Kajs Ølblog

God standardøl, omend standardøl

Nu havde jeg jo lige forberedt den store tirade mod både Warsteiner og navnlig fakta, for at have klassificeret denne øl som en specialøl. Jeg var parat til at erklære Defcon 1, alt disponibelt mandskab var beredt på at blive sat ind, og store ofre var gjort til både Mars og Apollo, så at jeg ved veltalenhedens våben én gang for alle kunne få sat på plads, at ganske almindelig standardøl er og bliver ganske almindelig standardøl, selvom det skulle være brygget i Tyskland.

For det er, hvad Warsteiner er – standardøl. Jeg havde også smagt denne øl før, men havde ikke nogen klar erindring om, hvordan den egentlig smagte, før jeg knappede én op påny. Til gengæld kan jeg levende huske – igen fra studietid i Marburg – de helt absurd overdrevent pompøse, næsten dekadente TV-reklamer for denne øl. Føj dertil den i tyske TV-reklamer allestedsnærværende baryton-vokal, der nærmest drypper af smigrende sleskhed, som den breder sig fra TV og ud i den allerfjerneste afkrog af sind og det rum man nu tilfældigvis sidder i.

Hvordan kan man med denne type markedsføring tro andet, end at denne øl må være ganske overordentligt og forrykt ringe?

Markedsføring er, som ethvert barn ved (og denne blog handler om øl, øl er ikke for børn, derfor formoder jeg, at det mestendels er voksne, der læser bloggen, hvorfor jeg finder det nødvendigt at uddybe disse kendsgerninger yderligere), det mest anvendte trick i den vestlige verden til at få ligegyldigt, ubrugeligt skrammel af den allerværste kvalitet til at tage sig spændende, interessant og uundværligt nok ud til, at man vil ruinere sig for at anskaffe sig det. Det har intet med information eller oplysning at gøre, det er ren løgn og forførelse. Det er derfor en god tommelfingerregel, at jo mere knald der er på en reklame, desto mere ligegyldigt og undværligt er produktet, for det er netop reklamens funktion, at skjule ligegyldighed og ubrugelighed.

Presset må jeg jo stærkt modstræbende indrømme, at det ikke altid behøver være på denne måde, for Warsteiner formår faktisk at imponere, ikke bare på trods af hvad man uvægerligt kommer til at tænke, når man ser reklamen – den formår i sig selv at imponere.

Først mærker man den ret så solide duft af humle og pilsnermalt. Lige som Brutalis lugtede af øl fra min barndom, dufter en Warsteiner, som jeg husker øl duftede, da jeg var barn, men her vækker det kun nostalgi. Måske er det de færre spritdampe, der gør, at det ildevarslende udebliver.
Duften er god og gennemtrængende i kontrast til udseendet, der bedst kan betegnes som meget tyndt. Som mit ølglas snævrer ind lige før stilken kan man se, hvordan brygget bliver mindre og mindre gult, for næsten at være klart som postevand i bunden.

Til gengæld smager det af langt mere, end det ser ud (både i glasset og ud fra markedsføringen). Øllet har en overraskende god fyldighed og en rigtig solid pilsnersmag, der melder sig som en gennemtrængende humlebitterhed midt på tungen og et stykke ud på bagtungen. Smagen bliver hængende et godt stykke tid efter hver mundfuld, og eftersmagen klinger af som et godt minde om et ganske solidt stykke brygarbejde.
Det er en ganske velsmagende øl med en solid bitterhed, der dog ikke formår at gøre konsumenten opmærksom på nye steder på tungen, som man ellers ikke troede, havde smagsløg. Det kan såmænd godt være, at den smager ganske udmærket, men sofistikeret og overraskende i sit smagsudtryk er den ikke.

En Warsteiner er mest af alt en øl til tørst, men når det så er sagt, er det også en af de bedste øl til tørst, jeg har skrevet om i min ølblog. Den er et fremragende eksempel på forskellen mellem dansk og tysk brygtradition. En øl med sådan en smag vil for danskere forekomme voldsom og for bitter, fordi vi er vant til, at øl skal være letdrikkeligt og tyndt. Den tyske standardpilsner, som Warsteiner i mine øjne er et af de bedste eksempler på, er simpelt hen bare klasser over danske standardpilsnere, uden at Warsteiner af den grund bliver til en specialøl – at kalde den det, er fortsat en misforståelse. Warsteiner er ingen specialøl, den er blot bedre end det, danskerne er vant til.

Jeg er ganske positivt overrasket og ærgrer mig igen lidt over, at læserne må have den svada, jeg havde tænkt mig at levere over Faktas lemfældige omgang med varebetegnelser, til gode, for der er bestemt eksempler, der er værre.
I stedet vil jeg glæde mig over, hvor god en øl, det faktisk er, og over den stime af gode øl, jeg åbenbart er havnet i. Jeg tror ikke, at jeg tidligere har smagt så mange øl efter hinanden, hvoraf ingen fik under tre stjerner.