Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Pladderballe Bryghus

Gravøl, Pladderballe Bryghus

2016-07-19 17.55.43Elsket og savnet …

Uden at være helt sikker, tror jeg at dette er det eneste bryg, Pladderballe Bryghus har udsendt siden hin novemberdag i fjor, hvor Danmark blev en stor komiker og et endnu større menneske fattigere. Jan Monrad er stadig savnet, og hvor kunne man dog i den grad bruge hans fjollede, barnligt uskyldige, lumre og ind imellem også overrumplende bidske humor i et land med kontanthjælpsloft, indkøb af uduelige kampfly for skattekroner, der er hårdt brug for andre steder, en justitsminister, der er arg fjende af retsgarantier og menneskerettigheder, en forsvarsminister, der blåstempler bombning af civile, en integrationsminister og en formand for folketinget, der er racister – og jeg kunne blive ved og ved og ved …

Men lad Jan hvile i fred. Ingen steder nævnes det på bryggets etiketter, at det er brygget til minde om ham. Men det er meget svært at være i tvivl. Angiveligt er bryggeriet leveringsdygtigt i denne med individualiserede etiketter, så man kan få brygget leveret til netop gravøl med afdødes navn og eventuelle mindeord på. Her er der ikke skrevet noget – men at brygget og konceptet landes nu, er næppe tilfældigt.

Brygget er lige så mørkt som anledningen – hvilket er lige så mørkt og tæt, som en stout helst skal være. Ellers er det noget afdæmpet i skumdannelse og bouquet. Sidstnævnte er stadig rar, med markante noter af sød karamel og bitter kaffe.

Smagen er mere ovre i det bitre hjørne. Kaffen dominerer, mens den søde karamel ikke upassende er erstattet af noget mørkere slik, nemlig lakrids. Lakridsen, det søde men også bitre og klæbrige, klinger af som det sidste, før der er tæppefald og lyset for sidste gang går ud.

Det er i det hele taget en afdæmpet oplevelse både udenpå og indeni. Der er skruet ned for det vanligt spraglede festfyrværkeri af farver og historiefortælling fra Monrad & Rislunds fjollede univers. For det er en gravøl, og i sit afdæmpede og samtidig mørke udtryk udfylder den faktisk netop den rolle meget godt.

En højtideligt nedtonet stout. Nogle ville sige, den er kedelig – måske endda tynd. Men omstændighederne taget i betragtning, ville et festfyrværkeri være uforskammet. Tiden er simpelt hen ikke til det. Desuden er brygget i hele sin andægtige tilbageholdenhed egentlig ganske afbalanceret (måske med undtagelse af lidt øllebrødsfornemmelse i eftersmagen), så den ud over at passe til lejligheden også i sig selv byder på en både harmonisk og kontemplativ oplevelse.

3-en-halv-stjerne

Skumhest, Pladderballe Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2015 III)

2015-06-21 14.13.29Det er slet ikke slik!

Som sædvanlig deltager Svaneke Bryghus med to øl ved Kvicklys Ølfestivalg. Det er jo som bekendt dem, der står bag fantombryggeriet Pladderballe Bryghus, hvis produkter bygger på figurer og effekter fra komikerparret Monrad & Rislunds bizarre univers. Om retfærdigheden i det, skal jeg ikke være dommer, men blot konstatere, at der selvfølgelig er større vinderchancer, når man spiller på flere heste.

Meget apropos, da det jo også er en hest, vi har at gøre med her. Og her gik jeg og troede, at skumheste var en slags slik. Den optræder i Bjarkram Rodaz’ énakter “Ovre i Døgneren”, der kan nydes i sin fulde længde på pladen “Mens vi venter på Prinsen”. Her beder kunden om en pose salmiakaffald, 100 g. marcipanskrald, en kalapøjser og to poser [trommehvirvel] skumheste. Kioskejeren stiller sig uforstående over for bestillingen, hvorefter kunden træder ud af sin karakter og udbryder der sin lyse, hæse pibestemme, der omtrent lyder som Skærmtrolden Hugo på Helium: “Ja, jeg ved hvad jeg taler om for min Onkel han var Lagermand på Haribo.” Det har således været mere en antydet, at der var tale om en slags slik … men nu ved vi bedre!

Kunden havde planer om at drikke sig hønefuld, eller i hvert fald købe sig et større kvantum af nærværende bryg (at pladen er fra 1989, 26 år ældre end denne øl (og 11 år ældre end bryggeriet, der brygger den) har jeg ingen kommentarer til. Det må komikerparret eller bryggeriet selv rede sig ud af.) Øllet er brygget i det overordentligt populære og hipstersmarte Nye Nordiske Køkken, og er således tilsat Havtorn og Ramsløg. Desuden fremgår det, at den er “Nu uden vilde myrer”. Og det er den vist ikke bare nu. Det har den nok altid været (ærgerligt nok. Hvis jeg kan prøve øl brygget på finhvalnosser røget over fåremøg er vilde myrer jo ellers både den naturlige og logiske fortsættelse).

Havtorn forstår jeg. Ramsløg … lyder spændende. Jeg har aldrig prøvet øl med nogen form for løg før, men umiddelbart har jeg svært ved at se, hvordan løg, med sin stikkende og krakilske smag skulle kunne forenes tilfredsstillende med malt, humle og vand. Gær, kan jeg måske godt se, men at forstærke gærsmagen er vist sjældent noget man ønsker.

Efter skænkning af det ganske flotte lettågede og gyldenorange bryg, må man vente lidt, før det hvide, fedtede og luftige skum er retireret nok til, at snudeskaftet kan placeres adækvat til bouquetopsnapning. Her mærker man tydeligt løgene, som små nåle i næsevæggene på en baggrund af en præsent og fortrinsvis sød humle. Der er rigeligt med aroma til lugtesansen for så vidt.

Og ved smagning opdager man, at skumhesten ej er hverken øg eller krikke!

Den er en vild fuldblodsaraber, hvis solide spark leveres med stærk og potent fylde, et vildt vrinsk af krakilsk bitterhed og en kåd gallop af et hidsigt gærindslag, der kun langsomt går over i et skarpt trav af en besk, bittersød eftersmag.

Snart for man dog fat i tøjlerne igen, og bremser bæstet op. Det var vildt! Men man må også lige overveje, hvor godt det er. Råstyrken er udpræget, og det er slet ikke utænkeligt, at Pladderballe Bryghus kan hente sejren hjem på den alene.

Men der mangler noget – nuancer. Skumhesten er en gallophest, og hvis man er mere til dressur er skuffelsen nærliggende. For karakteren må vige for råstyrken; humlen er nok vældigt bitter, men samtidig er gærindslaget meget præsent og dermed ofres noget af velsmagen for styrken.

Man kan dog uanset hvad glæde sig over, at bryggeriet både fnyser og pruster ad kommercielle krav om lettilgængelighed og letdrikkelighed. Og oplevelsen er i hvert fald intakt uanset hvad. Skål for Ølfestivalgets indtil videre mest markante og fandenivoldske indslag, og denne bloggers foreløbige favorit.

4-en-halv-stjerne

Svagpisser, Pladderballe Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2014 XI)

En sejr ville ikke være det værste …

Hermed anmeldelse nr 450, nøje udvalgt blandt de 12 Ølfestivalg-øl. Da jeg startede temaet, bed jeg mærke i, at jeg undervejs ville nå til anmeldelse nr. 450, og så tænkte jeg, det kunne være lidt fikst, hvis denne øl fik æren. Øl nr. 350 var også fra Pladderballe Bryghus. Det gik ikke så voldsomt overdrevet fantastisk med den, så her var der en oplagt chance for revanche.

Det har været spændende at følge eventet såvidt. Det er næppe nogen hemmelighed, at nærværende øl fører stort i afstemningen, skarpt forfulgt af Krenkerup Weissbier, som jeg vil blive anmeldt senere i dag. Rækkefølgen, jeg har anmeldt i, er tilfældig (jeg sværger), og skæbnen ville åbenbart, at det, kunderne syntes bedst om, var det, jeg skulle komme til at anmelde sidst. Mine forventninger til brygget er selvfølgelig afstemt derefter – med risiko for at blive oprigtigt skuffet, men det må vi jo kigge på – og i anden gang dufte til og smage på.

Brygget er en red ale, og den betegnelse har jeg godt nok set bryg, der levede bedre op til. Nærværende bryg er mere ovre i det orange – men i øvrigt nydeligt tåget som ufiltreret øl skal være. Skummet falder dog lidt for hurtigt og mangler fasthed, men formår til gengæld at klistre en smule. Såvidt har vi kigget på det, nu til duft. Den … er der da, men man skal lede noget med snudeskaftet, før den gør nok væsen af sig til at man kan berette derom. Lidt humle – pilsneragtig, men mest en frisk og noget ubestemmelig syrlighed. Her slår det ikke til, at hævde, at brygget ikke gør de store armbevægelser. Der har snarere fundet en lammelse, hvis ikke en amputation sted.

Men det er jo også smagen, der er det vigtigste – og det er endnu et møde med en for mig relativt ny ven, Cascade-humlen. Den bider sig omgående fast i tungen, og fylder gabet med sin kække, friske bitterhed – og som flere på Kvicklys facebook-side har bemærket, gør den godt i sommervarmen. Dermed bestemt ikke ment, at det minder om lette, lyse pilsnerøl ovre vestfra. Nej, brygget har rigeligt format til at en sådan sammenligning ville være den rene og skære fornærmelse.

Brygget er ganske vist relativt let, men med en afdæmpet alkoholstyrke på 3,3% også overraskende fyldigt. Eftersmagen leger længe på mandler og i ganen med en solid bitterhed af nåletræ, så alle takter er gode og øloplevelsen er intakt …

Alligevel kan jeg allerede nu afsløre, at dette ikke er min kandidat til vinderbrygget. Det er et bryg, der satser på en skarp, aromatisk og ligefrem humlebitter eftersmag, der tackler smagsløgene hårdt. Derefter lammer den bagenden af munden med endnu en tackling … men det er som om, den glemmer det, der kommer imellem. Fylden er der da, men den er set bedre. Smagen er god, men den varer ikke ved. Efter det første hårde stød klinger den alt for hurtigt af og afløses af en ganske vist vederkvægende, men også noget anonym friskhed. Der er ingen ubehagelige noter, men det gør ikke automatisk et bryg godt, og antallet af gode noter er simpelt hen set højere i andre bryg her i løbet af Ølfestivalget.

God i sommervarmen? Afgjort! Men en vinderøl skal også kunne mere end det.
4-stjerner

Szlatmok, Pladderballe Bryghus/Svaneke Bryghus

Deja-vu

Og så nåede jeg til aftenens øl, og fik dermed rettet op på hængepartiet – at have to anmeldelser ude at svæve samtidig. En følelse præget af lige dele utilstrækkelighed, uro og utilpashed, omtrent som nærværende øls hovedperson må have følt det, da hun blev foldet sammen og proppet ned i sadeltasken på den anden knallertbryders, Pia Vildbjergs, knallert.

Skulle man ikke være velbevandret nok, i Monrad & Rislunds bizarre univers, kan selve hændelsen opleves i radiotransmissionen fra Væmmelse Nørmark Lilleskole, hvor der blev afholdt knallertbrydning for kvinder. Det sker på pladen “Hundestjerner Hasteindlagt”, der indbragte komikerparret en guldplade. Et fyldigere referat kan findes på komikerduoens hjemmeside, hvor der imidlertid kan konstateres en konflikt i stavningen af hovedpersonens efternavn. Der staves det med ‘Z’ – mens det på øllets etiket, som det fremgår, staves med ‘SZ’. Så meget for markedsføringspingernes evner udi konsekvens med hensyn til almindelig ortografi.

Brygget er i øvrigt en del af Kvicklys Ølfestivalg, en tradition, der blev startet sidste år, og som jeg aldrig rigtig fik fod på. Blandt andet fordi der kom en kortvarig emigration til Irland i vejen. Gennemgangen bliver næppe heller denne gang fyldestgørende, men lidt er der da kommet med til ølkælderen (på toppen af vores køkkenskab), og som mangeårig følger af Monrad & Rislunds underholdende univers, – og af fantombryggeriet Pladderballe Bryghus’ sjældent helt uantagelige bryg – er denne øl en selvfølgelighed i arsenalet.

Pladderballe Bryghus’ øl startede ud med et uhørt højt niveau, der desværre skulle gå hen og blive det egentlige bryggeris, Slotsbryggeriet Fønix’, tragiske endeligt. Svaneke har stået for brygningen siden, og resultaterne har siden i alt for høj grad peget i retning af Svanekes andre bryg. Det er sjældent helt godt nok til at være – ja – godt nok.

Her er der tale om en hvedeøl, og allerede der er oddsene ikke for gode. Hvedeøl er ofte for tynde, og hvis de endelig smager af noget, smager de alt for ofte af gær. Sjældent får man fat i de gode, der smager af hyldeblomst og græs på en dugfrisk forårseng, og selv disse mangler fylden og kraften til at blive kaldt sådan rigtig gode.

En Szlatmok hører til blandt dem, der smager af noget. Den smager også noget af gær, men heldigvis ikke så meget, at det ødelægger det overordnede indtryk. Gæren kan ellers tydeligt ses. Flasken, der havde stået lodret i køleskabet, måtte agiteres temmelig længe, før det klæbrige mudder i bunden af flasken havde løsnet sig. Overraskende nok betød dette ikke alverden for kulsyrefrigørelsen ved åbningen, så brygget  blev faktisk i flasken. Farven er grapegul, og duften også syrlig i samme retning. Brygget er ganske uigennemskinneligt på grund af restgæren, med relativt cremet, hvidt skum, så der på den visuelle side ikke er meget at pege fingre ad. Ved siden af grapefrugtens stikkende syrlighed finder man også en bouquet af frisk franskbrød. Lettere ildevarslende i betragtning af et par andre øl, der duftede i samme retning.

Ved siden af gæren, er det frisksyrlige aromaer, der præger brygget. Der er et markant element af lime og igen af grape. Dertil kommer en skarpt bitter bi- og eftersmag af en blanding af pilsnerhumle og det bitre element fra grapefrugter. Det er en for så vidt forfriskende oplevelse, omend den megen gær gør den en anelse træg at komme igennem. Brygget er ikke helt i balance, og den relativt store fokus på friskhed og syrlighed gør også, at brygget ender med at føles en kende tyndt. Brygget er det indtil videre svageste fra Pladderballe Bryghus, og det kommer ikke som nogen overraskelse for mig, at det sker efter, at Svaneke Bryghus har taget over.

Fik jeg sagt, at dagens bryg også var nr. 350, jeg har anmeldt? Næh, det gjorde jeg vist ikke, men det er det. Og endnu engang er en af jubilæumsanmeldelserne ikke ligefrem noget at råbe hurra for – men det har da været værre, så lad det være godt nok for denne gang.
3-stjerner

Sokkeøl, Pladderballe Bryghus (Svaneke Bryghus)

Det er først i november/sidst i oktober … ja, det er faktisk aktuelt j-dag, så hvilken anledning ville være bedre til at tage fat på årets juleøl? Den blev nydt sidst i oktober, hvilket indrømmet er lidt sent i forhold til de første juleforberedelser, der som bekendt starter i supermarkederne omkring midten af september eller deromkring. Som sædvanlig er der også meget juleøl derude, så det er bare om at komme i gang tids nok, og Kajs Ølblog starter med en øl fra Pladderballe Bryghus.

En kommentar til bryggeriet er dog nødvendig, før vi skrider til selve anmeldelsen. Pladderballe Bryghus findes ikke i virkeligheden, det er et fantombryggeri, hvis kvalitetsfulde og succesrige produkter oprindeligt blev skabt på Slotsbryggeriet Føniks. En uheldig række af omstændigheder, herunder en konflikt med slottets ejer, Reedtz-Thott-klanen, at nogle af bryggeriets øl eksploderede, og at produktionen overhovedet ikke kunne følge med efterspørgslen betød, at det lille bryggeri med den store succes blev kvalt i sit eget held.
Konceptet Pladderballe Bryghus rejste sig – i modsætning til bryggeriet – dog som en anden fugl Phoenix (ja sådan foretrækker jeg at stave det – blandt andet for at drille klamphuggerne i DSN) idet det blev overtaget af bornholmske Svaneke Bryghus.
Sokkeøl er Pladderballe Bryghus’ første juleøl, og forventningerne er naturligvis høje, omend garneret med et gran skepsis, da bryggeriet bag mildt sagt har haft svingende held med de bryg, der er blevet anmeldt her på bloggen. Jeg har ikke smagt Pladderballe-øllene igen siden Svaneke har taget over, så dette er også ildtesten for, om Svaneke Bryghus kan holde det nærmest uhørt høje kvalitetsniveau, som Føniks formåede at sætte.
Øllet ser med sin rødbrune farve og orangegyldne skum i hvert fald ganske julet ud. Men det er især duften, der vækker julestemningen. En gennemtrængende em af nelliker og kanel nærmest river i næseborene, så man næsten måtte tro, at rotternes dans om risengrøden allerede er begyndt.
Den smager også af jul, med krydrede og søde toner af kanel, pommerans, sukat, brunkagekrydderi og bitre nelliker i eftersmagen. Det er gennemført juleøl fuld af hygge, velsmag og julestemning. Dog går en lille smule af magien af brygget, når man på bagetiketten opdager, at øllet er krydret med stjerneanis – ja, det er ikke bare brygkunst, der ligger bag – desværre. Når krydderiets prægning af brygget er så stærk, at krydringen udgør selve karakteren frem for blot at afrunde smagen, synes jeg, at det er lidt snyd.
Juletræet er dog ikke af plastic – lysene er blot elektriske, så det allermeste af julestemningen er trods alt intakt. Og øllet smager stadig godt – det er det vigtigste.

4-en-halv-stjerne

Påskelammer, Pladderballe Bryghus (aka. Slotsbryggeriet Føniks), Påskeøl 2012 I

Jeg troede egentlig, at Pladderballe Bryghus’ produktion kun ville omfatte de fire allerede anmeldte øl, Monrad & Rislund, Kakerlakpuler, Brodtgaard og Kalapøjser, så stor var min overraskelse – og fryd, da det blev bekendtgjort, at der også ville komme en øl mere – en påskeøl ved navn “Påskelammer”.

Det er jo lige op ad Monrad & Rislunds gyde med det fine ordspil, der så elegant kombinerer vold og kristendommens vigtigste højtid. Og med anmeldelsen af denne øl starter også anmeldelserne af årets påskeøl. Heller ikke i år var der nogen bryggerier, der før påske, fandt på at lancere “fastelavnsøl”. Det er åbenbart et koncept, vi kommer til at vente længe på.
Påskelammer er som Pladderballe Bryghus’ andre produkter ufiltreret, og da mine erfaringer som bekendt ikke har været de bedste med ufiltreret øl her på det sidste, valgte jeg denne gang ikke at agitere flasken, før jeg skænkede den. Alligevel fremstod det rødlige bryg lettåget med et stabilt, hvidt og ganske højt skum, der dog ikke delte de andre Pladderballeøls klæbeevner. Duften var også svagere end man er blevet forvænt – en syrlig, letsød og frisk duft af forårsblomster.
Smagen er en sjældent velgørende, omend noget svag kombination af syrligt og bittert. Syrligheden bruser småhidsigt i næsen i løbet af de første par mundfulde, og formår derved at involvere næsen i øloplevelsen. Bitterheden er mestendels gæret, men rent undtagelsesvis gør det ikke noget. Det er ikke særlig kraftigt og på en måde ganske velafstemt med den lette syrlighed af græs og citrusfrugter.
Den eneste deciderede skuffelse er eftersmagen, der mest af alt bare udebliver. Samtidig er aromaen ikke helt stærk nok til, at øllet nydes i de små mundfulde, der automatisk blev drikkemetoden ved seriens øvrige øl. Man tager nogle ordentlige drag, og får på den måde klemt tilstrækkelige mængder af den ellers gode – men altså noget fattige smag ud af brygget.
Som jeg sad der og ærgrede mig over, at jeg havde ventet en lammer, og i stedet fik et svagt, uengageret, ja nærmest venligt tjat, så faldt jeg alligevel i staver over de vidunderlige klumper af bundfældet restgær i glasset. Endskønt jeg ikke havde agiteret glasset, før jeg skænkede, havde en god mængde alligevel sneget sig med, så det i det mindste blev en stor visuel oplevelse.
Og så kom overraskelsen.
Det sidste af brygget – det med restgæren – formåede omsider at mobilisere en smag af en kaliber, jeg havde forventet. Restgæren gjorde brygget sødere, mindre gærbittert (paradoksalt nok) og fyldigere. Nu meldte sig toner af rosenblade og en lækker fylde sig i brygget, og restgæren gav desuden en lækker, bitter eftersmag af humle.
Så det endte jo godt alligevel, og næste gang jeg drikker den, må jeg endelig huske at agitere flasken, så jeg få al’ restgæren med med det samme. Indtil videre kan jeg dog kun vurdere den på den oplevelse jeg havde, og der er det altså ikke helt godt nok, at den skulle være så længe om at brillere – også selvom den brillerede så brillant, da den endelig gjorde det.

4-stjerner

Kalapøjser, Pladderballe Bryghus (aka. Slotsbryggeriet Føniks)

Vi er nået til den sidste øl i Pladderballe Bryghus serie af øl konceptualiseret over karakterer fra Monrad & Rislunds univers.

Den sidste øl, Kalapøjser, opkaldt efter karakteren Mogens’ faste rekvisit, en ballon sat fast til en stump haveslagne, er en Brown Ale, og det er en kategori, man må sige, Kalapøjser lever op til. Farven er mørkebrun, lettere grumset og med et endda overordentligt højt, gyldent skum. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har set så højt, plastisk skum før, Det rejser sig godt en tomme over glasset som en gylden smølfehue, og næsten ligegyldigt, hvor meget man hælder oveni, så stiger det bare, og vil bare ikke vælte ud over glassets kanter. Måske har det noget med skummet klæbeevne at gøre, for som brygget ryger i ganen bliver det – som ved de andre Pladderballe Bryghus-øl – krampagtigt hængende. Duften er sød, om med en syrlig kirsebæragtig snert, måske lidt som man kender den fra en kriek, omend det er svært at sige med sikkerhed, da det er længe siden, jeg sidst har prøvet sådan en.

Smagen lader intet tilbage at ønske i forhold til de andre mørke Pladderballe-øl. Den præges af samme varme fylde, aromaer af kaffe og chokolade, og af samme grund bør den tempereres, før man åbner den. Skulle man have glemt det er skaden ikke uoprettelig, for den taber ikke noget ved at vinde temperatur efter den er åbnet, snarere tværtimod.

Lige som Brodtgaard ændrer den lige så stille karakter, mens den står i glasset, også her er den formentlig restgæren, der gør sin virkning, men hvor dette havde nærmest destruktiv effekt i Brodtgaard, så bliver denne øl nærmest bedre og bedre, jo længere tid den nydes. De bitre kaffetoner dæmpes, og chokoladesødmen træder mere frem. Det samme gør den initiale kirsebæraroma, der melder sig som en til sødmen ganske velafstemt cherrysyrlighed ved gummerne.

Jeg mindes ikke at have prøvet en øl før, der bliver bedre og bedre jo længere tid den står åben. Dette er sandelig et unikt karaktertræk ved Kalapøjser. Jeg har prøvet øl, der ikke taber noget ved det – det er faktisk tilfældet for de fleste øl, trods alt, men at de ligefrem vinder noget, når de i forvejen har været tempereret er nyt for mig. Smagssammensætningen til sidst er også speciel, og de 5 stjerner for veludført og overraskende bryghåndværk er fuldt fortjente.
5-stjerner
Pladderballe Bryghus’ øl har indtil videre været det tema, redaktionen absolut har nydt mest at berette om. Det var med en vis skepsis, at jeg begyndte på dem, for iblandt konceptualiseret bryg – om det har været på den ene eller anden måde – har der været endda overordentligt langt mellem snapsene. Pladderballe Bryghus’ øl har ikke været andet end snapse – omend én af dem var lige bitter og gæret nok for min smag.

Well done!

Brodtgaard, Pladderballe Bryghus (aka. Slotsbryggeriet Føniks)

Jeg kunne næsten ikke få luft – og det kunne ikke blive meget bedre, hva’ – men så gik den heller ikke længere. Det fuldstændig absurd høje niveau for denne serie konceptøl måtte dæmpes en anelse – men så igen kun en anelse.

Det startede ellers lovende med en let anretning af højt, kridhvidt skum oven på et nydeligt mørktgyldent, tåget bryg, der dog stadig havde langt op til den uforlignelige ‘Kakerlakpulers’ indhold af restgær. Skummet var en klasse for sig – det var som om det bare ikke ville vige og, da det endelig gjorde, udkæmpede en nærmest desperat dødskamp for at undgå det. Duften er typisk IPA-agtig, kraftigt sød med toner af søde æbler, hyldeblomst og blommer.

Og det fortsatte sådan set også lovende med god bittersød smag, som man kender det fra en IPA. Det er en hård smag, der tæsker løs på smagsløgene med humle uden omsvøb, tilsat appelsinnoter. Det er på dette tidspunkt rigtig, rigtig godt, og det hele munder næsten ud i en oral orgasme af en eftersmag, der først rigtig mærkes efter at brygget er nedsvælget – en tør, kraftig humlebitterhed, der giver baghjul til prominente topkvalitetspilsnere som Urquell og Boston Lager.

Men det er desværre kun i begyndelsen.

Jo længere ned man kommer i glasset, desto mere tager en klæg gærsmag over, og dominerer mere og mere. Jeg havde ellers håbet, at hvis man ventede længe nok med den næste slurk af det fedtede glas, ville det nok blive bedre – men som da Brodtgaard måtte give afkald på bimsetøjet, så udeblev gevinsten desværre. Det kan godt være, at der var mindre restgær end i ‘Kakerlakpuler’ – desværre var der også rigeligt til at reducere en ellers overordentligt lovende øloplevelse. Eftersmagen formår dog, som en lykkepose i pølseenden, at bevare sit bid, så det trods alt ikke bliver den rene underskudsforretning.

Den lidt kedelige afslutning rokker da heller ikke en tøddel ved den eksceptionelt gode indledning og de fire stjerner, der er mere end fuldt fortjente.
4-stjerner

Kakerlakpuler, Pladderballe Bryghus (aka. Slotsbryggeriet Føniks)

Vi fortsætter i samme stil …


Det er med en god stout som med en sorbet. Den skal agiteres, mens den får den rette temperatur – ellers skiller den. Det er i den grad tilfældet med den anden øl fra Pladderballe Bryghus, Kakerlakpuler (der prydes af det yndigste portræt af musicus Øyvind Ougaard på etiketten) hvis bræmme af restgær giver baghjul til bundfaldet i samtlige sydtyske Weißbier … tilsammen. Det er intet mindre end vidunderligt allerede inden, den er knappet op.

Ellers er brygget natsort med højt – særdeles højt – luftigt, brunt skum. Duften er af ristet, på grænsen til branket, for ikke at sige en lille smule brændt, karamel, kaffe og et syrligt stik – måske af æbler.

Stikket går ikke igen i smagen. Det er en kompakt blanding af sød, karamelagtigt maltet fylde – næsten sukret i substansen, med en lækker og varm bitterhed i baggrunden, som en stærk kop kaffe iblandet et ordentligt skvæk brun farin. De 6,8% alkohol gør deres til at øge fylde uden at brygget ellers går hen og bliver sprittet. Kodeordet er velafstemthed – en ualmindelig velafstemthed mellem de mange smagsindtryk. Ligesom Monrad & Rislund, Classic Pilsner er det en oplagt øl at nyde langsomt, men uden at den behøver slå lige så hårdt som fx Willemoes krasbørstige 9,8%s porter.

Slotsbryggeriet Fønix har ramt lige i centrum endnu engang. Det er øl af en ganske særlig kvalitet, som man sjældent ser herhjemme, og det er helt klart en fjer i hatten både til bryggeriet, og til komikerkoryfæerne Monrad & Rislund, der som duo nok holder pause på ubestemt tid, men altså fortsat formår at levere kvalitetsunderholdning til det danske folk – nu i form af en serie øl, der bare bliver bedre og bedre.
5-en-halv-stjerne
Bonusinfo: Jeg har fået at vide af Jan Monrad ham selv, at duoen så sandelig ikke holder pause på ubestemt tid, men at de atter er fuldtallige, efter at Søren Rislund havde været på orlov i nogle få måneder.

Monrad & Rislund, Pladderballe Bryghus (aka. Slotsbryggeriet Føniks)

Lovende overraskelse


Jeg har sjældent været heldig, endsige imponeret af diverse koncept-øl. Der er prøvet et par af dem her på bloggen, og klarest i erindring står kun den, der formåede at floppe totalt – den såkaldte Klovn. Nu ligger det sådan, at Slotsbryggeriet Føniks har fået den fikse, omend agtværdige, ide at lave fire øl, der alle er opkaldt efter elementer i komikerparret Monrad & Rislunds univers.

Det er en agtværdig ide, fordi Monrad & Rislund – i mine øjne i hvert fald – er noget af det mere begavede komikerunderholdning, vi har haft. Men det er også med en vis skepsis, at jeg knappede den første op, dels fordi erfaringerne med den slags konceptøl ikke er de bedste, og fordi den første øl var en Classic Pilsner – en ‘næsten standardøl’, og under alle omstændigheder den mest standardagtige i rækken, der desuden tæller en IPA, en Brown Ale og en Stout.

Alle er selvfølgelig indkøbt, og det var blandt andet dem, jeg refererede til, i sidste indlæg, hvor jeg som bekendt kunne berette, at jeg for øjeblikket kun lå inde med interessante øl. Nærværende øl valgte jeg, fordi den passede bedst til aftenens økologiske madorgie – en lasagne bestående af blandt andet hjemmelavede pastaplader, som også indgik i en anden af min vivs kulinariske kreationer.

Og der skulle ikke gå lang tid, før den første overraskelse indtrådte – faktisk under et sekund fra kapslen lettede til den lifligste humleduft bredte sig – eller nærmest eksploderede ud i lokalet. Det er sket et par gange før, at øllet næsten kan duftes før det er åbnet, men jeg mindes ikke, at det er sket med pilsnerøl før. Det er dog først, når man stikker snuden i glasset, at man kan sætte ord på duften. Den er klassisk classic-agtigt kornet med et lifligt stænk af græs. Det visuelle udtryk skuffer heller ikke. En jævnt tåget brun-orange lød, kronet af et ganske højt og fyldigt, gyldent skum. Der er ingen tvivl om, at øllet er ufiltreret, og det endda uden at bryggeriet praler af det på etiketten.

Men allerbedst er det, når glasset sættes for munden. Smagen er fyldig og cremet af en udsøgt bitterhed, der bare er rigtig rar og varm, som om Mogens netop havde givet én et kæmpe bamsekram. Der er noter af udsøgt blid, omend bitter humle tilsat et stænk af nænsomt ristet kaffe, der blødt runder smagen af. Og hvor bliver det i øvrigt tydeligt, at blidt og blødt ikke betyder tyndt eller karakterløst, for der er rigelig fylde og karakter i overflod.

Og der er intet, der ødelægger det gode helhedsindtryk. Ingen syrlighed eller metalsmag. Det er bare rigtig godt, velkomponeret og vellykket. Et lille pladderballesque’t mesterværk.
5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme