Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: alkoholfattige øl

Lindemans Pecheresse, Lindemans (Fra Klosteret V)

Tif – med stil …

På min facebookside kan man følge åbningen af dette års julekalender fra Thisted Bryghus. Jeg fik den i fødselsdagsgave af min søster, og tak for det, hvis jeg ikke officielt har fået sagt det endnu. Har man fulgt med, vil man have set, at jeg har fået flere juleøl i løbet af december måned. Dem vil jeg forsøge at anmelde i en kombination af muligt og ansvarligt omfang (jeg har som bekendt fuldtidsjob og børn), men først vil jeg gøre et efterhånden aldrende emne på bloggen færdigt; de belgiske øl jeg fik med mig hjem fra ølfestival i Esrum tilbage i marts måned.

Der var denne tilbage; en sidste af tre lette frugtøl fra Lindemans, som havde smagt mig forbløffende godt i betragtning af deres lave alkoholprocent. Denne her var jeg mest skeptisk over for. Tanken om at blande øl og fersken – eller alkohol og fersken i det hele taget – giver mig automatisk trækninger i underansigt og Klaus Kinski-øje. I øvrigt ikke ulig det hjemlige politiske landskab hvor man har besluttet sig for at oprette en KZ-lejr på den MRSA- og HFMD-inficerede ø Lindholm. Trækninger bliver til kramper og Klaus Kinski bliver til Forest Whitaker ved tanken om de politikere, der åbent hoverende viser deres skadefryd på de sociale medier mod de fremtidigt indsatte.

I forbindelse med, hvad man må betegne som en kannibalistisk fortæring af flæskesteg, medisterpølse og hamburgeryg, ledsagede Venstre-grisebassen Torsten Schack Pedersen på Twitter et billede af måltidet med en lille hånende tekst om, at de indsatte i KZ-lejren nok ikke ville blive budt en menu af samme klasse. Det hjælper naturligvis en anelse, at svinet kunne føle sig i sit rette element i den gyllestorm det efterfølgende blev ramt af, og at det ikke hjalp det meget, da den fordrukne sut af en bundkorrupt lystløgner, vi har som statsminister, prøvede at komme ham til hjælp med noget halvsnaldret, irrelevant sludder om værdier og en sammenhængskraft i vores land, som begge to har gjort alt for at smadre totalt.

Den efterfølende obligatoriske undskyldning fra Schack Pedersen var lige så halvhjertet som man kunne forvente: I stedet for at indrømme, at han havde lagt endnu en dimension til begrebet ‘dumt svin’, skrev svinet, at han var ked af, at folk havde taget sådan på vej, at det ikke var hans mening at støde nogen, og at det bare var gjort ‘med et glimt i øjet’. De retfærdigt indignerede mennesker, der havde konfronteret svinet med hans svinerier var altså allesammen nogle overfølsomme stakler, for hvis skyld han da godt kunne være storsindet nok til at tage opslaget ned igen. At han selv var et dumt svin, der havde begået en gedigen svinestreg, og at det i virkeligheden var årsagen til påstyret, faldt ham aldrig ind.

Og næppe havde ekstrementkulingen lagt sig, før det gik løs igen – blot ikke med helt samme styrke – da Stine Bosse, ligeledes på Twitter, udtrykte sin afsky over for KZ-lejren. Straks dukkede Mads Fuglede, også Venstre (selvfølgelig, fristes man til at tilføje), som Danmarks svar på Fox News, TV2, notorisk kalder USA-ekspert op i feedet, og spurgte kækt om ikke hun havde brug for en ferie på en af de mange smukke danske øer for at få dæmpet hendes harme. Det er karakteristisk for fascimen, at politiske modstandere trues for ytringer, der går magthaverne imod. For den udspekulerede fascisme er det karakteristisk, at truslerne formuleres akkurat så tvetydigt, at de ikke fremstår som trusler, man blot som velmenende platheder, endskønt de de facto er trusler alligevel.

At vores demokrati er på vej i rendestenen er en underdrivelse. På vej i en septiktank eller samlebrønd er en bedre, omend fortsat utilstrækkelig metafor.

Ja, undskyld vredesudbrud og svigtende julehygge, men jeg ville helst have det ud før jeg tager fat på anmeldelserne af juleøllene.

Trækningerne ved tanken om fersken-øllet blev i første omgang reproduceret da brygget blev indsnuset. På trods af aldeles jævne 2,5 % formår brygget alligevel at true med hovedpine, idet brygget i foruroligende grad lugter som det søde, alkoholiske stads, jeg som punker et fortabt tidspunkt i 90’erne tyllede i mig for at spare penge når jeg skulle være fuld. Tif, kaldte vi det. Det var en forkortelse for aperitif, der fandtes i mange forskellige frugtudgaver, hvoraf den med æble var den mest populære.

Og sådan lufter (ikke dufter) dette ferskenbryg altså. Der er ikke megen nostalgi, kun traumer over dødsdruk og virkeligt slemme tømmermænd.

Men al traume, hovedpinefrygt og anden kvide fordamper det øjeblik glasset sættes for munden. Sødme af fersken nusser alle mundens indvendige overflader med sin rare sødme, samtidig med at bryggets sure bund af foeder – surt lagret belgisk øl – holder enhver antydning af kvalmhed effektivt nede. Det kunne have været for sødt, men en noget nær perfekt blanding af sødt og surt resulterer i en forunderligt smagfuld kerne med forfriskende og vederkvægende syrlighed udenom.

Selvom jeg godt kan lide fersken, er jeg tit skeptisk over for ferskenafledte produkter. Frugtens intense sødme bliver tit kvalm når den forædles – ikke mindst i sukkerholdige drikke, og endnu mere i fx likør (og aperitif). Det mest overraskende er nok, at et eller andet i brygget får det til at virke mere alkoholisk end det er. Med sine 2,5% er brygget næsten linedanservenligt, og alligevel genfinder man en markant alkoholnote i såvel duft som smag.

Meget usædvanligt – på vores breddegrader i hvert fald. I Belgien er det sikkert bare noget alle drikker og derfor er vant til. Med Belgiens massive korruption og vældige problemer med børnemishandling in mente foretrækker jeg at opleve øl som denne som usædvanlige overraskelser frem for at måtte døje med alt det andet som hverdag.

Ikke at det er meget bedre her, når alt kommer til alt. Især ikke hvis man er så uheldig at have en hudfarve, religion og/eller etnisk herkomst, som Venstre og deres regeringskumpaner ikke kan lide. Deri er jeg heldig, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at jeg ligesom Stine Bosse er i søgelyset for mit humanistiske sindelag.

Don’t Worry Pale Ale, Svaneke Bryghus

Don’t worry at all!

Det behøver ikke være nogen større hemmelighed, at Svaneke Bryghus ikke er det mikrobryggeri, der med nye produkter vækker de største forventninger hos mig. Der er da nogle fuldtræffere her og der, men i det store og hele er det bedste, jeg kan sige om bryggeriet, at de for det meste rammer inden for skiven og sjældent helt ved siden af. Men blandt mikrobryggerierne forekommer Svanekes produkter mere og mere standardiserede – ja, med et temmelig plat ordspil, kunne man være flabet og hævde, at de i mikrobrygsammenhæng her til lands repræsenterer det tynde øl.

Det er på sin vis også tilfældet med denne øl, som er deres bud på en alkoholfri pale ale … eller alkoholfri og alkoholfri – den indeholder ganske vist 0,5 %, men dermed skulle den også gerne være nogenlunde trafiksikker. I hvert fald hvis man er fodgænger. At den er tynd på alkoholparameteret er imidlertid selve pointen med brygget, så jeg vil foreløbig pakke al yderligere brok væk.

Og det forbliver pakket ned umiddelbart efter opknapning, hvor bryggets bouquet allerede forplanter sig i lokalet. Grapefrugt og nåletræsduftende humle melder sig markant – ikke bare i betragtning af, at brygget er alkoholsvagt, men i det hele taget. Adskillige IPA’er på vel over 4,6% har duftet af væsentlig mindre.

Og i modsætning til Albanis bryg fra forleden, der kun havde aroma i duft og bøvs, er bouquetens noter også forfriskende præsente i smagen. Jeg er ikke i tvivl – på stedet slår jeg fast, at dette er den bedste øl på under én procent, jeg nogensinde har prøvet. Masser af humle – god humle endda. Frisk, karsk og lige i smagsløgene hamrer den, men sine små, skarpe syle. Mangt en IPA med den styrke IPA’er nu engang har, ville være misundelig på aromaens kvalitet og styrke.

At brygget er alkoholsvagt mærkes på dets lethed og vigende fylde, men for dette er der kompenseret så rigeligt i humlearomaen. Her er der endelig et reelt alternativ til alkoholdigt øl, der ikke bare smager derhenad, men rent faktisk af rigtigt øl.

Sådan skal den drejes. Præcis sådan.

Postřižinské Pivo nealkoholické světlé, Pivovar Nymburk

Forventeligt …

Den her fik jeg af Gedved – I husker min ven, der sidste år flyttede til Ærø. Han efterlod den efter et besøg uden at præsentere den som en egentlig gave, men på den anden side også med en form for demonstrativitet, der ikke kunne undgå at afsløre i det mindste en antydning af intention.

Måske ville han bare af med den. Måske var den ment som en hadegave, som han ikke rigtig kunne få sig selv til at overrække som en hadegave. Ikke at jeg tror, han egentlig nærer venskabelige følelser over for mig … altså … hvem f… ville dog nære venskabelige følelser over for mig? Come on! Næh, han er til gengæld et ordentligt menneske, der aldrig kunne finde på at give noget menneske hadegaver, da hen udmærket ved, at den slags er pænt dårlig stil.

Eller i hvert fald ville han ikke gøre det ved de fleste mennesker. Men nogle meget få, meget fæle mennesker (mig fx), han er kommet for skade at lære at kende, ville han måske alligevel give en hadegave, omend ikke så åbenlyst, som andre, dårligere mennesker ville gøre det.

Den det er selvfølgelig ren spekulation, og se hvor langt man kommer med det. Det kunne være, jeg bare skulle spørge ham … ved lejlighed.

Grunden til jeg sådan spekulerer over hans motiver er, at det er en alkoholfri øl. Det må jo i sig selv vække en række spekulationer om hans motiver. Hvor han har den fra husker jeg ikke – måske et af de efterhånden mange marathonløb, han har gennemført. Det minder mig igen om min egen luddovne, ugidelige elendighed, at det er alt alt for lidt, jeg selv har hevet mig op af sofaen fra computeren, TV’et og alle de andre skærme for at tage ud og … se ham løbe de løb.

Mig? Løbe? Helst ikke.

Nu til anmeldelsen. Duften er forventeligt svag, omend med mærkbar præsens af malt og korn – en overvejende sød og knap nok syntetisk duft – i begyndelsen i hvert fald. Snart dufter den ikke meget mindre af vand end andre alkoholfri øl, og så småt mærker man det velkendte syntetiske indslag af metal, der så umiskendeligt karakteriserer typen.

En syrligt syntetisk og ligeledes metallisk stikkende fornemmelse på tunge og i gummer vækker genkendelsens … [tænkepause] … vækker genkendelsen. Men glæden, der som antydet udeblev i første omgang, vækkes alligevel af et uventet pust af pilsnerhumle. Midten af oplevelsen udgøres igen af en velkendt fornemmelse af halvdoven danskvand – måske med lidt mindre zink end normalt. Og så kommer humlen overraskende stærkt igen …

Præsent, ja ligefrem sprød og karsk, humle melder sig, så man næsten – men også kun næsten – ikke længere bemærker doven mineralvand og metal. Og i korte øjeblikke er det endda næsten som om den stikkende fornemmelse fra bryggets tyndde (analogt med tyngde – bare om tynde i stedet for tunge ting) komplimenterer bitterheden med et par ekstra hug i gane og mandler.

Men de øjeblikke er som antydet få og små. Stærkest står stadig oplevelsen af mineralvand og lette metaller, og den lidt mere fremtrædende humle, end hvad genren normalt byder, gælder mere som pynt end som væsen eller karakter.

Mørkt Hvidtøl, Vestfyen (Brød med øl 8.0)

2017-09-10 10.41.59Maltsaftevand …

Så småt nærmer vi os afslutningen på bageeksperimenterne i denne omgang. Jeg har lige et sidste eksperiment, jeg vil lave før kontrollen. Jeg kunne godt tænke mig at bruge en ordentlig bitter pilsner en enkelt gang også – bare for at se, hvad det måtte gøre ved brødet. Når det er forsøgt, vil jeg bage ét brød med vand og ét brød med det øl, jeg synes, har været mest egnet at bage med.

Men det kommer alt sammen. I første omgang er der noget andet øl, der lige skal prøves i rugbrød: En til formålet brygget hvidtøl fra Vestfyen – eller … om den lige er brygget til rugbrødsbagning ved jeg ikke med sikkerhed, men jeg tror i hvert fald ikke, den er brygget primært til konsum for øje.

Det bliver hurtigt klart, når man smager på det. For at dufte til det bringer ikke rigtig noget. På trods af tilsat sukker, farvestof og antioxidant dufter brygget nærmest ikke af noget som helst. En vag fornemmelse af rugmelsstøv er det tætteste jeg kommer på en beskrivelse.

Til gengæld smager det – af ret meget endda. Det er bare ærgerligt, at det ikke smager godt.

En vammelsød maltsaftevand – saftevand fordi kulsyren næsten mangler helt – er hvad Vestfyen byder på. Sukkeret er alt for fremtrædende sammen med en tyk rugbrødsagtig konsistens, der stadig virker hul på grund af bryggets lave 1,8%. En ikke ordentligt matchende eftersmag – også af rugbrød – gør ikke oplevelsen bedre, men understreger bare med endnu en stor, tyk, rugbrødsfarvet streg, at øllet ikke er brygget til almindelig konsum.

Gæren i rugbrødet vil sikkert elske det med alt det sukker. Mit indtryk er, at brygget mere end nogen af de andre hvidt- og maltøl, jeg har prøvet, ikke er brygget med primatsmagsløg for øje, men derimod med fungale af slagsen.

Bvadr! – for nu at sige det som det er. Men når jeg ved, hvad gæren vil have, er jeg ikke umiddelbart bekymret for bageresultatet.

1-en-halv-stjerne

Egger Grapefruit Radler, Privatbrauerei Fritz Egger

2017-08-26 14.48.49På vandvognen …

Sidste weekend var jeg til havefest i en af de små landsbyer, der har postnummer i Taastrup. En gammel ven fra min tid som københavnsk punker ved navn Claus har etableret et kollektiv derude, og hvert år holder han sensommerfest for alle de gamle venner.

Det blev til et par glade gensyn, mens det til gengæld ikke blev til druk og abefest som i de gamle dage. Jeg kunne skyde skylden på årene, men vil hellere begrunde det med, at det endnu var tidligt på dagen, og at jeg agerede chauffør for nogle af festdeltagerne, da lokationen både var temmelig svær at finde uden en GPS, og den lå fjernt fra alle busruter … i hvert fald af den slags, der kører en gang i timen eller oftere.

Heldigvis var der et bredt udvalg af alkoholfri øl også. Jeg fik bekræftet min oplevelse af, at Bavarias alkoholfri øl var aldeles drikkelig – dem røg der en betragtelig del ned af. Bekræftet fik jeg også min opfattelse af Carlsbergs Nordic som elendig – ja, den var faktisk værre, end jeg huskede den.

Og så var der også lige den her i baren. Det var den stærkeste øl, jeg tillod mig at drikke, endnu flere timer før jeg vendte snuden hjemad. 2,5 % var den på, og det er næsten stærkere end hvad jeg ellers vil vove at hælde i mig, hvis jeg skal sætte mig bag et rat. Jeg er meget afholdende, når jeg skal køre, grænsende til det tvangsneurotiske. Det forestiller jeg mig er bedre end det modsatte.

Jeg har for to år siden prøvet en citronradler fra samme bryggeri. Nu har Graperadleren så fundet vej til butikkerne, og er siden blev sat voldsomt ned i pris på grund af manglende salg, hvorefter den altså fandt vej til punkerbarens 5-kronersmarked. Den blev drukket af dåsen, da glas ikke var noget, man gør i ved den slags fester (punkere er på mange måder ligesom alle mulige andre mennesker – de får børn og kæledyr, der gerne skal kunne tumle i græsset uden at flænse fusserne på glasskår og deslige) så et billede af brygget må læserne have til gode. Emballagen må række i denne omgang, og det er i øvrigt også alt, hvad bloggeren selv har set af det.

Ligesom Lemon-radleren smager brygget mest af det, der er i ud over øl, nemlig grapefrugtjuice. Mængden af kulsyre antyder, at man har villet understrege sodavandselementet yderligere. Da jeg er en stor ynder af grapesodavand generer det ikke synderligt, end at jeg ærgrer mig over, at øllet langt henad vejen mangler.

Der er tale om en grapesodavand – i øvrigt af en lidt for sød og mild én af slagsen. Jeg foretrækker grapesodavand skarp, sur og bitter. Denne er for sød, langt fra sur nok og kun bitterheden er nogenlunde i skabet.

Jeg kan glæde mig en smule over, at bitterheden er lidt dybere og fyldigere end ved det meste mainstream grapesodavandsudvalg. Det er nok (jeg siger nok – sikker er jeg faktisk ikke) her, man bedst mærker, at der trods alt er tale om en sodavands- og ølblanding.

Fast står det imidlertid, at øllet kun mærkes, mærkes – ikke smages, sekundært. Og som grapesodavand er brygget kedeligt, da det slet ikke har den nødvendige øjesammenknibende syrlighed.

Men selvom det fejler på flere niveauer smager produktet nu ikke grimt, skylder jeg måske lige at sige. Men havefesten, som Claus arrangerede, var af en helt anden udsøgt kvalitet, der fortjener topkarakter.

1-en-halv-stjerne

Maltøl, Vestfyen (Brød med øl 7.0)

2017-08-20 12.43.54Fra stressland …

Småsyg, stresset og ringe motiveret har jeg atter sat mig til tastaturet for at skrive nogle få ord, om nogle øl, jeg har smagt. Pauserne er blevet flere på det sidste, og jeg ville sådan ønske, at det skyldtes at der var for få timer i forhold til de spændende, givende projekter jeg gik og syslede med.

Det er ikke tilfældet. Jeg har blot svært ved at tage mig sammen til at tage mig sammen. At jeg arbejder (for) meget og er ramt af en virus øger selvfølgelig heller ikke motivationen.

Vel – jeg har for snart en uge siden bagt endnu et rugbrødsbatch. Denne gang med Vestfyens almindelige maltøl. De har også en mørk hvidtøl, som vil blive afprøvet senere. Som traditionen foreskriver har jeg til at begynde med smagt på det øl, brødet blev bagt med.

For det er ikke fordi denne øl mangler mørke. Farven deler brygget med mørk chokolade, viskositeten med middelstærk kaffe. På trods af sine magre 1,8% formår brygget faktisk af dufte en smule af alkohol. Det matcher fint de traditionelle, lidet overraskende noter af karamel og rugbrød, som man finder i maltøl.

Skønt brygget ikke skummer helt på samme måde  -det skummer mere, fyldigere og flotter – smager det med sin mørke karamelsødme mest af cola med maltfylde på bagkant. Alligevel er brygget ikke helt sødt nok til at, at jeg vil betegne den med en slik-øl på linje med de forskellige hvidtøl. At den smager af mere og bedre end light-pilsner er til gengæld evident, men næppe overraskende. Samtidig er den faktisk svagere i alkoholstyrken, da lightpilsner gerne ligger på omkring 2-2,5%.

Med lidt mere brødsmag end karamel kan man betragte Vestfyens maltøl som en lidt mere voksen version af Royal Unibrew og Carlsbergs Hvidtøl. Ikke nødvendigvis mere smagsfuld – snarere af noget andet, der i hvert fald falder en smule mere i min smag end det søde stads.

2-en-halv-stjerne

Kongens Bryg, Carslberg (Brød med øl 2.0)

2017-07-18 13.37.50Mere slik, mindre øl …

Bageprojektet fortsætter. Den næste øl, jeg har bagt rugbrød med – ja, i skrivende stund er brødet for længst bagt og spist – er denne øl. En mørk hvidtøl fra Carlsberg – og uden at sige for meget vel nok den Hvidtøl som flest har set, og kender som hvidtøl.

Etiketten prydes af Kong Christian d. 4.’s kontrafej (en af landets mest krigsliderlige og uduelige konger) af ganske uvisse årsager. Bagetiketten fortæller, at bryggeriet ‘Kongens Bryghus’, under hvilket navn nærværende øl markedsføres, nævnes for første gang i 1443, vel mere end hundrede år før Christian Firtal overhovedet var så meget som et kækt blik i Kong Frederik d. 2.’s øje.

Det får være for nuværende. Da det fortsat ikke er meget øl, jeg har prøvet i denne genre, vil anmeldelsen primært bero på en sammenligning med Royal Unibrews Hvidtøl. Brygget her dufter ikke meget ved åbning – lidt fjern og udefinerbar sødme, måske af rørsukker, er alt. Endnu mindre skummer det mørke bryg ved skænkning, hvilket må bekymre mig en anelse på vegne af brødets proteinindhold og sammenhængskraft.

Til gengæld er brygget virkelig noget for slikmunde. En ukompliceret sødme af rørsukker forkæler tunge og gummer. En let kornet fylde er imidlertid ikke nok til at holde vandet væk, og brygget ender med at føles væsentlig tyndere og mere vandigt end Royal Unibrews hvidtøl. De 0,2% mindre alkohol i denne øl sammenlignet med Royal Unibrews 1,9 gør næppe forskellen, så måske er det majsen, som dette bryg mangler?

I sidste indlæg om Einstök Ölgerðs sjaskede porter, skrev jeg lidt om, hvordan jeg i min barndom drak tyske Malz-bier. Dem husker jeg som både fyldigere og bitrere end denne øl. Selv børneøl er med andre ord kraftigere end dette bryg.

Men før jeg påbegynder en tirade af skælds- og smældsgloser tøver jeg den nødvendige kende, idet jeg minder mig selv om, at denne type øl – i hvert fald nu om dage – primært er tænkt som en madlavningsøl. Før jeg skælder den hæder og ære fra, skal den smides i en dej og laves til rugbrød … vel, rugkernebrød i hvert fald.

Og først da vil bryggets fulde mangel på – eller ejerskab af – potentiale blive klart.

Men som konsumøl fremstår den ganske ligegyldig.

1-en-halv-stjerne

Ceres Hvidtøl, Royal Unibrew/Ceres (Brød med øl 1.0)

2017-07-13 14.18.59Det er svært uden bundlinje …

Jeg kaster mig ud i det … Som regel – og den regel afviger jeg kun meget sjældent fra – bager jeg to kvasirugbrød/rugkernebrød ad gangen. Det betyder at jeg bruger dobbelt portion i forhold til det angivne i det indledende indlæg, hvilket kræver mere end én øl à 0,33 l. pr. dej. Så for hver gang knappes to øl op – den ene ryger i dejfadet uden omsvøb, mens kun ca. halvdelen af den anden bruges. Resten kommer i et af mine prøveglas til anmeldelse.

Jeg finder det en kende svært at vurdere øltypen, da den befinder sig langt fra, hvad jeg normalt binder an med. Ganske vist anmelder jeg nærmest revl og krat – inklusive industridiscountøl som mangt en connoisseur ikke vil røre med en ildtang. Men denne øltype er, så vidt jeg er orienteret, udviklet til madlavning, og ikke til konsum. Hvad er det meningen, at øllet så skal smage af, når det drikkes au naturel?

Vel, jeg må bruge det samme trick, som jeg har brugt hidtil – prøve mig frem.

Øllet er ganske mørkt, omend klart. Det tror pokker, når det er tilsat ammoniseret karamelfarvestof. Til Royal Unibrews forsvar skal det siges, at de langt fra er de eneste. Skummet er derimod relativt lyst, og uden at ville lægge hovedet på bloggen, har jeg på fornemmelsen, at netop dét farvestof har ringere indvirkning på skummets kulør end fx lakrids eller ordentlig brygkunst.

Sukker er brygget også tilsat, foruden majs, så det overrasker ikke, at øllet er meget sødt. Det smager af mørkt, karameliseret sukker iblandet en antydning af nødder og en lille bitte smule træ på bagkant, så humlen kan faktisk også anes et sted derinde bag alle tilsætningerne.

Markant sødme til trods bliver brygget nu aldrig væmmeligt. Sødmen giver også brygget en afbalanceret fylde, der forhindrer det lavalkoholiske bryg (1,9%) i at føles tyndt.

Madlavningsøl eller ej – jeg må på stedet erklære, at jeg vil foretrække denne øl frem for en let pilsner, hvis valget skulle stå imellem dem.

Brygget smager stort set som de julehvidtøl, jeg for længst har anmeldt på bloggen. Faktisk har jeg disse flasker mistænkt for at indeholde præcis det samme bryg, der ved juletid forhandles i flasker med mere farverige (ikke mindst røde og hvide) etiketter til omtrent samme pris. Mindre bliver mistanken ikke af, at det lille elektroniske prisskilt, som bruges i Føtex, rent faktisk betegnede den som en julehvidtøl. Den kendsgerning rubricerede jeg i situationen under ‘generel supermarkedsinkompetance’, men mistanken nager fortsat.

Men jeg har ikke nogen evidens for, at øllet skulle være det samme, så indtil videre behandler jeg det som noget andet. Så fanden tage mig … hvilket sikkert alligevel ville ske – hvis de kristne skulle vise sig at have ret.

Fra den kant behøver jeg i hvert fald ikke frygte mere end i forvejen.

2-en-halv-stjerne

Schultenbräu Alkoholfrei, Brauerei Gotha

2017-06-24 17.12.10Med overraskelse …

I weekenden var jeg inviteret til fødselsdag hos min far i Hvalsø. Han er godt oppe i årene og plaget af de ting, man nu er plaget af, når uret har tikket så længe. Imidlertid har han været tydeligt mere mærket og plaget af det, end han synes at være i øjeblikket. Et par gange i løbet af de forløbne ca. 9 måneder har jeg skrevet her på bloggen, at nogle ting gik mig på privat, og det skal ikke længere være nogen hemmelighed, at det drejede sig om min fars aldersbetingede skavanker.

Det er lettet en del nu – ikke mindst fordi jeg ved hans lille fødselsdagsselskab oplevede ham drikke øl for første gang i måske et helt år. Så ved man, at det i det mindste på nogle områder går den rigtige vej igen.

Jeg skulle køre hjem, så jeg drak ikke en af de rigtige øl, min far fik. Til gengæld havde han noget andet til mig – denne øl. Den kan fås i Aldi – hvor jeg selv helst ikke handler ind, da jeg godt har læst, hvordan de behandler deres medarbejdere. Men jeg er nu ikke så hellig, at jeg siger nej, når jeg får én tilbudt. En af min fars andre gæster anspriste den som bedre end Hof og Grøn Tuborg, så et vist forventningspres hvilede over den før åbning. At gøre alkoholfrit – eller -svagt (her 0,5%) – bryg interessant er en kode, det indtil videre kun til dels er lykkedes at knække.

Brygget er ellers flot og overraskende tætskummende i betragtning af typen. Duften er kornet, småsyrlig og en kende humlet – det er ganske vist i den lette ende, men igen kraftigere end man umiddelbart kunne forvente, og ganske sikkert i nærheden af dansk industriel standard, om ikke ligefrem over.

Ikke usædvanligt for typen byder aromaen på et indslag af blankpoleret stål. Et pust af humle i kinderne yder en vis modvægt, men kan ikke helt bortjage den noget syntetiske smag. En for stilen vanlig kornet, brødagtig mundfylde sætter ind – og det er ikke desto mindre bedre end ingen fylde overhovedet, selvom det yderligere understreger at brygget ikke er kommet uden om den alkoholfri øls uvaner.

En let syrlighed på bagtunge og ved mandlerne er det sidste der opleves, før brygget glider ned. Stadig lidt for meget vand, lige lovlig meget metal, men på den anden side gør både humle og kornet fylde vitterlig brygget mere spændende end Carlsberg Premium og Grøn Tuborg. Og sikkert også bedre end sidstnævnte, men der skal heller ikke så meget til. Sådan overvejer man idet overraskelsen indtræffer. Brygget har eftersmag … af humle, og ikke bare humle, men godkendt humle. Småklægt lægger løvtræsbitteheden sig på tungens bagerste smagsløg, samt i ganen og på mandlerne.

Nu har jeg aldrig …

2-stjerner

Spøgelsesbilisten, Gravøl

2016-08-29 20.33.44Ikke i betragtning af …

For noget tid siden slog jeg et billede op på min facebook-side af et parti øl, jeg havde fået af hjemmebryggeren Ole Wolf, der bor i Nørresundby. Der var tre styk. Den ene, IPA’en høstøl, var desværre ikke længere frisk, da den nåede frem, så den bliver ikke anmeldt – i denne omgang i hvert fald.

Det var ellers den, jeg prøvede først, for jeg tør jeg ikke gå imod brygmesters anbefaling … eller rettere – direkte ordre. For ud over at han bor i Vendsyssel, er han også mester i ét eller andet nin-jitsu-noget. Så hvis jeg gør ham vred, er der næppe noget sted, jeg kan vide mig sikker. Heller ikke selvom vi bor i hver sin ende af landet. Hey – han kender garanteret en eller anden hemmelig tunnel til min 4. sals amagerkanske lejlighed fra baglokalet i 1000fryd, som end ikke arkitekten bag nogen af bygningerne kendte noget til!

Men IPA’en må vi altså vente med til en anden god gang. I mellemtiden har jeg prøvet hans alkoholsvage ‘scottish light’. Jeg har aldrig hørt om typen før, ligesom jeg aldrig har hørt om alkoholsvagt hjemmebryg. Angiveligt skulle det være meget svært at lave alkoholsvage øl, der smager af noget, fordi netop alkoholen er det, der giver smag.

Jeg skal ikke gøre mig klog på processerne heller. Blot anføre, at meget tyder på, at Ole har endda ganske godt styr på det.

Ved åbning konstaterer man en påtrængende duft af gæret hø – ja, det er faktisk ikke helt ulig lugten af hestestald, og det er faktisk slet ikke ment negativt. Mørket og tætheden af brygget er imponerende i betragtning af de sølle 1,6% alkohol brygget indeholder.

Brygget ligger følgelig også let på tungen. Ja, det er en letøl, og det kan mærkes, men … det har bestemt også været værre. Refsvindinges Skibsøl, der ligner den ret meget af udseende og koncept fx, føles tyndere og slappere, selvom dens alkoholprocent ligger mærkbart højere – på 2,4%. Røgen i ‘Spøgelsesbilisten’ (det makabre tema er som altid vel anslået i titlen) er overraskende fyldig og ‘tør’ i udtrykket. Ved mandlerne viser malten sig med noter af rugbrød, som vel nok er noget af det mest smagfulde man kan nå ved de procenter. Det er i hvert fald noget at det mest smagfulde undertegnede har prøvet. Også eftersmagen gør det godt med velafstemte noter af lejrbål.

At anmelde alkoholfattige øl ender altid med ‘i betragtning af’ og ‘når nu det er’-rationaliseringer, hvor anmelderne argumenterer for, at brygget skal have en højere karakter, end det egentlig fortjener, fordi det er alkoholsvagt øl der anmeldes.

Principielt mener jeg, at alkoholsvagt øl bør konkurrere på samme vilkår som andet øl. Dette bryg gør netop dette ganske godt, idet den med sin ganske markante røg og nogenlunde fylde faktisk får hevet sig op til noget, der virkelig kan nydes, vel hinsides industrielle pilsnere og specialbryg, hvor bryggeren af en eller anden grund ikke rigtig gider. Selv ved sølle 1,6%.

Det er ikke så lidt imponerende.

3-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme