Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: Vestfyen

Rugbrød med Mørkt Hvidtøl fra Vestfyen (Brød med øl 8.1)

2017-09-10 10.29.51Skuffelsen udebliver, men …

Forskellene på det rugbrød, der kommer ud af de forskellige mærker Hvidt- og maltøl er ikke store nok, til at jeg vil spilde mange floromvundne adjektiver – det være sig til den lyse eller den mørke side – efter dem. Rugbrød er og bliver nu engang rugbrød, og det er i bund og grund begrænset hvor meget man kan gøre for at gøre det festligere.

Det er det, man putter på, der gør det spændende. Det kan ikke rigtig stå alene – meget ulig øl.

Men bager man det selv, kan det næsten ikke blive andet end bedre end poserugbrød fra butikkerne. Og at bage det med det rigtige øl får det de facto op på bagerniveau – hvis man er lidt heldig.

Men så er Vestfyens ‘Mørkt Hvidtøl‘ altså ikke det helt rigtige at bruge. Ikke at brødet bliver dårligt. Vi er stadig hestehoveder foran discountsupermarkedernes økologiske poserugbrød og omgange foran de konventionelle ditto. Men har man prøvet at bage med stout én gang, så er hvidtøl bare niveauet under … og nej, jeg har ikke tænkt mig at lave nogen vittigheder – mindst af alt pikante – med etnocentrisk eller dermapigmentarisk slagside.

Brødet er såmænd udemærket – og væsentligt bedre end maltøllen fra samme bryggeri, i øvrigt. Jeg er måske endda tilbøjelig til at sige, at det er den bedste af hvidt- og maltøllene til at bage med. Som jeg antydede i anmeldelsen af øllet, virkede det en kende som om, det var tilpasset gærsvampekulturers smagsløg i højere grad end store primaters ditto. Og der er intet at udsætte på bryggets bageegnethed.

Men helt så godt som stout bliver det ikke. Farven viger – på trods af bryggets med stout nemt forvekselbare lød – også i det færdige bageresultat, så det får den kedelige leverpostejsagtige kulør, som man som hjemmebager hurtigt forbinder med et – om ikke mislykket, så i hvert fald småkedeligt brødresultat.

Spiseligt er det, ja, det er faktisk fint i konsistens, fylde og smag – men stoutbrød er det ikke.

Mørkt Hvidtøl, Vestfyen (Brød med øl 8.0)

2017-09-10 10.41.59Maltsaftevand …

Så småt nærmer vi os afslutningen på bageeksperimenterne i denne omgang. Jeg har lige et sidste eksperiment, jeg vil lave før kontrollen. Jeg kunne godt tænke mig at bruge en ordentlig bitter pilsner en enkelt gang også – bare for at se, hvad det måtte gøre ved brødet. Når det er forsøgt, vil jeg bage ét brød med vand og ét brød med det øl, jeg synes, har været mest egnet at bage med.

Men det kommer alt sammen. I første omgang er der noget andet øl, der lige skal prøves i rugbrød: En til formålet brygget hvidtøl fra Vestfyen – eller … om den lige er brygget til rugbrødsbagning ved jeg ikke med sikkerhed, men jeg tror i hvert fald ikke, den er brygget primært til konsum for øje.

Det bliver hurtigt klart, når man smager på det. For at dufte til det bringer ikke rigtig noget. På trods af tilsat sukker, farvestof og antioxidant dufter brygget nærmest ikke af noget som helst. En vag fornemmelse af rugmelsstøv er det tætteste jeg kommer på en beskrivelse.

Til gengæld smager det – af ret meget endda. Det er bare ærgerligt, at det ikke smager godt.

En vammelsød maltsaftevand – saftevand fordi kulsyren næsten mangler helt – er hvad Vestfyen byder på. Sukkeret er alt for fremtrædende sammen med en tyk rugbrødsagtig konsistens, der stadig virker hul på grund af bryggets lave 1,8%. En ikke ordentligt matchende eftersmag – også af rugbrød – gør ikke oplevelsen bedre, men understreger bare med endnu en stor, tyk, rugbrødsfarvet streg, at øllet ikke er brygget til almindelig konsum.

Gæren i rugbrødet vil sikkert elske det med alt det sukker. Mit indtryk er, at brygget mere end nogen af de andre hvidt- og maltøl, jeg har prøvet, ikke er brygget med primatsmagsløg for øje, men derimod med fungale af slagsen.

Bvadr! – for nu at sige det som det er. Men når jeg ved, hvad gæren vil have, er jeg ikke umiddelbart bekymret for bageresultatet.

1-en-halv-stjerne

Maltøl, Vestfyen (Brød med øl 7.0)

2017-08-20 12.43.54Fra stressland …

Småsyg, stresset og ringe motiveret har jeg atter sat mig til tastaturet for at skrive nogle få ord, om nogle øl, jeg har smagt. Pauserne er blevet flere på det sidste, og jeg ville sådan ønske, at det skyldtes at der var for få timer i forhold til de spændende, givende projekter jeg gik og syslede med.

Det er ikke tilfældet. Jeg har blot svært ved at tage mig sammen til at tage mig sammen. At jeg arbejder (for) meget og er ramt af en virus øger selvfølgelig heller ikke motivationen.

Vel – jeg har for snart en uge siden bagt endnu et rugbrødsbatch. Denne gang med Vestfyens almindelige maltøl. De har også en mørk hvidtøl, som vil blive afprøvet senere. Som traditionen foreskriver har jeg til at begynde med smagt på det øl, brødet blev bagt med.

For det er ikke fordi denne øl mangler mørke. Farven deler brygget med mørk chokolade, viskositeten med middelstærk kaffe. På trods af sine magre 1,8% formår brygget faktisk af dufte en smule af alkohol. Det matcher fint de traditionelle, lidet overraskende noter af karamel og rugbrød, som man finder i maltøl.

Skønt brygget ikke skummer helt på samme måde  -det skummer mere, fyldigere og flotter – smager det med sin mørke karamelsødme mest af cola med maltfylde på bagkant. Alligevel er brygget ikke helt sødt nok til at, at jeg vil betegne den med en slik-øl på linje med de forskellige hvidtøl. At den smager af mere og bedre end light-pilsner er til gengæld evident, men næppe overraskende. Samtidig er den faktisk svagere i alkoholstyrken, da lightpilsner gerne ligger på omkring 2-2,5%.

Med lidt mere brødsmag end karamel kan man betragte Vestfyens maltøl som en lidt mere voksen version af Royal Unibrew og Carlsbergs Hvidtøl. Ikke nødvendigvis mere smagsfuld – snarere af noget andet, der i hvert fald falder en smule mere i min smag end det søde stads.

2-en-halv-stjerne

Vestfyen Premium Chocolate Brown, Vestfyen

2017-01-19 17.48.19Water, water, every where …

… skrev Coleridge i sit berømte digt fra 1798 ‘The Ancient Mariner’. “Nor any drop to drink” fortsætter det, og hvor man med denne øl helhjertet kan relatere til første linje, kniber det lidt med den næste.

For meget kan man sige om Vestfyens Chocolate Brown, del af den relancerede Vestfyen Premium-serie, der sælges for billige penge i Fakta for tiden. Men udrikkelig er den trods alt ikke.

Vandig, vandfyldt, våd og vandet er den til gengæld så afgjort. Man risikerer i hvert fald ikke at gå tørstig fra det tomme glas. Og det er vel nok alt godt, der er at sige om brygget. Der er ellers ikke sagt (eller skrevet) meget om brygget endnu i indeværende indlæg – der er rigeligt tilbage at berette om, men næppe længere noget kønt.

Hvis man kan lide farven sort, så kan man måske glæde sig lidt over bryggets kulør. Men den slatne viskositet fjerner hurtigt munterheden, ligesom det overraskende lave, næsten kridhvide skum og bryggets øvrige livløshed, der hurtigt afløser den højlydte afbrusning. Selv ikke kulsyren er noget værd at skrive hjem om, selvom det desperate men forgæves håb vækkes af skummets foregøglende knitren.

Og at brygget tidligt i skænkningsprocessen faktisk dufter nogenlunde fyldigt af mokkachokolade – lige præcis sådan som man forventer og håber – gør jo bare den efterfølgende skuffelse endnu større. Så selvom bouqueten kan få et lille smil frem, er den nedadvendte mundvigskrængning, som skuffelsen medfører også dét større.

Den neutrale, nøgterne og tørre (meget u-apropos dette bryg) konstatering, at brygget ikke smager grimt – idet almindeligt postevand ikke smager grimt – er heller ikke at regne for noget gunstigt udsagn. Det mindste man kan forlange af et nydelsesmiddel, må vel være, at det ikke smager grimt, men nogenlunde af det, det intenderer at være.

Med netop det kniber det altså voldsomt i dette tilfælde. Lidt diffus kaffebitterhed der fjernt kan anes ved gummerne er al den aroma brygget byder på. Så tynd kaffe, at det lige så godt kunne være postevand. Som om brygget vil håne og tirre én ved at indgyde følelsen af noget rart, man så bliver inderligt snydt for.

Øv og tak for – nej ikke fo kaffe – for ingenting. Ingenting overhovedet.

1-halv-stjerne

Vestfyen Premium Kellerpils, Vestfyen

2017-01-16 21.22.58Til hverdag …

Bryggeriet Vestfyen er ikke videre gavmilde med information om den nye ‘Vestfyen Premium’-serie, der i øjeblikket kan erhverves i Fakta for en flad femmer stykket. Der står ikke et ord om serien eller de enkelte øl på bryggeriets hjemmeside. Det er lige før man får mistanke om, at det slet ikke er Vestfyen, der står bag, men et andet bryggeri, der har hugget navnet for i ly af dette at få folk til at købe deres øl.

I så fald kan det undre, at man lige har valgt Vestfyen. Hvis jeg skulle brygge i ly af et andet bryggeris navn, tror jeg snarere jeg ville bruge Guldhammer Nanobryg, Evil Twin eller The Alchemist som dække – noget, der rent faktisk smager af noget.

Man må ty til andre ressourcer for at blive klogere, og her er ølbloggeren Black Ben behjælpelig. Han har faktisk allerede anmeldt to af øllene, nemlig Cream Ale, som jeg selv allerede har anmeldt, og nærværende Kellerpils. Det gjorde han for … fire år siden…

Så der er slet ikke tale om en nyskabelse fra bryggeriet, men derimod en relancering. Og jeg, der gik og troede, at jeg undtagelsesvis var en smule med på noderne og up-to-date. I virkeligheden er jeg ikke bare måneder bagude, men år!

Nuvel, så er alt jo ved det gamle, og det skal bestemt ikke holde mig tilbage.

Forbilledet for Kellerpils er utvivlsomt den tyske Kellerbier – en ufiltreret (eller som det hedder på de kanter ‘naturtrüb’) øltype, der konstitueres af netop dét – at den er ufiltreret og egentlig ikke andet. Praksis i markedsføring er imidlertid, at den først og fremmest betegner lyse pilsnere og det er også tilfældet her.

Ganske lyst og korngult er brygget med en ganske let tågethed, der næppe er synlig hvis man ikke ved, den er der. Skummet knejser højt over bryg og glasrand, og gør brygget tidskrævende at skænke. Duften gør en smule væsen af sig i form af en varm, fuseltung em af bitterhumle, men man savner den hammer, der rammer baghovedet når den slags duft har den fornødne kraft. Her stryger den lidt for meget med hårene.

Smagen er anderledes karsk og vederkvægende. Fylden er silkeblød – og en smule kedelig, mens smagen kommer stærkt igen med små krakilske grannåle, der behageligt prikker og stikker overalt hvor brygget når frem. Bitterheden er overraskende let og skarp – ligesom duften måtte den gerne have været kraftigere, men man må bestemt indrømme den kvalitet til mere end bare almindelig sufficiens, endskønt kvantiteten nok viger en anelse.

En øl, der er god til tørst samtidig med at den smager af noget – især smager den skarpere end pilsnere er flere end flest. Amager Bryghus‘ ‘No Rice & Curry‘ har den styrke, som man savner her, mens bitterheden er af samme karakter.

Ikke alle bryg behøver smage som ambrosia og jadekejserens frugter. Mindre kan – til hverdag især – gøre det.

4-stjerner

Vestfyen Premium Cream Ale, Vestfyen

2017-01-12 16.52.23Premium Middelmådighed …

Nå, jeg kunne ikke nære mig …

Forleden dag opdagede jeg, at Fakta var begyndt at føre en ny serie øl fra Bryggeriet Vestfyen. Og lige der annammede jeg så forunderligt en stor vision om, at jeg skulle købe de øl, anmelde dem samvittighedsfuldt på bloggen og efterfølgende føle den fineste fyldesgørelse af mit bloggerkald fuldstændig aldeles over hele hovedet ikke på nogen som helst måde kom over mig. Præcis så spændende forekom øllene mig.

Men så gik der nogle dage, og så kunne jeg jo ikke lade være alligevel. Fem sølle kroner for en halv liter – selv hvis det skulle være så afskyeligt, at det hele endte i vasken, ville det jo være mere end de fem kroner værd at hamre tre harmdirrende, sønderlemmende anmeldelser ind på bloggen efterfølgende. Og på det mere seriøse plan (ja, jeg har faktisk sådan ét – who would have thought) så vil jeg jo gerne være den jævne forbrugers stemme blandt ølbloggerne. Til det formål er disse øl ved deres lave pris nærmest ideelle, og så er de stort set friske fra tapperiet. Dermed får jeg også for en sjælden gangs skyld lejlighed til at anmelde noget, der faktisk findes i butikkerne lige nu og ikke først når det har stået der i månedsvis.

Og før jeg har sagt et ord om øllet, så skal Vestfyen have ros for, at de stiller øl, der alt andet lige ikke bare er det samme tynde pilsnersprøjt om igen, til rådighed for forbrugerne. Nu kan man købe noget, der for bare 10 år siden blev anset for eksotisk specialøl i rammer ad gangen – uden at blive ruineret. Det er da et fremskridt.

Og ja, jeg ved godt, at der er andre problemer i, at industribryggerierne sådan går mikrobryggerierne i bedene. Men de vil jo ret beset kun tage markedsandele fra de feinschmeckere, mikrobryggerierne er afhængige af, såfremt kvaliteten også følger med.

Og det er jo slet ikke sikkert.

Allerede tidligt i afprøvningsprocessen mærker man faktisk den middelmådighed, der er så udpræget for øltypen. En ganske svag bouquet af ubestemmelig sød citrus formår akkurat at behage duftsensorerne. Ellers ligner brygget til forveksling en pilsner i både farve og skum – havde jeg ikke vidst bedre, ville jeg have skudt på en sådan.

Smagen gør en lille smule mere væsen af sig. Man kan faktisk smage egentlig aromatisk bittersødme af spæde grannåleskud. Aromaen kan faktisk kategoriseres som tør – skarp endda, endskønt skarpheden bedst sammenlignes med en børneknivs.

I sin karakter er den faktisk sammenlignelig med den indtil videre eneste session IPA, jeg har prøvet, nemlig den totalt intetsigende fra Aarhus Bryghus, der også var 2015’s bundprop her på bloggen. Men Vestfyens cream ale er en mere vellykket udgave, hvor smagen ganske vist er afdæmpet, men dog har bevaret akkurat så meget kant, at det ikke bliver helt ligegyldigt og meningsløst.

Og så formår eftersmagen endda at bide lidt fra sig. Her intensiveres bitterheden over i det beske – hasselnødder med lidt for hårdt ristet kaffe. Det passer imidlertid ikke godt med bryggets ellers milde og passive gunstighed, og således ender brygget med både at smage af lidt for lidt og være noget ude af balance.

Nåhr ja – og cream ale som genre … Jeg bedømte typen som en af de ting, der var Not i løbet af år 2016, selvom det jo griber om sig med dem fra alle kanter. Brygget her bringer ikke genren nogen yderligere legitimitet. På den anden side yder den heller ikke genren mere illegitimitet. Det er som om typen bare helst vil ligge mageligt midt i det middelmådige midterfeldt af midtsøgende middelpræstationer – og i den disciplin scorer brygget her tæt på topkarakter.

2-stjerner

Uglens Danish Pride, Vestfyen

2016-12-22-17-39-44Toppen af det tynde …

Jeg er tilbage efter juleferie. Heldigvis har jeg i de forløbne dage ikke smagt mange nye øl. Faktisk var der kun én selve juleaftensdag, jeg ikke havde prøvet før.

Den kommer jeg til, så snart jeg har fået anmeldt denne øl, som jeg prøvede nogle dage før jul, og som jeg ikke nåede at få anmeldt før julen – med alt det tidsunderskud den også byder på – var over os.

“Uglens Danish Pride” – ja, alene navnet giver jo ikke bare en bitter, men snarere harsk og under alle omstændigheder dårlig smag i munden. Det ligefrem emmer jo af småborgerlighed, smålig nationalisme, småhooliganisme af den ikke-farveblinde slags endda. Hvad end baggrunden er for bryggets navn, signalerer det i hvert fald ikke særlig heldigt i denne bloggers øjne.

Egentlig havde jeg gættet på, at undskyldningen var noget landsholdsfodboldmæssig, men så heldig er jeg åbenbart ikke. Navnet er åbenbart valgt som afløser for ‘Pokal Luxus’ fra dengang Vestfyen leverede Pokal-serien til COOP. På et tidspunkt har brygget også heddet ‘Royal Pride’ – og det er jo næsten lige så slemt.

Ja, Vestfyen formår virkelig at vække alle de forkerte associationer (kongehus, småracisme og ikke mindst *YDRK* dansk landsholdsfodbold …) med bryggets navn. Produktet fik jeg i øvrigt af min eks-hustru, der havde fundet den i sit køleskab efter sin indflytterfest. Ingen aner, hvor den kom fra, men pludselig var den der – og da hun vel nærmest kun drikker øl ved festlige lejligheder, kunne jeg jo lige så godt få den med en af gangene, hvor jeg kom forbi for enten at hente eller aflevere ungerne.

Jeg drikker jo hvad som helst, folk vil kaste efter mig. Skulle jeg få noget kedeligt eller direkte ringe, udebliver underholdningen ikke, for den vokser så meget desto mere, når jeg skrider til anmeldelse. Udsigten til en underholdnende anmeldelse af denne øl er relativt god ud fra bryggets ydre. Faktisk har det allerede været mere end jævnt fornøjeligt bare at tirere over navnet, og går man videre til indholdsfortegnelsen er der også rigeligt at tage fat på. Majs, glukosesirup, kulsyre og ascorbinsyre – hele fire tilsætningsstoffer på én gang, som et kinderæg lagt af en påskehare med med en defekt lommeregner.

Vel, i det mindste kan brygget, i betragtning af at det er tilsat c-vitamin, næppe forårsage skørbug. Skader på iris og øjeæble kan dog ikke udelukkes i betragtning af, hvor lyst brygget er. Som minimum må man forvente lettere sneblindhed som følge af den skinnende hvide skumkrone og dens udbredelse.

Brygget smager også lyst … ja, det lyse er et gennemgående tema. Skumle mistanker om markedsføring af øl til segmentet til højre for DF formår brygget i det hele taget at fremkalde i vid udstrækning. Egentlig evidens for dette kan jeg dog ikke udpege, og vælger derfor at tro det bedste. Og det ville også være ærgerligt at skulle boykotte en lys øl, der faktisk smager overraskende godt.

Ja, på trods af et væld af tilsætninger og unødigt høj alkoholprocent på 8 lagt oven i en jævn, småtynd pilsner med tvivlsom markedsføring, ja, så smager brygget faktisk godt.

Let alkoholisk sødme og fylde uden den mindste antydning af harskhed eller anden missmag, masserer og aer blidt tunge og gummer. Honning blander sig diskret med en forsigtig krydderiblanding involverende kardemomme og allhånde. Det hviler smukt i munden, og skønt man mærker alkoholen – eller måske netop fordi man mærker alkoholen – overraskes man for hver tår over, hvordan velsmag består, og missmag – sprittethed, harskhed – aldrig indfinder sig.

Veltilrettelagt og harmonisk. Dette er bestemt en af de beste spritterøl, jeg i min tid som ølblogger har prøvet. Jeg forstår stadig ikke den lidt for let misforståelige markedsføring af produktet. Kombination af ‘dansk’ og ‘stolthed’ appellerer ret ofte til et segment, som jeg ikke ser mig selv som en del af.

Men det skal indholdet af den skal, som markedsføringen er plastret uden på, jo ikke lide unødigt under.

4-stjerner

Thyra, Frejdahl (Fødselsdagsølsmagning V)

2016-11-05-21-39-07Til dig, lille skat …

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg købte den her øl, fordi den har samme navn som min lille fireårige datter.

Derudover er det en selskabsøl – dvs. en øl, der er for stor til, at jeg gider drikke den alene, og derfor var den jo oplagt at nyde til det lille ølsmagningsarragnement, jeg spontant havde raflet sammen til da jeg fejrede fødselsdag.

Jeg havde jo tænkt, at udviklingen i ølsmagningen skulle gå fra det lyse og lette, til det dunkle og tunge. Mange af øllene viste sig at være restlageret fra sommeren, så i det lyse blev der startet – og fortsat noget længere end det egentlig var planen. Lidt mørkt blev det da – men kun lidt tungere. Og fra den i øvrigt nydelige – men ganske lette brown ale, bevægede vi os nu … tilbage til det helt lyse og lette, hvor vi var startet, og hvor vi sådan set også stadig var, før den korte omvej ind på en knap så oplyst sti.

Thyra er nemlig en Farmhouse Ale – eller en Saison, som jeg ville foretrække at kalde den … Farmhouse Ale er mig bekendt en amerikansk betegnelse, og i disse dage må jeg erkende, at de associationer tanker om især grisefarvet amerikansk landbefolkning og i særdeleshed deres stemmevaner vækker i mig, får den franske – eller snarere vallonske – betegnelse til at fremstå en kende mere attraktiv.

En Saison er ganske lys, og det er ikke en regel denne saison bryder. Brygget er nærmest citrongult, frisk brusende som sodavand, og omtrent med lige så meget skum, nemlig tæt på intet. For at gøre øllet rigtig sommerligt er det tilsat hyldeblomst.

Gedved erklærede snart, at denne var “den ikke-alkopoppede version af Belgian Redhead.” Nu stod han jo egentlig også ret alene med det synspunkt, at den tredje øl, vi havde prøvet, var en alkopop. Men at den ikke var alkopoppet var vi alle enige i ikke desto mindre. Marcus kaldte den “en vellykket hoegaarden – uden banan og med mere lir.” Det minder mig om, at jeg selv synes Hoegaarden er så kedelig, at jeg endnu ikke har gidet anmelde den. Jeg er faktisk gået uden om den i alle de 6½ år, jeg har blogget.

Jeg husker ellers ikke Hoegaarden som smagende specielt meget af banan. Sidst jeg prøvede den må have været på H-18 bar – Grønjordskollegiets værtshus, som både jeg, Marcus og Gedved frekventerede ofte i vores tid på det amagerkanske studenterhjem. Men at der er meget mere spræl i denne øl hersker der ikke meget tvivl om. Friskheden er intakt, letgæret og småsyrlig og med en blød, sød og sommerlig aroma af den tilsatte hyldeblomst velanbragt oveni og omkring det meget typiske og vederkvægende citrussyrlige Saison-islæt. Jeg måtte erklære, at jeg egentlig var lidt ked af, at brygget skulle smage så eksplicit af hyldeblomst frem for at smage mere af – ja – øl.

Medsmagerne delte ikke min purisme, men det betød ikke, at begge gav den en bedre vurdering end jeg.

Gedved:

4-stjerner

Marcus:

5-stjerner

Kaj:

4-en-halv-stjerne

Vestfyen Pilsner, Vestfyen

13632600_1404829062877154_927616174_oGod Standard …

Det blev til endnu en blogdebut den aften på Sorte René. Der er tale om endnu en standardøl, som jeg bare ikke har haft lejlighed til at skrive om endnu. Der har været så meget andet.

Det gælder Vestfyens standardpilsner, som Sorte René har som billigbajer til kr. 15,- mens man må slippe en tyver for Monopolgiganten Carlsbergs sprøjt.

Nu er det jo heller ikke sådan, at Vestfyen er noget lille bryggeri længere. Et samlet produktionstal i hektoliter, har jeg ikke kunnet finde, men den samlede produktion af læskedrik- og ølenheder tæller et trecifret antal millioner ifølge selskabets årsrapport fra 2015 (se s. 9 – Produktion). Bryggeriets produkter forhandles da også over hele landet. Willemoes, bryggeriets specialølserie kan findes i enhver COOP-butik, og i nogle af dem forhandles denne øl – deres standardpilsner – også side om side med de andre giganters bryg.

At brygget er billigere end Carlsbergs standardbryg er sikkert en advarselslampe for mange. Jeg ved imidlertid efter seks år som blogger, at når man er nede blandt industriprodukterne, så er forskellene i det hele taget aldrig særlig store, og netop derfor kan man sagtens være så heldig, at et billigt bryg faktisk er bedre end et, der er dyrere.

Umiddelbart stikker Vestfyens pilsner sig dog ikke ud. Farven er lige så lys som (hvis ikke lysere end) dens industrielle søskende. Skummet er også lige så imponerende, og det vil sige ‘ikke’. Den dufter af pilsner, som vi kender pilsnere bedst. Korn blander sig med jævn hallertauerhumle, og det bedste, der kan siges om brygget er i virkeligheden også det værste – der er ingen overraskelser til hverken den mørke eller den lyse side.

Men så kommer overraskelsen … det er ikke en stor overraskelse. Det er ikke valget af Jeremy Corbyn som formand for Labour. Det er heller ikke (hvis vi skulle tage en negativ én af slagsen) valget af Helle Thorning som formand (m/k) for Red Barnet. Det er måske et kinderæg. I hvert fald smager brygget allerede ved første tår af lidt mere (og ikke bare af én mere).

Sødmen gør væsen af sig med et indslag af krokant, der samtidig formår at fylde brygget ordentligt ud, så det ikke føles vandigt. Humlen er heller ikke helt så svag som van(d)ligt. Den giver sig geschickt til kende, omend henslængt og mageligt tilbagelænet som den gamle, hyggelige fulderik i hjørnet.

Brygget smager faktisk af noget. Det er en jævn fornøjelse – med tryk på fornøjelse – at nyde, og omend det stadig er industriel standard, så er det en sikker og god industriel standard. Står valget mellem denne og Carlsbergs sprøjt, når jeg skal købe stort ind af bælleøl til et arrangement, vil det med sikkerhed være Vestfyens bryg, der ryger i kurven.

Med mindre der er tilbud på Thisted Bryghus’ Øko-Thy, selvfølgelig.

3-stjerner

Skadi, Frejdahl/Vestfyen

2016-01-23 19.45.28Rod i mytologi og smag …

Hjælpen har endelig indfundet sig. Min gode ven Marcus (kendt for blandt andet at være en ferm Munchkin-spiller) forbarmede sig, og hjalp til med at smage nogle af de julebryg i selskabsstørrelse, som jeg var brændt inde med. Nu er mængden af overliggende juleøl omsider til at overse – til gengæld har jeg også et mindre hængeparti, for det var som antydet et ikke ubetydeligt parti af juleøllene, vi fik afprøvet i lørdags.

Til maden – rib-eye-steaks med bagte rodfrugter og champignon-sauce med blåskimmelost – nød vi dette bryg fra ølsamarbejdet mellem den industrielle bobler Vestfyen og spradebassen Jim Lyngvild. Man skulle tro, at en stolt wanna-be-viking som Jim, havde nogenlunde styr på mytologien – eller mistanke om, at andre ikke havde det i en sådan grad, at man sørgede for lidt korrekturlæsning på bagetiketten. Deraf fremgår det nemlig, at Skadi – ud over at være gudinde for skisport og Njords hustru – skulle være datter af jætten Trym – den jætte, der i Thors Brudefærd raner tordengudens hammer.

Det passer ikke.

Hun er datter af jætten Tjasse, der bortfører Idun – hende med æblerne, der holder aserne unge. Efter at Thor pander Tjasse ned, sådan som kun Thor kan gøre det, sætter Skadi (eller Skade) efter aserne som hun jagter iført ski, bevæbnet med bue og pil.

Ved den senere fredsslutning tilbydes Skadi at vælge en af aserne at blive gift med, men hun får kun lov til at se fødderne (hvorfor det lige skal være fødderne husker jeg ikke. Jeg er ikke sikker på, myten giver nogen forklaring – it’s just one of those things …) Hun vælger det kønneste par fødder i forventning om, at det må være Balders ( – en gud i det nordiske panteon, der kun er til for at spille en sekundær rolle i denne historie, og så for at blive dræbt af sin bror Hød, for at mordet kan fungere som et plot-device for Ragnarok) – men det blev så Njord i stedet … Det er en nitte på flere måder, for Njord bor ved havet, som Skadi hader. Hun vil hellere bo i bjergene, som Njord hader.

Det er knap så yndigt at følges ad. Hvilket de da også ender med at opgive – den detalje har bryggeriet imidlertid fået rigtigt fat i.

Nogle vil også mene, at Skadi har lagt navn til Skandinavien (en munk kom engang til at skrive forkert – derfor n’et) men jeg er ikke kyndig nok udi sproghistorien til at kunne give en seriøs vurdering af, om det passer.

Brygget markedsføres i øvrigt ikke som en decideret juleøl, men som en vinterøl, men det er ikke noget, jeg går voldsomt op i, ligesom jeg ikke går voldsomt op i, hvordan bryggerierne selv beskriver deres bryg. Eller i hvert fald skal det ikke ligge et bryg til last, hvis bryggeriet ikke kan beskrive det rigtigt.

Sådan har Marcus det ikke, og det vender vi tilbage til.

Umiddelbart overrasker brygget ved at være ganske flot rødt, skiftende til orangebrunt, hvis man får meget bundfald med. Brygget blev drukket i etaper, så vi fik prøvet det både med og uden restgær – forskellen bestod først og fremmest i en lidt fyldigere mundfornemmelse med gær, men ingen større smagsoplevelse. Overraskende er manglen på skum. Lidt gyldent brus, der ellers er ganske flot i farven, er alt, brygget kan mønstre, og på dét punkt ligner det mest af alt en sodavand.

Brygget dufter krydret – først og fremmest af anis, og med den røde farve in mente tænker man uvilkårligt, om der mon er tale om Kongen af Danmark-bolsjer i en øludgave.

Anisen går igen i smagen. Det varmer i den mørke årstid, og klædte i øvrigt det kraftige måltid udmærket. Fylde byder brygget også på, dels på grund af den krydrede anissmag, men også på grund af alkoholmængden, der giver den styrke som en lille jætte – 8%. Et strøg af mørk rom giver karakter og en smule mere krydderi på oplevelsen.

Det var her Marcus, der som antydet tillægger bryggeriets beskrivelse en større betydning, end jeg selv gør, gjorde indvendinger. Han kunne ikke finde nogen blommer eller rosiner i smagen, som det ellers også fremgår af bagetiketten – og det kunne jeg sådan set heller ikke. Jeg nyder måske nok at kommentere, når et bryggeris beskrivelse ikke slår til, men hvis brygget ellers er fint, får det ingen konsekvenser for min karaktergivning.

Marcus var af en anden opfattelse. At bryggeriet ikke kunne finde ud af at beskrive sit eget bryg var absolut et minus, der inviterede til en solid nedtrækning, samtidig med at han kunne bruge fejlen til også at lufte sin generelle utilfredshed med bryggeren. Heller ikke det vil jeg lægge særlig vægt på, for ikke at sige overhovedet, men min gæsteanmelder skal have lov til at lægge vægt lige præcis på det, han selv har lyst. Bagetikettens rod i den nordiske mytologi pisser mig væsentlig mere af – især i betragtning af personligheden bag brygget.

Marcus, skuffet over manglende rosiner og blommer, måtte dog indrømme brygget karakter nok til en vurdering over middel.

3-en-halv-stjerne

Min noget mere apologetiske tilgang til bryggeriets manglende evner til at beskrive eget bryg udløste dog ikke mange flere roser.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme