Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: De Jyske Bryghuse

Let it Snow, De Jyske Bryghuse

11056982_426190394214301_1542012552_nOg julen varede …

… lige til påske, eller næsten i hvert fald. Og så alligevel ikke helt, for nu falder med garanti den sidste juleøl før påske i hvert fald. Så må vi se, hvor tidligt julen starter, hvilket den ifølge dette indlægs præsupponerede logik må ske når jeg drikker den første juleøl.

Påskeøl bliver der dog ikke mange før påske. Jeg ligger ikke inde med nogen, og det er næsten for sent at begynde.

Den sidste juleøl hedder Snow, og er en wiener-classic, eller hvad man nu kalder det. Associationerne vælter frem fra 1700-tallets musik til platte amerikanske slangord for mandlige genitalier og kødprodukter i naturtarm. Men en wiener-type er det. Vel maltet må man håbe, og i hvert fald mørk…ere i det mindste end den gammelkendte pilsner.

Snow er nu en relativt lys alligevel, men okay – mørkere end de fleste pilsnere er den nu også. Det gyldne skum er højt – meget højt, og sammen med en markant duft af gammel kål er mistanken om en vildgærinfektion stærk.

Det er der dog ikke noget i smagen, der tyder på. Det er en både bitter og fyldig øl uden særlige spor af hverken gær eller kål. Derimod er der et passende kvantum bitter humle med en rar, træagtig eftersmag. Fylden skal nævnes igen, for selvom smagen måske hverken er voldsomt markant i sin styrke eller karakter, formår fylden at give det hele noget vægt alligevel, så brygget bliver mere end bare en adækvat nydelse.

Husk solformørkelse i morgen!

4-stjerner

Aros Belgisk Jule Ale, De Jyske Bryghuse

11063339_426190400880967_1965189371_nOverløb …

‘Aros‘ er De Jyske Bryghuses signaturserie. Det er de øl, bryggeriet åbenbart gør lidt ekstra ud af, og det kunne da også mærkes på sidste års største øloplevelse. Andre af bryggeriets bryg er nu også deroppeaf, men når de nu er så glade for deres signaturserie, så skal det da have en kommentar med.

Brygget her er en belgisk inspireret ale. Den er nemlig ikke produceret i belgien. Samtidig blev den lanceret som juleøl, hvilket betød at den her i marts måned kunne erhverves til en endda ganske favorabel pris af fem flade kroner i den lokale brugs på Brydes Allé.

Derfor flottede jeg mig – og købte én mere til en femmer. ‘Snow’ som bliver anmeldt næste gang.

Umiddelbart får man dog ikke den mistanke, at brygget er af den slags, der smager af én mere. Det er nærmest pløret af restgær og rødligt. For så vidt er løden i hvert fald julet. Duften er derimod syrligt- til sur, og minder mest om umodne juleappelsiner.

Men heldigvis kan øl også smage helt anderledes end det dufter. Således smager brygget her ikke spor surt, men derimod bittert og krydret. Nelliker og humle blander sig friskt træagtigt, og hvad angår krydderierne er det i hvert fald adækvat julet og en nydelse her uden for sæsonen.

Brygget blev i øvrigt nydt mens jeg indoktrinerede min papsøn Aslak til også at holde af én af mine absolutte yndlingsfilm – Outland med Sean Connery fra 1981. Science Fiction-dramaet var en visuel lækkerbisken som altid, og pirrede åbenbart også min hyggesans, så dette ellers mere end adækvate humlebryg endte med alligevel at smage af en mere, så som allerede antydet følger inden længe en fortsættelse.

4-stjerner

Down The Chimney, De Jyske Bryghuse

Down The ChimneySod og røg til en glædelig jul.

Juleaften tog jeg en – synes jeg selv – velfortjent pause med de tyske standardpilsnere fra julekalenderen. Den opmærksomme læser har måske allerede bemærket, at overskriften på nærværende anmeldelse er kortere end den har været længe.

Det er en øl, inspireret af de belgiske klosterøl. Selve klosterøllene plejer at være gode (med visse markante undtagelser), mens efterligningerne godt kan halte bagefter. Så det var med en antydning af skepsis, brygget blev åbnet.

Den mørke farve lover godt, og restgæren gør sit indtryk. Og så alligevel spjætter det måske en smule i det ene ben, for brygget er i sin konsistens så tyndt som almindeligt postevand. En visuel karakter som vand, der netop har slukket en større ildebrand maser sig på, men når man stikker gynteren frem for at snuse til brygget melder der sig kun få – men i øvrigt udelt behagelige – noter af røg. Eller dominerer de søde og blide toner – vanille og måske lidt nektar, og det flyder sammen i en overraskende velgørende enhed. Det grumset-tynde bryg gør ikke længere bange, ej heller det stort set ikke-tilstedeværende skum.

Røgen brænder mere igennem i smagen, hvor den leverer en tæt bitterhed. Man skal dog ikke forvente en smag som i decideret røgede øl. Men vanillen og nektaren er i hvert fald fortrængt til baggrunden, hvor de måske leverer lidt fylde. Det samme gør – måske overraskende, og i øvrigt i højere grad – gæren.

Det gør derfor ikke spor, at brygget ser lidt tyndt ud. Gæren sørger for fylde, og bitterheden er intakt via bryggets friske røgethed og således var det en mere end adækvat øl til det overdådige sulebord med and, flæskesteg, kartofler rødkål og tyk, brun sovs – økologisk naturligvis, som blev fortæret den aften, og hvis rester først i dag til frokost fandt sin endelige hvile i vores lille families maver.

Man kan måske undre sig en smule over, hvad det julede er ved indtrykket. Men navnet leverer selvfølgelig svaret – “Down The Chimney” – der hentydes selvfølgelig til julemandens vej ned gennem skorstenen, når han skal levere gaverne. Sådan en skorsten er jo fuld af sod, og stinker nok af røg. Så det er vel derfra bryggets – og her må jeg vist lige endnu engang indskyde, udelt behagelige – røgede indslag kommer fra.

God bagjul allesammen!

4-stjerner

Aros Tørhumlet Pilsner, De Jyske Bryghuse

2014-08-07 17.44.12

En genres begrænsninger …

Noget af det mest spændende ved at spille sækkepibe er instrumentets begrænsning. Man kan kun spille i tonarter der passer til dronernes allestedsnærværende A, og så er der ellers ni toner til rådighed med et begrænset udvalg af halvtoner, hvis man ellers snyder. Hvor meget og hvor fantastisk musik man kan få ud af et instrument med den begrænsning er fascinerende.

På samme måde synes jeg, det er med pilsnergenren. Det lyse undergærede øl, som bryggerierne notorisk undgår at videreudvikle. I stedet holdes det i de strammeste tøjler, lyst, fladt og kedeligt. Gud forbyde at pilsnergenren tilføres kvaliteter som spænding, engagement og – uha! – smag … Det kunne jo være, at smagen ikke faldt i flertallets smag, og så ville [indsæt de første par takter af Beethovens 5. symfoni, eller evt. temaet til Hitchcock-filmen “Psycho” her] SALGET jo falde!

Aaaaargh! Verdens undergang! Nuklear zombie-holocaust-apokalypse med nuklear zombie-holocaust-apopkalypse på! SALGET VILLE FALDE!

Og mens jeg lige prøver at falde ned igen efter en halv liter øl med en alkoholprocent på 7,5 forsøger jeg også lige at komme i tanker om, hvad pointen egentlig var …

Nårh jo. Det er faktisk rart, når nogle bryggerier en gang imellem skeler mindre til salgspotentialet, og i stedet skeler til kvaliteten. De to følger ufatteligt sjældent hinanden. De Jyske Bryghuse har med deres Aros Tørhumlet Pilsner valgt det sidste – og de har valgt rigtigt.

Brygget er sådan set bare en pilsner. Men hvilken pilsner! Allerede ved skænkning udløses bryggets slagkraftige aroma. Og det er i øvrigt ikke fordi brygget ellers ser kedeligt ud. Rødorange bryg under gyldent, tæt og fedtet skum. Bouqueten er tæt som en vinterdyne og byder på odeur af klassisk pilsner med sød fylde af vanille samt indslag af forårsfrisk græs og tyngde af sirup.

Lige så komplekst som brygget dufter, smager det også. Fylden overrasker især. Man tror næsten ikke, at der er vand i brygget. Smagen er ikke bare lækker, men også massiv af mørk sirup i begyndelsen, afløst af sød honning i midten og fede, bitre valnødder i slutningen ved mandlerne.

Sagde jeg slutningen? Det var jo helt forkert. For brygget fortsætter med at smage længe endnu. Valnødderne hænger ved, og masserer mandler og gane med lækkerhedsagtig bitterhed som kun dumsmarte nuller-madskribenter kan udtrykke det.

Rigtig godt arbejde! En virkelig værdig videreudvikling af en øltype, vis kvalitet bryggerierne i deres jagt på den laveste fællesnævner i uforskammet grad ellers har ladet hånt om.

5-stjerner

The American, De Jyske Bryghuse

2014-07-25 18.49.56

Antiamerikansk – på den ufede måde …

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er en enorm fan af USA … når det kommer til amerikanernes evne udi mikrobryggeriets kunst. Der er de sgu nok efterhånden mine favoritter i hele verden. Sikke et udvalg! Sikke et engagement! Sikke en variation! Og sikke en sjældenhed det er, at de putter andet i deres øl end de fire gyldne ingredienser – vand, malt, gær og humle.

På andre punkter er det så som så med at være imponeret. Ikke mindst nu, hvor bomberne falder i Gaza, og dem, der rent faktisk kunne gøre noget ved det – USA – forholder sig fuldstændigt passive. Ja, jeg skulle lige have det ud, jeg har også andre ting i tankerne end øl. Jeg prøver ganske vist at skåne læserne for det meste, men visse ting skal ud, for der er også mange andre områder, hvor det sømmer sig for et retskaffent menneske at se på USA med briller, udstyret med kritiske linser.

Men tilbage til øllet. Dagens øl er ikke amerikansk – men blot amerikansk inspireret. Den hedder “The American” – og så er linjen lissom lagt. Det er en pale ale efter amerikansk forbillede, med min favorithumle, Cascade, og det påkalder jo forventninger.

For at brygget kan være i overensstemmelse med EU-reglerne, har bryggeriet på etiketten tilføjet et “Inspired” (så da brygget skulle kategoriseres søgte jeg længe – og forgæves på “The American Inspired Pale Ale”. Et navn, der nu heller ikke klingede særlig mundret, og også bød på nogle grammatiske udfordringer. Skulle ordet ‘American’ fx ikke have været udformet som et adverbium, idet det lægger sig til verbalformen ‘inspired’. Og skulle det så ikke have lydt ‘Americanly’ eller noget i den henretning?) for brygget må ikke kaldes amerikansk, med mindre det faktisk er produceret i USA, og det er jo egentlig fair nok … Selv når en af mine andre Nemesis’er – EU står bag reglen.

Bevæger vi os nufra de indledende tirader over til selve brygget, så starter oplevelsen jo allerede i flasken. Tydelige ansamlinger af restgær har samlet sig på bunden – eller siden, hvis brygget har ligget, og det skal først lige rystes bort. Det tager sin tid. Så kan brygget skænkes, men jeg kan jo ikke nære mig, og trækker den første bouquet ind allerede efter at kapslen er lettet, i håb om allerede nu at tage hul på cascade-oplevelsen.

Den udebliver dog umiddelbart. Det allerførste duftindtryk minder om pilsner i sin karakter og bitterhed. Når brygget skænkes, bliver det lidt bedre. Nu mærkes de friske Cascadenoter af gran med lidt ledsagende hyldeblomst.

Smagen virker umiddelbart frisk. Friskmetallisk nærmere bestemt, hvilket passer meget godt med bryggets kobberrøde lød, mens den flødeagtige fylde matcher det letgyldne og tætte skum fint. Et ordentligt cascadeindtryk lader dog vente på sig. Man lader brygget skvulpe lidt rundt, synker det, og så træder humlen da også frem.

Det starter i det små, og så vokser det, og først i eftersmagen træder det frem i alt sin magt og vælde; en kraftig, træ- og hasselnøddeagtig bitterhed, der egentlig er værd at vente på. Man kan dog samtidig ærgre sig lidt over, at brygget i sig selv ikke smager af særlig meget – og slet ikke af cascade-humle. Bitterheden er en anden, og mangler sortens friske indslag af gran. Desuden mangler ethvert indslag af alteabolsjer og rosen- og hyldeblomst.

Det er godt nok ikke særlig amerikansk. Det er nærmest så ikke-amerikansk, eller antiamerikansk det kan være, og det på alle de forkerte måder.

Når det så er sagt, er brygget jo heller ikke udrikkeligt, ja, knapt kedeligt. Faktisk er det jo ret spændende, at eftersmagen ikke bare kan redde brygget, men faktisk stå selvstændigt frem, som det, der yder karakteren. Så spildt er oplevelsen trods alt ikke, selvom man langt fra får det man forventer af en amerikansk inspireret ale.

3-en-halv-stjerne

Goa Goa, De Jyske Bryghuse

Øv, ingen tæsk …
 
Maj måned var begivenhedsrig her på bloggen. Det skyldtes naturligvis Kvicklys Ølfestivalg, hvor Kvickly som bekendt var så søde at kaste hele serien af øl i nakken på mig, så de kunne anmeldes på bloggen. Og det sender jeg dem selvfølgelig gerne endnu en tak for – ikke mindst fordi det faktisk blev måneden med næstflest hits nogensinde. Uopnålige fem hits mere og måneden ville have tangeret den hidtidige rekord fra november 2013, hvor den famøse Bryggeri Skovlyst-gate rullede. Åbenbart genererer afsløringer af lusket markedsføring flere hits, end store supermarkeders ølevents. Det kan man jo godt tænke lidt over …
Mit bud på en vinder var som bekendt Fur Bryghus’ amerikansk-inspirerede pale ale. Dagens øl er også amerikansk inspireret – det fremgår af bagetiketten, at der er brugt seks forskellige amerikanske humlesorter (gad vidst om ikke Cascade er iblandt dem), men der er tilføjet et ‘I’ før Pale Ale, og det skal få en kommentar med på vejen lidt senere. Sidst jeg anmeldte en IPA, faldt det åbenbart en læser for brystet. Det kan man se på min facebook-side. Redhooks Long Hammer IPA går åbenbart for at være noget værre noget i ølkenderkredse. Det skal dog ikke holde mig fra at sige min ærlige mening om øllet. Jeg kunne rigtig godt lide den, og jeg vil opfordre læsere, der er blevet fortørnet over min begejstring til at mildne deres forstemmelse ved tanken om, at de da på ingen måde er forpligtet til at kunne lide det samme øl som jeg, blot fordi de læser bloggen. Desuden betyder forskellene i synspunkter jo blot, at der er mere Long Hammer IPA til mig, og mere af alt andet øl i hele verden til dem.
Såvidt reaktionerne på sidste IPA-anmeldelse. IPA står, som de fleste vil vide for “India Pale Ale”. De Jyske Bryghuse laver den klassiske fejl, og kalder den “Indian (sic) Pal Ale” i stedet. Jeg skal ikke pege unødigt mange fingre ad dem, idet jeg selv har været skyldig i fejlen for nogle år siden, og samme fejl begik Ørbæk også sidenhen. Ingen – selv ikke de bedste (dermed mener jeg i al beskedenhed naturligvis mig selv) – er fuldkomne, men påpeges skal det da, så læserne vil vide, hvad det rigtig hedder.
Allerede ved skænkning mærker man både klassiske IPA-træk og klassiske amerikanske træk. Bouqueten præges af skarp humle med en velkendt IPA-duft af hyldeblomst og roser, samt Cascade-humlens karakteristiske duft af bergamotolie (slikmundene vil kende aromaen fra alteabolsjer). Skummet er ikke voldsomt højt, men til gengæld ganske formbart, og holder en fin gylden lød over det appelsinorange, filtrerede bryg (og jeg glemte i farten at fotografere brygget – beklager mange gange …)
Den indledende smag er gennemtrængende, men overraskende sød i betragtning af, at det er en IPA. Det er knap så overraskende i betragtning af den meget søde bouquet. Det er dog langt fra altid, at bouquet og aroma følges ad, så lidt overraskende er det alligevel. Alteabolsjerne er i front med andre ledsagende søde noter som rejsekammerater. Der er de kraftige af overmodne clementiner og de svagere af hyldeblomst. Begge giver brygget både nuancer og fylde. Dertil kommer et bittersyrligt element af ananaskirsebær. Det er indtil videre fire forskellige smage, der ikke hele tiden blander sig lige godt – især elementet af bløde, overmodne clementiner truer med at få brygget til at tippe.
Og først senere kommer humlebomben – endelig. En ganske intens aroma af grannåle fylder mund, svælg og gane, men det sker først efter at brygget har passeret drøbelen. Brygget har dermed afgjort IPA’ens kraft og vælde, men er utraditionel i sin sødme, og sin vigende – eller i hvert fald forsinkede bitterhed.
Jeg forventer tæsk til smagsløgene, når jeg får en IPA. Jeg forventer Sigmund Freud i hans sene forfatterskab. Jeg forventer Mogens Camre i diskussion med Fatih Alev. Jeg forventer Bertel Haarder under et forsinket interview, hvor han i familiens skød skulle have haft risengrød. Altså ordentlig og voldsom bitterhed.
Her er lidt for meget sødme til, at jeg er tilfreds med den her øl som IPA. Der mangler nogle tæsk …
Men bare som øl, må jeg jo erkende, at det både er nuanceret, karakterfuldt, interessant … og så smager det jo endnu engang bare rigtig godt.

5-stjerner

Bock Bunny, De Jyske Bryghuse

‘sup? Nothing …

What’s up Doc? Den gulerodsgnaskende kanin og dens nasale catchfrase, sørgede den navnkundige Mel Blanc for uigendriveligt at mejsle ind i min og mine jævnaldrenes hukommelse, dengang i TV-monopolets dage i den næsten lige så legendariske Jakob Stegelmanns program “Så er der Tegnefilm.” Programmet har i øvrigt fået en ganske seværdig efterfølger på DR Ultra ved navn “Så er der Tegnefilm” – selvfølgelig med selvsamme Jakob Stegelmann som vært. Nu kommenteret med trivia og historisk baggrund – tænk at TV i dag kan være bedre end i monopolets tid … men det er selvfølgelig også Jakob Stegelmann, der står bag.
De Jyske Bryghuse vil gerne spinde lidt guld på Mel Blanc og Jakob Stegelmanns navnkundighed (og fred være med det), og har derfor brygget påskeøllen “Bock Bunny” … Bock Bunny – Bugs Bunny, vi klapper i de små hænder af begejstring, og high-fiver virtuelt De Jyske Bryghuse for deres originalitet og hittepåsomhed udi ølnavngivningen.
Men den alt for fristende sarkasme til trods, så må jeg indrømme navnet dets små glimt af elegance. Bunny – kanin, og selvom det jo ikke er en [påske]hare, så ligner den jo lidt alligevel. Første del af navnet, bock, er jo næsten betegnelsen for den danske påskeøls inspirationskilde – munkeøllen Salvator (der ganske vist var en dobbeltbock), som jo var opkaldt efter påskens hovedperson – Ødelæggeren eller som Metallica kaldte ham [The] Creeping Death, der slår alle de små egyptiske børn ihjel i en blodrus … … … eller har jeg forvekslet religionerne?
Nå, lige meget. Bock – salvator – påske; det hænger sammen. Og påskeharen – Bunny, som jo egentlig er en kanin, men okay – de er begge lagomorphae. Det er faktisk antydningsvist fikst.
Og brygget ser også ganske fikst ud. Flot orangebrunt, lettåget med en flot, cremet og holdbar skumkrone, holdt i letgule nuancer. Ved duften hører det fikse dog foreløbigt op. Det er mest vådt og kun med antydningsvise udsving i retning af blommer, både modne og umodne, og er man lidt heldig opfanger man søde nougattoner.
Blommesmagen – eller fornemmelsen fristes man til at sige – dominerer i mundhulen. Blommer smager når alt kommer til alt ikke af så meget, og derfor finder jeg sammenligningen rammende. Til gengæld er brygget på samme måde ganske fyldigt, skummet gør sit idet det kilder bittert i ganen, men i det store og hele udebliver smagsoplevelsen.
Ikke engang eftersmagen formår at redde særlig meget. Et bittersødt indslag af lakrids er i sin ide god, men alt for svag i udførelsen. Fylden gør brygget adækvat drikkeligt, og ikke så meget mere. Overordnet savner brygget karakter og meritter, der er værd at skrive påskehilsner om. Og den kække kanins ikoniske replik fra fyrrerne er afløst af tiernes uengagerede ‘sup? Svaret er – næsten ingenting …
Her på det sidste har De Jyske Bryghuse været ganske produktive og sprøjtet en masse forskellige bryg ud. Måske de skulle lade sig inspirere af Svaneke Bryghus‘ målsætning om, at ‘Mindre er Mere’ (lad det forblive forholdsvis ukommenteret her, at Svaneke selv ikke altid er lige gode til at efterkomme den målsætning) så de i stedet for at lancere en hel stribe bryg af lettere tvivlsom karakter, kunne koncentrere sig om de gode bryg, de rent faktisk kan fremstille.
De Jyske Bryghuses store produktivitet på det sidste viser i hvert fald, at mere ikke nødvendigvis er mere.
2-stjerner

Aros Nordisk Påske Ale, De Jyske Bryghuse

Til den våde påskefrokost …

Jesu Kristi opstandelse skal fejres på behørig vis, med overdådige påskeorgier og hvad dertil hører – snaps og selvfølgelig stærk øl. Sådan gør vi i Norden, men det er næppe derfor, at Aros-seriens påskebryg fra De Jyske Bryghuse benævnes “Nordisk Påske Ale“. For markedet oversvømmes især af undergærede påskebryg – hvert bryggeri har gerne sin kavalkade, så det særligt nordiske er vel nok fuldskaben og excelleringen i fermenterede produkter, og ikke som sådan det overgærede som særligt koncept. Heller ikke til påske.

Med Carlsbergs, Royal Unibrews og Harboes altdominerende produkter fristes man tværtimod til at sige – ja, tværtimod. Undergærede pilsnere over hele linjen, og måske nok en lidt stærkere en af slagsen til påske, og ingen overgærede påskebryg overhovedet. Dem skal man til de mindre bryggerier for at finde. Så hvad det særligt Nordiske ved nærværende øl skulle være, forbliver en gåde.

Men flot er det. Rigtigt kobberrødt, og det ser man sjældent, med flødefarvet, ikke uklæbrigt, omend hastigt faldende og højlydt knitrende skum. Duften er noget fjern, letsødlig og med et syrligt indslag af grønne æbler.

I smagen hæfter man sig snart ved … at den ikke smager særlig markant. Indledningsvis mærker man en vis æblesødme i de første mundfulde, men det brænder aldrig rigtig igennem. Brygget føles dog rent, glat, letsyrligt med indslag af citrus (det fremgår af etiketten, men er faktisk det eneste derfra, jeg rigtig kan genfinde i brygget) og så med en bitter, rå humlekant, der efterhånden vokser.

Fra de sødlige æbler ændrer brygget efterhånden karakter og bliver mere bittert. Det er en rå, frisk bitterhed af gær, der først mærkes ved gummerne foran i munden, og efterhånden breder sig til mandlerne, for at gøre sig stor i eftersmagen med en bitter smag af humle og nåletræ. Nogle vil sikkert ærgre sig over den tiltagende bitterhed, selv synes jeg faktisk det redder brygget fra at blive alt for kedeligt, men det er alligevel ikke nok til, at jeg synes, at brygget gør noget særligt væsen af sig.

Det forbliver en halvtynd og ufyldig omgang, der er bedst til at kastes lige i løgnhalsen mellem snapsen og stjerneskuddet midt i påskefrokosten. Det skal ikke smage af for meget, men i skabelsen af en effektiv brandert gør det med sin guldølsstyrke på 5,5% da bestemt det arbejde, den er udtænkt til.

Og det er som allerede antydet også ret nordisk.

2-en-halv-stjerne

Monsieur le Detective, De Jyske Bryghuse

Uklar fornøjelse …

 
Detektivtemaet i dagens øl er ikke helt gennemskueligt. Ikke ulig bryggets udseende i øvrigt. ‘Murky brown’ ville Sherlock Holmes måske have bedømt den som. Hvad Poirot eller en anden fransksproget (nej, Clouseau gælder ikke) detektiv ville have kaldt den, står hen i det uvisse, eftersom jeg over en kam ikke behersker romanske sprog – udover lidt skolelatin, (hvilket bestemt heller ikke er ubrugeligt, når man en sjælden gang imellem rejser sydpå.)
Det er restgæren, der gør øllet til en, om ikke speget, så i hvert fald uklar affære. Uklart er også etiketlogoet, og det kan jo i lyset af detektivtemaet undre. Men som en anden Basil Mus eller Frank Drebin går det endelig op for mig. Brygget foran os er ikke selve detektiven, men detektivens opgave. Og jo mere plumret det er, desto mere underholdende er det – såfremt detektiven og sagen figurerer i en krimi i hvert fald. Virkelighedens privatdetektivopgaver er jo oftest mere trivielle, og handler mere om at opstøve Mads Dinesens leasede biler. Det eneste slørede ved de sager var vel Dinesens blik, da politiet tog ham.

Ja ja, man skal ikke træde på dem der ligger ned, men derfor er det ikke nødvendigvis skidt, at dem der render rundt med snuden i vejret får et velfortjent rap over den en gang imellem.

Til gengæld kan man sagtens holde snuden et godt stykke over brygget her, og stadig nyde de søde noter af syrennektar og andre forårsblomster. Skummet akkompagnerer med en passende honninggul lød og cremet fylde, omend det falder lidt hurtigt. Smagen byder på en kraftig, flødeagtig fylde, der mildner de skarpe bid af bitter humle, gær og syrlige ananaskirsebær. Humlen tager over i eftersmagen, hvor bitterheden virkelig træder igennem – humlen og gæren giver en smagsoplevelse, der ikke er for de utrænede, men for temaets skyld kunne man godt have ønsket mere fyldig kaffebitterhed til at yde hjernen lidt ekstra tankekraft.

Det er skarpt, men altså ikke så skarpt at en Miss Marple eller Dirk Gently ville være imponeret. På den anden side er det ikke bare elementært, men ganske komplekst, og det ville ikke yde brygget retfærdighed om jeg hævdede, at nærværende humlesag mest afspejlede De 5’s, Kims eller Jans niveau. Men nogen Agatha Christie bliver De Jyske Bryghuse nok aldrig.

Og så er det i øvrigt ved gammeldags detektivarbejde – detektivens bedste ven, og altid en af de vigtigste faktorer i en ordentlig kriminalroman – ved rent held (nårh ja, og nogle velinformerede kontakter) – fordi nogen skrev det i kommentarfeltet under mit sidste indlæg – lykkedes mig at finde et online katalog over De Jyske Bryghuses produkter. Det viser sig, at de har samlet sig under en hat under navnet United Beverage. Tak til Ole Madsen for den oplysning. Så fik vi også kastet lidt lys over det mysterium.
4-en-halv-stjerne

Viva la Vida in Riga, De Jyske Bryghuse

… og her gik man og troede …

 
De Jyske Bryghuse er et old school bryggeri, der ikke synker så lavt at have sin egen hjemmeside. Eller i hvert fald ikke en hjemmeside, der er nem at finde. Skærmen er ved at sprække af søgeresultater, når man presser navnet gennem Google – men det er kun anmeldelser, der kommer frem. Mest af deres Ale No. 1, og det er ellers ikke for børn og sarte sjæle. Med den øl havde brygget sin debut til Kvicklys ‘Ølfestivalg’ og var med en kombination af vand, røg og møre cykeldæk (men mest vand) med til at udstikke linjen for dét event.
På etiketten fra førnævnte øl fremgår det dog, at det er et samarbejde med forskellige østjyske bryggerier. Blandt andre Vejle Bryghus. Men for at virke kosmopolitansk-metropolitisk hipsteragtigt har man valgt agt opkalde brygget efter hovedstaden i Letland, Riga. (Jeg synes, det ville være sjovere at opkalde en øl efter hovedstaden i Burkina Faso). Det er igen påfaldende, hvordan der er gået inflation i at opkalde øl og bryggerier efter arbitrære steder, der ikke har noget med øllet selv eller bryggeriet at gøre.  Men det er vel igen noget marketing, jeg ikke forstår mig på.
Blandingen af dumsmart markedsføring og et tvivlsomt førstehåndsindtryk ved et endnu mere tvivlsomt ølarrangement for mainstreamspecialøl fik ikke ligefrem forventningerne til denne øl op niveau med min skadefryd over Mads Dinesens varetægtsfængsling. Og jeg lod mig ikke på forhånd narre af etikettens egenanprisning, endskønt det da stemte mig en halv tone venligere, at brygget kun indeholder de fire gyldne ingredienser, vand, malt, humle og gær.
Og ved beskuelse gennem flasken konstaterer man også, at viskositeten er helt rigtig. Væsentlig mere tyktflydende end vand, en cementagtig plamage af restgær i bunden af flasken, og store fedtede bobler i flaskehalsen. Ved skænkning rejser det cremede, flødefarvede skum sig højt over det tætte, natsorte bryg. Og nu – i skrivende stund slår det mig … Jeg glemte helt at snuse til det!
Men bouqueten har altså ikke været af en sådan kaliber, at det kan mærkes, straks kapslen springer af beholderen. Smagen, til gengæld, frigives næsten eksplosivt ved første mundsmag. Det er kraftigt, klassisk og velkendt. Ristet til branket malt med bitterhed af kaffe, kombineret med en fyldig bund af røget karamel og et diskret skud af cognac. I eftersmagen træder kaffen endnu kraftigere og mere entydigt frem, og ebber ud i en tør lakridsfornemmelse ved mandlerne.
Sådan skal en stout smage. Og selvom brygget ikke byder på noget afgørende nyt i stoutgenren, er det slet ikke i nærheden af anonymi- eller stereotypicitet. I kraft af sin – ja, kraft – og fylde, fylder det til fulde genren ud, og måske endda en lille smule mere.
Og alligevel ikke mere end at øllet undgår at blive ekstremt. En snert af vand kan trods alt mærkes i fyldigheden, og undertegnede kan selvfølgelig ikke lade være med at være en antydning af skuffet. Men så er der måske også lidt flere der kan fornøjes ved brygget, der p.t. forhandles i Fakta formedelst nogenlunde rimelige 15 kr.
De Jyske Bryghuse har begået et skudsikkert comeback efter en regulært sløset debut ved årets ølfestivalg. Nu glæder jeg mig til at prøve en tredje øl fra dem, som jeg har på lager, Monsieur Le Detective, og så må jeg hellere også anskaffe mig Aros, som jeg har set stå i min lokale Fakta Quick.
Så håber jeg bare, de kan holde det nye niveau.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme