Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Willemoes

Willemoes Session IPA, Vestfyen

Så’ der konkurrence …

Så nåede jeg til den anden øl i Vestfyens nye Willemoes-par af alkoholfattige IPA’er. Denne indeholder lidt mere end de 0,5 som Willemoes Mosaic indeholder. Flere gange mere, faktisk, idet denne er helt oppe på 2,7%. En frokostøl, kaldes øl af den styrke vist af indtil flere bryggerier. Den britisk-amerikanske betegnelse er ‘session’, som involverer flere egenskaber: lavt alkoholniveau, der gør brygget egnet til konsum under udførelse af arbejde samt i de indlagte pauser. Dermed rammer ‘frokostøl’-betegnelsen også fint inden for skiven.

Duft er der rigeligt af i det kobberfarvede, lavtskummende bryg. Der er godt med frugter i form af bergamot, lime og appelsin, flankeret af sød hyldeblomst. I aromaen mærker man andre – for stilen velkendte og generelt mere aggressive – bitre noter af fyrrenåle. Muskatnød og koriander leger med, og skaber en fin lille forestilling udi afdæmpede, omend vellystige og fornøjelige optrin af aroma og smag.

Og som det sig hør og bør med en session IPA er de tørstslukkende egenskaber langt fra glemt. Selvfølgelig er vandet præsent, men det er også klart og forfriskende – uden at tage for meget fokus væk fra krydderiernes lille teaterstykke.

Svaneke har stadig føringen i bestræbelserne på at skabe alkoholfattige øl, der rent faktisk smager af noget. Men hvis jeg var Jan Paul og Co. ville jeg begynde at se mig over skulderen, for fra Vest kommer de stormende, bærende en søhelts navn. Og de kan i den grad også.

Willemoes Mosaic IPA, Vestfyen

De styrer det knap så godt …

Nå, så gad de ikke kigge mere på dem, oppe i min lokale Fakta. Ikke at de havde stået der særlig længe. De havde vel deres rykind cirka samtidig med årets udvalg af juleøl, der imidlertid ikke har fået ‘køb billigt eller vi smider dem væk’-tilbudsmærker på endnu.

Jeg var travlt optaget af at anmelde julebryg, da de kom – i uprætentiøse, men alligevel iøjnefaldende pastelfarvede emballager. Jeg bemærkede hurtigt den lave alkoholprocent, og tænkte, at det da kunne være spændende at tage fat på dem, engang når juletemaet var overstået. Vel – her er vi så. De var ikke udsolgt, sådan som jeg ellers kalkuleret havde risikeret. For alkoholfri øl er ikke det, jeg prioriterer højest på bloggen, selvom jeg finder konceptet sympatisk.

Ikke mindst efter at Svaneke for anden gang har overrasket mere positivt inden for genren end jeg havde turdet håbe på. Med deres Don’t Worry Pale Ale, og  Julebryg har bornholmerne sprængt rammerne for, hvad jeg troede der var muligt inden for alkoholfri øl.

Vestfyens bud på en progressiv kvalitetsøl uden alkohol er en Mosaic IPA. Sådan én har Royal Unibrew som bekendt også haft held med, selvom den ligegodt er med alkohol. Brygget her slår imidlertid noget mere afdæmpede takter an. Brygget skal hældes fra en afstand, der ikke er sund for folk med højdeskræk, hvis det bare skal skumme en lille smule. Brygget selv er ellers kønt nok – mørkorange og grumset, mens duften ligesom skummet lader vente på sig. Et fjernt pust af søde citrusnoter – ufarlige klementiner – lader sig akkurat ane, næppe tilstrækkeligt til at gøre egentlig gavn.

I smagen mærker man aromahumlens venlige bismage – igen søde citrusnoter, der her er spiced en anelse op med lime. Humlen selv – eller rettere det, den er mest kendt for, nemlig bitterheden, udebliver til gengæld helt. Brygget ender derfor uvægerligt som en halvhjertet oplevelse, der bedst egner sig som læskedrik en varm sommerdag.

Man må undre sig over lanceringstidspunktet, selvom vinteren med sine temperaturer omkring 10 grader selvfølgelig mere har inviteret til kolde pilsnere end til varm kakao med flødeskum. Nogen fuldendt smagsoplevelse er den ingenlunde, selvom den da slår nogle gode takter an – ren og frisk som den alt andet lige er i udtrykket.

Min evaluering af Vestfyens forsøg er noget ambivalent. På den ene side synes jeg, det er prisværdigt, at bryggerierne forsøger at videreføre de gode erfaringer fra specialøllene til de alkoholfattige øl, så folk der er på vandvognen også kan få lov at få en fornemmelse af de gode sager. Vestfyen skal have ros for forsøget, men også en formaning om, at de skal stramme sig an, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at være med helt foran. Svaneke har ganske vist taget en næsten uforskammet overlegen føring. Men de har samtidig vist, at det kan lade sig gøre. Så der er ingen undskyldning for andre bryggerier for kun at gå halvhjertet ind i sagen.

Willemoes BBQ Golden Ale, Vestfyen

Takker for 2x skænk …

Skæbnen, eller måske bare tilfældet, har villet at en af mine faste ølpushere, er begyndt at arbejde samme sted som jeg. Det drejer sig om Niels, der beredte mig den første øl fra det afrikanske kontinent, jeg har prøvet. Tillige med den anden og den tredje, nu vi er ved det.

Flere smagsprøver er diskret blevet udleveret, kan jeg allerede afsløre, men det når jeg til, når jeg når til det. Niels havde til gengæld læst min anmeldelse fra 2015 (det er rart at vide, at mine gamle indlæg stadig læses) af Vestfyens Willemoes BBQ. Den var i øvrigt den næstsidste Willemoes-øl, jeg har anmeldt før denne, og netop det bryg er næppe uden skyld i, at jeg ikke rigtig har gidet Willemoes bryg i rigtig lang tid.

Hin Grill-øl var nemlig inderligt ligegyldig og lige så kedelig som Ritt Bjerregaards taler afspillet i halvt tempo. Anledningen til, at Niels havde læst anmeldelsen var, at han havde prøvet denne øl, som jeg lige straks skrider til anmeldelse af, oprindeligt i den tro, at der var tale om det samme bryg. Og da brygget her havde været en mild fornøjelse for ham, tænkte han at den fortjente noget oprejsning – subsidiært, hvis det ikke var den samme øl, så ville han bare gerne vide, hvad jeg syntes om den.

Så med i tasken kom den. Den blev udvekslet, og senere – fordi jeg er en idiot – smadret, da den væltede ned fra et borde-bænkesæt i min gård. Niels er et menneske med et stort hjerte, så han kom med en ny til mig. Jeg var ellers klar til selv at købe en, men det ville han ikke høre tale om.

Jeg tillader mig at spoile – der er ingen tvivl om, at dette er et andet bryg. Den anden Grill-øl var en pilsner, mens dette er en ale. Allerede der, er vi i en helt anden ølkategori.

Og duften holder sig ikke tilbage – i modsætning til den anden grill-øl, vil man kunne læse (faktisk går jeg meget op i, hvor meget duften rent faktisk holder sig tilbage i det første bryg). Fusel og bitterhumle blander sig uden at emme af voldsomt meget, men bouquet’en er der da i det mindste, og den gør godt. Det kridhvide skum over det upudsede kobberbryg gør en god figur, ikke mindst hvis man aktivt former det – det er der rige muligheder for.

I smagen er der aroma af klassisk, for ikke at sige generisk, men stadigvæk godkendt humle. Bitterhed af løvtræ og kastanjer mærkes bagtil, mens et frisk-sødt-syrligt indslag af græs mærkes foran. En letbitter og frisk efterklang af grantræ afslutter oplevelsen af en øl, der helt bestemt smager af mere end Vestfyens rædsel fra 2015. At denne øl derudover stadig er mere egnet til grill – altså at kvæle den dårlige smag af slagger og sod fra de brankede bøffer og forkullede kyllinger – end til at nyde for sig selv som en egentlig kvalitetsøl, står dog ligeledes aldeles fast.

Willemoes Jul 2015, Vestfyen

2015-12-24 12.42.08Juleslendrian …

Så er Julen – i hvertfald hvad formelle juledage angår – for længst overstået. Danmark er et land, hvor det private erhvervsliv lader sig styre af den yderste højrefløj til at udstøde mennesker med fremmedklingende navne, og verden er pludselig blevet et meget meget mere stille sted – på den helt forkerte og meget ubehagelige måde. Nuvel, i det mindste er dødsriget nu ikke bare et meget muntrere sted at være, nu er musikken dernede pludselig også blevet langt mere awesome. Og jeg tør vædde på, at Jan og Lemmy får sig et par solide Pints i helvedes værtshus, hvor Michael Jackson siden 2007 har været bartender.

Men udover det, har jeg nydt bare at kunne tage en slapper. Jeg arbejder ganske vist, men børnene skal ikke bringes i børnehave, og verden kører bare i et lavere gear … det er egentlig bare rart, men det måtte også gå ud over anmeldelsesfrekvensen.

Så nu er det til tasterne igen. Det gælder den øl, jeg nød juleaftensdag. Jeg åbner gerne en stor øl, som jeg så patter på i et par timer. I år blev det Willemoes Jul 2015 – måske fordi jeg havde set andre give den god omtale, men jeg kan faktisk ikke huske det med sikkerhed.

Uanset hvad er det et mørkt bryg som mørke bryg skal være. Ikke kun brygget er natsort, men skummet matcher også nydeligt med en lød af karamelsukkeret til de brunede kartofler – Jul 2015 indeed!

Brygget dufter fyldigt af valnødder og rom, samt rigeligt med alkohol (Jul 2015 indeed, fristes man til at gentage) I smagen går rommen for så vidt igen – eller i hvert fald rørsukkeret. Sødmen er dermed intakt, mens en ledsagende bitterhed måske tager styringen en anelse for meget – i hvert fald i betragtning af at der er tale om juleøl, der gerne må holde sig sødt. Smågalt ender det faktisk med en tur indenom en tør lakridseftersmag, der afslører manglende kontrol i et ellers vellykket brygresultat.

I den sene eftersmag smelter sødmen og bitterheden dog sammen igen, til et nydeligt nøddebittert og evident julet resultat. Så som et godt juleeventyr, er julen i fare indtil sidste øjeblik – og så ender det hele godt alligevel.

Jeg synes godt, den rigtige jul kunne være endt lidt bedre. Men i nogle menneskers øjne (min fars, fx.) slutter julen først Hellig Tre Kongers Dag – hey, ifølge en gammel svensk julesang varer julen helt til påske (eller i hvert fald til fasten) – så det kan jo nås endnu.

4-en-halv-stjerne

Willemoes BBQ, Vestfyen (Kvicklys Grill-tema 2015 II)

2015-05-14 16.48.18Tørstig bliver man ikke …

Vestfyens Willemoes BBQ er en bryggerimæssig enlig svale blandt Kvicklys Grill-øl. De andre tre kommer nemlig fra Midtfyns Bryghus – et bryggeri, hvis profil i langt højere grad svarer til et mikrobryggeri, end Vestfyen, der mere og mere har udviklet sig til et industribryggeri med en langt større brygmasse og brede standardprodukter til at danne basis for indtjeningen.

Willemoes er Vestfyens faste mikrobrygserie – eller skulle man sige eksperimentalbrygserie. Mange forskellige årstidsbryg og brygtyper fra bryggeriet har fået påklistret en label med brandet, og kvaliteten har været lige så blandet. Fra næsten at opnå topkarakter, har bryggene også været vel under middel.

Hvad angår Grill-øl, forventer jeg noget letdrikkeligt. Og det umiddelbare indtryk af BBQ peger såmænd også nogenlunde i den retning – ja ret meget faktisk. Det ligner jævnt pilsnerbryg, omend skummets holdbarhed og klæbrighed sjældent er set mage, og mere minder om friske amerikanske pale ales end kedelige europæiske pilsnere.

Duften holder sig tilbage. Hvis læseren var nødt til at læse den sætning igen vil jeg for den gode service’ skyld fortælle, at der ikke blev læst forkert, og at der ej mangler et “ikke” i sætningen. Duften holder sig vitterligt tilbage og leverer kun et dovent prik af en svag, letsyrlig humle. En rest af en blød og rund og rar humle – tror jeg nok, for det er svært at afgøre når duften er så svag.

Smagen er også let humlet. Meget let humlet. Ja, velsagtens luftigt. Den kan akkurat skimtes ved gummer og mandler, hvor den indifferent og uengageret tjatter til smagsløgene, hvorefter kaster sig ned i glemselens dyb, også kendt som spiserøret. Spiserøret er ikke altid glemselens dyb. Andre øl giver eftersmag, eller kan også mærkes på vej ned. Det kan den her ikke. Den er helt væk – også af erindringen – når først den har passeret tærskelen til mavesækkens stikledning.

Det er sjældent, at jeg smager så tyndt øl. Men hvor tyndt det end er, så må jeg samtidig indrømme, at det ikke på nogen måde er fælt. Det smager ikke syntetisk eller surt. På den anden side udebliver også associationerne til mineralvand med et stænk af humle. For det er brygget for dovent til. Ikke engang kulsyren kan yde nogen oplevelse.

Det bedste man kan sige om brygget er vel, at man i det mindste ikke bliver tørstig af det. Og som sådan tjener det vel sit formål til et grillarrangement i 30 graders varme.

Men noget modspil til grillede bøffer – om de så måtte være røde, medium, gennemstegte eller forkullede – vil den aldrig kunne yde.
1-halv-stjerne

Willemoes Kyst til Kyst, Vestfyen

2014-09-11 17.44.51Det kan man vel også kalde den …

… så er spørgsmålet bare hvorfor? Fra kyst til kyst betyder noget med hele landet mellem kysterne. Der er noget forenende, inklusivt og vidtrækkende over det. – Eller … det kommer jo an på hvilke kyster der er tale om. Hvis der fx er tale om Langelands kyster, er det med det vidtrækkende ikke synderligt imponerende. Stiller man sig på tæer, kan man jo næsten se hele vejen.

Måske menes der Fyn? Og skal man i hvert fald op på en stol før det kan lade sig gøre. Måske faktisk en barstol som minimum. Men særligt vidtrækkende bliver det nu heller ikke. Vel, bryggeriet skylder om ikke en forklaring så som minimum en fodnote.

Ved skænkning tænker man uvilkårligt, at det da bare er en pilsner – den mest fantasiforladte og generiske øltype man kunne vælge, og det er heller ikke sådan særlig kyst-til-kyst-agtigt. Skummet, duften og ikke mindst Untappd afslører imidlertid, at det ikke er tilfældet. Det er en Kristallweizen, hvis lyse og filtrerede lød forleder én til at drage forhastede konklusioner. Men tårnet knejser alt for højt og alt for tæt, og falder med sneglefart, så – snydt igen.

Duften fjerner med sin letsprittede alkoholduft med stænk af marcipan og banan den sidste tvivl, men varsler samtidig ikke just godt. Marcipanduft i hvedeøl bringer mindelser om mindre heldige blondes, om hvilke man blot kan trykke på linksene for at blive klogere på, men sig ikke, at I ikke var advaret.

Men heldigvis slipper man, trods ildevarslende duft, for en udrikkelig oplevelse. Faktisk er det første aromaindslag næsten sliksødt af den tilsatte hyldeblomst (det er jo næsten lige så meget oppe i tiden som at hælde isvand over sig selv). Sødmen fortsætter i søde æbler, for så at tage et skarpt sving over i det syrlige. Marcipanspritten truer ildevarslende, men reddes på stregen og smagen får i stedet tydelig karakter af ananaskirsebær. Det stikker syrligt, men forbliver – om ikke ligefrem behageligt så i hvert fald interessant.

Overordnet kan brygget ikke løbe fra, at vandet alligevel fylder meget og at aromaen er for præget af en distraherende spritsmag. Alt i alt en disharmonisk oplevelse, der ganske vist ikke indfrier de ilde varslinger i begyndelsen, men på den anden side heller aldrig bliver rigtig god.

– Og titlen er fortsat en gåde.

Dette er vist den sidste Willemoes-øl, jeg manglede at anmelde på min blog. I hvert fald af dem, der kan findes i butikkerne lige i øjeblikket. Men hvis jeg kender Vestfyen ret, skal de nok inden længe få brygget (og blandet, forstås) nogle nye, som jeg da vil glæde mig til at prøve, og glæde mig endnu mere til at brokke mig over bagefter.

2-stjerner

Willemoes 10 års Jubilæumsbryg, Vestfyen

2014-08-17 17.16.43

Et passende jubilæum …

Ti år? Er det ikke længere siden? Det er det åbenbart ikke. Jeg husker første gang Vestfyens Willemoes-brand fra min fars 70-års-fødselsdag i 2008. Specialølbølgen skyllede over landet, og Vestfyen var blandt de første til at gøre de nye produkter tilgængelige for et bredt publikum. Hvor forbeholden jeg gennem årene ellers har været over for serien, må jeg (efter venlig påmindelse fra Ole Madsen, Ekstra Bladet) indrømme den en væsentligt betydning for udbredelsen af og succes’en med specialøl i Danmark.

Og generelt har de jo scoret nogle pæne bedømmelser. Men aldrig uden at snyde. Der er altid et eller andet mere eller mindre obskurt tilsætningsobjekt, der diskvalificerer en karakteristik som rent bryg. Det gælder alt fra diverse sukkerarter over mere eller mindre skumle aromastoffer til egentlige kemiske tilsætningsstoffer, som man i det hele taget burde undgå. Så galt er det heldigvis ikke med jubilæumsbrygget, der ‘kun’ er tilsat rom.

Rom er som bekendt uløseligt knyttet til søfart, og vi skal ikke glemme, at serien er opkaldt efter søhelten Peter Willemoes, der voksede op på Fyn. I dette lys er tilsætningen ikke blot tilgivelig men faktisk også passende.

Brygget er en ‘Imperial Brown Ale’, og dermed er der ikke sagt for meget. Brygget er natsort men uden en stouts mørke skum. Jeg har set – måske ikke pilsnere, men sikkert IPA’er med mørkere skum. Her er det gyldent, og iøvrigt venligt flødeagtigt cremet. Duften er ret ligetil. Nogenlunde tæt, men uden den kanonade af kraft, søfarts- og søheltetemaet ellers lægger op til. Karamel og kaffe blander sig elegant med en snert af chokolade. Det er også klassisk, men ikke ligefrem originalt.

Indledningsvis bæres brygget af søde noter. Mørk chokolade med karamelcreme fylder munden så det føles rart. Lidt senere tager en fortrinsvis bitter eftersmag af kaffe over. Rommen mærkes som en let alkoholisk fylde, der formår at stikke lidt i næsen og brænde i brystet. Også det føles da rart, venligt og … lidt for velkendt.

Man tager heller ikke sig selv i at nippe til brygget. Der skal et vist kvantum til, før brygget smages ordentligt, og selvom søfartstemaet er beroligende lidt præget af vand (det være sig hav-, brak- eller fersk-) mangler jeg ekkoet af slaget på Reden, hvor Willemoes fik sin udmærkelse og slaget ved Sjællands Odde i 1808, hvor han blev dræbt af fjendens kugler. DAMN YOU ENGLAND!

4-en-halv-stjerne

Willemoes Lager Glutenfri, Vestfyen

2014-08-13 12.43.20

Mere gluten!

Der er blevet lidt længere mellem anmeldelserne. Det skyldes, at jeg fattes midler til at holde mit øllager ved lige. Nødhjælpen er dog indtruffet ved en erkendtlighed fra min arbejdsplads, så mon ikke det snart bliver lidt bedre. Den store nedtælling til øl nr. 500 på min blog nærmer sig, og nu tyder alt på, at den nok også skal blive interessant.

Men den her havde jeg da på lager (ha ha … lager (ja, det er niveauet – og de burde i hvert fald de gamle læsere vide)). En glutenfri øl, hvilket erfaringerne taget i betragtning ikke umiddelbart får de røde advarselslamper til at lyse. Det kan såmænd være fint nok selvom jeg nærer en synlig allergi over for fødevarer og nydelsesmidler, hvor noget er fjernet for at få det til at fremstå gunstigere.

Vel, det er sikkert heller ikke sjovt at være glutenallergiker, så jeg skulle måske bare lyne arret og ytre mig om ting, jeg har forstand på.

Dermed slut med ølbloggen …

Ahrj okay …

Heller ikke denne gang har Willemoes kunnet holde deres bryg rent. Det er tilsat majs, men med Willemoes ville det også komme mere som en overraskelse, hvis brygget overholdt de tyske renhedsforskrifter. (Det er dog set, endda med et godt resultat.)

Det holder en flot pilsnerfarve ved skænkning. Flot kobberfarvet og dermed nok en tone eller en terts mørkere end van(d)lig dansk standardpilsner. Skummet imponerer også – kridhvidt og luftigt omend både klistret og fyldigt. Som en velpisket marengsmasse. Duften er til gengæld slet ikke ovre i det pilsnerede. Malten dominerer med en kraftig karamelbouquet, garneret med søde, blomstrede nektarindslag af både rose og syren.

Den – indrømmet – forventede skuffelse indtræder med smagen. Brygget er traditionelt pilsnerpræget i sin flavour. Ingen overraskelse der. Til gengæld virker smagen anmassende hult. Som om bryggeren har kun har brygget øl i kanterne af karret og ikke i midten. Samme fornemmelse husker jeg fra Carlsbergs alkoholsvage Nordic-serie, omend i lang værre grad. Det lethumlede og velkendte pilsnerindtryk føles spinkelt og skrøbeligt. Det brækker i stykker som det fineste glas mod sten, og udløser kun vandig aroma derved.

Men også her indtræffer nødhjælpen heldigvis. Eftersmagen viser sig nemlig at være mere end godkendt. Her vender humlen triumferende tilbage, brændende og klæbende sig til mandler, gane og svælg. Man smager frisktsavet løvtræ og et velafstemt mix af val- og hasselnødder.

Så samlet set går det nok endda. Men brygget undgår ikke at mangle noget, ligesom den uendelige række af light-produkter, koffeinfri kaffe og fedtfri mayonnaiseerstatninger, og det gør mig ondt på de glutenoverfølsommes vegne. På egne vegne kan jeg kun sige, at hvis dette er resultatet af at undvære gluten, så mere af det i mine øl, tak!

3-stjerner

Willemoes Ale, Vestfyen

Snyd!

Jeg er for en kort stund vendt tilbage til Vestfyens Willemoes-øl. Den efterhånden bedagede serie af specialøl er opkaldt efter søhelten Peter Willemoes. Efter at have kigget tilbage i anmeldelserne, må jeg konstatere, at jeg åbenbart har været mere end jævnt begejstret for øllene, på trods af at ikke en eneste af dem kvalificerer sig til betegnelsen ‘ren’ – altså en øl, der alene er brygget af vand, humle, malt og gær. Således heller ikke nærværende øl, der er tilsat brun farin, ammoniseret karamel, lakrids og ascorbinsyre. Dermed er den endda en af de værre Willemoes-øl, hvor ekstra meget er tilsat.

Brygget betegnes lakonisk ‘Ale‘ – altså en overgæret øl, modsat undergærede øl, hvor pilsneren som bekendt er den dominerende. Oprindeligt skelnede man åbenbart ikke på den måde. Tidligere betegnede ale uhumlet øl, mens det humlede øl betegnedes ‘beer’ – på de britiske øer i hvert fald. Såvidt bloggen Zythophile.

Det er et af de få bryg, jeg har prøvet i bloggens levetid uden at have anmeldt det. Det sker sjældent – men altså ind imellem, at jeg bare ikke orker. Og da jeg var i Fakta forleden, tænkte jeg så, at det vel egentlig var på tide, at jeg fik det hængeparti overstået. Jeg prøvede den tilbage dengang, vi stadig boede i Århus Vest, længe før Willemoes havde gjort sit indtog på discountsupermarkedernes hylder. Dengang var det stadig en hip, spændende og usædvanlig specialøl, der derfor kun blev forhandlet i de finere supermarkeder såsom Kvickly og Brugsen. Der er trods alt sket noget siden dengang. Der er kommet flere specialøl på markedet, og markedet har erkendt, at Willemoes-serien måske ikke er helt så speciel alligevel.

Jeg husker ikke brygget som særlig imponerende. Det er derfor, jeg længe har udskudt gensmagningen. Men de alt for mange tilsætningsstoffer til trods, må jeg erkende, at jeg er jævnt imponeret over bryggets ydre. Det har en flot, orangebrun lød, og et meget flot, højt, cremet og holdbart, gyldent skum, der også formår at klæbe sig til glasset i tykke render. Duften er syrligt-sød, og minder mest om sveskegrød – apropos bryggets farve, iøvrigt.

Smagen domineres af bittersød humle med syrligtsøde sveskenoter. Eftersmagen er anderledes hidsigt bitter med smag af hasselnødder. Man mærker fyldig og sød malt som det allerførste, når brygget rammer tungen, og en mindre føljeton af de forskellige indtryk afløser hinanden.

Det er slet ikke så ringe endda, men det forbliver et irritationsmoment for mig, at Vestfyen bare ikke kan brygge ordentligt øl uden at tilsætte både det ene, det andet og det tredje. Man mærker farinen i den søde indledning og lakrids i eftersmagen, og det ender med en øl, der ikke smager af øl, men af farin og lakrids. Hvis man absolut skal tilsætte øl noget andet end gær, humle, vand og malt, skal man gøre det for at fremhæve øllets smag, og ikke for at få øllet til at smage af noget andet. Det er det, Vestfyen bare ikke vil forstå.

Så gode noter til trods forbliver Willemoes Ale en snydeøl.
4-stjerner

Willemoes Porter, Vestfyen

Jeg har det med Willemoes øl, som jeg har det med sushi. Det er da meget godt engang imellem, men jeg kan slet ikke se, at det skulle være så godt, som det giver sig ud for at være. En særlig ting, der irriterer mig ved Willemoes-serien (ikke ved sushi) er, at de nærmest ikke kan lave en specialøl, uden at de skal putte alt muligt, der egentlig ikke hører i øl, i dem. Antioxidanter, muscovadosukker og farin for bare at nævne et par ingredienser.

Så er det jo næsten en halv sejr for øllets renhed, når de i tilfælde som nærværende nøjes med kun at putte to ekstra ting i, i dette tilfælde lakrids og kulsyre. Renere bliver det nok ikke, når man har med Willemoes øl at gøre.
Det visuelle og olfaktoriske indtryk fejler nu heller ikke noget. Brygget er aldeles uigennemskinneligt – omend filtreret og ligesom lidt for flydende af en porter at være, men skummet kroner tæt og lysebrunt over natten. Duften er ganske sød med toner af ristet malt, karamel, svedsker og en syrlig note af friske æbler. Skummet klamrer sig til glasset efterhånden som det langsomt falder.
Smagsoplevelsen starter allerede i skummet, der føles dejlig afsvedet mod tungen. Bryggets flydende del udvikler sig, som det breder sig over tungen – først sødt og karamelagtigt, cremet og fyldigt, så bliver det mere maltagtigt som man forestiller sig Lektor Blommes bolsjer (uden stryknin) og ender med en massiv bitterhed som man kender det fra krydret snaps – bare uden den harske rivende fornemmelse. Fornemmelsen af den indre varme er dog også præsent, for brygget holder hidsige 9,8% og svarer til 3,2 genstande.
Det er næsten for meget at putte i en enkelt flaske, men der er jo ikke nogen, der siger, man skal tømme den i et drag. Faktisk er det en fremragende helaftensøl, som man kan nippe af over flere timer. Den bliver ikke ringere af at få stuetemperatur, og man må undres over at der er tilsat kulsyre, for den fortsætter med at smage aldeles fremragende, endskønt den er doven.
Det er omsider en rigtig vellykket øl fra Willemoes-serien uden at der er snydt alt for meget. Det er faktisk imponerende, at man kan lave en så god øl, og kun snyde så lidt i processen.
5-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme