Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: discountsupermarked

Rødhætte, Albani/Royal Unibrew

Der bli’r ingen Jul i år! – Red Warszawa

Jeg må erkende, at jeg ikke har fulgt helt så godt med i, hvad der er blevet lanceret de sidste par år af juleøl, som jeg kunne – og som det måske forventes af mig, når nu jeg skriver så meget om øl. Jeg ved derfor ikke, om den her egentlig er ny, eller om den skulle have mange år på bagen. Jeg har i hvert fald først lagt mærke til den nu, og har derfor først nu fået den afprøvet til anmeldelse.

Den er en rød pendant til Albanis efterhånden bedagede juleøl ‘Blålys‘. Det hedder produktudvikling, og svarer i store træk til hvordan Star Wars gik fra at være en mægtig, filmhistorisk trilogi til at blive en pengemaskine, der hele tiden skulle koges mere suppe på, indtil konceptet var så udvandet at selv det oprindelige produkt efterhånden begyndte at være ulideligt at se på. Såvidt forventningerne. Virkeligheden har nu det bedste udgangspunkt for at levere en positiv overraskelse.

Men at et bryg udelukkende sælges samlet i seksstyksemballage (i Fakta på Kastet i Thisted), der ikke må brydes, borger ikke for den store kvalitet. Kunden skal erhverve sig et parti, for ‘om man solgte produktet enkeltvis, ville hver kunde kun købe én’, synes tankegangen at være. Tag fx et andet Albaniprodukt, der faktisk fortjener ros – deres Mosaic IPA. Den sælges såmænd både i sixpacks og enkeltvis i flere supermarkeder, fordi Royal Unibrew med det produkt udmærket ved, at kunden vender tilbage, uanset om man køber flere ad gangen, eller enkeltvis. Forventningerne får endnu et nøk nedad som konsekvens af markedsføringsstrategien …

… og nok et nøk, når det viser sig at brygget er tilsat majs, glukosesirup, farvestof og sukker. Det er i sidste ende smagen, der tæller mest, men udenpå ser det ikke godt ud for brygget her.

Brygget skummer højt og gyldent ved skænkning. Brygget selv antager en farve, der er en anelse mørkere end traditionel pilsner. Uden farvestoffet havde det garanteret også set helt anderledes ud. Brygget lugter tungt, småsprittet og syntetisk med en kant af metal. Den væsentligste grund til, at lugtindtrykkene nemt kan udholdes er, at de kun er antydninger af bouquet på et tæt bagtæppe af postevand.

I smagen bydes man på van(d)lig, generisk pilsner med en nemt oversebar kant af syntetisk metalliskhed. Aluminium, vil jeg gætte på. Trækker man, i et forsøg på at fremtvinge bare en anelse mere aroma ud af brygget, luft ind, mens det hviler på tungen, anes en fjern em af kommensnaps.

Brygget mangler således ethvert spor af raffinement. Ikke bare er brygget en pilsner som alle andre, der alene har fået julebetegnelsen hæftet på sig på grund af tiden på året, den er lanceret. Alt hvad der kunne få brygget til at skille sig ud fra den store anonyme masse af andre pilsnerprodukter er grundigt gemt dybt dybt nede i bryggets bundløse dyb af smagsfrihed. De smuler, der kan spores gør til gengæld heller ikke godt, så man kan på den anden side ikke lade være med at glæde sig en kende over, at det overvældende element af vand i brygget også er det, der forhindrer brygget i at blive en prøvelse at komme igennem.

Julen ser med dette bryg imidlertid ud til at være udsat til næste år. Der er ingen fest, stads eller hygge at hente her.

Carlsberg Humle, Carlsberg

But why, whyyyy!?

Carlsberg har smidt en uflitreret pilsner på markedet. Ja, det er så evigt innovative derude i gentrificeringsenklaven i Valby. Eller måske ikke, for uflitrerede pilsnere er olle Kamellen lige syd for grænsen, hvor stilen kendes som ‘Naturtrüb’, og er næsten lige så gammel som Moses. Uden lige at kunne smide eksempler på bordet, er jeg ret sikker på, at flere mikrobryggerier herhjemme også allerede har stilen i deres kataloger.

Og længe efter, at det er gårsdagens nyheder, buldrer industrikæmpen frem i et forsøg på at tage sig nyskabende ud. Lad mig prøve undtagelsesvist at vise mig fra min positive side over for industrien og helt undlade at kalde Carlsberg det, der først falder mig ind – pinlige, forsinkede, grinagtige … hov, nu kom jeg sørme til at kalde dem alt det alligevel. Det var jeg vist ikke så god til.

Nå, lad mig prøve igen. I stedet vil jeg kalde deres forkølede forsøg på at være den kække, frække, unge, nye i klassen … sødt? Nuttet? Kært? Foreslå gerne andre smykkende tillæg til Carlsbergs allerede bedagede initiativ i kommentarerne.

Brygget gør det ellers visuelt OK med et pænt, tåget ydre, og meget plastisk marengsskum. Duften byder på humle og fusel, begge dele mere markant, end man er vant til fra industrigiganterne, så måske er der en overraskelse i vente?

Nå … brygget viser sig bare at være en Carlsberg som så mange andre. Igen vil jeg prøve at være positiv, og derfor undlade at betegne brygget som tyndt, vandigt, hult og uinspirerende …

Damn! Jeg er bare ikke særlig god til det der ‘positivitet’?

Jeg mener selvfølgelig, at brygget er rigtig godt til tørst. Og oven i købet kan man da godt mærke, at der er noget humle, der rasler rundt derinde et eller andet sted. Så i let berøring med noget krydderi har væden i dåsen da været. Det vil jeg da gerne – eller rettere, aldeles modstræbende – indrømme.

Det må imidlertid også undre mig en kende, at brygget reelt ikke smager af mere end flagskibet Carlsberg Premium. I virkeligheden smager det nok af lidt mindre. Og det ansporer jo ikke så lidt til at stille spørgsmålet …

Hvorfor?!

Santa Paws, Brewdog (Saufen und saufen und saufen … II)

Full Grinch …

Som om det ikke var svært nok at rekonstruere Marcus og min anmeldelse af Beard Brews fortrinlige bryg ud fra en lydoptagelse, hvor man kun kunne høre min  stemme og ikke Marcus’ regn af guldkorn, så lader det nu til, at optagelsen af vores anmeldelse af denne øl enten er gået tabt, eller – som optagelsen af Rudolf Schwann, der hovedkuls serieknalder sin hjerneskal mod de hårde stenkanter på den trappe, der bliver hans endeligt i Matador-serien – aldrig optaget.

Jeg kan i hvert fald ikke finde den som enkelt fil. Ej heller kan jeg finde den omtalt i nogen af de andre lydfiler. Til gengæld er det lykkedes mig at finde ud af, hvad problemet har været med mit optageudstyr, så jeg fremover ikke løber ind i den slags katastrofer. Ikke megen snak om drillenisser, omend jeg da en stille stund kunne overveje at stille en skål risengrød frem ved lejlighed. Selvom jeg har lokaliseret og løst problemet, skader det vel næppe at få sig en metafysisk buffer oveni (folk der kender mig godt vil vide, at jeg faktisk ikke er hardcore ateist, idet jeg med alle de sindssyge ting, der sker omkring mig, ikke finder eksistensen af drillenisser tilstrækkeligt falsificeret endnu).

Brewdog er et af de kendte, efterhånden ret store kvalitetsbryggerier, der fik mikrobryg ud til folket back in the day. Deres brand er for længst blevet mainstream, og deres produkter fast inventar i COOP’s discountsupermarked, Fakta. Ikke desto mindre har de formået at holde kvaliteten oppe – i hvert fald i nogle af deres produkter – så de ikke har glemt deres rødder.

Denne er en juleøl, passende i en størrelse så jeg ikke gider drikke den alene. Imidlertid ville jeg nu gerne have budt min yndlingsmedanmelder Marcus på en lidt bedre oplevelse her op til jul, for brygget skulle snart vise sig at være et af fejlskuddene fra bryggeriets side.

Bryggets mørke er vel snart det eneste rigtig fine ved det, idet allerede viskositeten alt for nemt lader flaskens indhold underkaste sig tyngdekraftens luner. Skummet gider heller ikke rigtigt, selv hvis brygget skænkes voldeligt. Selv trænede kokainsniffere ville have svært ved at vride bouquet ud af brygget. Uengageret sødt giver det sig kende, sammen med nogle fjerne, vage noter af alt for tynd kaffe.

Smagen – og eventuelle digressioner og udflugter knyttet dertil? Ja, det er jo desværre dem, der er gået tabt. Jeg ville ellers have elsket at gengive Marcus’ elokvænte eder og forbandelser, der i vidtstrakt- og krummelurethed langt overgår mine egne.

Så vidt jeg husker diskussionen – og her skal man have in mente, at jeg selv havde indtaget omkring seks genstande – gennemgik vi egentlig blot rigtig mange af de ovenstående pointer, at Brewdog i vid udstrækning brygger til supermarkederne i dag, og at kvaliteten derfor nødvendigvis må  blive for nedadgående. Brygget føltes for os begge vandigt, tyndt og uengageret kun med fjerne noter af kold, tynd kaffe – måske sødet med et par dråber billig industrikaramel. Akkurat passabel som øl, men ikke som en juleøl, hvor der gerne må kæles lidt ekstra for sanserne.

Vi var dermed også rørende enige om karakteren til en juleøl, der vist kun formår at slå Tuborgs Snebajer i kvalitet herhjemme.

Heritage Suffolk Pale Ale, Greene King

Hard to handle …

Her er en dejligt stor øl. Og det manglede også bare, når nu jeg måtte smide omkring 30 kroner efter den, eller noget i den størrelsesorden, da jeg fandt den i Fakta forleden. Den er så stor, at den med sine skæve 568 ml. ikke passer i et regulært halvlitersglas, because Imperial Measures, formoder jeg. Det er vel også i en eller anden grad ‘Heritage’.

Og det betaler man vel også for – ud over et indhold, der er vanskeligt håndterbart på kontinentalsoklen – den historiske og kulturelle arv. Det arvelige ved brygget er åbenbart malten – Chevallier – der ifølge bagetiketten har været tæt på at uddø, efter at have været vidt udbredt i det 19. århundrede. Jeg afslører ikke for meget ved allerede nu at fortælle, at den gamle malt bestemt ikke lader til at ødelægge noget for resultatet – men sådan ligefrem fuldt ud at legitimere endnu et af bryggets påhæftede buzz-words idet brygget er en limited edition er jeg nu heller ikke sikker på, kvaliteten rækker til.

Mere end noget andet er Heritage Suffolk Pale Ale en britisk Pale Ale som man kender den, og som jeg gerne indrømmer, sagtens kan være en nydelse for mig. Visuelt lægger den således fint ud med en klar kobberrød lød under en usædvanligt fedtet candyfloss-skumkrone. Bouqueten yder en blanding af syrligt og bittert, der langt fra er usædvanlig for britiske pale ales. Flere vil sikkert hævde at det er lige så typisk som det er en pine – med en grundstamme af egetræ, der giver begge dele.

Flere facetter er der i smagen, der byder på en nydelig allé af forskellige træsorter med dertil hørende urtehave bagved. Friskt løvtræ i form af birk giver bitterhed, syren leverer bøgebladene mens laurbær og nelliker fra urtehaven leverer krydderierne. Aromaen er således mere end i hus, mens man må undres en kende over al den etiketplads, der var reserveret malten. Brygget forekommer mere end noget andet lifligt og letflydende uden at være tyndt, og det kan da godt være, at malten sørger for at brygget har en tekstur så det ikke bliver vandigt. Men noget selvstændigt element i form af fylde eller nogen specifik mundfornemmelse yder malten ikke. At brygget ikke føles tyndt kunne lige så vel skyldes den velkomponerede aroma, og således forbliver den højtbesungne malts rolle i forestillingen usikker, ud over at den næppe gør nogen skade.

Arven og historien til trods kendetegnes denne britiske ale først og fremmest ved at være en britisk ale – en smagfuld og forfriskende en af slagsen, måske endda en smule over det sædvanlige, men langt fra nok til at både ‘heritage’, ‘limited edition’ og ekstra 68 ml, der gør brygget bøvlet at håndtere uden for det britiske imperium, egentlig synes berettiget.

G de Goudale Grand Cru, Brasseurs de Gayant

Brutal om ikke andet …

Bare så I ved, at jeg ikke bare kan brokke mig over andre ting end den førte politik her til lands, men oven i købet også over ting, der er ølrelaterede, vil jeg i dag indledningsvis knytte an til en artikel i seneste nummer af ØlentusiasteN. Ole Madsen – min mentor udi ølskriveri – fortæller på side 10 under overskriften “Dåser forfordeles” hvordan flasker forfordeles i det danske retursystem. Diskussionen om, hvad ordet ‘forfordele’ egentlig betyder, må til gengæld vente til en anden gang. Sagen er, uanset hang til ordets oprindelige eller nymodens popsmarte diamentralt modsatte betydning, den, at Dansk Retur System (som ikke i øvrigt anvender ukorrekt ord deling i deres navn) har indført nye gebyrer for hhv. glasflasker og dåser. Gebyrerne på dåser falder med mere end 50%, mens gebyrer for glasflasker stiger med mere end 25%.

Dansk Retur [mellemrum, der ikke bør være der, men hvad kan man også forvente af et privat foretagende der ejes af storindustrien] System ejes af industrien … det fik jeg vist sagt … og det vil altså sige, at den øverste top i de hovedrige, altdominerende megaforetagender i landet stort set kan diktere, hvordan retursystemet håndteres. Det er angiveligt langt vanskeligere at tappe på dåser end flasker, hvorfor ændringerne er en kæmpe fordel for industrien, og en lige så stor ulempe for mikrobryggerierne, da disse slet ikke har ressourcer til at få en aftapning på dåser op at stå.

Endnu engang udnytter industrien altså en urimelig særstilling til at trampe kvalitetsproducenterne hårdt og brutalt under fode. Kvalitetsproducenterne skal nu allokere flere midler til retursystemet, som de kunne bruge på yderligere kvalitetsudvikling og produktion. En fordel industrien nyder ene og alene fordi retursystemet af sædvanlige ideologiske årsager skal være på private hænder. Når en bestemt opgave løses af en institution er der ingen ræson i at overlade det til private. Det er rent og skær monopolkapitalisme af en slags som Adam Smith himself i sin tid advarede imod. “Men hov!” vil nogen bedyre – “taksterne er jo bestemt af miljøministeriet og ikke industrien alene”. Ja … miljøministeriet … I dag er det ministerium lige så meget et miljøministerium, som ministeriet for fred er et ministerium for fred i Orwells roman 1984. Miljøministeriet har tilladt landbruget at forgifte drikkevandet i hidtil uset omfang, det skider klimamål et langt stykke, det … jeg standser her for ikke at vække min tilbøjelighed til apati og depression unødigt, idet jeg konstaterer, at dette blot er endnu et eksempel på, hvordan den siddende regering kun er der for industriens allerøverste top og ikke for nogen anden – især ikke forbrugere eller mindre erhvervsdrivende (eller børn, studerende, lønmodtagere, arbejdsløse, handicappede, ældre … nå, så kom det sgu til at handle om den førte politik alligevel. Go figure)

Vel – tak til Ole for at gøre opmærksom på endnu et misforhold i den danske ølindustri, der ikke er til kvalitetsbryggeriernes og forbrugernes fordel.

Hvordan det er i Frankrig skal jeg ikke kunne sige. Men flasker fra det land er i hvert fald at finde i Netto for tiden, så der må det vel kunne betale sig med tapning på den emballage endnu. Flasken er endda speciel – køn måske endda. Den er i hvert fald sort og med det forjættende ‘Grand Cru’ som titel.

Det er ellers kun noget, franskmænd og -kvinder siger om vin. Det betegner vin af meget fin kvalitet eller evt. den gård, der er vinens ophav. Men i dette bryg findes ingen druer, men derimod vand, bygmalt, hvede, ris, glucose, fruktose, humle, korianderfrø og appelsinskal. Nøgleingredienserne er vand, humle og malt – og mon ikke der også er noget gær et sted.

Bouqueten er heller ikke videre vinøs. Derimod leverer den en regulær næsestyver af fusel og rå pilsnerhumle. Der er om ikke andet en kraftfuld oplevelse i vente, omend vi er milevidt fra fordommene om fransk ynde (det hedder i øvrigt “ynge” på Royal Unibrewsk) og elegance. En skarp syrlig kant peger tværtom mod nord, mod nabolandet Belgiens meget forskelligartede og noget sværere tilgængelige udvalg. Den alenlange deklaration peger i samme retning, ligesom det fedtede, høje og klæbrige skum, mens kuløren – flot messinggylden – sammen med bouqueten peger mere mod øst, mod Tyskland.

I samme retning peger smagen med en tung, hårdtslående og skarp pilsnerbitterhed, som man kender det fra hjemlige spritterøl, men vitterlig med en uventet elegance og præcision i aromaen, så missmage og ubalancer undgås – i hvert fald i første omgang.

Det belgiske indslag gør sig nemlig snart gældende med en skarp syrlig kant af umoden banan. Den gør sin sviende entre ved gummerne, og yder en slagkraftig øloplevelse et ekstra punch … i hvert fald så længe brygget er veltempereret, hvilket i dette tilfælde vil sige frisk fra køleskabet.

For dette bryg, sin alkoholprocent på 7,9% til trods, fungerer klart bedst ved lave temperaturer. For direkte proportionalt med bryggets lunhed træder isoamyl acetatens skarpe banansmag mere og mere frem. Ved 5-6 grader lægger den sig perfekt iblandt bryggets andre slagkraftige aromaer, men så snart brygget får lov at stå, træder bananen uhensigtmæssigt meget frem og gør brygget surt og metallisk.

Det er i grunden synd, uden det skal ligge bryggeri eller øl til last. For det er vitterlig en lækker oplevelse ved den rette, lave temperatur.

Hvordan brygindustrien afregner det ekstra gebyr for den importerede flaske blander jeg mig ikke i, men jeg håber det bliver så svært for dem, at provenuet ryger.

Så kan de lære det …

Tropical Torpedo IPA, Sierra Nevada

Labert laurbærleje …

Her er to glædelige nyheder, som jeg vil starte dagens indlæg med at dele med læserne: Jeg har netop modtaget et parti øl fra Munkebo Brewery, som jeg vil begynde at anmelde, så snart et lille hængeparti af gamle anmeldelser er blevet eksekveret. Jeg glæder mig til at prøve de nye øl, som jeg vil anmelde i fjæset på Wacken Brauerei, der forsøger at få Munkebo til at trække øllene, der har navn efter nordiske guder, tilbage.

Den anden gode nyhed skylder jeg læserne tak for: I juni måned har mere end 5000 læsere klikket sig ind på min blog. Det er første gang i år, og jeg bliver bare glad, når jeg ser det ske. Tusind tak for interessen – jeg vil fortsætte min forsøg på at vække den, og i en eller anden grad ser det jo faktisk ud til at lykkes.

Nu til dagens anmeldelse. En amerikaner, der for tiden kan fås i Fakta (props til dem endnu engang).

Sierra Nevada startede som et af de mange mikrobryggerier, der gav den amerikanske og globale ølrevolution vind i sejlene. I dag er de blevet store – rigtig store, med kæmpe bryganlæg og masseproduktion. Kvaliteten er imidlertid ikke faldet … ikke særlig meget i hvert fald, og langt fra så meget som man kunne have frygtet af et lille firma, der får storhed at smage.

På andre punkter bevarer bryggeriet også gode takter. Deres produktion er baseret på solenergi som bryggeriet selv genererer, og på mange andre måder bestræber bryggeriet sig på en bæredygtig produktion, man kun kan beundre. Bare fordi man er blevet stor, behøver man jo ikke være et stort svin – eller et stort miljøsvin.

Hvor længe Donald Trump vil tillade bryggeriet at producere på den måde uden at sætte hæren ind, må tiden vise. At produktion på den måde lader sig gøre i stor stil og med sorte tal på bundlinjen er en effektiv fuckfinger til det neoliberale økonomiske paradigme. Men det er vel kun et spørgsmål om tid, hvor længe den økonomiske elite vil acceptere denne opsætsighed, og enten ekspropriere geschæften med vold, eller tvinge Sierra Nevada til udelukkende at bruge gensplejsede råvarer importeret minimum 10.000 km væk, dyrket med ekstra Round Up og pesticider, samt at koge urten op med østtysk brunkul.

Indtil da kan vi dog fortsat nyde Sierra Nevadas øl med nogenlunde ren samvittighed, og det var så, hvad jeg gjorde forleden aften.

Tropical Torpedo er tænkt som en variant over bryggeriets nærmest ikoniske Torpedo IPA, der i sin tid høstede topkarakter her på bloggen. Denne gang med aroma af Papaya og Mango – såvidt bryggeriet i hvert fald.

Brygget ligner dog mere overfladen på en messingblæser – men det er jo også meget kønt. Det efter alt at dømme filtrerede bryg dufter rent og klassisk af grannåle og friskskåret træ af samme art. Også smagen er klassisk – IPA hele vejen igennem, hverken mere eller mindre, ligesom man kender den og elsker den, og som man lige præcis ønsker, den skal være. Der er ikke de store overraskelser, hvilket ikke rigtig gør noget, fordi typen som den nu engang er, indeholder alt hvad man kan ønske.

Så intet ekstraordinært – og for øvrigt hverken mango eller papaya på trods af bryggeriet påstand derom. Men som antydet – det gør egentlig ikke noget.

Mooser Liesl, Arcobräu Moos (Grænsehandel I)

Overstået!

Her på det sidste er det lykkedes mig ikke at have alt for store anmeldelseshængepartier, altså rækker af øl, jeg allerede har prøvet, men endnu ikke har fået anmeldt. Til gengæld jonglerer jeg vist i øjeblikket med 3-4 forskellige temaer, som jeg må kæmpe lidt for at holde adskilt.

I mine unge dage kunne jeg være slem til at påbegynde projekter, som jeg aldrig fik gjort færdig – det skulle være typisk for folk med ADHD-diagnoser. Efterhånden er jeg blevet bedre til at begrænse antallet af projekter, jeg går i gang med – til gengæld har jeg meget svært ved at gøre dem halvt. Således også min ølblog – og hvis jeg har besluttet mig for, at jeg vil påbegynde et nyt tema, fordi jeg finder blot den mindste anledning til det, så må får det være således.

Jeg indleder derfor med dette indlæg en række anmeldelser af de øl, jeg købte i Scandinavian Park, Flensborg, på vej hjem fra Guldbrylluppet i Nordtyskland forleden. Det kommer til at ske under temaet “Grænsehandel”. Fordelen ved temaet er, at det slet ikke behøver være begrænset til denne ene omgang, men fremover altid vil kunne hives frem, når jeg har været i Tyskland for at handle.

Jeg har flere gange langet ud efter tysk øl og tyskernes ølkonservatisme her på bloggen. De har deres Reinheitsgebot, der som et tveægget sværd på den ene side har sikret en høj pilsnerkvalitet og på den anden side har været en brutal, tæsketung stopklods for hittepåsomhed i det store land mod syd. Sidst jeg var i Tyskland var udvalget af specialøl i den grænsebutik vi var i praktisk taget ikke-eksisterende, og i stedet for at fokusere på kvalitet, valgte jeg i stedet at finde noget bizart, så jeg i det mindste havde et eller andet at skrive om.

Måske frekventerede vi blot det forkerte center dengang, for i Scandinavian Park var der da trods alt en smule at komme efter. Jeg hapsede de bryg, jeg ikke havde prøvet før – uden i øvrigt at spare synderligt mange penge i forhold til, hvad lignende produkter ville have kostet herhjemme. Mest fordi jeg tænkte, at muligheden for at støde på disse bryg senere, næppe ville vise sig.

At betragte bryggene som specialøl eller craft-beer er for flere af bryggenes vedkommende lidt af en tilsnigelse. Ikke mindst hvad angår nærværende øl, der ret beset heller ikke blev fundet på specialølshylden, men derimod i slagtilbudskassen med snarligt udløbne varer. Der er tale om den særligt lyse pilsner, som de hærdebrede tyske smede vederkvæger sig i på de varme sommerdage under stålværkernes og bilfabrikkernes airconditionløse bliktage – Helles Pils. Bedst husker jeg Flensburger Brauereis bud, som man om ikke andet må indrømme effektive tørstslukkende egenskaber.

Og ‘hell’ – altså lys (ikke helvede – det er engelsk) er brygget i dåden (tysk: in der Tat, svarende til engelsk: indeed – jeg lobbyer hvor jeg kan for at gøre ‘i dåden’ til et gængs dansk udtryk). Korngult, krystalklart og kun med begrænset, skrøbeligt kridhvidt skum på toppen. Duften kender man fra alle de andre standardiserede, generiske og i grunden ligegyldige standardpilsnere, så dér er der heller ikke nogen nyheder.

Og sådan er det også i smagen. Det glider lige ned i halsen uden den mindste antydning af bump eller andre forhindringer. Heller ikke positive indtryk såsom aroma, mundfornemmelse, fylde eller anden berøring komplicerer den fuldendte oplevelse af en industriøl, der kun er brygget for massekonsumption og pengeindskovlingens skyld. En generisk, let tysk pilsner, der ikke bare ligner de andre til forveksling, men formentlig aldrig ville forårsage så meget som ét enkelt løftet øjenbryn, om dette bryg blev hældt på flaskerne fra en anden standardindustrigigant.

Jeg købte den, fordi jeg ikke havde prøvet den før. Nu har jeg prøvet den, og glæder mig over, at det nu er gjort. Jeg kan komme videre uden nogensinde behøve se mig – endsige vende – tilbage.

Rogue Cold Brew IPA, Rogue Ales & Spirits

God stil – the sequal …

I mit foretrukne supermarked, Fakta, dukker der med jævne mellemrum øl op på spotvarehylden, der ikke bedst  beskrives som mainstream. Det er godt. Rigtig godt endda. Det har været sådan længe, men sidste var det nærmest sådan hele tiden, mens det tidligere var mere periodisk. Nu og da var der gode sager på hylden – et lille afgrænset udvalg, der snart var væk igen … Sidste år derimod bød Fakta på solide tysk-amerikanske IPA’er, en eksklusiv IPA-serie fra Midtfyn og endelig en række fabelagtige belgiske øl, der ikke bare var fabelagtige i sig selv, men også parsec – nej, det er ikke nok – TERAPARSEC fra industriel mainstream.

Det gode er, at det kunne se ud som om tendensen fortsætter. Indtil videre måske ikke ligefrem teraparsec fra standardudvalget, men godt nok til at mine forhåbninger er intakte. Jeg har således fundet denne amerikanske IPA sammen med en mere dyster bror fra samme bryggeri. Den skal vi nok komme til.

Man kommer til at betale for dem – de står i 20 kroner hver, og vor de penge får man altså kun den mængde, der kan være i en regulær øldåse. Åbningsaromaen gør dog et ordentligt indhug i irritationen over prisen, for man ved godt at den bouquetkaliber kommer man til at betale for. Det kobber-til-messing-gyldne bryg dufter gennemtrængende aromatisk af bergamot og friskskåret løvtræ i det helt rigtige mix, mens det gyldne, tætte skum hæver sig i glasset.

Bouqueten er ingenlunde uventet eller overraskende. Den er en sikker vinder, og netop derfor glæder man sig over, at man lige netop får den smule mere, der gør forskellen. Sådan er det også i smagen, hvor genkendelsens glæde over fyrrenåle , bergamot og løvtræssavsmuld ikke bare vækkes, men også fester hele dagen og helt ud på de små timer. En solid IPA, der kan alt det den skal kunne, og som oven i købet formår at være sig selv, og ikke bare endnu én. Denne slår især de skarpt bitre noter an. De skarpe – ikke så meget de friske. Savsmuld er skarpt, men ikke friskt på samme måde som de grannåle, man især oplever i Amager Bryghus’ bryg. Og her er der mere savsmuld end nåle. De ledsagende blomstrede og frugtige aromer er desuden holdt på et ikke-ødelæggende minimum, til gengæld for at være dejligt præsente i duften.

Fakta fortsætter de gode takter. Må det endelig fortsætte mange mange strofer endnu.

Mecklenburger Dunkles Weißbier, Harboe

2017-09-04 19.26.35Discount with attitude …

Beklager at måtte udsætte jer læsere for endnu et anmeldelsesafbræk. Jeg har haft et flere dage langt anfald af apati og ugidelighed, ledsaget af vage influenzasymptomer – hvad der kom først og har skabt det andet er jeg ikke sikker på. Rækkefølgen, lidelserne er nævnt i, er vilkårlig.

Jeg har endelig fundet lidt tid til den sidste anmeldelse, jeg i skrivende stund har ude at hænge. Så må vi se, om lysten til at anmelde – og i det hele taget åbne og drikke øl – melder sig igen For begge dele har det svigtet med.

Det er dermed ved at være nogle dage siden, jeg prøvede denne øl. Den var med i den lille samling, jeg fik af Niels fra Lille Skensved, sammen med den Ugandiske Nile samt pilsneren af samme mærke som denne – Harboes tyske discountøl fra Rema 1000.

Jeg er jo temmelig germanofil og derfor altid glad, når danskere – om det er firmaer eller privatpersoner – gør noget på tysk, der er korrekt. Derfor irriterer det mig også grænseløst, at Harboe på etiketten har puttet bogstavet ‘ß’ ind blandt andre kapitæler. Den slags er no-go. Der findes ikke noget stort ‘ß’ (kaldet ‘s-z’ på tysk (fordi bogstavet var en sammensætning af ‘s’ og ‘z’ i det gotiske alfabet (og det har trods den ellers oplagte lighed intet med det græske bogstav ‘beta’ at gøre (se, så blev I så kloge)))) på tysk. Skrives der med stor bogstaver, erstattes det af to s’er.

Det kan jeg en ret sjov anekdote om, som jeg måske nok har fortalt før, men den fortjener gentagelse. Da jeg læste i Marburg, Hessen, kørte der en fast reklame fra McDonalds for en burger, der var ekstra stor – eller extra groß, som der ville have stået, om det var skrevet med små bogstaver. Det var det ikke – det var skrevet med store bogstaver, så burgeren fra McDonalds var altså EXTRA GROSS.

Det siger ikke så lidt om tyskerne og navnlig deres ringe forståelse for utilsigtede morsomheder, at de var de eneste, der ikke kunne se det sjove I at læse den karakteristik som om den var på engelsk.

En karakteristik, der ville være ganske urimelig at bruge om dagens øl.

Mine forventninger til Weißbier er aldrig store. Og når det så oven i købet er en discounttype fra Harboe, så er det ikke forventningspresset, der holder brygget nede på jorden. At bryggets pilsnerbror i øvrigt var tæt på noget af det mest smagsfri, jeg nogensinde har smagt, lover heller ikke godt.

Allerede ved åbning gøres de værste forventninger dog til skamme. En markant sød duft af banan og hyldeblomst møder næsen, mens det mislykkes totalt for et ellers markant gærelement at ødelægge noget – tværtimod yder den fylde.

Det mørkegule, højtskummende bryg smager i samme retning. En markant sødme af banan afslører esteren isoamyl acetat, der sjældent har smagt så lidt af det, som den lyder som om den smager af. Banansmagen starter i det syrlige hjørne, hvor den er grøn, bliver efterhånden sødere, rundere, fyldige og når akkurat at blive brun og kvalm før brygget skylles ned.

Nyderen af øllet gennemlever dermed de tre markante faser i bananens livscyklus. Jeg foretrækker midten, den modne gule banan, men det taler til øllets fordel, at den får det hele med. Og at den bliver klam og blød til sidst er en del af oplevelsen. Ikke mindst fordi det kun når at bliver lidt væmmeligt før det er forbi.

Tak til Niels for den indtil videre bedste øl fra hans side. Der er ikke bare tale om en spændende Weißbier i betragtning af, at det er en discountøl fra Harboe. Den er bare en spændende Weisbier – dette i sig selv er overraskende.

4-stjerner

Egger Grapefruit Radler, Privatbrauerei Fritz Egger

2017-08-26 14.48.49På vandvognen …

Sidste weekend var jeg til havefest i en af de små landsbyer, der har postnummer i Taastrup. En gammel ven fra min tid som københavnsk punker ved navn Claus har etableret et kollektiv derude, og hvert år holder han sensommerfest for alle de gamle venner.

Det blev til et par glade gensyn, mens det til gengæld ikke blev til druk og abefest som i de gamle dage. Jeg kunne skyde skylden på årene, men vil hellere begrunde det med, at det endnu var tidligt på dagen, og at jeg agerede chauffør for nogle af festdeltagerne, da lokationen både var temmelig svær at finde uden en GPS, og den lå fjernt fra alle busruter … i hvert fald af den slags, der kører en gang i timen eller oftere.

Heldigvis var der et bredt udvalg af alkoholfri øl også. Jeg fik bekræftet min oplevelse af, at Bavarias alkoholfri øl var aldeles drikkelig – dem røg der en betragtelig del ned af. Bekræftet fik jeg også min opfattelse af Carlsbergs Nordic som elendig – ja, den var faktisk værre, end jeg huskede den.

Og så var der også lige den her i baren. Det var den stærkeste øl, jeg tillod mig at drikke, endnu flere timer før jeg vendte snuden hjemad. 2,5 % var den på, og det er næsten stærkere end hvad jeg ellers vil vove at hælde i mig, hvis jeg skal sætte mig bag et rat. Jeg er meget afholdende, når jeg skal køre, grænsende til det tvangsneurotiske. Det forestiller jeg mig er bedre end det modsatte.

Jeg har for to år siden prøvet en citronradler fra samme bryggeri. Nu har Graperadleren så fundet vej til butikkerne, og er siden blev sat voldsomt ned i pris på grund af manglende salg, hvorefter den altså fandt vej til punkerbarens 5-kronersmarked. Den blev drukket af dåsen, da glas ikke var noget, man gør i ved den slags fester (punkere er på mange måder ligesom alle mulige andre mennesker – de får børn og kæledyr, der gerne skal kunne tumle i græsset uden at flænse fusserne på glasskår og deslige) så et billede af brygget må læserne have til gode. Emballagen må række i denne omgang, og det er i øvrigt også alt, hvad bloggeren selv har set af det.

Ligesom Lemon-radleren smager brygget mest af det, der er i ud over øl, nemlig grapefrugtjuice. Mængden af kulsyre antyder, at man har villet understrege sodavandselementet yderligere. Da jeg er en stor ynder af grapesodavand generer det ikke synderligt, end at jeg ærgrer mig over, at øllet langt henad vejen mangler.

Der er tale om en grapesodavand – i øvrigt af en lidt for sød og mild én af slagsen. Jeg foretrækker grapesodavand skarp, sur og bitter. Denne er for sød, langt fra sur nok og kun bitterheden er nogenlunde i skabet.

Jeg kan glæde mig en smule over, at bitterheden er lidt dybere og fyldigere end ved det meste mainstream grapesodavandsudvalg. Det er nok (jeg siger nok – sikker er jeg faktisk ikke) her, man bedst mærker, at der trods alt er tale om en sodavands- og ølblanding.

Fast står det imidlertid, at øllet kun mærkes, mærkes – ikke smages, sekundært. Og som grapesodavand er brygget kedeligt, da det slet ikke har den nødvendige øjesammenknibende syrlighed.

Men selvom det fejler på flere niveauer smager produktet nu ikke grimt, skylder jeg måske lige at sige. Men havefesten, som Claus arrangerede, var af en helt anden udsøgt kvalitet, der fortjener topkarakter.

1-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme