Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Dobbeltsmagning

Kongens Bryghus Julemumme, Carlsberg (Irmas Julebryg III)

2014-11-16 18.17.41Bhuaigh an Phoblacht arís!

Vel, den aften blev der selvfølgelig drukket mere end kun én øl. Ud over de dyrebare dråber fra det lille lokalbryggeri, Herslev, skulle vores irske gæster selvfølgelig også præsenteres for det ypperste julebryg fra noget af det både mest danske og samtidig internationale man kan forestille sig – giga-mega-bryggerikonglomeratet Carlsberg.

De har under brandnavnet ‘Kongens Bryghus’ blandet/brygget en såkaldt mumme – en gammel øltype fra slutningen af 1700-tallet, der ved juletid gerne var krydret med årstidens krydderier. Og her holder bryggeriet sig sandelig ikke tilbage. Listen over krydderier og andre lækkerier såsom kirsebærlikør og rosiner fylder det meste af den lille roman, der pryder bagetiketten (hvor det egentlige bryggeris navn også kan findes – godt gemt væk nede i hjørnet, så det ikke er for tydeligt, at store Carlsberg står bag, og ikke en kongelig hjemmebrygger eller lignende).

Nu var spørgsmålet om et sådant (påstået) kongeligt bryg kunne imponere vore gæster fra Republikken Irland? Vi, og det gælder igen mest Jon og jeg, var begge imponerede over bryggets farve. Flot rødbrunt var det, men meget tydeligt filtreret, hvor man var mere i tvivl med det foregående Stjernebryg. Det ligeledes gyldne skum lod til at falde lidt hurtigere, og netop på det punkt imponerede Stjernebryg i øvrigt heller ikke synderligt – og altså Carlsberg endnu mindre. Duften var ganske rar, men mere præget af mørke sukkerarter, sirup og farin, end af de mange krydderier. Duftindtrykket havde heller ikke Herslevs overvældende karakter, endskønt det da var ganske nydeligt.

Smagen er også nydelig, men skuffer i forhold til det sansebombardement Herslevs fortræffelige Stjernebryg leverede kort forinden. Julemummen føles klart mere tyndbenet, mindre fyldig og slet og ret svagere i smagen. Udtrykket er også anderledes i karakter, brygget er bitrere og smager mere af træ og timian end det, der rent faktisk er hældt på brygget. Og selve juleindtrykket ender derfor også med at blive svagere.

Men her lønner det sig faktisk at være lidt tålmodig. Hvis man giver brygget lidt tid, træder eftersmagen til. Her smager man især kirsebærlikøren og rosinerne der med en fyldig – nogen ville måske sige klæbrig – sødme når ud i alle mundens afkroge og endelig giver en, om ikke kongelig, så måske i det mindste en lavadelig oplevelse.

Brygget halter dog fortsat efter Stjernebrygget, og endnu mere efter aftenens besøg fra republikken Irland, som jeg uden tøven vil give topkarakter.

Republikken vandt igen!

Desuden var Jon og jeg rørende enige om karakteren.

4-en-halv-stjerne

Agus go raibh maith agaibh a Siobhan agus a Shean don chuirt dúinn!

Stjernebryg, Herslev Bryghus (Irmas Julebryg II)

2014-11-16 17.34.09Herslev slår til igen …

I går aftes havde vi igen besøg fra Irland. Jon og Joanna er på skandinavisk rundtur, og lagde også vejen forbi vores lille Amagerkanske hippiehjem. Der blev hygget igennem, snakket en masse om hinanden, om Irland – og endda en lille smule irsk. Et par fif fik jeg da til min hobby – at lære irsk – også selvom de egentlig ikke er en del af an gaelteacht – den irsktalende del af befolkningen, endskønt de da har lært i skolen engang.

Til god mad, i dette tilfælde en ekstrastor omgang økologisk sugo med frisk basilikum og parmesan, hører også godt og ligeledes økologisk øl. I det verserende tema og Irmas julebryg, indgår der hele tre Herslev-øl, og for at det ikke skal blive ren parade af de midtsjællandske bryg, måtte jeg hellere tage fat på dem med det samme, så der også stadig er andre bryg, der kan presses ind imellem Herslev-bryggene. Nå ja, og så er erfaringerne med Herslev-bryggenes kvalitet jo heller ikke de ringeste, så det var passende at byde gæsterne netop dette.

Det er en velkrydret øl. Reinheitsgebot er ikke bare krøllet sammen og smidt i skraldespanden. Renovationsfirmaet har også for længst afhentet, kørt på forbrænding, og de tyske renhedsforeskrifter blander sig nu med andre CO2-partikler fra Ruhr-distriktet.

Men det skulle snart også være det eneste, man kan bebrejde brygget. Lad mig tage lyksalighederne i den rækkefølge, nyderen møder dem.

Først stiger brygget dybt kobberorange til efterårsrødbrunt op i glasset med en cremet, gylden skumkrone på toppen. Man mærker allerede ved skænkning julekrydderierne stjerneanis og koriander. Desuden er brygget sødt, og minder én om brunkager og pebernødder.

Og så kommer man til smagen, og man frydes ved, at det bare bliver bedre og bedre, og mere og mere julet. En fyldig julegrød af kanel, flydende pebernødder og blommer blander sig kraftigt og elegant med gyldne fadlagrede brændevinssorter, mild whisky eller kraftig cognac alt efter hvad man foretrækker.

Både jeg og Jon (De venter barn, så Joanna smagte ikke) var meget begejstrede. Det eneste, brygget kan kritiseres for, er som sagt den lidt for rundhåndede tilførsel af krydderier. God smag skal man kunne få frem med brygkunst alene. Til bryggeriets forsvar skal det dog siges, at det åbenbart er en trend at krydre juleøllene lidt ekstra. Og i det perspektiv, er der tale om en sand juleøl.

Jon gav brygget 5 stjerner.

5-stjerner

Jeg valgte at være en tand mere rundhåndet med 5½.

5-en-halv-stjerne

Kajs Radler (Battle of the Soda Beers III) v. Gæsteanmelder Gedved

“Kaj har ødelagt en Thy-øl!”

Gedved (tv.) og jeg (mf) tester en Thy-øl, jeg har ødelagt.
Det er Thyra til højre i billedet.

Indlægget er en parafrase over de be- og anmærkninger, min gode ven Gedved havde til mit første forsøg udi radlerkunsten. Før selve indlægget kommer først opskriften:

Til to glas Radler skal bruges:

  • 0,33 l. Økologisk Thy Pilsner
  • Fire store økologiske citroner
  • Økologisk rørsukker og almindeligt sukker i ikke nærmere afmålt mængde.
Da der er tale om en 60/40-radler (tre dele øl til to dele citronlimonade) giver dette i overkanten af 0,5 l Radler.
Fremgangsmåde:
  • Pres citronerne grundigt.
  • Filtrer saften fra citronerne groft gennem en si.
  • Tilføj sukker efter behag, rør rundt indtil sukkeret er opløst (det går hurtigt på grund af citronsyren).
  • Skænk øllet
  • Tilføj citronblandingen.
  • Rør rundt.
Gedveds første kommentar til eksperimentets udfald var “Kaj har ødelagt en Thy-øl!”
Blandingen viste sig at være alt for sur. Både Gedveds og mit ansigt nærmest kastede sig rundt og flåede kinderne hårdt ind mellem tænderne, mens øjenlågene truede med at sprænge øjeæblerne, der pludselig havde alt for lidt plads i kraniet.
Jeg styrtede straks min ven, mig selv og ikke mindst brygget til undsætning med en større dosis ekstra sukker, der omgående blev omrørt. Herefter kunne prøvesmagningen fortsætte.
Gedved havde ros til eftersmagen, hvor det sure og det bitre fra brygget blandede sig elegant, og havde også ros til opsætningen af ingredienserne, duften der var forfriskende syrlig og bryggets dejligt uklare ydre. Kombinationen af det citronsure, det søde fra det ekstra tilsatte sukker og den ret bitre øl, var med Gedveds egne ord “ikke helt ved siden af,” men jeg skulle afgjort arbejde videre med blandingsforholdet, hvor citronen trods ekstra tilsat sukker fortsat var for dominerende.
Gedved gav brygget 2 stjerner før brygget fik ekstra sukker,
2-stjerner
og 3½ stjerne efter det ekstra sukker var tilføjet.

3-en-halv-stjerne

Det er en karakter, jeg er meget glad for, for ikke at sige, at jeg finder den ufortjent høj.
Selv synes jeg, at der fortsat er meget plads til forbedring. Den smagte alt for meget af citron, og hvis jeg skal arbejde videre med den, vil jeg fortynde citronen med danskvand for at gøre den lettere i smagen. Den var decideret anstrengende at komme igennem, og det er ikke meningen med en radler. Desuden vil jeg tilføje (meget) mere sukker – kun økologisk rørsukker, selvfølgelig. Valget af Øko-Thy som øl, vil jeg til gengæld holde fast i, ligesom jeg vil holde fast i det totale fravær af sødemidler og aromastoffer – det være sig naturlige som kunstige. Men om radleren i det hele taget er et projekt, jeg gider prioritere fremover, må tiden vise.
Men det var sjovt at prøve, og det føles jo rart, at ens venner giver højere karakterer til ens hjemmelavede radler, end til de færdigblandede fra de store industriforetagender.
Skål i sodavandsøl, og fortsat god sommer!

Flensburger Radler, Flensburger Brauerei (Battle of the Soda Beers II)

Flasken er sgu flot!

There I said it! Blåt bruges bare for sjældent i ølflasker.

Vel, det var noget af en omvæltning at gå fra den ene radler – hvis producent vi jo ikke kendte – til denne.
– “Den er klarere i farven. Den ligner mere øl” sagde jeg.
– “Den dufter også mere af øl,” fortsatte Gedved.
Bouqueten ramte som en huskekage, og jeg erklærede på stedet, at jeg ville æde den sixpence, jeg købte i Irland på, at det var Flensburger Radler, min viv nu havde serveret. Har man først prøvet Flensburger Pilsener, ved man, at pilsner ikke bare er pilsner. Der er det tynde pilsnersprøjt, folk tyller i sig herhjemme – og så er der Pilsener – med et ekstra ‘e’ og stort ‘p’. – Og det er, når den kommer fra dette Nordtyske bryggeri.

Jeg var ikke længere i tvivl, og min viv kunne da også bekræfte, at det var sådan, det hang sammen. Befriet for yderligere spekulationer om, hvilken af øllene vi sad med, gik vi nu i gang med at nedbryde de forskellige smagnuancer.

Flensburger Pilsener-elementet holdt sig sandelig heller ikke tilbage. Vi var begge enige om, at øllet var meget mere nærværende i denne radler. Til gengæld viste det sig også hurtigt, at forholdet mellem de forskellige smagsindslag langt fra var særligt elegante.

– “Jeg kan godt smage det syrlige, men det er lige som om det lammer smagsorganerne. Man kan godt smage øllet, men det passer ikke rigtig sammen,” mente Gedved.
– “Det giver jeg dig ret i,” sagde jeg. “Bittert og syrligt passer sjældent godt sammen. Heller ikke her. Samtidig har den også en sødere syrlighed end man fandt det i den anden.”
– “Der er lidt et element af æbler,” sagde Gedved.
– “Ja, den type sødme,” sagde jeg.
Det var omkring her vi opdagede, hvad der egentlig var galt.
– “Den smager jo sådan lidt syntetisk,” bemærkede jeg. Og Gedved bifaldt.
– “Ja,” sagde han “det smager sådan lidt … ikke som tif, men …”

Hvis læserne ikke skulle vide det, dækker betegnelsen “tif” over Aldis æble-aperitif. En sukkerholdig æblevin som i mine unge dage – og måske stadigvæk – var populær blandt københavnske punkere. Oh de branderter man fik af det. Kun tømmermændene var værre! Men det var det, man havde råd til.

Sådan lidt syntetisk på samme måde, måske lidt letmetallisk, uskønt blandende sig med et bittert element. Jo, denne radler minder ufrivilligt om det foretrukne punkerstads fra 90’erne. Den syntetiske smag, gættede vi på, måtte stamme fra de kunstige sødestoffer, denne radler er tilsat (Tuborg Sommer er til sødning kun tilsat rigtige sukkerarter).

Vi gav begge samme karakter til Flensburger Radler: Én stjerne for at minde os om vores glade tid som punkere i København. Tak for kaffe og skål i sommervarmen.
1-stjerne

Tuborg Sommer, Carlsberg (Battle of the Soda Beers I)

Citronbleg Satan


– “Den er godt nok lys”
– “En citronbleg Satan”, for det ud af mig. Hverken jeg eller Gedved var synderligt imponeret over den meget lyse, citrongule farve og det alt for skrøbelige skum.
– “Og så alligevel ser den ud til at være ufiltreret, – det er jo altid noget.”
Vi stak skeptisk næserne ned i glasset, og mærkede en meget kraftig odeur af citron, mens ølelementet praktisk taget udeblev. Spændt satte vi glasset for munden …
– “Man kan slet ikke smage øllet”, sagde Gedved, der allerede på dette tidlige tidspunkt lagde sig fast på, at det måtte være Tuborg-produktet. Det skulle vise sig at være sandt.
– “Man kan næsten ikke smage det, og så smager den faktisk også for lidt af citron i forhold til, hvad den dufter af,” sagde jeg.
Gedved gav mig ret, men indvendte i øvrigt, at der i smagen var et grapeelement, der faktisk gjorde godt. Lidt ligesom Skovlysts SommerHvede. Vi var også begge glade for, at denne radler klart lægger vægt på det syrlige frem for det søde. Som radler er den ganske forfriskende, men ikke specielt sød og dermed overrasker den positivt i forhold til det publikum af smart beer-konsumenter, den ellers er rettet mod.
Uenighederne strakte sig til, at Gedved mente, den smagte lidt syntetisk. Det syntes jeg egentlig ikke, og selvom der figurerer flere aromastoffer i varedeklarationen, er denne faktisk overraksende nok den mindre slemme, hvad småskumle tilsætningsstoffer angår.
Samlet set var det ikke noget, nogen af os kunne forfalde til, men en god eftersmag – ikke mindst på grund af grapeelementet, samt det faktum, at der var lagt ganske meget vægt på det syrlige frem for det søde, gennemtvang et par uventet høje karakterer:
Gedved gav den …
2-en-halv-stjerne
 Jeg gav den …
2-stjerner

Battle of the Soda Beers – Prolog

Bloggermediet er lidt bøvlet. Når dette temas fire indlæg er skrevet, står de med dette første indlæg nederst. Det første, de fleste vil læse er det sidste indlæg, og kronologien vil være gået til sine forgængere. Jeg må bare bide i det sure æble og gennemføre projektet sådan som projektet nu må gennemføres, for jeg kan ikke lade et mindre dispositionsproblem stå i vejen for det simple, men – synes jeg selv – også fine projekt, jeg har gået og syslet med på det sidste.

Endnu engang har jeg i embeds medfør valgt at teste nogle øl, som kendere ellers typisk rynker på næsen og fnyser ad. Det gælder den fra Tyskland hidrørende blanding af limonade og øl, kaldet ‘Radler‘. En sommerdrik, der ikke har sit navn på grund af bryggets lave alkoholprocent, der skulle gøre en i stand til at køre cykel bagefter – nej, angiveligt har den blot fra starten været forbundet med (cykel)sport. Og det er jo forresten også ret meget oppe i tiden. Selv gider jeg dog ikke at kigge med, så længe rytterne fortsat tyller piller og EPO som det tyske sommerfolk tyller Radler i middagsheden.

Oprindeligt har det været noget, der blev blandet på stedet – eller man blandede det selv hjemme i sin stue. Men på det sidste er flere bryggerier begyndt at producere dem selv, færdigblandet. I Tyskland har i hvert fald Flensburger Brauerei haft en længe, og denne sommer har hjemlige Carlsberg lanceret én via deres Tuborg-brand. Tuborgs Radler bærer navnet ‘Sommer’, og blev lanceret sideløbende med deres seneste smart beer, Tuborg Grøn Ultra.

Det er såmænd ikke engang med min ringeste vilje, at jeg indlader mig på disse blandingsprodukter. Jeg var jævnt imponeret over Bryggeri Skovlysts ene nye sodavandsøl, så jeg er egentlig ikke afvisende over for ideen. Jeg ser hellere, at man blander øl op – fx med limonade – hvis man vil drikke det i varmt vejr, og i den forbindelse finder bitterheden distraherende, frem for – som det nu om dage hyppigere er tilfælde – at bryggerierne brygger ultratyndt øl, der fra starten mangler nævneværdige meritter, men iøvrigt gør en fuld lige så hurtigt som det øl, der smager af noget. En radler ser jeg som en god løsning for dem der vil læske sig i sommersolen, og som ikke nødvendigvis gider fulde sig samtidig.

Vel – de følgende tre anmeldelser handler om tre forskellige radlere. De to første var færdigblandet, og blev smagt ved blindtest af undertegnede og en af mine allerbedste venner, som jeg nu har kendt gennem 18 år. Egentlig hedder han Claus, men siden en glorværdig tid på HF på Horsens-egnen, har han gået under navnet Gedved. Min kære viv bragte os først den ene – siden den anden – så vi ikke vidste, hvad vi fik først for på den måde at eliminere så meget bias som muligt. Endskønt jeg mener adækvat at have redegjort for radlerens berettigelse ovenfor, er det stadig en efterrationalisering, og de to konkurrerende bryggerier – Flensburger Brauerei og Carlsberg har jeg hhv. stor og næsten ingen respekt for. Så blindsmagningen var velbegrundet.

Den sidste radler står jeg selv til dels bag. Jeg har ikke selv brygget øllet (det har Thisted Bryghus) eller plukket citronerne – endsige dyrket dem. De er leveret af Irma på Islands Brygge, men jeg har selv presset dem, og tilsat rørsukker og almideligt sukker, da det slap op. Alt sammen selvfølgelig økologisk. Jeg har ikke selv anmeldt den blanding – det stod Gedved alene for. Han bliver dermed også den første, der alene anmelder en øl på denne blog.

Men lad hermed smagningen af de fæle sodavandsøl begynde … eller lad i hvert fald beretningen om dem blive skrevet … eller noget.

Dobbeltsmagning: Jacobsen Velvet Ale + Rose Wit, Carlsberg m. gæsteanmeldere (Det nye Carlsberg VI)

– We are not amused – or impressed.

I går havde vi besøg i hippiehyblen af et par af rigtig gode venner fra den tid, hvor jeg som anarkistisk hippie-metallist tonsede rundt og legede punker på indre Nørrebro. Anledningen var alle tiders til at smage på nogle gode øl – der var jo nogle Thy-øl tilovers efter Thorolfs fødselsdag – samt de sidste to øl, som Carlsberg for nylig har udsendt som led i deres relancering.

Der er tale om to øl fra Carlsbergs eksklusive – og i mine øjne alt for dyre – Jacobsen-serie. Særligt dyre er de jo egentlig ikke, når man ser, hvor meget øl, man får for de 35-40 kr. de koster stykket, for hver flaske indeholder 75 cl. Til gengæld er det en mængde jeg i hvert fald ikke gider drikke på en gang, og det bliver man jo nødt til, når der ikke er skruelåg på.
Men det kan passe nogenlunde, når man deler den – og når man så kan erhverve to styk for under tres kroner inklusive pant på slagtilbud i Føtex, så begynder det jo efterhånden at se acceptabelt ud. Såvidt priser og mængde – det store spørgsmål er så, om også kvalitet og smag er acceptabelt.
Det var i hvert fald et par engagerede gæsteanmeldere, der som tidligere fast inventar i det Københavnske punk-miljø begge har en holdning til øl på omtrent samme baggrund som jeg: Uden at være eksperter udi malt- og humletyper eller brygteknik, er øl noget Annemarie, Jacob og jeg holder meget af, og vi ved hvad vi kan lide og ikke kan lide, og vi er i stand til at give udtryk for det på en underholdende måde – det er mere end rigeligt til at kunne anmelde øl.
Jacobsen Velvet Ale:
“Det er en amerikaner! Eller sådan en mexicansk sommerøl, Corona eller noget i den retning,” kommenterede Jacob på den meget lyse væske, der let- for ikke at sige småfesent-skummende var blevet hældt op i hans glas.
“Den er i hvert fald meget lys, den kunne godt ligne sådan noget … Sol for eksempel,” tilføjede Annemarie.
“Og meget hvidt skum, der falder hurtigt,” mumlede jeg.
Der var ikke den store uenighed endnu. Udseendet pegede dog ikke i retning af nogen særlig oplevelse.
Herefter blev der snust til varen.
Annemarie udbrød: “Vinøs”, mens Jacob var noget mere forbeholden, “Den er uden duft. Selvom jeg stikker snuden helt ned i skummet, så mærker jeg ikke noget som helst. Og så mærker jeg det højst meget svagt.” Selv havde jeg ikke meget at tilføje, duften var vitterlig ret svag, men jeg kunne godt ane de vinøse træk, Annemarie kunne spore.
Da produktet skulle smages, var Jacobs dom klar; “Den smager som Somersby uden smag. Det forekommer mig at være en fejlproduktion af Somersby, hvor man har glemt at give den smag, og så har man hældt den på de her flasker i stedet.”
“Den har jo overhovedet ingen eftersmag” bemærkede Annemarie som det første, men var ellers knapt så afvisende. “Jeg kunne nu godt se mig selv drikke den. Fx ville den være god på en rigtig varm sommerdag i parken, efter man er cyklet hjem fra arbejde. Den vil fungere rigtig godt som en læskende sommerpilsner.
“Ja, den er læskende, det er den,” indrømmede Jacob.
“Jeg kan godt mærke det hvidvinsagtige i smagen,” sagde jeg, “men det er ikke nogen god hvidvin,”
“Nej hvidvin er mere tør,” sagde Jacob.
“Der er jo også forskel på hvidvin, og det her ligner klart en sød hvidvin,” fortsatte jeg.
“Ja, sød,” svarede Jacob, “det minder om det der billige tyske paphvidvin, hvad hedder det?”
“Liebfraumilch?”
“Ja! Liebfraumilch,” udbrød Annemarie og Jacob i munden på hinanden, og Jacob fortsatte: “Det drak jeg så meget af, dengang, og det var bare billigt.” Vi andre nikkede indrømmende. Alle punkere har haft deres Liebfraumilch-perioder.
“Jeg kunne godt forestille mig den som aperitif,” indvendte Annemarie, og det endda uden, at hun havde læst etiketten, hvor netop denne brug foreslås.
“Ja, måske”, svarede Jacob, “men jeg ville aldrig gide drikke en hel spand af dem, selv hvis det var meget varmt. Det virker den også for flad til.”
“Der er ikke meget brus i,” sagde jeg, “men det generer ikke mig – det er der meget øl, der ikke har.”
“Ej, men det skal de helst have, hvis de skal være forfriskende,” indvendte Jacob.
Selv måtte jeg indrømme, at den faktisk smagte bedre end jeg havde forventet. “Men fungerer den som øl, når den nu smager så meget af sød hvidvin?” spurgte jeg mere eller mindre retorisk.
“Jeg ville til enhver tid hellere købe en Briscati til kr. 24,” svarede Annemarie.
“Jeg vil heller have 6 Corona. De smager bedre – og mere af øl,” sagde Jacob.
Vi var dog alle enige om, at den egentlig klædte den dessert, en æble-crumble-cake, som min kære viv havde komponeret af de fineste økologiske råvarer ganske udmærket. På forhånd havde jeg fortalt, at det åbenbart er en øl, der er målrettet kvinder, hvilket også Carlsbergs markedsføring antyder. Det hævdes på etiketten, at den passer til Sushi, dampet fisk og friske grøntsager. “Det er jo også sådan noget kvindeæde” bemærkede Annemarie med lige dele hån og sarkasme, og samtlige forsamlede – min viv, der ikke drikker øl inklusive – var i hvert fald enige om, at Carlsbergs lancering af denne “kvindeøl” hviler på nogle meget stereotype forestillinger, som hverken de tilstedeværende kvinder eller mænd kunne nikke genkendende til.
Karaktergivning:
Annemarie: Den smager egentlig udmærket, men den er ikke supergod. 3 stjerner.

3-stjerner

Jacob: Fordi den minder mig om mexicanske øl, skal den have … 3 sombrerohatte, og så trækker jeg ½ fra, fordi den er flad og skulle være målrettet kvinder. (Redaktionen har ikke kunnet fremskaffe et ordentligt sombrero-ikon, så her kommer karakteren i form af stjerner i stedet – red.)

2-en-halv-stjerne

Kaj: Som øl er den nærmest mislykket, men den smager faktisk ikke dårligt. Den smager faktisk godt, uden ellers at være fantastisk på nogen måde. 3 stjerner.

3-stjerner
Jacobsen Rose Wit:
Annemarie og Jacob vidste godt, at Linda og jeg laver vores egen tegneserie for tiden, men de var ikke up-to-date med den. Vi fik lidt kvalitetstid til at gå med at vise den frem, og så var det ellers tid til mere dessert, og den anden Jacobsen-øl, Rose Wit. Den havde i mellemtiden fået lidt temperatur, hvilket jo i udgangspunktet er godt. Imidlertid fremgik det af etiketten, at den skulle nydes isafkølet, så vi fik den ikke drukket efter bryggeriets anbefalinger.
Min erfaring er imidlertid, at man altid smager en øl bedre, når den har fået temperatur. Dette skal forstås således, at smagsnuancerne træder bedre frem, når øllet ikke er helt koldt. Det gør derfor potentielt større skade for mulighederne for at smage øl ordentligt, hvis det køles for meget ned, og undertiden kan dette få øl til at smage decideret grimt. Jeg har ofte drukket øl meget langsomt, og jeg mindes endnu ikke en øl, der kom til at smage meget grimmere af at få temperatur – tværtimod husker jeg bl.a. de tynde amerikanske øl som nogen, det blev mig anbefalet at drikke HELT koldt, og hvor det viste sig, at det ikke skæmmede dem at få noget temperatur.
Kort fortalt tror jeg ikke, at øl kommer til at smage værre, hvis de får temperatur. Hvis de ikke smager godt ved 8-9 grader skyldes det, at den dårlige smag skjules af den lave temperatur, så når det anbefales, at en øl skal drikkes kold, skyldes det oftest, at den i virkeligheden ikke smager godt. There I said it!
Og med disse ord videre til anmeldelsen af den – i bryggeriets øjne for varme Rose Wit, som vi til gengæld kunne smage ordentligt.
“Det ligner Rosé-vin. Rosé-vin med skum” bemærkede Jacob som det første.
“For mig er det svært at vænne mig til en ny farve. Det ligner jo slet ikke øl,” sagde Annemarie, “den er så’n underligt saftevandsrød, jeg tror iøvrigt det matcher flasken, det kunne være skægt at se, om alle Jacobsen-øl gør.”
“Det gælder næppe Extra Pilsner,” indvendte jeg “for den flaske er grøn”.
“Nej, det kan jeg selvfølgelig godt se.”
“Det er ellers et meget flot og tæt, skum I har” sagde jeg, og kiggede på min egen, der, da jeg hældte den op, brusede kraftigt og hurtigt stigende, hvorefter brusen lige så hurtigt kollapsede og mest gav mig indtrykket af tynd, grumset hindbærsodavand. Men på Jacob og Annemaries blev det stående længe – tæt fyldigt og med en snert af bryggets lyserøde farve.
Jeg stak nu næsen ned i mit glas og trak vejret dybt ind. Og så trak jeg det ind igen, og igen – og der meldte sig intet. Her måtte jeg komme med en indrømmelse; “Jeg har jo faktisk snydt lidt,” sagde jeg “og duftet til den, lige da jeg hældte den op, og den stadig bruste, og da syntes jeg, den bare lugtede surt.”
De andre snuste til deres endnu skumfyldte glas.
“Igen skal jeg have skum i næsten, for at kunne dufte den, og alligevel mærker jeg intet. Måske lige noget svagt surt, ellers ingenting,” sagde Jacob.
“Jeg er enig – jeg mærker ingenting, eller noget svagt surt” sagde Annemarie.
“Men den smager af resten af æblekagen,” udbrød Jacob efter at have sat glasset for munden.
“Jeg synes mest den smager af sure bær,” sagde jeg uforstående overfor, at noget kunne smage os så forskelligt. Men Jacob var ikke sen til at forklare sig.
“Jo jo, den smager af resten af æblekagen. Hvis du prøver at spise noget æblekage, og så smager på øllet, så kan du smage æblekagen bagefter.”
Som sagt så gjort, og jeg måtte give ham ret. Havde man smagen af min vivs uovertrufne æblekage i munden, når øllet blev hældt i gabet, så smagte man faktisk æblekagen. For øllet var simpelt hen for svagt i smagen til at overdøve den. Nu er det selvfølgelig også min vivs æblekage, men det er alligevel usædvanligt for en øl, at efterlade sig et vagt indtryk.
“Men hvis man ikke spiser æblekage først,” indvendte jeg, “så smager den af saftevand lavet på sure bær,” (rønnebær tænker jeg i skrivende stund, hvor det selvfølgelig er alt for sent at foreslå det under selve smagningen) “hvor man fuldstændig har undladt sukker. Sådan smager den: Af tyndt, surt saftevand uden sukker – og så gær, og det hjælper ikke.”
“Den er i hvert fald hurtigt drukket og glemt. Lige til at hælde i halsen,” sagde Annemarie
Annemarie: Jeg vil give den to stjerner. Den er virkelig ikke særlig god.
2-stjerner
Jacob: Jeg vil give den … 1 papnæse! (Heller ikke en sådan besidder redaktionen en ikonografisk gengivelse af. Vi må atter nøjes med stjerner.)
1-stjerne
Kaj: Jeg vakler lidt mellem en og en halv stjerne. Jeg synes den vitterlig smager grimt, virkelig surt, og i betragtning af, at den er en del af Carlsbergs eksklusive kvalitetsspecialølsserie og jeg skal komme efter dig … Nej, en halv stjerne!
1-halv-stjerne
Mildt sagt var vi ikke imponeret af Carlsbergs nye såkaldte kvinde-øl. De rangerer i kvalitet fra middelmådig til decideret uacceptabel – i mine øjne i hvert fald. Desuden havde vi også lidt svært ved at gennemskue hvilken målgruppe Carlsberg egentlig forsøger at ramme.
“Som jeg ser det,” sagde jeg “så prøver Carlsberg at fange nogle af dem, der drikker Somersby – men det producerer de jo også selv, så de bruger enorme ressourcer på at flytte folk, der er gået fra gyngerne til karussellen tilbage på gyngerne, og jeg forstår det simpelt hen ikke.”
“Måske er det Champagne- og Asti-segmentet, som de prøver at få fat på” sagde Annemarie, “det er dem, der hverken drikker øl eller Somersby, og det er nok også mest kvinder, hvis man endelig skal lægge den vinkel på det.”
“Ja, men det kan jo ikke være mange,” indvendte jeg.
“Men der er jo de helt unge,” sagde Jacob, “de 15 til 20-årige, de er mange af dem, der slet ikke drikker. Der er faktisk et marked der, der kunne være noget potentiale i.”
“Jeg tror, at en stor organisation som Carlsberg har rimeligt tjek på, og har lavet masser af undersøgelser af, hvad folk vil have,” supplerede Annemarie.
“Efter at have smagt de her øl, der tvivler jeg mere på netop det end nogensinde før,” sagde jeg, “og de der undersøgelser de viser jo ikke en skid – andet end hvad virksomheden vil have dem til at vise.”
Således sluttede ølsmagningen – skuffet over øllets kvalitet, men glade for hinandens selskab. Carlsbergs såkaldte kvindeøl slog os med langt mere undren end begejstring, og hvor man måske godt kunne forestille sig, at en Velvet Ale kunne nydes under de rette omstændigheder, så var dette ingenlunde tilfældet med Rose Wit.
Jeg vil gerne sige tak til Annemarie, Jacob og deres lille datter Frida, for at lægge vejen forbi, og heldigvis havde jeg da også nogle gode øl til dem, selvom de også måtte trækkes med Carlsbergs sære konceptsprøjt.

Dobbeltsmagning (Double-taste) Pabst Blue Ribbon, Pabst Brewing Company/Busch Light, Anheuser-Busch

(For English translation see below.)

– Næsten – men også kun næsten – uden smag.

En gammel ven fra kollegietiden ved navn Lena, der også har slået sig ned i den jyske hovedstad, har en søster, der har giftet sig med, og er flyttet over til en mand i Wisconsin. Når man som jeg ikke har tid og navnlig ikke penge til at rejse særlig meget, er det altid godt at have nogle kontakter i udlandet, der kan sikre, at man også får input fra den anden side af dammen. Og da Lena skulle over og hilse på sin af søsteren nyligt leverede nevø, passede det jo så nydeligt med, at hun kunne tage lidt af det lokale sprøjt, der samtidig er svogerens yndlingssprut (med to s’er – jeg er meget omhyggelig med den slags), med sig hjem, så jeg kunne anmelde det. Jeg skylder Lena en stor tak, og før jeg glemmer det skal jeg også nævne, at jeg har lovet at smage de hjembragte bryg med et åbent sind for Grants (det er svogerens navn) skyld. Det lover jeg, og lover samtidig læserne, at min anmeldelse naturligvis ikke bliver mindre ærlig af den grund.

Der er tale om to øl, nemlig Pabst Blue Ribbon, fra Pabst Brewing Company og Busch Light fra Anheuser-Busch

Pabst Blue Ribbon blev oprindeligt produceret i Wisconsin, nærmere betegnet i Milwaukee, men produceres nu i Woodridge Illinois. Men lige som Ceres herhjemme har bevaret en vis tilknytning til Aarhus, selvom det nu produceres i Fredericia, så har Pabst også bevaret en vis tilknytning til Wisconsin.

Jeg har før smagt, nævnt og klaget min nød over dette bryg her på bloggen, for jeg har smagt det før. Det er godt nok ved at være nogle år siden, men det står stadig i frisk erindring, fordi jeg på det tidspunkt aldrig havde prøvet øl, der smagte af så lidt. I mellemtiden har jeg – ikke mindst her på bloggen – ellers prøvet min del af tynde og intetsigende – for ikke at sige direkte ubehagelige – øl, så jeg kan, og ønsker bestemt ikke at love læserne nul stjerner på forhånd. Det er i øvrigt Grants foretrukne øl, og primært den, jeg havde bedt Lena om at bringe hjem. Grant gav hende en Busch Light med, fordi han ville sikre sig, at hvis jeg virkelig ikke kunne lide Pabst Blue Ribbon – så skulle jeg bestemt prøve noget der var værre … Jeg glæder mig til at anmelde Busch, som jeg i skrivende stund ikke har drukket endnu – men jeg kan grundet Grants ønsker ikke rigtig glæde mig til det.

Pabst Blue Ribbon var så tynd, at jeg egentlig havde forestillet mig den gennemsigtig. Jeg har nemlig kun prøvet den fra dåse – 355 ml eller 12 unser – for det skal jo passe med det britiske imperiums måleenheder, selvom det er århundreder siden, at amerikanerne frigjorde sig fra alt det andet, der havde med det at gøre. På dåse kan man selvsagt ikke se bryggets farve, men det viser sig faktisk, at afvige fra vand i løden. Det er mørkegult, som danske pilsnere er flest, med boblende, kridhvidt, og – som måske antydet – meget skrøbeligt skum. Duften er ret svag, kornet, let humlet og mest syrlig. Den skal drikkes iskold, har jeg fået at vide, så måske ville den dufte af mere, hvis den fik lidt temperatur, men jeg tvivler.

I det den entrer munden frigiver den en kortvarig smag af jævn humle og malt, der mestendels er bittert, men iøvrigt ukarakteristisk. Det ville under alle omstændigheder være svært at gøre rede for smagens karakteristika, for den er vitterlig kortvarig – ganske få sekunder varer den, før en dominerende smag af postevand tager over. Som ved f.eks. Dansk Light fra Harboe får man følelsen af danskvand med et stænk af humle. Mest af alt smager man brusen, der ikke får det til at føles mindre som mineralvand.

Smagen er dog marginalt kraftigere end Dansk Light, og måske marginalt svagere end Kay-Sar – men jeg er ikke sikker. Til gengæld har den ikke Kay-Sars syntetiske smag i samme grad. Hen imod slutningen melder der sig faktisk en metallisk eftersmag, men den er ikke så gal, at der rokkes ved denne øls velfortjente halve stjerne.

Vi er dog nede på et niveau, hvor det føles som om, bryggerierne gør sig umage for at lave øl så karakterfattigt som overhovedet muligt, og jeg forstår ikke, hvorfor folk ikke bare drikker mineralvand i stedet.
1-halv-stjerne

Videre til den anden øl, hvis man kan kalde den det – Busch Light fra Anheuser-Busch-gruppen, der også står bag Budweiser. Først og fremmest skal der gøres opmærksom på, at der ikke er tale om en Light-øl, men formentlig ‘ein Helles’ eller en ‘pale lager’ – en lys pilsner, som fx. Flens Gold eller Corona.

Og lys må man så sandelig sige, den er. Den er nærmest citrongul, men med overraskende tæt skum. Duften er forøvrigt også lidt henad citron, nærmest mere sur end bare syrlig.

Heldigvis går syrligheden da ikke igen i smagen – eller det er som man ser på det, for der er faktisk intet i duften, der går igen i smagen, for intet kan gå igen i noget, der ikke er der. – Og for nu at formulere det mindre knudret: Den smager virkelig ikke af noget – højst af vand.

Det er om muligt det tyndeste sprøjt, jeg har smagt. Der er et let stik af noget metallisk, der løber langs undermundsgummerne, der forstørret mange mange gange måske – men kun måske – kunne minde om noget bittert. Det er en skygge – en afglans af ølsmag.

Jeg husker kun Tuborg Super Light som ringere end denne øl, for den var tilsat aromastoffer, der fik den til at smage forfærdeligt. Denne øl er trods alt ren, men det er også snart det bedste, der kan siges om den.

Dåsen indeholdt 1½ pint – og jeg nåede ikke at drikke det hele, før det blev lunkent. Det hjalp ikke syndeligt at få den op i temperatur, selvom det heller ikke gjorde den direkte dårligere. Der var nogle fjerne, søde noter at spore i det lidt mere lunkne øl, som et fjernt nødsskrig fra en humle, der måske kunne have smaget af noget, hvis bryggeriet ellers gad tage sig sammen.

Det overrasker mig alligevel noget, at Budweiser virkelig er det bedste amerikanske standardøl, jeg har prøvet.
0-stjerner

Almost – but only almost – tasteless.

An old friend called Lena from my time at the Dorm who has also moved to the Capital of Jutland has a sister, who married and moved in with a guy in Wisconsin. If you do not have a lot of time or – as it were – money, like me, to travel very much, it is always good to have som contacts abroad, who can make sure that one gets the odd input from the other side of the pond. And since Lena went over to see the nephew, her sister recently delivered, at all fitted ever so well together for Lena to bring me some of the local booze, which also happens to be the selected poison of her brother-in-law (brackets intranslatable), with her back home for me to review. I owe Lena great thanks, and lest I forget I’ll mention right away that I have promised to taste the home brought brews with an open mind for Grant’s (the name of the brother-in-law) sake. So I’ll promise just that, and at the same time, I’ll promise my readers that my review will not be the slightest less honest for that reason.

Two Beers are play, namely Pabst Blue Ribbon from The Pabst Brewing Company, and Busch Light from Anheuser-Busch.

Originally, Pabst Blue Ribbon was produced in Wisconsin, Milwaukee that is, but is now produced in Woodridge Illinois. However, just like Ceres here in Denmark has stayed attached to Aarhus though it is produced in Fredericia, Pabst also remains attached to Wisconsin.

I have mentioned and lamented over this brew on earlier occations on this blog since I have tasted it before. It is, however, some years ago, but I remember it as if it was yesterday, because at that moment, I had never tried out any beer which tasted so meagre. In the meantime I have – not least on this blog – had my share of watery and uninteresting – not to mention truly obnoxious – beers, so I neither wish, nor can promise zero stars beforehand. It is, by the way, Grant’s favourite beer, and it was this one primarily that I asked Lena to bring home. Grant gave her a Busch Light in addition, because he wanted to make sure that if I did not like Pabst Blue Ribbon, I really should try something worse … I look forward to review Busch, which I have not tried at this moment of typing – but because of Grant’s intentions I really can not look forward to taste it.

Pabst Blue Ribbon was so thin that I had actually imagined it to be colourless. I have actually only tried it canned – 355 ml or 12 ounces – because it must fit with the measuring standards of The British Empire, even though the USA denounced everything else that was British centuries ago. In a can, one can not see the colour of the brew, but it actually, it turns out to differ from water in the hue. It’s dark yellow, like most Danish lagers, with bubbly, snowwhite and – as might seem suggested – very brittle head. The smell is faint, grainy slightly hopsy and mostly sourly. One should drink it ice cold, I was told, so it just might smell a bit better if it got some temperature – but I doubt it.

As it enters the mouth it quickly releases some flavour of modest hops and barley malt, mostly bitter, but otherwise uncharateristic. Under all circumstances, it would be difficult to elaborate on the characteristics of its taste, because it is indeed short lived – it only lasts for a few seconds, before a dominating taste of tab water takes over. Similar to e.g. Dansk Light from Harboe, one gets the feeling of mineral water with a hint of hops. Most of all one tastes the gas, which does not do much to make it feel less like mineral water.

The taste is, however, marginally stronger than Dansk Light, og maybe marginally weaker than Kay-Sar, but I am not sure. On the other hand it has not got Kay-Sar’s synthetic taste to the same extent. Towards the end it does get a bit of a metallic after taste, but it’s not so bad that it tips the balance against its well deserved one half star.

We are however at a level where it seems as if the breweries take great efforts to make their beers as poor in character as humanly possible, and I can not understand, why people do not just drink mineral water instead.
1-halv-stjerne

Let’s move on to the other beer, if you can call it that Busch Light from the AnheuserBusch group, the producer of Budweiser. First and foremost it must be remembered that this is not a low-alcohol/calorie beer, but rather ein Helles or a pale lager, like Flensburger Gold or Corona.

And it is definately light! Its almost yellow like a lemon, however, with surprisingly thick foam. The smell is not completely unlike lemon, on all counts it is rather sour than just sourly.

Fortunately, the sourness is not found in the taste – depending on how you look at it, since there is nothing in the smell, which is also found in the taste – because nothing can reappear in something that does not exist – or to frase it less in a less complicated way: This beer really tastes like nothing at all – escept of water.

It is probably the thinnest brew I have ever tried. There is a slight prick of something metallic in the taste, which, if emphasized a lot of times, might turn into something bitter. It is only a shadow, a fanthom of beer taste.

I only remember Tuborg Super Light as worse than this beer, and it had added aroma in it, which made it taste awful. For better or worse, this is a clean beer, which is probably the best you can say about it.

The can contained 1½ pint – and I did not manage to drink it all, before it went lukewarm. This did not help with the taste, even though it did not make it worse neither. There were actually some faint sweet notes trackable in the lukewarm beer, like a far away cry for help from some hops, which just might have tasted of something, if the brewery would care just a bit.

It really surprises me that Budweiser turns out to be the best standard US-beer that I have tried yet.

0-stjerner

Martinelund, påske 2011

Det er ikke sjældent de spontane ideer, der afstedkommer de mest spændende resultater. Min viv Linda fik således den ide lørdag formiddag, at vi skulle tage den helt store weekendtur ud til en af hendes gamle venner, fra dengang hun arbejdede som bartender på det hedengangne Æsken i Aarhus.

Lindas veninde Tina bor sammen med sin mand Jan på en lille gård ved navn Martinelund, der ligger lidt uden for Randers i nærheden af landsbyen Nørbæk. De har flere gange været i medierne, fordi de lever ‘lidt ligesom bonderøven’ fra de kendte DR-programmer, selv om Tina flere gange grundigt (for ikke at sige bastant) indskærpede, at hun og Jan så gu’ havde været langt mere fremme i skoene, og levet på den måde i flere år, før han fik ideen.

Så det blev en tophyggelig påskeweekend tur med høns, hund, kat, ponyer og kvæg omkring os, brændekomfur indendørs og masser af hjemmedyrket økologisk kvalitetskost til os alle sammen. Linda har lavet et fotoalbum fra weekenden der kan beundres her.

Og ringere blev det jo ikke af, at det viste sig, at Jan er lige så ølglad, som jeg er. Hans præferencer er ganske vist nogle helt andre, men det er aldrig en skam at høre nogle andre holdninger til, hvad kvalitet er end ens egne. Man opdager, at egenskaber, man har regnet for mindre betydningsfulde, ligegyldige, ja måske ligefrem ubehagelige, i virkeligheden kan være kvaliteter. Der var et par momenter af sådanne oplevelser, selv om mine opfattelser af, hvad godt øl er, alligevel ikke er blevet rystet, endsige da i sin grundvold. Til gengæld er jeg måske blevet en kende mere inklusiv omkring, hvad godt øl er, og kan være.

Det første stop på rejsen gennem spise-kammerets beholdning af øl, var en blend af Royal Free, Vestfyens Light Pilsner, og Vestfyens Mørkt Hvidtøl. For de fleste læsere lyder det sikkert som en rædselskombination af det billigste og mest modbydelige sprøjt, man kan opdrive. Grunden til overhovedet at lave sådan et blend er imidlertid, er, at man kan drikke meget af det. Det var noget, Jan gik meget op i, han elsker at drikke meget øl, men uden at man af den grund behøver slingre rundt, hvilket også er en ulempe, når arbejdet på gården skal passes. Og i betragtning af denne intension var resultatet slet ikke så ringe endda. Hvidtøllet giver brygget en mørkorange farve og en sødlig smag, der er liflig i forårsvarmen og også formår at behage underkæbens gummerand med en vis bitterhed. Der er ingen ubehagelig syrlighed eller metalliskhed til at ødelægge det letdrikkelige, men ikke for tynde, blandingsbryg. Det er dog vigtigt, at man hælder de lette øl op først. Hvidøllet skal forsigtigt hældes i til sidst, for ellers ødelægges det flotte gyldne skum. En rigtig arbejdsølblanding, der endda formår at give flere danske standard- og discountøl baghjul.

2-stjerner

Det var omkring dette tidspunkt, at Jan fortalte mig, at hans foretrukne øl for tiden var Kaiserdoms Kellerbier, som jeg har anmeldt for kort tid siden. Vi havde i værtsgave blandt andet taget et par Flensburger Kellerbier med, og nu var det tid at tage dem frem, og se, og de endnu engang formåede at imponere. Det varede ikke længe, før Jan udtænkte strategier for, hvordan man nemt kunne hente et parti op, så jeg der var ingen tvivl om hans begejstring. Han gav dog ikke større indrømmelser end dette, for lige som med føromtalte blend, tiltrækker det letdrikkelige ved øl ham, og der vinder Kaiserdoms Kellerbier over Flensburger.

Til aftensmad fik vi pandebrød, dampede flødekartofler og lammebov – altsammen økologisk naturligvis og anrettet på udendørs raketkomfur. Til dette uforlignelige festmåltid nød vi en Aurum fra bornholmske Svaneke Bryghus. Aurum betyder guld på latin – og det er netop hvad det er – en guldøl. Den har en letsødlig duft, lidt sødere end hvad jeg kender fra gængse guldøl. Smagen er mestendels bitter – der er tale om en god tør bitterhed, der blidt masserer undermundens gummer længe efter at brygget har passeret spiserøret. Bitterheden ledsages af en let humlesødme, mens man ikke mærker meget til malten. Det er et dejligt intenst og velafbalanceret smagsbillede, hvor intet overdrives, men som heller ikke byder de store overraskelser.

4-stjerner

Det næste indslag var så Jans eget bryg – og det må jo så siges at være et nanobryg, det første her på bloggen. Brygget har ikke noget officielt navn, men karakteristisk for det er, at mæsken er tappet gennem enebærgrene, humlen er af typen Tettnanger, og der er brugt amerikansk alegær. Malten er brændt bygmalt. Der er tilsat et skvæt æblecider, da gæren var opsætsig og ikke ville som Jan – den slags krumspring er selvfølgelig i orden, for at få fermenteringen i gang.

Ud af sådan et eksperiment får man et dyborange, næsten rødt, bryg, der dufter ganske syrligtsødt, lidt i retning af de hedengange gule sodavand, og praktisk taget ikke af øl overhovedet.
Det smager meget af æbler, og er først og fremmest syrligt i smagen. Det er en tør, nærmest hård syrlig smag, samtidig er maltningen færdig, så der ikke er nogen som helst brus i brygget. Det er samtidig lavalkoholisk og lever dermed op til bryggerens ønske om at brygge øl, man kan drikke meget af i løbet af en dag. Det er også friskt og lifligt – ikke i betydningen vandig, men derimod friskt fra karet, uberørt af mellemmænd og andre fix-faxerier, der skal få øllet til at tage sig ensartet ud.

3-en-halv-stjerne

Ud på aftenen blev der også smagt på et par øl fra BrewDog, som Jan havde fået anbefalet – noget jeg bestemt også ville have gjort, hvis ikke han havde kendt dem i forvejen. Her svarede begejstringen i høj grad til min egen – Trashy Blonde fandt Jan heller ikke så imponerende som Punk IPA.

Mørket faldt på (og hvilket mørke med nærmeste købstad et kvarters kørsel borte), og guitaren og fællessangene blev fundet frem. Et par gamle russiske travere og lidt Nick Cave kunne det blive til. Dertil nød vi et par af Kaiserdoms Kellerbier, samt Svaneke Bryghus’ brown Ale. Sidstnævnte fik jeg ikke smagt grundigt nok på, til at jeg vil geråde mig ud i en anmeldelse her – jeg fik heller ikke tage noter, da det dertil nødvendige røntgen/infrarøde syn endnu ikke er så veludviklet hos mig endnu. Jeg har dog noteret mig, at jeg ikke finder den specielt imponerende, biased som jeg selvfølgelig er efter at have prøvet Næsgaardens uforlignelige Brown Ale ved en tidligeere lejlighed. Men Svaneke Bryghus bliver nok aldrig mit favoritbryggeri. Deres øl smager såmænd fint, men der er efterhånden langt op til de virkelig gode mikrobryggere herhjemme. Da jeg i sin tid prøvede et par af deres øl i 2004, da jeg var på ferie derovre, var udbuddet af danske specialøl også et andet. Det minder mig om, hvor hurtigt det faktisk er gået. Kvaliteten af dansk øl er gået op med raketfart de seneste år, og nogen, som f.eks. Svaneke Bryghus har ikke været i stand til at følge med.

Vi skal frem til frokosten søndag middag, hvor jeg smagte den sidste øl, Coops Økologisk Pilsner med Änglamark-logo. De brygges af et svensk bryggeri, jeg glemte at notere mig navnet på. Selv en erfaren ølblogger kan være sløset ind imellem. Der er ikke de store overraskelser i denne pilsner. Den dufter af korn og bitter humle, en smule over intensitetsstandarden, men så heller ikke mere. Den har en dejligt ren og hård humlesmag, der nænsomt kilder undermundens gummer, uden så meget som antydning af ubehagelige bismage. Eftersmagen er overraskende lang og blidt humlebitter. Det er, hvad jeg ville kalde en god standardøl – men stadig en standardøl.

2-stjerner

Til slut vil jeg sige Tina og Jan tak for husly, god mad, godt øl og godt arbejde. Jeg føler mig næsten som et nyt og bedre menneske efter at have været med til at være selvforsynende og meget økologisk en lille weekends tid.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme