Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: To Øl

Whirl Domination, To Øl

Still here …

Jeg har endelig taget mod til mig og afprøvet det andet ‘To Øl’-bryg, jeg forleden købte i Føtex. Det første, jeg prøvede var en særdeles skarptandet pale ale, der var mere end værdig til at få et ‘India’ hæftet foran.

Derfor var det også med tilbageholdt åndedræt og en knivspids frygt, at jeg valgte at åbne denne egentlige IPA, da jeg i fredags skulle tilberede butter chicken til aftensmaden (check min krydderiblanding her. Tilføj gerne hvidløg efter behov.)

Det jeg var mest spændt på var, hvordan To Øl ville ekspandere pale ale-konceptet, til noget endnu mere skrapt og aromatisk, når nu de allerede havde fremmanet et mindre monster? På den visuelle side viser Whirl Domination sig at være en kende lysere i løden, men til gengæld også tættere i teksturen; en orangegul barriere for alt lys, der prøver at trænge igennem det. Til gengæld kan det reflektere orange og gult lys aldrig så nydeligt.
I kras- og skarphed gør bouqueten det godt omend næppe House of Pale rangen stridig. Til gengæld nyder man typens andre dufte en anelse mere – der er masser af frugt til stede; lime, appelsin og grape. Det samme gør sig gældende i aromaen. Der findes ikke mange pale ales, der river mere i gane og svælg end den her IPA – men bryggeriets egen House of Pale gør altså.
Til gengæld følges hin pale ale uden ‘India’ foran slet ikke af det farvestrålende frugtudvalg, nyderen bliver tilbudt i brygget her. Grape og appelsin får følgeskab af mango og fersken med vanille som fyld og smagsforstærker. Og det er såmænd ikke fordi bitterheden er glemt – som sagt er det kun ganske få pale ales, faktisk kun én jeg har prøvet (gæt selv hvilken. Det er ikke fordi jeg ikke har nævnt den flere gange i indlægget her allerede) der kan gøre den her rangen stridig i karsked, friskhed og ru bitterhed.

En kende mindre bitterhed. Til gengæld meget mere frugt … jeg kan sgutte sige hvad der er bedst. De to øl fra To Øl er vel nærmest lige gode …

House of Pale, To Øl

Forrygende!

Mens antallet af Coronasmittede ræser i vejret, dykker antallet af læsere atter katastrofalt. Der er kun én ting at gøre! Anmelde noget mere! Og så i øvrigt håbe, at flere læser min blog og nyder nogle øl frem for at gå ud i verden og smitte eller blive smittet …

Selv Thisted, der ellers har kunnet holde smitteniveauet nogenlunde under kontrol er nu en stor, mørkebrun plamage på Seruminstituttets kort, hvor man kan se hvor hårdt de forskellige kommuner er ramt. Selv ikke i udkanten kan man vide sig sikker længere.

Husk nu at vaske hænder derude, lad være med at røre ansigtet, og brug nu bare de forbandede mundbind. Ikke bare når I skal, som i den offentlige transport, men fx også når I går i Føtex for at købe en række øl at nyde hjemme i privaten i nogenlunde sikkerhed for smitten. Jeg kan mere end varmt anbefale den her fra To Øl. Det er en pale ale – plain and simple … på forsiden i hvert fald.
Jeg betragter pale ale som de overgærede øls svar på pilsneren. En generisk øltype – uden at det i sig selv behøver være (særlig) slemt – der mere end noget andet bare skal kunne slukke tørsten mens den leverer et skud humle, samt et let buzz hvis man har brug for det.

Men her bliver man budt på meget mere end det. Relativt uprætentiøst ser det ellers ud, det tågede, korngule, fedtetskummende bryg. Men ih, hvor det dufter! Ikke at det dufter usædvanligt – næh, den karske, friske, skarpe og simple duft af tørret birkeflis og grannåle er velkendt og velyndet … men at finde den så kraftigt i en Pale Ale uden et ‘India’ foran – det er ikke noget man oplever hver dag.
Men så vent bare til brygget rammer kæften. Hold nu op! En humlesyl, der gennemborer tunge, gane og gummer med en barberbladsskarphed, der kunne konkurrere med Eks-MF/Ø Line Barfods tunge.
De fleste IPA’er er venligere og mindre bitre end den her. Og der taler vi ikke kun om mainstream industri-IPA’er beregnet til storforbrugernes følsomme smagsløg. Man kan høre dem jamre for sit indre øre mens den nyfræsede træflis flænser alle mundens blottede overflader og klynke mens miksturen brænder hele vejen ned gennem brystet. Og at det blanke stål, der jager gennem gummerne, skulle yde brygget friskhed oven i købet, har mainstreamforbrugeren absolut ingen forståelse for.

Jeg tror faktisk det her er den bedste Pale Ale, jeg nogensinde har prøvet. Og havde To Øl smidt et ‘India’ ind foran, ville mine øjenbryn forblive nede på plads, hvor de hører til. Det eneste der bekymrer mig er, at jeg ved samme lejlighed faktisk købte en IPA fra To Øl.
Hvis dette er deres standard for en Pale Ale, tør jeg så overhovedet prøve IPA’en?

Jule Mælk, To øl

Sikker vinder …

I dag er det præcis et år siden, jeg anmeldte To Øls Jule Mælk, Cognac Edition i anledning af sidste års andet (det første kan man læse om her) store koncertbrag i Pumpehuset.

Marcus, det gale menneske, havde efter rigtig mange gode øl tænkt sig, at vi skulle have endnu flere, og havde derfor slæbt mig, og vores nye fælles venner fra Tyskland, med på Taphouse. Marcus mente ikke det var tid til wind down, så han købt noget nær det stærkeste og tætteste han kunne finde – denne øl i en særlig cognac-version.

Nu er det så blevet tid at prøve den au naturel og på flaske. Det kan jeg allerede nu afsløre, at den ikke er blevet ringere af. Den er heller ikke blevet ringere af at være afprøvet både med nulstillede smagsløg og væsentligt mere opmærksomme øvrige sanser. Det midlertidige høretab efter Jo Quail og Myrkur var den mindste udfordring hin aften i 2018. Tiltagende hæshed og smagsløg der for længst var afsvedet af rigeligt surt og bittert, levnede ikke den store opmærksomhed på de små detaljer, da jeg i en fyrre hestes brandert skulle kæmpe mig gennem den fede tjæresuppe.

Lad mig først takke SuperBrugsen i Thisted for at have denne perle på hylderne. De kan være sikker på mig som aftager af alt i denne kaliber, de måtte have at byde på i fremtiden. Mere af det ville være stærkt påskønnet, idet ekstraordinære specialøl er en mangelvare her på egnen.

Brygget har sit navn efter den tilsatte laktose. Jeg husker ikke længere præcis hvor jeg fik det at vide, men angiveligt skulle ølgær ikke kunne nedbryde laktose, hvorfor man kan anvende den til at gøre øl sødere, uden at gøre det stærkere. Med sine 15% alkohol behøver brygget vel egentlig heller ikke være stærkere, så i det perspektiv er laktosen forståelig.

Et flot, højt, brunt skum stiger lystigt – omend ikke unødigt hurtigt – over den kulsorte tjære. Man overvejer et øjeblik, om ikke brygget snarere skulle have været leveret i en metalbakke, så man kunne bruge det til at smøre rugbrødsmadder med. Eller måske snarere franskbrødsmadder, som de brankede sukkeraromaer, der åbenbarer sig i den tætte bouquet, ville klæde meget bedre. Det samme gælder den tørre røg, den stærke kaffe og den tykke sveskegrød.

En ren sødmebombe er, hvad der møder smagsorganerne. Farinsukker, figner, svesker, den fineste kaffe med blåbærsirup og rigeligt fløde – et overflødighedshorn af aroma. Et festfyrværkeri af smag. Mørkt, tykt, intenst – og alligevel sødt som selve juletiden, filtreret og destilleret til en kompakt masse, så koncentreret at den fremstår ganske sort, og næsten knaser mellem tænderne i sin vældige sødme.

Hold da op et bryg! Jeg må, hvis jeg får lejligheden, aflægge et besøg hos cognac-udgaven igen. For bare uden cognacen, er brygget en ener, og jeg forestiller mig ikke, at cognac skulle gøre oplevelsen mindre på nogen måde. Jeg behøver næppe nævne, at brygget i dåden er en long drink. En intens nippe-og-nyde oplevelse, der holder sig hele juleaften – efter middag og ris a la mande. Nyder man den til maden, smager man ikke andet.

Behøver jeg sige, at jeg ikke forventer bedre juleøl denne sæson?

Jule Mælk Cognac Edition, To øl (Quail-Myrkur-mayhem II)

It should have been a tiny …

Den eminente cello-ekvilibrist Jo Quail var jo egentlig blot opvarmning den lørdag aften i Pumpehuset. Ikke desto mindre spillede hun lige op med hovednavnet – hvis hun da ikke ligefrem overstrålede det … men jeg er jo nok i virkeligheden bare biased, fordi hun er den af de optrædende, jeg fik mig en selfie med.

Myrkur trykkede den i hvert fald også max af. Hun startede med et udvalg af folkesange i dæmpet, gylden belysning, hvor man først og fremmest kunne opleve hendes stemmes rækkevidde. Fløjlsblød som den fineste cream ale, men samtidig altid med en dunkel, truende kant, som en foruroligende mørk stout brygget i den dybeste underverden.

Og mørket brød ud – i lys lue – da folkemusiksættet var færdigt. Salen eksploderede i brølende diskantstøj, da hun tog fat på sit dødsmetalsæt. Det, som de fleste nok var kommet for, måtte altså vente til allersidst, og udgjorde højest en tredjedel af koncerten. Det var vildt, voldsomt og ondt, men de forudgående mange minutter med tryllebindende melodiøsitet havde lagt en dæmper på folks smadretrang. I stedet fortsatte vi alle med at stå ganske stille, aktivt lyttende til endnu et brølende rabalder af ypperste fængslende underfundighed.

Hvad der præcis skete i løbet af koncerten og hvordan, husker jeg ikke. Men vi faldt i snak med et par venlige mennesker fra Tyskland. Måske hjalp det, at jeg forsikrede dem, at de lige så godt kunne tale tysk til mig som engelsk – for det har jeg det nu altid bedst med, når jeg taler med folk fra mit andet fædreland.

Før vi vidste af det, havde de givet os en runde øl. Så gav vi dem en runde øl, og sådan blev det bare værre og værre som tiden gik. Der er ikke noget at sige til, at vi endte med at blive gode venner. Det var et kærestepar, der ikke var kede at at blive foreviget med undertegnede (tænk at så mange gider). Den ene af dem er desuden trommeslager i det fremstormende tyske dødsmetalband Orcus Patera, så det der med at optræde på selfies med rockstjerner var tæt på at blive en vane for mig den aften.

Der røg et par gode øl mere ned. Ud over To Øl’s ‘Gose to Hollywood‘ (der i øvrigt ikke er en gueze, som jeg fik skrevet, men derimod en gose – ja, det er åbenbart en type for sig selv. Tak til læseren Nils Byrial Andersen for at have gjort opmærksom på dette på bloggens facebook-side) har Pumpehuset blandt andet min foretrukne industriøl, Albanis Mosaic IPA i deres faste udvalg. Men på et tidspunkt – enten fordi larmen fra barens anlæg blev os for meget, eller fordi stedet simpelthen lukkede – valgte vi at skride videre ud i byen.

Valget fald på Taphouse, hvor jeg for nogle uger siden nød nogle eminente smagsprøver sammen med en af mine læsere – Niels. Det var Marcus der valgte endnu en øl fra To Øl. Jeg kunne selv have fundet på samme, men af en ganske anden grund. Jeg ville have valgt den for at fortsætte i et godt spor fra den sidste øl, mens Marcus – der som bekendt var noget mere mellemfornøjet med gosen – snarere gik efter at give bryggeriet en chance for virkelig at vise sit værd.

En Jule Mælk Cognac Edition blev det til. En juleøl tilsat lactose – en tung, pløret og uforskammet mørk imperial stout, der har i alkohol, hvad den mangler i skumdannelse. Mægtige 15% er den oppe på, hvilket angiveligt er bryggeriets egen rekord. Fuldkommen uigennemsigtig er den, når den holdes op mod en endda ganske kraftig pære – så kan man egentlig godt tilgive dem, at skummet nærmest glimrer ved sit fravær.

Man kan høre på optagelsen fra min mobiltelefon, at jeg er ved at være godt vissen, og jeg erklærer på stedet, at jeg går omkuld, hvis jeg bunder det lille glas kompakt tjære.

Duft af svesker og lakrids når jeg at konstatere før jeg må holde pause fra indsnusningen, da alkoholdampene alene er ved at gøre en brat ende for aftenens anmeldervirksomhed. Brændt sukker og en antydning af røg emmer også fra den olieagtige substans, men selvom noterne klart har sød slagside, får det ingenlunde brygget til at virke mindre faretruende.

Sød, finsk lakrids gentager sig i aromaen ved smagning, hvor bryggets fylde formår at score topkarakter uden at være overvældende. Tværtimod er brygget overraskende letflydende, og letnedglidende. Nok vil man gerne nyde den langsomt, men frem for små afbrudte nip, egner denne sig at blive nydt legato. En kontinuerlig lille smal strøm, der får lov at løbe fra spidsen af tungen, langs gummerne og om til mandlerne, for så lige at svide en sidste gang i ganen før brygget farer ned gennem brystet til øjeblikkelig indre opvarmning og snarlig glæde, er den ideelle måde at nyde dette prægtige bryg.

“How goes the notetaking?” hører man Marcus kækt inkvirere på optagelsen, hans stemme et nystemt klokkespil i sammenligning med mit eget hæse og rustne pibeorgel af en flækket strube.
“It goes alright,” får jeg anstrengt snøvlet, “this is insanely strong. This is insanely dangerous. What the fuck did you get me into?”
“It’s 15% that’s why we took a small one, which is against everything I believe in,” erklærer Marcus uden antydning af usikkerhed eller skælv i ordstrømmen.
“Good idea with the small” jamrer jeg “it should have been a tiny”.

Sikke en aften! Det der koncert burde jeg gå til langt oftere. Og selvom jeg nu besluttede mig for at begive mig hjem, mens jeg stadig besad evnen til at begive, så var aftenen ikke engang helt slut for mit vedkommende …

På turen til stoppestedet krammede jeg en drag-queen … Jeg købte natmad i en Syv-Elleve helt uden at gøre mig pinligt bemærket … Og at tænke sig … det lykkedes mig at stå af bussen på det rigtige stoppested, da jeg alt for sent ud på natten nåede hjem til Husum.

[To Øl] Gose to Hollywood, To Øl (Quail-Myrkur-mayhem I)

(Fandeme ikke) Nestea …

Da jeg tidligere på året – helt præcis Langfredag, hvor man skal ihukomme Jesu Kristi pine og død for vore synder ved kontemplativ askese, cølibat og total afholdenhed fra alt rart og godt – var til koncert med det engelske Grindcore-band Napalm Death på Loppen, bemærkede jeg, hvordan man på udskænknings- og koncertstederne på Christiania, har hævet niveauet betragteligt hvad angår øludvalget.

At undersøge hvorvidt dette også var tilfældet andre steder i København, fik jeg lejlighed til i lørdags, hvor min efterhånden faste medsmager Marcus havde inviteret mig med til koncert med den fremstormende og uhyre talentfulde danske sangerinde Myrkur. Som opvarmning spillede den ligeledes fremstormende og uhyre opfindsomme celloekvilibrist Jo Quail. Festlighederne fandt sted i Pumpehuset – and lo and behold, de havde sørme også nogle interessante øl i baren.

Jeg kunne ved samme lejlighed konstatere, at verden er et ganske småt sted. Marcus havde inviteret et par andre venner med, og den ene af dem var kærester med, om ikke min egen personlige, så i hvert fald bloggens frelser og redningsmand. Han hedder Christopher, og tilbage i 2015 donerede han et beløb som jeg kunne købe øl for på et tidspunkt, hvor midlerne til det var helt og aldeles i bund. Det var ikke kun af godhjertethed, men – og det gjorde han klart for mig, da jeg havde den udsøgte fornøjelse at møde ham så’n rigtigt i virkeligheden – fordi han kunne lide at læse, hvad jeg skrev og gerne ville sørge for, at jeg kunne fortsætte med det.

Han skulle ikke blive den eneste nye ven, jeg fik den aften, men da der er ret meget på programmet i dette tema, vil jeg vente lidt med at udbrede mig mere om det lige nu.

Jeg kom ind i Pumpehuset temmelig uforberedt, idet jeg på forhånd ikke kendte Myrkur, og jeg lærte først Jo Quails navn at kende, efter at et par af mine medtilskuere ved koncerten henkastet sludrede om opvarmningen, der vist nok var noget med ‘en, der spillede violin eller sådan noget’. Ingen af os vidste helt, hvad vi skulle forvente, men skridtede op ad trappen til Pumpehusets højloftede sal med et åbent sind.

Hvad der ventede os var et musikalsk inferno – i vældig kontrast til kunstneren, der genert og spagfærdigt udtrykte sin glæde ved at spille i København, og ved at hun var blevet inviteret til dette af hovednavnet selv. Men så snart violinbuen blev svunget, gjaldede vældige musikalske mosaikker i alle farver, klange og skæve rytmiske figurer ud i lokalet, mens hele publikum lamslået stod fuldstændig tavse – betaget af skønheden og intensiteten af én kvinde, hendes cello, og et kreativt auditivt geni vel hinsides det meste af den skønhed jeg hidtil har haft fornøjelsen af at lægge øre til.

At lydteknikeren klokkede grundigt i det undervejs med yderst generende lydudfald, tog Jo Quail ikke så tungt. Hun spurgte kækt og spøgende publikum, om hun mon havde ramt decibelgrænsen. Havde hun ramt nogen grænse, var det nok snarere velklangsgrænsen, for hver knudret rytme, hver den mindste klangfarve i hendes langstrakte, evigt komplekse samt skiftevis musestille og bragende kompositioner gik igennem som den klareste kilde af det reneste ferskvand, den tørstige gane kunne ønske sig.

Så fin huskede jeg slet ikke, at lyden i Pumpehuset var fra de andre mange gange, jeg har været der. På dét punkt må Loppen i hvert fald se sig slået med både længder og omgange.

Og efter sådan en oplevelse, der med ét gør en til fan, er det også skønt at opdage, at kunstneren selv ikke lider det allermindste af hverken arrogance eller stjernenykker. Da jeg mere end lettere selskabeligt overrislet indfandt mig ved merchandise-standen efter koncerten for at erhverve mig en af hendes CD’er, faldt jeg – tilfældigt og uforvarende – i snak med den der nu stod der … og det viste sig så, at være kunstneren selv. Hun syntes bare det var hyggeligt, at mænge sig med dem, der havde lyttet til hendes vidunderlige musik. Og tænk – hun havde intet imod at lade sig forevige med undertegnede i en selfie. Det er hende til venstre, hvis nogen skulle være i tvivl.

Sådan en oplevelse må selvfølgelig fejres. Og begejstret kunne jeg konstatere, at baren lå inde med en af mine absolutte favorittyper af øl i hele den vide verden – en Geuze. To Øl står bag – og de plejer at levere gedigne oplevelser. Visuelt er etiketten lige i skabet med et traditionelt prøvebillede – om der er nogen dybere mening med det er jeg lige uvidende om og ligeglad med. Titlens ubehjælpsomme sprog varmer en gammel lingvists hjerte for sin gennemførte selvironi.

På dette tidspunkt brølede barmusikken ud af højtalerne, så jeg fandt lejlighed til at teste, hvor godt min mobiltelefon ville virke under de omstændigheder. Overraskende godt, skulle det vise sig. Så i modsætning til det kuldsejlede podcast-forsøg tidligere på måneden, trang min stemme alligevel mere end adækvat igennem. Bryggets kulør og duft må læserne have til gode. Det blev drukket af flasken, fordi situationer, som hin jeg var i, bare ikke altid tillader den luksus et ordentligt drikkeglas er.

Lad mig indledningsvis citere direkte fra optagelsen, så Marcus også kan være lidt med:

“Marcus siger, at jeg er vokset op på Nestea, fordi jeg mener denne øl smager som limonade uden sukker. Marcus mener, den smager som limonade med sukker.”

Med dette mente Marcus egentlig, at der var tale om en Geuze, der i for høj grad var tilpasset danske smagsløg. Den var ham ikke sur nok, og han var vist temmelig forundret over min åbenlyse begejstring for brygget.

Jeg vil til gengæld fastholde – eller i min salige brandert på optagelsestidspunktet var i jeg i hvert fald til sinds at fastholde – at man i Belgien sagtens kan støde på Guezes (hvis det er den korrekte flertalsform) med dette brygs afdæmpede surhedsgrad. Der er – bevares – et præsent element af vand i brygget, men syren er fortsat markant nok til at få festfolket fra nærliggende diskoteker til omgående at slyge brygget ud i koniske kaskader i retning væk fra mundtøjet. Vandelementet gør til gengæld brygget letdrikkeligt. Det skader ikke, så vidt jeg kan vurdere, at drikke brygget fra flasken.

En hverdagsgueze, ville jeg kalde den. Den formår at smage skønt samt læske og vederkvæge uden at være unødigt tynd. Til gengæld er syren bevaret, så man ikke er i tvivl om stilen.

Godt bryghåndværk endnu engang fra To Øls side. Skæbnen, drillenisserne eller de lyserøde elefanter – hvem end, der nu styrer den slags (en eller anden  have styret, for ingen af os i forsamlingen – Marcus, hans venner, vores nye tyske venner, og allermindst undertegnede – havde styr på noget som helst) ville at den næste øl, vi fik – på Taphouse få gader derfra – også var fra To Øl.

Men anmeldelsen af den må altså også lige vente en smule …

Trøffeler, Wild Beer/2 Øl (Med Niels på Taphouse II)

Mere surt …

Hermed fortsætter beretningen om min tur på Taphouse onsdag i sidste uge, hvortil Niels, en af mine læsere, var så sød at invitere mig.

Den stod på mere surt, for det er top-trendy for tiden. Denne gang var brygget imidlertid ikke vildgæret, men derimod overgæret med Saison-gær. Nydeligt tautologisk giver dette en Saison – eller Farmhouse Ale for dem, der ikke kan fransk.

Brygget er nydeligt strågult. Det er umiddelbart hvad vi kunne huske, da vi i begejstringen over det første bryg – og dette – havde bundet vores glas uden at skænke det en tanke, at brygget jo egentlig skulle have været fotograferet før det blev nydt. Læserne må i stedet nøjes med et billede af det tomme glas, samt ovenstående lakoniske beretning om bryggets visuelle egenskaber.

Mens stilen er fransk/belgisk, er krydderierne imidlertid fra Italien, nærmere betegnet øen Elba. Og her er der tale om noget så fint som trøfler (så ved vi også hvorfor brygget hedder som det hedder) samt salvie, hvis oprindelsesland vist ikke var specifikt angivet.

Bouqueten er – ifølge mine på lokationen hastigt nedkradsede noter – vidunderlig. Grape, Lime og citron blander sig lifligt med det særlige krydrede indslag, som Niels kunne fortælle mig, hidrørte fra Lime-gæren … men mon ikke salvien og trøflerne har været med til at gøre det ekstra godt?

Brygget giver frisk, tørstslukkende syrlighed for fuld skrue. En perfekt sommerøl til en hed arbejdsdag i marken uden at være den mindste smule vandig eller smagsforladt. Tværtom smager den helt igennem med grape og korn, mens trøflerne understreger og afrunder den særlige saison-gærs krydrede aroma.

Så godt ligger sommerbrygget i munden, at det også snildt kan bruges en halvkølig efterårsaften i centrum af København.

Endnu en stor tak for skænken til Niels. Forbliv indstillet til endnu en anmeldelse af aftenens store højdepunkt.

Goliat Imperial Stout, To Øl

2016-07-07 19.05.13Perfekt afstemning …

Op på hesten igen og alt det der. Nu har jeg endelig ferie, en smule mere overskud og en smule mindre sortsyn, og ikke mindst tid til at gøre de ting, jeg egentlig gerne ville bruge livet på: Hygge med mine børn, tegning, god mad, øl – og selvfølgelig blogning – i lige præcis det tempo jeg kan bestemme og overskue.

Jeg er stået op klokken 8, lavet en kæmpe stak pandekager til mine børn (inklusive bonusteenager på ferie), har laaaangsomt startet computer op, sat mig i stuen, hvor de små hygger med tablets, jeg er på den anden kande kaffe og et passende skud methylphenidat mens jeg lytter til Joseph Loducas forrygende soundtrack til filmen Army of Darkness … sådan cirka i mit zen, og vil nu tage fat på at anmelde igen.

Som jeg fik skrevet fjæsbogen, intenderede jeg at bortjage ondt med ondt. Mine værste dæmoner – selvhad, depression og angst – havde atter stukket deres grimme fjæs frem. Sorte som natten, træge som tjære, stinkende af beg … Det gjaldt jo sådan set bare at finde en matchende øl, og lige præcis sådan én havde jeg stående, gemt fra februar måned, hvor jeg var på indkøb i Fish-N-Beer. Dette er faktisk den sidste, den finale, den endelige øl – den sidste rest af det enorme parti spændende bryg, jeg fik til min 40-års fødselsdag.

Selvom jeg grundlæggende finder det enormt dumt at ville bekæmpe ondt med ondt – oftest starter det bare en voldsspiral som vi på forskellig vis oplever det lige nu i Syrien, USA og Christiania – så lykkedes det altså nogenlunde alligevel. Her sidder jeg igen bag tastaturet …

… og glæder mig over den mentale genoplevelse af det tunge, seje bryg, der dovent skvulper ned i mit yndlingsbæger. En vældig rar – men vanskeligt identificérbar odeur har allerede bredt sig ved åbning, og det bedste jeg kan beskrive den som, er røget makrel, der har ligget en kende for længe. Det lyder modbydeligt, men ligesom emmen af slatten brunkål i sig selv er fæl, så bliver samme luft paradoksalt nok lovende og interessant, såsnart den kommer fra en øl. Sådan er det også her. Røget makrel, men som om lugten af ikke helt frisk fisk er væk, og der kun er den røgede makrel tilbage.

Jeg spoler lige hurtigt henover de mange – fortrinsvis gode – minder, den røgede makrel vækker i mig, og går videre til skummet, der faretrunde hæver sig over bægerets rand. Det kræver en særlig uforsigtighed at spilde dette bryg, da skummet ikke bare sådan lige intenderer at løbe ned ad glassets sider. Farven matcher nogenlunde det tjæresorte bryg, selvom jeg i et anfald af at være alt for godt vant alt for længe ærger mig over, at der stadig er et stykke vej til den kogende karamelmasse, som udøgt stoutskum helst skal ligne.

Alle uindfriede forventninger gøres til skamme i smagen.

For hvilken fryd og hvilken lykke det er, at lade den træge, begsorte nektar så langsomt løbe over tunge og under gane … Bittersødt som selve livet sprænges de klæbrige dråber i mokka og melasse. Mild fløde kærtegner hele gabet, mens et perfekt afmålt skud cognac yder den perfekt afstemte karakter og kvantitet af spiritus … Og så lige en knivspids vanille på bagkant til lidt dekadent ekstra fylde og sødme …

Nøgleordene er overflod og velafstemthed. Masser af smag er der, og ikke for meget af ét i forhold til noget andet. Emnerne er også omhyggeligt afgrænset i denne lille bryglektion: Det søde skal kombineres med det bitre på bedst tænkelig måde – og det lykkes til fulde.

Så kan det være, man kommer til at savne de mange andre måder, bryg kan smage på. Jeg holder mig imidlertid for klog nok til ikke at angribe en bog, der handler om katte for ikke at handle om hunde.

5-en-halv-stjerne

Det Fri Jubi’ Øl, Mikkeller/To Øl

2015-12-04 17.06.42En fortælling med det hele …

Også denne øl fik jeg til min 40 års fødselsdag. Nanna, en gammel studiekammerat og nytårsgæst forrige år havde den med som en særlig gave. Brygget kan nemlig ikke fås i butikkerne, da det eksklusivt er brygget i anledning af hendes tidligere arbejdsplads, Det Fri Gymnasiums 40 års jubilæum.

De tre bryggere bag frekventerede matriklen i Møllegade tilbage i 2005 – den ene som lærer – hans navn er Mikkel Borg Bergsøe, og kræver næppe videre introduktion (hvis man alligevel vil have en, kan man klikke her). De to andre var elever, og hedder Tobias Emil Jensen og Tore Gynther – i dag står de bag bryggeriet To Øl. Brygget er i øvrigt debut’en for To Øl her på bloggen, og jeg erkender med skam i skriften, at det er alt for sent.

Eksperimenterne i skolekøkkenet, som man kan læse om på To Øls hjemmeside, skulle blive begyndelsen på et dansk brygeventyr, der ikke bare har taget Danmark, men også resten af verden med storm. Både Mikkeller og To Øl er i dag verdenskendte førende mikrobrygbrands.

Beskrivelsen af brygget er så fin, at jeg vil gengive en betragtelig del her. Den rummmer alt det, Det Frie Gymnasium traditionelt forbindes med, både på godt og ondt: “En øl brygget på solidaritet, tolerance og respekt for alle. Mere maltet end King bajeren (sic) fra kiosken på hjørnet. Humlet med amerikansk Simcoe humle (sic) så den dufter af De Gamles By i foråret. En smule krop og restsødme der svarer til tiden når eksamen er overstået og er blevet en smule bitter på grund af politiets tilstedeværelse på Nørrebro.”

Det lyder jo lovende. Men øl er ikke smag alene. Det involverer også udseende og duft (som minimum).

Brygget er lyst, citrongult og lettåget, med afdæmpet skum, der til gengæld sætter sig på glassets inderside som en friskkastet malerbombe på en hollændervogn. Duften er skarpt bitter af grannåle, ledsaget af en letparfumeret hindbæressens. Min kategorisering har vaklet lidt mellem IPA og Pale Ale (brygget findes på grund af sin begrænsede målgruppe ikke på Untappd) og er faldet ud til det sidste, da jeg ikke finder bitterheden potent og overbevisende nok til, at jeg vil sætte et ‘I’ foran.

IPA er bittert og slagkraftigt. Dette bryg er mere finurligt. Det starter friskt, med simcoens søde, luftige hindbæressens – også i smagen. Det er den søde gymnasietid med faglige udfordringer, kammeratskab og socialt samvær i hverdagen. Som brygget skyller ind over tungen, mister det faktisk sin smag, men bevarer friskheden. Skoledagen er lang, der er mange lektier, og undertiden føles gymnasietiden træg og kedelig. Det stille intermezzo afbrydes pludseligt af skarpere toner: Nu har vi fri! Nu starter weekenden! Nu er der fest – og for nogle slåskamp mod nazier og politi! Bitterheden sætter ind med masser af tør, hårdtslåene bitterhed. Ikke ulig fornemmelsen af frisk tåregas i svælget.

Det er sjældent, at en etiket kan beskrive øllet så fint og præcist. Øllet er ikke bare en smagsoplevelse. Det er en fortælling … om det at gå i gymnasiet, og navnlig om det at gå på Det Frie Gymnasium. Den har det hele med – ikke bare i smagen, men også i fortællingen.

Det er elegant, meget vellykket og bryder grænserne for, hvad man kan med øl. Jeg vidste godt at øl kunne se ud, dufte og smage – men at det ligefrem kan fortælle – det er nyt for mig!

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme