Kategori: The Boston Beer Company
Samuel Adams Latitude 48 IPA, The Boston Beer Company
Da jeg for nogle dage siden atter var i Kvickly, Bruuns Galleri, hvor jeg havde erhvervet mig de aldeles over hele hovedet ikke spor uefne Pladderballe Bryghus-øl, tænkte jeg, at det var på tide med revanche, hvilket krævede, at jeg spillede mine kort sikkert. Jeg elsker øltypen IPA, men de to sidste var desværre ikke nogen større fornøjelse, og min mistanke har siden været rettet mod restgæren. Noget kunne tyde på, at de øl, jeg fik med fra supermarkedet, var blevet inficeret.
Noget sagde mig, at risikoen for dette måtte forhøjes ved ufiltreret øl, så selv om jeg klart foretrækker det ufiltrerede, kom der en filtreret IPA med hjem. Nu var der kun tilbage at håbe.
Navnet kræver nok en kommentar. Øllet er brygget på humle, samlet fra det såkaldte humlebælte, hvor det meste humle fra den nordlige halvkugle dyrkes. Bæltet ligger langs den 48. breddegrad, og meget tyder på, at det er noget bryggeriet har fundet på, for at kunne markedsføre øllet. Det skal vise sig, om den hippe markedsføring har nogen indvirkning på øllet – forhåbentlig i positiv retning.
Hvorom alting er, blev håbet indfriet. Knap var øllet skænket før det sprøde skum med de store bobler hævede sig over det klare, orangebrune bryg. Det gyldne skum viger relativt hurtigt, men klæber til glasset i flotte mosaikker. Duften er helt rigtig – en skarp humleduft, der både er sød og bitter på samme tid kombineret med en mere dominerende sødme af hyldeblomst.
Knivskarpt støder smagen dybt ned i tungen med metallisk styrke og klarhed. Kombinationen af sødt og bittert, som man kender den fra IPA gør øjeblikkeligt sin virkning, og sjældent har kraftig, bittersød humle kombineret med hyldeblomst og ingefæraroma føltes mere velgørende. Eftersmagen ruller derefter frem, og fylder hele mundhulen med en skarp, bitter humlesmag med et væsentligt gærelement, der i modsætning til de ufiltrerede typer ikke er præsent i selve smagen, og i øvrigt er ganske velgørende her.
Den noget smarte markedsføring til trods er Latitude 48 IPA en aldeles fremragende øl, der kun kan anbefales. Det er en øl, der på en og samme tid smager af rigtig meget, og samtidig er læskende og letdrikkelig. Det ser man ikke tit!
Samuel Adams Boston Lager, The Boston Beer Company
Jeg har haft en grim hovedpine i dag, der faktisk har varet hele dagen – indtil jeg drak en Flensburger Dunkel. Så stoppede det. Jeg vil ikke anbefale metoden til nogen, undtagen hvis der er tale om smerter forårsaget af alkohol, hvilket jeg frygter er tilfældet denne gang.
Grunden kunne selvfølgelig også være en helt anden. Eller det kunne skyldes, at jeg drak øllet kort tid før jeg gik i seng, men jeg frygter, at årsagen kunne være de tre forskellige slags humle, måske – måske ikke – i kombination med den udsøgte byg, der ellers gjorde deres til at skabe noget nær den perfekte pilsner.
For det er egentlig bare en pilsner, undergæret, brygget på bygmalt og krydret med humle ved lav temperatur – hverken mere eller mindre, og alligevel er det bare en helt anden klasse, end nogen anden regulær pilsner jeg har prøvet i denne blogs levetid.
Den ser ikke ud af meget. Den er lidt mørkere end almindelig pilsner, og ligger vel midt mellem Hof og Tuborg Classic i løden. Skummet er letgyldent. Duften er bidsk bittersød og frugtagtig på en måde, jeg kun har oplevet en gang før, nemlig ved den i smagsudtrykket uforlignelige Flensburger Kellerbier.
Og hold da fast! Duften lover ikke mere end den kan holde. Brygget smager også aldeles fortræffeligt (omend ikke liges0m Flens Keller). Kort efter at brygget har gjort sin entre bag tandrækkerne føles en bittersød eksplosion, som jeg aldrig har prøvet før ved nogen pilsner – end ikke Urquell eller andet i den klasse.
Det er svært at beskrive smagen, da den både kommer bag på en i intensitet og i sin mangfoldighed. Det første, jeg derfor lagde mærke til, var eftersmagen, der er langvarig, kraftigt nøddebitter og alligevel blød og velgørende. Man får omgående lyst til mere af samme. Man kommer således automatisk til at drikke den i nip for at få klemt den mindste rest af fabelagtig smag ud af den.
Og mens jeg sådan nippede løs, undgik øllet meget behændigt at afsløre, hvad det egentlig var, det smagte af. Det eneste, jeg meget længe var sikker på var, at det smagte aldeles fortræffeligt – men af hvad?Det er sødmen, der dominerer. Der er ikke spor af grimme overraskelser som metallisk eller syrlig bismag, og på trods af en gennemtrængende smag er øllet alligevel ganske friskt og vederkvægende. Sødmen kunne måske minde lidt om Ginger Ale, som man kender den fra Schweppes. Samtidig prikker bitterhedeen meget elegant på tungens sider, mens sødmen også kilder på undersiden af spidsen med et strejf af vanille.
Det tog rigtig lang tid at få sat ord på denne øls fremragende smag. Og jeg føler, at jeg har måttet famle mig frem, og at min beskrivelse er en halvblinds beskrivelse af det chromatiske farvespektrum. Til gengæld var det en lang fornøjelse fra start til slut – måske med det uheldige tvist, at den altså er under mistanke for at give hovedpine dagen efter. Men prøv at lade være med at drikke den lige før I går i seng – det er faktisk ikke anbefalelsesværdigt med nogen øl i det hele taget.
Det er den sidste Samuel Adams-øl, som jeg har set i handlen herhjemme. Det startede godt, så faldt kurven noget og kom ikke rigtig op igen. Men så tog bryggeriet ellers revanche, og det fra den kant, jeg mindst havde ventet. Samuel Adams pilsner er den bedste pilsner, jeg har prøvet i løbet af denne blogs levetid. Det er, som jeg ser det, også den bedste Samuel Adams-øl af dem, der forhandles herhjemme.
– Well done indeed!
Hvis Bryggeriet laver andre øl end de her på bloggen prøvede, lægger jeg gerne tunge, gane og hals til.
Samuel Adams Honey Porter, The Boston Beer Company
To gange tidligere har jeg haft øl fra The Boston Beer Company‘s Samuel Adams-serie under kærlig behandling her på bloggen, nemlig deres Boston Ale, og deres Black Lager. Begge formåede, at hæve sig op over den van(d)lige standard herhjemme, og det, der for mange regnes for den endnu vandigere standard i USA.
De har ganske afgjort formået at flytte mine fordomme om, hvordan amerikansk øl er, selv om træerne på den anden side ikke vokser ind i himlen. Selvom Samuel Adams-serien har smagt godt indtil videre, er der bestemt stadig langt til toppen endnu.
Det var derfor lidt med blandede forventninger, at jeg knappede deres Honey Porter op, og dertil kom jo endda en tredje kæphest – ville dette blive endnu en øl i rækken, der indeholdt honning uden at det sådan rigtig kunne smages?
Efter at have lukket den op, kunne jeg konstatere, at den i det mindste da duftede af honning – og andet godt. Den duftede i øvrigt sødt maltet og relativt fyldigt. Farven fandt jeg, i betragtning af, at det var en porter, noget lys i det. Den var faktisk nærmest rød, gennemskinnelig og indeholdt en masse brus, der gav et heftigt boblende, hastigt retirerende og lidet klæbende skum. Dermed akkumulerede lighederne med hindbærsodavand i et ildevarslende tempo.
Heldigvis fik forskellighederne da efterhånden taget over, som øllet blev hældt i ganen. Det skal også siges, at skummet manglede hindbærsodavands lyserøde skær, og i stedet var lyst brunt.
Samuel Adams Honey Porter er en sød stout, hvor man faktisk kan spore honningen direkte i smagen – triumf! Endelig lykkedes det at finde en øl med honning i, der rent faktisk smager af honning. Honningen udgør rygraden i øllets søde toner, der dog er sekundære i forhold til øllets bitterhed. Bitterheden er til gengæld ikke rigtigt slagkraftig nok. Der er tale om en ganske vist velafrundet og muskuløs bitterhed, som man finder den i fx Flensburgers Pilsner, men efter min smag mangler den noget fylde. Den mangler porterens intense bitterhed, og dens indtryk af at være tyktflydende – sådan som man bedst finder det i Guiness eller Limfjords-Porter.
Bitterheden, der koncentrerer sig ved mandlerne på en ene side, og honningsødmen forrest på tungen på den anden side savner begge intensitet, og samtidig savner man samspil mellem smagsindtrykkene – det, der fx gør Willemoes Påskeøl interressante. I stedet fremstår smagsindtrykket overordnet som sammensat og ikke helt så vellykket som man kunne have ønsket. Det er ærgerligt særligt fordi, jeg har indtryk af, at The Boston Beer Company rent faktisk gør deres bedste for at højne ølkvaliteten på den anden side af dammen.
Men fair nok – deres øl er måske ikke af samme kvalitet som de bedste europæiske øl, men de er trods alt bedre, end det tynde sprøjt amerikanerne er alt for kendte for.
Samuel Adams Black Lager, The Boston Beer Company
Det var med en vis skepsis, at jeg tog hul på denne øl. Ikke fordi det er amerikansk øl. Amerikanerne er gode til at brygge specialøl – bedre end de er til at spille fodbold, øjensynligt – og det har vi jo også tidligere været inde på. Derimod er det standardøllene, der kan være problematiske. Heldigvis er der endnu engang tale om en specialøl fra The Boston Beer Company, som før har gjort sig ganske heldigt bemærket, og derfor var jeg ikke bange for smagsoplevelsen. Det var etiketten, der kort fik mig til at rynke brynene.
Det fremgik nemlig deraf, at øllet indeholdt karamel- og chokolademalt. Karamelmalt vidste jeg godt hvad var. Det er malt, opvarmet på en sådan måde efter maltningen, at sukkeret krystalliseres. Men chokolademalt? Jeg havde godt hørt ordet før, og billeder var dukket op i min fantasi af kakaobønner, der overhældes med vand til de spirer, hvorefter de varmes op og … the rest is history.
Men der tog jeg fejl. Chokolademalt har intet med chokolade eller kakao at gøre. Det er blot en bygmalttype, der giver øllet en farve, der minder om chokolade. Der er altså fortsat ikke andet i øllet end vand, bygmalt og humle, hip hip …
– Ja, jeg har aldrig påstået, at jeg var ekspert i øl. Men jeg bliver i det mindste også klogere efterhånden.
En mørk lager (udtales med bagtunge-‘a’ – som i Anders, og med hårdt ‘g’) er en undergæret øl (ligesom pilsnere), brygget med mørke malttyper som de ovenfor beskrevne. De smager typisk sødere end almindelige pilsnere, farven er mørkere og aromaen fyldigere. Smagsspektret kan dog variere en del. Mørke lagere kan også være ganske bitre og det giver i det hele taget nogle videre muligheder for at eksperimentere med smag, end der umiddelbart synes at være i lyse pilsnere, hvor det søde aspekt ikke er så meget med.
Samuel Adams Black Lager har både det søde og det bitre med. Og det er næppe nogen hemmelighed for de faste læsere, at jeg foretrækker det bitre. Brygget giver en fin velourblød finish på tungen, og overgangen fra det søde på spidsen og det bitre på enden af tungen er ikke uden elegance. Den smager kraftigt, ristet karamelagtigt med en antydning af stout og man forstår, at navnet ‘chokolademalt’ måske også har med smagen og den bløde fornemmelse, det giver, at gøre.
Men den gode og velafbalancerede smag til trods, er det lige som om, det ikke er helt nok alligevel. Eftersmagen, der ellers er dejlig bittersødt maltet og stout-lignende, klinger alt for hurtigt af. Og selv om smagen er god, når den ikke rigtigt den intensitet og fylde, man kunne have ønsket. Jeg har ganske afgjort smagt mørke lagers, der smager af mere – og mindre for den sags skyld. Der er bare ikke noget, der sådan rigtig stikker ud, og giver denne øl karakter eller individualisme. Det er en genudsendelse af andre OK specialøl.
Når man tænker på, hvad bryggeriet ellers producerer af fine specialøl, er det som om at de ikke rigtig har gidet gøre det ordentligt. Det er ærgerligt og egentlig også mærkeligt, når nu de rent faktisk kommer fra The Land of the Free and The Home of the Brave.
Samuel Adams Boston Ale, The Boston Beer Company
Det er en gammel skrøne – eller i hvert fald en skrøne – at al’ amerikansk øl er noget tyndt sprøjt. Det er et rygte, det har fået, efter at et efter sigende underlødigt ølprodukt “Budweiser” (‘efter sigende’, fordi jeg aldrig har smagt det og derfor ikke kan udtale mig fordomsfrit om det) er blevet markedsført brutalt over hele verden. Alligevel synes mærket aldrig rigtigt at have brændt sig fast i Europa, da det stadig siges anekdotisk om det på engelsk at, “it’s similar to having sex in a canoe – fucking close to water.”
Lidt erfaring har jeg dog gjort mig med tyndt amerikansk øl. Jeg husker tydeligt, da en bekendt ved navn Grant fra Wisconsin under et besøg i Danmark højtideligt erklærede at, “this is great beer” om en Maribo-pilsner. Den stakkels mand var ikke bedre bevendt.
Men flink som han var, tog han det lokale Wisconsin-sprøjt, Pabst Blue Ribbon, med da han et halvt års tid senere påny kiggede forbi. Da blev mit og mine kammeraters måbende undtryk fra gangen før erstattet med forstående nik (med en mellemstation af væmmelse, hosten og sprutten). For hvis det virkelig var, hvad Grant fik serveret, når han bad om øl, forstår man godt, hvordan en Maribo-pilsner pludselig kunne være “great”.
Jeg håber, Grant kommer forbi igen. For jeg ønsker virkelig at få muligheden for at anmelde en Pabst Blue Ribbon her i bloggen. Det vil jeg trods alt ikke gøre, uden at have drukket den i tidsrummet umiddelbart før indlægget bliver skrevet. Til gengæld kan jeg næsten love læserne, at de får lov at se, hvordan en anmeldelse, der ender med nul stjerner, ser ud.
Amerikanerne laver faktisk fremragende øl. Dette er der mange eksempler på, og ét af dem er Samuel Adams Boston Ale fra The Boston Beer Company i – ja, i gættede det – Boston, Massachussets, USA. Eksemplaret jeg købte, fandt jeg i Irma, men jeg ved, at den også kan købes i Kvickly til en pris i omegnen af 15-20 kr.
Hvad denne fine ale mangler i grumsethed (- det er ofte en fordel, hvis ales er grumsede. I mine øjne fjerner man en del af øllets sjæl, når overskudsgæren filtreres fra), har den til gengæld i den mørke farve, der alligevel gør den næsten uigennemskinnelig. En liflig, frugtagtig aroma rammer næseborene, og smagsløgene forbereder sig på en sød ale, med overtoner af blomster og friske frugter.
Men der bliver man snydt.
For hen over smagsløgene breder sig, blidt masserende, først de forventede frugtagtige nuancer, der straks efter afløses af kraftig, lettere brændt maltsmag, og finalen: På de allerbagerste, alleryderste bittertsmagende smagsløg, på tungens periferi længst ude på højre og venstre fløj kilder en pikant triumf af den bitreste humle.
Herefter tager bitterheden af, og efterlader munden tilbage med de søde toner – en blid, rund eftersmag, der ikke er kvalm, sådan som bitre ales til tider kan være.
Den fine balance mellem det bitre og det søde gør denne mørke ale til en udmærket sommerøl. For bitterheden til trods er den dejlig frisk, formår at slukke tørsten og den vil stå fremragende til salatbord, lyst kød og letkrydrede retter. Selv om det også fremgår af etiketten, at det er en ‘stark öl’ (importøren er svensk, hvilket betyder endnu en mellemmand og et par kroner ekstra ud af lommen) holder den næsten almindelig pilsnerstyrke (4,8 %) så man ikke skal være bange for, at drikke en til desserten også. En egentlig brandert er ikke noget jeg vil anbefale – ikke fordi jeg ved hvordan man har det dagen efter, men fordi det simpelt hen er synd at spilde så god øl på en så skødesløs vis.
Alt i alt en ganske anbefalelsesværdig og mangesidig ale fra den amerikanske østkyst. Den er i smag, farve og fyldighed slet ikke ulig øl fra det lidt sydligere liggende bryggeri i Brooklyn, New York. Er det monstro kun på østkysten, at der laves godt øl i USA? Og er resten af USAs befolkning – i Wisconsin i særdeleshed – fuldkommen uvidende om, at der rent faktisk findes andet end Pabst og Budweiser? Jeg håber det da, så de tynde øl ikke er et bevidst tilvalg. For jeg vil unde de fleste at undvære Pabst, så de kan drikke Samuel Adams Boston Ale i stedet.
Seneste kommentarer