Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Slotsbryggeriet Gavnø

Gavnø Pale Ale, Slotsbryggeriet Gavnø

Tak for i år …

Jeg ligger nærmest vandret resten af året. hver eneste forpulede dag op til nytår skal jeg arbejde. Og for at føje spot til skade, skal jeg også arbejde både nytårsaftensdag og selve nytårsdag, føj dertil møde klokken 8:00 begge dage.

Det stinker rigeligt i sig selv. Og det gør det ikke bedre, at jeg er ganske og aldeles blæst, når jeg endelig når hjem. Jeg vågner med lyst på livet, og er klar til at gribe hele dagen i et orgie af kreativitet og æstetisk artisteri … der er bare den lille detalje, at der er et arbejde der skal passes … og som en anden dementor dræner det mig enhver livsglæde, så der ved fyraften ej er mere tilbage, end et sølle skrog. Jeg ville mægtig gerne føre bloggen her videre på et højere niveau – og hvor ville det dog derfor være skønt, hvis jeg regelmæssigt kunne mønstre energien til den arbejdsindsats, der er nødvendig for det.

At tage springet og blive fuldtids blogger/aktivist er en drøm, der er vokset mere og mere her efter fyrreårsalderen. Men jeg har jo også nogle børn, en husleje og en krop, der skal have mad og tøj på … Vel, jeg må prøve at arbejde mig stille og roligt frem imod det. Bloggen er jo alligevel nået et stykke gennem årene, og jeg tror projektet kan blive endnu større med tiden. Det er noget, jeg vil arbejde videre med i det kommende år – arbejdspres og stress til trods.

I indeværende år er der dog en sidste øl, der skal anmeldes – mere tror jeg ikke, jeg magter. Det har i øvrigt været en ganske fin december måned for bloggen. Igen i år har der været over 5.000 klik i julemåneden, og for det skal alle interesserede, der har kigget forbi, have stor stor tak. Det er for jer læsere, jeg skriver. Det gør mig aldeles fornøjet, at nogen vil læse de ord, jeg lægger ud på det store fællesdrev i et ydmygt og spagfærdigt forsøg på at levere en smule idel underholdning i en ofte aldeles dunkel og truende tid.

Slotsbryggeriet Gavnø står for skud igen. Dette bryg var også at finde blandt et prisnedsat parti øl i Irma Sydhavnen, som jeg forleden fandt på vej hjem fra arbejde. At kalde det en pale ale er omtrent lige så meget en tilsnigelse som at kalde Aarhus Bryghus’ julebryg en mørk øl. Brygget her har kulør af mahogni, med matchende højt og plastisk gyldent skum. Men den bitteraromatiske humleduft afslører, at der næppe er tale om en sød brown ale, så brygget er mere blegt af navn og odeur, end af anden gavn.

Brygget er både nydeligt maltet og krydret. Ganske bittert fylder det godt op i mundhulen med aromaer af mocca-caramel med lys chokolade med indslag af koriander og muskat. Dybere i brygget kradser en markant humleprofil ganske bittert, for ikke at sige småbesk. Med tiden bliver brygget mere letflydende, og kan heller ikke se sig helt fri for at virke en anelse oxideret. Der har jo nok været en grund til, at øllene var sat ned, og ofte er grunden, at øllene har stået så længe, at uddeleren er blevet træt af at se på dem. Den slags har det med at falde sammen med at varerne aldres uhensigtsmæssigt – og her kan det nok mærkes en anelse på det indtryk af vådt pap, der så småt trænger sig på.

Overordnet er oplevelsen dog hjemme, og hvad jeg oplever som antydninger af missmage og skønhedsfejl, kunne andre opleve som karakter. Godkendt og mere til er brygget uanset, og som sådan en værdig afslutning på et meget  spændende øl-år for mit vedkommende.

Men traditionen tro, vil der først i det nye år blive berettet meget mere om det.

Gavnø Økologisk Pilsner, Slotsbryggeriet Gavnø

Mon ikke den går an?

Nåmenøh  … Go’ jul, for Satan i helvede eller noget …

Så er det sagt og forhåbentlig på en måde, der adskiller sig bare en lille smule fra den store, ensartede grød af generiske julehilsner, som fyger gennem luften i disse dage.

Lige et par svinere (det er jo sæson for flæsk) og – mind you, for jeg kan faktisk også være positiv ind imellem – et par shout outs til dem der fortjener det og har brug for det.

Den afskyelige naziorganisation Nordfront/Den Nordiske Modstandsbevægelse har igen stukket sit fæle fjæs frem på Fyn. Denne gang skete det i Odense, hvor den lokale forening for LGBTQ+’ere, Lambda, fik overklistret deres lokaler med homofobisk nazipropaganda, herunder afspærringstape besmøret med naziorganisationens symbol og navn.

Et kærestepar – der at dømme efter den sparsomme omtale af hændelsen med relativt stor sandsynlighed var både cis-kønnet og heteroseksuelt, greb ind mens aktionen fandt sted. De små, ynkelige nazisvin tog omgående benene på nakken, hvorefter nazipropagandaen blev dokumenteret og efterfølgende fjernet. Nazisvinene pralede efterfølgende på egne fora med, at de skulle have jaget den ene del af kærestparret væk, men videoovervågning af hændelsen skulle ret tydeligt afkræfte nazisternes påstande som løgn – go figure.

Husk at støtte Lambda i Odense, uanset om du er L, G, B, T, Q, + – eller som jeg selv en kedeligt grå ciskønnet heteroseksuel person med humanistiske tilbøjeligheder. Det kan godt være, vi ikke er allerøverst på nazisvinenes liste over, hvem der som de første skal i gaskamrene. Men vi er der, og det er derfor i vores alles interesse, at nazisterne møder modstand overalt hvor de viser sig.

Mit resumé af hændelsen har jeg fra Out & About’s grundige gennemgang af hændelsen, som jeg roligt kan love, man vil blive klogere af at læse end nærværende tirade.

Den slags episoder kan desværre ikke bringe den almindelige danskers pis adækvat i kog. Muslimer, der derimod tilbageleverer julehjælp, fordi svin ikke liiiige er det de har mest lyst til at sætte på deres julebord, derimod …

I skrivende stund raser skænderiet over dette på indtil flere sociale medier, ikke mindst facebook, hvor jeg endda har været tåbelig nok til at blande mig i Venligboeren Marina Paulsens tiltrængte opslag om, at flæskesteg som julehjælp til muslimer nok ikke er det mest velovervejede eller empatiske i hele verden.

Hvis vi nu siger, at muslimerne rent faktisk havde fortæret julehjælpen, ville islamofoberne jo nok beskylde dem for udøvning af kulturel apropriation … ej, det ville de nok ikke, da de ikke ville forstå hvad ordene betød. Og de ville nok heller ikke kunne finde ud af at læse dem, eller udtale dem – endsige da stave dem! Nå, hvor kom jeg fra …? Nej, Islamofoberne ville selvfølgelig beskylde muslimerne for at ville æde danskerne ud af huset, sådan som jeg grafisk illustrerede det i Spelt-Segmentet juleaften 2014.

Islamofobernes logik er, omend ganske ulogisk, alligevel nem at forstå og forudsige, når man kender præmissen. Præmissen er, at alt hvad muslimerne (eller bøsserne, de fattige, de handicappede, de rødhårede eller hvem det nu er, vi ellers ikke kan lide) gør, altid er forkert, og at de skal tilsvines for det. Spiser man svinekød, æder man befolkningen ud af huset, gør man det ikke, vil man ikke være dansk. Arbejder man, tager man arbejdet fra danskerne, arbejder man ikke, er man bare kommet herop for at nasse. Går man med tørklæde er man muslimsk fundamentalist, går man ikke med tørklæde er man undercover IS-terrorist, der prøver at glide i ét med befolkningen lige før bomben detoneres …

Find selv på flere. At påpege den åbenlyse karrusellogik overbeviser stort set aldrig islamofoberne om, at deres argumentation er til at dumpe i samme septiktank, de selv er kravlet op ad. Men andre mennesker, der lytter til ens diskussion, vil måske kunne lære lidt af det.

Vel, det blev lidt langt. Men det er jo jul, så der må gerne gøres lidt ekstra ud af det hele. Og hvor upassende alt det foregående end måtte være for nogle, stopper det ikke her, thi dagens anmeldelse er ikke engang af en juleøl.

Der er tale om en økologisk pilsner fra Slotsbryggeriet Gavnø. Men som vi endnu engang har kunnet konstatere, er juleøl jo gerne blot små variationer over et i forvejen gråt og generisk pilsneremne. At sætte denne på julebordet vil næppe gøre nogen praktisk forskel fra de fleste andre juleøl på markedet.

Gavnø står fast i Irma, hvor jeg vist nok også købte den her, sammen med en stribe andre, der havde fået tilbudsmærker på. Den har altså fået lov at stå et stykke tid, men langt fra over sidste salgsdato. At jeg ikke behøver betale 40 kr eller deroppeomkring for mikrobryg passer mig egentlig ganske fint her sidst i juletiden.

Højt og flot gyldent skummes der over det tågede, appelsinfarvede bryg. Pilsnere er – her og i udlandet – bare alt for sjældent ufiltrerede. Bouqueten er også fin – i det søde hjørne med em af vanille. Humlen kan også mærkes, og også den lægger sig i det søde hjørne.

Flormelis og vanille blander sig ganske elegant med modne hasselnødder på tungen, og dermed fortsættes den søde linje, der blev lagt i den visuelle og olfaktoriske indledning. Snart melder der sig imidlertid en dybere, mere faretruende klang, end det fine hvide vanille/flormelis-landskab brygget startede med. En tung bund af kål indfinder sig – og giver den lidt for rare og venlige sødme et tiltrængt modspil.

En trold stikker imidlertid også sit hoved frem. Et klægt og syrligt gærelement gør sin entre, og forhindrer én i at nyde sødmen og bitterheden helt så meget, som man egentlig gerne ville.

Det er vel risikoen ved ufiltreret øl, og at de løber den, vil jeg hellere rose Gavnø for, end jeg vil jamre over, at resultatet måske ikke er helt i centrum. Brygget er da i hvert fald i Bulls Ring.

Og dermed Glædelig Jul, allesammen.

Irmas Julebryg, afslutning.

Det er så yndigt …

Med anmeldelsen af Irma Julebryg endte anmeldelserne i anledning af årets juletema. De andre år har jeg mere eller mindre tilfældigt hapset det fra supermarkedernes hylder, som jeg syntes så interessant ud. I år skulle det være anderledes. Jeg valgte et nøje afgrænset tema – de julebryg som Irma havde stillet frem i deres specialølafdeling.

Det blev en dyr fornøjelse, og om kvaliteten og den undertiden urimeligt høje pris nu også ville følges så yndigt ad, skulle være et gennemgående tema, som jeg ville vurdere til sidst. Som sagt så gjort.

2014-11-14 16.52.14Det begyndte egentlig lovende, med Julius fra ‘De 5 Gaarde‘ – et brand, scorede sin hidtil højeste karakter – middelmådige 3 stjerner. Det var til gengæld også den billigste øl, så det passede sådan set meget godt sammen. På den måde indkasserer Harboe Bedst-til-Prisen-prisen, som i anledning af at det er Harboe, der vinder den på stedet omdøbes til Mest-OK-til-Prisen-prisen, da øllet stadig ikke helt formår at fortjene betegnelsen godt.

2014-11-16 17.34.09God var til gengæld Herslevs Stjernebryg. Rigtig god endda, og en klar vinder af juletemaet. Prisen var til gengæld også sammenlignelig med et middelstort midtjysk industrilandbrug, hvilket jo ikke er usædvanligt for Herslevs bryg. Og hvis man vil have kvalitet, må man også tit grave dybt i pengepungen. Hvor Harboes ‘Julius’ var god til prisen, er prisen på en Stjernebryg mere – skal vi sige passende?

2014-11-30 17.31.51For den overvældende aroma af julekrydderier, og fylde af julegodter er og forbliver uovertruffen. Markant bedre end alle de andre indslag, endskønt Irma Julebryg fra Skands da kom noget, der lignede tæt på, men uden cigar, eller hvad det nu hedder. Disse to bryg er mine klare anbefalinger til julemiddagen. Er man til det krydredede, så vælg Stjernebryg. Er man mere til det søde og fyldige, så vælg Irma Julebryg. Prisen er omtrent den samme.

2014-11-25 18.04.16Juletemaets bundskraber blev overraskende nok også Herslev med deres ‘Julebryg’. Et sjasket og halvtyndt bryg uden spor af krydderier, fylde eller fede julegodter. Det eneste juleegnede undertegnede kan finde ved brygget er dets letdrikkelighed, der gør det til et velsmagende alternativ til de andre gængse bællebryg ved månedens julefrokoster. Men man undgår ikke at gå ruineret fra festen i så fald, for brygget koster lige så meget som det uforlignelige stjernebryg, og alt over det samme prisniveau som for ‘Julius’ er uforskammet.

Glædelig jul, allesammen. Jeg håber, jeg kan være med til at give jer gode råd om, hvilke øl, der egner sig bedst til december måneds orgier i godter, sul og flæsk.

Økologisk Julebryg, Slotsbryggeriet Gavnø (Irmas Julebryg VIII)

2014-11-27 17.51.48Ikke for det, der kommer ind i munden …

Irma fører fast Gavnø Slotsbryggeris øl. Heriblandt også deres julebryg. Det er adeligt øl, dekadent og anakronistisk som den slags nu engang er, men indtil videre også aldeles velgørende. Baron Reedtz-Thott, der ejer Gavnø Gods, værner desuden om det gamle godsanlæg ved at holde gæster ude med olme tyre og strømførende gitterlåger. Baronens bror skal man heller ikke komme for nær. Så risikerer man bare at blive ramt af hans 400 hestes rally-racer … jo, de adelige gør også i dag en stolt figur.

Det er nu ikke blåt, adeligt blod, man kommer til at tænke på, når man ser etiketten. Den er holdt i klassiske røde og gyldne farver, og det matcher hhv bryg og skum ganske godt. Sidstnævnte er tilpas cremet, men holdbarhed og klæbrighed er vist højest af junkerformat.

Brygget er krydret, som det sig åbenbart hør og bør, med julens krydderier, appelsinskal, fennikel, koriander og nelliker, og det mærkes i bouqueten. Denne er mild, men alligevel fyldig nok til, at man faktisk kan mærke det skænkede bryg i næsen, endskønt man befinder sig i et tilstødende værelse. Brygget er fortrinsvis sødt med karakter af vanillekranse, men også af andet mere krydret julebag, pebernødder og brunkager måske. Fylden giver desuden en snert af chokolade som man kender den fra tyskproducerede mælkechokoladejulemænd. Ikke just sofistikeret, men rart nok alligevel, og bestemt julet!

Det viser sig dog at være en overvejende bitter øl. Nellikerne slår kraftigt igennem, ledsaget af en alkoholisk fylde af blommelikør og svesker. Chokoladesødmen mærkes også, og det hele integreres nogenlunde til en mundfornemmelse af brændevinsfyldte prailiner.

Nogenlunde, sagde jeg. For hele arrangementet er mere sammensat af harmonisk, og de mange forskelligartede indtryk skændes ind imellem mere, end de samarbejder. Et markant element af gær gør sig også gældende, og bliver mere og mere fremtrædende. Nogle af de lækre krydrede og søde elementer forbliver dog præsente, og øllet ender da også med at kunne nydes, men ikke så meget for, hvad der kommer ind i munden, som for det, det udvikler sig til derinde.

4-stjerner

Gavnø Stout, Slotsbryggeriet Gavnø

Undtagelsen …

Gavnøs øl er fast inventar på Irmas hylder med fermenterede humleprodukter, og jeg har længe haft kig på dem, og tænkt: Dem … Og nu har jeg endelig fået gjort noget ved det. Deres Stout er købt, smagt og hermed anmeldt.

Bag Slotsbryggeriet Gavnø står slægten Reedtz-Thott “der med sikker hånd værner om stedets historiske værdi og sikrer, at et af Danmarks smukkeste herregårdsanlæg byder tusindvis af gæster velkommen år efter år” – såvidt øllets etiket. Reedtz-Thott-klanen har fx for nogle år tilbage budt besøgende velkommen med en strømførende gitterlåge bevogtet af en olm tyr, og Baronens bror værner som aktiv rallykører desuden om skønhed og miljø rundt om i landet ved at forpeste begge dele med lige dele luft- og støjforurening.

I sandhed et ægte adeligt slæng, der ikke holder sig tilbage med at anprise egne fortræffeligheder op og ned ad etiketten, mens virkeligheden måske ser lidt anderledes ud. Huske skal man også, at det uovertrufne slotsbryggeri Føniks havde adresse på Gavnø, og at en konflikt med baronen blev medvirkende til det ellers lovende mikrobryggeris endeligt.

Vel, meget kan der siges om Reedtz-Thott-klanen, men det skal man jo ikke holde imod øllet, der allerede i flasken gør et godt visuelt førstehåndsindtryk. I bunden af flasken forefindes en sand mudderpøl af restgær, der alene formår at rydde alle varsler om adelig fisefornemhed af banen. Ved skænkning viser brygget sig også at være ganske uigennemskinneligt, og skummet højt, flot og – etiketten lyver ikke – nøddebrunt. Det starter brusende og falder så til ro i en solid, fast og cremet skumkrone. Duften halter ikke efter det pletfri udseende. Flødekarameller blander sig med ristet kaffe og et lille skud cognac.

Det er en meget sød stout. Chokolade og mellemristet kaffe fylder flødefyldigt mundhulen sammen med en blød, mild alkoholfylde af smooth whisky. Her er der ikke tale om en skrap Oban, Talisker eller en Islay Malt. Det er Speyside … Ja, det er i virkeligheden nok den mest smooth whisky jeg kender – fra Glengoyne-destilleriet nord for Glasgow, hvor de rister malten over naturgas – ja, så smooth er det ledsagende whiskyelement. Ved mandlerne mærker man sluttelig en pikant bitterhed af grannåle, der på trods af, at det stikker ud i forhold til resten af det runde, bløde og venlige bryg, alligevel komplimenterer det samlede billede ganske elegant.

Pragtfuldt, gennemtrængende og meget meget mildt. Den er slet ikke så farlig som baronens olme vagttyr. Den er som en stor, gammelkælen og turbospindende norsk skovkat på skødet foran en buldrende pejs. Ja, sådan føles Gavnøs Stout … indtil man gør det nødvendige …

For der står ganske vist på flasken “Øllet er […] ufiltreret og kan derfor indeholde bundfald”. “Kan” er som antydet en underdrivelse. Men hvor er det skønt, at bryggeriet ikke tilføjer den evige smøre om, at man endelig ikke må agitere flasken, fordi man så risikerer at få den slemme, modbydelige, drilagtige restgær med op i glasset. Så undertegnede agiterer selvfølgelig flasken grundigt, og hælder glad og fro den mudrede bundsjat – det der normalt gør øllet rigtig godt – op i det lækre flødebryg.

Og det … var så ikke så godt. Det søde karamelchokoladebryg forvandles til en syrlig gærgrød, der ikke kun ligner mørkt mudder, men også føles lidt sådan. Det bliver aldrig det samme igen. Bryggets fine, bløde og rare smag ødelægges når restgæren tilføjes. Gavnø Stout
er undtagelsen, der bekræfter reglen. For det meste skal restgæren med oven i brygget, men altså ikke her.

Det er en mindre streg i regningen, at brygget faktisk ødelægges ved at restgæren hældes ved. Men det rokker ikke ved, at man uden restgær får en næsten uforglemmeligt behagelig øloplevelse.
5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme