Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: Verhaeghe-Vichte

Echt Kriekenbier, Verhaeghe-Vichte

Ikke tosset …

Jeg er nået til den sidste af de øl, jeg fik i fødselsdagsgave af min søster. Det er ikke længere nogen hemmelighed, og det har det sådan set heller aldrig været, at jeg slet ikke kan stå for de søde, belgiske kirsebærøl. Forventningerne var derfor store, da jeg åbnede denne fra Verhaeghe-Vichte – et belgisk bryggeri, der før har leveret en stor oplevelse her på bloggen, men som jeg overraskende og ærgerligt nok aldrig er vendt tilbage til.

Så er det jo glædeligt, at den tilbagevenden skulle ske med en øltype, jeg holder så meget af. Hvis jeg har forstået det ret efter udskænkerne på Esrum Kloster, kan kriek-øl brygges på flere forskellige måder, men den konventionelle skulle være, at man starter med en lambic – en vildgæret øl. I denne vildgærede råøl, om man vil, tilsætter man så kirsebærrene, og sukret i disse igangsætter så en ny gæring, efter hvilken man har den færdige kriek.

I andre krieks – så vidt jeg har forstået – er kirsebærrene med fra starten, og inficeres også af den vildgær, der kendetegner lambic’en sammen med den øvrige mæsk.

Om denne er af den ene eller den anden type, aner jeg ikke. Det vigtigste er jo også, hvordan det smager …

Brygget er ganske mørkt. Ikke engang da jeg slog blitzen til på min telefons kamera, fik man den ellers meget nydelige, dybrøde brygkulør ordentligt frem. Man skal have lys skinnende igennem glasset for at kunne se det ordentligt. Kirsebærrene er præsente i duften fra starten, men ikke med den søde slikkarakter, som man kender fra deciderede dessertkrieks. Alkoholelementet er desuden ikke kun præsent, men også af typen, der river i næsevæggene og bihulerne.

Typens letsprudlende liflighed snydes man dog ikke for. Den bobler og summer og prikker lige som den skal. Kirsebærrenes sødme er der skam også, men også ledsaget af en alkoholisk skarphed, der med den belgiske blondes sjældent benigne karakter giver brygget en uventet kant af noget mere barskt og farligt, end blot en sød dessertøl.

Den er en småstærk næsestyver på 6,8 %, der sagtens kan stå alene.

Duchesse de Bourgogne, Br. Verhaeghe-Vichte

Noget – om ikke ganske, så i hvert fald – særligt …

Til julemiddagen d. 24/12 valgte jeg noget ganske særligt at drikke. En belgisk øl, specialimporteret og modtaget i værtsgave af en god ven for snart længe siden. Knap ½ år velsagtens, eftersom vi havde inviteret til baby-kig for et par venner, da Thorolf endnu kun var nogle uger gammel. Han bliver jo ½ år nytårsdag, så ved deduktionens kraft kan jeg regne mig frem til, at denne øl må have stået på hylden i næsten ½ år. Det var på høje tid at få den smagt, drukket og vurderet. Den skulle være den bedste øl, min ven overhovedet nogensinde har kendt og smagt i hele den vide verden. Det giver selvfølgelig nogle forventninger, som jeg selvfølgelig har måttet kæmpe imod, for ikke at være biased i forhold til den.
Som allerede nævnt blev den drukket til årets julemiddag, et orgie i hvide og brune kartofler, rødkål, tyk sovs og selvfølgelig and. Flæskestegen gemte vi til et par dage senere, men fælles for begge dele var, at de blev tilberedt i vores originale ‘Römertopf’-stegeso.
I vores husholdning er en stegeso lige så uundværlig som ketchup i et kollegiekøkken.

Der er simpelt hen ikke grænser for, hvad man kan tilberede i sådan en. Jeg nævner i flæng: Rodfruger, oksesteg, flæskesteg, orientalsk karry-kokos-med-orientalske-grøntsager-bløb, kylling, og her sidst – and. Man kan vælge at tilberede kød med eller uden væde som man har lyst. I det hele taget er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan man kan kombinere ingredienserne. Fordelene ved en stegeso er, at man kan spare på fedtstof uden at kødet bliver tørstegt. Samtidig fordamper skyen ikke. Den koncentreres lige så stille i bunden, og kan bare hældes fra til sovs (eller over) efter behov og behag. For at få en sprød overflade bliver man selvfølgelig nødt til at lette på låget hen imod slutningen. Men tiden, der skal bruges til stegning uden låg, er meget kortere, end den tid det tager på en bradepande.
Andens indmad – indvoldene – hjerte, lever og ikke mindst nyrer rister jeg dog altid på en pande ved siden af, og snacker på, mens resten af lækkerierne tilberedes. Jeg ville have sagt, at dette altid er det bedste ved anden, men senere på aftenen smagte jeg jo den i Römertopf tilberedte and, og derefter ville det have været en nederdrægtig løgn, om jeg havde kaldt indvoldene bedre.
 
Ligegyldigt hvor lækkert friskstegt andelever er, så er der intet, gentager intet, der kan hamle op med en and, tilberedt i en stegeso. Jeg sværger, at jeg aldrig i mit liv har smagt kød, der smagte af meget, og samtidig var saftigt. For at fuldende hybris, for hvilken vi stadig med gru afventer nemesis, var skindet også sprødt som ristet bacon, og sovsen … sovsen, sovsen, sovsen … Vid selvfølgelig, at det ikke er stegesoen alene, der har æren for denne ekstravagante gastronomiske ekvilibrisme. Det var naturligvis ved min kære vivs mellemkomst, hendes uovertrufne evner udi det kulinariske, samt det faktum, at anden var økologisk, at julemiddagen blev en sådan succes.
Det store spørgsmål er nu, om en sådan seksstjerners menu blev matchet af øllet.
Jeg erkender i hvert fald gerne, at jeg aldrig har smagt noget lignende. Den dyborange kulør, og det gyldne skum har man måske nok set før, men smagen er ulig noget, jeg har nogensinde har prøvet. Der er tale om meget sød øl, hvis aroma minder om først bolsjer, og når brygget når ind midt på tungen om æbler. I mundhulen og ganen kondenserer sig en lidt stikkende fornemmelse af vin. Sidst i smagsindtrykket, før øllet rammer svælget går vinessensen over i en let syrlighed, der dog ikke ødelægger den overordnede gode smag, men faktisk komplimenterer sødmen fint. Der er ordentlig med kraft i smagen, men det er alligevel som om den ikke når helt ud i hjørnerne af munden, der hvor kun det rigtig gode øl kan smages. De særegene – for ikke at sige usædvanlige smagsindtryk er nu også oplevelsen værd i sig selv, og den dominerende sødme passer i øvrigt ganske fint til julemad.
Vinindtrykkene ville muligvis også gøre denne øl til en udmærket erstatning for vin til en finere middag, uden at jeg dog skal risikere direkte at anbefale det. Det er ved at være længe siden, jeg har drukket vin til mad, så jeg er langsomt ved at glemme, hvad vin egentlig passer godt til.
En sidste vigtig ting at gøre opmærksom på er, at huske at drikke denne øl ved en vis temperatur. De mange forskellige smagsindtryk ødelægges simpelt hen, hvis den drikkes for kold. Det er ikke dumt, at opbevare den uden for køleskabet, og give den en time eller måske 1½ før den skal drikkes. Så når den den ideelle temperatur på 8-12 grader.
Jeg håber på og regner med, at min ven, der gav mig denne øl fortsat vil være min ven, selv om jeg ikke deler hans synspunkt, at denne øl skulle være den bedste i verden. Til gengæld forstår jeg godt, at man kan mene, at det er den bedste i verden. Det er ikke bare en øl, der udmærker sig ved at være anderledes. Det er en øl, der både kan nydes langsomt, idet alle dens forskellige smagsnuancer udforskes, og en øl, der komplimenterer den søde mad godt – det være sig som her, julemaden, det finere franske køkken, eller desserter.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme