Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Vestfyen

Willemoes Brown Ale, Vestfyen

Øl: Willemoes Brown Ale
Bryggeri: Bryggeriet Vestfyen
Type: Brown Ale
ABV: 5,6
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Mere umage!
Siden sidst? Ja, der er jo ligegodt sket en hel masse. Jeg har holdt ferie – sådan rigtig ferie endda – hævet feriepenge og ikke været på arbejde-ferie. Og så er jeg kommet tilbage fra ferie, og har ikke rigtig orket at skrive alligevel. Men hvad gør det, når man heller ikke rigtig har haft lyst til at prøve nye øl i mellemtiden?
For nu at være helt ærlig, har lysten til at anmelde været til at overskue på det sidste. Jeg har lidt på fornemmelsen, at jeg kører i samme rille, og vil gerne … prøve noget andet. Det skal selvfølgelig fortsat være ølrelateret, men bare at sidde hjemme i privaten og smage mig igennem nye øl, og så skrive en tekst om det bagefter … Lige i øjeblikket er det sgu begyndt at være en smule kedeligt, og mellemrummene mellem anmeldelserne bliver derefter.

Men vi må vel til det.

Sideløbende med den nye standard-IPA har Vestfyen også lanceret en standard-Brown Ale under brandet Willemoes. I Fakta Thisted, der forbliver min, om ikke foretrukne så i hvert fald hyppigst frekventerede, ølpusher forhandles begge produkter kun i six-packs. Det var først ved den sidste i pakken, at jeg endelig fik taget mig sammen til at tage sammen til at få kradset noget ned på papir om den. Det lange tilløb har nok til gengæld skabt en vis garanti for, at mit indtryk af dette bryg ligger fast. Det er sket, at jeg er vendt tilbage til tidligere bryg, og har haft en anden oplevelse af dem. For det meste – må jeg erkende – en ringere oplevelse. Men det er nok ikke så sært, i betragtning af, at det første møde med en ny øl vel også er det mest spændende.
Og den bias har jeg været godt og grundigt ude over, da jeg sidste søndag knappede den her op til anmeldelse.
“Jamen hør, var det ikke den dag, der var EM-finale?” spørger den opvakte læser måske sig selv. Og ja, det er ganske rigtigt. Og som traditionen så småt var begyndt at foreskrive var jeg ikke bare at finde bag skærmen, men også skærmen. Nærmere bestemt på min gode ven Geoff Breeze, aka Godless Scummer’s YouTube-kanal, hvor man live kunne se os reagere på kampen efterhånden som den skred frem.

Kampen blev som bekendt en rodet affære, og bedre blev det ikke af de engelske fans’ reaktioner bagefter. Englands brændte straffespark fik alle kældermenneskene og de andre racister frem i dagslys – og i modsætning til de monstre man læser om i eventyrene, blev de hverken til sten eller støv. Virkeligheden er oftest langt mere grusom, end dystopierne man læser om i bøgerne.

Men fuck dem. Den usandsynligt tynde sølvtråd fra englændernes dybt upassende adfærd og modbydelige racisme er, at England nok har mistet alle chancer for at være værter for VM langt ud i fremtiden. Personligt synes jeg, England skulle udelukkes fra samtlige turneringer de næste 45 år, så der med sikkerhed kan gå 100 år, før de igen har chancen for at vinde en international turnering, men så heldig har man nok ikke lov at være.

Tilbage til øllet. Lad mig starte med at smide lidt ros af sted til Vestfyen for konceptet. Hvor industrigiganterne tidligere gik mikrobryggerierne i bedene, og nærmest tog levebrødet ud af munden på dem ved at brygge billigere (og ringere) udgaver af ølrevolutionens nyskabelser (eller genopdagelser om man vil, eftersom ølrevolutionen i vid udstrækning var en revival af allerede kendte, men kun lidet udbredte øltyper), har industrien fundet sig en mere passende position på markedet. De typer, der efterhånden er blevet mainstream – og her er IPA og Brown Ale netop de typer, jeg kommer til at tænke på først – brygges nu af industrien i lettilgængelige og billige versioner, som enhver, der blot ejer den fjerneste smule bevidsthed om kvalitet, nemt kan skelne fra mikrobryggeriernes kvalitetsbryg. Vestfyen tager således næppe store markedsandele fra de egentlige mikrobryggerier, der fortsat kan stå for innovation og kvalitet, mens industrien leverer de billige, letflydende versioner som Einstiegsdroge. Det er i hvert fald mit ydmyge, og måske lidt naive håb.

Når det så er sagt, kunne man måske alligevel også have gjort sig en smule mere umage. Vestfyens Kompas IPA er jo drikkelig i en grad, så det er blevet en vane for mig at have en sixpack af den stående i mit køleskab. Brown Alen får til gengæld ikke plads igen med min gode vilje.
Allerede på løden kan man se, at den stundende oplevelse næppe bliver af de helt store. Brygget ser tyndt ud, og skummer kun nødtørftigt og anstrengt, selvom man skænker det ekstra voldsomt. Duften byder måske nok på lidt karamelnoter og kaffe – men allerede her trænger vandet sig på, og giver snarere mindelser om tyndt øllebrød end ordentligt øl.
Bag læberne indfries stort set den forventede oplevelse. Lidt kaffe, lidt karamel, helt vildt meget vand og en underligt grynet mundfornemmelse, der stundom kan gøre det for en ellers udeblivende fylde, men for det meste bare er underlig, og lidet befordrende for den gode oplevelse. Andre lidt ubestemmelige noter giver brygget et par småsure indslag. Overordnet forekommer brygget rodet og disharmonisk – men det skal på den anden side også have den indrømmelse, at det i det mindste har nogle aromaer – nogle af dem endda behagelige – der evner at være disharmoniske, frem for at det ender i det rene og skære vandbad.

Der er rigelig margin inden for hvilken Vestfyen kan forbedre dette produkt, uden at det behøver tage markedsandele fra kvalitetsbryggerne. Og det burde de – både for deres egen og forbrugernes skyld.

Willemoes Kompas IPA, Vestfyen

Øl: Willemoes Kompas IPA
Bryggeri: Vestfyen
Type: IPA
ABV: 5,2%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Brugbar og lidt til

I dag er det mi-in fødselsdag … eller retter – det er bloggens fødselsdag. Ti er blevet til elleve – eller ølle – som man siger heroppe nordvest på. Og det … kan man jo ikke have noget imod. Det er måske endda, om man må være så fri, bare dejligt.

Bloggens 11-års fødselsdag er nu næppe anledningen til, at Willemoes for ikke lang tid siden sendte et par nye produkter på markedet. En IPA og en Brown Ale – begge på dåse og begge i sixpacks, så de ikke kan købes enkeltvis. Det er et brud med Willemoes-serien, der ellers indtil nu har været bryggeriets serie af fancy øl. Jeg kan huske, at min far til sin 70-års-fødselsdag, endnu et par år før jeg begyndte at blogge, havde købt et stort parti af dem ind, så gæsterne havde noget at vælge imellem. Dengang var det virkelig hot og nyt. De gav for så vidt også noget at skrive om på min blog de første år, men en gennemgang af mine Willemoes-indlæg afslører snart – trods oprigtig begejstring for nogle af øllene – at interessen snart veg, og der blev endog meget langt mellem afprøvningerne.

At Willemoes nu ikke længere findes i buttede halvlitersflasker, men aluminiumsemballage ligner et step down i ambitionsniveau. Men det er måske ikke skidt alt sammen. Egentlig er jeg slet ikke glad for at industrigiganter – blandt hvilke jeg i hvert fald herhjemme tæller Vestfyen – møver sig ind på mikrobryggeriernes gebet. Til gengæld må man erkende, at IPA i dag ikke længere er et specialprodukt, men har fundet sig en plads i folkedybet som en standardøl. Derfor finder jeg det heller ikke længere urimeligt, at de store bryggerier producerer IPA til almindelig konsum – sådan som Willemoes nu er begyndt på på linje med Royal Unibrew og Carlsberg. Mikroaktørerne kan så gøre det, de altid har gjort – producere de bedre IPA’er og i øvrigt forny og forbedre typen på andre måder.

Den nye, mere folkelige Willemoes-IPA tager sig mere end nydeligt ud i glasset. Mat kobberfarvet med højt og fedtet gyldent skum, der efter konsum ikke bare sådan lader sig skylle af – der skal opvaskemiddel til. Duften er ukompliceret skarpt bitter som tørt nåletræ med en underliggende metallisk note, der på dette tidspunkt kan gå begge veje: Den kan dominere udtrykket og dermed undertrykke smagsoplevelsen, eller den kan give friskhed og måske endda hjælpe brygget på vej.
Brygget er generisk bitter, ingenlunde ringere end hvad man kan forvente af et industriprodukt. Tværtom kommer der et lille spark af bergamot midt på tungen oven i en velkendt og, nota bene, vellidt aroma af skarp bitterhed af friskskåret lyst træ. Det metalliske islæt viser sig at give friskhed, og brygget lever dermed også op til de tørstslukningsegenskaber, man må forvente af en industriøl.

Der er ikke de store armbevægelser. Men der er armbevægelser nok til at man er adækvat underholdt i forhold til, hvad indpakningen lader forvente. Brygget er mere end egnet som en let-at-gå-til IPA, når det ikke lige er den overvældende humleoplevelse man er ude efter, men man alligevel gerne vil have noget med bare en smule mere smag i.

Willemoes Session IPA, Vestfyen

Så’ der konkurrence …

Så nåede jeg til den anden øl i Vestfyens nye Willemoes-par af alkoholfattige IPA’er. Denne indeholder lidt mere end de 0,5 som Willemoes Mosaic indeholder. Flere gange mere, faktisk, idet denne er helt oppe på 2,7%. En frokostøl, kaldes øl af den styrke vist af indtil flere bryggerier. Den britisk-amerikanske betegnelse er ‘session’, som involverer flere egenskaber: lavt alkoholniveau, der gør brygget egnet til konsum under udførelse af arbejde samt i de indlagte pauser. Dermed rammer ‘frokostøl’-betegnelsen også fint inden for skiven.

Duft er der rigeligt af i det kobberfarvede, lavtskummende bryg. Der er godt med frugter i form af bergamot, lime og appelsin, flankeret af sød hyldeblomst. I aromaen mærker man andre – for stilen velkendte og generelt mere aggressive – bitre noter af fyrrenåle. Muskatnød og koriander leger med, og skaber en fin lille forestilling udi afdæmpede, omend vellystige og fornøjelige optrin af aroma og smag.

Og som det sig hør og bør med en session IPA er de tørstslukkende egenskaber langt fra glemt. Selvfølgelig er vandet præsent, men det er også klart og forfriskende – uden at tage for meget fokus væk fra krydderiernes lille teaterstykke.

Svaneke har stadig føringen i bestræbelserne på at skabe alkoholfattige øl, der rent faktisk smager af noget. Men hvis jeg var Jan Paul og Co. ville jeg begynde at se mig over skulderen, for fra Vest kommer de stormende, bærende en søhelts navn. Og de kan i den grad også.

Willemoes Mosaic IPA, Vestfyen

De styrer det knap så godt …

Nå, så gad de ikke kigge mere på dem, oppe i min lokale Fakta. Ikke at de havde stået der særlig længe. De havde vel deres rykind cirka samtidig med årets udvalg af juleøl, der imidlertid ikke har fået ‘køb billigt eller vi smider dem væk’-tilbudsmærker på endnu.

Jeg var travlt optaget af at anmelde julebryg, da de kom – i uprætentiøse, men alligevel iøjnefaldende pastelfarvede emballager. Jeg bemærkede hurtigt den lave alkoholprocent, og tænkte, at det da kunne være spændende at tage fat på dem, engang når juletemaet var overstået. Vel – her er vi så. De var ikke udsolgt, sådan som jeg ellers kalkuleret havde risikeret. For alkoholfri øl er ikke det, jeg prioriterer højest på bloggen, selvom jeg finder konceptet sympatisk.

Ikke mindst efter at Svaneke for anden gang har overrasket mere positivt inden for genren end jeg havde turdet håbe på. Med deres Don’t Worry Pale Ale, og  Julebryg har bornholmerne sprængt rammerne for, hvad jeg troede der var muligt inden for alkoholfri øl.

Vestfyens bud på en progressiv kvalitetsøl uden alkohol er en Mosaic IPA. Sådan én har Royal Unibrew som bekendt også haft held med, selvom den ligegodt er med alkohol. Brygget her slår imidlertid noget mere afdæmpede takter an. Brygget skal hældes fra en afstand, der ikke er sund for folk med højdeskræk, hvis det bare skal skumme en lille smule. Brygget selv er ellers kønt nok – mørkorange og grumset, mens duften ligesom skummet lader vente på sig. Et fjernt pust af søde citrusnoter – ufarlige klementiner – lader sig akkurat ane, næppe tilstrækkeligt til at gøre egentlig gavn.

I smagen mærker man aromahumlens venlige bismage – igen søde citrusnoter, der her er spiced en anelse op med lime. Humlen selv – eller rettere det, den er mest kendt for, nemlig bitterheden, udebliver til gengæld helt. Brygget ender derfor uvægerligt som en halvhjertet oplevelse, der bedst egner sig som læskedrik en varm sommerdag.

Man må undre sig over lanceringstidspunktet, selvom vinteren med sine temperaturer omkring 10 grader selvfølgelig mere har inviteret til kolde pilsnere end til varm kakao med flødeskum. Nogen fuldendt smagsoplevelse er den ingenlunde, selvom den da slår nogle gode takter an – ren og frisk som den alt andet lige er i udtrykket.

Min evaluering af Vestfyens forsøg er noget ambivalent. På den ene side synes jeg, det er prisværdigt, at bryggerierne forsøger at videreføre de gode erfaringer fra specialøllene til de alkoholfattige øl, så folk der er på vandvognen også kan få lov at få en fornemmelse af de gode sager. Vestfyen skal have ros for forsøget, men også en formaning om, at de skal stramme sig an, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at være med helt foran. Svaneke har ganske vist taget en næsten uforskammet overlegen føring. Men de har samtidig vist, at det kan lade sig gøre. Så der er ingen undskyldning for andre bryggerier for kun at gå halvhjertet ind i sagen.

AZ Ale No. 24, Refsvindinge/Vestfyen

Hvem skulle have troet det?

Jeg nåede lige at få sved på panden i går, da hjemmesiden endnu engang gik ned. Fejlmeddelelsen – en generisk serverfejl 500 – var den samme som sidst, da en opdatering af en af sidens widgets fik det hele til at kollapse. Hvad der forårsagede nedbruddet denne gang har jeg imidlertid ikke den fjerneste anelse om. Gendannelsen gik til gengæld let og elegant. Øvelsen fra sidste gang var intakt, ligesom siden snart var det igen. Et kæmpe hul i visningsstatistikken kunne der til gengæld kun i begrænset omfang rettes op på, da jeg først opdagede fejlen sent på eftermiddagen.

Men så må jeg vel give den lidt mere gas her i slutspurten op til juleaften. Det skal heller ikke glemmes, at der trods alt er større problemer derude i verden. Herhjemme ligger temperaturen midt i december måned fx oppe omkring de ti grader, og der falder så meget nedbør, at min vaskekælder er oversvømmet. I Australien går det endnu værre for sig. Der futter en enorm hedebølge hele østkystens skove af og farver himlen giftigt orange. Verden splittes lige så stille og roligt ad for vores øjne, mens alt for mange lalleglade idioter render rundt og påstår, at der skam ikke er noget galt, og at det bare er ganske naturligt.

Måtte hine tølpere altid gå barfodet, og deres vej være jævnt strøet med legoklodser og tegnestifter.

Sorgen over verdens dumhed kan man jo altid prøve at kvæle i noget juleøl. Den her havde jeg ikke købt i forventning om noget stort, idet forgængerne – No. 16 og No. 4 – kun repræsenterer industriel afglans af de perler, Bryggeriet Refsvindinge har udtænkt, og som Vestfyen i dag masseproducerer på licens. Det første aromaindtryk, det mørke, lavtskummende bryg gør ved skænkning, er forventeligt tamt. Tynd kaffe og en smule røg peger i samme retning som forgængerne.

Men hov! Det var alt for tidligt at aflyse festen! Vestfyen – der endnu engang har stået for det praktiske – har ordentligt taget sig sammen.

Det starter med brændt sukker med et let skud rom. Derefter vælter en fuldfed, sød, tyk sovs af smeltede svesker ind i hver en afkrog af gane og gummer. Et tungt, slubrebryg, der mere end til fulde vil alt det, en juleøl skal ville, for at fortjene en plads ved julebordet.

Og så er den endda ikke engang voldsomt dyr. Var det 15 kroner, rundt regnet, jeg gav i Fakta?

Fair nok – den ryger ikke helt op på niveau med St. Peter’s Christmas Ale – men den er mere end egnet til den fede julemad, ikke mindst hvis man vil undgå den foreløbige topscorers syrlige indslag af egetræ i eftersmagen, der her er erstattet af venlig røgethed.

Gid Vestfyen ville tage sig sådan sammen hver gang.

AZ Ale No. 4, Refsvindinge/Vestfyen

Lemfældigt mix …

AZ Ale No. 16 er vel nok Bryggeriet Refsvindinges flagskib. Brygget har angiveligt vundet priser både nationalt og internationalt, omend det er svært at google sig frem til, præcis hvilke. Man skulle da være et skarn, om man ikke bryggede (pun intended of course) videre på successen, og det har Refsvindinge da også gjort i form af en, ifølge dem, lettere forårsudgave af brygget under navnet Ale no. 4.

4 er som bekendt kvadratroden af 16, men om det nu har noget at sige om ølkonceptet står hen i det uvisse – sammen med rigtig meget andet om brygget i øvrigt. Det er ligeledes svært at google sig frem til særlig meget om brygget. Det fremgår ingen steder, hvornår brygget først kom på markedet fx.

At det brygges på licens af Bryggeriet Vestfyen, står til gengæld fast. Det har over hele hovedet ikke gavnet bryggets ældre bror – tværtimod kommer man nær til at tude, når man undtagelsesvis får lejlighed til at prøve den ægte vare fra Refsvindinge på fad. Så meget man går glip af, når man køber den almindeligt tilgængelige på emballage …

Nu skal det vise sig, om Bryggeriet fra hvem det bedste vi har fået er Jolly Time og Jolly Cola, på samme vis har gjort Ale no. 4 til en skygge af, hvad den muligvis er på fad. Sådan har jeg ganske vist aldrig prøvet den, men den kan til gengæld anmeldes efter, hvor meget den minder om emballeret Ale no. 16 i vigende kvalitet, når nu den, ligesom hin prøvesmagning fra tidernes morgen, leveres i glas.

Allerede ved opknapning rammes man af et humlepust af bitter hallertaueraroma. Det svagtskummende bryg har en fin lød af appelsiner. Samme frugt går igen i en overraskende nydelig bouquet sammen med nelliker og syrennektar. Det forekommer foreløbig ganske lovende.

Men det skulle det fynske industribryggeri selvfølgelig få ødelagt godt og grundigt. Smagen er – om ikke en skygge af et fadprodukt, som jeg end ikke ved om eksisterer – i hvert fald en skygge af sin fine bouquet. Vag og vigende i sit udtryk føles brygget som om det er kørt gennem et filter, der blander det spraglede orange, lilla og mørkt træfarvede bouquetudtryk sammen til en uformelig grå blanding, hvor de ellers fine og velgørende noter kun svagt skimtes bag den gråbrune grød.

Det eneste rigtig gode er en mild humlebitterhed ved mandlerne – men den alene går langt fra nogen god øl. Nogen fornyelse af Ale no. 16-konceptet er der kun tale om al den stund, at det er nogle andre smagsudtryk, Bryggeriet Vestfyen effektivt har ødelagt og udvandet i deres industrielle efterbehandling.

1897 Swan Blonde, Bryggeriet Vestfyen/Indslev

Nu får vi se …

At Indslev kort efter sin konkursbegæring blev overtaget af Bryggeriet Vestfyen er ved at være gamle nyheder. Ikke desto mindre tror jeg, at dette er den første øl, jeg prøver efter overtagelsen. Tiden vil vise om Vestfyen kan føre ånden fra Indslev videre. Faste læsere ved, hvad jeg mener om Vestfyens licensproduktion af Refsvindinges A-Z Ale no. 16 (Spoiler: Jeg er ikke imponeret), men mens jeg næsten forguder fadudgaven af det netop nævnte bryg, savner jeg lignende oplevelser fra Indslevs side.

Det skulle lige være Miami Vice, fra den eksperimentelle gren Ugly Duck Brewing. Her er der faktisk noget, der kan tabes på gulvet og gå ugenopretteligt i stykker, når nu industrien overtager. For Ugly Duck havde vitterlig potentiale for både eksperimenter og kvalitetsudvikling. Mit håb er, at Vestfyen vil videreføre dette i deres ejerskab, men forventningen er – indrømmet – således, at jeg må blive positivt overrasket frem for at få forventningerne indfriet, hvis videreførelsen skulle lykkes.

Brygtypen her er på flere måder en indikation for, hvordan min oplevelse af Indslev har været indtil videre. Jeg er ikke nogen større fan af den belgiske blonde – eller af hvedeøl i det hele taget – hvorfor Indslev nødvendigvis må komme skidt fra start, idet hvedeøllene alle dage har været det, de har fokuseret mest på. Forventningerne er beskedne – tyndt og surt med missmag af gær og banan er alt for ofte en dækkende karakteristik af typen i min mund. Og jeg savner fortsat helt at forstå, hvad det attraktive i brygtypen, måtte være.

I den betragtning kommer brygget nu ganske heldigt fra start. Det står flot og gyldent med matchende skum i glasset. Bouqueten byder på søde noter af hyld, og ingen af banan, sådan som jeg ellers havde forventet. En skarp syre er til gengæld præsent, men så længe denne ikke ledsages af andre aromatiske red flags, kan syrligheden lige så vel varsle godt som skidt.

Den skarpe syre er klar og forfriskende i aromaen, og formår at lede smagen af frisk grape og hyldeblomst vel på vej. Den søde duft manifesterer sig dermed nydeligt og positivt overraskende i smagen. Dertil kommer en uventet, kraftfuld og aldeles velgørende bitterhed i eftersmagen. Hvor gæren og bananen alt alt for tit i denne type træder generende frem lige før svælget, overvældes mundtøjet næsten af en tung, vrissen beskhed af lidt for gamle valnødder. I valnødder ville smagen have forårsaget øjeblikkelig udspytning, mens det i en øl som denne ikke alene er uventet, men også velkomment som et utraditionelt og udelt velgørende element.

Det er sådanne takter, Vestfyen endelig må videreføre, når nu de overtager Indslev-brandet. Indtil videre forløber det væsentlig bedre, end man kunne frygte.

Willemoes BBQ Golden Ale, Vestfyen

Takker for 2x skænk …

Skæbnen, eller måske bare tilfældet, har villet at en af mine faste ølpushere, er begyndt at arbejde samme sted som jeg. Det drejer sig om Niels, der beredte mig den første øl fra det afrikanske kontinent, jeg har prøvet. Tillige med den anden og den tredje, nu vi er ved det.

Flere smagsprøver er diskret blevet udleveret, kan jeg allerede afsløre, men det når jeg til, når jeg når til det. Niels havde til gengæld læst min anmeldelse fra 2015 (det er rart at vide, at mine gamle indlæg stadig læses) af Vestfyens Willemoes BBQ. Den var i øvrigt den næstsidste Willemoes-øl, jeg har anmeldt før denne, og netop det bryg er næppe uden skyld i, at jeg ikke rigtig har gidet Willemoes bryg i rigtig lang tid.

Hin Grill-øl var nemlig inderligt ligegyldig og lige så kedelig som Ritt Bjerregaards taler afspillet i halvt tempo. Anledningen til, at Niels havde læst anmeldelsen var, at han havde prøvet denne øl, som jeg lige straks skrider til anmeldelse af, oprindeligt i den tro, at der var tale om det samme bryg. Og da brygget her havde været en mild fornøjelse for ham, tænkte han at den fortjente noget oprejsning – subsidiært, hvis det ikke var den samme øl, så ville han bare gerne vide, hvad jeg syntes om den.

Så med i tasken kom den. Den blev udvekslet, og senere – fordi jeg er en idiot – smadret, da den væltede ned fra et borde-bænkesæt i min gård. Niels er et menneske med et stort hjerte, så han kom med en ny til mig. Jeg var ellers klar til selv at købe en, men det ville han ikke høre tale om.

Jeg tillader mig at spoile – der er ingen tvivl om, at dette er et andet bryg. Den anden Grill-øl var en pilsner, mens dette er en ale. Allerede der, er vi i en helt anden ølkategori.

Og duften holder sig ikke tilbage – i modsætning til den anden grill-øl, vil man kunne læse (faktisk går jeg meget op i, hvor meget duften rent faktisk holder sig tilbage i det første bryg). Fusel og bitterhumle blander sig uden at emme af voldsomt meget, men bouquet’en er der da i det mindste, og den gør godt. Det kridhvide skum over det upudsede kobberbryg gør en god figur, ikke mindst hvis man aktivt former det – det er der rige muligheder for.

I smagen er der aroma af klassisk, for ikke at sige generisk, men stadigvæk godkendt humle. Bitterhed af løvtræ og kastanjer mærkes bagtil, mens et frisk-sødt-syrligt indslag af græs mærkes foran. En letbitter og frisk efterklang af grantræ afslutter oplevelsen af en øl, der helt bestemt smager af mere end Vestfyens rædsel fra 2015. At denne øl derudover stadig er mere egnet til grill – altså at kvæle den dårlige smag af slagger og sod fra de brankede bøffer og forkullede kyllinger – end til at nyde for sig selv som en egentlig kvalitetsøl, står dog ligeledes aldeles fast.

Rugbrød med Mørkt Hvidtøl fra Vestfyen (Brød med øl 8.1)

2017-09-10 10.29.51Skuffelsen udebliver, men …

Forskellene på det rugbrød, der kommer ud af de forskellige mærker Hvidt- og maltøl er ikke store nok, til at jeg vil spilde mange floromvundne adjektiver – det være sig til den lyse eller den mørke side – efter dem. Rugbrød er og bliver nu engang rugbrød, og det er i bund og grund begrænset hvor meget man kan gøre for at gøre det festligere.

Det er det, man putter på, der gør det spændende. Det kan ikke rigtig stå alene – meget ulig øl.

Men bager man det selv, kan det næsten ikke blive andet end bedre end poserugbrød fra butikkerne. Og at bage det med det rigtige øl får det de facto op på bagerniveau – hvis man er lidt heldig.

Men så er Vestfyens ‘Mørkt Hvidtøl‘ altså ikke det helt rigtige at bruge. Ikke at brødet bliver dårligt. Vi er stadig hestehoveder foran discountsupermarkedernes økologiske poserugbrød og omgange foran de konventionelle ditto. Men har man prøvet at bage med stout én gang, så er hvidtøl bare niveauet under … og nej, jeg har ikke tænkt mig at lave nogen vittigheder – mindst af alt pikante – med etnocentrisk eller dermapigmentarisk slagside.

Brødet er såmænd udemærket – og væsentligt bedre end maltøllen fra samme bryggeri, i øvrigt. Jeg er måske endda tilbøjelig til at sige, at det er den bedste af hvidt- og maltøllene til at bage med. Som jeg antydede i anmeldelsen af øllet, virkede det en kende som om, det var tilpasset gærsvampekulturers smagsløg i højere grad end store primaters ditto. Og der er intet at udsætte på bryggets bageegnethed.

Men helt så godt som stout bliver det ikke. Farven viger – på trods af bryggets med stout nemt forvekselbare lød – også i det færdige bageresultat, så det får den kedelige leverpostejsagtige kulør, som man som hjemmebager hurtigt forbinder med et – om ikke mislykket, så i hvert fald småkedeligt brødresultat.

Spiseligt er det, ja, det er faktisk fint i konsistens, fylde og smag – men stoutbrød er det ikke.

Mørkt Hvidtøl, Vestfyen (Brød med øl 8.0)

2017-09-10 10.41.59Maltsaftevand …

Så småt nærmer vi os afslutningen på bageeksperimenterne i denne omgang. Jeg har lige et sidste eksperiment, jeg vil lave før kontrollen. Jeg kunne godt tænke mig at bruge en ordentlig bitter pilsner en enkelt gang også – bare for at se, hvad det måtte gøre ved brødet. Når det er forsøgt, vil jeg bage ét brød med vand og ét brød med det øl, jeg synes, har været mest egnet at bage med.

Men det kommer alt sammen. I første omgang er der noget andet øl, der lige skal prøves i rugbrød: En til formålet brygget hvidtøl fra Vestfyen – eller … om den lige er brygget til rugbrødsbagning ved jeg ikke med sikkerhed, men jeg tror i hvert fald ikke, den er brygget primært til konsum for øje.

Det bliver hurtigt klart, når man smager på det. For at dufte til det bringer ikke rigtig noget. På trods af tilsat sukker, farvestof og antioxidant dufter brygget nærmest ikke af noget som helst. En vag fornemmelse af rugmelsstøv er det tætteste jeg kommer på en beskrivelse.

Til gengæld smager det – af ret meget endda. Det er bare ærgerligt, at det ikke smager godt.

En vammelsød maltsaftevand – saftevand fordi kulsyren næsten mangler helt – er hvad Vestfyen byder på. Sukkeret er alt for fremtrædende sammen med en tyk rugbrødsagtig konsistens, der stadig virker hul på grund af bryggets lave 1,8%. En ikke ordentligt matchende eftersmag – også af rugbrød – gør ikke oplevelsen bedre, men understreger bare med endnu en stor, tyk, rugbrødsfarvet streg, at øllet ikke er brygget til almindelig konsum.

Gæren i rugbrødet vil sikkert elske det med alt det sukker. Mit indtryk er, at brygget mere end nogen af de andre hvidt- og maltøl, jeg har prøvet, ikke er brygget med primatsmagsløg for øje, men derimod med fungale af slagsen.

Bvadr! – for nu at sige det som det er. Men når jeg ved, hvad gæren vil have, er jeg ikke umiddelbart bekymret for bageresultatet.

1-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme