Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Wells and Young’s Brewing Co.

McEwan’s Export, Wells and Young

Én mere på skotsk …

Jeg har frekventeret Skotland en hel del, som led i min store interesse for sækkepibespil. Jeg forsøger faktisk at komme i gang igen – men der er jo hele tiden så meget; arbejde, børn, og selvfølgelig alle de spændende øl, der skal prøves og anmeldes.

Sagde jeg skotsk øl? Vel, denne øl blev først brygget i Skotland på Fountain Brewery, Fountainbridge, Edinburgh. I dag ejes brandet af Wells & Young’s Brewing Co i Bedford mellem Northampton og Cambridge – laaaaaangt fra Edinburgh. Men fair nok – Ellerten er vel også i en eller anden grad dansk, endskønt den i dag produceres i Tyskland.

Hvad jeg ville frem til var, at jeg har haft nærværende øl mellem næverne og mellem gummerne før, på en af de mange ture til Skotland, da jeg var aktiv piper i The Heather Pipes & Drums of Copenhagen. Jeg husker, hvordan vi strejfede rundt fra konkurrence til konkurrence med Strathclyde University på Rotten Row (jep, det hedder vejen, hvor det ligger) i Glasgow som base. Vi kom så langt som Perth og Cowal, og konsulterer man et kort, vil man nok bemærke, at der godt kunne være et par timers transport hver vej. Som de frække og uforskammede mennesker vi var (og er) drak vi i strid med britisk lov godt med øl på vej fra konkurrencerne. Det gjorde vi uanset resultatet. Hvis vi vandt, fejrede vi sejren, og hvis vi tabte, druknede vi sorgen, så fuldskab og tømmermænd dagen efter vandt vi hver gang.

Og denne øl blev drukket tit. Jeg ved ikke om dette er det skotske standardsprøjt, folk hælder i gabet knap 1000 km i fugleflugt stik vest fra Århus’ bymidte på samme måde, som danskerne hælder Hof og Grøn Tuborg sig. Men jeg husker den fra Sainsburry på Sauchiehall Street, og diverse kiosker i Strathclyde, hvor dens røde farve pryder hylderne, ikke langt fra det mystisk nok allestedsfraværende Celtic-parafernalia. Man er jo i det ærkekatolske hjørne af byen, hvor man med jævne mellemrum ser et par fans spankulere rundt i de friske grøn-hvide farver, men udstyret har de ikke fra de lokale butikker.

Det forhandles primært i dåser, så jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde har set selve brygget – før nu altså. Det er en relativt mørk ale, ovre i det brune, men stadig med nogle pilsnerfarvede nuancer, så øllet også antager en gylden lød. Skummet er off-white, næsten gråt i det og ganske klæbrigt. Duften er syrlig af sensommerens æbler med en markant, omend lidt svag, humlenote.

I betragtning af øllet almindelighed overraskes man af fyldigheden. Brygget fylder munden godt ud med en venlig og rund maltsødme, ledsaget af en velafstemt humlebitterhed. Det passer nydeligt sammen, og udgør en velkendt forening af malt og humle, klart på den sødere og fyldigere side af, hvad man er vant til på vore længdegrader.

Bitterheden tager herefter fat, og lægger sig i eftersmagen som en stikkende bitterhed af småharske valnødder bagest i ganen. Det er ikke længere så venligt og rundt, og heldigvis for det, for det giver brygget noget ekstra karakter og spænding på falderebet. Brygget kan, en i forhold til skandinavisk smagssammensætning alternativ vægt på maltsødme og fyldighed taget i betragtning, ikke løbe fra at være et standardbryg med rigelige mængder vandsmag, der alligevel får øllet til mere end noget andet at smage af – én mere.

Så det er ikke sært, at vi fik drukket så mange af dem på vej hjem fra konkurrencerne og koncerterne dengang i starten af nullerne. Jeg håber på at komme til Skotland igen snart – og denne gang skal familien med. Irland, derimod, er jeg stadigvæk mæt af et stykke tid endnu – det var iøvrigt i disse dage for ét år siden, at vi drog af sted derover.

2-en-halv-stjerne

Double Chocolate Stout, Wells & Young’s Brewing Co.

– Klassisk, halvkedelig dessertøl.

Jeg var i Netto forleden, hvilket jeg af forskellige årsager kun er sjældent. En af dem er, at den lokale Netto ligger dårligt i forhold til, hvor jeg bor. En anden er, at jeg forsøger at dæmpe mine kapitalindskud til støtter af Dansk Folkeparti mest muligt.

Men nu hvor jeg alligevel var der, kunne jeg jo lige så godt kigge lidt på udbuddet af specialøl. Valget faldt på denne og en anden stout, samt en pinsebryg, og jeg valgte at gå uden om standardøllene, fordi jeg efterhånden ikke gider dem længere. Jeg vil sgu have noget, der smager af noget, og stout plejer trods alt at gøre netop dette. Så det var om ikke andet det sikre valg.
Double Chocolate Stout lyder jo besnærende, og gode stouts søde smag minder ikke sjældent om chokolade. Nærværende har endda fået chokolade tilsat, hvilket jeg jo så anser for at være overflødigt. Man kan bruge maltsorter og brygteknik til at få samme smag frem, men der er selvfølgelig altid bryggere, der vælger at springe over hvor gærdet er lavest – også i England, hvor denne øl kommer fra.
Den største oplevelse ved denne øl får man, hvis man hælder den op i et ordentligt glas. Så vil man se, hvordan den starter nærmest hvid, så gylden, så lyst brun, så mørkere brun og til sidst kulsort. Ovenpå danner der sig en høj, tæt, næsten fromageagtig gyldenbrun skumkrone. Duften er ganske sød og har både toner af chokolade og kaffe i sig. Der er også rigeligt mokka-chokoladesmag bare i skummet alene – det skulle være klart for de fleste læsere nu, at der ikke er kulsyre, men kvælstof i denne øl.
Selve øllet smager bittert af kaffe og chokolade, og mundfornemmelsen er blid og nærmest slikagtig. Kaffesmagen melder sig spøjst nok først, allerede foran i munden – som den glider under tungen og langs gummeranden stimulerer den pikant smagsløgene for bittert, og ender med at levere en letbitter eftersmag, der … ja, lidt for hurtigt klinger af.
Den smager jo dejligt, og den smager klassisk (især til en god rabarberkage, som den min kære viv havde bagt). Eller sagt på en anden måde, man har ligesom været der før, og jeg fornemmer også, at jeg har prøvet det, der var væsentlig bedre. London Porter er det oplagte eksempel, hvis man da ikke skal ty til ekstremer. Der mangler, når det kommer til stykket karakter, og der mangler intensitet. God smag til trods glider den lidt for nemt ned. Den lider under det, marketingfolk kalder ‘letdrikkelighed’ – en eufemisme, som enhver ølkender vil gennemskue, dækker over ordet ‘tynd’.
Eller måske bare tyndbenet, for så galt står det trods alt heller ikke til. Den smager da godt, men der skal forsvinde meget godt øl, før jeg ville vende tilbage til den.

3-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme