Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: The Brooklyn Brewery

Brooklyn Hoppy Amber Lager, The Brooklyn Brewery

Rutsjebane!

Man ved aldrig helt hvad man får, når man knapper en øl fra The Brooklyn Brewery op. Nogle gange er de helt oppe og ringe, andre gange not so much. Det er op, ned og også ret tit midt imellem.

Alligevel kommer de med, når jeg ser en ny, for det kan jo være, at der er en optur i vente. Og er der det ikke, har jeg en undskyldning for at sende et par eder og forbandelser af sted i stedet.

Jeg kan ikke tabe.

Brygget her må siges at være en af opturene. Det lægger godt ud med en habil Hallertauerimpression allerede ved åbning, der desværre allerede er aftaget noget efter at det dyborange, ravfarvede bryg er skænket.

Smagen er til gengæld ingenlunde forduftet. Rå, skarp og krydret melder den sig anmassende med en bund af hasselnødder med antydning af muskatnød. Aromaen klæber sig effektivt til gummer og tungesider, så den længe efter at brygget har forladt munden bagtil, stadig er præsent.

Man savner egentlig ikke fylde i brygget, selvom det sikkert for nogen må forekomme lige letflydende nok. Denne blogger finder imidlertid aromaen leverer rigeligt til at brygget ikke bare klarer den trods vigende fylde – den klarer den godt.

Den var jeg bestemt ikke ked af at have taget med hjem. Og i grunden er jeg heller ikke ked af, at den ikke gav mig anledning til at bande. Trods alt foretrækker jeg en en øl, jeg kan glæde mig over frem for en, jeg kan brokke mig over.

Brooklyn Black Ops, The Brooklyn Brewery

Sikken’ fest …

Det er desværre begyndt at være en dårlig vane, det der med at der går lang tid mellem indlæggene. Jeg er begyndt at arbejde igen – i fiskeindustrien, og desværre er jeg ofte så smadret fysisk når jeg kommer hjem, at jeg ikke rigtig orker at arbejde på bloggen. Jeg orker heller ikke at lave videoer for tiden, så det kan jeg heller ikke bruge som undskyldning.

Damned if I do, damned if I don’t – med og uden arbejde får jeg ikke skrevet. Men det skal være løgn, skal det. Nu vil jeg skrive endnu et indlæg, og smøre lidt ekstra tyk glasur på som kompensation for de udeblevne dage.

Sidste prøvesmagning fandt sted natten mellem 28. og 29. september. D. 28 var den sidste lørdag i september – Siløsep – som det forkortes på Rødovre Gymnasium, der holder sin årlige gamle elevfest netop på den sidste lørdag i september under dét navn.

Det er 25 år siden, jeg dimitterede. Så jeg havde fundet vej hele vejen fra Thisted for at slutte mig til en lille hård kerne fra dengang, der havde været vakse nok til at huske os på jubilæet over fjæsen. Det blev til nogle glædelige og hjertelige gensyn. Overraskende lidt pinligt. Der blev spist, drukket (kedelig Royal Pilsner – men så slap jeg da for at tage noterne mellem alle anekdoterne om de gode gamle dage), sludret – blandt andet om, hvordan nogle fra klassen var flyttet til udkanten … Vordingborg fx (*fnys* Vordingborg – udkant … hvor nuttet), danset lancier – et syn det må have været, thi det havde jeg ikke danset siden dimissionen, tror jeg.

Men det gik uden brækkede ankler eller det der var værre, således at jeg efter festlighederne stadig var i stand til at spadsere til mit logi for natten. Min gode ven Marcus’ lejlighed i Valby en halvanden kilometers penge derfra.

Og han stillede selvfølgelig an med både natmad og godtøl. Generøs og storhjertet som han er. Det havde han bestemt ikke behøvet. Min tilstand var faktisk ikke den allerbedst egnede til at prøve øl af aftenens kaliber. Men nu er det jo ikke så tit, vi har lejlighed til at mødes længere, så der var jo ligegodt en dag der skulle gribes.

Om bryggets navn kunne Marcus fortælle, at Black Ops er en forkortelse for Black Operations, et slangudtryk for især hemmelige militæroperationer, som den amerikanske hær ikke står bag, og som i hvert fald heller ikke finder sted. Øllet ser også ud til at have været markedsført som en øl, der ikke findes. Men hvis den fandtes ville den have været en Russian imperial stout med yada yada yada – den sædvanlige selvrosende smøre.

Alt hvad jeg refererer her, er i øvrigt stykket sammen fra en optagelse af min og Marcus samtale på min telefon. Brudstykker af den virker bekendte, men hvor ville jeg have været evigt ude af stand til bare tilnærmelsesvis at rekonstruere noget fra nattens udskejelser, om jeg ikke havde haft min nedslidte, men i situationen trofaste telefon med optagefunktion ved hånden.

Om denne individuelle øl knyttede der sig en noget mere spændende historie, end firmaets skalkagtige markedsføring. Den var medbragt helt ovre fra USA af Marcus tvillingebror, som han kalder ‘klonen’, men som i virkeligheden hedder Joachim. Han har faktisk også været med på bloggen et par gange, men i en noget mindre prominent rolle end Marcus.

Det gode i øllet, kunne Marcus berette, kommer dog fra det bornholmske solskin, idet Joachim angiveligt havde ladet øllet lagre i sin vindueskarm på sit kontor på Bornholm i godt og vel et halvt år.
“Det dårlige i øllet kommer fra …”
“Det bornholmske solskin?” bryder jeg kækt ind på optagelsen med munden fuld af natmad.
“Nej-nej-nej-nej!” forsikrer Marcus ihærdigt, “for en af de andre unikke ting, som Bornholm kan for Danmark …”
“Det er Fiske-Finn …”
Den upassende, småstereotype og aldeles ufølsomme kommentar fra bloggeren leveret på pivfalsk rønnefin bliver prompte ignoreret, idet Marcus returnerer: “baggrundsstråling – suverænt Danmarks højeste …”
“Og Fiske-Finn!”
“Nej, men selvom vi troede, han var død og borte, så kunne det også være, at Krølle-Bølle havde været forbi og dyppe sin pung i det her.”

Herefter bryder kontinuiteten i optagelsen en anelse sammen, da Marcus udtrykker sin højlydte begejstring over bryggets duft. “Det skal siges at Kaj og jeg nød et glas portvin før maden – og det fortsætter vi så med. Det er portvin som øl, det her!”

“Den er i hvert fald sort,” konstaterer jeg tørt ved skænkning, idet det meget hurtigt bliver klart, at brygget ikke er blevet bleget af hverken solskin, baggrundsstråling eller Fiske-Finn. Skummet forlader til gengæld scenen hurtigt – som om det ikke havde noget at gøre der, da duft og kulør opfylder sansernes hunger så aldeles rigeligt.

Lakrids med en tæt portvinsbund og -sødme udgør krop og aroma. I eftersmagen spores friske valnødder – næsten som en forsmag på den jul, der også efterhånden rykker nærmere (og allerede er full blown i visse supermarkeder). Overraskende let er den alligevel i betragtning af den meget tunge olfaktoriske indledning. Og det er ikke usædvanligt for typen.

“Det er som om, at man for at understrege de finere pointer i den, har isoleret det, der ellers ville blive skjult i den. Ligesom hvis man siger: nu spiller vi alene diskanten,” begynder Marcus. Jeg nikker – halvejs i stupor efter en seks timers togtur, fem timers besøg hos min far med familie, så druk på mit gamle gymnasium, lanciers og nu Marcus. Heldigvis blev jeg fri for at fortsætte den begavede ordstrøm. “Hver evigt eneste gang vi optager øl, bliver jeg lamslået over, hvad vi nu finde på at sige af prætentiøst bullshit.”

Og deri havde Marcus evigt ret. Angiveligt er det også det, der gør min ølblog læselig, har mange hævdet. At den ikke kun står på tørre anmeldelser, men også saftige anekdoter.

“Der er en doven chokolade inde over …” i Marcus lette overrislet hed og min fyrre hestes brandert blev der på den over 25 minutter lange optagelse ikke sagt meget mere om denne 11,6 procents alkoholbombe. Begejstringen var imidlertid til at tage og føle på, og brygget skal have en karakter derefter fra mig.

Hvad Marcus ville give den, må jeg spørge om ved lejlighed.

Jeg skylder en særlig tak til mine gamle gymnasiekammerater, der endnu engang kunne mønstre tålmodighed nok til at tolerere mig in the flesh. De havde selvfølgelig også tre års øvelse … der alligevel lå hele 25 år tilbage.

Det er alligevel imponerende.

Brooklyn Naranjito, The Brooklyn Brewery

Mainstream craft

SuperBrugsen Thisted er det nærmeste, man kommer Irma, Meny eller andre fancy (læs: svinedyre) supermarkeder i min nye hjemby. Og så er det heldigt, at prisniveauet endda er tåleligt. Udvalget er bestemt heller ikke noget at kimse af. Jeg har aldrig været den store shopper af gadgets eller fancy madvarer. Men selv hvis jeg var, ville jeg ikke mangle noget heroppe.

Heller ikke specialøl. Eller i hvert fald ikke de specialøl, man også kan få i Københavnske supermarkeder. Udvalget er omtrent det samme, og ind imellem kan man være heldig også at finde specialøl i en bunke med varer, der er tæt på sidste salgsdato, og derfor sælges til ingen penge. I sådan en bunke fandt jeg den her – i SuperBrugsen – til en rund tier. Personalet havde været så flinke at klistre det nye prismærke på midt på etiketten, så både navn og logo var dækket. Møjsommeligt pillede jeg etiketten af, så man akkurat kunne skimte motivet – og så glemte jeg selvfølgelig alligevel at tage et billede af det skænkede øl.

Er jeg ikke dygtig? (Nej. Svaret er nej.)

Tag mit ord for det – brygget er lige så lyst som den citron, brygget emmer af – ud over vanille. Brygget er tilsat appelsinskal, og det er svært at overlugte (ja, det må det vel hedde, når det hedder ‘overse’ i synssammenhæng, og ‘overhøre’ i hørelse (afhængig af konteksten)) i bouqueten. Ikke at det skader – appelsinskal er langt fra det værste man kan finde på at blande i øl. Det viste New Belgium os sidst med deres Citradelic for ikke voldsomt mange måneder siden.

Det lavtskummende bryg er til gengæld ikke nogen aromabombe som hin citrusøl. Det er meget let, for ikke at sige tyndt og næsten for effektivt tørstslukkende. En skarp kant af friske grannåle kan såmænd mærkes, men den drukner desværre i alt vandet, sammen med citrusnoterne i øvrigt. Hvorfor appelsinskallen overhovedet skulle tilsættes er en gåde, nu hvor den kun annammes så fjernt.

The Brooklyn Brewery fremstår mere og mere som mainstream blandt specialbrygproducenterne. Det er industriproduktet blandt håndbryggene, det er for specialøl hvad en Ren Pilsner fra Harboe er for Carlsberg Premium, og ved at lefle for laveste fællesnævner, men stadig ligge i samme priskategori som andre specialøl, tager det næppe markedsandele fra de industriaktører, som det ligner mest.

At kategorisere Brooklyn Brewerys øl som fancy produkter, hvad end supermarkedet hedder Irma, Meny, Superbrugsen eller Netto, er skudt langt over målet. Måske man kunne kalde dem det i Lidl og Aldi? Men ikke engang det, er jeg sikker på.

Brooklyn Scorcher IPA, The Brooklyn Brewery

IPA’ens svar på Hof …

Jeg kommer vel ikke uden om endnu engang at undskylde for stilheden på bloggen. Mine ølaktiviteter har som bekendt spredt sig til flere domæner, og her på det sidste er det ligegodt videoerne der har optaget mest af min tid.

Senest anmeldte jeg denne øl med dertilhørende appendix om en af mine kæpheste, vækkelsesprædikanten Torben Søndergaard, der først på året blev kendt i TV2-serien “Guds Bedste Børn”. Jeg har fulgt ham siden starten af 10’erne, hvor et DR2-program gjorde ham kendt som en af de få kristne herhjemme, der offentligt og lidenskabeligt bekæmpede evolutionsteorien. Han var anledning til mit første spæde forsøg på at starte en YouTube-kanal under navnet Partypagan. Alle videoerne fra dengang ligger der endnu, men jeg er for længst holdt op med at bruge kontoen til noget og vil i fremtiden fortsat poste på kanalen ‘Hopswatch‘.

Jeg har on-off fulgt ham på sidelinjen siden, men har først her for ganske nyligt fundet motivationen til at tage tråden op igen fra dengang. Efter den retfærdige mediestorm der rejste sig, da det viste sig at han traumatiserede børn med sine djævleuddrivelser, og invaliderede folk med sit kvaksalveri, rejste han i begyndelsen af året til USA, et land der som bekendt – sagt diplomatisk – udviser en noget større tolerance over for hans slags end vi gør herhjemme.

D. 24. juli kunne B.T. så fortælle, at han ville søge asyl i USA, fordi han føler sig åh så forskrækkeligt forfulgt i Danmark. Det på trods af at der – mig bekendt – overhovedet ikke er rejst nogen sager imod ham, hverken af privatpersoner eller myndigheder. Man kan se min reaktion på Torbens beslutning her, og her kan man – udover at se min videoanmeldelse af nærværende øl – også blive klog på, hvad Torben Søndergaard ellers går og fordriver tiden med i Guds eget land.

Kort fortalt håber jeg på, at hans asylansøgning afvises med lige så hånlig latter, som den jeg selv opkastede, da jeg først læste artiklen. Efter hjemsendelse ser jeg frem til at han konfronteres – ikke med myndighederne – men med de privatpersoner, hvis liv han har ødelagt. Han har foregøglet helbredelse, overtalt folk til at sælge deres hjem og opsige deres job for så at flytte hundredevis af kilometer – tit over landegrænser – for at bo i hans sektsamfund. Lur mig om ikke det i virkeligheden er de røvrendte eks-sektmedlemmer, han nu prøver at skjule sig for.

Men nok om svindleren Torben Søndergaard. Det skulle jo også gerne handle lidt om øl. Brygget her er en overligger fra tiden i København – dem er der stadig en del tilbage af.

Svagt skummende og så lyst, at man skulle tro, der var tale om en industriel pilsner, slår brygget fra starten ikke ind på nogen særlig interessant kurs. Tværtom befinder man sig tydeligt i hovedfærdselsåren sammen med så mange andre upåfaldende skuder i samme jævne strøm på vej mod det samme, nærmest ligegyldige og alt for kendte mål. Duften får måske kursen til at afvige en lille smule – vanille- og rosenbladsnoterne er jo en udelt nydelse, omend langt fra fremmede for genren.

Men så kan det ellers være, at der rettes ind igen, så snart glasset sættes for munden. Det er let, det er tamt, det glider lige ned, og kun spredte indslag af blomstersødme og grannålestik afslører, at det er en IPA, der er tale om. Brygget her er en pendant til Carlsberg Hof, Tuborg Grøn og Budweiser – blot i en IPA-udgave, der – indrømmet – giver nyderen lidt mere aroma at glæde sig over, men i spænding og udfordring til smagsløg næppe yder mere, end man er vant til fra hine industrielle standardprodukter.

Det måtte vel ske på et tidspunkt, at IPA’en gled ned og blev lige så tam og almindelig som pilsneren. Jeg havde dog ikke ventet, at et velrenommeret amerikansk mikrobryggeri skulle være den aktør, der trak den ned i dét dynd.

Brooklyn Defender IPA, The Brooklyn Brewery

Ej ekstraordinær …

Hvis man er for doven til at læse indlægget her, er dagens bryg sådan set allerede anmeldt på video. For at forstå videoanmeldelsen skal man imidlertid beherske engelsk på et nogenlunde niveau – og i øvrigt affinde sig med, at der i min fine nye lejlighed i Thisted ikke er helt så overfyldt med polstrede møbler som i den gamle, hvorfor lyden runger en del på optagelsen. Belysningen er heller ikke helt i skabet, men jeg er godt i gang med at genopfinde de ad hoc-løsninger, der på min gamle adresse gav sådan nogenlunde resultater.

Vel, Brooklyn Defender er en af mange øl, jeg slæbte med mig fra København. Der er jo ingen grund til at lade de gode dråber – og anmeldelsesanledninger – gå tabt bare fordi man relokerer. The Brooklyn Brewery fra New York er en gammel kending her på bloggen. Det er vel også et af de kendteste brands fra den amerikanske ølrevolution, hvorfor deres i grunden fine (men næppe ekstraordinære) øl også har været at finde på de hjemlige hylder, siden ølrevolutionen nåede til Europa.

Skum er der ikke meget af oven på det mørkegule-til-lysorange bryg. Duften er tilbagelænet i en grad så man kommer til at frygte en vigende oplevelse. Vanillesødme er det eneste, der træder nogenlunde frem, hvilket slet ikke er tosset, men heller ikke ligefrem den aroma, man kender IPA bedst for. Heldigvis er aromaen gemt i smagen i stedet for i duften – og det må den jo godt være. Smagen er trods alt det vigtigste i øl.

Traditionel frisk bitterhed af fyrretræssavsmuld breder sig adækvat de fleste steder i mundhulens indre. Brygget smages ikke bare – det mærkes også, som det prikker, stikker og snitter med sin karske bitterhed.

Ikke desto mindre mangler der dybde i smagen og noget kraft for at brygget skal kunne rejse sig op over, hvad der blot er en god oplevelse. Lidt mere snitteri i mundens slimhinder, tak. Lidt mere bitterhed, og i grunden lidt mere af den vanille og de roser, man mærkede i duften – i smagen, tak.

Brooklyn Brewery leverer fortsat en adækvat, men så heller ikke meget mere, øloplevelse, der får mig til at tvivle på, hvorvidt de ekstra moneter, man må smide for dem i supermarkedet til dækning af transport over atlanten, nu egentlig også er det værd.

Brooklyn Summer Ale, The Brooklyn Brewery (Saufen mit Marcus – now a Trilogy III)

Heden som undskyldning …

Vejret denne sommer har jo været aldeles rædselsfuldt. Sidste år var det noget nær perfekt, men i år har det været meget slemt meget længe. Ja, jeg er ikke nogen stor fan af solskinsvejr i kombination med temperaturer over 25 grader. Og vi har jo været langt hinsides den grænse konsekvent stort set hele juli måned. Selv mit kæledyr sveder, så jeg har måttet slukke dens varmelampe. At en kongepython sveder må siges at være ret sensationelt – men det viser bare, hvilket ekstremt vejr vi med vores evige affutning af fossile brændstoffer efterhånden har skabt os.

Marcus havde også efterhånden fået mere end rigeligt, så ved smagningen søgte vi faktisk tilflugt indenfor, fordi der var alt for varmt ude på hans altan. Da vi nåede til aftenens sidste indslag – denne lette sommerøl – var det til gengæld blevet for mørkt til, at jeg kunne tage ordentlige billeder. Så selvom temperaturerne var blevet noget mere menneskelige, holdt vi os fortsat inden døre.

Oven på to tunge, vældige bryg var forventningerne selvfølgelig noget mere afdæmpede. Brygget er en lys pale ale, der nok i højere grad er produceret for sine tørstslukkende egenskaber frem for levering af nogen ekstraordinær smagsoplevelse.

Den kun letskummende sag dufter fint af grannåle – næsten som den skal, fristes man til at sige.

“Selvom jeg er very much tilhænger af IPA’en og al’ dens væsen …”
“Hmm – og alle dens gerninger” tilføjede jeg med ikke uden afmålt højtidelig alvor.
“Nu ved jeg ikke hvor mange gerninger, IPA’en har på samvittigheden,” fortsatte Marcus “men det kan godt være, jeg bare ikke er noget pale ale-, eller let ale-menneske …” Marcus smaskede eftertænksomt og fortsatte “den her blegtblå, småfesent blå etiketfarve indikerer meget præcist indholdet. Jeg tænker imidlertid, når jeg ser ordet ‘ale’ – ‘JA TAK GI MIG DEN HUMLE …’ – men det er så bare ikke det man får her.”
“Næh – og det er jo fordi det her netop bare er en pale ale, og ikke en IPA,” svarede jeg, mens jeg smaskende at presse noget smag ud af brygget. “Pale ales kan være meget milde. Og denne er en meget mild pale ale, der derfor også markedsføres som en summer ale …”
“Jeg skal lige rydde min hjerne for at finde nogle ord, der ikke er indescribably offensive til at beskrive den her på. Den er glimrende som gateway drug til dem, der i forvejen drikker ligegyldigt øl. De kan få den her, der er lige så intetsigende som det de ellers plejer at drikke – men i en anden retning.”

Vi enedes herefter om karakteren …

Én for at være ubrugelig, og én for at have en anvendelse som en lille horisontudvidelse for dem, der i forvejen drikker ligegyldigt øl. Hårdt presset indrømmede Marcus det lyse, flade, metalliske og kun fjernt aromatiskhumlede bryg anvendelighed i sommervarmen. Men kun som subsidiær brugbarhed under de to forrige karakteristika.

Historien om vores drikkelag er egentlig ikke slut. Langt op ad den følgende dag bumsede og bøvede vi i fællesskab i Vigerslevparken, i skyggen af de store træer og med udsyn til livet, der slentrede forbi i det fortsat alt for varme sommervejr. Imidlertid har jeg ikke nogen optagelser af samtalerne derfra, så hvad vi ævlede om, må læserne have til gode (subsidiært blive skånet for – afhængigt af, hvordan man ser på det).

Lidt vil jeg dog alligevel løfte sløret for. Vi udvekslede kendskab til nørdede internetsager, som vi hver især ikke kendte til, og på den måde fik vi en god del af eftermiddagen til at gå. Dette tredje drikkelag med Marcus vil jeg således give en perfekt score på 5 ud af 7 – bare for lissom at understrege hvor dejlig en aften, formiddag og eftermiddag det havde været.

Brooklyn Lager, The Brooklyn Brewery

2017-02-06 19.03.16Lidt for ukompliceret …

Og mens jeg har fedtet med at få skrevet dette indlæg, har Svend Asmussen, efter et langt og smukt liv, startet et nyt band sammen med David Bowie og Lemmy Kilmister – og mon ikke han kan lære Døden et par tricks før den igen skal spille til næste Allehelgen? Tragisk, men måske heller ikke uforventeligt af en mand, der ville være fyldt 101 år i slutningen af måneden.

Anderledes tragisk er der med statistikeren Hans Rosling, manden der kunne forklare verdens sande tilstand som ingen andre ved hjælp af æbler og pærer. Jeg gætter på, at valget af Trump og de gentagne løgne fra dennes stab, fik ham til at opgive ævret. Med folk som Sean ‘Period’ Spicer og  Kill-em-all ‘Alternative Facts’ Con-Job risikerer man at puffe selv den mest hærdede fact-checker ud over kanten.

Må de hvile i fred, helt uden selskab fra ofrene for Bowling Green-massakren. Vi andre bliver og tager endnu én for holdet.

Nogle gange kan man godt bare bruge en ukompliceret pilsner. Sådan én byder The Brooklyn Brewery på; en amerikansk pilsner uden dikkedarer. Dikkedarer på amerikansk, især når det gælder pilsnere, betyder typisk alt for meget vand og alt for lidt øl. Vi kender det fra rædsler som Busch Light og Pabst, mens den amerikanske Budweiser – i hvert fald i mine øjne – ikke med rette kan beskyldes for at være mere tynd end vores hjemlige industrisprøjt.

Den her har jeg alt andet lige lidt større forventninger til. Trods global eksport er The Brooklyn Brewery stadig et mikrobryggeri – i hvert fald efter amerikanske forhold. Mine tidligere anmeldelser af bryggeriets øl rammer relativt højt, så forventningerne er også deroppead. Indledningsvis ser brygget nu gangske tilforladeligt, grænsende til det uanselige ud. Kobberrødt med hvidt skum, der ikke gør noget væsen af sig. Duften lægger sig i det blomstrede hjørne – hyld med et skarpere stik af bergamot, og allerede her blandet op med en kende for meget vand.

Aromaen byder på lige dele søde og syrlige æbler, alternerende med friske paranødder ved gummer og mandler. Et rart, blødt, mildt smagsbillede, hvor en vigende fylde og snigende vandighed alt for hurtigt melder sin ankomst og indflydelse.

En brændende fornemmelse i mavesækken og godkendt eftersmag af løvtræ er desværre ikke helt nok til at rette op på et overordnet pilsnerindtryk, der i sidste ende fremstår mindre fyldigt og mindre bidsk, end førstehåndsindtrykket stiller i udsigt. – Og mindre bidsk, end hvad man ville forvente fra et mikrobryggeri, nota bene.

3-en-halv-stjerne

 

Brooklyn Brand Brown Ale, The Brooklyn Brewery

Svedskegrød på den fede måde

Vi fortsætter med endnu en øl fra The Brooklyn Brewery. Begge blev købt, da jeg frekventerede supermarkedet Løvbjerg i Trøjborg-centeret. Der findes ikke mange Løvbjerg-butikker i Danmark, så jeg var spændt på, om de havde noget særligt, og det må man jo sige, eftersom jeg ikke har fundet øl fra The Brooklyn Brewery i andre supermarkeder i Aarhusområdet endnu.

Nu skal jeg holde tungen lige i munden. Øl fra The Brooklyn Brewery er jo ikke mere specielt end som sådan. Men det er åbenbart lidt specielt, at man kan få det – jeg husker ellers kun, at jeg er stødt på det på værtshuse rundt omkring.

Vel en brown ale er det, så er der ikke sagt for meget. Farven er mørkt nøddebrun med off-white, næsten gyldent tæt skum. Den dufter sødt maltet med noter af karamel og blommer. Det har en gennemtrængende, for ikke at sige påtrængende duft.

Det er først og fremmest karamel og malt, man mærker i smagen. I eftersmagen spores et svagt humleelement, men ellers er det det søde, der er i fokus. Den føles som en tyk, mørk suppe af malt, svedsker og overmodne blommer, sødet med rigelige mængder karamel. Det er ikke ulig en rigtig kraftig blomme-svedskegrød, og selvom jeg ellers ikke kan fordrage svedsker, synes jeg faktisk det er herligt.

En mørk øl må gerne kunne tygges – det kan den her ikke helt, men så risikerer man på den anden side heller ikke, at oplevelsen kammer over og bliver kvalm.

Props til Løvbjerg for et alternativ til de lidt for mange gengangere fra de danske lokalbryggerier, man alt for ofte støder på i de danske supermarkeder.
4-stjerner

Brooklyn Brand East India Pale Ale, The Brooklyn Brewery

Frisk og krasbørstig

Boston … Brooklyn … Jo, der er nok forskel. Alligevel troede jeg længe, at de Samuel Adams-øl, jeg gik og drak, var netop de der amerikanske øl, som jeg havde prøvet tidligere, og som i grunden smagte rigtig godt. Indtil jeg så omsider fandt ud af, at der rent faktisk var tale om to forskellige bryggerier.

Og nej, jeg er ikke så meget geografisk analfabet – de der kender mig personligt, ville nok snarere sige tværtimod – at jeg ikke kender forskel på Brooklyn og Boston. Og det er da også dobbelt glædeligt, at man så har to gode bryggerier i stedet for bare et, så de på hver sin vis kan udvikle gode produkter.

India Pale Ale – og East India Pale Ale er det samme som IPA – er min favoritøl til stærk mad. I går aftes gjaldt det tortillas med resten af en langtidsstegt fugl fra i forgårs, garneret med creme fraiche, salat og masser af sambal oelek. Det er noget med den stikkende bitterhed, der lægger sig godt til den brændende fornemmelse, og friskheden der samtidig gør det vederkvægende, der gør, at jeg finder det ekstra velegnet. Det kan desuden nydes koldt, uden at det derved mister smag, og det er jo heller ikke så ringe endda, når ellers smagsløgene står i fuld lue af chilien.

Og i denne øl kan man i den grad tale om stikkende bitterhed. Det er nærmest som om den også brænder i munden, så bitter er den. Og hvor elegant det er, at usædvanligt kraftig bitterhed hverken betyder tør eller besk – endsige harsk. Bitterheden er, som kun ordentlig humle kan give det. I dette tilfælde East Kent Golding, ifølge hjemmesiden.

Øllet er samtidig fantastisk lifligt og krystalklart og hårdt som stål i smagen. Det har en ledsagende sødme af bær – brombær tænker jeg, eller andre bær, der smager sødt uden at smage voldsomt markant. Det matcher i smag bouqueten, der er også er skarp og friskt blomsteragtig med dominerende noter af hyldeblomst, og ledsagende af roser.

Som glasset tømmes kan man beundre skummet, der bliver hængende i lange mønstre. Indledningsvis ligger det som en fast, råhvid krone over det kobberorange bryg. Det er alt i alt en gennemført IPA, hvis særkende det er, at den formår på én gang at være både frisk og krasbørstig.

Og således fik I øllets karakteristika beskrevet i omvendt rækkefølge af, hvad jeg plejer. Jeg håber på, at kunne holde læserne lidt til ilden ved ikke altid at gøre tingene på samme måde, så det bliver nok ikke sidste gang.
5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme