Kajs Ølblog

Jeg har læst en del anmeldelser af denne øl, og hæftet mig ved skuffelsen over, at den ikke er så voldsom, som den giver sig ud for at være. Flere mener, at det de får, snarere er en puddel end en ‘Greyback’.Jeg vælger naturligvis ikke at lade mig påvirke, og skænker brygget i det, der fremover er mit foretrukne glas til øl på under en halv liter. Et glas, vi fik til vores bryllup, og som hidtil ikke har været brugt til andet end at se godt ud – og det har det også gjort godt. Den gotiske stil passer desuden fint til øllets dystre tema.

Firmaet har vi i en eller anden grad haft fat i før. Newcastle Brown Ale blev anmeldt i forbindelse med “Det tynde øl fra Fakta“-temaet tilbage i begyndelsen af 2011. Indtrykket var ikke imponerende, men bryggeriet (der i en eller anden grad har skiftet navn og nu har rykket produktionen til Edinburgh (i Skotland. What’s not to like!) og nu hedder “The Caledonian Brewery”) skal da have en chance til. Men titlen på brygget forpligter selvfølgelig …

Der er ikke noget blod eller skarpe tænder over duften. Brygget er præget af maltsødme og -bitterhed. Der er brugt rugmalt i brygget, og det mærkes hele vejen igennem som en markant og velgørende karakter af kaffe. I duften gælder det kaffe med et væsentligt skud fløde og rørsukker. Aldrig noget, jeg ville putte i kaffen selv, men hvis øl dufter af det, er det i orden (go figure).

Måske kunne bryggets lød godt have lidt varulv over sig – det er fint rødbrunt som mørk ulvepels med blodstænk, og det off-white skum kunne godt ligne fråde. Galskaben er dog til at overskue, da skummet falder ganske hurtigt, og ikke klæber, hverken til glas, mundvige eller knurhår.

Kaffen går igen i smagen, men med lidt mindre fløde. Sukker er der dog stadig, og selvom jeg afskyr sukker i kaffe, gør fornemmelsen af sukrede bønner kun godt i øllet. I eftersmagen bliver bitterheden lidt mere markant, og slår over i valnødder – altså fortsat en rar bitterhed, der ikke snapper ad én, endsige bider til, omend det fortsat behager i mere end blot godkendt grad.

Smagen udvikler sig med tiden. Jeg fortryder lidt, at jeg åbnede den så hurtigt efter at den var kommet fra køl, for den vokser virkelig med temperaturen. Men nogen metamorfose undergår den aldrig – den forbliver velopdragen og rolig, man kan end ikke sige, at den gør værre end den bider, da knap en knurren udgår fra dens strube.

I stedet glæder det tempererede øl venligt tunge, gane og svælg med en rund og letkrydret fylde af anis og et let skud cognac. Slutindtrykket er fortsat ingenlunde som en frådende rabiat varulv. Bevares, måske heller ikke som en puddel. Måske som en ældre skødehund af en skikkelig labrador. Men jeg ved det ikke, for jeg kan i virkeligheden ikke særlig godt lide hunde, med Siberian Huskies som en meget væsentlig undtagelse.

Det er vi dog ingenlunde heller ude i.