Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Thisted Bryghus

India Pale Ale, Thisted Bryghus

2017-04-26 20.19.51Lad nogle andre om det …

Det lader til, at de forskellige mikrobryggerier har forskellige produkter til fordeling blandt de forskellige supermarkedskæder. Thisted Bryghus’ britiske serie, der omfatter denne India Pale Ale, Irish Stout samt British Brown Ale kan, så vidt jeg har luret, kun fås i Dansk Supermarkeds butikker, altså Netto og Føtex fx. Det samme gælder Ørbæks maritime serie, som jeg fik reddet et par stykker af i samme Føtex, hvor jeg – i embeds medfør – fik købt denne, så jeg kunne afslutte smagningen af Thisted Bryghus’ seneste serie. Andre af Ørbæks øl har jeg til gengæld kun set i COOP’s butikker – herunder en, så vidt jeg ved, ny amerikansk inspireret IPA.

Jeg kan kun gisne om årsagen til spredningen af brandsene mellem forskellige supermarkeder. Det må være noget med at fordele investeringen og satsningen ud på en måde, der giver mening for CBS-kandidater, forestiller jeg mig. Eller også er der på distributionssiden nogle andre CBS-kandidater der kræver, at man i deres butik bestemt ikke skal kunne få de samme ting som hos den væmmelige konkurrent. Uanset hvad – så snart rationalerne har deres udspring i et CBS-lignende miljø ligger det fjernere fra, hvad jeg nogensinde vil forstå end – jeg nævner i flæng; superstrengteorien, kvantefysikken, den specielle relativitetsteori, binominalfordeling, Niklas Luhmanns systemteori og cream ale.

Så ikke mere spekulation derom. Bare en tilfældig observation at give videre, men begavede og ikke mindst rigtige svar på, hvad produktfordelingen mon skyldes, modtages med kyshånd.

Denne India Pale Ale er altså den sidste i Thisted Bryghus’ britiske serie, og dermed er nogle af de allermindst inspirerende øl fra den kant anmeldt for denne gang. Det var ikke meget brygget her kunne rette op på, hvad der i forvejen var temmelig håbløst. Man kan rose brygget for den flotte klare kobberfarve, mens det letgyldne skum ikke rigtig gad blive længe nok til at dét på nogen måde brændte sig fast som nogen større visuel oplevelse. Hvor skummet er spagfærdigt og tilbageholdende er bouqueten nærmest demonstrativt ugidelig og bedst sammenlignelig med visse standardpilsneres. En vag sødme af lidt for tynd hyldeblomstsaftevand kvæler en i forvejen tam antydning af grannåle – et kun svagt spor af humlen, der i denne IPA er henvist til skammekrogen, snarere end pladsen forrest ved katederet.

Og det er ikke kun i duften, at stilens berømmede hidsighed er udvandet. Kun vage spor af den aromatiske humle er at spore – lidt småsød bergamot til at begynde med afløses efterhånden af en genkendelig bitterhed, der dog slet ikke fremstår aromatisk som den skal, men i stedet virker underligt bred, småklæg og umarkeret.

På stregen reddes oplevelsen dog fra at blive en gennemført skuffelse. For i betragtning af den ellers alt for usikre præstation viser eftersmagen sig overraskende langvarig og velgørende – omend noget ufin af ikke helt frisk, men heller ikke for gammelt nåletræ. Men i det mindste mærker man da omsider lidt profil og temperament.

Det kan ikke overraske at en så svag IPA ikke formår at redde Thisted Bryghus’ britiske temaøl – endda langt fra. Lad hellere briterne om at lave britisk øl, undlad i det store hele at efterligne hvad irerne brygger og IPA – overlad det til amerikanerne og amagerkanerne

Det er læren af Thisted Bryghus’ britiske serie.

3-stjerner

British Brown Ale, Thisted Bryghus

2017-04-21 15.24.00Slatten og våd …

Lidt endnu må I vente på at høre de spændende anmeldelser fra DTU Bryghus. Indtil da må I nøjes med øllene fra mit køleskab, mestendels købt i detailhandlen herhjemme i min evige ambition om først og fremmest at anmelde det, der er tilgængeligt for de fleste.

Jeg kan dog allerede nu afsløre, at næste bryg bliver en lille overraskelse, som man allerede nu kan se omtalt på min facebook-side (glem ikke at blive fans, nu I alligevel er derinde og stalke.)

Men indtil da holder vi os hjemme … eller hjemme og hjemme – jeg kan ved konsultation af et almindeligt atlas konstatere, at selvom ‘British Brown Ale’s’ bryggeri ganske vist ligger i nærværende land, så kan man dårligt komme længere væk fra København og stadig være inden for rigets grænser. Ikke engang Bornholm ligger længere væk fra København end Thy.

Og deroppe nordvestpå har de jo brygget flere ølserier som hyldester til forskellige landes øltraditioner – amerikanske, belgiske, engelske og nu en serie, der ser ud til at have De Britiske Øer under én hat som objekt. Det gik godt med de amerikanske og nogenlunde med de belgiske, mens de engelskinspirerede øl var en noget tynd kop te. Indtil videre har den første i den nye britiske serie også skuffet, men det tror pokker, når man lader sig inspirere af Irland. – Det kan godt være, de kan noget med frihedskamp, lammekoteletter, musik og et af de sejeste sprog i verden. Men øl – det kan de ikke finde ud af.

Men denne gang er Thisted Bryghus så rejst en tur over det irske hav, der åbenbart er så farligt og uroligt, at hverken slanger eller ulve nogensinde har kunnet vove sig over. Jeg tror vist, jeg læste i ‘Alfred Hitchcock & De Tre Detektiver’ engang, at hvad vild fauna angår, skulle Irland være det mindst farlige land at opholde sig i i hele verden. Og nu, hvor thyboerne har vovet sig over i hugorme- og ulveland kunne man jo håbe på lidt mere knald på oplevelsen.

Duften er der da i hvert fald lidt knald på. Masser af sødme i form af sukker – og hvis man på forhånd har læst varedeklarationen forvandles begejstring snart til mild irritation over, at duften er resultat af tilsætning af netop dette. Det dufter næsten af et helt konditori – bortset fra, at variationen og krydderierne i det søde bagværk mangler sammen med finessen. – Det er kun det søde, rå sukker alene, der kan duftes initialt.

Som det rødbrune og klare bryg afbruser – det går stærkt – ændrer duften karakter og bliver syrlig. Og selvom sødmen var noget ordinær, så var den trods alt mere interessant end de grønne æbler, man nu skal trækkes med. Dobbelt ærgerligt er det, at smagen følger med. Ud over at være en underligt våd og sjasket oplevelse med syre af ikke helt modne frugter, blander der sig også en endnu mere uklædelig smag som når man bider i et viskestykke eller tygger i et stykke pap. Gad vide om kapslen ikke har holdt helt tæt? For dette nærmer sig beskrivelsen af oxideret smag, sådan som jeg engang lærte at genkende den af beertickers stifter, Peter Myrup Olesen.

Inde bag pappet og syrligheden aner man nu også sukkeret. En mild, maltet følelse, der også yder en antydning af bitterhed – rigtig ølsmag, der akkurat formår at gøre sig bemærket under et tæppe af umodne æbler, vådt pap og – mest af alt – almindeligt postevand.

En slatten omgang. Og hvad det specielt britiske skulle være ved denne brown ale er mig en gåde … ja – ser man bort fra farven, er det næsten en gåde for mig, hvad det særligt brown ale’ske ved denne øl, skulle være.

I denne serie er der også en India Pale Ale, som jeg også hellere må få anmeldt – selvom jeg faktisk gruer en kende for den.

1-en-halv-stjerne

Irish Stout, Thisted Bryghus

2017-03-18 18.21.56Mere irsk end irerne …

Jeg tager lige en enkelt uden for nummer – eller i hvert fald uden for tema. En øl købt i Netto Hvalsø, fordi de lige havde den, uden at der var nogen anden anledning, end at jeg ikke havde prøvet den endnu.

Nu var det jo også den irske appropriationsdag (bedre kendt som St. Patrick’s Day) her i fredags, hvor alle i hele verden forvandles til irere idet de drikker sig pissefulde i Guinness, Jameson Whisky og Irish Coffee, mens de skaber sig åndsvagt og tager en masse fjollet tøj på – gerne noget med store hatte i skriggrønne farver …

… som jeg i øvrigt aldrig så udover i skrammelshops henvendt til turister, da jeg selv boede i Irland tilbage i 2012. Ja ja, det er venligt ment – ligesom blackface, bastskørt, hårpisk, sombrero og alle de andre åh så morsomme rekvisitter den hvide priviligerede mand (primært) reproducerer sine fordomme ved hjælp af. Nej, seriøst – hvis du mener det der med at være irsk ærligt, så prøv noget med lidt substans – lær at spille musikken på fløjte, violin eller sækkepibe, sæt dig ind i historien, læs noget James Joyce eller lær sproget. Ikke alene kan du være med til at redde det fra uddøen, men hvis du lærer at beherske det, vil du allerede være mere irsk end rigtig mange irere (der ikke gider). Og der findes aldeles udmærkede ressourcer til formålet, så det er bare at komme i gang.

Men én ting, irerne i denne bloggers øjne ikke behersker særlig godt, er ølbrygnig. Enhver brygger, der benævner et af sine bryg ‘Irish’ har enten aldrig været i Irland, eller gik i en endda særdeles stor bue om de lokale bryg, da han/hun/den/det frekventerede den grønne ø mod vest.
Ikke at det er udrikkeligt, det lokale irske sprøjt. Det er såmænd bare jævnt kedeligt, og i hvert fald ikke noget *jeg* ville reklamere med, hvis jeg skulle finde på et navn til et bryg.

Thisted vover alligevel pelsen, og det er måske slet ikke så værst alligevel. Husk, at vi har med ‘årets bryggeri’ at gøre for andet år i træk. De formår endda at brygge øl efter belgiske forbilleder, som jeg normalt ikke kan med på en måde, så jeg faktisk kan alligevel.

Det første duftindtryk er dog – i analogi til irsktalende ikke-irere – også næsten mere irsk end de irske øl, for  tynde var de rigtige irske øl trods alt ikke. Bag et tykt, kvælende tæppe af vand, mærker man den fjerneste antydning af chokolade. Vag og uinteressant sødme – og så endda fortyndet i en grad, så tissetrangen allerede melder sig – næppe velvarslende.

Det ser ellers kønt ud, det dybrøde bryg under den lystbrune vattot. Ja – brygget er fuldt gennemskinneligt men trods alt tæt nok til, at det kun lader langbølget lys slippe igennem.

Men også bryggets ydre er kun en pause i en oplevelse, hvis forbindelse til Irland mest af alt synes at have med det velkendte våde vejr at gøre. For brygget viser sig at være lige så tyndt og mere til, som den svage duft lod antyde. Masser af vand, vandig fylde, vandig finish, og så en ligegyldig opløsning af noget uengageret lakrids og lemfældigt tilsat pulverkaffe.

Og der skvulper det så ugideligt rundt i mundhulen, og gider ikke rigtig smage af noget. Oven i købet virker de vage aromaer underligt ujævnt og pulveragtigt fordelt i brygget – stundom smager det, og i næste øjeblik er smagen væk. Hvis man er heldig dukker der lidt smag op et andet sted i mundhulen, men for det meste sker det ikke.

Det kan Thisted Bryghus gøre meget bedre.

1-en-halv-stjerne

Madagascar Vanilla Stout, Thisted Bryghus

2017-03-06 17.42.52Bare fordi man kan …

Tælleren har for længst passeret de 850 anmeldelser. Hvis nogen skulle have undret sig over, at det ikke blev markeret, skyldes det, at tallet 850 bare ikke er så super interessant endda. Dobbeltrunde anmeldelser 600, 700 og 800 – det er spændende. Og så er 750 jo også spændende, fordi det markerer 3/4 af vejen op til de magiske 1000.

Men der bliver altså ikke nogen topliste, eller andet gøgl i anledning af anmeldelse nr. 850, hvilket burde være ret tydeligt nu, i betragtning af at nærværende anmeldelse er nr. 858. Nej, det er ikke snyd, for der var heller ikke ekstra guf ved anmeldelse nr. 550 eller 650, så tør øjnene og kom videre, eller noget.

Dagens bryg er en vaniljestout fra Thisted Bryghus. Åbenbart er vanilje i stouts en ting, og ved lige netop denne, praler bryghuset desuden af, at de har brugt bourbon-vanille fra Madagascar, der angiveligt skulle være særlig fin. Det fineste ved Madagascar forbliver i denne bloggers øjne nu marekattene, og hovedstadens navn, som jeg på stedet vil bedømme til at være det næst-sejeste navn til en hovedstad i verden (sejren går til Burkina Fasos hovedstad – googl* den selv), nemlig Antananarivo.

Brygget er nogenlunde mørkt, men i betragtning af, at det er en stout er det alligevel lige lovlig letløbende og gennemskinneligt. Skummet er til gengæld tonet nogenlunde i en acceptabel, omend stadig noget lys, brun kulør. Det dufter af mellemristet kaffe og rigelig vanille (go figure) – to ting, der i min verden på mere end én måde ikke rimer. Endnu ildere varsler det, at kaffen virker en smule tynd, og vanillen – bourbon- og Madagascar til trods – syntetisk.

Smagen magter opgaven lidt bedre. Kaffen kommer godt efter det med rimelig mundfylde og god, venlig bitterhed. Vanillen kan fortsat smages uafhængigt af kaffen. Den blander sig uskønt og noget kunstigt og ved siden af. Vanillens sødme klinger nu også efterhånden af på grund af den tiltagende kaffeimpression, der lægger sig mageligt bittert på bagtunge og ved gummer. En fornemmelse af lyserød lakridskonfekt melder sig dog fortsat og giver fortsat ustabilitet i et ellers nydelig mokkaudtryk.

Vi er tilbage ved en øl, hvor man har blandet lidt ekstra i – mere fordi man kan, end fordi man bør.

3-stjerner

*Ja, det  verbet ‘at google’ vel hedde i imperativ.

Jack & Beer, Thisted Bryghus

2017-02-21 18.36.01Fordi man kan …

Jeg har jo her på det sidste været en smule bagud med anmeldelserne. Igen har der været stressende ting inde over mit liv, der har drænet og gjort, at jeg bare ikke har kunnet lægge de kræfter i bloggen jeg gerne ville. Men med denne anmeldelse er jeg foreløbig på højde med anmelderiet igen, ligesom jeg netop har sat et foreløbigt punktum i en af de stressende sager. Så nu tegner det hele atter en smule lysere – og det tror pokker med det vejr vi har i skrivende stund: Højt solskinsvejr over et snedækket landskab. Så kunne den vinter omsider få nosset sig sammen til at ankomme.

Men det er jo dage siden, jeg prøvede denne øl. Så det var ikke engang fordi, jeg på det tidspunkt havde et voldsomt behov for at varme mig ved Thisted Bryghus’ brændevinsstenøl og dens rare whiskyessens. Men derfor var den nu et dejligt bekendtskab alligevel.

Det er ikke første gang Thisted Bryghus laver stenøl. Den tidligere brygmester Brian Sørensen stod bag flere, og hvor var jeg i den forbindelse ude efter ham for at han tilsatte sine bryg sulfitter. Det glæder mig derfor ikke så lidt at konstatere, at den nu ikke længere så nye brygmester Antoni Aagaard ikke gør det. Men hans bryggeri er nok ikke blevet kåret som ‘årets’ for andet år i træk helt uden grund.

Brygget her er ifølge bagetiketten ’tilsat ægte amerikansk Bourbon Whiskey og langtidslagret i 3 måneder på egetræ og med endnu flere karamelliserede lavasten’ … hvordan lavastenene lige er blevet karamelliseret må vi nok spørge bryggeriet om – men bortset fra det, lyder det jo ganske interessant.

Det råhvide skum knitrer lystigt ved skænkning. Brygget ligner mest af alt en classic og det er heller ikke i duften, man mærker det højt besungne whiskyindslag. Til gengæld bydes der på ligefrem og ukompliceret bouquet af mørk malt og sød humle, som man kender fra den bayerske lager-øl.

Bayer- og wienerkarakteren fortsætter i smagen, hvor velmaltet classic og lyse, lette karamelaromaer glimrer ved deres nærvær. Tilsat dette er whiskeysmagen – nej, der er ikke tale om whiskeyaroma eller whiskeyessens … ej heller er whiskeysmagen iblandet, endsige forenet med – den er tilsat.

For det egentlig velgørende, men også noget anmassende whiskeyislæt blander sig ingenlunde elegant, eller bare behændigt, med bryggets øvrige karakter. Det forbliver sammensat – en øl med whiskey i – frem for at være en forening af de to. Brygget ender med at fremstå som noget man har brygget mere fordi man kan og ikke så meget for at brygge noget, der er sådan rigtig godt.

3-en-halv-stjerne

Brügge, Thisted Bryghus

2017-02-19 14.59.08Skarp karakter …

Næppe har røgen lagt sig i Bowling Green, Kentucky, før også Sverige bliver truffet af et fiktivt terrorangreb. Det er ganske vist, at det er alternative fakta. Vi lever så sandelig i interessante tider, og det er nok kun et spørgsmål om tid før vi selv bliver ramt.

Jeg er krøbet i flyverskjul med en flok gode øl. Der er lidt til overs fra Fakta, og så er der købt nyt ind fra min gamle ølpusher, Toft Vin på Islands Brygge. Mit forsikringsselskab – som jeg ikke ser nogen grund til at gøre reklame for her (med andre ord, I får ikke at vide hvem det er) var så søde at sende mig et supergavekort til gengæld for, at jeg svarede på nogle spørgsmål online. Det var ikke svært at beslutte sig til, hvad pengene skulle bruges til.

Så mens papirbomberne itusprænger trumpisternes luftkasteller til tomme tønders buldren så kraftig, at den alternative virkelighed slår revner, finder jeg fred bag computerskærmen, hvor jeg på behørig afstand kan lade mig amusere … for ikke at sige grine hånligt og pege fingre ad den mest uduelige parodi på en karikatur af en amerikansk ledelse, denne verden har set siden … siden … 1786 – er jeg ret sikker på. Og den hyggefølelse det skaber at følge med i det cirkus, bliver jo ikke ringere af at blive ledsaget af en øl.

Men er det godt øl? Thisted Bryghus har i øjeblikket to belgiske øl på programmet. Den første, en saison ved navn ‘Gent‘, var en fornøjelse, mens jeg på forhånd er mere skeptisk over for denne blonde. Belgierne har det gerne med at fremelske estere i netop deres blondes, så øllene dels får en tilsigtet skæv smag, dels giver mere hovedpine dagen efter. Isoamyl Acetat er nok den mest kendte af dem – det er den, der får øllet til at smage af banan.

Men prøves skal øllet selvfølgelig uanset mine erfaringer og fordomme. Brygget er lettåget, mørkt gult og frejdigt skummende – så længe det varer indtil det er afbruset. Bouqueten lægger sig i det sur-søde hjørne med noter af hyldeblomst, lime og grønne æbler.

Derfor overraskes man – positivt – når glasset sættes for læberne, og man mærker den lifligste smag af tung, bitter humle i det letflydende, flødefyldige bryg. Friske hasselnødder masserer kærligt hele tungen, gummer og mandler, og det bliver de ved med, også selvom brygget for længst har nået halsen, og nu brænder kækt og lifligt i maven.

Alkoholprocenten på 7,5 yder mere end rigeligt fylde til hele mundhulen, og her finder man også bryggets belgiske islæt. Selvom spiritusfylden er svøbt ind i den milde nøddebitterhed, melder en skarp syrlighed af umoden banan sig. På ingen måde beskæmmende, nota bene. Skarpheden yder kun karakter og kontur i en oplevelse, der truede med næsten at blive lidt for bekvem.

Tak til Thisted Bryghus for en både autentisk, velkomponeret og formfuldendt øloplevelse. Jeg tror faktisk også, at jeg omsider har knækket koden til de belgiske blondes – jeg har fundet ud af, hvad der skal til, for at jeg rent faktisk kan lide dem:

De belgiske blondes skal såmænd bare være brygget af nogen, der ikke er belgiere.

4-en-halv-stjerne

Gent Mørk Saison, Thisted Bryghus

2017-02-15 17.38.23Det fungerer …

Thisted Bryghus har ladet sig inspirere af alle mikrobryggeriers moderland, Belgien, til to nye øl, som jeg efterfølgende har fundet i en af mine lokale faktaer. Her gælder det en mørk saison – en øltype, jeg ikke er sikker på, jeg har prøvet i en mørk version endnu. Lys saison har jeg til gengæld prøvet flere gange, og generelt været glad for. Nøgleordene er letdrikkelighed og friskhed, uden at det går ud over den syrligt-søde smag af citrus og forårsblomster.

Takterne slås nu noget anderledes an i denne ganske rigtigt meget mørke øl. Helt natsort er den som skærende kontrast til det hvide skum. Sjældent har skum og bryg været så forskelligt i farve. Saisonudtrykket viger nu ikke af den grund, da brygget er letflydende som vand fra hanen – uden videre sammenligning i øvrigt. Vand fra hanen skummer ikke så flot (det er nok bedst sådan), og det dufter i øvrigt ikke på samme måde af mørk chokolade (hvilket nok også er bedst … og så alligevel).

Fylden fejler intet på trods af bryggets lethed. Der er rigeligt med smag i hver lille mundfuld, der byder på samme mørke chokolade, man mærkede i duften, kombineret med kakaonibs og et diskret skvæt kaffe til at balancere det søde indtryk med noget bitterhed. I eftersmagen mærker man vanille, blandet med syrlighed af umoden banan, og med syrligheden slår saison-indtrykket endeligt igennem.

Uden at være noget festfyrværkeri – det er saison sjældent – yder brygget alt det, typen skal yde. Og det belgiske udtryk er intakt, endskønt brygget er nordvestjysk som de salte strande ved Klitmøller.

Den ene halvdel af Thisteds belgiskinspirerede projekt er dermed faldet tilfredsstillende ud.

4-en-halv-stjerne

Thy IPA, Thisted Bryghus

2017-02-08 18.38.22Alt det udenom …

Thisted Bryghus har på det sidste sendt en del nye øl ud. Det sker i forlængelse af et koncept, bryggeriet har ført de sidste par år, hvor de udsender en serie, inspireret af forskellige lande. Indtil videre har de således udsendt en række aldeles nydelige amerikanskinspirerede øl. Siden fulgte en række ikke helt så interessante britiskinspirerede øl, og nu er der så kommet nogle spritnye belgisk-inspirerede øl … hvor denne IPA helt præcis hører hjemme bliver jeg svar skyldig om. Jeg har dog også de belgisk-inspirerede Thy-øl på lager plus nogle andre fra samme bryggeri, så der er nok at tage fat på.

Duften byder til at begynde med mere på et pilsnerindtryk end et IPA-indtryk. Fuselalkohol blander sig med jævn, frisk humle – måske med en antydning af grannåle, så det alligevel bliver lidt (men kun lidt) som en IPA.

Min lidelsesfælle udi ølsnobberiet, Paul, som jeg har nævnt flere gange tidligere, havde godt nok også advaret om, at IPA-udtrykket i brygget ikke er intakt. Det er også den oplevelse, jeg selv fik. Bitterheden er ikke intens og bidsk nok til at være rigtig IPA’et.

Hvad der til gengæld viser sig at være ganske nydeligt, er de ledsagende aromaer – alt det, der er omkring den intense bitterhed i en ordentlig IPA. For brygget byder stadig på letparfumeret rosenaroma og sødme af alteabolsjer, samt en småtgæret bitterhed, der efterhånden kommer snigende på bagkant. Her mærkes krydret aroma af friskskåret fyrretræ, anis og spidskommen, hvis man ellers giver brygget lidt tid, og finder de steder i munden, hvor brygget faktisk formår at smage igennem. Selv lod jeg brygget hvile midt på tungen, hvorefter jeg løftede tungespidsen, og lod brygget løbe om bagest ved gummerne. Læserne må selv prøve at se, hvad der virker for jer, men lur mig om ikke brygget faktisk yder oplevelsen, hvis man er lidt tålmodig.

Selvom IPA-oplevelsen nok hænger lidt i bremsen – som når man er ude at køre i disse dage, hvor der ikke er ryddet og saltet – så er dette ikke tilfældet med øl-oplevelsen. Den er intakt, og klar til at blive annammet, for enhver der  giver det chancen.

4-stjerner

Cold Hawaii, Thisted Bryghus

2017-01-21 17.31.06Mere Temperament …

Det er snart to år siden, at Thisted Bryghus lancerede sin serie af nye nordiske humlefri øl. Så vidt jeg har kunnet læse mig til (uden at google særligt grundigt, skal jeg indrømme) har humlen ellers været kulturplante i Danmark fra middelalderen til slutningen af 1800-tallet. Grunden til at udelade det i øllet som led i det allestedsnærværende omsiggribende ‘nyt nordisk’-hipsterflip, har altså næppe historisk baggrund, men er vist snarere udtryk for, at man kan.

Min begejstring var da også til at overskue, da jeg kortvarigt stiftede bekendskab med serien ved DØE’s Ølfestival i 2015. Men noget må serien jo have kunnet alligevel, da den gjorde Thisted Bryghus til årets bryggeri dét år. Samtidig fortjener bryggeriet al hæder og ære for at lancere serien kommercielt under navnet ‘Cold Hawaii’, der betegner området omkring Klitmøller (tryk på 2. stavelse, hvis du vil prøve ikke at lyde som en københavnersnude … det er derfor jeg gerne udtaler det sammenbidt og hårdt med et meget stort tryk på 1. stavelse, hvis jeg møder nogle lokale, jeg ikke kan lide. Men det er en anden historie), der angiveligt skulle være et af de bedste steder i hele verden at surfe. Det tredje bedste, skulle jeg have hørt, næst efter Hawaii og et eller andet sted i Australien.

Åbenbart var det først brygget klithede, der blev hældt på flaskerne. I dag er det Thagaard, der er brygget på bygmalt og krydret med havtorn, porse og – rav, åbenbart. Ja, det troede jeg egentlig også var sådan noget, man tog om halsen for at se pæn ud – men ikke i Thy, der putter man det åbenbart i munden … (mærkeligt sted). Nåhr ja – sølv og guld bruges også som fødevareingredienser i et omfang, så de endda har deres egne e-numre; hhv. E174 og E175 – så hvorfor ikke rav? Rav findes til gengæld ikke på listen – men det skyldes måske, at det i sidste ende er harpiks og derfor et vegetabilsk produkt?

I wouldn’t know. Men jeg har tiltro til, at bryggeriet ikke putter farlige ting i bryggene – og selv når de gør, med sulfitter fx – at de så gør det i mængder der ikke er farlige. Mon ikke Thisted Bryghus – nyt nordisk hipsterflip til trods – har styr på, hvad der er sikkert at komme i fødevarer og nydelsesmidler, og hvad der ikke er?

At konkoktionen ikke indeholder humle er relativt tydeligt fra start. Porse brænder med lakridsagtig sødme igennem en bagvedliggende syrlighed af æbleeddike og afdæmpede ananaskirsebær. Dertil kommer essens af tørrede hvidtjørnekviste.

Nytænkningen – hvor hipsteret den end måtte være – gør bestemt positivt væsen af sig. Den ravgyldne farve har man kunnet beundre allerede før brygget er skænket, idet flasken er klar. Det er altid småfarligt, men i det mindste har jeg selv været omhyggelig med at lagre brygget mørkt. Så må man håbe, at supermarkedet har gjort det samme (yeah right …) Smagen er forfriskende tør og autentisk skarp af tjørnekviste og grankogler, der kækt blander sig med den syrligtsøde porselakrids. Havtornen leverer eftersmagen, for det er lige hvad eftersmagen giver – smag af havtorn, hverken mere eller mindre – sådan som havtorn nu engang smager.

Både den lunkne førstehåndsoplevelse fra maj 2015 og de generelt lunkne forventninger til den slags nyskabelser er gjort til skamme. Brygget er vitterlig velsmagende og ukompliceret lækkert. Det fremstår veltilrettelagt, godt gennemtænkt og veludført. Anderledes – men bestemt ikke ulig øl.

Så har man set det med. Men selvom der ikke er nogen missmage, men kun velsmag, så mangler der nu alligevel noget. Ikke nødvendigvis humle, men noget kraft noget vælde og noget styrke. Hjemstavnen er trods alt Cold Hawaii med barske klitter, vild natur og rasende brændinger.

Hvor man nok smager hjemstavnens ingredienser, så kniber det altså noget med hjemstavnens temperament.

4-stjerner

Thy Classic, Thisted Bryghus

2016-12-17-23-08-52Gammel kat …

Ud over Spelt-segmentets Julekalender har jeg jo også et lille julekalenderprojekt på Ølbloggens facebookside. Her offentliggør jeg hver dag, hvilken øl fra Thisted Bryghus, der gemmer sig bag lågen i den julekalender fra samme bryggeri, som jeg fik i fødselsdagsgave af min bror.

De allerfleste af øllene har jeg prøvet før. Samtidig består kalenderen ikke  af 24 forskellige øl, som det fx var tilfældet med den Aldi-julekalender, som jeg fik i julegave tilbage i 2014. I stedet finder man flere gange samme øl bag forskellige låger, hvilket mindsker chancen for at prøve noget nyt undervejs.

En enkelt ny – eller i hvert fald én, jeg ikke havde prøvet før – blev det dog til, nemlig denne konventionelle Thy Classic. Bryggeriets økologiske Classic har jeg prøvet for længe siden. Faktisk var det den første øl, jeg overhovedet anmeldte fra Thisted Bryghus på min blog. Ved samme lejlighed opdagede jeg, at når det gælder øl, kan man ikke automatisk sætte lighedstegn mellem økologi og kvalitet.

Ifølge en læser, Jesper, er øllet faktisk en blend, en blanding af Jule Ren, Limfjords-porter og bryggeriets almindelige pilsner. Jeg har ikke orket at tjekke påstandens rigtighed for nuværende, da det ikke vil have betydning for, hvorvidt jeg behandler øllet som en selvstændig øl eller ej – for det har jeg tænkt mig at gøre uanset hvad.

Ellers ville jeg heller ikke kunne behandle Grøn Tuborg og Tuborg Guld hver for sig, da førstnævnte ifølge en kilde, jeg ikke længere kan huske, skulle være en fortyndet udgave af sidstnævnte.

Blend eller ej – ved skænkning afgiver brygget en tam, blank duft, der ikke ligefrem sætter øloplevelsen godt i gang. Så er den mørke, rødbrune kulør i hvert fald flottere, også selvom den næppe har været nogen stor kunst at frembringe ved tilsætning af Limfjordsporteren. Skummet er også mere end en jævn nydelse i kraft af dets cremet- og tæthed.

Brygget yder en mild berøring af den klassiske classic-smag af en smule mere sødme, en smule mere malt og en humle, der smager en smule mere af hasseltræets frugter end dets grene. Især bagtil og ved gummerne mærker man bitterhedens bløde kælenhed. Lidt ligesom en gammel kat, der vil indynde sig hos sin ejer. Det er meget rart, mens det står på, men det er også meget snart slut. Der er ikke noget leg eller spræl i den gamle mis, der egentlig bare vil ligge og flade ud på skødet.

Brygget er ikkun en industriel classic, der kun i ringe grad lader sig mærke ved, at dens ophav er de vilde vidder omkring Vesterhavet. Det giver måske en lille tand mere smag end hvad andre industrielle classicere kan mønstre, men så heller ikke mere.

2-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme