Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Thisted Bryghus

Liège, Thisted Bryghus

Overligger …

Jeg har stadig her længe efter påske stadig et par overliggere fra juletiden i mit skab. Det drejer sig om de øl, jeg fik i den Thisted Bryghus-Julekalender, jeg fik af min søster i fødselsdagsgave, og således varede julen vel hinsides påske.

Den her er fra en serie, der blev brygget for nogle år tilbage – en Belgisk inspireret serie, hvor de enkelte øl er opkaldt efter forskellige belgiske byer. Her er det Liège, der vel nok er bedst kendt for cykelløbet, der går fra derfra til Bastogne og tilbage igen.

Jeg har aldrig været i byen selv, men har dog frekventeret den ikke langt derfra liggende og meget smukke by Tongeren – Belgiens ældste by, angiveligt – en håndfuld gange, dengang jeg spillede sækkepibe.

Liège er en belgisk blonde med alt hvad dertil hører af angstprovokerende forventninger om sur banan og kogesprit. Selvom jeg holder meget af belgisk øl – særligt det sure i en grad så foedere og geuzes så småt er ved at vippe IPA’er af pinden som min favorittype – så er lige netop blondsene noget, belgierne ikke behøver eksportere i noget større omfang. Og i grunden behøver herboende bryggerier heller ikke berige os med deres egne udgaver af en øl, der i grunden ikke er særlig god.

Men – øllet er der, og derfor bliver jeg jo nødt til at anmelde det.

Det er lidt af en udfordring at skænke brygget, da det skummer aldeles vanvittigt. Billedet for oven siger i den anledning nok mere end tusind ord. Ellers forekommer det overraskende mørkt i betragtning af den lette lyse duft af citronsyre og lys gær.

Samme toner slås an i aromaen, hvor brygget føles let og liftligt på tungen. Det leverer et skarpt snit af lige dele eddike og citron, blandet op med vand så ingen af delene bliver for meget, men derimod formår at spille fint op mod hinanden. Det samme kan man sige om den signaturagtige bananaroma, der kun er præsent nok til at blive noteret uden at forekomme anmassende, endsige generende.

Og det er jo i grunden slet ikke tosset, at blonden her formår at fremhæve alle typens kendetegn uden at genere det mindste. For det holdes alt sammen nydeligt afdæmpet, så man kan finde det gode – eller i det mindste det ikke generende – ved citronsyrligheden, eddikesyrligheden og bananaromaen. Ja, måske kan man endda finde noget overset legitimitet i disse smagsnoter.

Jeg har for længst opdaget det legitime i citron og eddike. Banan derimod er godt, når det forekommer i banan, mens det fortsat er bedst i øl, når det holder sig helt væk. Havtorn, som brygget også indeholder, skal man til gengæld helst bruge så meget af, at man rent faktisk kan smage det. Det er ikke tilfældet her, og det må desuden undre, hvor belgisk eller for den sags skyld Lièget dét i øvrigt er.

Vesløs Brugsforening Jubilæumsøl 100 år, Thisted Bryghus

 

Udkantsdanmark styrer!

Det har kostet mig alt for mange kræfter at få sat mig bag tastaturet til denne anmeldelse. Årsagerne er mange, men kan koges ned til, at jeg slet ikke har det godt for tiden.

Jeg er psykisk meget langt nede. Mit arbejde er kun noget, jeg lige akkurat magter. Når jeg kommer hjem kollapser bag TV’et eller går direkte i seng selvom klokken endnu ikke har passeret syv. Som følge deraf sover jeg dårligt, hvilket kun bidrager yderligere til mit ringe velbefindende. Jeg vrisser ad mine børn, som får lov til at være alt for meget på skærme, fordi jeg ikke magter aktiviteter med dem. Jeg spiser dårligt, da jeg ikke har energi til at lave mad. Mange vil sikkert se det som en fordel, at jeg næsten helt har mistet lysten til øl – hver gang jeg drikker én, stresser det mig, at jeg skal anmelde den. I det mindste har jeg kunnet konstatere, at decideret alkoholisme vist ikke lige er mit nummer, for jeg kunne nemt forestille mig, at folk der har sygelig hang til våde varer, netop mister kontrollen over deres forbrug, når de har det som mig.

Men det betyder også, at jeg mister lysten til min hobby. Og jeg mister lysten til én af de ting, der vitterlig gør mig glad og giver mening i livet – at nyde oplevelsen af godt, velbrygget øl.

Hvor kommer det fra, det voldsomme sortsyn? Ikke kun fra ét sted, omend nogle af de mange, jeg vil remse op her har større betydning end andre.

Der er det nazistiske svin Rasmus Paludan, der promoverer sig som forkæmper for ytringsfrihed, dels for at fremprovokere uro, dels for at fremme sine nazistiske synspunkter om et apartheidsamfund, hvor betegnelsen ‘andenrangsborger’ for, hvordan muslimer skal behandles, er en brutal underdrivelse.

Der er det forestående valg, hvor oppositionens fremmeste leder, Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet nærmest konkurrerer med førnævnte Paludan om at foreslå de mest hadske og nedrige tiltag mod landets etnisk-religiøse mindretal. Tortur af børn i Sjælsmark og etablering af en KZ-lejr på Lindholm, er blot to tiltag, det højreradikale racistparti Socialdemokratiet har valgt at holde fast i – også efter et valg.

Der er branden i Notre Dame kirke i Paris … Katedralerne er mere end noget andet monumenter over menneskets evner udi ingeniørkunst og skønhed, og stråmænd om at jeg og andre ateister skulle fryde os over et slag mod kristendommen, hjælper heller ikke.

Men mere end noget andet, er det nok min familiære situation, der trykker. Mine børns mor og hendes nye mand har besluttet sig for at flytte – ikke bare til en ny bydel eller anden egn – nej, de har valgt at flytte så langt væk fra København man kan, uden at forlade Danmark. De flytter til Thisted i Juni måned og …

… de vil gerne have mig med.

Der er ingenlunde optræk til juristerier eller andre af den slags grimme ting. Jeg har det bedste samarbejde, jeg kunne ønske med min forhenværende livsledsager, og hun er desuden en af de få mennesker, jeg har turdet betro mig ærligt til, om mine mentale kvaler. Jeg er ingenlunde afvisende over for at tage med. København er mere og mere kvælende gentrificeret, og jeg føler mig mindre og mindre hjemme her, med et arbejde, der måske nok betaler huslejen – men for en lejlighed, der er alt for lille, og i grunden for dyr i betragtning af, hvor lidt jeg får for den. Det er heller ikke fordi arbejdet holder meget fast i mig. Jeg bliver mere og mere træt af det, og føler at jeg sidder fast i det uden mulighed for forandring, forfremmelse eller andet, der kunne øge min i forvejen katastrofalt lave arbejdsglæde.

Det jeg imidlertid slet ikke magter, er tanken om alt det, der skal arrangeres, ordnes, organiseres og koordineres. Jeg hader at flytte – og tanken om, at det denne gang skal gå helt til Thy er nærmest ubærlig for mig. Og så er der også den lille detalje med, at jeg skal finde et nyt arbejde deroppe. Det er måske det allermest skræmmende – at jeg i grunden vil blive kastet ud i den arbejdsløshed, der i sin tid var ved for alvor at koste mig mit mentale helbred.

Vel – nu ved I, hvorfor jeg ikke har skrevet helt så meget her på det sidste. Det er i en eller anden grad mit håb, at jeg, ved at skrive åbenhjertigt om det her, kan komme lidt videre. Vågne op, og rent faktisk få set i øjnene hvad jeg skal gøre, og rent faktisk få gjort det. Jeg har brug for alt den støtte, jeg kan få – bortset fra økonomisk. Pengene til bøvlet har jeg for så vidt. Men moralske skulderklap, og eventuel logistisk assistance vil – når jeg engang få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at få arrangeret en teltpløksoprykning – være aldeles påskønnet.

Dagens øl var anledningen til, at jeg endelig fik meldt det hele ud. Vesløs er en landsby på Thisted-egnen, og den skarpsindige læser har nok allerede ud fra overskriften regnet ud, at denne øl er brygget i anledning af den lokale brugsforenings 100-års jubilæum. Thisted Bryghus har lagt materiel og ekspertise til, og det – kan jeg allerede nu afsløre – er der kommet en overraskende god øl ud af. Jeg skal takke min ekshustru og hendes nye mand for at have taget den med deroppefra, da de i vinterferien var deroppe for at afsøge området.

I bund og grund er der tale om en pilsner, men med lidt mørkere malt, så vi velsagtens er ovre i noget wienerøl, eller classic som det hedder på vore kanter. ud over en nydelig dyborange lød under højt hvidt skum byder brygget på krydrede noter af kanel og farinsukker.

Man sætter glasset til munden i forventning om en fortrinsvis sød oplevelse. Det starter roligt – og stadig med forventningen om en afdæmpet oplevelse i betragtning af, at der trods alt kun er tale om en jubilæumsøl for en brugsforening et sted i Udkantsdanmark. Så rammer et bagholdsangreb af tung, dyb og mørk bitterhed. Hårdt træ blander sig med laurbærblade og nelliker.

Bittert, svært og slet ikke så lettilgængeligt, som man kunne have forventet det af en øl så langt væk fra hipstere og rigmandsfolk i hovedstaden. Oplevelsen er fuldfed og emmer af tydelige aromaer, der ikke bare er der for at kæle for smagsløgene, men bestemt også for at udfordre, rive rundt, og banke på helt nye pladser.

Det er ikke bare en overraskende stor fornøjelse i betragtning af den geografiske placering og anledningen. – det er bare en stor fornøjelse i sig selv..

Thisted Bryghus ville nyde endnu større agtelse hos mig, hvis de kunne gøre dette niveau til deres standard. Jeg tager i hvert fald øllet som et godt tegn i forhold til, hvad der venter mig af nye udfordringer. Hvor meget jeg end ville være fri – på nogen områder i hvert fald – så venter eventyret endnu engang derude.

Der er ølfestival på Vesterbro her på lørdag d. 20. april. Adressen er Engavevej 80, 1750 København V, og jeg regner med at komme forbi fra ved femtiden. Det kunne være hyggeligt at ses.

Øl Spelt, Thisted Bryghus

Spild af god humle …

Det er jo ret usædvanligt, at jeg her i februar måned ikke fortsat har juleøl på programmet. Et vældigt overløb, der rækker vel ind i april måned har ikke været usædvanligt i de forgangne år, men denne gang har jeg faktisk haft nogenlunde styr på det.

Sådan da. Butikkerne har haft deres traditionelle overløb af julevarer i januar, og jeg har ikke holdt mig tilbage. Et par juleøl fra sidste år er faktisk landet i min indkøbskurv, så traditionen ‘juleøl i foråret’ fortsat kan opretholdes her på bloggen.

Dertil kommer det ikke uanselige kvantum overliggere fra min Thisted Bryghus-julekalender. Disse er om ikke andet hentet ind i løbet af julen, så de tæller også lidt som overliggere.

Jeg har egentlig været ganske spændt på denne øl, idet Thisted Bryghus har fundet nogle af deres gode takter frem fra arkivet: alternative malttyper og økologi. På forsiden kan man endda læse, hvilke malt- og humletyper der er brugt – her glæder jeg mig over at genfinde Cascade-humlen, der er min personlige favorit.

Det lyse øl er belgisk inspireret, og – skal det vise sig – det på en måde, der ikke ligefrem huer mig. Ganske vist er Belgien mit favorit-øl-land over dem alle, men det betyder ikke, at alt øl fra Belgien automatisk er godt.

Inspirationen fra den belgiske Tripel Blond gør sig – på trods af bryggets afdæmpede 5,5% – i hvert fald gældende fra start. Det svagtskummende, klare citronkoncentrat nærmest oser af banan. Man mistænker næsten, at der er flere estere – af typen isoamyl-acetat – end der er humle og malt i brygget – ja, måske endda mere end der er vand i.

Og sådan er det også i smagen. Overalt banan. Sur, umoden banan endda, med en brændende alkoholisk bismag af kommen, der heller ikke gør noget godt for brygget på nogen måde.

Alligevel må jeg tage hatten af for, at Thisted Bryghus tør satse på en øltype, der i sådan grad deler vandene. Det er modigt, og for denne blogger temmelig uforståeligt – men modigt. Og at man kan give den fulde oplevelse af bananøl, og holde brygget på under 7% alkohol, er faktisk ganske imponerende – omend i min mund fortsat en småfæl oplevelse.

Sikke en måde at fejre anmeldelse nr. 1.100 på. Heldigvis er talsystemer i bund og grund arbitrære, så jeg ikke behøver lægge noget særligt i det. Jeg opdagede imidlertid først jubilæet kort efter at indlægget var påbegyndt – idet jeg fandt ud af, at jeg havde glemt at kategorisere et af indlæggende siden nr. 1.000 som anmeldelse, hvorved antallet af indlæg uforvarende steg fra 1.099 til 1.100.

Jeg kan jo om ikke andet lægge dét i det, at jeg nok burde tjekke mine kategoriseringer lidt oftere og grundigere til næste gang et jubilæum nærmer sig.

Forbliv i øvrigt indstillet til næste indlæg, hvor jeg finder en tabt tråd, og samler den op igen.

Thy Julebryg, Thisted Bryghus

Mere Pilsner …

Nu har jeg endelig fået juleferie. Jeg glæder mig til et par velfortjente fridage fra hamsterhjulet, hvor jeg i stedet vil hygge med min familie, smage nogle gode øl, og rase over regeringens uafladelige forsøg på at ødelægge højtiden for os andre. Den flere år gamle sag om den rædderlige sang på CBS og KZ-lejren på Lindholm var det perfekte røgslør over vedtagelsen af den mest sorte og asociale finanslove i årtier. Jo, de rige får en god jul, med nedsatte afgifter på lystyachter og privatfly, mens landets fattige, studerende, syge og ældre mødes af endnu flere nedskæringer. Og mens vores totalitære, fascistiske regering og støtteparti som rosinen i pølseenden vedtager håndtrykstvang ved statsborgerceremonien får klimaet en finger.

Vel, regeringen kan få en finger af mig herfra og så må jeg ellers tage min ferie fra virkeligheden, for ellers indfinder der sig kun øget apati og ingen julestemning.

Thisted Bryghus har holdt mig forsynet med øl – og enkelte juleøl i december måned. Den her har jeg endnu ikke prøvet, og den hedder slet og ret ‘julebryg’. Så er der vist ikke sagt for meget. Ved åbning mødes man af den velkendte og fortærskede duft af generisk pilsner. Og ud over et meget højt og ganske prangende fedtet marengsskum, er det også, hvad man ser. Ikke desto mindre kan min næse ikke undgå at glædes over et ret kraftigt udtryk, med en kant af fusel i den klassiske hallertauerimpression.

Det er vel til dels de 7,9% alkohol, der giver humlen den ekstra styrke og fylde. Således pakker brygget sig tæt omkring tunge og gummer, med en varm aroma af hasselnødder og bitterhumle. Også i eftersmagen mærker man, at humlen nok er generisk – men også bestemt af en lødig kvalitet, sådan som den hænger gummesmaskende nærværende så længe efter.

Den generende kant af metallisk syre, som forstyrrede ved de to foregående øl er holdt på et niveau, hvor det langt fra ødelægger noget, men stadig kan mærkes, hvis man smager grundigt efter. Brygget er tilsat ascorbinsyre, men enten kan det gøres i et begrænset omfang, der ikke giver afsmag af betydning, eller også er det faktisk noget andet, der har forstyrret i de foregående bryg.

Alt i alt en god … guldøl! Der er intet særligt julet ved den. Ingen søde noter, der vil klæde flæskestegen. Ingen endnu sødere noter, der ville komplimentere ris a la manden. Ja, der er ikke engang sprit nok til at hjælpe silden på vej i det ellers stærke bryg. Så der var faktisk sagt for meget alligevel, da den blev betegnet ‘julebryg’.

Men som stærk pilsner fungerer den godt, og det kan ingen tage fra den.

Julesten, Thisted Bryghus

Misdæder under mistanke …

Så lykkedes det vist endelig at finde det dér ‘julestemning’ … bortset fra i Fredensborg Kommune. Der er jul kun lovligt for de rige, mens fattige, ikke mindst borgere på kontanthjælp med fysisk og psykisk udviklingshæmmede børn ikke alene må nøjes med sulteydelse – de skal også have konfiskeret deres julehjælp fra i år og sidste år, fordi fattige mennesker bare ikke må have det godt.

Jeg ønsker Fredensborg Kommunes sagsbehandlere rustne søm og kulstykker under juletræet, ris i julesokkerne, kold havregrød på julebordet og Tuborg Super Light i julebægeret. De vil sikkert undskylde sig med, at de bare gør deres arbejde, men det er enhver sagsbehandlers pligt at bryde protokollen, og bevillige landets udsatte en ydelse, man kan leve af. Pengene kan tages fra kommunaldirektørernes fratrædelsesgodtgørelse.

Og for at bevare en sørgelig rest julestemning efter den indledning, vil jeg undlade at gå i detaljer med, hvad jeg ønsker politikerne bag kontanthjælpsloven. Jeg vil nøjes med at sige, at det involverer roskildesyge, manglende toiletpapir og cement i faldstammer.

Videre til juleøllet: Thisted Bryghus gør det åbenbart i stærke juleøl. Deres Christmas Bock var på 7%, mens denne mørke ale er på 8. Alkohol alene gør imidlertid ingen god øl, og for at pifte lidt ekstra op, har bryggeriet brugt opvarmede lavasten i produktionen. Ideen er ikke ny – tilbage i 2012 anmeldte jeg Jule Stenøl, der trods den fancy brygmetode ingenlunde nåede juletræstoppene i kvalitet. Tværtimod var jeg svært skuffet over at brygget var tilsat sulfitter. Thisted Bryghus er trods alt bryggeriet, der står bag Danmarks første økologiske øl, og så skulle de alligevel give sig i kast med den slags tilsætninger …

Det ser ud til at de er gået fra det igen. Brygget her indeholder ‘kun’ ascorbinsyre, hvilket jo nok skal holde skørbugen fra døren. Til gengæld har jeg det mistænkt for på anden vis ikke at gøre brygget ære, og det vender jeg tilbage til.

Meget mørkt er brygget – næsten sort, men igen med aldeles uimponerende skumdannelse. Selv ved voldelig skænkning bruser brygget mere end det skummer, og som i en anden sodavand fordufter bruset kort efter at skænkningen er ovre. Glæde kan man sig til gengæld over bouqueten, der umiddelbart virker ganske tæt. Sødlig er den af vanille og en snert af rom, kombineret med mildtristet kaffe. Det summer godt i næsen et stykke tid, hvorefter man alligevel får fornemmelsen af, at det trods alt virker lidt rutinepræget og tyndt det hele.

I smagen finder man vanillesukkersødet kaffe – igen med et skvæt rom, der imidlertid først varmer på vej ned gennem brystet uden at brænde det mindste på tunge eller gummer. Brygget er ellers stærk nok til det, men man skal åbenbart snydes. Igen virker brygget ganske tæt, indtil der melder sig en følelse af, at det ellers habile indslag af svesker og kaffe er sødet med hermesetas og ikke rigtigt sukker. Og selvom brygget næsten føles klæbrigt – og småkvalmt – når det når mandlerne, føles det alligevel lidt for letflydende, og uden en overordnet plan for en lang række smagsindtryk, der heller ikke hver for sig er helt i skabet.

Bryggets letflydenhed skabes til dels af en industriel syrlighed, jeg kunne genfinde i Christmas Bock, der ligesom dette bryg var tilsat ascorbinsyre. Og selvom jeg er fuld af taknemmelighed for at Thisted Bryghus sådan holder skørbugen stangen, så tror jeg egentlig mit C-vitaminbehov er dækket i forvejen, så den eneste forskel det gør, er at dæmpe min øloplevelse.

Jeg ved selvfølgelig ikke om det er ascorbinsyren der gør det, men den syrligt-industrielle metalsmag  i øl vil i fremtiden nok få mig til at spejde på etiketterne efter E300.

Vel – egnet er den såmænd også til julemiddagen med sine indrømmet velgørende søde noter. Men nogen vinder er den langt fra, og i hvert fald til ris a la manden vil en god gammeldags nisseøl, der i øvrigt indeholder langt mindre alkohol, gøre det væsentligt bedre.

Christmas Bock, Thisted Bryghus

Så fandt vi hyggen – sådan da …

Så er julestemningen sat ind. I skrivende stund varmer jeg min ovn for at sætte min Christstollen til at bage – det er en af de juletraditioner, jeg meget nødigt svigter. Derudover skal der i dag anmeldes en rigtig juleøl.

Men før det kan ske, har virkeligheden – det dumme svin – stukket sit grimme fjæs frem igen for at forstyrre højtidens eskapisme. Erik Høgh-Sørensen – et for mig ukendt nordjysk regionsrådsmedlem fra det racistiske og fascistiske parti Dansk Folkeparti har udtalt, at indsatte i hans Christiansborg-venners KZ-lejr udelukkende skal have serveret svinekød.

Selvom den racistiske skiderik siden har hævdet, at den åbenlyst racistiske udtalelse var ment som en vittighed, siger udtalelsen alt om, hvad DF’erne har stangliderlige og våde drømme om at bruge Lindholm til. De vil isolere muslimer – og kun muslimer der, idet de som de eneste ville blive generet af svinekødstvangen (- nåhr ja, og jøderne selvfølgelig, hvis DF pludselig skulle få lyst til at isolere dem også. Det skulle ikke undre mig). Samtidig afslører udtalelsen, at DF’eren mener, at kun muslimer vil kunne gøre sig fortjent til tålt ophold i Danmark, idet kun muslimer i deres øjne reagerer på svinekød som vampyrer på hvidløg. Kun muslimer er kriminelle nok, integrationsfjendtlige nok, udanske nok … fortsæt selv listen til kvalmen sætter ind. Jeg burde selv være stoppet for længst.

Og når det er sagt – hvad er man for et usselt ynkeligt og lidet menneske, hvis man på den måde – selv i spøg – kan finde tilfredsstillelse i at gøre livet surt for mennesker, hvis eneste forskel fra én selv er en anden nationalitet og religion? Et patetisk skrog af et umenneske er, hvad Erik Høgh-Sørensen er. Uværdig til at repræsentere andet end tilsvarende racistisk afskum som det han selv er.

Nå – til julestemningen. Dagens øl fik jeg i den Thisted Bryghus-julekalender, jeg blev beriget med i fødselsdagsgave af min søster. Lidt fjollet finder jeg det at betegne en øl ‘Christmas Bock’. Christmas er engelsk, mens Bock er tysk, men på den anden side er en forbrødring mellem de to lande vel heller ikke det værste, man kunne forestille sig i disse Brexit-tider.

Ret mørkt er brygget. Efterårsrødbrunt og dermed ganske flot, hvilket kan kompensere for en ganske sølle skumdannelse, der højest kan præstere små spredte gyldne fnug på det klare bryg.

Duften er overraskende tung af svesker, ledsaget af en noget industriel metallisk-syrlig kant. Syren er markant nok til, at man frygter at de ellers gode og indrømmet – julede – svesker bliver udvandet i smagen.

Det er så umiddelbart ikke tilfældet. Bedst mærker man øllets alkoholstyrke på ikke helt tilforladelige 7%. Det sparker de aromatiske noter, man mærkede i duften godt op vejret, så munden snart er fuld af småbrankede svesker, garneret med nelliker og anis. Gnubber man kinderne mod gummerne vil man være i stand til at trække rigtig meget smag ud af en øl, der på overfladen ellers lader til ikke at være helt i balance. Alkoholen virker en kende overdrevet, sveskesødmen ikke helt stærk nok og humlebitterheden måske lige skruet en tand højere op, end hvad der er bedst i en juleøl. Samtidig melder den industrielle metalsyre sig også, og truer med at mindske oplevelsen …

… men åbenbart er der alligevel rigeligt i denne øl til, at det ikke sker. Brygget består ved sin kraft og vælde, men må tåle nogle anmærkninger for ikke lige at have ramt juleharmonierne helt præcist.

Cold Hawaii Birk, Gran, Fyr, Thisted Bryghus

Det er bedre med humle …

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den seneste lange pause i anmeldelserne skyldes, at jeg desværre igen er røget i et dybt, sort hul. Selv dagligdags ting der skal ordnes, udskydes til sidste øjeblik or klares kun nødtørftigt. Forhold til venner og bekendte sander til. Og jeg negligerer mere og mere mine interesser – herunder blogningen – til ulempe især for jer læsere, som jeg ellers er så lykkelig for, gider klikke sig ind på, hvad jeg skriver.

Jeg skyder skylden på de om ikke daglige, så i hvert fald ugentlige attentater fra den yderste højrefløj i USA. Den ene dag er det brevbomber, den anden dag er det massakrer i synagoger, og ind imellem er der politiets mange drab på sorte, der næsten forekommer fastlagt efter rutiner i deres regelmæssig- og hyppighed.

Herhjemme er vi ikke nået så langt endnu, men vi er så småt på vej. De åbenlyst nazistinkluderende højreradikale organisationer “Stram Kurs” og – (hvis det hele ikke var så trist, ville jeg grine højt og hånligt ad dem) – “For Frihed” vil Gud dødemig (se, de får mig endda til at bande kristent) marchere på krystalnatten. Jeg kan ikke forestille mig nogen større hån mod de få holocaustoverlevere, der endnu findes, mod det jødiske verdenssamfund, og i det hele taget mod historien. Ligeledes er det en hån mod alle mennesker i verden på højre, venstre eller midterste fløj, der udmærket kan se de krystalklare paralleller mellem disse organisationer og lignende udvikling i 30’ernes Tyskland.

Og udviklingen breder sig. Senest har vi set det i Brasilien, hvor en åbent racistisk fascist er blevet valgt til præsident. I vores egen baggård har vi Polen og Ungarn, der længe har opvist samme tendenser … og her stopper jeg for denne gang, så det lille kvantum mod og engagement, jeg trods alt har kunnet mønstre ikke går tabt igen, før jeg når til anmeldelsen af dagens øl.

Brygget er en af Thisted Bryghus’ konceptøl, brygget uden humle. I stedet er denne øl tilsat ingredienser fra tre træer – som antydet i bryggets undertitel birk, gran og fyr. Resultatet er et korngult bryg med meget svagt skum. Bouqueten gør en anelse mere ud af sig, omend den kun består af vage fuseldampe.

Hvis Thisted Bryghus’ eksperiment udi ikke at bruge humle, skulle resultere i en øl, der smagte af humle, er forsøget totalt mislykket. Men det er jo heller ikke sikkert. Man mærker til gengæld tydeligt træsmagen – især birken – som en metallisk og noget syntetisk sur-sød aroma, ikke decideret ubehagelig men heller ikke rigtig velbehagelig. Ved siden af mærker man hvordan vingummi klæbrigt blander sig med græs på en syrlig baggrund af bøgeblade. Hvilken smag der skal opfattes som primær og sekundær står hen i det uvisse. Ud over at aromaerne i sig selv virker noget arbitrære og resultater af eksperimenter snarere end kontrolleret og målrettet brygarbejde, så står aromaerne også sært ved siden af hinanden – uden at blande sig med hinanden, og uden nogensinde at være sammen om at løfte oplevelsen.

Anderledes og nyskabende må man dog indrømme at brygget er, men jeg har min oprigtige tvivl om, hvorvidt en sådan aroma nogensinde vil appellere til et større publikum. Jeg tipper at dette bryg bliver en døgnflue, et muntert eksperiment, hvis underholdningsværdi som vittighed langt overgår dens aromatiske meritter.

Sorry, Thisted Bryghus – min smag falder den i hvert fald ikke i.

India Pale Ale, Thisted Bryghus

2017-04-26 20.19.51Lad nogle andre om det …

Det lader til, at de forskellige mikrobryggerier har forskellige produkter til fordeling blandt de forskellige supermarkedskæder. Thisted Bryghus’ britiske serie, der omfatter denne India Pale Ale, Irish Stout samt British Brown Ale kan, så vidt jeg har luret, kun fås i Dansk Supermarkeds butikker, altså Netto og Føtex fx. Det samme gælder Ørbæks maritime serie, som jeg fik reddet et par stykker af i samme Føtex, hvor jeg – i embeds medfør – fik købt denne, så jeg kunne afslutte smagningen af Thisted Bryghus’ seneste serie. Andre af Ørbæks øl har jeg til gengæld kun set i COOP’s butikker – herunder en, så vidt jeg ved, ny amerikansk inspireret IPA.

Jeg kan kun gisne om årsagen til spredningen af brandsene mellem forskellige supermarkeder. Det må være noget med at fordele investeringen og satsningen ud på en måde, der giver mening for CBS-kandidater, forestiller jeg mig. Eller også er der på distributionssiden nogle andre CBS-kandidater der kræver, at man i deres butik bestemt ikke skal kunne få de samme ting som hos den væmmelige konkurrent. Uanset hvad – så snart rationalerne har deres udspring i et CBS-lignende miljø ligger det fjernere fra, hvad jeg nogensinde vil forstå end – jeg nævner i flæng; superstrengteorien, kvantefysikken, den specielle relativitetsteori, binominalfordeling, Niklas Luhmanns systemteori og cream ale.

Så ikke mere spekulation derom. Bare en tilfældig observation at give videre, men begavede og ikke mindst rigtige svar på, hvad produktfordelingen mon skyldes, modtages med kyshånd.

Denne India Pale Ale er altså den sidste i Thisted Bryghus’ britiske serie, og dermed er nogle af de allermindst inspirerende øl fra den kant anmeldt for denne gang. Det var ikke meget brygget her kunne rette op på, hvad der i forvejen var temmelig håbløst. Man kan rose brygget for den flotte klare kobberfarve, mens det letgyldne skum ikke rigtig gad blive længe nok til at dét på nogen måde brændte sig fast som nogen større visuel oplevelse. Hvor skummet er spagfærdigt og tilbageholdende er bouqueten nærmest demonstrativt ugidelig og bedst sammenlignelig med visse standardpilsneres. En vag sødme af lidt for tynd hyldeblomstsaftevand kvæler en i forvejen tam antydning af grannåle – et kun svagt spor af humlen, der i denne IPA er henvist til skammekrogen, snarere end pladsen forrest ved katederet.

Og det er ikke kun i duften, at stilens berømmede hidsighed er udvandet. Kun vage spor af den aromatiske humle er at spore – lidt småsød bergamot til at begynde med afløses efterhånden af en genkendelig bitterhed, der dog slet ikke fremstår aromatisk som den skal, men i stedet virker underligt bred, småklæg og umarkeret.

På stregen reddes oplevelsen dog fra at blive en gennemført skuffelse. For i betragtning af den ellers alt for usikre præstation viser eftersmagen sig overraskende langvarig og velgørende – omend noget ufin af ikke helt frisk, men heller ikke for gammelt nåletræ. Men i det mindste mærker man da omsider lidt profil og temperament.

Det kan ikke overraske at en så svag IPA ikke formår at redde Thisted Bryghus’ britiske temaøl – endda langt fra. Lad hellere briterne om at lave britisk øl, undlad i det store hele at efterligne hvad irerne brygger og IPA – overlad det til amerikanerne og amagerkanerne

Det er læren af Thisted Bryghus’ britiske serie.

3-stjerner

British Brown Ale, Thisted Bryghus

2017-04-21 15.24.00Slatten og våd …

Lidt endnu må I vente på at høre de spændende anmeldelser fra DTU Bryghus. Indtil da må I nøjes med øllene fra mit køleskab, mestendels købt i detailhandlen herhjemme i min evige ambition om først og fremmest at anmelde det, der er tilgængeligt for de fleste.

Jeg kan dog allerede nu afsløre, at næste bryg bliver en lille overraskelse, som man allerede nu kan se omtalt på min facebook-side (glem ikke at blive fans, nu I alligevel er derinde og stalke.)

Men indtil da holder vi os hjemme … eller hjemme og hjemme – jeg kan ved konsultation af et almindeligt atlas konstatere, at selvom ‘British Brown Ale’s’ bryggeri ganske vist ligger i nærværende land, så kan man dårligt komme længere væk fra København og stadig være inden for rigets grænser. Ikke engang Bornholm ligger længere væk fra København end Thy.

Og deroppe nordvestpå har de jo brygget flere ølserier som hyldester til forskellige landes øltraditioner – amerikanske, belgiske, engelske og nu en serie, der ser ud til at have De Britiske Øer under én hat som objekt. Det gik godt med de amerikanske og nogenlunde med de belgiske, mens de engelskinspirerede øl var en noget tynd kop te. Indtil videre har den første i den nye britiske serie også skuffet, men det tror pokker, når man lader sig inspirere af Irland. – Det kan godt være, de kan noget med frihedskamp, lammekoteletter, musik og et af de sejeste sprog i verden. Men øl – det kan de ikke finde ud af.

Men denne gang er Thisted Bryghus så rejst en tur over det irske hav, der åbenbart er så farligt og uroligt, at hverken slanger eller ulve nogensinde har kunnet vove sig over. Jeg tror vist, jeg læste i ‘Alfred Hitchcock & De Tre Detektiver’ engang, at hvad vild fauna angår, skulle Irland være det mindst farlige land at opholde sig i i hele verden. Og nu, hvor thyboerne har vovet sig over i hugorme- og ulveland kunne man jo håbe på lidt mere knald på oplevelsen.

Duften er der da i hvert fald lidt knald på. Masser af sødme i form af sukker – og hvis man på forhånd har læst varedeklarationen forvandles begejstring snart til mild irritation over, at duften er resultat af tilsætning af netop dette. Det dufter næsten af et helt konditori – bortset fra, at variationen og krydderierne i det søde bagværk mangler sammen med finessen. – Det er kun det søde, rå sukker alene, der kan duftes initialt.

Som det rødbrune og klare bryg afbruser – det går stærkt – ændrer duften karakter og bliver syrlig. Og selvom sødmen var noget ordinær, så var den trods alt mere interessant end de grønne æbler, man nu skal trækkes med. Dobbelt ærgerligt er det, at smagen følger med. Ud over at være en underligt våd og sjasket oplevelse med syre af ikke helt modne frugter, blander der sig også en endnu mere uklædelig smag som når man bider i et viskestykke eller tygger i et stykke pap. Gad vide om kapslen ikke har holdt helt tæt? For dette nærmer sig beskrivelsen af oxideret smag, sådan som jeg engang lærte at genkende den af beertickers stifter, Peter Myrup Olesen.

Inde bag pappet og syrligheden aner man nu også sukkeret. En mild, maltet følelse, der også yder en antydning af bitterhed – rigtig ølsmag, der akkurat formår at gøre sig bemærket under et tæppe af umodne æbler, vådt pap og – mest af alt – almindeligt postevand.

En slatten omgang. Og hvad det specielt britiske skulle være ved denne brown ale er mig en gåde … ja – ser man bort fra farven, er det næsten en gåde for mig, hvad det særligt brown ale’ske ved denne øl, skulle være.

I denne serie er der også en India Pale Ale, som jeg også hellere må få anmeldt – selvom jeg faktisk gruer en kende for den.

1-en-halv-stjerne

Irish Stout, Thisted Bryghus

2017-03-18 18.21.56Mere irsk end irerne …

Jeg tager lige en enkelt uden for nummer – eller i hvert fald uden for tema. En øl købt i Netto Hvalsø, fordi de lige havde den, uden at der var nogen anden anledning, end at jeg ikke havde prøvet den endnu.

Nu var det jo også den irske appropriationsdag (bedre kendt som St. Patrick’s Day) her i fredags, hvor alle i hele verden forvandles til irere idet de drikker sig pissefulde i Guinness, Jameson Whisky og Irish Coffee, mens de skaber sig åndsvagt og tager en masse fjollet tøj på – gerne noget med store hatte i skriggrønne farver …

… som jeg i øvrigt aldrig så udover i skrammelshops henvendt til turister, da jeg selv boede i Irland tilbage i 2012. Ja ja, det er venligt ment – ligesom blackface, bastskørt, hårpisk, sombrero og alle de andre åh så morsomme rekvisitter den hvide priviligerede mand (primært) reproducerer sine fordomme ved hjælp af. Nej, seriøst – hvis du mener det der med at være irsk ærligt, så prøv noget med lidt substans – lær at spille musikken på fløjte, violin eller sækkepibe, sæt dig ind i historien, læs noget James Joyce eller lær sproget. Ikke alene kan du være med til at redde det fra uddøen, men hvis du lærer at beherske det, vil du allerede være mere irsk end rigtig mange irere (der ikke gider). Og der findes aldeles udmærkede ressourcer til formålet, så det er bare at komme i gang.

Men én ting, irerne i denne bloggers øjne ikke behersker særlig godt, er ølbrygnig. Enhver brygger, der benævner et af sine bryg ‘Irish’ har enten aldrig været i Irland, eller gik i en endda særdeles stor bue om de lokale bryg, da han/hun/den/det frekventerede den grønne ø mod vest.
Ikke at det er udrikkeligt, det lokale irske sprøjt. Det er såmænd bare jævnt kedeligt, og i hvert fald ikke noget *jeg* ville reklamere med, hvis jeg skulle finde på et navn til et bryg.

Thisted vover alligevel pelsen, og det er måske slet ikke så værst alligevel. Husk, at vi har med ‘årets bryggeri’ at gøre for andet år i træk. De formår endda at brygge øl efter belgiske forbilleder, som jeg normalt ikke kan med på en måde, så jeg faktisk kan alligevel.

Det første duftindtryk er dog – i analogi til irsktalende ikke-irere – også næsten mere irsk end de irske øl, for  tynde var de rigtige irske øl trods alt ikke. Bag et tykt, kvælende tæppe af vand, mærker man den fjerneste antydning af chokolade. Vag og uinteressant sødme – og så endda fortyndet i en grad, så tissetrangen allerede melder sig – næppe velvarslende.

Det ser ellers kønt ud, det dybrøde bryg under den lystbrune vattot. Ja – brygget er fuldt gennemskinneligt men trods alt tæt nok til, at det kun lader langbølget lys slippe igennem.

Men også bryggets ydre er kun en pause i en oplevelse, hvis forbindelse til Irland mest af alt synes at have med det velkendte våde vejr at gøre. For brygget viser sig at være lige så tyndt og mere til, som den svage duft lod antyde. Masser af vand, vandig fylde, vandig finish, og så en ligegyldig opløsning af noget uengageret lakrids og lemfældigt tilsat pulverkaffe.

Og der skvulper det så ugideligt rundt i mundhulen, og gider ikke rigtig smage af noget. Oven i købet virker de vage aromaer underligt ujævnt og pulveragtigt fordelt i brygget – stundom smager det, og i næste øjeblik er smagen væk. Hvis man er heldig dukker der lidt smag op et andet sted i mundhulen, men for det meste sker det ikke.

Det kan Thisted Bryghus gøre meget bedre.

1-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme