Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Spendrup

Norrlands Guld, Spendrups Bryggeri

Forventningerne opfyldt …

Der har opbygget sig en lille kø af ventende anmeldelser på bloggen, som jeg hellere må få bugt med. Fuldtidsarbejde og delebørn tager ikke bare megen tid, men også meget af min energi, og oven i det titter nogle store ændringer frem, som jeg på et tidspunkt også bliver nødt til at forholde mig til … Indtil videre har jeg forholdt mig til ændringerne (og nej, jeg vil endnu ikke fortælle, hvad de går ud på) ved at stikke hovedet i busken, og prøve at distrahere mig med andre ting, men det er næppe en holdbar løsning på længere sigt.

Forbliv indstillet til, at jeg en af dagene afslører, hvad jeg ævler om.

I mellemtiden er der altså anmeldelseskøen. Forrest står en svensk industriøl fra Spendrup-bryggeriet. Jeg har været omkring dem før, da de lancerede en serie af øl med skelethoveder på emballagen. Markedsføringen var ned i mindste detalje målrettet sådan nogle som mig, og hjem kom de da også, øllene, omend med en regulær skuffelse som resultat.

Forventningerne er dermed ikke bare helt nede på jorden, men også indtil flere fod nede i et hul. Svensk industriøl er bare ikke en kombination af begreber, der automatisk for mundvandet til fosse.

Én for én bekræftes såvel fordomme som forventninger da også: Et klart, meget lyst, næsten citrongult bryg med forbløffende høj inkompetence udi skumdannelse plasker planløst ned i glasset. Kortvarigt forbløffer brygget med en overraskende karakterfuld odeur af fusel, men den damper snart af, og afslører tykke tæpper af vand under de ufuldstændige alkoholdampe.

Alligevel formår brygget til en vis grad at ikke afskrække ved indtagelse. Det er overraskende sødt, og har en maltet profil, der gør det blødt og behageligt mod tungen. Den rigelige kulsyre gør desuden brygget friskt, så risikoen for at gå tørstig fra brygget er aldeles minimal. Samtidig er alkoholstyrken holdt på afdæmpede 3,5%, hvilket er den øvre grænse for, hvornår øl må sælges i almindelig handel, uden at man behøver frekventere bolaget. Og at brygget på trods af dette stadig har en vis kontur taler også til dets fordel.

Meget bliver der dog ikke rettet op på, at brygget nærmest skriger af industriel generiskhed. Lige ned i løgnhalsen ryger det tynde og alt for lette bryg, så snart overraskelsen over, at brygget overhovedet smagte af noget, har lagt sig. Til bryggets forsvar skal det siges, at det i og for sig hverken er tyndere eller mere fri for smag, end hvad man ellers sådan går og finder i det industrielle pilsnerudvalg. Men at en øl ikke er værre end den standard, man ellers bliver budt, er ikke udtryk for en manifest kvalitet ved brygget, men blot et fravær af decideret fælhed.

Og fravær af fælhed har brygget da en hel del af. Den manifeste, håndgribelige kvalitet til gengæld kan man drage ud på lange eftersøgninger i den smålandske ødemark efter.

Øllet var en gave fra min ølpusher Niels – ham med de ugandiske øl. Jeg har ham mistænkt for i særlig grad at nyde mine negative anmeldelser, for det hænder med jævne mellemrum, at øllene fra ham ikke scorer videre højt på min karakterskala.

Det skal ikke desto mindre understreges, at min fornøjelse ved at anmelde er lige stor, om øllene er fine eller ringe. Ja, måske er fornøjelsen endda større, når jeg har noget at brokke mig over i floromvundne vendinger.

Pistonhead Kustom Lager, Spendrup

2017-08-11 17.47.30Fra for lidt til ingen overhovedet …

Pistonhead-øllene har indtil videre været ganske hyggelige og egentlig også tiden og de ikke voldsomt mange penge (kr. 10,- stykket) værd. Som pilsnere betragtet har de været noget ud over det sædvanlige (det sædvanlige i den genre er som regel også jævnt kedeligt) og så kan man næsten tilgive bryggeriet for at tegne skelethoveder på emballagen, selvom der ikke rigtig var nogen i øllet … eller rettere; der var ikke noget skelethovedagtigt ved øllet. (Yes! Så fik jeg skrevet “skelethoved” endnu engang … og endnu engang. Jeg kunne blive ved hele natten!)

Med denne emballage, sætter Spendrup trumf på. Her har vi ikke bare en øl med et skelethoved på emballagen. Skelethovedets baggrund er også sort … Den her øl  sguda være skelethovedagtig på en eller anden måde – ellers kan man da virkelig ikke … vel … tegne et skelehoved på sort baggrund på emballagen, vel?

Skelethovedet lader imidlertid vente på sig. Brygget er en ganske lys pilsner, og det mest eksotiske ved den, dømt ud fra påskriften, er cascade-humlen. Det lover jo trods alt godt.

Men stor bliver skuffelsen! Ingen duft – vitterlig ingen. Ingen liflig bergamot, hyld eller rose som cascaden ellers er så kendt for. Og aromaen – aromaen … bergamotten, hylden, rosen og den skarpe grannålebitterhed i al sin vælde og vildskab forbliver aldeles fraværende og ude af billedet. Kun samme blanke fornemmelse som sidst, der undgår på næsten provokerende vis at skabe ubehag – lidt ubehag ville i det mindste betyde et minimum af oplevelse.

Vel – giver man det lidt tid viser aromaen sig faktisk så småt og spagfærdigt. Nede bagest ved gummerne melder sig endelig lidt af den eftertragtede aromatiske citrussmag. Det er fortsat meget skuffende i begragtning af emballagens forjættelser (skelethovedet, i ved), men i det mindste hives brygget da op på et niveau en smule over det pinlige.

Den udefra mest lovende øl – både hvad indhold (cascade alene) og emballage (skelethoved på sort baggrund) skulle vise sig at være den absolut mest skuffende.

Selv når markedsføring for en gangs skyld gøres rigtigt, er det stadig helt forkert …

1-en-halv-stjerne

Pistonhead Full Amber, Spendrup

2017-08-10 18.51.12Lidt mere skelethoved …

Jeg savnede jo godt nok noget skelethoved i den første af Spendrups skelethovedøl, der føres under brandnavnet Pistonhead, og kan købes i SuperBrugsen …

De kløgtige blandt læserne vil på dette tidspunkt nok have opdaget, at jeg godt kan lide ordet “skelethoved”. I en årrække på Roskildefestivalen havde jeg et flag med, lavet af en lang pind, og et kæmpe tørklæde, forestillende et hvidt skelethoved på sort baggrund. Det var ikke et Jolly Roger, eller et piratflag, eller et dødningehovedflag – næh, det var et skelethovedflag.

Og det kunne man altid kende vores lejr på. I skoven af dødningehovedflag, piratflag og jolly rogers stod vores lejr altid tydeligt ud, som den lejr, der som den eneste havde et skelethovedflag.

Men selvom skelethovedet repræsenterer næsten alt, hvad der er dejligt her i livet, så bruges det undertiden i promoveringsøjemed, uden at det promoverede helt fortjener det. Og sådan havde jeg det ret så meget med den første Pistonhead-øl.

Uden at den anden øl helt fortjener det heller, har den dog bevæget sig en smule i den rigtige retning. Det orange skum knejser flot over det røde bryg – ja, at give det navnet Full Amber er faktisk slet ikke i uorden … skelethovedet lader dog fortsat vente på sig. Til gengæld er brygget tørhumlet med citra og cascade – sidstnævnte er min yndlingshumle, og det er da heller intet mindre end en ren fryd at genopleve krydderiernes velkendte indtryk af hyld og bergamot. Skønt, rart, dejligt, og i betragtning af intensiteten i en pilsner heller ikke ukontroversiel, men skelethoved ligefrem?

Og en pilsner er det, citra og cascade til trods, stadigvæk. Det glider let over tungen til almindelig tørstslukkende nydelse og for så vidt ganske pikant velbehag for smagsløgene. Det blide bryg byder alligevel på skarp og aromatisk blomster- og limehumle, med en bitter bund af birketræ. 2017-08-10 18.56.04Således kombinerer Spendrup hverdagspilsneren med specialøllen på bedste vis. Finalen består af de virkelig flotte mønstre, det klæbrige skum afsætter på glassets indersider. – Det er langt ud over, hvad man forventer af en klassisk pilsner.

Men stadig ikke helt hvad man forventer af en øl, der har et skelethoved på sig. Aromaen, mundfornemmelsen, det visuelle udtryk – det er selvfølgelig alt sammen på plads, og mere til. Men for at gøre sig fortjent til, at der er et skelethoved på emballagen, mangler brygget nu alligevel lidt … vel … lidt … skelethoved! Ja – lidt skelethoved mangler brygget altså stadigvæk, for at kunne bære skelethovedet med fuldt oprejst skelethovedpande.

Jeg kan godt lide at sige skelethoved … Skelethoved, skelethoved, skelethoved …

4-en-halv-stjerne

Pistonhead Flat Tire, Spendrup

2017-07-28 18.25.33Eftersøgning lønner sig …

Denne øl stod sammen med to søskende fra det svenske bryggeri Spendrup på hylden i SuperBrugsen Finsensvej på Frederiksberg, da jeg mere eller mindre tilfældigt kom forbi forleden. Det er ikke en vej, jeg normalt tager, så jeg var vel det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Emballagen prydes – som man kan se – af et skelethoved. Det ser ud til at være en running gag i hele Pistonhead-serien, og den slags fungerer når folk som jeg skal overtales til at åbne pengepungen. Det hedder vel ‘fokuseret markedsføring’ eller noget i den henretning, og jeg konstaterer tørt, at det ser ud til at virke.

Alle tre røg i hvert fald med, og den første er hermed åbnet, prøvet og anmeldt.

Alle tre er pilsnere. Denne en bleg en af slagsen, og den deraf forårsagede enorme hænderopkastende begejstring formår på den mest jubel-flikflak-saltomoterende vis overhovedet ikke at indfinde sig. På den anden side – der er jo godt nok et skelethoved på emballagen. Og når der er et skelethoved på,  øllet da have en eller anden form for kvalitet.

Skummet ser i hvert fald fint ud. Det er faktisk imponerende højt og fornøjeligt stabilt. Duften er til gengæld svag – ja, faktisk næsten fraværende og mangler endda den fuseltunge, hovedpinevarslende em, visse industripilsnere kan lugte af, som erstatning for en egentlig bouquet.

Smagen og mundfornemmelsen er først maltblød og rund. Siden melder en hvas ridsekniv sig midt på tungen, der åbner smagsløgene for en ganske detaljeret humle. Grundlæggende smager man den traditionelle Hallertauerhumle, som jeg ikke engang er sikker på, brygget er krydret med, men som pilsnerøl gerne smager af på vore bredde- og længdegrader. Bagom mærker man kække biaromaer af sød syrén og helt friskt forårsgræs.

Nogen karakter, der egentlig retfærdiggør skelethovedet, har brygget imidlertid ikke. Det er meget venligt – faktisk grænsende til det småvandede, men de fine, utraditionelle aromaindslag mere end redder det. Brygget skal dog væltes noget rundt i munden for at man får aromaens fulde effekt. Man kommer til at se ret tåbelig ud, som man sidder der og skærer ansigter for at presse lidt ekstra smag ud af det letflydende bryg.

Men det lønner sig, og på bagkant formår skelethovedet endda at snappe lidt med eftersmag af savsmuld, iblandet citrus, lime og grapenoter.

Man skal lede lidt – men så er oplevelsen der også.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme