Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Willemoes

Willemoes Ale, Vestfyen

Snyd!

Jeg er for en kort stund vendt tilbage til Vestfyens Willemoes-øl. Den efterhånden bedagede serie af specialøl er opkaldt efter søhelten Peter Willemoes. Efter at have kigget tilbage i anmeldelserne, må jeg konstatere, at jeg åbenbart har været mere end jævnt begejstret for øllene, på trods af at ikke en eneste af dem kvalificerer sig til betegnelsen ‘ren’ – altså en øl, der alene er brygget af vand, humle, malt og gær. Således heller ikke nærværende øl, der er tilsat brun farin, ammoniseret karamel, lakrids og ascorbinsyre. Dermed er den endda en af de værre Willemoes-øl, hvor ekstra meget er tilsat.

Brygget betegnes lakonisk ‘Ale‘ – altså en overgæret øl, modsat undergærede øl, hvor pilsneren som bekendt er den dominerende. Oprindeligt skelnede man åbenbart ikke på den måde. Tidligere betegnede ale uhumlet øl, mens det humlede øl betegnedes ‘beer’ – på de britiske øer i hvert fald. Såvidt bloggen Zythophile.

Det er et af de få bryg, jeg har prøvet i bloggens levetid uden at have anmeldt det. Det sker sjældent – men altså ind imellem, at jeg bare ikke orker. Og da jeg var i Fakta forleden, tænkte jeg så, at det vel egentlig var på tide, at jeg fik det hængeparti overstået. Jeg prøvede den tilbage dengang, vi stadig boede i Århus Vest, længe før Willemoes havde gjort sit indtog på discountsupermarkedernes hylder. Dengang var det stadig en hip, spændende og usædvanlig specialøl, der derfor kun blev forhandlet i de finere supermarkeder såsom Kvickly og Brugsen. Der er trods alt sket noget siden dengang. Der er kommet flere specialøl på markedet, og markedet har erkendt, at Willemoes-serien måske ikke er helt så speciel alligevel.

Jeg husker ikke brygget som særlig imponerende. Det er derfor, jeg længe har udskudt gensmagningen. Men de alt for mange tilsætningsstoffer til trods, må jeg erkende, at jeg er jævnt imponeret over bryggets ydre. Det har en flot, orangebrun lød, og et meget flot, højt, cremet og holdbart, gyldent skum, der også formår at klæbe sig til glasset i tykke render. Duften er syrligt-sød, og minder mest om sveskegrød – apropos bryggets farve, iøvrigt.

Smagen domineres af bittersød humle med syrligtsøde sveskenoter. Eftersmagen er anderledes hidsigt bitter med smag af hasselnødder. Man mærker fyldig og sød malt som det allerførste, når brygget rammer tungen, og en mindre føljeton af de forskellige indtryk afløser hinanden.

Det er slet ikke så ringe endda, men det forbliver et irritationsmoment for mig, at Vestfyen bare ikke kan brygge ordentligt øl uden at tilsætte både det ene, det andet og det tredje. Man mærker farinen i den søde indledning og lakrids i eftersmagen, og det ender med en øl, der ikke smager af øl, men af farin og lakrids. Hvis man absolut skal tilsætte øl noget andet end gær, humle, vand og malt, skal man gøre det for at fremhæve øllets smag, og ikke for at få øllet til at smage af noget andet. Det er det, Vestfyen bare ikke vil forstå.

Så gode noter til trods forbliver Willemoes Ale en snydeøl.
4-stjerner

Willemoes Porter, Vestfyen

Jeg har det med Willemoes øl, som jeg har det med sushi. Det er da meget godt engang imellem, men jeg kan slet ikke se, at det skulle være så godt, som det giver sig ud for at være. En særlig ting, der irriterer mig ved Willemoes-serien (ikke ved sushi) er, at de nærmest ikke kan lave en specialøl, uden at de skal putte alt muligt, der egentlig ikke hører i øl, i dem. Antioxidanter, muscovadosukker og farin for bare at nævne et par ingredienser.

Så er det jo næsten en halv sejr for øllets renhed, når de i tilfælde som nærværende nøjes med kun at putte to ekstra ting i, i dette tilfælde lakrids og kulsyre. Renere bliver det nok ikke, når man har med Willemoes øl at gøre.
Det visuelle og olfaktoriske indtryk fejler nu heller ikke noget. Brygget er aldeles uigennemskinneligt – omend filtreret og ligesom lidt for flydende af en porter at være, men skummet kroner tæt og lysebrunt over natten. Duften er ganske sød med toner af ristet malt, karamel, svedsker og en syrlig note af friske æbler. Skummet klamrer sig til glasset efterhånden som det langsomt falder.
Smagsoplevelsen starter allerede i skummet, der føles dejlig afsvedet mod tungen. Bryggets flydende del udvikler sig, som det breder sig over tungen – først sødt og karamelagtigt, cremet og fyldigt, så bliver det mere maltagtigt som man forestiller sig Lektor Blommes bolsjer (uden stryknin) og ender med en massiv bitterhed som man kender det fra krydret snaps – bare uden den harske rivende fornemmelse. Fornemmelsen af den indre varme er dog også præsent, for brygget holder hidsige 9,8% og svarer til 3,2 genstande.
Det er næsten for meget at putte i en enkelt flaske, men der er jo ikke nogen, der siger, man skal tømme den i et drag. Faktisk er det en fremragende helaftensøl, som man kan nippe af over flere timer. Den bliver ikke ringere af at få stuetemperatur, og man må undres over at der er tilsat kulsyre, for den fortsætter med at smage aldeles fremragende, endskønt den er doven.
Det er omsider en rigtig vellykket øl fra Willemoes-serien uden at der er snydt alt for meget. Det er faktisk imponerende, at man kan lave en så god øl, og kun snyde så lidt i processen.
5-en-halv-stjerne

Willemoes Belgisk Ale, Vestfyen


Først og fremmest en tak på forhånd til Steen for hans fine ølblog, “Tid til en øl“. Grunden til, at jeg her anpriser den er at jeg ikke selv har nået at fotografere dagens øl, så jeg plankede hans billede af den. Undskyld, eller tak. Steen skulle gerne være blevet underrettet, og han bestemmer selvfølgelig, om jeg må bruge billedet.

Willemoes Belgisk Ale produceres, lige som bryggeriets andre produkter på bryggeriet i Assens. Til al’ held er ‘belgisk øl’ ikke et beskyttet mærke, og markedsføringsloven er formentlig lempet tilstrækkeligt under 10 års VKO-regime, at man nu kan kalde noget, der produceres på Fåborgvej i retning mod Haarby, ‘belgisk’, uden at det betragtes som falsk varebetegnelse.

Det til side er det jo besnærende og tillokkende med belgisk inspireret øl, selvom betegnelsen under alle omstændigheder må anses for at være en tilsnigelse. Belgierne er jo kendt for at brygge godt øl, og Vestfyen mener åbenbart, de kan gøre dem rangen stridig … Inshallah!

Duften vil jeg beskrive som syrligt-sød, og mere sodavandsagtig end øl-agtig. Tankerne ledes diskret i retning af æblemost. Dette er dog slet ikke uhørt ved belgisk øl, så Vestfyen har ikke tabt endnu. Farven er nydeligt mørkerød med fyldigt gyldent skum. Jo jo, det kunne være meget mere ulig belgisk overgæret øl.

Smagen er en sjældent velafstemt kombination af syrligt og bittert. Det er i sig selv imponerende, fordi syrligheden oftest overdøver og ødelægger bitterheden. Smagen er temmeligt særegen – syrligheden er nok igen  henad umodne æbler, og kombineret med bitterheden ender det et sted i retningen af porter med (et let og pikant stænk af) citron. Bedst er dog eftersmagen, som præges af en ganske intens, fyldig, rund, ganske bitter men ikke det fjerneste besk eller harsk kaffearoma.

Om det er belgisk af andet end navn – som fx af gavn eller karakter – forholder jeg mig fortsat skeptisk til. Jeg hæfter mig fx ved et totalt fravær af hovedpine dagen efter på den positive side, og på den negative en ikke uvæsentlig mangel på fylde og særegenhed. De belgiske øl er simpelt hen vildere og bryggerierne dernede bestræber sig i højere grad på at lave noget, ingen af de andre i landet laver – ofte med fantastiske resultater til følge.

Men netop derfor er Belgisk Ale jo også mange forskellige ting. Sødt, surt, bittert, fyldigt, cremet, tyndt … – og sikkert også salt – så mon ikke Willemoes Belgisk Ale under alle omstændigheder matcher et eller andet belgisk bryg et eller andet sted mellem Oostende og Bastogne?
4-stjerner

Willemoes Jule Ale, Vestfyen

Julen er for længst ovre, men her i huset er der stadig mange julegodter, vi ikke har fået gjort kål på – herunder et par juleøl, som vil ramme bloggen her i januar.

Først i rækken er Willemoes Jule Ale. Lige som sin undergærede bror er den tilsat flere ingredienser, der ikke hører til i øl, herunder det suspekte farvestof E150c. Desuden kan nævnes farinsukker og glucosesirup, og det er desværre ikke første gang, man finder den slags i Willemoes øl. Det er faktisk mere reglen end undtagelsen, og selvom min holdning til at tilsætte andet end vand, humle, gær og malt i øl er blevet mildnet med tiden, så synes jeg det er ærgerligt, at man ligefrem gør det til et af sine kendemærker.

Alt andet lige ser det dog ikke ud til at skade øllets duft, der er kraftigt sød på en ‘julede’ måde, inkluderende svedsker og nelliker. Farven er meget mørk (og det tror pokker med tilsat karamelfarvestof) mens skummet kun lige hiver sig op til at være gyldent. I det hele taget hiver skummet ikke særlig meget – det er hverken højt eller klæbende, så det rent visuelle udtryk ender en kende skuffende.

Smagen er fyldigt bittersød af søde frugter og træristet malt. Den kraftige duft og tilsatte farin gør dog også brygget lidt parfumeret og lettere syntetisk. Det er ikke en udelt fryd hvad mundfornemmelse angår. Faktisk mærker man de tilsatte sukkerstoffer i en decideret sukret bismag, og det er ikke bare snyd – det er faktisk lidt for meget.

På den anden side smager øllet nu heller ikke decideret dårligt. Den høje alkoholprocent og bitterhed giver en god cognac-agtig fornemmelse, som fortsætter i eftersmagen, og alt andet lige runder smagsoplevelsen ganske nydeligt af. Det er, når alt kommer til alt, alligevel en ganske velkomponeret blanding, af humle, vand, gær, malt samt udvalgte tilsætningsstoffer, Bryggeriet Vestfyen er sluppet af sted med.
4-stjerner

Willemoes Julebryg, Vestfyen

Det går godt …

Vi fortsætter med juleøllene, der mestendels er indkøbt i den lokale Fakta, hvilket også gælder dagens øl. Tjek endelig jeres discountsupermarked for at se, om der skulle være ordentlige øl at få her i juletiden.

Julebryg fra Willemoes lægger ud med en fin rødorange farve under et gyldent, men noget lufigt skum. Duften er letsyrlig på den gode måde, som friske æbler i det tidlige efterår, kombineret med en relativt fyldig karamelbouquet.

Den har en fin, man fristes til at sige nydelig, blanding af karamel- og maltsmag, som man kender den fra mørke bolsjer, og et bitrere humleelement, der trænger godt igennem i eftersmagen.

Og det er faktisk lidt af en underdrivelse, for eftersmagen udvikler sig sekund for sekund til en tung, klæbrig bitterhed, der minder om daggammel kaffe blandet med pibesovs. Det er intet mindre end pragtfuldt, netop fordi det ikke er nogen af delene, men blot produktet af godt brygarbejde, der får øllet til at smage, som det gør – med hjælp fra lidt tilsat sukker ganske vist, men det har næppe haft betydning for eftersmagen, der trods alt er det bedste, denne øl byder på.

Ud over eftersmagen byder øllet dog ikke på de store overraskelser. Det har en god fylde, en god smag, og en fremragende eftersmag – hvad mere kan man forlange? Ikke det store måske, men selvom der er tale om godt øl, er det hverken unikt eller ekstraordinært.
4-en-halv-stjerne

Willemoes Høstbryg, Vestfyen (Høstbryg III)

– God omend syntetisk

Dagens øl er den indtil videre stærkeste høstbryg, jeg har prøvet – den holder 7,2% – og det er også den stærkeste, jeg har på lager. Det er også den, hvori, der er brugt flest forskellige ingredienser, og det skal jeg nok også komme tilbage til senere i anmeldelsen.

Også denne øl blev købt i min lokale Fakta, der jo til min store fornøjelse har udviddet sortimentet af interessante øl betragteligt her på det sidste. Alle tre  høstbryg, der indtil videre er anmeldt, kommer netop fra min lokale Fakta, og allerede nu er den gennemsnitlige kvalitet af Faktas øl derfor højnet betragteligt.

Den blev nydt til en savoykål-og-hakket-andebryst-mix med røde ris., så det var allerede lidt efterårsagtigt, og det var da også en kraftig bouquet, der ramte næseborene efter at det ravgyldne bryg med det letgyldne skum var hældt op. Til gengæld var det ikke de bitre og maltsøde toner, som jeg havde regnet med, der dominerede duften – endda slet ikke, og jeg måtte faktisk længe overveje hvad det egentlig var, den duftede af.

Gennem næsen trænger en kombination af let overmodne blommer med et snert af karamel, og ved siden af dette en gennemtrængende odeur, der udløste nostalgiske minder om barndommen, når familien kørte til Tyskland og købte ind af billigt slik. Jeg vil i dag helst ikke tænke på, hvad det slik indeholdt – det var før jeg blev økologisk bevidst i en grad, der får andre til at ryste på hovedet af mig – og så var det oven i købet billigt, fra Tyskland og det var i 80’erne … ‘Nuff said, jeg er stadig hel, men nærværende øls duft mindede mig især om noget syrligt-sødt slik, der hvis man bed i det, nærmest blev pulveriseret i munden, og altid var i næsten selvlysende pastelfarver. Det var en nostalgisk, og alligevel foruroligende oplevelse.

Jeg greb da også ud efter flasken, og fandt da også ingredienslisten sammenlignelig i længde med nogle af de psykiatriske lægemidler, jeg tidligere har lavet telefonundersøgelser om. Og blandt dem fandt jeg hurtigt, den formodede misdæder: Blåbærflavour! Willemoes Høstbryg er altså tilsat et aromastof, og personligt er jeg fuldkommen ligeglad med, om det er naturligt eller ej. For det første kan naturlige aromastoffer være lige så skadelige og allergifremkaldende som unaturlige. For det andet hører smagsstoffer ikke hjemme i øl – hvis man vil lege med smagen er der rigeligt med malttyper til den slags. For det tredje er nærværende aromastof simpelt hen for fremtrædende, og får brygget til at tage sig meget syntetisk og kunstigt ud. Det er aldrig godt.

I smagen mærker man også tydeligt blåbærflavouren (og hvorfor det skal skrives på engelsk er mig en gåde) igen. Det giver en nærmest eksplosionsagtig sødme idet brygget rammer tungen, og det er slet ikke ulig det pulveragtige slik fra det store land syd for grænsen. Sødmen er meget gennemtrængende – og i og for sig velgørende – men øllet kan ikke løbe fra at indeholde ting, som øl helst ikke skulle indeholde, og derfor – ret beset ved snyd – kommer til at smage godt. Derfor ender øllet heller ikke med bare at være godt, det føles også unaturligt og syntetisk – men derfor smager det nu godt alligevel. Det skader heller ikke, at brygget bliver bitrere efterhånden som det glider under ganen, og det kondenserer som en blid omend gennemtrængende bitterhed ved mandlerne. Det er dog ikke en bitterhed der som sådan komplimenterer sødmen, så det samlede smagsbillede ender med at være mere forvirrende end velkomponeret.

Jeg er temmelig delt om denne øl, men når alt kommer til alt, synes jeg, man burde bruge almindelige brygteknikker for at opnå den smag man leder efter, fremfor at putte alle mulige ting i øl – og helt bør man da holde sig fra aromastoffer. Så jeg tror ikke, jeg gider drikke Willemoes Høstbryg igen, selvom den måske smager godt. Der er alt andet lige bedre øl på markedet, og de indeholder ikke noget, man kan have sine mistanker om. Aromastoffer, sulfitter og andre grimme ting, der giver allergi og andre sygdomme skal ikke bare holdes ude af øl, men ude af alt.
4-en-halv-stjerne

Willemoes 200 år, Vestfyen

– Det søde øl.

Dagens øl er en hyldest til den danske søhelt, Peter Willemoes, efter hvem hele Willemoes-rækken af specialøl fra Vestfyen angiveligt er opkaldt. Mon ikke fordi den gode Peter selv var fra Assens?
Den blev drukket en aften, hvor jeg havde lyst til øl til maden, så der er ikke nogen røverhistorier om, hvordan jeg stødte på den. Det skulle da lige være, at den blev anskaffet i den lokale Fakta som del af et slagtilbud.
Det er en mørk, rødlig øl med næsten mørkegult skum. Duften er sød og frugtagtig som af overmodne blommer. Det er forøvrigt rigtig godt, selv om duften, når man møder den i ikke-ølrelaterede sammenhænge kan være nok så ubehagelig. Det er den type duft, der kan gøre årstidens hvepse ganske balstyriske, så måske skal insektallergikere være forsigtige med, hvor de drikker den.
Smagen er kraftig sød, domineret af karamel og malt, som man kender det fra maltbolsjer, en næsten slikagtig fornemmelse mærkes på tunge og i gane. Samtidig giver brygget den indre varme, på trods af at alkoholstyrken ikke er vanvittigt høj – 6,5%. Dette er de dominerende smagsindtryk – andre er blomster- og blommesødme – der er rigtig mange, og det er svært at få sat navn på dem alle, men de snubler ikke over hinanden i forsøget på at komme frem. I stedet blander de sig nydeligt i en sød baggrund af blommer og i forgrunden karamel og malt med bitter humle som velafstemt bismag.
Det er en velkomponeret øl, der dog ikke repræsenterer noget unikt. Det er en god øl, der ikke desto mindre trækker på velkendte træk – undertiden endda velkendte klichéer, så nogen nyskabelse er den ikke. Den forbliver dog en lækker, fyldig og intens nydeøl.

4-en-halv-stjerne

Willemoes Påskebryg, Vestfyen

– Willemoes Påskeøl FTW!

Jeg har det lille problem for tiden, at jeg er brændt inde med et mindre parti øl fra Flensburger-bryggeriet, med den ikke længste holdbarhed. Jeg forsøgte at blive en del af dem kvit forleden, ved at invitere venner og bekendte til at se Ronde van Vlaanderen på vores gammeldags billedrørs-TV. Min viv havde endda bagt bastogne-kiks, (til cykelløbet, selvom Bastogne selvfølgelig kun indgår i én – helt anden – forårsklassiker). Men lige lidt hjalp det – én gæst kom, hvilket vi selvfølgelig var glade for, men vi havde ganske afgjort håbet på flere. Cykelløb på lilleskærm tiltrækker åbenbart ikke mange – om jeg fatter hvordan det kan være …

Og efter det lille intermezzo med et par mere eller mindre gode Nordtyske Flensburger-øl, er jeg atter klar med en påskebryg. Påskebryg er åbenbart i høj grad en dansk tradition. En hurtig søgning på henholdsvis “Easter brew” og “Osternbräu/Osterbräu” afslører ikke mange ølrelaterede hits – bortset, selvfølgelig, fra Carlsbergs engelsksprogede sider. Dette minder os endnu engang om, at påskebryg ikke er nogen egentlig stilart i sig selv. Det er en variation over stærk pilsnerøl, og åbenbart kun noget man går op i på vores kombination af længde- og breddegrader.

Indtil videre ser de interessante variationer af påskebryg ud til at kombinere sødt og bittert på mere eller mindre vellykket måde. – Faktisk er alle, der har kombineret sødt og bittert, sluppet relativt heldigt fra det. Der er den anden variant af påskeøl, der kombinerer vand med harskhed, der mislykkes. Når man sådan uddyber, hvilke smagsindtryk de mislykkede variationer kombinerer, forstår man faktisk også hvorfor, de mislykkes.

Heldigvis var dagens øl ikke en af de bitre varianter. Allerede duften, der ledsagede en flot gyldenorange farve, med letgyldent skum, pegede i retning af en sød øl. Man kunne måske godt have ønsket sig en lidt kraftigere bouquet, men erfaringerne viser efterhånden, at man ikke skal lægge for meget i hverken udseende eller duft. Føromtalte skum holder i øvrigt længe, og klæber til glasset, så det er en fryd at beskue.

Den svage duft er alt andet lige ikke misvisende. Øllet er virkelig dejligt sødt. Det har en kraftig sødme af karamel med en let kaffebitterhed i baggrunden, der ganske nydeligt runder smagen af. I grunden er det ikke særlig kompliceret eller særlig originalt – til gengæld er det overordentligt velafstemt. Det er som om bitterhed og sødme smelter sammen til ét på midten af tungen, efter en sød indledning og inden en bitter afslutning. Det er en konsistent og sammenhængende smagsoplevelse, der har samme struktur som en god roman – en begyndelse, en midte og en slutning. På dette punkt er den endda bedre end sin overgærede broder, Willemoes Påske Ale, hvis smagsindtryk ikke kunne løbe fra at være en kende forvirrende. Nærværende Påskebryg er desuden uden stavefejl, glucosesirup, muscovadosukker, ascorbinsyre, ammoniseret karamel og hvad havde vi. Der er dog tilsat E290 kulsyre, hvilket diskvalificerer den som ren øl, men dog alligevel ikke kan påstås at være i overkanten.

Jeg konstaterer, at Willemoes mestrer det at lave påskeøl. På to forskellige måder har de fundet frem til – om ikke perfekte – så i hvert fald nydeligt velafstemte blandinger af sødt og bittert. Det bliver svært at slå det gode indtryk Vestfyen har gjort med deres påskebryg, og Willemoes er ganske sikkert en specialølserie, der vil blive set mere til her på bloggen.
5-stjerner

Willemoes Påske Ale, Bryggeriet Vestfyen

– Velkomponeret Påskeøl
Det hænder, at jeg glemmer nogle af mine pointer i et indlæg, og så er der jo ikke andet at gøre, end at gemme dem til mit næste. Det skete også sidst, da jeg så småt tog fat på årets påskeøl. Jeg glemte fx helt at gøre en pointe ud af, at der åbenbart ikke findes fastelavnsøl. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad forretningerne overhovedet skal sælge mellem jul og fastelavn, for efter fastelavn står den som bekendt på påskebryg til den helt store guldmedalje – men ikke én dag før. Ville en fastelavnsøl ikke kunne udfylde det hul i kontinuiteten, der er mellem jul og fastelavn? Det er hermed en idé der er givet videre, og hvis nogen bruger forslaget kræver jeg kontant udbetaling af royalties.
I mellemtiden – ja, det er faktisk ved at være et godt stykke tid siden – har mit foretrukne ølglas også måttet lade livet, uden at jeg har fået fortalt om det endnu. Der er tale om Urquell-glasset, der om ikke andet kan mindes ved de mange gange, det figurerer på billeder her på bloggen. Hvad værre er, er at vores stegeso også er afgået ved døden, og vi prøver desperat at finde en ny til ikke alt for mange penge.
Til gengæld glæder det mig at kunne meddele de få ølinteresserede, der endnu ikke har opdaget det, at Beerticker er genopstået fra de døde – og hvad kunne være mere passende her op til den stundende højtid, midt i påsketemaet? Ja, måske kræver det, at man går lidt mere op i den slags, end jeg gør. Beerticker er jeg i hvert fald glad for at se igen, men at det skulle ske her op til påskeøllenes lancering, lægger jeg ikke det store i.
Til gengæld vil jeg oprigtigt lovprise dagens øl, Willemoes Påske Ale, fra Bryggeriet Vestfyen. Willemoes er Vestfyens specialølserie, og ingen af dem, er blevet testet her på bloggen endnu, så det er på høje tid. Der er i øvrigt to typer påskebryg fra Willemoes, denne ale og en undergæret en af slagsen – man fristes til at sige regulær. Sidstnævnte vil også finde vej til nærværende blogs sider.
Denne ales lød er ganske mørk, hvilket ikke er mærkeligt, når man ved, at den er tilsat E150c, ammoniseret karamel, et tilsætningsstof, der kan give svækket immunforsvar, hvis man mangler B5-vitamin. Så vær forsigtig, hvis man døjer med den slags. Og hvorfor ikke bare bruge et andet karamelfarvestof, der ikke giver de problemer? – Eller hvorfor ikke helt lade være med at komme farve i? Ja jeg spørger bare, for jeg kan ikke lade være, og jeg kan ikke lade være med at blive irriteret over det. Lettere irriteret bliver jeg selvfølgelig også af øllets navn. En overgæret påskeøl må hedde en påskeale – og kan man ikke lide hiaten, kan man for min skyld gerne kalde det en påske-ale – men s’gu ikke en “påske ale”. Udover dette, ville jeg aldrig stave ‘påske’ med svensk å, når skrifttypen er Old English. Men det skæmmer trods alt ikke så meget, som den unødvendige – og iøvrigt ukorrekte – orddeling.
Skummet er letgyldnet og tyndt i det. Man skal også hælde temmelig voldsomt for at få øllet til at skumme i det hele taget. Det er usædvanligt for overgæret øl. Den dufter af – praktisk taget ingenting. Når jeg oplever den slags, at øl ikke kan smages eller duftes, lader jeg gerne min viv dufte eller smage, og hun hævdede, at den duftede sødt. Så hvis ens lugtesans er fintfølende nok, så dufter den nok sødt – men det er om jeg så må sige andenhåndsoplysninger.
Men så er det jo til gengæld heldigt, at den smager af noget! Den har en meget kompakt smag af både sødt og bittert, og giver varmen i brystet på vej ned gennem spiserøret. Dette skyldes formentlig alkoholprocenten på 8. Sødmen er fyldigt ferskenagtig med et snit af kirsebær. Bitterheden er kraftig og er mere ovre i kaffe end nødder.
Eftersmagen er en klasse for sig. Den lette sprittethed giver sammen med tilsat muscovadosukker et overraskende pift ved mandlerne lige idet brygget synkes. Det tog mig lidt tid, før jeg gennemskuede hvad det smagte af, men så gik det op for mig: Irish Coffee! Forinden havde de irriteret mig, at en ellers god øl kun kunne laves ved at hælde tilsætningsstoffer i – foruden de allerede nævnte også Glucosesirup og kuldioxid. Men jeg må erkende, at sprittethed, sødme og bitterhed virkelig går op i en højere enhed i eftersmagen, og vidner om godt og velkomponeret bryghåndværk.
Den kompakte smag gør det til en øl, man ikke har lyst til at drikke hurtigt, og det er i mine øjne også et plus. Det lønner sig virkelig at nyde denne øl, og få smagt den grundigt. Men sørg i øvrigt for, at der ikke er pligter i umiddelbar sammenhæng med nydelsen af denne øl, der kræver ens udelte opmærksomhed. Den høje alkoholprocent vil uanset hvad sætte præg på ens koncentrationsevne og finmotorik et godt stykke tid efter indtagelsen.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme