Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Trouble Brewing

Ór Golden Ale, Trouble Brewing

Trouble Brewing … something interesting.

Jeg må erkende, at jeg er kommet lidt skævt ind på det irske marked for specialøl. Fanfarerne og triumferne er udeblevet, og erstattet af en amatørkoncert for kazoo og blokfløjte. Jeg prøver at se kvalitetsniveauet i sammenhæng med mit indtryk af den irske mentalitet, og må erkende, at det faktisk passer sammen på en måde, der ender med at være lidt uheldig for øllet.

Irerne er ikke-så-meget-pis ligefremme, nøjsomme og mådeholdne. Vi taler om et lille folkeslag, der ved stædig overlevelsestrang overlevede både kartoffelpest og britisk overherredømme … samtidig. Det er mennesker, der har lært at klare sig, og klare sig godt, med den smule de har. Lidt ekstra godt anses for unødigt fyld, der både er udtryk for ødselhed, og for at gøre ting, der kunne være simple, unødigt komplicerede.

De er samtidig meget imødekommende mennesker, der ikke er kede af – nej de er stolte af, glade for og beærede over, at folk fra andre lande kan få den forrykte ide at flytte til deres fattigdoms- og hungersnødsplagede land for at arbejde. I irernes øjne er Irland ikke et land, man flytter til – det er et land, man flytter fra, og glæden ved fremmede er derfor for det meste stor.

Så mens irerne har modtaget min lille familie og mig med åbne arme, brænder nøjsomheden og modviljen mod at gøre noget særligt, og ønsket om at holde alt så simpelt som muligt igennem på ølsiden. Trouble Brewing gør i sin markedsføring ellers meget ud af at være nytænkende, med fine tegneserieillustrationer på forsiden. Indholdet til gengæld afslører, at den nøjsomme, simple og ukomplicerede tilgang til tingene også slår igennem her, ligesom den gjorde hos sin broder, Dark Arts Porter tidligere på bloggen.

Farven er ravgylden, og passer dermed fint til sit navn. Ór betyder forresten Guld på irsk (et sprog som jeg selvfølgelig har kastet mig ud i at prøve at lære – fordi jeg kan). Af duft præsterer den ikke det store. Den kan beskrives som våd og bitter, måske med en antydning af grannåle.

Smagen er i første omgang bitter, efterfulgt af et sødt skud af letsyrlige æbler. Herefter tager det bitre over igen, som brygget når svælget. Det er en let IPA-agtig bitterhed med en snert af gran, men aldeles uden en IPA’s styrke og intensitet.

Den kan mest positivt beskrives som en velsmagende tørstslukker. Den syrlige æblesmag tager noget af bitterheden, hvilket gør den letdrikkelig, men det berøver den altså også intensitet. Det mest positive, man kan sige om den, er måske, at den ikke kommer til at smage værre af at blive drukket langsomt og få temperatur. Men hvad skal man egentlig bruge det til, når det alligevel er en letdrikkelig øl, lige til at hælde i løgnhalsen?

Irerne har vitterlig meget at lære endnu, når det gælder mikrobryg – såfremt Trouble Brewing er toneangivende, forstås. Navnet ‘Trouble Brewing’ ser indtil videre ud til at være blevet en ufrivilligt vittig beskrivelse af bryggeriets noget ubehjælpsomme forsøg på at lave interessant øl.
3-stjerner

Dark Arts Porter, Trouble Brewing

Der er visse ting ved den måde, vi har indrettet vores liv på herovre på den hiberniske hovedø, der ikke er så hippieagtige, som vi måske kunne have ønsket. Fx er det manden, der går på arbejde, mens hustruen bliver derhjemme og passer børn … Det er den måde, det passer os bedst at indrette os, for børnepasning koster, hvad der svarer til et mindre palæ i den karakteristiske grå irske granit.

Og når min kære viv sådan er hjemme hele dagen med to små børn, er vi begge godt trætte når vi kommer hjem, og så er det jo skønt, at vi alligevel mønstrer overskud til fortsat at lave lige så god mad, som vi gjorde derhjemme i Danmark. Økologiske råvarer af god kvalitet kan også erhverves i Irland – det er lidt sværere, men ikke dyrere, og kender man først de listige steder, hvor man kan få det, man har brug for, så ender det med ikke engang at være så forfærdeligt meget vanskeligere endda. Tesco er vores ven – de bringer ud for den nette sum af 5 Euro. Det er ingenting, og virkelig værd at give ud for at slippe for slæb.
Det er nu ikke i Tesco, jeg køber øl. Det gør jeg i vores lokale Off-License, der blandt andet rummer et ikke uanseligt udvalg af både inden- og udenlandske specialøl. Jeg har dog tænkt mig at koncentrere mig om de irske specialøl i første omgang, for mange af specialøllene herovre ved jeg, man også kan få i Danmark. Det ved jeg til gengæld ikke, om man kan med de irske specialøl, så dem har jeg valgt at kaste mig over mens tid er. Vi har trods alt ikke tænkt os at blive herovre for evigt.

Jeg måtte lede lidt i den lokale Off License, før jeg overhovedet fandt irsk specialøl. Åbenbart er det ikke noget, de er kommet særlig langt med endnu. Men flot så den i hvert fald ud, med en en fin tegneserieillustration og et vittigt ordspil i både bryggeriets og øllets navn.

Dark Arts Porter – en øl, der måtte være mørk på mere end én måde. Bryggets lød er dog langt fra så mørkt, som visse andre irske portere og stouts‘. Faktisk er der tale om endnu en ‘colastout’, som jeg fra nu af vil ynde at kalde dem. Det er en snarere brun end sort øl, med godt med kulsyre i en top, der mere ligner brus end skum. I dette tilfælde ganske klæbrigt brus, forstås – men brus ikke desto mindre. Duft er der praktisk taget ingen af – et syrligt stik af slatten grape måske, men meget fortyndet og vagt.

Heldigvis er der da noget smag at komme efter. Bagetiketten lover en øl, der ikke er præget af humle, men af malt, og den køber jeg. Det er en ganske fyldig øl på den bitre side, men der er ikke tale om tør, krasbørstig bitterhed af humle, men af varm, kærtegnende kaffe, tilsat karamel og en sjat rom. Dertil kommer en let sodavandsagtig syrlighed af citronvand og et stænk grape. Man slipper heller ikke for en snert af sodavand i smagen, men det komplimenterer nu det samlede billede mere end det ødelægger.

Ligesom det irske temperament er aromaen ligefrem og ukompliceret, uden at være usofistikeret. Det er en øl, hvis aroma er nem at finde rundt i, man skal ikke lede efter smagsindtrykkene og disse er i øvrigt velkendte – what you taste is pretty much what you get. Til gengæld er der ikke de store overraskelser, det er ikke en øl, der bliver mere spændende af at blive holdt længe i munden, og den mangler de finurligheder og gesvejsninger, der kendetegner rigtigt gode øl.
Jeg havde måske ventet lidt mere af en øl med en så fin tegning på etiketten. Men heldigvis er der flere øl fra Trouble Brewing i den lokale Off License, der bare venter på at blive testet. Dem vil jeg glæde mig til, og håbe, at der er større oplevelser end denne – i øvrigt mere end godkendte af slagsen.
4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme