Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: The Alchemist

Crusher, The Alchemist

2016-08-22 17.17.58Ah! Brutal!

Jeg er nået til den tredje og foreløbig sidste øl fra The Alchemist. Dermed slutter eventyret om Martin Guldhammers eventyrlige hjemrejse fra Vermont. Den slags rejseskildringer er der helt klart for få af her på bloggen, så hermed skal lyde en opfordring til ølentusiasterne derude: Enhver god historie, der knytter sig til eventuelle bryg, der sendes til nærværende blogger, er hjertens velkomne. Mennesket lever trods alt ikke af øl alene – der er også alle de gode oplevelser.

Vel – Crusher er endnu en IPA. Den genre klarer amerikanerne sig jo som bekendt ganske godt i, og i særdeleshed det Vermont-baserede bryggeri, som dette bryg og de tidligere anmeldte ‘Focal Banger‘ og ‘Heady Topper‘ kommer fra. At stifte bekendtskab med The Alchemist har faktisk været en af de virkelig store oplevelser her på bloggen. Ikke mindst fordi Focal Banger fik vippet den tidligere ‘bedste øl, jeg nogensinde har prøvet‘ af pinden.

Så forventningerne var fortsat i top, da denne dåse blev åbnet. I modsætning til de to andre, anbefaler bryggeriet denne gang ikke, at øllet drikkes af emballagen. Man tænker sit, når det dyborange bryg med det frodige, hvide skum skænkes, og bouquet af stikkende gran, søde, milde appelsiner og frisk grape breder sig aldrig så lifligt i hele lokalet – er der virkelig aroma tilbage i brygget efter den omgang?

Men dét er der (som et ekko af Tim og Gordon). Så rigeligt endda. Humlen river som frisk grantræ, fældet med en sløv økse, skåret med en rusten sav og høvlet med en ujævn, hakket høvl. Træet er fuld af små, smagsfulde, flænsende splinter med modhager, der går lige i tungen, og sætter sig fast dybt inde.

Det er et brutalt humlebryg, der med sin ledsagende smag af grape ikke glemmer også at være aromatisk. Men humlen – den rå, brutale, krasbørstige – ja, nærmest afstumpede humle spiller ikke bare førsteviolin, men i hvert fald også anden- og tredje-. Men brygget er samtidig af et format og vældighed, så det kan bære det.

Det ser man ikke så tit.

Tak for skænken, Martin – og tak til Paul for at være forbindelsesled mellem Martin og mig. Lad det endelig ikke være sidste gang, et sådant arrangement kommer i stand!

5-en-halv-stjerne

Heady Topper, The Alchemist

2016-08-11 19.32.11Både i dåse og glas …

Ak og ve! Læserne har igen måttet døje med en afbrydelse i den ellers linde strøm af øl og anmeldelser.

Bloggerens elendige undskyldning er denne gang et lille arrangement, han frekventerede i den forløbne weekend – livsstilsmessen i Bernstorffparken i Gentofte. Ja, sådan nogle pæne steder kommer undertegnede også. Tænk at jeg ikke engang blev stoppet, da jeg valgte at køre under cykelbroen ved Lyngbymotorvejen.

I skal ikke snydes for en længere redegørelse for eventuelt gøgl, gavtyverier og anden festivitas, der måske – måske ikke – fandt sted i slotsparken. Jeg var i godt selskab med de gæve gutter fra Kongebryg, så det var hele tiden hyggeligt og aldrig kedeligt.

Inden jeg når dertil har jeg imidlertid igen-igen-igen et hængeparti, jeg skal have fra hånden. Før jeg tog på weekend for mestendels at more mig – men altså også for at skænke øl i godt selskab – prøvede jeg en anden af de spændende amerikanske øl, Martin Guldhammer i dølgsmål havde bragt med sig hjem fra ferie.

Heady Topper er en dobbelt IPA. Oplevelsen beskrives som “Wave after wave of hoppy godness on your palate”. Det kan det Vermont-baserede mikrobryggeri The Alchemist jo sagtens komme og sige. Men i betragtning af den oplevelse, som Focal Banger leverede, skal man være varsom med at afskrive selvsmigeren som ren markedsføringsmæssig verbalakrobatik. Hin IPA har jeg i hvert fald skrevet bag øret som den bedste øl, jeg nogensinde har prøvet. 666 Black Damnation er efter fem år på toppen endeligt blevet detroniseret.

Dirrende af forventning åbnede jeg dåsen, og hev duften ind med alt hvad mine lunger kunne trække. Jo, der var rigeligt aroma til alle fimrehårene og de indvendige slimhinders fulde areal. Bergamotolie og fyrrenåleessens forefindes i koncentrationer, så bouqueten slår over i syrlige stikkende limenoter, mens humlen ellers bare buldrer derudaf.

Smagen er igen en aromaeksplosion af rå, frisk og uforfalsket humle. Men til forskel fra Focal Banger er det ikke så meget grannålene, man smager som selve træet, de vokser på. Det gør brygget en anelse tungere at arbejde med, så den følelse af at lette og svæve, man havde håbet at genopleve, desværre udebliver.

Fylden er massiv – men ikke ekstraordinær. Eftersmagen er – ligesom selve smagen – sat i et tungere gear, så den i stedet for at pumpe bølge efter bølge af frisk og karsk aromahumle mod smagsløgene, tæsker løs på dem med en bitterhed, der nærmer sig det beske og det klæge.

Ja, brok er der masser af – men har man én gang prøvet Alchemists gudebryg, så gør det lidt ondt når det anden gang bare ikke når samme højder. Det er alt andet lige stadig et bryg i topklasse, som har mine varmeste anbefalinger, og som man ikke bør gå uden om, hvis man får chancen.

Og denne øl kan i øvrigt skænkes – og eventuelt deles uden også at dele mundbaciller – uden at det ødelægger noget. Duften og aromaens kraft tager lidt af, men til gengæld opdager man, at brygget er mere broget i smagen end når det drikkes fra dåse. En bitter, krydret kant af soya melder sig ved mandlerne, og træbitterheden synes at blive en tand mindre anmassende idet den ændrer sig til en friskere og lidt spinklere kommenkarakter. Og så er det lettågede, korngule bryg jo bare flot at beskue.

Bryggets generelt grovere og mere uforfinede bitterhed gør også, at man på et tidspunkt i forløbet får nok, mens Focal Banger nærmest føltes som en flydende udgave af Den Hvide Heks’ Turkish Delight. Af den ville man bare have mere, mere og mere og til sidst drikke sig ihjel.

Det er måske meget godt, at der ind imellem også findes øl der ikke er helt så vidunderlige.

5-stjerner

Focal Banger, The Alchemist

2016-07-31 14.26.45What’s in the can …
Stays in the can …

Jeg skylder en af mine læsere og en af mine jævnligt anmeldte bryggere en kæmpe tak for dagens bryg.

Der er åbenbart tale om ét af de mest eftertragtede og sværest tilgængelige bryg i hele den vide verden. De sælges ikke uden for Vermont, den nord-USA’ske stat, hvor Bernie Sanders engang var guvernør – den sande liberalismes (altså dén med frisindetheden og -tænkningen – ikke den afsindige planet- og menneskeødelæggende grådighed) højborg på den vestlige side af Atlanterhavet. Derfor gøres der forståeligt nok mange krumspring for at få fat i den.

Bryggeren er Martin Guldhammer (Guldhammer Nanobryg), og om ham kunne Paul Hertz, læseren af min blog, fortælle det, jeg nu fortæller videre til jer … ja I kan nok høre, at fortællestrukturen er næsten lige så kompleks som i Platons Symposion, så det hele skal nok tages med et gran salt eller to.

Men historien er altså den, at Martin Guldhammer var på ferie i USA og havde reddet sig et mindre lager af The Alchemists eftertragtede bryg. Nu var spørgmålet blot, hvordan bryggene kunne komme med tilbage til Europa, og her viste Martin Guldhammer en snarrådighed som ville have gjort selv Han Solo grøn som Yoda selv af misundelse.

Åbenbart blev de kostbare dråber pakket ned i hemmelige og ikke åbenlyse steder i bagagen – og efter en flyvetur mod øst, som historien ikke melder noget om i detaljer, blev disse fænomenale og eftertragtede bryg ikke bare Paul til del, men også lille mig.

Og så nager frygten for skuffelse jo en del. For når man hører, at en øl er som Rigvedaens soma, den hvide heks’ turkish delight eller Carsten Berthelsens hjemmebryg, så er det på tide at tage de kritiske hørebøffer på og sætte munden på skrå, mens tommel- og pegefinger lægger hagen i pædagogisk førergreb. For hvor tit har man ikke hørt om en sang, at den skulle lyde som Kate Bush, hvorefter den i virkeligheden lyder som en hæs Celine Dion spillet på 16 omdrejninger?

Om det er de bange anelser eller de høje forventninger, der indfris afsløres om lidt. Allerførst tager jeg et kig på beholderen – en dåse, der rummer en amerikansk pint. Jeg er ikke sikker på, at jeg vidste, at de havde andre pints i staterne – men det har de, og en amerikansk pint er en smule mindre end en halv liter. Grafikken er vild – konsumenten på billede drikker af dåsen, og humlen står ud ad ørerne på ham. Dåsen der drikkes af, er i øvrigt samme dåse, som konsumenten selv er tegnet på. Og på den dåse, han drikker af, kan man oven i købet skimte endnu en konsument med en dåse … og så fremdeles. En fraktal med andre ord. Hvor fiffigt.

Øverst på emballagen formanes man med store bogstaver til at drikke direkte af dåsen, og på bagsiden forklares det i almindelig tekst hvorfor – i al’ sin korthed for at bevare øllets friskhed.

Man bliver jo helt slået med ærefrygt, når man hiver i åbningsmekanismen. Det er bestemt ikke hver dag, man får lov at prøve så sagnomspundne øl. Det hverken lyder eller føles nu anderledes end andre dåser, når trykket lettes. Lidt skuffet nåede jeg at blive over, at bryggets bouquet ikke med det samme forplantede sig i rummet, så jeg måtte jo anbringe min næse over åbningen, og gøre noget aktivt …

Woooow …

Der er kontant belønning ved kasse et. En psykopat-aromatisk humle leverer den største næsestyver siden Jakob Stegelmann slog Chuck Norris i Street Fighter II. Det er jo lige til at blive afhængig af. Prisen for at få sådan en dåse hjem fra Vermont, er vel i forvejen sammenlignelig med et gram coke – så hvorfor ikke bare blive ølsniffer? Det er oven i købet lovligt! … selvom Søren Pind nok vil forlange det forbudt med tilbagevirkende kraft, hvis han en dag skulle opdage, hvor dejligt det er. Jeg må hellere dæmpe mig lidt, før jeg giver ham gode ideer.

Men okay – jeg skal prøve at sammenligne dette aromatiske duftmonster med noget konkret. Spæde, friske grannåle rigeligt bergamotolie, et stænk af citron, og så ellers rivende og flående i næsens slimhinder på samme måde som brændenælder mod genitalier.

I smagen får man den direkte, uforfalskede toptunede dugfriske bitterhed af humle – sådan som man ønsker sig den, men som man også ved man aldrig kommer til at opleve. Indtil man støder på dette bryg, altså. Der er ingen ende på friskhed og aroma – overfloden er overvældende og overmodig, og nu forstår man overmåde overfordr… undskyld, opfordringen til at drikke dette bryg direkte ud af dåsen, i stedet for at skænke det.

Som det fremgår af billedet skænkede jeg nu alligevel en lille tår ved siden af – mest for at kunne vise bryggets fine gule lød og marengsskum – begge dele er set smukkere før, og godt det samme, for det er jo smagen det gælder. Ved tømning af glasset vil jeg desuden påstå, at jeg kunne mærke en væsentlig forskel. Lidt på samme måde som den første kop kaffe fra en ny pose kvælstofpakket, sammenlignet med den sidste portion fra samme pose. Smagen er såmænd ok, men aromaen og friskheden er slet ikke den samme.

Det kunne godt gå hen og blive en vane. Jeg ligger inde med endnu et bryg fra The Alchemist, med en lignende formaning om at drikke fra dåsen – og den har jeg også tænkt mig at overholde (og skænke en smule af, for at annamme forskellen). Friskheden i resten af brygget forbliver trods alt intakt selvom man skænker lidt af det op i et glas.

At drikke direkte fra emballagen er nu næppe en strategi jeg vi udvide til andre bryg i fremtiden. Det visuelle er en del af hele oplevelsen, og mange øl smager altså først ordentligt, når de har været ude i luften.

Men ikke dette bryg – her gælder den regel, at den aroma der er i emballagen skal forblive i emballagen for at gøre denne oplevelse total.

Og total – det er den i dåden!

6-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme