Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Skanderborg Bryghus

Accidently not a Margarita, Koglebryg

Øl: Accidently not a Margarita
Bryggeri: Koglebryg i samarbejde med Skanderborg Bryghus
Type: Gentle IPA
ABV: 2,7%
Land: Danmark
Købt: Fødseldagsgave

Det havde jeg ikke engang set …
Jeg er stadig på fødselsdags- og julegave med min eks. Mest fordi jeg kan, men også fordi man som voksen bare får færre og færre fødselsdags- og julegaver sóm årene går. Så det gælder om at holde de få gaverelationer man har intakte gennem årene. Nåh ja – og så kender jeg selvfølgelig til Marcel Mauss’ bog om gaven, der er et absolut must, når man som jeg har læst religionsvidenskab … jeg har så aldrig fået læst den bog … ups, eller noget. Men det skulle fremgå af den på en eller anden måde, at gavegivning er et vigtig symbolsk udvekslingsforhold, der udtrykker loyalitet og sammenhængskraft … plus en hel masse andet som jeg måske hellere må se at få læst op på.

Dagens øl er således en fødselsdagsgave fra min eks. Selve fødselsdagen blev ellers behørigt fejret aftenen før, da Red Warszawa gæstede Thisted. Jeg og min søn havde en fantastisk aften i selskab med bandet … og et vist virus, der er i omløb for tiden, og som da lige syntes, det skulle inficere min sønnike en gang.
Og når jeg sådan havde været i nærkontakt med en COVID-smittet blev det til et par ufrivillige sygedage – helt uden at være syg skulle det vise sig … Og dog. P.t. slås jeg med temmelig kraftige smerter i venstre side af svælget – især når jeg synker. Jeg har ladet mig teste igen, og fået bekræftet, at det fortsat ikke er pandemien, der har gjort sit indtog i min krop. Men eksceptionelt irriterende er det nu alligevel. Så irriterende faktisk, at jeg er begyndt at drikke te – og det er ellers ikke noget, jeg normalt gør frivilligt. Det ødelægger virkelig en spise/drikkeoplevelse, at man vånder sig hver gang man synker. Til gengæld hæfter jeg mig ved, at smagssansen er i fuld behold – så smagehobbyen fortsætter ufortrødent.

Og først nu, når jeg skriver om brygget, opdager jeg at det faktisk er en alkoholsvag øl, jeg sidder med. Mistanken strejfede mig ikke engang under afprøvningen. Det var bare mig, der ikke havde vist rettidig omhu under forarbejdet. Men det siger også noget om bryggets kvalitet, at alkoholen kan være afdæmpet uden at det mærkes i evnen til at behage.

Det lyse, omend noget lavtskummende bryg dufter ordentligt igennem af det bedste fra forår og sommer: hyld, honning og friskskåret lyst træ. Det eneste, der er forkert ved brygget indtil videre er årstiden. Men jeg har jo heller ikke nogen anelse om, hvor længe den har ligget på lager før den kom mig i hænde.
Aromaen er bittersyrlig med gennemtrængende limesmag og grankogle i overraskende skøn forening. “Shut up and eat your pinecone” siger det i min popkultur-skadede hjerne, men omgivelserne her er anderledes frydehulde, fulde af fuglekvidder og vårblomster.
Og smagsoplevelsen er slet ikke slut endnu. Efter en smagfuld ouverture går brygget elegant over i en første akt bestående af friskt træ, garneret med koriander og spidskommen. Endnu en fjer i hatten til koglebryg er bryggets totale mangel på andet end vand, humle, malt og gær – og alligevel smager den langt mere igennem end fx det seneste Alfheim-bryg, der var tilsat appelsinskal og andet godt.

Koglebryg er et nomadebryggeri, der til denne øl har taget Skanderborg Bryghus’ udstyr i brug. Stod det til mig lod man omgående de to foretagende fusionere – helst under navnet Koglebryg da de suverænt har gjort størst og bedst indtryk her på bloggen indtil videre – og det endda på trods af halsbetændelse, virusfrygt og alt muligt andet …

De Bitre Humler, Skanderborg Bryghus (Ølvalg 2020 III)

Som forudsagt …

Vi er nået til den sidste deltager ved Danske Ølentusiasters Ølvalg, og dermed også dette lille temas afslutning. Jeg finder ikke anledning til at skrive et separat opsamlende indlæg, når læserne ved at kigge på karaktererne for de forskellige øl nemt kan afgøre, hvilken øl jeg vil stemme på. De afsluttende kommentarer vil man kunne finde nederst i indlægget her, efter karaktergivningen.

De Bitre Humler er en West Coast IPA – eller i hvert fald er det Skanderborgs bud på en sådan. Skanderborg ligger som bekendt ikke ved nogen vestkyst. Hvis byen overhovedet ligger ved nogen kyst skulle det være nordkysten af Skanderborg Sø, hvilket må siges at være noget mere provinsielt end den amerikanske Vestkyst (eller i hvert fald den vestlige del af USA). Her har humlecentre som Seattle, Portland, San Francisco, Los Angeles og San Diego sat deres præg på IPA stilen, og inspireret bryggere verden over til at gå samme vej med en karsk og barsk stil, hvor humlens bitterhed er i højsædet.

Det er nu ikke noget voldsomt stød af humle, der rammer næsens slimhinder ved indånding. Mindre kan selvfølgelig også gøre det, men den blide berøring af vanille, koriander og kardemomme stiller ikke nogen fandenivoldsk oplevelse i udsigt.
Men i aromaen er bitterheden der da trods alt: Ikke for voldsom, snarere venlig og rar faktisk, samt varm og tryg. De friske, spidse grannåle, som Amager Bryghus herhjemme har lært os at elske, er erstattet af modne fyrrenåle. Det kradser da stadig en anelse, men på bekostning af skarphed og styrke.
Uden direkte at være vandigt forekommer brygget alligevel en anelse tyndt, og man får fornemmelsen af, at aromasammensætningen mest af alt virker harmonisk, fordi komponenterne i den er få og ikke særlig markante. De bitre humler møder man kun glimtvis, og IPA-humlernes følgearomaer, der også gerne er fremtrædende i West Coast IPA’er, er kun i ringe grad repræsenteret.

Igen kommer man faktisk længere med storproducenternes industrielle IPA’er end med den her. Det lader noget tilbage at ønske, når nu Ølvalg 2020 sigtede efter at gøre forbrugerne mere opmærksomme på de mange gode øl fra mindre aktører, der også er derude.

Ølvalg 2020 er et godt initiativ, som jeg gerne støtter op om, og jeg vil bestemt opfordre læserne til at gøre det samme. Afstemningen finder sted på ølvalg.ale.dk indtil d. 4. december, og jeg synes selv jeg har været ude i god tid til at promovere eventet og levere mine smagsløgs reaktioner på kandidaterne.

Min anbefaling er kun overraskende for så vidt, at jeg fik ret i min forudsigelse. Min stemme er faldet på Den Nye Humlejuice, hvis vurdering på fem stjerner giver den en suveræn placering over de to andre øl, som jeg hver især har givet tre stjerner.
Den Nye Humlejuice er den eneste af de tre øl, der lever op til mine forventninger om en god IPA. Den leverede det bitteraromatiske, intense og friske aromabombardement – i starten i hvert fald – som er typens signatur. De andre bryg forekommer uengagerede og halvfærdige, og jeg er langt fra sikker på, at jeg ville genkende dem som IPA’er ved en blindsmagning.
Jeg håber, at ølvalget bliver en fast, årlig foreteelse fremover, men samtidig håber jeg også, at Danske Ølentusiaster har modet til at sætte barren en anelse højere, når leverandøren til næste afstemning skal findes. Skanderborg Bryghus har med Den Nye Humlejuice vist, at de godt kan, når det endelig gælder. Desværre har de med de to andre øl, De Bitre Humler og Den Lange Sørejse også vist – enten at de har et langt stykke vej endnu før de gode takter er helt indarbejdet, eller at de hellere vil spille sikkert, og brygge noget, der ligner storindustriens produkter i kvalitet, frem for mere selvsikkert at gå egne veje.
Jeg håber, det første er tilfældet. Men min til tider kyniske sans for realiteter peger meget tydeligere på det andet.

I aften klokken 23 er jeg på live på min YouTube-kanal, hvor jeg taler med en af pionererne inden for Atheist YouTube, Kate Fahr, aka Bionic Dance. Vær der eller vær en firkant.

Den Nye Humlejuice, Skanderborg Bryghus (Ølvalg 2020 II)

Den (let)skrabede version

Danske Ølentusiasters afstemning Ølvalg 2020 fik ikke den bedste start med Den Lange Sørejse. Da jeg meget nødigt vil se et initiativ, der skal få forbrugerne til at vælge bedre øl, kuldsejle (ja, selvfølgelig er det ordspil intenderet – d’uh!), valgte jeg som den næste øl den, jeg havde de højeste forventninger til.

New England IPA er måske den øltype i hele verden, jeg elsker allerhøjest. Det ypperste eksempel, jeg har anmeldt, var The Alchemists uforlignelige Focal Banger, der en overgang havde status af den bedste øl, jeg nogensinde havde prøvet. Typen er karakteriseret ved sit meget høje indhold af aromahumle, hvor det ikke som sådan bitterheden, der er i højsædet, men derimod de mange biaromaer. Eller følgearomaer, som jeg hellere ville kalde dem. Bismag og biaroma lyder (analogt med ‘bivirkninger’) som noget utilsigtet og uønsket.
Og det er de ingenlunde i de fyldige, frugtige New England IPA’er.
Nye stilarter er vokset frem fra de aromatiske NEIPA’er – ikke mindst de meget populære fruit IPA’s, hvor bryggerne bevidst går efter at få øllet til at smage mere af frugt end af øl – vel at mærke uden brug af frugt.
Hvor tæt Skanderborg Bryghus formår at komme på det, med deres “Den Nye Humlejuice” vil vise sig. Jeg forestiller mig, at en god NEIPA ikke bare lige er sådan noget, man sætter sig ned og laver, men må opbygge ekspertise til over flere år.

Flot ser brygget ellers ud – som de meget humlede bryg gerne gør. Dyborange, næsten brunligt med højt, fedtet, kridhvidt skum. Ikke helt så grumset måske, som disse bryg indimellem kan være, hvor man kan se flager af humle tumle rundt i brygget. Men det skal ikke ligge brygget til last. Vi lærte for nylig, hvordan overdrevne mængder grums i øl ikke nødvendigvis er en fordel.

Duften går til gengæld hele vejen. Her opleves den rene, karske og bogstaveligt talt slimehindesønderrivende følelse af små sylespidse grannåle, der skydes direkte op i snudeskaftet.
Amager Bryghus kunne ikke have gjort det bedre, og det er en stor ros, når det kommer fra denne blogger.

Og det bliver bare bedre i smagen: Appelsinjuice med splinter af tørt lyst træ og følgearoma af spæde, friske og barberbladsskarpe grannåle. Det her er præcis som det skal være …

… til at begynde med i hvert fald. Efter et par mundfulde dæmpes det vilde, über-aromatiske humle- og juiceindtryk, og brygget – for nu at sige det diplomatisk – tager til i friskhed. Brygget topper i starten, hvor den fulde oplevelse af humlejuice leveres. Derfra går brygget til at være en mere frisk og fortsat velsmagende øl, der stadig prikker og stikker behageligt på gummer, gane og tunge.
Erindringen om den vilde oplevelse i starten kan fortsat glæde én, men ærgelsen over, at den ikke varede længere, trænger sig altså også en smule på.

Overordnet forbliver Den Nye Humlejuice nu et aldeles vellykket stykke brygarbejde. Af et mikrobryggeri, der har valgt at slå sine folder i discount- og mainstreambutikker med et kvalitetsniveau, der generelt lader en del tilbage at ønske, er dette et kæmpe spring fremad og opad. Jeg håber virkelig, at brygteamet på Skanderborg Bryghus er bevidst om potentialet i deres evner, og at vi får mere af det her at se i fremtiden frem for hvad bryggeriet bød på i ‘Far til Fire’-pakken og i ‘Den Lange Sørejse’.

I den amerikanske journalist Cenk Uygurs ånd vil jeg allerede nu vove at erklære afstemningen afgjort. Det bliver denne øl, der vinder Ølvalg 2020 – det tør jeg sige allerede inden, jeg har prøvet det sidste af de tre bryg. Uygur har vovet at forudsige resultatet af det amerikanske præsidentvalg; han mener Joe Biden vinder.

Jeg håber meget mere, at jeg kommer til at tage fejl, end han gør.

Den Lange Sørejse, Skanderborg Bryghus (Ølvalg 2020 I)

Forhåbentlig ikke vinderen …

Som jeg bekendte i sidste indlæg, hvor jeg præsenterede Danske Ølentusiasters initiativ, Ølvalg 2020, havde jeg på det tidspunkt allerede prøvet den første af ølvalgets øl. Med den øl markerer jeg også anmeldelse nummer 1250 på bloggen. Det er et pænt tal, men jeg gemmer de særlige jubilæumsindlæg, hvor jeg skriver om noget mere generelt ølrelateret, til de dobbeltrunde anmeldelser.

Den første af i alt tre IPA’er som Skanderborg Bryghus står for i forbindelse med ølvalget, har de kaldt ‘Den Lange Sørejse’ og er ifølge dem selv en klassisk engelsk IPA. Historien, eller legenden om man vil, om typen fortæller, at det øl, briterne fragtede til kolonierne i Østasien med vilje blev gjort ekstra stærkt og ekstra humlet, så det bedre kunne holde sig på den lange sørejse. Det ikke ligefrem mundrette navn kompenserer altså ved ikke at være helt historieløst. Det var imidlertid først meget senere, ifølge bloggen Zythophile i 1835, at typen for første gang blev betegnet ‘India Pale Ale’.

Brygget er flot kobberrødt med tæt, gyldent skum. Det er nydeligt tåget af residualgær uden at overdrive. Duften må siges at ligge i det afdæmpede, antydningsvise hjørne, hvor koldt vand udgør grundstammen. Overmoden frugt, blommer og ferskener fra det tidlige efterår mærkes antydningsvis, og man når lige at tage sig selv i at tænke ‘heldigvis’ – for det er en duft, man nok helst ikke ønsker i høj intensitet.

Det går lidt bedre i smagen. Nelliker og lyst træ giver sig til kende ved mandler og gummer, mens vandindholdet i bouqueten er afløst af en habil maltfylde, der nogenlunde bremser tilløb til vandethed. Brygget er klassisk i den forstand, at man ikke skal sætte næsen op efter en enestående oplevelse. Faktisk når bryggets bitterhed og friskhed dårligt nok op på linje med populære industrielle IPA-produkter, der på det seneste er blevet mainstream, fx Royal Unibrews Mosaic IPA og Royal Økologisk IPA.
Noterne af overmoden frugt fra bouqueten dukker efterhånden også op i smagen. Og selvom jeg ofte fortæller vidt og bredt om, hvordan aromaer man ellers ikke bryder sig om, kan være kærkomne i øl, er det desværre ikke tilfældet her. Det er ikke den mere intense sødme af overmodenhed, man møder, men derimod den ukontrollerede gæring.
Gærsmagen matcher ikke den i forvejen noget stereotype bitterhed ved mandlerne, og det overordnede aromaindtryk ender med at være ubalanceret, sammensat og i øvrigt ikke kraftigt nok til at levere en ordentlig IPA-oplevelse.

Der skal mere til for at kvæle sorgen efter Eddie van Halen’s død, og egentlig også for, at jeg ville gide deltage i Ølvalg 2020 … men nu har jeg lovet, at jeg vil deltage, så det må jeg jo blive nødt til.

Jeg håber bare, at den her øl ikke var højdepunktet!

Økologisk Brown Ale, Skanderborg Bryghus, Far Out IV

Sidste stik …

Det kan godt være, at jeg – for at sige det mildt – ikke er meget for Skanderborg Bryghus’ pakkekoncept. ‘Far-øl’ – har man hørt noget så langt ude?

Jeg indrømmer til gengæld også gerne, at der findes aktuelle sager, der er meget længere ude end det. Udviklingen i USA ikke mindst, hvor snart sagt alle lokale politikorps springer ud som højreradikale dødspatruljer, der bare leder efter den mindste undskyldning for at tage livet af – eller som minimum invalidere – mennesker med bare et minimum af melaninoverskud, subsidiært mennesker af politisk observans, der divergerer det allermindste fra hovedkuls underkastelse samt dertilhørende numse- og støvleslikning på Donald Trump og hans bundkorrupte, kriminelle kumpaner.

Det overlagte mordforsøg på Jacob Blake, der blev skudt syv gange i ryggen i Kenosha, Wisconsin er det seneste eksempel, der er nået ud over USA’s grænser. Et rædselsfuldt eksempel på politiets politiske bias er, hvordan Kenoshas politikorps ikke bare rykkede ud med ekstremt overdreven vold mod de demonstranter, der fandt det mislykkede racistiske lystmord på Blake problematisk. Dertil kommer den højreradikale, lystmorderiske stjernepsykopat af en Trump-tilhænger, Kyle Rittenhouse, der rejste fra nabostaten Illinois, bevæbnet med en automatriffel (som han i en alder af 17 år slet ikke måtte eje) for at pløkke demonstranter ned. To blev det til; Anthony M. Huber og Joseph Rosenbaum, og helt forudsigeligt var Kenoshas højreradikale politikorps meget tilbageholdende med overhovedet at anholde Kyle Rittenhouse for dobbeltmordet.

Han bliver nok frikendt, Jacob Blake, lam fra hoften og ned som han er nu, vil nok få livsvarigt fængsel for at forsøge at bruge sin ryg til at stjæle politiets ammunition, og politibetjentenes højreradikalt motiverede mordforsøg vil nok blive kvitteret med den højeste civile og militære føderale udmærkelse …

… og så slemt er Skanderborg Bryghus’ Far-øl-koncept jo altså langt fra. Meget langt fra. Lysår fra. Parsec fra. GIGA-Parsec fra … Hvis alt øl i hele verden i fremtiden blev leveret i Far-pakker, svarende til Skanderborg Bryghus’, og man ved køb skulle underskrive en erklæring om, at man elskede konceptet så højt, at man ville udbrede det Jehovas Vidner-style med stemning af dørklokker og uddeling af pamfletter, ville jeg tilslutte mig hele pakken. Såfremt man til gengæld kunne få straffet de morderiske, højreradikale dødspatruljer, som den føderale amerikanske stat så misvisende kalder ‘politi’ for de forbrydelser mod menneskeheden, de har begået i løbet af de sidste tre århundreder.

Jeg er nået til den sidste øl i serien, men har planlagt at runde temaet afmed en konklusion – både om pakken, men også om øllene. Så helt slipper I endnu ikke for variationer over temaet. Men jeg vil dog gemme resten af krudtet til næste gang, og tage fat på øllet nu.

En brown ale – en klassiker fra ølrevolutionens barndom, der nu er blevet så mainstream, at de fleste man får fat i, virker flade og fantasiløse. Skanderborg Bryghus har ikke gjort det nemt for dem selv, pakken har bestået af to næsten ukendte typer (Münchener og Steam) samt to meget kendte (Pilsner og Brown Ale). Så udfordringen har dels været at hælde nytænkning ind i noget, alle kender til hudløshed i forvejen, samt introducere noget helt ukendt.

Mens pilsneren var en mindre katastrofe, klarer de den nu meget godt her. Ristet kaffe, karamel og antydning af krydderier behager sanserne mere end adækvat, oveni en visuel oplevelse, der med tjæresort bryg og letbrunt, højt skum bekvemt scorer vel over middel i karakter.

Bag læberne gør brygget det også godt. De samme søde, ristede – letbrankede faktisk – og krydrede noter gør sig også her gældende. Kaffe blandet op med den præcis rigtige mængde mørk karamel glider elegant sammen med nelliker og muskat.

Ingen malurt i dette bæger. Til gengæld er der, som det har været den altovervejende tendens i dette tema, en lille smule for meget vand i mixet. Man kunne have ønsket sig mere fylde og tæthed, så ville brygget her virkelig kunne nå langt, når kompositionen af aromaer er så velvalgt og velafstemt.

Så der er lige det – vandet. Det er der alligevel lidt for meget af …

Økologisk Münchener, Skanderborg Bryghus, Far Out III

Og nu en mørk …

Jeg tabte nærmest næse og mund da det gik op for mig, hvor langt ude Skanderborg Bryghus’ ølpakkekoncept var. Øllet har til gengæld allerede overgået mine forventninger, idet jeg ved første afprøvning af øllene under en livestream, fik indtryk af dem som inderligt ligegyldige. Men oplevelsen med den sidste, ‘Steam‘, viste sig at være mere end en jævn fornøjelse. Så gennemsnittet er, næsten uanset hvor fæle resten af bryggene må være, formentlig allerede sikret et niveau over det forventede. Det siger nok mest om, hvor dybt i brønden i kulkælderen mine forventninger var gravet endnu længere ned, men det får være for nu.

Den næste i rækken af ‘Far’-øl fra Skanderborg Bryghus er en Münchener; en undergæret lagerøl i sydtysk stil. På overfladen – og rent visuelt – ser det jo pænt nok ud. Ikke mindst når man ser hvor mørkt brygget faktisk er, praktisk taget natsort med nydeligt tæt, højt og mørkttonet skum. Duften er heller ikke værst; krydret og letbranket med noter af farinsukker og kaffegrums, men desværre heller ikke fri for vandighed og syre.

Aromaen er behageligt sød med noter af farinsukker og kaffe. En iskaffe krydret med kardemomme og vanille er ikke helt ved siden af – så det er jo egentlig meget godt.

Men så alligevel er det som om det ikke er helt nok. Eller måske føles det lidt som om, brygget er lavet slavisk efter en opskrift, frem for at være pyslet og nyslet omkring, smagt til og være tilsat de nødvendige kvantum kærlighed. Oplevelsen ender i hvert fald med – trods gode indslag – at virke lidt tam og våd, og ikke rigtig engageret nok.

Nogle vil beskylde mig for at lede efter håret i suppen, over for hvilket jeg vil lade min afdæmpede, omend bestemte protest lyde: Det er selve suppen, der ikke er helt i skabet, omend den ganske afgjort er fri for både fluer og hår.

Økologisk Steam, Skanderborg Bryghus, Far Out II

Se det var jo noget ganske andet …

Konceptet bag Skanderborg Bryghus’ far-pakke er og bliver langt ude. Den første øl formåede ingenlunde at løfte indtrykket af det samlede koncept. En papirtynd pilsner, hvis mage og overmand tit er set blandt noget af det billigste og mest industrielle bællesprøjt, man kan opdrive.

Men vi skal jo igennem dem. Nu har jeg jo ligefrem startet et tema om dem, så dælme nej om projektet på halvvejen skal strande modløst ved udsigten til mere industrisprøjt klædt ud som kvalitetsdråber.

Skænkningen var i hvert fald ikke nogen større oplevelse – altså ud over, at brygget er ret flot gyldenorange, og matcher flaskens etiket ret godt. Duggen som det afkølede bryg skaber på glasset får det til at fremstå som matteret kobber, men det er alt sammen stadig ikke helt nok til at kompensere for skuffelsen over et skum, der næsten tager svømmetag i luften med hovedet nedad for at komme til at falde hurtigere. Kun en spinkel rand bliver hængende ved glassets kant.

Der er lidt mere spræl i duften denne gang, omend brygget ikke kan se sig fri for forgængerens letsyrlige og noget vandige impression. Men snart melder der sig søde noter af mørkt sukker, garneret med lidt godt fra urtehaven. Koriander og laurbærblade tilføjer pikant og slet ikke uinteressant krydderi, omend det stadig synes gemt bag lidt for meget vand.

Mundfornemmelsen er igen rar, fløjlsblød og tilpas fyldig med en vægtig maltbund. Men det eneste forsonende træk ved gaveæskens blogdebutant skal ikke stå alene i denne øl. Snart melder sig markante noter af paranødder, sødme af lys karamel og bitterhed af kål. Helt frisk og knasende sprød, rå kål.

Fra live-streamen, hvor jeg tidligere prøvede øllen, husker jeg den egentlig som ret kedelig. Men ganske som jeg bemærkede over for Marcus, før han opgivende erklærede, at han ville forære mig en ny pakke, når live-streamen var ovre, ville det være alt for svært og bøvlet for mig, at få et ordentligt indtryk af øllene, hvis jeg skulle styre online-løjerne samtidig.

At brygget er low key og uden store armbevægelser er en kendsgerning. Man skal smage lidt efter før man opdager de små, men udsøgte guldkorn. Så lad være med at have for meget om ørerne, når i smager den …

… så venter der en oplevelse.


Økologisk Pilsner, Skanderborg Bryghus, Far Out I

Sidste århundrede …

Ophidselsen der affødte sidste indlæg, indledningen til nærværende tema, nåede højder der er sammenlignelig med Pia Kjærsgaards, når folk som Pelle Dragsted fortæller sandheden om Dansk Folkepartis medlemmer. Se, jeg kan sammenligne mig selv med Pia Kjærsgaard, hvis det skal komme derud (og det skal det). Tænk engang – så inkluderende og empatisk kan jeg være. Hvem er det mon nu, der er snævertsynet og fordømmende over for folk med modsatrettede holdninger, hva’ hva’ HVAAAR!?

Ophidselsen afstedkom imidlertid også, at indlægget ikke blev helt så vel gennemarbejdet, som jeg ønskede. Undervejs remsede jeg op, hvad der ifølge Skanderborg Bryghus’ gaveboks karakteriserer en far – eller mand om man vil (suk – man slipper bare aldrig, gør man?) samt hvordan det overhovedet ikke passer på mig. Som det sidste nævnte jeg ‘mode fra sidste år’ men glemte i raseriet at smide en kommentar om, hvordan det ramme helt ved siden af en beskrivelse af mig som mand og/eller far.

I samme indlæg fik jeg i øvrigt også sagt, at jeg ikke i løbet af temaet ville tage hvert af punkterne i opremsningen af far-egenskaber op i anmeldelserne til dekonstruktion. Det vil jeg så heller ikke kunne leve op til, da jeg synes jeg skylder læserne at fortælle, hvordan min tøjstil netop ikke lever op til ‘mode fra sidste år’.

Jeg går i en gammel slidt MC-jakke, designet i 50’erne, der sidst var på mode i 90’erne. Jeg går i hyttesko fordi jeg er for doven til at binde snørrebånd. Min sommerjakke er en cowboy-skjorte, der var på mode i firserne, og jeg går med (gisp!) HAT! … En italiensk, bredskygget fedora i sort. Om torsoen vikler jeg helst Heavy Metal-t-shirts, der vel begyndte at komme frem i 70’erne, og blev hotte i 80’erne og 90’erne. Mine benpjalter er billige modeller fra Føtex og lignende altmuligpushere. Gerne afrevet og afklippet fordi jeg er for nærig til rent faktisk at købe shorts.

Ikke sidste års mode med andre ord. Hvad det egentlig er … ja … et postmoderne kludetæppe fra et udvalg af årtier, der ikke hører dette århundrede til – og altså helt sikkert ikke sidste år, men meget længere tilbage.

Så skulle den være sat på plads.

Hvad angår øllet i Skanderborg Bryghus gaveæske … vel, jeg afsluttede indledningen med ordene “Øllet? Ja det kan såmænd vise sig at være udmærket. Men det er jo en helt anden historie.” Og det er så den historie, jeg tager fat på nu.

Den første øl, jeg prøvede fra æsken var bryggeriets økologiske pilsner. Den blev nydt udendørs i min boligforenings beskedne, omend hyggelige baggård midt i Thisted. En helt anden historie i den anledning kunne være den om, hvordan min klunsede havestol brasede sammen under mig, da jeg glad og fro smed mig i den lige som jeg havde åbnet nærværende bryg. Intet andet gik i stykker, hverken flaske eller glas – eller for den sags skyld undertegnede.

Således startede smagningen af øllen med rigeligt drama. Og det skulle der vise sig at være rigtig rigtig lidt af efterfølgende.

Håbet om at øllet i modsætning til gaveæskens budskab kunne være interessant og sindsoprivende blev i hvert fald ikke opfyldt med denne øl. Duften var efter skænkning meget svag og bød kun på en var syrlig note i en ellers meget våd og vandet oplevelse.

På tungen føles brygget noget glat og konturløst, men en præsent maltbund gør nu alligevel brygget behageligt at annamme. Humlen skal man til gengæld lede længe efter. Rigtig længe faktisk. Man må vælte brygget rundt i hele gabet, plaske det mod alle tungevendte flader, for at presse blot den mindste smule aroma ud af det. Resultatet er højest en vag, småsød efterklang af den ene til to humleklaser, der indgik i produktionen af hele batchet. Og man er langt fra sikker på, at smagsoplevelsen ikke bare var noget, man bildte sig ind, fordi der trods alt står ‘pilsner’ på etiketten.

Indtil videre er øllet med al tydelighed ikke udmærket.

Far Out, Indledning

S’jøst, kom åååhn!

Tilbage i juni måned lavede jeg en serie live streams på min YouTube-kanal, hvor jeg sammen med mine online-venner pillede den ‘landflygtige’ prædikant Torben Søndergaards såkaldte dokumentar “7 Days Adventure with God” fra hinanden. Afsnit tre blev optaget i min gode ven Marcus’ hjem i Valby, da jeg var i staden i anledning af Ateistisk Selskabs generalforsamling.

Marcus havde som altid sørget for øl. Øl som jeg ikke havde prøvet før. Og det var egentlig ikke så smart, synes jeg. For jeg kan jo ikke drikke øl, jeg aldrig har prøvet før uden at anmelde dem. Og tanken om, at jeg skulle anmelde de nye øl, mens vi så og kommenterede Torben Søndergaard-‘dokumentar’ gjorde mig en kende stresset.

“Jeg køber en ny samling til dig!” erklærede Marcus et antal dybe, opgivende suk og knarvorne støn efter at jeg havde klaget min nød. Og som sagt så gjort. Efter vellykket og afsluttet Live-stream gik turen til den lokale Lidl, hvor samlingen af nye øl fra Skanderborg Bryghus kunne anskaffes.

Pakken kom med hjem til Thy, blev anbragt i mit skab, og fik lov til at ligge der indtil i går aftes …

… hvor jeg kom for skade at læse, hvad der egentlig stod på pakken …

Det var egentlig ikke meningen, at jeg ville lave et tema ud af den lille samling øl fra Skanderborg Bryghus. Men da jeg læste gaveæskens påskrift, kunne jeg ikke andet end. Den fulde tekst kan læses, hvis man klikker på billederne her i opslaget. Jeg vil nøjes med at citere nogle udvalgte perler.[far]
[…]
Elsker: Kolde øl, dovne/slumre foran TV’et, søndagsavisen, ferier sydpå, […], at grille store bøffer, sove længe på fridage, nørde rundt i skuret og fixe ting, sparke dæk, stram lycra i stærke farver, gammmel (sic) rockmusik tilbage fra LP’ens dage, mode fra sidste år […]

Med andre ord – et clusterfuck af stereotyper om, hvad mænd, specifikt fædre kan lide. Den med den gammmle rockmusik kan jeg sådan set godt gå med til. Hvad de slipseklædte marketingpingviner, der står bag konceptet imidlertid ikke har tænkt på er, at LP’ens dage er nu! LP’en har overlevet CD’en, og er kendernes fysiske musikmedie of choice …

Det kan virke underligt arbitrært, eller random som det vist hedder i dag, at jeg lige netop slår ned på det i den alenlange opremsning af fordomme og stereotyper om, hvad vi mænd og fædre kan lide. Men det var som om strømmen af dumhed kun tillod mig at tage fat på det, der alt andet lige lå mig nærmest.

Lige for at tage de andre slavisk – kolde øl … okay, indrømmet D’U-UUUH!!! Flimmer ser jeg til gengæld næsten aldrig. Aviser – hvad er det? Ferie er såmænd fedt nok, men SYDPÅ?! Som om der ikke allerede er ALT for varmt som det er lige nu? Store bøffer – nah, dårligt for klimaet, så det er jeg faktisk lidt stolt af, at jeg har begrænset mit indtag af fra ‘meget sjældent’ til ‘næsten aldrig’. Nørde rundt? Tjoh, måske – men sgutte i noget skur. Jeg ejer ikke nogen bil som jeg kan sparke dæk på, og jeg ved faktisk ikke engang, hvad lycra er …

Det er nu ikke fordi jeg i løbet af temaet vil gå nærmere ind på hvor meget jeg ikke går op i disse ting, selvom det kunne ligne mig. Snarere mangler jeg en anledning til at tirere om, hvor rædderligt konceptet er flere gange end bare første gang jeg anmelder en øl fra pakken. Nu kan jeg brokke mig over det hele fem gange, dette indlæg inklusive.

Under temanavnet ‘Far Out’ vil jeg anmelde pakkens fire øl, og bruge enhver lejlighed undervejs til at tirere over, hvor tåbeligt jeg synes konceptet med en Far-pakke er. Ikke mindst en, der er så stereotyp.

Øllet? Ja det kan såmænd vise sig at være udmærket. Men det er jo en helt anden historie.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme