Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Sierra Nevada

Tropical Torpedo IPA, Sierra Nevada

Labert laurbærleje …

Her er to glædelige nyheder, som jeg vil starte dagens indlæg med at dele med læserne: Jeg har netop modtaget et parti øl fra Munkebo Brewery, som jeg vil begynde at anmelde, så snart et lille hængeparti af gamle anmeldelser er blevet eksekveret. Jeg glæder mig til at prøve de nye øl, som jeg vil anmelde i fjæset på Wacken Brauerei, der forsøger at få Munkebo til at trække øllene, der har navn efter nordiske guder, tilbage.

Den anden gode nyhed skylder jeg læserne tak for: I juni måned har mere end 5000 læsere klikket sig ind på min blog. Det er første gang i år, og jeg bliver bare glad, når jeg ser det ske. Tusind tak for interessen – jeg vil fortsætte min forsøg på at vække den, og i en eller anden grad ser det jo faktisk ud til at lykkes.

Nu til dagens anmeldelse. En amerikaner, der for tiden kan fås i Fakta (props til dem endnu engang).

Sierra Nevada startede som et af de mange mikrobryggerier, der gav den amerikanske og globale ølrevolution vind i sejlene. I dag er de blevet store – rigtig store, med kæmpe bryganlæg og masseproduktion. Kvaliteten er imidlertid ikke faldet … ikke særlig meget i hvert fald, og langt fra så meget som man kunne have frygtet af et lille firma, der får storhed at smage.

På andre punkter bevarer bryggeriet også gode takter. Deres produktion er baseret på solenergi som bryggeriet selv genererer, og på mange andre måder bestræber bryggeriet sig på en bæredygtig produktion, man kun kan beundre. Bare fordi man er blevet stor, behøver man jo ikke være et stort svin – eller et stort miljøsvin.

Hvor længe Donald Trump vil tillade bryggeriet at producere på den måde uden at sætte hæren ind, må tiden vise. At produktion på den måde lader sig gøre i stor stil og med sorte tal på bundlinjen er en effektiv fuckfinger til det neoliberale økonomiske paradigme. Men det er vel kun et spørgsmål om tid, hvor længe den økonomiske elite vil acceptere denne opsætsighed, og enten ekspropriere geschæften med vold, eller tvinge Sierra Nevada til udelukkende at bruge gensplejsede råvarer importeret minimum 10.000 km væk, dyrket med ekstra Round Up og pesticider, samt at koge urten op med østtysk brunkul.

Indtil da kan vi dog fortsat nyde Sierra Nevadas øl med nogenlunde ren samvittighed, og det var så, hvad jeg gjorde forleden aften.

Tropical Torpedo er tænkt som en variant over bryggeriets nærmest ikoniske Torpedo IPA, der i sin tid høstede topkarakter her på bloggen. Denne gang med aroma af Papaya og Mango – såvidt bryggeriet i hvert fald.

Brygget ligner dog mere overfladen på en messingblæser – men det er jo også meget kønt. Det efter alt at dømme filtrerede bryg dufter rent og klassisk af grannåle og friskskåret træ af samme art. Også smagen er klassisk – IPA hele vejen igennem, hverken mere eller mindre, ligesom man kender den og elsker den, og som man lige præcis ønsker, den skal være. Der er ikke de store overraskelser, hvilket ikke rigtig gør noget, fordi typen som den nu engang er, indeholder alt hvad man kan ønske.

Så intet ekstraordinært – og for øvrigt hverken mango eller papaya på trods af bryggeriet påstand derom. Men som antydet – det gør egentlig ikke noget.

Sierra Nevada Stout, Sierra Nevada

2017-10-18 19.02.44Det sædvanlige …

Føtex har i årevis haft Sierra Nevadas øl som del af det faste specialøludvalg. De udgør ikke sjældent små perler i et ellers på overfladen mangfoldigt udvalg, der ved nærmere eftersyn … eller rettere smagning viser sig at være ganske tyndt og ligegyldigt.

Apropos eftersyn. Jeg har ladet min fars bil, som jeg har kørt i det sidste års tid, skrotte. At beholde den ville løbe op i omkring 20.000 kr., hvilket i bedste fald ville være ca. 3 x så meget, som jeg ville kunne sælge den til.

Så farvel til den – og til en masse faste udgifter, der har givet mig dårlige nerver i næsten lige så lang tid, som jeg har haft den.

Men tilbage til Sierra Nevada. Føtex må vi til gengæld vente med, for det var slet ikke der, men i Fakta, jeg købte denne øl. Coop-discountkæden fortsætter med et udvalgt langt over forventningerne, så det skal ikke blive sidste gang.

I mellemtiden har californiske Sierra Nevada jo vokset sig store. For store, formentlig, til at det er rimeligt at kalde dem et mikrobryggeri længere. Til gengæld har de skabt deres egen vækst. De er ikke blevet opkøbt for efterfølgende at blive brugt som brand. Deres produktion er desuden baseret på solenergi og smarte CO2-neutrale løsninger, og så har jeg efterhånden svært ved at hidse mig op over vækst i den private sektor.

At øllene til gengæld bliver mere standardiserede som bryggerierne vokser er til gengæld evident. Det er nærvrende stout et lidt for godt eksempel på, ovenpå nogle virkelig fremragende øl fra den kant.

Det lystigt skummende, natsorte bryg afgiver ved skænkning en for så vidt nydbar duft af chokolade med antydning af røg. Det, der er ud over det sædvanlige, savnes til gengæld bravt, og allerede nu, er vandindholdet for markant i forhold til, hvad man forventer af bryggeriet.

I smagen kæles der i retning med smagsløgene med bittersøde aromaer af chokolade og lakrids. Det er velafstemt, nogenlunde fyldigt … og så alligevel virker brygget tyndt, vandigt og hult. Uden at det smager dårligt. Uden at det er en katastrofe, men det er stadig langt under det niveau, man forventer. Harmoni og velsmag gør det ikke alene.

Der mangler fortsat noget ud over det

4-stjerner

2015 Celebration IPA, Sierra Nevada

2017-03-03 17.40.07Too late, too late …

Your move
What do I have to lose?
Stalemate
Too late, too late

Ordene er Motörheads, ligesom musikken, der passer til. Der er stadig tomt efter at Lemmy forlod os for snart 1½ år siden. Til gengæld synes musikken at være mere levende end nogensinde før. Grunden til, at jeg kommer til at tænke lige netop på dette nummer, er nu lige ud ad landevejen og involverer ikke de store interpretative eller analytisk krumspring. – Ligesom resten af sangen i øvrigt, der, så vidt jeg kan se, helt enkelt handler om groupier, der presser citronen for at få så meget ud af det selv, frem for at være seriøse i et forhold.

Som det fremgår af titlen, er øllet brygget i 2015 (dengang Lemmy stadig levede), og selvom jeg tog den ud af køleskabet hos Toft Vin, hvor jeg købte den, er det nok alligevel lidt sent (eller too late) for en IPA, brygget på den første, spæde humle.

Farven er ellers flot – dejlig mørk i forhold til genrens vanlige lyse lød. Skummet er forfriskende højt og stabilt, sammenlignet med de super skumsvage stouts, jeg prøvede forrige fredag. Til gengæld vidner duften som det første om, at dette eksemplar nok havde stået lidt for længe. Humlen er en smule tam – grannålene er blevet slatne, om ikke visne og de medfølgende aromaer – såsom rose, altea eller hyld er ingensteder at finde.

Men fordums kraft træder dog rigeligt frem i smagen. Humlen giver bitterheden max gas, selvom gæren på nuværende tidspunkt har fået overtaget, og fordums friske grannåle og rosenblade blot er en skygge af sig selv. En sød essens af skumfiduser har dog overlevet, og giver mod alle odds brygget en lystig kant.

På bagsmækken melder træbitterhed og harpiks fra løvtræ sig, blandet med eg. Noget tyder på, at det altid har været de mørkere, men også rundere, bitterheder, der har præget brygget.

2017-03-03 17.52.52For fremtrædende er gennem hele forløbet gæren, der nærmest vrissent minder én om, at brygget for længst skulle have været drukket. Kulsyren synes at være gået fløjten sammen med friskheden, hvilket undrer i betragtning af det med fugemasse sammenlignelige skum, der klæber i brede bræmmer til glasset, og fortæller en historie om bryggets nydelseshistorie. De individuelle slurkes størrelse kan nøje aflæses på bræmmernes indbyrdes afstand.

Visuelt er brygoplevelsen mere end intakt.

IPA skal bare ikke lagres – med denne er det tydeligere end nogensinde før – Too late, too late …

4-stjerner

Narwhal, Sierra Nevada

Advarsel!

For S….! Hva’ skete der lige der!? Før man har set sig om, har man trollet alt for voldsomt på alle forhåndenværende sociale medier og oprørt et hav af fremmede, der ellers kunne have været venner, man ikke havde mødt … Det var øllets skyld!

Og hvilket øl!? Jo, ekstraordinært amerikansk øl fra Californien, nærmere betegnet Sierra Nevada-bryggeriet i Chico. En Imperial Stout inspireret af og navngivet efter narhvalen, “Narwhal” står der med store, ildevarslende bogstaver på etiketten, så man allerede bliver bange, når man finder den på hylden i supermarkedet. Supermarkedet er i dette tilfælde SuperBest på Vermlandsgade – og der skal jeg dælme ikke købe noget kød – heller ikke fra en hval, om de skulle have det (grindehval smager fantastisk), men deres udvalg af øl er til gengæld ekstraordinært – omend dyrt.

Nærværende monster af en stout fx skal man slippe 50 spir for. Men så får man også fuldkommen uigennemsigtighed, luftigt brunligt – og mærkeligt nok ikke spor klistret skum – samt en vidunderlig frihed i næsen, når denne rammes af den voldsomme odeur af karamel, kaffe, farin, lakrids, et forkullet bjerg af branket malt, tygget skipperskrå og tjære.

I munden eksploderer den først i søde toner, der kredser om karamel og farin. Derefter overtager  bitterhed af daggammel kaffe, der kammer over i en kraftig, stærk blanding af lakridspulver, lakridsrod og engelsk lakrids. Godt for øm hals tænker man instinktivt, mens lakridsen bare vokser og vokser i munden. Et kig på etiketten siger intet om tilsat lakrids, så brygkunst er rigeligt, hvis man vil have øl til at smage af det – Q.E.D. Eftersmagen glæder længe efter brygget langsom er dryppet ned i svælget, og behager med en blanding af fornemmelsen efter en alt for stærk kop sort kaffe og en hel håndfuld salmiakpastiller. Det overvældende indtryk tvinger helt automatisk nyderen til at drikke brygget i små nip. Ikke fordi, det ville være synd at hælde det hele ned hurtigt – det ville det selvfølgelig, men ligesom man ikke kan æde en hel skefuld kanel uden at hoste, kan man næppe hælde en hel mundfuld ned af dette bryg uden at svælget snørrer sig sammen.

Har jeg glemt at nævne, at nærværende bryg ikke sjasker rundt i munden, men skvulper så nydeligt tykt, som en ordentlig stout skal? Ja, man undrer sig faktisk lidt over, når den nu smager så kraftigt, at den ikke skal spises med ske, eller skæres i skiver og tygges – med risiko for at tænderne knækker i processen. I sagens natur er det en øl, der tager meget lang tid at komme igennem, og man tager faktisk sig selv i at ønske, at den var lidt mindre. 0,33 liter af sådan et bryg – der iøvrigt indeholder over 10% (10,4 helt nøjagtigt) er faktisk for meget. En mindre flaske med en kvart liter i ville være alt rigeligt.

Ud over at øllet inspirerer til skælmeri og narrestreger som antydet i indledningen vil jeg også gerne advare mod uren hud, dårlig mave og omtågethed dagen efter – selvom man kun nyder en enkelt. Der er øl til flere dage i en enkelt flaske. I sandhed Well Done over hele linjen. Man er jo næsten klar til at trække alt det grimme, man har sagt om USA gennem årene tilbage, når amerikanerne kan lave så fortræffeligt øl! Og så husker man – og indser, at man alligevel ikke kan tilgive dem … for BUSCH LIGHT!

Man det er jo ikke USA vi skal vurdere – eller den gennemsnitlige kvalitet af deres øl. Det er dette monster af en stout – og jeg har ikke været i tvivl om karakteren på noget tidspunkt.

6-stjerner

Jeg har manglet lidt inspiration til bloggen på det sidste, og jeg synes, jeg kører en lille smule i ring med mine anmeldelser, så jeg vil gradvist forsøge at brede mine ølaktiviteter ud på andre sociale medier. I første omgang vil min twitterkonto handle om mine daglige små øloplevelser, der ikke nødvendigvis refereres til her på bloggen. Jeg vil der også bestræbe mig på at skrive om øllet mens jeg drikker det, som en appertizer for det, der senere vil blive skrevet her. Vel mødt her og på twitter.

Pale Ale, Sierra Nevada

Respekt til One Pint

 
Jeg nævner mange firmaer på min blog. Det kommer jeg i sagens natur til, eftersom det er produkter, jeg anmelder. Jeg vil til gengæld gerne understrege, at jeg er en glad (læs: luset) amatør, og at jeg hverken honoreres ved ussel mammon eller gærede humleprodukter … undtagen, når privatpersoner sender mig deres favoritbryg til anmeldelse.
Når jeg nu har besluttet mig for at skamrose One Pint, er det altså ikke fordi, de honorerer mig eller noget som helst andet. Det er simpelt hen, fordi jeg mener, det er i orden at rose når alle – også private firmaer – gør et ordentligt stykke arbejde, og det må jeg konstatere, at One Pint gør.
One Pint er et firma, der importerer øl fra Engand, USA, Tjekkiet, Tyskland, Belgien og Indien, og desuden distribuerer de øl fra mindre bryggerier – ja, lad os da bare sige specialøl – her i Danmark. De producerer ganske vist ikke selv, men jeg har så ofte stået med en øl, distribueret eller importeret af One Pint, der viste sig bare at være ganske pragtfuld. Det er godt, at der findes ildsjæle som dem i One Pint, der gør et stykke arbejde for, at godt udenlandsk øl kommer til Danmark, og at gode lokalbryg herhjemmefra i øvrigt kan nydes i hele landet.
Californiske Sierra Nevadas Pale Ale (angiveligt bryggeriets første) samt den svært tilfredsstillende Torpedo IPA, der som bekendt fik topkarakter her på bloggen, er begge importeret af One Pint. Tusind tak for det – og så er læserne vist tilstrækkeligt advaret om, at nærværende anmeldelse ikke bliver en af de underholdende dårlige af slagsen.
Sierra Nevadas Pale Ale er en ginger ale-farvet øl med et letklistret, gyldent skum. Duften er kraftigt sød af humle med et markant roseelement. Smagen er hård og aromatisk, indeholder toner af især roser og ingefær med et hint af blåbær, fersken og solmodne appelsiner. Dertil kommer en fyldig ledsagende bitterhed, der især giver sig til kende ved mandlerne og i eftersmagen.
Det er en let ale med masser af smag, lige til at lade hvile og balancere på tungen, hvor den nærmest emmer af friskhed, vederkvægelse og fyldig velsmag. Jeg tilslutter mig – ikke ubetinget, men alligevel i høj grad bryggeriets påstand om, at de skulle være blandt USA’s førende producenter, for samlet set er det bestemt det bedste bryggeri fra staterne, jeg indtil videre har stiftet bekendskab med.

5-stjerner

Torpedo Extra IPA, Sierra Nevada


Helstøbt fornøjelse

Jeg syntes jo nok, den var lidt dyr. Jeg tror det var omkring 25 kroner, jeg gav for den i Føtex, Storcenter Nord for en måned eller to siden, og det altså kun for 0,33 liter, indrømmet i en handy og flot flaske – men alligevel.

Jeg havde faktisk ikke regnet med, at det var fordi øllet var af en særlig kvalitet. Godt nok er det en IPA – en af mine absolutte favoritøl, men på den anden side var den amerikansk og desuden filtreret. Amerikansk øl kan skam være udmærket, men sådan helt oppe og ringe kommer det nu sjældent.

Men op blev det hældt, og sjældent har jeg da været så privilegeret at opleve to så velduftende øl på så kort tid, den anden var Jakob Schytz’ hjemmebryg. Duften af Torpedo Extra IPA er kraftigt vanillesød med en fylde af friskbagt hvedebrød, kombineret med det bitre duftindslag i velmodne appelsiner. Af udseende er den udpræget kobberrød under et næsten citrongult, cremet skum, ikke ulig kagecreme i konsistens og lød. Velklæbende er det forøvrigt også.

Som det sig hør og bør med en IPA er bitterheden kraftig og gennemtrængende, omend denne karakteristik kun i ringe grad slår til. Ikke ulig Braunsteins Brown Ale eksploderer smagen nærmest ved berøring med indersiden af mundhulen, denne gang ikke med sødme, men med en lige så intens bitterhed. Bitterhedens drøjde er af en ganske særlig kaliber, en lille mundsmag mærkes stadig kraftigt i munden længe længe efter, som en intens, tør bitterhed ved mandlerne.

Både smag og eftersmag præges af en velafstemt og kraftig smag af humle og lakridsrod. Lakridsroden er af den type man velnok bruger til piratos – der er faktisk et element af brændende salmiak i den. Bagom den bidende, stikkende bitterhed er der en ledsagende og afrundende aroma af roser og en antydning af karamel og malt.

Som allerede antydet er eftersmagen af en ganske særlig kvalitet. Ud over at den varer nærmest absurd længe, ændrer den lige så stille karakter fra at bide og prikke i starten, til at klæbe til mundhulen, for at afslutte med at kæle svælg, gane og mandler nænsomt til sidst.

Det er måske lidt large, men dette er om ikke den mest fandenivoldske, så i hvert fald den mest helstøbte, velafrundede og velkomponerede IPA, jeg nogensinde har smagt – og så endda filtreret – ja, man tror det jo nærmest ikke. Men filtrering gør det måske nemmere at kontrollere at resultatet bliver helt rigtigt – og hvis gennemsigtighed i brygget er den pris, der må betales, so be it! Herfra får den en velfortjent topkarakter, og den var bestemt alle pengene værd.
6-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme