Kajs Ølblog

What’s in the can …
Stays in the can …

Jeg skylder en af mine læsere og en af mine jævnligt anmeldte bryggere en kæmpe tak for dagens bryg.

Der er åbenbart tale om ét af de mest eftertragtede og sværest tilgængelige bryg i hele den vide verden. De sælges ikke uden for Vermont, den nord-USA’ske stat, hvor Bernie Sanders engang var guvernør – den sande liberalismes (altså dén med frisindetheden og -tænkningen – ikke den afsindige planet- og menneskeødelæggende grådighed) højborg på den vestlige side af Atlanterhavet. Derfor gøres der forståeligt nok mange krumspring for at få fat i den.

Bryggeren er Martin Guldhammer (Guldhammer Nanobryg), og om ham kunne Paul Hertz, læseren af min blog, fortælle det, jeg nu fortæller videre til jer … ja I kan nok høre, at fortællestrukturen er næsten lige så kompleks som i Platons Symposion, så det hele skal nok tages med et gran salt eller to.

Men historien er altså den, at Martin Guldhammer var på ferie i USA og havde reddet sig et mindre lager af The Alchemists eftertragtede bryg. Nu var spørgmålet blot, hvordan bryggene kunne komme med tilbage til Europa, og her viste Martin Guldhammer en snarrådighed som ville have gjort selv Han Solo grøn som Yoda selv af misundelse.

Åbenbart blev de kostbare dråber pakket ned i hemmelige og ikke åbenlyse steder i bagagen – og efter en flyvetur mod øst, som historien ikke melder noget om i detaljer, blev disse fænomenale og eftertragtede bryg ikke bare Paul til del, men også lille mig.

Og så nager frygten for skuffelse jo en del. For når man hører, at en øl er som Rigvedaens soma, den hvide heks’ turkish delight eller Carsten Berthelsens hjemmebryg, så er det på tide at tage de kritiske hørebøffer på og sætte munden på skrå, mens tommel- og pegefinger lægger hagen i pædagogisk førergreb. For hvor tit har man ikke hørt om en sang, at den skulle lyde som Kate Bush, hvorefter den i virkeligheden lyder som en hæs Celine Dion spillet på 16 omdrejninger?

Om det er de bange anelser eller de høje forventninger, der indfris afsløres om lidt. Allerførst tager jeg et kig på beholderen – en dåse, der rummer en amerikansk pint. Jeg er ikke sikker på, at jeg vidste, at de havde andre pints i staterne – men det har de, og en amerikansk pint er en smule mindre end en halv liter. Grafikken er vild – konsumenten på billede drikker af dåsen, og humlen står ud ad ørerne på ham. Dåsen der drikkes af, er i øvrigt samme dåse, som konsumenten selv er tegnet på. Og på den dåse, han drikker af, kan man oven i købet skimte endnu en konsument med en dåse … og så fremdeles. En fraktal med andre ord. Hvor fiffigt.

Øverst på emballagen formanes man med store bogstaver til at drikke direkte af dåsen, og på bagsiden forklares det i almindelig tekst hvorfor – i al’ sin korthed for at bevare øllets friskhed.

Man bliver jo helt slået med ærefrygt, når man hiver i åbningsmekanismen. Det er bestemt ikke hver dag, man får lov at prøve så sagnomspundne øl. Det hverken lyder eller føles nu anderledes end andre dåser, når trykket lettes. Lidt skuffet nåede jeg at blive over, at bryggets bouquet ikke med det samme forplantede sig i rummet, så jeg måtte jo anbringe min næse over åbningen, og gøre noget aktivt …

Woooow …

Der er kontant belønning ved kasse et. En psykopat-aromatisk humle leverer den største næsestyver siden Jakob Stegelmann slog Chuck Norris i Street Fighter II. Det er jo lige til at blive afhængig af. Prisen for at få sådan en dåse hjem fra Vermont, er vel i forvejen sammenlignelig med et gram coke – så hvorfor ikke bare blive ølsniffer? Det er oven i købet lovligt! … selvom Søren Pind nok vil forlange det forbudt med tilbagevirkende kraft, hvis han en dag skulle opdage, hvor dejligt det er. Jeg må hellere dæmpe mig lidt, før jeg giver ham gode ideer.

Men okay – jeg skal prøve at sammenligne dette aromatiske duftmonster med noget konkret. Spæde, friske grannåle rigeligt bergamotolie, et stænk af citron, og så ellers rivende og flående i næsens slimhinder på samme måde som brændenælder mod genitalier.

I smagen får man den direkte, uforfalskede toptunede dugfriske bitterhed af humle – sådan som man ønsker sig den, men som man også ved man aldrig kommer til at opleve. Indtil man støder på dette bryg, altså. Der er ingen ende på friskhed og aroma – overfloden er overvældende og overmodig, og nu forstår man overmåde overfordr… undskyld, opfordringen til at drikke dette bryg direkte ud af dåsen, i stedet for at skænke det.

Som det fremgår af billedet skænkede jeg nu alligevel en lille tår ved siden af – mest for at kunne vise bryggets fine gule lød og marengsskum – begge dele er set smukkere før, og godt det samme, for det er jo smagen det gælder. Ved tømning af glasset vil jeg desuden påstå, at jeg kunne mærke en væsentlig forskel. Lidt på samme måde som den første kop kaffe fra en ny pose kvælstofpakket, sammenlignet med den sidste portion fra samme pose. Smagen er såmænd ok, men aromaen og friskheden er slet ikke den samme.

Det kunne godt gå hen og blive en vane. Jeg ligger inde med endnu et bryg fra The Alchemist, med en lignende formaning om at drikke fra dåsen – og den har jeg også tænkt mig at overholde (og skænke en smule af, for at annamme forskellen). Friskheden i resten af brygget forbliver trods alt intakt selvom man skænker lidt af det op i et glas.

At drikke direkte fra emballagen er nu næppe en strategi jeg vi udvide til andre bryg i fremtiden. Det visuelle er en del af hele oplevelsen, og mange øl smager altså først ordentligt, når de har været ude i luften.

Men ikke dette bryg – her gælder den regel, at den aroma der er i emballagen skal forblive i emballagen for at gøre denne oplevelse total.

Og total – det er den i dåden!