Kajs Ølblog

Jeg må til det igen – forklare, hvorfor der står én ting på øllets emballage, og noget andet i titlen på mit blogindlæg. “Ethvert barn ved jo, at Thor-bryggeriet har hjemme i Randers” vil flere sikkert hævde. Heldigvis er min blog for voksne, og for det andet tager børnene fejl – Thor-mærket er ganske vist opstået i Randers, men mærket har siden 1976 været en del af Ceres-gruppen, der forlængst er opslugt i bryggerikonglomeratet Royal Unibrew. Derfor angiver jeg øllet som hidrørende fra Royal Unibrew, og ikke som det fremgår af etiketten, fra Thor bryggerierne i Randers. Der er Thor-øllene ikke blevet brygget siden 2003, hvor bryggeriet lukkede, de brygges nu i Odense, hvilket vel gør ironien og forvirringen fuldkommen.

Men om ikke andet lever mærket da videre, og det kan man vel også glædes over. Personligt synes jeg, at Thor-logoet er et af de fineste – hvis ikke det fineste logo, et bryggeri har haft i Danmark, og det har ikke noget at gøre med min lejlighedsvise sværmen for det norrøne pantheon.

Når man skænker denne exportøl, som den kaldes – det vil på almindeligt dansk sige, at det er en guldøl – konstanterer man hurtigt – og vel nok til sin lettelse – at det kun er etiketten, der er blå. Selve øllet har en ret kedelig, bleggul farve, som man har set den så uendeligt mange gange før. Skummet er ganske højt og tæt, og ikke helt uklæbrigt. Til gengæld imponerer duften ikke, den er først og fremmest syntetisk, og minder mest om gummibelægningen på indersiden af kapslen – som om øllet havde reageret med den.

Men heldigvis er det da smagen, der først og fremmest tæller, og der er væsentlig mere godt at sige om den. Øllet har en fyldig smag af småsød/letbitter/lidt tynd humle – men man må holde fast i, at smagen er ganske fyldig. Det kan godt være, at humlen ikke er den mest interessante, man har smagt, men den smager egentlig godt – hvis ikke af så meget, og fylden er af en ganske særlig karakter.

Humlearomaen distribuerse ikke bare tørt på tungen som smag, men smyger sig gennem mundhulen som en let tåge, der elegant bølger sig frem som en damp, der udover elegant at pirre smagsløgene også formår at prikke til gummer og gane. Den lækre fylde og slet ikke så ringe humlesmag kan også nydes længe efter, at brygget er skyllet ned.

Ellers er der ikke meget at sige om Blå Thor – måske bortset fra, at en letmetallisk bismag heldigvis ikke formår at ødelægge det overordnede indtryk af en for så vidt vellykket guldøl, der vil fungere som et udmærket alternativ til de stærke pilsnere, der iøvrigt findes på det danske marked. Om det så er snyd, at øllet har opnået sit niveau, ved at få tilsat majs og glukosesirup, eller tilsætningen i virkeligheden har forringet den – ja, det er vel i bund og grund et spørgsmål om smag og behag.