frem for den selvfede nationalistiske pest, der i disse år forgifter danskernes hjerter og – ikke mindst – hjerner.

Uden videre sammenligning i øvrigt med dagens øl, selvom den også kan skabe milde angreb af panik om, at C2H6O’en monstro var erstattet med CO3OH, hvilket næppe ville være særlig sundt for hverken hjerte eller hjerne.

Også selvom det måske ikke er den første mistanke, man får, når brygget skænkes. Der ser det nogenlunde tilforladeligt ud – lidt mørkere end regulær pilsner uden dog at ligne en classic endnu. Skumdannelsen er adækvat og ellers uinteressant, ligesom duften der er nogenlunde bekvemt sødlig af malt og lys sirup.

Men så – av! De 7,9% alkohol gør omgående deres virkning, når tungen rammes. Brygget brænder næsten som snaps, og det ikke af den dyre, gode slags. Her melder frygten for den syntetiske industrialkohol sig hurtigt – jeg forestiller mig, at det må være cirka sådan, den smager …

… og knap så meget af den ufine, hengemte og småharske bitterhed af blom- og rosenkål, som man af en eller anden grund har maltrakteret en måske engang lækker humle til. Ud over at brygget smager alt for meget af alkohol, smager det også kun af det ringeste øl, brygget med de ringeste råvarer. Herhjemme skal man ty til rædsler som Harboes Brutalis for at finde noget lignende, og derfor passer Perlenbacher aldrig så nydeligt i en af mine yndlingskategorier: Spritterøllene.

For dette bryg egner sig kun til en hurtig brandert – hvis man ellers kan holde den dårlige smag ud undervejs. Det går lige akkurat for undertegnede, men nogen nydelse bliver det langt fra.

1-halv-stjerne

Karlens Guldøl, Royal Unibrew (Én for holdet VI)

2017-04-03 17.38.22Sat af …

Det bliver jo svært for Royal Unibrew at indhente den pludselige og overraskende føring, Frankfurter Brauhaus lige pludselig tog med deres Perlenbacher Hvedeøl. Ikke mindst fordi nærværende øl faktisk er den sidste Karlens-øl i denne omgang. Og selvom hvedeøl ikke længere er så nyt og fancy som i slut-halvfemserne, hvor det så småt krøb frem, er det stadig noget mere sofistikeret som stil end den guldøl, Karlens kan byde på.

Vanen tro er Royal Unibrews Lidl-discountøl tilsat majs og glukosesirup. At lave øl med de klassiske ingredienser er bare ikke noget, man gør noget ud af i danske discountøl.

Blandingen giver en flad duft, primært af vand med et stænk af sød malt. Initialt smager brygget næsten af det den dufter af – bare mindre, men derefter begynder det overraskende nok at gå den rigtige vej. Malten – godt hjulpet på vej af majsstivelse og glukosesirup ganske vist, men alligevel – mærkes mere og mere og giver både en behagelig sødme af lys honning og en slet ikke ueffen mundfylde. Brygget glider egentlig ganske lækkert gennem munden og formår endda at efterlade en måske noget upoleret, men på den anden side også karakterfuld hasselnøddebeskhed ved mandlerne i eftersmagen.

Så hvis man kan nøjes med lidt, og hvis man orker at søge lidt efter oplevelsen, så er den der da også. I betragtning af, at der er tale om en discountøl til omkring en femmer, er kvaliteten slet ikke uforskammet og faktisk vel over det niveau, man kunne forvente.

Ikke dermed sagt, at Royal Unibrew har hentet det tabte ind på Lidls tyske udvalg. Der er langt endnu – hvilket er brandærgerligt i betragtning af, at der stadig er én tysk øl, der skal afprøves.

Den skal i hvert fald være af en ganske særlig elendighed, hvis tyskerne ikke skal løbe af med sejren.

2-stjerner

Perlenbacher Hvedeøl, Frankfurter Brauhaus (Én for holdet V)

2017-04-01 18.24.38Bedre end de fleste …

Nogle ting er så trælse, at de udsættes og skubbes foran én. Således også discountøllene fra Lidl, som jeg jo har sat mig for at få anmeldt – fordi de er der, og fordi jeg tænker, at hvis jeg gør det, og aflægger behørig rapport derom, så er der måske nogle læsere, der kan nøjes med læsningen, og ellers bruge deres tid og penge på noget mere fornuftigt.

I dag gælder det Perlenbachers Hvedeøl, der garanteret ikke hedder sådan i hjemlandet. Men det danske marked er åbenbart blevet så stort, at der nu præges særlige dåser til os. Eller også imødegår bryggeriet bare den alt for indgroede danske skepsis over for alt, der ikke er dansk – ikke mindst i det segment, der handler discount. Gad vidst hvor meget salget ville falde, hvis Lidl Danmark lod dåserne præge med titlen “Hefe-Weizen” i stedet?

Vel, jeg vil lade spekulationerne ligge og i stedet ihukomme hin aften, hvor jeg for første gang i år kunne spise udenfor. Det flotte aftensolskinsvejr indbød til et lyst og frisk bryg, og så var denne hvedeøl jo velvalgt. Brygget er flot gyldent, uigennemsigtigt uden at være grumset, og skummende i en grad, der ikke lader typen noget efter, men heller ikke på et niveau, så det bliver besværligt at få det skænket. Duften var ikke kraftig nok til at kunne anammes i den kølige aftenluft, og jeg glemte i begejstringen over forårsstemningen helt at snuse ordentligt efter.

Smagen, derimod, gjorde indtryk. Det første der slog mig var den overvejende søde aroma af hyldeblomst og lime, mens de syrlige gærnoter, der alt for tit har skæmmet mangt en ellers liflig weissbier, glimrer nok så meget med deres fravær.  Fylden er også på plads. Heller ikke genrens tendens til udflydenhed og vandsmag manifesterer sig.

Det er slet ikke så tosset endda. Selvom det er noget tid siden, jeg har prøvet Erdinger – Das Weissbier, som rigtig mange kender, og som næsten lige så mange har bildt sig ind er fænomenalt, selvom det i virkeligheden er tyndt og surt – er jeg ikke i tvivl om, at Frankfurter Brauhaus‘ bryg slår det med flere længder. Jeg tror faktisk, at jeg her har fundet en favorithvedeøl til hverdag … ja, tænk at det skulle overgå mig.

Og jeg vil altså ikke blive skræmt væk, hvis Lidl Danmark i fremtiden skulle vælge at kalde den ‘Hefe-Weizen’.

4-stjerner

Perlenbacher Premium Pils, Frankfurter Brauhaus (Én for holdet IV)

Bag tæppet af vand …2017-03-23 17.05.52

Hvis Lidl har sit eget tyske discountølbrand, så må det være Perlenbacher. Tre forskellige øl af mærket kan fås i den danske Lidl; denne pilsner, en stærk pilsner og en hvedeøl. Nej, mine forventninger er heller ikke høje, skal jeg lige love for.

Men hvad gør man ikke for sine læsere og verden i almindelighed? Med indlæggene i dette tema fuldbyrder jeg som bekendt et af målene med min blog – at være den der prøver alle de billige, kedelige, ligegyldige tidsspildebryg og efterfølgende aflægger udførlig rapport derom. Så kan læserne bruge deres tid og penge på noget andet, eller som minimum være advaret, hvis de alligevel vælger at prøve øllene med karakter nede omkring én stjerne.

Hvad er der at sige om Perlenbacher Premium Pils? Ja, den er i hvert fald netop det – en pilsner – måske mindre, men helt sikkert ikke meget mere, kan jeg allerede afsløre.

Som type er pilsneren ellers rigtig flot med sin korngule farve og sit kridhvide skum – en form der bare virker, selv når der er tale om noget nær det billigste, der kan købes for håndører. Brygget her fortjener flueben ud for hvert eneste af pilsnerens stereotype egenskaber og formår desuden at være en smule mere sprudlende i sin karbonering og følgelig lidt lystigere skummende end det allerkedeligste gennemsnit.

Imidlertid indgyder den visuelt godkendte indledning kun knuste drømme og forventninger om fortsættelsen. Brygget dufter stort set af ingenting – og i hvert fald langt mere af ingenting end af den svage halletauerhumle, som jeg gætter på må være typen, der ligger og græder derinde bag det kvælende tæppe af vand.

Og hvor er brygget dog også evigt tamt og ligegyldigt! Jeg magter dårligt nok at finde ironien, sarkasmen eller bare finurligheden frem, når jeg skal give udtryk for, hvor inderligt kedelig og overflødig denne vanderstatning tager sig ud. Nogle gange er øl så uvedkommende og karakterløse, at man bliver nødt til at tale rent ud af posen.

En småklæg mundfornemmelse, der ikke engang er synderligt behagelig, redder i første omgang brygget fra at blive forvekslet med postevand. Man må vente til eftersmagen (for sådan én har brygget trods alt) før humlen melder sig, og det gør den endda kun som et fjernt nødsskrig fra noget, der engang kunne have været rart – prægtigt måske endda – men nu kun er en skygge af sig selv.

Her på bagkant finder man den navnkundige tyske humle, der jo faktisk kan findes i ordentligt tysk pilsnerøl derude, men ak, hvor har Lidl og Frankfurter Brauhaus da virkelig gjort meget for, at den kun fjernt og afglanset kan spores i denne, indtil videre svageste discountøl fra dét supermarked.

1-stjerne

Karlens Påskebryg, Royal Unibrew (Én for holdet III)

2017-03-19 19.17.25Bedst det ikke smager …

I år falder påsken nogenlunde der hvor den skal – midt i april og ikke som man ser det nogle gange i slutningen af marts eller snublende nær begyndelsen af maj.

Ikke at kristendommens mest centrale højtid har den store bevågenhed herfra. Men børnene synes jo det er hyggeligt med chokoladeæggene og påskeharerne, og så kan man jo også benytte lejligheden til at fortælle, at det alt sammen har rod i hedenske forårsfester, der ikke har det fjerneste med kristendommen at gøre. Ja, i rettroende kristnes øjne er det vel en form for dæmon- og satandyrkelse, og selvom jeg teknisk set er ateist, ville jeg da være et endog nok så stort skarn, om ikke jeg undede mine børn lidt hedensk, satanisk og dybt ukristelig hygge fra tid til anden.

Ikke at der er så stor forskel på ukristelig og almindelig fredagshygge med slik bag flimmeren, men det er vel princippet i det, og tanken der tæller, eller sådan noget.

Og så er der jo også sæsonens øl – som jeg hermed tager fat på. Jeg kan roligt love, at det ikke bliver noget, jeg kommer til at gå særlig meget op i, for jeg mangler ærligt talt motivationen for at gå i dybden med dem. Kvalitet og variation når kun undtagelsesvis nævneværdige højder når det gælder påskebryg. Oftest er der tale om jævne pilsnere, der er boosted med ekstra alkohol, hvilket gør dem endog meget svære at skelne fra guldøllene, der som bekendt kan fås hele året.

Men denne fra Lidl skal nu prøves alligevel. Den er jo en del af mit tema om danske og tyske standardpilsnere fra det discountsupermarked. Og selvom denne måske ikke lige er en del af helårsudvalget, har jeg svært ved at tro andet, end at den nok dukker op hvert år på denne tid, og så er den om ikke andet stadig en del af det faste inventar.

At den er dansk hersker der ringe tvivl om. Den er tilsat majs, glukosesirup og ammonieret karamelfarvestof. Her er Reinheitsgebot noget, man printer ud på køkkenrulle og pudser næse i. Følgelig har brygget fået en dybgul, næsten rødlig kulør, ikke ulig morgenurinen efter en ordentlig druktur en lun forårsaften. Skumdannelsen svarer også nogenlunde dertil.

… uden yderligere sammenligning i øvrigt, og det er nok bedst, når man kommer til bouqueten. Den viser sig mest af alt at være fraværende på nær nogle små pip af fuselalkohol (og det tror pokker med den ekstra stivelse og sukker) og bøgetræ.

Brygget formår at prikke lidt i næsen ved indtagelse. Man mærker også snart en ikke ubehagelig smidig mundfornemmelse, som alligevel må skuffe lidt, da den tydeligvis er et resultat af de tilsatte sukkerstoffer. Selve smagen må man til gengæld lede længe efter. Der er lidt tilløb til harske hasselnøddder, der heldigvis overdøves af bryggets allestedsnærværende smag af ingenting.

Og sådan forbliver det; en i grunden ufin harskhed repræenterer aromaen, der imidlertid forbliver så svag, at det aldrig bliver en pine. Selv hvis man laver øvelser, som fx at trække luft ind, eller lade brygget skvulpe lidt ekstra rundt mellem mundens organer, lykkes det aldrig at aftvinge mere end en antydningsvis aroma.

Og det er nok også bedst. For hvis dette bryg smagte igennem, ville det bare smage grimt.

Lige nu smager det egentlig hverken grimmere eller kønnere end de andre bryg i temaet indtil videre. Den smager egentlig bare af lige så lidt.

1-stjerne

Nobelaner Premium Pils, Frankfurter Brauhaus (?) (Én for holdet II)

2017-03-17 19.02.38Pas …

Jeg må jo se, om jeg kan holde temaerne lidt adskilte, selvom indlæggene vil komme lidt hulter ti bulter. Jeg tror egentlig ikke, det bliver nogen større udfordring for undertegnede, spørgsmålet er snarere om læserne bliver forvirrede.

I denne omgang er jeg i hvert fald tilbage ved Lidls øludvalg og anmelder i dag en Nobelaner Premium Pils – en øl, jeg gætter på har været i Lidls faste udvalg i årtier. Jeg husker den i hvert fald tilbage fra min tid i Århus Vest. Jeg vil ikke engang udelukke, at den var iblandt øludvalget til mit bryllup tilbage i 2009. Vi havde ryddet den lokale Lidl for billigt sprøjt i den anledning.

Hvilket bryggeri, der står bag, er til gengæld ikke nemt at blive klog på. På flere anmeldelseshjemmesider – inklusive RateBeer angives bryggeriet som ukendt, mens man på andre – som fx danske goodbeer blot konstaterer, at brygget er produceret for Lidl. Andre steder angives Lidl simpelt hen som bryggeriet af dem der ikke gider google grundigere, men det er jo ikke engang fordi mere ihærdig søgen let bringer én frem til det rigtige resultat.

Meget tyder dog på, at det er brygget af Frankfurter Brauhaus. Anmeldelseshjemmesiden beergraphs angiver dette ligesom Untappd, og kigger man i moderselskabet TCB Beverages’ katalog finder man da også flere fra Lidls faste udvalg – bl.a. Perlenbacher, som vi vender tilbage til senere i temaet.

Så Frankfurter Brauhaus er det kvalificerede gæt. I grunden er det beskæmmende, at det skal være så svært at finde ud af, hvor øllet i det hele taget kommer fra. Hvad skulle motivationen være for at skjule det? Vil bryggeriet ikke kendes ved discountsupermarkedet, men gerne ved salget til samme? Eller er det supermarkedet, der ikke vil kendes ved bryggeriet? Og i begge tilfælde – hvorfor!?

Svaret blæser i vinden over Oder-floden, mens jeg selv ca. 1.000 km længere nordpå forsøger at finde en fix vinkel at kommme ind på anmeldelsen oven på al den futile spekulation.

Jeg springer direkte ud i det. Det korngule, hvidtskummende bryg dufter uengageret af fusel og ufarlig halletauerhumle – klart mest af fusel, men i grunden ikke særlig meget af nogen af delene.

Det smager heller ikke særlig meget af nogen af delene. Det er vitterlig et letdrikkeligt bryg – en rigtig bællebajer, en tylleøl over en hals samt selve manifestationen af det billige discountsprøjts væsen. Den sparsomme aroma præges af vagt korn, lidt syre ved tungesider og gummer, samt en metallisk finish som eftersmag.

Det er på den ene side en lidt skarpere pilsner end Karlens-pilsneren i kraft af syrligheden og det metalliske islæt. Til gengæld er den også mindre fyldig, men næppe mærkbart tyndere, da man på dette niveau er så meget nede i marginalerne, at eventuelle forskelle alt for nemt udvandes til ukendelighed. Ikke mindst fordi en yderligere fortynding af disse bryg ville gøre dem umulige at skelne fra postevand.

Så hvem vinder? Tysk eller dansk industridiscountpilsner? Nobelaner har en kende mere kant og karakter, mens Karlsens har en smule mere fylde og velsmag – men når både kant og karakter, samt fylde og velsmag er i kvanta, der er svære at få øje på med elektronmikroskop er en redelig vurdering af, hvilket bryg der er mindst ringe en virkelig udfordring.

Jeg vælger den nemme udvej og melder pas med samme karakter som sidst.

1-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme