Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Svaneke Bryghus

Novo Nordisk Organic Lager, Svaneke Bryghus

Julegave givet videre …

Endnu en ‘sådan en ville jeg nok aldrig have haft chancen for at prøve, hvis jeg ikke skrev om øl’-øl. Brygget her blev brygget af Svaneke Bryghus specielt til Novo Nordisk. Den skulle bruges som julegave til sidstnævntes medarbejdere. Hvordan det nu er blevet mit lod at berette om, hvilke hemmelige humlegaver den kendte virksomhed byder sine medarbejdere gik således for sig …

En tidligere kollega af mig, Zahra, arbejder i dag hos Novo Nordisk, og hun havde fået tre med sig hjem. Imidlertid havde hun ikke rigtig noget at bruge dem til. Dels kan hun ikke lide øl, dels drikker hun ikke alkohol … måske fordi hun er troende muslim, men hey, det er bare et vildt gæt fra min side. Hvis det er årsagen, har jeg imidlertid temmelig svært ved at se, hvad det store problem skulle være i, at en del af befolkningen har tilbøjelighed i retning af den tro, al den stund at de så hverken drikker min øl, eller spiser min bacon.

Øltypen er velkendt. En pilsner – så bliver det næppe mere velkendt med risiko for tilrige faldgruber såsom generiskhed, kedelighed, intetsigendehed … Svaneke har imidlertid gjort det rigtig godt tidligere med denne type, så håbet lever endnu.

Visuelt gør den det nu også meget godt. Brygget er flot orangerødt, nærmest kobberfarvet og mere end tilpas uigennemsigtigt. Skummet er lige så gyldent som man kunne ønske, og det knejser levende og plastisk et godt stykke over glasranden.

Det dufter til gengæld ikke af meget. Man forbereder sig på skuffelsen, og lettes enormt det øjeblik glasset sættes for læberne. Her mødes man af aromahumlens fulde kraft. Ikke tung som Flensburgerens hallertauer. Ikke skarp som IPA’ens Cascade, men et nydeligt og velvalgt sted midt imellem. Tæt maltfylde, finish af vanille, frugtkomponenter – figen, fersken og appelsin med ledsagende bitterhed af friskskåret løvtræ.

… og selvom oplevelsen tynder en smule ud undervejs, så er der stadig tale om aldeles nydeligt og veldrejet pilsnerhåndværk fra Svaneke Bryghus’ side.

For at det ikke skal være løgn, vandt Zahra forleden en konkurrence på arbejdet, og præmien var … endnu en øl. Den fik jeg også med ved samme lejlighed, så inden længe ved vi en smule mere om, hvor gode øl, Novo Nordisk vil give sine medarbejdere i gave.

Indtil videre ser det jo fint nok ud.

Don’t Worry Pale Ale, Svaneke Bryghus

Don’t worry at all!

Det behøver ikke være nogen større hemmelighed, at Svaneke Bryghus ikke er det mikrobryggeri, der med nye produkter vækker de største forventninger hos mig. Der er da nogle fuldtræffere her og der, men i det store og hele er det bedste, jeg kan sige om bryggeriet, at de for det meste rammer inden for skiven og sjældent helt ved siden af. Men blandt mikrobryggerierne forekommer Svanekes produkter mere og mere standardiserede – ja, med et temmelig plat ordspil, kunne man være flabet og hævde, at de i mikrobrygsammenhæng her til lands repræsenterer det tynde øl.

Det er på sin vis også tilfældet med denne øl, som er deres bud på en alkoholfri pale ale … eller alkoholfri og alkoholfri – den indeholder ganske vist 0,5 %, men dermed skulle den også gerne være nogenlunde trafiksikker. I hvert fald hvis man er fodgænger. At den er tynd på alkoholparameteret er imidlertid selve pointen med brygget, så jeg vil foreløbig pakke al yderligere brok væk.

Og det forbliver pakket ned umiddelbart efter opknapning, hvor bryggets bouquet allerede forplanter sig i lokalet. Grapefrugt og nåletræsduftende humle melder sig markant – ikke bare i betragtning af, at brygget er alkoholsvagt, men i det hele taget. Adskillige IPA’er på vel over 4,6% har duftet af væsentlig mindre.

Og i modsætning til Albanis bryg fra forleden, der kun havde aroma i duft og bøvs, er bouquetens noter også forfriskende præsente i smagen. Jeg er ikke i tvivl – på stedet slår jeg fast, at dette er den bedste øl på under én procent, jeg nogensinde har prøvet. Masser af humle – god humle endda. Frisk, karsk og lige i smagsløgene hamrer den, men sine små, skarpe syle. Mangt en IPA med den styrke IPA’er nu engang har, ville være misundelig på aromaens kvalitet og styrke.

At brygget er alkoholsvagt mærkes på dets lethed og vigende fylde, men for dette er der kompenseret så rigeligt i humlearomaen. Her er der endelig et reelt alternativ til alkoholdigt øl, der ikke bare smager derhenad, men rent faktisk af rigtigt øl.

Sådan skal den drejes. Præcis sådan.

Super Nova, Christiania-Bryggeriet/Svaneke Bryghus (… så jeg husker koncerten I)

Opvarmning …

Fuuuuuuck maaaaan! … som min gode ven Frank så tit har sagt det så concist og elokvænt … det var vildt! Frank blev sidst nævnt her på bloggen for et halv til trekvart års tid siden, da jeg frekventerede hans indflytterfest på Fyn. I fredags, altså Langfredag – i ved den dag, hvor man skal bøje hovedet og klaske hænderne sammen, mens man i duknakket ydmyghed ihukommer og kontemplerer Jesu pine og død for vore synder – indfandt han sig sammen med undertegnede på Loppen, Christiania for at deltage i et af årets store koncertbrag. Det klassiske britiske Birmingham-baserede Grindcore-band Napalm Death spillede op til dans – dette i sig selv som hån mod højtiden, hvortil genren vel også i en eller anden grad næppe hører til kristenhedens mest vellidte.

For mit vedkommende var der også et element af revanche i det. Ikke imod religionen – den har jeg for længst haft mit stille og udramatiske opgør med efter at have været både døbt og konfirmeret – men derimod mod mig selv. Sidst jeg var til Napalm Death-koncert – for hele 16 år siden i 2002 på Stengade 30 – drak jeg mig så beruset først, at jeg måtte forlade koncerten og tage hjem efter 3 numre.

Gedved (I ved, min tilfornhyppige gæsteanmelder), som jeg delte dén oplevelse med (han missede dog ikke koncerten) har drillet mig lige siden, og op til koncerten her, skrev han ved enhver lejlighed, når jeg nævnte arrangementet på de sociale medier, at jeg skulle “købe en t-shirt så jeg huskede koncerten”. Det gjorde jeg nemlig sidst. Og det ikoniske vers fra den gamle Red Warszawa-sang “Den Sorte Garderobe” kom til at passe aldrig så nydeligt.

Sådan gik det dog ikke denne gang.

Jeg var – som man måske har kunnet deducere sig til ud fra den video, jeg lagde på min facebookside – helt oppe foran. Og som min ledsagetekst til opslaget vil afsløre holdt jeg hele koncerten. Først i skrivende stund snart tre dage senere, er mine nakkesmerter ved at aftage, men jeg er sprudlende lykkelig og kisteglad over at have følt mig som en 20-årig igen.

Helt appelsinfri var jeg nu heller ikke. Jeg var klog nok til ikke at være mere end (godt) selskabeligt overrislet ved koncertstart, og ventede til at drikke mig æskestiv bagefter. Egentlig ville jeg ikke have prøvet nogen nye øl, men bare have nydt aftenen uden at behøve anmelde. – Undertiden overrasker det mig, hvor dårligt jeg egentlig kender mig selv. Men umiddelbart før koncerten kunne jeg ikke nære mig fra at prøve denne ‘Super Nova’ (ikke upassende i betragtning af den energiudladning, der var i vente), en pilsner efter lokal Christiania-opskrift, hvis produktion pga. en efterspørgsel, der ikke kunne imødekommes af de lokale bryggere, er overtaget af Svaneke Bryghus.

Bartenderen, der anbefalede den, kunne fortælle, at der var ekstra meget humle i, så den virkede mere som en IPA i karakteren. Bartenderen var rimeligt flink og sikkert god til at løfte tunge ting, men det skulle ikke blive sidste gang den aften, at jeg syntes, han ramte helt forbi en karakteristik af øllen.

Den blev drukket ud af flasken – ingen grund til at komplicere adgangen til scenen ved at være så forfinet at man insisterer på glas. Ud af den snævre hals var der imidlertid ikke megen bouquet at spore. Den sløje forventning om en van(d)lig Svaneke-oplevelse nåede akkurat at melde sig …

… før flasken blev sat for munden. Her maste en brovten, hærdebred humle sig lige bramfrit og jovialt ud over tungen og ud i alle mundhulens små afkroge. Tung, aromatisk og først og fremmest bitter af en umiskendelig og signaturtypisk pilsnerhumle. Denne øl er simpelt hen en pilsner, med afsindigt meget ekstra pilsner oven på pilsneren, and then some. Tungeklaskende, gummesmaskende og ganeklikkende lækker, og gennemtrængende bitter af fyldig, varm pilsnerhumle som man finder det i de mest udsøgte tjekkiske og tyske pilsnerøl. – Men med så meget mere pilsner.

Uden at være sikker, vil jeg skyde på, at rygradden af denne udsøgte og ekstraordinære pilsners humlebitterhed hidrører fra hallertauerhumlen. Saazen er som regel lidt skarpere og friskere, mens bitterheden her måske bedst genfindes i en Flensburger Pilsener – og af deres hjemmeside fremgår det, at de netop bruger hallertauerhumlen. So shoot me if I’m wrong.

Men som en IPA ligefrem? Overhovedet ikke. IPA er ikke bare bitter, men også karakteriseret ved dens aromatiske bismage, og i øvrigt en skarp humleprofil, frem for den meget tunge og brede humlearoma, man mødte i dette vidunder. Den intense bitterhed havde den for så vidt til fælles med IPA, men i dens karakter lå den et helt andet sted. Bartenderen skal ikke desto mindre have stor tak for anbefalingen af dette lille mesterværk. For oplevelsen blev bestemt ikke mindre af, at den egentlig ikke lignede IPA særlig meget.

Den kan anbefales enhver ølelsker, der lægger vejen forbi Christiania. Ikke mindst fordi den så tydeligt viser, hvordan selv den mest fortærskede og generiske øltype i vores dage kan fornys og blive ekstraordinær.

Og efter den oplevelse var der koncert!

Brown Ale, Svaneke Bryghus

Fizzle from the past …

Tilbage til kronologien. Jeg ville jo gerne give en god anmeldelse i julegave til læserne. På den anden side tror jeg faktisk, at de dårlige anmeldelser er mindst lige så underholdende som de gode – ja, oftest nok mere.

Og på en blog er det jo læseoplevelsen der tæller. Om det der skrives er positivt eller negativt er vel egentlig underordnet, så længe det er -holdende … (altså underholdende. Præfixet ‘under’ var -forstået i -holdende (hvor mange forstod den?))

Jeg måtte søge et stykke tid i arkivet for at sikre mig, at nærværende anmeldelse ikke blev en ufrivillig gentagelse, for jeg var slet ikke sikker på, at jeg ikke havde prøvet den før.

Det viste sig faktisk, at det havde jeg. Men dengang havde jeg blot ikke taget notater, da den havde gemt sig i en længere række af spændende ølindslag iblandet en masse hygge. Min erindring er pist væk. Til gengæld husker jeg stadig anledningen tydeligt. Vi var på besøg hos nogle af Lindas venner på Randers-egnen. De boede i en gammel gård, de selv havde sat i stand, og de var selvforsynende med det meste – herunder øl.

Tilbage til nutiden, så vi også kan få ryddet op i rækkefølgen på afprøvede øl. Jeg prøvede denne øl lillejuleaftensdag – i mangel på bedre, vil jeg tro. Jeg har en række spændende øl stående til senere anmeldelse, som jeg vel ikke ville gå i gang med, før jeg havde gjort rent bord med det, jeg trods alt ikke havde så høje forventninger til.

I sammenligning med de massive stouts, jeg prøvede op til jul løber brygget velvilligt ud af flasken ved hældning af denne. Mørket er ellers mere end på plads, men skummet hæver sig i en næsten out-of-character off-white nuance. Chokolade og en smule røg lover til gengæld rigtig godt.

Den første mundsmag afslører en del ikke-ueffen bitterhed. Straks efter mærker man den rigelige kulsyre. Tredje trin i oplevelsen er kulsyren, der straks river de gode, bitre og aromatiske takter i laser ved at være alt alt for dominerende i brygget. Nu kan man også mærke nogle fjerne rester af chokoladesødme, ligeledes spoleret af kulsyren og den for så mange, efterhånden lidt for succesfulde, bryggeriers alt for udbredte tendens til at putte lidt for meget vand i brygget.

Vandet alene er nu ikke hele problemet. Havde det bare været vandet alene, ville brygget såmænd nok have været smagfuldt nok – omend på den friske side. I forening med kulsyren er skaden imidlertid uigenkaldelig. Bitterhed og sødme er kun antydninger af, hvad de kunne have været.

Det bedste, der kan siges om øllet er vel, at det er rent. Uden tilsatte sukkerstoffer, farve eller andet fy-fy. På den anden side, har jeg længe lagt den germanske purisme fra mig, og drikker i dag gerne øl tilsat både chokolade, kaffe, krydderier og andre ting.

Det undrer mig i øvrigt ikke spor, at jeg ikke huskede denne øl, når nu jeg prøver den igen. Det er ikke en øl, man husker – ikke engang når den blev indtaget under så hyggelige omstændigheder dengang for længe siden.

I modsætning til øllet, vil jeg nok huske omstændighederne til den dag jeg dør, eller til den dag demensen tager over. Jeg håber det første.

Mørk Guld, Svaneke Bryghus

Så simpel, så fin …

Jeg ser desværre ikke min familie så tit. Dette understreges af, at jeg først fik mine fødselsdagsgaver – jeg har fødselsdag i starten af november – fra min familie da vi mødtes til mine niecers fælles fødselsdag midt i december. Og det skrives desuden med kursiv og fed skrift, når man dertil føjer, at min søster også først fik sine gaver til arrangementet – hun har fødselsdag først i juli.

Denne øl var del af en gaveæske, jeg fik af min storebror. Siden jeg begyndte at blogge om øl, har jeg ikke været svær at finde fødselsdagsgaver til. Da jeg modtog æsken, troede jeg egentlig, at jeg omsider havde fået en række øl, jeg bare kunne sidde og nyde uden efterfølgende at skulle stresse over at få dem anmeldt – men nej!

Denne øl, havde jeg faktisk ikke prøvet før. I hvert fald ikke under det navn. Jeg har en nagende fornemmelse, at det egentlig er samme øl, som bryggeriet for år tilbage udbød under navnet ‘Aurum’. Takterne ser ved mulig gensmagning også ud til at være nogle af de samme, men jeg lader alligevel tvivlen komme den til gode.

Umiddelbart ser dette bryg i hvert fald mørkere ud end Aurum gør på billedet i hint indlæg – og mere tåget, selvom begge nu nok er ufiltrerede. Også skummet står flottere gyldent i forhold til sin ældre bror med det latinske navn. Duften byder på let karamelsødme med indslag af vanille samt en antydning af æblesyre. Lidt ubalance i indledningen afstemmer forventningen til en Svaneke-øl som de er flest. Næppe langt over, hvad man også kan få fra industrien.

Og at øl stemmer overens med forventningerne er stundom velkomment – ikke mindst, når det er i kvalitetens favør. Brygget her er langt tungere, langt bitrere, langt mere smagfuldt end man kunne forvente af både bryggeriet og typen. Nok er der tale om en guldøl – en pilsner med lidt ekstra alkohol og farve …

… men nyd nu den ære, dette eksemplar yder en ellers skamridt og udskældt type. Brygget her er meget mere end et tisgult gashåndtag tilsat industrialkohol for at kunne sælges billigt til sutter og sprittere.

Bitterheden breder sig tung og kras som et aromatisk nåletæppe over hele tungen. Mørkt træ og modne hasselnødder fylder ganen og bitterheden masserer sig dybt ned i alle mundhulens organer. En tung beskhed i den lige så udsøgte eftersmag skal nok jage festfolket væk, mens entusiasten vil genkende den tilsyneladende missmag som et udtryk for karakter og ikke en fejl.

En guldøl – indenlunde mindre, og egentlig heller ikke mere. Men en guldøl af en ganske udsøgt karakter og kvalitet. Det måske ypperste man kan drive et ellers kedeligt industrielt udlæg til.

Svaneke American Lager, Svaneke Bryghus

2017-02-11 18.21.13Det går an …

Jeg er kampstresset for tiden. Der er nogle ting i min hverdag, der går mig på, som jeg helst ikke vil skrive vidt og bredt om på bloggen. Nogle hængepartier, der skal ordnes, og nogle ting jeg ikke selv er helt herre over, som jeg skal prøve at blive herre over. Indtil de ting er bragt i orden orker jeg faktisk ikke at prøvesmage øl, og især ikke at skrive om dem efterfølgende. Ironien er tyk som tjære, at når jeg havner i situationer, der ville få andre til at søge tilflugt i alkohol, gør jeg nærmest det modsatte.

Vel – jeg har før anbefalet at man begynder at skrive om øl, hvis man drikker for mange af dem. På syvende år overholder jeg i hvert fald sundhedsstyrelsens anbefalinger for uproblematisk alkoholkonsumption.

Nu har jeg lige et pusterum i en større sag, der kræver, at jeg udfylder nogle dokumenter online, og andre ting, der giver mig knuder i maven og koldsved. Jeg tænkte, det måske var en anledning til at komme på niveau med mine anmeldelser igen.

Det er nogle dage siden, jeg prøvede denne American Lager fra bornholmske Svaneke. Sidst gjorde de sig ganske positivt bemærket med deres Reggae-lager … også selvom der var væsentlig mere oktoberfest og danske-møgunger-på-vinterferie-kampdruk over den, end Jamaicansk tropesol. Den amerikanske pilsner er mange ting. Mange kender kun InBev’s tynde industrisprøjt, som jeg gennemgik sidst der var en pilsner fra den egn på programmet. Så det skal jeg ikke trætte læserne med igen. Her er der ret beset tale om en efterligning, men forskellen på kvaliteten har vist sig at være omtrent den samme.

Dette bryg er dog ufiltreret. Det tegner for så vidt godt. Men på trods af en cremet fylde i duften lægger humlen sig alligevel i den kedelige ende af, hvad man kender til af amerikanske pilsnere. Anderledes format er der over smagen, hvor fylden også giver sig til kende sammen med en rar, mild, blød og venlig bitterhed af paranødder.

Ja, man kunne godt ønske sig lidt mere bidskhed, lidt mere rå bitterhed, lidt gær måske endda til at ruske op i de næsten lidt for venlige indtryk. Brygget ender således med at være lidt til den kedelige side – men det er klart en af de mest interessante kedelige øl, jeg har prøvet.

3-en-halv-stjerne

Reggae Lager, Svaneke Bryghus

2017-02-04 20.23.29

Bornholmsk perle …

Jeg er ikke sjældent gået uden om Svaneke Bryghus’ produkter på det sidste, mens jeg i bloggens barndom ellers tog godt fat med anmeldelserne af det bryggeris øl. Dengang var det jo altsammen så nyt og spændende, og Svanekes øl var vidt udbredt, samtidig med at de jo var nogle af ølrevolutionens pionerer.

Men på et tidspunkt blev jeg vist lidt træt af dem. Eller i hvert fald syntes jeg, at de store oplevelser næppe blev fundet på den kant, og så valgte jeg at prioritere anderledes. Jeg er således sikker på, at denne ‘Reggae Lager’ ikke er et nyt produkt, men har kunnet fås i årevis med jævne mellemrum. Indtil videre har jeg blot haft andet at lave, end at anmelde lige netop den – samt en enkelt anden, jeg tog med hjem fra Fakta forleden dag. Men nu skal det altså være.

Reggae er jo sådan en slags nymodens rytmisk popmusik, kendetegnet ved en synkopisk markering af off-beatet, der gør musikken både danseglad og en teknisk udfordring at spille. Og som mange vil vide, er stilen udviklet på Jamaica af … hvordan hulen var det? … tilhængere og efterkommere efter den abbeysinske (i.e. ethiopiske) leder Haile Selassie, hvorfor det da også er det gamle abbeysinske flag, der pryder etiketten. Jamaicas flag ser helt anderledes ud. Det ligner så’n lidt det skotske, men med nogle helt andre farver.

Selv har jeg også haft mine reggae-stunder. Jeg var – og er sådan set stadig – stor fan af bandet The Police, og som gammel punker har jeg po-goet til hurtige ska-rytmer, og fået mig nogle blå mærker og bøjede ribben også på den konto.

Hvordan øllet så afspejler reggae-kulturen? Jo, idet den er “krydret duftende som de jamaicanske bjerge” siger bagetiketten. – Da jeg aldrig har været på Jamaica, skal jeg ikke kloge mig på, om de jamaicanske bjerge dufter mest af ostindisk karry eller spidskommen. Videre skriver bryggeriet: “Denne lyse tørstslukker leder tankerne hen til “one love” og de gode rytmer”. Tja – jeg vil vove den påstand, at havde jeg blindsmagt produktet, tror jeg – al ære og værdighed til brygget i øvrigt – ikke det lige var det, jeg var kommet i tanker om som det første. Desværre er det nu, hvor brygget er prøvet og anmeldt, næsten ikke muligt at lave et unbiased forsøg.

Bryggeriet skal ellers have ros for at have tappet brygget i en rigtig grøn flaske. Og ikke de brune, der bruges som standard i dag. Flasken er både hyggeligere og festligere, selvom heller ikke den leder tankerne direkte hen på hverken one love eller nogen gode (eller for den sags skyld elendige) rytmer.

Jeg tænker faktisk mere på vores store nabo mod syd end det fjerntliggende caribiske ørige, når brygget opknappes og skænkes. Det dufter autentisk og gennemført af hallertauerhumle og akkurat den rigtige mængde fusel. Desuden ville brygget være at betegne som en zwickeler eller naturttrübes Kellerbier. Det er tydeligt og forfriskende ufiltreret, tæt orangetåget med fint, dunet og kridhvidt skum.

Og smagen kunne også være sydfra – eller sydøstfra. Humlen lægger sig nok lidt mere i Saaz-hjørnet end Hallertauerhjørnet, hvor det giver mindelser om Prags barokbygninger og flotte broer … dermed er vi faktisk rykket endnu længere væk fra Jamaica, men hvis nogen har været der, og hæftet sig ved de lokale bjerges duft af fusel og humle, så hører jeg selvfølgelig gerne fra jer. Ud over at byde på dejligt tæt, gennemsmagende humle med sød kant, byder brygget også på vanilleblød finish og fyldig lys malttæthed.

Egentlig er det bare en pilsner. En pilsner, der er en pilsner, og samtidig er en hel masse, man ikke forventer af en pilsner. Den byder på en usædvanligt stor øloplevelse, hvor hele tungens arsenal af smagsløg udnyttes, en kraft og karakter så alt trænger godt ind og igennem smagsorganerne samt en fylde der sikrer, at ikke bare tungen, men hele kæften får del i festlighederne.

Og samtidig er den fortsat egnet bare som en læskende mundfuld tørstslukning på en varm sommerdag.

Alt det der reggae, Jamaica og Ethiopien forvirrer egentlig bare, og kunne nemt undlades. Dette er slet og ret en overset bornholmsk perle, der har mine varmeste anbefalinger.

5-stjerner

Svaneke India Pale Ale, Svaneke Bryghus

2017-01-24 17.46.17Vældig … gæret!

Svaneke Bryghus’ IPA har været på markedet i flere år, men lige for øjeblikket sælges de etagevis i COOP’s butikker. Gad vide om brygmester mon kom til at sætte lidt for meget over?

Nå, heldigvis ser det da ud til at være afsat fra bryggeriet i hvert fald. Svaneke Bryghus‘ produkter ser ud til at komme i bølger, og lige for øjeblikket er det altså denne, man nærmest ikke kan komme frem i butikkerne for. Typen kræver ingen præsentation – IPA har længe været en af de mest populære craft-beer-typer. Humle og bitterhed er i højsædet og udfordringerne for bryggerierne synes primært at være at skabe variation i produkterne, så de ikke tager sig for ens ud, samt at undgå ubalancer i brygget – harskhed og gærsmag især.

Brygget her lægger sig i det frugtige hjørne med lød af appelsin og skarp bouquet af samme, kombineret med frisk grape. I smagen er bitterheden fremstormende, tør og fandenivoldsk, ganske som man håber. Bagtungen efterlades arret og gold som efter en steppebrand.

Ja, kraften er bestemt intakt. Anderledes forholder det sig med de søde og frugtige aromaer, der gerne skal følge IPA’ens voldsomhed. Man skal lede lidt efter blomsterne, hvis små aromatiske kroner kun sporadisk formår at række op over flammehavet. Her og der – mest omme ved ganen, mærker man akkurat sødme af roser og bergamot – ikke som sådan svagt, men vanskeligt at annamme bag den gærede tæthed.

For bitterheden er noget ufin. Brygget ender med at smage for meget af gær, som om man har koncentreret sig om at give kraften og vælden fuld gas på bekostning af aromaen.

Undervejs kan man til gengæld nyde, hvordan det meget cremede og standhaftige skum klistrer i etager på indersiden af glasset, så det næsten ligner den indiske Devanagari-skrift. Personligt har jeg et halvvejs traumatisk forhold til det, da det var mødet med sanskrit der fik mig til at knække halsen på et sidefag i lingvistik tilbage i ’96.

For de fleste vil det dog være en fin visuel oplevelse oven på en noget ubalanceret smagsoplevelse.

Men magten og vælden – dén er der da.

3-en-halv-stjerne

Julebirk, Svaneke Bryghus

2017-01-07-17-35-00Lidt grinch på spil …

Er det den næstsidste? Det tror jeg faktisk, det er. Efter denne øl, er der kun en enkelt julebryg tilbage, så er efterslæbet efter jul vundet ind.

Julebirk er en fancy hipsterøl fra det nordiske køkken. At det ikke er tysk, kan ses på, at det er tilsat andet end vand, malt, humle og gær – noget bryggeriet bryster sig af, at holde sig til, hvorefter de ganggang putter andre ting i alligevel. I dette tilfælde drejer det sig om hibiscus og birkebark, som jeg advarede; nyt nordisk.

Der skulle være tale om en belgisk blonde, og så er jeg jo allerede ret bange. Nogle af de fæleste øl, jeg har prøvet, er af den type, især på grund af deres odeur og – er man rigtig uheldig – smag af halvforgamlet, spritmættet banan. Det, der giver smagen lyder i sig selv skummelt – der er tale om estere, stoffer fra gærens stofskifte, i dette tilfælde Isoamyl Acetat … Det lyder næsten mere giftigt end dihydrogen monoxid, og er det sikkert også!

Og det er go’ nok. Lugten af netop halvgammel, sprittet banan kan tydeligt mærkes i det i øvrigt ikke specielt lyse bryg. Skummet er lyst, indrømmet, mens brygget mere ligner en jordprøve fra de lokale bornholmske landbrug.

Det lover jo på den anden side godt. Og bananen ledsages da også af noter, der er lidt mere tvetydigt ildevarslende. Syre, der formentlig hidrører fra birkebladende gør deres entre og giver brygget en friskhed, der forhindrer bananodeuren i at give en alt for voldsom hovedpine med det samme.

Og brygget viser sig endda at være ét af de få, jeg har prøvet, hvor banansmagen ikke er for voldsomt præsent. Den holder sig i det søde, modne, men ikke for gamle. Spritten holder sig samtidig i baggrunden – brygget holder trods alt for belgiske blonds beskedne 6,5%. Det småkvalme melder sig ikke desto mindre … det er faktisk interessant, hvordan jeg ellers er glad for banan – bare ikke som smag i min øl. Men smager min øl af svedsker, rosen- eller blomkål – ting som jeg kun putter i hovedet under højlydt protest – synes jeg som regel, det er en fest.

Heldigvis er bananen kun initial. Den afløses af en noget mere palatabel ferkensmag, ledsaget af aromatisk bitterhed af nelliker og kanel. Og så er julen jo også reddet, selvom grinchen fik blandet lidt forstyrrende banansmag i.

Jeg anbefaler en serveringstemperatur, der er lidt højere end man måske forventer af en belgisk blonde. Alkoholen integreres først ordentligt i brygget ved 10-12 grader. Uanset hvad kan brygget ikke se sig fri for at være en smule ude af balance og ikke helt sikker på, hvilken retning, der egentlig var tiltænkt.

3-en-halv-stjerne

Gravøl, Pladderballe Bryghus

2016-07-19 17.55.43Elsket og savnet …

Uden at være helt sikker, tror jeg at dette er det eneste bryg, Pladderballe Bryghus har udsendt siden hin novemberdag i fjor, hvor Danmark blev en stor komiker og et endnu større menneske fattigere. Jan Monrad er stadig savnet, og hvor kunne man dog i den grad bruge hans fjollede, barnligt uskyldige, lumre og ind imellem også overrumplende bidske humor i et land med kontanthjælpsloft, indkøb af uduelige kampfly for skattekroner, der er hårdt brug for andre steder, en justitsminister, der er arg fjende af retsgarantier og menneskerettigheder, en forsvarsminister, der blåstempler bombning af civile, en integrationsminister og en formand for folketinget, der er racister – og jeg kunne blive ved og ved og ved …

Men lad Jan hvile i fred. Ingen steder nævnes det på bryggets etiketter, at det er brygget til minde om ham. Men det er meget svært at være i tvivl. Angiveligt er bryggeriet leveringsdygtigt i denne med individualiserede etiketter, så man kan få brygget leveret til netop gravøl med afdødes navn og eventuelle mindeord på. Her er der ikke skrevet noget – men at brygget og konceptet landes nu, er næppe tilfældigt.

Brygget er lige så mørkt som anledningen – hvilket er lige så mørkt og tæt, som en stout helst skal være. Ellers er det noget afdæmpet i skumdannelse og bouquet. Sidstnævnte er stadig rar, med markante noter af sød karamel og bitter kaffe.

Smagen er mere ovre i det bitre hjørne. Kaffen dominerer, mens den søde karamel ikke upassende er erstattet af noget mørkere slik, nemlig lakrids. Lakridsen, det søde men også bitre og klæbrige, klinger af som det sidste, før der er tæppefald og lyset for sidste gang går ud.

Det er i det hele taget en afdæmpet oplevelse både udenpå og indeni. Der er skruet ned for det vanligt spraglede festfyrværkeri af farver og historiefortælling fra Monrad & Rislunds fjollede univers. For det er en gravøl, og i sit afdæmpede og samtidig mørke udtryk udfylder den faktisk netop den rolle meget godt.

En højtideligt nedtonet stout. Nogle ville sige, den er kedelig – måske endda tynd. Men omstændighederne taget i betragtning, ville et festfyrværkeri være uforskammet. Tiden er simpelt hen ikke til det. Desuden er brygget i hele sin andægtige tilbageholdenhed egentlig ganske afbalanceret (måske med undtagelse af lidt øllebrødsfornemmelse i eftersmagen), så den ud over at passe til lejligheden også i sig selv byder på en både harmonisk og kontemplativ oplevelse.

3-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme