I weekenden besøgte vi min svigerfamilien i Dybvad. Det er en meget meget lang tur fra Amager, men heldigvis skulle vi overnatte deroppe, så vi ikke alene kunne nyde godt af den nordenfjordske gæstfrihed, men også gode mad – og godt øl. Lindas søster, som vi besøgte, bor på en gård, så der var rigeligt af alt. Især mad af egen avl.
Der var stillet lidt forskelligt frem. Jeg valgte det, der så mest spændende ud. Denne klosterølsefterligning er brygget af Søgaard Bryghus, hvis øl jeg kun har prøvet én gang før. Åbenbart er deres øl kun i handlen lokalt, så det er om at få dem åbnet, når man har chancen.
Brygget er lyst, med et noget uengageret skum. Dette klatrede ellers højt op i flaskehalsen ved åbning, så en sidsteøjebliksskuffelse på de visuelle parametre formåede brygget ikke at undgå. Duften er sødt appelsinagtig og matcher bryggets lyse, orange lød fint, men brygget også er meget klart, så der ikke går ren appelsinsodavand i den.
Smagen er – som belgiske og belgiske blondes desværre, bliver jeg nødt til at indskyde, er flest – en blanding af sød marcipan og brændevin. Det er utroligt at denne smagskombi åbenbart bliver ved og ved med at dukke op. Som om det var noget, bryggerierne rent faktisk efterstræber. Er det bare mig, der er mærkelig, når jeg finder den smagskombination småvæmmelig?
Vel, det skal siges, at især sprittetheden i dette bryg ikke tager overhånd. Marcipansødmen kæmper en brav og ikke forgæves kamp mod spritten, der undertiden antager form af vinøs fylde, hvorefter balancen igen ser ud til at tippe …
I sidste ende er brygget for meget ude af balance til rigtigt at kunne behage. Og det er synd for et bryg, der med lidt mere sprit kunne være væsentlig mere interessant, og måske endda egentlig velsmagende. Min tak for skænken er dog lige dybfølt uanset hvad. Det er altid spændende at prøve nye øl, selv når de viser sig at være modbydelige. For så kan jeg jo altid more mig med at skrive en passende anmeldelse bagefter.
Og denne gang var brygget da også langt fra modbydeligt.
Seneste kommentarer