Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Royal Unibrew

Lottrup US Dark Ale, Ceres/Royal Unibrew

2016-10-14-20-39-55Men øllene kan jeg godt lide …

Pyha! De trækker godt nok tænder ud, de der redaktionelle jubilæumsindlæg. Især når man er  uforberedt på dem, som jeg var på det sidste. Først efter at jeg havde skrevet anmeldelse nr. 800 færdig, opdagede jeg, at det var nr. 800. Og så skulle jeg jo først efterfølgende finde ud af hvilke øl, der var de mest middelmådige jeg havde prøvet – og i den forbindelse var der lige et par dybe tallerkener, der skulle opfindes mere eller mindre ud af den blå luft …

Men her er jeg tilbage – vel ude på den anden side, og det i øvrigt med en af de industrigiganter, der faktisk kan finde ud af at lave noget specialøl, der ikke altid er til grin.

I hvert fald så længe man nøjes med at smage på øllet, og ikke giver sig til at læse etiketten. For der står pinlighederne nærmest i kø “Vi har brygget en næsten sort ale til dig, kun med et lille rødligt ‘glimt'”, “Nyd den fyldige bløde krop og det rigelige beige skum” … jamen Vorherre til hest – man skulle jo næsten tro, at jeg var ophavsmanden med den parade af klichéer.

Det er jeg nu ikke, og hvis jeg var, sad jeg næppe i et call-centerjob til mindsteløn.

Brygget bærer navnet ‘US Dark Ale’, og er formentlig netop sådan én. Og det er endnu én af de uhyggeligt mange brygkategorier, jeg ikke gider oprette i mit eget kategoriarsenal, da jeg ellers ikke ville have meget andet at bestille. Som de fleste nok har luret, er brygget slet ikke fra USA, men formentlig produceret på Royal Unibrews industribryggeri i Fredericia(*), hvor det meste af deres øvrige øl også kommer fra (uden at jeg dog er sikker).

Ellers er jeg som bekendt kæmpe fan af De Forenede Stater, når det gælder ølkulturen – sålænge det gælder kvalitetsbryggene, altså. Når det gælder industribryggene fnyser jeg også lige så fisefornærmet, som andre europæere har det med at gøre. Imidlertid aftager fnyseriet såre lidet, når jeg efterfølgende skal udtrykke min indstilling til europæisk standardøl. For til trods for diverse vittigheder og myters påstand om amerikansk standardøls særlige tyndbenethed (typisk involverende sex og kanoer) er virkeligheden faktisk den, at vi på det punkt ikke er et hak bedre selv.

Der er også så meget andet, man med rette kan kritisere USA for. Nu bomber de fx igen et af verdens fattigste lande. Denne gang Yemen, og så har de oven i købet den frækhed at påstå, at det er gengældelse for en højst tvivlsom missilaffyring mod et af deres krigsskibe. Et krigsskib, der befandt sig i yeminitisk farvand, og mere eller mindre åbenlyst assisterede det saudi-arabiske amokløb på Yemen – oven i købet begået med amerikanske våben solgt til sauderne for et bjerg af møgbeskidte, blodindsmurte oliepenge.

Amerikanerne påberåber sig retten til at forsvare sig selv, men hvad med yemenitternes ret til præcis det samme? Hvorfor var det ikke forsvar af eget territorium, da de affyrede missiler mod det amerikanske krigsskib? Kun amerikanerne – og deres europæiske allierede (nej på det punkt er vi heller ikke meget bedre selv) – kan ikke se hykleriet.

Tilbage til øllet, mod hvilket jeg selvfølgelig ikke bærer nag for dets amerikanske inspiration. For nu lige at tage bryggeriets (intet nag mod det heller … eller – i hvert fald ikke for at lade sig inspirere af amerikanerne på ølfronten) påstande om deres eget produkt i opløbet, så viser det sig i hvert fald mere sandfærdigt end hvad den amerikanske regering i almindelighed og efterretningstjeneste i særdeleshed lader vide om deres aktiviteter. “Sort med et rødt ‘glimt'” – flueben. “Beige skum” – flueben … det passer egentlig meget godt altsammen.

Og ellers dufter brygget dejlig sødt – af farinsukker især. Dertil kommer et nogenlunde velafstemt bittert indslag af kaffe. Det er både rart og venligt uden ligefrem at være tandløst – men det er ikke noget rovdyr, vi har at gøre med, snarere en drøvtygger.

Hasselnødder og kaffe blander sig elegant i en velmaltet krop, der starter ved gummeranden, breder sig til mandlerne og rigtig folder sig ud i eftersmagen. Der er ikke sparet på noget – ud over at det er både dejlig bittert og sødt, er brygget også vidunderligt mørkt i smagen på den helt rigtige måde.

Man kan dog ærgre sig lidt over hulrummet oven på tungen. Her mangler der i påfaldende grad smag af andet end fladt postevand, men såfremt man er i stand til at se ølkruset som halvt fuld frem for halvt tomt, kan manglen forbigås som en skønhedsfejl.

Den smag, brygget alt andet lige byder på ved gummer, gane og mandler er tilstrækkeligt til at brygget lander vel over det middelmådige.

4-stjerner

(*)Rettelse: Royal Unibrews øl bliver ikke produceret i Fredericia, men åbenbart i Skælskør(**) og Baltikum. Edder og forbandelser mod den, der gav mig det indtryk, og mere af samme mod mig selv for ikke at fact-tjekke.

(**)Skælskør passer åbenbart heller ikke. Jeg tænkte da også, at den by var for lille til at have hele to industribryggerier (Harboe har som bekendt hjemme der (og den oplysning er fact-tjekket)) men jeg havde ellers oplysningen fra en kilde, jeg anså for pålidelig. Vel, man skal åbenbart fact-tjekke alt selv …

Så vidt jeg kan google mig frem til, brygger Royal Unibrew primært på Albanis og Faxes gamle anlæg i henholdsvis Odense og Faxe. Så skulle det vist være sat sådan nogenlunde på plads.

Schiøtz Belgisk IPA, Ceres/Royal Unibrew

2016-10-01-18-47-14Skarp og ren …

Jeg har noteret mig, at flere ølkendere i min omgangskreds (læs: facebook) har det med at fnyse ad Royal Unibrews specialølserier, Lottrup og Schiøtz. ‘De er ikke rigtige specialøl, og i hvert fald ikke mikrobryg’ lader påstanden til at være, baseret på et argument om, at store bryggerier aldrig kan ramme de små bryggeriers kvalitet med de kvanta, der produceres af de industrielle foretagender. Endvidere lukrerer industribryggerierne på mikrobryggeriernes dyrekøbte succes, idet de store kan producere meget mere og meget billigere, hvorfor de også alt for nemt kan underbyde mikrobryggerierne med de samme produkter til en lavere pris og – ifølge kritikerne – endnu lavere kvalitet.

Forbrugerne når aldrig at få smag for de egentlige kvalitetsprodukter, da industrigiganternes billige efterligninger er så meget – ja, billigere. På den måde står industrigiganterne endnu engang i vejen for en generel hævelse af kvalitetsstandarden, mens kvalitetsbryggerierne mister markedsandele og får det endnu sværere med at slå igennem på et marked, hvor der i forvejen er mange om buddet.

Jeg anerkender pointen i kritikken, men har rent undtagelsesvis optimismen i behold og erstattet ‘sølvpapir’ med ‘ja’ i den hat jeg har på hovedet, for der er også positive elementer at fremhæve: At de store bryggerier overhovedet er begyndt at lave andet en van(d)lig og jævn pilsner i større stil, er i mine øjne kun positivt. Det peger i sig selv på et generelt kvalitetsløft på ølmarkedet herhjemme, som jeg har svært ved at begræde. At de skulle tage markedsandele fra de små bryggerier? – Jeg anerkender, at faren findes. Men jeg har ærligt talt svært ved at tro, at en, der prøver en Stone Street IPA og tænker “YÆÆÆÆÆAHR det er dælme den bedste øl, jeg nogensinde i hele mit lange liv har prøvet!!!1!!” nogensinde ville gå skridtet videre til en – skal vi sige Sloth fra Amager Bryghus, med mindre den kostede det samme.

Enhver, der rent faktisk jagter kvaliteten og den gode oplevelse, er klar til at investere det, det kræver. Og råder man af en eller anden grund ikke over de nødvendige midler, så skal jeg ikke være den, der har ondt i rectum over, at man bruger sine surt sparede håndører på et kvalitetsbryg, en af de store aktører står bag. At kvalitet også bliver tilgængeligt for dem, der har det hårdt, er faktisk en kur mod smerter i bagdelen for undertegnede.

Men videre til brygget, der altså er en af de industrielt fremstillede specialøl. Det særskilt belgiske ved den, skulle ifølge min lidelsesfælle udi ølbloggeriet Brian Lund være den belgiske ale-gær. Desuden er brygget tilsat guava, citronkoncentrat og hyldeblomst, hvilket bryggerne selv undskylder med den nye nordiske bølge (dét lille skvulp doven skumsprøjt på en vindstille efterårsformiddag giver jeg i øvrigt ikke tre visne blade skvalderkål for – men det er jo nok bare mig) – på den anden side er det jo heller ikke helt u-belgisk at putte spøjse ting i øllet. Så hvorfor ikke bare – gøre det, og så spare offentligheden for de hipsteragtige undskyldninger?

Nå, men gær, frugt og blomster skulle altså give en mildere IPA. Ved åbning er det da også de frugtige noter, man mødes med. Søde clementiner blander sig med velkendt humle, der imidlertid minder mere om pilsner end ekstrahumlet IPA. Visuelt er oplevelsen stor. Brygget har farve af blankpoleret kobber med fedtet, klæbrigt og snehvidt skum.

En skalkpelskarp humle lægger et langt, dybt og uhyre præcist snit i tungen. Mildheden er det altså så-som-så med, men det brede IPA-indtryk, hvor hele mundhulen indhylles i tæt, flænsende humletåge er ganske rigtigt ikke til stede. I stedet er styrken koncentreret og målrettet med en på den ene side spinkel fylde, men til gengæld også skarp, krakilsk og aggressiv bitterhed, der hvor brygget smages.

Lærketræsnåle lægger sig i den det kirurgiske ståls præcise snit (ja, undskyld, men jeg lyttede til Carcass, mens jeg skrev indlægget). Friskheden fra det kolde metal blander sig med alegæren, der ender med at bære hovedparten af den krakilske eftersmag. Det sker helt uden at gæren tager over, og gør brygget – i gættede det – gæret.

Ud over, at brygget synes meget bevidst om, præcis hvor det vil smage, vælger det også karakteren af smagen med mere end bare rettidig omhu. Ikke mindst i eftersmagen balancerer det lige på grænsen til at blive for skarpt og for gæret, som man kender det fra billig, sur hvidvin. Men det ender aldrig så elegant med kun at være på grænsen …

Lottrups bod ved Copenhagen Beer and Whisky Festival skal have tak for at give mig dette bryg i gave, da arrangementet var slut. De havde den til overs, og gad ikke at slæbe den med hjem – så kunne jeg jo lige så godt få den.

Selvom jeg selvfølgelig også bare kunne have købt den billigt.

4-stjerner

Mosaic IPA, Albani/Royal Unibrew

2016-09-26-17-57-57I betragtning af …

Så kom den omsider – en industriel IPA fra et større bryggeri, prisbillig og ligefrem, en IPA til folket.

Helt ny er den selvfølgelig ikke længere. Faktisk har jeg snydt lidt og prøvet den tidligere, nemlig på Danske Ølentusiasters Festival i Lokomotivhallen sidst i maj. Fra dengang husker jeg den som overraskende lækker, men den slags kan jo godt snyde, når man er i godt selskab (læs: Ole Madsen). Jeg skal dog holde in mente, at hvis den dåse, jeg fandt i Fakta på Ålekistevej i forgårs er fra samme aftapning som hin fra lokomotivhallen, er den jo ikke helt frisk længere. Og lagring gør ikke IPA bedre. Om det er tilfældet har jeg imidlertid ikke kunnet læse ud fra emballagen, da alt påtrykt er gnidret, grænsende til det ulæselige – og jeg er ikke engang sikker på, at tappedatoen fremgår.

Anyways – det gode førstehåndsindtryk består uanset hvor stor en skuffelse brygget måtte være efterfølgende. At et stort bryggeri laver en rigtig IPA, der er nem at få fat i, og ikke koster et mindre industrielt bryganlæg, er uanset hvad positivt. Jeg er stor tilhænger af, at de alternative øltyper bliver lettere at få fat i – og ikke mindst billigere. På den måde kan forbrugerne få smag for specialprodukterne – og det er så der, mikrobryggerierne kan tage over med noget bedre kvalitet.

Udadtil er brygget ganske kønt i næsten skinnende kobberorange med cremet, hvidt marengsskum. Duften slår søde noter an af bergamotolie og egetræ, mens bitterheden leveres af blødere lærketræsnåle, end den gammelkendte (læs: fra Amager Bryghus) gran.

Smagen er hård og blank. Den er karakteriseret ved industrielt øls vaklende fylde, men yder i sin redelige friskhed rigeligt vederkvægelse. Brygget skal dog lige ind bag tænderne – og så helst hvile lidt – før det smager igennem. Hælder man brygget ned som en anden industriel pilsner føles bitterheden gæret og unuanceret og indledningens metalliske islæt vil desuden få overtaget og få øllet til at føles dårligt proportioneret og halvvejs ligegyldigt.

Men får brygget de nødvendige sekunder, balancerende på tungens midte, melder der sig snart mere distinkte noter af egetræ og ananaskirsebær, grannålene viser sig heller ikke at være helt fraværende, hvis man ellers tager sig tid at lede lidt efter smagsnuancerne.

Overordnet er den lidt (for meget) til den metalliske side, smagen skal søges frem og et syrligt indslag gør i længden brygget mere tungt end den humlede friskhed, jeg husker fra Festivalen.

Måske har den bare stået lidt for længe. Men i betragtning af, at der er tale om et industriprodukt, der er brygget rigtig mange hektoliter af, så kan det være svært at forestille sig, at det kunne blive meget bedre. – Trods alt.

3-en-halv-stjerne

Giraf Beer Kalle, Royal Unibrew/Albani

2016-08-17 18.35.44Det bliver ved duften …

Regeringen fremturer i disse dage med sin plaskvåde, stangliderlige drøm om at privatisere den danske vandforsyning. Vandværkerne skal nu ejes af aktionærer – gerne fra udenlandske eller multinationale selskaber – for at en lille indspist elite kan score profit af, at vand er livsnødvendigt for borgerne. Hidtil har vandforsyningen været ejet af forbrugerne selv gennem andels- eller interessentselskaber. Men den slags fortrædelig kommunistisk virksomhed til sikring af fælles interesser, som det største regeringsparti Venstre i øvrigt selv var med til at starte i Danmark, kan man selvfølgelig ikke have.

Konsekvensen har vi allerede set i andre lande. For at generere et overskud til aktionærerne sættes prisen op og kvaliteten ned. Det betyder dyrere vand, der samtidig vil være yderligere forurenet af tungmetaller, nitrat og ikke mindst miljøgifte fra det landbrug, samme regering er godt i gang med at slippe alle restriktioner på forgiftning af vores (indtil videre fælles) grundvand over for.

Jeg er generelt bekymret for vandet. Og oveni er der min lille uskyldige interesse for øllet, som jo mestendels – ja, man vil nødigt være ved det, men det er jo ikke desto mindre sandt – består af netop vand. Ud over at privatiseringen vil medføre prisstigninger på vand (der vil gøre i forvejen i tiltagende grad udsatte familiers liv vanskeligere) vil øllet også blive både dyrere og af en ringere kvalitet. Jeg har i hvert fald ret svært ved at tro, at øl, der indeholder flere tungmetaller, sprøjtegifte og gyllerester vil kommet til at smage bedre.

Alle bliver taberne – undtagen regeringens – og socialdemokratiets, viser det sig – venner, der vil grine hele vejen ned til banken, mens de tager sig en tår for os almindelige mennesker ubetaleligt dyrt flaskevand.

Måske kan jeg trøste mig en kende med, at prisstigningen på øl vil ramme det kedelige standardsprøjt – som nu fx. dagens øl – i samme grad som det dyre. For mængden af vand i en ½ liter standardsprøjt, er vel omtrent den samme om i ½ liter højkvalitets specialøl? Det er en ringe trøst, og sikkert også forkert – men man må klynge sig til de halmstrå, man kan finde.

Og apropos standardsprøjt, vil jeg nu igen være tro mod det, jeg som ølblogger ser om mine rødder – det øl, der nemt kan fås i supermarkederne herhjemme, uden at øllet af den grund bliver lettilgængeligt i sådan mere overført forstand.

Men det tror jeg  nu roligt, man kan kalde dette bryg. En jævn pilsner, som det er, er den en sen efterfølger til den oprindelige Giraf Beer, der ikke havde navnet på Odense Zoos afdøde giraf, Kalle, som undertitel. Til gengæld var den gamle giraf væsentligt stærkere – på hele 7,3%, mens nærværende dårligt nok kan kaldes en guldøl med sine 5%. Præcis hvad anledningen til relanceringen af brandet er, skal jeg ikke kunne sige. Kanske noget med en anden dansk zoologisk haves løvefodringer med netop giraffer og forudgående partering af samme til stor lærdom og berigelse for landets unge invånere? Men det er selvfølgelig blot spekulation.

Ifølge Untappd skulle der også findes en ‘Sort’ giraf-øl på hele 10%. Den vil selvfølgelig også blive behørigt anmeldt, skulle jeg støde på den ved lejlighed.

Dette bryg lægger hårdt ud med den lifligste – og jeg mener lifligste – humlebouquet allerede ved åbning. Overalt i min ikke helt lille stue kunne pilsnerhumlen og fuslen mærkes – det var ganske vist standard begge dele, men frisk og lækker som selv standard kan være, hvis bare standarden er god. Mysteriet om den vilde aroma tager kun til ved skænkning, hvor brygget viser sig at være overordentligt lyst – vi snakker coronaniveau her, endskønt skummet er endog meget mere imponerende i sin marengscremethed.

Men den lovende olfaktoriske indledning afløses af skuffelse. Brygget viser sig meget snart at være et almindeligt industrielt standardbryg på ondt og kun i meget lille omfang på godt.

Bryggets finish er uendeligt let og krakellerer nærmest ved berøring af mundens smagsorganer. Vores truede vand er ikke bare et medium for overførsel af smagsindtrykkene – det er det dominerende smagsindtryk, sporadisk varieret af en diffus, flad, generisk og først og fremmest industrielt (tung)metallisk humleantydning – måske sammenlignelig med halvgamle paranødder i vandlage. En let sødme af lys sirup kommer til undsætning med en opblødning af bryggets finish i et forsøg på at yde øllet eksistensberettigelse – men desværre forgæves.

Brygget forbliver – på trods af en forjættende bouquet – et generisk, industrielt og mere end noget andet ligegyldigt standardprodukt, hvis fremmeste formål er en hurtig, smagsløs brandert. Få mennesker vil blive frastødt af bryggets markante ligegyldighed, og det ender dermed med at fremstå som en af den laveste fællesnævners mest markante repræsentanter.

Måske den kommer til at smage af mere når regeringen får privatiseret vandforsyningen, og den tager smag af gyllen, sprøjtegiften og tungmetallerne? Det kan næppe få den til at smage af mindre.

1-stjerne

Den Blå, Royal Unibrew

13639933_1404808909545836_1382485388_o… også kendt som …

Som jeg fik fortalt i indlægget om Kongebrygs Bacon Porter har jeg fået et mindre hængeparti. Nu hvor øl nr. 750 er behørigt anmeldt, og det redaktionelle indlæg i den anledning er skrevet, kan jeg nu endelig samle lidt op på forsinkelserne, så jeg igen kan komme up to date.

Hængepartiet blev skabt i fredags, da min ekshustru flyttede. Jeg hjalp til med at flytte både ud og ind – som bekendt er vi ikke uvenner eller noget der bare ligner – og samme aften blev jeg så hevet med på værtshus af min hyppige gæsteblogger Gedved, der jo inden længe flytter til Norge. Så vi havde jo også et og andet at vende.

Værtshuset var det nærliggende Sorte René på Københavns Åboulevard. Krofatter er en gammel ven fra vores fælles punkerfortid, så vi hang i baren, og jeg så mit snit til at prøve et par – for mig – nye bryg. Jeg vil betegne udvalget af bryg i værtshuset som traditionelt og standard, men med et twist. Udover at Limfjordsporter forhandles til rimelig pris, er der forskellige standardølspecialiteter fra forskellilge egne af landet, der ellers ikke lige sådan er til at få i hovedstaden.

Som nu fx denne Lolland-Falsterske klassiker. Krofatter (der i øvrigt også står bag billedet, eftersom bloggeren havde spillet så meget … hvad tror I …? kan I gætte det …? HA! NEJ, IKKE POKÉMON GO – NIXENGEBIXEN! Næh, jeg spiller en del Bad Piggies – især efter at der er kommet en ny opdatering, men det gider jeg ikke at gå i detaljer med nu. Men jeg havde altså spillet så meget Bad Piggies, at der ikke var batteri nok på telefonen til at fotografere brygget – og så kom krofatter altså til hjælp) kunne fortælle, at brygget faktisk har mange navne ud over det officielle ‘Den Blå’. Ofte kaldes den ‘Blå Nykøbing’ [Falster], idet bynavnet også pryder etiketten. Pga. den egnsdragtklædte kvinde på forsiden – og måske som en henvisning til konkurrenten Tuborg/Carlsbergs gyldne dame kaldes den også undertiden ‘Den Blå Dame’. Og dét navn, har inden for de sidste par år reddet brygget endnu et kælenavn, nemlig en ‘Helle Thorning’. Hendes regering var som bekendt mere rød af navn end af gavn.

Brygget her er nu hverken rødt eller blåt. Det er derimod ganske lyst. Man skal faktisk en tur over Atlanten til Mexico (alternativt en tur i Fakta) hvor mærker som Sol og Corona kan opvise lignende mangel på kornpigment. Brygget er desuden tilsvarende letløbende og letskummende, og på det nærmeste duftløst.

Min første tanke ved indtagelse er, at brygget er for letløbende – for tyndt. Jeg kan imidlertid ikke undlade at dvæle lidt ved bryggets behagelige flyden gennem munden. Som en lille, rislende og vederkvægende bæk, der sin smagsfattighed til trods alligevel formår at kærtegne hver en krog af mundhulen med sin lette præsens.

Der er et fint ord for det – og det er endda nutidsdansk. Brygget er smooth … Jeg tror ikke man bruger ordet så meget om øl, men bryggets diskrete sødme og eftersmagens lette bitterhed er samtidig forfriskende ren og uforfalsket (i modsætning til øllet, der er tilsat majs og glukosesirup).

2-stjerner

Lottrup Stone Street IPA, Ceres/Royal Unibrew

2016-06-22 19.52.31Mere aroma tak …

I øjeblikket har vejret to indstillinger: “Alt for varmt” og “alt for fugtigt”. De to indstillinger udelukker, som nogle måske allerede vil have bemærket, ikke hinanden, men står gerne begge to på fuld knald samtidig. Det gælder især, når hele landet er ved at gå i opløsning, i det ene skybrud efter det andet, godt hjulpet på vej af lynnedslag, der hamrer jorden i store letdesintegrerbare stykker imens.

Nå, i det mindste er det ikke så slemt som i Det Forenede Kongerige. Efter Brexit er vores nabo mod vest jo gået under i en vældig paddehattesky, en enorm brandstorm og en kolosal flodbølge, efterfulgt af en totalitær nazikommunistisk magtovertagelse, der har fået hele Storbritannien, og det nordligste af den nærliggende grønne ø, jeg engang kaldte mit hjem, til at brænde op, synke i havet og sprænges i en googolplex stumper og stykker på én og samme tid … i hvert fald, hvis man tager medier og politikeres udtalelser om begivenheden for gode varer.

Så gør det jo ikke så meget, at vores eget lille land er ved at smelte og gå i opløsning samtidig. Når dén proces er slut, og den gamle oceanbund af skaldyr, dækket med istidssedimenter, vi kalder Danmark er skyllet helt væk, giver det jo heller ikke ikke meget mening at holde fast i EU-medlemsskabet længere. Så man kan jo lige  så godt indstille sig på det uundgåelige …

… med en kold øl.

Det intenderer jeg at gøre lidt senere i aften. Først må jeg hellere få anmeldt denne her øl. Det er jo ikke første gang, jeg har prøvet den. Første smagsprøve fik jeg til Københavns Ølfestival i år, og så blev der ellers gået til netop den – og Schiøtz’ Gylden IPA – da jeg forleden var til arrangement med mit arbejde.

Brygget er en IPA efter amerikansk forbillede, og selv når det ikke går helt så godt som det lyder med den genre, er der stadig en meget vid margen for, hvor galt det skal gå, før det bliver dårligt. Ja, der er faktisk en meget vid margen for, hvor galt det skal gå før det kun bliver ‘godt nok’.

Der lægges stærkt ud fra start. Duften udløses allerede ved skænkning. Man aner lidt fusel over rigelig aromahumle – den klassiske bergamotolie blander sig kælent med rosenblade og friske grannåle.

Det er en letløbende og fortrinsvis skrap og skarp IPA, hvor bitterheden snapper som en uopdragen køter, snarere end en venlig og kælen ølhund. Gane og gummer svælger i stikkende bitterhed og letflydende friskhed. Til gengæld savner man snart stilens aromatiske, søde og ikke mindst fyldige elementer. Det er såmænd fint med krasbørstig bitterhed, men resten af IPA’en er altså glemt.

Et metallisk element indfinder sig også, og skubber helhedsindtrykket i den gale retning. Messing klæber sig til tunge og gummer, hvor mandler, gane og svælg fortsat forkæles af en tør og velgørende eftersmag af nåletræ, der ellers er ganske udsøgt.

Det lyder måske vældig negativt (omend ikke så negativt som 90% af reaktionerne på briternes trods alt demokratiske beslutning), men overordnet set er bryggets lovende type jo heller ikke engang nede omkring ‘godt nok’ endnu. Det er skam stadig et stykke over, og min brok skal mere end noget andet tages som udtryk for, at jeg i denne genre har været voldsomt forkælet på det sidste.

4-stjerner

Schiøtz Mørk Vinter Bock, Royal Unibrew/Albani

Snapshot_20160607_15Passende for årstiden …

Dagens bryg er faktisk ikke engang en overligger fra eget lager. Den er købt for ikke voldsomt lang tid siden i min lokale brugs, hvor den havde overvintret. Butikken ligger i den ikke helt ukendte bydel ‘Urban Planen’, der for ikke voldsomt mange år siden blev betragtet som en halvfarlig ghetto. I dag er der blevet byfornyet med afsindige prisstigninger og en vis beboerudskiftning til følge, men noget af det gamle klientel fra de barskere dage er alligevel blevet.

Det er blandt andet derfor, at de få fancy øl, der findes dernede (okay, fancy og fancy … men altså i forhold til, hvad ghettobiksene ellers fører af produkter ikk’ å’) får tit lov til at findes der ret så længe ad gangen. Men mørkt øl skulle jo angiveligt også blive bedre med alderen, så det har næppe skadet denne, at den fik lov at flaskemodne lidt. Og nu, hvor temperaturen oven i købet har fået et nøk nedad, passer det måske slet ikke så dårligt endda.

Det er det fjerde bryg i Royal Unibrew/Albanis Schiøtz-serie, der sammen med Lottrup-serien hylder stifterne af de bryggerier, der senere alle blev brutalt opslugt af fusionskapitalismen. Brygget er, hvad den hedder – en mørk vinter bock (man kunne ønske, at det nogle gange var med vores politikere som med denne øl. I betragtning af hans grundlovstale, synes jeg fx at det ville have været meget mere passende, hvis Søren Pind havde heddet Quisling til efternavn i stedet.) I det klare sollys viser brygget sig at være nydeligt rødt, mens det forekommer næsten sort, før man lader det gennemskinne. Skummet er tæt som marengsmasse, men knap så stabilt. Til gengæld hænger det i i fede bræmmer i ølkrusets mønster.

Brygget dufter letbranket med fylde af vanille og farinsukker. Smagen lægger sig i det søde hjørne, hvilket ikke kan undre i betragtning af tilsætning af hyldebær, tranebær, porse, råsukker samt chokolademalt. Nydeligt istemmende indfinder der sig imidlertid også bitterhed af kaffe som sammen med bitterheden giver en solid sveskefylde og smag af tørrede importerede frugter sydøstfra – figner, dadler og deslige, der jo også hører vinteren til.

Og som sagt, nu hvor det er blevet lidt køligere, passer det – især i aftenluften – heller ikke helt dårligt til vejret lige nu.

4-stjerner

Royal Økologisk Classic, Royal Unibrew

2016-04-06 19.35.39Industriel økologi – især økologi …

Royal Unibrew er gået all in, og har ikke bare lavet en industriel økologisk pilsner, men nu også en industriel økologisk classic. Mig bekendt er det eneste andet bryggeri herhjemme, som jeg ville kalde af industriel størrelse, der både producerer en økologisk pilsner og classicThisted Bryghus. Jeg elsker deres pilsner, mens classic’en er jævnt kedelig.

Nu – godt tyve år efter at Thisted Bryghus fandt på ideen med økologiske standardbryg herhjemme, anser de store bryggerier markedet som klar til at aftage økologiske standardprodukter. Når det kommer til ølbrygning, er det åbenbart ikke de store, man skal forvente, er på forkant. Kvaliteten kan man med al’ god grund ikke have de store forventninger til. Dels på grund af bryggets industrielle ophav, dels på grund af erfaringerne fra andre bryggerier af lignende størrelse, og endelig synes der blandt ølbloggere og -kendere generelt at være en vis modvilje mod økologisk øl. En modvilje jeg principielt ikke deler, selvom jeg vil medgive skeptikerne at der blandt de økologiske produkter kan være lige så langt mellem snapsene, som blandt de konventionelle.

Brygget her gør dog mange af fordommene til skamme ganske hurtigt. Brygget dufter både potent, råt og tungt – og kun meget lidt industrielt, hvis overhovedet. Fylde og sødme forefindes også i form af friske, røde æbler. Visuelt gør brygget det også godt. Skummet er måske ikke det tætteste, men holder til gengæld en flot gylden lød, der matcher bogstaverne på emballagen, hvis grundfarve i øvrigt matcher brygget lige så godt.

Og som om det ikke var nok, så tillader gigantens industribryg sig også at smage godt.

Humlen er både fyldig og markant. Den byder på vådt løvtræ, kaffe og hasselnødder, mens malten yder et nærværende sødt modspil af farinsukker. Eftersmagen halter dog lidt bagefter, men smækker man gummerne sammen et par gange, kan man nu godt fremprovokere den alligevel. Her møder man igen hasselnødderne, der i mellemtiden er blevet småharske. Det er ikke så godt, hvis det er hasselnødder det drejer sig om, mens det i øl giver karakter og øger oplevelsen, såfremt det ikke bliver for markant. Og det er det – som antydet – ikke her.

Så brygget viste sig bestemt at være andet end bare endnu en industriel ligegyldighed. Ikke alene er den et klart mere smagfuldt alternativ til bryggets fornærmende ligegyldige konventionelle classic. Det spiller også nogle rå, uforfinede toner an, som denne blogger i hvert fald forbinder med det økolgiske – og som han også sætter stor pris på.

3-en-halv-stjerne

Schiøtz Mørk Mumme, Royal Unibrew/Albani

2015-11-27 17.27.08Ikke til Guds velbehagelighed …

Jeg troede ellers, at jeg var nået vejs ende med denne øl – at Schiøtz-temaet fra Albani/Unibrew var rundet af, når vi rundede de tre øl i serien. 3 er sådan et fint rundt ta… okay, rundt er det jo ikke, men på mange måder ellers smukt, magisk, eventyrligt og ikke mindst en repræsentant for den hellige treenighed (mere om den slags senere).

Men nej – de skulle gå skridtet videre. De kunne ikke nøjes med de tre. Den treenige harmoni, den hellige treklang og den dynamiske treo, som Lottrup og Carls Selection så nydeligt repræsenterede, ligger nu knust på supermarkedsgulvet … Grænsen skulle overskrides, hybris er nu virkelighed, oh tempore oh mores … Der er kommet endnu en Schiøtz-øl på markedet. Jeg konstaterede det tidligere i dag, da jeg var forbi DagliBrugsen i Urban-planen, for at hente strøelse til vores kanin (der apropos hybris og det anslåede græske tema hedder Aristoteles. Men det er en anden historie).

Royal Unibrew har altså valgt at lancere endnu et Schiøtz-bryg – en Mørk Vinterbock i anledning af juletiden … Det må de jo selv ligge og rode med, men jeg må faktisk helt ærligt udtrykke min undren over, at endnu et bryg skal presses ind i Schiøtz-temaet. Det virkede så velafrundet med de tre, vi har været omkring inklusive nærværende. Hvis jeg skal anmelde den fjerde også, har jeg så meget desto mere en udfordring med resten af de mange øl, jeg har i vent, så det er næppe noget, jeg vil prioritere højt.

Mørke er der i øvrigt også så rigeligt af i nærværende øl, og det kan ellers undre, da bagetiketten gør et stort nummer ud af at fremhæve mesterens fromme gudfrygtighed. I disse nypuritanske tider, hvor det skal fremgå såre eksplicit af regeringsgrundlaget, at Danmark så gu’ er et kristent land, har den slags fået fornyet kulturel værdi. Ifølge anekdoten skulle han ellers have været “en for sin tid kontroversiel person”, der “[meget høfligt udtrykte ]sin holdning ved engang at udtale: “skoven er min kirke og svalens kvidren min lovsang”.” Alligevel understreges det hastigt “at han [ikke] var ugudelig”.

Den slags udglatninger er åbenbart nødvendige, så snart folks spiritualitet afviger det allermindste fra den autoriserede danske mainstream evangelisk-lutherske leverpostejskristendom. Sammen drager vi et lettelsens suk, for gudskelov er den hellige grav da vel forvaret i Theodor Schiøtz’ manglende ugudelighed – så kan vi lide ham alligevel … Eller Royal Unibrew kan lide ham alligevel? Eller også fik man presset en from cadeau til regeringens vækkelsesgrundlag ind mellem sidebenene, så Venstre (eller nok snarere DF) måske vil se med velvilje på bryggeriet næste gang, der skal deles ud af skattepengene til de rige venner?

– Tillad mig i et lignende udbrud af from pietisme at udbryde et fyndigt ‘kors i røven’ med samt et gudfrygtigt ‘Vorherre på lokum!’

Der er, som titlen antyder, tale om en Mumme – angiveligt en meget gammel øltype, fyldig og frugtig, og krydret med alskens godt fra urte- og frugthaven, m.a.o. hul i Reinheitsgebot, men vi er jo også under hjemlige himmelstrøg og ikke i det store naboland mod syd.

Solbær, slåen og hyben pryder recepten, i øvrigt sammen med rugmalt. Det giver et natsort bryg med skum, der akkurat er knækket i over i det cafe-lattefarvede, og tilpas klæbrigt til at det visuelle yder en adækvat oplevelse. Duften er for så vidt en ganske lovende blanding af branket og sveskesødt.

Den første mundfuld er da også forventeligt fyldig og sød som englesang, men smagen klinger ud før man kan nå at sige “Den Hellige Treenighed”. Et syrligt element blander sig med det nu mest dominerende træk – i starten var det en hyggelig maltbolsjeblanding, men nu er det postevand. Det syrlige kommer af umodne æbler, og det sødtristede maltindslag kæmper en brav Davids kamp mod Goliath for at give brygget lidt af sin velbehagelighed tilbage.

Men som så ofte holder den bibelske fortælling ikke. Vandet og syrligheden vinder, og man sidder tilbage med en noget ufin oplevelse af et stykke brygarbejde, hvor højre hånd ikke har vidst hvad venstre hånd gjorde. Uden at man vil erklære det en vederstyggelighed, der burde udryddes af Guds folk – endda langt fra – men noget under bliver det heller ikke.

Ikke desto minde er det stadig Schiøtz-serien, der har vist sig som den mest interessante af de tre brygpionér-serier, de to gigantbryggerier herhjemme har lanceret. Men det er ikke på grund af dette bryg.

3-stjerner

Schiøtz Gylden IPA, Royal Unibrew/Albani

2015-11-23 19.30.03Frisk variation …

På en måde er denne anmeldelse jo en revisited, for jeg prøvede også Schiøtz Gylden IPA ved den københavnske ølfestival tidligere på året. Jeg har imidlertid helt bevidst undladt at genopfriske min karakter fra dengang, før jeg har skrevet denne anmeldelse færdig.

Umiddelbart synes jeg faktisk, at den smager af mere i aften, end jeg husker fra festivalen, og det er ikke spor mærkeligt. Ølfestivalen i København er et gedemarked i en flippermaskine i et højtbefærdet motorvejskryds i myldretiden. Det fyger om ørerne med godt, skidt og mærkeligt, og mine evner til at smage koncentreret har med sikkerhed været hæmmet af, at der var så meget af alt 

Der er også mere af det hele i brygget – nogle vil endda mene ‘for meget’, da brygget ikke overholder de tyske renhedsforskrifter. Det er smagt til med rosmarin og hyben, altså gamle, nordiske krydderier og bær. Umiddelbart ikke upassende i forhold til IPA-typens krasbørstige bitterhed.

Brygget ligner også en IPA – lys med en lød knækket over mod det kobberrøde. Det er klart som pasteuriseret æblejuice. Skummet er både fedtet og klæbrigt, og også mere holdbart end weekendens enorme mængder sjapsne som den faldt i Københavnsområdet – men så heller ikke mere.

Duften føles markant og glat. Bitterheden river ikke næsens slimhinder i laser, men det betyder bestemt ikke, at bouqueten ikke er en nydelse. Man mærker tilsætningerne – og vel egentlig mest hybenbærrene. I kombination med humlen leverer brygget en ganske unik bouquet, der er henad den velkendte bergamotolie, men samtidig sødere og mere sofistikeret.

Og smagen overrasker. Især i betragtning af, at der er tale om en masseproduceret IPA fra landets næststørste bryggeri, kan man intet andet, end indrømme den en mere end adækvat ydelse af nydelse. Bitterheden er der som den skal være – igen er den glat, og måske nok ikke særlig dyb. Til gengæld giver bær og krydderier et sofistikeret præg og for genren tiltrængt fornyende indspark.

Hybenbærrene runder ikke bare bitterheden af, men giver også deres helt egen sødme, der ikke bare er af sukker, kirsebær, karamel, æbler, svesker, eller andet man har prøvet så mange gange før. Nej – her har man den særlige, lette, syrligt-søde og krydrede bitterhed af hyben, der kun er sin egen, og den er aldeles velvalgt. Bedst er brygget ved mandlerne, hvor kombinationen af den småkrakilske humle, krydderier og bær trænge godt ind i gummer og gane.

I konkurrencen mellem CeresLottrup-serie og Albanis Schiøtz-serie ser vinderen således ud til at blive [trommehvirvel] Royal Unibrew! Hvad man ikke gør for at få industriøl til at tage sig mere interessant ud – såsom at lave smarte konceptserier, uden at forny sig …

… bortset fra når man så rent faktisk fornyer sig – sådan som Royal Unibrew gør i dette tilfælde. Det er faktisk ganske lækkert, og noget man ikke har set før.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme