Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: donationsøl

Premiere, Interboro

Skarp konkurrence …

Det kom alligevel til at tage mig længere tid end jeg havde regnet med at få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at sætte mig bag tastaturet igen. Depressionen hænger endnu engang som en tung dyne over mig, og jeg må anstrenge mig voldsomt for at kunne klare selv de mest simple opgaver. Det er fortsat arbejdsløsheden, der nager og får det hele til at se håbløst ud.

Der er ellers ikke så lidt at glæde sig over for tiden. Ikke alene bliver Donald Trump stillet for en rigsret (igen); det samme gælder Inger Støjberg herhjemme.
I den forbindelse har jeg noteret mig, hvordan man nærmest som et urværk bliver kaldt pædofil og tilsvarende, det øjeblik man offentligt giver til kende, at man støtter rigsretssagen mod hende. Det hun står anklaget for er at give en ulovlig instruks om, at alle ægtefæller blandt asylsøgere, hvor én af ægtefællerne var under 18 år, skulle adskilles. Uden hensyntagen til … vel – hvad som helst egentlig. Desuden skulle de adskilte par nægtes høring i forbindelse med adskillelsen, hvilket stred mod gældende regler og retspraksis. Ud over at afgive en instruks, der gik direkte imod gældende regler, løj Inger Støjberg desuden om instruksen på flere samråd i Folketinget.
For nu ganske kort at lege djævelens advokat: Gjorde Inger Støjberg det ikke alligevel med de bedste intentioner for øje? Var hendes mål ikke at beskytte barnebrude mod overgreb fra langt ældre ægtefæller? Det er på baggrund af den præmis, man mødes med anklager om at være pædofil, når man forsvarer rigsretssagen. Kigger man på de såkaldte barnebrudes aldersfordeling vil man imidlertid opdage, at aldersforskellen ikke generelt er meget stor. I 13 ud af de 34 sager er aldersforskellen 5 år eller derunder. Ofte er der kun ét år imellem dem. I andre tilfælde er der vitterlig store aldersforskelle, der godt kunne give anledning til reel bekymring.
Men glem ikke, at parrene i modstrid med reglerne blev nægtet retten til at blive hørt. Som minister valgte Støjberg at skære parrene over én kam og behandle dem alle på samme måde, uden skelen til deres individuelle situation.
For mig ser det ud som om Inger Støjberg fandt et nemt offer for sin lyst til at smage magten, samtidig med at hun kunne appellere til et voksende fremmedhadsk vælgersegment i partiet Venstre – og uden for partiet venstre i øvrigt, og som hun selv efter alt at dømme er en del af. Jeg vil ikke spekulere længe over hendes fremtid i partiet, men Formand Jakob Ellemanns linje, som han reelt først har lagt i disse dage med sin støtte til rigsretssagen, peger i retning af et opgør med racismen i partiet. Og uden den, vil Inger Støjbergs tid i Venstre nok være forbi.
Og det vil jo være mægtig ærgerligt. For jo mere kaos og splid der kan skabes i det parti desto bedre, og Inger er den perfekte katalysator for begge dele. Det vigtigste er imidlertid at få Inger Støjberg for retten for de lovbrud hun er mistænkt for. At der derved bliver sat en om ikke andet midlertidig dæmper på den skade, hun gør på partiet Venstre, er et mindre onde jeg må lære at affinde mig med.

Vel, videre til dagens øl, der blev nydt under en live stream (ja, det var ikke første gang og nok heller ikke sidste) på min gode ven Geoff Breeze’s kanal (like & subscribe), hvor vi et par stykker fra rundt omkring i verden i fællesskab fordøjede begivenhederne fra dagen før, hvor den amerikanske kongres blev stormet.
Jeg havde fundet et par gode øl frem – det passer sig i godt selskab. Brygget her er en dobbelt tørhumlet IPA, hvilket på alle leder og kanter er ganske lovende fra første færd.
Pomelogult og lige så uigennemsigtig som overfladen på enhver citrusfrugt spærrer brygget stædigt synlighed af alt, der måtte gemme sig bag glasset. Brygget duftes allerede som dåsen åbnes med lovende, lækre og i øvrigt traditionelle noter af grape, grannåle og et pikant stik af røg.
De første par slurke byder på et festfyrværkeri af tæskebitter humle og frisk grape. Derefter bliver det en smule mere afdæmpet, idet brygget går fra humlebombe til en noget mildere humlegodbid; stadig lækker som ind i h… men samtidig også forfriskende i sin mere spinkle og citrusprægede aromaprofil.
Brygget her er, når alt kommer til alt, ikke nødvendigvis et måltid i sig selv, double dry hopped eller ej. Den vil gøre det fint som ledsager til Thairetter med grøn chili og andet i samme dur. Søger en øl, der skal flå kæberne fra hinanden i en blodrus så bitter som summen af en Trump og en Støjberg der får læst deres dom op ved rigsretten, må man nok lede videre en stund endnu.

Kloster Humle, Klosterbryggeriet (Marcus’ Julegave II)

Interessante tider …

Sheez … her vender man ryggen til bloggeriet et kort øjeblik, fordi – jeg har også ret til lidt ferie fra mine hobbyer ind imellem … og så nærmest eksploderer verden i en sky af fæces på en baggrund af brændende swastika – eller i hvert fald ækvivalenter dertil.
Lad mig se. Det startede jo egentlig rigtig godt med, at demokraterne Raphael Warnock og Jon Ossoff begge blev valgt til det amerikanske senat, hvilket betød at republikanerne David Perdue og Kelly Loeffler blev vippet ud, så der nu er demokratisk flertal i begge kamre. Det var i tirsdags.
Onsdag skulle kongressen så – ceremonielt mere end noget andet – tælle valgmandskollegiets stemmer, hvilket ville udgøre den formelle føderale certificering af demokraten Joe Bidens valg som præsident.

Og så var det ellers at lorten ramte ventilatoren. På opfordring fra Agent Orange aka Agolf Twitler aka Cheeto in Chief stormede dennes sammenrend af nazistiske og fascistiske tilhængere kongressen i et sidste forsøg på at gennemføre et kup for at vende valgresultatet. Det nok mest gennemtestede og gennemtjekkede valgresultat i menneskehedens historie i øvrigt. Fem mennesker er indtil videre døde, herunder en af de meget meget politibetjente, der valgte at passe deres arbejde, frem for at lade de antidemokratiske naziterrorister bryde ind, smadre ting og få taget selfies med flertallet af de sædvanligvis rådne æbler, der udgør DC’s Metropolitan Police.


Det er sikkert forskelligt, hvad der gør mest indtryk, når historie sådan bliver skrevet for øjnene af én. Det jeg nok bed mest mærke i, var et Tweet med relativt få reaktioner fra Shaun King, hvori en anonym DC politiassistent beretter om, hvordan dennes kolleger var med i optøjerne og frit og frejdigt flashede deres skilte imens.
Hvor noget kunne tyde på, at fortiden – og for den sags skyld også nutiden – endelig vil indhente Trump, og at han enten vil blive afsat eller sendt for en rigsret endnu engang (evt. begge dele), så er jeg langt mere i tvivl om, hvorvidt den endnu engang meddelagtige ordensmagt vil blive stillet til ansvar. Uden DC’s Metropolitan Police’s aktive medvirken, ville stormen på kongressen aldrig kunne lykkes. Det er helt tydeligt, at hvis demonstranterne er hvide fascister og nazister, så støtter amerikansk politi dem aktivt. Det så vi under BLM-protesterne, hvor nazistiske og voldelige moddemonstranter blev taget på med fløjlshansker – selv når de begik flerdobbelte mord, som fx i tilfældet Kyle Rittenhouse.
Er demonstranterne derimod fra Black Lives Matter, rykker Nationalgarden ud i fuldt udstyr. Her er der sikkert en del af mine læsere, der vil indvende “jamen BLM er meget mere voldelige end Trumps nazister”. En rapport fra ACLED når imidlertid til en anden konklusion – og det siger jeg ikke for at få hine læsere til at ændre opfattelse, idet jeg ved, at de (formentlig meget få) læsere er tabt. Jeg anfører det for at sikre, at tredjepart – dem der ser begge sider af sagen – får et mere nuanceret indblik.
De førstnævnte tosser, der har bildt sig selv ind, at dem der stormede kongressen enten var langt mindre voldelige end BLM-demonstranterne, eller at de i virkeligheden var Antifa i forklædning, er ærligt talt ikke værd at spilde ens tid på.
Marmelade Mussolinis Twitterkonto, og en lang række andre af hans konti på sociale medier, er nu lukket. Og det er så der, vi er nået til i en fire år lang føljeton, der heldigvis ikke får sig en sæson til. Men slut er den ikke endnu, og i modsætning til en serie, man faktisk gider følge med i, gruer jeg for, hvilke afsindige hændelser man må være vidne til som det næste.
Der skal nok være rigeligt at skrive om i begyndelsen af næste anmeldelse også. Selv nu, hvor jeg har tre øl i kø, og der snildt kan gå under 24 timer mellem indlæggene.

Men nu skulle jeg vel være sådan nogenlunde med i det mindste. Dagens øl må jeg hellere se at komme i gang med, før den oplevelse går tabt i virkelighedens mange distraktioner.

Historien bag dagens øl er skrevet på halsetiketten med så lille skrift, at jeg måtte have min søn til at læse det op for mig … som de unge dog kan.
Humlen stammer åbenbart tilbage fra klosterets aktive dage, der begynder i 1100-tallet. Planter der kan knyttes til samme sted gennem århundreder kaldes åbenbart ‘relikte planter’ – så blev vi så kloge.
Men bliver humlen nu også god af den grund? Lige så god fx som brygget ser ud med sin dyborange lød, og sit flotte, fyldige, standhaftige og ikke mindst høje, cremede skum? Den kan i hvert fald duftes! Fyldig, fortrinsvis sød faktisk, men også sprødt bitter og med en nydelig kant af vanille, der giver indtrykket dybde.
Og jo – de mange århundreder på klostergrunden ved Ry har næppe skadet. Frisk som vinterkulden, klar som kildevand, sprød som nyristede majsflager og med en bittersød aroma af nyhøvlet lyst træ og fersken. En lille, uprætentiøs og forbløffende smagfuld aromafuldtræffer! Kompleks uden at være unødigt kompliceret. Læskende og vederkvægende uden at være ordinær. En øl, der er god til det meste og sagtens kan stå alene.

Tak for den, Marcus – og Øm Kloster!

Årsøl, Klosterbryggeriet (Marcus’ julegave I)

Nærmest himmelsk …

Marcus – min trofaste medsmager gennem årene – var så venlig at sende mig et par bøger jeg havde bestilt i julegave, sammen med en julegave til mig, jeg slet ikke havde forventet: Fire øl fra Klosterbryggeriet, et etablissement på Øm Kloster ved Ry.
En stor tak skal lyde til ham. Desværre kommer det nok til at vare noget tid, før vi igen kan nyde øl sammen, what with pandemi and all. Til gengæld er jeg evigt taknemmelig for forsendelsen, der nok skal være udvalgt med omhyggeligt hensyn til mine følsomme smagsløg.

Der var ikke nogen juleøl i samlingen, og godt det samme. For juleøllene har vi ikke været videre heldige med i år. Til gengæld har det slet ikke stået så skidt til med de øl, der ikke har været juleøl. Traditionen tro har flere af dem været væsentlig mere juleegnede end juleøllene selv, og det skal slet ikke udelukkes, at det også kunne være tilfældet med nogle af disse øl. Det bliver imidlertid noget begrænset hvor mange af dem, jeg kan nå at prøve og anmelde inden juledagene. Men det jeg når at anmelde, vil selvfølgelig blive anmeldt i lyset (eller rettere mørket) af den stundende højtid.
Den første er en af mine favorittyper … nu hvor de sure øl er ved at få overtaget som min favorittype, må IPA, som vi sidder med her, se sig om ikke slået, så i hvert fald i skarp konkurrence om førstepladsen, og således kun være en af mine favorittyper for tiden.

Den her IPA kæmper fra starten bravt for at genindtage førstepladsen på vegne af sine brødre. En tæt bitter em af friskskåret træ blander sig lækkerhedsagtigt med en nyligt åbnet stor pose altheabolsjer. Aromatisk, sødt og først og fremmest skarpt bittert – lige som det skal være. Kønt er brygget også – korngult under kridhvidt, fedtet skum … det behøver ikke være fancy eller utraditionelt for at være perfekt.
Det gælder i øvrigt også i smagen. Hvis bare brygget ellers er bittert og frisk er det som regel ikke bare godt nok, men rigtig godt. Man skal ikke desto mindre ned i detaljerne for at finde forskellene på de gode IPA’er, og på det punkt overrasker dette bryg.
Bitterheden er skarp, vældig og fremturende af tørt nåletræ, der flækkes med et knald. Ind mellem årerne vælter den friske harpiks, sød som honning og med en karamelliseret karakter, jeg ikke er sikker på, jeg nogensinde er stødt på før i en IPA.
Og det fungerer! Fra tid til anden kaster bryggerierne en ny ingrediens i mæsken – eller de prøver med en ny gær eller en ny humle. Nogle gange går det godt, andre gange må man løbe for at den spontane udspytning kommer til at ske et sikkert sted, og ikke på stuegulvet. Men her går det altså godt.

Debuten for Klosterbryggeriet er i hus, og de har bestået med glans så stor, at jeg tør være optimistisk med hensyn til de næste også.

Men alt kan brygget ikke – det er ikke lige til julemiddagen, det skal nydes.

Løkken Badehus, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken VII

Se om det løkkes …

Turen til Løkken går i dag ad stranden ved Vesterhavet. Løkken er et landskendt ferie- og badested, og det har det været siden ruder konge var knægt … eller næsten i hvert fald.
Jeg husker, hvordan det for nogle år tilbage var berygtet som venue for unge menneskers ugelange massive dødsdruk – en dansk pendent til Loret del Mar, Sunny Beach og hvad alle de der steder nu ellers hedder. Jeg skal ikke spille hellig – jeg har også været ung engang. Jeg gik ordentlig til den hvert år når der var festival – og gerne senere på sommeren også, når jeg var på diverse politiske sommerlejre.
Dagens bryg er da heller ikke en hyldest til Løkken som ungdommeligt Tour-de-Kneipe-sted, men derimod helt konkret til de på stranden forefindende badehuse, hvor strandgæsterne uforstyrret af nysgerrige og – lets face it – sleske blikke, kan klæde om før tåen dyppes i brændingen. Tidligere blev de kørt ned til stranden fra byens badehotel – nu om dage er de angiveligt fast inventar. Jeg tror aldrig selv, jeg har været i byen, så det er ikke noget, jeg har oplevet ved selvsyn. Nu er jeg mildt sagt heller ikke nogen strandløve selv.

Og før jeg i øvrigt kommer til at lyde som en anden boomer, selvom jeg i virkeligheden hører til den yngre halvdel af Generation X, må jeg hellere skride videre til denne, den syvende i rækken af Løkken Bryghus-øl. Bryggeriet har sendt den samling af øl, jeg anmelder, til flere bloggere for at få noget omtale, som jeg med glæde giver dem i bytte for øllene. Men det skal foregå i mit tempo og på mine præmisser, og jeg må nok snart til at holde en pause i rækken, hvis jeg også skal nå at anmelde et seriøst udvalg af årets juleøl. Bare så læserne er forberedt på, at temaet her nok først afsluttes engang i det nye år.

Her er der tale om en wit – den belgiske udgave af hvedeøl. Temaet er velvalgt til Løkkens hvide sandstrande og sommervejr, hvor netop denne type øl med sin friske og – let’s face it once again – vandede karakter nok skal vederkvæge i heden. Selv er jeg ikke nogen stor fan af typen, men må dog indrømme, at den lejlighedsvis har ramt plet.
Typens traditionelt citrongule lød og tågede ydre karakteriseres dette eksemplar imidlertid ingenlunde af. Kun det fedtede, klæbrige skum peger umiddelbart væk fra en pilsner af wienertypen – men en wit er det ikke desto mindre, hvilket hvedemalten vidner om. Dertil kommer appelsinskal, så brygget potentielt også kan bruges på nærværende årstid, skulle man komme til at glemme den i ølskabet.
Det er nu mest udseendet, der falder uden for karakter. Den sprudlende friskhed er i hvert fald meget nærværende og mere end sufficient læskende i enhver dehydrerende cocktail af sol og saltvand. Man skal vente lidt på aromaen, men det er snart sagt mere en lettelse end en skuffelse i betragtning af hvor tit den belgiske wit går … wait for it … for vidt [drumroll] i gær- og banansmag.
Men her er der intet forstyrrende element af gær. Brygget er kun antydningsvis banansødt og vel inden for grænserne, ikke bare af det acceptable, men ligeså det ønskværdige. Dertil melder der sig efterhånden et for typen usædvanligt bittert indslag af hasselnødder – en stærk aromakontur i en brygtype, der alt for ofte ender udefinerbart surt-sødt og kun som en begrænset fornøjelse.

Her er friskheden intakt – sammen med den reelle, nærværende smag, man alt for ofte savner.

Det er løkkedes meget godt.

Julefryd, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken VI

Ingen jul i år …

Når jeg får gaver fra producenter og distributører gør jeg altid meget ud af, at fortælle dem, at mine anmeldelser er hudløst ærlige. Jeg er anmelder og ikke reklamesøjle.
Det har endnu ikke skræmt nogen væk. Tværtimod har min anmeldervirksomhed, uanset hvor venligt eller uvenligt stemt jeg har været over for gavegiverne, kun afstedkommet større interesse for fremtidige forsendelser.
Jeg håber at Løkken Bryghus er med på at styrke den trend, og ikke bliver kede af det – eller måske ligefrem sure – når jeg nu ser mig nødsaget til at skærpe tonen en anelse.

Julefryd er bryggeriets bud på en juleøl. Slet og ret betegnes den ‘Jule Ale’ på bagetiketten, hvor også brygingredienserne fremgår. Det står med så små typer, at mine læsebriller er en absolut nødvendighed – ikke med hundrede procents sikkerhed pga. listens mangfoldighed, men mistanken lurer. Ud over de fire klassiske ingredienser, der ville gøre brygget acceptabelt på tyske tunger, indeholder det krydderier, sirup, appelsin og rosiner. Hvilke krydderier udspecificeres ikke … måske fordi flasker er forbandet svære at klemme ind under mikrofilmlæsere? De er også ved at være håbløst forældede, nu om dage.
Resultatet er om ikke andet visuelt tilfredsstillende. Et næsten sort bryg med tæt, fedtet kakaoflødeskum. Duften til gengæld er udefinerbart småsyrlig på en måde der gør alt for at skjule ellers velgørende elementer af malt og æbler. Aromaen er ligeledes usikker i udtrykket. Det mest markante er en tonsillær bitterhed af mørkt træ, der imidlertid kvæles af alt for meget vand og i øvrigt ikke forekommer – krydderier og andre tilsætninger til trods – særlig julet.
Mest af alt peger den i retning af en bedre komponeret og mere harmonisk udgave af Tuborg/Carlsbergs knapt drikkelige og notorisk u-julede snebajer. Som øl isoleret betragtet, altså hvis man fratrækker julen, er brygget ikke som sådan ubehageligt – blot skuffende i betragtning af et forjættende ydre.

Hvis Løkken Bryghus vil slå sig op som kvalitetsbryggeri, bliver de nødt til at gøre det bedre end det her.

Kavt, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken III

Tilgiveligt …

Jeg er fortsat sunket godt og grundigt ned i ledighedssumpen med hvad dertil hører af angst, depression og stress, ironisk nok fordi man pludselig har alt for meget tid, men ikke magter at bruge den på noget konstruktivt.

Det er ledighedens paradox, og det har jeg været inde på et utal af gange allerede, og jeg skal derfor ikke plage læserne unødt med det.

I stedet vil jeg skride videre til dagens øl med det samme. Vi har fat i endnu en af de mange fine øl, Løkken Bryghus har sendt mig. I dag gælder det Kavt. “Kavt er et af de udtryk Vendelboerne har opfundet til at beskrive noget, der er upraktisk, besværligt og unormalt” fremgår det af etiketten. Så blev vi så kloge.
Ellers er Kavt en belgisk (inspireret – må jeg hellere tilføje, for ikke at få Fødevarestyrelsen på nakken) blonde. I virkeligheden er belgisk blonde et meget vidt begreb, der vidner om den belgiske ølkulturs mangfoldighed. Det betyder til gengæld også, at det kan gå alle mulige veje, og at det er stort set umuligt at forudse hvad man bliver budt, når brygget er skænket – måske med undtagelse af hvor lyst brygget er. En blonde vil som regel være lys – her i en nydelig nuance af blankpoleret kobber.
Bouqueten er letbenet og imødekommende humlebitter uden at være kraftig nok til, at begyndere udi specialbryg har noget som helst at udspytte brygget for. Kenderen vil til gengæld ærgre sig over konturløshed og vigende styrke, for hvilket der kompenseres noget i aromaen, der er markant sød af kornmalt og uden noget af det, man ellers godt kan frygte, når der står belgisk blonde på menuen. Der er ingen rå sprittethed, ingen gærsmag eller anden uintenderet sur afsmag. Det hele er velkontrolleret og harmonisk … lidt for harmonisk, kunne man indvende. Men har man mere end én gang haft dårlige oplevelser med typen, er de begrænsede armbevægelser ikke bare tilgivelige, men også kærkomne.
Og fuldstændig gråt og kedeligt er det langt fra. Sødmen er markant, og slår efterhånden mere over i modne æbler med en snas af banan – lige akkurat nok til at det kan påskønnes, og meget langt fra, at det på nogen måde virker generende.
Bag på tungen melder der sig desuden en bitter kant af valnødder. Det passer perfekt til årstiden, og til bryggets afdæmpede, men alligevel ikke konturløse udtryk.

Rajfog, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken II

Ufortjent …

Aldrig så snart man har gravet sig dybt dybt ned i sortsyn og sløvsind over ens beskæftigelsessituation, før man bliver tilbudt arbejde flere på hinanden følgende dage i træk. Jeg er som bekendt ikke troende, ej heller er jeg overtroisk, og derfor er jeg heller ikke bange for at jinxe når jeg her for anden gang på kort tid (første gang var på Twitter) lufter ideen om at melde mig i arbejde igen, hvis det fortsætter. Lige nu går det i hvert fald i den rigtige retning, og jeg kan allerede mærke, hvordan mit humør bliver bedre for hver time, der går.

Mere lyst til at anmelde øl får jeg også igen. Jeg kan dårligt huske, hvornår jeg egentlig prøvede den her, den anden øl fra Løkken Bryghus. Jeg skylder i øvrigt bryghuset tak – ikke bare for tilsendelse af anmeldelsesmateriale, men også for to fine glas. Det ene har afløst mit favoritdrikkeglas, der røg på gulvet for et par dage siden.
Nej, det er ikke det for oven afbilledede drageglas. “Jamen er drageglasset da ikke dit yndlingsglas?” gentager jeg for mig selv med tungen klemt ned mellem fortænder og underlæbe som Peter Kær i den navnkundige børneunderholdningsserie TV-Pil fra 90’erne. Næh – drageglasset bruger jeg af æstetiske årsager for at signalere, at her er der en øl, jeg har høje forventninger til. I grunden er det ikke særlig godt at drikke af. Det er djævelsk tungt på grund af alt metallet, og faktisk en anelse for smalt til at egne sig rigtig godt som ølglas.

Så hellere et glas, der rent faktisk bare er af glas. Her er det så i brug første gang, det nye glas som Løkken Bryghus skænkede mig (ja, selvfølgelig er ordene nøje udvalgt og udspillet). Det er fra Bryggeriet Vestkysten, som jeg har til gode at stifte bekendtskab med. Til gengæld er jeg vild med det spinkle og stilfulde look, og jeg nyder allerede i fulde drag (jeg kan ikke lade være) at bruge det.
Det skal læserne nok få meget mere at se til, indtil det også ryger på gulvet en dag. Men lad os nu se om ikke det har en del gode år i sig før det sker.

Videre til dagens øl, Rajfog hedder den. “Rajfog er et rigtig godt udtryk for snestorm. Hvis himmel og hav står i et, er det “himmelbetændt rajfog”” fremgår det af etiketten. Den slags vil det nok være så som så med i fremtiden i betragtning af, hvor godt den globale opvarmning har fat. Temperaturen her midt i november ser ud til at have lagt sig et sted mellem 11 og 13 grader. Abnormt højt for årstiden, men netop det abnorme er efterhånden normen, når man ser på udetemperaturerne i vintermånederne.
I det mindste står regnen ikke konstant ned i stænger, sådan som den gjorde sidste efterår, så vores vaskekælder stod under vand fra midt på efteråret til langt ud på foråret.
Årstidens mørke efterligner denne seksprocents-bock til gengæld ret autentisk. Ikke at en bock egentlig behøver være mørk, men det er såmænd heller ikke fordi det mindsker forventningerne, når brygget samtidig dufter ganske indbydende af vanille og mørkt sukker.
Der er da også skruet godt op for maltimpressionen, der giver brygget en rar og blød mundfylde. En let lakridsberøring yder et krydret indslag over et sødt aromatæppe af melasse og farin. Desværre kan ingen af aromaerne se sig fri for at være noget for ikke at sige ret meget til den afdæmpede side. Nogle gange er antydningens kunst at foretrække frem for aromatæppebombning af mundhulen, men det her grænser til det decideret vage og uengagerede.

Det startede ellers jøwt med pilsneren af samme navn. Dette her er til gengæld hverken jøwt eller rajfog. Det er bare småkedeligt og trivielt (gad vide, hvad det mon hedder på vendelbomål?), og det fortjente egentlig ikke pladsen i drageglasset.

Jøwt, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken I

Bestemt jøw

Jeg må hellere til det. En uge næsten uden arbejde og amerikansk valg har resulteret i endnu en rutsjebanetur – af den slags man finder på almindelige legepladser, og ikke i forlystelsesparker. De kører som bekendt kun én vej: ned!
Vel, nu er der så omsider lidt lys for enden af den tunnel, som rutsjebanen endte i igen (igen igen igen). Mit liv minder lidt om bilferierejserne i min barndom gennem alperne. Med jævne mellemrum må man igennem lange, mørke tunneller for at nå videre. En afgørende forskel er imidlertid, at udsigten mellem tunnellerne er knap så flot og spændende i mit liv som den er i alperne.
Ikke desto mindre tyder meget i øjeblikket på, at Agent Orange omsider må forlade Det Hvide Hus, så man endelig kan ånde lettet op igen. Sådan da. Demokraterne ser til gengæld ikke ud til at få kontrol over senatet – og så er vi om ikke lige vidt, så i hvert fald stadig meget langt væk fra reel forbedring. Men i det mindste vil katastroferne da ikke snuble over hinanden i flere på hinanden følgende train wrecks hver eneste dag.

Men netop som lyset viser sig for enden af den tunnel, muterer Coronavirusset i mink, og hele Region Nordjylland lukkes ned igen. Bummer! I det mindste har vi da en regering, der forstår at tage de nødvendige beslutninger hurtigt nok til, at Thy og Vendsyssel ikke går hen og bliver det nye Wuhan … håber jeg da. Men den sag kan nemt gå hen og blive lige så nervepirrende som det fortsat ikke afgjorte præsidentvalg.
Jeg har til gengæld fundet anledning til at gøre en dyd af nødvendigheden, og fejrer i dag min fødselsdag ved at være på internettet og skrive ølblog.
En officiel fødselsdagslivestream, der finder sted fra klokken 20 kan findes her.
I mellemtiden må jeg hellere se at få fulgt op på mine nylige smageaktiviteter. Bare fordi jeg sidder med depression op til halsen, betyder det jo ikke, at jeg ikke prøver nogen nye øl. Faktisk har jeg fire tomme flasker stående, hvis indhold ikke er anmeldt endnu, så jeg har faktisk en smule travlt.

Således tager jeg fat på den fine pakke øl, Løkken Bryghus sendte mig forleden. Nogle af øllene bærer navn efter særlige udtryk på det lokale vendelbomål. Som barn af firserne blev jeg med De Nattergales hyppige medieeksponering behørigt forberedt på min flytning til Thy for et år siden. Af vendelbomål forstår jeg til gengæld kun ganske lidt.
‘Jøwt’ er ifølge etiketten et universelt begejstrings- og anerkendelsesudtryk; “dejligt, fedt, kanon eller super” kan det oversættes med. Men passer det så? Er pilsneren her virkelig jøw eller det modsatte (hvad det så end måtte hedde (det er nok ikke ‘wøj’. Så nemt og logisk opfører sprog sig desværre aldrig))?

Skummet ser da ret jøwt ud – i hvert fald så længe man ikke hælder for voldsomt, thi oversvømmelse og vandskade … vel, ølskade må det vel hedde, er nok ikke videre jøwt. Det stiger hastigt, og forbliver højt et godt stykke tid, hvilket gør skænkningen til lidt af en udfordring. Udkantsdanmark-associationerne bliver ikke mindre af bouqueten, der minder én om stald og insillage. En ubehagelig lugt for mange, men langt fra fremmed i ølverdenen, og ingenlunde ildevarslende heller. Det er vist noget med, at de svampe- og gærtyper, der findes i staldmiljøer er nært beslægtede med dem, der bruges i ølbrygning, men det er ikke noget, jeg skal kloge mig videre på.
De høje forventninger staldlugten indgyder, bliver da også straks infriet. Her er en aromatisk pilsner. En pilsner, der rent faktisk smager af noget, og ikke bare er til tørst og fuldskab. Modne kornmarker leverer en fuldfed, næsten honningsød maltbund på hvilken solide stammer af mørkt træ slår rødder dybt ind i smagsløg og gummer.
Det er kraftfuldt, robust og ganske enkelt bare rigtig, rigtig velsmagende. Og i øvrigt også overraskende for så vidt, at brygget her ikke bare giver mere af den pilsnersmag, man så ofte gerne vil have mere af. Nej, den leverer en bitterhed og en sødme, man ikke har prøvet før. Oveni bare at være rigtig god, er pilsneren i sit udtryk også original.

Hvis det ikke er jøwt, så ved jeg ikke hvad der er.

Blood Orange Sour-ish Pale Ale, Beard Brew

Slight improvement needed …

Før jeg afslutter temaet om hedengangne Broaden & Build’s efterladte værker er der lige en enkelt mere fra Beard Brew at berette om. De gæve randrusianske bryggere var så søde at sende mig et par smagsprøver af deres seneste produkter forleden, og jeg har allerede afprøvet den første af dem: Idaho IPA. I samme indlæg luftede jeg min skadefryd ved nyheden om, at Donald Trump var blevet smittet med Corona, og begejstringen nåede højder, så jeg rent glemte at takke Beard Brew for donationen.

Sad!

Sagen om Trumps sygdom trak en tråd til i går aftes – eller rettere meget meget meget tidligt i morges (klokken 00:00), hvor jeg hostede en live stream med en af mine online venner, på Twitter kendt som @PurpleWOrange. Han havde været lige knap så afvisende som jeg over for konspirationsteorien om, at Trump i virkeligheden slet ikke var syg, og at det hele var et publicity-stunt for at kunne bruge Corona-virus som et propagandaelement. Jeg havde kort forinden taget spørgsmålet op i en video på min kanal, hvor jeg blankt afviste det som konspiratorisk sludder.

Ud over en kort diskussion af dette synspunkt, der snart afslørede, at det egentlig ikke var noget, Purple troede særlig meget på, men det blot var noget han ikke helt ville afvise – what with en præsident der er fuldkommen skruppelløs, og lyver om snart sagt alt – talte vi også om vores respektive yndlingsdrinks med alkohol. Min gæst brød sig ikke synderligt om øl, men nød i stedet en canadisk whiskey, Windsor Canadian. Selvom min kanal er en ølkanal, skal den slags ikke skille os ad (jeg har endda haft gæster på min kanal, der ikke engang *GISP!* drikker alkohol overhovedet!)

Jeg trak til gengæld denne øl op – bogstaveligt, idet den var lukket med en genanvendelig plasticprop, og ikke kapsel eller patentprop. Den bærer påskriften ‘Beard Brew Home Brew’, og mit gæt er, at der er tale om et eksperimentelt bryg, som bryggerne, Morten og Dennis, endnu ikke er sikre på, skal ud i butikkerne eller ej. Dette underbygges af, at brygget ikke kan findes på hjemmesiden, ligesom ‘Beard Brew Home Brew’ som selvstændigt koncept heller ikke findes der.
Måske er jeg en art forsøgskanin? Beard Brew vil gerne vide om brygget er klar til lancering i sin nuværende form, og sender det derfor ud til afprøvning blandt (giv mig styrke) influencere som mig selv (ja, jeg hader ordet, og endnu mere at forbinde mig selv med det – but it is what it is) og – gætter jeg på – en del af kundesegmentet.
I så fald er det vigtigt, at jeg i min anmeldelse er ekstra ærlig. Jeg vil meget nødigt anbefale Beard Brew at sende et produkt på markedet, der ikke er færdigudviklet endnu.

At brygget er ufiltreret, hersker der ikke megen tvivl om. Højgult er det, men aldeles uigennemskinneligt, næsten med en tone af gråbrunt. Brygget er vildgæret og tilsat blodappelsin og lime, samt humlerne Wakatu og Idaho 7 – alt sammen synligt i bryggets kække grumsethed. Øllen betegnes en ‘Blood Orange Sour-ish Pale Ale’, og det lyder jo forjættende i betragtning af de formidable sours, som jeg på det seneste er blevet forkælet med.

I duften mærkes blodappelsinens sødme tydeligt, mens humlerne også giver sig til kende – både som aromatisk hyldeblomst og et afdæmpet, omend behageligt stik af grannåle. Både blodappelsin og lime giver sig til kende i aromaen, der nænsomt leder bryggets syrlige og bitre noter mod spiserøret, til både vederkvægelse og afmålt, omend adækvat, begejstring. Syren kunne man måske bruge lidt mere af, når man lige akkurat at tænke, hvorefter man finder netop det – mere syre. Desværre opdager man også hurtigt, at det syrlige element ikke er helt i balance, og snart kommer til at smage mere af gær end friske citrusfrugter garneret med grannåle.

Til bryggets forsvar skal det siges, at jeg har smagt mangt en ufiltreret øl, der smagte væsentlig mere af gær end den her. Men det er – i min mund i hvert fald – et tegn på, at brygget endnu ikke sidder helt i skabet. Selvom det måske er bryggerne meget imod, ville jeg gøre et eller andet for at stoppe eftergæring – ja, måske er det faktisk en filtrering der skal til for at holde brygget i balance?

What would I know? Jeg er blot en ussel influencer med lidet forstand på brygning. Til gengæld ved jeg, hvad mine smagsløg fortæller mig. Og hvis Beard Brew vil ramme det formidable niveau, de indtil videre har lagt sig på med deres regulære bryg, bør de inden lancering give dette bryg endnu en tur på tegnebrættet.

Beard Brew skal have en kæmpe tak for forsendelsen. Ikke mindst ser jeg det som en ære – ikke bare at anmelde de bryg, de allerede har sendt ud i handlen, men så sandelig også det, der er på vej.

Idaho IPA, Beard Brew

Jeg forstår det ikke …

Uha, der er en lang liste af ting, der skal kommenteres i dette indlæg, så bered jer på en længere tirade, før vi når til selve øllet. Jep, business as usual på Kajs Ølblog.

Vi er i oktober måned, og bekymringen for, om læsertallet når de højder jeg ønsker, melder sig øjeblikkeligt. Det gik nu ret godt i går. Aldrig så snart september endte med et læsertal, der rodede rundt under 80 daglige læsere, eksploderede antallet til over 170, så snart det blev d.1. Og det endda helt uden at jeg udgav noget. Jeg har opgivet at få læsertallene til at give mening, men jeg takker selvfølgelig hjerteligt for gårsdagens interesse – samt hele september måneds i øvrigt. D. 30. nåede jeg endelig de 4.000 klik, takket være jer læsere.

Og videre til dagens store nyhed: Nemesis! Eller karma hvis man er mere til det asiatiske end middelhavskøkkenet. Donald J. Trump, vore dages svar på Mussolini, Franco og ham den lille østriger med overskægget, er omsider – efter månedsvis af demonstrativ uansvarlig optræden – blevet smittet med Coronavirus.

Hvis man som jeg inderligt foragter Donald Trump og alle hans gerninger og al hans væsen, hvordan skal man så forholde sig? Standardsvaret er, at holde den maske, Donald Trump så lidenskabeligt nægtede at bære, afsende den sædvanlige pakke af halvhjertede god-bedring-ønsker, og med fast, voksen mine løfte pegefingeren ved ethvert tilløb til skadefryd fra anden kant.
Det er det mest modne og voksne at gøre. Man skal ikke give udtryk for, hvad man egentlig mener. Hvordan man i ens stille sind gnæggende gnider hænderne og bider sig i læben for ikke at lade begejstringen løbe af med én på Twitter, Facebook og alle de andre spændende steder, man normalt får afløb for den slags.
En del af den fattede, modne og voksne kalkyle er også at vurdere hvad der er bedst – for verden og ikke mindst én selv; skadefryd eller de bedste ønsker? Og ethvert ordentligt, modent, voksent menneske ved, at den ordentlige, modne og voksne bedste-ønsker-tilgang er den mest konstruktive, klædelige og positive når alt kommer til alt. Ikke mindst i betragtning af, at skadefryd er en last, Donald Trump selv er indehaver af, og som man derfor nødigt selv vil beskyldes for.

Men nej, siger jeg! Hykleri og løgn er andre laster, Donald Trump i den grad kan beskyldes for. Så hvis det gælder om ikke at komme til at ligne ham for meget, må man træffe nogle valg. Jeg vælger ærlighed, ikke mindst fordi den repressivt ‘ordentlige’ måde at reagere på fuldkommen overser den kolossale katastrofe, som Trumps præsidentskab har været – ikke mindst når man kigger på det, der nu har ramt ham i hovedet som en boomerang – symbolsk og bogstaveligt på én gang.
Vel over 200.000 mennesker er døde af Coronavirus i USA alene. Og det skyldes mere end noget andet Donald Trumps skødesløse omtale og politik omkring Corona, spændende fra helt at benægte dets eksistens, endsige farlighed, og til at foreslå behandlinger de fleste lægpersoner ved ville være dødelige. Injektion af blegemiddel og desinfektionsmidler som de mest ekstreme, omend næppe mest bizarre forslag.
De alt for mange døde og deres efterladte fortjener, at vi siger lige præcis hvad vi mener om, at Donald Trump nu er blevet ramt af det, han har oparbejdet et image omkring at benægte og nedtone.

Det er på den måde forfriskende højere-retfærdigheds-agtigt, at han er blevet ramt af sygdommen. Ønsker jeg, han dør af det? Nixen – men jeg skal gerne indrømme, at det ikke skyldes sympati for uhyret. Jeg frygter det kaos, der vil følge i kølvandet på et dødsfald – og hvis der er noget, jeg under amerikanerne lige nu, så er det en smule ro og orden i et land der er hærget af historiske brande, morderisk politi, racistiske militiaer og dødspatruljer and … you name it.

Ifølge mine kilder – dvs. tilfældige mennesker, jeg har spurgt på Twitter – er staten Idaho i øvrigt et af Donald Trumps kerneterritorier. “Trump signs everywhere” var vist den præcise ordlyd. Årsagen til, at det hæderkronede-to-be danske mikrobryggeri Beard Brew opkalder en af deres øl efter netop den stat, skal nok findes andetsteds end befolkningens politiske ståsted.

Heldigvis kommer etiketten til hjælp. Idaho var angiveligt et af centrene for 1800-tallets gold-rushes, og det passer fint til bryggets gyldne lød. Skægget forbinder jeg personligt ikke med guldgraveri, men mere med Motörheads legendariske bassist Lemmy. Snittet har jeg i øvrigt også valgt til min egen hage. Brygget er tilsat havre og lime, og holder langt fra slatne 7% alkohol. Det er tørhumlet med Sabro og ellers med Colombus og (fanfare) Idaho 7 (jeg ved heller ikke, hvad 7 står for. Næppe det samme som ’19’ i COVID-19 … selvom det ikke er umuligt. Det kan da godt være, at den humle blev udviklet i 2007, men det er ren spekulation).

Alt det giver en frisk, lækker næse, der ikke har det store nye at byde på for en IPA. Det er på ingen måde diskvalificerende, idet IPA-typen for længst har bevist sit værd lige som den er. Aromaen river og flår – det er en af de aggressive frem for de mere aromatiske og frugtige. Grannåle og savsmuld gør deres arbejde overalt i mundhulen, mens et momentant knap så velkomment metallisk indslag gør sin entre. Dette viser sig dog snart at levere brygget noget friskhed, og snart integreres det uden større problemer i den samlede aromaoplevelse.

Der er rigeligt af både aroma og krop i brygget, der dog ikke kan se sig helt fri for at have en anelse afsmag af gær. Det virker måske lidt som om, bryggerne har prioriteret at lave en stærk, kompromisløs øl, hvorfor balancen ikke er helt i øjet. Gæren forbliver et mindre irritationsmoment, som denne blogger imidlertid kan tilgive, når man når til eftersmagen. En ren, klar, bittersød aroma af spæde grannåle frisket op med bergamot leverer en strålende finale på en glimrende øloplevelse, hvis skønhedsfejl i denne bloggers mund nok vil opleves som lidt ekstra saft og kraft i andres.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme