Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: donationsøl

Lindemans Apple, Lindemans

Exquisite!

Denne øl har stået i køleskabet siden starten af maj måned, hvor Marcus og jeg var på Ølfestival i Esrum. Som hardcore fans måske vil huske, fik vi brugt en rum tid på det belgiske udvalg, og glemte næsten alle de andre fine øl på udstillingen. En stribe smagsprøver til senere anmeldelse kom også med hjem – ikke mindst den frugtøl, der havde imponeret os mest, denne med æble.

Det er ikke kun for at være kontrær – men at jeg godter mig ved, at jeg finder ærlig og redelig nydelse i de belgiske frugtøl i skarp modsætning til de fleste ølconnoisseurs, skal ikke være nogen hemmelighed. Især når de belgiske frugtøl ikke bare er ‘øl, hvor der er blandet noget frugt i’ men møjsommeligt komponerede kunstværker af surt øl og frugtsaft, minutiøst afprøvet og gennem årene optimeret til perfektion.

Resultatet kan man nyde – bare nyde – i denne alt for lille sag af koncentreret, sursød vederkvægelse. Jeg kunne drikke dette øl af deleemballager – helt uden at dele.

Og snobberne vil sikkert sige, at den bare lugter af æblemost, og at det da ikke har noget med øl at gøre. Men gu har det så. For gider man tage sig til til at snuse ordentligt ind, mærkes den underliggende lambic’s friske, sure udtryk, der giver æblemosten et ekstra pift æblemost, som æblemost alene ikke magter.

Og det næsten overmodige udtryk af æbler med ekstra æbler fortsætter og vokser i smagen. Brygget er perlende frisk som det bruser og prikker af rigeligt gærinduceret kulsyre, der løfter æblearoma og lambicsyre op til endnu højere etager af fryd og nydelse. Skønt man mest mærker sødmen, vrides ansigtet alligevel i groteske grimasser, når den udsøgte blanding af foeders gør sig til kende i bryggets frisksure bund.

Og oplevelsen er ikke slut, når brygget skylles ned. Det skarver og river hele vejen gennem brystet, og prikker mærkbart videre, indtil det endelig falder til ro i bugen. Man kan slet ikke få nok. Og man ærgrer sig sådan over, at brygget kun leveres i kvartlitersflasker.

En vinflaske ville man ikke engang bliver voldsomt fuld af, da brygget kun holder afdæmpede 3,5% – så hvorfor ikke bare levere det i nogle voksne mængder?

Til mig ville det altid kunne afsættes!

Chapeau Framboise, Brouwerij De Troch

Frugtøl for viderekommende …

Nej, Kajs Ølblog er ikke gået på ferie. Der var bare endnu en af de undertiden lidt for mange og lidt for lange pauser i strømmen af anmeldelser. Det er nu ikke fordi jeg har ligget på den lade side. Med behørig hjælp fra mine gode venner, Marcus og Joachim, er det rent faktisk lykkedes mig at gennemføre tidligere på bloggen omtalte flytteplaner. Nærværende indlæg skrives som det første fra min nye residens i Thisted. Midt i byen har jeg fundet mig en lejlighed i en af byens gamle huse. Smukt beliggende tæt på gode indkøbsmuligheder, bæverdinger, en park med rigtig store træer, og i det hele taget en natur hvis storslåethed, jeg tilforn næsten kun kunne drømme om.

Jeg siger næsten – fordi Amager Fælled, som jeg boede i nærheden af i mange år i min tid i København, faktisk er en overset naturperle lige ved siden af hovedstaden. Men ved siden af Thisteds bølgende bakker og limfjordens stille vand med Mors som baggrund må også den se sig slået.

Selve flytningen fandt sted i weekenden, og tiden efter er gået med at pakke ud, rydde op, sætte ting op, skaffe internet … alt det, der hører en flytning til. Nu hvor jeg så småt kan se en ende på den næsten uendelige række af opgaver, har jeg fundet tid til endelig at skrive lidt igen.

Nærværende bryg blev imidlertid nydt under uformelle former på min gamle adresse i Brønshøj. Marcus assisterede endnu engang, ja, faktisk var det ham, der gav. Han er blevet svært glad for frugtøl efter turen til Esrum, og havde samlet denne op i en vinhandel, der lå tæt på hans nye arbejdsplads.

“Chapeau,” hører man mig udbryde på optagelsen, “gad vide hvad det betyder?”
“Det betyder ‘hat’.”
“Det kan du selv være …” jeg bliver åbenbart et utaknemmeligt skarn, når jeg sådan får et par genstande under vesten. Det var ikke den første øl, vi prøvede den aften.. Tænk at jeg, sproginteresseret som jeg ellers er, ikke formåede at sætte pris på Marcus’ overlegenhed udi det franske (hvilket, må jeg hellere for en god ordens skyld nævne, heller ikke kræver særligt meget). “Det plejer ellers altid at være dig, der kalder mig en hat,” eskalerer jeg den spændte stemning og forlegenhed.
“Og jeg har ret, jedes Scheißmal!” parerer Marcus effektivt, og endelig på et sprog, som jeg kunne forstå.

“Ah, den dufter vidunderligt!” udbryder jeg, hvorefter vi klapper hinandens ryg og skulder, idet vi giver hinanden ret i, at brygget ikke bare dufter af hindbær, men at man også tydeligt mærker bryggets sure, og noget mere vanskeligt tilgængelige bund af geuze.
“Vi er slet ikke over i Lindemans, som jo er rent slik!” slår Marcus fast.
“Præcis!”
Rigtig godt slik, jeg er stor tilhænger af Lindemans …”
“Det er jeg også. Ikke et ondt ord om Lindemans, men her er vi ovre i noget farligere, noget dunklere,” afbryder jeg begejstret.

Og det er egentlig kernen i det dybrøde, næsten rødvinsfarvede bryg fra Chapeau – at man ikke bare får en rar og venlig framboise, der kæler for de søde smagsløg. Nej, der er bestemt også rigeligt til de syrlige receptorer. Hele munden bliver sat i bevægelse. Brygget ikke bare smages. Det mærkes, som det prikker, svier og skarver i alle kæftens blottede slimhinder.

Og mangler man det skønne sommervejr vi har været beriget med de sidste dage, vil brygget her også egne sig fint som en dessertøl, fx til ris a la manden til julemiddagen.
“Ris a la mande,” vrænger Marcus nedladende grimasserende.
“Du kan ikke lide ris a la mande?”
“Ris a la mande? – Go jump in a lake,” knurrer min medsmager og fortsætter “der findes familier der spiser ris a la mande, og så findes der almindelige mennesker.”
“Hvad spiser i så i din familie, Marcus, til jul?”
“Risengrød sguda, like real people!”

… og sådan sad vi i solnedgangen efter at have slæbt gamle møbler ned til udsmidning, og nød de surt-søde dråber af dette vidunderlige bryg, mens flere digressioner og udflugter snart fulgte. Om karakteren var vi enige, og jeg vil tro, at det er den højeste, jeg endnu har givet en frugtøl. I hvert fald er det det højeste, jeg nogensinde har givet en framboise. – En øltype, jeg slet ikke vidste kunne gøre så megen gavn.

Cool Beans, Nørrebro Bryghus/Braw

Jeg kan godt se meningen.

Marcus, det brave menneske, kan meget andet end at agere medanmelder på min blog. Han er uddannet boghandler, og slæber derfor dagligt mange kilo indbundet papir frem og tilbage mellem lager og butik. Hans deraf velformede overarme og brystkasse engagerede jeg derfor til at hjælpe mig med at bortskaffe nogle gamle, ødelagte møbler i forbindelse med min flytning. Det gjaldt en meget stor, lys sofa, der gennem tiden havde taget imod så mange forskellige væsker – kaffe, mælk, øl blandt andet (men ikke urin eller bræk!), at den oprindelige råhvide farve efterhånden var skiftet til mat grå-beige. Revner hist og pist, og det faktum at hynderne fældede fjer som en anden hønsegård gjorde, at jeg besluttede mig til at skaffe mig af med den, frem for at slæbe den med til Thisted, hvor jeg så igen ville ærgre mig over de allestedsnærværende dun.

Derudover skulle vi også slæbe en 1½-personers futon-madras ned, der stammer helt tilbage fra min kollegietid. Jeg er god til at bruge ting, indtil de er helt nedslidte og ødelagte. Nok lidt for god, når det kommer til stykket.

Marcus, som det ejegode menneske, han er, havde også nogle øl med til bagefter. Og dem blev der i den grad brug for. For selvom selve bortskaffelsen skete forbløffende glat og problemfrit ned ad min alt for smalle trappeopgang, så havde solen sat sig for, at forvandle alle bare hudoverflader til bacon på rekordtid.

Den første øl, Marcus havde med, var denne IPA-collab fra Nørrebro Bryghus og Braw i Ryesgade. Desuden har DEP Coffee leveret økologiske kaffebønner fra Mexico. Marcus’ bror Joachim (oplev ham som gæsteanmelder her) havde ved en tidligere lejlighed forbandet den til Tartaros for at være aldeles og inderligt ligegyldig, spild af plads i universet, og ligeledes spild af energi og atomer. Han ville have os til at anmelde den, for at forstå hvilken eksistensberettigelse, den måtte have – hvis nogen overhovedet.

Visuelt gør den det ellers rigtig godt. Dyborange, næsten rød i farven er den, og store klumper af restgær tumler legesygt rundt i brygget.
“Men det sekund, du stikker næsen i den, lugter den som et fejlslagent forsøg fra Schiøtz,” brokkede Marcus sig. “Alt det kedelige fra standardaromaerne fra Schiøtz, billigt sukker og …”
“Det du kalder billigt sukker opfatter jeg som vanillesødme, så det synes jeg egentlig ikke,” forsvarede jeg. Marcus var heller ikke blevet så modløs, at han følte trang til at tirere yderligere, da han som det næste foreslog:
“Lad os smage den.”

“Jeg smager da noget bitterhed,” forsvarede jeg igen – ikke bare over for Marcus initiale utilfredshed, men også Joachims totale afvisning af bryggets blotte eksistensberettigelse.
“Jeg kunne lide den, indtil jeg mærkede eftersmagen,” brokkede Marcus sig videre. Man siger ganske vist, at blod flyder tykkere end vand – og by extension øl. Men Marcus har tidligere ikke uden stolthed distanceret sig fra sin tvillingebrors ølpræferencer, så det var ikke det, der lod nydelsen vente hos ham.
“Jeg synes, der er noget god bitterhed og aroma,” fortsatte jeg ufortrødent, “der er noget appelsin, og der er nogle ganske tørre kviste – den smager som en helt tør kvist, der knækker.” Marcus vedblev med at være uimponeret på en for ham meget usædvanlig måde. Han forblev tavs … “og bitterheden lægger sig langs med tunge og gummer,” begejstringen i min stemme voksede “jeg er altså langt fra så afvisende.”

Jeg forsøgte at udfritte Marcus om, hvad han ikke kunne lide ved den. Han mente, at den var blevet serveret lige lidt for lunken – endskønt brygget kom dugfrisk fra mit køleskab.
“Hvis den havde været helt crisp – nul grader eller sådan noget lignende, så tror jeg den ville ligge rigtig godt,” begyndte han. “Den tegner sig som en Alfa Romeo, idet den som bil generelt er temmelig jævn, bortset lige fra den ene ting, den egner sig rigtig godt til.”
Analogien var lidt tabt for mig, da jeg ikke rigtig har nogen holdning til Alfa Romeo bilmærket. Marcus var da heller ikke komplet afvisende, “jeg ville ikke skamme mig over at tage den med, hvis jeg var på vej ud ad døren.” Men dybere indrømmelser end dette, samt en karakter på …


… var alt, jeg fik lusket ud af ham.
Jeg var, som man nok kan mærke på gennemgangen en kende gladere for brygget.

Øl Rug, Thisted Bryghus

Mørke – uden alt det gode …

Egentlig kan jeg godt lide at køre i rutsjebane. Bakkens er min favorit. Men den rutsjebanetur, som min stressudløste depression har udviklet sig til, måtte snart gerne ende.

Jeg har i et forsøg på at kigge op ad hullet i stedet for at kigge videre ned i dybet, klemt mig ind bag computerskærmen, mekanisk har jeg styret mus og tastet de rigtige steder, så jeg kunne nå ind på min blog for i det mindste at holde den gryde en lillebitte smule i kog.

Mit billedgalleri på telefonen afslører, at jeg prøvede denne øl kort efter ølfestivalen i lokomotivværkstedet, men præcis hvornår fortaber sig i tågerne. Brygget har stået meget længere end det. Siden december måned, hvor jeg fik den i min Thisted Bryghus-julekalender. Dengang så jeg lyst og optimistisk på tingene, og kunne meget mere end blot slæbe mig igennem det allermest nødvendige for at holde livet i gang.

Vel, ifølge notaterne var bryggets duft ikke den store oplevelse. Syrlig og letrøget i duften med et præsent element af rugbrød. Rug er angiveligt en utaknemmelig kornsort at brygge øl på, hvilket ingenlunde får mig til at fnyse ad Thisted Bryghus for at starte et projekt, der alt for let mislykkes. Nej, jeg tager hatten af for, at de tør binde an med de genstridige kulhydrater.

I smagen går det da også bedre. Brygget er rart at have i munden med varme, runde noter af mildtristet kaffe, en sjat rom og en småsyrlig, mørk bitterhed af træ, som man kender den, når rugbrygningen faktisk lykkes. Brygget kan til gengæld ikke løbe fra at vige på fyldeparametret. Det er lidt vandet i det, hvilket desværre alt for tit er resultatet af brygeksperimenter med rug.

Men det er gået langt værre. Og igen – Respekt til Thisted Bryghus for at turde.

Liège, Thisted Bryghus

Overligger …

Jeg har stadig her længe efter påske stadig et par overliggere fra juletiden i mit skab. Det drejer sig om de øl, jeg fik i den Thisted Bryghus-Julekalender, jeg fik af min søster i fødselsdagsgave, og således varede julen vel hinsides påske.

Den her er fra en serie, der blev brygget for nogle år tilbage – en Belgisk inspireret serie, hvor de enkelte øl er opkaldt efter forskellige belgiske byer. Her er det Liège, der vel nok er bedst kendt for cykelløbet, der går fra derfra til Bastogne og tilbage igen.

Jeg har aldrig været i byen selv, men har dog frekventeret den ikke langt derfra liggende og meget smukke by Tongeren – Belgiens ældste by, angiveligt – en håndfuld gange, dengang jeg spillede sækkepibe.

Liège er en belgisk blonde med alt hvad dertil hører af angstprovokerende forventninger om sur banan og kogesprit. Selvom jeg holder meget af belgisk øl – særligt det sure i en grad så foedere og geuzes så småt er ved at vippe IPA’er af pinden som min favorittype – så er lige netop blondsene noget, belgierne ikke behøver eksportere i noget større omfang. Og i grunden behøver herboende bryggerier heller ikke berige os med deres egne udgaver af en øl, der i grunden ikke er særlig god.

Men – øllet er der, og derfor bliver jeg jo nødt til at anmelde det.

Det er lidt af en udfordring at skænke brygget, da det skummer aldeles vanvittigt. Billedet for oven siger i den anledning nok mere end tusind ord. Ellers forekommer det overraskende mørkt i betragtning af den lette lyse duft af citronsyre og lys gær.

Samme toner slås an i aromaen, hvor brygget føles let og liftligt på tungen. Det leverer et skarpt snit af lige dele eddike og citron, blandet op med vand så ingen af delene bliver for meget, men derimod formår at spille fint op mod hinanden. Det samme kan man sige om den signaturagtige bananaroma, der kun er præsent nok til at blive noteret uden at forekomme anmassende, endsige generende.

Og det er jo i grunden slet ikke tosset, at blonden her formår at fremhæve alle typens kendetegn uden at genere det mindste. For det holdes alt sammen nydeligt afdæmpet, så man kan finde det gode – eller i det mindste det ikke generende – ved citronsyrligheden, eddikesyrligheden og bananaromaen. Ja, måske kan man endda finde noget overset legitimitet i disse smagsnoter.

Jeg har for længst opdaget det legitime i citron og eddike. Banan derimod er godt, når det forekommer i banan, mens det fortsat er bedst i øl, når det holder sig helt væk. Havtorn, som brygget også indeholder, skal man til gengæld helst bruge så meget af, at man rent faktisk kan smage det. Det er ikke tilfældet her, og det må desuden undre, hvor belgisk eller for den sags skyld Lièget dét i øvrigt er.

Kronenbourg 1664 Blanc, Kronenbourg/Carlsberg

Nu har jeg aldrig …

For et par uger siden begræd vi bortgangen af vor herre Jesus Kristus for vores synder på korset og bla bla bla. At det i dag ikke er en festdag, hvor vi fejrer det eneste rigtig gode, Adolf Hitler gjorde denne dato for 74 år siden, er mig en gåde. Man kunne gøre det til en særlig mærkedag som alle nazister – I ved, sådan nogle som Rasmus Paludan – kunne bruge til at gå i deres store leders fodspor, og gentage det, der rent faktisk lykkedes for lille Adolf, den sidste dag i april 1945.

Det er nok bare ønsketænkning fra min side. Men jeg ville da lige lufte ideen, nu hvor datoen ville have været så passende.

Min realistiske forventning til, at det rent faktisk skulle blive en ting, er omtrent på samme niveau som forventningerne til denne øl. Den var en gave fra min kære far, der i sit otium kun meget sjældent gider drikke øl – og især ikke noget, der forekommer så generisk som denne.

Jeg har tidligere været inde over Kronenbourgs pilsner, som vel nok er Frankrigs kendteste øl. Det er ærgerligt at to grunde; øllet er ikke særlig godt, for at sige det mildt, og øllet er ikke sådan rigtig fransk, eftersom Kronenbourg-brandet er ejet af Carlsberg. Det kan desværre ikke undgås, at det er med Kronenbourgs horribelt generiske standardpilsner i baghovedet, at brygget blev åbnet.

Men allerede idet den åbne dåse sættes for næsen, stritter brygget imod alle fordommene. Det skal her indskydes, at 1664 Blanc er en hvedeøl med tilsat appelsinskal og koriander. Snyd vil nogen sige. Min imponerethed over hvedeøllenes herligheder er imidlertid så afdæmpet, at jeg ikke vil brokke mig, når man prøver noget nyt – eller gammelt – for at puste lidt liv i en fortærsket, og aldrig sådan rigtigt tilfredsstillende god ølstil.

Blomster og søde frugter – æbler og appelsiner – vælter frem før og mens brygget skænkes. Det høje, fedtede og standhaftige hvide skum gør skænkningen af det citrongule, nydeligt tågede bryg til en langstrakt affære, men det visuelle resultat er hele besværet værd.

De sidste rester af fordomme og sløje forventninger man måtte have krakelerer og falder til jorden i store skår idet glasset sættes for munden. Forfriskende, opkvikkende og forbløffende velsmag af vanille, citronsukker og hyldeblomst nærmest snubler over hindanden for at nå smagsløgene, så de hver især kan være de første til at uddele søde kram og blide kys til dem og gummerne.

Overraskende nok, er ikke alt, der hører hvedeøllet til, kvalt i tilsætningerne. Den friske syre og en antydning af gær er bevaret, men ingen af delene i en grad så det forstyrrer, endsige ødelægger. Derimod spiller syren fint op med aromaerne i det ellers ganske lette og vederkvægende bryg, der således ikke bare formår at smage godt, men også forfriske i sommervarmen.

En sommerøl, der smager af noget – jo, det kan faktisk godt lade sig gøre.

From Astoria with Love, Fort George Brewery

Black Russian …

Allerførst: Tusind tak! – Til alle jer, der tog jer tid til at reagere på mit seneste indlæg. Det gjorde godt at komme ud med det, og det gjorde endnu bedre at få så mange positive tilbagemeldinger, skulderklap og opmuntrende ord.

Jeg har fået det lidt bedre, føler mig mere afklaret, og helt konkret venter jeg nu på et boligtilbud i Thisted, som jeg kan sige ja til – og så må det gå sin gang derfra.

I mellemtiden er der et helvede af ting, der skal ordnes og arrangeres, men i små oaser af tid er der også plads til en ny øl, der kan smages og anmeldes. Dagens øl er også smagt og anmeldt på video – som jeg jo har mere og mere for vane. Desuden er jeg for nylig blevet interviewet af en anden YouTuber, og resultatet af det kan ses i denne video. Jeg kan kun på det varmeste anbefale, at man ikke bare smider Neils video hvor jeg bliver interviewet et like, men også abonnerer på hans kanal. Han laver først og fremmest samtaler med folk om deres vej til gudløshed, og det er spændende historier, omend de kræver noget mere koncentrationsevne end YouTubes gennemsnitlige kattevideoer.

Videre til øllet, som er en endog meget mørk Russian Imperial Stout. Den var med i en pakke, jeg modtog fra en anden YouTuber, nemlig Tasting Nitch, der sendte mig nogle smagsprøver som tak for et shoutout, og for at hun kunne bruge en stump af mine videoer i en af hendes.

Titlen ‘From Astoria With Love’ henviser til James Bond-filmen af næsten samme navn – erstat blot ‘Astoria’ med ‘Russia’ og voila! Og med en Babushka-dukke som udsmykning på etiketten, er det russiske tema vel sådan cirka fuldendt.

Brygget er umådeligt tæt, og vægrer sig følgelig ved at forlade dåsen og begive sig ned i glasset. At lyse igennem brygget er umuligt – slet og ret. En sort mur blokerer alt lys, og jeg mener alt. Det der sorte hul, Nasa fotograferede for nylig kan godt pakke sammen – her er en virkelig singularitet i flydende form, der endda ikke er spor farlig at være i nærheden af. Faktisk kan den endda indtages uden større fare for helbredet. En vis snaldrethed vil man med bryggets 9,4% imidlertid risikere.

Duften er dyb og kraftig af mørkt træ. Det er umiddelbart bitrere end hvad man måske forventer af typen, der kendes som relativt let og fortrinsvis sød. Bouqueten ledsages af en næppe overraskende alkoholnote af Calvados – en fransk æblecognac, jeg fandt hos min far, da han fraflyttede sit hus for lidt over et år siden. Dertil kommer nogle fortrinsvis søde lakridsnoter og en kant af røg.

I betragtning af, at brygget er en Russian Imperial Stout, er det ganske tungt og voldsomt tæt. Her er ikke et letflydende bryg, der lystigt glider over tungen. Derimod må man modstå fristelsen til at tygge brygget før det sluges. Så svarer smagen lidt bedre til forventningen, man har af typen, endskønt den finske lakrids stadig leveres med en antydning af røg samt en fylde, der bedst nydes i små slurke. Lakridsen står ikke alene, men ledsages elegant af andre søde noter af mørk chokolade, mere calvados samt samme antydning af røg, der kunne mærkes i duften.

I det hele taget passer duft og smag fint sammen i dette gedigne mesterværk af en stout. Vidunderligt tæt og smagfuld. Tyk, intens og kraftfuld i udtrykket – men stadig rar og venlig som man kender den russiske stout.

Tak til Tasting Nitch for den også. To fantastiske øl fra Oregon er det blevet til, og det bliver forhåbentlig til endnu flere.

Vesløs Brugsforening Jubilæumsøl 100 år, Thisted Bryghus

 

Udkantsdanmark styrer!

Det har kostet mig alt for mange kræfter at få sat mig bag tastaturet til denne anmeldelse. Årsagerne er mange, men kan koges ned til, at jeg slet ikke har det godt for tiden.

Jeg er psykisk meget langt nede. Mit arbejde er kun noget, jeg lige akkurat magter. Når jeg kommer hjem kollapser bag TV’et eller går direkte i seng selvom klokken endnu ikke har passeret syv. Som følge deraf sover jeg dårligt, hvilket kun bidrager yderligere til mit ringe velbefindende. Jeg vrisser ad mine børn, som får lov til at være alt for meget på skærme, fordi jeg ikke magter aktiviteter med dem. Jeg spiser dårligt, da jeg ikke har energi til at lave mad. Mange vil sikkert se det som en fordel, at jeg næsten helt har mistet lysten til øl – hver gang jeg drikker én, stresser det mig, at jeg skal anmelde den. I det mindste har jeg kunnet konstatere, at decideret alkoholisme vist ikke lige er mit nummer, for jeg kunne nemt forestille mig, at folk der har sygelig hang til våde varer, netop mister kontrollen over deres forbrug, når de har det som mig.

Men det betyder også, at jeg mister lysten til min hobby. Og jeg mister lysten til én af de ting, der vitterlig gør mig glad og giver mening i livet – at nyde oplevelsen af godt, velbrygget øl.

Hvor kommer det fra, det voldsomme sortsyn? Ikke kun fra ét sted, omend nogle af de mange, jeg vil remse op her har større betydning end andre.

Der er det nazistiske svin Rasmus Paludan, der promoverer sig som forkæmper for ytringsfrihed, dels for at fremprovokere uro, dels for at fremme sine nazistiske synspunkter om et apartheidsamfund, hvor betegnelsen ‘andenrangsborger’ for, hvordan muslimer skal behandles, er en brutal underdrivelse.

Der er det forestående valg, hvor oppositionens fremmeste leder, Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet nærmest konkurrerer med førnævnte Paludan om at foreslå de mest hadske og nedrige tiltag mod landets etnisk-religiøse mindretal. Tortur af børn i Sjælsmark og etablering af en KZ-lejr på Lindholm, er blot to tiltag, det højreradikale racistparti Socialdemokratiet har valgt at holde fast i – også efter et valg.

Der er branden i Notre Dame kirke i Paris … Katedralerne er mere end noget andet monumenter over menneskets evner udi ingeniørkunst og skønhed, og stråmænd om at jeg og andre ateister skulle fryde os over et slag mod kristendommen, hjælper heller ikke.

Men mere end noget andet, er det nok min familiære situation, der trykker. Mine børns mor og hendes nye mand har besluttet sig for at flytte – ikke bare til en ny bydel eller anden egn – nej, de har valgt at flytte så langt væk fra København man kan, uden at forlade Danmark. De flytter til Thisted i Juni måned og …

… de vil gerne have mig med.

Der er ingenlunde optræk til juristerier eller andre af den slags grimme ting. Jeg har det bedste samarbejde, jeg kunne ønske med min forhenværende livsledsager, og hun er desuden en af de få mennesker, jeg har turdet betro mig ærligt til, om mine mentale kvaler. Jeg er ingenlunde afvisende over for at tage med. København er mere og mere kvælende gentrificeret, og jeg føler mig mindre og mindre hjemme her, med et arbejde, der måske nok betaler huslejen – men for en lejlighed, der er alt for lille, og i grunden for dyr i betragtning af, hvor lidt jeg får for den. Det er heller ikke fordi arbejdet holder meget fast i mig. Jeg bliver mere og mere træt af det, og føler at jeg sidder fast i det uden mulighed for forandring, forfremmelse eller andet, der kunne øge min i forvejen katastrofalt lave arbejdsglæde.

Det jeg imidlertid slet ikke magter, er tanken om alt det, der skal arrangeres, ordnes, organiseres og koordineres. Jeg hader at flytte – og tanken om, at det denne gang skal gå helt til Thy er nærmest ubærlig for mig. Og så er der også den lille detalje med, at jeg skal finde et nyt arbejde deroppe. Det er måske det allermest skræmmende – at jeg i grunden vil blive kastet ud i den arbejdsløshed, der i sin tid var ved for alvor at koste mig mit mentale helbred.

Vel – nu ved I, hvorfor jeg ikke har skrevet helt så meget her på det sidste. Det er i en eller anden grad mit håb, at jeg, ved at skrive åbenhjertigt om det her, kan komme lidt videre. Vågne op, og rent faktisk få set i øjnene hvad jeg skal gøre, og rent faktisk få gjort det. Jeg har brug for alt den støtte, jeg kan få – bortset fra økonomisk. Pengene til bøvlet har jeg for så vidt. Men moralske skulderklap, og eventuel logistisk assistance vil – når jeg engang få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at få arrangeret en teltpløksoprykning – være aldeles påskønnet.

Dagens øl var anledningen til, at jeg endelig fik meldt det hele ud. Vesløs er en landsby på Thisted-egnen, og den skarpsindige læser har nok allerede ud fra overskriften regnet ud, at denne øl er brygget i anledning af den lokale brugsforenings 100-års jubilæum. Thisted Bryghus har lagt materiel og ekspertise til, og det – kan jeg allerede nu afsløre – er der kommet en overraskende god øl ud af. Jeg skal takke min ekshustru og hendes nye mand for at have taget den med deroppefra, da de i vinterferien var deroppe for at afsøge området.

I bund og grund er der tale om en pilsner, men med lidt mørkere malt, så vi velsagtens er ovre i noget wienerøl, eller classic som det hedder på vore kanter. ud over en nydelig dyborange lød under højt hvidt skum byder brygget på krydrede noter af kanel og farinsukker.

Man sætter glasset til munden i forventning om en fortrinsvis sød oplevelse. Det starter roligt – og stadig med forventningen om en afdæmpet oplevelse i betragtning af, at der trods alt kun er tale om en jubilæumsøl for en brugsforening et sted i Udkantsdanmark. Så rammer et bagholdsangreb af tung, dyb og mørk bitterhed. Hårdt træ blander sig med laurbærblade og nelliker.

Bittert, svært og slet ikke så lettilgængeligt, som man kunne have forventet det af en øl så langt væk fra hipstere og rigmandsfolk i hovedstaden. Oplevelsen er fuldfed og emmer af tydelige aromaer, der ikke bare er der for at kæle for smagsløgene, men bestemt også for at udfordre, rive rundt, og banke på helt nye pladser.

Det er ikke bare en overraskende stor fornøjelse i betragtning af den geografiske placering og anledningen. – det er bare en stor fornøjelse i sig selv..

Thisted Bryghus ville nyde endnu større agtelse hos mig, hvis de kunne gøre dette niveau til deres standard. Jeg tager i hvert fald øllet som et godt tegn i forhold til, hvad der venter mig af nye udfordringer. Hvor meget jeg end ville være fri – på nogen områder i hvert fald – så venter eventyret endnu engang derude.

Der er ølfestival på Vesterbro her på lørdag d. 20. april. Adressen er Engavevej 80, 1750 København V, og jeg regner med at komme forbi fra ved femtiden. Det kunne være hyggeligt at ses.

Norrlands Guld, Spendrups Bryggeri

Forventningerne opfyldt …

Der har opbygget sig en lille kø af ventende anmeldelser på bloggen, som jeg hellere må få bugt med. Fuldtidsarbejde og delebørn tager ikke bare megen tid, men også meget af min energi, og oven i det titter nogle store ændringer frem, som jeg på et tidspunkt også bliver nødt til at forholde mig til … Indtil videre har jeg forholdt mig til ændringerne (og nej, jeg vil endnu ikke fortælle, hvad de går ud på) ved at stikke hovedet i busken, og prøve at distrahere mig med andre ting, men det er næppe en holdbar løsning på længere sigt.

Forbliv indstillet til, at jeg en af dagene afslører, hvad jeg ævler om.

I mellemtiden er der altså anmeldelseskøen. Forrest står en svensk industriøl fra Spendrup-bryggeriet. Jeg har været omkring dem før, da de lancerede en serie af øl med skelethoveder på emballagen. Markedsføringen var ned i mindste detalje målrettet sådan nogle som mig, og hjem kom de da også, øllene, omend med en regulær skuffelse som resultat.

Forventningerne er dermed ikke bare helt nede på jorden, men også indtil flere fod nede i et hul. Svensk industriøl er bare ikke en kombination af begreber, der automatisk for mundvandet til fosse.

Én for én bekræftes såvel fordomme som forventninger da også: Et klart, meget lyst, næsten citrongult bryg med forbløffende høj inkompetence udi skumdannelse plasker planløst ned i glasset. Kortvarigt forbløffer brygget med en overraskende karakterfuld odeur af fusel, men den damper snart af, og afslører tykke tæpper af vand under de ufuldstændige alkoholdampe.

Alligevel formår brygget til en vis grad at ikke afskrække ved indtagelse. Det er overraskende sødt, og har en maltet profil, der gør det blødt og behageligt mod tungen. Den rigelige kulsyre gør desuden brygget friskt, så risikoen for at gå tørstig fra brygget er aldeles minimal. Samtidig er alkoholstyrken holdt på afdæmpede 3,5%, hvilket er den øvre grænse for, hvornår øl må sælges i almindelig handel, uden at man behøver frekventere bolaget. Og at brygget på trods af dette stadig har en vis kontur taler også til dets fordel.

Meget bliver der dog ikke rettet op på, at brygget nærmest skriger af industriel generiskhed. Lige ned i løgnhalsen ryger det tynde og alt for lette bryg, så snart overraskelsen over, at brygget overhovedet smagte af noget, har lagt sig. Til bryggets forsvar skal det siges, at det i og for sig hverken er tyndere eller mere fri for smag, end hvad man ellers sådan går og finder i det industrielle pilsnerudvalg. Men at en øl ikke er værre end den standard, man ellers bliver budt, er ikke udtryk for en manifest kvalitet ved brygget, men blot et fravær af decideret fælhed.

Og fravær af fælhed har brygget da en hel del af. Den manifeste, håndgribelige kvalitet til gengæld kan man drage ud på lange eftersøgninger i den smålandske ødemark efter.

Øllet var en gave fra min ølpusher Niels – ham med de ugandiske øl. Jeg har ham mistænkt for i særlig grad at nyde mine negative anmeldelser, for det hænder med jævne mellemrum, at øllene fra ham ikke scorer videre højt på min karakterskala.

Det skal ikke desto mindre understreges, at min fornøjelse ved at anmelde er lige stor, om øllene er fine eller ringe. Ja, måske er fornøjelsen endda større, når jeg har noget at brokke mig over i floromvundne vendinger.

Ganz Besonders, Amager Bryghus

Knæk og Bræk!

I torsdags var jeg inviteret til noget ganske særligt. Mon ikke det ikke kun skyldes, at jeg har talt godt om værten for arrangementet, men også fordi jeg er småkendt for at udbrede mig om objektet for værtens aktiviteter – eller sagt på en mindre knudret måde: Amager Bryghus havde indbudt mig til åbningen af deres ølbar – eller retter foråbning af deres ølbar.

Ølbaren, Amager Bryghus Taphouse, der ligger centralt ved Nørreport lige ved siden af flagbutikken, åbnede officielt i fredags, men torsdag aften var et udvalgt klientel inviteret til at kigge forbi til udskænkning og kage.

Jeg indfandt mig selvfølgelig – en sådan invitation siger man ikke nej til. Samtidig forbandede jeg langt ind i helvede, at jeg er en kalenderklovn*, der havde sikret min hyppige medsmager Marcus indgang, men havde givet ham datoen for den officielle åbning i stedet. Han måtte blive på sin aftenvagt, mens jeg så kunne more mig med mere end antydning af bitter smag i munden.

Og det matcher jo sådan set også øllet ganske godt. Marcus var lige så fuld af tilgivelse som han var af ærgelse. Han er vitterlig en type ven, jeg ofte føler, jeg langt fra fortjener.

Gensyn med andre venner blev det til gengæld til. Brian, der har bloggen Højt Skummende havde også reddet sig en invitation. Niels Kiens fra Kongebryg var indbudt. Og så var der selvfølgelig personalet på Amager Bryghus, som jeg både er på hat, på håndtryk og på krammer med efterhånden.

Og jeg faldt i snak med Mik Schack, der for fire år siden på Ølfestivalen i Lokomotivværkstedet gav mig en fin autograf med dertil hørende selvportræt. Denne gang blev det til en længere ordveksling, samt mere end bare tegnede billeder. Det glæder mig oprigtigt, at jeg kan støde på kendte mennesker, jeg ser op til for at opdage, at de ingenlunde er for fine til en sludder og mere til, med en nobody fra Brønshøj, der bilder sig, han ved noget om øl.

Notesbogen havde jeg ladet blive hjemme, fordi jeg først i løbet af min dag på arbejdet opdagede, at det var samme aften, der var åbning af ølbaren. Hvis jeg havde haft styr på datoerne ville jeg naturligvis have kendt mig selv godt nok til at tage den med. Min trofaste telefon havde jeg til gengæld, så en nødtørftigt indtalt anmeldelse blev det da til, da en øl, jeg ikke havde prøvet før, fristede.

Ganz Besonders er en hindbærsour, og den blev mig anbefalet til den til lejligheden bagte kage, der var aldeles uovertruffen. Jeg tror endda det var Brian fra Højt Skummende, der anbefalede den – men jeg er ikke sikker.

Et vidunderligt friskt bryg, med en gennemført limesur profil, effektivt og velafstemt komplimenteret af hindbærrenes rare, kælne sødme. Skarpt og farligt i syren møder trygt og rart i sødmen – et umage par, der ikke bare skaber en uventet kontrast i brygget, men også leverer et finurligt kontrapunkt, til hvis akkompagnement de modstridende sanseindtryk hvirvler sig rundt i en eventyrlig dans mellem gummer og svælg.

Øjnene knibes ufrivilligt sammen det ene øjeblik, mens munden udvider sig i lettelse, når bærrene rammer nerveenderne med sødmereceptorer. Et lille kunstværk i velsmag, sikkert leveret, friskt og i øvrigt effektivt til at vaske den tykke, fede creme af kakao og trøfler af tænderne, og væde ganen før kagens overvældende klæbrighed af koncentreret vellevned alligevel gik hen og blev lidt for meget.

Tak til alle for godt selskab. Tak til Amager Bryghus for et mægtigt arrangement, og et ENORMT tillykke skal lyde herfra og knæk og bræk så det runger med det nye ølbarprojekt.

Jeg måtte gå relativt tidligt, da dagen efter bød på en arbejdsdag som alle andre. Men det skal bestemt ikke være sidste gang, jeg indfinder mig på det hyggelige og meget professionelle udskænkningssted. Standardpriserne ser i øvrigt ud til at være aldeles rimelige. Mange ølbarer i København forlanger rene ågerpriser, mens Amager Bryghus ser ud til at have lagt sig på en fast standard på kr. 35 for en lille og kr. 55 for en stor.

I betragtning af, at man nogle steder betaler kr. 55 eller mere for en halv liter sjasket industripilsner, må Amager Bryghus Taphouse’ priser siges ikke bare at være aldeles konkurrencedygtige, men også højst rimelige i betragtning af den nærmest uhørt høje kvalitet, de har for vane at levere.

*’kalenderklovn’ er faktisk Marcus’ udtryk. Han brugte det i sine tilgivende sms’er, idet han bedyrede at han selv også var netop en sådan.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme