Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Svaneke Bryghus

Laid Back, Svaneke Bryghus

Lidt efter lidt …

… og jeg vover pelsen, og skruer endnu en smule op for alkoholvolumen. Fra 4,5 helt op på 4,8%. Bare vent, inden længe hælder jeg Hancock Jule Bryg i mig, som var det en baby der bapper brystmælk.

Og måske ikke. Nej, helt sikkert ikke! Faktisk har ikke bare i den forløbne weekend konstateret, at min lokale fakta havde forsynet restbeholdningen af Jule Bryg med 5-kroners ‘køb eller jeg bliver smidt væk’-prismærker. Dagen efter var de endda væk. Næppe smidt ud, for indkøbsvognen, som de lemfældigt var mokket op i, var endnu ikke tom for andre jule- og nytårsprodukter der var blevet sat på smid-væk-tilbud.

Jeg fik godt nok en del bitre reaktioner på anmeldelsen på facebooksiden. Tydeligvis er der folk, der sværger til den, og mon ikke det var en af dem, der gjorde kål på Fakta Thisteds restparti? Jeg nåede imidlertid at redde mig én til anmeldelse på min YouTube-kanal i anledning af dens 1-års fødselsdag. Så ja, undtagelsesvis genanmeldte jeg altså en øl, jeg fandt aldeles forfærdelig – mest for underholdningens skyld, og så selvfølgelig også for at advare mod den slags i almindelighed. Jeg svor ved den lejlighed, at jeg aldrig vil røre den igen – og det har en ukendt – eller flere ukendte – kunder i Fakta så gjort ret nemt for mig at overholde, i hvert fald indtil næste jul.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at anmeldelse af øl, der smager forfærdeligt ikke kun er mere underholdende på skrift, men også på video. Så har man også det som ekstra begrundelse, når nu den øl, man egentlig gerne ville have anmeldt i forbindelse med jubilæet – Jule Mælk fra To øl, der også var årets bedste øl – var udsolgt.

Jeg har imidlertid fået blod på tanden efter at anmelde flere rædsomme øl på video. Desværre har jeg måttet konstatere, at den værste øl, jeg mpgemsomde har prøvet, Bering Bryg Afskum (egl. ‘Havskum’ men close enough) ikke sådan lige kan fås i mit lokalområde. Den ville ellers være god at lokke med, for at nå op på 200 abonnenter inden 1. februar. Jeg ligger i skrivende stund på 190 (hint hint, hvis du endnu ikke har abonneret)

Men den tid den sorg. Først skal der aflægges rapport om, hvad der er blevet hældt indenbords af nye øl siden sidst. De nye, og i øvrigt fine, omend ikke ligefrem julede, juleøl fra Svaneke ser ud til at være fortroppen for et større markedsfremstød af nye produkter.

Serien, der fås i almindelig handel i landets supermarkeder for øjeblikket, kalder bryggeriet selv ‘Rebel’. Alle er økologiske og lanceres på dåse – hvilket nogle vil hævde ikke er videre økologisk. Andre vil hævde det er mere økologisk, fordi emballagen er lettere og kræver mindre CO2 at transportere og genanvende … Jeg erklærer mig på stedet for uvidende til at udsige noget endegyldigt om det, da jeg ikke har set tallene, og garanteret heller ikke ville forstå dem, hvis jeg gjorde. Jeg vil dog ikke udelukke, at dåsetilhængerne kunne have en pointe, så meget vil jeg gerne give mig efter at jeg førhen stod på flaskesiden. Vigtigst er, at emballagen genanvendes, hvilket fremdeles er tilfældet.

Bingo Gringo, der tidligere er blevet anmeldt, har før kunnet fås på flaske, men er nu smidt med i serien som et dåseprodukt. De øvrige produkter har jeg reddet mig i Fakta. Og da jeg var på udkig efter bemeldte ‘Afskum’ tidligere har jeg konstateret, at kun én fra serien var tilgængelig i min lokale SuperBrugsen. Fakta trækker endnu engang det længste strå når det gælder om at have det bedste øludvalg.

Laid Back (♫ Sunshine, sunshine reggae ♪) er en session IPA – en afdæmpet IPA, der er tænkt som forfriskning snarere end aromatisk smagsbombe for øl-connoisseurs. Det fremstår meget lyst i glasset, med kridhvidt og meget hastigt faldende skum. Grannåle og citrus melder til gengæld deres ankomst til kærkomment gensyn, men blot som et frisk, venligt pust, snarere end den aromatiske storm rigtig gode IPA’er hilser på med.

Bryggets aroma sidder imidlertid lige i skabet – karsk og ru i en bitterhed, der alligevel fremstår venlig og rar. Spæde grannåle er blandet fint op med syrlige limenoter, serveret i et kar af frisk væde, der yder al nødvendig friskhed, uden at der gives køb på aromaernes evne til at træde ordentligt frem. Det hele er der – venligt, friskt og afdæmpet, men i rigelig grad markant nok til, at oplevelsen er fuldendt – selvom det er de tørstslukkende egenskaber, Svaneke Bryghus her lægger mest vægt på.

Jeg ser frem til at prøve de to sidste i serien.

Don’t Worry Alkoholfri Julebryg, Svaneke Bryghus

Det styrer de ret godt …

Ni ud af ti ville sikkert hævde, at lediggang er sundt for mig, sådan som jeg mister lysten til alkohol, når jeg bliver arbejdsløs. Jeg kan se logikken i påstanden, men sandheden er mere kompleks end som så. Min lyst til – ikke fuldskab – men at have et passende kvantum alkohol i blodet til at løfte stemningen en anelse, er for nedadgående sammen med en stigende tendens til angstanfald og depression.

Det udløses af angsten for en lige pludselig usikker fremtid. For hvis økonomien svigter, så ryger min evne til at forsørge mine børn og mig selv også en tur. Således det mere langsigtede sortsyn. Det kortsigtede sortsyn skabes og reproduceres konstant af de mange formularer man skal indsende. Disse fremtræder som rene minefelter – tæt pakket med fælder, der skal give myndigheder og a-kasse en undskyldning for at smække kassen i – ikke fordi man ikke er berettiget til dagpenge, men fordi man kom til at sætte et enkelt flueben et forkert sted. A-kasse-reglerne er oprindeligt skabt for at hjælpe de arbejdsløse i en svær tid. Men siden er de lavet om, så de mere fungerer som en undskyldning for at fratage understøttelsen så snart den den mindste, elektronmikroskopiske anledning viser sig.

Dertil kommer den uendelige række af møder og kurser der skal afvikles, samt bunken af ansøgninger, der skal skrives. Alt sammen til absolut ingen verdens nytte. Jeg har altid fået job gennem netværk og/eller vikarbureauer. Enkelte gange har jeg banket virksomhederne op direkte med telefonopkald, når et opslag så interessant ud. Men at blive kaldt til samtale og få jobbet alene på baggrund af en ansøgning er aldrig sket for mig. Endsige på baggrund af ansøgninger baseret på noget, jeg har lært af de uendelige, bedøvende ligegyldige og evigt patroniserende jobsøgningskurser, man bliver sendt på.

Kurser og ansøgninger er alene en indretning for fremmelse af pine og tort, så perioden med arbejdsløshed kan føles ekstra ubehagelig for den der måtte være blevet ramt af den.

Og jeg er end ikke nået til alle skrækhistorierne som folk har oplevet som arbejdsløse i jobcentercirkusset. Der er ikke nogen grund til at gå i detaljer med dem her, da jeg forventer selv at opleve rigtig mange af dem, med mindre jeg snarest får reddet mig et nyt arbejde … eller et gammelt. Min tidligere chef var langt fra afvisende om, at jeg kunne blive kaldt tilbage til fabrikken, men han kunne ikke sige noget om, hvornår.

Men blot fordi min glæde ved alkohol falder, behøver min glæde ved øl vel ikke falde helt så meget. I hvert fald har jeg nu fundet anledning til at prøve den øl, jeg fik af mine børns mor i julegave. Den er fra Svaneke Bryghus’ Don’t worry-serie, der består af (næsten) alkoholfri øl. Tidligere har jeg prøvet en Pale Ale i serien, der fortsat er den bedste øl på under én procent, jeg nogensinde har prøvet.

Forventningspresset er derfor anseligt. Til gengæld lægger brygget også hårdt ud med fejlfri dunkelhed under off white skum, der i højde og cremethed langt fra er uimponerende. Duften gør fra starten godt med et markant indslag af kirsebær på et maltet bagtæppe af kaffe.

Letsødet kaffe med indslag af både tørrede og friske figner giver et komplekst aromabillede, der nydeligt kompenserer for den forventede udeblivende kraft i udtrykket. Det er alt andet lige en øl på kun 0,5% alkohol – og det vil man nok kunne mærke uanset hvor velkomponeret aromaen ellers er.

Men at eftersmagen samtidig fremstår kraftigere end hvad selv stærke mørke bryg ofte præsterer, ja så gør det pludselig slet ikke noget. Stærk, bitter, fyldig og ikke for hårdt ristet kaffe masserer gummer og mandler så det er en ren fornøjelse. Og det er en eftersmag, der holder længe.

Så godt kan det gøres, gentagne gange åbenbart. Svaneke har styr på det der med alkoholfri øl som ingen anden aktør jeg har set i Danmark – eller i resten af verden for den sags skyld.

Holy Hemp Christmas Ale, Svaneke Bryghus

Festligt, nuttet – men næppe julet …

Yay, det er min fødselsdag! Jeg bliver 44 – ja, hvem skulle tro, at jeg havde en sådan holdbarhed. Jeg skal lige straks ud og spise med mine børn, deres mor og Co., men jeg kan lige nå at anmelde endnu en juleøl, sådan som jeg har sat mig for at jeg vil i år.

Svaneke ser ud til at være ude med flere nye juleøl. Ligesom årstidens pynt er de lavet efter en skabelon; de er på dåser og udsmykningen prydes af nogle flotte tegninger. På denne øls etiket kan man fx beundre brygmester Jan Paul kun iført hans ikoniske kasket, briller og lændeklæder i færd med at gøre kunster på skateboard. Festligt, afgjort – og ret nuttet – mææææn … julet ligefrem?

Det samme må man endnu engang spørge sig om, når man går indholdet efter i sømmene. Ligesom med bryggeriets jule-IPA, som var en fortræffelig IPA med knap så meget jule-. Denne gang har brygmester begået en dark ale, kan man vel kalde den. Og ligesom sidst, er der lidt ekstra i godteposen – denne gang hamp – because … why not?

Man kunne ellers forledes til at tro, når man fortæller, at det mørke – snarere brusende end skummende – bryg dufter af svesker og gran, at så må det da også være julet på en eller anden måde. Hvad brygget imidlertid mangler er tyngde. Det føles mest friskt og let, og passer bedre til en fremtittende sol i det spæde forår end midten af det dybeste decembermørke.

Brygget leverer en sømmåtte med bunden i vejret på tungen, hvor hamp og humle kappes om at flå og flænse mest. Siden sætter mildere toner ind; rå figner (men ej de tørrede, som traditionelt spises op til jul), egetræ og koriander. Det er såmænd meget godt – endnu engang. Det er bestemt en øl, der er værd at tage med hjem og nyde. Men endnu engang må issen tage imod et par kradsende negle idet man må kontemplere, hvad det egentligt julede ved brygget er.

Det mest oplagte denne blogger kan få øje på er, at den er lanceret op til jul – og ikke meget andet.

Crazy Christmas IPA, Svaneke Bryghus

En fin IPA – med eller uden jul …

Hvis det skal være i år, så må jeg hellere komme i gang. Sidste år gad jeg ikke, året forinden … det husker jeg ikke, og jeg gider ikke scrolle tilbage for at kigge efter.

Hvad fabler idioten om? Juleøl, for pokker da. Nogle år har jeg gjort lidt en dyd ud af at prøve nogle juleøl op til jul, for så at smide en anbefaling tæt på højtiden. Det har jeg tænkt mig at gøre i år. Jeg synes jeg har plads i kalenderen og i ølkøleskabet til det. Desuden er de allerfleste juleøl, højtiden kan byde på, alligevel gengangere, så det meste af udvalget, vil læserne allerede kunne finde anmeldt for år tilbage.

Den her var til gengæld ny. En jule-IPA fra Svaneke Bryghus med navnet ‘Crazy Christmas IPA’. Mon ikke det er ment som et ordspil på ‘Crazy Christmas Cabaret’ – en varieteforestilling, der finder sted hvert år ved juletid i København? Jeg husker at have været vel underholdt tilbage i 90’erne, da min engelsklærer i gymnasiet tog klassen med på ekskursion for at bese løjerne. Det crazy ved øllet – synes bryggeriet i hvert fald, og jeg er endda tilbøjelig til at give dem ret – er de ekstra ingredienser, der er blevet tilsat: Kamille, løvetand og morgenfrue. Interessant, såmænd. Men julet, ligefrem?

Jule-IPA’erne har vundet frem i løbet af årene, og det er egentlig ikke så sært. En hvilken som helst øltype, der bliver populær, får gerne en jule-version på et eller andet tidspunkt … måske med undtagelse af påskebryggene, selvom julen varer lige til påske. Til gengæld forstår jeg ikke helt hvorfor. IPA’ens rå bitterhed matcher ikke fed, sød julemad særlig godt. Ja, det skulle lige være silden, eller noget andet syrligt, hvortil Royal Unibrews Jule-IPA, der blev lanceret sidste år, ifølge en kommentar på bloggen skulle passe fint.

Fra starten har jeg min tvivl om, hvorvidt det kunne gælde for den her. Ved skænkning forplanter bryggets duft sig lifligt i rummet i form af altea, grannåle og ingefær. Det mørkorange bryg med det fedtede, høje skum virker lovende og velbehageligt – men langt fra julet.

Smagen fortsætter samme nydelige, men næppe julede takter – på bagkant mærkes frugtnoter i form af hyben og friske – ej tørrede – figner. Midt på tungen prikker og snurrer det kækt og tørt af friskfræset fyrretræssavsmuld og grankogler. Det er først og fremmest chinook-humlen, man smager, med en frisk, karsk bitterhed af solrige sommerdage og hårdtkrydrede asiatiske retter.

Jeg kigger en enkelt gang mere på emballagen, og konstaterer, at den er fra Bornholm – og ikke fra den sydlige halvkugle, hvor aroma som denne øls, ville gøre rigtig god gavn i den australske sommer – men ikke i den våde, lunkne danske vinter. Men ikke at det egentlig gør noget. Hvis Svaneke Bryghus vil bruge julen som anledning til at brygge en aldeles godkendt – og mere til – IPA, så skal det være dem vel forundt.

Julen er som bekendt en undskyldning for at smide alt muligt ubrugeligt skrammel på markedet. Så det er bestemt forfriskende, når Svaneke lancerer en fin IPA som denne her i stedet.

Den ville klæde en J-dag  uendeligt meget bedre, end det rædselsforskrækkelige sprøjt som de unge mennesker hælder i sig i aften.

God Øl God Kamp Lålålå(lå?), Svaneke Bryghus

Ikke noget at synge ‘Lå’ over …

Jeg er her stadig!

At lave videoer har vist sig at være en lidt større opgave, end jeg egentlig troede, og det tager altså toppen af den energi jeg har til at skrive. Det gælder i hvert fald, hvis jeg skal lave videoerne sådan som jeg vil have dem. Det vil sige ikke bare en video af mig, der drikker en øl og snakker – der skal også være en lydside og en lille historie, helst ledsaget af plancher – ellers bliver det hurtigt ensformigt.

Men det kræver tid og kræfter – så jeg håber, læserne bærer over med mig, og i øvrigt sætter pris på, at jeg nu ikke længere kun findes på skrift, men også i levende billeder.

Forsinkelsen af dette indlæg skyldes desuden, at jeg føler mig drænet af den politiske situation herhjemme. Inger Støjberg, den racistiske antidemokrat og lystløgner, vi har siddende som minister, og som i endnu et samråd har leveret vrøvlesalat med sludderdressing, er totalt skærmet for ansvar og konsekvenser for sine åbenlyse lovbrud. Fraværet af ret i, hvad der skulle forestille at være en af Vestens førende retsstater, er aldeles horribel, idet det nu er tydeligere end nogensinde før, at loven ikke gælder for dem, der har magten.

Jeg har stadig et spinkelt håb om at Inger Støjberg ender for Rigsretten, men sandsynligheden for det er vel sammenlignelig med, at Anheuser-Busch’ ledelse spontant beslutter at gøre virksomheden til et socialistisk cooperativ med medarbejderdemokrati og fokus på bæredygtighed, ansvarlig lønpolitik og kvalitet. Så hun ender nok med at blive straffet med evig bespisning på Prytaneion i stedet.

Og fra tirade til anmeldelse: Denne øl fik jeg af en af mine faste ølpushere, Niels. Den ankom sammen med et restparti af de fine belgiske øl fra nogle år tilbage og et enkelt hjemmebryg. Han advarede mig i en besked om, at den snart ville være over dato, og at han meget gerne ville vide, hvad jeg syntes om den før det skulle ske.

Meget tæt på var den nu ikke, men der er selvfølgelig ikke nogen grund til at eksperimentere med at prøve den i en for gammel udgave. Jeg tror den blev udgivet i forbindelse med Fodbold-VM sidste år, behændigt uden at nævne begivenheden, fordi det sikkert er MEGET fy-fy. Men det passer vist meget godt med holdbarheden.

Jeg har været til live-fodbold mange gange i løbet af livet, og jeg ved hvad man skal forvente af øllet på stadion – eller for den sags skyld ude i stuerne bag skærmen. I løden bryder brygget imidlertid noget med standarden, da der her lader til at være tale om en ufiltreret pilsner, der er væsentlig mere orange i nuancen, end den korngule kulør, der er så velkendt for de industrielle produkter. Så passer duften bedre. Her dominerer vandet, og humlen findes kun konturløst og antydningsvist.

Desuden lader der til at være noget forvirring om navnet. Skal der være tre eller fire ‘Lå’ -er i navnet? (For de udenforstående skal jeg her anføre at “lå” i det store og hele betyder “la”, og er den stavelse, fodboldsange gerne synges på. Hvorfor det er for svært at synge “la” i stedet for “lå” af en tilsyneladende overvældende majoritet af fodboldfans, skal jeg ikke gisne unødigt om her.) På bagetiketten står det både med tre og fire lå’er. Jeg forstår, at bryggerier som Svaneke går meget op i kvaliteten af deres øl, men en enkelt korrekturlæsning er sjældent fuldkomment spild af ressourcer.

Brygget smager langt hen ad vejen som det dufter – af meget lidt. Bagetiketten lister ellers hele fem smagsindtryk op, af hvilke jeg kun kan genfinde græs – og det endda ikke som friske spæde skud fra foråret, men snarere som halgæret, slatten insilage. Gærindtrykket gør med tiden brygget småsurt og klægt, og det hjælper ingenlunde på vej. Vandet har de i øvrigt glemt i listen – for det er, hvad brygget smager mest af.

Svaneke gør det rigtig godt ind imellem. Men her har de med en tynd øl formået at sigte lavere end selv industribryggerierne gør med deres tynde pilsnere.

Om igen.

Green Galaxy, Christiania Bryg/Svaneke Bryghus

I ånd, men ej i smag …

Mens jeg på det sidste har jongleret med ligegyldigt industrielt sprøjt i mine YouTube-videoer, vil jeg på bloggen koncentrere mig om de efterhånden ret mange kvalitetsbryg, jeg har på lager.

Denne lille lækre sag kan fanges i Irma for tiden, hvor den står side om side med pilsneren ‘Super Nova‘, der allerede er anmeldt her på bloggen. Det skete tilbage i April måned da jeg havde prøvet hin øl ved sidste års største koncertbrag – Napalm Death på Loppen, Christiania.

Christiania Bryg holder næppe overraskende til på Christiania. Da faciliteterne ikke rækker til nogen større produktion, har bryggeriet et samarbejde med Svaneke Bryghus, der står for den kommercielle produktion, når bryggene bliver populære nok. Udviklingen foregår dog stadig i det tidligere militærområde på Christianshavn.

Green Galaxy er en pale ale med hamp. Det er jo heller ikke helt ude af trit med Christianias ånd. At dømme på duften er der foreløbig ingen grund til at hæfte et ‘I’ foran P(ale) og A(le), da bouqueten er ganske – ja, nærmest faretruende – tilforladelig.

Det skyldes imidlertid, at al aroma er gemt i smagen, og intet frigives ved åbning eller skænkning. I’et er mere end fortjent når glasset sættes for læberne, og den skarpe, friske og tætte, klassiske bitterhed af friskskåret fyrretræ og gran erobrer tunge, gummer og gane, mens mundhulen indtages af sprød, vederkvægende nålefylde.

Rent teknisk er det vist ikke en IPA. Men i min verden er den det nu alligevel, når nu den så nydeligt udtrykker alle typens kvaliteter. Herunder en sød biaroma der viser sig som Dextro Energi-druesukkertabletter med vanillesmag. – Indrømmet en lille smule syntetisk, men ikke ubehagelig – og egentlig heller ikke malplaceret i dette aldeles fremragende stykke bryghåndværk.

Hampen? Vel, jeg er ingenlunde skamfuld over at have fyret den brede og røget den fede som yngre. Jeg kender smagen – og især lugten – ganske godt, og jeg kan ikke finde den her i brygget. Den kunne være gemt i bitterheden – men bitterheden minder så meget om den, man kender og elsker fra IPA-typen, at humle alene sagtens kan være dens ophav.

Parallelt med Rise Bryggeris Tangøl, er det svært at forestille sig, at denne øl ville være stort anderledes uden hamp i. Men samtidig er der absolut intet, der tyder på, at det har skadet.

Baltic Liquorice, Svaneke Bryghus (Podcast-pilot IV)

‘Lakrids præsenteret i øl’

Selvom jeg er blevet aldrig så aktiv på andre sociale medier, skal jeg jo heller ikke glemme bloggen. Den vil fortsat være det centrale – i hvert fald i mine dansksprogede aktiviteter, mens podcastene er tænkt som små ekstra godbidder, der kastes ud ved særlige lejligheder. En podcast-version af denne anmeldelse vil imidlertid også være at finde inden alt for længe. Det at redigere en podcast viser sig at være langt mere overkommeligt end at redigere en video – men da jeg som den uforbederlige linselus jeg er, forventer at vinde flere tilhængere af godt øl ved at lave videoer, er det det, jeg har tænkt mig at prioritere.

Og før jeg glemmer det: Socialdemokratiet er sprunget ud som full blown racister siden jeg skrev sidst. Den fælt stinkende xenofobiske bæ ved navn ‘Paradigmeskiftet i Udlændingepolitikken’, der som et proktologisk mysterium blev udskidt af sylten på Martin Henriksen, for omgående at blive spist med velbehag, begærligt gennemtygget og slugt af de øvrige regeringspartier, er nu fodret videre til Frederiksen, Tesfaye og Co. ved direkte kontakt mellem sidstnævnte personagers ædespalter og førnævnte partilederes recta. Velbekomme, og vid, at jeg ikke lader mig trøste af, at det er valgår. Intet vil jo ændre sig med en opposition der har læberne fast klistret til røvhullet på dem, som de skal forestille at være modstandere af.

– Så fik jeg også tireret lidt. Det var rart, og det må jeg endelig heller ikke glemme, selvom jeg breder mig på flere platforme.

Den sidste øl, Marcus og jeg nød for snart en måned siden, var en dunkel lakridssag fra Svaneke Bryghus. Marcus indledte med at give markedsføringen en bredside – ‘laber, lækker lakrids’ – fordi alle elsker alliteration, bare ikke Marcus, mens jeg selv ikke holder mig tilbage her på bloggen … uden at jeg på stående fod kan komme på eksempler, der er værd at lægge links til.

Til gengæld var der rosende ord – fra begge sider – til bryggets lød. Aldeles natsort også ved gennemskinning (hvis det er et ord). “Den her mener det alvorligt” bemærkede Marcus, der konstaterede at den natsorte kulør ikke skiftede til rød, sådan som jeg kunne fortælle, at sådanne bryg tit gør, når man holder dem op mod lyset. Den tilsatte lakrids og lakridsrod gjorde en meget håndgribelig tilstedeværelse i bryggets duft, der gav mig mindelser om min barndoms hostesaft.

Og mindre håndgribelig var lakridsen bestemt ikke i smagen. Her fyldte den nærmest det hele, hvilket Marcus fandt rig anledning til at fundere over. Det kan læserne glæde sig til i podcast-versionen, men jeg her vil destillere de mange ord ned til hans catch-frase – om dette var “lakrids præsenteret i en øl eller øl præsenteret i lakrids.”

Meget snart lagde hans sig fast på det første, idet det øl, der gemte sig neden under den tætte, tunge og rent ud sagt anmassende lakrids, dårligt kunne fornemmes. Var det godt øl? Var det kedeligt øl? Det var i grunden irrelevant, for det var faktisk kun lakridsen der kunne smages.

Det var nok egentlig lidt for meget med al’ den lakrids, var vi rørende enige om. Marcus var imidlertid imponeret over, at bryghuset havde undgået alle de faldgruber der er, når man tilsætter øl noget markant – navnlig så markant som lakrids, og især i et sådant omfang. Selv måtte jeg konstatere, at den tørre, pudderagtige mundfornemmelse, som tilsat lakrids kan give i øl, hvis det er lemfældigt doseret, ikke var at spore i brygget.

Til gengæld var jeg ikke helt tilfreds med bryggets fylde. Som en stout betragtet fandt jeg den i mundfornemmelse og tæthed utilstrækkelig. Der manglede helt og aldeles den olieagtige viskositet og skvulp, som en ordentlig tæt stout har.

Den kan ellers anbefales til vaffelrør med kakaocreme – og sikkert også andre chokoladebaserede lækkerier, men nu var det lige vaffelrør, vi havde valgt den aften …

Marcus gav den …

… idet han faktisk prøvede den for anden dag i træk og fortsat var imponeret.

Selv var jeg lige knap så fornøjet ved den, og gav den …

Dermed var også dén prøvesmagningssammenkomst afsluttet. Men lur mig om den ikke bliver den sidste.

Bingo Gringo, Svaneke Bryghus

Ikke særlig mexicansk …

Nogle små lyspunkter glimter spagfærdigt i det mørke tæppe af intense grusomheder, der hele tiden viser sig i nyhedsfladen. Londonindbyggernes enorme demonstrationer mod Annoying Orange aka The Oompa-Loompa in Chief aka The Drumpf aka … ukært barn har åbenbart også mange navne – er ét af dem.

Et andet er at Københavns Politi dropper anklagerne mod Tarek Adlouni, som ordensmagten ellers på helt eget initiativ havde idømt en straksdom lydende på knippelsuppe, asfalteksem og racistisk tilsvining, angiveligt for at have ærekrænket deres store idol (omtalt i foregående afsnit) ved at udtale dennes efternavn med ordet ‘fuck’ foran. Hensynet til de tilstedeværende betjentes følelser når deres politiske og ideologiske forbilleder udsættes for hån på adskillige tusind kilometers afstand går altså stik mod betjentenes forventninger ikke forud for den grundlovssikrede ytringsfrihed.

At Adlounis erstatning formentlig kun bliver symbolsk er imidlertid blot en af mange dråber malurt i det bæger. At ingen af de tilstedeværende voldelige, racistiske og ytringsfrihedsafskyende betjente vil blive stillet til ansvar for deres magtmisbrug er et andet. Et tredje er, at chancen for at der ville blive fældet dom, hvis der mod forventning skulle komme en sag, formentlig skal operationaliseres i negative tal. At der er tale om en racistisk motiveret hadforbrydelse under særdeles skærpende omstændigheder med det forsæt at stække ytringsfriheden ved, med fysisk vold at afskrække andre fra at bruge den, er lige så klart som en lunken, ekstra fortyndet Tuborg Super Light i sommervarmen. Men som Tibet-sagen senest lærte os, vil ingen – selvom lovbruddene er helt åbenlyse – blive stillet til ansvar. Om ikke andet fordi politiet grundigt sørger for at bortskaffe bevismaterialet mod dem. Noget lignende vil forventeligt også ske i denne sag. Senere vil betjentene vil ikke kunne identificeres og politirapporterne vil forsvinde. Mest sandsynligt af alt er dog at sagen ender her, og snart er glemt.

Jeg har valgt at kvæle noget af min vrede over sagen i en lys pilsner efter mexicansk forbillede. Ja, det kunne godt lyde som om jeg gjorde pinen endnu større. men der er jo ligegodt tale om en pilsner fra Svaneke Bryghus. De er et af de få bryggerier, der kan noget ekstraordinært med pilsnertypen.

Indledende er oplevelsen dog afdæmpet. Det klassisk korngule bryg skummer måske en anelse mere end gennemsnittet, men mangt en pilsner har duftet af mere. Kvaliteten af den smule duft der er, er til gengæld mere end godkendt. En kant af fusel leverer råstyrken oven i en bund af Hallertauerhumle (om det er den humle, der er brugt, står hen i det uvisse) – ren og uforfalsket som man fx kender den fra Flensburger Pilsener. Helt rent er brygget nu ikke, da det er tilsat limesaft, som mexicanske øl ganske vist først bliver efter skænkning. Men en eller anden undskyldning for at kalde brygget mexicansk skal bryggeriet jo selvfølgelig have.

Smagen er om muligt endnu mindre mexicansk. I stedet for at få en mundfuld vand indenbords med et fjernt pift af humle, der allerede ved krydring var en skygge af sig selv, mødes smagsløgene her af en tæt, nøddebitter humlefylde, der igen fører tankerne sydpå til vores store nabo, når de undtagelsesvis i deres stereotype konservatisme faktisk får brygget en pilsner, der er værd at bide mærke i. Brygget bevarer desuden sin friskhed på trods af humlens tyngde. Alkohol og kulsyre river godt i brystkassen ved nedsvælgning, så sådan formår brygget at spille højt på alle tangenter uden at det resulterer i larm, eller at de kraftige indtryk overdøver hinanden.

Lidt irriteret bliver jeg til gengæld over etiketten. Der finder man en stereotyp mexicaner med Sombrero og stort overskæg, som vi i Vesten kender dem fra dårlige cowboyfilm. Come on – er vi virkelig ikke vokset fra den slags, og har mexicanerne ikke rigeligt at slås med for tiden? Deres store nabo mod Nord har som bekendt væsentlig mere dårligdom at byde på, end kedeligt øl (ja, deres øl er snart noget af det eneste fra den kant at råbe hurra over).

Men – alt i alt glimter denne pilsner fra Svaneke nu også en smule.

Novo Nordisk Organic Lager, Svaneke Bryghus

Julegave givet videre …

Endnu en ‘sådan en ville jeg nok aldrig have haft chancen for at prøve, hvis jeg ikke skrev om øl’-øl. Brygget her blev brygget af Svaneke Bryghus specielt til Novo Nordisk. Den skulle bruges som julegave til sidstnævntes medarbejdere. Hvordan det nu er blevet mit lod at berette om, hvilke hemmelige humlegaver den kendte virksomhed byder sine medarbejdere gik således for sig …

En tidligere kollega af mig, Zahra, arbejder i dag hos Novo Nordisk, og hun havde fået tre med sig hjem. Imidlertid havde hun ikke rigtig noget at bruge dem til. Dels kan hun ikke lide øl, dels drikker hun ikke alkohol … måske fordi hun er troende muslim, men hey, det er bare et vildt gæt fra min side. Hvis det er årsagen, har jeg imidlertid temmelig svært ved at se, hvad det store problem skulle være i, at en del af befolkningen har tilbøjelighed i retning af den tro, al den stund at de så hverken drikker min øl, eller spiser min bacon.

Øltypen er velkendt. En pilsner – så bliver det næppe mere velkendt med risiko for tilrige faldgruber såsom generiskhed, kedelighed, intetsigendehed … Svaneke har imidlertid gjort det rigtig godt tidligere med denne type, så håbet lever endnu.

Visuelt gør den det nu også meget godt. Brygget er flot orangerødt, nærmest kobberfarvet og mere end tilpas uigennemsigtigt. Skummet er lige så gyldent som man kunne ønske, og det knejser levende og plastisk et godt stykke over glasranden.

Det dufter til gengæld ikke af meget. Man forbereder sig på skuffelsen, og lettes enormt det øjeblik glasset sættes for læberne. Her mødes man af aromahumlens fulde kraft. Ikke tung som Flensburgerens hallertauer. Ikke skarp som IPA’ens Cascade, men et nydeligt og velvalgt sted midt imellem. Tæt maltfylde, finish af vanille, frugtkomponenter – figen, fersken og appelsin med ledsagende bitterhed af friskskåret løvtræ.

… og selvom oplevelsen tynder en smule ud undervejs, så er der stadig tale om aldeles nydeligt og veldrejet pilsnerhåndværk fra Svaneke Bryghus’ side.

For at det ikke skal være løgn, vandt Zahra forleden en konkurrence på arbejdet, og præmien var … endnu en øl. Den fik jeg også med ved samme lejlighed, så inden længe ved vi en smule mere om, hvor gode øl, Novo Nordisk vil give sine medarbejdere i gave.

Indtil videre ser det jo fint nok ud.

Don’t Worry Pale Ale, Svaneke Bryghus

Don’t worry at all!

Det behøver ikke være nogen større hemmelighed, at Svaneke Bryghus ikke er det mikrobryggeri, der med nye produkter vækker de største forventninger hos mig. Der er da nogle fuldtræffere her og der, men i det store og hele er det bedste, jeg kan sige om bryggeriet, at de for det meste rammer inden for skiven og sjældent helt ved siden af. Men blandt mikrobryggerierne forekommer Svanekes produkter mere og mere standardiserede – ja, med et temmelig plat ordspil, kunne man være flabet og hævde, at de i mikrobrygsammenhæng her til lands repræsenterer det tynde øl.

Det er på sin vis også tilfældet med denne øl, som er deres bud på en alkoholfri pale ale … eller alkoholfri og alkoholfri – den indeholder ganske vist 0,5 %, men dermed skulle den også gerne være nogenlunde trafiksikker. I hvert fald hvis man er fodgænger. At den er tynd på alkoholparameteret er imidlertid selve pointen med brygget, så jeg vil foreløbig pakke al yderligere brok væk.

Og det forbliver pakket ned umiddelbart efter opknapning, hvor bryggets bouquet allerede forplanter sig i lokalet. Grapefrugt og nåletræsduftende humle melder sig markant – ikke bare i betragtning af, at brygget er alkoholsvagt, men i det hele taget. Adskillige IPA’er på vel over 4,6% har duftet af væsentlig mindre.

Og i modsætning til Albanis bryg fra forleden, der kun havde aroma i duft og bøvs, er bouquetens noter også forfriskende præsente i smagen. Jeg er ikke i tvivl – på stedet slår jeg fast, at dette er den bedste øl på under én procent, jeg nogensinde har prøvet. Masser af humle – god humle endda. Frisk, karsk og lige i smagsløgene hamrer den, men sine små, skarpe syle. Mangt en IPA med den styrke IPA’er nu engang har, ville være misundelig på aromaens kvalitet og styrke.

At brygget er alkoholsvagt mærkes på dets lethed og vigende fylde, men for dette er der kompenseret så rigeligt i humlearomaen. Her er der endelig et reelt alternativ til alkoholdigt øl, der ikke bare smager derhenad, men rent faktisk af rigtigt øl.

Sådan skal den drejes. Præcis sådan.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme