Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: Slotsbryggeriet Føniks

Påskelammer, Pladderballe Bryghus (aka. Slotsbryggeriet Føniks), Påskeøl 2012 I

Jeg troede egentlig, at Pladderballe Bryghus’ produktion kun ville omfatte de fire allerede anmeldte øl, Monrad & Rislund, Kakerlakpuler, Brodtgaard og Kalapøjser, så stor var min overraskelse – og fryd, da det blev bekendtgjort, at der også ville komme en øl mere – en påskeøl ved navn “Påskelammer”.

Det er jo lige op ad Monrad & Rislunds gyde med det fine ordspil, der så elegant kombinerer vold og kristendommens vigtigste højtid. Og med anmeldelsen af denne øl starter også anmeldelserne af årets påskeøl. Heller ikke i år var der nogen bryggerier, der før påske, fandt på at lancere “fastelavnsøl”. Det er åbenbart et koncept, vi kommer til at vente længe på.
Påskelammer er som Pladderballe Bryghus’ andre produkter ufiltreret, og da mine erfaringer som bekendt ikke har været de bedste med ufiltreret øl her på det sidste, valgte jeg denne gang ikke at agitere flasken, før jeg skænkede den. Alligevel fremstod det rødlige bryg lettåget med et stabilt, hvidt og ganske højt skum, der dog ikke delte de andre Pladderballeøls klæbeevner. Duften var også svagere end man er blevet forvænt – en syrlig, letsød og frisk duft af forårsblomster.
Smagen er en sjældent velgørende, omend noget svag kombination af syrligt og bittert. Syrligheden bruser småhidsigt i næsen i løbet af de første par mundfulde, og formår derved at involvere næsen i øloplevelsen. Bitterheden er mestendels gæret, men rent undtagelsesvis gør det ikke noget. Det er ikke særlig kraftigt og på en måde ganske velafstemt med den lette syrlighed af græs og citrusfrugter.
Den eneste deciderede skuffelse er eftersmagen, der mest af alt bare udebliver. Samtidig er aromaen ikke helt stærk nok til, at øllet nydes i de små mundfulde, der automatisk blev drikkemetoden ved seriens øvrige øl. Man tager nogle ordentlige drag, og får på den måde klemt tilstrækkelige mængder af den ellers gode – men altså noget fattige smag ud af brygget.
Som jeg sad der og ærgrede mig over, at jeg havde ventet en lammer, og i stedet fik et svagt, uengageret, ja nærmest venligt tjat, så faldt jeg alligevel i staver over de vidunderlige klumper af bundfældet restgær i glasset. Endskønt jeg ikke havde agiteret glasset, før jeg skænkede, havde en god mængde alligevel sneget sig med, så det i det mindste blev en stor visuel oplevelse.
Og så kom overraskelsen.
Det sidste af brygget – det med restgæren – formåede omsider at mobilisere en smag af en kaliber, jeg havde forventet. Restgæren gjorde brygget sødere, mindre gærbittert (paradoksalt nok) og fyldigere. Nu meldte sig toner af rosenblade og en lækker fylde sig i brygget, og restgæren gav desuden en lækker, bitter eftersmag af humle.
Så det endte jo godt alligevel, og næste gang jeg drikker den, må jeg endelig huske at agitere flasken, så jeg få al’ restgæren med med det samme. Indtil videre kan jeg dog kun vurdere den på den oplevelse jeg havde, og der er det altså ikke helt godt nok, at den skulle være så længe om at brillere – også selvom den brillerede så brillant, da den endelig gjorde det.

4-stjerner

Kalapøjser, Pladderballe Bryghus (aka. Slotsbryggeriet Føniks)

Vi er nået til den sidste øl i Pladderballe Bryghus serie af øl konceptualiseret over karakterer fra Monrad & Rislunds univers.

Den sidste øl, Kalapøjser, opkaldt efter karakteren Mogens’ faste rekvisit, en ballon sat fast til en stump haveslagne, er en Brown Ale, og det er en kategori, man må sige, Kalapøjser lever op til. Farven er mørkebrun, lettere grumset og med et endda overordentligt højt, gyldent skum. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har set så højt, plastisk skum før, Det rejser sig godt en tomme over glasset som en gylden smølfehue, og næsten ligegyldigt, hvor meget man hælder oveni, så stiger det bare, og vil bare ikke vælte ud over glassets kanter. Måske har det noget med skummet klæbeevne at gøre, for som brygget ryger i ganen bliver det – som ved de andre Pladderballe Bryghus-øl – krampagtigt hængende. Duften er sød, om med en syrlig kirsebæragtig snert, måske lidt som man kender den fra en kriek, omend det er svært at sige med sikkerhed, da det er længe siden, jeg sidst har prøvet sådan en.

Smagen lader intet tilbage at ønske i forhold til de andre mørke Pladderballe-øl. Den præges af samme varme fylde, aromaer af kaffe og chokolade, og af samme grund bør den tempereres, før man åbner den. Skulle man have glemt det er skaden ikke uoprettelig, for den taber ikke noget ved at vinde temperatur efter den er åbnet, snarere tværtimod.

Lige som Brodtgaard ændrer den lige så stille karakter, mens den står i glasset, også her er den formentlig restgæren, der gør sin virkning, men hvor dette havde nærmest destruktiv effekt i Brodtgaard, så bliver denne øl nærmest bedre og bedre, jo længere tid den nydes. De bitre kaffetoner dæmpes, og chokoladesødmen træder mere frem. Det samme gør den initiale kirsebæraroma, der melder sig som en til sødmen ganske velafstemt cherrysyrlighed ved gummerne.

Jeg mindes ikke at have prøvet en øl før, der bliver bedre og bedre jo længere tid den står åben. Dette er sandelig et unikt karaktertræk ved Kalapøjser. Jeg har prøvet øl, der ikke taber noget ved det – det er faktisk tilfældet for de fleste øl, trods alt, men at de ligefrem vinder noget, når de i forvejen har været tempereret er nyt for mig. Smagssammensætningen til sidst er også speciel, og de 5 stjerner for veludført og overraskende bryghåndværk er fuldt fortjente.
5-stjerner
Pladderballe Bryghus’ øl har indtil videre været det tema, redaktionen absolut har nydt mest at berette om. Det var med en vis skepsis, at jeg begyndte på dem, for iblandt konceptualiseret bryg – om det har været på den ene eller anden måde – har der været endda overordentligt langt mellem snapsene. Pladderballe Bryghus’ øl har ikke været andet end snapse – omend én af dem var lige bitter og gæret nok for min smag.

Well done!

Brodtgaard, Pladderballe Bryghus (aka. Slotsbryggeriet Føniks)

Jeg kunne næsten ikke få luft – og det kunne ikke blive meget bedre, hva’ – men så gik den heller ikke længere. Det fuldstændig absurd høje niveau for denne serie konceptøl måtte dæmpes en anelse – men så igen kun en anelse.

Det startede ellers lovende med en let anretning af højt, kridhvidt skum oven på et nydeligt mørktgyldent, tåget bryg, der dog stadig havde langt op til den uforlignelige ‘Kakerlakpulers’ indhold af restgær. Skummet var en klasse for sig – det var som om det bare ikke ville vige og, da det endelig gjorde, udkæmpede en nærmest desperat dødskamp for at undgå det. Duften er typisk IPA-agtig, kraftigt sød med toner af søde æbler, hyldeblomst og blommer.

Og det fortsatte sådan set også lovende med god bittersød smag, som man kender det fra en IPA. Det er en hård smag, der tæsker løs på smagsløgene med humle uden omsvøb, tilsat appelsinnoter. Det er på dette tidspunkt rigtig, rigtig godt, og det hele munder næsten ud i en oral orgasme af en eftersmag, der først rigtig mærkes efter at brygget er nedsvælget – en tør, kraftig humlebitterhed, der giver baghjul til prominente topkvalitetspilsnere som Urquell og Boston Lager.

Men det er desværre kun i begyndelsen.

Jo længere ned man kommer i glasset, desto mere tager en klæg gærsmag over, og dominerer mere og mere. Jeg havde ellers håbet, at hvis man ventede længe nok med den næste slurk af det fedtede glas, ville det nok blive bedre – men som da Brodtgaard måtte give afkald på bimsetøjet, så udeblev gevinsten desværre. Det kan godt være, at der var mindre restgær end i ‘Kakerlakpuler’ – desværre var der også rigeligt til at reducere en ellers overordentligt lovende øloplevelse. Eftersmagen formår dog, som en lykkepose i pølseenden, at bevare sit bid, så det trods alt ikke bliver den rene underskudsforretning.

Den lidt kedelige afslutning rokker da heller ikke en tøddel ved den eksceptionelt gode indledning og de fire stjerner, der er mere end fuldt fortjente.
4-stjerner

Kakerlakpuler, Pladderballe Bryghus (aka. Slotsbryggeriet Føniks)

Vi fortsætter i samme stil …


Det er med en god stout som med en sorbet. Den skal agiteres, mens den får den rette temperatur – ellers skiller den. Det er i den grad tilfældet med den anden øl fra Pladderballe Bryghus, Kakerlakpuler (der prydes af det yndigste portræt af musicus Øyvind Ougaard på etiketten) hvis bræmme af restgær giver baghjul til bundfaldet i samtlige sydtyske Weißbier … tilsammen. Det er intet mindre end vidunderligt allerede inden, den er knappet op.

Ellers er brygget natsort med højt – særdeles højt – luftigt, brunt skum. Duften er af ristet, på grænsen til branket, for ikke at sige en lille smule brændt, karamel, kaffe og et syrligt stik – måske af æbler.

Stikket går ikke igen i smagen. Det er en kompakt blanding af sød, karamelagtigt maltet fylde – næsten sukret i substansen, med en lækker og varm bitterhed i baggrunden, som en stærk kop kaffe iblandet et ordentligt skvæk brun farin. De 6,8% alkohol gør deres til at øge fylde uden at brygget ellers går hen og bliver sprittet. Kodeordet er velafstemthed – en ualmindelig velafstemthed mellem de mange smagsindtryk. Ligesom Monrad & Rislund, Classic Pilsner er det en oplagt øl at nyde langsomt, men uden at den behøver slå lige så hårdt som fx Willemoes krasbørstige 9,8%s porter.

Slotsbryggeriet Fønix har ramt lige i centrum endnu engang. Det er øl af en ganske særlig kvalitet, som man sjældent ser herhjemme, og det er helt klart en fjer i hatten både til bryggeriet, og til komikerkoryfæerne Monrad & Rislund, der som duo nok holder pause på ubestemt tid, men altså fortsat formår at levere kvalitetsunderholdning til det danske folk – nu i form af en serie øl, der bare bliver bedre og bedre.
5-en-halv-stjerne
Bonusinfo: Jeg har fået at vide af Jan Monrad ham selv, at duoen så sandelig ikke holder pause på ubestemt tid, men at de atter er fuldtallige, efter at Søren Rislund havde været på orlov i nogle få måneder.

Monrad & Rislund, Pladderballe Bryghus (aka. Slotsbryggeriet Føniks)

Lovende overraskelse


Jeg har sjældent været heldig, endsige imponeret af diverse koncept-øl. Der er prøvet et par af dem her på bloggen, og klarest i erindring står kun den, der formåede at floppe totalt – den såkaldte Klovn. Nu ligger det sådan, at Slotsbryggeriet Føniks har fået den fikse, omend agtværdige, ide at lave fire øl, der alle er opkaldt efter elementer i komikerparret Monrad & Rislunds univers.

Det er en agtværdig ide, fordi Monrad & Rislund – i mine øjne i hvert fald – er noget af det mere begavede komikerunderholdning, vi har haft. Men det er også med en vis skepsis, at jeg knappede den første op, dels fordi erfaringerne med den slags konceptøl ikke er de bedste, og fordi den første øl var en Classic Pilsner – en ‘næsten standardøl’, og under alle omstændigheder den mest standardagtige i rækken, der desuden tæller en IPA, en Brown Ale og en Stout.

Alle er selvfølgelig indkøbt, og det var blandt andet dem, jeg refererede til, i sidste indlæg, hvor jeg som bekendt kunne berette, at jeg for øjeblikket kun lå inde med interessante øl. Nærværende øl valgte jeg, fordi den passede bedst til aftenens økologiske madorgie – en lasagne bestående af blandt andet hjemmelavede pastaplader, som også indgik i en anden af min vivs kulinariske kreationer.

Og der skulle ikke gå lang tid, før den første overraskelse indtrådte – faktisk under et sekund fra kapslen lettede til den lifligste humleduft bredte sig – eller nærmest eksploderede ud i lokalet. Det er sket et par gange før, at øllet næsten kan duftes før det er åbnet, men jeg mindes ikke, at det er sket med pilsnerøl før. Det er dog først, når man stikker snuden i glasset, at man kan sætte ord på duften. Den er klassisk classic-agtigt kornet med et lifligt stænk af græs. Det visuelle udtryk skuffer heller ikke. En jævnt tåget brun-orange lød, kronet af et ganske højt og fyldigt, gyldent skum. Der er ingen tvivl om, at øllet er ufiltreret, og det endda uden at bryggeriet praler af det på etiketten.

Men allerbedst er det, når glasset sættes for munden. Smagen er fyldig og cremet af en udsøgt bitterhed, der bare er rigtig rar og varm, som om Mogens netop havde givet én et kæmpe bamsekram. Der er noter af udsøgt blid, omend bitter humle tilsat et stænk af nænsomt ristet kaffe, der blødt runder smagen af. Og hvor bliver det i øvrigt tydeligt, at blidt og blødt ikke betyder tyndt eller karakterløst, for der er rigelig fylde og karakter i overflod.

Og der er intet, der ødelægger det gode helhedsindtryk. Ingen syrlighed eller metalsmag. Det er bare rigtig godt, velkomponeret og vellykket. Et lille pladderballesque’t mesterværk.
5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme