Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Wychwood Brewery

Black Wych, Wychwood Brewery

Pæn forside …

Jeg hader mig selv for gang på gang at falde for Wychwood Brewerys markedsføring. Ikke alene er der afbilledet gobliner, dværge, hekse og andre eventyrvæsner på etiketterne, men øllenes navne er også bevidst stavet på en måde, så det ligner gammelt eventyrengelsk. Salig Terry Pratchett, forfatteren bag Discworld-serien var en mester i at skrive i et sprog, der gav indtryk af at være meget gammelt. At gammelt engelsk ikke lignede det overhovedet, er jeg ikke et sekund i tvivl om, til gengæld er det så meget desto mere underholdende at læse ‘Diuerse Tales’ om ‘The olde Wyche’ citeret fra ‘Oldies & Antiquities of Ankhe-Morporke’. Jeg imødegår eventuelle meganørder med hang til flueknepperi ved her at bemærke, at alt er parafraseret frit efter hukommelsen.

Denne stout fra bryggeriet byder sig for tiden til på hylderne i Fakta – så kan læserne jo se, om deres viljestyrke er større end min, når de støder på den. Eventuelt kan man udskyde udfordringen til efter man har læst nærværende anmeldelse færdig. I lyset af, hvordan min oplevelse har været, vil man måske bedre kunne stå for fristelsen.

Dejligt sort og tæt er brygget, omend det tykke, knitrende brune, kogende karamelskum udebliver og erstattes af en noget spag, råvid top. Duften er endnu mindre imponerende – svag og spinkel med en fjern snert af karamelsødet kaffe, der skriger om hjælp bag et alt for tykt og kvælende tæppe af vand.

Lidet overraskende har vandet også godt fat i aromaen. Kaffearomaen titter kun spagfærdigt frem. Det samme gælder karamellen, den er sødet med. Brygget minder derfor i slående grad om Vestfyens for længst hedengangne Mocha Stout, som jeg i sin tid beskrev som tynd kaffe tilsat kulsyre. Overraskelsen indtræder imidlertid i eftersmagen – her lykkes det faktisk en nogenlunde godkendt mokkaaroma at holde sig flydende til gavn for gane, gummer og mandler. Bønnerne som kaffen er brygget af lader altså faktisk til at være fine nok. Der er bare slet ikke nok af dem.

Black Wych er langt fra nogen eventyrlig oplevelse. Rowling, Tolkien og Pratchett fører ikke bare med længder, men hele omgange. En dårligt sammenklasket fortælling med overfladiske karakterer og en tynd historie fuld af plothuller i et billigt science fiction-blad fra 30’erne kan det højest blive til.

Wychwood Brewery er langt bedre til at tegne pæne forsider end de er til at digte noget der bare ligner en ordentlig fortælling.

King Goblin, Wychwood Brewery

2017-01-03-18-05-14Ikke igen!

Bryggeriet Wychwood pryder sine etiketter med fine tegninger af noget, der er hentet ud af et AD&D 2nd edition rollespil – og det er jo sådan set også helt i orden. Man får selvfølgelig mistanken om, at det skal lokke gamle rollespillere og andre nørder til, og i den anledning må jeg vel lægge mig fladt ned og skamfuldt mumle “mission accomplished” … Eller … så slemt er det jo ikke, hvis øllet ellers er fint, og det har det egentlig været indtil videre, uden at træerne dog ligefrem er vokset ind i himlen.

Her er der angiveligt tale om en ‘special reserve’ – en særlig udgave af, hvad jeg må formode er Hobgoblin-brygget. Bagetiketten gør et stort nummer ud af, at øllet er brygget ved fuldmåne … som om det skulle gøre en forskel. Ærligt talt troede jeg ikke, at jeg skulle støde på den slags new age-pladder mere end én gang, men så heldig var man åbenbart ikke. Jeg hæfter mig ved, at hin schweiziske ‘Vollmondbier’ scorede snublende nær den absolutte bundkarakter, og mit gæt var dengang – og er det stadig – at brygteknik, viden om brygprocesserne og evnen til at udvælge de rigtige råvarer til hver en tid vil have væsentligere betydning for en øl, end tidspunktet på måneden, hvor den brygges. At det overhovedet er nødvendigt at skrive dette … ja, man fattes ord.

Men øllet skal selvfølgelig ikke udskammes før det er afprøvet. Brygget er ret mørkt, omend klart og med en nogenlunde tæt gylden skumkrone. Brygget er jo ikke desto mindre en konge. Brygget dufter nydeligt og lovende af mørk chokolade sødet med farin, dertil kommer en snert af vanille og en tand lakrids som et mere bidsk modspil.

En bitterhed, der ikke gav sig til kende i duften møder tungen som det første. Det er umiddelbart rart. Der er noter af flødeholdig kaffe, vanille og bitter eftersmag af den nys overståede juls valnødder. Allerede tidligt i processen ærgrer man sig dog over bryggets krop, der til at begynde med lader til at være i god form, men som snart vakler og falder om. Brygget virker mere og mere vådt og spinkelt, og opnår aldrig en tæthed, hvor de i udgangspunktet ellers gode smagsnuancer kan udfolde sig. En klæg fornemmelse af gær ved kinderne giver brygget det sidste puf helt ud af balance.

Også Wychwood Brewery kunne have godt af at have prioriteterne i orden. Der er vist nogle bryggere, der skal læse lidt op på malttyper, humlesorter og brygprocesser, og en marketingafdeling der ud over at give kvajebajer skulle undlade at få fikse ideer om magiske brygtidspunkter, og i stedet skrive noget om øllet, man som konsument rent faktisk kan bruge til noget.

Alternativt kunne de bare finde noget andet at tage sig til.

3-stjerner

Ginger Beard, Wychwood Brewery

2016-12-13-19-31-50Gi’ ham så’n én og risengrød!

Tilbage i 2012, mens jeg kortvarigt boede i Irland, prøvede jeg ‘Hobgoblin‘ af Wychwood Brewery. Jeg købte den – efter hvad jeg kan bedømme på anmeldelsen – i et supermarked, og ikke i en off-license, hvor udvalget af kvalitetsøl ellers (ikke overraskende) er af en noget højere klasse. Jeg kan huske, at jeg senere var i en Off License, det næsten må have været Jack Carvill & Sons’ på Camden Street, der ikke bare havde dén, men en hel række af forskellige Wychwood-øl.

Det nagede mig dengang, at jeg ikke kunne tage hele striben med. For det var jo Irland, jeg var i og ikke England. Så aldrig om jeg skulle anmelde særlig meget engelsk øl … Jeg skulle have givet den gas, skulle jeg. For irsk specialøl var ikke særlig specielt dengang. Jeg ved ikke om det er blevet bedre siden, og hører gerne fra folk, der ved mere.

Jeg husker tydeligt, at denne også var iblandt Wychwood-udvalget, og at det i særlig grad irriterede mig, at jeg ikke fik prøvet den, når den nu passede til mig på så mange parametre. Helt overordnet elsker jeg øl. Derudover er jeg jo som snydt ud af næsen på ansigtet, der pryder etiketten. Og endelig er ingefær – hvis jeg skulle pege på ét bestemt – nok mit yndlingskrydderi.

Jeg måtte bare håbe, at lejligheden en eller anden gang skulle vise sig igen – og det gjorde den så. Jeg tror, det var i Føtex Husum den anden dag. Med kom den i hvert fald i samme øjeblik, jeg så den.

Ved opknapning kunne brygget dårligt dufte i bedre sam- og ikke mindst bjældeklang med årstiden. Det er den mest autentiske duft af risengrød med smørklat og kanel, der møder gynteren. Lige præcis sådan som jeg forestiller mig Bertel Haarder allerbedst kan lide den (ikke mindst når han viser format og takker nej til et job som ikke engang er ledigt. Intet niveau er åbenbart for lavt for den mands tidligere chef.). Ude af flasken opdager man hurtigt, at flaskehalsen – som en anden flaskehals (ak ja, det er niveauet i dag – affind jer med det) lagde en dæmper på bouqueten og kun lod det krydrede øls sødme skinne igennem. I glasset mærker man ingefærens kendte fyrighed og slimopløsende egenskaber meget bedre.

Det er trods alt ikke en nisseøl – men en rødskægs øl … Og det har evigt og altid undret mig, at ordet ginger både er ordet for krydderiet ingefær – og for en rødhåret person på engelsk. For ingefær er jo for pokker ikke rødt eller orange – why … just why?

Men rødt, eller rettere rødorange er brygget i hvert fald, og matcher både min egen og etiketfigurens ansigtsbehåring forbløffende fint. Vi taler gennemført ginger på flere niveauer – selv skummet er orangetonet. Også smagen er meget gingered – eller på dansk ingefæret … Det må det vel hedde? Det søde indtryk fra flaskehalsduften træder dog mest frem, mens ingefærens kolde ild snarere må betegnes som en fjern glød. Leder man efter den lystigt brændende ingefær, som man finder i britiske ingefærsodavand – eller for så vidt i de mere afdæmpede og derfor til lande som Danmark mere eksportegnede ‘Crabbies’, går man fra flasken med uforrettet sag. Sød ingefær – og sukker – er i front, og giver en fortrinsvis venlig oplevelse, der står i en vis kontrast til det hidsige aromaforløb, som etiketten forjætter.

Dertil kommer, at humlen er noget svag og får brygget til at virke hult jo tættere det kommer på svælget, kulminerende med en næsten vandig finish ved mandlerne. Det tynde efterspil er dog også det absolut værste, der kan siges om en ellers vederkvægende, velgørende og vellykket sukker-ingefær-humle-blanding …

Eller ingefær og ingefær … Gransker man deklarationen vil man opdage, at brygget åbenbart slet ikke indeholder ingefær, men kun aroma – som jeg må gå ud fra er ingefæraroma.

Måske dette er skyld i den lidt for lille flamme? Det til trods har den stadig min anbefaling – både over for læserne og Bertel Haarder.

4-stjerner

Hobgoblin, Wychwood Brewery

Så fik jeg den endelig smagt! Hobgoblin, som jeg husker, at jeg allerede for en del år siden så stå i flere af Coops supermarkeder. Jeg husker ikke længere hvilke i detaljer.

Jeg havde lidt svært ved at tage den tegneserieagtige markedsføring alvorligt dengang, og det er sandelig godt, at jeg har ændret syn på den slags siden, for nu synes jeg bare, det er festligt. Nærværende eksemplar er i øvrigt købt i den lokale ‘Dunnes‘-supermarked her i Swords. En af de ting, jeg var spændt på, da vi flyttede hertil var naturligvis udvalget af øl i supermarkederne, og min foreløbige konklusion må betegnes som noget i retning af ‘ikke så god som jeg havde håbet, ikke så dårlig, som jeg havde frygtet’.

Øltraditionen er formentlig lidt anderledes her i Irland. Min fornemmelse er, at øl ikke i samme grad er noget, man drikker derhjemme, som noget, man drikker ude i byen. Og hvis man vælger at drikke en øl derhjemme, findes der nogle relevante alternativer til supermarkederne, hvis man vil have noget ordentligt, nemlig de såkaldte Off-licenses. I Off-licenses er udvalget stort både geografisk og stilmæssigt, uden dog at være helt så veludviklet som det danske marked for specialøl, det være sig hjemlige som udenlandske. Ellers er servicen god og prisen derefter. Min fornemmelse er dog, at den sammenligning jeg er stødt på mellem Off-licenses og de nordiske systembolag, er temmelig meget skudt forbi. Ud over den oplagte forskel, at Off-Licenses ikke har monopol, så er udvalget simpelt hen ikke af samme kaliber, som den jeg kan ane systembolagene har, ud fra mine nordiske medbloggere.

Vel, en levende pubtradition og Off-licenses kunne godt se ud til at presse supermarkederne til at satse på det sikre. Hylderne byder på Carlings, Carlsberg, Corrs Light og en lang række andre britiske, tyske og europæiske pilsnerprodukter, som nærmest stråler af mainstream og middelmådighed … Indtil man når ned til den måske halve hyldemeter, hvor øllene på toppen fortsat er ligegyldige pilsnere (dog med et større indslag af mainstream-stouts end man kender det derhjemmefra (ikke at vi overhovedet har et begreb som mainstream-stouts, men lad det nu ligge)), og øllene længere nede er en kende mere interessante. Her kan man få enkelte udvalgte øl fra mindre bryggerier – typisk engelske, hvor Hobgoblin hører til noget af det mest eksotiske, man kan finde. Efter øllene kan man til gengæld glæde sig over et stort udvalg af rigtig cider, helt uden Somersby. Er man ciderentusiast er der rig mulighed for at få tørsten slukket i Irland – hvorvidt udvalget er spændende og interessant skal jeg dog ikke gøre mig klog på, da det ikke er cider, jeg interesserer mig for.

Hobgoblinen til gengæld … den britiske version af drillenissen er en halvmørk, faktisk ganske rød øl. Det er slet ikke ved siden af, når der på etiketten står, at det er en ‘ruby beer’. Skummet er sodavandsagtigt brusende, og næsten orange i løden. Det næsten larmer, mens det afbruser og efterlader en ganske tynd film af små bobler på overfladen af brygget. Det er bestemt ikke skummet, der er det mest imponerende ved øllet, omend dets farve er flot alt den korte stund det kan ses.

Brygget er praktisk taget duftløst. Lige meget hvor langt, jeg stak gynteren ned i glasset, og sniffede som en teenager på ‘In’ i slutningen af 90’erne, opfangede mine olforiske sensorer intet. Først da glasset kom for munden begyndte brygget at kunne sanses, og heldigvis skuffede det ikke.

Det er en sød og fyldig øl, nydeligt afstemt med en dertil passende bitterhed. Der er cirka lige dele malt og karamel, lige dele farin og kaffe, så bittert og sødt mødes, og danser en fin lille støvledans på smagsløgende – sådan som nisser nu engang har for vane. Den karamelagtige sødme fylder mundhulen, med en antydning af syrlig appelsin og ananaskirsebær. Samtidig smyger den nøddeagtige bitterhed sig om gummerne langs kindtænderne, og kilder pikant mandlerne. Efter nedsvælgning kan bitterheden længe mærkes som en dis i hele mundhulen.

Det er en rar, blød og fyldig øl, der faktisk også formår at drille smagsløgende en smule med sin udfordrende syrlighed. Men alt er vel afbalanceret, og der er intet der snubler, trimler eller falder på grund af drillerierne – der skabes en lige præcis passende dynamik imellem smagsindtrykkene, så brygget ikke bare hviler dovent i sin egen ensartethed med risiko for at blive kedeligt og selvfedt.
4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme