Godt jeg ikke nåede så langt …
Se, der var så endelig en øl, jeg kendte. Eller kendte og kendte – jeg havde set den før, i Netto, og tænkt at den så for kedelig ud til, at jeg gad bruge penge på den. Og se, det skulle ende med at brygget alligevel nåede frem til mig, helt uden at jeg behøvede bruge mine surt tjente spareskillinger på at erhverve et eksemplar. Så var det jo godt, at jeg lod være, eller noget.
Det er et grumset-gulligt bryg under et skum, der kan fremvise en ellers sjældent set gylden tone blandt de tyske Hefeweizen. Til gengæld er det ikke videre hold- eller formbart, som sådan noget Weißbier-skum ellers helst skal være. Duften er mere gæret end sur, og det er i øvrigt det, der kan mærkes en syrlig gærethed. Intet andet. Og det er næppe nogen hemmelighed, at det ikke ligefrem fremmer forventningerne.
Smagen er også primært gæret. Desuden mærker man et letsprittet element, der gør gæren tålelig, endskønt man mest smager netop den frem for spritten. Det sure element er også til stede, og gæren og det sure, der i smag godt kan minde lidt om lugten af sokker, der skulle have været i vasken for et par dage siden, kappes om at ødelægge den gode oplevelse mest.
Men netop som man også er ved at opgive dette bryg, titter et glimt af forsonlighed frem i alt det sure, gærede og sprittede. En sød note. En lille spagfærdigt nuttet note af hyldeblomst titter frem i eftersmagen og spreder lidt smil, glæde og munterhed i det grumsede syrebad.
Og på trods af sødmens vag og svaghed formår det faktisk at give brygget en form for eksistensberettigelse som øl. Om ikke andet, fordi det faktisk gør brygget drikkeligt, og ikke bare modbydeligt.
Seneste kommentarer