Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: donationsøl

Hydra Blackberry + Pineapple + Raspberry, Mortalis Brewing

Fortune & Glory …

Så kunne det ellers være, at mit lille hobbyprojekt her nåede ud til de brede masser! Efter et halvandet timer langt interview i onsdags har Nicolai Sebastian Holle, journalist ved Danmarks Radio, skrevet denne artikel om mig. Og det må godt nok siges at have boosted bloggens popularitet – i hvert fald lige for øjeblikket.
Over 4.000 hits på én dag! Og klokken er i skrivende stund ikke engang tolv middag, dagen efter at artiklen blev offentliggjort. Det er flere besøgende, end der ramte bloggen i hele februar måned – og mange andre måneder i øvrigt gennem bloggens historie. Hidtil havde min blog fået flest hits den dag hvor jeg bekendtgjorde at jeg skulle skilles. Jeg er ikke ked af, at den rekord blev slået i en langt mere glædelig anledning.
Jeg må hellere få leveret noget underholdning til alle de nye læsere.

Efter en uge hvor jeg mestendels har været på natarbejde, hvilket ikke levner nogen huller til afprøvning af nye bryg, tog jeg en tørn fredag og lørdag, hvor tre for mig hidtil ukendte øl røg i glasset og i svælget.
Den første var denne Fruited Sour på behersket høje 7%. Brygget indeholder hindbær, ananas og brombær, hvilket giver brygget en nydelig mørkerød kulør, aldeles uigennemskinneligt og næsten grødagtigt i sin substans. Bekymringen melder sig spagfærdigt efter mango/ananas-fiaskoen forleden, men da når den lifligste duft af de sødeste hindbær i sukkerlage næseborene. Det er ikke ulig Faktas økologiske hindbærsyltetøj, som jeg og børnene elsker på pandekager og rundstykker.

I modsætning til supermarkedernes børnevenlige smørepålæg er brygget dog mere tilpasset voksne smagsløg. Don’t get me wrong – der er rigeligt med bærsødme og frugtaroma, igen primært fra hinbærrene i denne supertætte ølsmoothie. Humlen, til gengæld, mærker man ikke meget til. Og det er her, brygget primært adskiller sig fra The Motive, der gerne både ville være en frugtøl og en IPA og en sour på én og samme tid.
Mortalis Brewing har begrænset sig til det sure og det søde, og afvist det bitre. Forræderi vil nogen måske hævde. I min mund fungerer det imidlertid rigtig godt! En sur bund holder en intens, men ikke for intens bærsødme oppe, og de to elementer blander sig aldeles nydeligt idet de ikke kun komplimenterer hinanden, men også holder hinanden i skak.
Svulstigt, dekadent og voldsomt … men så alligevel kunne jeg måske godt ønske, at brygget havde lagt en kende mere vægt på bærsødmen. Kvalmt skal det selvfølgelig ikke være, men gerne næsten. Alternativt kunne syren også have fået et nøk opad, så ansigtet blev krænget bare en anelse i retning af en fornærmet Pia Kjærsgaards ansigtsudtryk (udenyderligeresammenligning udenyderligeresammenligning udenyderligeresammenligning!).

I stedet for at lege med, hvor meget man kan trække aromaen i nærheden af grænsen for, hvor udfordringerne begynder og industrifolket for alvor falder fra, holdes bryggets aromaprofil pænt inden for skiven. En fryd for ganen, bestemt – men der er, hvis man absolut skal finde hår i suppen (og jeg ville ikke være mig, hvis ikke jeg kunne det) også en bufferzone, som det kunne have været spændende at gå på opdagelse i.

Men som mere antydet er vi nede i småtingsafdelingen.

Oude Geuze Platinum Blend, 3 Fonteinen

Så hellere guld …

Platin er mere værd end guld. Alligevel er der aldrig nogen, der vinder en platinmedalje, fordi … det er bare ikke sådan, klaveret spiller. Men fair nok – hver gang prisen på [indsæt variabel] substans overstiger guldprisen, kan man næppe forvente at samtlige forbund inden for alle sportsgrene i alverdens lande laver medaljerne om. Sikke et artigt kaos det ellers ville skabe. Underholdningen ville sikkert være større end selve sportsudøvelsen … og der må jeg så modstræbende indrømme min egen bias.
Og alligevel – jeg kan godt lide at se sport en gang imellem. Og jeg holder da også stadig med Fremad Amagers fodboldhold også selvom det efterhånden er mere end en håndfuld år siden, jeg boede på den grønne ø syd for hovedstaden. Men det er ikke noget, jeg går synderligt meget op i.

Det er sikkert tradition, eller sådan noget, der byder at førstepladsen får guld, andenpladsen sølv og tredjepladsen bronze. Og resten af rosset taler vi ikke om, for det er også tradition – og så må det som bekendt ikke laves om, for så kollapser galaksen som bekendt … eller den hvide mand mister en flig af sin magt, og det er jo mindst lige så slemt, hvis ikke endda værre.

Og før jeg fuldstændig mister tråden og falder uigenkaldeligt ned i kaninhullet, må jeg hellere legitimere min lange tirade med – hvis læserne ikke allerede skulle have gennemskuet det – at dagens øl er et platinblend af friske, sure, lagrede (ja okay, altså friske i smagen ikk’ å’) vildgærsøl fra Belgien. Den sidste i en serie af tre, jeg modtog fra en anonym donor.
Serien har endeligt overbevist mig om, at rigtig champagne er noget opreklameret fis der ikke når denne Bruxelles champagne eller studenterchampagne som en af udlangerne af brygget ved Ølfestivalen i Esrum vist nok fik kaldt det for et par år siden. (I ved, før den der Mexicanske øl, alle render og snakker om, blev så rasende populær.)

Så vidt stilen – nu mangler jeg bare at finde ud af, om dette individuelle eksemplar nu også virkelig fortjener en betegnelse, der er bedre end guld. Om brygget fortæller producenten, at den ældste lambic, der indgår i blended her, er tilbage fra 2014. Altså længe længe før Coronavirus (og for mit vedkommende før Husum og Thisted).
Umiddelbart forekommer brygget i champagneskålen (fordi – af en sådan skal dette bryg naturligvis nydes) lidt mørkere end de foregående geuzes – eller også er brygget bare mørkere end øjnene husker det, friskt og perlende som det altid er i sin sprudlende vederkvægethed. Blankt kobberfarvet med platinblondt skum fremstår det i modstrid med den evige forventning om et lyst bryg med lød af mousserende hvidvin. Duften er mere end bare i den tørre ende, næsten eddikeagtig i sin stikkende syrlighed.
Dette kommer også til udtryk i smagen. En bund af umodne stikkelsbær veksler med en kant af eddike. Et skarpere og mere krasbørstigt udtryk, end jeg har været vant til i serien. Sværere tilgængeligt er ikke lig med ringere – især ikke i denne bloggers gane, men jeg kan alligevel ikke helt se dette bryg fri for at være en anelse ude af balance, krængende til den lige lidt for fandenivoldske side.
Og gu’ skal geuze være surt, men det skal stadig kunne skelnes fra de foedere, det er en blanding af. Blandingen skal udtrykke en fin, letdrikkelig forening af de rå vildgærede produkter, og her synes vægten mere at være lagt på at bevare syren intakt på bekostning af drikkeligheden.

Således ender platinblended faktisk med den laveste karakter af de tre bryg. Uden at det er decideret dårligt vel at mærke. Men et i min mund disharmonisk udtryk, der ikke tilpas vægter kernen i geuzekonceptet – friskhed og letdrikkelighed – fortjener ingen guldmedalje.

DDH Citra x Galaxy IPA, Arpus Brewing Co.

Direkte til tops!

18.700.000.000 til minkindustrien … Så er udeblivende kritik fra landbruget vist nok også både købt og betalt med renters rente … indtil regeringen skifter, for så ved vi, at højrefløjen vil forlange rigsretssag alligevel. Landbruget er og bliver det mest forkælede erhverv i Danmark, og det er ikke mindre pudsigt at de største støtter af de permanent offentligt støttede gylleproducenter fnyser i afsky ad mennesker, der ikke kan forsørge sig selv, og må ty til det offentlige for at få hjælp til dagen og vejen. Når det kniber for landbruget er de offentlige kasser til gengæld uden bund, mens arbejdsløse og svage helst skal udsultes, gøres hjemløse og efterfølgende jages og kriminaliseres – ikke mindst hvis de er mørke i huden #ghettopakke.
Men dobbeltmoral er jo intet nyt, når det kommer til de frådende neoliberalister, vi finder i Venstre og Liberal Alliance … og Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF … and the list goes on.

Imens kræver den dybt reaktionære klub af voldspsykopater og sølvpapirshatte, samt voldspsykopater iført sølvpapirshatte ‘Men in Black’ statsministeren aflivet ved hængning eller afbrænding … måske begge dele på én gang at dømme efter deres seneste manifestation.
Jeg har ingen forventning om, at de har tænkt sig at ændre deres syn på Mette Frederiksen efter hendes exorbitante foræring til en i forvejen skrantende minkindustri. Til gengæld giver den sortklædte bande voldsbøller om ikke andet et indblik i, at der findes et segment i samfundet, der åbenbart bare har brug for at skabe sig åndssvagt.
Undskyldningen finder gruppen normalt på fodboldstadions er der meget der tyder på. Og når det ikke længere er en mulighed, må aggressionerne bare udløses et andet sted. Man kan tage bavianen ud af vildmarken, men ikke vildmarken ud af bavianen.

Nok om det. At få noget nogenlunde sammenhængende fældet ned på skrift om de trainwrecks af clusterfucks der konkurrerer om at eksplodere i hovedet på os i øjeblikket er svært nok. Så vil jeg meget hellere skrive om den seneste øl, jeg har prøvet. For der er der langt mere at komme efter!

Med DDH (=Double Dry Hopped) etc. etc. har Lettiske Ārpus Brewing Co. (med så’n en dimmerlimmer over a’et for at vise at det er langt) sparket både sig selv og Letland ind på bloggen med en raketfart, der kunne få enhver ‘Man in Black’ til at antage hele det kromatiske spektrum i rækkefølge af ren misundelse. Opskriften er ikke videre original – til gengæld er den grundigt gennemtestet og aldeles effektiv: En dobbelt tørhumlet IPA med Citra og Galaxy-humle – så skal det godt nok gå meget galt, hvis ikke det bare er en lille smule godt.

Imponerende er det i hvert fald som den pomelogule, uigennemsigtige masse langsomt optager glasset. Bryggets modvillighed mod at forlade emballagen er ikke ulig hvad man kan opleve med visse meget tætte, stærke stouts. Og som om det ikke alt sammen var nok, så tårner det cremede skum sig op som ved en anden Venus’ fødsel. Duften er ikke mindre inciterende. Frisk og fornøjeligt syrlig af skarpe citrusfrugter; lime og grape samt et bittert skud som man møder det i en moden appelsin.
Fylde, fløjl og fløde plasker vellystigt alle mundens indre flader til med de fineste, mest udsøgte aromaer, IPA kan byde på. Frisksnittede pæle af lyst træ støder begærligt i tungen, vanillen gnider sig kælent op ad ganen, mens den cremede mundfornemmelse af tyk fed fløde med appelsinessens binder det hele sammen og pulserende udløser det ene orale klimax efter det andet.
Sikke en debut! Nydelsen er absolut, kompromisløs og nyskabende alt den stund, at jeg aldrig før har oplevet en IPA med en sådan fylde før. Aroma – ja. Fylde – nej! Glem alt om East Coast, West Coast, British eller New England IPA. Lettisk IPA er the shit – som de unge, lettere (see what I did there) misvisende kalder det nu om dage. Tænk, at det den ultimative IPA skulle findes på det kontinentale Europa.

Den slags giver – om ikke håb, så i hvert fald trøst, når COVID-19 og rablende idioti på samme tid hærger verden i to gensidigt forstærkende pandemier. Smagen i munden er nok bitter, mens vi ser hele verden synke i grus for vore øjne – men dårlig er den ingenlunde!

Premiere, Interboro

Skarp konkurrence …

Det kom alligevel til at tage mig længere tid end jeg havde regnet med at få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at sætte mig bag tastaturet igen. Depressionen hænger endnu engang som en tung dyne over mig, og jeg må anstrenge mig voldsomt for at kunne klare selv de mest simple opgaver. Det er fortsat arbejdsløsheden, der nager og får det hele til at se håbløst ud.

Der er ellers ikke så lidt at glæde sig over for tiden. Ikke alene bliver Donald Trump stillet for en rigsret (igen); det samme gælder Inger Støjberg herhjemme.
I den forbindelse har jeg noteret mig, hvordan man nærmest som et urværk bliver kaldt pædofil og tilsvarende, det øjeblik man offentligt giver til kende, at man støtter rigsretssagen mod hende. Det hun står anklaget for er at give en ulovlig instruks om, at alle ægtefæller blandt asylsøgere, hvor én af ægtefællerne var under 18 år, skulle adskilles. Uden hensyntagen til … vel – hvad som helst egentlig. Desuden skulle de adskilte par nægtes høring i forbindelse med adskillelsen, hvilket stred mod gældende regler og retspraksis. Ud over at afgive en instruks, der gik direkte imod gældende regler, løj Inger Støjberg desuden om instruksen på flere samråd i Folketinget.
For nu ganske kort at lege djævelens advokat: Gjorde Inger Støjberg det ikke alligevel med de bedste intentioner for øje? Var hendes mål ikke at beskytte barnebrude mod overgreb fra langt ældre ægtefæller? Det er på baggrund af den præmis, man mødes med anklager om at være pædofil, når man forsvarer rigsretssagen. Kigger man på de såkaldte barnebrudes aldersfordeling vil man imidlertid opdage, at aldersforskellen ikke generelt er meget stor. I 13 ud af de 34 sager er aldersforskellen 5 år eller derunder. Ofte er der kun ét år imellem dem. I andre tilfælde er der vitterlig store aldersforskelle, der godt kunne give anledning til reel bekymring.
Men glem ikke, at parrene i modstrid med reglerne blev nægtet retten til at blive hørt. Som minister valgte Støjberg at skære parrene over én kam og behandle dem alle på samme måde, uden skelen til deres individuelle situation.
For mig ser det ud som om Inger Støjberg fandt et nemt offer for sin lyst til at smage magten, samtidig med at hun kunne appellere til et voksende fremmedhadsk vælgersegment i partiet Venstre – og uden for partiet venstre i øvrigt, og som hun selv efter alt at dømme er en del af. Jeg vil ikke spekulere længe over hendes fremtid i partiet, men Formand Jakob Ellemanns linje, som han reelt først har lagt i disse dage med sin støtte til rigsretssagen, peger i retning af et opgør med racismen i partiet. Og uden den, vil Inger Støjbergs tid i Venstre nok være forbi.
Og det vil jo være mægtig ærgerligt. For jo mere kaos og splid der kan skabes i det parti desto bedre, og Inger er den perfekte katalysator for begge dele. Det vigtigste er imidlertid at få Inger Støjberg for retten for de lovbrud hun er mistænkt for. At der derved bliver sat en om ikke andet midlertidig dæmper på den skade, hun gør på partiet Venstre, er et mindre onde jeg må lære at affinde mig med.

Vel, videre til dagens øl, der blev nydt under en live stream (ja, det var ikke første gang og nok heller ikke sidste) på min gode ven Geoff Breeze’s kanal (like & subscribe), hvor vi et par stykker fra rundt omkring i verden i fællesskab fordøjede begivenhederne fra dagen før, hvor den amerikanske kongres blev stormet.
Jeg havde fundet et par gode øl frem – det passer sig i godt selskab. Brygget her er en dobbelt tørhumlet IPA, hvilket på alle leder og kanter er ganske lovende fra første færd.
Pomelogult og lige så uigennemsigtig som overfladen på enhver citrusfrugt spærrer brygget stædigt synlighed af alt, der måtte gemme sig bag glasset. Brygget duftes allerede som dåsen åbnes med lovende, lækre og i øvrigt traditionelle noter af grape, grannåle og et pikant stik af røg.
De første par slurke byder på et festfyrværkeri af tæskebitter humle og frisk grape. Derefter bliver det en smule mere afdæmpet, idet brygget går fra humlebombe til en noget mildere humlegodbid; stadig lækker som ind i h… men samtidig også forfriskende i sin mere spinkle og citrusprægede aromaprofil.
Brygget her er, når alt kommer til alt, ikke nødvendigvis et måltid i sig selv, double dry hopped eller ej. Den vil gøre det fint som ledsager til Thairetter med grøn chili og andet i samme dur. Søger man en øl, der skal flå kæberne fra hinanden i en blodrus så bitter som summen af en Trump og en Støjberg der får læst deres dom op ved rigsretten, må man nok lede videre en stund endnu.

Kloster Humle, Klosterbryggeriet (Marcus’ Julegave II)

Interessante tider …

Sheez … her vender man ryggen til bloggeriet et kort øjeblik, fordi – jeg har også ret til lidt ferie fra mine hobbyer ind imellem … og så nærmest eksploderer verden i en sky af fæces på en baggrund af brændende swastika – eller i hvert fald ækvivalenter dertil.
Lad mig se. Det startede jo egentlig rigtig godt med, at demokraterne Raphael Warnock og Jon Ossoff begge blev valgt til det amerikanske senat, hvilket betød at republikanerne David Perdue og Kelly Loeffler blev vippet ud, så der nu er demokratisk flertal i begge kamre. Det var i tirsdags.
Onsdag skulle kongressen så – ceremonielt mere end noget andet – tælle valgmandskollegiets stemmer, hvilket ville udgøre den formelle føderale certificering af demokraten Joe Bidens valg som præsident.

Og så var det ellers at lorten ramte ventilatoren. På opfordring fra Agent Orange aka Agolf Twitler aka Cheeto in Chief stormede dennes sammenrend af nazistiske og fascistiske tilhængere kongressen i et sidste forsøg på at gennemføre et kup for at vende valgresultatet. Det nok mest gennemtestede og gennemtjekkede valgresultat i menneskehedens historie i øvrigt. Fem mennesker er indtil videre døde, herunder en af de meget meget politibetjente, der valgte at passe deres arbejde, frem for at lade de antidemokratiske naziterrorister bryde ind, smadre ting og få taget selfies med flertallet af de sædvanligvis rådne æbler, der udgør DC’s Metropolitan Police.


Det er sikkert forskelligt, hvad der gør mest indtryk, når historie sådan bliver skrevet for øjnene af én. Det jeg nok bed mest mærke i, var et Tweet med relativt få reaktioner fra Shaun King, hvori en anonym DC politiassistent beretter om, hvordan dennes kolleger var med i optøjerne og frit og frejdigt flashede deres skilte imens.
Hvor noget kunne tyde på, at fortiden – og for den sags skyld også nutiden – endelig vil indhente Trump, og at han enten vil blive afsat eller sendt for en rigsret endnu engang (evt. begge dele), så er jeg langt mere i tvivl om, hvorvidt den endnu engang meddelagtige ordensmagt vil blive stillet til ansvar. Uden DC’s Metropolitan Police’s aktive medvirken, ville stormen på kongressen aldrig kunne lykkes. Det er helt tydeligt, at hvis demonstranterne er hvide fascister og nazister, så støtter amerikansk politi dem aktivt. Det så vi under BLM-protesterne, hvor nazistiske og voldelige moddemonstranter blev taget på med fløjlshansker – selv når de begik flerdobbelte mord, som fx i tilfældet Kyle Rittenhouse.
Er demonstranterne derimod fra Black Lives Matter, rykker Nationalgarden ud i fuldt udstyr. Her er der sikkert en del af mine læsere, der vil indvende “jamen BLM er meget mere voldelige end Trumps nazister”. En rapport fra ACLED når imidlertid til en anden konklusion – og det siger jeg ikke for at få hine læsere til at ændre opfattelse, idet jeg ved, at de (formentlig meget få) læsere er tabt. Jeg anfører det for at sikre, at tredjepart – dem der ser begge sider af sagen – får et mere nuanceret indblik.
De førstnævnte tosser, der har bildt sig selv ind, at dem der stormede kongressen enten var langt mindre voldelige end BLM-demonstranterne, eller at de i virkeligheden var Antifa i forklædning, er ærligt talt ikke værd at spilde ens tid på.
Marmelade Mussolinis Twitterkonto, og en lang række andre af hans konti på sociale medier, er nu lukket. Og det er så der, vi er nået til i en fire år lang føljeton, der heldigvis ikke får sig en sæson til. Men slut er den ikke endnu, og i modsætning til en serie, man faktisk gider følge med i, gruer jeg for, hvilke afsindige hændelser man må være vidne til som det næste.
Der skal nok være rigeligt at skrive om i begyndelsen af næste anmeldelse også. Selv nu, hvor jeg har tre øl i kø, og der snildt kan gå under 24 timer mellem indlæggene.

Men nu skulle jeg vel være sådan nogenlunde med i det mindste. Dagens øl må jeg hellere se at komme i gang med, før den oplevelse går tabt i virkelighedens mange distraktioner.

Historien bag dagens øl er skrevet på halsetiketten med så lille skrift, at jeg måtte have min søn til at læse det op for mig … som de unge dog kan.
Humlen stammer åbenbart tilbage fra klosterets aktive dage, der begynder i 1100-tallet. Planter der kan knyttes til samme sted gennem århundreder kaldes åbenbart ‘relikte planter’ – så blev vi så kloge.
Men bliver humlen nu også god af den grund? Lige så god fx som brygget ser ud med sin dyborange lød, og sit flotte, fyldige, standhaftige og ikke mindst høje, cremede skum? Den kan i hvert fald duftes! Fyldig, fortrinsvis sød faktisk, men også sprødt bitter og med en nydelig kant af vanille, der giver indtrykket dybde.
Og jo – de mange århundreder på klostergrunden ved Ry har næppe skadet. Frisk som vinterkulden, klar som kildevand, sprød som nyristede majsflager og med en bittersød aroma af nyhøvlet lyst træ og fersken. En lille, uprætentiøs og forbløffende smagfuld aromafuldtræffer! Kompleks uden at være unødigt kompliceret. Læskende og vederkvægende uden at være ordinær. En øl, der er god til det meste og sagtens kan stå alene.

Tak for den, Marcus – og Øm Kloster!

Årsøl, Klosterbryggeriet (Marcus’ julegave I)

Nærmest himmelsk …

Marcus – min trofaste medsmager gennem årene – var så venlig at sende mig et par bøger jeg havde bestilt i julegave, sammen med en julegave til mig, jeg slet ikke havde forventet: Fire øl fra Klosterbryggeriet, et etablissement på Øm Kloster ved Ry.
En stor tak skal lyde til ham. Desværre kommer det nok til at vare noget tid, før vi igen kan nyde øl sammen, what with pandemi and all. Til gengæld er jeg evigt taknemmelig for forsendelsen, der nok skal være udvalgt med omhyggeligt hensyn til mine følsomme smagsløg.

Der var ikke nogen juleøl i samlingen, og godt det samme. For juleøllene har vi ikke været videre heldige med i år. Til gengæld har det slet ikke stået så skidt til med de øl, der ikke har været juleøl. Traditionen tro har flere af dem været væsentlig mere juleegnede end juleøllene selv, og det skal slet ikke udelukkes, at det også kunne være tilfældet med nogle af disse øl. Det bliver imidlertid noget begrænset hvor mange af dem, jeg kan nå at prøve og anmelde inden juledagene. Men det jeg når at anmelde, vil selvfølgelig blive anmeldt i lyset (eller rettere mørket) af den stundende højtid.
Den første er en af mine favorittyper … nu hvor de sure øl er ved at få overtaget som min favorittype, må IPA, som vi sidder med her, se sig om ikke slået, så i hvert fald i skarp konkurrence om førstepladsen, og således kun være en af mine favorittyper for tiden.

Den her IPA kæmper fra starten bravt for at genindtage førstepladsen på vegne af sine brødre. En tæt bitter em af friskskåret træ blander sig lækkerhedsagtigt med en nyligt åbnet stor pose altheabolsjer. Aromatisk, sødt og først og fremmest skarpt bittert – lige som det skal være. Kønt er brygget også – korngult under kridhvidt, fedtet skum … det behøver ikke være fancy eller utraditionelt for at være perfekt.
Det gælder i øvrigt også i smagen. Hvis bare brygget ellers er bittert og frisk er det som regel ikke bare godt nok, men rigtig godt. Man skal ikke desto mindre ned i detaljerne for at finde forskellene på de gode IPA’er, og på det punkt overrasker dette bryg.
Bitterheden er skarp, vældig og fremturende af tørt nåletræ, der flækkes med et knald. Ind mellem årerne vælter den friske harpiks, sød som honning og med en karamelliseret karakter, jeg ikke er sikker på, jeg nogensinde er stødt på før i en IPA.
Og det fungerer! Fra tid til anden kaster bryggerierne en ny ingrediens i mæsken – eller de prøver med en ny gær eller en ny humle. Nogle gange går det godt, andre gange må man løbe for at den spontane udspytning kommer til at ske et sikkert sted, og ikke på stuegulvet. Men her går det altså godt.

Debuten for Klosterbryggeriet er i hus, og de har bestået med glans så stor, at jeg tør være optimistisk med hensyn til de næste også.

Men alt kan brygget ikke – det er ikke lige til julemiddagen, det skal nydes.

Løkken Badehus, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken VII

Se om det løkkes …

Turen til Løkken går i dag ad stranden ved Vesterhavet. Løkken er et landskendt ferie- og badested, og det har det været siden ruder konge var knægt … eller næsten i hvert fald.
Jeg husker, hvordan det for nogle år tilbage var berygtet som venue for unge menneskers ugelange massive dødsdruk – en dansk pendent til Loret del Mar, Sunny Beach og hvad alle de der steder nu ellers hedder. Jeg skal ikke spille hellig – jeg har også været ung engang. Jeg gik ordentlig til den hvert år når der var festival – og gerne senere på sommeren også, når jeg var på diverse politiske sommerlejre.
Dagens bryg er da heller ikke en hyldest til Løkken som ungdommeligt Tour-de-Kneipe-sted, men derimod helt konkret til de på stranden forefindende badehuse, hvor strandgæsterne uforstyrret af nysgerrige og – lets face it – sleske blikke, kan klæde om før tåen dyppes i brændingen. Tidligere blev de kørt ned til stranden fra byens badehotel – nu om dage er de angiveligt fast inventar. Jeg tror aldrig selv, jeg har været i byen, så det er ikke noget, jeg har oplevet ved selvsyn. Nu er jeg mildt sagt heller ikke nogen strandløve selv.

Og før jeg i øvrigt kommer til at lyde som en anden boomer, selvom jeg i virkeligheden hører til den yngre halvdel af Generation X, må jeg hellere skride videre til denne, den syvende i rækken af Løkken Bryghus-øl. Bryggeriet har sendt den samling af øl, jeg anmelder, til flere bloggere for at få noget omtale, som jeg med glæde giver dem i bytte for øllene. Men det skal foregå i mit tempo og på mine præmisser, og jeg må nok snart til at holde en pause i rækken, hvis jeg også skal nå at anmelde et seriøst udvalg af årets juleøl. Bare så læserne er forberedt på, at temaet her nok først afsluttes engang i det nye år.

Her er der tale om en wit – den belgiske udgave af hvedeøl. Temaet er velvalgt til Løkkens hvide sandstrande og sommervejr, hvor netop denne type øl med sin friske og – let’s face it once again – vandede karakter nok skal vederkvæge i heden. Selv er jeg ikke nogen stor fan af typen, men må dog indrømme, at den lejlighedsvis har ramt plet.
Typens traditionelt citrongule lød og tågede ydre karakteriseres dette eksemplar imidlertid ingenlunde af. Kun det fedtede, klæbrige skum peger umiddelbart væk fra en pilsner af wienertypen – men en wit er det ikke desto mindre, hvilket hvedemalten vidner om. Dertil kommer appelsinskal, så brygget potentielt også kan bruges på nærværende årstid, skulle man komme til at glemme den i ølskabet.
Det er nu mest udseendet, der falder uden for karakter. Den sprudlende friskhed er i hvert fald meget nærværende og mere end sufficient læskende i enhver dehydrerende cocktail af sol og saltvand. Man skal vente lidt på aromaen, men det er snart sagt mere en lettelse end en skuffelse i betragtning af hvor tit den belgiske wit går … wait for it … for vidt [drumroll] i gær- og banansmag.
Men her er der intet forstyrrende element af gær. Brygget er kun antydningsvis banansødt og vel inden for grænserne, ikke bare af det acceptable, men ligeså det ønskværdige. Dertil melder der sig efterhånden et for typen usædvanligt bittert indslag af hasselnødder – en stærk aromakontur i en brygtype, der alt for ofte ender udefinerbart surt-sødt og kun som en begrænset fornøjelse.

Her er friskheden intakt – sammen med den reelle, nærværende smag, man alt for ofte savner.

Det er løkkedes meget godt.

Julefryd, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken VI

Ingen jul i år …

Når jeg får gaver fra producenter og distributører gør jeg altid meget ud af, at fortælle dem, at mine anmeldelser er hudløst ærlige. Jeg er anmelder og ikke reklamesøjle.
Det har endnu ikke skræmt nogen væk. Tværtimod har min anmeldervirksomhed, uanset hvor venligt eller uvenligt stemt jeg har været over for gavegiverne, kun afstedkommet større interesse for fremtidige forsendelser.
Jeg håber at Løkken Bryghus er med på at styrke den trend, og ikke bliver kede af det – eller måske ligefrem sure – når jeg nu ser mig nødsaget til at skærpe tonen en anelse.

Julefryd er bryggeriets bud på en juleøl. Slet og ret betegnes den ‘Jule Ale’ på bagetiketten, hvor også brygingredienserne fremgår. Det står med så små typer, at mine læsebriller er en absolut nødvendighed – ikke med hundrede procents sikkerhed pga. listens mangfoldighed, men mistanken lurer. Ud over de fire klassiske ingredienser, der ville gøre brygget acceptabelt på tyske tunger, indeholder det krydderier, sirup, appelsin og rosiner. Hvilke krydderier udspecificeres ikke … måske fordi flasker er forbandet svære at klemme ind under mikrofilmlæsere? De er også ved at være håbløst forældede, nu om dage.
Resultatet er om ikke andet visuelt tilfredsstillende. Et næsten sort bryg med tæt, fedtet kakaoflødeskum. Duften til gengæld er udefinerbart småsyrlig på en måde der gør alt for at skjule ellers velgørende elementer af malt og æbler. Aromaen er ligeledes usikker i udtrykket. Det mest markante er en tonsillær bitterhed af mørkt træ, der imidlertid kvæles af alt for meget vand og i øvrigt ikke forekommer – krydderier og andre tilsætninger til trods – særlig julet.
Mest af alt peger den i retning af en bedre komponeret og mere harmonisk udgave af Tuborg/Carlsbergs knapt drikkelige og notorisk u-julede snebajer. Som øl isoleret betragtet, altså hvis man fratrækker julen, er brygget ikke som sådan ubehageligt – blot skuffende i betragtning af et forjættende ydre.

Hvis Løkken Bryghus vil slå sig op som kvalitetsbryggeri, bliver de nødt til at gøre det bedre end det her.

Kavt, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken III

Tilgiveligt …

Jeg er fortsat sunket godt og grundigt ned i ledighedssumpen med hvad dertil hører af angst, depression og stress, ironisk nok fordi man pludselig har alt for meget tid, men ikke magter at bruge den på noget konstruktivt.

Det er ledighedens paradox, og det har jeg været inde på et utal af gange allerede, og jeg skal derfor ikke plage læserne unødt med det.

I stedet vil jeg skride videre til dagens øl med det samme. Vi har fat i endnu en af de mange fine øl, Løkken Bryghus har sendt mig. I dag gælder det Kavt. “Kavt er et af de udtryk Vendelboerne har opfundet til at beskrive noget, der er upraktisk, besværligt og unormalt” fremgår det af etiketten. Så blev vi så kloge.
Ellers er Kavt en belgisk (inspireret – må jeg hellere tilføje, for ikke at få Fødevarestyrelsen på nakken) blonde. I virkeligheden er belgisk blonde et meget vidt begreb, der vidner om den belgiske ølkulturs mangfoldighed. Det betyder til gengæld også, at det kan gå alle mulige veje, og at det er stort set umuligt at forudse hvad man bliver budt, når brygget er skænket – måske med undtagelse af hvor lyst brygget er. En blonde vil som regel være lys – her i en nydelig nuance af blankpoleret kobber.
Bouqueten er letbenet og imødekommende humlebitter uden at være kraftig nok til, at begyndere udi specialbryg har noget som helst at udspytte brygget for. Kenderen vil til gengæld ærgre sig over konturløshed og vigende styrke, for hvilket der kompenseres noget i aromaen, der er markant sød af kornmalt og uden noget af det, man ellers godt kan frygte, når der står belgisk blonde på menuen. Der er ingen rå sprittethed, ingen gærsmag eller anden uintenderet sur afsmag. Det hele er velkontrolleret og harmonisk … lidt for harmonisk, kunne man indvende. Men har man mere end én gang haft dårlige oplevelser med typen, er de begrænsede armbevægelser ikke bare tilgivelige, men også kærkomne.
Og fuldstændig gråt og kedeligt er det langt fra. Sødmen er markant, og slår efterhånden mere over i modne æbler med en snas af banan – lige akkurat nok til at det kan påskønnes, og meget langt fra, at det på nogen måde virker generende.
Bag på tungen melder der sig desuden en bitter kant af valnødder. Det passer perfekt til årstiden, og til bryggets afdæmpede, men alligevel ikke konturløse udtryk.

Rajfog, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken II

Ufortjent …

Aldrig så snart man har gravet sig dybt dybt ned i sortsyn og sløvsind over ens beskæftigelsessituation, før man bliver tilbudt arbejde flere på hinanden følgende dage i træk. Jeg er som bekendt ikke troende, ej heller er jeg overtroisk, og derfor er jeg heller ikke bange for at jinxe når jeg her for anden gang på kort tid (første gang var på Twitter) lufter ideen om at melde mig i arbejde igen, hvis det fortsætter. Lige nu går det i hvert fald i den rigtige retning, og jeg kan allerede mærke, hvordan mit humør bliver bedre for hver time, der går.

Mere lyst til at anmelde øl får jeg også igen. Jeg kan dårligt huske, hvornår jeg egentlig prøvede den her, den anden øl fra Løkken Bryghus. Jeg skylder i øvrigt bryghuset tak – ikke bare for tilsendelse af anmeldelsesmateriale, men også for to fine glas. Det ene har afløst mit favoritdrikkeglas, der røg på gulvet for et par dage siden.
Nej, det er ikke det for oven afbilledede drageglas. “Jamen er drageglasset da ikke dit yndlingsglas?” gentager jeg for mig selv med tungen klemt ned mellem fortænder og underlæbe som Peter Kær i den navnkundige børneunderholdningsserie TV-Pil fra 90’erne. Næh – drageglasset bruger jeg af æstetiske årsager for at signalere, at her er der en øl, jeg har høje forventninger til. I grunden er det ikke særlig godt at drikke af. Det er djævelsk tungt på grund af alt metallet, og faktisk en anelse for smalt til at egne sig rigtig godt som ølglas.

Så hellere et glas, der rent faktisk bare er af glas. Her er det så i brug første gang, det nye glas som Løkken Bryghus skænkede mig (ja, selvfølgelig er ordene nøje udvalgt og udspillet). Det er fra Bryggeriet Vestkysten, som jeg har til gode at stifte bekendtskab med. Til gengæld er jeg vild med det spinkle og stilfulde look, og jeg nyder allerede i fulde drag (jeg kan ikke lade være) at bruge det.
Det skal læserne nok få meget mere at se til, indtil det også ryger på gulvet en dag. Men lad os nu se om ikke det har en del gode år i sig før det sker.

Videre til dagens øl, Rajfog hedder den. “Rajfog er et rigtig godt udtryk for snestorm. Hvis himmel og hav står i et, er det “himmelbetændt rajfog”” fremgår det af etiketten. Den slags vil det nok være så som så med i fremtiden i betragtning af, hvor godt den globale opvarmning har fat. Temperaturen her midt i november ser ud til at have lagt sig et sted mellem 11 og 13 grader. Abnormt højt for årstiden, men netop det abnorme er efterhånden normen, når man ser på udetemperaturerne i vintermånederne.
I det mindste står regnen ikke konstant ned i stænger, sådan som den gjorde sidste efterår, så vores vaskekælder stod under vand fra midt på efteråret til langt ud på foråret.
Årstidens mørke efterligner denne seksprocents-bock til gengæld ret autentisk. Ikke at en bock egentlig behøver være mørk, men det er såmænd heller ikke fordi det mindsker forventningerne, når brygget samtidig dufter ganske indbydende af vanille og mørkt sukker.
Der er da også skruet godt op for maltimpressionen, der giver brygget en rar og blød mundfylde. En let lakridsberøring yder et krydret indslag over et sødt aromatæppe af melasse og farin. Desværre kan ingen af aromaerne se sig fri for at være noget for ikke at sige ret meget til den afdæmpede side. Nogle gange er antydningens kunst at foretrække frem for aromatæppebombning af mundhulen, men det her grænser til det decideret vage og uengagerede.

Det startede ellers jøwt med pilsneren af samme navn. Dette her er til gengæld hverken jøwt eller rajfog. Det er bare småkedeligt og trivielt (gad vide, hvad det mon hedder på vendelbomål?), og det fortjente egentlig ikke pladsen i drageglasset.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme