Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: alkoholfattige øl

Accidently not a Margarita, Koglebryg

Øl: Accidently not a Margarita
Bryggeri: Koglebryg i samarbejde med Skanderborg Bryghus
Type: Gentle IPA
ABV: 2,7%
Land: Danmark
Købt: Fødseldagsgave

Det havde jeg ikke engang set …
Jeg er stadig på fødselsdags- og julegave med min eks. Mest fordi jeg kan, men også fordi man som voksen bare får færre og færre fødselsdags- og julegaver sóm årene går. Så det gælder om at holde de få gaverelationer man har intakte gennem årene. Nåh ja – og så kender jeg selvfølgelig til Marcel Mauss’ bog om gaven, der er et absolut must, når man som jeg har læst religionsvidenskab … jeg har så aldrig fået læst den bog … ups, eller noget. Men det skulle fremgå af den på en eller anden måde, at gavegivning er et vigtig symbolsk udvekslingsforhold, der udtrykker loyalitet og sammenhængskraft … plus en hel masse andet som jeg måske hellere må se at få læst op på.

Dagens øl er således en fødselsdagsgave fra min eks. Selve fødselsdagen blev ellers behørigt fejret aftenen før, da Red Warszawa gæstede Thisted. Jeg og min søn havde en fantastisk aften i selskab med bandet … og et vist virus, der er i omløb for tiden, og som da lige syntes, det skulle inficere min sønnike en gang.
Og når jeg sådan havde været i nærkontakt med en COVID-smittet blev det til et par ufrivillige sygedage – helt uden at være syg skulle det vise sig … Og dog. P.t. slås jeg med temmelig kraftige smerter i venstre side af svælget – især når jeg synker. Jeg har ladet mig teste igen, og fået bekræftet, at det fortsat ikke er pandemien, der har gjort sit indtog i min krop. Men eksceptionelt irriterende er det nu alligevel. Så irriterende faktisk, at jeg er begyndt at drikke te – og det er ellers ikke noget, jeg normalt gør frivilligt. Det ødelægger virkelig en spise/drikkeoplevelse, at man vånder sig hver gang man synker. Til gengæld hæfter jeg mig ved, at smagssansen er i fuld behold – så smagehobbyen fortsætter ufortrødent.

Og først nu, når jeg skriver om brygget, opdager jeg at det faktisk er en alkoholsvag øl, jeg sidder med. Mistanken strejfede mig ikke engang under afprøvningen. Det var bare mig, der ikke havde vist rettidig omhu under forarbejdet. Men det siger også noget om bryggets kvalitet, at alkoholen kan være afdæmpet uden at det mærkes i evnen til at behage.

Det lyse, omend noget lavtskummende bryg dufter ordentligt igennem af det bedste fra forår og sommer: hyld, honning og friskskåret lyst træ. Det eneste, der er forkert ved brygget indtil videre er årstiden. Men jeg har jo heller ikke nogen anelse om, hvor længe den har ligget på lager før den kom mig i hænde.
Aromaen er bittersyrlig med gennemtrængende limesmag og grankogle i overraskende skøn forening. “Shut up and eat your pinecone” siger det i min popkultur-skadede hjerne, men omgivelserne her er anderledes frydehulde, fulde af fuglekvidder og vårblomster.
Og smagsoplevelsen er slet ikke slut endnu. Efter en smagfuld ouverture går brygget elegant over i en første akt bestående af friskt træ, garneret med koriander og spidskommen. Endnu en fjer i hatten til koglebryg er bryggets totale mangel på andet end vand, humle, malt og gær – og alligevel smager den langt mere igennem end fx det seneste Alfheim-bryg, der var tilsat appelsinskal og andet godt.

Koglebryg er et nomadebryggeri, der til denne øl har taget Skanderborg Bryghus’ udstyr i brug. Stod det til mig lod man omgående de to foretagende fusionere – helst under navnet Koglebryg da de suverænt har gjort størst og bedst indtryk her på bloggen indtil videre – og det endda på trods af halsbetændelse, virusfrygt og alt muligt andet …

Tuborg Nul, Carlsberg

Nope!

Aldrig så snart coronareglerne er blevet lempet nærmest stormer læserne væk fra min blog som var de jagtet af Rasmus Paludan selv … eller … de stormer i hvert fald væk som jeg ville gøre, hvis jeg blev jagtet af Rasmus Paludan. Eller Pernille Vermund, eller Pia Kjærsgaard, eller Søren Espersen … i ved nok hvor jeg vil hen.

I modsætning til de seneste dage, hvor læserne virkelig har taget en slapper, har det de sidste mange uger ikke været særlig svært at få læsere nok ind på bloggen. Selv med under ét indlæg pr. uge. er antallet af klik undertiden skudt op over 200 om dagen. Men det er måske ikke så sært, når man ikke rigtig må gå udenfor, at man så i stedet bruger sin kostbare spildtid på nettet med at læse om, hvordan man fulder sig mest smagfuldt, når nu der ikke er så meget andet at lave.

Men det stopper her! Med det samme! Ikke at jeg vil sige til folk, at man nu skal gå ud og nyde det gode vejr, nu hvor det rent faktisk er blevet tilladt at bruge noget tid udendørs med vennerne. Næh, jeg synes bestemt man skal forsumpe videre indendørs, for så kan jeg igen få flere læsere på bloggen. Alkoholismen og den gode smag, til gengæld, det må læserne se langt efter, i hvert fald i dette indlæg.

Carlsberg har nemlig lanceret en ny alkoholfri øl – formentlig en afløser til den absolut totalt udrikkelige Tuborg Super Light, der så vidt jeg husker blev lanceret helt tilbage i min gymnasietid i starten af 90’erne. Den holdt under 0,1% alkohol, så vidt jeg husker. Brandets nye skud på stammen med navnet ‘Nul’ indeholder angiveligt 0,0% – eller ingen alkohol overhovedet. Så har man set det med.

Som led i et markedsføringsstunt kunne man være heldig at vinde et eksemplar af øllen på COOP’s app, som jeg jo selvfølgelig har, fordi jeg er én af dem. Det er ellers sjældent, at jeg vinder noget, men denne gang, hvor jeg egentlig ikke var synderligt interesseret, var der selvfølgelig bid. Men hey, det er på sin vis sjovere at skrive dårlige anmeldelser (forudfattet om øllets kvalitet … mig? Når det gælder Carlsbergs alkoholfri øl, så – JA! Bestemt! Er alle ikke det? Det burde de være) end gode, så jeg sjoskede rask op til supermarkedet, dirrende af forventing om at levere en fremtidig sviner, for at erhverve mig et eksemplar formedelst 0,0 kroner.

Det rene optrækkeri, hvis I spørger mig. For det kan såmænd godt være, at brygget ligner øl, korngult med kridhvidt skum der i glasset. Men se hvor hurtigt skummet skynder sig at falde. Som om det ville skamme sig ved bare at lade som om, at øllet i det allermindste bare havde noget visuelt at byde på. Men nej!

Duften er ikke meget bedre bevendt. En udefinerbar syrlighed blander sig med stænk af noget, der måske var humle engang. Nu er det druknet i lige dele vand og syntetiske tilsætningsstoffer, der skal få den udefinerbare vandblanding til at tage sig ud som noget det ikke er – nemlig øl – for så at fejle på det ynkværdigste.

For der er ved Rasmus Paludans grimme, smørindsmurte slikfrits ikke meget ølagtigt over den kunstigt syntetisk vamle substans i glasset. Vel, kulsyren – den er der i det mindste. Men det alene gør selvfølgelig ingen øl. Sodavand og danskvand indeholder fx også kulsyre.

Sodavand smager imidlertid af noget. Ja, jeg holder faktisk meget af sodavand, indrømmer jeg uden at skamme mig voldsomt meget. Danskvand drikker jeg også gerne – uden citrus eller andet (analog med at jeg foretrækker min kaffe sort). Dette … produkt derimod føles ingenlunde som danskvand heller – det skulle da være med helt nye smagsvarianter – zink og citronopvaskemiddel er det første, jeg kan komme på. Humle og malt, derimod, må man kigge langt efter.

Det eneste gode der er at sige om produktet er, at det ikke er nær så fælt som dens forgænger, Tuborg Super Light, idet det heldigvis også smager så meget af vand, at man ikke sådan rigtig bliver generet af alt det ubestemmeligt fæle, der er tilsat. I forgængeren smagte man tilsætningerne meget mere, og jeg gætter på, at ekstra tilsætning af postevand i nærværende produkt har taget noget af den fæle smag, og samtidig kvalt residualalkoholen så meget, at det er lovligt at angive styrken til 0,0.

Jeg behøver egentlig ikke vide, hvilke ‘naturlige aromaer’ bryggeriet har tilsat, for her er helt sikkert en øl, jeg aldrig nogensinde i hele mit liv vil binde an med igen. I, kære læsere, er heldige. I behøver ikke engang prøve den en eneste gang. For jeg har været der og fortalt historien, hvis morale er den simple:

Lad den stå!

Premium Organic IPA, De Leckere (Ole Øl-Ninja 10)

Endnu en fra vandvognen …

På videoerne er vi ved at være godt visne, Ole og jeg. Men der er ligegodt også gået 9 øl forud for denne her. Et par af dem har imidlertid været svage i alkohol – ligesom den her. Sådan kan man jo snyde … sig selv ville nogen hævde. Men seancens alkoholfri øl var nu langt fra de værste bryg vi prøvede.

Forventningerne til den her var derefter – de var langt fra i bund. Efter at have generet Ole noget så læsterligt ved at forsøge at læse etiketteksten op på mit Duolingo-nederlandsk, blev brygget knappet op og skænket.

“Den dufter af rigtigt øl” udbryder Ole på optagelsen. Og de følgende kommentarer falder i samme fure. “Det er lige så godt som det vi ellers har prøvet”. “Det er det bedste indtil videre”.

Over den sidste kommentar måtte jeg protestere. Lervigs og Buxton Brewery’s fine IPA’er overgik denne alkoholfri øl trods alt ikke. En krydret bouquet af spidskommen lover nu alt andet lige godt, og det relativt velskummende, kornfarvede bryg leverer såmænd også oplevelsen. Vist er det let. Det har alkoholfri øl det med at være. Men det er ikke lettere, end at man flere gange har prøvet regulære øl (ikke mindst industrielle pilsnere) der var væsentlig lettere – eller lad os nu bare sige det som det er; tyndere – end dette bryg.

I smagen går de krydrede noter af spidskommen igen – som en letgenkendelig prikken fra bitterhumlen. Således løftes brygget op på et niveau hvor det med sine 0,5% ikke bare er en god, alkoholfri erstatning for en regulær pale ale – den har også den personlighed, der gør den til mere end blot det. En god øl i sig selv.

Dens lave alkoholstyrke til trods fik den ikke gjort Ole og mig ædru nok til, at vi huskede at give den karakter. Ud fra vores begejstring i videoen har jeg valgt at give den en karakter, som jeg tror Ole vil bifalde. Ikke mindst fordi den ikke indebærer halve stjerner.

Er han uenig, må han endelig brokke sig, om lejligheden skulle byde sig.

Konx, Omnipollo (Ole Øl-Ninja 3)

Hvis man en dag gik på vandvognen …

Der var jo ligegodt mange øl, vi skulle igennem den eftermiddag og aften. Det har jeg vist allerede nævnt flere gange, og den eneste måde, der kunne blive færre, var at vi drak dem.

Nej, det er umuligt på linje med at bevæge sig hurtigere end lyset eller være en gift ungkarl, at vi fx gav øllene væk til nogle andre eller *gys* hældte dem ud!

Næste skud på stammen var imidlertid en alkoholsvag – ja, faktisk næsten alkoholfri øl på sølle 0,3%. Producenten er nomadebryggeriet Omnipollo fra Sverige. De er debutanter på bloggen, og starter dermed ud med måske det allersværeste man kan finde på som brygger.

Alkoholfri øl med smag er en relativt ny udvikling. Jeg husker stadig med gedigen væmmelse min afprøvning af Tuborg Super Light for nu over ni år siden. Indrømmet: langt fra alle alkoholfri øl er lige så fæle som hin sæbe-metalliske rædsel. Men at en øl ikke smager grimt er ikke i sig selv et hædersmærke. En øl er først god, når den smager godt. Dette gælder også for alkoholfri øl. Det handler i virkeligheden om at skabe en oplevelse af en rigtig øl – men uden alkohol. Det er svært, men netop i denne tid sker der noget på den front, der peger i den rigtige retning.

Svaneke er gode. Vestfyen er med Willemoes-serien også OK med, men ellers kan der være endog meget langt mellem smagsoplevelserne.

En gedigen næsestyver kickstarter imidlertid øloplevelsen i samme sekund det lyse, lettågede bryg inhaleres. Søde, aromatiske og bitre noter kappes om at komme til. Citrus, grannåle og hyld gør godt, og røber over for den tilstedeværende brygger og glade giver, Ole, planen for, hvordan brygget her gøres godt på trods af det lave alkoholindhold: masser af aromatisk humle med henblik på at få brygget til at tage sig ud som en pale ale.

Og det lykkes. Ikke alene har brygget mindst lige så meget velsmag som det har velduft, det har også krop. Det har fylde. Det plasker ikke planløst rundt i en alt for vandig sø, sådan som alkoholfrit øl alt for ofte gør. Hvedemalten giver desuden brygget en slet ikke tosset karakter af Belgisk wit. En stil, jeg normalt ikke kommer godt overens med, men her lykkes det bryggeriet præcis at tage de gode elementer fra stilen – den bløde mundfornemmelse og friskheden – og lade de negative elementer, såsom isoamyl acetat (der giver banansmag) og syre ligge.

Alt hvad man ønsker af en øl er at finde her – bortset fra det, man bliver fuld af. Og det er selve meningen med alkoholfrit øl. Det undrer ikke, at landet med Systembolaget gør det i alkoholfri bryg – men at det sker med en sådan success, indgyder respekt uanset hvem det lykkes for. Ole og jeg approberer med henholdsvis …

… for Oles vedkommende og …

… for mit.

Willemoes Session IPA, Vestfyen

Så’ der konkurrence …

Så nåede jeg til den anden øl i Vestfyens nye Willemoes-par af alkoholfattige IPA’er. Denne indeholder lidt mere end de 0,5 som Willemoes Mosaic indeholder. Flere gange mere, faktisk, idet denne er helt oppe på 2,7%. En frokostøl, kaldes øl af den styrke vist af indtil flere bryggerier. Den britisk-amerikanske betegnelse er ‘session’, som involverer flere egenskaber: lavt alkoholniveau, der gør brygget egnet til konsum under udførelse af arbejde samt i de indlagte pauser. Dermed rammer ‘frokostøl’-betegnelsen også fint inden for skiven.

Duft er der rigeligt af i det kobberfarvede, lavtskummende bryg. Der er godt med frugter i form af bergamot, lime og appelsin, flankeret af sød hyldeblomst. I aromaen mærker man andre – for stilen velkendte og generelt mere aggressive – bitre noter af fyrrenåle. Muskatnød og koriander leger med, og skaber en fin lille forestilling udi afdæmpede, omend vellystige og fornøjelige optrin af aroma og smag.

Og som det sig hør og bør med en session IPA er de tørstslukkende egenskaber langt fra glemt. Selvfølgelig er vandet præsent, men det er også klart og forfriskende – uden at tage for meget fokus væk fra krydderiernes lille teaterstykke.

Svaneke har stadig føringen i bestræbelserne på at skabe alkoholfattige øl, der rent faktisk smager af noget. Men hvis jeg var Jan Paul og Co. ville jeg begynde at se mig over skulderen, for fra Vest kommer de stormende, bærende en søhelts navn. Og de kan i den grad også.

Willemoes Mosaic IPA, Vestfyen

De styrer det knap så godt …

Nå, så gad de ikke kigge mere på dem, oppe i min lokale Fakta. Ikke at de havde stået der særlig længe. De havde vel deres rykind cirka samtidig med årets udvalg af juleøl, der imidlertid ikke har fået ‘køb billigt eller vi smider dem væk’-tilbudsmærker på endnu.

Jeg var travlt optaget af at anmelde julebryg, da de kom – i uprætentiøse, men alligevel iøjnefaldende pastelfarvede emballager. Jeg bemærkede hurtigt den lave alkoholprocent, og tænkte, at det da kunne være spændende at tage fat på dem, engang når juletemaet var overstået. Vel – her er vi så. De var ikke udsolgt, sådan som jeg ellers kalkuleret havde risikeret. For alkoholfri øl er ikke det, jeg prioriterer højest på bloggen, selvom jeg finder konceptet sympatisk.

Ikke mindst efter at Svaneke for anden gang har overrasket mere positivt inden for genren end jeg havde turdet håbe på. Med deres Don’t Worry Pale Ale, og  Julebryg har bornholmerne sprængt rammerne for, hvad jeg troede der var muligt inden for alkoholfri øl.

Vestfyens bud på en progressiv kvalitetsøl uden alkohol er en Mosaic IPA. Sådan én har Royal Unibrew som bekendt også haft held med, selvom den ligegodt er med alkohol. Brygget her slår imidlertid noget mere afdæmpede takter an. Brygget skal hældes fra en afstand, der ikke er sund for folk med højdeskræk, hvis det bare skal skumme en lille smule. Brygget selv er ellers kønt nok – mørkorange og grumset, mens duften ligesom skummet lader vente på sig. Et fjernt pust af søde citrusnoter – ufarlige klementiner – lader sig akkurat ane, næppe tilstrækkeligt til at gøre egentlig gavn.

I smagen mærker man aromahumlens venlige bismage – igen søde citrusnoter, der her er spiced en anelse op med lime. Humlen selv – eller rettere det, den er mest kendt for, nemlig bitterheden, udebliver til gengæld helt. Brygget ender derfor uvægerligt som en halvhjertet oplevelse, der bedst egner sig som læskedrik en varm sommerdag.

Man må undre sig over lanceringstidspunktet, selvom vinteren med sine temperaturer omkring 10 grader selvfølgelig mere har inviteret til kolde pilsnere end til varm kakao med flødeskum. Nogen fuldendt smagsoplevelse er den ingenlunde, selvom den da slår nogle gode takter an – ren og frisk som den alt andet lige er i udtrykket.

Min evaluering af Vestfyens forsøg er noget ambivalent. På den ene side synes jeg, det er prisværdigt, at bryggerierne forsøger at videreføre de gode erfaringer fra specialøllene til de alkoholfattige øl, så folk der er på vandvognen også kan få lov at få en fornemmelse af de gode sager. Vestfyen skal have ros for forsøget, men også en formaning om, at de skal stramme sig an, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at være med helt foran. Svaneke har ganske vist taget en næsten uforskammet overlegen føring. Men de har samtidig vist, at det kan lade sig gøre. Så der er ingen undskyldning for andre bryggerier for kun at gå halvhjertet ind i sagen.

Don’t Worry Alkoholfri Julebryg, Svaneke Bryghus

Det styrer de ret godt …

Ni ud af ti ville sikkert hævde, at lediggang er sundt for mig, sådan som jeg mister lysten til alkohol, når jeg bliver arbejdsløs. Jeg kan se logikken i påstanden, men sandheden er mere kompleks end som så. Min lyst til – ikke fuldskab – men at have et passende kvantum alkohol i blodet til at løfte stemningen en anelse, er for nedadgående sammen med en stigende tendens til angstanfald og depression.

Det udløses af angsten for en lige pludselig usikker fremtid. For hvis økonomien svigter, så ryger min evne til at forsørge mine børn og mig selv også en tur. Således det mere langsigtede sortsyn. Det kortsigtede sortsyn skabes og reproduceres konstant af de mange formularer man skal indsende. Disse fremtræder som rene minefelter – tæt pakket med fælder, der skal give myndigheder og a-kasse en undskyldning for at smække kassen i – ikke fordi man ikke er berettiget til dagpenge, men fordi man kom til at sætte et enkelt flueben et forkert sted. A-kasse-reglerne er oprindeligt skabt for at hjælpe de arbejdsløse i en svær tid. Men siden er de lavet om, så de mere fungerer som en undskyldning for at fratage understøttelsen så snart den den mindste, elektronmikroskopiske anledning viser sig.

Dertil kommer den uendelige række af møder og kurser der skal afvikles, samt bunken af ansøgninger, der skal skrives. Alt sammen til absolut ingen verdens nytte. Jeg har altid fået job gennem netværk og/eller vikarbureauer. Enkelte gange har jeg banket virksomhederne op direkte med telefonopkald, når et opslag så interessant ud. Men at blive kaldt til samtale og få jobbet alene på baggrund af en ansøgning er aldrig sket for mig. Endsige på baggrund af ansøgninger baseret på noget, jeg har lært af de uendelige, bedøvende ligegyldige og evigt patroniserende jobsøgningskurser, man bliver sendt på.

Kurser og ansøgninger er alene en indretning for fremmelse af pine og tort, så perioden med arbejdsløshed kan føles ekstra ubehagelig for den der måtte være blevet ramt af den.

Og jeg er end ikke nået til alle skrækhistorierne som folk har oplevet som arbejdsløse i jobcentercirkusset. Der er ikke nogen grund til at gå i detaljer med dem her, da jeg forventer selv at opleve rigtig mange af dem, med mindre jeg snarest får reddet mig et nyt arbejde … eller et gammelt. Min tidligere chef var langt fra afvisende om, at jeg kunne blive kaldt tilbage til fabrikken, men han kunne ikke sige noget om, hvornår.

Men blot fordi min glæde ved alkohol falder, behøver min glæde ved øl vel ikke falde helt så meget. I hvert fald har jeg nu fundet anledning til at prøve den øl, jeg fik af mine børns mor i julegave. Den er fra Svaneke Bryghus’ Don’t worry-serie, der består af (næsten) alkoholfri øl. Tidligere har jeg prøvet en Pale Ale i serien, der fortsat er den bedste øl på under én procent, jeg nogensinde har prøvet.

Forventningspresset er derfor anseligt. Til gengæld lægger brygget også hårdt ud med fejlfri dunkelhed under off white skum, der i højde og cremethed langt fra er uimponerende. Duften gør fra starten godt med et markant indslag af kirsebær på et maltet bagtæppe af kaffe.

Letsødet kaffe med indslag af både tørrede og friske figner giver et komplekst aromabillede, der nydeligt kompenserer for den forventede udeblivende kraft i udtrykket. Det er alt andet lige en øl på kun 0,5% alkohol – og det vil man nok kunne mærke uanset hvor velkomponeret aromaen ellers er.

Men at eftersmagen samtidig fremstår kraftigere end hvad selv stærke mørke bryg ofte præsterer, ja så gør det pludselig slet ikke noget. Stærk, bitter, fyldig og ikke for hårdt ristet kaffe masserer gummer og mandler så det er en ren fornøjelse. Og det er en eftersmag, der holder længe.

Så godt kan det gøres, gentagne gange åbenbart. Svaneke har styr på det der med alkoholfri øl som ingen anden aktør jeg har set i Danmark – eller i resten af verden for den sags skyld.

Dana Julehvidtøl, Thisted Bryghus

Midt på vejen …

Tænk engang … eller rettere: Det manglede da egentlig også bare … Thisted Bryghus, det lokale bryggeri heroppe, har skam også en julehvidtøl på programmet. Hvad der gemmer sig bag navnet ‘Dana’ må læserne selv google sig til. I denne afsindigt travle juletid, har jeg ikke selv haft tid til det.

Min sparsomme fritid er blandt brugt på at fare frem og tilbage mellem Thisted og Holstebro i juleindkøbsøjemed. Det er den større by, der er nemmest at komme til med offentlig transport, og det er en rejse, der tager en hel eftermiddag, selv når selve opholdet i Holstebro er ganske kort. Julegavekøb og ombytning og alt det, er et cirkus, jeg bestemt ikke savner resten af året.

Når man så endelig, alt for sent på aftenen – ikke mindst i betragtning af, hvor tidligt man skal op og arbejde i fiskeindustrien igen – når hjem, kan man jo prøve at forsøde tilværelsen med den lokale julehvidtøl.

Visuelt er den på linje med de andre sorte, off-white-skummende bryg. Til gengæld er det svært at mærke noget som helst, når man snuser til den. Noget vag, fjern sødme og så ellers det vand, den bl.a. er brygget af, er alt.

Så er der mere at komme efter i smagen. Fyldig nok er den, og rigeligt sød. Sødmen kan man lige vende et par gange på tungen, hvorved man vil konstatere, at brygget mere smager af raffineret hvidt sukker, end af ‘noget, der er sødt’. Såsom svesker eller lakrids – eller måske bare noget særligt sukker – rørsukker, farin, muscovado eller melasse fx.

Nogle vil måske kalde udtrykket ‘rent’. Jeg finder det mere glat og for at være helt ærlig småkedeligt. Julehvidtøllene kan måske ikke forventes at give de store smagsoplevelser i det hele taget, men når nu der i det mindste er noget sødme at arbejde med, så hvorfor i det mindste ikke gøre den en smule mere spændende end bare sød?

Dana Julehvidtøl er således mere end noget andet en ‘middle of the road’-julehvidtøl. Og når man sådan spankulerer rundt midt på vejen, bliver man nemt kørt over. Og det er, hvad Thisted Bryghus’ julehvidtøl bliver af de andre julehvidtøl i ølbloggens lille konkurrence om årets bedste juleøl. Dårligt smager den sådan set ikke – den er blot alt for poleret og konturløs i sit udtryk til at den nogensinde kan undslippe den lade middelmådighed.

Jule Hvidtøl no. 1, Hancock

En smule bedre …

Glædelig december allesammen!

Det er snart jul – sådan rigtigt. Og med de temperaturer vi har haft de sidste dage, er det også lige før man tør håbe på en reel vinter. Jeg gnider mig naturligvis skadefro i hænderne mens jeg gnægger ondskabsfuldt ved tanken om alle de DF’ere – samt skravlet længere ude på højrefløjen – der må døje med både tanken og talen om vinter sideløbende med jul.

I løbet af hele farcen om, hvordan vinter angiveligt var ved at overtage ‘jul’ som årstidens højtid (hvilket den som bekendt ikke var overhovedet. Det var ikkun et produkt af paranoide højreradikales fantasterier samt trolls med kørekort til photoshop) har jeg fuldstændig glemt at kommentere det måske dummeste opslag af dem alle. Peter Skaarup delte d. 17. november et opslag på Fjæsen, hvor han – uden gas – anklagede Aldi for knæfald for muslimerne, ved at omdøbe deres medisterpølse til en vintermedister i stedet for julemedister.

Meget hurtigt kom det selvfølgelig frem, at Aldi alle årene har haft både en julemedister og en vintermedister. Forskellen på dem er krydderierne. En af lighederne mellem dem – og de allerfleste andre medisterpølser, fristes man til at tilføje – er at de begge primært indeholder svinekød … behøver jeg skrive her, at muslimer ikke spiser svinekød?

Det kan selvfølgelig være, der er en DF-vælger, eller måske en fra Nye Borgerlige eller Stram Kurs endda, der har forvildet sig ind på min blog. Nu regner jeg ikke med, at de forstår særlig meget af, hvad jeg skriver herinde alligevel. Jeg regner mig selv for i stand til at skrive nogenlunde sammenhængende i overvejende overensstemmelse med ortografiske regler samt med nogenlunde korrekt implementeret tegnsætning. Desuden bruger jeg, som det fremgår, ofte ord på mere end en eller to stavelser, så chancen for, at en DF-vælger overhovedet vil kunne orientere sig i en tekst som denne, studeres bedst under et ekstra skarpt elektronmikroskop.

Skulle det alligevel være tilfældet, så må jeg vil hellere: Kære DF’er, der har forvildet sig ind på min blog: muslimer spiser ikke svinekød, og derfor er det ikke urimeligt at antage, at de er bedøvende ligeglade med, om en pølse, de aldrig ville købe, endsige spise, hedder noget med ‘jul’ eller ‘vinter’. Især i lyset af, at absolut intet indikerer, at de skulle have et problem med fejring af jul i første omgang.

Lad alt det forbandede vås om jul versus vinter endeligt være ovre med december måneds indtog. Krigen mod jul er endnu et stykke amerikansk kulturimperialisme, der også i oprindelseslandet ikke er andet end paranoidt opspind fra en i grunden perifer, men også meget højtråbende højrefløj. Lad nu bare være!

Og drik en øl i stedet. En øl som den her kan man fx nyde helt uden at frygte, at man bliver fuld af den. Som andre julehvidtøl holder den kun ganske lidt – 1,8% – og egner sig i øvrigt fint som ledsager, både til selve julemiddagen og til desserten.

Mørk, brusende og med en ret pæn skumkrone formår den endda også at imponere visuelt. Brygget er, som læseren nok har gennemskuet, Bryggeriet Hancocks bud på en julehvidtøl, som Carlsberg og Royal Unibrew også laver dem. Og hvorfor ikke? De er ganske populære her op til jul, så hvorfor skal kun de allerstørste have lov til at udnytte det marked. Alene det at lokale, og ikke voldsomt store Hancock har et tilsvarende produkt i porteføljen, burde være nok for enhver bevidst forbruger til at i det mindste at prøve den her op imod giganterne.

Hvis julehvidtøl er noget man ellers gider, forstås.

Sødmen er hjemme allerede i første lille mundfuld. Kærligt, og en smule klæbrigt – for noget sukkersødt stads er det jo altid – smyger brygget sig hen over tungen, med typens karakteristiske lethed – eller tyndbenethed – der skyldes det lave alkoholindhold. En antydning af syntetisk vingummi blander sig en anelse uskønt i den mørke melasse-brun farin-blanding. Men det er langt fra nok til at oplevelsen ødelægges – nogle vil måske endda påskønne indslaget yderligere. I det hele taget forekommer hvidtølsoplevelsen fra Hancock en kende mere fed og gennemført, end hvad de store leverer.

Ja, jeg er ganske vist biased, alene fordi der er tale om en mindre, lokal aktør her. Men prøv den selv, og se om ikke jeg har ret.

Lindemans Pecheresse, Lindemans (Fra Klosteret V)

Tif – med stil …

På min facebookside kan man følge åbningen af dette års julekalender fra Thisted Bryghus. Jeg fik den i fødselsdagsgave af min søster, og tak for det, hvis jeg ikke officielt har fået sagt det endnu. Har man fulgt med, vil man have set, at jeg har fået flere juleøl i løbet af december måned. Dem vil jeg forsøge at anmelde i en kombination af muligt og ansvarligt omfang (jeg har som bekendt fuldtidsjob og børn), men først vil jeg gøre et efterhånden aldrende emne på bloggen færdigt; de belgiske øl jeg fik med mig hjem fra ølfestival i Esrum tilbage i marts måned.

Der var denne tilbage; en sidste af tre lette frugtøl fra Lindemans, som havde smagt mig forbløffende godt i betragtning af deres lave alkoholprocent. Denne her var jeg mest skeptisk over for. Tanken om at blande øl og fersken – eller alkohol og fersken i det hele taget – giver mig automatisk trækninger i underansigt og Klaus Kinski-øje. I øvrigt ikke ulig det hjemlige politiske landskab hvor man har besluttet sig for at oprette en KZ-lejr på den MRSA- og HFMD-inficerede ø Lindholm. Trækninger bliver til kramper og Klaus Kinski bliver til Forest Whitaker ved tanken om de politikere, der åbent hoverende viser deres skadefryd på de sociale medier mod de fremtidigt indsatte.

I forbindelse med, hvad man må betegne som en kannibalistisk fortæring af flæskesteg, medisterpølse og hamburgeryg, ledsagede Venstre-grisebassen Torsten Schack Pedersen på Twitter et billede af måltidet med en lille hånende tekst om, at de indsatte i KZ-lejren nok ikke ville blive budt en menu af samme klasse. Det hjælper naturligvis en anelse, at svinet kunne føle sig i sit rette element i den gyllestorm det efterfølgende blev ramt af, og at det ikke hjalp det meget, da den fordrukne sut af en bundkorrupt lystløgner, vi har som statsminister, prøvede at komme ham til hjælp med noget halvsnaldret, irrelevant sludder om værdier og en sammenhængskraft i vores land, som begge to har gjort alt for at smadre totalt.

Den efterfølende obligatoriske undskyldning fra Schack Pedersen var lige så halvhjertet som man kunne forvente: I stedet for at indrømme, at han havde lagt endnu en dimension til begrebet ‘dumt svin’, skrev svinet, at han var ked af, at folk havde taget sådan på vej, at det ikke var hans mening at støde nogen, og at det bare var gjort ‘med et glimt i øjet’. De retfærdigt indignerede mennesker, der havde konfronteret svinet med hans svinerier var altså allesammen nogle overfølsomme stakler, for hvis skyld han da godt kunne være storsindet nok til at tage opslaget ned igen. At han selv var et dumt svin, der havde begået en gedigen svinestreg, og at det i virkeligheden var årsagen til påstyret, faldt ham aldrig ind.

Og næppe havde ekstrementkulingen lagt sig, før det gik løs igen – blot ikke med helt samme styrke – da Stine Bosse, ligeledes på Twitter, udtrykte sin afsky over for KZ-lejren. Straks dukkede Mads Fuglede, også Venstre (selvfølgelig, fristes man til at tilføje), som Danmarks svar på Fox News, TV2, notorisk kalder USA-ekspert op i feedet, og spurgte kækt om ikke hun havde brug for en ferie på en af de mange smukke danske øer for at få dæmpet hendes harme. Det er karakteristisk for fascimen, at politiske modstandere trues for ytringer, der går magthaverne imod. For den udspekulerede fascisme er det karakteristisk, at truslerne formuleres akkurat så tvetydigt, at de ikke fremstår som trusler, man blot som velmenende platheder, endskønt de de facto er trusler alligevel.

At vores demokrati er på vej i rendestenen er en underdrivelse. På vej i en septiktank eller samlebrønd er en bedre, omend fortsat utilstrækkelig metafor.

Ja, undskyld vredesudbrud og svigtende julehygge, men jeg ville helst have det ud før jeg tager fat på anmeldelserne af juleøllene.

Trækningerne ved tanken om fersken-øllet blev i første omgang reproduceret da brygget blev indsnuset. På trods af aldeles jævne 2,5 % formår brygget alligevel at true med hovedpine, idet brygget i foruroligende grad lugter som det søde, alkoholiske stads, jeg som punker et fortabt tidspunkt i 90’erne tyllede i mig for at spare penge når jeg skulle være fuld. Tif, kaldte vi det. Det var en forkortelse for aperitif, der fandtes i mange forskellige frugtudgaver, hvoraf den med æble var den mest populære.

Og sådan lufter (ikke dufter) dette ferskenbryg altså. Der er ikke megen nostalgi, kun traumer over dødsdruk og virkeligt slemme tømmermænd.

Men al traume, hovedpinefrygt og anden kvide fordamper det øjeblik glasset sættes for munden. Sødme af fersken nusser alle mundens indvendige overflader med sin rare sødme, samtidig med at bryggets sure bund af foeder – surt lagret belgisk øl – holder enhver antydning af kvalmhed effektivt nede. Det kunne have været for sødt, men en noget nær perfekt blanding af sødt og surt resulterer i en forunderligt smagfuld kerne med forfriskende og vederkvægende syrlighed udenom.

Selvom jeg godt kan lide fersken, er jeg tit skeptisk over for ferskenafledte produkter. Frugtens intense sødme bliver tit kvalm når den forædles – ikke mindst i sukkerholdige drikke, og endnu mere i fx likør (og aperitif). Det mest overraskende er nok, at et eller andet i brygget får det til at virke mere alkoholisk end det er. Med sine 2,5% er brygget næsten linedanservenligt, og alligevel genfinder man en markant alkoholnote i såvel duft som smag.

Meget usædvanligt – på vores breddegrader i hvert fald. I Belgien er det sikkert bare noget alle drikker og derfor er vant til. Med Belgiens massive korruption og vældige problemer med børnemishandling in mente foretrækker jeg at opleve øl som denne som usædvanlige overraskelser frem for at måtte døje med alt det andet som hverdag.

Ikke at det er meget bedre her, når alt kommer til alt. Især ikke hvis man er så uheldig at have en hudfarve, religion og/eller etnisk herkomst, som Venstre og deres regeringskumpaner ikke kan lide. Deri er jeg heldig, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at jeg ligesom Stine Bosse er i søgelyset for mit humanistiske sindelag.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme