Subtraktion …
Spørg mig nu ikke, hvordan det er kommet i stand. Jeg forestiller mig at Guinness-brandet må være et af de mest nidkært bevogtede med et særligt uddannet korps af advokater, formentlig iklædt specialjakkesæt i kevlar og bevæbnet med porteføljer i en sprængsikker mithril/elversølv-legering. Hvordan det for mig indtil nu ukendte The Open Gate Brewery har fået lov til denne slags krumspring, har jeg end ikke turdet google mig frem til … De der porteføljer kunne sikkert finde på at snappe efter én, hvis man stikker snuden for langt frem.
Jeg fandt den på en supermarkedshylde (SuperBrugsen, var det vist) og den vakte omgående blandede fornemmelser. De gik i retning af “den åndsvage idé måtte en eller anden vel finde på på et eller andet tidspunkt, gud fader bevares!” og “den idé er så tåbelig, at den faktisk kunne fungere”. Med hjem kom den i hvert fald.
Ligheden med Guinness’ gammelkendte (og i mine øjne halvtynde – men til festlige lejligheder velegnede) stout er lige for. I stedet for kulsyre er brygget tilsat kvælstof – i emballageform ved en lille kugle, der brydes ved åbning af dåsen. Meget fikst og ingeniøragtigt. Det spændende er, om erstatning af kulsyre med kvælstof kan bibringe den velkendte, højtelskede og – lad os nu være ærlige – skamredne IPA-type noget nyt. Tilsætning af enebær viste sig at være en god idé, lærte vi sidst. Kunne man være heldig to gange i træk?
Brygget er mørkere end jeg forventede. Det er helt ovre i noget classic pilsner-brunt. Ikke diskvalificerende for typen, men alligevel ualmindeligt. En i grunden mild og cremet duft kan fra starten imidlertid ikke dække over, at brygget virker langt mere som en afbruset pale ale end en IPA.
Brygget byder på søde noter af frisk græs og passionsfrugt, ledsaget af kvælstoffens finurlige, og nogle gange kun vanskeligt definerbare fylde. Den for IPA-typen så elskede, for ikke at sige definitive bitterhed skal man til gengæld kigge langt efter – ligesom skarphedden og friskheden. Ja, selv de ellers velgørende frugtige søde noter virker fremmede i betragtning af typen.
Først i eftersmagen mærker man brygtypens bitre signatur. Omend den på bagtunge og ved mandler har en vis antydning af kraft, mangler den IPA’ens skarpe og hvasse karakter. Den er blød og rund – for ikke at sige sløv, og det kvælstofpakkede øl ledsager med en underligt grynet mundfornemmelse, der bestemt ikke hjælper.
Nej, så gik det godt nok meget bedre med enebærrene. De gav typen lidt tiltrængt fornyelse. Kvælstoffen, derimod, tager alt det bort fra typen, der gør den vidtberømmet og elsket.
Og hvad giver den i stedet? Ikke rigtig noget, faktisk. I hvert fald ikke noget, der er værd at skrive lange – eller for den sags skyld korte – blogindlæg om.
Seneste kommentarer