Antiamerikansk – på den ufede måde …
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er en enorm fan af USA … når det kommer til amerikanernes evne udi mikrobryggeriets kunst. Der er de sgu nok efterhånden mine favoritter i hele verden. Sikke et udvalg! Sikke et engagement! Sikke en variation! Og sikke en sjældenhed det er, at de putter andet i deres øl end de fire gyldne ingredienser – vand, malt, gær og humle.
På andre punkter er det så som så med at være imponeret. Ikke mindst nu, hvor bomberne falder i Gaza, og dem, der rent faktisk kunne gøre noget ved det – USA – forholder sig fuldstændigt passive. Ja, jeg skulle lige have det ud, jeg har også andre ting i tankerne end øl. Jeg prøver ganske vist at skåne læserne for det meste, men visse ting skal ud, for der er også mange andre områder, hvor det sømmer sig for et retskaffent menneske at se på USA med briller, udstyret med kritiske linser.
Men tilbage til øllet. Dagens øl er ikke amerikansk – men blot amerikansk inspireret. Den hedder “The American” – og så er linjen lissom lagt. Det er en pale ale efter amerikansk forbillede, med min favorithumle, Cascade, og det påkalder jo forventninger.
For at brygget kan være i overensstemmelse med EU-reglerne, har bryggeriet på etiketten tilføjet et “Inspired” (så da brygget skulle kategoriseres søgte jeg længe – og forgæves på “The American Inspired Pale Ale”. Et navn, der nu heller ikke klingede særlig mundret, og også bød på nogle grammatiske udfordringer. Skulle ordet ‘American’ fx ikke have været udformet som et adverbium, idet det lægger sig til verbalformen ‘inspired’. Og skulle det så ikke have lydt ‘Americanly’ eller noget i den henretning?) for brygget må ikke kaldes amerikansk, med mindre det faktisk er produceret i USA, og det er jo egentlig fair nok … Selv når en af mine andre Nemesis’er – EU står bag reglen.
Bevæger vi os nufra de indledende tirader over til selve brygget, så starter oplevelsen jo allerede i flasken. Tydelige ansamlinger af restgær har samlet sig på bunden – eller siden, hvis brygget har ligget, og det skal først lige rystes bort. Det tager sin tid. Så kan brygget skænkes, men jeg kan jo ikke nære mig, og trækker den første bouquet ind allerede efter at kapslen er lettet, i håb om allerede nu at tage hul på cascade-oplevelsen.
Den udebliver dog umiddelbart. Det allerførste duftindtryk minder om pilsner i sin karakter og bitterhed. Når brygget skænkes, bliver det lidt bedre. Nu mærkes de friske Cascadenoter af gran med lidt ledsagende hyldeblomst.
Smagen virker umiddelbart frisk. Friskmetallisk nærmere bestemt, hvilket passer meget godt med bryggets kobberrøde lød, mens den flødeagtige fylde matcher det letgyldne og tætte skum fint. Et ordentligt cascadeindtryk lader dog vente på sig. Man lader brygget skvulpe lidt rundt, synker det, og så træder humlen da også frem.
Det starter i det små, og så vokser det, og først i eftersmagen træder det frem i alt sin magt og vælde; en kraftig, træ- og hasselnøddeagtig bitterhed, der egentlig er værd at vente på. Man kan dog samtidig ærgre sig lidt over, at brygget i sig selv ikke smager af særlig meget – og slet ikke af cascade-humle. Bitterheden er en anden, og mangler sortens friske indslag af gran. Desuden mangler ethvert indslag af alteabolsjer og rosen- og hyldeblomst.
Det er godt nok ikke særlig amerikansk. Det er nærmest så ikke-amerikansk, eller antiamerikansk det kan være, og det på alle de forkerte måder.
Når det så er sagt, er brygget jo heller ikke udrikkeligt, ja, knapt kedeligt. Faktisk er det jo ret spændende, at eftersmagen ikke bare kan redde brygget, men faktisk stå selvstændigt frem, som det, der yder karakteren. Så spildt er oplevelsen trods alt ikke, selvom man langt fra får det man forventer af en amerikansk inspireret ale.
Seneste kommentarer