Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Shepherd Neame

India Pale Ale, Shepherd Neame (Podcast-pilot III)

Ikke en CIS-øl …

Det er godt nok længe siden, jeg sidst anmeldte øl fra engelske Shepherd Neame. Dengang var jeg gift og boede på Amager. Forinden havde jeg prøvet to andre af bryggeriets øl – det var mens jeg stadig boede med min familie i Aarhus. Så der bliver kigget tilbage, gør der – næsten så man får kramper i nakkemuskulaturen (men som garvet headbanger er det jo noget, jeg er vant til). Det undrer mig faktisk, at der ikke er røget flere Shepherd Neame-bryg i indkøbskurven gennem årene. For mærket brændte sig ret grundigt fast, tilbage dengang i 2010, hvor Fakta havde dem stående i et udvalg af specialøl.

Dengang var specialøl og kvalitetsbryg stadig ved at træde sine barnesko, og det var i hvert fald usædvanligt at finde noget usædvanligt som udenlandske specialbryg i supermarkeder af Faktas format. Det skulle nu ikke blive første gang, Fakta var med ganske langt fremme blandt supermarkederne til at promovere kvalitetsbryg – og det toppede efter min mening, da Petrus-serien fra Brouwerij de Brabandere blev stillet på hylderne tilbage i 2017. Lignende højder har de aldrig nået – og jeg har savnet noget i en lignende kaliber siden. Herfra skal håbet om et snarligt comeback for det gode øl fra Fakta lyde aldrig så eftertrykkeligt.

Men som overskriften antyder er jeg stadig hjemme hos Marcus, og vi optager fortsat vores prøvesmagninger, der er indkøbt i den lokale Meny – ikke Fakta. Optagelsen af denne øl lader til at have podcast-kvalitet, så jeg håber, jeg snart finder tid og motivation til at gøre alvor af ambitionen om også at lægge podcasts ud på bloggen. Mit YouTube-projekt tager jo form, så det burde være til at overkomme.

“Hold – da – op! Hvor dufter den sprittet,” tordnede Marcus som det første efter at hans svellesøm-omfræset-til-øljern elegant havde fjernet kapslen, og øllet var skænket.
Stammende og noget mere spagfærdigt tilføjede jeg: “Den har en biduft af noget, jeg ikke rigtig kan placere, og som jeg ikke er sikker på, jeg er særlig glad for.”
“Med sine 6,1% burde den ellers ikke lugte som en væltet snapsevogn,” fortsatte Marcus.
“Det kan nu godt snyde,” indvendte jeg og anførte, at jeg fandt sure og syrlige elementer i brygget – fortsat næppe til gavn.
“Ja, og der er også det billige, brune sukker, der er i rigtig meget øl. Jeg frygter at den her kommer til at smage meget meget sødt,” klagede min medsmager, hvortil jeg måtte anføre, at den ikke burde det i betragtning af, at vi sad med en IPA. “Vi har lige haft en IPA, der smagte som cider,” riposterede Marcus lettere pugnant.
Det var nu ikke Marcus’ stridsomhed der kort efter fik mig til at give ham ret. Det gjorde derimod endnu et par åndedrag i glasset. “Der er noget krokant og noget farin i det …”
“Farin, definitely,” udbrød Marcus, “krokant ved jeg nu ikke. Det finder vi ud af.”

Marcus gik nu videre til at bemærke, at der var meget lidt skum på det klare mørke  bryg. Dertil bemærkede jeg, at det havde der faktisk ikke været på nogen af de bryg, vi havde haft fat i indtil videre. Her måtte Marcus minde mig om aftenens aller første øl – en Don’t Worry Pale Ale fra Svaneke Bryghus. Og den lille sludder vi havde om dét bryg på dette tidspunkt af aftenen, kan læserne glæde sig til snarest at opleve i podcasten (sådan – så fik jeg lagt lidt mere pres på mig selv, så det forhåbentlig bliver til noget.)

Vi skred til smagningen. Marcus indledte med to højlydte “Mmmm”-tilkendegivelser. Den første let faldende i pitch – idet den illustrerede initial nydelse. Herefter et i pitch hastigt stigende ét, der udtrykte forundring og overraskelse.
Et sammenbidt mellemfornøjet og lakonisk “specielt …” undslap lettere hvæsende mine læber, og jeg overvejede ved gennemlytning af optagelsen om Marcus mon udstødte det undrende “mmmm” som reaktion på min vist ret åbenlyse misfornøjethed.

Selv fortsatte han ellers lystigt: “Indleder med en bagmundsfylde og -dybde, der ville gøre den rigtig god som noget andet end IPA. Og sådan cirka midt på tungen kommer der en syrlighed som om øllet var blevet surt, og man havde glemt at hælde det ud …”
“Ja, den smager lidt underligt på vej gennem munden, det gør den,” samtykkede jeg.
“Og man sidder tilbage med en mund fuld af småsitrende … bagt farin?”
“Er der fejlgær i?”
På dette tidspunkt var Marcus’ begejstring også begyndt at vige mærkbart: “Har vi en politik om at drikke øllet ud?”
“Nej,” svarede jeg tydeligt vrissent, “det har vi ikke. Jeg vil nu lige give den et par chancer til, for det gjorde jeg også med Afskum i sin tid …”
“Ja, den var du ikke ligefrem lykkelig over … Hvad i alverden skal det her forestille?”

I forsøget på at møde det gustne, syrlige bryg med den på flere måder negativt ment ubeskrivelive aroma med et så åbent sind som muligt spekulerede jeg, om det mon havde en så acquired taste, at det var os, der blot ikke forstod det.
“Det gavner i hvert fald ikke denne øl, at der står IPA på den,” startede Marcus, og spekulerede derudad, hvordan bryggeriet havde hæftet IPA-etiketten på produktet frem for at skrive hvad det egentlig var for en syrligt-sød småskummel halvmørk sag de havde produceret.

Marcus foreslog gueze som sammenligning for bryggets sure kant, og her måtte jeg protestere: “Gueze er frisk, sprudlende og glad …”
“Du mener ikke den her er frisk, sprudlende og glad?”
“Nej, men jeg mener heller ikke nødvendigvis, den er grå og trist,” fortsatte jeg, “men den er ikke gueze-frisk. Hvis man lader den hvile ved mandlerne får man – udover farinen og det småsyrlige også nogle rom-noter med.”
“Den er helt sikkert mere drikkelig, hvis man by-passer hele den forreste del af munden, når man drikker den …”

Og vi causerede og causerede – der skal også være til podcasten, så lad det være nok sagt her, at det også lykkedes os at finde lidt bitterhed i brygget hen mod slutningen. Det var dog ingenlunde den friske, sprudlende bitterhed af friske grannåle, der er typens kendetegn – men derimod en tung bitterhed af meget mørkt træ. Marcus fandt også noget sødme af honning, jeg ikke fandt lejlighed til at protestere højlydt over.

Vi var under alle omstændigheder rørende enige om, at der ikke var meget IPA over dette bryg. På den anden side syntes vi heller ikke, at den skulle shames for ville identificeres som en IPA selvom det nok ikke lige var det, omverdenen opfattede den som. Når man som Marcus og jeg – og de fleste andre her i verden – mestendels drikker CIS-øl, dvs. øl der netop er det, som de foregiver at være og som hele verden opfatter dem som, er det en god og forfriskende øvelse ind imellem at blive udfordret i ens fastgroede opfattelser.

En bestående ulempe er imidlertid, at hvis man køber dette bryg som en IPA, vil man uvægerligt blive skuffet, når man opdager hvad den egentlig er. Marcus endte med at give den …

… for alle dens egenskaber ud over at kunne kaldes en IPA – for der fejlede den ifølge ham katastrofalt.

Åbenheden og storsindet løb måske en kende af med mig, da jeg gav den …

… men den skulle belønnes for oplevelsen og et samlet tungt-syrligt og vinøst udtryk, der om ikke andet satte mine evner til at sætte ord på smag på prøve, uden at være decideret væmmeligt. For at turde være noget andet end andre IPA’er fortjener den en sådan ros.

Double Stout, Shepherd Neame

Det var en mørk og stormfuld nat …

 
Stormen Bodil raser i skrivende stund over landet, og i hippiehyblen på Amager nyder vi hvert sekund med mad udefra, julegodter og farmand får sig desuden et bryg, der kan matche vejrets karakter.
Det drejer sig om engelske Shepherd Neames Double Stout, som jeg har fundet i Bilka, Field’s (jeg forstår heller ikke helt den apostrof – men den er der, og skal derfor også med, når man nævner stedet ved navn.) Etiketten emmer af klassisk retrodesign fra det, der skulle være landets ældste bryggeri. England skulle også være porterens, eller stout’ens hjemland og hvor jeg efterhånden har prøvet flere eksperimentelle, søde og undertiden også direkte vandede stouts, så har jeg faktisk længtes efter noget klassisk. En rigtig stout, der smager af skibstjære, bundgarn og skippersved, frem for søde lakridsbolsjer, cappuccino eller chokolade.
Det var i forventning om noget sådant, at nærværende stout blev købt – og åbnet her i anledning af blæsevejret. Og jeg blev ikke skuffet.
Brygget er lige så mørkt som den stormfulde nat i aftenens afsnit af The Julekalender – og som denne stormfulde aften i virkeligheden, for øvrigt. Skummet bruser som bølgetoppene i kanalerne uden for vores boligblok, omend det i glasset er noget mere holdbart, og i højere grad brydes som sæbeskum i store bobler. Brygget byder ikke megen duft, men bitterhed af kaffe spores dog halvtydeligt.
Den svage duft kommer af, at aromaen er gemt i smagen, så den ikke bare damper af ved skænkning. Og der er bestemt tale om en klassisk stout, som jeg havde ønsket den. Tjærebehandlet træ, sort kaffe og hasselnødder i smagen, og en rarere, men endnu karakterfuld efterklang af røg som epilog.
Fylden er godkendt og mere til, men alligevel en anelse spinkel, og kunne med en højere alkoholprocent (brygget holder relativt lave 5,2%) nemt være gjort mere potent. Det gør nu ikke så meget, for man belønnes til gengæld med et tørt indslag af lakrids. Det er ikke tilsat, men blot resultat af en vellykket brygproces. Det kunne en lang række producenter, også hjemlige, af ‘blandingsstouts’ lære noget af.

4-en-halv-stjerne

Spitfire, Shepherd Neame

Bitter nydeøl

Fakta er på spil igen – denne gang med en ale fra det kentiske bryggeri Shepherd Neame, der også stod bag den udmærkede Bishops Finger. Særligt for Spitfire er, at en del af overskuddet fra salget går til en fond, der på den ene eller anden måde støtter RAF-veteraner. Fonden blev oprettet samtidig med, at øllet blev lanceret i 1990, og her er det så, at jeg synes, filmen knækker …

For RAF var jo i princippet stadig en aktiv organisation indtil 1997. Og hvad man end mener om dem, så var deres aktiviteter jo vitterlig illegale. Jeg kan derfor slet ikke forstå, at man i 1990 kunne oprette end fond til at støtte dem. Det må da have været dybt ulovligt, og endnu mere mystifistisk er det, at fonden er oprettet i England på trods af, at ethvert barn ved, at RAF var en tysk organisation.

Jeg tager hjertens gerne mod forklaringer på denne gåde, for især er jeg da spændt på, hvordan Shepherd Neame har kunnet omgå Englands terrorlovgivning med deres åbenlyse støtte til en åbenlyst ulovlig organisation.

Men det til side, så er det jo trods alt øl det handler om, og ligesom Spitfire (hvis navn antyder, at man vil henlede opmærksomheden på det foretrukne britiske kampfly fra 2. Verdenskrig – om man fatter hvorfor …) som koncept overrasker med sin støtte til RAF, overrasker den også i sin smag.

Farven i sig selv er ikke helt uprætentiøs. En dyborange nuance med off-white, næsten gulligt skum. Duften er syrligt sød, men gør ikke umiddelbart meget væsen af sig.

Det samme gælder i øvrigt smagen, der i første omgang synes lidt tyndbenet og vandet. Når brygget når bag i tungen melder der sig dog en bitterhed, der aldrig når særlige højder, hvad angår fylde og intensitet. Til gengæld er der en overraskelse for den, der gider give øllet den fornødne tid.

Langsom breder der sig forskellige, finurlige bitre toner hen over tungen. Der er humlemalt på bagtungen, omtrent som man kender den fra gode pilsnere, samtidig prikker brygget pikant under tungen, og langs med gummerne. Ud til visdomstænderne mod svælget smyger der sig en sødlig bitterhed af den fineste slags . Overraskende er det, at øllet smager så meget på de laterale smagsløg, der ellers oftest opfanger de allerbitreste toner. Her er det en blid, behagelig bitterhed, der ikke er særlig kraftig i sit udtryk, men overraskende i sin placering og ganske sofistikeret og særegen i sin karakter.

Det er ikke nogen særlig intens øl, eller sagt positivt: det er en ikke for intens øl. Undertiden kan intensitet og fylde vige en smule for letdrikkelighed, hvis ellers øllet samtidig scorer højt på andre parametre, smagens karakter, mangfoldighed af smagsnuancer m.v. En Spitfire finder et udmærket kompromis, og ender som en velsmagende tørstslukker, som man klart får mest ud af, hvis man tager sig god tid til at nyde den grundigt.
4-stjerner

Bishops Finger, Shepherd Neame

4-en-halv-stjerne

Jeg fortsætter ufortrødent med Faktas spotvaretilbud på udenlandske øl, som de, måske i håb om at danske forbrugere ikke ved bedre, har valgt at sælge som specialøl.

Den næste i rækken er Bishops Finger, en i danske supermarkeder ret udbredt udenlandsk øl, der oftest sælges på flaske. I Fakta kunne den fås på dåse, så det var, hvad jeg købte. Selvom den kan se flot ud på flaske, må jeg indrømme, at jeg har følt mig lidt skræmt væk af etikettens skrigende farver og det faktum, at flasken er klar. Man lægger ikke i samme mærke til de skrigende farver på dåsen, og den klare flaske er erstattet af en noget mere neutral sort overflade.
Til gengæld har jeg gennem flasken kunnet beundre øllets fine farve, men det er i mine øjne ikke en ubetinget fordel. For det første føler jeg en let afsky ved klare ølflasker. Klare flasker hører sodavand, eller særdeles dårlig øl til, og fordi Bishops Finger har en særlig farve, kommer den mere til at ligne hindbærbrus end øl. For det andet er det en del af oplevelsen, når man drikker øl, at man først får at se, hvordan øllet ser ud, når det skænkes. Denne oplevelse ødelægger de klare flasker også.
Så når man leder længe nok, må man erkende, at genindførelsen af øl på dåser måske ikke er så slem, at det ikke er godt for noget, selvom jeg dog godt ville kunne leve med en klar Bishops Finger-flaske, hvis det skulle være prisen for, at dåserne røg ud igen.
På dette tidspunkt vil den opmærksomme læser måske også triumferende gnide sig i hænderne, gnægge i skægget og hvæse gennem et sardonisk smils sammenbidte tænder: “HA! Den døgenigt har glemt genitivapostroffen i “Bishop”!” Undertegnede vil imidlertid forsvare sig med, at han ikke kan glemme noget, der aldrig har eksisteret. Dermed ikke sagt, at bloggeren ikke har undret sig over, hvorfor den mangler. Det er imidlertid et af de dunkle punkter, der står tilbage, når man på bryggeriets hjemmeside søger at orientere sig om brygget. Det er ellers ikke småting, der fortælles om det kentiske øl, (og da der nu er et link, der viser derhen, ser jeg ingen grund til at referere det) men lige netop den manglende genitivapostrof mangler vi en forklaring på. Måske er den så simpel, som at marketingafdelingen syntes, det så bøvet ud med apostroffen. Det ville også passe til marketingafdelingers forhold til ortografi generelt.
Øllet blev nydt til nybagte pirogger og nyheden om DR-generaldirektørens afgang. Sådanne begivenheder skal selvfølgelig fejres, som det sig hør og bør, og Bishops Finger holdt sig ikke tilbage.
Da jeg hældte øllet op i mit høje slanke Pilsner Urquell-glas på stilk, som jeg bruger til at smage øl i, udbrød jeg spontant: “Sikke en farve!” Farven er mørkt rødlig, med et flot, tæt, gyldent skum. Det er nok den flotteste ale jeg indtil videre har haft fat i.
Duften er sød, næsten skarp, – samt frisk. Sødme er der til gengæld ikke meget af i smagen, der lige fra starten lægger sig i det bitre hjørne – eller rettere – de bitre hjørner, nærmere betegnet i siderne bagerst på tungen tættest på svælget, hvor bitterheden blidt masserer smagsløgene. Samtidig breder bitterheden sig som en essens mellem tunge og gane. En sand nydelse af intens, næsten stoutagtig bitterhed og fylde.
Eftersmagen er overraskende en kende sød. Så den starter sødt og slutter sødt, men vejen imellem er bitter … Ja, jeg tænker om man kunne lave en allegorisk tolkning til livet, eller sådan noget, men det synes jeg egentlig ikke. Det er i sig selv bare en gedigen britisk ale, fuld af smag, fylde, friskhed og karakter, der oven i købet formår at slukke tørsten. Det er bestemt en hæderlig debut for engelske øl i min ølblog.
Lad os bare sige, at det er OK, at Fakta sælger Bishops Finger som specialøl.
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme