Mere variation …
Jeg tror, det var efter at have prøvet “The Lady of Cofitachequi” sidste år, at jeg nåede til den konklusion, at selvom Amager Bryghus vitterlig er landets ukronede humlekonger, så endte de mange gode bryg i 2016-kollektionen alligevel med at ligne hinanden lidt for meget.
Til at begynde med, frygtede jeg at noget lignende gjorde sig gældende for årets Amager Bryghus-øl, men den frygt gøres heldigvis afgørende til skamme med denne øl. Efter Minor Axident udgør den endnu en afvigelse fra den vanlige friske og karske grannålebitterhed, der er bryggeriets signatursmag.
Endnu et samarbejdsbryg er der tale om, og igen er kollaboratørerne amerikanere – nu fra bryggeriet Wicked Weed, North Carolina. Røverhistorien på etiketten omhandler en (måske, måske ikke opdigtet) lokal helt. Der er tale om en ‘Tropical IPA’ – uden at det egentlig forklares nærmere, men ligesom brygget ved opknapning dufter af grapefrugt, og efter skænkning ligner en pomelo – så forekommer betegnelsen nu slet ikke kontraintuitiv. – Og endnu mindre så, hvis man tager sig tid til at læse ingredienslisten, der byder på mango- og mandarinpuré. Mystery solved!
Brygget skummer ikke meget, en hvad det ikke har i skum har det i bouquet. En frugttung duft af ret så sure appelsiner melder sig. Nogle ville måske også kalde det grape, men den søde og fyldige bund peger mod mere orangefarvede frugter – så appelsiner it is.
I smagen mærker man den velkendte (og -gørende) aroma af grannåle. Denne gang er den blandet op med savsmuld af fyr, samt strejf af fennikel og anis, så udtrykket bliver mere krydret end den skarpe bitterhed, man er vant til.
Den største variation i forhold til sidste års samling findes dog i aromaen bagom bitterheden. Her er der – næppe overraskende – flere frugtnoter. Igen er appelsin præsent – både med sin velkendte bitterhed og sødme. Desuden mærker man små, kortvarige pust af tropisk frugtkompot. Mango, papaya og flere citrusfrugter.
Det er her, man kommer til at ærgre sig en smule over, at humlen – skønt en smule anderledes end den plejer – kommer til at fylde for meget i forhold til de ellers spændende aromaer, som brygget kun akkurat lader trænge igennem. I denne IPA måtte man for denne bloggers skyld hjertens gerne have lagt langt mere vægt på frugt og sødme, end den hvashed, som man udmærket ved, at Amager Bryghus behersker i forvejen.
Til gengæld er citrusfrugterne da i det mindste nogenlunde præsente, og giver også brygget en syrlig kant, der bringer Amager Bryghus’ bitre humlehoveder med på syrlighedsbølgen. Næppe intenderet, måske, men ikke desto mindre godt.
Efter denne bloggers ydmyge mening i hvert fald …
Seneste kommentarer